Forside Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>

Epilog – Menneskets behov for lærdom

 

Min oversættelse til nudansk af Michael Chrichton: The Lost World (1995, s. 228-230) lyder:

”For cirka tre millioner år siden”, sagde Malcolm, ”steg nogle afrikanske aber, der indtil da havde levet i træerne, ned til jorden. Der var intet specielt ved disse aber. Deres hjerner var små og de var ikke specielt kloge. De havde ingen kløer eller skarpe tænder der kunne bruges som våben. De var ikke særligt stærke eller hurtige. De var med sikkerhed intet problem for en leopard. Men fordi de var lave af vækst, var de nødt til at stå oprejst på deres bagben for at kunne se ud over the høje afrikanske græs. Det var således det begyndte. Nogle hele almindelige aber, der kiggede ud over græsset”.

”Med tiden stod aberne oprejst på deres bagben i længere og længere perioder. Derved blev deres hænder frigjort til at kunne gøre ting. Som alle aber var de brugere af værktøj. Chimpanser, for eksempel, bruger grene til at fiske efter termitter. Den slags ting. Med tiden udviklede vor abeforfædre mere komplekse former for værktøj. Dette bevirkede at deres hjerner blev større og mere komplekse. Og dette startede en spiral: Stadig mere komplekse værktøj bevirkede mere komplekse hjerner, der igen bevirkede endnu mere komplekse værktøj. Vore hjerner nærmest eksploderede i evolutionsmæssig henseende. Vore hjerner blev næsten fordoblet i størrelse inden for en periode af omkring 1 million år. Og dette gav os problemer”.

”Så som?”

”Som det at blive født for eksempel. Store hjerner kan ikke komme igennem fødselsvejene – dette betyder at såvel moder som barn dør under fødslen. Det duer ikke. Hvad er svaret i evolutions- sammenhæng? At tilse at menneskets børn bliver født meget tidligt i deres udvikling, medens deres hjerner stadig kan komme igennem bækkenet. Det er pungdyrsløsningen – størstedelen af væksten foregår uden for moderens krop. Et menneskes hjerne fordobles i løbet af dets første leveår. Dette er en god løsning til problemet med fødsel, men skaber andre problemer. Det betyder at menneskets børn er hjælpeløse længe efter fødslen. Nyfødte af mange pattedyr kan gå få minutter efter de er født. Andre kan gå efter et par dage, eller uger. Men nyfødte menneskebørn kan ikke gå før efter et helt år. Og de kan ikke selv indtage føde i en endnu længere periode. En af omkostningerne ved store hjerner var at vore forfædre blev nødt til at udvikle nye stabile sociale mønstre for at gøre plads til børneforsorg over en lang periode. Disse totalt hjælpeløse børn med store hjerner ændrede samfundet. Men det var ikke den vigtigste konsekvens”.

”Nej?”

”Nej. Når nyfødte menneskebørn fødes i en underudviklet tilstand betyder det at de også har uvidende hjerner. De kommer ikke til verden med en masse indbygget instinktiv opførsel. Et nyfødt barn kan amme og holde fast, det er stort set det hele. Derfor var menneskenes samfund nødt til at udvikle undervisning for at træne hjernerne af deres børn. Lære dem hvordan de skal opføre sig. Hvert eneste menneskeligt samfund bruger en uhyre masse tid og energi på at lære deres børn den rigtige måde at opføre sig på......”

”.....Børns opvækst er på en måde årsagen til at et samfund overhovedet findes. Det er den vigtigste ting der sker, og det er kulminationen af alle de værktøj og sprog og sociale mønstre, der er udviklet.”

 

Naturlovenes årsag til at Det Nye Menneske, som Det Gamle Menneske, har så stort behov for lærdom kalder Goterne og Germanerne ”utbilda/ausbildung” eller ”at være udbygget”.

Ver Asir/Danir-folket kalder det at blive ”dannet, uddannet”; i tillægsform at man "dannes". Som tillægsord kendes det i formen "dannis, danis, dandes, dondes" (olddansk, fornsvensk), der opfattes som en person i besiddelse af gode egenskaber (agtværdig, brav, hæderlig, udmærket). Ordet betegner oprindeligt "at blive gjort til Daner", dvs. at man var i stand til at følge "Danernes skik"; på latin i Normandiet i 900 tallet e.Kr. kaldet ”Danico More”. 1

Vilhelm af Jumièges : Om danernes og normannernes oprindelse og bosættelse i Frankien, ca. år 1070 e.Kr.

 

 

 

Indlæring gennem det indre billedsprog ved brug af "kenning" og "heite"

 

I oprindelig tanke er lærdom altid en videreførsel af visdom fra fortiden, sammenholdt med erfaring fra nutiden 1. At dette ikke er videre anderledes i dag bør ikke fratrække for forståelsen af dette.

