Forside Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>

Jætter

Ved påbegyndelsen af denne historie havde jeg stort set ingen viden om jætter udover hvad jeg, som alle andre, troede var en del af nordisk sagnhistorie, og derfor nogle fiktive størrelser.

Jeg har imidlertid totalt måtte revidere denne holdning, og jeg ved også, hvorfor jeg havde min oprindelige forståelse af jætter. Man har i flere tusinde år haft utrolig meget nedskreven information om jætter, som vi vil se om et øjeblik. Kristendommen, og mange andre religioner, har imidlertid haft uovervindelige moralske problemer med rapporteringen af jætter udfra det meget simple faktum, at der var indavl mellem jætter og ”mennesker”. Tænk på , at der selv i dag i bibelbæltet i USA er lovgivning på statsniveau, der forbyder indlæring i skolesystemet af ”Big Bang”-teorien og Darwins evolutionsteori. Forestil Dem hvorledes dette har været i 1200 tallet på Island og i Danmark, eller endnu tidligere, da det Nye og Gamle Testamente blev nedskrevet.

I forståelsen af jætter er vi nødsaget at skelne mellem fire forskellige typer beretninger om disse.

Den første gruppe, oprindelige beretninger om jætter baseret på faktiske personer, er gruppen dette kapitel vil se nærmere på.

Vi ser et glimrende eksempel på dette i Beowulf-kvadet (sætning 902-3):

"he mid eotenum wearð
on féonda geweald  forð forlácen"

som jeg oversætter til:

"Han med  jætterne værgede
hos fjenden vældet   fort forlagt"

Personen er hverken overgivet til Jyderne eller til store grimme trolde, men befinder sig blandt en gruppe af ekstremt store og stærke fjentlige krigere. 

Gregory af Tours (539-594): Frankernes Historie (Bog VII:41):

”En jætte ”to eller tre fod højere end den højeste mand” bringes til Kong Guntrham”.

Kong Guntrham/Guntram er Burgundernes konge år 561-592 e.Kr. Vi ved fra beregninger fra 700 tallet e.Kr. at 1 fod er ca. 30 cm (se afsnittet ”Danevirke”). ”Jætten” er derfor 60-90 cm højere end den højeste mand. Antager vi at den højeste mand er 1.90 m, sikkert en grov underdrivelse, er ”jætten” ikke mindre end 2.5 m høj. Det er således vi skal forstå  jætter, hverken mere eller mindre.

Rolandskvadet fra år 1098 e.Kr. nævner jætter tre gange på oldfransk:
 

            • ”La premere est des jaianz de Malprese” (sætning 3253)
            • ”E la terce est des jaianz de Malpreis” (sætning 3285)
            • ”d'Occiant, Turcs e Enfruns, Arabiz e Jaianz” (sætning 3518)


Ingen synes at vide hvor stednavnet ”Malprese/Malpreis” ligger eller om det er et heite. Det oldfranske ord for ”jætter” eller ”jaianz” (”géant” nufransk) benyttes, som vi kan se, i en etnisk beskrivelse, der skal vise adskillelsen fra bl.a. tyrkere og arabere.

Den anden gruppe er beretninger af bl.a. kelterne og os, hvor jætter er benyttet til at forklare fænomener der af samtiden, dvs. 500 f.Kr. – 600 e.Kr. ikke kunne forklares på anden vis. Det er særligt overnaturligt store klippeformationer der ligner, men ikke er, menneskeskabt, samt imponerende enorme bygningskonstruktioner fra en fjern fortid, set fra nutiden. Eksempler er Stonehenge, der blev kaldt "Jætte-dans", og Jættestue 1.

1 Saxo: Gesta Danorum (Bog 1: Forord; Bog 0.3.0.1 på latin): ”I gamle Dage maa Dannemark være blevet bebygget og opdyrket af et Slags Jetter, thi det kan man se paa de uhyre store Stene over Grav-kjælderne og Jette-Stuerne” (Danicam vero regionem giganteo quondam cultu exercitam eximiae magnitudinis saxa veterum bustis ac specubus affixa testantur).

Henry of Huntingdon (Henrici Archidiaconi Huntendunensis, ca. 1088-1154): Historia Anglorum (Bog I:7) skriver ca. år 1150 e.Kr.:

“Secundum est apud Stanenges; ubi lapides miræ magnitudinis in modum portarum elevati sunt, ita ut portæ portis superpositæ videantur, nec potest aliquis excogitare qua arte tanti lapides deo in altum elevati sunt, vel quara ibi constructi sunt;”

“Det andet vidunder er De Hængende Sten [=Stonehenge], hvor sten af utrolig størrelse er rejst som indgangspartier, således at indgangspartierne virker som rejst over indgangspartier; ingen har været i stand til at forklare på hvilken vis sten af en sådan størrelse er blevet rejst til så stor en højde, eller hvorfor de er blevet rejst på dette sted;”

Min oversættelse til nudansk.

Den engelske barde Edmund Spenser (1552-1599): Faerie Qveene (1589, Bog 2, Canto X, kapitel 67) fortsætter brugen af dette stednavn med omtalen af ”Stoneheng by the heath” (De Hængende Sten på heden [= Salisbury Plain]).

Endestavelsen ”-heng” (-enges) er ejefald af ordet ”hænge”, jvf. ”hangian, hengja, hanga” (oldengelsk, oldnordisk). Jeg byder derfor at ”Stonehenge” (Stanenges, Stonheng) må opfattes som ”De Hængende Sten” (flertalsform). Denne fortolkning passer fint med at modersmålet er stærkt beskrivende i udvikling af stednavne.

Geoffrey of Monmouth: Historia Regum Britanniae (Bog 8:IX-X) beretter lidt før år 1151 e.Kr. at stedet ved ”Kaercaradoc, quae nunc Salesberia dicitur” (Kaercaradoc, der nu kaldes Salesberia [Salisbury]) kaldes for “chorea gigantum”.

Spørgsmålet er nu hvorledes Geoffrey of Monmouth faktisk tiltænkte at vi skulle opfatte dette heite. Efterser vi f.eks. manuskriptet ”Harley MS 941, ff 1r-3v” (British Library) fra 1400 tallet kan vi se at titlen “De origine gigantum” er en latinsk oversættelse af det normanner-franske digt ”Des Grantz Geanz” (Om Store Jætter), hvor ”Geanz” [= Giants] er flertalsform. Vi kan derfor slutte at det latinske brug af ”gigantum” må være en flertalsform, ikke en entalsform, som de nuengelske oversættelser gerne vil det med ”Giant’s Dance”.

Det ser vi faktisk også hos William Stukeley: Stonehenge, A Temple Restor'd to the British Druids (1740, chap. XI, s. 47), der skriver: “The ancient Britons call’d it choir-gaur, which the Monks latiniz’d into chorea gigantum, the giants dance;”.

Det betyder at vi nu kan vise at “chorea gigantum” faktisk skal opfattes som “jætte-dans, Giant Dance” i 1100 tallet, og derfor helt identisk til hvorledes jættestuer beskrives i samtidens Danmark. Den nuværende staveform "Giant's Dance" er en vrang videreførsel af stednavnet fra 1800 tallet, hvor tilføjelsen af "apostof + s" omfortolker ordet til entalsform og en forestilling om at en jætte danser.

Som en ”stue” i Jættestue er en korrekt gengivelse af "et jættestort opholdssted", her for de døde, antyder brugen af ”dans” i den tilsvarende engelske betegnelse, at Stonehenge oprindeligt har været et sted hvor hellige danse blev udført; et "jætte-stort dansested".

Det er her værd at fremhæve at som vi på dansk har heitet “jætte-stue” (jättestuga, jettestuer), har oldengelsk helt samme brug af heitet i udtrykket “enta ær-geweorc” (jætte før-virke). En af de mange mærkværdigheder med nuengelsk er at den oprindelige betegnelse for jætte; “jötun, ent, entas” (oldnordisk, oldengelsk), ikke overlevede til Middle English, men af kristne munke blev erstattet med ordet "ji’ants" (Geanz, Giants). Det er sikkert tabet af forståelsen for heite der samtidig medfører vrang opfattelse af jætte-brugen i modersmålet før kristendommens ankomst.

 

Den tredje gruppe, og denne gruppering af mangfoldig i filosofi, herunder hele Ældre Edda, er brugen af jætter i forståelsen "en ældre slægt" i forholdet til de der skriver vor historie i Ældre Edda - Ase-folket.

Den fjerde gruppe er den katolske kristendom's historieomskrivninger. Da kristendommen ankommer til de nye kongeriger i Britannien, og til de gamle kongeriger i Norden, er forståelsen af jætter så gennemført en del af alles hverdag at noget måtte gøres. Jætter havde i folketroen såvel positive som negative egenskaber, som vi vil se om et øjeblik. Hvad den katolske kristendom gjorde var at gennemføre et ”karaktermord” på jætter og identificere dem med det af kristendommen opfundne begreb ”Djævlen” som var identisk til alle der fulgte den forne sæd, dvs. os.

Derfor omskrives folketroen i hver enkelt bygd, der havde deres lokale jætte, således at jætter fysisk gøres store og grimme, spiser børn, og generelt er ansvarlige for alle ulykker. Vi ser et glimrende eksempel på dette lidt vest for Brighton på sydkysten af England. På et højdedrag, med en fantastisk udsigt over hele landskabet, finder vi stednavnet ”Devil’s Dyke” eller ”Djævlen’s Dige” her forstået som ”Djævlen’s Grav”. Her fastslog den katolske kirke at Djævlen og hans kone lå begravet, og helt bevidst opfandt man også en anden røverhistorie. Inden for landskabet ”Devil’s Dyke” ligger en høj der kaldes ”Giant’s Grave” eller ”Jætten’s Grav”. Hermed forsøgte man at skabe en sandhed om at jætter og Djævlen var een og samme person.

De nye kongeriger i Britannien adskiller sig på ét område fra resten af stammen ved at der her er utroligt mange jætter, hvis navne er kendt lokalt; ”Thundel/Thundell” i Wales, ”Comron” i Cornwall, ”Gill” i Sussex, ”Bevis” i (South)Hampton etc. Dette skyldes formentlig til en stor grad den keltiske indflydelse her, der i Danmark alene begrænsede sig til Himmerland og omegn.

 

 

Jætterne fra Cerne Abbas & Litsleby

 

 

Verdens største afbildning af en jætte findes i bygden Cerne Abbas i Dorset i det sydvestlige England.

