Forside Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>

LaukaR-runens beskyttelse af søens folk

 

I afsnittene ”Hariwald – Hærvælder – heraldik – mærke” og ”Gold scilling, gull skillingr, guldskilling” viser jeg at de første mønter vi slår i Danmark efter Kong Skjold får samlet kontrol over vore nuværende landområder ca. år 385-425 e.Kr. var guldskilinger/gyldne tavler. De er gældende indtil møntreformen år 670 e.Kr. hvor sølvpenge indføres.

I begyndelsen havde guldskilinger/gyldne tavler en dobbelt funktion som beskyttende amulet og gangbar mønt. De blev båret på brystet og virkede som et ID-kort da ætternes mærke i mange tilfælde er påført. Vi kalder mønten ”skilling” fordi den skal symbolisere Kong Skjold og Skjoldunge-ætten, dvs. os. Som navnet antyder var de gjort af guld.

På mange af mønterne er der ridset runer i Ældre Futhark. Da mønterne er beskyttende amuletter er sætningerne ofte en gengivelse af en rune fra Ældre Futhark. Alle runer har en beskyttende virkning og en virkning som forbandelse hvis den rettes imod en person eller æt (se afsnittet ”Runers forbandelse”).

På nogle af mønterne har vi indskriften ”laukaR”, der betyder ”sø, hav” (i dag ”lake” på engelsk). En indskrift med ”laukaR” skal give ejermanden (m/k) beskyttelse mod uheld under tog til søs.

Runen ”laukaR” fra Ældre Futhark ser således ud:

 Rune LaguR_1.jpg

 Runens navn: LAUGR
Betydning: Vand, Sø
Lydværdi: L
Urnordisk: *laguR
Anglosaksisk navn: Lagu
Islandsk navn: Lögur
Kilde: Arild Hauge

Det oldengelske runedigt for runen forklarer os hvorledes vi skal opfatte runen:

”Lagu byþ leodum langsum geþuht,
gif hi sculun neþan on nacan tealtum
and hi sæyþa swyþe bregaþ
and se brimhengest bridles ne gym[eð]”

Som jeg oversætter til:

”Søen byder folket langsomme tanker,
give de skulle nøde på båden (at) tilte
og hin sø svært afskrække
og hvis brændingshingsten bidslet ej lystrer”

Ordet ”nacan” (oldengelsk) betyder direkte ”nakke” og genfindes i Nakskov, Lolland (”Nacascogh” i Valdemars Jordebog).

Ordet ”brimhengest” (oldengelsk) eller ”brændingshingst” er igen en henvisning til langskibet og betegner det øjeblik hvor langskibet surfer/rider over brændingen for at komme ind på stranden. Det var, og er stadig, det farligste tidspunkt under enhver sejlads. Amuletten skal hjælpe med at klare dette. Beowulfkvadet (sætning 210-215) gengiver samme forståelse.

Beowulf-kvadet (sætning 209) viser os forbindelsen mellem *laguR-runen og søens krigerfolk ved at betegne sidstnævnte som "lagucræftig mon" eller direkte "søkraftige mænd", men med dobbeltbetydningen "mænd der har *laguR-runen's kraft".

 

 chap26-16.jpg chap26-18.jpg
 chap26-17.jpg chap26-17.jpg

 

Øverst: Guldskilling (DR BR29) omsmedet til Gylden Tavle fundet i Års syd for Limfjorden, Jylland. Dateret til år 385-670 e.Kr. Indskriften i Ældre Futhark lyder ”LaukaR” (læses udvendigt fra venstre mod højre.) Findes på Nationalmuseet. Der er fundet to guldskatte i Års. Denne guldskilling er fra Husmand Søren Henrik Larsen's Hedelod vest for byen. Guldskatten består af 15 guldskillinger + 6 guldringe.
Nederst: Guldskilling (DR BR53) omsmedet til Gylden Tavle fundet i Maglemose, Præstø. Dateret til år 385-670 e.Kr. Indskriften i Ældre Futhark lyder "LaukaR" (de tre første runer er ridset fra samme stav). Ganske spændende er det tydeligt fra kunsten at smeden oprindeligt har gjort en guldskilling. Først bagefter er ringen til lædersnoren påsat, hvorefter guldskillingen omdannes til en Gylden tavle. Det kan vi se fordi en del af kunsten går tabt ved ringens påsættelse.
Brugen af "LaukaR" findes ligeledes på guldskillinger fra Skåne (DR BR67, se afsnittet "Solhjulet og den matriarkalske månekalender"), Børringe, Kristianstads Len, Skåne (DR BR63, "laukaR ta.ntula  al") og Skrydstrup, Haderslev (DR BR6, "LaukaR alu"). Billedkilde: Mogens B. Mackeprang: De Nordiske Guldbrakteater (1952, planche 5:1, 5:11, 7:21, 9:22 og 14:3 )

