Andre kaldenavne

”Viking” og ”Væring” er to forskellige ord, der i omtalen af et menneske muligvis begge oprindeligt betegner ”en beskyttende og kæmpende person i bevægelse”, dvs. "en person på (gennem)rejse". De to ord et ikke landskabs-mål for samme betegnelse og blev benyttet samtidigt. Det forekommer mig vanskeligt at udrede helt nøjagtigt, hvori forskellen i ordene oprindeligt bestod. I Middelalderen kan vi se at ordenes udvikling har ændret sig således, at vi forbinder dem med henholdsvis plyndringstog og livgarden i Miklagarð (Istanbul). 
 
Teorien om at en ”viking” skulle oprinde fra ”vík” og at sidstnævnte er identisk til Oslofjorden er næppe korrekt. Widsith-digtet (sætning 45-49) fra 600 tallet e.Kr., omhandlende tidsrummet ca. år 360-450 e.Kr., lyder:

Hroþwulf ond Hroðgar heoldon lengest sibbe ætsomne suhtorfædran, siþþan hy forwræcon wicinga cynn ond Ingeldes ord forbigdan, forheowan æt Heorote  Heaðobeardna þrym

Rolf (Krake) og Hroðgar (er)holdte længst, slægtskab (og) æt-samme, onkel (og) brodersøn, siden de slog tilbage vikinge-slægten og Ingeld, spyd bønfalden, nedslagtet i Heorot (af) krigsbardernes kraft.

Min oversættelse til nudansk

Widsith-digtet (sætning 59) lyder:

Mid Wenlum ic wæs ond mid Wærnum ond mid wicingum

Med Vendla-[ætten] jeg var og med Værna-[ætten] og med vikinga-[ætten]

Min oversættelse til nudansk.

Vendla-[ætten] (Vendelboerne) er her forstået som den del af vandalerne der forblev bosat på Østersøens sydlige bred efter udvandringen fra Vendsyssel. Betegnelsen bliver til Venderne (og vikingerne) hos Saxo i Gesta Danorum i 1100 tallet under Valdemars og Absalons Vendertog.
 
Widsith-digtet (sætning 80-81) lyder:

mid Lidwicingum ic wæs ond mid Leonum ond mid Longbeardum, mid hæðnum ond mid hæleþum ond mid Hundingum.

med lið-vikinga-[ætten] jeg var og med Leona-[ætten] og mid Langbarde-[ætten], med hedninge og med helte og Hundinga-[ætten].

Min oversættelse til nudansk.

Vi kan se at allerede i 400 tallet  e.Kr. er ”vikinger”, som en enhed, sat i forbindelse med en (liv)garde. Ordet ”Lid” oprinder fra forståelsen ”tillid”, som vi drikker lidkjøb ved indgået handel. Intet overgår i vigtighed det at have ”lid” til sin hirdfælle, og til Þingliðen som sådan. Det er også vigtigt at fremhæve at "hæðnum" (hedninge) knyttes til Lidwicingum (lið-vikinga-[ætten]), og formentlig viser den oprindelige forståelse af "en hedning"; dog uden at jeg kan forklare hvad denne forståelse er.


Måske endnu vigtigere er ordene ”wicinga cynn” eller ”vikinge-slægten”, der her synes at være en betegnelse for, en for andre, særskilt klan. Da vi først gradvist bliver fastboende fra ankomsten ca. år 40-77 e.Kr. frem til ca. år 385 e.Kr. synes det troligt at der har været slægter, der har ønsket fortsat at leve en nomade-tilværelse, og derfor har været omvandrende og bosat i telt. Alternativt har disse slægter, af en eller anden årsag, ikke fået tildelt land, eller er blevet fortrængt fra hvad de havde. Derfor er en af forståelserne af ”wicinga” ”De der er på (gennem)rejse/telt-folket”.
 
Disse klaner har skulle leve af et eller andet, og det har ikke været agerbrug, hvorfor deres levebrød meget nemt kan have været som lovbrydere til lands og til vands, eller i den lovlige udgave, som frilanser for hyre. Derfor har ”wicinga” også  forståelsen ”de der plyndrer”.

Ordet forekommer på oldfrisisk i sætningen ”with thine Nordkoning and thine wilda witzing” (med din Nord-konge og dine vilde vikinger), hvor tilføjelsen af et beskrivende tillægsord "wilda" (vilde) antyder at ordet "witzing" (vikinger) oprindeligt har haft en underforstået betydning af "fredelig". Derfor er det nødvendigt at tilføje tillægsordet "wilda" ¹.

¹ Se "Qualiter Romani a Frisonibus sint victi" (sætning 30-31) i en afskrift fra 1600 tallet.

Ifald disse ”campingfolk” har levet af lovbrud da har de altid haft deres teltpladser i afsides områder med gode flugtveje, og god ankergrund. Derfor forbindes ”wicinga” også med "vík, wic, wich" (oldnordisk, oldengelsk), der oprindeligt skal opfattes som "bygd, hjemsted, hus, lejr", underforstået "ved vand hvortil der kan sejles". Vi har to eksempler på denne forståelse i Beowulf-kvadet.

Beowulf-kvadet (sætning 2588-2591) i omtalen af Beowulf og hans forestående død, og dermed hans afrejse fra sit hjemsted på Jorden:

Min oversættelse til nudansk.

Brugen af ”wíc eardian” (vigen jorde) må opfattes som det sted man har sit hjemsted, og denne bopæl findes på "grundwong" (grundvangen), dvs. Jorden.

Beowulf-kvadet (sætning 2607) i omtalen af hvad Wígláf var blevet givet i arv:

wícstede weligne Waégmundinga

(det) velhavende vigsted, (tilhørende) Wægmund-klanen

Min oversættelse til nudansk. Tillægsordet "weligne" (velhavende) fra "wela" (velstand).

"Wícstede" (vigsted) er Wægmund-klanens odelsjord.

Ordet må være tæt knyttet til det oldengelske og urnordiske udsagnsord ”wig”, som forekommer i en lang række vigtige sammenhænge. I afsnittet ”De hellige sværd” (underafsnit ”Freca Scyldinga  (Skjoldungernes Hårdføre) - Skilfinga-ætten's sværd”) ser vi at ordet forekommer i Beowulf-kvadet (sætning 1557-1568) som ”wigena” (de kæmpendes) fra ”wig” (kriger, slag). I Beowulf-kvadet (sætning 2042) omtales en gammel kriger som "eald æscwiga" eller "ældre askekriger" - et utroligt fint tillægsord, der viser os at personen er ErilaR (Jarl) æt bevæbnet med et askespyd. Sammenlign ligeledes med runerne i Ældre Futhark ridset på WagagastiR's økseskaft fundet i Nydam Engmose, Sønderborg og dateret til år 300-350 e.Kr.: "WagagastiR alu wihgu..."(WagagastiR Gro![,] jeg kæmper...). Herfra opstår drengenavnet "Viggo" (fra ”Vigi, Vighe”).

Men ordet må ligeledes være knyttet til bevægelsen ”at vige”, fra ”víkja, wican” (oldnordisk, oldengelsk), hvorfor man fortænkes til at knytte ordet til det oldengelske ”wicca” (nuengelsk ”witch”), fra den indoeuropæiske rod ”*weg-” i betydningen ”at være stærk”. I ” Bilag P-1: Völuspá - Vølvens Spådom” viser jeg, at forståelsen for ordets shamaniske virke, jvf. hvorledes jeg mener vi bør opfatte ”vølven” som evnen til mentalt ”at vende”, derfor også gengiver en bevægelse. Samtidigt ved vi at håndværket ”witchcraft” eller ”wiccecræft” (oldengelsk) netop betegner særlige ”kræfter”, og derfor det ”at være stærk”.

Vi ser måske den oprindelige forståelse bedst vist i udviklingen af stednavnet York, England. Da vi ankommer til dette landskab fra år 449 e.Kr. fremefter, er vort navn for landskabet ”Eoforwícscír” (oldengelsk) eller ”Vildsvinevig-len”. Selve bygden kalder vi ”Eoforwíc” (oldengelsk) eller ”Vildsvinevig”, og indbyggerne for ”Eoforwícingas” eller ”Vildsvinevikinger”. I den oprindelige forståelse er en viking derfor en person der bor i en vig ¹. Stednavnet udvikler sig, med samme betydning, til "Jórvík" (oldnordisk). Samme forstavelse ses også i Jørlunde Herred, Sjælland, der skrives "Iurlundaherathi" (1085) og "Iurlundheret" (Valdemars Jordebog fra år 1231 e.Kr.).  Forstavelsen "Iur" (olddansk) =  "Jór" (oldnordisk). Den urnordiske betydning af "Iurlundaherathi, Iurlundheret" er derfor "Vildsvine-land Herred".

¹ Beowulf-kvadet nævner vildsvine-hjelme fem gange, herunder i sætning 303-4: ”eoforlíc scionon on anchor fast -- ofer hléorberan  gehroden golde·” eller ”vildsvine-lignende (udskæringer) skinnende[,] fast [for]ankret – over kindbæreren[,] gyldent prydet”. ”Øfferne” (vildsvinene) kan ses på kindstykket hos Kong Rædwald's kongehjelm fra Sutton Hoo (se afsnittet ”Odin , Høvding Rædwald & Sutton Hoo”).

Ordet må i øvrigt være tæt knyttet til det oldengelske og urnordiske udsagnsord ”wig”, som forekommer i en lang række vigtige sammenhænge:

Beowulf-kvadet (sætning 1557-1568): ”wigena” (de kæmpendes) fra ”wig” (kriger, slag)

der er identisk til det oldnordiske ”þórr vigi” (þur uiki, Thor kæmper) på f.eks. Glavendrup-stenen, Odense (DR 209), dateret til 900 tallet e.Kr., Virring-stenen, Midtjylland (DR110) fra slutningen af 900 tallet e.Kr., og Sønder Kirkeby-stenen, Maribo, Lolland (DR 220) fra slutningen af 900 tallet e.Kr.

I Beowulf-kvadet (sætning 2042) omtales en gammel kriger som "eald æscwiga" eller "ældre askekriger" - et utroligt fint tillægsord, der viser os at personen er ErilaR (Jarl) æt bevæbnet med et askespyd.

Sammenlign ligeledes med runerne i Ældre Futhark ridset på WagagastiR's økseskaft fundet i Nydam Engmose, Sønderborg og dateret til år 300-350 e.Kr.: "WagagastiR alu wihgu..."(WagagastiR Gro![,] jeg kæmper...). Herfra opstår drengenavnet "Viggo" (fra ”Vigi, Vighe”).

Men ordet må ligeledes være knyttet til bevægelsen ”at vige”, fra ”víkja, wican” (oldnordisk, oldengelsk), hvorfor man fortænkes til at knytte ordet til det oldengelske ”wicca” (nuengelsk ”witch”), fra den indoeuropæiske rod ”*weg-” i betydningen ”at være stærk”.

Jeg mener der må være en sammenhæng mellem "vík, wic, wich" (oldnordisk, oldengelsk) og det latinske "vicus, vici". Romersk samfundsopbygning kender til "civitates" (planlagte byer), "coloniae" (pensionistbyer for lejetropper) og "vicus" (ad hoc handelspladser og bosættelser opstået uden planlægning). Vi ved at Rom var opdelt i "regiones", der igen var opdelt i "vici" (stednavnene var entalsformen af ordet).