 

Cerne Abbas Jætten (The Cerne Abbas Giant eller ”The Rude Man”). Denne fysiske afbildning er én af kun to sådanne afbildninger. Den anden findes i East Sussex og kendes som ”Long Man of Wilmington”. Jætten er 180 fod høj (55 m), hans kølle 120 fod i længde (37 m) og ligger på en stejl skråning. Jætten’s køn kan uden store vanskeligheder fastslås. Den er skåret ud af den kalksten der ligger under græstæppet, og er blevet vedligeholdt af de lokale så længe man ved. Jeg troede ikke mine egne øjne da jeg første gang så dette helt utrolige kunstværk, og min overraskelse blev ikke mindre da baggrunden for denne jætte stod frem. Se afsnittet ”Kong Skilur til Krimhalvøen” og sammenlign køllen på mønten slået af Kong Skilur. Køllerne er ens, og dettes skyldes at der på Krim-halvøen i Kong Skilur’s samtid år 130-120 f.Kr. enten stadig er keltisk indflydelse eller at vore køller var identiske til kelternes.

 

Bygden Cerne Abbas ligger 8 miles (13 km) nord for Dorchester og ca. 120 miles (192 km) sydvest for London. Bygden har sit navn fra floden ”Cerne” der gennemløber bygden, og det kloster/abbey der blev bygget af Ailmer, Jarlen af Cornwall og stod færdigt år 987 e.Kr. Bygden nævnes i Doomesday Book fra år 1086 e.Kr.

Det første skrevne vidnesbyrd om jætten er fra år 1751 e.Kr. i et brev fra John Hutchins, historieskriver i Dorset, der mente at jætten var gjort i midten af 1600 tallet. En anden kilde, Gentleman’s Magazine, fra år 1764 e.Kr. nævner også jætten. At vi ikke har tidligere kilder samt at den første kendte kilde mente at jætten var af nyere dato har skabt kontrovers om hvorvidt dette er en oprindelig keltisk afbildning eller en falsk moderne jætte baseret på folkesagn fra området.

Den mest populære teori er at jætten blev gjort omkring år 180-193 e.Kr. medens Britannien stadig var en romersk koloni bosat af keltere, og at jætten viser Hercules. Samtidens kejser Commodus mente sig en reinkarnation af Hercules. Jeg er enig i denne teori, men mener at det er en lokal keltisk gud, lig vor egen Frey, der i samtiden kobles på en romersk verdensforståelse, og dermed får lov til fysisk at udfolde sig.

Samuel Lewis skriver i ”A Topographical Dictionary of England” (1831, vol. 1, s. 366) følgende i min danske oversættelse:

”På den sydlige skråning på en stejl kalkbakke, kaldet Trendle Hill, nord for byen, findes en gigantisk figur visende en mand holdende en knudret kølle i sin højre hånd og udstrækkende sin venstre arm.....mellem benene er en inskription, der er ulæselig, og ovenfor datoen 748; den er af nogle arkæologer henvist til Sakserne og deres guder; af andre en henvisning til Cenric/Cynric (d. 560), søn af Cuthred, Konge af Vestsakserne (West Saxons)”.

Og om byen og klosteret/abbey Cerne Abbas skriver han:

”...det blev plyndret, eller nogle siger, ødelagt af Kong Canute” (Knud I. Den Store, regent England 1016, Danmark 1018, død 1035).

”Gentleman’s Magazine” fra år 1764 e.Kr. beretter at en lokal bonde forklarede at jætten viser en jætte fra Danmark der havde gennemført en invasion af England fra kysten. Han var faldet i søvn på skråningen i Cerne Abbas og de lokale indbyggere benyttede herefter lejligheden til at hugge hovedet af ham. Herefter havde de tegnet en gigantisk kalkafbildning af hans krop, som politiet i dag bruger ved afbildning af mordstedet, for at vise hvor han fik sin bane. Sometider på mørke nætter vågnede jætten fra de døde for at slukke sin tørst i floden.

Mit gæt er at hvad den lokale bonde beretter om folketroen/folklore og en jætte fra Danmark er en henvisning til Kong Canute/Knud I. Den Store og hans plyndring af klostret, formentlig omkring år 1016 e.Kr.

Derfor fandtes jætten allerede år 1016 e.Kr. At der skulle have været en inskription med årstallet 748 kan vi ej heller udelukke, og det ville i den forbindelse være yderst interessant at vide hvorledes tallet 748 var nedskrevet, latin eller i form at Yngre Futhark . Klostret opføres tæt på jætten år 987 e.Kr. fordi den allerede på dette tidspunkt er kendt som et helligt sted, som den katolske kirke naturligvis er nødt til at få kontrol med.

Sammenlign jætten fra Cerne Abbas med den helt tilsvarende fra Bohuslen:

 

 chap8-7.jpg

Helleristning fra Litsleby, Tanum Socken, Bohuslen dateret til ca. år 1000 f.Kr. (bildnr. 31223123006, Raä nr. 75). Ved denne helleristning risler vandet ned, i filosofi et tegn på oprindelsen. Der er ingen tvivl om at vi skal opfatte denne enorme afbildning som en jætte, fra hvilken oprinder det moderne menneske. Hvor stor det er meningen vi skal opfatte denne person ses bedst ved sammenligning med de 120 figurer, hvoraf 80 er afbildninger af skibe. Som med Cerne Abbas Jætten er han vist med rejst mandslem. Han kendes lokalt som ”Spydguden fra Litsleby” (Spjutguden från Litsleby). Billedkilde: Vitlycke museum, Tanumshede, Bohuslen.

 

Som vi vil se senere i underafsnittet ”Hvorfor uddøde jætter?” ser der ud til at være historisk enighed om at jætter uddør ca. år 6676 f.Kr., og at Det Nye Menneske’s overtagelse af menneskehedens stafet fra Det Gamle Menneske, er knyttet til samtidens store vandfloder på Jorden. Da vi fysisk har utroligt mange visuelle gengivelser af jætter i Skandinavien påkræver det at vi skal kunne vise bosætning så langt mod nord i tidsrummet før år 6676 f.Kr. Det kan vi heldigvis.

Bopladsen ”Skatmossen” i Åsby nord for Varberg, Halland er dateret til 11-10000 f.Kr. I dag ligger landskabet 65 meter over havets overflade, men i tidsrummet 11-10000 f.Kr. lå bopladsen på en østlig del af en ø i en skærgård ved kanten af indlandsisen 1.

1 Taurnet: Befolkades Finland från Söddertörn? (3.11.2003). Bengt Nordqvist: I spåren efter de sista mammutjägarna (Varbergs Fornminnesförening, 2003:1)

 

 

Der er også hele 25 fund af bopladser i Skåne, herunder i Segebro, Mölleröd og Fjälinge backe. Fundene dateres på godt skånsk til ”Senpaleolitiskt material”, som naturligvis ingen er enig om hvad betyder. Tidsperioden ”Senpaleolitikum” er dog ca. 15-11000 f.Kr. Andre steder er Spannarp (Halland), Kållered (Västergõtland) og Norrland, Sverige hvor de ældste helleristninger er fra ca. år 5000 f.Kr. og alle findes ved vandet. 1

1 Tak til Christina Reid for at påpege min uvidenhed om dette i marts 2008.

 

 

 

 

Jeg husker jætter, urtidsfødte

 

På oldnordisk hedder jætter ”jötun” eller ”iötun”. På oldengelsk bruges ”eoten”. En person fra Judæa hedder på hebraisk ”ÅIoudai'oß” der oversættes til ”Ioudaios” og fonetisk udtales ” ee-oo-dah'-yos ”. Judæa har derfor heddet ”Iouda” og skulle udtales fonetisk ” ee-oo-dah.” Når vore Edda derfor skriver jættehjem eller Jötunheima/Iötunheimr, og vi om et øjeblik får bekræftet at dette område bl.a. har ligget i Judæa, så har jættehjem været ensbetydende med Judæa. Dette har ikke været acceptabelt for den katolske kirke og har derfor måtte omskrives.

Tænk på i helt præcist to sekunder, og efterse om nødvendigt i Deres Bibel’s kortoversigt, hvor ”Det Forjættede Land” ligger. Det var Judæa!

Vi har på oldnordisk en anden betegnelse for ”Det Forjættede Land” gennem ”Fyrir-heits-land”. Sidstnævnte betegnelse er sammensat af ”fyrir” (før) + ”heita” (her ”love”) + land. Det vil med andre ord sige at ”Det Forjættede Land” forbindes med ”de tidligste love” – og dette er sandt fordi vi kender denne betegnelse som ”Ørlög" (Urlovene).

Om Jydernes mulige forbindelse til Judæa se afsnittet "Eotenum, ytum, *eutii - jyderne".

Bibelen ligefrem bugner med viden om jætter, og man har også fysisk fundet dem i huler ved Karmel bjerget (og mange andre steder). Hemmeligheden er at acceptere lighedstegnet mellem Cro-Magnon mennesker og jætter, og dette lighedstegn må i dag regnes for indiskutabelt udfra en neutral holdning til rapportering af historien. "Bilag B: Referencer til jætter i Bibelen" giver alle henvisninger til jætter i Bibelen. Der er over 200.

Den videnskabelige udgivelse ”Proceedings of the National Academy of Sciences of the United States of America” (”PNAS”) offentliggjorde 12. maj 2003 en epokegørende undersøgelse om netop dette emne 1. DNA undersøgelser viser at generne fra Cro-Magnon mennesket findes i Det Nye Menneske, hvilket efter dette kapitel om jætter overhovedet ikke burde overraske. Ligeledes udelukker undersøgelsen at Neandertals er forgængeren til Det Nye Menneske.

1
G. Barbujani & G. Bertorelle: Were Cro-Magnons too like us for DNA to tell? (2003, Nature 424:127)

D. Caramelli, C. Lalueza-Fox, C. Vernesi, M. Lari, A. Casoli, F. Mallegni, B. Chiarelli, I. Dupanloup, J. Bertranpetit, G. Barbujani & G. Bertorelle. 2003. Evidence for a genetic discontinuity between Neandertals and 24,000-year-old anatomically modern Europeans (2003, Proceedings of the National Academy of Science of the United States of America 100:6593–6597).

 

Cro-Magnon, navngivet efter det sted de først blev opdaget i Frankrig i 1868, var proto-mennesker der er dateret til at have levet på hele jordkloden i hvert fald fra 40.000 år siden og fremefter. De var over 2 meter høje, udvandrede oprindeligt fra Mellemøsten og Nordafrika, boede i hytter, lavede vægmalerier, vævede tøj, lavede smykker, havde gravritualer. I det hele taget levede som man må forvente vore forfædre ville have levet for så længe siden. Og så var de uden sammenligning det bedste materiale for en kriger! Man skal her være opmærksom på at der til stadighed foregår omklassificering af vore forfædre i takt med at forståelsen af vor evolution forbedres. I denne historie er jætter betegnet "Det Gamle Menneske", hvor vi er "Det Nye Menneske".

