Vindtøj

Horn

Inden for gruppen af vindtøj, som jeg tror oprindeligt blev udviklet til brug for angrebs-, forsvars-, vagt-situationer, samt i shamaniske ritualer, er ordet ”horn”, identisk på oldnordisk, oldengelsk og gotisk (haurn) i betydningen ”blæsehorn”, og nøglen til forståelsen. Ordet oprinder fra det indoeuropæiske ”*bhle-” og brugen af hornet, som bl.a. vindtøj, er formentlig så gammel som stammen selv.

Oldnordisk	Oldengelsk	Moderne dansk
horn	horn der sikkert bliver til efternavnet ”Horn”	blæsehorn
hornblástr	hornblæst der bliver til ”blast” på nuengelsk	blæse i horn, lyden fra hornblæsen
valdhorn		voldshorn, dvs horn der blæser til vold eller slag
þuthaurna þjóta í horn	þeotan, þutan som vi skal opfatte som “hyle, larme”	tudehornet "þuthaurna" bruges af Wulfila ca. år 350 e.Kr. på gotisk i ”Paulus’ første brev til korinterne” (kap. 15:52)

Völuspá (vers 45, Ældre Edda) viser os brugen af hornet som vindredskab:

Leica mims synir eN miotvðr kyndiz at en galla gial||lar horni hatt bless heimdallr horn er alopti melir oðiN | við mims ha/fuþ | ymr iþ aldna tre eN iótvN losnar scelfr yGdrasils ascr st|andandi.

Hård leg (af) Mimir’s sønner; end endemålet [døden] oplyses af det (med) galde (fyldte) Gjallerhorn. Efter sædvane blæser Heimdall, hornet han (holdt) løftet. Odin mæler ved Mimir’s hoved; stønner det gamle træ som jætten løsner. Skælver Yggdraill; (den) stående ask.

Min oversættelse til nudansk. Ordet ”mjötuðr, metod, metud, meotud, meotod” (oldnordisk, oldengelsk, oldsaksisk) ser ud til oprindeligt at have betydet ”døden, hvad vil ske (dvs. igen underforstået ”døden”)". Ordet må være udviklet fra ”meta, metan, mitan” (oldnordisk, oldengelsk, gotisk) eller ”mål, måle”, hvorfor den rigtige forståelse sikkert er ”endemålet”. Derfor lader jeg ”kyndiz” (kyndisk) være fra ”kynda” (at antænde ild), dvs. at noget oplyses, gøres klart.

Völuspá (vers 28, Ældre Edda) viser ligeledes Heimdall’s horn, og hvor han gemmer det:

Veit hon heimdalar hlioð vm folgit undir heiðvonom helgom | baðmi

Om Heimdall og hans lyd hun ved, bortgemt under det hellige træ.

Min oversættelse til nudansk. "Hun" er vølven. Hornet er naturligvis under det hellige træ fordi visdommen hentes fra de træ rødder (fortid, nutid og fremtid), kommer ind igennem hornets spids, og med mjød videre ind i mennesket. Det hellige træ er Yggdrasill. ”Hlióð” eller ”lyd” oversættes generelt som ”horn”, men jeg har beholdt den oprindelige betydning, da jeg mener det må være underforstået at "lyden" kun kan komme fra hornet. ”Baðmi” benyttes i digteform som betegnelse for et træ eller en gren af et træ.

Heimdall ’s velkendte Gjallerhorn er nok sammensat af ”Galdr” (oldnordisk) og ”Galdor” (oldengelsk), begge med betydningen ”sangkunst” + horn. Ordet har ligeledes betydningen ”høj lyd” jvf. ”hanen galer”.

Heimdall er i mange nutidige visuelle afbildninger vist med Gjallerhornet, hvor sidstnævnte er udformet som bronzeluren, der også ses på Lurpak smørret, og som intet har med os at gøre (se senere).

Nr. 675 Dødhen blæss eij lywdh fore segh.
(Døden blæser ej lyd for(an) sig)

Dette fyndord forklarer det helt åbenlyse at døden ikke melder sin ankomst ved lyd, her underforstået ved brug af horn. Vi kan her slutte modsat at hornet helt generelt har været benyttet til at melde om ankomst til bygd, borg eller under angreb.

