Bilag R: Witherlogh – Vederloven

Baseret på Sven Aggesøn: Lejren's Lov eller Hirden's Lov (Lex Castrensis) fra ca. år 1180 e.Kr. i M. Cl. Gertz oversættelse fra latin til nudansk i 1916 (1967 udgaven). Sven Aggesøn bruger som sine kilder bl.a. Saxo: Gesta Danorum.

"Witherlogh" (Vederloven) betegner oprindeligt lovene gældende for landskabet "Withesleth" (*Vedesled = *Vedeslev?).

Fra Lejrekrøniken (Chronicon Lethrense, kap. I), fra ca. år 1170 e.Kr. kan vi se at "land Dena" (Dane land, Danernes land) i 400 tallet e.Kr. er sammensat af "Juciam, Feoniam, Scaniam et Withesleth" (Jylland, Fyn, Skåne og *Vedesled = *Vedeslev?), hvor sidstnævnte betegner "Sialand, Møn, Falster, Laland". Med Lev-endelsen er landskabsnavnet "Withesleth" (*Vedesled = *Vedeslev?) udviklet med et nav på Sjælland, formentlig med halvøen Veddelev (Vedelöf (1670), Vedelev (1863), Veddelöv (1764)), Sømme Herred ud til Roskilde Fjord som ophav, og med tingsted i Ringsted. Vær her også opmærksom på hvad forekommer at være den urnordiske opdeling af Sjælland i tre syssel; Westre-Susle (Vestersyssel), Myadle-Susle (Medelsyssel), og Østræsyslæ (Østersyssel). Opdelingen er i nord-syd gående retning, hvilket formentlig viser hvorledes der blev gjort gradvist landnám af øen fra Fyn i vest, og Skåne i øst.

Hvis, som jeg mener, "Withesleth" (*Vedesled = *Vedeslev?) skal opfattes som "Skovled, Skovlev", da må "Witherlogh" (Vederloven) skulle opfattes som "Skovloven". Hermed kan vi nu se at Kong Knud's Skovlov fra år 1031 e.Kr., gældende for de engelske landskaber og kaldet "Incipiunt constitutiones Canuti regis de foresta", tager udgangspunkt i allerede eksisterende dansk lovgivning.

"Witherlogh" (Vederloven) eller "Skovloven" er, som vi vil se, en samling af straffelove. Derfor får vi på sennordisk en omfortolkning således at det oldnordiske "viðrlög" opfattes som "straffelove" (flertal). Lovkoden omtales også som ”Loven om gengæld/hævn, erstatning og bod”. Loven, måske fra 700 tallet e.Kr., menes at være bygget på endnu ældre hirdlov og gårdsret formentlig helt tilbage til landnámstiden år 40-77 e.Kr. Loven var gældende for den ca. 3000 hærmænd store Thinglith (Tinglith, Þinglið), der omtales som "Witterlog mannæ, Witherloghmanne" (Vederlovsmændene), jvf. Lex Castrensis (Cap. II, III, VIII, X).

I et håndskrift af Sven Aggesøn's værker, bevaret i den Arnæmagnæanske Samling (katalog No. 44, 4^to; Kaalunds Katalog 676, s. 361) står på forsiden af værkets papbind skrevet: "LEX CASTRENSIS. DEN GAMLE VEDERSLAGS LOW. KONGELIGE GAARDS RETT...."

Min oversættelse er omskrevet til nudansk og forsøgt afkortet således at kun selve lovens indhold og betydning står frem.

Vanding af hest

Hvis nogen vander sin stalbroders hest sammen med sin egen, skal han ride den ene hest på vejen til vandingsstedet og den anden på tilbagevejen derfra. Skulle nogen, ridende på en andens hest, føre sin egen til vanding ved grinen, og vende tilbage på samme måde, og han tre gange er bleven stævnet i anledning af samme pligtovertrædelse og overbevist om sin skyld ved to staldbrødres vidnesbyrd, da skal han sidde een plads længere nede mod udgangen i den fælles spisesal.

Saxo tilføjer i bog 8:76 om Svend Tveskæg at den der begik samme forseelse en fjerde gang ”han maatte enten i Skamme-krogen eller paa Porten”. Dette var gældende på Kong Knud I den Store’s tid, dvs. år 1018-1035 e.Kr.

(Rangordenen ved langbordet i spisesalen blev bestemt af dygtighed, længde af tjenestetid og forrang i adelsslægt. Som jeg selv opdagede på Ollerup Idrætshøjskole i 1974, og som vil stå klart om et øjeblik, er det yderst ubehageligt at blive sat for enden af langbordet mod udgangen).

”Et kobbel heste uden for en kro” malet af Otto Bache i 1878 og et af mine favoritmalerier. Maleriet blev solgt til Kongens samling. Kroen er Lindenborg kro, der lå på den gamle landevej mod Holbæk 10 km vest for Roskilde. Kroen hørte under Lindholm gods og brændte ned i begyndelsen af 1960’erne. 2 af hestene skulle efter sigende være knapstruppere, hvoraf karlen sidder på den ene. Udgivet som frimærke i 1976. Den litografiske reproduktion ovenfor er gjort af P. W. Johansen (1870-1957). Han kom til Ålborg i 1897, og blev i 1901 ansat hos Kruchow & Waldorff, hvor han bl.a. lavede seks Carlsberg ølplakater, inkl. ”den tørstige mand” fra 1904. Det er derfor vi finder mange af disse litografier på loppemarkeder landet over for næsten ingen penge.

Fodring af hest

Samme straf ifaldes den som fodrer sin egen hest sammen med sin staldbroders ganger, og tre gange ligger aksene foran sin egen hest. Overbevisning om skyld sker ved to staldbrødres vidnesbyrd.