Vi kan, gennem folkevandringer, forklare hvorledes ordet kan være "vandret" med udenlandske lejetropper rømmet fra romersk krigstjeneste nord for Ejder-strømmen ca. år 40-77 e.Kr., og det er måske således det foregik. Se afsnittet "Legion IX Hispania og Legion VI Victrix, Britannien – de sarmatiske ryttere der forsvandt". Derimod mener jeg vi må helt og fuldt afvise tanken om at "vík, wic, wich" er udviklet fra nedertysk til urnordisk - det er en kristen vrangforestilling og ønsketænkning, der ikke afspejler sandheden.

"Vík, wic, wich" (oldnordisk, oldengelsk) og det latinske "vicus, vici" opstår, så vidt jeg kan se, begge fra det indoeuropæiske "*weik" (samling af ætter), jvf. sanskrit "vesah, vit" (hus, hjemsted); Avesta persisk "vis" (hus, bygd, samling af ætter" og oldpersisk "vitham" (hus, kongeligt hus). Ordet kendes også på gotisk som "weihs" (bygd) og litausk "viešpats" (husets herre). Det antyder, så vidt jeg kan se, en oprindelse ældre end romersk kulturel indflydelse. Mere nærliggende er et indoeuropæisk ophav øst for Tanais-floden i Asien i Yngre Bronzealder eller tidligere. Er denne tankegang sand, har ordet været almindeligt anerkendt i modersmålet hos de dominerende folkeslag i den kendte verden, herunder os, og har derfor vandret med under folkevandringerne. Som vi kan se kender WagagastiR til ordet i Sønderborg år 300-350 e.Kr. Et eksempel på folkevandringen af ordet fremgår af guldskillingerne møntet på frankernes handelsplads i "Wic/Vic Pontio" (Broen ved Vigen) ved Etaples, 27 km syd for Boulogne i tidsrummet år 587-670 e.Kr. På disse mønter findes indskriften "INHV VIC PONTIO". "Wic/Vic Pontio" afløses af handelspladsen "Quentovic" (Den Vindblæste Vig) samme sted.

Det forekommer mig at ”wic, wich”-endelsen, dvs. hvad vi i dag opfatter som den oldengelske udtale, må være ældre end den oldnordiske. Svanninge Bakker ved Faaborg, Sydfyn forekommer som ”Svanæwich” (1250), og som ”Swanvik” (1313). Jydernes to oprindelige handelspladser i Kent var ”Fordwich” og ”Sandwich” før Lundenbyrg (Lundeborg, London) bliver aktiv i 600 tallet e.Kr. Sidstnævntes handelsplads var ”Lunden-wic”, i dag ”Aldwych” ved Strand (stranden). Her ved ”wic” (vigen) lå også kongens sal og gårdsretten (wic tò cyngæs sele). I Sønderjylland ser vi at Slesvig i Valdemars Jordebog år 1231 e.Kr. skrives som ”Slæswich”, og første senere skrives med ”vig”-endelsen.

Ordet ”væring” (”varang” på nuengelsk) er tænkt udviklet fra det urnordiske ”*warjōn”, og herfra videre til ”verja, werian” (oldnordisk, oldengelsk). Fra olddansk ”væriæ” bliver ordet til ”værge, væring”. I de byzantinske chrysobuls skrives der på korrupt græsk "varangoi".

Spørgsmålet er om ikke ”væring” ligeledes kan knyttes til det nuengelske ord ”war” ¹, der kendes på sen-oldengelsk fra ca. år 1050 e.Kr. som ”wyrre, werre”. Ordet er fra normannerfransk ”werre” med betydningen ”krig”, og kendes på oldsaksisk som ”werran”. Fordi dette ord er knyttet til ”(for)virre”, gættes der på at ”wyrre, werre, werran” må have betydet ”at gøre usikker, at få andre til at tabe fatningen”. Denne fortolkning mener jeg må være en afledt betydning, og ikke ordets oprindelige forståelse.

Da ordet ”forvirre” er knyttet til ”værre” (forværre, desværre, hverken værre (vær) eller bedre (bedder)), der som tillægsord kendes som ”værre, värre, verri, wiersa, waírsiza” (olddansk, fornsvensk, oldnordisk, oldengelsk, gotisk), men også til ”bevare” og ”virvar”, synes det at der må være et fælles ophav. Det forekommer mig at "væring" i tanke må være udviklet fra "ver, wer" (oldnordisk, oldengelsk) eller "folk, folket", i dag "vi". I det oldengelske digt "Menneskets begavelser" (The Gifts of Men, sætning 62-63), der findes i Exeter Book fra 900 tallet e.Kr., forekommer "wer" i ejefald som "wera" (folkenes).

¹ Tak til den islandske læser Anton Lundberg for at fremhæve den mulige tilknytning til ”war”.

 
Vi kan vise den oprindelige forståelse af ”væring” ved at forstå at en person fra øerne Hitra og Frøya, syd for indløbet til Tronheimsfjorden, Sør-Trøndelag, kaldes henholdsvis en ”hitraværing” og en ”frøyværing”, tilsammen "øyværinger". En person fra Tromsø er således en "tromsøværing", som en person fra Bodø er en "bodøværing". Forståelsen af ”væring” skal derfor sidestilles med ”-farer,-far” i  f.eks. Sjællandsfarer, Hallandsfarer og Gullandsfarer.

Udsagnsordet "fara, faran" (olddansk, oldnordisk, oldengelsk, gotisk) betegner ligeledes en bevægelse eller rejse fra ét sted til et andet.

Vi ser betegnelsen brugt i f.eks. ”Sjálandsfari” (oldnordisk), Valdemars Sjællandske Lov (sialanzfaræ logh) fra 1200 tallet e.Kr., og ”Siælansfare” (Den danske Rimkrønike, 1495), samt i Laalands Vilkaar fra år 1446 e.Kr. som "Lalandzfaræ landztingh". 

Brugen af ”fara, faran” har ikke kun betydningen at personen kommer fra forstavelsens sted, men også at det er stedet, hvortil personen er undervejs, jvf. f.eks. ”Þórir Englandsfari” (oldnordisk, Gunnars Þáttur Þiðrandabana, kap. 1), ”sihuiþr … iklats fari” (Sigviðr Englandsfarer) i Yngre Futhark på runestenen i Gamla Uppsala kyrka, Uppland (U978) fra 1000 tallet e.Kr. (samt runesten U1181 fra Uppland), ”*Lindisfare” (oldengelsk. Kendes i formen som stednavnet ”Lindisfarena” fra Angel-saksiske Krønike fra 1100 tallet, i dag Lindisfarne).

Vi ser brugen af "fara, faran" også i det oldengelske digt ”Den Søfarende” (The Seafarer), der findes i Exeter Book fra 900 tallet e.Kr. Her bruges ordet i sætningen "þæt he a his sæfore" (at han i sin søforen, sætning 42).

Det burgundiske kvindenavn ”Burgundofara” (d. 643 el. 655), jvf. munken Jonas: Columban’s Liv fra 600 tallet e.Kr. (kap. 50), mener jeg skal opfattes som "faret ud af Burgundernes æt eller -land", da faderen Hagneric (Chagneric)'s hjemsted Meaux, og hvor den romerske by Evoriacum ca. år 620 e.kr. omdøbes til Faremoutiers (fare-kloster) efter Burgundofara, lå uden for kongedømmet Burgundia i tidsrummet år 543-843 e.Kr., og var en del af Neustria.

Germanerne kaldte os også for ”ascomanni” eller ”askrmaðr, askemænd” (Adam af Bremen bog 2:XXXI). Dette skyldes måske fordi alle borde over vandlinien på langskibet var gjort af asketræ.

Frankerne kalder os fra 700 tallet e.Kr. for ”normanni” eller ”Mænd fra Nord”, senere ”normannere”.
 
 
 
 

Anglerne

Anglerne/Anglos hed på oldengelsk ”Engle”, der igen oprinder fra det indo-europæiske ”*ank” (at bøje). Da Anglernes land i Sønderjylland hed ”Angul” fordi det bøjede sig og lignede en krog, har betegnelsen for Anglerne ganske sikkert betydet ”De fra landet der bøjer sig”.
 
Jeg har vist at Skjoldunge-ætten fra Jelling til og med Angel i Beowulf-kvadet kaldes ”West-Dene” (Vest-Daner).

Hector Boeck og K. Jungsted’s ”Oversigtskort over Sönderjylland” (1943)

”Angul” eller ”Angel” som det tog sig ud ved udvandringen til Øst-Anglen år 497 e.Kr. De oprindelige stednavne med ”ing”-endelsen fra år 0-200 e.Kr. er vist. Tingstedet var ved Strukstrup, der stadig i 1400 tallet fungerede som så. Danevirke bliver først påbegyndt i slutningen af 700 tallet e.Kr. Det er Ejder-strømmen og udformningen af landet fra Ejdersted til Slesvig, der navngiver Anglerne. Landområdet er ca. 50 km i diameter.

Dr.phil. Kristian Hald (1904-1985): Stednavne i Angel (Sydslesvig II. Angel, Grænseforeningen, 1945, s. 70-84) skriver:

”Angel omtales første Gang under Formen Angulus hos den angelsaksiske Kirkehistoriker Beda, der skrev i første Halvdel af det ottende Aarhundrede. Om Oprindelsen til dette Navn har Meningerne været meget delte. Rimeligst er dog den Anskuelse, der først er fremsat af den svenske Forsker Erdmann, (Über die Heimat und den Namen der Angeln p. 109 ff. Om Navnets Etymologi og om beslægtede Navne i Nordisk og andre germanske Sprog se ogsaa Ivar Modéer, Färdvägar och sjömärken vid Nordens kuster p. 23 ff. Uppsala 1936) at Angel oprindelig er Navn paa Slien og afledt af den Ordstamme, vi har i det oldnordiske Tillægsord ongr »snæver«. Der er intet paafaldende i, at et gammelt Fjordnavn efterhaanden er gaaet over til at benyttes om det tilgrænsende Landskab. Paa samme Maade er f. Eks. det norske Hardanger, der oprindelig var Navn paa Fjorden, nu blevet Bygdenavn. Mærkeligere kunde det synes, at der har eksisteret et andet Navn ved Siden af det ældgamle Slien, der som første Led i Bynavnet Slesvig er kendt allerede fra det niende Aarhundrede. Forklaringen er vistnok den, at Sli oprindelig kun har været Navn paa den inderste, forholdsvis brede Del af Fjorden, men er gaaet over til at bruges om den hele, efter at Angel er blevet Landskabsnavn”.

Kristian Hald har ikke ret i at landskabet Angel første gang omtales hos Bede/Bedae. Widsith-digtet fra 600 tallet e.Kr., dvs. kort tid efter begivenhederne finder sted, indleder sagnet om Uffe Hin Spage således (sætning 35):

"Offa weold Ongle, Alewih Denum;"

"Uffe vældede Anglen, Alewih Daner;"

Min oversættelse til nudansk.