 

For at forstå hvorfor runen er den beskyttende rune for søens folk skal vi endnu længere tilbage til runens udvikling. Jeg skylder her Rolf Gunnar Rolfsson en tak for i november 2005 at have henledt min opmærksomhed på hvor vigtig denne rune er.
 
I afsnittet ”Begravelse – ligbrænding i skib” har jeg vist at vor begravelse altid, uden undtagelse, indeholder en rejse med skib tilbage til søen. I afsnittet ”Gudinden Dísar” viser jeg hvorledes vi forstår og fejrer dette. At vi alle foretager en rejse tilbage til søen har den konsekvens at vi kom fra søen.

At dette at sandt er vi alle klar over uden at tænke videre på det. Vi har alle, fra det tidspunkt hvor livet begynder inde i moders mave, opholdt os flere måneder i søen. Vi kalder denne sø for ”fostervand” (”fóstr” + ”vatn” på oldnordisk) 1 . At navnet på søen er ”foster/fóstr” er ligeledes af yderste vigtighed. Ordet har i sin indoeuropæiske oprindelse forståelsen ”fodre, nærre, græsse” og viser derfor at vi altid har haft forståelsen for at fostervands-søen er den føde, der gør det muligt for enhver at blive båret fri. Det ser ud til at fostervands- søen begynder at blive benyttet som så i svangerskabets uge 10 2 .

I den stærkt betændte debat om abort, præget af uanede lag af vrangforestillinger, er det klart fra vor oprindelige filosofi at livet begynder før barnet bliver båret fri da det ernæres af fostervands-søen.

I forbindelse med et foster er kærnen til forståelsen for ”liv” (”lifian” oldengelsk, Angelsk dialekt og ”lifa” oldnordisk) ”at kunne forsyne sig selv med føde”.

Det er ligeledes klart fra vor filosofi at vi anser et barn for levedygtigt hvis det, med moder og faders hjælp (med jordemoder og lægevidenskab), ved egen kraft kan leve. Med vor viden i dag ser det ud til at vi skal anse livet begyndende ca. uge 10 2 . Men ”liv” er ikke det samme som ”levedygtighed”. I takt med at vi opnår større viden vil ”levedygtighed” flytte sig mod ”liv”, og måske en dag blive den samme enhed.


1  Forståelsen på nuengelsk er helt gået tabt med brugen af ”amniotic fluid”, der indføres i sproget så sent som 1822 fra latin ”amnion”. Det oldengelske ord er identisk til den nudanske forståelse da ordet er ”wæter” (vand).
2  I uge 10 begynder fostret at trække fostervand ind og ud som ernæring og flytter sine arme. Janet L. Hopson: Fetal Psychology (Pscychology Today, Sep/Oct 98, Vol. 31, issue 5, s. 44).
Fra uge 20 synes et foster at kunne opfatte lyde (musik, samtale), men det kan ikke føle smerte før uge 26 jvf. Dr. Stuart W.G. Derbyshire, University of Birmingham, School of Psychology i ”Can fetuses feel pain?”, British Medical Journal (april 2006). Artiklen “25-week foetus ‘cannot feel pain’”:The Times (of London) 14.4.06 og BMJ (April 2006). 
 

 

Det er næppe en tilfældighed at vor lovgivning giver en kvinde retten til at få foretaget en abort ”inden udgangen af 12. graviditetsuge” 1, der svarer til den 10. uge fra tidspunktet kvinden blev gravid. Dette tidspunkt ser derfor ud til at være filosofisk velvalgt.

