Forside Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>

Eotenum, ytum, *eutii - jyderne

 

”Jyden, han æ stærk aa sej” mente Steen Steensen Blicher (1782-1848) i 1846. Jyden er også ”stout” (stolt), og navngiver hovedfloden gennem sit landskab i Kent, England derefter, i dag Stour-floden (måske ”Den Urokkelige”).
 
Men hvem var og er jyderne, og hvorfra kom de?
 
Først må vi tilføje rummet ”tid” da vi er nødsaget at fange de ændringer der sker i forståelsen af ”jyder”.
 
I 500 tallet e.Kr. er ”Healf-Dene” i Beowulf-kvadet en betegnelse for de jyske ætter vi finder i Midt/Nørre Jylland. Jeg mener klart vi kan slutte fra betegnelsen ”halv-daner” at de jyske ætter oprindeligt er tilrejsende ætter, der indvandrer fra et sted syd (eller sydøst) for Ejder-floden (i kapitlet ”Daner - Danir – Vandfolket” viser hvorfor jeg har denne geografiske afgrænsning). Dernæst, og ingen vil være uenig heri, er jyderne nok danske, men både i sind, og selvforståelse, klart en særskilt stamme.

Det siges at bækken ”Helligbæk” (Helligenbæk, Helle’bæk, Hilliabeck) i Farensted sogn, Strukstrup Herred, Angel, der løber tværs over Sønderjylland mellem Slesvig by og Flensborg, i tiden før Poppo besøgte Danmark år 960 e.Kr., blev kaldt ”Jytebæk”, dvs. ”Jydernes bæk”. Anglerne havde deres hovedbygd og tingsted i Strukstrup Herred fra ankomsten ca. år 40-77 e.Kr. op til udvandringen til Øst-Anglen fra år 497 e.Kr. fremefter. Dette kan vel være Jyllands oprindelige sydlige grænse. 1

1 Se  J.M Thiele: Danmarks Folkesagn  (1843, 1. Deel, s.21, ”Popholz og Helligenbæk”).

 

Da vi har fået kontrol med landskabet nord for Ejder-floden, og dermed Anglen, ca. år 200 e.Kr. flyttes Jylland’s oprindelige sydlige grænse til lige nord for Anglen ved Store Jyndevad (”Jotenwath”, Store Jyde-vad[ested]) lige uden for landsbyen Rens, igen lige øst for Tønder, Sønderjylland. Gradvist presses denne grænse i de første århundreder e.Kr. længere mod nord til Ribe. Det er ultimativt dette indvandringspres, der fremtvinger jydernes delvise udvandring fra Jylland 1 ca. år 390 e.Kr. og kontrollen med Kent, England fra år 449 e.Kr.

1 "Jótland" (oldnordisk) og "Eoto land" (oldengelsk). Kong Alfred den Store var lokalkonge af Wessex år 871-899 e.Kr. Hans oversættelse af Bede’s ”Historia Ecclesiastica Gentis Anglorum” (IV:16) fra år 731 e.Kr. fra latin til oldengelsk lyder: ”þa flugon þa cnihtas ut af þam ealande, ond wæron gelædde on þa neah-mægþe, seo is gecyd Eoto (v.r. Ytena) land” eller "da fløj da knægtene ud af disse øer, og blev ledt til det landskab, der er kendt [som] Jydernes land".  I Knytlinga Saga (kap. 22) omtales landskabet i Kong Svend II Estridsøn (regent 1047-1074)'s regeringstid som "allri Jótagrund" (Alle Jyder's Grund) af Thorleif Fagre (Þorleikr fagri). Som følge af sammenhængen mellem brugen af "land"og kongetitel, betyder det at landskabet ikke længere har en selvstændig konge.

 

chap5-10-3-0-1.jpg 

Kort visende stednavnene "Jytebæk" (Helligbæk) og "Jotenwath" (Store Jyndevad) i Sønderjylland.
Billedkilde: Google Earth 6. september 2008.

 

 

Jydernes centrale forsvarsanlæg omkring år 0 har været bl.a. fæstningen ved Ørregårde, i trekanten mellem Herning, Viborg og Holstebro.

 

chap5-10-3-0-15.jpg 
 

Ørregårde-fæstningen

Ørregårde-fæstningen (stednavnet forekommer i flertal) bestod af 15 gårde, stramt opført som rækkehuse gavl mod gavl, og med hver sin smedje og jernudvindingsovn. Her har været stor våbenfremstilling til den jyske hær.

Man aner inde i fæstningen hvorledes langhusene har stået gavl mod gavl.

Det ser ud til at dateringen af fortet er til omkring år 0. Fra hvad vi kan se fra historien ankommer jyderne til den jyske halvø mellem år 120 f.Kr. og år 98 e.Kr. Den sydlige grænse i samtiden er Jytebæk, Farensted sogn, Strukstrup Herred, Angel, der løber tværs over Sønderjylland mellem Slesvig by og Flensborg. Den nordlige grænse er helligdommen i Viborg.

I samtiden har jyderne ingen konge og Jylland kaldes endnu ikke "land", da begge kræver min. 6 slægtleds besiddelse. Landskabsbetegnelsen "Jótland" (oldnordisk) og "Eoto land" (oldengelsk) udløses tidligst år 120 e.Kr.

Landskabets navn i samtiden kan vel have været "allri Jótagrund" (Alle Jyder's Grund), som det omtales i Knytlinga Saga (kap. 22), der forekommer at være et meget gammelt og ældre navn for landskabet.

Billedkilde: Malene Sommer Christiansen: Arkæologer afslører ukendt militærmagt fra jernalderen i Midtjylland (8.9.2017, www.videnskab.dk). Luftfotoet taget af Lis Helles Olesen.

 

Tacitus kender til og stedplacerer jyderne i Jylland under navnet ”Eudoses, Euthiones" (latin)” år 98 e.Kr.

I Beowulf-kvadet (sætning 902) og i Widsith-digtet (sætning 26) kaldes jyderne for ”eotenum, ytum" (oldengelsk). Den frankiske konge Theudebert I. nævner år 534-548 e.Kr. på oldfrankisk ”saxones eucii”. Jeg viser i afsnittet ”Sakserne” at brugen af ”saxones” i samtiden intet har med de senere nysaksiske ætter at gøre, men henviser til den ”scramasax/skrámasax” alle vore frie mænd og kvinder bar. Det oldfrankiske ”eucii” menes at være en forvanskning af ”*eutii”. Disse tre dialekter mener jeg ligger sprogligt tæt på det oprindelige urnordiske stammenavn, der igen videreføres på gammeldansk som ”iuthær, iutæ(r)”. På oldnordisk har vi betegnelserne ”jótar, ýtar”. 

Jordanes: Getica sive De Origine Actibusque Gothorum (Bog XLVIII: 251) fra ca. år 550 e.Kr. skriver:

Widirico quoque filius natus est Eutharicus, qui junctus Amalaswinthae, filiae TheodericiWidiric havde også en anerkendt søn Euþaric, der (ved giftermål) knyttedes til Amalaswinþa, datter af Theodric

Min oversættelse til nudansk. Da "viðr, widu, wudu" (oldnordisk, oldengelsk) betyder "skov", må "Widiric" betyde "Den der råder over skoven". Jvf. Jordanes nedstammer "Widiric" fra "Wisigotharum" (De Vise Goter), efter de år 376 e.Kr. er draget mod vest til det sydlige Europa for at undgå Hunnerne. Er forstavelsen i sønnens navn Eutharicus (Euþaric) knyttet til gammeldansk "iuthær"? I så fald må vi opfatte navnet som "Den der råder over Jyderne". Han kendes på latin som "Flavius Eutharicus Cillica" og var Konsul og Våbensøn (filius per arma), dvs. væring, for Gårdkongen i Miklagaard (Miklagarð), den byzantinske Kejser Justin I (Flavius Justinus, regent 518-527). Han døde 42 år gammel år 522 e.Kr.

Theodric (Ðéodríc, år 454-526 e.Kr.) iflg. det oldengelske digt ”Deór” (sætning 19-20) "besad tredive vintre Mæringebog" (Ravenna i det nordøstlige Italien). Forstavelsen i pigenavnet Amalaswinthae (Amalasuntha, Amalasuentha, Amalaswintha, Amalasuintha, Amalswinthe, Amalasontha, ca. 495 – 30 april 534/535) henviser til Amali-ætten. Pigenavnet Amalie er udviklet fra Amali-ætten, den fremmeste af alle gotiske ætter.

 

Ordet for jætter er ”jötun, iötun” (oldnordisk) og ”eoten” (oldengelsk).

En person fra Judæa hedder på hebraisk ”ÅIoudai'oß”, der oversættes til ”Ioudaios” og fonetisk udtales ”ee-oo-dah'-yos ”. Judæa har derfor heddet ”Iouda” og skulle udtales fonetisk ”ee-oo-dah.” Når vore Edda derfor skriver jættehjem eller ”Jötunheima, Iötunheimr”, og vi kan vise at dette område bl.a. har ligget i Judæa, så har jættehjem været ensbetydende med Judæa (se kapitlet ”Jætter”).

Det leder til overvejelsen om jyderne oprindeligt udvandrede fra landskabet Judæa.
 
Et egyptisk dokument fra ca. år 1190 f.Kr. henviser til en gruppe nomade-folk der var drevet til Nilens bred af hungersnød i samtiden:
 
”...Vi] er færdige med at lade nomade-stammerne Edom rejse forbi borgen [ved] Mer-ne-Ptah Hotep-hir-Maat – liv, velstand, helbred! – der er i Tjeke, ved Per-Atum’s ferskvand [ved] Mer-ne-Pthan, for at holde dem i live og for at holde deres kvæg i live, gennem det store ka af Pharaoh – liv, velstand, helbred! – den gode sol for hvert et land...”. 1

1 Theodoor Christiaan Vriezen & A.S. van der Woude: Ancient Israelite and Early Jewish Literature (post mortem 2000, s. 35). Min oversættelse til nudansk.

 

Er ”Edom”-stammen, hvis hovedvirke er kvægdrift, jyderne?

Tror vi på dette da kan vi vise jyderne i Det Gamle Testamente: 

”Og Herren talede til Moses og Aron ved bjerget Hor ved grænsen til Edoms land og sagde:”
(4. Mosebog 20:23)

”Så brød de op fra Kadesj og slog lejr ved bjerget Hor ved randen af Edoms land"
(4. Mosebog 33:37)

I den engelske oversættelse af 4. Mosebog (Book of Numbers) fra 1611 skrives ”Edoms” som ”Edoni”. 
 
”Hor” bjerget skulle findes ved Seir bjerget på den østlige side af Ghor (arabisk ”el-Ghor”) ved Wady Mousa (lige sydøst for Petra, Jordan), men dette er der ingen enighed om. Petra (græsk for ”klippe”) er identisk til Seir bjerget. Der er udgravet en borg fra Edom-folket dateret til 6-500 tallet f.Kr. på toppen af Umm el-Biyarah, der er en høj, stejl, klippetop i Petra området.

Deres hovedbygd ser ud til at have været Bozrah. Stednavnet ”Bozrah, Botsa, Botzrah, Buseirah” (udtalt ”Bots·rä'") betyder ”indhegning, fold”. Man kunne evt. overveje om ikke førstestavelsen ”Bo-, Bu-” bliver til det oldnordiske og oldengelske ”bú, bu” (bosted, husholdning). I dag kaldes byen for ”Bouseira” og ligger i det sydlige Jordan.
 
Edom-folket uddrives herfra af Nabatean-folket, og de folkevandrer ind i det sydlige Judæa.
 
I Det Nye Testamente (Markus-Evangeliet 3:8) kaldes Edom-folket’s landområde for ”Idumaia” (Wulfila, gotisk) og ”Idumæa” (nudansk), der er den græske betegnelse ”Idumen” for landskabet.
 
Vi har et ganske glimrende indtryk af ”Edom”-stammen fra Det Gamle Testamente:

”Herre, ihukom Edoms sønner for Jerusalems dag, at de råbte: ”Nedbryd, nedbryd lige til grunden!”
(Salmernes Bog 137:7)

Edom-folket kom med andre ord ikke overens med de omkringliggende stammer, og var i alliance med babylonerne. Obadias’ Bog (10-15) forklarer direkte af Edom-folket lod stå til da ca. 10.000 jøder, en stor del men næppe alle, sendes i landflygtighed til byen Babylon år 597 (586)-538 f.Kr. under Kong Nebuchadnezzar II (Nebukadnezar af Babel) (år 605-562 f.Kr.). Som vi alle husker var jyderne, jvf. Saxo i Gesta Danorum (DRK 12:126), rimeligt fortørnet over ikke at måtte plyndre Arkona år 1168/69 e.Kr., og overfusede Absalon med skældsord. Det har tydeligvis være god jysk (handels)-skik fra arilds tid for Edom-folket benytter Kong Nebuchadnezzar II’s sejr over jøderne til at ”gribe efter dets gods på ulykkens dag!” (Obadias’ Bog 13).
 
Edom-folket nævnes ligeledes i Esajas’ Bog (63:1-6), Jeremias’ Bog (49:7-22), Amos’ Bog (1:11) og Ezekiels Bog (25:12-14, 35).
 
Særligt Ezekiels Bog (35) giver os et bud på hvorfor Edom-folket må vandre videre: ”..jeg gør dig til ørk og ødemark..dine byer lægger jeg i grus....Fordi du nærede evigt had og i nødens stund overgav israeliterne til sværdet....”. Hvorvidt det er jordskælv, ørkenens frembrusen eller begge, så bliver Edom-folkets landområder ufrugtbare og må forlades. Det har Edom-folkets fjender opfattet som den søde hævn for tidligere ugerninger.
 
En af Edom-folkets tidligste konger hed Husjam, jvf. 1. Mosebog (36:34) og 1. Krønikebog (1:45). Han er her opført som kommende fra Teman, hvis landskab var den nordlige del af Edom-folkets landområde. Han efterfølges af Kong Hadad, Bedads søn.
 
Som en læser har været venlig at foreslå kan folkevandringen fra Judæa have været til Trakien, hvor vi i 5-400 tallet f.Kr. finder Edone (Edoni)- stammen. 

 

 chap5-10-3-0-2.jpg

I tidsrummet år 470-465 f.Kr. slår Kong Geta sølvmønt med inskriptionen på græsk ”ΓΕΤΑ [ΒΑΣΙΛΕΩΣ ΗΔ]ΩΝΑΝ” (GETA [BASILEWS HD]WNAN)  og ”ΓΕΤΑΣ ΗΔΟΝΕΟΝ ΒΑΣΙΛΕΥΣ” (GETAS HDONEON BASILEUS) eller Geta - Edone-folkets konge. En muskuløs kvæghyrde vogter 1 og 2 tyre. På møntens anden side det for os endog meget velkendte livkors indsat i solen – solhjulet. Afbildningen kan enten vise Tyren (guden Tyr) eller at Edone-folket var kvægdrivere, eller begge dele. Der findes 13 kendte mønter med tre forskellige aftryk. Møntens enhed er en Oktadrachm (28.32 gram). Vi kender kun Kong Geta fra dette område fra disse mønter. Der er klart en sammenhæng mellem Kong Geta’s mønter og de slået i byen Ichnae (ΙΨΝΑΙΩΝ, ΙΨΝΑΟΝ), i landskabet Bottiaeis (Bottiaea) år 500-480 f.Kr. Dette landskab lå mellem Axius og Lydias (Ludias) i hvad bliver nedre Makedonien og nævnes af Herodot (VII:123). Også disse mønter viser en muskuløs kvæghyrde mellem to stykker kvæg, hvoraf en er en tyr, samt solhjulet i en firkantet ramme. Hvorledes denne sammenhæng består ved vi ikke. Byen Ichnae, med den nærliggende senere makedoniske hovedstad Pella, lå i samtiden ude ved kysten. I dag ligger begge 30 km inde i landet.

 

 

 chap5-10-3-0-3.jpg

”MACEDONIA, THRACIA, ILLYRIA, MOESIA ET DACIA” (1849)

 

Herodot (år 484-425 f.Kr.): Histories (Bog 5:11) forklarer os om Edone (Ἠδωνῶν, Hedoni, Edoni)-stammen:

ὁ μὲν δὴ Ἱστιαῖος, ἅτε τυραννεύων τῆς Μιλήτου, τυραννίδος μὲν οὐδεμιῆς προσεχρήιζε, αἰτέει δὲ Μύρκινον τὴν Ἠδωνῶν, βουλόμενος ἐν αὐτῇ πόλιν κτίσαι. 

Histiaios [Histiaeus, d. 494 f.Kr.], værende despot af Miletos [Miletus, det sydvestlige Lille-Asien], fremsagde intet krav [til Kong Darius I, 550-486 f.Kr.] udover sit dømme, men bad om landskabet Myrkinos der tilhørte Edone[-stammen], da han dér ønskede at grundlægge en by.

Min oversættelse til nudansk.

 

Myrkinos lå mellem Strymon-floden og Nestos-floden, det nuværende nordøstlige Grækenland. Stednavnet "Myrkinos" (Μύρκινον) er formentlig det nye navn for byen der grundlagdes år 497 f.Kr.

Strabo: Geographika (Bog 7: brudstykke 11) fra år 7 f.Kr. – 18 e.Kr. forklarer om det oprindelige Makedonien, at Edone (Edoni)-stammen havde sit landskab langs Struma (Strymon)-floden ved Amphipolis og Pangaeus bjerget. De fordrives herfra efter et nederlag til hærstyrker fra Athen år 437 f.Kr., hvorefter Athen grundlægger Amphipolis. Der ser ikke ud til at blive slået mønt herfra før år 424 f.Kr.

Man kunne evt. overveje om ”Struma, Strymon” i virkeligheden er en forgræskning af ”straumr, stream” (oldnordisk, oldengelsk) eller ”strømmen”, som så er flodens navn. Floden nævnes år 800 f.Kr. af Hesiod: Theogonien (bog I:339) som "Strumona".
 
Det fører straks til tanken om hvorvidt ”Edone” (Edoni)-stammens kongenavn ”Geta” er identisk til oldengelsk i Beowulf-kvadet ”Géata” (ental) og ”Géatas” (flertal), der igen er identisk til ”Götar”-ætterne, der intet har at gøre med de gotiske ætter 1 . Vi kommer her ihu at Odin har heitene ”Gautr”, ”Gauti”,  "Gautatýr", ”Aldagautr” og ”Aldingautr” for netop at vise at Götar-ætternes konger er ”os” (en af Aserne).
 
 Vær her særligt opmærksom på at ”Götar”, der på oldengelsk i Beowulf-kvadet skrives ”Géata” (ental) og ”Géatas” (flertal), er ”os”, og ikke de gotiske ætter, som vi kender som ”Hreð-Gotum”.  Se afsnittene ”Reidgotaland - Gutisk-Andja” og ”Götar-sønnerne Hygelác, Herebeald og Hæðcyn – sagnet om Balder og Höðr”.

 

Det samtidsbillede der danner sig er at Edone (Edoni)-stammen frem til år 497 f.Kr. befinder sig i deres landskab i Trakien mellem mellem Strymon-floden og Nestos-floden, det nuværende nordøstlige Grækenland. Persiske landstyrker under Kong Darius I. (550-486 f.Kr.) tvinger stammen længere mod syd og vest til et indskrænket landskab langs Strymon-floden. Her har stammen styrke og udsteder mønt år 470-465 f.Kr. under Kong Geta. År 437 f.Kr. er det slut, og stammen tvinges bort fra området; måske på en folkevandring mod det nordlige Europa og Østersøens sydlige bred.

Kong Alfred den Store var lokalkonge af Wessex år 871-899 e.Kr. Han får oversat Bede’s ”Historia Ecclesiastica Gentis Anglorum” (I:15) fra år 731 e.Kr. fra latin til oldengelsk. I den oldengelske oversættelse omskrives Bede’s ”Iutis, Iutarum” til ”Geatum, Geata”. Der laves derfor allerede i 800 tallet e.Kr. en sammenkobling af jyderne og Götar-ætterne. Kong Alfred gennemfører denne omskrivning af Bede fordi han ønsker at læseren skal skelne mellem jyderne i Jylland (Danmark) og jyderne i det sydlige Hampshire. Jyderne i Jylland (Danmark) kalder han Götar og jyderne i det sydlige Hampshire kalder han jyder. Kong Alfred bryder sig ikke om ”os” efter et par mindre sammenstød i tidsrummet år 868-871 e.Kr., og hans febrilske omskrivning af Bede er et forsøg på at fortælle samtiden i England, og undersåtterne i Wessex, at jyderne fra det sydlige Hampshire skam ikke er de samme ætter som hans fjender fra Danmark. Det er naturligvis noget sludder, men den undervurderede forståelse er her at Kong Alfred vælger sammenkoblingen af jyder og Götar-ætterne. Den ser ud til at kunne være sand.

Det er af denne årsag at Jylland to gange benævnes det oldengelske ”Gotland” i Ohthere’s beskrivelse af hvilket land der ligger på den anden side af Norgeshavet, som set fra Scirincgeshēale, det sydlige Norge, samt til styrbord i land-i-sigte sejladsen langs den svenske vestkyst:

"...Wið sūðan þone Sciringeshēal fylð swȳðe mycel sǣ ūp in on ðæt land; sēo is brādre þonne ǣnig man ofer sēon mæge. And is Gotland on ōðre healfe ongēan, and siððan Sillende..."

...

"þā, twegen dagas ǣr hē tō Hǣþum cōme, him wæs on þæt stēorbord Gotland, and Sillende, and īglanda fela. On þǣm landum eardodon Engle, ǣr hī hider on land cōman. And hym wæs ðā twēgen dagas on ðæt bæcbord þā īgland þe in [on] Denemearce hȳrað".

"...Syd for denne Sciringeshēal falder svært stor sø op til dette land; denne er bredere end nogen man magter at se over. Og er Jylland på den anden halvdel, og siden Slien [Slesvig]..."

...

”Da, to dage før han til Hedeby kom, havde han til styrbord Jylland, Slien (&) mange øer. På dette land jordede Anglerne, før de hider til landet kom. (&) havde han da to dage til bagbords de øer der til Danmark hører”.


Min oversættelse til nudansk.

 

Efter at have nævnt "Gotland" to gange i forståelsen "Jylland" henviser Ohthere til Wulfstan's rejse på Østersøen ca. år 890 e.Kr., hvor gives følgende beskrivelse: "þa synd hatene ærest Blecinga-ég, 7 Meore, 7 Eowland, 7 Gotland on bæcbord" (der i sandhed hedder først Blekinge-ø, Møre, Øland, Gotland om bagbord). Her kan der ikke rejses tvivl om at brugen af "Gotland" er det nuværende ø af samme navn.

Landskabsnavnet "Jylland" blev i 800 tallet skrevet "Jótland, Eoto land" (oldnordisk, oldengelsk), og jeg mener ikke det kan betvivles at Ohthere tiltænker at vi skal udtale ordet "Gotland" som "Jótland", men hans tanke er at vi skal opfatte det som ”Götaland” af hensyn til Kong Alfred den Store's politiske dagsorden.

Mandsnavnet "Götar", som jeg har vist forekommer på mønt som "Geta" år 470-465 f.Kr., forekommer ligeledes ridset på et ildstålhåndtag af træ, fundet i Illerup, Skanderborg, Jylland og dateret til år 210/260 e.Kr. (DR MS1995;338):

chap5-10-3-0-4.jpg 

 GauþR, Gauþz
(læses fra venstre mod højre,
og er ridset rundt om knoppen på skaftet)

 chap5-10-3-0-5.jpg

Fyrtøjet af træ og jern, L: 9 cm, B: 2 cm og fundet 1991/92. Findes på Forhistorisk Museum (Moesgård), Højbjerg ved Aarhus.
Dette ildstål bør måske anses som det vigtigste klenodie af alle for de jyske ætter.
Billedkilder: Jørgen Jensen: Danmarks Oldtid (2003, Ældre Jernalder, s. 497) & http://www.arild-hauge.com/

 

Her må vi et kort øjeblik stoppe op og tænke på hvorledes vi udtaler ”Gotland, Götaland, Götar, GauþR/Gauþz”. Den oldengelske forstavelse "ge-" skal udtales "ye-". Derfor har vi følgende udvikling:

"gēol" (oldengelsk, "jól" oldnordisk) → udtales "yeol" → der bliver til "yule" (jul)

"geolo" (oldengelsk, "gulr" oldnordisk) → udtales "yeolo" → der bliver til "yellow" (farven "gul")

"ge" (oldengelsk fra Anglen, "já" oldnordisk) → udtales "ye-" → der bliver til "yes" (ja)

"Gepes Wiz, Gipewiz, Gypeswiz" (oldengelsk) → udtales "yepes wiz" → der bliver til "Ipswich" (by i Øst-Anglen)

Monika Wirkkala, avdelningschef, Svenska institutet, Stockholm har forklaret mig at på Götamål udtales "Götaland, Götar" i dag som "jöötaland, jöötar". Dette er en udvikling fra udtalen i 1600 tallet, der ser ud til at have været "Yiötha"; igen en udvikling fra "giötæ" (Upplandslagen fra ca. år 1296 e.Kr.).

chap5-10-3-0-6.JPG 

Uddrag fra Carl Gripenhielm: Geographisk carta öfwer Baahus Lähn uthi sin wederbörliga form bracht af Carl Gripenhielm (ca. 1690). Fra udsnittets øvre højre hjørne ser vi Göta älven flode ned mod udløbet i Danafjorden og Kattegat. Floden forgrener sig med Nordre elv (Nordre älv) flodende ret sydvest, nord om Hising ø (Hisingen). I selve skæringspunktet ser vi "Bahuus" (Bohus Slot). Bemærk nu hvorledes Göta älven er stavet "Yiötha".

 

Vi kan derfor gøre følgende udvikling gældende:

”Géata, Géatas” (oldengelsk, ental/flertal, Beowulf-kvadet) → udtales "Yeata, Yeatas" → der bliver til "Jööta, Jöötar" (skrevet "Göta, Götar")

Fra stavemåden i Ældre Futhark fra år 210-260 e.Kr. med "GauþR, Gauþz", ser det ud til at den urnordiske udtale har været:

”Gotland, Götaland, Götar, GauþR/Gauþz” → udtales på urnordisk som "*Yautland, *Yautaland, *Yautar, *YauþR/Yauþz”

Derfor er ”Gotland, Götaland, Götar, GauþR/Gauþz” intet uden en dialekt af "eotenum, ytum, *eutii" - jyderne 1.

1 Tak til Bjarne Johannsen for at påpege denne dybe indsigt. Det "Gotland" der her tænkes på er ikke øen, der i dag staves på samme vis, men det oldengelske brug af landskabsnavnet.