1 Se det oldengelske digt ”The Wanderer/Eardstapa” (sætning 64-65): ”En mand kan ikke kalde sig selv vis, førend han har haft del i mange vintre i verden”, samt indskriften på guldskillingen fra år 385-670 e.Kr. fundet nær Køge?, Sjælland i 1852 (DR BR61), gengivet i afsnittet ”ErilaR – Eruli – Eorl – Jarl”.

 

Den oprindelige indlæring skete mundtlig fra de ældre til de unge, og har en stram rituel opbygning 1, der sikrer en dyb forståelse for hvorfor sæderne er opbygget som de er, og derfor bør forsvares og videreføres. Der sker, formentlig som følge af kristen indflydelse, herunder brugen af nedskrevet viden, en markant ændring af indlæringsmetodikken, der ser ud til at have vundet fuld indpas da Saxo og Snorre skriver i 1200 tallet e.Kr.

1 Se også afsnittet ”Den røde og vrede C-tone” om brugen af sang og toner i denne forbindelse.

 

Oprindeligt kan en ”kennandi” (en kendende, den der kender til, en læremester) 1 håndværket at ”kenna, cennan, kannjan” (oldnordisk, oldengelsk, gotisk) eller ”at gøre bekendt, lære, vise” de unge elever, kaldet ”kenningsveinn”. Og hvad de unge lærer kender vi til fra Rig Veda og Ældre Edda. På sanskrit i Rig Veda kendes værktøjet som digtekunsten "kavya, kavyá". Fra disse beretninger kan vi se, at der oprindeligt er en lang række nøjagtige gengivelser af faktiske banebrydende begivenheder, der fremhæves som eksempel på det emne der behandles i lærdommen. Harvard University er vel nok det universitet i verden, der i dag gør mest brug af ”case studies” i indlæringen ("case-studier" på dårligt dansk). Vi kan også se at der gøres brug af undervisning i endog meget indviklet teori i form af filosofiske grundregler og indbyrdes sammenhæng, en metodik der i dag foretrækkes på f.eks. Stanford University og MIT, Massachusetts.

1 ”glaum kennandi gunnar” (støj-kendende Gunnar) – en kenning der viser at Gunnar har erfaring som kriger fra en støjende slagmark. Se Flateyjarbók (Geisli, vers 44).

 

Det helt særlige i oprindelig indlæring er den store brug af ”kenning” (lære, lærdom) og ”heite” (kaldenavne), der er altdominerende i Rig Veda og de ældste overleveringer fra Ældre Edda og Beowulf-kvadet 1. Denne indlæringsmetodik, hvor en hændelse eller en ting eller et sted omskrives til en anden sammenlignelig sammenhæng, er forsvundet i 1200 tallet e.Kr. Det sker formentlig fordi samtidens nyskabte adel nu drager på dannelsesrejser til det sydlige Europa, vel sagtens Paris, for at læse på læreanstalter under streng kontrol af romersk-katolsk tanke og latinsk indlæringsmetodik 2. Af de tre hovedretninger i Paris i 1200 tallet e.Kr., rummede den teologiske videnskab den endegyldige sandhed om mennesket, og disse nyopfundne naturstridige holdninger bliver gjort urørlige da de kodificeres som en guddommelig skabelses- og frelserlære. Al historisk filosofi føres til genopdagede græske tænkere, som man forsøger at gradbøje til ukendelighed.

Brugen af ”metaphora” (metafor) og ”metōnymía” (metonymi) er en lille del af hvorledes ”kenning” bruges i en flerleddet omskrivning af et begreb.