 

 chap8-11.jpg

Til venstre: 8 cm højt mandshoved skåret af en mammut-stødtand for ca. 27.000 år siden, og derfor en mandlig jætte. Bemærk de enorme og fremtrædende øjenbryn, at næsen er rejst mod sky, og at han bærer langt frit hår. Mandshovedet har måske siddet på toppen af en stav. Der er fundet en hovedskal i Brno i 1891 med netop et af jættenes kendemærker, de fremtrædende øjenbryn. Jeg viser i afsnittet "Ulvhednar og Berserkar" (underafsnit "Werwulf/Verulfr"), at det i Folketroen er klart, at Det Nye Menneske hamskiftet til ulven kan genkendes på at "Øienhaarene ere sammengroede over Næsen". De fremtrædende øjenbryn er netop det visuelle billede vi alle har i vort indre øje af jætter. Det indre øje ser ud til at være endog meget skarpsynet. I afsnittet "Runebomme, binderune-tegn, sjónhverfing og ægishjálmr" viser jeg at binderunetegnet ”Ægishjálmr” (rædselshjelm) påmales mellem øjenbrynene for at indgyde frygt i fjenden. Dette må have samme oprindelse i vor erindring af jætter.
Til højre: Kvindehoved skåret af en mammut-stødtand for ca. 27.000 år siden, og derfor en jætte-kvinde. Kvinden har et slankt aflangt ansigt, med næsen rejst mod sky. Hendes hår er sat op, og overfører vi vore sæder til jætternes samme, betyder dette at kvinden var gift. Det antyder at jætter havde et ritual for giftermål.

Begge fund er gravfund gjort i Dolní Vĕstonice, Pavlov bakkerne oven for Dyje floden ved Brno, Moravia, Tjekkiet. Gravstedet indeholdt bl.a. 2 mænd og en kvinde. Det viste kvindehoved blev fundet i Grav 3, hvori lå den voksne kvinde. Skelettet af denne kvinde fortæller os at kvinden var slank, og højdemæssigt i den lave ende af samtidens mennesker. Det forekommer mig derfor at det viste kvindehoved kan være en ganske nøjagtig gengivelse af den faktiske gravlagte kvinde. Kvinden døde en naturlig død. Der blev samme sted fundet den ældste kendte Moder Jord-figur i brændt ler. Vi har ikke denne forståelse fra fremmede. De to mænd derimod var kraftigt bygget mænd, der begge døde medens deres helbred var godt. En af mændende havde et træspyd gennemborende sin hofte. Han er derfor blevet dræbt i kamp. Igen må vi have en stærk mistanke om at den helt utroligt naturtro gengivelse af en jætte kan være en faktisk gengivelse af en af de gravlagte mænd. Udskæringerne blev gjort med redskaber af flintesten. Mammutstødtanden har fået den nuværende brunlige farve som følge af dens lange begravelse i den lokale jord, der er rig på jern (rødlig rust).
Billedkilder: Alexander Marshack (1918-2004): National Geographic (October 1988), samt Jan Jelinek (1926-2004): The Pictorial Encyclopedia of The Evolution of Man (1975). Se også Karen Dian Jennett: Female Figurines of the Upper Paleolithic (2008, s. 22-24)

 

 

 

 chap8-12.jpg

Nr. 1: Håndaftryk af en venstre hånd og underarm gjort ved at blæse rødt farvepigment over hånden og underarmen medens disse er presset mod klippevæggen. Dateret til for ca. 27.000 år siden og derfor en jætte-hånd. Henri Cosquer fandt Cosquer hulen og vægmaleriet i 1985 i Calanque de Morgiou nær Marseille, Frankrig.
Nr. 2: Håndaftryk af en højre hånd gjort ved at blæse rødt farvepigment over hånden medens den er presset mod klippevæggen. Dateret til for ca. 31.000 år siden og derfor en jætte-hånd. Jean-Marie Chauvet, Christian Hillaire og Heliette Brunel-Deschamps fandt i julen 1994 vægmaleriet i Chauvet-Pont-d'Arc hulen, Vallon-Pont-d’Arc, landskabet Ardèche, syd for Lyon, nord for Marseille, Frankrig.

Dusinvis af huler i Frankrig og Spanien indeholder flere hundrede lignende håndaftryk. Analyser af de mange gjorte håndtryk, og den vis farvepigmentet er påført på, viser at den forholdsmæssigt større andel af ”venstre hånds”-aftryk antyder at også Det Gamle Menneske var fortrinsvis højrehåndet. Med meget få undtagelser er alle håndaftryk gjort af voksne mennesker. Der er håndaftryk af såvel mænd som kvinder, hvorfor begge køn har været involveret i skabelsen af kunsten på klipperne. Den gennemsnitlige håndlængde for europæiske mænd er 19 cm. Af de meget få håndaftryk der er undersøgt for dette til dato, falder mange, bestemt som håndaftryk fra en mand, tæt omkring denne håndlængde. F.eks. håndaftrykket i Pech Merle hulen, landskabet Lot, Frankrig, dateret til ca. for 13.000 år siden, har en håndlængde på 19.4 cm. Ingen ved hvorfor håndaftrykkende blev lavet. Er det kunstnerens udødelighed? Er det visuelt kontakten til Regin (magterne) gennem klippevæggen? Er det håndens opgave som ”mund” (oldengelsk) eller ”hånd”, hvorfra opstår den udvidede betydning ”beskytter, beskyttende hånd, hænder”, der går igen i højbårne navne som endestavelse, så som ”Eád-mund” (Edmund)? Sidstnævnte vil være mit bud.
Kilder: Jean-Marie Chauvet , fra
http://www.culture.gouv.fr/culture/arcnat/chauvet/en/, Jean Clottes: What did Ice Age People Do in the deep caves? (2005, volume 47, number 3, Expedition, s. 23), Dean R. Snow: Sexual dimorphism in Upper Palaeolithic hand stencils (June 1, 2006).

 

Lad os starte med at foretage en sproglig koordination af jætter. På engelsk siger man "giants" eller ”ji’ants” i Kong James versionen af Bibelen , hvis oprindelse er ”gigas”. Også ordet ”rapa” (”rephaim” eller repha’im”) bliver i engelske oversættelser til "giant". Ligeledes ordet ”nef-i-lim” eller ”nephilim” bliver i engelske oversættelser til "giant". I gamle græske versioner bliver ordet ”gigantes” brugt og forklaret som ”voldelige mænd”. Andre betegnelser er Emim (em’im), Anakim (an’a-kim eller anaqim), og ”titanes”. Derfor uanset om kilden er engelsk, hebraisk, romersk eller græsk, så er det de samme personer vi taler om. Husk i denne forbindelse på, at Snorre også omtaler Niflheim (Niflheimr), der betegner jætternes område. Som vi hørte ovenfor, på oldnordisk hedder jætter ”jötun” eller ”iötun”(Völuspá, vers 48, Ældre Edda) og de bor i Jötunheima eller Iötunheimr, hvis hovedbygd er Udgård.

Vi ved hvor høje jætterne kunne være. I filisternes (på engelsk ”Philistine”) hær taler man om ”a giant of Gath”, som menes af være identisk med Goliath. Hans højde angives som ”6 cubits and a span” dvs. 9 engelske fod eller 2 meter 75 cm (1. Samuelsbog 17:4), men andre kilder skriver kun ”4 cubits and a span” eller 2.22 m. Det er derfor ikke så mærkeligt, at Israelitterne beskriver sig selv som ”græshopper” når de sammenholder sig med jætter.

Jeg tror i denne forbindelse ikke at alle de stammer, som andre kaldte jætter, har været kæmper, blot at nogle af disse har været det.

Fra alle henvisningerne i Bibelen omkring jætter får vi også et klart indtryk af hvor jætterne boede. Det nuværende Israel har været den sydlige grænse for jætternes område. Fra Karmelbjerget ude ved Middelhavet syd for Haifa, over transjordan har de sidste stammer af Cro-Magnon folkene boet over et stort område, og har været spredt i mange mindre stammer, gemt væk i afsides liggende bjergområder hele vejen nordpå til Kaukasus bjergene. F.eks. i 2. Samuelsbog 5:18 står der ”medens filisterne kom og bredte sig i jættedalen”. I Joshuabogen 17:15 hedder det: ”Josua svarede dem: ”Når du er et talrigt folk, så drag op i skovlandet og ryd dig jord der i perizziternes og refaiternes land, siden Efraims bjergland er dig for trangt!”

Her er det dog ganske morsomt at min danske bibel skriver ”Refaimdalen” i stedet for jættedalen og ”refaiternes land” for at tilsløre, at det er jætter vi taler om.

Dr. Jeannine Davis-Kimball fra Berkeley Universitet i Californien har gjort mig opmærksom på at hun i Pokrovka området i Kirgisistan, lidt vest, men meget tæt på Issy Kul (Ysyk Köl, Issyk-kol)-søen har udgravet flere 2 meter høje personer, der var meget langskallet og havde en kraftig knoglestruktur. Hvis jætterne har eksisteret nordvest for Haifa har de selvfølgelig også været nordøst derfor.

Vore Edda er også specifikke derhen at de taler om ”det nordlige jætteland” 1 . Det ligger i denne oplysning at der derfor også har været et sydligt jætteland. Mit gæt er at det nordlige jætteland har været fra Asovhavet , via Garðaríki nordpå op til Finland og Norge (Jotunheimen fjeldene). Det sydlige jætteland har været fra Kaukasusbjergene og sydpå.

1 I Folketroen i Finland findes "det nordlige jætteland" ligeledes under betegnelsen "Potijola/Pohjola", der direkte betyder "nord" (Pohja). Det fysiske landområde er "Kalevala" - Sami-folkets land højt mod nord, dvs. Lapland og det gamle Kainuu. Se det finske digt Kalevala. Tak til Lars Nielsen for henvisningen.

 

Hervarar saga ok Heiðreks (kap. 1):

”Svá er sagt, at i fyrndinni var kallat Jötunheimar norðr i Finnmörk”.

Som jeg oversætter til:

”Så er [det] sagt, at i oldtiden var kaldet Jættehjem [det] nordlige Finnmarken”.

Såvel Israelitterne, som egypterne (på deres vægmalerier) taler om at jætterne avlede med ”dødelige kvinder” og startede en ny race. Det gør naturligvis også nordisk filosofi. Oprindelsen til de romerske sagnhistorier om halv gud/halv menneske, kommer fra de egyptiske vægmalerier.

Som kvæg- og hesteavlere kendte Aserne/Ase-folket betydningen af arv og slægt. De vidste, at hvis de kunne avle sønner og døtre med jættekvinder, ville deres efterkommere i al evighed blive større og stærkere end andre folk.

Overlegen fysisk styrke var en meget stor militær fordel. Det blev den ved med at være, lige indtil ildvåbenene kom ind i verden tusind år senere.