 

Med denne viden kan vi nu forstå hvorfor Eske Brock 1 i sin dagbog 4. januar 1613, under udredelsen af de vanskelige fredsforhandlinger af Kalmarkrigen mellem Sverige og Danmark i hvad nu kaldes Freden i Knærød 1613, skriver:

”Den 4. møttis vi igen, och da vedt gesantherne bødt [de] oss thj gange 100.000 daller, huorom vi och bleffue forligtt, safrempt de andre tho sager och bleffue forligtt om de 3 chroner og tholden. Och vj begierde til vnderpandt Elssborg med alle tilligelsser, och de tilbødt Hordalen j Vester Judtlandt ligende, och vi begierede, att derssom pengen icke inden thre aar bleffue bethaldt, da skulle Elssborg medt alle tilligelsser effterfølge kronen aff Danmarck.” 

"Ellsborg” er identisk med Elfsborg (Älvsborg), og ligger ved Göta älvens udløb i Västra Götaland. Svenskerne tilbyder som modtræk det langt sydligere beliggende "Hordalen", identisk med den 1 km lange Hördalen i dag Kungsbacka kommune i det nordlige Halland. Dalen ligger i øst-vestlig retning sydøst for Särö.

Selvom Eske Brock fejlagtigt opfatter Hordalen (Hördalen) som værende beliggende i Västra Götaland, kan vi se at han skriver dette landskab som ”Vester Judtlandt”. Med andre ord, ”Götaland” skrives som ”Judtlandt”. Landskabet  "Jylland" skriver Eske Brock på samme vis som "Judtlandt", jvf. f.eks. dagbogen for 2. juli 1613.

1 Eske Brock (1560-1625) var Nordens mest velhavende adelsmand og rigsråd i sin samtid. Han ejede Gammel Estrup (Jylland), Vemmetofte (Sjælland) og fik Dronningborg (Randers) i len. Samlet ejede han 8 herregårde og 970 fæstegårde. Det sagdes om Eske Brock i samtiden at Brock ”når han vil rejse fra Jylland til Norge, kan han hver nat ligge på sit eget gods”. Se Christian Larsen: Eske Brock medt egen handt (Landbohistorisk Selskab 2005, s. 17, 127, 137).

 

Vi ved at et af kvindenavnene var "Gauthildr", og det forekommer som så i ”Sögubrot af nokkrum fornkonungum í Dana ok Svíaveldi” (1. Frá Óláfi konungi trételgju), der beretter om det vestlige Götaland (Västergötland, Vestre-Gautlandi) ca. år 450-500 e.Kr.  1:

1 "...Óláfr, sonr Ingjalds konungs illráða af Svíaríki, ruddi Vermaland. Hann var kallaðr Óláfr trételgja. Hann var fæddr í Vestra-Gautlandi með þeim manni, er Bófi hét. Saxi hét sonr Bófa, er kallaðr var flettir. Móðir Óláfs var Gauthildr, dóttir Algauta konungs, en hann var sonr Gautreks konungs ins milda, sonar Gauts, er Gautland er við kennt. Álöf var móðir Gauthildar, dóttir Óláfs konungs skyggna, konungs af Næríki...".

 

Ikke at vi skal overdrive betydningen af stamtræet givet os i "Sögubrot af nokkrum fornkonungum í Dana ok Svíaveldi” (1. Frá Óláfi konungi trételgju), men lad os gengive stamtavlen:

 År (e.Kr.)

 Navn

 Kommentar

ca. 500-550Óláfr trételgja (Olaf Trætelge) 
ca. 450-500Fader:Ingjalds konungs illráða af Svíaríki
Moder: Gauthildr, dóttir Algauta konungs
Ynglinga-æt nr. 23
ca. 400-450Fader: Algauta konungs
Moder: Álöf
Et af Odin's Götar-heite
 ca. 350-400Fader: Gautreks konungs ins milda (Gautrek hin Milde)"Gautreks, Gautrek" = Den der råder over Götarne 
ca. 300-350Fader: Gaut

Identisk til mandsnavnet fundet i Illerup Ådal, og i tid og sted måske stamfaderen til Götar-ætterne, jvf. "er Gautland er við kennt" (efter hvem Gautland er opkaldt).

GauþR dræbes i Illerup Ådal, Hjelmslev Herred ca. år 210-260 e.Kr. Af de ialt 129 sæt fyrtøj fundet i Illerup er de 124 et nåleformet stykke jern indsat i et skaft, der alene kendes fra Skandinavien og omkring Østersøen. Dette drab kan vel være årsagen til at Götar-ætterne må drage fra Jylland til de landskaber vi nu kender som Götaland (Gautland). Dette kan også være årsagen til at Götar-ætterne senere vender tilbage til Jylland. Det gør de år 497-521 e.Kr.

Beowulf-kvadet forklarer os at Götarne og Svea-folket har det endelige slag om landegrænse og overherredømme i ”Hrefnawudu” (Raven’s Wood, Ravneskoven) ”ofer wíd wæter” (over det vide vand), som jeg tror er et sted omkring ”Vättern” (vandet). Beowulf-kvadet (sætning 2922-2927) forklarer os at Svea-folkets konge Ongenðío (Ongendþeow) er Götaren Hæðcen Hréþling’s banemand. Saxo skriver at det er Beowulf der dræber ham. Svaret forekommer ligetil – Det er Beowulf der, i tjeneste for Svea-folkets konge Ongenðío (Ongentheow), dræber Hæðcyn. Vi kan nogenlunde tidsbestemme dette slag til år 497-521 e.Kr. Derfor ser vi på et tidspunkt efter 600 tallet e.Kr. Det gamle Svearige (Uppland + Västmanland), Södermanland, Götaland og Öland træde i forening og handle som ét. Det er sikkert samtidigt dette slag der udløser Götarnes tilbagevenden til Jylland. 

(se afsnittet "Götar-sønnerne Hygelác, Herebeald og Hæðcyn – sagnet om Balder og Höðr").

Årsagen til udvandringen fra Jylland til Götaland ca. år 300-350 e.Kr. kan tilskrives disse jyske ætters modvilje mod at lade sig gøre underdanig af skjoldungerne fra Sjælland. Beowulf-kvadet (sætning 1856-1858) forklarer os hvordan forholdet var mellem Gøtarne (= jyderne) og skjoldungerne før freden i begyndelsen af 500 tallet e.Kr.:

Géata léodum ond Gár-Denum
sib gemaénum ond sacu restan,
inwitníþas, þé híe aér drugon,

Gøtar-folket og Spyd-Danerne [= skjoldungerne]
fred tilfælles og sag(smål) [= søgsmål] raste,
stridigheder, som de før(hen) drøjede,

Min oversættelse til nudansk.

 

Arvefjendskabet mellem Danmark og Sverige er langt ældre end tidspunktet for skabelsen af disse lande i midten af 900 tallet e.Kr. Rent faktisk er de danske’s arvefjendskab med de gotiske ætter, som fordrives fra Skandinavien med vor ankomst år 40-77 e.Kr. At dette overføres til et fjendskab med Svea-riget (og Gotland?) kan skyldes at der blandt disse har været tilbageblevne gotiske ætter.

Ekstremt interessant er arvefjendskabet set fra Svea-folkets side ikke mod de danske, men mod de jyske ætter 1 . Hvorfor dette er tilfældet er der ingen der ved, men det kan skyldes at jyderne med held har været i stand til at forsvare deres landskaber i Jylland mod de gotiske ætter. Alternativt er fjendskabet et senere fjendskab mellem Svea-folket og Götar-ætterne om kontrollen over Göta-land. Efter Götarnes udvandring fra Jylland og landnám i Gautland (Götaland) ca. år 300-350 e.Kr., ved vi fra Beowulf-kvadet at Götarne og Svea-folket har det endelige slag (om landegrænse og overherredømme?) i ”Hrefnawudu” (Raven’s Wood, Ravneskoven) ”ofer wíd wæter” eller ”over det vide vand”, som jeg tror er et sted omkring ”Vättern” (vandet). Beowulf-kvadet (sætning 2922-2927) forklarer os at Svea-folkets konge Ongenðío (Ongendþeow) er Götaren Hæðcen Hréþling’s banemand. Saxo skriver at det er Beowulf der dræber ham. Svaret forekommer ligetil – Det er Beowulf der, i tjeneste for Svea-folkets konge Ongenðío (Ongentheow) dræber Hæðcyn. Vi kan nogenlunde tidsbestemme dette slag til år 497-521 e.Kr. Derfor ser vi på et tidspunkt efter 600 tallet e.Kr. Det gamle Svearige (Uppland + Västmanland), Södermanland, Götaland og Öland træde i forening og handle som ét. Svea-riget som nationalstat skabes i dette tidsrum. Se afsnittet "Götar-sønnerne Hygelác, Herebeald og Hæðcyn – sagnet om Balder og Höðr".

”...at den gamla svenska benämningen pâ "arvfienden" ingalunda var "danskarna" utan fastmer "juten”.

 

Den norske skjald Þjóðólfr ór Hvini (Tjodolv fra Kvine): Ynglingatal (vers 5), dateret til ca. år 900 e.Kr. siger følgende:

Hitt vas fyrr
at fold ruðu
sverðberendr
sínum drótni,
ok landherr
af lífs vǫnum
dreyrug vǫ́pn
Dómalda bar,
þás árgjǫrn
Jóta dolgi
Svía kind
of sóa skyldi. 

Det traf sig før(hen)
At (jord)folden rødes.
Sværdbærerne,
deres drot og landherre
med livets håb,
blodige våben
(mod) Dómaldr bar.
Det (gode) års-længsel,
Jydernes fjende
Svea-folket,
for såningens skyld. 

Min oversættelse til nudansk.

 

Tidsrummet for drotten Dómaldr, dvs. han er ikke konge, er før år 450 e.Kr. uden at vi kan komme regeringstiden nærmere. Hvad Ynglingatal forklarer os er at "Svía kind" (Svea-folket) er "Jóta dolgi" (Jydernes fjende) på et tidspunkt før år 450 e.Kr.

 

”Ieg vil laane dig aff mine Mend,
baade Seelandsfar oc Jude:
Disse ere de beste mend,
som baade kunde hugge oc skiude.” 1
 

1 Fra folkevisen ”Vnge Suercke, Konning udi Sverig” (vers 3), gengivet af Hans Svanning (1506-1584) ca. år 1580 e.Kr. og medtaget i Anders Sørensen Wedel’s ”Hundredevisebog” (1591). Kong Sverke (Sverker Karlsson den Yngre) var konge af Svea-folket år 1196-1208 e.Kr. Han blev fordrevet og søgte hjælp fra den sjællandske Hvide-slægt da hans moder var Dronning Kristina Stigsdatter Hvide. Han forsøger forgæves at genvinde tronen med brug af sjællandske og jyske lejetropper, men blev dræbt år 1210 e.Kr.

 

Ludwig Albrecht Gebhardi (1735-1802): Allgemeine Weltgeschichte (Bind 32 & 33 omhandler Danmarks og Norge historie. Disse blev oversat fra tysk til dansk af J. E. Heilmann under titlen ”Kongerigerne Danmarks og Norges samt Hertugdømmerne Slesvigs og Holsteens Historie” (1. Bind 1777; 4. Bind 1797). Nedennævnte er fra Kongeriget Danmarks Historie (1797, Fierde Bind, s. 18-19)):

”Paa selvsamme Tid stedte begge Flaader sammen mellem Øland og Gotland, og leverede hinanden i tre Dage trende Slag. Endelig faldt Seieren den 30te Mai ud til Fordeel for den forenede Flode, og de Svenske mistede det største Skib, de nogensinde have bygt, nemlig Mars, der ogsaa af dem blev kaldet Makalös (uden Mage) og Jytehataren (Jydehaderen), førde to hundrede Kanoner, og blev ved en Lybeksk Soldats Uforsigtighed, der kastede en Ildkugle under Fordækket, antændt, og sprang i Luften med 800 Svenske og endnu flere Lybekker og Danske, der allerede havde bestegen Skibet”.

Johann Adolph Fibiger (1791-1851): Daniel Rantzaus Biographie [1529-1569] (Ny Samling af Skrifter, Selskabet for de skiøne Videnskabbers Forfremmelse, Første Bind, Kjøbenhavn 1824, note 48, s. 502) udvider forståelsen:

” – Især bidrog Admiralen Herluf Trolle, ved den Seier han tilfægtede sig under Øland, hvor det store svenske Admiralskib Mageløs eller Jydehaderen, blev erobret og tilintetgjort, til at giøre dette Aars Pinsefest mærkværdig for Danmark. Herluf Trolles Brev, hvori han underretter Kongen om dette Slag, er dateret Torsdagen den 1ste Juni 1564. Han siger: ”vi kom i Handel med de ”Svenskes Skibe i Tiirsdags nu forgangen”. Slaget varede i to Dage; altsaa begyndte det den 30te Mai, hvilken tillige var tredie Pintsedag.”

Jytehataren (Jydehaderen) blev søsat 1563 og sank 1. juni 1564. At den svenske flådes stolthed, admiralskibet under ledelse af Jakob Bagge (1502-1577), gik under navnet "Jytehataren" (Jydehaderen), viser med al tydelighed at denne urnordiske forståelse var fuldt levende i 1500 tallet. 

Der ser ud til at løbe en tråd fra ca. år 1190 f.Kr., over år 470-465 f.Kr., til jyderne i 1500 tallet e.Kr., der forbinder jyderne med kvægdrift:

”I det 16de Aarhundrede var altsaa Jylland ikke blot Danmarks største, men dets rigeste Landsdel. 1 Datidens Landbrug forstaaeliggør os dette. Hovedvægten laa paa Kvægavl, ikke paa Agerdyrkning, og saaledes kunde Halvøen hævde den Forrang, som Størrelsen anviste den. Det var ogsaa efter denne Hoved-Landsdel, at danske betegnedes som "Juter", en Benævnelse, der var den gængse i Sverige, men under Datidens Krige snart fik en hadefuld Klang”.2

1Jacob (Jacobus) Langebek: Scriptores Rerum Danicarum Medii Aevi (1772-1878, Bog III:280-81)
2 Troels Frederik Troels-Lund: Dagligt Liv i Norden i det sekstende århundrede (1879-1901, Bog I. Om Kulturhistorie. – Land og Folk, s.110-111).

 

Ikke overraskende har vi derfor inden for tamkvægets historie en klar linie af ”jysk kvæg”. Det Jyske Kvæg ser oprindeligt ud til at have været sortbroget ”små, knoklede, ret lavbenede dyr med høj halerod”. 1 Det forekommer mig at der er sket en sproglig fejlfortolkning af at ¼ af Det Jyske Kvæg tilsyneladende i 1700 tallet var ”gråbroget”. Det Jyske Kvæg var ”i gamle dage” enten broget eller blakket 2. På gammeldansk betegner ”broget” som tillægsord at noget er ”mørkplettet”. Som tillægsord på gammeldansk betegner ”blakket” at dyrene er bl.a. ”sortgrå”. Jeg mener klart vi bør opfatte Det Jyske Kvæg som grundlæggende en ”sortbroget” kvægstamme.

1 Foreningen Gamle danske husdyrracer.
2
Se Domestic Animal Information Centre (DAIC) – www.daic.dk i afsnittet ”Hvor udbredt var egentlig det gråbrogede jyske kvæg?”.

 

 chap5-10-3-0-7.jpg

Vægmalerier fra Amenhotep Huy's Gravsted dateret til sent 18. - tidligt 19. dynasti i 1300 tallet f.Kr. (tidsrummet "Det Nye Kongerige" dækker over tiden år 1550-1077 f.Kr. med det 18.,19. & 20. dynasti). Amenhotep Huy var "Landeværner (guvernør) af den nordlige oase". Gravstedet findes i Garet-Helwa, lige syd for Bawiti (El-Qasr), Egypten.
Øverst: En afrikansk højbåren kvinde fra Nubia-folket i sin (strids)vogn trukket af okse på vej fra venstre mod højre. Nubia-folket er på vej med tribut i guld til det egyptiske hof. Den nubiske prins på knæ i underdanighed er navngivet som Hekanefer, prins af Miam (i dag Aniba), et landskab i det nordlige Nubien. Kongeriget Nubien lå i hvad nu er det nordlige Sudan, men var, som vi kan se, underlagt Egypten. Oksen er et eksempel på det oprindelige jyske kvæg.
Nederst: Samme ”jyske” kvæg netop losset fra skibet, en sivbåd, ved Nilen, og undervejs som gave til det egyptiske hof.
Billedkilde: Nina de Garis Davies & Alan H. Gardiner: The Tomb of Huy, Viceroy of Nubia in the reign of Tut’ankhamun (No. 40) (1926)

 

Peder Laales Danske Ordsprog fra 1300 tallet siger:

Nr. 826 Sworth koo gijfwer hwijdh mælck
(sort ko giver hvid mælk)

 

Jeg tror også der blandt jydernes selv har været en klar underopdeling af forskellige ætter af jyder da vi ser ud til at have hele 11 undergrupperinger 1 :

      • Kronjyder - Åboingerne i Åbo Syssel mellem Århus og Randers, på de gamle krongodser;
      • Kvabjyder - er Sallingboer, folk fra Ålekvabbefiskernes land i Salling Syssel;
      • Flynderjyder - er folk fra andre Limfjords-Egne, Himmersyssel og Vendsyssel?;
      • Torskjyder - er folk fra andre Limfjords-Egne, Himmersyssel og Vendsyssel?;
      • Træskojyder - er Skovboer eller Skovlovringer i Løver Syssel, hvor træskoindustrien blomstrede i Silkeborg-skovene;
      • Muldjyder (Molboer) - boende på Mulnæs, nu Mols;
      • Skrabalderjyder - der skrabaldrer op, boer ved Skanderborg
      • Grødjyder - er folk fra Vejle-Egnen;
      • Uldjyder (Hosejyder) -  er fra Binde-Egnen i Hammerum Herred;
      • Potjyder  - er Vardboer fra Jydepotte-Egnen i Varde Syssel;
      • Fnatjyder - en jydeart ingen egn vil vedkende sig

Se bl.a. Gudmund Schütte : Jyder (Samfundet Modersmålet's Småskrift Nr. 4. Slesvigsk Søndagsblad, Flensborg Avis 11.-18. Maj 1924. Genoptrykt i Udvalgte Epistler 1947).

 

At tilnavnene er fra Middelalderen og Reformationen, iblandt nedladende og en del af en folkevittighed, tror jeg ikke man skal lade sig forblinde af. Det antyder at der har været flere ætter, med hvert sit syssel eller herred, som tilsammen af andre kaldtes ”jyder”.

I afsnittet ”Kongedømmerne i Britannien (udover Øst-Anglen)” gennemgås de jyske ætters udvandring fra Midt-Jylland. Det er Wecta (Witta, Vitta, Wihtlaeg, Waegdaeg, ca. år 340-380 e.Kr.), farfader til Hengest, der er ophavsmanden til de senere udvandringer af hans slægt år 449 e.Kr. til Kent, og videre til Isle of Wight (se afsnittet ”Ældre og Yngre Futhark (runer) som noder”, hvor jeg gengiver en faktisk benævnelse i Ældre Futhark af Hengest’s farfader). Udover Isle of Wight kalder Bede år 731 e.Kr. i ”Historia Ecclesiastica Gentis Anglorum" (H.E., I.XV) den sydlige del af Hampshire, på fastlandet ud for Isle of Wight, for ”jydernes stamme” (Occidentalium Saxonum Iutarum natio nominatur). Stednavnene (se nedenfor) underbygger Bede's beskrivelse.

 

Vær særligt opmærksom på at Kong Heremód (Scyldinga-æt nr. 12, ca. år 385 e.Kr.) flygter til jyderne (eotenum), jvf. Beowulf-kvadet (sætning 902-3). Tidsrummet er netop i de år hvor det oprindelige Jylland, midt-Jylland, er undervejs til at blive indlemmet i Skjoldungernes samlede vælde under Kong Skjold (Scyldinga-æt nr. 13, ca. år 385-425 e.Kr.). Derfor anses jyderne i samtiden af ”os” stadig som fjenden, jvf. brugen af ”on féonda geweald” (på fjendens vælde) i omtalen af midt-Jylland.

 

Det tavse Jylland - år 450-850 e.Kr.

 

Samler vi alle trådene omkring Jylland synes det, at det nye og indskrænkede Jylland, fra ca. Ribe til Limfjorden, ser ud til at ligge underdrejet ca. år 450-850 e.Kr. I Widsith-digtet (sætning 26) hedder det at "weold...Ytum Gefwulf", dvs. Gefwulf vælder jyderne. Gefwulf har derfor været Hariwalda af de jyske ætter ca. år 450 e.Kr. Efter Gefwulf er historien tavs. Årsagen hertil mener jeg skyldes:

1. Götar-folket forlader Jylland, omkring Illerup Ådal, og gør landnám i hvad bliver Götaland ca. år 300-400 e.Kr.

2. Beowulf-kvadet (sætning 902-3) forklarer os, at under Kong Heremód (Scyldinga-æt nr. 12, ca. år 385 e.Kr.) og Kong Skjold (Scyldinga-æt nr. 13, ca. år 385-425 e.Kr.) er Jylland stadig fjendeland, og derfor i krig med omverdenen.

3. Wecta (Witta, Vitta, Wihtlaeg, Waegdaeg, ca. år 340-380 e.Kr.), farfader til Hengest, er ophavsmanden til de jyske ætters udvandring år 449 e.Kr. til Kent, og videre til Isle of Wight.

4. I afsnittet "Götar-sønnerne Hygelác, Herebeald og Hæðcyn – sagnet om Balder og Höðr" viser jeg at Götar-sønnerne Hæðcyn (Höðr) og Herebeald (Balder) er rejst fra Götaland i tidsrummet før år 497 e.Kr. og er at finde i det nuværende Danmark - Sjælland og Sønderjylland. Jeg viser også, at begge sønner gør landnám i Sønderjylland før år 521 e.Kr. omkring Bolderslev, Højer og Haderslev. Dette kan kun lade sig gøre ifald Jylland er ubeboet i samtiden, og mit bud er at dette er tilfældet fra Ejder-strømmen op til Jels, da også Anglerne er udvandret til Øst-Anglen ca. år 497 e.Kr.

5. Kong Alfred den Store, lokalkonge af Wessex år 871-899 e.Kr., forsøger, som vi har hørt, at skelne mellem jyderne i Jylland (Danmark) og jyderne i det sydlige Hampshire. Jyderne i Jylland (Danmark) kalder han Götar og jyderne i det sydlige Hampshire kalder han jyder. Det må betyde at der har været jysk medvirken til vikingetogene i England år 868-871 e.Kr. Med Götar-sønnernes landnám i Sønderjylland før år 521 e.Kr. kan vi se at Kong Alfred har ret i at Götarne findes i Jylland, men ikke at Götar-folket ikke er jyder. Jyllands genopbygning begyndes formentlig med beslutningen om at opstarte Hedeby år 808 e.Kr. (se afsnittet "Garðaríki").

6. Skivum stenen i Nordjyllands Amt (DR 133) dateret til Jellingetid, dvs. sidste halvdel af 900 tallet, har følgende indskrift i Yngre Futhark:

"....aift : ki-- : (h)in : huþska hon : uas : l(o)nt : mono : baistr : i : ton marku : auk : furstr :"

som jeg omskriver til:

"...efter : ki...... : hin/den : huþska (hødske) : han : var : landmand : bedste : i : Danmark : og : fyrste (den førende) :"

Dybt frustrerende ved vi ikke hvilken fyrste af Jylland denne runesten er et mindesmærke for. "Furstr" (fyrste) skal formentlig opfattes som "den førende, den største" og ikke som hans titel, der må have været "l(o)nt mono" fra oldnordisk "lendr maðr" (landmand = en mand i besiddelse af (meget) land).  At Jylland på dette tidspunkt har en runestensværdig jorddrot må give os et fingerpeg om at Jylland nu vægter tungt i rigets samlede styring. Det ikke mindst fordi runestenen rejses af bl.a. Thyra, der kan være Svend I. Tveskæg/Harald I Blåtand’s datter, og Óðinkárr fra den sjællandske Hvide-slægt. Jellingestenenes placering netop i Jelling år 965 e.Kr., og afbrændingen af Hedeby år 1050 e.Kr. underbygger dette. Se "Bilag V: Fra Grønland til Nýaland" (underafsnit "Runestenenes hemmeligheder").

 

 

Götar-ætternes landnám i Vendsyssel fra år 550 e.Kr.

 

Fra afsnittene "Vandalerne fra Vendsyssel & Vendel" og "(Longo)Bardernes udvandring" kan vi se, at Longobardernes delvise udvandring ser ud til at ske gennem hvad må have været et stort set mennesketomt Vendsyssel. Vandalerne ser ud til at være udvandret før år 77 e.Kr., da Plinius den Ældre år 77 e.Kr. har Vandalerne syd for Jylland. Vandalernes udvandring har sit ophav i ankomsten af Reid-goterne (Hreð, Hraeda) ca. år 165 f.Kr. Her må Vandalerne, som er tilfældet for Kimbrerne, blive klemt, og må foretage deres udvandring fra Skandinavien ca. år 120 f.Kr. Disse betragtninger antyder derfor, at vi muligvis bør overveje at forlænge den nordlige grænse for det oprindelige Jylland over Limfjorden til Vandalernes gamle område i Vendsyssel. Spørgsmålet er hvornår dette finder sted?

Her har Karsten Krambs gjort mig opmærksom på gravpladsen ved Riis Fattiggaard, Vendsyssel. Per Lysdahl, Museumsinspektør, Vendsyssel Historiske Museum har forklaret mig at "Riis Fattiggaard" ligger i Torslev sogn, i dag Dronninglund herred, men oprindeligt i "Burlunheret" (SB 66). På nutidige landkort kaldes beliggenheden "Ris, Risager" og ligger lige øst for Thorshøj landsby og Rishøj ved Sæby Å og Hjørringvej (landevej 553) - højt oppe i Vendsyssel på breddegrad med Sæby og Læsø.