1 Jeg er således overhovedet ikke enig i at "...den norsk-islandske skjaldedigtning opstod i vikingetiden...med et helt særegent billedsprog...den såkaldte kenning...", som Rolf Stavnem, ph.d. synes at give udtryk for i sit foredrag "Kenninger i den norsk-islandske skjaldedigtning" på Københavns Universitet (Selskab for Nordisk Filologi, 18.9.2003). I den oprindelige brug af "kenning" og "heite" mener jeg ikke det giver mening at opfatte begreberne adskilt, da formålet med skabelsen af begge er den samme. Snorre ser ud til at dele denne opfattelse ved at han kalder "kenninger" for "kennd heiti", jvf. "Hér eru öll heiti kennd í þessi vísu" (Hér er alle kaldenavne kendt i dette vers, Háttatal, bemærkning efter vers 2, Snorre Edda).
I Paris finder vi Pierre Abélard (1049-1142); Guillaume (William) de Champeaux (1070-1121); Bernard fra [katedralskolen i] Chartres (Bernardus Carnotensis, rektor ca. 1115-1124); dennes yngre broder Thierry fra [katedralskolen i] Chartres (-1150/55); Guillaume (William) de Conches (ca. 1080-1150); Gilbert de la Porrée (1070-1154) og den engelske Robert of Melun (ca. 1100-67) på katedralskolen ved Notre Dame, Paris var hovedmændene bag romersk-katolsk teologi i samtiden. Longobarden Petrus Lombardus (ca. 1100-1160)'s lærebog var opslagsværket for kristen dogmatik i samtiden. Endelig fandtes kannikestiftelsen Sankt Victor med Hugo (Hugh, 1096-1141) og skotten Richard (-1173) som de bærende lærekræfter. Vi har kendskab til at f.eks. kannik i Roskilde Petrus de Dacia (Peder fra Danmark), også kaldet ”Petrus Philomena de Dacia, Peder Nattergal” var astronom og matematiker i Paris og Italien i slutningen af 1200 tallet e.Kr. Han skrev på latin. En anden kendt dansk lærd i samtiden var Boethius de Dacia (Bo fra Danmark), der underviste i filosofi på universitetet i Paris i slutningen af 1200 tallet e.Kr. Endelig har vi Martinus de Dacia (Martin fra Danmark, 1220-1304), hvis rigtige navn var det noget mere jordnære Morten Mogensen. Han var også kannik i Roskilde, samt Lund og Slesvig, og blev lærer og rektor på universitet i Paris. Han var doktor i teologi og udgav skrifter om latinsk grammatik. Han ligger begravet i Notre Dame, Paris. Det danske collegia ved universitetet i Paris, der gav husly og opvartning til danske, dvs. i samtiden skandinaviske, studerende ved universitetet, er det ældste af de 8-9 kollegier for udenlandske studerende. Det blev grundlagt år 1257 e.Kr. under navnet "Collegium danicum, dacicum".

 

Ca. 22 år gammel blev Absalon (1128-1201) sendt til Paris, hvor han læste teologi, filosofi og kirkeret ca. år 1150-56 e.Kr. Saxo skriver i Forordet til Gesta Danorum (0.1.2.2) direkte om Anders Sunesøn (Sunesen, ca. 1165-1228). Som er tilfældet for Absalon, kom han ud af Hvide-slægten, og overtog Absalons job som ærkebiskop år 1201 e.Kr.:

“...Tu Galliam Italiamque cum Britannia percipiendae litterarum disciplinae colligendaeque earum copiae gratia perscrutatus post diutinam peregrinationem splendidissimum externae scholae regimen...””…For at lære boglige Kunster og samle Kundskaber berejste I Frankrig, Italien og England, og efter at have rejst i Lange Tider fik I det glimrende Hverv at staa for Styret for en udenlandsk Højskole…”

Nudansk oversættelse fra Fr. Winkel Horn: Saxo Grammaticus – Danmarks Krønike (1911, Fortalen, X).

 

Vi regner med at Anders Sunesøn (Sunesen) var tilbage i Danmark ikke senere end år 1194 e.Kr. Hvide-slægten er i samtiden ikke blot en urgammel odelsbonde slægt af Jarl æt, men er i rang den fremmeste nyskabte adelsslægt, kun overgået af kongefamilien. Hvad "Hviderne" gjorde kan vi roligt regne med har været hvad hele adelen gjorde.

Sven Aggesøn (år 1150-1220 e.Kr.) kom ud af den jyske Thrugot og Thorgunna-stormandsslægt. M.Cl. Gertz: Scriptores Minores Historiæ Danicæ (1917-18, Vol. I, Svenonis Aggonis Filii: Fortale, s.58) anfører at vi fra Sven Aggesøn’s henvisninger til rektoren på katedralskolen i Chartres, Bernard (Bernardus Carnotensis, rektor ca. 1115-1124), kan udlede at Sven er uddannet i Paris.

Jeg argumenterer for at Saxo Longus Grammaticus (ca. år 1152-1222 e.Kr.) muligvis var broder eller halvbroder til Sven Aggesøn, og at de begge må have læst i Paris ca. år 1174-1179 e.Kr. Dels ville Absalon aldrig have valgt Saxo til at skrive Gesta Danorum uden behørig dannelse; dels fremgår det af Saxo’s behandling af Den Trojanske Krig i Gesta Danorum, herunder hans kendskab til Dudo’s værker og Plinius den ældre: Naturalis Historiae (Bog XXXVII), at denne viden må være indlært ved skoling i Paris.