1 Bekræftet i udtalelsen ”Det Etiske Råds udtalelse om en eventuel ændring af abortgrænsen” (23. marts 2007). Der er kun sneget sig ganske få fremmede religiøse forestillinger ind i rapporten, herunder især ideen om at ”livet er en gave” eller ”at jeg er til udgør skabelsesunderet”, der naturligvis forudsætter en monoteitisk forestilling om ”en giver” eller ”en skaber” (se s. 45-46), der her ikke er tiltænkt som moder og fader eller naturlovene.

 

Med forståelsen for at vi kommer fra fostervands-søen, og rejser videre til den næste verden via søen med skib, kan vi nu etymologisk forklare to runers udvikling.

Runen ”*mannaR, Mann” ser således ud:

 rune MannaR_1.jpg

Denne rune, med betydningen ”menneske” viser et fuldskabt, men filosofisk tve-skabt, menneske med to arme og to ben.

Runen ”*LaguR, Lagu” ser således ud:

 Rune LaguR_1.jpg

Som man kan se viser denne rune halvdelen af et fuldskabt, men filosofisk tve-skabt, menneske.

Med andre ord; Runen ”*LaguR, Lagu” viser et fuldskabt, men filosofisk en-skabt, menneske med kun et ben og en arm. Det skyldes at runen har betydningen ”vand, sø”, herunder  ”fostervands-søen”, der gør det muligt for mennesket at blive båret fri. I afsnittet ”Endrborinn – eft ácenned – født igen – tve-skabt af tanker” viser jeg at det kræver lærdom at blive et fuldskabt, men filosofisk tve-skabt, menneske.


Disse urforståelser gennemføres i vor love. Ordet "lov" hedder "lagu" på såvel oldnordisk, som oldengelsk, og synes etymologisk at have betydnigen "noget der ligger i lag, lagt ned, fastgjort". Ordet “lov/lagu” er udviklet fra Runen ”*LaguR, Lagu” fordi det netop er formålet med love at fastsætte stammens sæder, videreført fra begyndelsen gennem ”fostervands-søen”.

Kong Alfred’s Domme fra år 871-899 e.Kr. siger om drabet på en kvinde der bærer barn i omtalen af Wergild/Wergeld/Bod, at drabet påkræver drabsmanden at betale kvindens ”fulde (wer)geld” (direkte ”menneskegæld”, men her forstået som ”værdi”) plus halvdelen af værdien af barnets fader, til den overlevende fader/vivmand 1 .


 1  Gif mon wif mid bearne ofslea, þonne þæt bearn in hire sie, forgielde ðone wifman/wlfman fullan gielde, þæt bearn be ðæs fædrencnosles were healfan gelde (lov nr. 10).
 

Ikke mange bemærker hvor mange oprindelige ting vi kan uddrage af den simple, men uhyrlig vigtige, lov: 

  • Loven er blind for om det barn, der endnu ikke er båret fri, er en pige eller en dreng. Dreng og pige bæres derfor lige.
  • Loven anser et barn, der endnu ikke er båret fri, som værende levende (endnu engang er det ikke det samme som levedygtigt).
  • Loven følger også urskikken med at et barn, der ikke har modtaget lærdom, kun er en-skabt. Derfor fastsættes wergeld til halvdelen af faderens værdi.

Vi ser forståelsen for at det endnu ikke fritbårne barn er levende i Skånske Lov fra år 1200-28 e.Kr 1. Loven indledes med Arveret og siger:

”Far man kunu ok dør han, før æn hun far barn, ok sighir hu ok hænnæ  frændær at hun ær mæþ barne, þa skal hun sittiæ i egen bægia þerræ uskiftø tiughu uku ok til se mæþ sinum uæriændæ ,...” 

eller

”Får mand kone og dør han, før end hun får barn, og siger hun og hendes frænder at hun er med barn, da skal hun sidde i egen bo dér uskiftet 20 uger og tilse med sine ærinder,...”

1 Kilde: P.G. Thorsen: Skånske Lov og Eskils skånske Kirkelov tilligemed Andreæ Sunonis lex Scaniæ prouincialis, Skånske Arvebog og det tilbageværende af Knud den 6.’s og Valdemar den 2.’s Lovgivning vedkommende skånske Lov (1853, Skånske Lov, s.3, Skånske Arvebog, s. 207).

