| Forside |  |
Indholdsfortegnelse |
Den røde og vrede C-tone
I afsnittet ”Visdom fra fortiden – Shamanens håndværk” viste jeg i kenningen fra Exeter Book (Riddle 80), hvis svar er ”horn”, at hornet blev benyttet under shamanens ritual. I kenningen kaldes shamanen ”woðboran” og er ”woðan” (Odin ): ”....Oft ic woðboran wordleana sum agyfe æfter giedde....” Som jeg oversætter til: ”....Ofte jeg woðboran somme sparsomme ord giver efter (ud)gydning....” Det kan være uhyre vanskeligt for mennesker der ikke har “kræfter”, eller er i stand til at komme i kontakt med med disse, herunder historieskriveren selv, at forholde sig uden fordomme til shamanens/sejdkonens egenskaber. Hvad vi kan gøre i stedet for er at angribe forståelsen af dette gennem eksempler på noget vi kan se i nutiden, og som vi har lid til må være sandt. Ét eksempel er artiklen offentliggjort i udgivelsen ”Nature” (434, 38, March 2005) af G. Beeli, M. Esslen og L. Jäncke: Synaesthesia: When coloured sounds taste sweet 1. 1 Gengivet fra artikel i The Economist (March 5th- 11th 2005): Musical taste, s. 79).
Under det skræmmende navn ”Synaesthesia” gemmer sig den evne vi måske alle har, i større eller mindre grad, til at kunne blande vore sanser; dvs. høre farver, se lyde, smage indtryk etc. Det har længe været kendt at mennesker med autism har forstærket indtryk i denne retning, ligesom tilførelsen af narkotiske stoffer ser ud til i visse tilfælde at fremme denne evne. Hvad artiklen i Nature viser er resultatet af en undersøgelse af en 27- årig kvinde, Elizabeth Sulston, på Institute of Neuropsychology, University of Zurich, Schweiz. Kvinden er professionel blokfløjtespiller, der beviseligt kan smage lyde. Kvinden er i alle henseender normal. Resultatet af undersøgelsen gengives nedenfor og viser hendes smags- og følelsesindtryk ved forskellige toneintervaller. Det fjerde og treklangs- intervallet frembragte visuelle og følelsesmæssige indtryk i stedet for smagsindtryk. Ikke overraskende frembragte uharmoniske toneintervaller ubehagelige smagsindtryk, medens harmoniske toneintervaller frembragte behagelige smagsindtryk.
Kilde: http://www.nature.com/news/2005/050228/full/050228-9.html
Hver tone har ligeledes deres egen farve. F.eks. er C-tonen rød og F-kryds-tonen (F-sharp) lilla. Resultatet af denne, og andre undersøgelser, viser også at det er hendes musikalske uddannelse der gør at hun kan smage nøjagtigt. En person med samme egenskaber, men uden musikalsk træning, har blandede smagsindtryk. Der må være en god mulighed for at shamanen/sejdkonen har haft fuld forståelse for de ovenfor viste sammenhænge, og har været i stand til at uddanne sig til at kunne fremprovokere egenskaberne, og dermed kunne levere et håndværk til stammen, der kunne bruges, og som vi havde lid til. Odin /Woðan i hans egenskab af shaman er visuelt forstået af os alle som bærende røde klæder jvf. julemanden. Vi ved fra Hávamál at ”woð”, tidspunktet hvor man vader over, visuelt skal ses som ”rasende”: ”...nam ec upp rúnar, pandi nam, fell ec aptr þaðan...” Som jeg oversætter til: ”...op tog jeg runerne, skrigende jeg tog dem, faldt jeg derefter derfra...” Da tonen C er farven rød burde det derfor betyde at hornet var afstemt til C-tonen, og at shamanen, samt sangkredsen omkring denne, ligeledes sang fra grundtonen C. Ved at efterse Rig Veda er det muligt at vise at dette er sandt. Det synes at være den almindelige forståelse at noder bliver opfundet af Guido d'Arezzo ca. år 1025 e.Kr. og bliver videreudviklet i Notre Dame i Paris i 11- og 1200 tallet 1. 1 John Howell, Virginia Tech Department of Music, Blacksburg, Virginia, USA. (se music theory online).