Den danske arkæolog Carl (Peter) Neergaard (1869-1946): Jernalderen (Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie, 1892, II. række, 7.bind, s. 331-338) skriver:

"Paa Riis Fattiggaards Mark ligger i Hovedretningen Ø-V en Gruppe paa over 100 Høie, .... Hyppigst ere de af rund og toppet Form; med desuden findes mange aflange Høie, hovedsaglig med Længderetning NØ-SV (5-8 m. lange, 1,25-3,75 m. brede og 0,40-1,65 m. høie), omsatte ved Foden med en Række større Sten, og endvidere nogle trekantede Høie med stærkt indbuede Sider; disses fremskydende Spidser, som ere 6-8 m. lange at regne fra Høiens Centrum, hæve sig indtil 3 m. op mod dette. Ogsaa Trekanterne ere almindeligvis begrænsede af Randsten (fig. 52).

 chap5-10-3-0-8.jpg

"Fig. 52. Kort of Størsteparten af Gravpladsen ved Riis Fattiggaard. De med punkterede Linier afsatte Høie ere de ved Undersøgelsen i 1884 udgravede". Bemærk de 11 trekantede høje med indbuede sider, i dag kaldet "tretak". Sammenlign med det tre-takkede kimbriske mærke på bl.a. Rynkeby-kedlen fra Rynkeby, Fyn; med det tre-takkede mærke, kaldet "Triskele", på guldskillingen fra år 385-670 e.Kr. fra Freilev, Musse Herred, Lolland; samt de 3 tre-takkede mærker på Sommersolhvervsafbildningen på "det korte" guldhorn fra Gallehus, dateret til 400 tallet e.Kr.
Kilde: Carl Neergaard: Jernalderen (Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie, 1892, II. række, 7.bind, s. 332). Tak til Karsten Krambs for kildehenvisningen. Se tillige her: http://www.dkconline.dk/wincgi/dkc.exe?Function=GetLokalitet&Systemnr=12588

 

"...Bemærkes maa det dog, at Forhold i Norge og de ligeoverfor Nordjylland liggende Dele af Sverige, Halland og Bohuslän, hvor Ligbrændingen i det yngste Jernalderafsnit spillede en overordentlig stor Rolle, muligvis ogsaa kunde tænkes at have indvirket paa Forholdene i Egnene norden Limfjorden, og at dette saaledes kunde være en Grund til Brandgravenes større Hyppighed ved Jyllands yderste Spids. Ogsaa i Norge og de nævnte svenske Provinser findes den samme Art Grave med brændte Ben, spredte i Kullag, som vi have mødt dem ved Høistrup og navnlig Riis Fattiggaard, de samme aflange og de samme trekantede Høie, oftest omsatte ved Foden med Stenkredse".

Den direkte breddegrad fra Riss Fattiggaard til det nuværende Sveriges vestkyst er, som skrevet ovenfor, Halland og Bohuslän, med Götaland (Västergötland) stødende dertil, og Göteborg ude ved kysten mellem de to landskaber.

De fundne gravskikke antyder derfor at der har været Götar-ætter bosiddende i det formentlig stadig mennesketomme Vendsyssel fra ca. år 550 e.Kr. fremefter. Vi bør derfor, når vi ser Götar-ætterne vende tilbage til Jylland og gøre landnám år 497-521 e.Kr. (se afsnittet "Götar-sønnerne Hygelác, Herebeald og Hæðcyn – sagnet om Balder og Höðr"), tillige erindre, at denne landnám også finder sted nord for Limfjorden.

Derfor, som Esbjerg-Harwich, er Anglerne og Jydernes gamle søvej med vest, hvorfor Vesterhavet på oldengelsk kaldes "Westarweg"; er Göteborg-Frederikshavn (Fladstrand) helt samme breddegradssejlads med vest for Götar-ætterne. Da Fladstrand først får betydning efter 1300 tallet e.Kr. som afløser til den nu tilsandede Elling Å-havn, må det herfra følge at den oprindelige havn har været Sæby, og at forstavelsen "sæ-" er identisk til samme ord på oldengelsk med betydningen "sø". Derfor skal "Sæby" opfattes som "Søby". Søvejen har derfor været på Sæby Å til bryggen ved udmundingen af Sæby Å, hvor træbolværket fra år 1.000 e.Kr. er fundet. Herfra er der blevet foretaget en breddegradssejlads fra Sæby (Søby) over Læsø til et sted syd for Göteborg. Landkendingen har været omkring Malön og indsejlingen til Viken. Det er svært at sige hvor hovedhavnen i Halland oprindeligt lå, men den beskrives i Egils Saga (kap. 48. Egill hefir vetrvist með Arinhirni.) i regeringstiden under Harald Blåtand (Haraldr Gormsson, regent ca. 958-986):

Þórólfr helt liði sínu norðr fyrir Halland ok lögðu þar til hafnar, er þeim bægði veðr, ...Thorolf holdt sin (hær)lid nordenud mod Halland og lagde der til havn, da vinden drev dem dertil,…

Min oversættelse til nudansk. ”Egill” er Egill Skallagrímsson (ca. år 910-990 e.Kr.) og ”Þórólfr” (Thorolf) hans broder Þórólfur. Der skal findes en kongsgård tæt på havnen da jarl Arnfiðr har sæde her. Sejladsen er en land-i-sigte sejlads langs den svenske vestkyst. Sejlretningen er fra syd mod nord da skib og besætning har været på vikingstog i bl.a. Kurland (Kúrland), og har plyndret den store købstand Lund (kaupstaðr mikill, er hét í Lundi), Skåne (se. kap. 46 og 47).

 

Bemærk her at det oprindelige thing i Halland kaldes "Getinge" (Götar(nes) thing?), der måske har samme ophav som "Getingheret" (Ginding herred), Vestjylland. "Getinge", Halland ligger 15 km nord for Halmstad, halvvejs mod Falkenberg, i en breddegradssejlads fra Anholt (oprindeligt "Anund" → fonetisk *Anøn → til det i dag fejlagtige "Anø"), der oprindeligt hørte under Faurås herred, Halland, igen fra Mariager Fjord på Jyllands østkyst. Dialekten "Götamål" forekommer stadig i det nordlige Halland (og Bohuslen).

Det oprindelige landskab fra Thorshøj til Sæby (Søby) kaldes i Valdemars Jordebog for "Burlunheret" (ikke samme landskab som Børglum herred i dag). Tingstedet lå formodentlig på "Tingbakken", Torslev sogn 1. Gert Jensen: Børglum Kloster - fra kongsgård til herregård (2006, s. 5) skriver at "Burlun" (Burhlanis, Birgila, Børglum) er sammensat af de olddanske ord "burgh, borgh" (oldengelsk "burg, burh" - borg) + "lan" (oldengelsk "lane, lanu" - snæver vej med hæk), og har betydningen "vejen ved borgen", hvorfra herredet navngives. 

1 Svend Aakjær: Kong Valdemars Jordebog (1926-43, 2. bind: Kommentar, Hæfte 1, s. 11-12). En anden mulighed for "Getinge" er et ophav fra "Geirr + Þing" (Spydthing). Vi ser f.eks. at "Giæthningheret", Det Nordlige Friesland/Lille Friesland også kaldes "Gerthing, Geting, Getthing", i dag Garding herred. Sammenlign her med at Longobardernes thing blev kaldt det helt identiske "gairethinx", jvf. den longobardiske lovkode "Edictum Rothari", udstedt af Kong Rothari år 643 e.Kr.

 

 

Jydernes oprindelige landnám af Jylland

 

Jydernes ankomst rejser det helt rimelige spørgsmål om hvorledes land og vand blev fordelt, hvis overhovedet, mellem jyderne og kimbrerne?

I afsnittet ”Fióni, kimbrerne og omkring” (underafsnit ”Kimbrerne”) viser jeg at kimbrerne ankommer på et tidspunkt ikke længe før år 484 f.Kr. Kimbrerne har som udgangspunkt kontrol med hele Skandinavien og store dele af England. De kommer under pres ved Reid-goternes ankomst ca. år 165 f.Kr., og afrejser ca. år 120 f.Kr. - ikke senere end år 113 f.Kr.

Vort umiddelbare problem er at vi ikke ved hvornår jyderne ankom.

Ved at sammenligne jysk håndværk fra Kent i 500-600 tallet e.Kr. og guldskillinger år 385-670 e.Kr. fra jysk område med kimbrisk kunst, er jeg 99% sikker på at der ingen æt eller kulturel forbindelse er mellem kimbrer og jyder. Disse stærke stammegrupperinger har ikke boet i fred klods op af hinanden på den kimbriske/jyske halvø.

Mit bud er at det er kimbrernes afrejse ca. år 120 f.Kr. der giver jyderne mulighed for at gøre landnám (tage ubeboet land i besiddelse) mellem år 120 f.Kr. og år 98 e.Kr. De er tilmed i stand til at forsvare deres landskab mod de gotiske ætter. Denne betragtning kan forklare hvorfor de få overlevende kimbrer bliver tilstået deres eksil-landskab, af jyderne, i Himmerland.
 
Jydernes landnám, og derfor det oprindelige Jylland, har sikkert været helt frem til den naturlige grænse ved Limfjordens bred. Men i de tidlige år, fra år 120 f.Kr. frem til vi ser jyderne begynde af lede efter land i Britannien år 390 e.Kr., har jydernes samlede mandtal gjort at man ikke har haft folk nok til at kunne bosætte og forsvare nord for Viborg. Jyderne har derfor sikkert haft nominelt overherredømme frem til Limfjorden, men Jyllands faktiske nordlige grænse var Viborg.
 
Det ser ud til at det var vor oprindelige skik i landskabsopbygning at have et offentligt ”Ví” (Væ, Voe, Vé, Wy, Wi) ved vore ydre grænser. I afsnittet ”Danevirke” (underafsnit ”Falster's Virke”) viser jeg at det sydligste Herred på Falster, Falster Søndre Herred, havde dels et Syd-virke ved herredets sydlige del, men også et offentligt ”Ví”, oprindeligt kaldet ”Wygærlef” (Vigerslev), i dag Væggerløse. Det er på denne vis jeg mener vi skal anskue hvorfor der fandtes et offentligt ”Ví” på en bakketop, i dag kaldet Viborg.
 
Det er formentlig af helt samme årsag at Saxo i Gesta Danorum omtaler de kvindelige krigerinder ”Hede” og ”Vebiørg" – Hedeby og Viborg 1 – dette giver os Jyllands grænser på et tidspunkt efter udvandringen fra Jelling-Anglen år 497 e.Kr., men før kvinder forbydes adgang til slagmarken. Dette sker med Adamnan loven fra år 696/7 e.Kr., men indføres lidt senere i Danmark da kvinder stadig er en del af hæren under Kong Harald Hildetand (Scyldinga-æt nr. 27,  710-770/2 e.Kr.).  Se afsnittet ”Kvinder - Jordlige moder og skjoldmø”.

1 Se Gudmund Schütte: Vor Mytiske Kongerække (1917, Studier fra Sprog- og Oldtidsforskning, Nr. 105, s. 49).

 

En anden vis vi muligvis kan aflure Jyllands gamle grænse på, og at der har været flere forskellige jyske ætter, er det jyske landskabsmål, herunder brugen af  ”a” og ”æ” i talen om sig selv.

”Thyboerne og nogle faa Sogne, der grænser til Thy Syd for Fjorden, har æ-Maalet, ligeledes Sønderjylland, saaledes at Grænsen mellem a og æ omtrent bliver en Linie, der begynder i Vest lige syd for Ribe og strækker sig mod sydøst omtrent til Gjenner Fjord mellem Haderslev og Aabenraa” 1

”Ét Skel, der gaar i Retningen af Vest til Øst noget Syd for Limfjorden dannes ved Udtalen af v; i Forlyd foran a, aa, o, og efter h, s, t i de øvrige nørre-jyske Dialekter udtales w for v, altsaa Wand, Waas, wol, hwad, Swar, twær, men ellers beholdes v-, Nord for denne linie kendes slet ikke Rigsmaalets v, men altid bruges w med en Udtale som det engelske w,...”1

”Vendelbomaalet Nord for Limfjorden er særdeles ejendommeligt....”1

1 ”Danmarks Folk – I skildringer af danske videnskabsmænd” (1901, Landsmaal og Gamle Bygningsformer, s. 10-11). Den moderne sprogforskning i jysk har sydgrænserne ved Sild og Angel og den østlige grænse til og med øerne i Kattegat.

 

 

Limfjorden ser derfor ud til at danne en sproglig nordlig grænse; en grænse der ikke ser ud til at nå helt frem til Limfjordens sydlige bred. Dette antyder måske en nominel grænse for Jylland til Limfjorden, men en faktisk grænse for Jylland til Viborg 1

1 Den moderne sprogforskning ser ud til at opdele de jyske hoveddialekter således:

Nordvestjysk, nordjysk (nord for Limfjorden)
Nordøstjysk (Himmerland til Viborg, Randers)
Midtvestjysk, midtøstjysk, djurs, sydjysk (fra Viborg, Randers til Ribe)
Sønderjysk og sydslesvigsk (syd for Ribe)
 
Kilde: Jysk Ordbog’s dialektkort (
www.jyskordbog.dk )

 

 

”a wælt i æ wæjster Wajsgrob o æ wæjster Wæj te Læwig”
(jeg væltede i den vestre vasegrob (landevejsgrøft) på den vestre vej til Lemvig)

 

Jyske Lov (Iutæ logh) fra år 1241 e.Kr. gives af Kong Valdemar II. Sejr i Vordingborg. Rigets vigtigste mænd fra alle de danske landskaber synes at være tilstede da loven gives, og derfor kan vi ikke direkte herfra se hvilket landskab over hvilken loven gjaldt.

Sidestillet med Valdemar's Sjællandske Lov (sialanzfaræ logh), Erik's Sjællandske Lov (ca. år 1250) og Skånske Lov (år 1200-28), kan vi dog nok slutte at Jyske Lov skal opfattes som have været gældende for hele den jyske halvø (og Fyn); fra medunderskriverne Biskop Jens i Vendsyssel til Biskop Jens i Hedeby og derfor til Ejder-strømmen. Jeg mistænker dog at Jyske Lov kan have været tiltænkt som værende landsdækkende.

At Jyske Lov, som en lovkode for et "land", kan have været tiltænkt som værende gældende for alle vore landskaber må i højeste grad være understøttet af at de gæve mænd der trådte sammen i Vordingborg i 1241, udover kongefamilien, talte biskopperne fra Lund, Roskilde, Fyn, Aarhus, Ribe, Viborg, Vendsyssel og Hedeby, samt med "samtykke af alle de bedste mænd, der var i hans rige". Ydermere hører vi i lovens Fortale at ”ængi man scal dømæ geen then logh ther kunung giuer oc land taker with”, dvs. kongen giver loven og "landet" vedtager samme. Jyske Lov gives og vedtages i Vordingborg, men aldrig på Viborg Thing. Derfor må det "land" der henvises til i loven være tiltænkt som det ganske land.

Det er de samme ”Rigets bedste Mænd”, repræsenteret ved næste slægtled, der igen holdt herredag i Vordingborg og aftalte vilkårene for Erik V Klipping’s håndfæstning, der underskrives i Nyborg 1282. Denne håndfæstning omtaler overholdelsen af ”Kong Valdemars Love, således som de står i hans Lovbøger”, eller hvad der faktisk står: "Ordinamus insuper et firmiter promittimus leges regis waldemari clare memorie, prout in suis libris legalibus continentur".

Håndfæstningen er igen underskrevet af biskopperne fra Lund, Viborg, Ribe, Børglum, Roskilde, Slesvig, Odense, samt Grev Otto af Ravensberg og Valdemar af Rostock. Denne håndfæstning er landsdækkende.

De to kritiske ord må være ”libris legalibus” (lovbøgerne), samt ”legis regis” (kongens love); i engelsk samtidig lov kan vi ikke fra flertalsbrugen slutte at der er tale om flere forskellige landskabslove; snarere at der er tale om en række love samlet og givet af kongen i en række lovbøger.

En uddybning af denne forståelse opstår ved at være opmærksom på denne bemærkning af Arild Huitfeldt (Arrild Huitfeld, 1546-1609): Danmarckis Rigis Krønicke (1595-1604, Fortalen):

”Voris Low kaldis Kong Voldemars Low / den hafver icke en Kong Voldemar ladet forfatte / men tuende.

Kong Voldemar den første haffuer giort Skaansk Low / Tocofiresindstive Aar før Judsk Lowbog giordis / med hannem vaar Erckebisp Eskild oc Absolon / den at giøre.

Anders Sunesøn / som kom effter Absolon / hafver den udsat paa Latine.

Judsk Lowbog haver giort Kong Voldemar den Anden / Aar 1240. med hans Sønners / Ericks / Abels oc Christoffers / Raad / Med hannem vaar Erckebisp Uffe / oc Fleere Bisper / oc hafde Erckebisp Anders / som vaar for Uffe / icke kunde udsat Skaansk Low paa Latine / uden den haffde været giort tilforne.

Sielands Low haffuer Kong Voldemar den første giort / dog i mange Stycker forbedret aff Kong Erick / huorfaare den oc hannem tilskriffvis / Men forseelsen er her affkommen / vi meener / det hafver været en Kong Voldemar / dem alle haffuer giort / at Godefrid aff Giemmen / som tryckte første Lowbøger / haffuer sat den Fortale / som hører til Judsk Lowbog / for de andre / huor offuer Datum oc Naffnene ere forfalsket”.

Arild Huitfeldt mener, med andre ord, at når Erik V Klipping’s håndfæstning fra 1282 omtaler "leges regis waldemari", da betegner dette lovene givet af Kong Kong Valdemar I. Den Store (1154-1182) og Valdemar II. Sejr (1202-1241), og betegner samlet Valdemar's Sjællandske Lov (sialanzfaræ logh), Erik's Sjællandske Lov (ca. år 1250), Skånske Lov (år 1200-28) og Jyske Lov (år 1241). Men, og dette er kritisk at forstå ret, heri tager Arild Huitfeldt ikke stilling til hvorvidt Jyske Lov var tiltænkt som en landsdækkende rigslov; alene at dette ikke var tilfældet da håndfæstningen underskrives år 1282 e.Kr.

Henvisningen til "Godefrid aff Giemmen" er til "Gotfred af Ghemen, Govert van Ghemen", den første bogtrykker i Danmark, fra år 1489 frem. Arild Huitfeldt's anklage om forfalskning henviser til hans genoptrykning af Skånske Lov i 1505 og Erik's Sjællandske Lov i 1505.

Det er klart fra Arild Huitfeldt (Arrild Huitfeld, 1546-1609): Danmarckis Rigis Krønicke (1595-1604, Fortalen) at Jyske Lov aldrig blev landsdækkende, men ifølge Arild Huitfeldt burde være det:

”It mishager mig/ at effterdi vi hafve en Gud/ en Tro/ en Herre / en Konge / it Rige/ at vi da icke hafue ens Low/ Udi fordumme Dage/ der Riget vaar skilt at / saa vi haffde serdeelis Konger udi Sieland / Skaane / Judland/ som skeede udi Kong Svends / Kong Knuds oc Voldemars tid / som regærede huer sit Land / da er opkommen den Atskillighed aff Lower / Nu siden vi ere foreente sammens / oc tilvaante / at leffve under en Herre oc Konge / Recessen ocsaa hemmeligen oc stille / binder os alle under en Low oc Brug / som er Judsk Low / da burde ocsaa Judsk Low / Som sidst giort / oc mest fuldkommelig / ofoer alt at holdis / med Sandmænd / oc alt den Process / som udi Judland holdis.

Naa oc vel bekiende / at de andre to Lower / Skaansk oc Sielandsk / icke ere saa fuldkommen som den Judske / oc staa mesten udi en hob Eeder / udi tolff Mænds Eed / tre Fyldter Eed / tc.

Saadan forandring kunde ingen ulempe medføre / naar Eders Majet: lod Breffve udgaa/ at huad her til Dags vor dømt effter Sielandsk/ Skaansk Low/ skulde der ved bliffve / vigen kaldet / men her effter at dømmis / procederis oc fremføris effter Judsk Low."

 

”En minnæ then tolf nøtt er ei hiorth • tolf hors stoth oc tolf suin wrath”
(End mindre end tolv nød (hornkvæg) er ej hjord • tolv heste stod og tolv svin vràad)
Jyske Lov (Bog 3:49) 1

1 Jyske Lov omtaler ”kvæg” i Bog 2:29 (kvæg ”fæ”), 2:30 (kvæg ”fæ”), 2:34 (Hornkvæg ”nøt”), 2:45 (Hornkvæg ”nøt”), 2:93 (Hornkvæg ”nøøt”), 2:103 (kreaturer ”fæ”, dvs. her kvæg, får, geder og svin), 2:104 (okse ”nøøt”), 3:6 (kvæg), 3:33 (hornkvæg ”nøøt”), 3:48 (kvæghjord ”hiorth”),  3:49 (hornkvæg ”nøøt”, Hornkvæg ”hiorth”), 3:50 (kvæg), 3:51 (kvæg), 3:52 (...og kvæget har hyrde, og det er kådt og løber...” ..oc hafthæ thet fæ hurthe . er fæ kaat oc løper...”), 3:53 (kvæg), 3:56 (kvæg), 3:60 (okser). Det olddanske ”nøt, nøøt” er fra ”naut, hnutu” (oldnordisk, oldengelsk), der direkte betyder ”nød”, men også er betegnelsen for ”hornkvæg”. Det olddanske ”hiorth” er fra ”hjörð, haírda, heord” (oldnordisk, gotisk, oldengelsk), der altid betegner en ”flok kvæg”. Faktisk det mest spændende ord er her den oprindelige betegnelse for ”12 svin” eller det olddanske ”wrath” ("uraþ" i Skånske Lov (kap. 169) - se kapitlet "Hesten - det store hellige dyr"). Ordet er fra ”wræþ” (oldengelsk), ”wriþus” (gotisk) og ”vrata-” (sanskrit). Fordi Den Hedenske Høje er Freyr, og hans gyldenbørstede “Slíðrugtanni” (Grumme Rugtand) er absolut helligt, er der ingen tvivl om at vi må opfatte dette ord på samme vis som dets betydning på sanskrit – Udsagnsordet er sanskrit ”vrn” (at vælge). Jeg mener derfor vi må opfatte betegnelsen for ”12 svin” - ”wrath, uraþ, wræþ, wriþus” som ”De Udvalgte”.

 

Claudius Ptolemy (127-148 e.Kr.) viser os at kimbrerne (”kimbroi”) er ankommet højt oppe i Jylland. Vi kan også vise at kimbrerne ikke har påbegyndt deres vandring mod Himmerland år 5 e.Kr. Det antyder at kimbrerne er rejst det sidste stykke vej til Himmerland efter år 98 e.Kr., men før år 127-148 e.Kr., og at jyderne er ankommet til Jylland efter år 120 f.Kr. og før år 98 e.Kr.

 

 

chap5-10-3-0-9.jpg 

Landskabet ”Eutin” øst for Kiel, nord for Lybæk, syd for Fehmarn ved Pløn og Pløner Sø.
Kort: Danmark, Slesvig Holsten og Lauenborg udgivet af Jul. Hoffensberg 1894. Fra Det Kongelige Biblioteks Kortsamling.

 

 

Ifald jeg har ret i at ”Eotenum, ytum, *eutii” er tæt på jydernes oprindelige stammenavn, forekommer det en mulighed at landskabet ”Eutin” øst for Kiel, nord for Lybæk, syd for Fehmarn ved Pløn og Pløner Sø kan have været det landskab jyderne har besiddelse af i tiden før år 120 f.Kr., og fra hvilken de påbegynder deres landnám af Jylland ved at drage over Jytebæk (Helligbæk) og senere Store Jyndevad (”Jotenwath”, Store Jyde-vad[ested]). Til sammenligning kalder Florence of Worcester (d. 1118) forgængeren til ”New Forest” vest for Southampton, Hampshire for ”Ytene” (jyderne). Bygden ”Bishopstoke” ved floden ”Itchen” (Itene) i Eastleigh, Hampshire hed oprindeligt ”yting stoce” (”ytingstoc, itinstokan” eller ”jydens hus”). En nu forsvunden bygd ved Meon-floden i Hampshire kaldtes ”Yte Dene” (”jydernes dal” eller ”de danske jyder”). De jyske ætter kaldes her ”Meonware” (folket fra [floden] Meon), der år 750 e.Kr. skrives ”meanuarorum prouincia”. Desværre ved vi ikke hvad ”Meon” (Meonea, Meone, Eastmain, Mean. Latin ”Maina, Mavia”) betyder, men ordet kan være et oprindeligt jysk udtryk. Kan det være ”mægen” (oldengelsk) og ”megenn” (oldnordisk) eller ”den stærke, magtfulde”? Alternativt, og det vil være mit bud, kan det hidrøre fra ”gemæne” (oldengelsk), ”mene” (oldfrisisk), ”gamains” (gotisk) – alle med betydningen ”[til] fælles”, og derfor i omtalen af en flod med betydningen ”Den der er delt af alle, Den Fælles”. Ved Salisbury finder vi landskabet ”Ytene” (jyderne).

 

 

Ælfhere eller søn, med (kalde)navnet ”Béowulf” – Wægmunding, Götar og Scylfing

 

I afsnittet ”Fostervand og sjælen” viser jeg at Beowulf-kvadet indeholder to Beowulf personer; den faktiske konge Béowulf Scyldinga (identisk med, eller broder til, Friðleif, Scyldinga-æt nr. 14, ca. 400-446), og en filosofisk helte-skikkelse kaldet Béowulf.  Som det allerede er blevet foreslået af mange, kan det ikke udelukkes at helteskikkelsen måske er en kenning for ”Bjørnen”, hvorfor vi skal læse helten Beowulf’s navn som ”beo” (bi) + ”wulf" (ulv) eller ”den der jager bier” og derfor ”Bjørnen”. Men den filosofiske Béowulf har et stamtræ i Beowulf-kvadet, og det er efter min mening umuligt at se bort fra, at der her gemmer sig en vigtig, og for os glemt, oplysning om en faktisk æt, der uddøde i slægten til mandlig side.

Béowulf forklarer selv om sit ophav (sætning 260-265):

Wé synt gumcynnes  Géata léode
ond Higeláces  heorðgenéatas·
wæs mín fæder  folcum gecýþed
æþele ordfruma  Ecgþéow háten·
gebád wintra worn aér hé on weg hwurfe
gamol of geardum·
Vi er [ud af] krigsslægter(,) Götar folk
og Hygelác’s hjertefølge·
var min fader [af] folket kendt
ædle første-spyd(,) Ecgþéow kaldet·
bød vintre mange før han på sin vej farede
gammel af åre·

Min oversættelse til nudansk.
Bemærk brugen af "hwurfe" (farede rundt) som betegnelsen for at afgå ved døden og rejse videre fra nutiden til fremtiden, fra denne verden til den næste. Jeg af udeladt brugen af "rundt" fordi det forekommer akavet. Forståelsen af dette er dog meget vigtig. Det oldengelske udtryk "gamol of geardum", som vi på nudansk fejlagtigt viderefører som "gammel i gårde", betyder rent faktisk "gammel af åre" (mange år gammel), da den oldengelske forstavelse "ge-" skal udtales "ye-". Jeg mener derfor at udsagnsordet må være "ger, ár, jer" (oldengelsk (Anglen), oldnordisk, gotisk). Den sproglige fejl må være opstået fordi betegnelsen for "en længde på 5 m, et indhegnet jordstykke" er "gerd, gierd, gerda, ierde, gerði" (mercisk, vestsaksisk, oldsaksisk, oldfrisisk, oldnordisk), der på olddansk bliver til "gærthe", i dag "gærde" og på nuengelsk "yard". Dette ord er udledt af det urnordiske "*garðia", indo-persisk "garh", sanskrit "grah, grih", med afledning til "gård".