Bayeux gobelinen der beskriver optakten til og selve Slaget ved Hastings år 1066 e.Kr. og gjort umiddelbart efter selve slaget i perioden 1066-77 e.Kr., viser tillige brugen af hornet:

I forstørrelsen af ovennævnte del af gobelinen kan vi se at opvarteren kalder til måltid ved brug af et horn. Måltidet her finder sted efter at Hertug William’s invasionsflåde er sejlet over kanalen og har taget base i Hastings, som de plyndrede for at få levnedsmidler. Dette er sikkert festmåltidet dagen før slaget, og finder derfor sted fredag den 13. oktober år 1066 e.Kr.

Skikkene ved Hertug William’s hof er ”more danico” eller ”Danernes skikke” og viser derfor fuldt ud hvorledes hornet blev brugt til dette formål hos os.

At kalde til måltid ved brug af et sangtøj er naturligvis fuldt levende. Som dreng kaldte min farmoder altid min broder og jeg til måltid ved hjælp af en skibsklokke, der hang uden for sommerhuset ved Rone Klint, Jungshoved ved Præstø medens vi sejlede rundt i robåde omkring den lille ø Maderne. Også alle måltiderne på Ollerup Idrætshøjskole blev kaldt sammen ved hjælp af en grydeske og grydelåg.

Vi ser her hornet i brug af en person med ansvar for et kobbel hunde. Som man kan se på hundens størrelse i forhold til manden er dette sandsynligvis den store hund fra Danmark, Grand Danoishunden, medbragt til Normandiet år 912 e.Kr. De store hunde i Bayeux gobelinen er udelukkende knyttet til Hertug William. At hundemesteren styrer hundene med et horn, som vi ser i dag i de store jagter i bl.a. England, har den betydning af hundene må have været fuldt trænet til at adlyde ordrer givet af et horn.
Kilde : http://hastings1066.com/baythumb.shtml (tapestry nr. 6)

Sammenlign afbildningen af hundemesteren og hornet i Bayeux gobelinen med kalkmaleriet fra St. Hans Kirke, Stege på Møn:

Kalkmaleri fra St. Hans Kirke, Stege på Møn dateret til år 1494 e.Kr. Billedet kan ses i skibet , 3. fag, nordvæggen. Billedet viser en hundemester med horn i venstre hånd og et kobbel hunde, hvor hund ene holdes i snor med højre hånd. Scenen er nok en jagtscene.
Kilde: www.kalkmalerier.dk (St. Hans Kirke, side 1/11, arkivnr. 17/66)

Ole Worm’s "Olifant". Nationalmuseet mener at hornet kan være gjort i Miklagård ca. år 1100 e.Kr. Som jeg viser i afsnittet "Med væringer i Miklagarð år 1103 e.Kr." kan dette sagtens være tilfældet og må i så fald være et bestillingsarbejde hjembragt af en væring. Fra 1200 tallet e.Kr. i Danmark og England er "olifant" navnet for hornet, og en "elefant". Blæsehornet måler 55 cm i længden og mundingens diameter er 11 cm. Udskæringerne på hornet viser krigs-, jagt- og hyrdescener, hvilket er præcist den arbejdsopgave dette horn havde. Dette er et meget stort horn og svarer i størrelse til de horn vi har set afbilledet ovenfor. Findes på Nationalmuseet inv.nr. 9104. Den originale tekst fra Ole Worm fra 1674 lyder: ”2 gammel Horn udskaaren af Elphenbeen”. Ordet benyttes i folkevisen "Roland og Magnus kongjen" fra ca. år 1250 e.Kr.; "blås i hornet Olivant....". Det sker fordi originalen, Rolandskvadet, fra år 1098 e.Kr. i sætning 1059 har samme sætning; "l'olifan car sunez" (oldfransk) i omtalen af Roland's krigshorn (Se tillige sætning 1101, 1171, 1702, 1753-95, 2104, 3302, 3310. Folkevisen er gengivet i "Bilag Ø: Forne Sange").