Vi bemærker er at Offa/Uffe styrer Anglen – ikke Anglerne , hvor Alewih styrer Danerne. Denne sætning er formuleret således fordi Anglerne er Vest-Danerne (sagnet er gengivet i sin helhed i afsnittet "Norfolk og Suffolk, East Anglia"). Begrebet "Anglen" er som vi vil høre et heite, dvs. et kaldenavn, ikke et navn.

Bede/Bedae: Historia Ecclesiastica Gentis Anglorum (Bog I:15) fra ca. år 731 e.Kr. skriver:

”…Porro de Anglis, hoc est de illa patria quae Angulus dicitur, et ab eo tempore usque hodio manere desertus inter prouincias Iutarum et Saxonum perhibetur, Orientales Angli, Mediterranei Angli, Merci, tota Nordanhymbrorum progenies…”.

Kong Alfred den Store var lokalkonge af Wessex år 871-899 e.Kr. Han får oversat Bede’s ”Historia Ecclesiastica Gentis Anglorum” (I:15) fra år 731 e.Kr. fra latin til oldengelsk:

”…And of Engle coman Eastengle ond Middeengle ond Myrce ond eall Norðhembra cynn; is þæt land, þe Angulus is nemned, betwyh Geatum ond Seaxum;…”

Kong Alfred's oversættelse er ikke ordret, og er stærkt politisk farvet af en række årsager, hovedsagligt som følge af Kong Alfreds problemer med de jyske ætter i England og de jyske ætter i Jylland. Hvorfor han vælger at oversætte ”Iutis, Iutarum” til ”Geatum, Geata” forklares i afsnittet "Eotenum, ytum, *eutii - jyderne".

Det er dog uden for tvist af det latinske ”Angulus” fra år 731 e.Kr., i 800 tallet e.Kr. opfattes som det oldengelske ”Engle”, der i 600 tallet e.Kr. skrives "Ongle". Heri ligger den sproglige udvikling fra Angler til englænder (”engellænder” i omtalen af et engelsk fartøj på gammeldansk).

I ”Annales Regni Francorum” (Frankernes Annaler) for året 815 e.Kr. hedder det:

Min oversættelse til nudansk.

Paulus Orosius (385-420)’s værk “Historiarum adversum Paganos Libri Septem” fra ca. år 418 e.Kr. oversættes til oldengelsk, og kaldes “Old English Orosius”. Oversættelsen er skrevet til Kong Alfred den Store medens han var lokalkonge af Wessex år 871-899 e.Kr. Som en del af en geografisk beskrivelse hører vi bl.a.:

... 7 be norþan him sindon Ealdseaxan, 7 be norþanwestan him sindon Frisan. Be westan Ealdseaxum is Ælfe muþa þære ie 7 Frisland. 7 þonan westnorþ is þæt lond þe mon Ongle hæt, 7 Sillende, 7 sumne dæl Dene...

... 7 mod nord for dem er De Gamle Saksere [Oldsakserne], 7 mod nordvest for dem er Friserne. Vesten for De Gamle Saksere er Elbens mund(ing), dér er 7 Friesland. Dernæst vestnord er det land som man Anglen kalder [hæt = heite], 7 Slien, 7 en del af Danerne(s)...

Min oversættelse til nudansk.

I beretningen om Ohthere’s rejse til Norden fra år 871-899 e.Kr. kaldes Anglerne på oldengelsk for ”Angle, Engle” (sætning 96-100):

Min oversættelse til nudansk. Brugen af det oldengelske "Gotland", der skal udtales "Jotland", er gennemgået i afsnittet "Eotenum, ytum, *eutii - jyderne".

Det vil med andre ord sige at vi for stednavnet "Slien" har to oprindelige betegnelser: Sillende og Sinlendi. Som landskab skal dette i 800 tallet e.Kr. betegne området syd for Ribe til Ejder-strømmen.

Ohthere forklarer os i detaljer at han rejser fra Norge ned langs den svenske vestkyst til Hedeby, hvor han har "Sillende" til styrbord, dvs. den østlige del af Sønderjylland. Når han samtidig forklarer os at nordvest for Elbens munding har vi landskabet "Angle", er det tydeligt at i 800 tallet e.Kr. betegner "Angel" den vestlige del af landskabet nord for Ejder-strømmen, medens "Sillende, Sinlendi" betegner den østlige del, dvs. fra Slesvig mod øst til Østersøen ("Ostarsalt, Østersalt" i ”Annales Regni Francorum” for året 808 e.Kr.). For så vidt angår betydningen af "Sillende, Sinlendi" er det klart at endestavelsen "-lende,-lendi" skal opfattes som "-land". Forstavelsen "Sil-, Sin-" mener jeg kan være fra det oldnordiske "síling, sýling", der betegner et "kegleformigt indsnit", som man bl.a. gør som mærke i et tamdyr's øren.

Den tidligste benævnelse af en bygd i dette område er i Frankernes Annaler (Annales Regni Francorum) for årene 804 og 808 e.Kr., hvor Kong Godfred med sin hær drager til "Sliesthorp", og senere flytter købmændene fra Reric dertil. Normalt er "thorpen" en udflytning fra selve bygden, der i så fald oprindeligt må have haft navnet "*Slies", og "*Slien" i bestemt form. Dette understøttes af at der i Valdemars Jordebog fra år 1231 e.Kr. forekommer stednavnet "Slæsmynnæ" (Slies-munding, Sles-munding) på den sydlige bred af Sliens munding i Svansø sogn ved voldstedet "Gamleborgen". Samme sted forekommer også herredsnavnet "Slæsheret" (Slies Herred, Sles Herred), i år 1542 e.Kr. omtalt som "Slees" Herred, nu opdelt i Slis og Fysing Herreder ¹. Det forekommer mig at bygdens navn "*Slies" må have en anden oprindelse end "Sillende, Sinlendi", f.eks. fra det oldnordiske "slý" (slimagtige vandvæxter, conferva palustris, på nudansk "alger"). Endelig forekommer ligeledes i Valdemars Jordebog stednavnet "Slæswich" (Slies-vig, Sles-vig) i sætningen ¹:

"ISTATHESUSÆL. ·cc· mr. puri preter Slæswich et monetam et Danwirky et Ykærn burgh. Slæs mynnæ ·xx· mr. puri."
(ISTATHESYSÆL. 200 Mark rent Sølv foruden Slæswich og Mønten og Danwirky og Ykærn burgh. Slæsmynnæ 20 Mark rent Sølv.)

Vi kan derfor sige at år 1231 e.Kr. har bygden "*Slies" antaget navnet "Slæswich" (Slies-vig, Sles-vig).

¹ Svend Aakjær: Kong Valdemars Jordebog (1926-43, 1. bind, text, hæfte 1, s. 45; 1. bind, text, hæfte 2, s. 9; 2. bind, kommentar, hæfte 1, s. 87, 89)

Det er her værd at bemærke at vi i Den Store Estlandsliste (2. bind, s. 395) fra Valdemars Jordebog fra år 1231 e.Kr. finder stednavnet og byen ”Engæl” og ”Engla”, der betegner Engla By – Anglernes By i det nordlige Estland. Byens navn er vel dokumenteret fra mange kilder og ændrer først navn til Knoobuse i år 1627 e.Kr. hvor Joh. Knopius overtager områdets gods (i dag byen Kumna, sydvest for Tallinn). Mit gæt er at dette stednavn er fra efter år 446 e.Kr. men før udvandringen år 497 e.Kr.
 
Jeg mener ligeledes at følgende stednavne muligvis kan vidne om hvor de fra Anglen satte bopæl før udvandringen til de nye kongeriger i Britannien ca. år 497 e.Kr. (Valdemars Jordebog, 3. bind, s. 32):

• Engelsholm ved Engelsholm Slot, Bredsten og syd for kongsgården i Jelling,
• Engelholm (i dag Ängelholm), Skåne,
• Engelstrup (Odense Herred) – Anglernes Thorp,
• Engelsborg (Lollands Nørre Herred) – Anglernes Borg,
• Engelsbäck (Bjäre Herred, Skåne) – Anglernes Bæk
• Englerup (Ringsted Herred) – Anglernes Thorp

Saxo skriver i Gesta Danorum i kapitlet Dan og Angel:
 
”Dannemarks Krønike begynder med Humbles Sønner: Dan og Angel, som baade var de første navnkundige Høvdinger i Riget og blev  opkaldte i Folket”¹. 
 
¹ Grundtvigs oversættelse, s. 53.

Historieskriveren Stephanus Johannis Stephanius låner dette fra Saxo og udgiver i år 1642 en stærkt manipuleret version af Sven Aggesøns værker hvor han i Additamentum (tilføjelsen) til ”Svennonis Aggonis Filii Opuscula Historica” skriver:

”Primi Danorum principes extiterunt Dan et Angul.”¹

¹ Gertz’ Sven Aggesøns Værker, s. 112. Som Gertz skriver på side 195, er dette ikke i overensstemmelse med Sven Aggesøns oprindelige kongeliste.

Saxo er en god historieskriver, men heldigvis ikke specielt kreativ når han fortæller usandhed. Derfor er mytologien om Dan og Angel/Angul nem at filtrere ud, men oplysningen er alligevel af værdi. Det er helt klart at Saxo har en fortælling eller sagn, der forbinder indbyggerne i samtidens Danmark og England til en fælles stamme, et fælles kongedynasti og en fælles filosofi med et ophav fra Uroksen Auðhumla (Humble) (se afsnittet ”Begrebet Úr og bystaten Ur(im)”).
 
Saxo kender dog ikke sandheden bag sagnet eller tror ikke på det i det Herrens år 1200 e.Kr. Hans løsning er, som vi ser ham gøre utallige gange, at gennemføre en omskrivning af sagnet, heldigvis med mangel på kreativitet så vi kan fange det, for at få sagnet inkluderet i sin krønike.
 
Mit gæt er at Saxo kopierer den mytologiske indledning til sin krønike fra Lejrekrøniken, skrevet ca. år 1170 e.Kr. af en ukendt person, der indledes med at berette om Høvding Ypper der havde tre sønner, Nori, Østen og Dan der fik det land der i dag hedder Dacia/Danmark. Dette er en ordret gengivelse af beretningen om jætten Ymer og de første guder Odin, Ve og Vile. Den symbolske betydning af mytologien er nok gået alle samtidens katolske skrivere forbi.

Dik Browne: Hagar – Hin Håndfaste (1982, nr. 2, s. 8). Hagar kan sin historie.

Sakserne

Sakserne kaldes i Beowulf-kvadet (sætning 455-467) og Widsith-digtet (sætning 58-59)  for ”Suþdenum” og ”Súð-Dena folc” eller ”Syd-danerne/Syd-dane folket”. Vi kan samtidigt se at Syd-danerne er brudt ud fra Skilfinga-ætten før Kong Skjold (Scyldinga- æt nr. 13, ca. 385-425) da de kaldes ”Ár-Scyldinga” (sætning 464) og ”Ár-Scyldingum” (sætning 1710)  eller ”Aarle skjoldunger”, som vi også kan opfatte som ”af skjoldungernes [blod]åre". Vi ved endda helt nøjagtigt hvilken æt der tænkes på da Beowulf (sætning 1710) nævner at der er tale om ”eaforum Ecgwelan” eller ”Ecgwelan’s arvinger”. Personen ”Ecgwel” (Evald?) er identisk til ”Hwala, WaliR” (Scyldinga-æt nr. 9, ca. 200 tallet e.Kr.), hvis navn forekommer på runeindskriften fra Bratsberg, Trondheim, Sør-Trøndelag.