 

Götar-folket har et alternativt navn i Beowulf-kvadet; ”Wedera léode” (sætning 225), ”Wedera léod” (sætning 341) og ”Wedra ðéodnes” (sætning 2656), alle med betydningen "Weder-folket". Beowulf kaldes "Wedera þíoden" (leder af Weder-folket) i Beowulf-kvadet (sætning 2336), og "Weder-Géata léod" (Weder-Göta (mand)folk) i Beowulf-kvadet (sætning 2551).

Det forekommer mig at udsagnsordet må være ”veðr, weder, wedar, weder” (oldnordisk, oldengelsk, oldsaksisk, oldfrisisk), hvis grundbetydning er ”vejr”. Som i dag brugtes ordet i omtalen af vejret med bedømmende tillægsord som ”gód; wearm; rénig; rén, swylce halg and snáw; blæst; cealdost”. Ordet havde også en udvidet betydning blandt søfarende, hvor ordet betegner ”vinden”; fra ”storm” over ”let brise” til ”luften”.

Mit bud er at brugen af ”Wedera, Wedra” i omtalen af Götar-folket skal opfattes som ”De Fremstormende”, og derfor er en kenning for ”gumcynnes” (krigsslægter), der er Götar-folkets opfattelse af sig selv.

Oprindeligt skal vi opfatte brugen af ”hatte, heite” som ”kaldenavnet, øgenavnet” (name called, name referred to) og ikke det givne navn. Var sidstnævnte tilfældet ville ordvalget have været ”noma, nama” (navn), jvf. Beowulf-kvadet (sætning 343, 1457): ”Béowulf is mín nama·”. For andre eksempler se afsnittet ”Gudinden Dísar”. Ikke alle synes at fange, at ”Ecgþéow” er faderens kaldenavn, og ikke hans rigtige navn. Ifald vi opfatter forståelsen af kaldenavnet som sammensat af ”Ecg” (ægget) + ”þéow” (tjener), og da vi fra Beowulf (sætning 2767-72) kan se at ”ecg” skal opfattes som ”ægget” og en kenning for sværdet, da betyder ”Ecgþéow” faktisk ”sværdets tjener”. Dette skal opfattes som et heite, der følger fra erklæringen at slægten er en krigerslægt. Vi hører aldrig Béowulf’s faders givne navn, med mindre dette er Ælfhere (se senere), hvilket jeg mener underbygger at Béowulf må være en helteskikkelse i kvadet.

I Beowulf-kvadet (sætning 2425-2433) bliver Beowulf knæsat af Kong Hreðel da han er 7 vintre gammel, dvs. han adopteres (se afsnittet ”Den hellige kop og barnedåb”). Det sker fordi Beowulf's fader var gift med Kong Hreðel's eneste datter, jvf. Beowulf-kvadet (sætning 372-375):

Ic hine cúðe cnihtwesende·
wæs his ealdfæder  Ecgþéo háten
ðaém tó hám forgeaf Hréþel Géata
ángan dohtor·

Jeg ham kendte(,) (som) knægtvæsen·
var hans gamle fader(,)  Ecgþéo kaldet
til hvis hjem forgav Hréþel Götar
(sin) eneste datter·

Min oversættelse til nudansk.

 

Kong Hreðel er Götar-æt, og havde tre anerkendte sønner; den yngste søn, den senere Kong Hygelác (Scyldinga-æt nr. 18, Ynglinga-æt nr. 13, år 497-521 e.Kr.) , den mellemste søn; Hæðcyn (oldengelsk), ”Höðr” (oldnordisk) og ”Höther” i mange nudanske oversættelser, og den ældste søn Herebeald eller ”Balder”. Dette er gennemgået i afsnittet ”Götar-sønnerne Hygelác, Herebeald og Hæðcyn – sagnet om Balder og Höðr”.

Dødeligt såret overlader Beowulf ledelsen af sin æt ”Wægmunding” eller ”Wægmund's klan” til arvingen Wígláf. Beowulf siger til Wígláf (sætning 2813-2814):

Þú eart endeláf ússes cynnes Waégmundinga· Du er endeløbet [af] vor slægt wægmundingerne·


Min oversættelse til nudansk.

 

Hvem var ”*Waégmund”?

 

Det er foreslået at ”*Waégmund” er en ældre form af det velkendte navn ”Vémundr”, der på urnordisk kan have været ”*WéhmundR”. Navnet kendes på olddansk som ”Wemund”, og fornsvensk som ”Vimund, Væmund”. Findes som ”(uim)t(r)” på Ivla stenen, Småland (SM44), dateret til vikingetid, og som ”(u)imontR” på Harg stenen, Uppland (U449), dateret til vikingetid.

Saxo: Gesta Danorum nævner ”*Waégmund” i beretningen om  den sjællandske Søkonge Sigar (Sigehere, Sigegear, Sigegar, Siggar, Sigvord Konning), der havde sin kongsgård i Sigersted (Sigarsvelli, Sigarsvöllu, Sigarsholmi), 5 km vest for Ringsted. Widsith-digtet (sætning 28) fra 600 tallet e.Kr. skriver "Sigehere lengest Sædenum weold” (Sigehere længst Sødanerne vældede). Vi ved at Sigar's samtid er år 446 e.Kr.:

 ”…Eodem tempore Gothorum rex Sywardus filios habuisse fertur Wemundum et Ostenum filiamque Alvildam,... ”…I de samme Dage skal der i Gøtland have været en Konge ved navn Sigvard, som havde to Sønner, Vemund og Østen, og en Datter, Alvilde,…”

Saxo: Gesta Danorum (Bog 7.6.1:4 på latin); Fr. Winkel Horn: Saxo Grammaticus – Danmarks Krønike (1911, 1. del, Bog VII: 276).

 

Denne viden gør at vi kan ankerdatere ”*Waégmund” til ca. år 450-500 e.Kr., hvilket tidsrum ser ud til at være rimeligt nøjagtigt.

Der nævnes også ”Vémundr inn vitri” (Vemund den Vise) i "Kvissleist Noregr Bygdist" (1378), hvor gengives kongerækken fra Skilfinga- til Scyldinga (Skjoldunge)-æt. Denne kongerække er identisk til den i Skjoldungesaga gengivne, hvor han kaldes ”Vermund hinn vitri”. I begge kongerækker er han søn af ”Frode” (Fróði), som jeg mener er Frode II. (Scyldinga-æt nr. 21, ca. 478-532). Denne ”Vémundr, Vermund” mener jeg er identisk til ”Wermund til Angel / Wehha" (Scyldinga-æt nr. 22, ca. 497-537) med kongsgård i Jelling og fader til Uffe hin Spage. Dette er derfor en anden og senere lokalkonge, men mandsnavnet i Sønderjylland og Anglen kan meget vel være i Götar-navn, videreført i slægten i Jylland fra tidligere tider.

Beowulf-kvadet (sætning 2602-2604) forklarer os om Wígláf:

Wígláf wæs háten  Wéoxstánes sunu
léoflíc lindwiga  léod Scylfinga
maég Ælfheres·
Wígláf blev han kaldt(,) Weohstan’s søn
elskelige linde-kæmper (,) (et mand)folk (ud af) Skjælveunge-ætten
Ælfhere’s mage·


Min oversættelse til nudansk.
Det oldengelske ”lind”, dvs. lindetræ, benyttes i poetisk sammenhæng som en kenning for det runde skjold,
da man lavede skjoldene af lindetræ. Netop dette fremgår umiddelbart derefter i sætning 2609-10: "hond rond geféng geolwe linde" (hånden fangede rundt om det gule linde(træ)). Se også afsnittet ”
Skjoldungernes skjolde”.

 

Som er tilfældet med Béowulf og ”Ecgþéow” er også Wígláf et heite, og ikke personens faktiske navn. Ifald vi opfatter forståelsen af kaldenavnet som sammensat ”Wig” eller ”kæmper” (se afsnittet ”Andre kaldenavne”) og ”láf”, der på oldengelsk har betydningen ”hvad er tilbage, det/den sidste”, kan vi se, at ”Wígláf” skal opfattes som ”Den sidste kæmper”, og er knyttet til det allerede oplyste; at personen er den sidste levende person ud af Wægmund’s krigerslægt.

Den faktiske person ”Wéohstánes” (sætning 2613) og ”Wíhstánes” (sætning 2908) betyder ”(Ind)viet sten”, kendes fra Kálfsvísa (Snorre Edda, Skáldskaparmál) som ”Vésteinn” (oldnordisk), ”Wisten” (olddansk), ”Væsten” (oldsvensk), og i runer som bl.a. ”uestin, uistain” på flere runesten 1.

1
Östergötland
Grönlund stenen, Åsbo sogn, Göstrings herred, dateret til vikingetid (Ög97): uistin
Lunnebjörke, Skärkinds sogn og herred, dateret til vikingetid (Ög NOR1994;27): uistain
Västergötland
Silarps Bro stenen, Dalums sogn, Redvägs herred, dateret til vikingetid (Vg175): (u)(e)stin
Södermanland
Tumbo Kyrka stenen, Tumbo sogn, Västerrekarne herred, dateret til vikingetid (Sö82): ui..(a)n 
Nälberga stenen, Svärta sogn, Rönö herred, dateret til vikingetid (Sö170): uistain
Småland
Bräkentorp stenen, Tutaryds sogn, Sunnerbo herred, dateret til vikingetid (SM45): uestin
Uppland
Skogberga stenen, Täby sogn, Danderyds Skepplag, dateret til vikingetid (U162): uistain
Ekeby stenen, Fresta sogn, Vallentuna herred, dateret til vikingetid (U266): uistain

 

Drengenavnet "Weohstan" er i 900-1000 tallet e.Kr. så ekstremt geografisk centreret i og omkring Öster- og Västergötland, at vi med stor sikkerhed kan sige at ophavet er fra disse landskaber, og derfor et Götar-navn. Spredningen af navnet uden for Öster- og Västergötland skyldes at på et tidspunkt efter 600 tallet e.Kr., anerkendes ca. år 1000 e.Kr., sker der en forening af Det gamle Svearige (Uppland + Västmanland) og Södermanland, Götaland og Öland - se afsnittet "Garðaríki" (underafsnit "År 862 e.Kr.").

Vi kan ydermere se at ”Wígláf”, som vi må opfatte som en kenning og ikke en faktisk person, er ”Ælfhere’s mage” (maég Ælfheres). Personen Ælfhere nævnes i Waldere-fragmenterne (sætning A:11) som ”Ælfheres sunu” (Ælfhere’s søn), og må anses som en faktisk person (se ”Bilag G: Wélund – helligt land, høvding og gud”).

Brugen af ”maég” netop her mener jeg muligvis er nøglen til hele Beowulf-kvadet, særligt fordi personen Ælfhere forekommer uden nogen anden, eller videre, tilknytning til kvadet. Det oldnordiske ”mágr, megir” ser ud til at betegne en gennem giftermål tilkommen mandlig person. Kom i hu at i vore sæder forbliver kvinden altid i egen slægt, modsat stort set alle andre stammer. Det er derfor manden, der kommer til en ny slægt. Mandfolkene i kvindens slægt vil derfor betegne svigersønnen som en ”mágr”. Samme betegnelse vil svigersønnen give sin svigerfader. Jeg mener at ordet er det samme som ”maki” (oldnordisk) og ”gemacca” (oldengelsk) eller ”sidestykke, ligemand, ægtefælle”, i dag ”mage”.

Er ”Wígláf” derfor et kaldenavn, og en mage (et sidestykke) til den faktiske person Ælfhere, da kan Ælfhere eller "Ælfhere's søn" være den faktiske person bag kaldenavnet Béowulf. Det kræver dog anerkendelse af, at sætningen ”Béowulf is mín nama·”, der viser os at Béowulf er et givet navn, og ikke et kaldenavn, skrives således for at personliggøre helteskikkelsen i kvadet. En sådan antagelse kan med rette anfægtes som tvivlsom, og det kan ganske enkelt være at "Ælfhere's søn" er identisk til Béowulf. I sidstnævnte tilfælde er "Ecgþéow” (sværdets tjener) så et heite for Ælfhere.

Med brugen af ”Scylfinga” (Skjælveunge-ætten) ved vi at Wægmund’s klan ønsker at se sig selv som kommende fra ”Scylfinga, Skilfinga” (Skjælveunge-ætten), der er stam-æt til ”Scyldinga” (Skjoldunge-ætten), og dennes afledede; Ynglinga-ætten. Vi kan også se at alle parter er Götar-æt.

Kvadets anden person med navnet Béowulf Scyldinga (identisk med, eller broder til, Friðleif, Scyldinga-æt nr. 14, ca. 400-446) viser os at denne Béowulf i tid og sted er fra skjoldunge-ætten, fra første halvdel af 400 tallet e.Kr. Det er helt bevidst at Beowulf-kvadet ikke lader Wægmund’s klan, og dermed Béowulf (née Ælfhere eller søn), kalde sig ”Scylding” (Skjoldunge). Béowulf Scyldinga burde i tid være yngre end Béowulf (née Ælfhere eller søn). Jeg mener dog det er omvendt i Beowulf-kvadet, der finder sted i 500 tallet e.Kr. At Béowulf (née Ælfhere eller søn) fremstilles som ”Scylfing” (Skjælveunge) skyldes at han er Götar. Der gemmer sig her en i samtiden velforstået gammel broderstrid mellem de ætter, der under Kong Skjold (Scyld Shefing, Scyldinga-æt nr. 13, ca. 385-425) sætter sig på magten i slutningen af 300 tallet e.Kr., og Götar-folket, der ikke ønskede at underkaste sig Skjoldungerne. Denne adskillelse kan også ses af Hyndluljóð (vers 11, Ældre Edda), og forklaringen mener jeg findes i forståelsen for, hvorfor de jyske Götar må forlade Jylland, og gøre landnám i hvad bliver Götaland ca. år 300-400 e.Kr.

Set i dette lys er Beowulf-kvadet en hyldest til Wægmund’s klan, der formentlig uddøde i slægten i kampen for at skabe Götaland, og til hele Götar folket, da det er deres indgriben der gør at Skjoldungerne overlever. 

Vi ved hvorfor Béowulf (née Ælfhere eller søn) er forpligtet hertil. Kong Hroðgar (Scyldinga-æt nr. 17, ca. 473-525) forklarer os i Beowulf-kvadet (sætning 456-472), hvorledes Béowulf (née Ælfhere eller søn)'s fader havde dræbt Heaþoláfe fra Wilfingum-ætten (identisk til Wuffinga-ætten fra Anglen og Øst-Anglen - se afsnittet "Wuffinga/Ulveunge-ætten). Dette drab må have udløst en wergeld som Béowulf (née Ælfhere eller søn)'s fader ikke var i stand til at udrede, hvorfor han drog i landflygtighed til De Gamle Sakser (her kaldet "Súð-Dena folc"). Kong Hroðgar afregnede den udestående wergeld med "féo þingode·" (thing-fæ, fæ thinget) til familien i Øst-Anglen, og faderen svor en troskabsed til kongen og Skjoldungerne, som Béowulf (née Ælfhere eller søn) er forpligtet at videreføre.

Waldere-fragmenterne (sætning A:8-11), skrevet til "Ælfhere's søn", siger:

[Nú] is sé dæg cumen
þæt ðú scealt áninga óðer twéga:
líf forléosan oððe l[an]ge dóm
ágan mid eldum, Ælfheres sunu.

Nu er den dag kommen
da du skal (det) ene eller (det) andet:
Livet forløse eller (tids)lang dom(,)
age med (de) ældre, Ælfhere's søn.

Min oversættelse til nudansk.

Jeg mener her vi må opfatte valget for "Ælfhere's søn" som i Beowulf-kvadet (sætning 2940-41), Hávamál (vers 138, Ældre Edda) og det oldengelske læredigt ”De 9 Urters Galder” (þas nygon wyrta galdor, sætning 36-40); enten ofrer han sig (for sit Götar folk), eller han vil blive (for)dømt af eftertiden, jvf. dommen afsagt af de dødelige i henhold til Hávamál (vers 77, Ældre Edda). Det oldengelske "ágan" forekommer på olddansk som "age" i ”Fruer oc Jomfruer de age met mag” (den gamle folkevise "En vnger Frøicken føris aff Danmarck til Suerig", vers 24), der gengives af Anders Sørensen Wedel (1542-1616). Ordet ”age” har på olddansk betydningen ”bevæger sig frem, kører, befordrer sig”. Når derfor alle vore kvinder ”ager med mager” så har det betydningen af de er at finde side om side med deres ægtefælle og ligemand. Når "Ælfhere's søn" "ágan mid eldum" (age med (de) ældre), så har det betydningen at "Ælfhere's søn" opfordres til at befinde sig side om side med de fremmeste af Götar-folkets erfarne krigere. 

 

Endelig hører det med til den samlede forståelse, at den fremmeste færøske æt i Landnámstiden i begyndelsen af 800 tallet e.Kr. kaldes "Götuskeggia" (Götarskæg). For mere herom se afsnittet "Navigation - Solstenen og Solpejlskiven" (underafsnit "Færøerne - hvor kom fårene fra?").

 

Béowulf's begravelse

 

Hvor møder Beowulf sin bane?

 

Først må vi erindre at Beowulf bliver dræbt i forsvaret af Heorot.

I afsnittet ”Kvinder - Jordlige moder og skjoldmø” har jeg argumenteret for at personen ”Grendel”, der dræbes i Heorot, Gl. Lejre, er en kenning for Møn. Moderen ”Grendles módor”, jvf. Beowulf-kvadet (sætning 1282), er påbudt at tage hævnen, og vi må antage at hun drager til Heorot for at søge den. Vi erindrer ordsproget: ”Hvor man har faaet sin skade skal man søge sin oprejsning” 1.

1 Grundtvig , N.F.S.: Danmarks Riges Krönike (1818-1823, 1855 udgaven fra 1924, Bog 3:162).

 

Wiglaf siger, jvf. Beowulf-kvadet (sætning 2653-54):

þæt wé rondas beren eft tó eardeat vi De Randede [=skjolde] bærer tilbage til (odels)jorden 

Min oversættelse til nudansk. ”rondas” er flertalsform af ”rand”, der har samme betydning på nudansk og opfattes som ”Skjoldets rand”. Ordet er derfor en kenning for ”skjoldene”.

 

Wígláf, søn af Weohstan (sunu Wíhstánes), er ”wægmunding" (fra Wægmund's klan) som er Beowulf. Begge er derfor ”nære slægtninge” (sibæðelingas), jvf. Beowulf-kvadet (sætning 2708). Wígláf er ved Beowulf’s side, jvf. hvor han siger til Beowulf i Beowulf-kvadet (sætning 2668):

ic ðé fullaéstujeg, din fuldstændige klippe 

Min oversættelse til nudansk. ”fullaéstu” fra ”fullǽstan”, igen sammensat af ”full” (fulde, hele, fuldstændige) + ”stán” (sten, klippe).

 

Med andre ord, som Götar befinder Beowulf og Wígláf sig ikke i Götaland.

Wiglaf fortsætter og tiltaler Beowulf, jvf. Beowulf-kvadet (sætning 2664):

swá ðú on geoguðféore  geára gecwaédeat du med ungdommens livskraft, (for) år (tilbage) kvædede

Min oversættelse til nudansk. ”geoguðféore” er sammensat af  ”geogoð” (ung) +”feorh”. Vi erindrer at ”geo” på oldengelsk udtales ”yeo” og på oldsaksisk skrives ”juguð”. Opfattelsen er ”ung kriger”, dvs. over 15 år gammel. Endestavelsen ”fjör, feorh” (oldnordisk, oldengelsk) har betydningen ”liv, livskraft, livlighed”.

 

Beowulf-kvadet (sætning 2732-33) lyder:

ic ðás léode héold fíftig wintra· Jeg folket (under)holdte (i) halvtredsindstyve vintre· 

Min oversættelse til nudansk. Ordet "héold" (holdte) skal ses sammen med Beowulf-kvadet (sætning 2425-2433), hvor Beowulf beskriver sin knæsætning som 7-årig til Kong Hreðel, der "héold mec ond hæfde Hréðel cyning·" (Holdte mig og havde Hreðel konge·). Beowulf viderefører derfor samme "holde hånden over, underholdning" af Götar-ætterne.

 

Beowulf er derfor på tidspunktet for sin død kommet godt op i årene, og vi må opfatte ham som ca. 65 år gammel på sin dødsdag.

Beowulf’s banemand er ”wyrm” (ormen), jvf. Beowulf-kvadet (sætning 2669), der ankommer fra et andet landskab, jvf. Beowulf-kvadet (sætning 2670):

inwitgæst óðre síðeondskabsfulde gæst, endnu engang

Min oversættelse til nudansk. Når ”ǽrest” (først) er sat sammen med ”óðre síðe”, har sidstnævnte betydningen ”dernæst”. Når ”óðre síðe” står alene må det opfattes som ”atter”, dvs. endnu engang.

 

”Wyrm” (ormen), som vi må opfatte som ”dragen”, er en kenning for en ekstrem farlig fjende, og når dragen ”líg ýðum for” (flammer bølger for), jvf. Beowulf-kvadet (sætning 2672-73), må vi opfatte dette som en ”sværdflamme”. Det er lysglimtet fra jern mod jern, der i kenningsform bliver den ildspyende drage. Dette kan være to sværdklinger eller, som i dette tilfælde, sværd mod skjoldrand (rond) og brynje (byrne).

Vi har samme brug af kenning i Helgakviða Hundingsbana hin fyrri (vers 15, Ældre Edda). Sværdklingers lynglimt kaldes på oldengelsk "Swurdléoma", jvf. Finnsburgh Fragmentet (sætning 35). Det er samme ord der danner det oldengelske ”lígdraca” (ilddrage), og samme ord ”líges” (flammende), der i Beowulf-kvadet (sætning 83) beskriver at Heorot nedbrændes.

Beowulf-kvadet (sætning 2688-89) fortsætter drage-kenningen med brugen af ”þéodsceaða” (folkeskader) og ”frécne fýrdraca”; direkte ”voldsomme fyrdrage”, men opfattet som ”hårdføre ilddrage”, der for tredje gang (þriddan síðe), dvs. alle gode gange tre, angreb Beowulf.

Vi kan nu samle puslespillet af ord, og se hvem der er Beowulf’s banemand, og det har alle været opmærksom på da kvadet blev mundtligt fremført i 700 tallet e.Kr.:

      • Beowulf-kvadet (sætning 2670) forklarer os at "wyrm” (ormen) angriber ”óðre síðe” (endnu engang)
      • Beowulf-kvadet (sætning 2688-89) forklarer os at ”fýrdraca” (ilddrage)n angriber ”þriddan síðe” (for tredje gang).

Dragen, en kenning for fjenden, har med andre ord allerede angrebet Beowulf tidligere; en første gang. Men hvem er fjenden? Løsningen findes ved at sammenholde ordet ”þéodsceaða” i Beowulf-kvadet (sætning 2688) med ordet ”mánscaða” i Beowulf-kvadet (sætning 1339). Folkeskaderen og mandsskaderen er én og samme person, og personen er ”Grendles módor”, som jeg har argumenteret for kom fra Møn.

Beowulf dræbes derfor på Sjælland i Myadle-Susle (Medelsyssel). Da Beowulf dør i Kong Hróðgár’s tjeneste byder skikken at han tilbydes ligbrænding og højlæggelse i nærheden af kongsgården Heorot.

 

Højlagt på ”hrones næsse” (Horn's Næs)

 

Beowulf's begravelse berettes i Beowulf-kvadet (sætning 3136-82). Beowulf ligbrændes, jvf. ”ád on eorðan” (pyre på jorden) jvf. Beowulf-kvadet (sætning 3138), og højlægges ”hlaéo on hóe  sé wæs héah ond brád” (bakkeformet høj, den var høj(tragende) og bred), jvf. Beowulf-kvadet (sætning 3157). Han højlægges med udsyn over havet ”waéglíðendum wíde gesýne” (bølgegliderne vidt synet), jvf. Beowulf-kvadet (sætning 3158), og stednavnet er på ”hrones næsse” (Horn's Næs), jvf. Beowulf-kvadet (sætning 3136).

Spørgmålet er hvorledes vi skal opfattes stednavnet ”hrones næsse”. På den lille kiste fra Northumbria (The Franks Casket), som Beowulf-kvadet også dateret til 700 tallet e.Kr., forekommer i runer bl.a. indskriften "hronaesban". Ordet oversættes generelt til ”hvalben”, men det er åbenlyst ikke ordets sande betydning da ordet ”hval” findes på oldnordisk som ”hvalr” og oldengelsk som ”hwæl”.
 
Ordet ”hran, hron” (oldengelsk), der igen generelt oversættes til ”hval”, er tæt knyttet til det oldengelske ord ”hrán” (ren, rensdyr), der modsvares af ”hreinn, hrein-dýri” (oldnordisk).
 
Jeg er ganske sikker på at den etymologiske fællesnævner mellem ordene ”hran, hron” og ”hrán” er begge dyr’s horn; rensdyrets horn og nar-hvalens horn. Derfor vælger jeg at oversætte ”hrones næsse” til "Horn's Næs".

Da vi bør søge efter Beowulf's gravhøj med udsigt over vandet i Myadle-Susle (Medelsyssel), Sjælland er der faktisk kun én mulighed 1. I Valdemars Jordebog fra år 1231 e.Kr. forekommer stednavnene "Hornswith" (Hornsved = Horn's Skov) i "Hornsheret" (Hornsherathi (1085), Horns Herred), Sjælland.

1 I vor oprindelige begravelsesskik er det ikke skik og brug at man føres hjem til egnen ifald man fandt sin bane udlands. Er man uenig heri, eller mener man at Beowulf ikke blev dræbt på Sjælland, kan man evt. undersøge følgende stednavne nærmere:

  • Hornæbiærgh, Årstad Herred (Årstads härad), det mellemste Halland ved Hallandsgrænsen.
  • Hornabiærg, Skogaås, Idala Sogn (Idala socken), Fjerre Herred (Fjäre härad), det nordlige Halland. Ligger indlands ved den store ferskvandssø Stora Hornsjön (Stora Horredssjön). Er skellet mellem Idala og Horred (Horn) Sogne, og ligger på grænsen mellem Halland og Västergötland.
  • Hornæbiærgh (Hornberg (1515), Hornabiergh (1555)), i dag "Hornaberg", Timmerhultaås. "Hornæbiærg" (udspring + højde; utsprång + höjd) var oprindeligt grænsen mellem Kinnared Sogn, Halland og Gryteryd Sogn, Småland.

Da et "næs" ser ud til at påkræve et stort åbent saltvandsfarvand, mener jeg ikke nogen af ovennævnte stednavne kan være de rette.

Kilde: Svend Aakjær: Kong Valdemars Jordebog (1926-45, 2. bind: Kommentar, Hæfte 1, s. 272, 282; 3. bind: Registre, s. 59)

 

Horns Herred er en halvø. Skoven (with, ved) strakte sig i sydgående retning forbi kongsgården "Abrumstorp, Abramstorp, Abramtzstorp" (først fra 1468 skrevet "Abrahamszstrop", i dag skrevet "Abrahamstrup") 1. Kongsgården blev bygget ved en rydning i skoven. Det oprindelige Horns Herred var kun den nordlige del af halvøen Hornsherred, selve "hornet", mellem Roskilde Fjord og Isefjorden. Herredet var en del af Myadle-Susle (Medelsyssel), og derfor under kontrol af kongsgården i Gl. Lejre.