Også Snorri Sturluson (1179-1241) blev uddannet i Paris. Det kan sluttes fra Snorre Edda (Gylfaginning, kap. 54), hvor Snorre ved brugen af ”Úlixes” viser at han har adgang til en latinsk udgave af Homer: Odyssey i sin behandling af Den Trojanske Krig.

 

 chap35-1-1.jpg

Tegning fra Henry de Ferrières (Henri de Ferrieres): Le Livre du Roy Modus et de la Royne Ratio (Le Livre du Roi Modus et de la Reine Ratio). Værket blev skrevet af den normanniske adelsmand Henry de Ferrières i tiden år 1354-1377 e.Kr., og er opdelt i en første del omhandlende jagten, og en anden del omhandlende pestens elendighed i samtiden. Kong Modus (Kong Sæder) udstikker læresætninger og lærdom om hvorledes ungersvendene skal gennemføre forskellige jagtformer. Til billedet er knyttet følgende ord:

 Au temps que le Roy Modus donnaít doctrine de tous déduis,...På den tid hvor Kong Sæder skænkede lærdom til alle forsamlede,...

Min oversættelse til nudansk.

Værket findes i mangfoldige udgaver. Billedet til venstre er fra Bibliothèque nationale de France, Département des manuscrits, Français 1302 (folio 4); udgivet ca. 1401-1500. Billedet til højre er fra udgaven brugt af Elzéar Blaze i genoptrykket fra 1934 (Bibliothèque nationale de France, département des Manuscrits, Français; manuscrit 369-7459). Billedet i midten er fra en ukendt farvelagt udgave af samme værk.

Det forekommer mig at den unge mand på første række til højre i billedet til venstre keder sig gevaldigt. I andre udgaver står det ikke helt så slemt til, og eleverne følger ivrigt læremesterens forelæsning.

 

Konsekvenserne af dette katastrofale tab af indlæringsmetodik, og fuldstændige fravær af oprindelig nordisk tanke, kan direkte ses på de værker der udgives nord for Ejder-strømmen i samtiden i 1200 tallet e.Kr., i mindre omfang hos Snorre, men i særdeleshed hos Saxo i Gesta Danorum.

Da Saxo opsamler hvad han kan af gamle sagn, er det tydeligt fra Gesta Danorum, at Saxo ikke selv er overbevist om hvad han skal mene om alle de sagn han nedskriver. For ham er beretningerne akavede og utrolige, og fremstår mere som tåget myte, skrøner og eventyr, end sagn og sandhed.

Heldigvis skrev han dem ned for de underliggende sagn er mere eller mindre sande – de skal bare forstås på en helt anden vis. Saxo’s hjerne er trænet gennem en anden form for indlæring, et gærde stort set alle i dag skal overkomme når man giver sig i kast med Ældre Edda, Beowulf-kvadet eller Rig Veda. Forskellen er brugen af ”kenning” og ”heite”. Derfor kan Saxo, og mange i dag, ikke omsætte kenningen om Kong Dan til faktisk sandhed 1 . Da Saxo skal have sin historie til at ”flyde”, er hans hjerne trænet til at gøre kenningen i sagnet til den eventyrlige sandhed. Herved opstår en klassisk røverhistorie.

1 Se afsnittet "Norfolk og Suffolk, East Anglia" for gengivelsen af Saxo's beretning om Kong Dan (i den latinske original 1.1.1-1.1.3), og afsnittet "Tyr – guden og tyren" for gengivelsen i Rígsþula (vers 48, Ældre Edda).

 

Det er mig uklart, hvorvidt der er foretaget undersøgelser af hvorfor brugen af ”kenning” og ”heite” træner og påvirker hjernen på en anden vis. Jeg mener det må være tilfældet, og at et af formålene med en omskrivning til en ”kenning” må være en aktivering af et indre billedsprog i hjernen. Alle undersøgelser 1 viser at "stort set hele vor abstrakte fatteevne og brug af fornuftsbegrundet tankerække er skabt af metaforer". Kun nærmere undersøgelser kan vise om dette ligeledes er sandt for brugen af "kenning" og "heite", men vi må have en formodning om at dette er tilfældet.

1 Mark L. Johnson & Diego Fernandez-Duque: Attention Metaphors: How Metaphors Guide the Cognitive Psychology of Attention (Cognitive Science,  Vol. 23 (1), 1999, s. 83-116).
Mark L. Johnson: Embodied Musical Meaning (Theory and Practice, 22-23 (1997-98), s. 95-102).
Mark L. Johnson & Diego Fernandez-Duque: Cause and Effect Theories of Attention: The Role of Conceptual Metaphors, (General Review of Psychology, 6: No. 2 (2002), s. 153-165).