Sædinge-runestenen (DR217), der står på Lolland-Falsters Stiftsmuseum i Maribo, er dateret til 900 tallet e.Kr. Heri indgår ordet ”suþrtana” eller ”Syd-Dane” i omtalen af hvorfor Tyre’s mand Krog blev dræbt.
 
Betegnelsen ”Angelsakser/Anglo-Saxon” betød oprindeligt ”saksere bosat i Anglernes land (England)” i modsætning til de ætter, der valgte at forblive i Saxland efter udvandringen til de nye kongeriger i Britannien, og som kaldes ”ealdseaxon” (oldengelsk) eller ”ældesakser/ De Gamle Sakser”.

Om De Gamle Sakser kan Bede/Bedae’s ”Historia Ecclesiastica Gentis Anglorum” (Bog V:X) år 690 e.Kr. berette:

”...to andre præster fra Anglernes stamme...drog til De Gamle Saksers landskab, for at se om de kunne få konvertitter gennem prædiken. Begge bar det samme navn.. Hewald værende deres navn...for De Gamle Sakser har ingen konge, men adskillige herrer der leder deres stamme; og når en krig står for døren, trækker de lod og på hvem loddet falder, ham følger de og er tro mod under krigen; men så snart krigen er slut, er alle disse herrer lige mægtige igen”.

Ikke overraskende bliver begge munke dræbt og deres krop smidt i Rhinen (der af den mystiske stamme Boructuarian kaldes ”Inlitore”).

Frankerkongen Dagobert I. (Regent år 629-639 e.Kr.) var gift 3 gange. Hans tredje kone var Dronning Nanthild (ca. 610-642). De blev gift ca. år 629 e.Kr., året hvor han overtager tronen. Hun er moder til tronarvingen, og senere konge, Clovis II (regent 639-658). Hun var af saksisk æt, hvilket er vigtigt at holde sig for i forståelsen af hvad der nu berettes.

Guldsmeden og kongelig rådgiver for Kong Dagobert I., Eligius (Loye, Éloi, ca. 588-660), gjorde følgende:

”… Hvor han fik nys om at trælle skulle sælges, hastede han dertil og frikøbte krigsfangerne. Antallet af hans frikøbte krigsfanger steg fra 20 og 30 til 50 og til slut 100 sjæle pr. flok når de ankom med et skib, af begge køn og fra forskellige stammer. Han frikøbte alle på samme vis, romere, gallere, britter og moorer(,) men særligt sakserne der var talrige som får på denne tid, fordrevet fra deres eget land og spredt vidt og bredt…” ¹

¹ Se Jo Ann McNamara: Saint Ouen of Rouen: The Life of Saint Eligius (Vita Sancti Eligii, bog I:10), om guldsmed, kongelig rådgiver for flere frankerkonger og helgenkåret biskop Eligius (Loye, Éloi, ca. 588-660). Værket er skrevet af Quen (kaldenavn ”Dado”), der var finansminister for frankerkongen Dagobert I. (regent 629-639), og blev udnævnt til biskop i Rouen år 641 e.Kr., hvilket han forblev frem til sin død år 678 e.Kr. Min oversættelse til nudansk. ”Britter” skal her opfattes som de oprindelige indbyggere fra Britannien, ”Bretene” (oldengelsk) dvs. kelterne. Vi havde fordrevet dem fra Britannien, og de begynder at ankomme til Brittany (Bretagne) i nord-Frankrig i 600 tallet e.Kr. Derfor finder vi dem taget som krigsfanger og solgt som trælle af Frankerne.

De Gamle Sakser, der her i hobetal tages krigsfanger og sælges som trælle på de Frankiske slavemarkeder, er de ætter vi finder i landskabet fra Rhinen op til Ems-floden, hvor De Gamle Sakser har kontrol indtil de taber det til Frankerne i begyndelsen af 600 tallet e.Kr. Udover at den frankiske konge er saksisk gift, er guldsmeden Eligius's nærmeste medarbejder hans "hjemmefødte træl" (latin "vernaculus"), kaldet Thille, "fra den saksiske stamme". Der er derfor omkring det frankiske hof stor sympati for De Gamle Sakser, til trods for hvad udspiller sig på slagmarkerne mod nord år 629-639 e.Kr.

De Gamle Sakser's landområde i 700 tallet e.Kr. var blevet indskrænket og svarer nogenlunde det vi i dag kender som Nedre Saksen (Niedersachsen), dvs. fra Ems-floden mod nord via Weserfloden til Elben (Sax-elfr). Nord herfra har vi kontrol i dette tidsrum.

Merseburg trylleformlen

Merseburg trylleformlen fra år 750-800 e.Kr. blev genfundet 1841 i et teologisk håndskrift fra Fulda (Codex 136, f. 85r), opbevaret i biblioteket ved domkirken i Merseburg. Trylleformlen bekræfter for os De Gamle Sakser's udfordringer med de evindelige frankiske angreb, og gør dette set gennem deres øjne. Trylleformlen lyder:

1. Del - De Gamle Sakser's frihalsning fra det frankiske åg

Muligheden kan dog ikke helt udelukkes, da mellemrummet mellem "i" og "l" kan være den manglende bue i "d". Jeg har dog aldrig været tilfreds med at vætter, og det er hvad "dísar, ides" er, skal gives opgaven at forhindre fjendens hære i at gøre indtog, samt at løsrive De Gamle Sakser's tilfangetagne landsmænd fra fjendens trældom. Det er overhovedet ikke den opgave vætter har (se afsnittet "Gudinden Dísar"). I Det Nye Testamente (Paulus’ brev til romerne 8:17) har ”eiris” i oversættelsen af John Wyclif på Middle English år 1395 e.Kr. betydningen ”arvinger”. Jeg er derfor ikke enig i at ”eiris” skal oversættes til ”once, in days gone by” (år forgået), dvs. en fortolkning der viderefører Völuspá (vers 2, Ældre Edda), og taler om en fjern fortid fra år 750-800 e.Kr.

Jeg opfatter det oldsaksiske ord "heptidun" som datid af "hepta, haftjan, heftan, hæftan" (oldnordisk, gotisk, oldsaksisk, oldengelsk) med betydningen "binde, fastgøre, fæste". Det oldsaksiske "lezidun" fra "lezian" (latjan (gotisk), lettaii (oldengelsk)) med betydningen "forhindre, forsinke".

Runen ligger i det oldsaksiske ord "hapt", som jeg mener må være identisk til det tilsvarende ord på oldnordisk "hapt" (bånd, hvormed noget bindes). Ordet bruges mest i flertalsformen "í höptum" med betydningen "i bånd, i fængsel". Jeg mener vi her må opfatte "hapt" som "jernlænke, halsjern", og at vi skal videreføre samme forståelse i det oldsaksiske "haptbandun". Sidstnævnte ord mener jeg derfor må være sammensat af "hapt" (jernlænke, halsjern) + "bånd". På oldnordisk har "band" betydningen "bånd, lænke" og man "sitja i böndum" med betydningen "sidder i fangenskab", ligesom man "bera bönd á" med betydningen "ligge en i lænker". Jeg tror, og alle fortolkninger synes enig heri, at trylleformlen her skal hjælpe De Gamle Sakser's ungdom ud af dens (frankiske) trældom. Frankerne er beskrevet som "uigandun" (vigandun) - de kæmpende, og disse skal man "inuar" (invar), som jeg mener må betyde "undvige" (olddansk og fornsvensk "untwika"), der oprindeligt opfattes som "flygte bort fra".

Det oldsaksiske "clubodun" mener jeg må være identisk til det oldnordiske "klumba, klubba" (klubbe, kølle). De nuværende fortolkninger opfatter ordene "umbi cuoniouuidi" på denne vis. Det er i strid med det originale håndskrift. Jeg mener ordstillingen er "umbicuonio uuidi", og sammensat af det oldnordiske "umb (ældste form), um" (om, over, på) + det oldnordiske "kunna". Sammenlagt får vi superlativet "De kunnende, De der kan, De kyndige". Endelig har vi det afsluttende "við", der bl.a. har den særlige betydning "bånd, tov, lænke", og mest bruges som så i flertalsform.

Fordi vi i dette afsnit fremhæver De Gamle Sakser's samtidsbillede ganske nøje, mener jeg det er tydeligt at trylleformlen forklarer os at De Gamle Sakser er over det hele; nogle hos frankerne, friviligt eller i trældom, andre forbliver frie i de tilbageblevne Gamle Sakser's landskaber. De der arbejder i frankernes tjeneste, og det ved vi de gjorde fortrinsvis som smede, smeder de selvsamme jernlænker De Gamle Sakser påføres af frankernes når de undertvinges. De frie Gamle Sakser arbejder på at befri De Gamle Sakser sat i fransk trældom. Tryllefomlen er en galder om at det må lykkes for De Gamle Sakser at befri deres landsmænd fra det frankiske åg.

Hvad det afsluttende "H" betyder er usikkert. Fra runeindskrift på spydskaft fra Kragehul, Odense, dateret til år 350-550 e.Kr. (DR196) kan vi se at en trylleformel kan afsluttes med "hagalaR"-(runen). Herfra ved vi, at runens betydning som beskyttende rune er at give "godt varsel og lykke". Jeg vælger at opfatte det afsluttende "H" på samme vis.

2. Del - Helbredelsen af arvingernes føl

Landsbyen (Dorf) "Holza, Holzen" ligger ca. 15 km nord for Lörrach, det sydvestlige Baden-Württemberg. Det grænser op mod det nuværende Frankrig og Schweiz (Basel) mod syd. Holza (Holzen) har Rhinen løbende forbi vesterom, og ligger i udkanten af Schwarzwald (Den sorte skov). Byen kendes i skrift fra år 1249 e.Kr. som "Holzhain, Holzhein". Landsbyen har 600 indbyggere og har siden 1974 hørt under Stadt Kandern (Postfach 79400 Kandern-Holzen). Til trods for at det oldsaksiske "holz" er identisk til det oldnordiske og oldengelske "holt", alle med betydningen "lille skov", er jeg ganske sikker på at det er et oldsaksisk stednavn, og nøjagtigt deres sydlige grænse ved Rhinen mod Frankerne, der fremhæves med flid. Stednavnet opstår sikkert fordi det havde et tilgængeligt ferskvandshul (vandpøllen). Pointen er her, at det er mod De Gamle Sakser's sydlige grænse, at de fra 600 tallet e.Kr. frem til nærværende trylleformel skrives, har modtaget mange smertefulde nederlag fra Frankerne. Herom handler denne trylleformel. Ingen har givet noget nær en tilfredsstillende forklaring på ordet "phol". Bogstavet "h" er tilføjet til ordet senere, hvorfor jeg mener vi skal kigge på stavelsen "pol", der på oldengelsk har betydningen "pøl". Dette ord blev tilsyneladende på oldsaksisk også stavet "pfuol", men har på midttysk ændret sig til "pol" (Se Gyldendals Etymologi, 2000, s.335).