Aserne gjorde sig store bestræbelser for at skaffe sig jættekvinder:

        • Odin selv lå som Bølverk hos jættekvinden Gunlød (Gunnlöð).

          Hávamál, vers 109-110, Ældre Edda

        • Odin avler med jættekvinderne Grid (Griðr) og Rind (Rinðr).

          Eilífr Goðrúnarson's "Þórsdrápa" (vers 9:8)
          Snorre Edda (Skáldskaparmál, 19. Válakenningar)
          Snorre Edda (Skáldskaparmál, 26. För Þórs til Geirröðargarða)
          Baldrs Draumar/Vegtamskviða (vers 11, Ældre Edda)
          Saxo: Gesta Danorum (bog 3.4.1, 3.4.3, 3.4.13)

        • Thor får sønnerne Móði og Magni med jættekvinden Iarnsaxa (Járnsöxu) (”hende med jernsakse-sværdet”).

          Snorre Edda (Skáldskaparmál, 24. Frá Hrugni jötni, 29. Sifjarkenningar.)

        • Borr fik med frostjættekvinden Bestlu/Bestla, hvis fader var jætten Bölþorn, sønnerne Óðin (Odin), Vé (Ve) og Vili (Vilje).

          Hávamál, vers 140, Ældre Edda

        • Njord (Njörður), og senere Odin, ægtede Skade (Skaði ), som var datter en jætte.

          Grimnismál (vers 11, Ældre Edda)
          Snorre (Ynglinga Saga, Heimskringla)
          Snorre Edda (Gylfaginning)
          Snorre Edda (Skaldskapamál)

        • Den helt identiske beretning om Hading (Hadingus), Gram og Signes søn, der favnede jættekvinden Hardegrippe (Hardgrep, Hartgrepe, Harthgrepa Wagnhofthi filia), datter af jætten Vagnhoft (Vegnophto).

          Saxo: Gesta Danorum (bog 1:6:4, 1:8:18-19 i Peter Zeebergs Saxos Danmarks Historie).

        • Freyr elskede jættepigen Gerd (Gerðr). 

          Skírnismál (Skirnirs Færd, Ældre Edda)
          Snorre Edda (Gylfaginning, kap. 37) 

 

 

New Scientist Magazine (Issue 2647, 12th March 2008, s. 19) viser i artiklen ”Your height dictates how jealousy strikes” hvorledes et menneskes højde udøver indflydelse på graden af jalousi. Artiklen er hentet fra undersøgelsen ”Height predicts jealousy differently for men and women” offentliggjort i Evolution and Human Behaviour   (Vol. 29, Issue 2, March 2008, s.133-139) af Abraham P. Buunk, Justin H. Park, Rosario Zurriaga, Liga Klavina og Karlijn Massar fra henholdsvis Universitetet i Gronningen, Holland og Universitetet i Valencia, Spanien.

549 mænd og kvinder blev adspurgt i Holland og Spanien om de forhold der bedst kunne frembringe jalousi. Mænd var mest på vagt over for andre mænd med godt udseende, der var velhavende og stærke. Jo højere mændene var, desto mindre tilbøjelige var de til jalousi. 

For kvinder var det andre kvinders ynde, skønhed og charme der fik hårene til at rejse sig. Mindst jaloux var kvinder af middelhøjde. I evolutionsforståelse er dette som vi må forvente: Højere mænd er tegn på øget evne til forsvar. Hos kvinder har mellemhøje kvinder det bedste helbred og den største frugtbarhed. 

Men.....under særlige omstændigheder var mellemhøje kvinder, dvs. de mindst jaloux af slagsen, sårbare overfor jalousi under særlige forhold. Når denne gruppe blev stillet over for socialt stærke eller fysisk magtfulde kvinder, blev gruppen udtalt mere jaloux and lavere eller højere kvinder. Det mener man bl.a. skyldes at ”højere kvinder er mere dominerende og har en bedre evne til at vinde i fysisk kamp end mindre kvinder”. Jagten på jættekvinder er derfor velforstået og uformindsket.

 

"Opt er flagð i fögru skinni”

(ofte er jættekvinde (flagð) i fagert skind) 1

1 Oldnordisk Ordbog (1863, s. 136) og Peder Syvs Kjernefulde Ordsprog (1807, fortale XLI).

 

Fra skabelsesberetningen i bl.a. Völuspá (Ældre Edda) kan vi se at jætterne indgår i skabelsen af guderne, og at jætterne derfor er den ældste slægt. Dette er tillige tilfældet i Narts-sagaerne fra Osseterne, hvor Gumirs-jætterne forklares som boende på jorden før Narterne. Dette er helt i overensstemmelse med hvad dette kapitel viser.

Følgerne af Asernes møde med jætterne blev, at Asernes efterkommere herefter virkelig blev fysisk større og stærkere end andre, men ofte også mere kantede og skrumplede.

At man havde fuld forståelse for dette er tydeligt gennem beskrivelsen af Loki (Loke). Som søn af en jættefader og Ase-moder, dvs. den modsatte situation, er hans troskab til fædrene side. Derfor er Loki den snu fjende blandt os, der altid vil føre Avindskjold mod os 1.

1 En af de mange spændende sætninger i Lokasenna er vers 9, hvor Loki kvæder:

”Loci qvaþ:
Mantv þat, Oþinn! er við i ardaga blendom bloþi saman:..”

Oversættelserne er mangfoldige:

”Mindes du, Odin: da i Oldtid Blod vi blanded sammen?...”
(Karl Gjellerup: Den ældre Eddas Gudesange, 1895) 

"Minns du, Oden, när vi i urtiden blandade blod tillsamman;...”
(Erik Brate: Sämunds Edda, 1913) 

”Husker du, Odin, da i olddage vi to blandede blod?...”
(Thøger Larsen: Lokispliden, 1926)

"Remember, Othin, in olden days That we both our blood have mixed;...”
(Henry Adams Bellows: The Poetic Edda, 1936)

”Odin, du glemmer vel ikke en gammel blod-beseglet broderlig ed?...”
(Ole Nielsby, 1993)

Mange der læser dette første gang undrer sig over hvordan vi skal opfatte Loki’s henvisning til blodblanding med Odin. Her er det vigtigt at holde sig for dels hvad der siges, men også hvad der ikke siges. Sætningen ”blendom bloþi saman” eller ”blandede blod sammen” er en henvisning til at der indgås en blodpagt (bloodpact) mellem to mennesker, der ikke er af samme æt! Se ”Brot Af Sigurþarikviðu” (vers 18, Ældre Edda) for et eksempel på dette. Fra sætningens sammensætning kan vi se at Loki netop ikke er at regne for en af Os da der ikke i filosofi, og virkelighed, påkræves en menneskeskabt blodpagt naturen allerede har givet. Denne forståelse synes ingen af vore oprindelige kilder at modsige, og Loki er da niddingen og fjenden blandt os; en enhed hvert slægtsled må døjes med og tage hånd om.
 
Lokasenna viser os at Odin, her Kongen og symbolet på Os, helt tilbage til Det Nye Menneske’s begyndelse jvf. brugen af ”ardaga” (tidernes morgen), indgår en blodpagt med Loki. En af forståelserne er det begreb som kristen teologi senere omskriver til det at indgå ”En Pagt med Djævlen/A Pact with the Devil”. Omsat til ordsprog mener jeg blodpagten mellem Odin og Loki er den urgamle problemstilling om at finde den rette sti mellem disse to ordsprog fra Peder Laales Danske Ordsprog:

 Nr. 4 Nødh brydher ræeth
(Nød bryder ret/alle love)
Nr. 424 Hwo som skalken kenner han køber hanum ey
(Hvo som skalken/slynglen kender, han køber ej fra ham) 

 

Snorre skriver i Snorre Edda (Gylfaginning, kap. 33) at Loke’s jættefader hedder Fárbauti (fra ”fár-bauta” eller ”ham der slår i vrede, fjendskab”) og hans moder Laufey (løv-ø) : ”…Sá er nefndur Loki eða Loftur, sonur Fárbauta jötuns. Móðir hans er Laufey…”.

Snorre gentager dette i Snorre Edda (Skáldskaparmál, kap.15) i omtalen af kenninger for  Loki:

”Hvernig skal kenna Loka? Svá, at kalla son Fárbauta ok Laufeyjar…”

Som jeg oversætter til:

“Hvorledes skal kendes Loki? Så, at [han] kaldes søn [af] Fárbauti og Laufeyjar…”

Snorre taler sandt fordi Loki i Lokasenna (vers 52, Ældre Edda) beskriver sig selv som ”La/feyiar son” (Laufeyjar søn). I Þrymskviða (vers 18 & 20, Ældre Edda) hører vi:

 ”Þá kvað þat Loki Laufeyjar sonr:…”
”Þá kvað Loki Laufeyjar sonr:…”

”Da kvad da Loki Laufeyjar søn:…”
”Da kvad Loki Laufeyjar søn:…” 

Min oversættelse til nudansk.

 

Snorre har ligeledes ret i at Loki’s fader er Fárbauti.  Denne viden henter han fra den norske skjald Þjóðólfr ór Hvini (Tjodolv fra Kvine) ca. år 900 e.Kr. i Haustlöng (vers 5), jvf. ”Fárbauta mög Várar”, samt fra den samtidige Húsdrápa (vers 2), jvf. ”Fárbauta mög vári”, skrevet af Úlfr Uggason i 900 tallet e.Kr.

Jeg finder det derimod ikke direkte vist fra oprindelige nordiske kilder at Fárbauti er en jætte, som Snorre fremfører med ”sonur Fárbauta jötuns”. Den filosofiske sandhed i dette må derfor hvile på Snorre’s fortolkning af andre bemærkninger om Loki i Ældre Edda alene, som jeg dog tror holder vand. Det ikke mindst fordi Loki forekommer som ”Apollo Loxias” i den græske barde Aeschylus’ (525-456 f.Kr.) skuespil ”Oresteia” fra år 458 f.Kr. (se afsnittet ”Den Trojanske Hest”, underafsnit ”Loki og Ægir i Þrúðvangar”).

I  3. del af skuespillet ”Oresteia”, kaldet ”Eumenides”, kan vi se at ”Loxias” år 458 f.Kr. opfattes med egenskaberne af helbreder, og med evne til at spå om ”hvad vil komme”. Det forudsætter derfor egenskaben "woð" - at kunne vade igennem fra rummet nutiden til rummet fremtiden. "Loxias" kan derfor mentalt "se" igennem forskellige verdener.

Jeg ender derfor op med at være enig med Grundtvig i Nordens Mythologi” (1832, s. 527), at ”Loki”’s navn må oprinde fra det oldengelske ”locian” (at se, stirre, holde øje), der er knyttet til det keltiske ”lagud” (bretonsk for ”øje”). Samme ord på sanskrit, og med samme betydning, er ”lok, loc”.