1 Se Caspar Frederik Wegener: Historiske Efterretninger om Abrahamstrup Gaard i ældre og nyere tid (1855, Bind I, fodnoter s. 7, 9 og 11). Forstavelsen "*Abrum-, *Abram-" kunne være sammensat af "a" + "brum, brom" (oldnordisk, oldengelsk) eller "knop". Det oldnordiske "a, at" som forstavelse i sammensatte ord har bl.a. betydningen "på et sted, ved noget". Det oldnordiske "brum" får senere en udvidet betydning til at omfatte "små grene med løv". Det oldengelske "brom", i dag "broom", får senere betydningen "riskrat, kosteris, kost". Herfra følger at "Abrumstorp" opnår betydningen "torpen til stedet der satte knop/skød frem", underforstået "i/fra skoven". På foranledning af Vincentz Joachim Hahn skriver Kong Christian V. 26. juli 1677, at "Vi ville oc derhoss allernaadigst hafve samme voris Ober Jegermesters gaard Abrahamstrup kaldet Jegerpriis", dvs. gården omdøbes til Jægerspris (Slot).

 

I det oprindelige Horns Herred (= Draaby Sogn) 1 har vi følgende næs:

                  • Dyrnæs
                  • Kitnæs (Kignæs, med Kignæsbakkerne)

1 I brev dateret 1518 skrevet "wti hornshæret i droby soghen". Se Caspar Frederik Wegener: Historiske Efterretninger om Abrahamstrup Gaard i ældre og nyere tid (1855, Bind I, fodnote s. 53)

 

Dyrnæs findes midt i det oprindelige Horns Herred, i den østlige del med udsigt over Roskilde Fjord.

Kitnæs (Kignæs) ligger i Færgelund skoven, sydøst for kongeslottet Jægerspris, og nord for den gamle Færgegård. Kitnæs (Kignæs) er, så vidt jeg kan se, landkendingen angivende "porten" til Roskilde Fjord. Lidt mod syd for Færgegården findes Egelund Gård med egnens bavnehøj.

Stednavnet ”Hornsved” (Hornswith, Horn's Skov) forekommer som en del af Abrumstorp (Abrahamszstrop)'s jorde i 1400 tallet. "Diplom. Arch. R. ms. af 14. juni 1468" lyder således i en retsstrid på Hornsherred’s Thing (Hornshærrets thing, Hornszherridtz ting) mellem Steen Basse Bille’s enke Fru Sidsel, der besad Abrumstorp (Abrahamszstrop), og beboerne i Sjælsø Len, der oppebar særlige rettigheder i skovene tilhørerne Abrumstorp (Abrahamszstrop) 1:

”… huilche forne dannemend udginge och velberaade indkom igien inden fijre stoche paa forne ting och szamdregteligen vidne paa derisz gode troe och sanden, at de som bygge oc boe udj Sielszöe Leen gaffue ey mere for schouff och bygning aff Hornszved end it halfft lam och for Landszrtingszreed toe engelsche om aarett och dreffue derisz sviin thill Hornszved, naar olden vaar….”

1 Se Caspar Frederik Wegener: Historiske Efterretninger om Abrahamstrup Gaard i ældre og nyere tid (1855, Bind I, fodnote s. 29)

 

Det oprindelige navn på Frederikssund er ”Sundby”, med Sundbylille og Oppe Sundby som tilstødende stednavne.

Kong Frederik II. udsteder befaling til sin lensmand på Abrumstorp (Abramstrup), Borchard Pappenheim, dateret 10. juli 1585 1:

”… Wor gunst thilforn. Wiid, att wij haffue forgott ansehet, och Ere thilsindt worden, att wille lade giöre En skibbro wid Sundby ferge, att ther paa kand opschiibis, huis godz ther Sammenstedtz Indföris, Enthen thill wor behoff Eller Andre theris Leylighet, huor thill will behoff giöris En heell hob thömer. Thi bede wij thig och wille, at Nar thu her met besögis, thu tha paa wor och Kronens skouffue, Som thu wdj befalling haffuer, thill wor gaard Abramstrup, huor thet Ringist thill Skouff schade schie kand, lader hugge, Saa mögit och Saa Stortt och Dannit bygge thömmer, Som wor Thymmermand, hans Lyckou, thig om schall thilsige och wnnderwiisse, och Nar thet huggen Er, Attu tha thet lader nederflode, och forschaffer till Landt paa thenne Siide, ind for Sundby, Saa thet met thet förste maa Vdkomme. Ther met schier wor wilge och thag her Ingen forsömmelse fore.”

1 Se Caspar Frederik Wegener: Historiske Efterretninger om Abrahamstrup Gaard i ældre og nyere tid (1855, Bind I, fodnote s. 80, 96).  Borchard Pappenheim (Borchortt Papenhiem) kom fra stamgodset Liebenau i Hessen som protestantisk flygtning til Danmark, og trådte 1559 i tjeneste som Jægermester (Jeyermester) for Kong Christian III. Han trådte ind i den danske adel ved giftermål med Birgitte Falster Pedersdatter af Corselitze.

 

Kongens befaling antyder at der her bygges, måske genopbygges, en brygge meget tæt på Kitnæs. Denne ”skibbro” skal ikke afløse ”Sundby ferge”, og sidstnævnte ved vi fra stednavnet Færgelunden, hvor Kitnæs ligger, og Færgegården (Jægerspris Gods' Færgegård fra 1839), sejlede på tværs af Lunderenden klods op af Kitnæs.

Vincentz Joachim Hahn (1632-1680) blev 13. januar 1663 udnævnt til Over- og Hofjægermester (ober Jegermester) for hele Kongeriget Danmark (dvs. Danmark, Slesvig og Holsten).  Han fik skøde på Abrumstorp (Abrahamstrup) 1673 af Kong Christian V (regent 1670-1699). I forbindelse med Refusionsopgørelsen, kaldet ”Beregning, af Hans Ko. Ma. Ratificerit den 27 9bris Aº 1673” 1, hører vi:

”… Item Sundbye fergehuus, som giffuer Aarlig til Abrahamstrup …”.

1 Se Caspar Frederik Wegener: Historiske Efterretninger om Abrahamstrup Gaard i ældre og nyere tid (1855, Bind I, s. 236, fodnote s. 239-240).

 

Med andre ord, Færgegården (Sundby fergehuus) tilhører Abrumstorp (Abrahamstrup), hvorfor det tilstødende Færgelunden, og dermed Kitnæs, også har gjort det. Det må derfor regnes for sikkert at skoven omkring Kitnæs (Kignæs) hed ”Hornsved” (Hornswith, Horn's Skov), hvilket igen understøtter at næsset oprindeligt kan have haft navnet ”hrones næsse” (Horn's Næs).

Vi at se at i 1684, og helt frem til 1868, var færgen mellem Færgelunden og Sundby en Trækfærge, da færgemanden Peder Pedersen i Kongelig Resolution af 9. september 1684 gives en årlig ydelse på 20 Rigsdaler fra Jægerspris’ Intrader til køb af et træktov. Som modydelse skulle han frit overføre de kongelige Hof- og Jagtbetjente, samt rytteriet 1. Denne oplysning har konsekvensen at sejlløbet forbi Kitnæs er afspærret af et tov der strækker sig på tværs af Lunderenden. Derfor har ingen skibe, handels- eller krigsskibe, kunnet sejle forbi Kitnæs.

1 Se Caspar Frederik Wegener: Historiske Efterretninger om Abrahamstrup Gaard i ældre og nyere tid (1855, Bind II, fodnote s. 22).

 

Stednavnet "Draby, Drauby, Droby" (Dråby), der forekommer netop ved Kitnæs og Lunderenden, må være fra "drag, dragan" (oldnordisk, olddansk, oldengelsk), hvis betydning bl.a. er "drage, trække, slæbe" f.eks. skibe på land.

Vi ved at kun 100 meter efter Kitnæs, i lokal tanke "længere oppe", lå to ege-pælespærringer på tværs af indløbet. Først "Mellemgrunden" i Lunderenden, dateret fra år 90-620 e.Kr., dvs. vedligeholdt over mange hundrede år i landnámstiden af Sjælland. Dernæst Vævergrund-spærringen, længere oppe, dateret til år 120-340 e.Kr.

Brev af 14. september 1680 til Amtmanden i Roskilde Amt, Io. Christof. Körbitz (Rigsmarskal Johan Christoph v. Körbitz, 1612-1680) viser os at Hornsherred’s Thing (Hornshærrets thing, Hornszherridtz ting) lå i Landerslöv (Landerslev), da tinghuset igen skal opstilles her 1. Det placerer tingstedet lige syd for stednavnet "Draby, Drauby, Droby" (Dråby), og derfor bag søforsvaret.

1 Se Caspar Frederik Wegener: Historiske Efterretninger om Abrahamstrup Gaard i ældre og nyere tid (1855, Bind II, fodnote s. 16).

 

Når vi samtidig ved at der bygges, og måske fra arilds tid har været, en brygge (skibbro) meget tæt på Kitnæs, må vi overveje en sammenligning med helt samme søforsvarsteknik af jydernes Lundenbyrg (Lundeborg), på mønt skrevet "Londenus" (London).

Gunnlaugs Saga Ormstungu fra 1200 tallet e.Kr. viser os at man lagde til ved Lundúnabryggjur (Lunde-brygge, London Bridge) i Lundeborg (London) ca. år 1000 e.Kr.:

”Nú sigla þeir Gunnlaugr í Englandzhaf ok kómu um haustit suþr viþ Lundúnabryggjur ok réþu þar til hlunnz skipi sínu””Nu sejlede da Gunnlaugr i Englandshavet og kom om høsttid syd ved Lunde-brygge og redede der på land skibene sine”

Min oversættelse til nudansk.

 

Formålet med Lundúnabryggjur (Lunde-brygge, London Bridge) var ikke kun at forbinde to punkter på hver side af Themsen, og dermed åbne en farbar vej mellem disse punkter. Formålet var i lige så høj grad at spærre for al videre sejlads ned af Themsen af forsvarsmæssige årsager. Vi kan vise helt nøjagtigt hvor vigtig en opgave Lundúnabryggjur (Lunde-brygge, London Bridge) havde i forsvaret af Lundeborg (London).

Snorre: Heimskringla (Ólafs saga helga, kap. 12. Dauði Sveins tjúguskeggs; kap. 13. Orusta hin sétta), forklarer os at umiddelbart efter Svend Tveskæg (Sveinn tjúguskegg Danakonungur)'s død i Gainsborough, England 3. februar år 1014 e.Kr., ankom Olaf Haraldsson (Óláfr Haraldsson, Olaf den Hellige/Olav II., år 995-1030 e.Kr.) til England. Det gjorde også den landflygtige Kong Adelråd (Aðalráðs konungs, Aðalráður konungur, ca. år 968-1016 e.Kr.):

Þá lögðu þeir fyrst til Lundúna og utan í Temps en Danir héldu borginni. Öðrum megin árinnar er mikið kauptún er heitir Súðvirki. Þar höfðu Danir mikinn umbúnað, grafið díki stór og settu fyrir innan vegg með viðum og grjóti og torfi og höfðu þar í lið mikið. Aðalráður konungur lét veita atsókn mikla en Danir vörðu og fékk Aðalráður konungur ekki að gert.

Bryggjur voru þar yfir ána milli borgarinnar og Súðvirkis svo breiðar að aka mátti vögnum á víxl. Á bryggjunum voru vígi ger, bæði kastalar og borðþök forstreymis svo að tók upp fyrir miðjan mann. En undir bryggjunum voru stafir og stóðu þeir niður grunn í ánni.

En er atsókn var veitt þá stóð herinn á bryggjunum um allar þær og varði þær. Aðalráður konungur var mjög hugsjúkur hvernug hann skyldi vinna bryggjurnar. Hann kallaði á tal alla höfðingja hersins og leitaði ráðs við þá hvernug þeir skyldu koma ofan bryggjunum. Þá segir Ólafur konungur að hann mun freista að leggja til sínu liði ef aðrir höfðingjar vilja að leggja. Á þeirri málstefnu var það ráðið að þeir skyldu leggja her sinn upp undir bryggjurnar. Bjó þá hver sitt lið og sín skip. 

Ólafur konungur lét gera flaka stóra af viðartaugum og af blautum viði og taka í sundur vandahús og lét það bera yfir skip sín svo vítt að tók út af borðum. Þar lét hann undir setja stafi svo þykkt og svo hátt að bæði var hægt að vega undan og ýrið stinnt fyrir grjóti ef ofan væri á borið.

En er herinn var búinn þá veita þeir atróður neðan eftir ánni. Og er þeir koma nær bryggjunum þá var borið ofan á þá bæði skot og grjót svo stórt að ekki hélt við, hvorki hjálmar né skildir, og skipin meiddust sjálf ákaflega. Lögðu þá margir frá.

En Ólafur konungur og Norðmanna lið með honum reru allt upp undir bryggjurnar og báru kaðla um stafina, þá er upp héldu bryggjunum, og tóku þá og reru öllum skipunum forstreymis sem mest máttu þeir. Stafirnir drógust með grunni allt til þess er þeir voru lausir undir bryggjunum. En fyrir því að vopnaður her stóð á bryggjunum þykkt, þar var bæði grjót mart og hervopn mörg en stafirnir voru undan brotnir, bresta af því niður bryggjurnar og fellur fólkið mart ofan á ána en allt annað liðið flýði af bryggjunum, sumt í borgina en sumt í Súðvirki.

Eftir það veittu þeir atgöngu í Súðvirki og unnu það. En er borgarmenn sáu það að áin var unnin Temps svo að þeir máttu ekki banna skipfarar upp í landið þá hræddust þeir skipfarar og gáfu upp borgina og tóku við Aðalráði konungi.

Svo segir Óttar svarti:

Enn braustu, éla kennir,
Yggs veðrþorinn,
bryggjur, linns hefir lönd að vinna,
Lundúna, þér snúnað.
Höfðu hart um krafðir,
hildr óx við það,
skildir gang, en gamlir sprungu,
gunnþinga, járnhringar.

Da lagde de først til Landet [= Kent] og ude i Temps [= Themsen], da Danerne holdte Borgen [= Lundeborg, London]. På den anden siden af floden er et stor købstun der hedder Sydvirket [= Southwark]. Dér havde Danerne et omfattende forsvarsanlæg, gravet et stort dige og sat fremfor den indre væg [= vold] oprejst tømmer og sten og (græs)tørv og havde der en stor (hær)lid. Kong Adelråd lod gøre store anfald, end Danerne vogtede [= satte sig til modværge] og Adelråd fik intet gjort [= opnået].

Bryggen [= Lundúnabryggjur, Lunde-brygge, London Bridge]  var der over foruden mellem Borgen [= Lundeborg, London] og Sydvirket [= Southwark], så bred at man kunne køre vogne forbi hinanden. Bryggen var kampklar, både kasteller [= fæstninger] og bordtæk [= forskandsning med træplanker] langs strømmen i halv mands højde. End under Bryggen var staver og stødte de ned i grunden i udførelsen [= pæleafspærring].

Medens anfaldene stod på da stod de alle på Bryggen og vogtede [= satte sig til modværge] der. Kong Adelråd var meget bekymret over hvorledes han skulde vinde Bryggen. Han kaldte i (sam)tale alle herse-høvdingerne (= hærlederne) og søgte efter råd til hvorledes de skulde komme over [= forbi] Bryggen. Da siger Kong Olav at han vil se til at forsøge at tilføre sin (hær)lid hvis andre høvdinger ligeledes ville føre (deres) til. Ved deres (for)målsstævne var det rådet, at de skulle tilføre hæren under Bryggen. Rustede da hver sin (hær)lid og sine skibe.

Kong Olav lod gøre store flader af nedhuggede bøjelige kæppe og af bløde [= bøjelige] vidjeris og søndertog [= nedrev] (et) hus gjort af sammenflettede grene og lod det bære over sine skibe så vidt at (det) tog (sig) ud over bordene (= rælingerne). Der(efter) lod han under (dette) sætte staver så tykke og så høje at (det) både var let at kæmpe under, og var stift (nok) til (at modstå) sten ifald ovenfra de kom.

End da hæren var rustet roede de neden efter et stykke vej. Og da de kom nær Bryggen da kom ovenfra mod dem både skud og sten (i) så store (mængder), at der ikke kunne holdes ved [= modståes], hverken hjelme eller skjolde, og skibene beskadiges selv heftigt. Lagde da mange fra [= roede bort].

End Kong Olav og Nordmændenes (hær)lid med ham roede alt op under Bryggen og bar kabler [= tykt hampetov] rundt om stavene der holdte Bryggen oppe [dvs. de bærende lodrette bjælker], og tog da og roede alle skibene (frem)for strømmen [dvs. med strømmen, da i så fald har flodet ud mod Vesterhavet], som de bedst formåede. Stavene droges ud af grunden, alt til de var løse under Bryggen. Og fordi at den væbnede hær stod tykt [= tæt] på Bryggen, der var både mange sten og hærvåben mange, end staverne var underbrudte [= brød sammen]. Braste derfor ned Bryggen og faldt mange folk fra [Bryggen], og resten af (hær)liden flygtede fra Bryggen, somme til Borgen [= Lundeborg, London], end somme til Sydvirket [= Southwark].

Efter dette gangede de mod Sydvirket [= Southwark] og vandt det [dvs. indtog ved sejr]. End da Borgmændene [= krigsfolkene i Lundeborg] (ind)så at de ikke kunne fastholde (kontrollen over) Temps [= Themsen], og således ikke (for)måede at banne [=forhindre] skibsfaren [=sejlads] op i Landet [dvs. skibene kunne sejle forbi Bryggen op til stranden (Strand) ved Alde Wich (Den Gamle Vig, Aldwych), hvor kongsgården lå, jvf. "wic tò cyngæs sele"], da ræddes de for (denne) skibsfaren og gav op Borgen [= Lundeborg, London] og tog imod Kong Adelråd [som ny konge].

Så(ledes) siger Ottar den Sorte [om Kong Olav]:

End larmer du, avlede Mærke [=adelsmærke],
Frygtede Vædder-modige.
Bryggen, standset haver land at vinde,
I Landet [= Kent], du lå underdrejet.
Hovedet med vrede (ud)fordret,
kampen voksede med dette,
skjolde gang, end gamle sprang [= gik itu],
krigsting [= krigsråd], jernringe [= brynjer].

Min oversættelse til nudansk. "viðartaugum" antager jeg er sammensat af "viðar" (skovning, skovhugst) + "taug, tág" (vaand, rodtrevle), dvs. "nedhuggede bøjelige kæppe", der kan flettes til en stor flade og dermed et skudsikkert sikkerhedsnet. Herfra følger at jeg mener "vandahús" må være sammensat af forstavelsen "vöndr, wandus, wand, vander" (oldnordisk, gotisk, olddansk, fornsvensk", i dag "vaand" (bøjelig kæp). Ordet har udvidet betydning til "sno, bøje, flette". Med endestavelsen "hús" (hus) må vi opfatte "vandahús" som "et hus gjort af sammenflettede grene". Grundtvig: Norges Konge-krönike (1825, Hellig-Olavs Saga, s.259-261) oversætter indholdsmæssigt identisk, men med et mere frit ordvalg, der ikke altid gengiver Snorre's.

Jeg mener ikke der kan være megen tvivl om at børnelegen "London Bridge Is Falling Down" må henvise til denne helt usædvanlige krigslist af Kong Olav's flåde, der er altafgørende for at Slaget ved Lundeborg (London) år 1014 e.Kr. falder ud til norsk fordel. Første linie af de tidligste udgaver af sangen lyder:

London Bridge is broken down, Dance over the Lady Lea
alternativt
London Bridge is broken down, Dance over my Lady Lee

Linien gentages. Fra Tommy Thumb's Pretty Song Book (ca. 1744) og Gentleman's Magazine (1823). Sidstnævnte udgave skulle oprinde fra Kong Charles II.'s regeringstid (1660-1685).

Det er absolut vigtigt at forstå at Bryggen (London Bridge) ikke afbrændes, men at den "bresta af því niður bryggjurnar" (Braste derfor ned Bryggen), dvs. den engelske børneleg er helt identisk i erindringen af denne hændelse. "Lady Lea, Lady Lee" i de tidligste udgaver af børnelegen kan være Lady Margaret Wyatt (ca. 1506-43), der blev gift med Sir Anthony Lee (Lea) of Quarrendon (1510/11-1549, og derfor er "Lady Lee (Lea)". Hun var barndomsveninde, nabo til, og hofdame for den senere Dronning Anne Boleyn (1501/07-1536), gift med Henrik VIII af England indtil han fik hende halshugget 19. maj 1536. Den udgave af børnelegen vi kender til i dag er derfor sikkert en kenning for de begivenheder der fandt sted omkring Anne Boleyn. Kenningen er skjult bag den sandfærdige beretning om den stolte Brygge (London Bridge)'s storhed og fald.

 

Som jeg ”læser” samtiden i 400-500 tallet e.Kr., som set fra Ringsted og Gl. Lejre, har Tryggevælde Å og Roskilde Fjord været militært svage led i forsvarsringen af Myadle-Susle (Medelsyssel), Sjælland. Derfor er der taget skridt til at afhjælpe dette.

Søforsvaret fra nord af kongsgårdene i Ringsted og Gl. Lejre var ved Kitnæs. Absolut ingen skibe måtte sejle forbi Kitnæs, og brud på dette var en krigshandling. Det er først med Roskilde's storhedstid fra 1000 tallet e.Kr., hvor Kong Hardeknud (1035-1042) og Kong Magnus Den Gode (1042-47) begge slår mønt i Roskilde, at søforsvaret flyttes længere op af sejlløbet til Peberrenden og Skuldelev-skibsspærringen fra år 1050 e.Kr.

Endelig er vi opmærksom på at vandtransportvejen på tværs af Sjælland fra Øresund i øst til Roskilde Fjord i vest foregik på bl.a. Græse Å, hvis udløb i Roskilde Fjord er lige nord for Kitnæs bag om klinten nord for Sundby (Frederikssund). Søforsvaret af kongsgårdene tager derfor højde for den frie transport af varer på den nordsjællandske indenlandske vandvej. 

Vi kan se fra beskrivelsen af Erik den Veltalende's ankomst til kongsgården i Ringsted op til år 446 e.Kr., at dette indebærer en ridetur fra kongsgården til stranden, og at man skal over en å med en bro, jvf.  Saxo: Gesta Danorum (Bog 5.3.8.5 på latin); Fr. Winkel Horn: Saxo Grammaticus – Danmarks Krønike (1911, 1. del, Bog V: 153). Dette antyder at vi her taler om Tryggevælde Å [Thrygiwællæ (1261)] ved Himlingøje da åen og broen skal ligge tæt ved stranden. Johan Christian Dahl (1788-1857): Broen over Tryggevælde Aa med udsigt til Køge (1815) viser os broen over Tryggevælde Å helt ude ved Køge Bugt. Også denne bro har haft en dobbeltopgave som bro og sejlspærring.

Om Horns Herred hører vi hos Daniel Bruun: Danmark – Land og Folk (1921, Bind V., Frederiksborg Amt, s. 207):

”Mærkelig rige er nogle Egne, saaledes navnlig Horns Herreds Halvøen. Der findes her, især langs den vestre Kyst, mere end 100 Stensmindesmærker: Dysser og Jættestuer, og halvsyvende Hundrede Høje, disse sidste utvivlsomt ganske overvejende fra Bronzealderen. Navnlig Draaby og Ferslev Sogne er overmaade rige. Om end meget er bortsløjfet, hører disse Egne endnu til de rigeste i Landet, og Mindesmærkerne, navnlig Storstensgravene, er derhos gennemgaaende anselige; ikke faa hører til de smukkeste i deres Art”.

 

 chap5-10-3-0-11.jpg

Øverst i venstre hjørne: Johan Thomas Lundbye (1818-1848): En dansk kyst. Motiv fra Kitnæs ved Roskilde Fjord, 1843, olie på lærred, 188,5 x 255,5 cm. Kitnæs er et højt fremskudt næs med udsigt over såvel Roskilde Fjord, som Isefjorden. Maleriet solgte Lundbye 17 maj 1843 for 400 Rigsdaler.

J. Th. Lundbye: dagbogsoptegnelser (1918, s. 20-21, 30):

”…vilde han [Lundbye] male de gule Klinter, der i deres Skønhedsmajestæt hævede sig over Havet. Han havde mærket sig Klinterne ved Kitnæs i Nærheden af Jægerspris som et godt Motiv, men det var ikke om at gøre at gengive dem i et nøjagtigt Portrætbillede. Han højnede Skrænterne og tog andet Steds Studier til Enkeltheder i sit Maleri for at give dette de flest mulige Fuldkommenheder…..Det monumentale Billede af ”En dansk Kyst” er hans stolteste Værk”.

Øverst i højre hjørne: Udsyn fra Kitnæs (Kignæs) over Lunderenden til klinten nord for Sundby (Frederikssund).
Øverst i midten: Google Earth gengivende indsejlingen og sejlrenden mellem Kitnæs (Kignæs) og klinten nord for Sundby (Fredrikssund). Kronprins Frederiks Bro ses i bunden af billedet. Med blå stiplede linie er vist den oprindelige kyststrækning omkring Kitnæs (Kignæs). Det er, med andre ord, flere store sandskred der fører til fundet af Kitnæs-skatten.
Nederst i midten: Google Earth gengivende Myadle-Susle (Medelsyssel), Sjælland. Heorot er indtegnet som værende omkring Ledreborg Slot. Den røde ring viser det oprindelige Horns Herred.
Nederst i venstre hjørne: Udsnit fra Seutter, Matthäus; Lotter, Tobias Conrad; Vindelicorum, Augustæ: Regni Danici Insulæ, Seelandia, Fionia, Lalandia, Falstria, Langelandia, Mona (1740). Samtidens kort er helt konsekvente i gengivelsen af det oprindelige Horns Herred som en aflang horn-formet halvø. Byen "Draby" er i dag omkring "Over Dråby", lige syd for Jægerspris. En af konsekvenserne af denne geografiske forståelse er at "Kitnæs" (Kignæs) blev anset som næsset med udkig over sundet, indsejlingen, og sejlrenden, og dermed beskyttelsen, af Roskilde Fjord længere oppe.