Det oldsaksiske "birenkict" mener jeg er sammensat af det oldengelske "byre" (kostald), jvf. drengenavnsvariationen "Byron, Biren" + det oldnordiske "kikna" (bøjes tilbage, give sig ved et voldsomt tryk eller stød), på nuengelsk "kick" (spark). Det er helt klart at det har været en stald, og sikkert et overnatningssted, ved Holza. Scenen er sat så det unge føl, De Gamle Sakser's ungdom, har fået et ordentligt spark af hesten med hvem den var staldet op. Jeg tror vi her må forstå at det er en af De Gamle Sakser's egne heste, der påfører føllet sin skade. Jvf. 1. Del skyldes dette, at der var mange Gamle Saksere i tjeneste hos Frankerne mod syd.

Enheden "Sinhtgunt" kendes kun fra denne trylleformel, og er os helt og aldeles ukendt i Ældre Edda, herunder som søster til Sunna. I afsnittet "Sol-monaþ – moderkager - fastelavnsboller" viser jeg, at "Æcer Bót"-ritualet 2. februar gengives i Rig Veda (Bog 4:LVII – Ksetrapati), hvor vi  har en tilsvarende bod før pløjningen af jorden igangsættes. Der gives her bod til ”Markens Herre” i håbet om af modtage tilbage gennem ”Suna og Sira”. ”Suna” må være identisk til "Sunna", dvs. Solen, og ”Sira” er sanskrit for ”arðr, plov”. Mit bud er at det oldsaksiske "Sinhtgunt" er identisk til sanskrit "Sira".

Thor og egetræet

Willibald skriver ca. år 768 e.Kr. i  ”Viti Bonifatii auctore Willibaldo” (kap. 6):

”Mange folk i Hessen (Hessorum) havde anerkendt den katolske tro….men andre, endnu ikke stærke i troen, nægtede at anerkende kirkens lære. Ydermere, nogle ofrede i hemmelighed, andre helt åbent, til træer og kilder…..

Quorum consultu atque consilio roborem quendam mirae magnitudinis, qui prisco paganorum vocabulo appelatur robor Iobis, in loco qui dicitur Gaesmere, servis Dei secum adstantibus, succidere temptavit.

Med råd fra sidstnævnte [de katolske konvertitter], og med Deos-Guds tjenere ved sin side, forsøgte han [Bonifatius], ved et sted kaldet Gaesmere (Geismar), at fælde et særligt egetræ af utrolig størrelse, der blev kaldt Jupiters Eg på hedningenes fordums tungemål.

Min oversættelse til nudansk. "Bonifatius" (Boniface) er identisk til den vestsaksiske munk Winfrid (Wynfreth, ca. 672-754). Han udnævnes biskop år 722 e.Kr., og dette udløser handlingen ovenfor, hvor han forsøger at opdigte et mirakel der skal overbevise landsmændene om, hvorfor også de burde konvertere til kristendommen.

Hændelsen finder sted år 723 e.Kr. i Gaesmere (Geismar), lige uden for landsbyen Fitzlar i det nordlige Hesse. Landskaberne er under De Gamle Saksers overherredømme i samtiden, hvilket bekræftes lidt senere i samme kapitel med sætningen ”Saxonum se subiecerat principatu”. Det er derfor Winfrid (Wynfreth, Bonifatius), der var sakser fra Wessex, befinder sig her.

Vi kan se at træsort og gudetilknytning er ”robor Iobis” (egetræ Jupiter), som vi må opfatte som “Thor’s Eg”.

Det estiske nationaldigt Kalevipoeg (Canto I.) begynder med sætningen, i min oversættelse til nudansk:

”I urgamle dage vandrede Taara’s æt hid og did i landene og tog sig koner fra menneskenes døtre.
Højt mod nord, nær Taara's hellige egetræsskov..."

Kalevipoeg (Canto VIII) lyder, i min oversættelse til nudansk: 

"Da fortsatte de [Kalev's 3 sønner] deres rejse mod syd, og på tredjedagen ankom de til en lille sø med stejle brede. Vandfugle sås på søen, og på den modsatte bred så de Taara's hellige skov stråle i solnedgangen. "Her er stedet hvor vort lod skal besluttes,"..."

Fra Kalevipoeg (Canto VI) kan vi måske opnå en indsigt i hvorledes det hellige egetræ blev opfattet, i min oversættelse til nudansk:

"Egetræet som øboen havde plantet voksede, først til et lille træ, men snart så stærkt at det nåede skyerne, og næsten kunne røre solen. Solen og månen var skjult, vinduer formørkedes, og hele omegnen gjordes trist af skyggerne fra dets grene. Øboen ledte vidt og bredt efter en der ville fælde træet, for hele byer og flåder kunne bygges af træet. Udråb gjordes over alt for at finde en træfælder, men ingen vovede at forsøge det, og øboen måtte drage hjem, hvor han til sin kone beklagede sig over sin fejlslagne og frugtløse lange rejse. Da viste den gamle kone vejen til det rum hvor ørnen og dværgen stadig befandt sig. Hun forklarede sin mand hvorledes hun havde fundet dværgen, der ikke var større end Kalev's tommelfinger, under ørnens vinge. Øboen tilspurgte dværgen om han ville fælde egetræet, og han gav straks tilsagn herom mod at blive befriet fra sit fangenskab; dertil blev han også tilstået en skål af det reneste guld.

Dværgen tog nu egetræet i syn, og begyndte derefter selv at vokse, først i alen, senere i favne. Da han var stor som en jætte begyndte han at hugge i træet, og han huggede i det i tre hele dage til det væltede omkuld, hvorved træet dækkede halvdelen af øen og halvdelen af søen med sine grene. Af træstammen byggedes en stor bro, med to arme, der strakte sig fra øen til Finland på den ene side, og til Estland på den anden. Store skibe blev bygget af trækronen, handelsskibe fra stammen, byer fra rødderne, robåde fra grenene, og småbåde til børnene ud af spåner og flis. Hvad forblev tilbage, blev brugt til at fremstille tilflugtssteder for svagelige oldinge, syge enker, og forældreløse børn, og af de sidste grene blev bygget et lille rum hvori spillemanden kunne synge sine sange. Fremmede, der nu og da drog over broen, standsede frem for spillemandens hytte for at tilspørge efter navnet på byen med det store palads; og spillemanden svarede at der intet var uden hans beskedne hytte, og at al den herlighed de så for sig var lyset af hans sange i en spejling fra himlen." ¹

¹ Samme forståelse for egetræets benyttelse og værdi fremgår af Canto XVI. Se også ”Litteraturliste” (under "Kalevipoeg").

”Taara” fejres om torsdagen og den mest kendte af Taara's hellige egetræsskove er omkring Tartu (oldestisk "Tarbatu", tysk "Dorpat") ¹. Stednavnet "Tarbatu" oprinder fra enten "Taara" eller "Tarvas" (Vig Uroksen). Han kendes som Uko, Vanaisa (Vana Isa, Gamle Fader) og Jumal (Jumala), og er naturligvis identisk til Thor, ÖkuÞór og Julemanden, symbolet på forfædrene og vore faktiske konger.

¹ William Forsell Kirby (1844-1912): The Hero of Esthonia and Other Studies in the Romantic Literature of That Country (1895, Vol. I., Mythology, s. XXVII.). En helliglund kaldes på estisk "hiis", og vi skal her opfatte dette som et ofringssted og et gravsted; et sted hvor de dødelige kan samle tankerne om de udødelige forfædre. I Tartu fandtes den langs breden af Emajõgi-floden. Se Tõnno Jonuks: Hiis Sites in the Research History of Estonian Sacred Places / Hiied Eesti pühapaikade uurimisloos (2008).

Henriks Livlandske Krønike (Heinrici Cronicon Lyvoniae) fra år 1224-26 e.Kr. skriver om hvad hænder år 1220 e.Kr. i det nordlige Estland, i min oversættelse til nudansk (kap. XXIV:5):

"De [to præster] gav baptisme til tre bygder i Wierland. Der var en bakketop og en vidunderlig skov hvori, siger de indfødte, den store gud af folket fra Øsel, kaldet Tharapita, blev født, og fra hvilken han fløj til Øsel. Den anden præst ødelagde afbildningerne og lignende der var lavet dér af deres guder".

Guden "Tharapita" er en sammentrækning af enten "Taara a(v)ita" (Thor hjælp), "Taara pikne" (Thor lynild) eller "Taara (on) vägev" (Thor er stor). Bakketoppen menes at være "Ebavere mägi" (Ebavere bakke) i Lääne-Viru (det nordøstlige Estland, og den østlige del af Wierland (Wyrland, Verland)).

I Knýtlinga Saga (kap. 122, s. 342), efter Arkona's overgivelse år 1168/69 e.Kr., drager Kong Valdemar I. Den Store til staden ”Karenz” (hos Saxo: Gesta Danorum, 14.39.35-37, ”*Karentia” (Karentiam, Karentini, Karentinensis)), i dag byen ”Garz” (Charenza), sydøstlige Rygen ”…og lod der nedhugge tre Afguder, som benævntes Rinvit, Turupid (Turupið) og Puruvit…”.

Saxo : Gesta Danorum ¹ udvider beretningen ved at forklare at ”denne by var navnkundig ved tre højt ansete Templer, der var udstyrede med stor kunst og pragt…Det største af Templerne havde sit allerhelligste inde i Midten..[i det allerhelligste] viste der sig en Billedstøtte af Egetræ, forestillende en Gud, som de kaldte Rygievit (Rugiaevitum , Bog 14.39.39)….Den havde syv Menneskeansigter, som samledes under én isse; Kunstneren havde givet den syv virkelige sværd, der hang i Skeder i ét Bælte, et ottende holdt det draget i højre haand; det var gjort saa fast med en Jernnagle, at det ikke var til at faa ud,…Den var af overmenneskelig Tykkelse, og saa høj, at Absalon, naar han stod paa Tæerne, knap kunde naa dens Hage med den lille Øxe, han plejede at bære i Haanden. Denne Gud , troede de, havde kræfter som Mars, og de holdt for, at han raadede for Krig.”

¹ Fr. Winkel Horn: Saxo Grammaticus – Danmarks Krønike (1911, Fjortende Bog, s. 230).

Det må være en rimelig antagelse at krigsguden ”Rygievit” (Rugiaevitum) er identisk til “Rinvit” i Knýtlinga Saga.

Som med Svantevit (Sventovit), kan vi nemt se at guderne ”Rinvit, Rygievit” og ”Puruvit”, samt guden ”Pizamar” (Pizamarr) og sejrsguden ”Tjarnaglofi” (Tjarnaglófi) i staden Aasund (Ásund), må være slaviske guder. Saxo forklarer os at lokalkongen i staden Karenz hed Tetislav og broderen Jarimar (regem Tetiszlavum cum Iarimaro fratre). Guden ”Turupid” (Turupið) derimod forekommer sprogligt anderledes. Som mange andre har foreslået, også i Estland, må ”Turupid” (Turupið) være identisk til guden "Tharapita" og derfor Thor. Der fandtes derfor et tempel viet til Thor i staden Karenz, det sydøstlige Rygen år 1168/69 e.Kr.