 

Hvad derimod er undersøgt er billedsprogets indvirkning på hjernen. Professor of Neurology Paul Matthews 1 beskæftiger sig på Oxford Universitetet (St Edmund Hall) med hjernebilleder, hvilke indebærer at tage billeder at hjernens elektriske bevægelser når den udsættes for forskellige sanser eller udfører forskellige gøremål. Udkommet af denne helt nye form for forskning er, at vi opnår en viden om hvilke dele af hjernen der lyser op 2 når vi lugter, og hvilke deler der lukker ned når vi er deprimeret. Hvad betydningen er for vor vis at tænke på og vore følelser, har vi endnu (2009) til gode at lære.

1 Paul M Matthews og Jeffrey McQuain: The Bard on the Brain – Understanding the Mind Through the Art of Shakespeare and the Science of Brain Imaging (2003)
2 Sammenlign disse faktiske observationer med det at blive ”tve-skabt af tanker, tve-født”, sanskrit ”Dvijanmāno”, der netop ikke er en fysisk genfødsel, men en nyskabelse af personen i ånd og tanker gennem uddannelse og opdragelse, hvor personen ”ser lyset”, der i en nutidig kenning ofte visuelt gengives som en lysende pære over personen. I Middelalderkunst gjorde man brug af lysende glorier. Alle urfolks stirren mod øst, afventende Daggry og solrød (solens rod - solens første lys- og varmestråler), er beskrevet i Rig Veda (bog 7:LXXVIT) ved følgende kenning: ”Hun skinnede lyst som en ungdommelig kvinde, vækkende til bevægelse hvert levende væsen”. Rig Veda (bog 3:LXII) gengiver den absolut helligste mantra, hvori stavelsen ”Om” indgår, og sammenkæder her solens strålende lys med oplysningen af vore tanker: ”Om! Jord, Sky, Himmel. Vi tilbeder Solens strålende lys: Må hun oplyse vore tanker”. Fordi lyset i virkeligheden altid er et gode, kan vor stam-æt  Skilfinga-ætten i Beowulf-kvadet (sætning 427, 609) gives det særligt fornemme heite ”*Beorht-Dene, Beorht-Dena” (De Lysende/oplyste Daner).

 

Det er her værd at erindre, at årsagen til at Snorre Sturluson år 1220-30 e.Kr. skrev Snorre Edda, herunder Skáldskaparmál, var for at sikre viden om skjaldekunstens brug af "kenning" og "heite" for eftertiden. Denne indlæringsmetodik er ved at uddø da Snorre skriver sit mesterværk. På den anden side af søen, i England, var der til alt held en enkelt mand, der bevarede evnen til at smede ord på den gamle vis, med massivt brug af "kenning" og "heite". Det var barden William Shakespeare (1564-1616), og han kan formentlig med rette kaldes samtidens fremmeste hjerneforsker. Alle Shakespeares værker angriber i virkeligheden samspillet mellem ordet og sætninger og dets indflydelse på hjernens aktivitet. Teatret var et videnskabeligt laboratorium, hvor ordsmeden afprøvede "kenning" og "heite" på et frivilligt publikum. Jeg mistænker at dette er runen til Shakespeares udødelighed – han formåede at genoplive og videreformidle oprindelig indlæringsmetodik til et folk, der har tabt dette, men straks fornemmede gensynets glæde gennem hans ordvalg.

Paul Matthews skriver: ”Når vi bruger de samme ord igen og igen, mister de deres virkning. Men de nye ord, metaforerne, det poetiske billedsprog - det er dét, hjernen reagerer på”.  Ordvalget ”metafor” er nuengelsk. Hvad Paul Matthews kunne have gjort var i stedet at gøre brug af det rette ord for Shakespeares skjaldekunst – brugen af ”kenning” og ”heite”.

Billeder af hjernens elektriske bevægelser under opførelsen af flere af Shakepeare's værker viser at det er brugen af ”kenning” og ”heite”, der udløser det indre billedsprog, og at dette igen udløser det største antal elektriske bevægelser i hjernen. Brugen af ”kenning” og ”heite” kan dermed beviseligt siges at oppebære de bedste egenskaber til at forandre tanker og handlinger. Dette har man naturligvis været fuldt klar over i urnordisk skjaldekunst.

Der ser ud til at være en lignende sammenhæng mellem det indre billedsprog og hjernens elektriske bevægelser, i tilfældene hvor det indre billedsprog er skabt er musik. Professor Mark L. Johnson, Department of Philosophy, University of Oregon, USA har vist at ”musikbeskrivende metaforiske billedsprog udspringer af oplevelser af kropslig bevægelse og rumlig orientering” 1.

1 Se f.eks. resultaterne gengivet i Dansk Musik Tidsskrift (1999-2000-02, s. 53-54, artiklen ”Konference om den indre lydhørhed”), der gengiver bidrag fra Conference on Musical Imagery. VI. International Conference on Systematic and Comparative Musicology. Universitetet i Oslo, 17.-20. juni 1999.