Det er, så vidt jeg kan se, uhyre vigtigt at opfatte "Kitnæs" i Heimdall (Hâma/Hama)'s værnende virke som udkigspost i søforsvaret af Heorot og de senere Lejregårde. I sejladsen mod kongsgårdene, kommende nordfra, følger kun 100 meter efter "Kitnæs" de to ege-pælespærringer på tværs af indløbet. Først "Mellemgrunden" i Lunderenden, dateret fra år 90-620 e.Kr. Dernæst Vævergrund-spærringen, dateret til år 120-340 e.Kr. For sammenligning har jeg på kortet ovenfor også gengivet den senere Skuldelev-skibsspærring i Peberrenden fra år 1050 e.Kr. For mere læsning se Hans Jeppe Ravn: Søforsvarsværker og sejlspærringer i Roskilde Fjord (Museet Færgegården, Jægerspris).

Det oprindelige stednavn "kitnæs" antyder et ophav fra "kit, kitt" (dansk, svensk, norsk), der betegner binde- og tætningsmiddel af slæmmet kridt og fernis. Ordet findes ligeledes i forstavelsen af det oldengelske tillægsord "cíþfæst" (kit-fast), der betegner noget der sidder godt fast.
Billedkilder: Google Earth 24. august 2011; Statens Museum for Kunst (KMS412) og Kort og Matrikelstyrelsen. Egne billeder taget under besøg til Kitnæs (Kignæs) 4.10.2011.

 

Kitnæs-skatten - Beowulf's værdier til Jordens Holden?
 

Om Beowulf's gravgaver hører vi i Beowulf-kvadet (sætning 3163-68):

hí on beorg dydon  bég ond siglu
eall swylce hyrsta  swylce on horde aér
níðhédige men  genumen hæfdon·
forléton eorla gestréon  eorðan healdan
gold on gréote  þaér hit nú gén lifað
eldum swá unnyt  swá hyt aérer wæs.
De på bjerget [=højden] nedsatte,  ringformet smykke og spænde;
alle sådanne prydsgenstande,  som fra skatten tidligere
nidkære mænd taget havde·
Forladende Jarlens værdier (til) Jordens holden.
Guld i sandjorden, dér hid nu (det) endnu lever [=befinder sig];
(for de) ældre (forfædre) så unyttig, som det førhen var.

Min oversættelse til nudansk. "dydon" er flertalsform af "don" (at gøre), her "nedsatte, lagde". "Siglu" fra "sigl" (fibula, spænde, hægte, krampe). Det oldengelske "beah, beag, bæh, bég, beh" med flertalsformen "beagas", betegner metal smedet i ring- eller kugleform, dog ikke en ring, i hvilket tilfælde gradbøjninger af ordet "hring" bruges. Ringformede smykker betegner f.eks. et diadem, en kongekrone, en spiralformet armring og øreringe. Det må også kunne betegne guldskillinger, møntet år 385-670 e.Kr., hvor disse er omsmedet til Gyldne Tavler (Gullnar töflor), jvf. Völuspá (vers 61, Ældre Edda). "níðhédige" er sammensat af "níð" (nid) + "hédige", fra "hédan, hodian, hoda, hodde, hodda" (oldengelsk, oldsaksisk, oldfrisisk, olddansk), alle med betydningen "dække, vogte, beskytte", i dag "hytte".   Vi må her skulle opfatte ordet identisk til Beowulf's brug af "searoniðas" (særegen nid) i Beowulf-kvadet (sætning 2738). "níðhédige" må derfor direkte opfattes som "nid-vogtere, nid-beskyttere, nid-hyttere", hvorfor jeg vælger ordet "nidkære". "forléton" fra "forlǽtan" (forlade).

 

Ovennævnte sætninger i Beowulf-kvadet er intet mindre end geniale, og giver et indblik i gravgavens virke, der strider mod gængs tanke. Den monetære gravgave er en ofring til Moder Jord - til "Jordens holden" (eorðan healdan). Ofringen er absolut uden nytteværdi for den gravlagte Jarl Beowulf i hans ophold i den næste verden i rummet fremtiden. Ved ordvalget "swylce on horde aér níðhédige men  genumen hæfdon" (som fra skatten tidligere nidkære mænd taget havde) antydes det at Heorot på et tidligere tidspunkt må være plyndret. Det er formentlig en henvisning til nedbrændingen af Heorot ca. år 494 e.Kr. Beowulf dør derfor på et tidspunkt efter denne nedbrænding, måske i begyndelsen af 500 tallet e.Kr.

Lige syd for kanten af Kignæsskrænten, dvs. lige bag ved, blev der i to omgange fra september 1965, den største i 1966, fundet en lille guldskat dateret til 4-500 tallet eKr. Guldskatten består af 20 guldskillinger og et guldspænde (fibula). Guldskatten er også kendt som "Kitnæs-skatten", og befinder sig i dag på Nationalmuseet.

 

 chap5-10-3-0-12.jpg

Kitnæs-skatten - 20 guldskillinger og et guldspænde - bég ond siglu (ringformet smykke og spænde), jvf. Beowulf-kvadet (sætning 3163).

Billedkilde: Billede af Kitnæs-skatten tilsendt 2.10.2011 af Annemette Aarøe, formand for Historisk Forening i Jægerspris, og medfinder af Kitnæs-skatten i 1966. Billedet af guldskillingen "IK92" fra forsiden af Elisabeth Munksgaard: Guldfundet fra Kitnæs (Nationalmuseet 1967); Mogens B. Mackeprang: De Nordiske Guldbrakteater (1952, planche 23:8; 23:16; 23:17). Bemærk at guldskillingerne er gengivet forholdsmæssigt større end virkeligheden i forhold til guldspændet. En guldskilling har samme størrelse som en 20-krone. Guldspændet har en faktisk længde på lidt over 4 guldskillinger. Tak til arkæolog Morten Axboe, Nationalmuseet for hjælp med ret identifikation af stemplerne fra Kitnæs-skatten, samt for at gøre opmærksom på at guldskillingen fra Jørlunde-fundet (IK94, 2) har samme stempel som IK 94, 1 fra Kitnæs-skatten.

 

Vi har, så vidt jeg kan se, ikke mange andre tilfælde i vore fund af guldskillinger og andre prydsgenstande fra landnámstiden frem til år 670 e.Kr., hvor muligheden for at koble det fundne til en mulig faktisk person er tilstede. Dette gør Kitnæs-skatten særligt spændende fordi vi har en meget ringe forståelse for hvorledes guldskatte blev udvalgt til "Jordens holden" (eorðan healdan). Er antallet af guldskillinger af betydning? Er blandingen af guldspænde, personens Hariwalda-mærke, med guldskillinger en del af ritet? Er afbildningen på guldskillingerne, visuelt og i runer, særligt udvalgt til at afspejle den højlagte person? Er de 20 guldskillinger fra en kæde med Gyldne Tavler?  Vi ved det ikke, og lad os derfor begynde med at efterse guldskattens indhold.

 

Guldspændet - Hariwalda-mærket

 

I afsnittet "Hariwalda – Hærvælder – heraldik – mærke" (underafsnit "Kæden med de Gyldne Tavler") viser jeg at vi fra de fundne guldspænder i tidsrummet år 385-670 e.Kr. synes at kunne se ættens mærke. I "Bilag J: Hariwalda mærke fordelt på landskab" viser jeg hvorledes vi kan fordele ætterne på deres Hariwalda-mærke i de danske landskaber i samtiden.

Vi har flere guldspænder fra samme tidsrum, der viser et fælles ophav til guldspændet fra Kitnæs:

  • Skodborg-skatten. Guldspænde fundet på Skodborg mark knap 3 km sydøst for Skodborg Kirke, Skodborg, Frøs Herred. Landsbyen ligger 5 km syd for Vejen, Sønderjylland. Det samlede fund består, udover guldspændet, af fire guldskillinger omsmedet til Gyldne Tavler, samt ler- og glasperler. Vi kan se fra indberetningerne om fundet, at der oprindeligt er fundet flere guldskillinger ca. 1830, der blev foræret bort som børnelegetøj, og nu er forsvundet. Tre af de Gyldne Tavler har samme stempel. Den fjerde Gyldne Tavle (DR BR8) har en indskrift i Ældre Futhark 1. Skodborg-skatten fra år 385-670 e.Kr. kan derfor sidestilles med Kitnæs-skatten.
    I forståelsen af symbolikken på guldspændet, kan vi sige at de 7 udhæng på guldspændets øvre del er De Syv Vise. I afsnitttet "Kongen som Odin – Odin som konge i Gl. Lejre" (underafsnit "Hugin og Munin – Ravnene") viser jeg, at i oprindelig tanke, og kunst, er det kun en enkelt ravn vi forbinder med opgaven som hjælpeånd og stifinder. Denne ravn er Hugin (huet). Jeg viser også at denne ravn altid gengives til højre til for Odin, der er kongen. Det følger herfra, at dette guldspænde har siddet på højre brystkasse således at ravnen har kunnet rådgive til det "rette" øre, dvs. det højre øre.
    Smedekunsten forekommer identisk til hvad vi ser i kunsten fra Sutton Hoo år 617-625 e.Kr., og guldsmykkerne dateret til 600 tallet e.Kr. fundet af Steve Sherlock i 2007 ved Loftus, Teeside i det nordlige England; nu udstillet på Kirkleatham Museum, Redcar. Alle er angelsk guldsmedekunst i verdensklasse. 
  • Elsehoved-skatten. Guldspænde fundet ved Elsehoved, Oure, Gudme Herred. Det samlede fund er beskrevet nedenfor. Vi ser på dette guldspænde, udover De Syv Vise, den opadvendte trekant Δ, som jeg argumenterer for er Scyldinga (Skjoldunge)-ættens grundmærke. Gjúkunga-ætten (Gjúkungs) er en berømt landnáms-æt fra Bornholm. Høgne Gjúkason (Högni, Høgino, Høgini) har sin odelsjord ved Limfjorden (fjörð Lima) i Hygum (Høgne's hjem), Vandfuld herred. Søsteren Guðrún Gjúkadóttir opholder sig på Thurø syd for Svendborg. Derfor argumenterer jeg for at broderen (fosterbroderen) Gutþormr havde sin odelsjord i Gudme og Gudme Herred lige nord for Svendborg, der skrives "Guthumheret" i Valdemars Jordeborg fra år 1231 e.Kr. Samtiden er omkring år 446 e.Kr. og området er af uhyre vigtighed med den største handelsplads i samtiden ved Gudme-Lundeborg. Tilhørte dette guldspænde Gutþormr er han skjoldunge. Elsehoved-skatten fra år 518-670 e.Kr. kan derfor sidestilles med Kitnæs-skatten, omend æt-mærket tydeligvis er til skjoldungerne.

1 Se  Mogens B. Mackeprang: De Nordiske Guldbrakteater (1952, 134-135, planche 23:8)

 

På en af guldskillingerne omsmedet til en Gylden Tavle fra Aars-skatten fundet på Husmand Søren Henrik Larsen's Hedelod vest for Aars (Års), det nordlige Jylland, er gengivet et æt-mærke. Æt-mærket er den opadvendte trekant Δ, skjoldunge-ættens grundmærke, men tilføjet et yderligere mærke. Samtidigt er den opadvendte trekant lagt ned således at trekantens spids peger vandret, dvs således: ◄┘. Som jeg mener vi opbyggede de oprindelige æt-mærker antyder dette at holderen af den Gyldne Tavle fra Aars-skatten er skjoldunge-æt til mandlig side, men ikke tronarving.

Guldspændet fra Kitnæs viser æt-mærket øverst på spændet, og det tager sig således ud: ◄O►. Vi er sikre på at dette er æt-mærket fordi mærket er indrammet og omringet af beskyttende drager, i kunst gengivet således, vandret og lodret: 8.

Fra utallige fund fra Jelling til Anglen, og efter år 497 e.Kr. fra Øst-Anglen, ved vi at ætterne fra Anglen's grundmærke er en hellig ring: O. Bl.a. ser vi æt-mærket afbildet på guldskillingen fra Undley Common sydvest for Lakenheath (Lakingahethe), Suffolk, Øst-Anglen (IK 374). Som jeg forklarer nedenfor, og visuelt gengiver på billedet ovenfor, er ætten fra Anglen's mærke også at finde på guldskillingerne IK92 og IK94, 1, begge fra Kitnæs-skatten.

Det er derfor særligt vigtigt at navet i guldspændet forekommer at være netop ætten fra Anglen's mærke: O, der fremhæves i midten af guldspændet, omgivet af to beskyttende drager udført i absolut verdensklasse. I grundmærkets hellige ring er gengivet en 12-takket stjerne. I afsnittet "Sumarsólstaða – Liða - ætlingen ofres og sommeren komme" viser jeg at vi også finder den 12-takkede stjerne gengivet på Sommersolhvervsafbildningen på "det korte" guldhorn fra Gallehus ved Møgeltønder i Sønderjylland, dateret til 400 tallet e.Kr., dvs. i landskabet under Anglernes kontrol før udvandringen til Øst-Anglen år 497 e.Kr.

Den 12-takkede stjerne betegner "12 måneder", og viser at man i 400 tallet e.Kr. er overgået til den solbaserede kalender. Vi ved fra Bede: De Temporum Ratione” (Caput XV) fra ca. år 725 e.Kr., at Anglernes og vor oprindelige kalender var månebaseret. Se afsnittet "Solhjulet og den matriarkalske månekalender".

Som jeg mener vi opbyggede de oprindelige æt-mærker antyder dette at holderen af guldspændet fra Kitnæs-skatten er skjoldunge-æt til mandlig side, men ikke tronarving. Samtidig er holderen i æt knyttet til ætterne fra Anglen.

 

Guldskillinger - omsmedet til Gyldne Tavler

 

Det absolut første vi bemærker er at alle 20 guldskillinger er omsmedet til Gyldne Tavler. Guldskillingerne antager derfor karakter af et hængesmykke, og ikke kun et betalingsmiddel. Omsmedningen til Gyldne Tavler gør at vi ved at guldskillingerne har været båret i en snor om halsen - en gylden kæde; hvad vi i dag genkender som en Borgmesterkæde.

Det næste vi bemærker er at 20 guldskillinger sat i en snor har en længde på mindst 53 cm. Det forekommer at være alt for lang en guldkæde. Vi kan sammenholde antallet af guldskillinger omsmedet til Gyldne Tavler med andre fund, hvor en gylden kæde også må formodes at have været nedlagt: 

  • Aulum-skatten, Midtjylland. I Skalk (206:2, s. 7 & 2006:3, s 18-19) har vi et eksempel på en gylden kæde sammensat af guldskillingerne fra Aulum, Midtjylland, dateret til år 385-670 e.Kr. Denne gyldne kæde bestod formentlig af 11 guldskillinger omsmedet til Gyldne Tavler, samt en række genstande sat på snoren for at holde guldskillingerne på deres respektive plads i kæden. Denne kæde har haft en samlet længde på ca. 29 cm. 
  • Aars-skatten, vest for Rold Skov, syd for Limfjorden (fra Søren Henrik Larsen's Hedelod). Denne guldskat består af 15 guldskillinger (8 med ens stempel, 3 med ens stempel, 1 med "LaukaR" rejst i Ældre Futhark (DR BR 29), samt 1 med "alu" rejst i Ældre Futhark (DR BR 28)).
  • Aars-skatten, vest for Rold Skov, syd for Limfjorden (fra Peder Christian Jensen's marker). Denne guldskat består af 5 mønter (3 guldskillinger og 2 romerske mønter af Valentinian III (425-55)) + 3 guldringe. Denne guldskat kan derfor dateres til år 455-670 e.Kr.
  • Elsehoved-skatten, Oure, Gudme Herred. Denne guldskat består, udover guldspændet, af 8 (oprindelig mindst 10-12) romerske guldmønter, hvoraf de 3 yngste er fra Anastasius (491-518). De andre er 1 Valentinian III (425-455); 1 Julius Majorianus (457-461) og 2 Leo I. (457-474). Denne guldskat kan derfor dateres til år 518-670 e.Kr. Afbildningen af mønterne som Gyldne Tavler i den gyldne kæde fra Mogens B. Mackeprang viser kun 6 af de 8 mønter. 1
  • Broholm-skatten, Oure, Gudme Herred. Denne guldskat består af 7 guldskillinger omsmedet til Gyldne Tavler, samt guldhalsringe, guldringe, guldspænde og meget, meget mere. 1 af de Gyldne Tavler har (endnu ufortolkede) runer rejst i Ældre Futhark (DR BR30). 2 andre guldskillinger (DR BR31 og DR BR32) antyder sen-romersk indflydelse, og ser ud til at have en blanding af runer og latinske staver, der endnu er ufortolkede.

1 Se  Mogens B. Mackeprang: De Nordiske Guldbrakteater (1952, s. 73, 120-121, planche 23:17)

 

Kitnæs-skatten mangler de mindre genstande til at holde De Gyldne Tavler på deres rette plads i kæden. Jeg mener dette må have en af to betydninger: Enten er der tale om to gyldne kæder, eller også har hele Jarl æt fra Heorot afgivet hver en af deres Gyldne Tavler således at de 20 guldskillinger aldrig har siddet i en eller to kæder, men i tyve forskellige gyldne kæder. Måske er de manglende glas- og lerperler til at holde de Gyldne Tavler på deres rette plads i kæden endnu ikke fundet, om ikke perlerne var gjort af forgængeligt materiale. Da de Gyldne Tavler i Kitnæs-skatten består af 13 med samme stempel (IK93); 2 med samme stempel (IK94, 1) og 5 med samme stempel (IK92), hvor de to sidstnævnte alle bærer ætten fra Anglen's mærke, mener jeg der må være tale om 2 gyldne kæder.

Den ene gyldne kæde har haft 13 Gyldne Tavler (Kitnæs IK93), alle med samme stempel, og betegner "udødelighed" for den der har båret kæden. Tallet 13 forbindes, uden undtagelse, altid med kongen (Odin).

Den anden gyldne kæde har haft 7 Gyldne Tavler (Kitnæs IK94, 1 + Kitnæs IK92), og betegner de "7 vise". Kitnæs-skatten, guldspændet og de 20 Gyldne Tavler, indeholder dermed den heldigste beskyttelse vi kender til; jvf. 7-9-13. Se "Bilag O: Trylleformlen 7-9-13 + 3 x banken på træ".

Guldskillingen "Kitnæs IK92" er, uden sammenligning, den mest spændende mønt i guldskatten, og som vi kan se fra de andre guldskatte, ser det ud til at det er det meningen vi skal opfatte én mønt i hver gyldne kæde, som særligt knyttet til den højlagte person. Samlet har 5 guldskillinger dette stempel.

Guldskillingen har to forskellige fugle. Denne ene, ravnen Hugin, sidder på rytterens højre skulder og rådgiver (guldsmeden sammensmelter i kunsten ravnens fugledragt med rytterens lange hår i hestehale). Den anden fugl, og den sidder på en gren så vi ved der ikke ikke er tale om en værnende drage (orm), er normalt en ørn.

Foran hesten er rytterens værnende vætte. I afsnittet "Julenisserne – Nis Gårdbo, Jólasveinar og alfer" gennemgår jeg de mangfoldige eksempler vi har på dette i urnordisk kunst. Vætten er altid iklædt samme klæder som personen den værner; i dette tilfælde nøgen. At vætten ligner en stregmand (pindemand) er ikke et udtryk for primitiv kunst, men skyldes at vætten er et lille menneske, og den dødelige konge's udødelige forfader. Den dødelige søn skal afspejle sin forfader (vætten), og den værnende vætte skal give den dødelige konge al forfædrende kraft, for større visdom og styrke i rummet nutiden. Hestens øre er vist oprejst, i kunst og virkelighed et tegn på at den lytter og er opmærksom. Da hesten er Det Store Dyr, der fragter rytteren (kongen) omkring, rådgiver vætten hesten om den rette vej. At rytteren er nøgen er i kunst et tegn på ungdom (modsat alderdom). Denne guldskilling er derfor smedet til ejermanden på et tidspunkt hvor han anerkendes som værdig i de voksnes rækker; sikkert ved 15 års alderen. Vi bemærker at rytteren ikke gør brug af stigbøjler, hvilket gør tidsrummet til før 700 tallet e.Kr.

Under hesten, Det Store Dyr der ganger, er vist solhjulet med fødder, dvs. solen ganger. Vi ved derfor at kunsten forklarer os at vi skal opfatte afbildningen som værende i et tidsrum hvor solen hverver; ikke solhverv, men mellem Sommer- og Vintersolhverv.

Under hest og rytter er rejst tre runer i Ældre Futhark:

                  • "laguR, Lagu (l) eller "*iwaR, Yr" (e)
                  • "*tiwaR, Tir, Tiw" (t)
                  • "*fehu, Feo, Feoh" (f) eller "*isaR, Is" (i)

Stavretningen på "*laguR, Lagu (l)- eller "*iwaR, Yr" (e)-runen antyder at vi skal læse indvendigt fra højre "med uret". Jeg er ikke overbevist om at læseretningen gør en forskel i forståelsen af de rejste runer på netop denne guldskilling. "*tiwaR, Tir, Tiw" (t)-runen og "*fehu, Feo, Feoh" (f) eller "*isaR, Is" (i)-runen er rejst som en binderune; noget usædvanligt i forlængelse af hinanden. Der ser ikke ud til at være stavefejl eller pladsmangel omkring runerne. De tre enkeltruner skal ikke trækkes sammen til ét ord, men opfattes hver for sig. Hvad runerne beskytter og skal give kraft til er hest og rytter.

Særligt "*laguR, Lagu" (l)- eller "*iwaR, Yr" (e)-runen er spændende da runeformen er identisk til:

  • Runerne der udgør de 24 "figurer" på "Det Lange/Store" Guldhorn fra Gallehus, Møgeltønder, Sønderjylland dateret til 400 tallet e.Kr. Disse runer er ophavet til Angelsaksiske runer. Se afsnittet "Ældre og Yngre Futhark (runer) som noder" (underafsnit "Det lange/store guldhorns rune (hemmelighed)"). I afbildningen af de 24 "figurer" har vi en identisk brug af urnordisk symbolik i kunsten med værnende vætter, de 7 Vise, de 9 Rum (verdener). Som vi har en klar sammenhæng mellem guldspændet fra Kitnæs og guldspændet fra Skodborghus, har vi en lige så klar sammenhæng mellem guldskillingen fra Kitnæs og "Det Lange/Store Guldhorn".
  • Runerne rejst på guldskillingen fra Undley Common sydvest for Lakenheath (Lakingahethe), Suffolk, Øst-Anglen (IK 374), dateret år 385-670 e.Kr.. Guldskillingen er formentlig meget tæt på år 497 e.Kr. hvor Ylfinga (Wilfingum, Wuffinga)-ætten udvandrer fra Anglen, Sønderjylland til Øst-Anglen, Britannien. Jeg mener ætten fra Anglens mærke er gengivet på mønten, og at netop denne guldskilling kan være Ylfinga (Wilfingum, Wuffinga)-ætten's Landnámsmønt. Dette æt-mærke er gengivet identisk på Kitnæs-guldskillingen. Se mønten i afsnittet "Norfolk og Suffolk, East Anglia".
  • Runerne rejst på guldskillingen fra gården Ytre Aagedal (Ågedal), Bjelland sogn, Vest Agder, Norge, dateret til år 385-670 e.Kr. Særligt den afsluttende "*iwaR, Yr" (e)-rune i ordet "tiade" (hjalp, nyttede, duede) forekommer at være identisk til runen på Kitnæs-guldskillingen. Guldskillingen kan ses i afsnittet "Hestekød – blótmad".

 

Vi har mange eksempler på indskrifter hvori indgår runerne og det urnordiske ord ”alu” (Gro!); det mest benyttede afsluttende ord i en magisk formel. På guldskillinger forekommer ordet bl.a. på guldskillingen fra Jørlunde-skatten, Jørlunde Herred (DR BR59, IK78), og guldskillingen fra Kläggerød, Skåne (DR BR63A).

Ligeledes forekommer runerne og ordet "ota" på guldskillingen fra et ukendt sted i Skåne (DR IK 152; DR BR 69); på guldskillingen fra Fjärestad, Skåne (DR IK55); på guldskillingen fra Tjurkö, Blekinge (DR IK185; DR BR76), samt på guldskillingen fra Gadegård, Bornholm (DR IK578). Det urnordiske "ota" bliver til det oldnordiske "otta" (indjage frygt, forskrække), og det er tydeligvis den kraft guldskillingen som Gylden Tavle skal give holderen.  I runegrammatik rejses normalt ikke to ens runer efter hinanden. Ordet blev derfor også på urnordisk stavet "otta".

Runerne "(g)ui" forekommer på guldskillingen fra Killerup, Odense (DR IK91; DR BR36), og forekommer her rejst som 3 beskyttende runer. Runerne "ea" forekommer på guldskillingen fra Lekkende Gods, Baarse Herred (DR BR46). Her mener jeg runerne må opfattes i deres respektive betydning, og med en samlet forståelse af "Asernes heste, Guddommelige heste, Heste givet af guderne".

I afsnittet "Lodtrækning og ulykkesvarsel mod Birka" viser jeg at vi på en særlig gruppe af sølvpenge møntet år 670-755 e.Kr. ser brugen af 3 runer rejst med det formål at forbande fjendens handelsplads Birka. I afsnittet "Runers forbandelse" giver jeg et bud på runernes respektive betydning som giver af kraft, og i deres omvendte egenskab som forbandelse, eller rettere ”virkt, wyrgd” (oldnordisk, oldengelsk) med betydningen ”virke, handling”. Fra Skírnismál (vers 36, Ældre Edda) kan vi se at det er nødvendigt at rejse tre runer for at opnå den ønskede virkning; et for hvert af rummene fortid, nutid og fremtid.

Den trefoldige brug af runer er helt konsekvent i oprindelig tanke, herunder ved afsigelse en galder (galdor), jvf. f.eks.:

          • Brugen af "*gebu (Geofu) - *ansuR (Aesc)-binderunen gentaget 3 gange på spydskaftet fra Kragehul, Odense, dateret til år 350-550 e.Kr. (DR 196), samt på guldskillingen fra Undley Common sydvest for Lakenheath (Lakingahethe), Suffolk, Øst-Anglen (IK 374), dateret til ca. år 497 e.Kr.
          • Gentagelsen af "auja alawin" (hjælp Al-ven) gentaget 3 gange i Ældre Futhark på guldskillingen omsmedet til en Gylden Tavle fra Skodborg-skatten, Frøs Herred, Sønderjylland (DR BR8).
          • Gentagelsen af "*tiwaR, Tir, Tiw" (t)-runen 3 gange på guldskillingen fundet nær Køge? (DR BR 61).
De tre rejste runer i Ældre Futhark på guldskillingen "Kitnæs IK92"  mener jeg derfor har nogenlunde følgende betydning:
              • "*iwaR, Yr" (e): Forsvarsdygtig 1 eller "*laguR, Lagu" (l): Forfædrene sæder 2
              • "*tiwaR, Tir, Tiw" (t): En kriger (Týr)'s styrke 3
              • "*fehu, Feo, Feoh" (f): Velstand 4 eller "*isaR, Is" (i): is 5

1 I afsnittet "Runers forbandelse" skriver jeg at  "Med fortolkningen af denne rune er jeg på glatis, og vi har ingen kilder der kan understøtte hvorledes vi skal forstå denne rune. Det ser ud til at vi kan forstå ild, hårdhed og våben fra runedigtet, alle ord der forbinder med evnen til at forsvare". Derfor ender jeg op med at fortolke runens forbandende virkning som "forsvarsløs". Runens modsatte virkning er derfor "forsvarsdygtig". Meget vigtigt i denne sammenhæng er at vi har mange eksempler på brugen af "*iwaR, Yr" (e)-runen på sølvpenge møntet år 670-755 e.Kr.