Adam af Bremen skriver i bog 2:LXII (s. 125) år 1070-2 e.kr.:

"Rygtet siger, at der paa samme Tid kom en Angler ved Navn Wolfred til Sverige, drevet af Kærlighed til Gud , og prædikede Guds Ord med stor Fortrøstning for Hedningerne. Da han ved sin Prædiken havde omvendt mange til den kristne Tro, begyndte han at bandlyse Folkets Afgud ved navn Thor , som stod paa Hedningernes Ting, og samtidig greb han en Økse og huggede Billedet i Stykker. Som Følge af dette Vovestykke blev han straks ramt af Tusind Saar, og hans Sjæl steg op til Himlen, værdig til Martyriets Laurbær. Barbarerne sønderrev hans Lig og sænkede det efter mange Forhaanelser ned i en Sump." (tidsrummet er ca. år 1020 e.Kr.).

I fodnoten til dette afsnit står:

“Thor var jo Tingets særlige Værnegud: da Ugeinddelingen indførtes, blev Torsdag Tingdag.”

Forbindelsen mellem egetræet og Thor er derfor helt konsekvent i alle vore landskaber, og ser ud til at være en oprindelig sammenknytning fra før Troskiftet år 600-630 e.Kr.

I juni/juli år 772 e.Kr. trængte Karl den Store/Charlemagne (742-814) ind i deres landområder, indtog Eresburg (Heresburg = Sværdborg), i dag ”Obermarsberg”, og ødelagde Irminsul (Ermensul)¹.
 
¹ Der er gjort mange forsøg på at forklare Irminsul som værende identisk til vort Verdenstræ. Det mener jeg er misforstået. Ordet ”Irminsul” eller ”Irmin’s støtte” mener jeg alene skal opfattes som en træstøtte ovenpå hvilken man stillede et gudebillede i træ. Skriftet ”Kaiserchronik” fra 1100 tallet siger: ”ûf einir yrmensûle / stuont ein abgot ungehiure, / den hiezen sie ir koufman” eller “på en Irminsul / står et enormt uhyre, / den kalder de deres købmand”. Brugen af  “ungehiure” (uhyre) er en katolsk beskrivelse af et hedensk træ gudebillede. På samme vis er “Irmin” den hovedgud der dyrkes af den religiøse gruppering “Hermiones” (Pomponius Mela, Bog III.3.31, år 40 e.Kr.) og “Irminones” (Plinius den ældre, 23-79 e.Kr.). Bemærk her at vi af Plinius den ældre (23-79 e.Kr.) kaldes ”Inguaeones” eller ”venner af Frey”. Det er af denne årsag at sakserne ikke er Skjoldunger. Man skulle derfor mene at saksernes Irmin modsvarer vor egen Hedenske Høje, der er Frey.

Der er dog næppe tvivl om at et af Verdenstræets heite ”Yggdrasill” med del-forståelsen ”støtte” er identisk til samme ”støtte” i Irminsul. Der virker også rimeligt at en træstøtte med en gudeafbildning symbolsk skal vise et Verdenstræ – det er trods alt herfra kraft, styrke og visdom hentes  (se afsnittet ”Yggdrasill, Mímameiðr & Hróðrbaðm – verdens- og juletræet").

Karl den Store/Charlemagne angreb De Gamle Sakser ialt 18 gange i tidsrummet år 772-804 e.Kr.
 
De Gamle Sakser’s lokalkonge Wittekind (Widukind/ Widochindis) måtte år 777-782 e.Kr. søge tilflugt hos sin svigerbroder, vor egen Kong Sigifrid I./Frithleuer (Scyldinga-æt nr. 28, før 777 – efter 798). Han var gift med Geva (ca. 770-800), søster til Kong Sigifrid I.

Krøniken ”Chronicon Sancti Martini Coloniensis” ender i året 1036 e.Kr. og menes skrevet i 1100 tallet e.Kr. Som gengivet i Georges Heinricvs Pertz: Monvmenta Germaniae Hstorica (1829, Tomus II,  s. 214) lyder det:

”... huic suffectus est Herbodus, qui rexit sub annum DCCLXXVIII, quo monasterium a Saxonibus est destructum, et denuo restauratum per Olgerum Daniae ducem, adiuvante Karolo magno imperatore..."

”... Denne efterfulgtes af Herbod, der var leder i året 778, hvor klostret af Sakserne blev ødelagt, og på ny genopbygget af Hertug Holger den Danske, støtte til Kejser Karl den Store...”.

Min oversættelse til nudansk.

Som P. G. Thorsen: Nogle Meddelelser om visse historiske Bestanddele i Sagnet om Olger Danske, tilligemed en Undersøgelse om ”Chronicon monasterii Sancti Martini majoris Coloniensis” (G. Forchhammer: Oversigt over det Kgl. Danske Videnskabernes Selskabs Forhandlinger og dets Medlemmers Arbeider i Aaret 1864, s. 166) gør opmærksom på, skriver Pertz fejlagtigt ”Otgerum”, hvorfra fejlen videreføres af J. F. Böhmer (1853) og J.H. Kessel (1862). Den oprindelige ordlyd er ”Olgerum”.

Det irske kloster St. Martin i Køln (Martinsklostret, Groß St. Martin) lå i 700 tallet e.Kr. på en ø i Rhinen ud for Deutz (Duicia). Kilden ”Chronicon Sancti Martini Coloniensis” anses for pålidelig, og understøtter i tid og stavevis, at ”Olgerum Daniae” er en latinisering af det oldfranske ”Oger li Daneis” fra Rolandskvadet (vers CCLVII, sætning 3543-52).

At De Gamle Sakser år 778 e.Kr. angreb et kloster i Rhinen under frankisk kontrol, kan vel være hovedårsagen til hævntogt der gennemføres kort tid herefter.
 
I år 782 e.Kr. vender Karl den Store/Charlemagne tilbage til Nedre Saksen på hævntogt og søger efter Widukind, der var kommet ned fra Danmark og havde angrebet frankerne. Da Widukind igen var flygtet tilbage til Danmark (Widochindo, qui fuga lapsus est partibus Nordmanniae), halshugges 4.500 (IIIID.) krigsfanger på en enkelt dag på det sted ved Aller-floden kaldet ”Verden” (byen Verden ligger sydøst for Bremen), dvs. en fuldstændig og total masseudryddelse¹.

¹ Denne nedslagtning gik naturligvis ikke Heinrich Himmler og SS forbi. De byggede i 1935 nær Verden ved Aller floden en helliglund kaldet ”Sachsenhain”, hvor SS soldater samledes og mindedes deres nedslagtede ”forfædre”. Igen et eksempel på den germanske pervertering af historien. Stedet kaldes i dag ”Evangelischer Jugendhof Sachsenhain” og er naturligvis et ”Bildungs- und Freizeitstätte der Evangelischen Jugend”.
Kilde: Joachim Wolschke-Bulmahn: Nature and Ideology – Natural Garden Design in the Twentieth Century (1997, s.187)

Derfor finder vi i dag ingen ligesindende i det nuværende Germanien. De få overlevende blev herefter tvunget ind i den katolske kristendom gennem forbudslovgivning, og tvangskonvertering:

En af de noget uheldige bivirkninger af den totale nedslagtning af de gamle sakseres Jarl æt var, at de få overlevende var renset for lederskab og rygrad, og derfor altid har været tilbøjelige til protokol og formalitet. Det være sig romersk-katolsk, protestantisk (evangelisk) eller hedensk. Dette er sandt både for de der forblev i Germanien, men også de der flygtede til de nye kongeriger i Britannien (Sussex, Wessex, Middlesex og Essex), og videre til de nye kolonier i Amerika. Læseren kan ved lejlighed selv efterprøve dette ved at efterse ophavet til den fanatiske religiøsitet og forkærlighed for dogme og forbudsregler i Germanien (Tyskland), det sydlige England og i bibelbæltet i Amerika. I de ny-hedenske foreninger i Amerika vil man hurtigt opdage at nye, og ikke-eksisterende, begreber som ”Volkish” og ”Germanic” florerer i en skøn sammenblanding af ekstremt hierarki. Man opfinder nye virtuelle begreber for at inkludere sig selv i sammenhænge man ikke hører hjemme, og med sig selv i højsædet. Det forekommer for normale ligevægtige mennesker på grænsen til sindssygdom, men ophavet kan føres til ætter, der gøres hovedløse og lederløse år 782 e.Kr.

Kong Rædwald/Hrædwald til Øst-Anglen (617-625) havde en broder ved navn Eni, der igen havde en søn ved navn Anna (d. 653, se Bede/Bedae: ”Historia Ecclesiastica Gentis Anglorum” (Bog III:VIII, III:XVIII). ”Anna” er ikke hans rigtige navn ¹ og man kan stærkt mistænke at dette måske er en Dronning, jvf. dette ordvalg i min oversættelse til nudansk (Bog III:VIII): ”...Blandt disse var også Sethrid, datter af viven til Anna, konge af Øst-Anglerne...” Denne sætning burde være, og er i alle andre sammenhænge, skrevet som ”kongens datter”, ikke ”kongens kones datter” med mindre datteren er fra et tidligere ægteskab, hvad godt kan være tilfældet.
 
¹ Vi kender til kvindenavnet ”Amma”, i runer som ”Amu” (bedstemoder), på oldnordisk. Er det et mandsnavn kan det være fra ”Ann, Onn, Ani, Áni, Oni”, der findes på oldnordisk og i runer. I denne forbindelse kunne man i Berlingske Tidende onsdag 9. april 2008 læse at i Husum, Angel, syd-Slesvig tillades det ikke at pigebørn gives navnene ”Ida” og ”Anne” alene da disse navne i Angel forekommer som drengenavne. Denne forståelse er 100% knyttet til navnet på kongen eller dronningen Anna til Øst-Anglen. Harald Eckholdt fra Husum Rådhus forsvarer beslutningen med at man ud fra fornavnet skal kunne bestemme folks køn. Samme overvejelse skal i så fald ligeledes gælde navnet ”Inge”, der i Norge er et drengenavn og i Danmark et pigenavn.

Kong (eller Dronning) Anna’s ældste datter hed Seaxburga (Seaxburh, Sexburga, Sexberga, Sexburgha, d. ca. 699). Hun blev strategisk gift med Kong Earconbert (Eorcenberht) til Kent (regent 640-664) og er Dronning år 664-668 e.Kr. til kronprinsen Egbert blev myndig. I forbindelse med forståelsen af ”Seax” er det her væsentligt at broderen Eni’s kone måske var Saewara, der med ”S”-stavelsen kan antyde æt-forbindelse til Øst-sakserne.

Vi ved fra faktiske begivenheder at Essex fra ca. år 650 e.Kr. kommer under kontrol fra Mercia-ætterne, der selv er dannet fra Wuffinga-ætten i Øst-Anglen. Dette fremgår også på mærkningen af sølvpenge fra Essex år 680-710 e.Kr.

Det må betyde at navngivningen af kongedatteren  Seaxburga skal ses som en hyldest til Øst-sakserne, for hvem deres øverste gud er ”Seaxneat/Saxnot”, hvorfor Seaxburga skal opfattes som ”beskyttet/omringet af Seax”. 