 

I The Wanderer/Eardstapa (sætning 11-14) fra 600 tallet e.Kr. har vi en kenning for Jarl æt’s hjerne i form af det oldengelske ord ”hordcofan” eller ”skattekammer”, hvor vi i vort indre billede skal se for os en ”hord” (skat), der ligger i en ”cofa” (cove, cave) eller ”hule, kammer”. Hjernen er derfor i vort indre billede en bunke guld, der befinder sig vel beskyttet i en huleformet hjerneskal. Med en sådan indlæringsform har vi stort set ikke behov for at se et fysisk billede af menneskets hjerne, så længe vor fantasi kan forestille sig en hule fyldt med guld.

Brugen af ”kenning” indeholder ligeledes et element af ”gåde”, hvor vi må gennemtænke og have en større forståelse for samtiden, historisk og omkring os, for at kunne omsætte ”gåden” til sandheden. Dette kan med træning gøres mindre vanskeligt end det forekommer for mange i dag.

Med tabet af Jarl æt’s indlæringsmetode i 11-1200 tallet e.Kr., har almen dannelse i Skandinavien katastrofalt dårlige kår under det romersk-katolske åg, hvorfor den nyskabte adel lader sine sønner sende udenlands på dannelsesrejse (døtrene er ikke længere ligevægtige i kristen tanke). Vi har en god formodning om hvornår den gamle indlæringsmetode forsvinder. Orkneyinga Saga beretter at Rognvaldr Jarl Kali Kolsson (Jarl af Orkney ca. 1119-1157 e.Kr.) har svært ved at huske runernes betydning eller måske at riste dem, hvilket Rígsþula forklarer os at Jarl æt skal kunne. Da udviklingen formentlig er ankommet lidt senere til øerne i Nordatlanten end i det sydlige Danmark, kan vi, som i mange andre sammenhæng, sige at forfaldet i uddannelsen begynder efter Slaget ved Hastings år 1066 e.Kr. 

Afløseren til Hávamál (Ældre Edda) er ”Konúngs skuggsjó” (”kongens skygge” eller ”kongespejlet”) fra ca. år 1154-1200 e.Kr. I klassisk fortælleteknik er værket opbygget som en dialog mellem fader og søn, hvor faderen videregiver visdom og lærdom til sin søn. Den kristne missionering er åbenlys i værket, og forfatteren blander tydeligvis gamle nordiske sæder lystigt sammen med importerede ridderskikke og europæisk dannelse. Dette er uden tvivl et sandt øjebliksbillede i og omkring det norske hof i slutningen af 1100 tallet e.Kr.

De romersk-katolske prædikebrødre, i dansk tale ofte omtalt som ”dominikanere, sortebrødre” begynder at ankomme nord for Ejder-strømmen efter tvangskonverteringen til kristendommen med landskabslovene i 1200 tallet 1. Deres ankomst begynder i starten af 1220’erne 2. Som en del af klostrenes opbygning tilføjer man til disse en ”Hoffuetskole” (Hovedskole), på latinsk kaldet ”studia particularia, studia solemnia”, hvilket vel nærmest var at betragte som en folkeskole/gymnasium for egnen. Til denne ”hovedskole” knyttedes landsdelens bedste lektorer/undervisere.

1 Skånske Arvebog (XLIII) fra år 1200-28 e.Kr. siger: ”Thet skal man wida at inkte barn. Ther hethit dør æy ærwær” eller ”Det skal man vide at intet barn der hedensk dør ej arver”. Ærkebiskop Anders Sunesen (d. år 1228 e.Kr.) skriver i sin kommentar til loven at ”den som aldrig er blevet genfødt ved dåbens sakramente er som om han aldrig var født, og kan ikke tage arv”.
2 Johnny Grandjean Gøgsig Jakobsen: Prædikebrødrenes samfundsrolle i middelalderens Danmark (2008, Ph.D.-afhandling, s. 47)

 

Arild Huitfeldt (Arrild Huitfeld, 1546-1609): Danmarckis Rigis Krønicke (1595-1604, s. 409) skriver således for året 1319:

"Aar 1319. Bygdis Malmø paa det sted som det nu staar / tilforne laa Byen it andet sted.
Samme Aar bygdis vor Frue Kloster til Ribbeniss.
Samme Aar til Vordingborrig haffuer Kong Erich udgiffuet it Breff / at effterdi hos huert Stifft bør at være en Hoffuetskole / da forbiuder hand Borgerne til Reffuel / at holde deris Børn / eller andre fremmede deris / til nogen anden Pugeskoler der i Byen / men at søge den Skole hos vor Frue Kircke der i Byen / under 10. Marck Sølff straff: de skal indleggis inden 14. Dage / 4. skal Slottens Bygning / 3. til Kirckens / 3. til Byens Mur. Bedendis Bispen / hans lænsmand / Borgemester oc Raad / at de holder der offuer / oc endeligen den Straff optager.
Aar 1319. vaar en stor Dyrtid i Danmarck".