 

Er kvinden ikke med ufødt barn da skiftes der bo og arven fordeles med halvdelen til kvinden og halvdelen til mandens arvinger. Det er derfor fra denne lovgivning klart at det er det ufødte barn, der giver forskellen på om der skiftes eller ej, hvorfor det endnu ikke fritbårne barn anses som levende. Vi kan også se at loven tager højde for at vi ikke nødvendigvis visuelt kan se at kvinden er med barn, hvorfor anerkendelsen af at barnet er levende ligger ganske tidligt i kvindens graviditet.

Skånske Arvebog (kap. VI) fra år 1200-28 e.Kr. omtaler det endnu ikke fritbårne barn som ”barn hawir fangit” (barn haver fanget) dvs. som i dag, at barnet er ”undfanget”. Det identiske oldengelske ord er ”onfon”, der ser ud til at skulle opfattes som ”modtaget”. Dette ord synes ikke oprindeligt at være det samme som ”blive befrugtet”, jvf. Beowulf-kvadet (sætning 47-52), der viser ordet benyttet som "modtagelse" af den afrejste døde.

Vi har et andet ord for ”undfangelse, tilblivelse” i det oldnordiske ”getnaðr”. Ordet er sammensat af ”geta” (få, forskaffe sig, undfange, avle) + "náð” (ro, fred). Tilføjer vi til ordet endestavelsen ”afspringr” fremkommer ordet ”getnaðr-afspringr” (oldnordisk) med betydningen, ”foster, afkom”. Det har den forståelsesmæssige uhyre vigtige betydning at ”undfangelsen” ikke betegner barnet på det tidspunkt, hvor det ved egen kraft kan indtage fostervandsnæring, og derfor anses som levende. Det er ordet ”getnaðr-afspringr” der betegner, at det endnu ikke fritbårne barn anses som levende.

Det oprindelige udtryk for ”at være gravid” ser ud til at være ”eacian” (oldengelsk), ”auka” (oldnordisk), ”aukan” (gotisk) eller ”[for]øge, tiltage”, jvf. f.eks. Beadohilde’s tilstand i det oldengelske digt Deór (Deor, sætning 11) 1:

”...þæt heo eacen wæs...” eller ”...at hun [for]øget var...”, som vi skal opfatte som at hun var gravid.

 

 1 Se "Bilag G: Wélund – helligt land, høvding og gud". Beadohilde (oldengelsk) = Böðvildr (oldnordisk) = Bodil (nudansk)

 

Det er denne flerfoldige forståelse af runen ”*LaguR, Lagu”, og dens skabende tilknytning til alt, der gør at ethvert nyfødt barn af norner skal have bestemt sin ”Ørlög/Úrlög/Urlove” (se afsnittet Begrebet Úr og bystaten Ur(im)”).

Derfor er også fortiden beskrevet som vandet i en brønd, jvf. ”Urðarbrunni” (Völuspá (vers 19), Hávamál (vers 111) og Snorre Edda, Gylfaginning, 16:26, 17)

Vor urfilosofiske kommen-fra og tilbagevenden-til vandet er gengivet i folkevisen "Tord af Hafsgaard og Tosse-Grefve" (se "Bilag Ø: Forne Sange"). "Tord af Hafsgaard" er naturligvis "Thor af Asgård", men betydningen er dybere. Forfædrene befinder sig altid i fremtiden, hvortil de rejst gennem vandet. Derfor er det filosofisk sandt at sammensmelte "Hav" + "Asgård" til "Hafsgaard". Grundtvig er enig i denne betragtning i "Nordens Mythologi" (1832, s.284) hvor han benytter samme folkevise som begrundelse for at kalde "Aser og Vaner Hav-Guder", en fortolkning jeg dog ikke fuldt ud deler.

 

 

 

Bjærgeruner til brug for fødslen

 

"*Perþu, Peordh, Pertra”-runen er i lyd, fra B til P, og i den visuelle gengivelse, en evolution fra ”*Berkana, Beroc”-runen. Derfor kaldes “*Perþu, Peordh, Pertra”-runen tillige ”den åbne”  ”*Berkana, Beroc”-rune. Ved at ridse begge runer ved siden af hinanden fremstår den visuelle evolution tydeligt.