Hun helgenkåres som Saint Sexburgha ved at have grundlagt klosteret Minster på Isle of Sheppey (Fåreøen) ved Themsens munding i Kent (Abbey Church of The Blessed Virgin Mary and Saint Sexburgha), og fordi hun afløste sin søster på klostret Ely, Øst-Anglen.

Formodningen om den Øst-saksiske forbindelse understøttes af at Bede/Bedae i ”Historia Ecclesiastica Gentis Anglorum” (Bog III:XXII) nævner ”Seaxbald” (Sexbald), hvis søn Suidhelm overtager den Øst-saksiske trone (Suidhelm, filius Sexbaldi).
 
Dr. Barbara Yorke i ”Kings and Kingdoms of Early Anglo-Saxon England (1990, s.52) argumenter for at Seaxbald er en af den Øst-saksiske Kong Sæberht (Regent 597-616)’s 3 sønner, der iflg. Bede (Bog II:V) alle følger den forne sæd. I så fald kan vi datere Seaxbald til år 616-623 e.Kr.
 
Personen ”Seaxbald” er faktisk et levende eksempel på ”Balder” da hans kongenavn er sammensat af ”Seax” (guden og/eller sakserne) + ”bald” (oldengelsk i dialekten fra Anglen, Slesvig) og ”ballr” (oldnordisk), der begge har betydningen ”stærk, kraftig, vældig” eller ”bold” på nuengelsk.

Sakserne/Saxons/Sax/Seax gives deres navn, ikke efter deres landområde, men grundet deres brug af det sværd der kaldtes ”sax/seax”. Det er her utroligt vigtigt at få nedbrudt en af de mest sejlivede skrøner omkring sværdtypen ”sax/seax”.
 
Det våben der ofte omtales som ”seax/sax” skal faktisk opdeles i tre våbentyper; ”langsax” (en-ægget langt sværd), ”sax” (en-ægget kort sværd) og ”scramasax/skrámasax” (oldengelsk/oldnordisk, en-ægget lang kniv), der også kaldes ”saxknífr”¹.
 
¹ H.R. Ellis Davidson: The Sword in Anglo-Saxon England: its Archaeology and Literature (1994, 1962)

Som våbentype i 400 tallet e.Kr. er forskellen på en langsax og et ringgrebsværd alene håndgrebet. En langsax har ingen beskyttende hjalte¹ eller pommel. Der er ætter inden for stammen, der har langsax-sværdet som deres hovedvåben, medens andre har ringgrebsværdet, og andre igen et ”normalt” sværd uden ring.
 
¹ Den lille tværgående jernstav foran selve grebet fra ”hjalt” (oldnordisk) og ”hilt” (oldengelsk). Ordet ”hjalt” navngiver også Hjaltland (Shetland).

I det oldengelske digt ”Menneskets begavelser” (The Gifts of Men, sætning 64), der findes i Exeter Book fra 900 tallet e.Kr., hører vi at smeden fremstiller ”helm oþþe hupseax” (hjelm eller hoftesax). Vi ved ikke om "hupseax" (hoftesax) betegner hovedvåbenet, sværdet, eller reservevåbenet.

Alle frie mænd og kvinder i Ver Asir/Danir-stammen havde en ”scramasax/skrámasax” eller ”saxknífr” som reservevåben. Dette er stadig tilfældet på Færøerne i 1800 tallet, hvor mænd og kvinder bærer en identisk scramasax i den lille udgave i en skede på højre eller venstre side. Kniven er på dette tidspunkt alene et værktøj, der bruges til alt muligt i det daglige.
 
At fribårne stadig bærer kniv i Middelalderen kan vi se fra Smedesvendenes Skraa (dateret 11 Juni 1554). Her tilsiger laug-loven at en broder af smedelauget, hvis tilsagt om dette i laughuset (laugs huus), skal ligge sin kniv fra sig:

”14. Huilchen som iche fanger sin knif fra sig naar tilsigis,
bøde j tønne øll och ij Sk. i bøssen”¹.

¹ Oluf Nielsen: Kjøbenhavns Diplomatarium (1838-96, Bind II, s. 301-306).

Øverst: Detalje fra Christiern Pedersen’s udgave af Saxo’s Gesta Danorum fra år 1514 e.Kr. To af de dansende bønder er bevæbnet med en enorm scramasax; den ene, i højre side fra læseren, har den hængende foran. Den anden bonde har den hængende på venstre side, og vi ser kun selve grebet.
Nederst: Tidligste kendte afbildning af et Maj-blus (flammerne kommende ud af krukken) fra en Majfest i Sverige. Dette er forløberen til det senere Sankt Hans-bål. Olaus Magnus (1490-1557) i værket "Historia de gentibus septentrionalibus" (Historie om de nordiske folk) fra 1555. Bemærk den enorme scramasax i venstre side på den unge mand siddende med løftet krus på bænken.
Billedkilde: Skalk (2006:2, s.23) og Skalk (2006:3, s. 15)

Ordet ”scrama/skráma” eller i dag ”skramme” i betydningen ”sår” er knyttet til det ”at skræmme”, og viser at dette våben havde mindre slagkraft, men var livsnødvendigt. Derfor har alle soldater naturligvis et tilsvarende våben i deres udrustning i dag.
 
 

Denne bronze afbildning, benyttet til at lave afbildninger på forsvarshjelme, blev fundet i Sverige og er dateret til 700 tallet e.Kr. Afbildningen viser Odin med to hjælpeånder i form af vildsvin ”talende” til ham på hver side. I Odin/Kongens venstre hånd ses en ”scramasax/skrámasax” eller ”saxknífr”. Da han holder dette våben i venstre hånd kan vi se at det er reservevåbenet. Vi kan også se at det er lang som personens albue, dvs. ca. 40 cm., langt større end en normal kniv. Billedkilde: John Grant: Viking Mythology (1991, s. 114)

”scramasax/skrámasax” eller ”saxknífr” fundet i Themsen ved Battersea (centrale London, men i samtiden langt uden for Lundenbyrg/Lundeborg). Dateret ganske sent til sidst i 800 tallet e.Kr., men vigtig fordi der er ristet 28 runer på bladet, endnu ufortolket, inklusive navnet ”Beagnoþ”. Bladets udformning var alsidig. Det er håndgrebets manglende pommel og hjalte der gør våbenet til en ”sax/seax”.

Forståelsen for at vi alle bar en ”sax/seax” har enorm betydning når vi kommer frem til romerske beskrivelser af de tidligste angreb på de nye kongeriger i Britannien år 364 e.Kr., hvor betegnelsen ”saxonesque” (latin) benyttes. Denne romerske betegnelse henviser ikke, som senere historieskrivere af religiøse og politiske årsager forsøger at retfærdiggøre, til germanske stammer, men til os. Se afsnittet ”Kongedømmerne i Britannien (udover Øst-Anglen)”.
 
Fra de mange fund af scramasax/saxknifr ser det ud til at saxen som reservevåben båret i et bælte omkring livet horisontalt henover lænden, var op til ca. 45 cm i samlet længde, hvoraf bladet er ca. 33 cm. De mange forskellige længder på saxen har en logisk forklaring. Da alle frie mænd og kvinder bar en sax, og denne skulle kunne trækkes fri fra skeden så hurtigt som muligt, har dette sat en mindste og største størrelse på saxen for at dette fysisk kan lade sig gøre ved at række armen bagom ryggen og trække våbenet. Samtidigt har den enkelte sax skulle tilpasses personen der bar den.
 
Eggja Runehelle/Eggjumstenen fra gården Eggja i Sogndal i Sogn, Norge lå på en mandsgrav, hvor gravgodset var bl.a. en scramasax/ saxknifr. Den 200 runer lange runeskrift i Ældre Futhark er dateret til 600 tallet e.Kr. og har bl.a. følgende indskrift:

”Nissolusotuknisaksestainskorinn”

Der kan læses som:

”Ni's sólu sótt ok ni saxe stain skorinn”

Som jeg oversætter til:

”Ej (er det) søgt (af) sol og ej (er) stenen skåret (med) saxen....”¹

¹ ”Sakse” er ridset som ”Sol-Hagl (Yngre Futhark)/Ior (Angelsaksiske runer)-Kaun (Yngre Futhark)-Sol-Eol” og viser den sene datering af indskriften i forbindelse med Ældre Futhark. Runen ”Hagl” (der  betyder ”H” i Yngre Futhark) eller ”Ior” (der betyder ”io” i Angelsaksiske runer) er korrekt fortolket som runen ”As” (A) i Ældre Futhark da samme rune er benyttet i betydningn ”a” i ordet ”stain”. Hvorfor vi har denne mærkværdige udgave af ”as” kan jeg ikke forklare.

Efterser vi tilstedeværelsen af våbentyper i gravfund omkring 500 tallet e.Kr. finder vi ”scramasax/skrámasax” eller ”saxknífr”, liggende ved siden af hoften af den døde, med størst hyppighed i gravfund fra den sydlige del af de nye kongeriger i Britannien, dvs. Kent og Sussex.¹ Det antyder at dette våben har nydt størst anseelse hos ætterne hørende til Hengest, der udvandrer fra midt-Jylland omkring år 449-455 e.Kr. samt Ælle, som jeg argumenterer for er identisk til enkedronning Ólöf til Saxland og ”dryhtcwen Ealhhild” (drotkvinde Ealhhild) i Widsith-digtet ( sætning 97-98), og udvandrer til Sussex år 477 e.Kr.
 
¹ Heinrich Härke: Early Saxon weapon burials: frequencies, distributions and weapon combinations" i S.C. Hawkes: "Weapons and warfare in Anglo-Saxon England". Oxford University Committee for Archaeology, Monograph 21, 1990. 

Seolfor pening, silfr peningr, sølvpenge – Sceat fra ca. år 710-760 e.Kr. Series R, 5. Fundet i Suffolk. Vi ser 4 Angel-saksiske runer: beorc (b), dæg (d), peorð (p) og ?. Se afsnittet ”Guldskilling og Sølvpenge - vægt i guld og sølv” om en mulig fortolkning. Den afbildede person, som vi ikke ved om vender ryggen til, er i færd med at kaste sit spyd. Under den løftede overarm ses skaftet på en scramasax. Den runde ring kan, som figurafbildningerne på ”det korte” guldhorn, være den hellige edsring (se afsnittet ”Sumarsólstaða  –  Liða - ætlingen ofres og sommeren komme”).
 
 

Beowulf-kvadet viser os brugen af en scramasax (sætning 2703-4):
 

Min oversættelse til nudansk.

Det er Beowulf’s egen scramasax vi her hører omtalt. Ringbrynjen gik hele vejen ned om lænden. Derfor skal scramasaxen sidde uden på brynjen. Vi kender navnene på Beowulf’s sværd, hvorfor vi ved at dette må være hans scramasax.
 