Guldhornene

Kopi af guldhornene fra Nationalmuseet gjort efter Ole Worm’s tegning af ”det lange” guldhorn i skriftet ”De Aureo Cornu” (1641) og ”det korte” guldhorn tegnet af arkivar, kammerråd Jochum Paulli (1690-1759) 1734.

Runeindskriften på ”det korte” guldhorn tegnet af arkivar, kammerråd Jochum Paulli (1690-1759) 1734.
Fra ”Danmarks Folk – I skildringer af danske videnskabsmænd” (1901, s. 221-222).

Begge guldhorn blev fundet ved Gallehus ved Møgeltønder i Sønderjylland. ”Det lange” guldhorn blev fundet i år 1639 e.Kr. og ”det korte” horn i år 1734 e.Kr.

Ingen ved om disse to horn’s hovedformål var som drikkehorn eller som sangtøj. Vi ved at Christian IV’s søn Christian (1603-1647) benyttede ”det lange” guldhorn som drikkehorn, og fik gjort en lille knop for at gøre hornet tæt i enden.

Som alle er klar over blev guldhornene stjålet af Niels Heidenreich den 4. maj 1802 om natten. Ved brug af en falsk nøgle og sin egen stuedørsnøgle var han i stand til at komme hele vejen ind til Antikvitetskammeret på Det Kongelige Kunstkammer på Slotsholmen. Han bragte hornene til sin lejlighed i Larsbjørnstræde og omsmeltede dem i køkkenet. Han tilstod tyveriet 30. maj 1802 og blev 10. juni 1802 ved kongelig resolution idømt livsvarigt tugthus.

Fra optegnelser ved vi heldigvis lidt om hornene. ”Det lange” horn var 88 cm langt (2 fod og 9 tommer) og vejede 6 pund og 13 lod 1. ”Det korte” horn var 55 cm langt (1 fod og 9 tommer) men manglede det sidste stykke. ”Det korte” horn var dog tungere og vejede 7 pund og 11 lod 1.

1 1 dansk pund = 500 g og 1 lod = 1/32 pund el. 15,6 g. ”Det lange” horn vejede derfor 3.2 kg og ”det korte” horn 3.7 kg. Da ”det korte” horn manglede den nederste del, og ifald vi antager at det havde samme længde som ”det store” horn, da har ”det korte” horn vejet 5.9 kg.

Hornene er dateret til 400 tallet e.Kr. og er derfor ekstremt vigtige i vor historie, hvilket naturligvis gør at gerningsmanden stadig fortjener niddingsord i den verden han nu befinder sig i.

Runeindskriften på ”det korte” horn siger som følger:

ekhlewagastiR : holtijaR : horna : tawido

Runerne er Ældre Futhark og der er ingen enighed om hvorledes indskriften skal fortolkes:

Professor Ludwig Wimmer fortolkede i 1901 indskriften som følger (”Danmarks Folk – I skildringer af danske videnskabsmænd” (1901, s. 220):

”Jeg, Hlevagastir holtingen (fra Holt), gjorde Hornene”

I dag synes den officielle fortolkning at være:

”Jeg Lægæst holting horn gjorde”

Uenigheden opstår i hvorvidt personen ”Hlevagastir” korrekt bør oversættes til ”Lægæst”. Der er ej heller enighed om hvorvidt ”holtijaR” betyder ”fra Holt”, ”skovbo” eller ”Holtsøn”.

