Bilag L: DNA – to staldbrødres vidnesbyrd og Helligdoms Ed

Med de videnskabelige fremskridt vi har gjort indenfor DNA-forskning, og vor evne til at kunne vise arv og slægt i genmassen, vil den endelige bevisførelse omkring vor folkevandring komme for dagen, når historieforskere kobler DNA undersøgelser på hvad vi ved fra skriftlige kilder og arkæologi.

Fra Danemark til Engleland,
der sejlede en skeið,
med læg i begge ender
og med hullet mast og rig,
og helledusedan,
vi kommer langvejs fra,
hurra for Odin’s kone
Når vi ser vort nye land

(Lettere omskrivning af gammel svensk folkevise: Fra Engeland til Skotland)

Professor David B. Goldstein, Department of Biology, University College London (med et forskerhold) gennemførte i 2001 en genetisk undersøgelse for at efterse om der findes genetiske spor af vikingerne på de britiske øer. Disse undersøgelser fandt sted som en del af en BBC programserie ”Blood of The Vikings”. Formålet med undersøgelsen var at lokalisere hvor vikingerne satte bopæl, og hvor store disse bosættelser var. Der blev taget DNA fra mænd fra små landsbyer, hvor mændene kunne bekræfte deres slægtninge som havende været bosat i samme område mindst to slægtsled tilbage (max. 20 miles fra den udvalgte landsby). Undersøgelsens forudsætning var at fra Slaget ved Hastings i år 1066 e.Kr. til det 20. århundrede var den interne befolkningsvandring meget begrænset.

Undersøgelsen benyttede ”Y” kromosomet, der kun bæres af mænd, og som videreføres fra fader til søn stort set uden ændring ¹. Der blev herefter taget lignende eksempler fra Norge og Danmark. Befolkningen på de britiske øer fra før udvandringen til den nye kongeriger i Britannien i 400 tallet e.Kr. blev antaget som værende De Gamle Briter, der inkluderede kelterne.

¹ Netop dette forhold er min kone meget dygtig til at gøre opmærksom på hver eneste gang vor søn ikke gør hvad der bliver sagt.

Som læseren vil forstå fra min historie var undersøgelsens forudsætninger ganske alvorligt fejlagtige idet der ikke blev taget højde for hvem der udvandrer til de nye kongeriger i Britannien i 400 tallet e.Kr., og hvorfra udvandringen fandt sted.

Ifald min historie om folkevandringen er sand; at det er kongesønnerne fra Scyldinga/Skjoldunge-ætten og de gamle kongeriger, der udvandrer til de nye kongeriger, så vil resultatet af undersøgelsen fejle i det den forsøger at undersøge, da det er os der udvandrer, hvorfor det er samme gener der findes i Danmark, Norge og Britannien før ”vikingerne” ankommer.

Det opdagede forskerholdet da også med det samme. Derfor ændrede man undersøgelsens forudsætninger ved at tage DNA fra Danmark, Anglen (Slesvig-Holsten) og Saxland (Det nordlige Saxony). Denne gruppe blev under ét kaldt for ”invaders” dvs. anset som den samme stamme, hvilket min historie forklarer os er sandt. ”Invaders” er historisk lig med Scyldinga/Skjoldunge-ætten. Herefter blev denne gruppe sammenholdt med De Gamle Briter (kelterne).

Undersøgelsens resultater:

Nord- og østlige England

Teststeder:

Uttoxeter (Stafforshire)
Penrith (Cumbria)
Morpeth (Northhumberland)
Horncastle (Lincolnshire)
York (North Yorkshire)
Sheringham (Norfolk)
Wirral

England og det meste af Skotland (fastlandet) er en blanding af Angler, Sakser, ”vikinger” fra Danmark og De Gamle Briter (keltere). Den højeste overensstemmelse mellem DNA fra ”invaders” (dvs. Scyldinga/Skjoldunge-ætten) og den nuværende befolkning var i den nordlige og østlige del af England, med York som nr. 1.

Dette kan vi fuldt ud forklare:

• År 449-455 e.Kr. Hengest fra Lille Friesland og Midt-Jylland til Kent/ Deira/Isle of Wright/Northumbria
• År 477 e.Kr. Ælle fra Saxland til Sussex
• År 497 e.Kr. Wehha/Vermund og Uffe Hin Spage til Øst-Anglen
• År 497 e.Kr. Wig/Vig fra Slesvig og Vestfal til Wessex og Bermicia.

Uden undtagelse kommer alle indvandrene fra Ver Asir/Danir -folkets landområder. York får en ekstra dosis DNA ved at den 2. udvandring fra slutningen af 700 tallet fremefter.