Forplumring af vandløb

Samme straf ifaldes den som tre gange fører hestene til vanding, og ridder op imod strømmen og således plumrer vandet, så at andre ikke kan få andet end plumret vand at drikke. Overbevisning om skyld sker ved to staldbrødres vidnesbyrd.

Saxo tilføjer i bog 8:76 om Svend Tveskæg at den der begik samme forseelse en fjerde gang ”han maatte enten i Skamme-krogen eller paa Porten.” Dette var gældende på Kong Knud I den Store’s tid, dvs. år 1018-1035 e.Kr.

(Ovennævnte må være den tidligst kendte miljølovgivning).

Retsgrundsætning

Thi lige forseelse domfældes med med lige straf.

Trodsig anmasselse

Den der tre gange forser sig på trods, og med fuld bevisthed om at han forser sig, fordi han hovmodig hæver sig over sine fæller, og derved i fremtiden agter at handle som han hidtil har gjort, skal sidde på nederste plads af alle, og enhver må da efter eget tykke kaste ben på ham. Han må ej heller nyde drikke eller spise i fællesskab med nogen anden, men skal alene for sig nøjes med egen disk og eget bæger. Kongen kan dog bestemme at tage den skyldige under sin beskyttelse således at vedkommende får sæde ved siden af Kongen. Dog skal han være unddragen al støtte fra sin fæller og helt udløst fra tidligere retstillings bånd.

Saxo tilføjer i bog 8:75 om Svend Tveskæg at den der begik samme forseelse en fjerde gang ”han maatte fra Bordet og hen i Skamme-krogen, hvor ingen af hans Medtjenere enten aad af Fad eller drak af Krus med ham”.

(At kaste med knogler/knogleben hed på oldnordisk ”Hnútukast”).

Kongen og Loven

Den af et hærfølge omgivne Konge, eller hvem der indtager samme æresstilling, skal vise sine mænd samme troskab og tillid som af disse påkræves. Kongen skal udbetale lønning for krigstjeneste, uden nølen eller undladelse af enhver indvending, som nytte eller nødvendighed kræver.

(Loven er skrevet således fordi lokale stormænd og gejstlige også havde en privat hird, og loven gjaldt tillige for dem.

Vi ved at denne lov blev sat på en kraftig prøve under Kong Knud I Den Store (konge af England år 1016, konge af Danmark/Skåne/ Norge/Upland år 1018). Kong Knud dræbte i England en af sine hirdmænd. Vi ved at Hirden samledes til stævne for at afsige dom, men hvad der rent faktisk skete herefter har vi to forskellige udgaver af.

Sven Aggesøn skriver at Hirden på den ene side fandt det vigtigt at et sådant fundamentalt brud på Vederloven ikke kunne gå upåagtet hen da det ellers ville være umuligt fremover at opholde loven for resten af Hirden. Hirden var naturligvis også klar over at det næppe ville være en god ide at dræbe kongen for da ville det nygenvundne England gå tabt. Iflg. Sven Aggesøn blev resultatet derfor at Kong Knud ceremonielt måtte knæle foran den samlede Hird og afvente sin dom. Herefter lod Hirden nåde gå for ret og alle videre følger fjernet, men samtidigt blev det fastslået at dette var en undtagelse, der ikke ville blive gentaget for hverken Kongen eller noget andet medlem af Hirden. Slig fremtidig forbrydelse ville resultere i dødstraf eller landsforvisning og fredløshed.

Saxo skriver i Bog 8:83 om Svend Tveskæg at Kong Knud blev pålagt at give sig selv en bøde på 360 Mark sølvpenge og en bodsgave på 9 mark guld, 9 gange den vanlige takst for Vergeld/Mandsbod.⅓af dette beløb gik til den dræbtes frænder, ⅓ til Hirden og ⅓ til Kongen selv. Denne fordelingsnøgle var den normale skik, men i dette tilfælde skriver Saxo at Kong Knud gav sin part til de gejstlige og de fattige. Saxo skriver også at Kong Knud herefter ændrede Vederloven således at en lignende forseelse fremover alene kunne klares ved vergeld/mandsbod, men dette bestrider Sven Aggesøn .)

Retsgrundsætning

Thi ikke med grund kan den stille fordring, som ikke yder, hvad han skylder.

Skiftedag

På dagen før den ottende dag i juletiden (dvs. 31. december) kan en velprøvet hirdmand, som attrår at få sig en ny Herre, sende to af sine hirdfæller til den Herre, fra hvis Herskabs retsstyrelse han begærer at frigøre sig, og de skal da opsige ham. Herefter kan han, uden at lide nogen forhånelse og uden at tilføje sin Herre nogen beskæmmelse, frit give sig i en anden Herres tjeneste.

Nr. 916 Siællen ær skijffthe bædræ

(Sjælden er skifte bedre)

Huskarlestævne - kivsmål

Dersom en hirdmand tilføjer en af sine hirdfæller skældsords forhånelser eller udæsker ham ved kivsmål, ligegyldigt af hvad art, og derved øver uret imod ham, da forhandles dette, i Kongens nærværelse, på Huskarlestævne (Huskarlesteffne, Huskarlestefne), jvf. Lex Castrensis (Cap. VIII, XIV), dvs. det stævne hvor alle hirdmænd stævnede sammen. Kan sagsøger godtgøre den imod ham øvede uret og forseelsen mod Vederloven, er det fastslået at den skyldige skal sidde een plads længere nede mod udgangen af den fælles spisesal. Overbevisning om skyld sker ved to staldbrødres vidnesbyrd og Helligdoms Ed. Videre er det bestemt fastsat, at enhver retstvist mellem hirdfæller ikke må afgøres eller endog forhandles nogensteds uden på Huskarlestævne.