Dette er dog strengt misvisende, og igen en bevidst omskrivning af historien. Toner er allerede fuldt udviklet i Rig Veda (år 1700-1000 f.Kr.) og er udviklet for at kunne synge/afsige Rig Veda, dels til guderne, dels til de unge drenge og piger der skulle lære de råd og den viden viderebragt mundtligt i Rig Veda. Hvad udvikles af den katolske kristendom er at de allerede udviklede toner sættes i skrift i et nyt sæt af streger og cirkler, de moderne noder. Rig Veda menes oprindeligt at være blevet videregivet i ét toneleje. Senere bygges dette ud til tre tonelejer, én tone over grundtonen og én tone under grundtonen. Denne udvikling sker for at understrege indholdet af Rig Veda, der var hovedformålet. Grundtonen kaldes ”swara/svarita” og må være identisk til ”svar” (nudansk og oldnordisk) fra den den indoeuropæiske rod ”*suer-” med betydningen ”tale”. Etymologisk skal vi derfor forstå grundtonen som det naturlige stemmeleje for shamanen når han/hun taler. De to omkringliggende tonelejer kaldes ”udatta” (et højere toneleje) og ”anudatta” (et lavere toneleje). Grundordet for begge, ”datta”, må være identisk til ”datta” (oldnordisk) med betydningen ”slå, banke” i omtalen af hjertets slag, dvs. hjertets rytme. Det ser derfor ud til at kroppens interne og helt nøjagtige værktøj til at holde rytmen, hjertet, er nøglen til det tempo i hvilken Rig Veda blev afsagt. En pacemaker må da kunne siges at være kroppens rytmeboks. Hjertet slår 100.000 gange i døgnet eller 69 gange pr. minut, og med toneintervallerne vist nedenfor kan rytmen sættes. Det lavere toneleje ”anudatta” må være sammensat af ”anýja” (oldnordisk ”gentage, forny”) + ”datta” (oldnordisk) med betydningen ”slå, banke”. I forståelse af toneleje er dette lavere toneleje derfor en rytmisk gentagelse af hjertets banken. Det højere toneleje ”udatta” har med ”u”-tilføjelsen i vort sprog den modsatte forståelse. Ved brugen af det høje toneleje har shamanen derfor ikke fulgt hjertets banken og holdt denne tone længere (hvilket også er tilfældet i dag). I de senere veda (Sama Veda , Yajur Veda og Atharva Veda) er tonelejerne udvidet til 4 tonelejer (to grundtoner og to afledede). Endnu senere udvikles herfra 7 toner i ”Upanishads”, der igen kan oversættes via oldnordisk til ”upa” (oppe, tæt) + ni (nær) + şad (sad), dvs. man sad tæt ved, formentlig i en sangkreds, personen der afsagde lærdommen. De 7 toner kaldes ”sapta swaras” eller direkte ”7 svar/taler”. Toneintervallet, dvs. hvor længe tonen holdes, kaldes ”sruti” og skal sikkert sidestilles med den oprindelige forståelse for verserim.