Mit eget bud er at vi skal læse dette som:

”Jeg, Hlevagastir i Holten/fra Holte, hornene gjorde”¹

¹ Usikkerheden om brugen af ”i Holten” eller ”fra Holte” skyldes at "Holten" også er et helligsted hvorfra Majstangen blev hentet og opsat til brug for bålafbrændingen og ofringen af ætlingen/Balder ved Sommersolhverv. Jeg har valgt at oversætte ”holtijaR” som et stednavn, selvom jeg faktisk mener det er en titel, der viser at Hlevagastir har status til at have adgang til/har gjort noget i helligstedet "Holten". Som stednavn kunne det f.eks. være ”Holte Thorp” i Skanderup Sogn, Hjelmslev Herred ved Skanderborg, der findes i Valdemars Jordebog. Gerhard Schleu har gjort mig opmærksom på at ordet ”tawido” muligvis er ridset uden *sowilu/Sigel-runen (s), hvorfor ”tawido” bør læses som ”stawido” (datid af ”at stave”), der i så fald bliver til ”stafs”, ”stafa” og ”stafian” på gotisk, oldnordisk og oldengelsk. James E. Knirk, professor, Runearkivet, Kulturhistorisk museum, Universitetet i Oslo har modsat forklaret mig at en sådan fortolkning er problematisk. Han mener i stedet at ”tawido” skal læses som datid af ”ta:dha” (oldnordisk), modsvarende ”tun” (tysk) eller ”gjorde”. Heri er jeg helt enig, og mener at ordet må oprinde fra det urnordiske ”*taujan” (at gøre), som Wulfila gør brug af gennem “taujaina, taujaiþ, taujaid” i Mattæus-Evangeliet (7:12) og Lukas-Evangeliet 6:31). Mit problem med den nuværende oversættelse af  ”tawido” til ”gjorde” er at jeg mener at det rette ord for ”gjorde” er ”fahido”, der på urnordisk må oprinde fra ”*faihijan”. Netop dette ord videreføres på visi-gotisk og frankisk til portugisisk og fransk som ”fazer” og ”faire”, og oversættes til senlatinsk som ”facere” fra enten visi-gotisk eller frankisk med forståelsen ”at gøre”. Derfor må ”tawido” have haft en anden betydning end ”gjorde”. Mit bud er at vi skal opfatte denne gøren som ”behandle, behandlede”.

Ole Worm mente at ”det lange” horn var et krigshorn, og dette er jeg helt enig i. Hornene skal ses som et samlet hele og er gjort af samme smed (m/k) i Sønderjylland. Motiverne er bl.a. jagtscener og krigsscener med drab af fjenden. Det behornede dyr fremstår tydeligt i mange scener, hvilket gør det sandsynligt at hornet tillige har haft en rituel betydning under blót. Mit eget gæt er at billedserien på ”det korte” horn er en kalender med samme mytologiske opbygning som det kvindelige kalenderbronzespejl fra den Meotian-Samatiske periode, år 100-200 e.Kr. fra Gravstedet Chernyshov, Republikken Adygea, Rusland (se kapitlet ”At riste lyde” (Vedr. 15, symbol nr. 2)).

Fra Ole Worms tegning fra 1641 af Det Lange/Store Guldhorn fra Gallehus, Møgeltønder i 400 tallet e.Kr. Det må her være en mulighed at vi ser shamanen afbildet med det store horn vi får beskrevet i kenningen fra Exeter Book (Riddle 80). Billedet er fra Lis Jacobsen & Erik Moltke: Danmarks Runeindskrifter (1941) og er leveret af Rolf Gunnar Rolfsson med tak.

Kopi af kohorn fundet 1936 i Sandbacksmyren, Västerby, Hedemora, Dalarna.
Dateret til 900 tallet e.Kr. Der er 4 fingerhuller. Originalen findes på Dalarnas Museum, Sverige.

Det ældste kohorn i Norden med fingerhuller er udateret men fra ældre jernalder, dvs. 500 f.Kr.-400 e.Kr. og findes på Värmlands museum.

I ”Bilag Ø: Forne sange” gengives folkevisen ”Stolt Signild” hvori berettes om brugen af hornet til at rejse alarm.

Nr. 705 The ære eij alle iæyeræ i hoorn.

(Ej alle, der blæser i horn, er jægere)

Dette fyndord forklarer os at hornet blev benyttet i mange situationer, herunder som sangtøj.