Huskarlestævne – ejendomsstrid

Enhver retsstrid mellem hirdfæller angående grundstykker, marker eller Boran (husplyndring) ¹ forhandles og afgøres på Huskarlestævne.

¹ ”Boran/Búrán” betød bl.a. ”kvægran/kvægtyveri” eller ”ran af bo”, men ordet oprinder af ”búr” der lig vort brug af ordet ”fadebur” var et hus hvori husholdningssager og forråd blev opbevaret. Derfor har betydningen nok udviklet sig til at betyde ”husplyndring.” Tyvekoster skjult i et hul kaldes ”borafóli.” Ordet ”bora” på oldnordisk betyder ”bore, borehul.” og ”fóli””tyvekoster”.

Den der ved domskendelse på Huskarlestævnet er Hævderen (den, som ved den foreløbige domskendelse indtil videre er antaget for den retmæssige besidder af den omstridte genstand) skal straks i forening med seks mænd, udvalgt ved lodtrækning fra hans Fjarthing ¹, hævde at han har været i uafbrudt besiddelse af det omstridte jordstykke, eller han skal forsvare sin retsindsigelse mod modparten efter en dertil anvist lovregel. Dog må mindre retsstridigheder afgøres ved vidnesbyrd fra de to staldbrødre, der i spisesalen har sæde på hver sin side af Hævderen (dette punkt blev i 1100 tallet ændret til to staldbrødre alene).

¹ Þinglið var inddelt i 4 korps, kaldet ”Fjarthing” eller ”Fjerdinger” og i ”Sveet”. Det oldnordiske "sveit" betyder oprindeligt "et følge", men forbindes med "6 mænd". Vi kan ikke sige om "sveet, sveit" er en undergruppe af "Fjarthing". Ordet "sveit" er udviklet fra "sveita" (sveder, anstrenge sig af alle kræfter). Det er klart at en "sveet, sveit" i flertalsformen "sveitar" må være 2 x "sveit" og identisk til de 12 krigere vi altid hører samlet omkring kongen (nr. 13). Ligeledes må 10 x "sveitar" = Herat = 120 krigere.

Opdelingen i 4 korps er formentlig en opdeling der oprinder tilbage fra folkevandringen fra Babylonien/Mesopotamien. Vi ved bl.a. at da Farao Ramses II i maj 1288 f.Kr. deltager i det nok mest betydningsfulde slag nogensinde ført ”Slaget ved Kadesh/Qadesh” da er den egyptiske hær opdelt i 4 korps navngivet efter lokaler guder (P’Re/Re, Amun/Amen, Sutekh/Suteh og Ptah). Hvert korps bestod af 5000 mand, hvoraf 4000 var fodfolk og 500 var stridsvogne (hver med 2 mand). Dette er det første slag vi med sikkerhed ved gjorde brug af gennemtænkt militær taktik og strategi, og Egypterne vinder med nød og næppe slaget og får kontrol over Syrien.

(Loven her er ganske interessant. Som man kan se fremstår Hævderen, der jo netop er foreløbigt antaget som den retmæssige besidder, i det efterfølgende retsforløb nu som den anklagede/sagsøgte, medens modparten står som klager. Vi kan også se, at Hævderen ingen direkte indflydelse har på hvem der indgår i juryen på seks mænd, hvilket skulle øge retfærdigheden. Endvidere kan vi se at den nu anklagede Hævder kan ”forsvare sin retsindsigelse” ved påvisning af et faktisk forhold f.eks. besiddelse gennem så lang tid at hævd (heraf ordet) kunne gøres gældende. Dette kendes også fra Romerret under begrebet ”exceptio”).

Æreskrænkelse med vanærende slag

Dersom hirdmand krænker hirdmand med næveslag, jern eller knippel, eller hvis han med vold vrister noget ud af hans hænder, eller hvis han mishandler håret på anden hirdmands hoved, eller hvis han stræber Kongen efter livet, udstødes den skyldige af Hirden og være færdig med Hirdmandstjeneste. Overbevisning om skyld sker ved to staldbrødres vidnesbyrd.

(Her har jeg hentet indholdet af loven fra Saxo idet Sven Aggesøn kun omtaler ”slog ham med næven eller med det første det bedste våben”. Da sværdet var det bedste våben, og alt andet mindre hæderlige våben, er Saxos beskrivelse ganske sikkert korrekt. Sven Aggesøn er helt klar på at en forbrydelse som beskrevet ovenfor ikke kunne klares med vergeld/mandsbod. Dertil var æreskrænkelsen med brugen af uhæderlige våben for stor).

Hirdmand sårer hirdmand

Dersom hirdmand sårer en hirdmand med vidende og fuld bevisthed, da bøder han til Kongen 40 Mark sølvpenge. Han forlige sig med ham, hvem uretten er tilføjet, ved en bøde på andre 40 Mark sølvpenge og i tillæg en Gørsum (gyrsum, görsum); ”gersemi” (oldnordisk) eller ”bodsgave” på 2 Mark guld. Dertil skal han, for tredje gang, til samtlige hirdfæller bøde en fællesbøde på 40 Mark sølvpenge.

Dersom hirdmand sårer en hirdmand uafvidende og uden at kende ham (f.eks. at han ikke ser ham i mørke), mens han har til hensigt at såre en anden (hirdmand eller ej), eller hvis han sårer ham ved et ulykkestilfælde, da skal han, når han stævnes derfor ved tre staldbrødres vidnesbyrd, godtgøre at han ikke har kendt ham, og mod sin vilje har såret ham. Godtages godtgørelsen ikke da bøder han som omtalt ovenfor.