Da Loki beskriver sig selv som ”La/feyiar son” (Laufeyjar søn), og derfor tager slægtsnavn efter sin moder, har det ledt til konklusionen at hans moder må være af højere byrd end hans fader, og at hans moder derfor nok er en gudinde eller en Ase-moder (Svend Estridsøn tager ligeledes mødrene slægtsnavn da faderen kun er en sennordisk Jarl).

Jeg mener dog der er endnu en forståelse i den filosofiske slægtshale for Loki og hans moder. I den forne finske gudelære finder vi i det meget betydningsfulde finske værk "Kalevala" (rune 45-49) jættekvinden Loviatar (Loveatar, Lovetar, Lovehetar, Louhetar, Louhiatar, Louhi). I Kalevala er kvindenavnene gengivet som forskellige personer, men i den finske folketro er de èn og samme person. Uden undtagelse er denne enhed beskrevet som kommende fra "Pohyola/Potijola/Pohjola”, der betegner "det nordlige jætteland” (rune 45, "Louhi, Pohjolan emäntä" eller "Louhi, Pohjola's værtinde"). Derfor er Loviatar en jættekvinde. Jeg er derfor helt enig med Axel Olrik 1, der sammenkobler Laufey (løv-ø) med Loviatar.

Völuspá (vers 2, Ældre Edda) forklarer os, udødelige aser og dødelige ”os”, vor nedstamning fra jætter. Da stammen er matriarkalsk, og som vor evige jagt på jættekvinder entydigt understreger, er den biologiske linie mellem udødelige aser og dødelige ”os” og jætter, gennem jættekvinder.

Jeg mener derfor at Loki’s moder Laufey (løv-ø) i filosofi er en ase-moder, men samtidig en jættekvinde.

1 Axel Olrik: Myterne om Loke (Festskrift til H.F. Feilberg fra nordiske sprog-. og folkemindeforskere på 80 års dagen den 6. august 1911, s. 548-593)

 

Ordet "jötunn" (oldnordisk) og “eoten/etin” (oldengelsk) betyder formentlig “ædere”. Også det oldnordiske “þurs” eller “þuss” bruges i omtalen af jætter og betyder “De Tørstige” jvf. det oldengelske ”þurst” og indoeuropæiske ” *t(o)rs-” (tør). Såvel "jötunn" som “þurs” er hankønsord og deres mytologiske betydning refererer derfor nok alene til mandlige jætter.

Nordisk filosofi forklarer os kun i Vafþrúdhnismál (vers 37, Ældre Edda) hvad det er de mandlige jætter æder. Her nævnes jættenavnet ”Hræsvelgr” (lig-svælger). Vi kan se fra Narts-sagaerne fra Osseterne i Kaukasus-bjergene at man her bekræfter dette i omtalen af Uaigs-jætterne, der beskrives som menneskeædere.

Mit gæt er at de mandlige jætter i filosofi er menneske-ædere, eller mere specifikt ædere af menneskelig/de døde, af helt samme årsag som hvorfor de skovfolk mytologien omtaler som Alfer er forbundet med de døde. Alfer er forbundet med de døde fordi de boede i jordhuler, der på afstand meget lignede de gravhøje hvori vi lagde vore døde. Derfor blev Alfer/skovfolkene forbundet med at komme og afhente de døde med den implicite forståelse at det gjorde de for at æde dem. Da Alfer kun kendes i beretninger fra Norden, medens jætters oprindelse, som Cro-Magnon mennesker, er langt ældre, har oplevelsen af Alfer/skovfolkenes levevis været begrundet i en tro man allerede havde.

Se i denne forbindelse afsnittet ”Julenisserne – Nis Gårdbo, Jólasveinar og alfer” omkring den oprindelige stamme fra Raumaríki i Norge, der blev kaldt ”raumar”. Ordet er afledt af ”raumr” (oldnordisk) og betyder ”en som er af meget stor vækst”. Disse mennesker kender vi også som jætter og visuelt i Norge bliver disse til de store Trolde.

Vi skal også her bringe beretningerne fra Himalaya om den magiske skabning, bedre kendt som "Yeti", snemanden fra Nepal og Tibet. Skriftet ”Adhyátmá Rámáyana” fra 1300 tallet e.kr. nævner ”yeti” (kap. 41:15, 41:18). Den blev først set af en person fra Vesten i 1925, hvor fotografen N. A. Tombazi så ham i 15.000 fods højde på en afstand af 300 meter. Under en ekspedition i 1951 fandt man igen fodspor der var 45 cm lange og 33 cm i bredden, muligvis gjort større af solens varme på sneoverfladen (min venstre fod er 26 cm lang og 10 cm bred). Der synes ikke at kunne rejses tvivl om hverken disse, eller mange andre, syn af denne snemand selvom om der ikke eksisterer nogen endelig bevisførelse for hvilken form for opretgående proto-menneske eller abe der er tale om.

Det er her bemærkelsesværdigt at ordet for ”æt” på sanskrit i Rig Veda er ”jati”, der må være enten identisk til eller stærkt beslægtet med ”yeti”, og at ”yeti” derfor i den oprindelige forståelse betegner Det Nye Menneskes forfædre eller ”æt”.

Netop denne mulighed synes stærkt underbygget af undersøgelserne gjort af Jack Rink (associate professor of geography and earth Sciences, McMaster University, Ontario, Canada) 1 . Han har dateret underkæben på en Gingantopithecus Blackii (latin for "Stor Abe") med øgenavnet "giganto" eller "jætte" til 100.000 år tilbage i tiden. Denne "Store Abe" vejede 540 kg og var 3 meter høj. De fleste fund er gjort i Guangxi provinsen, Kina samt i Indien og Vietnam. Hvad gør hans datering epokegørende er at denne "jætte" har levet samtidigt med Det Gamle Menneske Cro Magnon. Det er mit bud at det er af denne årsag at vi kalder den oprindelige jætte-verden, hvorfra alle fra den nordlige halvkugle synes enige om at oprinde, for "hrímþursa horfir" eller "Rimjætternes retning" (Gylfaginning, kap. 15). Se "Bilag Z: Det oprindelige år nul og betydning" for videre uddybning af dette.

 1 Fra artiklen "King Kong with inch-wide teeth who walked alongside early Man" (Sam Lister, The Times, London, 15.11.2005). Forskere synes ikke at mene at "Store Abe" er en del af Det Gamle Menneskes evolution.

 

Det skal også nævnes at A.A. Zdorov i Donskaya Arkheologia Journal (vol. 3-4, 2000) skriver om det gamle slaviske begreb "Ispolin/Spolin", der betyder jætter. De slaviske sagn om jætter oprinder fra 100 tallet e.Kr. og forfatteren beviser at begrebet kommer fra ”Spal” menneskerne der er beskrevet i dette tidsrum, og at disse jætter var en del af folkeslagene fra det Sarmatiske Alani riget omkring Tanaisfloden og Asovhavet . Det er med andre ord allerede fuldt bevist, at Sarmaterne havde jætter blandt deres krigere. Denne oplysning har enorm betydning, som vi vil se senere hen i historien. Jordanes nævner år 550 e.Kr. også jætterne i Bog 4:28 efter at han har fortalt at Goterne er ankommet til Skythien, som Goterne i deres egen tunge kaldte ”Aujom/Aujóm ” eller ”ved vandlandet”:

”Nec mora:  ilico ad gentem Spalorum adveniunt, consertoque proelio, victoriam adipiscuntur.”

Som jeg oversætter til:

”Her mødte de snart Spal folket, drog med dem i kamp, og vandt sejren.”

Lidt senere bliver vi også introduceret til en folkebetegnelse ved navn ”Chud”. Det menes at dette var slavernes beskrivelse af Finnerne og Esterne, men også en henvisning til jætter, og disse folk beskrives som boende nord for Kiev, Ukraine.

At vi havde jætter, forstået som kæmper, som en del af vor stamme blev fremvist ved en udstilling på Thirsk Museum i nord-Yorkshire i 2000. Udgravet under ruinerne af Thirsk Castle i 1995 fra en saksisk grav, og dateret til 500 tallet e.Kr, fremstod en 7 fod (2.14 meter) høj mand, og en 6 fod (1.83 meter) høj kvinde. Dette var ikke normal højde for os selvom måleenheden "fod" på Danevirke viser tilsvarende højde. Sarmaterne var højere end de fleste er klar over, grundet deres kostvaner med kød og mælk, mellem 1.7-1.8 m.

Sidst, men absolut ikke mindst, beretter også Narts-sagaerne fra Osseterne i Kaukasus-bjergene om jætter, hvorfor vi derfor med sikkerhed kan sige, at de har eksisteret også i Kaukasus-bjergene (se "Bilag D: Narts sagaerne").

 

 

Kalkmaleri fra Mårslet Kirke, Ning Herred , Århus Stift dateret til år 1175-1200 e.Kr. Afbildningen viser en ”kæmpe/jætte” løftende et helt træ. Denne afbildning har ingen tilknytning til en bibelsk historie og viser derfor en kæmpestor- og stærk mand i Saxo ’s samtid. Kilde: www.kalkmalerier.dk.

 

 

Kalkmaleri fra Mårslet Kirke, Ning Herred , Århus Stift dateret til år 1175-1200 e.Kr. Afbildningen viser en ”kæmpe/jætte” løftende en hest . Denne afbildning har ingen tilknytning til en bibelsk historie. Selv overdrivelser taget i betragtning skal ingen sige at vi ikke havde jætter. Kilde: www.kalkmalerier.dk

 

 

 

  

Kaptajn Martin van Buren Bates (1837/45-1919), også kaldet ”Kentucky Giant” og hans kone Anna Hannon Bates, f. Swan (1846-1888). Såvel Martin som hans kone var 2.43 m (7 engelske fod 11.5 inches). Martin Bates deltog i den amerikanske borgerkrig på sydstaternes side og havde et sværd (saber) gjort specielt til ham. Dette sværd var 18 inches længere en standardsværdet på41 inches og derfor 150 cm langt. Sværdet ejes idag er en privat våbensamler i San Francisco og History Channel viste 29. januar 2004 (Tales of The Gun), at det er fysisk umuligt for en ”normal” person at trække dette sværd fra skeden.

Parret blev gift i St. Martins-in-The Field kirken i London 17. juni 1871 medens de var på rundrejse i Europa for at udstille dem selv. Dronning Victoria gav dem begge et guldur. Anna fødte desværre to dødfødte børn, en pige 19. maj 1872 og en dreng 19. januar 1879 (drengen levede i 11 timer). Drengen var på størrelse med et barn på seks måneder ved fødslen og virkede normal (28 inches/71 cm høj og 22 pounds/ 10 kg). Er dette et eksempel på hvorfor jætterne døde ud? De blev ganske enkelt for store til at menneskets biologi kunne klare sådanne ekstremer.