2 I afsnittet "LaukaR-runens beskyttelse af søens folk" viser jeg at denne rune i oprindelig tanke viser et fuldskabt, men filosofisk en-skabt, menneske. Ordet “lagu” (lov) er udviklet fra Runen ”*LaguR, Lagu” (l)-runen fordi det netop er formålet med love at fastsætte stammens sæder, videreført fra begyndelsen gennem ”fostervands-søen”. Runen er den beskyttende rune for Søens Folk, og dens kraft er sæderne givet af forfædrene. Så vidt jeg kan se forekommer brugen af denne rune kun i tilfælde hvor runen staves med sit fulde navn, jvf. "LaukaR" på guldskillingerne DR BR6; DR BR29; DR BR53; DR BR63 og DR BR67.

3 Gentagelsen af "*tiwaR, Tir, Tiw" (t)-runen 3 gange på guldskillingen fundet nær Køge? (DR BR 61). Völuspá (vers 51, Ældre Edda) afsluttes med brugen af "*tiwaR, Tir, Tiw" (t)-runen som en kraft. Samme rune kan ses på Negau "B"-hjelmen med nord-etruskiske runer. Endelig bruges runen på guldskillingen fra Austad i Nes i Flekkefjord, Vest-Agder fra år 385-670 e.Kr. med runerne "*gebu, *tiwaR" eller "gave [til] Tyr".

4 Den jyske konge Æthelberht’s Domme (Lov nr. 81) fra år 560-616 e.Kr. viser os at vi skal opfatte "fioh" (fæ), dvs. "*fehu, Feo, Feoh" (f)-runen som den samlede sum af al løs og fast ejendom, herunder kvæg, heste og penge. Runens betydning skal derfor opfattes som "velstand". Rig Veda (bog 9:LXI) udtrykker det således: "finder af heste, tilfør os heste og velstand i æt og guld”.

5 Der er, så vidt jeg ved, ingen kendte eksempler på "*isaR, Is" (i)-runen brugt som kraft eller forbandelse, hverken rejst alene og stavet med sit fulde navn, eller som en del af 3 runer rejst. Det er muligt at guldskillingen fra et ukendt findested (DR BR47) indeholder brugen af denne rune, men de på denne mønt rejste runer er endnu ufortolket. Guldskillingen kan ses i afsnittet "Sværddans ".

 

Fra mine undersøgelser af brugen af runer som forbandelse på sølvpenge møntet år 670-755 e.Kr. ser det ud til at en af hovedreglerne er at to runer med samme kraft og formål ikke forekommer samtidigt. Under forudsætning af at min forforståelse for runerne holder vand, har vi derfor to runer med samme kraft og formål; "*iwaR, Yr" (e): Forsvarsdygtig, og "*tiwaR, Tir, Tiw" (t): En kriger (Týr)'s styrke. Da sidstnævnte rune er sikker, og førstnævnte rune er tvivlsom, ender jeg op med at have følgende fortolkning af de tre rejste runer i Ældre Futhark på guldskillingen "Kitnæs IK92":

                  • "*laguR, Lagu" (l): Forfædrene sæder
                  • "*tiwaR, Tir, Tiw" (t): En kriger (Týr)'s styrke
                  • "*fehu, Feo, Feoh" (f): Velstand

Da jeg tidligere har forklaret at rytteren (og vætten)'s nøgenhed på guldskillingen er en kenning for holderen's ungdom da han gives denne Gyldne Tavle i ca. 15 års alderen, mener jeg de tre runer er nøjagtigt den kraft eller ”Hamingja” (held og lykke når det gælder) vi ønsker at give ungersvenden fra Jarl æt.

I afsnittet "Götar-sønnerne Hygelác, Herebeald og Hæðcyn – sagnet om Balder og Höðr" viser jeg at Götar-kongen Hreðel havde tre anerkendte sønner; den yngste søn, den senere Kong Hygelác (Scyldinga-æt nr. 18, Ynglinga-æt nr. 13, år 497-521 e.Kr.); den mellemste søn Hæðcyn (Höðr, Höther), og den ældste søn Herebeald (Balder). Jeg viser også at Beowulf knæsættes som 7-årig til netop Kong Hreðel, der er hans morfader. Endelig viser jeg at sønnerne Hæðcyn (Höðr) og Herebeald (Balder) er rejst fra Götaland i tidsrummet før år 497 e.Kr., og er at finde i det nuværende Danmark; på Sjælland og Sønderjylland. Vi kan vise at Herebeald og Hæðcyn’s landnám i Sønderjylland finder sted før lillebroderen Hygelác (Scyldinga-æt nr. 18, Ynglinga-æt nr. 13, år 497-521 e.Kr.) bliver konge og senere dræbt, dvs. kort før år 521 e.Kr. Vi ved også at tidsrummet er umiddelbart efter Rolf Krake bliver dræbt ca. år 494 e.Kr. Ved Sønderjylland mener vi år 497-521 e.Kr. nogenlunde landskabet syd for Gram Å. Landsbyen Skodborg, jvf. Skodborg-skatten ovenfor, ligger blot 15 km nord for Gram Å. Ved Sjælland mener vi i samme tidsrum Myadle-Susle (Medelsyssel), hvor Kitnæs og Kitnæs-skatten befinder sig.

Historien forklarer os derfor at vi har samme Götar-ætter med kontrol over Kitnæs-skatten og Skodborg-skatten, og det uden at vi behøver at tage stilling til hvorvidt Kitnæs-skatten muligvis er Beowulf's. 

Jeg viser i kapitlet "Hunnerhæren mod Kong Frode I.'s danske styrker" at der allerede er Götar-ætter tilstede som formyndere at den danske barnekonge Frode I. år 400-446 e.Kr. Beowulf-kvadet viser os at dette nære forhold mellem Götar-ætterne og Scyldinga (skjoldunge)-ætterne fortsat er stærkt og ubrydeligt ca. år 494 e.Kr., og i begyndelsen af 500 tallet e.Kr. I samme kapitel viser jeg også at vi fra "Sögubrot af nokkrum fornkonungum í Dana ok Svíaveldi” (kap 4. Frá ríki Haralds konungs) kan vi se at Ylfinga-ætten har kontrol med Östergötland i Harald Hildetand (Haraldr hilditönn, scyldinga-æt nr. 27, ca. 710-770/2)'s regeringstid:

Hann setti Hjörmund konung, son Hervarðar ylfings, yfir Eystra-Gautland, er átt hafði faðir hans ok Granmarr konungr.

Han [Harald Hildetand] satte Kong Hjörmund, søn af Hervarð fra Ylfinga-ætten, [som hersker] over Östergötland, hvilken odel havde hans fader og Kong Granmarr.

Min oversættelse til nudansk.

 

Det må være en mulighed at "Hervarðar" (Hervarð) kan være en dialektform af Hjörvarður (Hjørvard), hvorfor sidstnævnte, og dermed bl.a. Ylfinga-ætten, har Östergötland som arvelig odelsjord. Vi erindrer at det er Hjörvard (Hjorvard, Hjörvarður), Konge af Øland der angriber og afbrænder Heorot ca. år 494 e.Kr. Se afsnittet "Strå og spån" (underafsnit "Heorot - Hleiðargarð"). Hermed kan vi knytte Götar-ætterne med Ylfinga (Wilfingum, Wuffinga)-ætten fra Anglen, Sønderjylland.

Det er derfor sikkert et gammelt kivsmål mellem Götar-ætterne og Ylfinga (Wilfingum, Wuffinga)-ætten, eller et internt kivsmål blandt sidstnævnte, der udløser at Béowulf's fader Ecgþéow (Ecgþéo) dræbte Heaþoláfe fra Wilfingum (Ylfinga, Wuffinga)-ætten fra Anglen, Sønderjylland jvf. Beowulf-kvadet (sætning 456-472).

Fra slægtregistrene kan vi se at Kong Hroðgar (Scyldinga-æt nr. 17, ca. 473-525 e.Kr.) er stamfader til Ylfinga (Wilfingum, Wuffinga)-ætten fra Anglen, Sønderjylland gennem hans yngre søn Hroðmund, som Béowulf Géata (Beowulf Götar) fører samtale med, jvf. Beowulf-kvadet (sætning 1189-91).

Hvem kan være højlagt på Kitnæs? Mulighederne er mange, men måske alligevel ikke:

        • Hroðmund, søn af Kong Hroðgar (Scyldinga-æt nr. 17, ca. 473-525 e.Kr.). Dette forbliver en mulighed. Personen er stamfader til ætten fra Anglen, og er skjoldunge, men ikke tronarving. Æt-mærket på guldspændet og den Gyldne Tavle understøtter muligheden. Beowulf-kvadet nævner dog kun personen som en sidebemærkning, og gør ikke Hroðmund betydningsfuld for kongsgårdene i Lejre.

        • Hroþwulf (Hrólf Kraka, Rolf Krake, Scyldinga-æt nr. 19, før 494 e.Kr.), søn af Helge (Halga, Helgi Hálfdanarson), broder til Kong Hroðgar. Han blev dræbt i forsvaret af Heorot, Gl. Lejre ca. år 494 e.Kr. Æt-mærket på guldspændet fra Kitnæs-skatten tilsiger at der er tale om en skjoldunge, hvilket Rolf Krake er. Jvf. Skjoldungasaga døde Rolf's fader Helge (Halga, Helgi Hálfdanarson) da han var 8 år gammel. Han knæsættes herefter af sin onkel Kong Hroðgar, og de havde "den længste fred". Men årsagen til at vi finder Rolf Krake på krigsfærd i det sydlige Europa kan skyldes at han på et tidspunkt forsøgte at tage tronen fra sine fætre, dvs. Hroðmund og Hréðríc og måske Heorowearde. Samtiden påkræver næsten at han som retmæssig tronpåkræver har forsøgt sig med dette, hvilket har medført landsforvisning. Samtidig kan vi ikke knytte Rolf Krake til ætterne i Anglen, hvilet æt-mærket tilsiger. Derfor mener jeg ikke det kan være Rolf Krake der er højlagt på Kitnæs.

        • Hréðríc, søn af Kong Hroðgar (Scyldinga-æt nr. 17, ca. 473-525 e.Kr.). Han er identisk med Rørik (Hræreki slaunguanbauga, Scyldinga-æt nr. 20), og grundlægger af Roskilde (Hróiskelda) først i 500 tallet e.Kr. Æt-mærket på guldspændet fra Kitnæs-skatten tilsiger at det ikke er skjoldungernes tronarving der er højlagt på Kitnæs. Dette udelukker Hréðríc.

        • Heorowearde, søn af Hiorogár (Heorogar), ældre broder til Kong Hroðgar. Han er den rette tronarving til Scyldinga (skjoldunge)-ætten, men arver ikke tronstolen. Vi ved ikke hvorfor. Æt-mærket på guldspændet fra Kitnæs-skatten tilsiger at det ikke er skjoldungernes tronarving der er højlagt på Kitnæs. Dette udelukker Heorowearde.

        • Beowulf, Götar-æt, muligvis Ælfhere's søn, er Wægmunding, dvs. fra ”*Waégmund's klan". Han kommer ud af Scylfinga-ætten, der også er stam-ætten til Scyldinga (Skjoldunge)-ætten. Han erindres som den ypperste forsvarer af Heorot, Gl. Lejre i Kong Hroðgar's regeringstid, og dræbes på Sjælland på et tidpunkt efter Heorot blev nedbrændt ca. år 494 e.Kr. Beowulf er, jvf. Beowulf-kvadet, højlagt på ”hrones næsse” (Horn's Næs), som jeg mener er identisk til Kitnæs, Horns Herred. 

 

Beowulf-kvadet (sætning 373-75) forklarer os om Beowulf's slægtsforhold: 

Ic hine cúðe cnihtwesende·
wæs his ealdfæder  Ecgþéo háten
ðaém tó hám forgeaf Hréþel Géata
ángan dohtor·

Jeg ham kendte(,) (som) knægtvæsen·
var hans gamle fader(,)  Ecgþéo kaldet
til hvis hjem forgav Hréþel Götar
(sin) eneste datter·

Min oversættelse til nudansk. "ealdfæder" (oldefader) mener jeg her ikke skal opfattes som bedstefader, men som en beskrivelse af en nu afdød fader. Béowulf bekræfter dette i Beowulf-kvadet (sætning 260-265) ved at omtale sin fader Ecgþéow i datid, og at han døde "gamol of geardum·" (gammel af åre·).

 

Saxo: Gesto Danorum beskriver også Beowulf's slægtsforhold:

At Othinus...Qui cum filium Boum, quem ex Rinda sustulerat

Da Odin ...fik Nys om, at hans Søn Bue, som han havde avlet med Rind

Saxo: Gesta Danorum (Bog 3.4.13.1-2; 3.4.15.1-3 på latin); Fr. Winkel Horn: Saxo Grammaticus – Danmarks Krønike (1911, 1. del, Bog III: 80-81).

 

Kong Hreðel er Odin, hvilket er kongens kaldenavn frem til Troskiftet år 600-630 e.Kr. Beowulf latiniseres til "Boum, Boo", der på nudansk oversættes til "Bue", og hos Anders Sørensen Wedel i "Hundredevisebog" (1591) skrives "Boje", jvf. "Danske Kongers Nafn oc Tal" (XIV. Hotther). Hos Saxo er kvinden Rind beskrevet som "Rinda Rutenorum regis filia" (Rind, en Datter af Ruthenernes Konge), jvf. Saxo: Gesta Danorum (Bog 3.4.1.3 på latin); Fr. Winkel Horn: Saxo Grammaticus – Danmarks Krønike (1911, 1. del, Bog III: 76). Ruthenerne findes i dag spredt over Ukraine, Polen, Tjekkiet og Slovakiet. De blev i Sen-Middelalderen kaldt ”Lille-Russere, Russinere, Sydrussere”, og kalder sig på ukrainsk "Rusyn", som en modvægt til Moskoviterne mod nord i det Rusland der opstår under Ivan III. (den Store) (regent 1462-1505) i slutningen af Middelalderen. Ruthenerne er den oprindelige befolkning i det sydlige Garðaríki, dvs. Hviderusland og omkring Kænugarður (Kiev), i dag fortrinsvis det vestlige Ukraine. Jeg viser i kapitlet "Hunnerhæren mod Kong Frode I.'s danske styrker" at Ruthenernes konge, Olimar taber et søslag år 444 e.Kr. til den danske flåde, og som en del af krigsskadeerstatningen gøres underdanig.

Saxo følger her slægtsbeskrivelsen i Baldrs draumar / Vegtamskviða (vers 11. Ældre Edda), hvor vølven kvæder: "Rindr berr Vála í vestrsölum, sá mun Óðins sonr einnættr vega:" (Rind bærer Vala i De Vestlige Sale, da vil Odin's søn natgammel dræbe). "Óðins sonr" (Odin's søn) er en kenning for Beowulf i dette digt.

Sammenholder vi Beowulf-kvadet med Baldrs draumar / Vegtamskviða (vers 11. Ældre Edda) da antyder det at Kong Hreðel, der er Götar-æt, oprindeligt er indvandret fra et sted i det sydlige Garðaríki. Jeg viser i kapitlet "Hunnerhæren mod Kong Frode I.'s danske styrker" at Wuffinga-ætten (= Ylfinga-ætten) fra Angel, Sønderjylland har Östergötland som arvelig odelsjord, og at de muligvis oprindeligt ankom fra det nuværende estiske landskab Vylande (Vilande). Der er derfor ikke nødvendigvis modstridende oplysninger i den viden vi er givet.

Beowulf's fader, der blev kaldt Ecgþéow (Ecgþéo), men hvis givne navn muligvis var Ælfhere. var gift med Kong Hreðel's eneste datter. Det eneste navn vi har på Kong Hreðel's datter er kvindenavnet Rind (Rinðr), der ikke kendes andetsteds fra i Skandinavien. Det antyder enten at kvindenavnet ikke er urnordisk, underbyggende et muligt ophav fra Estland til det sydlige Garðaríki. Alternativt har navnet ændret form.

Fuglen Gærdesmutte kaldes ”Músarrindill, Rindill, Rindel” (oldnordisk, gammeldansk), men på oldengelsk ”wrenna, wraenna, werna, waerna”, nuengelsk ”wren”. Det antyder at ”Rinðr” kan have haft formen ”*Wrenna, *Wraenna” på oldengelsk og olddansk, hvis vi accepterer at endestavelsen ”-ill, -el” er en diminutiv form. Ordet ”rind” betyder på estisk ”bryst, brystkasse”, og indgår som endestavelse i mange fuglenavne, hvor fuglens navn indeholder en beskrivelse af farven på brystkassen.  

Fastholder vi troen på at ”*Waégmund” er en ældre form af det velkendte navn ”Vémundr”, der uigenkaldeligt er knyttet til ætten fra Angel, kan vi knytte Beowulf til ætten fra Angel's mærke.

Et af de helt store uafklarede spørgsmål i Beowulf-kvadet er tilstedeværelsen af to forskellige Beowulf-personer i kvadet.

Den først Beowulf er "Scyldes eafera" (Skjold's arving), jvf. Beowulf-kvadet (sætning 19), dvs. søn af "Scyld Scéfing" (Skjold Sheafsøn), jvf. Beowulf-kvadet (sætning 4). Vi ved at dette er et biologisk slægtsforhold da Kong Skjold er Beowulf's "fæder" (fader), jvf. Beowulf-kvadet (sætning 21). Derfor omtales denne Beowulf som "Béowulf Scyldinga" (Beowulf Skjoldunge), jvf. Beowulf-kvadet (sætning 53). I tid og sted lever den første Beowulf Skjoldunge to slægtled før den senere, og her omtalte, Beowulf, der lever i slutningen af 400 tallet/begyndelsen af 500 tallet e.Kr.

Personen "Scyld Scéfing" (Skjold Sheafsøn) er identisk med Kong Skjold (Scyldinga-æt nr. 13, ca. 385-425). Personen "Béowulf Scyldinga" er identisk med, eller broder til, Friðleif (Scyldinga-æt nr. 14, ca. 400-446). Se afsnittet "Scyldinga/Skjoldunge-ætten".

I afsnittet "Den hellige kop og barnedåb" viser jeg at i den oprindelige barnedåb er "skírifaðir" (dåbsfader), dvs. personen der forestår dåben og "giver" barnet dets navn, enten morfader eller højeste æt-rang. Hovedformålet med barnedåben er at give barnet den stærkeste Hamingja (held og lykke når det gælder).

Det er mit bud at den senere Beowulf-person, uanset om denne måtte være en filosofisk helte-skikkelse eller en faktisk person, navngives Beowulf for at vise æt-tilknytning til den tidligere "Béowulf Scyldinga" (Beowulf Skjoldunge), og dermed Scyldinga (Skjoldunge)-ætten. Dette er hovedformålet, i Beowulf-kvadet og virkeligheden.

Æt-mærket på guldspændet fra Kitnæs-skatten tilsiger at holderen af guldspændet er skjoldunge-æt til mandlig side, men ikke tronarving, og knyttet ætterne fra Anglen. Det krav opfylder Beowulf. Sandt eller falsk, vi ved det ikke. At Kitnæs-skatten er Beowulf's må dog være en rimelighed historisk mulighed.

I forståelse af Kitnæs-skatten og samtiden i begyndelsen af 500 tallet e.Kr. er det vigtigt også at se på Jørlunde-skatten af flere årsager:

  • De 2 guldskillinger "IK94, 1" fra Kitnæs-skatten har et stempel identisk til guldskillingen "IK94, 2" fra Jørlunde-skatten.
  • Jørlunde Herred skrives "Iurlundaherathi" (1085) og "Iurlundheret" (Valdemars Jordebog fra år 1231 e.Kr.) og har betydningen "Vildsvine-land Herred". Dette herred et det tilstødende herred til Hornsheret (Horns Herred), hvor ligger Hornswith (Hornsved = Horn's Skov). Herredet omfattede ca. år 1370 e.Kr. bl.a. sognene Sundby ydræ (Ude Sundby), Sundby østræ (Oppe Sundby) og Jørlunde; med nordlig grænse ved Græse Å. Jørlunde, med vadestedet over Græse Å værende Brobækken, ligger på landevejen fra Gl. Lejre til fiskerlejet Sletten (Havn), mellem Nivå og Humlebæk, der er det oprindelige overfartssted til Skåne. Hvem har kontrol med Jørlunde Herred har kontrol med Gl. Lejre. Vandvejen på tværs af Sjælland på dette tidspunkt er fra øst mod vest: Øresund → Mølle Å (Jægersborg Hegn og Erimitagen) → Bagsværd Sø → Mølle Å → Furesø → Farum Sø → Græse Å → Bastrup Sø → Græse Å → Burresø → Græse Å → Roskilde Fjord 1.

Svend Aakjær: Kong Valdemars Jordebog (1926-43, 2. bind: Kommentar, Hæfte 1, s. 156-157).

 

 

chap5-10-3-0-14.jpg 

Jørlunde-skatten, Jørlunde Herred

Fire guldskillinger blev iflg. protokollen fra 1817 givet til Nationalmuseet "og skulle være fundne i Nærheden af Slangerup". I 1833 blev der fundet en bred guldfingerring "som ved at pløje er funden paa Hiørlunde Mark ved Slangerup". Hertil tilføjer Nationalmuseets protokol fra 1833, at ringen blev fundet på det sted, hvor man for omtrent 20 år siden fandt de fire guldskillinger.

Alle 4 guldskillinger er omsmedet til Gyldne Tavler. Guldskillingerne antager derfor karakter af et hængesmykke. Det må her tilføjes at der blev gjort yderligere omfattende fund med brug af metaldetektor under en undersøgelse i Foråret 2006 af marken ved gården Lærkefryd, hvor man mener de oprindelige guldskillinger blev fundet. Arkæolog Søren Sørensen fra Museet Færgegården fandt bl.a. 36 romerske denarer inden for et ca. 40 x 40 m stort område, samt 10 stykker brudguld m.m. Dateringen af disse fund er også ca. 4-500 tallet e.Kr., og antyder at netop dette sted i Jørlunde har været et offersted. Det samlede fund på denne mark er nu oppe på 250 gram guld og 50 romerske mønter. Billedgengivelsen ovenfor er taget fra flere forskellige kilder.

Fra venstre: Guldskillingen "IK94, 2" med identisk stempel til de 2 guldskillinger "IK94, 1" fra Kitnæs-skatten.

Nr. 2 fra venstre: Guldskillingen "IK77". Ravnen Hugin rådgiver rytteren (Odin, Kongen)'s højre øre, der altid er det "rette" øre, jvf. det oldengelske "riht" (nuengelsk "right"). Se også afsnittet "Kongen som Odin – Odin som konge i Gl. Lejre".

Stemplet på denne guldskilling er udformet identisk til guldskillingen "DR BR42, IK58", fra et ukendt sted på Fyn, der har en meget lang runeindskrift i Ældre Futhark, hvori indgår det afsluttende ord "alu". Selve aftegningen er udført lidt anderledes. Guldskillingen kan ses i afsnittet "Ældre og Yngre Futhark (runer) som noder", hvor jeg også gennemgår runeindskriften.

Stemplet er også identisk til guldskillingen "DR BR54, IK300" fra Maglemose, Præstø, Sjælland. Også denne guldskilling har en lang runeindskrift i Ældre Futhark, der afsluttes med ordet "alu".

Stemplet er også identisk til guldskillingen "DR BR26, IK142" fra Randers-egnen, Jylland. Også denne guldskilling har en lang runeindskrift i Ældre Futhark. På denne guldskilling er ravnen Hugin aftegnet identisk med Jørlunde "IK77".

Stemplet er også identisk til guldskillingen "DR BR14" fra Skonager, Ribe, Jylland. Også denne guldskilling har en lang runeindskrift i Ældre Futhark, hvilken indskrift (dog ikke stempel) igen er identisk til guldskillingen "DR BR10, IK41, 1" fra Darum, Ribe, Jylland. Guldskillingen "DR BR14" gengiver ætten fra Angel's mærke, som vi ser det gengivet også på guldskillingen "IK94, 2" fra Jørlunde-skatten og de 2 guldskillinger "IK94, 1" fra Kitnæs-skatten.

Der findes yderligere mindst to guldskilinger, hvis findested er os ukendte, hvorpå forekommer samme stempel. I denne simple gennemgang af samme stempel-type kan vi se, at sammenknytningen mellem Sjælland, Fyn, ætten fra Angel og Jylland til Viborg (Limfjorden) findes i kunst, der afspejler tanke og virkelighed i samtiden i begyndelsen af 500 tallet e.Kr. I afsnittet "Nationalstaten Danmark" argumenterer jeg for at den decentrale nationalstat "land Dena" (Dane land, Danernes land) er på plads i 500 tallet e.Kr., måske fra ca. år 450 e.Kr. Der er, så vidt jeg kan se, fuld enighed mellem vor kunst og hvorledes vi i historiefortælling erindrer vor historiske samtid.

Nr. 3 fra venstre: I afsnittet "Skål, skåltaler og skålningsceremonier" (underafsnit "En skål fra en hovedskal") argumenterer jeg for at vor ur-erindring, og visdom tilføres os gennem Mimir, fra det indoeuropæiske ”*men-/*mon-“ – "at tænke"?. Det sker fordi menneskets ”kraft” findes i hovedskallen. Guldskillingen "DR BR59, IK78" gengiver den oprindelige fremstilling af ravnen Hugin (huet) ved kongen (Odin)'s højre øre, og Mimir (mindet, erindringen) ved kongen (Odin)'s venstre øre. Der er rejst det urnordiske ord "alu" (Gro!) i Ældre Futhark; det mest benyttede afsluttende ord i en magisk formel. Se afsnittet "Ældre og Yngre Futhark (runer) som noder". Det er gengivet to urnordiske livkors omkring afbildningen af vor store jagthund, Den danske Hund. Den danske Hund er gengivet med halsende tunge og rejste børster, hvilket i kunst betyder at hunden jager. Her skal vi være opmærksom på at det oldengelske og urnordiske ord for ”at jagte vildt” er ”huntian” (idag ”hunt”). Fra "Huntian" udvikles ”Hund” (oldnordisk, oldengelsk) som betegnelse for en han-hund blandt vore store jagthunde, i dag Den danske Hund. Det "alu" (Gro!) der henvises til på guldskillingen er vildtet og jagten, uden hvilken livet ikke kan opretholdes.