Huskarlestævne - Trosvigeri og Herremord

Trosvigeri (højforræderi) at vorde og øve eller mord på sin Herre og Fyrste straffes med tab af liv og formue.

Kongen anklager

Ifald Kongen rejser beskyldning om forræderi eller Majestætskrænkelse da skal Kongen i sin Kongsgård, ved to hirdmænd fra den anklagedes egen Sveet og Fjarthing, lade ham stævne tilHuskarlestævne med angivelse af tid og sted.

Møder den anklagede ikke til det indkaldte Huskarlestævne da skal Kongen gå til den anklagedes hus og stævne ham for anden gang med angivelse af tid og sted.

Undlader den anklagede at efterkomme 2. stævning da lader Kongen for tredje gang den anklagede stævne på samme vis som skrevet ovenfor. Giver den anklagede ej heller møde til Huskarlestævnet efter 3. stævning da anses han som domsfældt, landsforvises og hans formue tildømmes Kongen.

Giver den anklagede møde for Huskarlestævnet og Kongen, ved to staldbrødres vidnesbyrd og Helligdoms Ed, overbeviser om skyld om enten at ville forråde Kongens liv eller hans Rige, dømmes han fredløs og landsforvises (Sven Aggesøn skriver ”dømt for livet” men forklarer os at det betyder fredløshed og landsforvisning. Da enhver ustraffet kan dræbe en fredløs har en sådan straf været lig en dødsstraf) og udstødes af Hirden med niddingsord (Nithingsorth), jvf. Lex Castrensis (Cap. X, XI), dvs. vanærende ord. 

Vover to hirdmænd ikke at bevidne den anklagedes forræderi og tage Helligdoms Ed, da skal han med Jernbyrd enten fældes eller værges.

Jernbyrd

Retsafgørelsen Jernbyrd var at man skulle kunne bære glødende jernhandsker uden at de skadede hænderne. Saxo: Gesta Danorum ¹ forklarer os medens Svend Tveskæg (regent 986-1014) er konge indføres Jernbyrd i retsforståelsen. Det skyldes den katolske præst Poppo (Popo), der under et thingstævne på Isøre, fordi han ikke kunne tale dansk og skulle forsøge at overbevise forsamlingen om kristendommens fortræffelige egenskaber, tog en gloende jernhandske på gjort som en bælghandske, bar den uforsagt rundt hele thingstedet og lagde den for kongens fødder. Som følge af dette aflagde man begrebet Tvekamp i rettergang og indførte Jernbyrd til afgørelse af tvivlsomme sager.

Adam af Bremen: Gesta Hammaburgensis (Bog 2: XXV, indskudt Schol. 20, s.87) skriver år 1070-2 e.Kr. nok hvad der tidsmæssigt forekommer at være tættere på sandheden:

"I det Herrens Aar 966 blev Danerne omvendt til Troen af en vis Poppo, som i Folkets Paasyn bar et hvidglødende Jærn, formet som en Handske, uden at faa Men deraf; da Kong Harald [Blåtand] saa det, opgav han Afgudsdyrkelsen og omvendte sig sammen med hele Folket til den sande Gudsdyrkelse; Poppo blev forfremmet til Bisp". 

Hændelsen på Isøre thing henføres af Adam af Bremen til år 966 e.Kr. og Kong Harald Blåtand, ikke sønnen Svend Tveskæg. Dette er ej heller helt korrekt da Jellingestenen er dateret til år 965 e.Kr. Snarere synes det at begivenheden finder sted ca. år 960 e.Kr. da Harald Blåtand overtager tronen år 958 e.Kr. Denne datering passer samtidigt ind med at de fleste synes at mene at Poppo efterfølgende blev biskop af Würtzburg i årene 961-984 e.Kr.

Widukund fra Korvei (Corvey; Corbeius Widukindus): Res Gestae Saxonicae (Bog III: LXV De Danis, quomodo Christiani perfecte facti sunt) fra ca. år 970 e.Kr., dvs. før Svend Tveskæg's regeringstid, afgører at der må være tale om Kong Harald Blåtand. Da værket tilmed er samtidigt, har vi nok her det bedste vidnesbyrd om sagen. Krøniken forklarer at det var Kong Harald (Haraldus autem rex) der overså Jernbyrden foretaget af "en klerk....kaldet Poppa" (clericus ... nomine Poppa).

¹ Saxo: Gesta Danorum (Bog 10.11.3 på latin); Fr. Winkel Horn: Saxo Grammaticus - Danmarks Krønike (1911, 1. Del, X. Bog, s. 399-400); N.F.S. Grundtvig: Danmarks Riges Krönike (1818-1823. 1855 udgaven fra 1924, Bog 8:26-29).

Den katolske præst Poppo på thingstævnet på Isøre ca. år 960 e.Kr. Fra samlingen af forgyldte kobberplader fundet 1870 i Tamdrup kirke ved Horsens (nu Nationalmuseet). Pladerne er dateret til begyndelsen af 1200 tallet e.Kr. Den her viste skitse er tegnet efter originalen af J. Kraglund. Billedkilde: Skalk (2005:1, s.18-19)

Anders Bøgh skriver I "Dansk samfundshistorie" at Jernbyrd oftest bestod i at den anklagede skulle bære et stykke glødende jern 9 skridt, hvorefter han kastede det fra sig. Hans hænder blev derefter forseglet med vanter. Udfaldet afhang af, hvordan hans hænder så ud når vanterne nogle dage efter blev taget af. Gik der betændelse i sårene anså man manden for dømt af guderne. Modsat hvis der ikke var betændelse i sårende var han frikendt. Kvinder skulle tage en sten op fra en gryde med kogende vand med samme afgørelse efter nogle dage (se nedenfor).