Pipe

Ordet ”pípa” (oldnordisk) og ”pipe” (oldengelsk) i betydningen ”vindsangtøj” i dag kaldt ved dets middelalderfranske navn ”flaut” eller ”fløjte” er som vindsangtøj identisk til hornet, og udviklingen af redskabet kan ikke være lang tid efter hornet. Måske er de to navne på samme tøj opstået fordi pipen er gjort af andre materialer, ben/træ, modsat hornet der var gjort af dyrehorn. Overgangsordet er ”hornpipe” på såvel oldengelsk som oldnordisk. Min vurdering er at piben blev udviklet til at efterligne fuglenes sang, jvf. ”fuglen pipper” - et højere toneleje end hornet kunne skabe. En fugl hedder på oldindisk ”píppakā”.

Da ordet er ens på oldnordisk og oldengelsk har piben eksisteret før år 446 e.Kr.

Der findes en lang række eksempler på forskellige former for piber, hvoraf nogle vil blive vist nedenfor.

Piben fra Jorvik

Kopi af piben fundet i Coppergate, York, England i 1970’erne.
Dateret til slutningen af 900 tallet e.Kr. Piben har 5 toner boret ud, hver med fast lyd.
Originalen er gjort af buksbomved, kopien ovenfor af kirsebærtræ.

Forskere kalder forkert denne pibe en ”panfløjte” af åbenlyse årsager. Denne pibe er ganske speciel idet man ikke kender andre fund af tilsvarende piber hvor tonerørerne er skåret af samme blok. Alle rigtige panfløjter er sammensat af uafhængige rør. Det er mit gæt at vi kan følge denne pibe’s evolution ved at se på folkevandringen.

Omkring Volgafloden i Rusland findes en ”kugikly/kuvikly”. Denne pibe har mellem 1-8 rør med normen værende 2-5. Den er gjort af sammensatte rør og ikke skåret ud af én blok.

I hele Litauen’s højland havde man et sangtøj kaldet en ”skuduèiai”. Identisk til redskabet ”kugikly/kuvikly” var denne gjort af ungt asketræ. De enkelte rør var ikke bundet sammen men blev spillet som enkeltrør af en gruppe af spillemænd. Redskabet blev stemt ved at tage eller smide små sten ned i røret.

Litausk ”skuduèiai”
Kilde: Lithuanian Folk Instruments,
www.folkinstruments.lt/eng/puciamieji.htm

Piben fra Kina

Vi har andetsteds gennemgået det gravfund der blev gjort i 1977 i det centrale Kina, og som menes at være Yi, markis af Zeng (”Zenghou Yi” på mandarin). Graven kan dateres til ca. år 433 f.Kr. Jeg har argumenteret for at den gravlagte høvding var indoeuropæer, hvorfor den nedenfor viste pipe ganske sikkert er vigtigt at vise i beskrivelsen af vore oprindelige vindsangtøj. At vi medbringer denne pipe under folkevandringen er jeg ikke i tvivl om.

Der blev fundet to piper med ovennævnte konstruktion i graven, hvoraf den ene vises her.
Den er 29 cm lang og gjort af 13 bamboo piper. Pipen er dateret til år 433 f.Kr.
Kilde: Professor Patricia Buckley Ebrey, Department of History,
University of Washington. http://depts.washington.edu/chinaciv/contents.htm

Piben fra Falster

Kopi af Falsterpiben bygget af Åke Egevad. Originalen har 5 fingerhuller,
er 18 cm lang og er formentlig gjort af hyldetræ.

Ved udgravningen af et mindre vendisk skibsværft i 1985 nær Nørre Snekkebjerg ved Fribrødre Å på Falster blev et sangtøj udgravet. Dateret til år 1050-1100 e.Kr. Piben har ligheder med tilsvarende piber fundet især i Lund og Jorvik. Oprindelsen kan som følge af stedet hvor det blev fundet være vendisk.

Billedet viser en kopi af sangtøjet påsat et træmundstykke hvorved sangtøjet bliver til en hornpibe (tidlig udgave af en clarinet/obo). Man ved ikke om dette er historisk korrekt eller om det muligvis har været en del af en sækkepibe.