 

 

 

 

Den højeste mand i verden nogensinde hvis højde ikke kan betvivles. Robert Pershing Wadlow (1918-1940) fra Alton, Illinois, Amerika. Blev målt til 2.72 m (8 ft 11.1 inches). Skostørrelse 47 cm og vejede 222.7 kg. Billedet viser Robert ved siden af sin broder i 1936. Kilde: www.altonweb.com/history/wadlow/

 

The Tall Persons Club GB & Ireland har over 1000 medlemmer hvis gennemsnitshøjde for mænd er 1.98 m og for kvinder 1.86 m.

Robert Pershing Wadlow var samme højde som den rapporterede højde af Goliath. Hvordan kan vi overhovedet nogensinde have tvivlet på at alle vore beretninger om jætter ikke skulle være baseret på faktuelt korrekte personer, stammer og begivenheder.

Alle beretninger fra den nordlige halvkugle er enige i at jætter (Cro Magnon) - Det Gamle Menneske, kom før Det Nye Menneske:

Fra Völuspá (vers 2, Ældre Edda:
 

Ec man iotna | ár um borna
þa er fordom mic fodda hofdo
nio man æc heima |
nío iviþi
miot uið moraN fyr mold nedan.

Jeg mindes  jætter, år forgået
De som fordum mig havde født
9 hjem (verdener) jeg mindes,
9 i vidde (bredde)
vidtkendte skæbnetræ, nede i muldet.1

1  Min oversættelse til nudansk. Samme vers i Meulengracht & Steinland’s ”Før kristendommen” oversættes til:
 
Jeg husker jætter, urtidsfødte
De som fordum fostrede mig
Ni verdener husker jeg,
ni jættekvinder,
og det vidtkendte skæbnetræ, skjult under jorden.

 

1.Mosebog (6:4):

(The Nefilim were upon the Earth in those days and thereafter too) 1 .I hine dage, da gudssønnerne gik ind til menneskedøtrene og disse fødte dem børn – men også senere hen i tiden – levede kæmperne på jorden. Det er heltene, hvis ry når tilbage til fortids dage.

1 Denne sætning er ikke medtaget i den danske version af Bibelen .

 

I Litteraturfortegnelsen under Kalevipoeg (Kalev’s søn) og Kalevala (Kaleva's land) viser jeg at den estiske og finske urjætte hedder Kalev og Antero Vipunen.

I ”Bilag D: Narts sagaerne” viser jeg at dette også er tilfældet i Narts sagaerne. Igen er årsagen at Narts sagaerne oprinder fra Rig Veda .

I ”Bilag Z: Det oprindelige år nul og betydning” viser jeg hvorledes vi oprindeligt opfattede år nul og dets betydning for menneskets evolution fra jætte (Det Gamle Menneske) til Det Nye Menneske, samt at ligeledes hos det kinesiske folk er oprindelsen fra urjætten Pan Gu.

Det oldengelske digt The Wanderer/Eardstapa (sætning 85-87) fra 600 tallet e.Kr. siger:

"Yþde swa þisne eardgeard
ælda scyppend..."

"[Desfor]uden så denne jordgård
skabt af De Gamle..."

Min oversættelse til nudansk.

 

Vi ved hvem ”ælda” (De Gamle) 1 der skabte ”eardgeard” (jordgård) er:

”eald enta geweorc” eller ”older jætte virke”, dvs. skabt af jætter.

1 Pas på her. Mange nuengelske, monoteistiske oversættelser, oversætter mod bedrevidende ”ælda scyppend” til ”He, the Creator of Men”. Det står der, som man kan se, ikke.

 

Oldengelsk har det mærkværdige ord ”ent” (ental) og ”entas” (flertal) som skal oversættes til ”jætte, jætter”. Ordet forekommer flere gange i Beowulf-kvadet og genfindes som tillægsord i Beowulf-kvadet (sætning 2979): ”...ealdsweord eotonisc    entiscne helm...” eller ”jætternes oldersværd [,] jættiske hjelm...”. Vor betegnelse ”jættestue” findes helt identisk på oldengelsk som ”enta ær-geweorc” eller ”jætte før-virke”.

Som afslutning til beretningen om jætter kan læseren ved lejlighed efterse Det Store Rigsvåben/Det kongelige danske våben. Her ses to vildmænd med køller som skjoldholdere. Vildmændene kendes fra Christian I.’s tid (regent 1448-1481), og kan ses i Resens Atlas Danicus (1677), på mønter og i mange kalkmalerier i vore kirker; bl.a. øverst i altertavlen i Sct. Nicolai Kirke, Køge fra 1652 med Frederik 3.’s våben.

 

 

 chap8-13.jpg vildmaend 1515.jpg

Til venstre: Fra Resens Atlas Danicus (1677), De Gamle Dansc Kong Waabeners, N 3 A1469 K Christierni. d. 1. 
Til højre: Christiern Pedersen (ca 1480-1554), Kannik, historieskriver og bogudgiver. (Se "Bilag M: Hólmgeirr Godfredsøn - Holger Danske") udgiver i Paris bl.a. Saxo's Gesta Danorum (1514) og Peder Laales Ordsprog (1515). Ovennævnte viser titelbladet fra hans udgivelse af Peder Laales Ordsprog (1515), der findes identisk gengivet i hans samtidige udgivelse af Saxo's Gesta Danorum. Det er Kong Christian II. der er interesseret i vor historie og foranlediger Christiern Pedersen's udlandsrejse. Vi ser derfor sikkert en afbildning af en ca. 33-årig Christian II. Nedenfor ser vi rigsvåbenskjoldet med to køllebærende vildmænd der holder skjoldet.

 

De to vildmænd er stammens eftertragtede jættesønner. De to køller er både historisk og i kunst oprindelsen til sceptret, og dermed retten til at råde (se afsnittet ”Kong Skilur til Krimhalvøen”). Herved ved vi at de to jættesønner er arvingen og sparringen (the heir and the spare). De to jættesønner er skjoldholdere fordi de opretholder og er forfædre til Skjoldunge/Scyldinga-ætten, som alle historiske kilder har forklaret os er historisk sandt.

Derfor, i Beowulf-kvadet (sætning 668), gør Beowulf følgende for vor egen konge Hroþgár (Scyldinga-æt nr. 17, ca. 473-525) ved kongsgården Heorot i Gl. Lejre:

"ymb aldor Dena   eotonweard' ábéad"

som jeg oversætter til:

"om Daner olding  jætteværge erbød"

De nuengelske oversættelser "for the chief of the Danes, ogre-watch he kept" er upræcise og opfatter dette som om Beowulf holder vagt mod jætter. Hvad Beowulf faktisk gør er at han for kong Hroþgár tilbyder den absolut højeste form for livvagt, nemlig jættesønnernes vagt, visuelt gengivet som jættesønnerne der holder skjoldet (skjoldunge-ætten).

 

 

chap8-10.jpg 

Jættesønnerne er også gengivet et skythisk sølvspejl med forgyldning af electrum fra Kelermes Gravsted nr. 4 ved landsbyen Kelermesskaya, i baglandet mellem Sortehavet og Asovhavet. Spejlet er dateret til 7.-6. århunderede f.Kr. Sølvspejlet har Ø: 17 cm, og findes nu på Hermitage, St. Petersborg (Anfimov 1987: 64-5). Spejlet er inddelt i 8 dele. I en af afdelingerne ser vi to langhårede, langskæggede, behårede og nøgne jættesønner i kamp med en grif. Dette forgyldte sølvspejl blev først fundet i 1903 af D.G.Shultz, og derfor er den tidligst kendte afbildning af jættesønner fra Det Store Rigsvåben/Det kongelige danske våben skabt fra vort eget minde, der er identisk til det skythiske samme. I afsnittet "Dragemærket" viser jeg en afbildning af en forgyldt grif fra Vimose, Odense, Fyn dateret til 100 tallet e.Kr.

 

 

 

 

 

Urjætten Ymir – Aurgelmir - Leirbrimir
 

Det er værd at knytte et par tanker til vor urjætte.
 
Vi kender ham under forskellige navne. Snorre kalder urjætten Ymir i Gylfaginning (Snorre Edda). Dette navn henter Snorre fra Vafþrúðnismál, vers 21 og Grímnismál, vers 40 (begge Ældre Edda). De fleste synes enige i at Ymir er urnordisk. Heri er jeg helt enig.
 
Jeg viser i afsnittet ”Begrebet Úr og bystaten Ur(im)” at den hellige ko Auðhumla, der livgiver Ymir kan føres tilbage til vor tid i Mesopotamien. Begrebet Ymir, hvis betydning er ”den der brøler/skriger” 1  er filosofisk udviklet omkring stammens dannelse ca. 1500 f.Kr.

 1 "Ymir" fra "Ymr" (ental - den der stønner, den der larmer) eller "Ymja/Emja" (skrige, jamre) eller "Ymte" (nudansk).
 

 

At Urjætten ”brøler/skriger” kan i sin oprindelige forståelse måske betyde at vore tidligste jætte-forfædre ikke havde et sprog, som vi forstår det, i tale, men brugte lyde og brøl som vi ser det hos de store menneske-aber. Måske betegner overgangen fra Det Gamle Menneske (jætter) til Det Nye Menneske (Aser og Vaner) i vor filosofi udviklingen af sprog i tale.

Fra de kendte tilfælde vi har med Det Nye Menneske ser det ud til at vejen til Det Gamle Menneske er endog ganske kort. Lørdag d. 13. januar 2007 blev en ung kvinde fanget i Oyadao området i Rattanakiri landskabet i det nordøstlige Cambodia ved grænsen til Vietnam – et meget øde område. Kvinden, der i skrivende stund, menes at være Ro Cham H’pnhieng, forsvandt som 8-årig medens hun vogtede bøfler i 1989. Da hun blev fanget og fundet var hun nøgen, havde langt sort hår, og var kun i stand til at grynte og skrige, samt bruge tegnsprog. Er dette sandt, skal der med andre ord ikke mere end 18 års isolation til før end Det Nye Menneske forvandles til noget der ligner Det Gamle Menneske, selv ifald Det Nye Menneske havde evnen til at tale et sprog, som vi forstår det, før isolationen 1.

1 Kilde: Nick Meo: Half-human, half-animal: return of the girl who was lost in the wild for 18 years (The Times, 19.1.2007)

 

Det andet navn for urjætten forekommer senere i Vafþrúðnismál, vers 29 og 30 (Ældre Edda) som ”Aurgelmir” 1 , med betydningen ”Ler-gelmir”.
 
1  ”Aur” oversat fra ”Aurbleyta” (leret og sandet dynd) eller ”Aurbotn” (leret og sandet bund).