Ordet der betegnede alle syv toner som en naturlig skala/naturens skala var ”shadja Grama”. Dette er ganske vigtigt fordi vi kan se at tonen ”shadja” eller C er grund- eller nøgletonen. Oversætter vi ordet ”grama” fra det tilsvarende ”gramr” (oldnordisk), der har betydningen ”vrede”, og bruges i sætningen ”gramir guðir” eller ”vrede guder”, kan vi se at ”shadja Grama” faktisk betyder ”det vrede C”. Dette er nøjagtigt hvorledes det ser ud til at mennesket opfatter tonen. At det er påfuglens skrig der bliver valgt som bl.a. sanseindtrykket ”rædsel” for den røde og vrede C-tone kan alle der kender til fuglens skrig bevidne. Jeg havde en flok påfugle som naboer i mange år ved Tatersal, Charlottenlund Fort. Hver morgen, og dagen igennem, hørte vi påfuglens skrig, der kun kan beskrives som ”et barn der skriger under den værste pinsel”. Vi bemærker også at allerede på dette tidspunkt er den moderne skala med stamtoner, f.eks. genfundet på et klaver, fuldt udviklet og med identisk opbygning og rækkefølge. Det fremgår også fra sanskrit at toner og skala blev trænet ved brug af forlyde på bogstaver. Det følger naturligt herfra at også runer i Ældre Futhark må have haft samme opgave. Den røde og vrede C-tone må være blevet opøvet med:
*kauna, Cen, Ken eller
*sowilu, Sigel Begge runer er i deres etymologiske forståelse forbundet med ild, varmestråler, vrede, koger, og må i deres fysiske udvikling være tæt beslægtet.
Rasletøj
BjælderOrdene ”bjalla” (oldnordisk) og ”belle” (oldengelsk) viser ikke overraskende at dette redskab fandtes før år 446 e.Kr. Begge ord oprinder fra det indoeuropæiske ord ”*bhel-” med betydningen ”at lyde, at gale” og bjælder er derfor, som hornet, formodentlig så gammel som stammen selv. Som i dag har redskabets oprindelige opgave være at holde styr på dyrene i marken. Herfra har bjælder vundet indpas som udsmykning og som sangtøj.
Et venit ad Edwardum Regum. Hic portatur corpus aedwardi regis ad ecclesiam sci petri apostill hic eadwardus rex in lecto alloquitur fideles. Et hic defunctus est. I forstørrelsen af gobelinen der viser Kong Edward The Confessor’s begravelse år 1066 e.Kr. kan vi se to personer med flere bjælder holdt sammen af en jernring. Disse bjælder har ikke været til brug for husdyr men er sangtøj i form af raslebjælder. Jernringe og skrabere blev også benyttet som sangtøj, jvf. ordet ”skrapla” (oldnordisk) der betyder ”giver en raslende lyd”.
Slagtøj
KlokkerOrdene ”klukka” (oldnordisk) og ”clog” (oldengelsk) betød oprindeligt ”et stykke bearbejdet træ” og viser formentligt hvorledes klokker oprindeligt blev gjort (betydningen er videreført på nuengelsk gennem ”clogs”, der er betegnelsen for ”træsko”). Klokker har haft funktion som slagtøj, jvf. ordet ”klukkahljóð” eller ”lyden af en klokke”. Klokker har været større end bjælder idet ”bjalla” også oversættes til ”liden klokke”. Vi har en sen, men alligevel interessant henvisning til brugen af klokken i forsvaret af en by. København, Saltholm og Amager blev givet Absalon som roskildebispens personlige ejendom og er år 1254 stadig kun en lille bygd med næppe tusinde indbyggere. Biskop Jakob Erlandsens Stadsret for København dateret 13. marts 1254 1 siger: 6. Ingen, der bor i Kjøbenhavn, skal nødes til at fare i Leding med Skib, Hest eller Vaaben, uden til at værge Biskoppens Ejendom, hvis der sker noget Angreb derimod, dog saa nær ved Byen, at de kunne gaa frem og tilbage paa samme Dag, og til dette Forsvar ere alle lige bundne efter al Evne og Formue under Straf af Tabet af deres hele Hovedlod. 8. Naar (Storm-)Klokken lyder og nogen holder sig tilbage og ikke iler til, skal hans Brøde vurderes paa ovennævnte Maade. 1 Se Oluf Nielsen: Kjøbenhavns Diplomatarium (1838-1896, Bind I. s. 15-21) biskop Jakob Erlandsens Stadsret for København dateret 13. marts 1254 Til trods for at det på dette sene tidspunkt burde være kirkeklokker der her henvises til finder jeg det langt fra sikkert at den nævnte ”storm-klokke” er en kirkeklokke. Snarere har der i denne lille bygd været et enkelt klokketårn som en del af bolværket for bygden med en klokke som vægterne kunne bruge til at advare om ”storm på byen”.