Prøv at sammenligne ovennævnte pibe fra Falster med sangtøjet ”Schaléjka - Zhaleika” fra Sibirien:

Sibirisk ”Schaléjka - Zhaleika”.
Kilde: Traditional instruments, Russia www.music.ch/face/instrum/siberia_nstrum.html

Den sibiriske ”Schaléjka - Zhaleika” har et enkelt rør og har et mundstykke forenden. Materialet kan være træ, kohorn og birkebark. Der er, som man kan se, boret fingerhuller.

Piben fra Lund

Piben fra Lund. Fundet i 1972 og dateret til år 1020-1200 e.Kr. 20 cm lang med fire fingerhuller og gjort af hyldetræ.
Man ved ikke om denne pibe oprindeligt har været en sækkepibe eller en hornpipe.

Þuthaurna (tudehornet) - det store træhorn

Ordet ”lúðr” i betydningen ”lur” forekommer ikke i Ældre Edda ¹. Det findes ej heller på oldengelsk og er derfor ikke det oprindelige navn for dette vindtøj. Ordet oprinder fra det oldfranske ”lut”, igen fra det arabiske ”al-'ud” (træet), som en henvisning til at luren var gjort af træ.

¹ Sætningen i Vafþrúðnismál hvor Odin tilspørger jætten Vafþrúðnir og denne svarer: ”var á lúður um lagður” er ikke en henvisning til vindtøjet. Mit gæt er at ”lúður” her skal opfattes i betydningen ”mølle”. Denne fejlfortolkning videreføres i Gylfaginning.

Bronzeluren fra år 1200-700 f.Kr. er bronzealder "Tani" (Daner)-folkets mesterværk, i smedearbejde uovertruffent. Vindtøjet forbindes ofte fejlagtigt med et langt yngre tidsrum, hvilket naturligvis skyldes at de er fundet nord for Ejder-strømmen, og er utroligt flotte.

Bronzeluren og Lur-helleristninger.

Nr. 1: Fra Kalleby, Tanum socken, Bohuslen (Bildnr: 31223123076, Raä nr: 248). Tre jætter blæsende på en lur.
Nr. 2: Fra Ekenberg, Östra Eneby socken, Norrköping. Östergötland (Raä nr: 23). Tre personer blæsende på lur.
Nr. 3: Fra Fossum, Tanum socken, Bohuslen (Bildnr. 30411049088, Raä nr: 255). To jætter blæsende på en lur. En jættekvinde til venstre (foran) lytter/danser/taler samtidigt i forbindelse med lurblæsningen. Det er foreslået at vi her ser "tvillingerne" (de to runde skålgrupper) og en fejring af Forår og sommerens komme.
Nr. 4: Uddrag fra "Processionshällen" fra Högsbyn ved Råvarpen søen, Dalsland, nord for Bohuslen. Lurblæseren befinder sig agterud på skibet bag ved en person der "svæver" i en bro/flik-flak over et skib  - et kunstnerisk udtryk for ”døden, og rejsen til den næste verden" med skib. Se også afsnittet "Vandfolket “Danu/Denen/Denyen” fra egyptiske indskrifter".
Nr. 5: fra Kiviksgraven (Kunggraven), Skåne dateret til ca. år 1.000 f.Kr. I bronzealderhøjen fandtes et gravkammer, hvori var bl.a. 10 helleristninger som bautasten. På en af disse helleristninger gengives bl.a. to lurblæsere (til højre), hvor luren er af den ældre type, og til venstre en eller to personer med en kultøkse. Dette samspil mellem kultøkse og lur går igen, og ser ud til at være centralt i oprindelig tanke.

Luren ser ud til at undergå en udvikling fra oprindeligt værende et enormt tyrehorn til det kunstneriske mesterværk i bronze vi i dag forbinder med luren, jvf. f.eks. de seks bronzealderlurer fundet 1797 i Brudevælte Mose, Nordsjælland. Tyr, som gud og dyr, er Den Hedenske Høje for bronzealder "Tani" (Daner)-folket). Se afsnittet "Tyr – guden og tyren".