 
Det tredje navn forekommer i Fjölsvinnsmál, vers 12 (Ældre Edda) som ”Leirbrimir”, der ligeledes har betydningen ”Ler-brimir”.
 
”Leirbrimir” og ”Aurgelmir” skal derfor ses som samme enhed filosofisk udviklet i samme tidsrum.
 
I Vafþrúðnismál, vers 31 er skaberen af ”Aurgelmir” Élivágar, der er urvandet sprunget fra urkilden Hvergelmir. I afsnittet ”Bystaten Assur” viser jeg at den filosofiske oprindelse til urkilden Hvergelmir igen kan føres til Mesopotamien.
 
”Élivágar” har forståelsen ”iskolde, skumfrådende våger i en elv”, dvs. visuelt en jordlig Mælkevej. Den hellige ko Auðhumla er, gennem uroksegudinden Hathor (Ha-Þor) i egyptisk forståelse ligeledes Mælkevejen og kaldes også ”Nilen i skyerne”.
 
Vi kan derfor se at vi bør finde såvel ”Ymir”, som ”Leirbrimir” og ”Aurgelmir” i vor filosofi. Ymir er symbolet på vore faktiske forfædre, jætterne, medens ”Leirbrimir” og ”Aurgelmir” er de vandede græsenge der giver os foder til heste og kvæg, og dermed muliggør liv.
 

 

Urjætten ”Yama/Yima” i Rig Veda

 

I Rig Veda kaldes urjætten ”Yama” eller sommetider ”Yamaraja” (Kong Yama). I den herfra udviklede Avesta kaldes urjætten på Avesta-persisk ”Yima Xšaēta”, hvorfra der ikke er sprogligt langt til “Ymir”. På kinesisk kaldes han fonetisk "yan".

”Yama” er i Rig Veda ”den første døde” og derfor i filosofi identisk til ”Ymir”.

Den sproglige sammenkobling af ”Yama/Yami” til ”Ymir” forsøgte W. Meid i “Die Germanische Religion im Zeugnis der Sprache. In Beck et al., Germanische Religionsgeschichte – Quellen und Quellenprobleme” (1992, s. 486-507). Han mener det sker således: 

            • Yama/Yima → ”*yemos” (indoeuropæisk)
            • Ymir → ”*umijaz” eller ”*jumijaz” (urnordisk) → ”*ymyos” (indoeuropæisk)

Begge ord med oprindelse fra det indoeuropæiske ”yem” (tvilling), der i filosofi nødvendigvis må være hvorledes alt tager sin begyndelse ("tvilling" kan i filosofi gengives som "tvekønnet"). På portugisisk kaldes en ”tvilling” for ”gêmeo” og på spansk ”gemelo”, og begge udtales ”jæmeo, jæmelo”, ligesom stjernetegnet ”gemini” (tvillingerne) er fra det latinske ”geminus”.

Yama findes i:

        • Rig Veda (Bog 1:CLXIII – The Horse) hvor han, som urjætte, er tæmmer af den første vildhest.
        • Rig Veda (Bog 10:X – Yama. Yami) hvor vi hører om hans søster Yami
        • Rig Veda (Bog 10:XIV – Yama) hvor han, som urjætte, har tæmmet den store hund, og er blandt forfædrene i Valhal (se afsnittet ”Begravelse – ligbrænding i skib”)


Rig Veda (Bog 10:XIV – Yama:1-2):

”....Yama, Vivasvan’s søn 1 , der samlede menneskene....”
 

”...Yama den første der fandt for os en boplads;
denne græsgang aldrig fra os tages kan...”.
 
 1  ”Vivasvan” er et heite for "det mandlige" i Solen. Rig Veda (Bog 10:XVII:1-2) viser os at "det kvindelige" i Solen, og Yama's moder, beskrives som "Vivasvan's viv", der igen er identisk til Gerður (Helen), der alle steder bruderøves.
 

Vi ser i egyptisk forståelse, i Rig Veda, og i urnordisk filosofi at Ymir må være såvel han- som hunkøn. Det skyldes filosofisk problemet med at beskrive ”hønen eller ægget” 1. Det Gamle Menneskes første afkom må biologisk være skabt af en kvinde og en mand, men vi kan ikke filosofisk sige om den allerførste enhed var en kvinde eller en mand. Derfor gøres Ymir, Yama, Yima alle tve-kønnet.

1 Brugen af "hønen og ægget" er her en dårlig kenning, da vi ved at ægget må være kommet før hønen, eftersom øgler og fugle under gruppen af "dinosaur" lagde æg. Hønen havde naturlovene endnu ikke opfundet.

 

 

Hvorfor uddøde jætter?

 

Jeg har nævnt én mulighed; som vi ser med Grand Danois hunden er der klar modsatrettet sammenhæng mellem størrelse over en vis grænse, og levetid. Jætter kan derfor ganske enkelt være blevet for store til at hjertet kunne klare det, måske sammenholdt med mangel på tilstrækkeligt føde.

Beowulf-kvadet har en yderst mærkværdig bemærkning i forbindelse med beskrivelsen af vort ældste hellige sværd ”Freca Scyldinga”, her kaldet "Ealde lafe/Older Lo" (se afsnittet ”De hellige sværd”) (sætning 1688-1693):

 

Ealde lafe· on ðaém wæs ór writen
fyrngewinnes
syðþan flód ofslóh
gifen géotende    gíganta cyn—
frécne geférdon·
þæt wæs fremde þéod
écean dryhtne·
him þæs endeléan
þurh wæteres wylm
waldend sealde--

 Older Lo · på det var og skreven
[om] forne vindinger
siden floden slog af
Giveren væltede ud[,] jætternes slægt –
voldsomt færdedes ·
Det var et fremmed folk
[for den] evige Drot ·
ham deres endeligt
gennem vandets svulmen
vælderen beseglede

Min oversættelse til nudansk. Ordet ”gifen” er en gradbøjning af ”Gefion” (Den der Giver) og et heite for Moder Jord. Der er stort skænderi om hvorvidt vi her skal opfatte Moder Jord som ”søen” eller ej. Ordet ”géotende” er oversat fra ”geotan” (flyder, hælder, vælter ud”. 

 

Det må være uden for tvist at Beowulf her har en identisk beretning til 1. Mosebog (6:17):

”Se, jeg bringer nu vandfloden over jorden for at udrydde alt kød under himmelen, som har livsånde; alt hvad der er på jorden, skal forgå”.

Af samme årsag mener jeg det, i første omgang, er mindre vigtigt om vi skal opfatte ”Gifen/Gefion” som Moder Jord eller Den Jordlige Moder/Kvinden fra Søen. Det er Moder Jord der forårsager Vandfloden. Om Vandfloden i Beowulf skal opfattes i det øjeblik, hvor den gennembryder en jordvold/dæmning/går over sine bredder, og derfor ser ud som om det Moder Jord, hvorfra vandet vælter ud eller, om det er fra søen vi ser vandet stige og til sidst vælte ud over landskaber, er umuligt at sige endeligt. Begge beretninger er ganske sikkert sandfærdige.

Beowulf er skrevet af en kristen, og tilmed en kristen der har kendskab til Det Gamle Testamente. Det burde derfor være en enkel sag at afskrive sætningerne fra Beowulf om Vandfloden som en afskrift af Det Gamle Testamente. Det mener jeg dog ikke er forsvarligt. Vandfloden behandles i 1. Mosebog (6:9-8:22). Der findes intet sted i 1. Mosebog nogen henvisning til at jætter bliver udryddet under Vandfloden, der i 1. Mosebog vedvarer i 1 år.

Snorre gentager i Gylfaginning (Snorre Edda, kapitel 7) stort set ordret beretningen om Vandfloden i Beowulf-udgaven.

Ur-jætten Ymir dræbes, og da han falder omkuld løber der så meget blod fra hans banesår at hele Rimtusse-ætten, bortset fra Bergelmi(r) og hans kone, druknede (Synir Bors drápu Ými jötun, en er hann féll, þá hljóp svo mikið blóð úr sárum hans að með því drekktu þeir allri ætt hrímþursa).  Som man kan se er "Ymir's blod" identisk til vandmasserne fra en Vandflod.

Vi skal her være opmærksom på at Snorre begynder Snorre Edda med i sin Prolog at omtale Noah’s oversvømmelse, hvor kun 8 mennesker var tilbage på Jorden. Snorre kan derfor udgaven fra Det Gamle Testamente, og han er uden for tvist klog nok til at se at det er samme sæt af begivenheder der omtales. Den overlevende jætte's navn "Bergelmi(r)/Bergelmer" er sammensat af "Berg" (bjerg) + "gamall/gamol/ gemlingr" (gammel mand/gammelt får), dvs. de der overlever Vandfloden er Det Gamle Menneske i bjerglige egne.

Et andet sted vi hører at det er Vandfloden der udrydder jætter er fra det semitiske skrift ”3 Baruch” (Greek Apocalypse of Baruch). Skriftet er oprindeligt forfattet efter Jerusalem’s afbrænding år 70 e.Kr., ikke senere end begyndelsen af 100 tallet e.Kr.

Skriftet indgår ikke i hverken Det Nye Testamente eller Det Gamle Testamente. Om noget gør det skriftet endnu mere spændende. Skriftet er overlevet i en græsk udgave, der er manipuleret af kristne, men findes også i en udgave på Old Kirke-Slavonisk fra Øst-kirken, der synes at være mere original.

Min oversættelse til nudansk af den Old Kirke-Slavoniske udgave af ”3 Baruch” (4: Den tredje himmel) lyder:

”Da Gud gjorde Floden på Jorden, druknede han hver eneste af de førstefødte, og han ødelagde 104 tusinde jætter, og vandet steg over de højeste bjerge 20 cubits over bjergene, og vandet gik ind i Haven (og ødelagde alle blomster);..” 1

Den græske udgave1 erstatter ”de førstefødte” (firstlings) med ”kød” (flesh), skriver ”fire hundrede og ni tusinde jætter” i stedet for ”104 tusinde jætter”, og at vandstanden steg ”15 cubits” (ca. 7 m) i stedet for ”20 cubits” (ca. 9 m) over bjergene.

1 Old Kirke-Slavoniske udgave: A. Orlov: The Flooded Arboretums: The Garden Traditions in the Slavonic Version of 3 Baruch and the Book of Giants.(2003). Marquette University, Milvaukee, Wisconsin.
Græske udgave: Wesley Caspers: The Greek Apocalypse of Baruch or 3 Baruch (2000). Wesley Center for Applied Theology at Northwest Nazarene University.

 

I ”Jætternes Bog” (Book of Giants, Ogias the Giant) (udgaven fra Qumran, Dødehavsrullerne) har vi stort set en lignende beretning. De to jætter Qhyah og Hahyah har drømme og Hahyah forklarer sin drøm på jætternes Thing. Drømmen omhandler ”Haven” og en katastrofe ødelægger ”Haven” i en flod af vand og ild. Kongen af Uruk, Gilgamesh, nævnes (se nedenfor)1.