Til højre: Guldskillingen "IK79" gengiver den oprindelige fremstilling af ravnen Hugin (huet) ved kongen (Odin)'s højre øre, og Mimir (mindet, erindringen) ved kongen (Odin)'s venstre øre. På denne guldskilling er gengivelsen udvidet til også at vise kongen (Odin)'s værnende vætte. Fordi vætten i kunst skal gengives som fysisk værende foran kongen (Odin) så sidstnævnte kan "se" vætten, tvinger det guldsmeden i todimensionel kunst til at flytte Mimir's hoved under hagen på kongen (Odin). Kongen (Odin)'s værnende vætte er gengivet i samme form som på guldskillingen "IK92" fra Kitnæs-skatten, men med nogle væsentlige tilføjelser. Dette er, så vidt jeg kan se, den eneste gengivelse af en værnende vætte med løftet sværd og sværdskede. De 8 prikker i vættens ansigt er i kunst symbolet på Moder Jord, hvorved vi kan se at vætten er knytten til Jord, jvf. også brugen af betegnelsen "landvætterne" (landvættir). Som vi ser på guldskillingen "DR BR59, IK78" er der gengivet to urnordiske livkors omkring afbildningen af vor store jagthund, Den danske Hund. Den danske Hund er gengivet med halsende tunge og rejste børster, hvilket i kunst betyder at hunden jager. Her skal vi være opmærksom på at det oldengelske og urnordiske ord for ”at jagte vildt” er ”huntian” (idag ”hunt”). Fra "Huntian" udvikles ”Hund” (oldnordisk, oldengelsk) som betegnelse for en han-hund blandt vore store jagthunde, i dag Den danske Hund. Det "alu" (Gro!) der henvises til på guldskillingen er vildtet og jagten, uden hvilken livet ikke kan opretholdes. Kunsten er vor oprindelige Stil I., der er en uændret videreførsel af sarmatisk kunststil, og kendetegnet ved at afbildning af forvredne dyr med tydelig hoved- og øjenmarkering. Derfor mener jeg at den afbildning der ligner et segl, men ikke er det, kan være et lårben fra en nedlagt hjort.

Kilde: Mogens B. Mackeprang: De Nordiske Guldbrakteater (1952, s. 113, planche 6:25; 7:4; 8:20-21).

 

 

 chap5-10-3-0-13.jpg

Fra Himlingøje over Kitnæs og Jørlunde til Øst-Anglen

Til venstre: Uddrag af afbildningerne på Himlingøje-kopperne fra 1-300 tallet e.Kr. Kopperne og de samlede afbildninger kan ses i afsnittet "Sarmatisk smedekunst i vore landområder". Det hedenske livkors, kendt i Skandinavien fra Bronzealderen, er navet i den på afbildningerne udførte Sværddans (se afsnittet "Sværddans").

Øverst til højre: To guldskillinger (DR BR 59; IK 78 & IK79) omsmedet til Gyldne Tavler fra Jørlunde-skatten, Jørlunde Herred ca. 4-500 tallet e.Kr. Begge guldskillinger har to livkors knyttet til afbildningen af vor store jagthund, Den danske Hund. Guldskillingen "IK79" har yderligere et livkors knyttet til afbildningen af kongen (Odin)'s værnende vætte.

Nederst til højre: Guldskilling omsmedet til en Gylden Tavle fra Kitnæs-skatten, Horns Herred ca. 4-500 tallet e.Kr. Der findes i skatten to Gyldne Tavler med nærværende stempel (IK94, 1), og jeg formoder at denne Gyldne Tavle har indgået i en kæde med samlet 7 Gyldne Tavler. En Gylden Tavle med identisk stempel (IK94, 2) findes i den samtidige Jørlunde-skatten. Igen er livkorset navet i afbildningen, hvor det er rytteren af Jarl æt der værner om "livet". Zig-zag linien over rytterens hårpragt er måske en kenning for at "jorden ryster", underforstået "af frygt", for rytterens omdømme og evner som kriger. Det er rytterens frygtindgydende omdømme der muliggør opretholdensen af "livet". Ætten fra Anglen's mærke er gengivet, som er tilfældet på alle 7 Gyldne Tavler i denne kæde.

Nederst til venstre: Sølvpenge (Seolfor pening, silfr peningr) møntet ca. år 670 e.Kr.  Mønten blev fundet som strøfund på markerne ved bygden Lenwade. Bygden ligger ved floden Wensum vest for Attlebridge (Attle’s bro) og nord for Easthaugh (Østhøj) i Norfolk, Øst-Anglen. I afsnittet ”Norfolk og Suffolk, East Anglia” viser jeg at stedet var en del af det oprindelige Øst-Anglen fra år 497 e.Kr. Der er fundet en række andre genstande fra samme marker der antyder at stedet har været et gravsted i en periode over ca. 400 år fra bosættelsestiden fremefter.

Møntens forside viser en meget sen udgave af kongen (Odin) som shaman, hvor ravnedødsmasken er mere lig et portræt af den faktiske konge. Bemærk i øvrigt kongens tveskæg. Ved begge kongens øren ser vi to symbolske hjælpeånder, hvis opgave det er at give kongen (Odin) som shaman råd og vejledning om vejen til den næste verden, hvorfra visdom fra forfædrene kan hentes.

Dateringen af denne mønt kan ikke være meget senere end Kong (H)Rædwald, konge af East Anglia og Overherre over Britannien ca. år 617-625 e.Kr. Da sølvpenge indføres i stedet for guldskillinger år 670 e.Kr. er dateringen af mønten ganske sikkert tæt på år 670 e.Kr. Afbildningen kongen (Odin) kan derfor være Aldwulf (Gamle Ulv), Konge af Øst-Anglen år 664-713 e.Kr.

Det afbildede dyr er Den danske Hund. Uden undtagelse er vor store hund, når den skal symbolisere os eller de hjælpeånder, der hjælper kongen (Odin) som shaman, vist med oprejst hale. Som alle hundeejere vil vide er den oprejste hale tegnet på at hunden er fyldt med selvtillid, klar til alle opgaver og har modet til at løse dem. Vi har utallige gengivelser af dette fra samtidig kunst, herunder også fra Øst-Anglen. 

Vor store hund når den er vist med ”halen-mellem-benene” er til alle tider symbolet på manglende mod, flugt, ingen selvtillid og at den har tabt. Vi ved med sikkerhed at det er således vi skal opfatte denne afbildning. Rollo medtager samme forståelse til Normandiet år 912 e.Kr. og hans efterkommere bringer det med til England efter Slaget ved Hastings år 1066 e.Kr. Her viser den normannerfranske heraldik en løve med halen mellem benene. Denne løve betegnes ”lion couard” (”lion coward” eller ”løve kujon”). Ligeledes har vi stadig de to betegnelser for begrebet; ”turn tail” (vender halen) og ”tail between his legs” (halen-mellem-benene). Begge betegner ”en kujon”. Bemærkelsesværdigt er betegnelsen ”kujon/coward” formentlig oprindeligt en betegnelse for en ”kohyrde” eller ”cuhyrde” (oldengelsk).

Zig-zag linien under Den danske Hund understøtter derfor afbildningen af hunden som en kenning for at "jorden ryster", underforstået "af frygt". I dette tilfælde er det hunden der ryster af frygt.

Afbildningen der ligner Sigel (s)-runen er Thor der afsender lynild, jvf. Torden og Lynild mod Birka (”þunor ond lihting” på oldengelsk). De 4 ”bolde” underneden er blodet der flyder fra lynildens tilsigtede offer. Det er Thor, symbolet på forfædrene og deres kraft og visdom, der ved lynilden har sat frygt i hunden, hvilket igen sikrer at livet, med livkorset som kenning, kan opretholdes. Det er kongen (Odin) som shaman der på møntens forside har foranlediget at Thor afgiver lynilden.

Der er en stram linie i tanke og kunst fra Himlingøje over Kitnæs og Jørlunde til Øst-Anglen. Det må i det mindste være tæt knyttede ætter, hvis ikke samme æt, der er ophavet til kunst og tanke alle steder.

Billedkilde: Conrad Engelhardt: Denmark in the Early Iron Age (1886, s. 46); billede af Kitnæs-skatten tilsendt 2.10.2011 af Annemette Aarøe, formand for Historisk Forening i Jægerspris, og medfinder af Kitnæs-skatten i 1966. Min private møntsamling.

 

 

 

 

Den falske sandhed om Germanerne

 

 

Vel nok den største fejl konsekvent begået af mange forskere verden over i beretninger om vor historie er den falske sandhed at vi, vort sprog og vore skikke kan generaliseres og kobles sammen med de mangfoldige stammer i landområderne Germanien, og tilsammen kalde denne gruppe for "Germanere". Senere folkevandringer fra vore landområder af vore egne ned i det centrale og sydlige Europa giver, ikke overraskende, mange ligheder i sprog, sæder og skikke. Forståelse for folkevandringerne og ætternes indbyrdes sammenhæng gør at vi kan finde "tråden" uden noget som helst behov for et "Germaner"-mærkat.

Julius Caesar gør først brug af ordet "Germani", hvilket ord enten kan oprinde fra oldirsk "garim" (at råbe) eller "gair" (nabo), dvs. måske "De der Støjer" eller "Naboerne". Betegnelsen dækker oprindeligt over keltiske stammer, og var romernes generelle betegnelse for områderne nord for det oprindelige Romerrige omkring år nul.

Mit bud er at ordet er udviklet fra det indoeuropæiske "*ger-" (skrige hæst), hvorfra også dannes det oprindelige navn på fuglearten "Trane" eller "Cran, Krano, Geranōn" (oldengelsk, oldsaksisk, oldgræsk -flertalsform). Homer: Iliaden (Bog II:460) forklarer os at vort oprindelige krigsråb (krigsskrig) lyder som Tranernes skrig.

 

 chap5-10-3-0-10

 

Kort visende Romerriget år 9 e.Kr. fra Illustreret Videnskab nr. 13/2003, s. 45. Kortet er fremstillet for at give det visuelle overblik til at forklare romernes katastrofale tab af tre legioner (Legion XVII, XVIII og XIX) i Teutoburgerskoven i september år 9 e.Kr. Hævntogtet fra romerne finder sted år 14-16 e.Kr. hvor Legio II Augusta fra basen i Mainz ved Rhinen marcherer ind i ”det frie” Germanien under ledelse af General Germanicus Julius Caesar (disse krigstog kaldes Germanicus kampagnerne).

 

 

Som kortet ovenfor korrekt viser, opdelte romerne den vestlige del af Europa i 3 germanske områder:

 Germania Magna (Store Germanien)

Dele af Germanien kaldes også det ”frie” Germanien fordi romerne alene havde nominel kontrol over området.

Germania Inferior (Nedre Germanien)

Hovedbygd: Colonia Claudia Ara Agrippinensium (Køln), vest for Rhinen

General Germanicus Julius Caesar blev i år 13 e.Kr. guvernør af provinsen.

 Germania Superior (Øvre Germanien)

Hovedbygd: Mainz

General Germanicus Julius Caesar blev i år 13 e.Kr. guvernør af provinsen.

 

Romerne tager aldrig, hverken som samlet rige eller gennem det senere Vestromerske rige, kontrol nord for Elben. Romerigernes efterfølger og EU’s forløber, Karl den Store’s rige, når aldrig nord for Elben. Det tilser Kong Godfred ikke bliver tilfældet.

Ifald forskerne benytter romernes provinsopdeling som grænsemærke er det derfor uden for tvist usandt at kalde Danerne og vore landskaber for Germanere.

Der bor ingen, og har aldrig boet, Germanere nord for Elben før Herzog Heinrich der Löwe von Baiern und Sachsen (ca. 1129-1195) fortrænger Venderne fra den slaviske by Liubice (Lybæk) år 1157/8 e.Kr.

Danerne har derfor aldrig boet i Germanien og taler ikke germansk. Vi taler derimod det indoeuropæiske sprog "Norræna" (Norrøne, Nordisk) eller "Dónsk Túnga" (Dansk tunge[smål]).

Ingen Daner behøver at få fortalt at han eller hun ikke er Germaner eller har noget som helst tilfælles med disse stammer. Vor historie viser at dette ikke er tilfældet. At dette er vigtigt at forstå korrekt skyldes at forskernes falske generalisering af os som Germanere var og er forudsætningen for al tysk nationalisme med dens afart nazismen.

Sydslesviger til omkringstående landsmænd om tyskerne under 2. Verdenskrig:

"A kan da ét gør for, te di ét ka vind æ Krig!” 1

 1 Gudmund Schütte: Samfundet Modersmålet's Småskrift Nr. 4. Slesvigsk Søndagsblad, Flensborg Avis 11.-18. Maj 1924. Genoptrykt i Udvalgte Epistler, Jyder (1947)

 

Vi vil senere vil se i kapitlet om Den danske Hund (Grand Danois) i afsnittet "Preussens historieomskrivning & Tysklands anklage mod Danmark", at det absolutte nulpunkt for den nazistiske ideologi, der formuleres i Thule Gesellschaft – Thule-selskabet i 1910-18 er, at bayersk-katolske nationalister i München, med forskernes velsignelse, kan konkludere at de mangfoldige stammer i det nyskabte Tyskland og Skandinaver tilsammen kan kaldes Germanere. Derfor anser denne samling af Loki-mennesker sig for de særligt udvalgte, der skal skabe en race af supermennesker.

Hvor absolut gennemført denne falske sandhed om Germanerne er, beskrives glimrende af Anders Otte Stensager: Danske arkæologer i hagekorsets skygge (Siden Saxo, nr. 2, 2009, s. 38-49). Med massiv økonomisk støtte fra det nazistiske "Nordischen Gesellschaft", der talte Heinrich Himmler som medlem, og med den tyske arkæolog og nazist Hans Reinerth som drivkraft, afholdes i 1935 den første af flere "Nordischen Wissenschaftlichen Kongress" i Lübeck (gentages i 1936 og 1937). Formålet med disse sammenkomster var direkte at koble skandinaviske arkæologer på nazitysk ideologi, og skabe et fælles forum for kulturhistorisk forskning om den germanske races oprindelse og udvikling. Leder af Nationalmuseets 1. afdeling (oldtidsafdelingen) Johannes Brøndsted (1890-1965) deltog, og udtalte i denne forbindelse til Völkischer Beobachter (Norddeutsche Ausgabe, Nr. 186, 4.7.36), den officielle avis for NSDAP, følgende: "Jeg er, sagde professor Johannes Brøndsted, en entusiast hvad angår sådanne højt videnskabelige kongresser, som fremmer gensidig forståelse og forskning mellem de germanske folk".

Brøndsteds udtalelse gav genlyd allerede i 1936, og medlem af SA, nazisten og professor i arkæologi Ernst Sprockhoff (1892-1967) spurgte i et brev Brøndsted om han virkeligt var citeret korrekt. Det bekræftede Brøndsted, og kvalificerede så udtalelsen med at "jeg tilstræber naturligvis ikke nogen "etnografisk" udnyttelse" 1 . Dette halvhjertede forsøg på at fremstille sig selv som naiv holder ikke vand, da alle i samtiden har forstået hele formålet med brugen af "Germaner". Temaet for kongressen i 1936 var "Haus und Hof im nordischen Raum", og Brøndsteds bidrag fik overskriften "Haus und Hof der Germanen in Dänemark".  Fra 1937 leder af Nationalmuseets 2. afdeling Aage Absalon Roussell (1901-1972) deltog også i samme kongres, og hans bidrag fik overskriften "Haus und Hof der Germanen in Norwegen, Island und Grönland". Så havde man fuldt ud tilgodeset Thule-selskabets skabelsesteori om den mytologiske ø Thule i det høje nord og forbindelsen til Tyskland. Det er af denne årsag, at Hans Christian Broholm (1893-1966), der var Nationalmuseets bronzealderekspert, vælger ikke at give møde på kongressen det følgende år i 1937. At det netop er misbrugen af ordet "Germaner" det hele omhandler, kan vi udlede fordi Broholm udbeder sig rettelser til sit tilsendte bidrag "Die Tracht der Bronzezeit in Dänemark", hvor han modsætter sig anvendelsen af ordet "Germanen". 

1 Ernst Sprockhoff skriver til Brøndsted 23.7.36. Brøndsted svarer på brevet 25.7.36, og Sprockhoff skriver igen til Brøndsted 3.9.36. Brevene findes på Nationalmuseet. Se Steffen Stummann Hansen: The Wandering Congress - The Sixth Nordic Archaeological Meeting in Denmark 1937 (Acta Archaeologica, vol. 74, 2003, s. 293-305). Steffen Hansen misforstår fuldstændigt hvorfor Sprockhoff skriver til Brøndsted. Sprockhoff bliver medlem af SA allerede i 1933, og er glødende nazist. Det er ham en stor glæde at så vigtig en person fra Danmarks Nationalmuseum offentligt erklærer sig enig i nazistisk ideologi.

 

Hitler's arkitekt Albert Speer tildeltes i januar 1937 titlen "Generalbauinspektor für die Reichshauptstadt" (Generalbyggeinspektør for Rigshovedstaden). Denne udnævnelse tilkendegav startskuddet på en fuldstændig ombygning af Berlin til verdens hovedstad, som den ville tage sig ud efter gennemførelsen af de tyske geografiske udviklingsplaner undervejs. Verdens nye hovedstad havde et nav omkring fire bygningsværker:

        • Et nyt statsministerium (Neue Reichskanzlei), hvorfra magten skulle udgå. Byggeriet påbegyndtes januar 1938 og stod færdigt januar 1939.
        • Et forsamlingssted (Die Große Halle, Ruhmeshalle, Halle des Volkes), hvor folket (180.000) kunne samles og tilbede "magten". Kuppelformen var kopieret fra gudetemplet Pantheon, Rom og gjort 8 gange større (290 m høj). Blev aldrig bygget.
        • En triumfbue (Triumphbogen), hvor sejren kunne ses (med faldne soldaters navne påført). Kopieret efter Arc de Triomphe de l'Étoile, Paris og udtænkt mere end dobbelt så stor (117 m høj og 170 m bred mod Paris-buen værende 50 m høj og 45 m bred). Aldrig bygget da testforsøg viste at jorden ikke kunne belastes med den samlede vægt.
        • Et stadion (Olympiastadion), hvor sejren kunne fejres. Stadionet stod færdigt til Olympiaden i Berlin 1936.

Endelig skulle verdens nye hovedstad naturligvis gives et nyt navn da Berlin var et dekadent tabernavn. I juni 1942 kan vi i skrift se at verden skulle flokkes til sin nye hovedstad kaldet "Germania" - må vi byde Dem velkommen.

Det er vor mangel på forståelse for vore folkevandringer, der har tilladt en udvikling af forskernes ”sorte boks” under navnet Germanere. Det er mit store håb at læseren, efter at have gennemlæst denne historie, for altid vil forstå hvor forkert dette er.

Alternativt kan man læse Adam af Bremen ’s værk ”De Hamburgske Ærkebispers Historie” (bog 1) og se hvorledes Germanerne år 1070-72 e.Kr. selv skarpt opdeler stammerne mellem Danerne, Slaverne og de germanske stammer.

Eller man kan efterse hvorledes universitet i Paris, grundlagt mellem år 1150-1170 e.Kr. var organisatorisk opbygget. Kong Knud/Canute I. den Store (regent England 1016, regent Danmark 1018-1035) viser hvornår de nye kongeriger i Britannien økonomisk og militært begynder at overgå de gamle kongeriger i Skandinavien. Han viser det ved at lade sig krone i England før det sker i Danmark. Efter Slaget ved Hastings år 1066 e.Kr. opstår endnu en magtdeling, hvor Normandiet træder frem som herskende ætter. Med denne viden kan vi nu se hvorfor universitet i Paris organisatorisk opdeles i "nationer", første gang nævnt i en bulle af Pave Honorius III. (1216-1227) i år 1222 e.Kr. Disse "nationer" var:

  • De franske nationer (fra Paris mod syd, dvs. store dele af Frankrig, hele Italien, Spanien og Portugal)
  • De engelske nationer (Britannien, Skandinavien, Det sydlige Friesland og landskaberne stødende op til Østersøens sydlige bred)
  • Normandie (Normandiet)
  • Picardie (en bid af det nordlige Frankrig, herunder nuværende Belgien)

På et tidspunkt efter Hundredårskrigen mellem England og Frankrig i tidsrummet år 1337-1453 e.Kr., i takt med at vi åbner egne universiteter i Uppsala år 1477 e.Kr. og København år 1479 e.Kr., omdøbes "de engelske nationer" til "Germanorum natio, Germanorum natione" eller "natio Germanorum et Scotorum". Det er nu herfra de fleste studerende kommer til Paris for at læse 1. De oprindelige "nationer" var udformet således fordi studerende fra disse landskaber før og op til dette tidspunkt, fulgte samme lovgivning og talte nogenlunde samme sprog. Dette er, som historien viser, sandt. Som historien også viser er det ikke sandt efter 1200 tallet e.Kr.

1 De engelske studerende blev forbudt at læse på universitetet i Paris allerede år 1167 e.Kr. Dette udløser væksten på Oxford og senere Cambridge fra år 1209 e.Kr. Det første universitet i Skotland, University of St. Andrews, bliver først grundlagt år 1410-13 e.Kr. som en katolsk katedralskole.

 

 

Ikke overraskende er den falske lære om Germanerne opfundet af Germanerne selv. Betegnelsen ”Indogermanisch” opstår i Germanien i 1823 som et synonym for sproggruppen der inkluderer bl.a. indiske, iranske, latinske, græske, armenske sprog + Germanische Sprachwissenschaft. Det viste sig at være en fejlagtig gruppering da også keltisk er et indoeuropæisk sprog. Mange forskere begyndte herefter at benytte den langt mere korrekte betegnelse ”Indo-European” (Indien + Europæisk), der allerede var udviklet som terminologi af den engelske egyptolog Thomas Young i hans artikel ”Quarterly Review” (1814), men naturligvis ikke passede ind i den germanske skabelsesmyte.

Orla Lehmann (1810-1870) viser at han forstår dette fuldt ud i talen "Danmark til Ejderen" 28. maj 1842 på Skydebanen i København:

”hvad jeg ikke veed, og hvad jeg derfor gjerne vilde have at vide, er: hvad der da egenlig menes med dette Danmark, hvad dette Ord skal betyde og be­tegne. Ja, De le ad min Uvidenhed; men prøv kun paa det, mine Herrer, prøv at besvare mit Spørgsmaal, og De ville ikke finde det saa urimeligt, at jeg ikke veed, hvor langt Danmark gaar. ”Naturligvis til Kongeaaen; thi der begynder Hertugdømmet Slesvig” – ”Nej, til Flensborg Fjord; thi saa langt hersker det danske Sprog.” – ”Nej, til Slien, det ældgamle Grændseskjel mellem skandinavisk og germanisk Nationalitet.” – ”Nej, til Ejderen, der fra Carl den Stores Tider og til den Dag idag har været ”terminus imperii Romani,””. 1

1 Orla Lehmann henviser med brugen af "terminus imperii Romani" til "Ejderstenen", der i 1671 af Kong Christian V (regent 1670-1699) blev opsat på den mod Holsten vendende side af den "Holstenske Port" på sydsiden af Ejderøen i Rendsborg. Indskriften på stenen lyder "Romani Terminus Imperii". Stenen blev fjernet 1806 ved opløsningen af Det Hellige Romerske Rige af den tyske Nation (Heiliges Römisches Reich deutscher Nation), hvorunder Holsten tilstødtes Kongeriget Danmark. I dag findes stenen på Tøjhusmuseet i København.

 

Vor betegnelse for Germanien knytter sig til landskabet syd for Ejder-strømmen og "hinsides Elben" i tidsrummet år 497 e.Kr. Landskabsnavnet kommer til os i forbindelse med holmgangen mellem Uffe Hin Spage og konge-sønnen fra Myrginga-stammen, som fortalt gennem Widsith-digtet (sætning 35-44) og Beowulf-kvadet (sætning 1960-3). På en holm i Ejder-strømmen, i dag kendt som "kuningskamp", lige syd for Rendsborg, fandt holmgangen sted. Den sønderjyske krønike "Rydårbogen" (det angelske kloster Ryd's årbog, Annales Ryenses) fra 1200 tallet e.Kr. beskriver Myrgingernes landskab som værende "Thydes land".

Dronning Margrethe I. (Margareta, regent 1387-1412)’s almindelige Forordning af 1396 omtaler landskabet som "Thyderland" 1.

1 C. F. Wegener: Aarsberetninger fra Det Kongelige Geheimearchiv (5. bind, 1871-1875, Samling af danske forordninger indtil aar 1500, s. 54).

 

Ordet "þyþverscir menn" (Thyde folkets mænd) forekommer i "Brot af Sigurðarkviðu" (afslutningen, Ældre Edda), og vi kender til brugen af "Þýzka, Þýzkr" (tysker, tysk) på oldnordisk.

Sven Aggesøn: Brevis historia regum Dacie (Kortfattet historie om Danernes konger) fra ca. år 1185 e.Kr. kan vi se at Myrginga-stammen kommer fra "hinsides Elben" (transalbinas) 1.

1 Gudmund Schütte: Sønderjyske Rigssagn (1948, s.8-24); M.CL. Gertz: Scriptores Minores Historiae  Danicae, vol. I., 1917-18, s.98:11)

 

I Erik den Rødes Saga (Eiríks saga rauða) forekommer følgende sætning:

 þá kom þar at honum suðrmaðr einn, ættaðr af Brimum or Saxlandi

Da kom der til ham [Torfinn Karlsevne] en sydmand fra Bremen i Saxland.

Min oversættelse til nudansk. Tidsrummet er før år 1020 e.Kr., hvor Torfinn Karlsevne under sommeren rejser tilbage til Norge fra Grønland for at faldbyde sine varer på marked. 

 

Med andre ord; hvor "Thydes land, Thyderland" oprindeligt ser ud til at betegne landskabet syd for Elben, kan vi se at i 1000 tallet e.Kr. er Bremen en del af Saxland og indbyggerne er "suðrmaðr". Det antyder måske at det oprindelige "Tyskland" var området mellem Weser-floden og Elben.

 

Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>
 
Søgeværktøj
Fra Grímnismál (vers 32, Ældre Edda) ved vi at vor ven fra skov og have, det rødbrune egern Ratatoscr (sammensat af de oldengelske ord "ræt" + "tusc" med betydningen "Gnavertand"), er god til at frembringe svar på alt mellem himmel og jord. Nedenfor til højre fra billedet af Ratatoscr, fra Ólafur Brynjúlfsson: Gudeskrift m. bl.a. Ældre Edda (Edda Sæmundr) & Snorre Edda (1760), findes Google's søgeværktøj, der er tilpasset til at søge efter svar fra Asernes æt. Ifald søgeværktøjet ikke kan ses, højreklik på musen og genopfrisk (opdater) siden.
© Verasir.dk Asernes Æt • af Flemming Rickfors • E-mailHosting • En del af Fynhistorie.dk