Nr. 6: En faktisk bronzelur (Bronslur) af den ældre type er fundet i Bara mosse, Västra Karup socken, Skåne. Den kan nu ses på Historiska museet, Stockholm (inventarienr: 10775).
Nr. 7: En af to fundne Lurer fra Yngre Bronzealder periode IV (1100-900 f.Kr.) fundet i Rørlykke Mose, Tryggelev, Langelands Sønder Herred. Denne kan nu se på Nationalmuseet (Mus.nr. B3672).
Nr. 8: En af seks fundne lurer fra Brudevælte Mose, Lynge-Frederiksborg Herred, Nordsjælland. Disse kan nu ses på Nationalmuseet (Mus. nr. 8115).
Billedkilde: Vitlycke museum, Tanumshede, Bohuslen; http://www.landskapsarv.se/ ; http://www.guderograve.dk/

Homer: Iliaden (Bog XVIII: 215-219), i min oversættelse til nudansk:

”Da gik han [Achilles] fra bymuren til skyttegraven, hvor han tog opstilling adskilt fra Akhaious [fjendens alliance, Achillles’ fylking], for han adlød sin moders vise råd. Dér stod han og råbte, og i det fjerne hørtes Pallas Athene’s røst; men blandt trojanerne skabte han uhørt røre. Klar som en Salpigx tydelige skrigende lyd [græsk ”arizēlē phōnē, hote t' iakhe salpigx”].

Homer: Iliaden (Bog XXI: 387-389), i min oversættelse til nudansk:

”De stødte de [guderne] sammen med et mægtigt brag og den hele Jord ringede, og rundt omkring den store himmel kimede som var det en salpigxen”.

"Hornet" kaldes derfor på oldgræsk "salpigx" (salpinx), hvis etymologiske, og før-græske ophav, er uforklaret. I den tidligst kendte græske udgave er vindtøjet et bronzehorn. Afbildninger og fysiske horn fundet viser, at vindtøjet i 500 tallet f.Kr. er blev et aflangt trompet-lignende instrument, men dette fortæller os næppe noget om hvorledes vindtøjet tog sig ud under Den Trojanske Krig ca. år 1194-1184 f.Kr.

Forstavelsen "sal-" kunne evt. knyttes til det oldnordiske "sal" (direkte "salg", men oprindeligt "at give, at overlevere noget", her lyd).

Etruskerne havde to vindtøj der bør sidestilles med vore horn fra bronzealderen; en "Lituus", der som vindtøj betegner et kroget bronze vindtøj, samt en "Cornu" (horn), et snoget horn. Se i denne forbindelse også "Bilag P-1: Völuspá - Vølvens Spådom" om forståelsen af "Lituus" som etruskernes krogede vølvestav.

I det etruskiske gravkammer kaldet "Tomba Dei Giocolieri" (Jonglørernes gravsted), Tarquinia fra år 510-520 f.Kr. mener jeg vi ser en mand holdende en næsten L-fomet "Lituus" i sin venstre hånd.

Som vi har vist under beskrivelsen af hornet forklarer Völuspá (vers 27 og 46, Ældre Edda) os at Heimdallr’s sangtøj er et horn, ikke en lur. Det er mit gæt at det horn Heimdallr benytter er det horn vi forbinder med en lur, men dette sangtøj’s korrekte navn er "þuthaurna" (tudehornet).

Heimdallr er uigenkaldeligt forbundet med det horn vi kender som luren. Heimdallr er ligeledes uigenkaldeligt forbundet med portvagten der skal advare om fare. Det er derfor mit gæt at dette horn udelukkende har tjent som farehorn til lands og til vands (tåge- og signalhorn på langskibene?). Hornet har været stort for at afgive lavere toneleje, der med sin lavere frekvens kan høres over større afstande. Det har samtidigt gjort hornet uhåndterbart til hest eller i anden sammenhæng der ikke er stationær.

Beowulf-kvadet (sætning 1423) siger om brugen af det store horn:

"Flód blóde weol  ..........horn stundum song fúslíc forðléoð"

som jeg oversætter til:

"(tidevands)floden bragte blod......hornet stundum sang (en) ivrig Fort! lyd"

Luren/þuthaurna (tudehornet) nævnes i bl.a. Heimskringla, Olav Tryggesøns Saga (Ólafs Saga Tryggvasonar) (kap. 49) i brug under helt ekstreme omstændigheder.