Det er, så vidt jeg kan se, netop derfor Peorð-runen er en af tre runer, der skal hjælpe en kvindes fødsel til et lykkeligt udkom. Peorð-runen, som ”den åbne”  ”*Berkana, Beroc”-rune skal mentalt minde den fødende kvinde om at hendes fødselsåbning skal udvide eller åbne sig mest muligt.

Sigrdrífumál (vers 9, Ældre Edda) forklarer os hvor ”bjærge-runer” skal rejses:


 

Biargrvnar scaltv kvnna,
ef þv biarga vilt
oc leysa kind fra konom:
a lofa scal þer rista
oc of liþo spenna
oc biþia þa disir dvga.  
Bjærgeruner skal du kunne,
om du bjærge vil
og løse slægten fra konen:
I håndfladen skal de ristes
og om led spændes
og byd da Dísir due(lige). 

Min oversættelse til nudansk.

 

Dísir er de kvindelige ånder, der skal hjælpe jordemødrene med fortidens livsvigtige erfaring for nutidens moder og slægt.

Vi kan fra Fáfnismál (vers 12, Ældre Edda) se at nornerne var de oprindelige jordemødre.

I Svipdagsmál (Fjölsvinnsmál, vers 20-22, Ældre Edda) kobles verdenstræets frugt afbrændt over den rensende ild sammen med "kelisjúkar konur" (hysteriske koner) – en sand omend bramfri beskrivelse af en kvinde under fødslen, og et lykkeligt udkom af fødslen. Derfor omtaler Völuspa (vers 57, Ældre Edda) to kvinder der er forklaret som identisk med Moder Jord; Hlóðynjar (Ildstedet) og Fjörgynjar (Giver af Liv).

Betegnelsen ”jordemoder”, også kaldet ”straamor” (norsk dialekt), kan muligvis skyldes at den fødende kvinde lå på strå på gulvet eller ”liggja á golfi” (oldnordisk), hvorfra jordemoderen tog barnet fra (Moder) Jord og bar det fri. Den oldnordiske betegnelse "ljósmóðir" (direkte "løsemoder") skal ses sammen med begrebet "oc leysa kind fra konum" (og løse slægten fra konen) ovenfor. Et af jordemoderens virke er at løse den nybårne fra moderen ved at overskære navlestrengen.

Som det fremgår af afsnittene ”Sumarsólstaða – Liða - ætlingen ofres og sommeren komme”, samt ”Kynologi, fagudtryk og stjernebillede” (underafsnit ”Den Store Hund på Himlen”) og endelig ”Begravelse – ligbrænding i skib”, er beskrivelsen gengivet i Svipdagsmál (Fjölsvinnsmál, vers 20-22, Ældre Edda) en nøjagtig filosofisk gengivelse af ætlingens ofring ved bålafbrændingen under Sommersolhverv, rejsen til den næste verden i fremtiden gennem Skærsilden under ”Hundedagene”, for at blive genfødt den 1. juledag om morgenen efter Vintersolhverv. Frugten af stammens verdenstræ ”Mímameiðr” (Mimir’s træ) i Fjolsvinnsmál (vers 21, Ældre Edda) afbrændes, og moderen, der naturligvis i virkeligheden er stammens træ, (gen)føder en ny gren fra samme gamle stamme umiddelbart derefter.

Jeg håber læseren nu kan se hvorfor Thor, vor ældste forfader, i tanke og virkelighed, ikke kan være andet end ”Jarðar burr” eller ”Jordens søn, Jordens første-fødte” i Lokasenna (vers 58, Ældre Edda). Se afsnittet ”Den Jordlige Moder - Moder Jord”.

Det fører til tanken om hvorvidt det er muligt at sige hvilke tre runer der kan have været de ”bjærge-runer” eller ”fødselsruner” nævnt i Sigrdrífumál (vers 9, Ældre Edda)?

Det er her vigtigt at læseren forstår at jeg mener at runer oprindeligt var udtænkt som ”værktøjer til at organisere tanker”. For mere om dette se afsnittet ”Runen i runer og deres magi”.

 

Peorð-runen – rejses i højre håndflade

 

Det ser ud til at der kun rejses én rune i håndfladen – ikke i begge håndflader. Det forekommer rimeligt at runen skal rejses i håndfladen med den største kraft. Det afgørende er derfor om kvinden er højre- eller venstrehåndet. 87% af den voksne befolkning af højrehåndet.