Gudrun Victoria har gjort mig opmærksom på hvad Gudrúnarkviða (vers 8-11, Ældre Edda) siger om Jernbyrd (i Thøger Larsen’s oversættelse fra 1926):

”Valdemar den 2.’s forordning om jærnbyrds afskaffelse” ¹, fra efter år 1216 e.Kr., omtaler stadig jernbyrd:

”Pawin hawir allum christnum mannum forbuthit iernbiwrth. oc far thy at swa ær. Tha williom wi ey oc ey mughum wi skiwda ws fran thesse almennings buthi. Oc far thy tha hawa wi meth the beste manna rathe. lengi oc mikit at leet. hwilken logh ther we mattum sædiæ mannum fore iern biwrth”.
 
Med andre ord, ”almennings buthi” eller folket i almindelighed har ophørt med brugen af jernbyrd, hvilken retspraksis kongen ønsker at opretholde som gældende ret. Vi kan dog herfra slutte modsat at lovgivningen under Valdemar II. (regent 1202-1241) ikke har gjort ligeså, hvorfor den stadig gælder. Det ser vi også er tilfældet i Skånske Lov og Jyske Lov. Hvad kongen gør med sin forordning om jernbyrd er at nævne det tilfælde, og under hvilke retsforhold, at jernbyrd stadig er gældende lov. Kongen forklarer efterfølgende:

”at hwilken som warthir sektir fore thiwfnath. weri sik meth nefnd a hærethsthingi thesse lund...”

eller

”at hvilken som være sigtet for tyveri være sig med næven på herredstinget i disse land(skaber)...”.

I den oprindelige lovgivning ser det ud til at ordet ”næfnd” (Skånske Lov, i Yngre Futhark) eller ”nefnd” (ovennævnte lov, latinske bogstaver) bruges som betegnelsen for ”Jernbyrd”.
 
¹ Kilde: P.G. Thorsen: Skånske Lov og Eskils skånske Kirkelov tilligemed Andreæ Sunonis lex Scaniæ prouincialis, Skånske Arvebog og det tilbageværende af Knud den 6.’s og Valdemar den 2.’s Lovgivning vedkommende skånske Lov (1853, Indledning s.13, 26,  s.246-248)

Denne lovændring i Vederloven til fordel for Jernbyrd kan være årsagen til at Snorre senere, af fri fantasi, til Thor opfinder jernhandskerne ”Járngreipr” (Jerngreb) og bæltet ”Megingjörð, megingjarðar” (Hovedgjord, jvf. det bælte der går omkring hestens mave og fastgør sadlen) i Snorre Edda  (Skáldskaparmál, 26. För Þórs til Geirröðargarða &  Gylfaginning, kap. 21.). Snorre’s brug af disse to enheder er mildest talt uheldig og findes ingen steder i oprindelig tanke, ikke mindst fordi jernhandsker (járnglófar) ikke kendes tidligere end år 960 e.Kr. Snorre gør uden tvivl dette af god vilje da jernhandskerne i hans samtid er forbundet med kristendommens overlegenhed. Derfor skal Thor naturligvis også kunne bære jernhandsker så han ikke stilles i skyggen af Jesus-figuren som Kristus.

Hólmganga (Holmgang) og Einvígi (Tvekamp)

Der synes at være to begreber omhandlende en retsafgørelse i form af en kamp mellem to personer med en (rets)tvist: ”Einvígi” (oldnordisk)/ ”Artwig” (oldengelsk), der begge i Oldnordisk Ordbog oversættes til ”Enekamp” (direkte betydning) og ”Tvekamp”, samt ”Hólmganga”  (Holmgang) der alene oversættes til Tvekamp. Det er derfor mit gæt at Gårdsretten har kaldt retsafgørelsen for ”Hólmganga”, medens ”Einvígi” (Tvekamp) fandt sted uden for Gårdsretten, lig Middelalderens dueller. Retsafgørelsen Hólmganga var omfattet af lov, der kaldtes ”Hólmgöngulög” (Holmgangslov) modsat Einvígi (Tvekamp), hvorom der ingen lovgivning fandtes. Gennem Oldnordisk Ordbog og Kormáks saga (kap. 10) kan vi danne os et nogenlunde billede af hvorledes dette gik for sig.

Tacitus skriver år 98 e.Kr. i Germania (kap. 10:6) omkring dette. Vi er ankommet til vore nuværende landområder på dette tidspunkt. Retsafgørelsen, der her beskrives, har ligeledes været gældende for os:

”Est et alia observatio auspiciorum, qua gravium bellorum eventus explorant. Eius gentis, cum qua bellum est, captivum quoquo modo interceptum cum electo popularium suorum, patriis quemque armis, committunt: victoria huius vel illius pro praeiudicio accipitur”.

”Der er en anden metode at observere forvarsel, med hvilken de søger at lære om udkommet af en vigtig krig. Havende taget, med brug af de midler der er til rådighed, en fange fra den stamme med hvem de er i krig, da lader de ham i kamp mod en mand udvalgt fra deres egen stamme, hver kæmpe brugene våben fra deres respektive land: Sejren af den ene eller den anden er accepteret som en afgørelse af sagen”.

Min oversættelse til nudansk.