Tiden er sensommeren år 995 e.Kr. og Olav Tryggvason er ombord på sit langskib Tranen og ifærd med at ”kristne” en række stormænd. Storbonden (maður stórauðigur ) Raud den Ramme (Rauður hinn rammi) på Godøy (Goðeyja) i Saltfjorden har dog ingen planer om at lenshylde Olav Tryggvason eller lade sig kristne. Efter ankomsten til Raud’s gård bryder de ind i hans sengekammer, dræber eller tilfangetager hans hird og Olav siger da til ham at han må beholde hvad han har ifald han lenshylder Olav og lader sig kristne. Hvad der herefter sker er følgende:

”..han raabte Nej, han vilde aldrig i Evighed tro paa Kristus, men saa hvinede han tilmed i vilden Sky, og udførte de forfærdeligste Gudbespottelser. Da blev Olav fnysende vred og sagde: Saa skal du da ogsaa faa den grueligste Død der kan tænkes (versta dauða).

Nu lod Kongen ham spænde paa en Bjælke, med Ansigtet i Vejret og Munden opspillet, og lod saa tage en hugorm (lyngorm) og putte der ind. Ormen vilde ikke løbe ind og trak sig tilbage, fordi Rød (Rauður) blæste fra sig, men saa er der nogle som siger, at Kongen lod tage en Ungelika-Rod (hvannnjólatrumbu) og stoppe Røds Mund med, og andre fortælle derimod, at han lod sætte sin Lur (lúður) ind i Munden, hvor saa Ormen igjen blev puttet ind, og fik et gloende Jærn bag efter sig, hvorpaa den løb ned i Halsen og skar sig ud af Siden”.

Fra den noget grusomme behandling af Raud den Ramme af Olav Tryggvason kan vi se at det horn der bliver brugt til at ramme ind i munden på Raud den Ramme må være lige eller næsten lige. Ellers ville hugormen ikke kunnet have fundet sin vej ned i halsen. Det tyder derfor på at alle forestillinger om at þuthaurna (tudehornet) skulle være krumbøjet er fejlagtige. Hvad siger arkæologien om denne påstand?

Oseberg Hornet

Fundet i en kiste i et gravkammer i Oseberg , Norge og dateret til ca. år 815 e.Kr. "Þuthaurna" (tudehornet) er gjort af et 107 cm langt flækket træ, der ikke er typebestemt. Det menes at dette træhorn blev holdt sammen af 5-6, 1cm bredde vidjebånd.

Herning hornet, Midjylland

Fundet i 1995 og dateret til år 375-530 e.Kr. 79,5 cm langt og gjort af Hasseltræ. Omvundet af mindst 11 beviklinger af asketræ.

Holing hornet, Midtjylland

Ligeledes fundet i 1995 og dateret til år 375-530 e.Kr. 78 cm langt, men her krumt og omvundet med 10 beviklinger. Der blev her fundet yderligere dele fra to andre træhorn.

Nydam hornet, Slesvig/Sønderjylland

I 1998 efterså man igen fundene fra Nydamskibet og gjorde nu den spændende opdagelse af et af træstykkerne kun kunne være de øverste 17 cm af "þuthaurna" (tudehornet). Dateret til år 2-500 e.Kr. Dette horn har et udskåret mundstykke.

Spillemændene ”Fuls Fæller” der består af Mogens Friis og Knud Albert Jepsen. Begge spillemænd er konservatorieuddannede og spiller vikinge- og middelaldermusik. Til venstre ser vi en harpe og til højre en kopi af Herning/Holing træhornene (med Nydam-mundstykke), gjort i samarbejde med Rekonstruktionsafdelingen på Moesgård Museum. Dette giver en utrolig god visuel forståelse for hvor stort "þuthaurna" (tudehornet) var.
Kilde: http://www.danskmusik.com/  og Mogens Friis’s hjemmeside: http://www.levendemusikhistorie.dk/