Der var én undtagelse fra ovennævnte mønster. Resultatet fra Penrith (Cumbria) viste stor samhørighed med DNA fra Norge, hvilket forklares med at Nord-danere fra Norge havde kontrol med Shetland og Isle of Man og måske har gjort landfald i Cumbria undervejs. En anden forklaring kan være at udvandringen fra Dublin i begyndelsen af 900 tallet e.Kr. gik til Cumbria på Englands nordvestlige kyst.

I Wirral kunne man ikke skelne mellem ”invaders” DNA og DNA fra Norge (hvilket naturligvis er fordi vi er samme stamme) men forskellen var stor i forhold til det nordlige Wales, der fortrinsvis stadig bebos af De Gamle Briter, dvs. kelterne.

I livets ring kunne man på DR’s hjemmeside læse følgende 17. februar 2006:
 

”Danske landmænd invaderer England
 
Danske landmænd er begyndt at invadere England. De seneste to år har danskere opkøbt mere end 2,5 mio. hektar landbrugsjord i det østlige England nord for London, skriver avisen The Daily Telegraph.
 
Den stigende interesse for danske planteavlere for at slå sig ned i England skyldes bl.a., små jordpriser, god jord og liberale regler for brug af gødning, siger konsulent Erik Jensen-Dahm, der hjælper danske landmænd med at slå sig med i udlandet.
 
Sproget og en kultur, der minder om den danske, gør også England mere attraktivt end Østeuropa”.
 

Samme dag offentliggjorde UK Trade & Investment Office at Roach Foods Ltd, Dalehead Foods Ltd (Cambs/Suffolk), Flagship Fresh Meats Ltd, BQP Pig Farming Enterprise (Cambs/Norfolk/Suffolk) og  Tulip Ltd (Thetford, Norfolk) vil blive slået sammen under navnet Tulip Ltd. Det nye selskab er verdens største fabrikant af svinekødsvarer med en omsætning på £1 milliard og 7.000 ansatte.
 
Øst-Anglen og Yorkshire har altid været hjemmebane, og det ser ikke ud til at have ændret sig siden 500 tallet e.Kr.

Syd- og vestlige England

Teststeder:

Dorchester (Dorset)
Midhurst (West Sussex)
Faversham (Kent)
Penzance (Cornwall)

Som var tilfældet i det nordlige og østlige England blev der fundet en blanding af Anglere, Saksere, ”vikinger” fra Danmark og De Gamle Briter (keltere). Samhørigheden mellem ”invaders” (dvs. Scyldinga/Skjoldunge-ætten formindskedes jo længere mod den sydlige kyst og Cornwall teststedet befandt sig. Dette er igen i overensstemmelse med vor historie da netop den sydvestlige del af England, inklusive Cornwall, i 700 tallet e.Kr. kaldes ”Dummonia”. Dette landområde er adskilt fra Saksernes vestlige område, og var hvor De Gamle Briter (kelterne) forblev boende. Ganske spændende har Skotland ikke større andel af keltisk DNA end det sydlige England.

Wales

Teststeder:

Llanidloes (Powys)
Haverfordwest (Pembrokeshire)
Anglesey

Som var tilfældet i England viste DNA resultatet såvel keltisk som ”invaders” afstamning. Store dele af Wales, specielt den vestlige del af landet, viste næsten udelukkende DNA fra De Gamle Briter (kelterne) hvilket viser at vi ikke satte bopæl her, hverken under udvandringen i 400 tallet eller i ”vikingetiden” fra 800 tallet fremefter.

I det centrale Wales derimod var der en stor procentdel ”invaders” DNA og igen her kunne man ikke skelne mellem ”invaders” DNA og DNA fra Norge (fordi det er samme stamme!). Det historiske svar ligger, som vi har forklaret, i stednavnet Angelsey ”Anglernes ø”. Denne ø skulle vi strategisk bruge for at kontrollere sejladsen over det irske hav.

Isle of Man

Teststed:

Ramsey

Ingen overraskelser her. Lidt over 15% af forsøgspersonerne fra Isle of Man havde DNA fra Norge, mod over 30% på Hebriderne og Orkney og 60% i den nordlige del af Skotland’s fastland. Resten af DNA’et fra Isle of Man viste ”invaders” DNA (dvs. Scyldinga/Skjoldunge-ætten) og DNA fra De Gamle Briter (kelterne).

Irland

Teststeder:

Rush (county nord for Dublin )
Castlerea (Roscommon)

Ikke overraskende viste resultatet fra Castlerea, i midten af Irland ude på landet at DNA næsten udelukkende er fra De Gamle Briter (og derfor kunne forme grundlaget for en DNA-profil af disse).