Tacitus’ beskrivelse af Einvígi (Tvekamp) har klart en religiøs undertone da udkommet blev taget som et forvarsel om udkommet af vigtig fremtidig begivenhed. Disse Einvígi (Tvekamp) har sikkert fulgt religiøse forskrifter og er blevet udkæmpet i et lille område der er gjort helligt til lejligheden. Disse kendes bl.a. som ”dómhringr” (Domsringen) hvor Egils saga Skallagrimssonar (kap. 90) forklarer os at Gulaþing samledes med 12 dommere fra Fjordane (mellem Möre og Björgvin/Bergen), 12 dommere fra Sogn (nord for Hjordaland og syd for Möre) for og 12 dommere fra Hjordaland (nord for Rogaland og syd for Sogn. Hovedbygd Björgvin/Bergen). Disse 3 x 12 domsmænd afgjorde retssager. Ligeledes begrebet ”friðgarðr” (fredgård, her i betydningen af et aflukket område gjort helligt) inden for hvilken såvel ofringer og retsafgørelser fandt sted.

Det er i lyset af denne religiøse helliggørelse af en aflukket ring at vi skal forstå hvorfor Holmgang bliver en helt naturlig retsafgørelse for tvister.

Kormáks saga (kap. 10) viser forskellen på Holmgang og Einvígi (Tvekamp):

Bersi mælti: "Þú Kormákur skoraðir á mig til hólmgöngu en þar í mót býð eg þér einvígi. Þú ert maður ungur og lítt reyndur en á hólmgöngu er vandhæfi en alls ekki á einvígi."

Bersi mælte: ”Du, Kormak, har udfordret mig til Holmgang. I stedet byder jeg dig til Tvekamp (Einvígi). Du er en ung mand og liden regnet [uprøvet/uden erfaring]. En Holmgang er vanskelig, men det er ikke en Tvekamp”.

Min oversættelse til nudansk.

Holmgang har derfor tydeligt været fuldstændigt lovgivet og strengt rituel, og dette skyldes ganske sikkert at lovgivningen flyder fra urnordisk tanke og sæder med en retsafgørelse på et, overfor forfædrende, helliggjort område.

Ordet ”Hólm” betyder ”lille ø” men tillige ”stedet hvor en Holmgang skulle gå for sig”, dvs. en figurativ ø skabt af en kreds af sten og/eller pæle (se nedenfor).

Udfordreren kaldtes ”Hólmgangamaðr” (Holmgangsmanden) og det at udfordre kaldtes ”skora á Hólm” (udfordre til en Holmgang). Stedet hvor det skulle foregå kaldtes ”Hólmgangastaðr” eller ”Hólmstaðr” (Holmgangsstedet/ Holmstedet). Sværdet der brugtes til Hólmganga kaldtes ”Hólmgangasverð” eller ”Hólmsverð” (Holmgangssværdet/ Holmsværdet). Dette antyder at Holmgangsloven har defineret hvorledes dette sværd skulle være udfærdiget eller måske at de skulle være ens. Samtidig tyder det også på at sværdet, som det eneste ”hæderlige” våben, alene måtte benyttes.

Selve Holmgangen fandt sted inden for en ring eller kreds af sten og/eller indhegning af hasselstænger som blev lagt omkring Holmgangsstedet. Denne ring kaldtes ”Hólmhringr” (Holmringen). Det at møde til Holmgang kaldtes ”Hólmstefna” (Holmstævne), og tidspunktet for retsafgørelsen ”Hólmstefnatími” (Holmstævnetimen).

Holmgangsloven muliggjorde at hver af Holmgangsmændene, før Holmgangen fandt sted, kunne frikøbe sig (mod tab af liv?) ifald man tabte Holmgangen, dvs. sværdslaget. Dette kaldtes ”Hólmlausn” (Holmløsen).

Kormáks saga (kap. 10) udvider forståelsen af Holmgang:

”Það voru hólmgöngulög að feldur skal vera fimm alna í skaut og lykkjur í hornum. Skyldi þar setja niður hæla þá er höfuð var á öðrum enda. Það hétu tjösnur. Sá er um bjó skyldi ganga að tjösnunum svo að sæi himin milli fóta sér og héldi í eyrasnepla með þeim formála sem síðan er eftir hafður í blóti því að kallað er tjösnublót. Þrír reitar skulu umhverfis feldinn, fets breiðir. Út frá reitum skulu vera strengir fjórir og heita það höslur. Það er völlur haslaður er svo er gert. Maður skal hafa þrjá skjöldu en er þeir eru farnir þá skal ganga á feld þó að áður hafi af hörfað. Þá skal hlífast með vopnum þaðan frá.Sá skal höggva er á er skorað. Ef annar verður sár svo að blóð komi á feld er eigi skylt að berjast lengur. Ef maður stígur öðrum fæti út um höslur fer hann á hæl en rennur ef báðum stígur. Sinn maður skal halda skildi fyrir hvorum þeim er berst. Sá skal gjalda hólmlausn er meir verður sár, þrjár merkur silfurs í hólmlausn”.

”Det var Holmgangslov at feltet 1 skal være fem alen i skjøde/hjørnet og med løkke i hjørnet 2. Heri skulle sættes ned træpinde/spiler med hoved på den anden ende. Disse hed tjösnur 3. Så skulle han der gjorde det rede gå til træpindene så(ledes) at han kunne se himmelen mellem sine fødder og holde i øreflipperne og formæle (sige forordet) som siden er gengivet i blotet der kaldes tjösnublót 4. Tre afstukkede furer skulle omgives felten, en fod bred 5. Ud fra furerne skulle der være fire stænger der hedder Hasler 6. Når dette er gjort er det et hasselsted 7. Hver mand skal have tre skjolde og når de er i uføre (dvs. slået itu) skal han gå til feltet ifald han fra dette var gået. Da skal han forsvare sig med våben herfra 8. Han skal hugge (først) der er blevet udfordret. Hvis en bliver såret så blod kommer (drypper) på feltet han er ikke skyldig af kæmpe længere. Hvis en mand sætter en fod udenfor hasselstængerne ”fór han i hæl” men ”han render” hvis begge stiger ud. Sin (hans egen) mand skal holde skjoldene for hver af dem der kæmper. Der skal gælde Holmløsen for den der bærer sår, tre mark sølv i Holmløsen 9.