I disse tilfælde bør der derfor rejses en rune i den højre håndflade. Med Peorð-runen’s opgave at påminde kvinden om at presse i takt med veerne (livmodermusklen trækker sig sammen), og at hendes fødselsåbning, livmodermunden, skal udvide eller åbne sig mest muligt, er dette runen der rejses. Sigrdrífumál (vers 16, Ældre Edda) bekræfter med sætningen ”á lausnar lófa” (på løsende håndflade), at runen rejst i håndfladen er den rune vi forbinder med at barnet løsnes fra moderen og bæres frit.

Kvinden vil med næsten overmenneskelig kraft klemme håndfladen sammen omkring Peorð-runen, og forstår kvinden runens betydning, vil runen opnå et virke som hjælpeværktøj.

 

”*Berkana, Beroc”-runen – rejses og omspændes højre knæled

 

Det følger fra “*Perþu, Peordh, Pertra”-runens evolution fra ”*Berkana, Beroc”-runen at sidstnævnte må være en af de resterende to ”Bjærgeruner”. Tak til Gudrun Victoria for denne tanke.

I oprindelig tanke ser vi den fødende kvinde som stammens træ, hvorfra frugten bæres fri. Jeg mener derfor at ”*Berkana, Beroc”-runen skal omspændes ”stammen”, dvs. et sted på kvindens krop. Sigrdrífumál (vers 9, Ældre Edda) forklarer os at dette sted er ”liþo” (flertal) fra ”liðr” (ental) eller ”led”. Ordet ”liðr” (oldnordisk), i omtalen af led i vor krop, ser kun ud til at omfatte knæleddet. Sammenholdt med at det er en fødsel vi behandler, og at hånden allerede er tildelt en rune, forekommer dette et rimeligt valg.

Runen rejses på en birkestav i lod og fastsættes omkring knæleddet med en læderrem. Det er mit bud at vi skal opfatte ”*Berkana, Beroc”-runen i en af dets oprindelige betydninger som ”birkeris, birkekvist” og dermed egenskaben ”at slå”, underforstået ”åben livmodermunden”.

At vi i tanke slår med birkekviste for at fremskønne åbningen af livmodermunden er, så vidt jeg kan se, udviklet fra en helt grundlæggende forståelse. Hen imod slutningen af januar, dvs. i [Æftera]-Geol-monaþ (Efter-jul-måned), før Mid-vinter og Æcer Bót den 2. februar, skærer man grene af birketræet, tager dem inden for i stuen og sætter dem i vand. Som det første træ vil birkekviste herefter springe ud og givet et godt varsel, ikke blot for Æcer Bót-ritualet, men om den snarlige ankomst af naturens nye år i Eostur-monaþ (21.3-8-14.4). Herved har birkekviste opnået betydning som værende et tegn på at noget springer ud, og det er netop det vi ønsker at fremme ved brugen af runer under en fødsel.

Allerede fra istidens afslutning finder vi busken Dværgbirk (Betula nana) nord for Ejder-floden. Netop denne birk gror stadig på Grønland og hele kloden rundt på disse breddegrader, og er en vigtig føde for rensdyr.

Dværgbirken kaldes på oldnordisk ”Fjallhrapi” (Fjeldhaster), omskrevet til ”Fjalldrapi” på nuislandsk 1. Ordet henviser til hvorledes birken hastigt udbreder sig og tager kontrol med heden og bjergskråninger (ordet er videreført på normannerfransk som ”raper” i betegnelsen ”rape & pillage” - at tage med magt og plyndre), og skal oprindeligt opfattes som ”dværgbirk, birkeris”.

Busken er nævnt som et ”Viðar heiti” (skov-, træ-, brændsels-heite) i Viðbótarþulur, og er her stavet ”Fjallrapi”.

 

Dværgbirkens knopper er ægformede, og æg er for os et stærkt symbol på liv. ”*Berkana, Beroc”-runen kan derfor med fordel rejses på en kvist fra ”Fjallhrapi” (Fjeldhaster) eller Dværgbirk.