Ligeledes viste resultatet fra Rush, nord for Dublin stort set ingen DNA fra Norge (der foreligger intet om dette også er tilfældet med ”invaders” DNA). Det kan betyde at vi alene brugte Dublin som en handelsstation og holdt os inden for byens mure. Dublin i dag har så stor befolkningsblanding at det ikke længere er muligt at finde en god repræsentativ gruppe at sammenligne med.

Jersey og Guernsey

Teststed:

Begge øer

Øerne hørte under Normandiet, givet til Rollo år 912 e.Kr. hvilket er derfor de stadig hører under den engelske krone. Testpersonerne blev delt op efter normanner efternavne og Angliske efternavne.

Testpersonerne med Angliske efternavne havde DNA lig mænd fra England eller en blanding af ”invaders” gruppen (dvs. Scyldinga/Skjoldunge-ætten) og De Gamle Briter (kelterne). Igen kunne man ikke skelne mellem ”invaders” gruppen og DNA fra Danmark (igen naturligvis fordi vi er den samme stamme).

Resultatet fra DNA-profilen af personer med normanner-efternavne var markant anderledes. Her viste profilen lighed med De Gamle Briter (kelterne) og spor efter DNA fra Norge. Dette er forklaret med at Rollo kom fra Norge. Denne forklaring tror jeg ikke er fuldt ud korrekt. Jeg tror snarere vi skal finde forklaringen i en blanding af invasionen af Normandiet i år 912 e.Kr. der sker med flåder fra Danmark og Norge, og hvor mulige straffefanger fra Slaget ved Hastings, hvor norske Harald Godwinson jo taber slaget, muligvis blev forvist til.

Se tillige ”Bilag A: Rig Veda, Rígsþula og Manu Smriti” (underafsnit ”Rígsþula – stænderopdeling på æt og siðr”), hvor DNA-studiet udvides af Dr. Mark G. Thomas i ”Evidence for an apartheid-like social structure in early Anglo-Saxon England” (The Proceedings of the Royal Society, 19 July 2006).

"Hvad der nu fattes i DNA-undersøgelser er at teste DNA fra Danmark/Norge/Anglen med Osseterne i Kaukasusbjergene". Således skrev jeg i 2004.

Anders og Dorrit Hansen, Vancouver, BC, Canada har 16. december 2005 gjort mig opmærksom på at en sådan undersøgelse nu findes.

Ray Banks har i artiklen ”Haplogroups G and G2 in Europe, with special attention to northwestern Europe” (2005) gjort et forsøg på at vise folkevandringerne i DNA gennem G-ætten i Y-kromosomet fra de Sarmatiske stammer til de nuværende ætter i Europa. Han henter sine data fra:

Annals of Human Genetics (2004), University College London (s. 205-221):
”Mitochondrial DNA and Y-Chromosome Variation in the Caucasus” (9.1.2004)

G-ætten
 
 

Kun ca. 1-2% af Det Nye Menneske med europæisk nedstamning findes i ”Haplogroup G”, her kaldet ”G-ætten”.

Det Nye Menneske inden for denne gruppe, G-ætten, nedstammer alle fra én forfader (m/k) der undergik en genetisk ændring på M-201-stedet på det mandlige Y-kromosom. Denne forfader, ur-jætten i vor filosofi, levede for ca. 30.000 år siden i den østlige del af Mellemøsten, måske så langt øst som foden af Himalaya-bjergene i Pakistan og Indien. ^1
 
 1 Ray Banks: Some Information and Theories on G Haplogroup in Europe

Inden for G-ætten findes undergrupperingen G2-ætten (der indeholder den genetiske ændring P15). Denne findes i de fleste tilfælde alene i Europa og Mellemøsten. <sup>1

 
1</sup> L. David Roper: Y-Chromosome Biallelic Haplogroups
 

Det Gamle Menneske’s, jætternes, egen forfader findes med 95% sikkerhed inden for tidsrummet 40-140.000 år siden med mange af den mening at dette kan indskrænkes til 60-100.000 år siden. ¹  Det er dette ur-menneske, der vandrer ud af sletterne i Øst-Afrika, og er oprindelsen til Ud-af-Afrika-teorien.
 

¹  Spencer Wells: The Journey of Man: A Genetic Odyssey (2003)

 
For Ver Asir/Danir-folkets ophav er følgende spændende:

• G-ættens rødder er hovedsageligt i det geografiske område syd for – og øst for Kaukasus-bjergene, hvor den største koncentration af G-ætten findes i dag, indeholdende mere end 50% af befolkningen i Nord-Ossetien med toppen værende hele 74% af de undersøgte mænd i byen Digora, Nord Ossetien-Alania (11/28 værdi for DYS 389).
   