TrommerVed at gennemtænke hvorledes en nutidig ølforsamling finder sted i Danmark og England i dag, hvor der ikke går mange sekunder før deltagerne begynder at bruge bordpladen som tromme og hånden som trommestik, turde det være klart at trommen har været en del af stammens slagtøj. Ganske overraskende synes man dog ikke at have fundet slagtøj fra vikingetiden bygget specielt som en tromme. Ordet ”drumbr” (oldnordisk) betød oprindeligt ”træklods”, jvf. "trèdrumbr, trètrumbr", som vi skal opfatte som "større træklods" og derfor udviklet fra en klokke (se ovenfor). Dette forklarer formentligt hvorledes slagtøjet blev gjort, nok som en udhulet træklods. Ligeledes må f.eks. lerkrukker med overtrukket skind have været brugt som tromme. Det oldnordiske ord ”trumba” betyder ”at blæse i trompet/basun” og bliver senere knyttet til trommen. Det engelske ord ”drum” i betydningen ”tromme” synes ikke at komme til England før ca. år 1420 e.Kr. fra oldhollandsk ”tromme”. Dette ord må, via frisisk, være identisk til det oldnordiske ord. Da ordene ikke klart er ens på oldnordisk og oldengelsk tyder dette på, som manglende arkæologiske fund synes at understøtte, at trommen ganske overraskende ikke er et oprindeligt slagtøj. Det kan være at bordpladen og hånden har været tilstrækkelig til at sætte rytmen. Sven Aggesøns ”Brevis historia regum Dacie” eller ”Kortfattet historie om Danernes konger” (ca. år 1185 e.Kr.) henviser til brugen af tromme efter han har berettet om Thyra Danebod’s dåd: ”..dem ledsagede under højtklingende Jubel en Skare Spillemænd som spillede paa Fioler og Citharer, pavker og Trommer...”. 1 1 s.24 i Paul Læssøe Müllers oversættelse fra 1944.
Trommen har derfor vundet indtog i Danmark ikke senere end år 1185 e.Kr.
Kalkmaleri fra Slesvig Domkirke dateret til år 1330 e.Kr. Billedet kan ses i korsgangen, vestfløjen under hvælvingen. Ifald den sproglige konklusion om at trommen ikke fandtes blandt vor oprindelige slagtøj er korrekt, og blev importeret udefra, så viser dette kalkmaleri formentlig hvornår dette skete. Kalkmaleriet viser Droleri (fra det franske ”drole” (morsom, mærkelig, komisk) men oprindeligt fra det oldnordiske ”troll” (trold). Et eksempel på et ord der udvandrede med Rolf der Ganger år 912 e.Kr. og kom tilbage igen med den katolske kristendom i Middelalderen). Droleri vist i en kirke er naturligvis afbildninger af hvorledes vi levede, og som den katolske kristendom forsøgte at få os til at undlade at gøre. I år 1330 e.Kr. er trommen og den lange pibe (fløjte med fingerhuller) derfor populær blandt både mænd og kvinder. Kilde: www.kalkmalerier.dk (Slesvig Domkirke, arkivnr. Slesvig Kloster 19)
Der findes et tilsvarende kalkmaleri i Gundslev Kirke på Fyn visende Djævelen spillende på tromme dateret til år 1300-1325 e.Kr. Der er fundet trommer i Skåne dateret til 3000-1700 f.Kr. Disse trommer er fra helt andre folkeslag, måske fra mongolske folkeslag der kan have været bosat i området som en del af de oprindelige nordbo-folkeslag.
|
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
| Indholdsfortegnelse |