Min oversættelse til nudansk.

¹ Oldnordisk Ordbog skriver ”et tæppe, som de kæmpende i Holmgang havde under deres fødder, udover hvilket de ikke måtte træde”. Det er naturligvis derfor at det hvide kryds/kors i Dannebrog kaldes feltet ligesom ordet er videreført i straffesparksfelt etc.

² Oldnordisk ordbog skriver at en islandsk alin var ½-¾ af en alen fra det sydlige Danmark. Ole Rømer fastslog ved Chr. D. V’s forordning af 1. maj 1683 at 1 alen = 2 fod. Vi ved at 1 fod ved bygningen af Hovedvolden i Danevirke var 30,95 cm i år 737 e.Kr. Derfor er 1 alen fra det sydlige Danmark i 700 tallet 61,90 cm. 75% af dette giver 46,42 cm og tæppet har derfor været 2,32 m fra hjørne til hjørne eller 5.4 m²!. Prøv at stille Dem på et af Deres gulvtæpper og efterse hvor lidt plads dette faktisk er.

³ Oldnordisk Ordbog skriver ”Stang, pæl, hvormed hjørnerne af den felt, som blev udspændt over Holmgangspladsen under fødderne på de kæmpende, befæstedes.”

⁴ Her ser vi helt tydeligt at ”Hólmhringr” (Holmringen) ved dette blót gøres helligt, og dermed klart til en, overfor guderne, gyldig retsafgørelse. Hvorfor personen skal stå foroverbøjet og kigge op mellem sine ben medens han samtidig holder i sine øreflipper og afsiger en ed, kan jeg ikke forklare.

5 Tre furer betyder her at der laves tre furer rundt hele tæppet af hver 1 fods bredde. Da 1 fod på hovedvolden i Danevirke var30,95 cm i år 737 e.Kr., dvs. samlet bredde på 92,85 cm, er ”Hólmhringr” (Holmringens) samlede areal nu oppe på (92,85 cm + 92,85 cm+ 2,32 m)² eller 17,44 m².

⁶ Oldnordisk Ordbog forklarer at dette er hasselstænger, og blev brugt til ”at afstage det sted, hvor man vil kæmpe med en eller levere en et slag”.

⁷ Denne sætning har en dybere religiøs betydning jeg ikke kan forklare, men må have med hasseltræet og det at pladsen er hellig at gøre.

⁸ Må forstås med sværd alene, dvs. uden skjold.

⁹  Det ser ud som om Holmsløsen er en betaling for wergeld (mandsbod), dvs. taberen af Holmgangen betaler for sit liv.

Saxo: Gesta Danorum forklarer at Kong Knud I Den Store (konge af England år 1016, konge af Danmark/Norge/Skåneland år 1018) ca. år 1016 e.Kr. blev pålagt at give sig selv en bøde på 360 mark sølv, 9 gange den vanlige takst på 40 mark sølv, i wergeld for drabet på en af sine hirdmænd i fuldskab. Hertil blev lagt en ekstra gavebod på 9 mark guld.

At taksten for Vergeld/Mandsbod i Holmsløsen kun er 3 Mark sølv antyder stærkt at denne takst, og derfor loven, er ældre end år 1016 e.Kr., dog yngre end år 755 e.Kr. Dette underbygges af at Jernbyrd afløser Holmgang allerede i år 960 e.Kr. (se afsnittet "Seolfor pening, silfr peningr, sølvpenge – Sceat", underafsnit "Møntvægt – silfrmetinn"). I Víga-Glúms Saga (kap. 4), der finder sted medens Haakon den Gode/Hákon Aðalsteinsfóstri var konge (kap. 2), dvs. ca. år 930-960 e.Kr., kan vi se at Holmløsen i Vors, Norge i samtiden er sat til 3 mark (sølv):

Saxo beskriver Holmgang som gældende ret i Dansk Lov i Kong Frode I.'s regeringstid ca. år 400-446 e.Kr.:

[3] De qualibet vero controversia ferro decerni sanxit, speciosius viribus quam verbis confligendum existimans. [4] Quod si alter dimicantium relato pede praenotati orbis gyrum excederet, perinde ac victus causae detrimentum reciperet. [5] Sin autem quavis de re pugilem popularis impeteret, ipsum armatus exciperet cubitali dumtaxat stipite pugnaturum.

Enhver Strid skulde afgjøres med Sværdet, thi det tyktes ham ærefuldere at kæmpe med Vaaben i Haand end at mundhugges. Satte nogen af de kæmpende sin Fod uden for den forud afstukne Kreds, skulde han betragtes som overvunden og gaa glip af det, Striden drejede sig om. Dersom en Mand af Folket af en eller anden Grund gav sig i Kamp med en Kæmpe, skulde han gaa imod ham fuldt rustet, menn Kæmpen maatte kun bruge en Stok af en Alens Længde.