 
 
 
 

To Scramasax smedet til mig af Ibéria - Comércio de Espadas Militares, Santos 2005-2006. De to helt forskellige scramasax er forsøgt gjort så tæt på de fysiske eller visuelle gengivelser vi har fra 7-800 tallet e.Kr. Den samlede længde er 44.5 cm. Den enæggede scramasax (til venstre) vejer 442 gram, den tve-æggede (til højre) 599 gram. Balancen i den enæggede scramasax er nøjagtigt hvor klingen "knækker" mod spidsen. På den tve-æggede er samme lige foran grebet. Begge udgaver af scramasaxen bæres af alle fribårne som reservevåben under slag, men deres oprindelse er efter min vurdering forskellig. Den enæggede scramasax er et fantastisk "hugge-ned" og "stikke"- værktøj, og må tage sin oprindelse i et landbrugsredskab, benyttet i det daglige. Den tve-æggede scramasax er et parade-våben, hvis oprindelse må være en simpel spydsspids med greb. Den enæggede scramasax er langt overlegen og har været den mest benyttede. Prøv visuelt at sætte to enæggede scramasax sammen lige foran grebet med klingerne vendt mod hinanden - resultatet er en hæksaks!

 
 
Lolland = Saksmarku (saksernes nordlige grænseområde)

Geografisk kan vi fra Beowulf-kvadet og Widsith-digtet se at sakserne i tidsrummet ca. år 360-450 e.Kr., befinder sig på Østersøens sydlige bred. Det oprindelige landområde har været fra Ejder-floden til Sax-elfr eller ”Saksernes elv” (Elben), senere kaldet Holsten.
 
Mod nord, på Østersøens nordlige bred, har vi Lolland og Falster.

Øverst Sakskøbings byvåben fra år 1584 e.Kr. med to uldsakse. Sakskøbing var møntby i 1300-tallet. Danmark var pantsat til Holsten og panthaveren lod mønt slå her fra år 1328 e.Kr. Senere har prins Ottos tilhængere ladet slå en type med afbildning af en uldsaks sandsynligvis fra år 1334-35 e.Kr. Den ovenfor viste mønt (Mansfeld-Bûllner nr. 568) viser muligvis en sådan mønt. www.gladsaxegymnasium.dk/2/sted.htm

Sakskøbing, Lolland hed i Valdemars Jordebog fra år 1231 e.Kr. oprindeligt ”Saxthorp” og ”Saxakopingh” (fra det oldnordiske ”Saxþorp” og ”Saxakaupang”). Med brugen af det oldnordiske ”þorp” er vi med sikkerhed tilbage til før 800 tallet e.Kr. og formentligt også før udvandringen til de nye kongeriger i Britannien fra år 449 e.Kr. Da byvåbenet indeholder 2 uldsakse kan vi sikkert slutte at de to bygder Saxþorp og Saxakaupang på et tidspunkt blev til én bygd.

Gammelt bykort over Sakskøbing.

De oprindelige bygder lå ved Hardenberg å. Årsagen til at bygden lagdes her var at her fandtes det eneste vadested fra det østlige Lolland til den vestlige del. Øen var skåret over på langs af Sakskøbing Fjord og Hardenberg å efterfulgt af et moseområde der strakte sig til Flintinge å mod syd.
 
De ætter der havde kontrol med Sakskøbing, styrede dermed hele Lolland.
 
Da det første slot i Nykøbing først blev bygget i 1100 tallet, har Sakskøbing været den oprindelige hovedbygd for vore sydlige øer. Det har den betydningsfulde konsekvens at Sakserne uden tvivl har haft kontrol med hele Lolland. Dette synes tillige at være tilfældet for Falster.
 
At Sakskøbing var den oprindelige hovedbygd, og dermed dets landskab den vigtigste landsdel i området, er nok derfor vi siger Lolland-Falster selvom det faktisk burde være Falster-Lolland set fra kongsgårdene i Himlingøje, Ringsted, Lejre, Roskilde og Vordingborg.
 
Kigger vi på hovedåen, Hardenberg å, da kan Hardenberg have betydet ”af en hård klippe er han brudt” da ordet ”berg” ofte brugtes i omtalen af en person eller familie f.eks. ”Þvi berginu brottinn” (af slig klippe er han brudt). Det må være rimeligt at slutte at navnet på åen kan være navnet eller tilnavnet på en tidlig saksisk lokalkonge.
 
Det oprindelige thingsted må have været Radsted (”Rathestethe” (1358) og ”Radsted” (1378)) lige uden for Sakskøbing (der modsvares af Rathwet (Rodemark) syd for Stubbekøbing. Nudagens "Radbjerg" ved Syd-virket mener jeg er fejl for "Raabjerg"). At begge thingsteder indeholder ”rad” eller ”råder”, der går igen i en række Angliske kongenavne, jvf. f.eks. ”Aelfraed” (i dag ”Alfred”) eller ”Alfer’s Råd” og ”Aelfric” (i dag ”Eldrige”) eller ”Alfernes Rig/Råder” synes at understøtte formodningen om hvem der oprindeligt havde kontrol med landsdelen¹. Det lokale byråd i 400 tallet e.Kr. kaldes ”túnrǽd” (oldengelsk) eller ”tun-rådet”.

¹ Jeg er ikke enig i at "Rad" i "Radsted" skulle være en evolution af mandsnavnet "Hraði", gammeldansk "Rathi".
 

I 1843 fandt man ”Radstedskatten” netop i Radsted. Hauberg anfører om dette fund:

”Radsted, Musse Herred, Lolland. 1843. I dette lille, omtrent i Aaret 1290 nedlagte Fund ere de 3 af dets Typer vestlige, medens det kun indeholder 1 sjællandsk typ. Det fandtes i en tørvemose”.

Sakskøbing set fra nordøst med den gamle bro over vadestedet klart synlig i billedets venstre side. Dette billede er et vægmaleri fra det store soveværelse på herregården Cypressegaard, Nykøbingvej 135. Jeg fandt dette vægmaleri (og et andet visende den oprindelige herregård) under et besøg på gården juli 2004. Ulla Schaltz, museumsinspektør, Lolland-Falsters Stiftsmuseum har nu fået vægmalerierne ind i sognearkivet. I år 1796 fik baron Hardenberg-Reventlow tilladelse til at sælge den under stamhuset hørende gård ”Cypressegaarden kaldet” for 2.000 Rigsdaler. En god ven, Alice Foged, har forklaret mig at det var skik på Lolland at omrejsende malere, mod kost og logi, malede vægmalerier af herregårdene og den omliggende natur. Da Cypressegaard ligger i Radsted sogn lige før ankomsten til det gamle vadested har maleren derfor fysisk kunne se Sakskøbing som vist ovenfor. Mit gæt er at maleriet er fra sidst i 1700 tallet til begyndelsen af 1800 tallet. 

Til venstre: Broen over det gamle vadested juli 2004 set fra nord, dvs. fra Sakskøbing Fjord.
Til højre: Bunden af Sakskøbing Fjord juli 2004 set fra syd, dvs. fra broen over det gamle vadested.

Som det kan ses på bykortet ovenfor findes også stednavnet ”Saxemarken”. Stednavnet forekommer 24.8.1488 som ”Saxemarch”.  Lige vigtigt har vi har stednavnet ”Saksfjed”, dvs. ”saksernes lave halvø/fed”, der 31.8.1483 skrives ”saxfed” og i 1681 som ”saxfied”. Dette stednavn ligger på Lollands sydkyst, ca. 10 km. sydøst for Rødby (i dag videreført i Saksfjed Inddæmningen) ¹.
 
Forleddet ”Saks/Sax”, der i lollandsk ømål udtales ”Sags”, kan alene henvise til de saksiske ætter.
 
¹ Anders Gjerrum & Christian Lisse: Maribo Amts Stednavne (1954).

Det antyder stærkt at Lollands oprindelige navn har været ”Saksmarku” eller ”Saksernes Mark” og har været saksernes nordlige grænseområde op til de første udvandringer til de nye kongeriger i Britannien fra år 449 e.Kr.

Vi ved fra Wulfstan’s beretning at dette har ændret sig til Láland/Låland (Bølge + land) i ca. år 890 e.Kr. men på dette tidspunkt har udvandringen til England fundet sted ¹.

¹ Hvis nogen, som jeg, undrer sig over hvor ”Lars Tyndskids marker” lå, og ifølge landmandskonerne på Falster stadig ligger, findes i Musse Herred, Lolland stednavnet ”Skidenars”. Ordet er sammensat af  ”skiden” + ”ars” (bagdel), og betegner at pløjemarken er så pløret at fribondens ars/røv bliver snavset (ved fald eller bare ved at gå i marken), hvorfor hans kone ved hans hjemkomst har gjort ham opmærksom på hans skidenars. (Anders Gjerrum & Christian Lisse: Maribo Amts Stednavne (1954).

”Var din Næse for en skiden Ars”

(Marcolfus – Det er: En lystig Samtale imellem Kong Salomon og Marcolfum – Saare kortvillig at læse (Kiøbenhafn, 1699))

Falster hed oprindeligt ”Falstr”. I ”Årsskrift 1981” (Lokalhistorisk Arkiv, Nørre-Alslev Kommune, s. 74, se også "Årsskrift 1982", s. 126) er ”Falster” forklaret som udviklet fra det oldnordiske ”fela, fiala” (skjule, fjæle, dølge), jvf. f.eks. udtrykket ”fal þá sýn milli þeirra” (de kunne ikke længere se hinanden). Det udløser på gammeldansk udtrykket ”fjelster” i betydningen ”skjulested”, og kan være en henvisning til de mange skovomringede vige Falsters topografi oprindeligt kunne byde vikinger (i den oprindelige forståelse). Det oldnordiske ”falr” (gammeldansk ”fal”, bornholmsk ”fala”, norsk ”fale”) betegner det hule endestykke på spydspidsen, over hvilken skaftet blev gjort fast (og derfor skjulte dette). 

Snorre gør, så vidt jeg kan se, brug af et tilknyttet ord i Gylfaginning (kap. 50, Snorre Edda) :

”En oft um daga brá hann sér í lax líki, og falst þá þar sem heitir Fránangursfoss”

Som jeg oversætter til:

”End ofte om dagen forandrede han sig til en laks, og bedrog da dér som hedder Det Glindsende Vandfald”

Ordet ”falst” er her oversat fra "fals" (falsk, svig, bedrag), der i sin etymologiske oprindelse ligeledes betyder "skjuler". Falster betyder derfor "skjulestedet". Vi har måske et lokalt eksempel på brugen af stednavnet gennem ”fala” i Lillebrænde Sogn (Brænningy Litlæ), Falster Nørre Herred (se ”Årsskrift 1982”, Lokalhistorisk Arkiv, Nørre-Alslev Kommune, s. 131)

Jeg mener at følgende stednavne muligvis kan vidne om hvor de ætter, der var kendt som sakserne, satte bopæl:

• Saxstrup/Saxtorf (fra Saxþorp), syd for Landskrona i Skåne. Det beretter krøniken om Den Store Nordiske Krig om ”udi dett aar 1677” (3:die bog): ”Den 5 Julii bröd kongen aff Danmarch op fra Malmöe, forlod den gandske och satte sig den 6 dito ved Saxstrup for Hellerup aae, en halff miil fra Landtzcrone, huor arméen huildte sig indtil den 12 Julii...”
• Saxby, Ormsø, Estland.
• Saxtorf (fra Saxþorp), i Rendsborg-Egernførde Amt ved Ejder-floden op til Anglernes område ”Angul”.