• Sverige: 2-3% G-æt
  Norge: 2% G-æt
  Danmark: 1% G-æt
  Finland: 2% G-æt
  Estland: 0% G-æt
  England: 2% G-æt
  Holland: 3-5% G-æt (ikke opdelt på Friesland og de sydlige landskaber)
   

(Det er min vurdering at det fra ovenævnte må være troligt at %-delen i Finland ligeledes bør være 0, som den estiske. Forskellen er finlands-svenskerne. Ligeledes at Friesland vil vise en 1-3% G-æt ifald der sker en isolering af de sydlige landskaber i Holland, der er andre stammer, herunder Batavi-folket)

• G-ætten i Skandinavien har en høj andel med DYS390 værdi 23. Der er flere ligheder mellem Britannien og Skandinavien (læseren er klar over hvorfor).
• Der er en mindre del af G-ætten i Skandinavien der har den største lighed med DNA-profilerne fra det nordlige Kaukasus i forhold til resten af Europa. Den høje værdi 23 i DYS390 fundet i G-ætten i Skandinavien er unik og antyder en oprindelse fra en lille gruppe der har været isoleret i dette område i lang tid.
  
   
  

Forfatteren konkluderer at den lave procentdel af G-æt sammenholdt med at ætterne i Skandinavien synes meget gamle i forhold til resten af Europa må skyldes at der sker ægteskab mellem Sarmaterne og de oprindelige nordboer.

Hablogruppe R1a1 – den hellige tråd fra Altai-bjergene til Skandinavien

Dr. David K. Faux, Seal Beach, California: The Genetic Link of the Viking – Era Norse to Central Asia: An Assessment of the Y Chromosome DNA, Archaeological, Historical and Linguistic Evidence (17.6.2007) har efterprøvet ”the non–recombining part of the Y chromosome (NRY)”, der har vist egenskaber til at kunne fremhæve folkevandringer i undersøgelsens resultater.

Målt fra Shetlandsøerne og tilbage til Danmark, Norge, Sverige og videre, viser det sig, at den meget sjældne ”Haplogroup R1a1” kun blev set tilsvarende, og mere endnu større DNA-aftryk, blandt stammerne i Altai-bjergene, Sibirien, det østlige Asien (i det gamle Midgård).

Undersøgelsen overvejer hvorvidt ”Haplogroup R1a” (forskellig fra ”R1a1”), der også forekommer i det østlige Europa, kunne føres til sidstnævnte i stedet for førstnævnte. Dette er ikke endeligt undersøgt. Min formodning vil være at også folkevandringen til det østlige Europa tager sit ophav fra øst for Tanais-floden.

Det bør her stærkt fremhæves at ”Haplogroup R1a” overhovedet ikke forekommer i Germanien, der derfor kan udelukkes som havende nogen indflydelse i æt (og sæder) på hvem vi er (s. 25).

Undersøgelsen antyder også at der er en særlig tilknytning mellem kombinationen af ”haplogroup R1a, Q and K” på Shetlandsøerne og Azeri-folket i Azerbajdjan og naboerne i Armenien (s. 37). Om hvorfor, se afsnittet ”Azerbajdjan – Ásabyggðan, Odin’s store besiddelser”.

Undersøgelsen viser at ikke blot må folkevandringen være sket fra det centrale Asien (se afsnittene ”Ásaland – Asien - Riget i Midten – Miðgarð – Den kendte verden” og ”Asien – Asíu – Asiô”), men at også vore heste kom sammesteds fra, og blev bragt til Skandinavien på samme tid som folkevandringen.

Læs undersøgelsen her: http://www.davidkfaux.org/CentralAsiaRootsofScandinavia-Y-DNAEvidence.pdf

 
Jeg håber min historie har vist at det er nøjagtigt hvad der sker. Ver Asir/Danir-folket ankommer til vore nuværende landområder militært overlegent, men ikke mange i mandtal. Bortset fra bortrejsen af Burgunderne, 1/3 af Barderne, Vandalerne og naturligvis Goterne, indgår resten af de oprindelige nordbo-stammer i de nye ætter der ankommer.

At vi ligeledes ser den største lighed med DNA-profilerne fra det nordlige Kaukasus i forhold til resten af Europa har folkevandringerne forklaret os hvorfor er tilfældet.

To unger piger fra Nord-Ossetien 1883.
Til venstre en pige fra bygden Elkhotovo, Vladikavkaz landskabet.
(”Vlad” (vælder) + ”kavkaz” (kaukasus) = vælder af Kaukasus – et nyskabt slavisk landskabsnavn).  
Til højre pigen Zhukaeva i traditional egnsdragt fra området.
Kig godt på disse unge kvinder og efterse herefter deres egne familiealbum fra samtiden.
Er der nogen der ikke genkender sig selv?
Billedkilde: Kunst Kamera, St. Petersborg: Women’s Assembly of the Caucasus
http://www.kunstkamera.ru/exhibition/kavkaz/eng/xixc.htm