Saxo: Gesta Danorum (Bog 5.5.6.3-5 på latin); Fr. Winkel Horn: Saxo Grammaticus – Danmarks Krønike (1911, 1. del, Bog V: 180-181). Det er uklart hvorvidt "den afstukne Kreds" betegner ”Hólmhringr” (Holmringen) eller "feldur" (feltet). Fra Kormáks saga (kap. 10) ser det ud til at loven her henviser til "fer hann á hæl" (fór han i hæl), dvs. hvis en mand sætter en fod udenfor hasselstængerne, der stod som en ydre ring af ”Hólmhringr” (Holmringen). Den oprindelige lovgivning ser ud til at tage højde for "handicap", dvs. når en kriger (kæmper, hærmand) skulle i ringen mod en bonde fra Karl æt. Bonden tildeles fuld rustning medens krigeren alene må bruge en stav.

Den norske maler Johannes Flintoe (1786-1870) og hans utroligt gennemførte maleri ”Egil Skallargrimsson dreper Ljot” fra ca. år 1838, der skildrer en Holmgang. Johannes Flintoe var lærer ved Tegneskolen i København og Christiania. Dette maleri var langt forud for sin tid i bl.a. afbildningen af langskibet i baggrunden, idet Nydam-skibet først blev fundet i 1863, Gokstad-skibet i 1880 og Oseberg-skibet i 1904. Vikingerne er afbilledet mere i stil med Middelalderens riddere fordi vi først senere fik nok viden til at kunne genskabe klædedragten korrekt. Om også økser har været benyttet til Holmgang er jeg ikke sikker på, men regionale fortolkninger af loven kan have muliggjort dette.Billedkilde: http://home.enter.vg/arildhaugesruner/paintings.htm

Nogenlunde således har Holmringen set ud. Feltet i midten har været 2,32 m fra hjørne til hjørne eller 5.4 m². De tre furer af hver 1 fods bredde har bragt det samlede areal op på 17,44 m². Billedkilde: Christie Ward (aka Gunnvör sílfrahárr) www.vikinganswerlady.com/sacspace.htm

Udlændinge - landsforvisning – vandvejen

Hele hirdmændenes fuldtallige skare skal ledsage ham til den nærmeste strandbred. Her skal den dømte forskaffes en båd med sejl, årer, et øsekar, et fyrstål (til at slå ild af flint) og en økse, hvorefter den dømte må sørge for sig selv. Herefter er Hirden forpligtet til at vente på strandbredden indtil enten at han er borte fra tilskuernes øjne, hvis han er under sejl, eller hvis han slår bølgerne med årerne, da indtil han har bragt dem årerne ud af sigte. Så snart han har fjernet sig helt og er skjult ude på havet, skal Hirden 3 gange opløfte et højt råb, og dermed sønderbryde og opsige ham alle det gamle pagtforbunds rettigheder.

(Her skriver Sven Aggesøn en interessant kommentar under afsejling med sejl, nemlig ”hvis Vestenvindens Gunst ikke hjælper ham”. Omtalen omhandler en udlænding, der naturligvis skal til udlandet, hvilket fra kongesædet på Sølund/Sjælland betyder at han skal over Østersøen og syd- eller øst på. Da kølen endnu ikke var opfundet kunne snekken og langskibet kun vanskeligt krydse op mod vinden. Derfor har man skulle bruge Vestenvind, dvs. vinden kommer fra vest, for at krydse Østersøen. Det betyder nok at denne lov er indført medens kongesædet lå i Himlingøje og at strandbredden er ved Tryggevælle å, dvs. før 500 tallet e.Kr.).

Daner - landsforvisning – landvejen

Hele hirdmændenes fuldtallige skare skal ledsage ham til skovens tykning og så vente i skovens udkant indtil han har fjernet sig så langt bort, at han ikke formår tydeligt at høre klangen af deres råb. Derpå skal Hirden, samlet på een plet, bestræbe sig for i samling med alle kræfter at udstøde deres råb 3 gange.

Dette er den højeste grad af Fredløshed, der på oldnordisk kaldes "Skóggangr" (Skovgang). Den dømte kaldes en "Skógarmaðr, Skóggangsmaðr" (Skovmand, Skovgangsmand), og sagen der førte til Fredløshed, den evige vandren i skovene, kaldes for "Skóggangssök" (Skovgangssag).

Den mildere straf kaldes "Hèraðsekt, Hèraðsekt" (Herredsstraf). Her idømmes den skyldige bortvisning fra sit herred for en afgrænset tid. Den dømte kaldes en "Hèraðsekr" (herredsfredløs, herredsstraffet). Det oldnordiske "sekr, sekt" har som tillægsord betydningen "skyldig, straf, fredløshed". Var personen uskyldig da ville den afsagte dom lyde på "úsekja" (uden skyld, skyldfrihed) og den anklagde vil være "úsekr" (uskyldig).

Saxo skriver i bog 8:80 om Svend Tveskæg at den der dømtes til landsforvisning havde valget mellem at ”vilde rømme til Søs eller til Lands.” Dette er ikke nødvendigvis i strid med Sven Aggesøn da Saxo kun synes at tage stilling til Danernes retsstilling.

Herefter gælder følgende lov for Hirden:

Hvo som møder den fredløse og som have een mand eller eet våben mere på sig end den fredløse og desuagtet ikke går løs på den fredløse, skal selv dømmes fredløs og landsforvises, udstødes af Hirden med niddingsord på sig.

Det helt grundlæggende retsprincip om to vidner er naturligvis blevet misbrugt ifald lejligheden bød sig, og vi ser det gengivet i følgende ordsprog:

Nr. 817 Thwaa mwæ så lijffwæ at then tridiæ hængher.

(to kan lyve således, at den tredie bliver hængt)