1 James R. Davilla: Summary of the Book of Giants (The Aramaic Version from Qumran, 2002)

 

Det er helt klart at ”Haven” er ”Edens Have” og at denne have bliver oversvømmet. Jeg viser i afsnittet ”Begrebet Úr og bystaten Ur(im)” at ”Haven” ikke oprindeligt skal opfattes som mytologi, men blev set som et faktisk landområde. Det samme er gældende i denne beretning.

Beretningen udvider vor forståelse for hvor mange jætter der bliver dræbt – mellem 104.000-409.000 mennesker – et ufatteligt tab af menneskeliv, i faktiske antal og som procentdel af Jordens samlede befolkning i samtiden.

Rig Veda (bog 4:XXII:4 Indra) viser os ligeledes omtalen af vandfloder (i min oversættelse til nudansk):

”4. Før Den Høje Gud, ved hans fødsel, himmelen rystede, jorden, mange vandfloder og alle afgrundene.”

”Den Høje Gud” er her ild- og tordenguden Indra. Tiden er her før og samtidig med at han skabes. Rig Veda (X:129) viser os at ”Guderne er senere end denne verdens skabelse”. I afsnittet ”Fostervand og sjælen” argumenterer jeg for at det alene er Det Nye Menneske der har sit spejlbillede, mennesket, som guder. Det Gamle Menneske, jætter, så sig selv som nedstammet fra dyreverdenen. Det er derfor muligt at argumentere at vandfloderne er fuldt knyttet til ankomsten af Det Nye Menneske og tidsrummet hvor det overtager fra Det Gamle Menneske- jætter.

Endelig har vi en anden beretning om en vandflod fra Gilgamesh’s Saga (Epic of Gilgamesh), der er beretninger om kongen af Uruk ca. år 2750-2500 f.Kr., og findes på 12 lertavler skrevet i cunieform.

Tavle XI omhandler vandfloden og den finder sted i en fjern fortid fra år 2750-2500 f.Kr. Det er tydeligt at beretningen fra 1. Mosebog og Gigamesh’s Saga har samme oprindelse, måske fra en ældre mundtlig beretning. Vandfloden starter med skybrud der vedvarer i en uendelighed, og en vind fra syd, der derfor må skubbe vandmasserne mod nord. De oversvømmede landskaber er derfor i nord og hvad der sker er en stormflod. Igen hører vi at alle mennesker er blevet til ”ler” dvs. de er blevet begravet af stormflodens ler- og vandmasser. Der er ingen beretninger om jætter overhovedet. 

Efter vandfloden hører vi, ufatteligt spændende, at ravnen bliver sendt ud for at finde land:

Gilgamesh’s Saga (Tavle XI):

”Ravnen fløj af sted, og så vandet trække sig tilbage. Den spiser, den skraber, den nikker, men kommer ej tilbage til mig”.

1. Mosebog (8:7):

“og sendte en ravn ud; den fløj frem og tilbage, indtil vandet var tørret bort fra jorden”.

Jvf. Gilgamesh’s Saga rammer vandfloden byen Shuruppak, der ligger ved Euphrates-flodens bred. Byen er identificeret som Tall Fa’rah, syd for Nippur i den sydlige del af det centrale Irak. Arkæologiske undersøgelser viser at byen allerede var højt udviklet i 3000 tallet f.Kr.

Beowulfs beretning om at Vandfloden forårsager jætternes, eller Det Gamle Menneske’s, udryddelse må derfor enten være et oprindeligt sagn fra vor egen ur-erindring eller være vor egen filosofi blandet op med tidlig semitisk filosofi, der uden kristen omskrivning er ufatteligt tæt på vor egen vis at tænke på.

Hvad Vandfloden kan have været kan vi endnu kun gisne om. Mit eget bud er at en god ledetråd er at se på hvorledes Nilen blev skabt, og hvornår.
 
Ca. år 10500-8500 f.Kr. er der på Jorden ekstrem regn og vandmængder, der må have en tilknytning til begyndelsen af istidens ophør. Overalt på  kloden skal regnvandet, og vandet fra ismasserne, flyde et eller andet sted hen. I Øst-Afrika sker det ved at fylde Lake Victoria til bristepunktet, hvor dråben til sidst ender op med at få søen til at gå over sine bredder. Vandfloden fra Lake Victoria flyder mod nord og bliver til Hvide Nilen. Det samme ser ud til at ske i det etiopiske højland, hvor vandmasser floder og bliver til Blå Nilen. Selve Nilens delta skabes ikke før ca. 6.500 f.Kr., hvor de første civilisationer begynder at opstå omkring flodens bredder 1.
 
1 Daniel Jean Stanley & Andrew G. Warne: ”Holoecen sea-level change and early human utilization of deltas” (GSA Today, vol. 7, no. 12, s 1-7).
 

Havoverfladen/Vandstanden (Sea Level) i Jordens søer og have ser ud til at stige helt frem til ca. 3000 f.Kr. Det antyder at vi i forståelsen af Vandfloden er nødt til at indføre rummet ”tid”1.
 
1 Niels-Axel Mörner: Sea Level Changes: Oberservations versus Models (Paleogeophysics & Geodynamics, Stockholm Universitet).
 

 

Da vi tilsyneladende har flere beretninger om vandfloder forskellige steder geografisk er mit bud, at vor ur-erindring beretter om flere vandfloder og at disse har ramt på forskellige tidspunkter afhængigt af vandmassernes frembrusen.
 
Havoverfladen stiger med 120 meter i perioden 13000 f.Kr.- 3000 f.Kr1. En så dramatisk stigning i havoverfladen må have medført flere vandfloder.
 
1 Kevin Michael Fleming: ”Glacial Rebound and Sea-level Change Constraints on the Greenland Ice Sheet” (doktorafhandling 2000, Australian National University).
 

Som en kæde aldrig er stærkere end sit svageste led, er landskabers bolværk mod en stigende vandstand ej heller stærkere end sit laveste og smalleste punkt.
 
Vi kunne derfor forestille os en vandflod der bryder igennem ved Gibraltar-strædet og oversvømmer hvad var en lavtliggende ørken, i dag Middelhavet. Dette synes at være sket bl.a. for 5 millioner år siden. Måske sker det flere gange senere.
 
Vi kunne forestille os en vandflod, der bryder igennem Dardaneller-strædet og sammenkobler Det Ægæiske Hav og Sortehavet. En sådan vandflod synes at skulle være sket før år 8000 f.Kr. Men ifald Sortehavet har fersk vand år 7000 f.Kr. (se nedenfor) må Middelhavet have det samme år 8000 f.Kr. og derfor være en sø. 1
 
1 Teofilo A. Abrajano Jr. (Rensselaer Polytechnic Institute, Troy, New York) & Ali Aksu (Memorial University of Newfoundland): ”Last glacial-Holocene paleoceanography of the Black Sea and Marmara Sea: stable isotopic, foraminiferal and coccolith evidence” og ”Aspects of carbon isotope biogeochemistry of Late Quaternary sediments from the Marmara Sea and Black Sea” (begge fra Marine Geology 190, s. 119-164).
 

 

Vi kunne forestille os en vandflod, der bryder igennem og skaber Bosporus-strædet, hvorved sammenkobles Sortehavet og Den Asovske Sø. Dette kan være sket år 7000-5600 f.Kr. 1
 
1 William Ryan & Walter Pitman: Noah’s Flood: The New Scientific Discoveries About The Event That Changed History (1997) og Robert Ballard i New Scientist Magazine (May 4, 2002, s. 13) hvor han viser at der flyder fersk vand fra Sortehavet år 7000 f.Kr.
 
 

Eridanus (Eridanos) floder fra Den Botniske Bugt og Den Finske Bugt ned gennem hvad bliver Østersøen, og løber ud i Nordsøen. Ca.  år 6-5000 f.Kr. har isen trukket sig så langt tilbage at det sydlige England og Nederlandene (Friesland, Holland) synker som følge af ”vippelinien”. Dette medfører at vandmasserne fra Skandinavien nu kan gennembryde den faste forbindelse mellem England og Europas fastland. Det er derfor endnu en vandflod, der år 6-5000 f.Kr. skaber Den Engelske Kanal.

Alle disse ”hoved”-vandfloder kan dels være indbyrdes forbundet i en kædereaktion, dels kan de have affødt mindre vandfloder i lavtliggende landskaber fjernt fra det oprindelige gennembrudspunkt.
 
I ”Bilag Z: Det oprindelige år nul og betydning” viser jeg at år nul for os er år 6676 f.Kr., og at dette betegner overgangen fra ”Det Gamle Menneske”, eller Jætter, til ”Det Nye Menneske”.
 
Ledetråden gennem alle de endnu rå teorier om de store vandfloder synes at være at jætter mister deres herredømme netop i det tidsrum vi forbinder med mulige tidspunkter for de store vandfloder. Det er hvad Beowulf-kvadet forklarer os.

Hvorfor jætter ikke havde evnen til at tilpasse sig en ny virkelighed, og derfor overleve, har jeg gjort mig overvejelser om i afsnittet "Fostervand og sjælen". Det er mit bud at dette skyldes bl.a. jætters manglende udvikling af den del af hjernen hvor ”Tanke” opbevares; at naturlovenes klimaforandringer, hvoraf Vandfloderne kun er en del heraf, kan have medført en naturlig udtyndning af jætter ved en sygdomspandemi. Dette gjorde at jætter fik for lav en befolkningstæthed til at kunne opretholde de færdigheder og den viden de havde, og ikke længere formåede at videreudvikle og tilpasse sig. Naturlovene bragte i mandtal jætter under den kritiske masse der skulle til for at kunne tilpasse sig og overleve. Det forekommer mig at denne masseudrydelse af jætter netop er hvad vore tidligeste beretninger forklarer os.


 

 

 

Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>
 
Søgeværktøj
Fra Grímnismál (vers 32, Ældre Edda) ved vi at vor ven fra skov og have, det rødbrune egern Ratatoscr (sammensat af de oldengelske ord "ræt" + "tusc" med betydningen "Gnavertand"), er god til at frembringe svar på alt mellem himmel og jord. Nedenfor til højre fra billedet af Ratatoscr, fra Ólafur Brynjúlfsson: Gudeskrift m. bl.a. Ældre Edda (Edda Sæmundr) & Snorre Edda (1760), findes Google's søgeværktøj, der er tilpasset til at søge efter svar fra Asernes æt. Ifald søgeværktøjet ikke kan ses, højreklik på musen og genopfrisk (opdater) siden.
© Verasir.dk Asernes Æt • af Flemming Rickfors • E-mailHosting • En del af Fynhistorie.dk