Som vi kan se lovgiver Erik VI Menved (regent 1286-1319) år 1319 at hvert stift i riget, fra Ribe til Tallinn, skal have en "Hoffuetskole" (Hovedskole). Det gjorde man ved at afskaffe de såkaldte Puge-skoler (olddansk pughæscolæ), der var drenge-skoler for 6-9 årige. Som vi kan læse, befalede han alle Reval (Tallinn)’s indbyggere at sætte deres børn i skole i Vor Frue Kirke, i dag bedre kendt som Sankt Olav-kirken (estisk Oleviste kirik), først nævnt år 1267. Kirken har et særskilt kapel viet til Vor Frue. Børnene skulle indskrives i skolen inden for 14 dage for at undgå streng bødestraf. 1

1 Se også Peder Kofod Ancher (1710-1788): En Dansk Lov-Historie (1776, II. Deel, XVII. Capitel, s. 109)

 

Det er disse Hovedskoler der i folkemunde opnår den lidet flatterende betegnelse "sorte skole" (svarteskule, svartiskóli). Begrebet opstår som betegnelse fordi de sortklædte degne og munke (”swortæ munkæ” (olddansk) eller sortebrødre) terpede ”løgn og latin”, også kaldet ”sort snak”, fra Det Nye Testamente. I Skandinavien opfattedes den ”sorte skole” oprindeligt som værende beliggende i Frankrig, jvf. universiteterne i Paris. Med Hovedskolernes opståen fra 1319 bruges betegnelsen også om skoler i Skandinavien. Senere, med Reformationen, flyttedes den ”sorte skole” i tankerne til Wittenberg (Lutherstadt Wittenberg) fordi det nu var fra Martin-Luther-Universität Halle-Wittenberg (i 1502 grundlagt som Universität Wittenberg) at al løgn og latin udgik. I 1800 tallet udvider Grundtvig forståelsen af den ”sorte skole”, som han anser som "den Latinske og Tydske Tanke-Gang, der i hele sex Aarhundreder baade giennem Kirke og Skole har bemægtiget sig vore Hoveder". Som han udtrykker det: "...det er ligesaa umueligt, at Danmark kan blomstre, uden først at løses af den Kirke-Tvang, Skole-Tvang og Almisse-Tvang, der Altsammen er af fremmed Oprindelse og forknytter saa ømfindtligt og spædlemmet, saa kiærligt og kvindeligt et Folke-Liv, som det Danske altid har været og altid maa blive!". Hans modsætning til dette er hans ”skole for livet”, som han kalder "den Danske Høi-Skole" 1.

1 Grundtvig: Det Danske Fiir-kløver eller Danskheden partisk betragtet (1836, Kongen og Folket, s. 40): "Foreløbig vil jeg kun anmærke, at naar Talen er om en "Skole for Livet" maa al den Tvang, der kun har hjemme i Skolen "for Døden" tænkes borte, og at det Folkelige Statsraad bestandig maa staae os levende for Øie, naar vi tænke paa en Skole for det Danske Folke og Borger-Liv, thi blev den ikke derpaa beregnet, var den aabenbar, i borgerlig Henseende, aldeles unyttig". Se også Grundtvig: Det Danske Fiir-kløver eller Danskheden partisk betragtet” (1836, Fæderne-Landet og Moders-Maalet, s. 78-79, 81).

 

Først med oprettelsen af Uppsala Universitet år 1477 e.Kr. og Københavns Universitet år 1479 e.Kr. forsøger man at genskabe den tabte almene uddannelse. I de første år var det ikke nemt at overbevise adelen om at man nu skulle forlade sig på et genskabt, men stadig ungt, uddannelsessystem i vore egne landskaber. Løsningen kendte man da engelske studerende allerede år 1167 e.Kr. fik forbud mod at læse på universitetet i Paris for at give fødselshjælp til Oxford, og fra år 1209 e.Kr. Cambridge. Derfor gennemfører Kong Hans (regent 1481-1513) ved Lov dateret 10. maj år 1498 e.Kr. et forbud mod at studere ved fremmede Universiteter. Loven siger således:

Wij Hans, meth Gudz nadæ Danmarckes, Sueriges, Norges, Vendes oc Gotes koning, hertug i Slesuig, Holsten, Stormarn oc i Ditmersken, greffuæ i Oldenborg oc Delmenhorst, göræ allæ wittherligt, at hederligh oc welbyrdig man oss elskeligæ doctor Erick Nielsen 1, degen i Köpnehaffn, pa menæ vniuersitatis vegnæ ther sammæstedz hafuer wereth foræ oss oc werdugste werdugæ fetræ, bisper, prelater, ridderskab oc menæ Denmarckes raad, bekerdæ, huarledes at godementz börn, köpstedementz oc almwes ferdess vdaff riiget i fremmedæ studiis oc forsmaa then velgerningh, wor kæræ herræfadher oc wij haffuæ giort i thet menigæ mandz bestæ, at huer godmandz, fattigh oc riiges börn mattæ bliffuæ lerd her hiemmæ i wort eghet riigæ och kommæ wedh at löseth meth swodannæ varæ, som her falder i riigeth, i thet som nw vden riiget ey andeth kan kommæ wæd en guld oc penningæ. There fore haffuæ wij nw efftir forne wort elske raadz raad thet swo skicket, at staa oc holdess skall efftir thennæ dag, at engen godmandz barn, köpstedæmendz eller almwes skall ferdes her aff riigeth thill studium, vndentagen Vpsallæ studio i wort riigæ Suerigæ, meth myndræ en the skullæ tilforn staa her i Köpnehaffn til studium i try sambfeldæ aar i thet myndzstæ. Hwo her emod gör, skall han haffuæ forbrwth huess leen, han haffuer aff kircken, och siden ey ydermere haffuæ hob her efftir at nydæ noger kirckens leen her i wort riigæ Danmarck. Giffuit paa wort slot Köpnehaffn, torsdagen nest efftir dominicam Jubilate aar efftir Gudz byrdh twsindæfiræhwndreddæhalffemptesynnætywgæ pa thet othende. Vnder worth secrete.Vi Hans, med Guds nåde Danmarks, Sveriges, Norges, Vendernes og Goternes konge, hertug i Slesvig, Holsten, Stormarn og i Ditmarsken, greve i Oldenborg og Delmenhorst, gøre alle vitterligt, at hæderlig og velbyrdig mand os elskelige doktor Erik Nielsen 1, dekan i København, på mit universitets vegne der sammensteds haver været (frem)for os og fortjente værdige fædre, bisper, prelater, ridderskab og mit Danmarks Råd, bekendtgjorde, hvorledes at gode mænds børn, købstadmænds og almuens (,) færdes ud af riget i fremmede studier og forsmå den velgerning vor kære herrefader og vi have gjort i det menige mands bedste, at hver gode mands, fattig og rige, børn måtte blive lærde herhjemme i vort eget rige og komme ved at løse (dette) med sådanne væren, som her falder i riget, i det som nu uden riget ej andet kan komme ved end guld og penge. Derfor have vi nu efter forne vort elske(lige) Råds råd (,) der så skikket, at stå og holdes skal efter denne dag, at ingen gode mands barn, købstadmænds eller almuens (,) skal færdes her af riget til studie, undtagen Uppsala studiet i vort rige Sverige, med mindre end der skulle tilforn stå her i København at studere i tre sammenfaldne år i det mindste. Hvor her imod gør, skal han have forbrudt hvis len, han haver af kirken, og siden ej ydermere have håb herefter at nyde nogen kirkes len her i vort rige Danmark. Givet på vort slot København, torsdagen næst efter 3. søndag efter Påske år efter Guds byrd tusindefirehundredehalvfemsindstyve på den ottende. Under vort segl.

1 ”doctor Erick Nielsen” er Erik Nielsen Rosenkrantz (ca. 1447- ca. 1505), der var den første dekan (degen) på det juridiske fakultet, samt i flere omgange rektor for Københavns Universitet.

 

 

 

Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>
 
Søgeværktøj
Fra Grímnismál (vers 32, Ældre Edda) ved vi at vor ven fra skov og have, det rødbrune egern Ratatoscr (sammensat af de oldengelske ord "ræt" + "tusc" med betydningen "Gnavertand"), er god til at frembringe svar på alt mellem himmel og jord. Nedenfor til højre fra billedet af Ratatoscr, fra Ólafur Brynjúlfsson: Gudeskrift m. bl.a. Ældre Edda (Edda Sæmundr) & Snorre Edda (1760), findes Google's søgeværktøj, der er tilpasset til at søge efter svar fra Asernes æt. Ifald søgeværktøjet ikke kan ses, højreklik på musen og genopfrisk (opdater) siden.
© Verasir.dk Asernes Æt • af Flemming Rickfors • E-mailHosting • En del af Fynhistorie.dk