Som er tilfældet med håndfladen afhænger valget af højre eller venstre knæled af om kvinden er højre- eller venstrebenet. Det er det stærkeste ben, i de fleste tilfælde højrebenet, der vælges. Kvinden kan fysisk se denne rune omkring sit knæled, og forstår hun runens betydning, vil runen opnå et virke som hjælpeværktøj.

 

”*DagaR, Dæg"-runen rejses og omspændes venstre knæled

 

Netop fordi kvinden i oprindelig tanke anses som stammens træ ”Mímameiðr” (Mimir’s træ), og dermed frugtens træ, forekommer det mig at den tredje rune bør afspejle og anerkende dette.

Fødslens mange anstrengelser og genvordigheder for kvinden skal af kvinden i tanke opvejes af at kvinden er i færd med at videreføre slægten, som alene hun er i stand til.

Anders og Dorrit Hansen har derfor foreslået "*DagaR, Dæg"-runen som den tredje rune. 

Oldengelske runedigt
Dæg (d)


Dæg byþ drihtnes sond,
deore mannum,
mære metodes leoht, myrgþ and tohiht
eadgum and earmum, eallum brice.
 

Dæg byder drottens sender,
kær (til) mennesker,
Mare højt æret, munter og med håb
Adelsmigret og (for)armet, alles brik.
 

Oversættelsen til nudansk er min.
”Drihtnes sond” eller ”Drottens sender”. ”Driht/Drot” skal her forstås som identisk til ”tad ekam” (Den Ene) i Rig Veda (bog X:129) og ”waldend fira” (vælder fjerne) i Beowulf (sætning 2737-43). Se ”Bilag Z: Det oprindelige år nul og betydning”.
”Myrgþ” fra ”myrige” (oldengelsk), i dag ”merry”.
”Mære metodes leoht” eller ”Mare æret højt”. ”Mare” er hoppen/hopperne, der trækker Solen over himlen. ”Metodes” oversat fra ”Metorð” (oldnordisk) eller ”hæder, ære, anseelse”.
”Eadgum and earmum” skal forstås som ”rig og fattig” og er meget benyttet netop som symbol på hele stammen.
”Brice” oversat fra ”briceþ, brycþ” (oldengelsk) og ”brík” (oldnordisk) skal her forstås som et udskåret træhåndværk, der blev sat omkring et gudehov, en trone eller en seng. Det udskårne træarbejde er et tegn på udmærkelse. Ordet har ligeledes en tilknytning til det at ”brække”.

 


Med "*DagaR, Dæg"-runen ser vi her Solen med hendes anden egenskab som ”giver af dagslys”. Jeg viser i kapitlet ”Dværge” hvorfor vi navngiver retningen ”øst” og at dette betyder ”daggry”. Det er dagslyset der muliggør liv, alt liv.

Jeg er helt enig i valget af "*DagaR, Dæg"-runen som den tredje rune. Samtidigt viser jeg i afsnittet "Runers forbandelse", at vi fra sølvpenge1 møntet år 670-755 e.Kr. kan bevise at ”*Berkana, Beroc”-runen, "Peorð"-runen og "*DagaR, Dæg"-runen kan forekomme samtidigt. 

1 "Birka"-mønterne (serie C & D)

 

Runen rejses på en askestav i lod og fastsættes omkring knæleddet med en læderrem. Valget af knæled følger valget ovenfor. Kvinden kan fysisk se denne rune omkring sit knæled, og forstår hun runens betydning, vil runen opnå et virke som hjælpeværktøj.

 

Lamaze metoden

 

En læser har august 2008 tilskrevet mig og forklaret at hun selv har født tre gange uden nogen form for bedøvelse ved brug af den fra Rusland og Ukraine hentede metode kaldet ”Lamaze Technique, Lamaze metoden” – navngivet efter den franske fødselslæge Fernand Lamaze. Lamaze-metoden, den oprindelige, er en teknik der frembringer smertelindring gennem afspænding, mental og fysisk forberedelse, vejrtræknings og presseteknikker. Efter at have læst nærværende afsnit forekom det læseren at brugen af runer til fødselshjælp tjener helt samme formål, nemlig at blokere smerteveje ved at lede tankerne eller opmærksomheden andetsteds.

 

 

 

Manrúnar – menneske- eller forelskelses-runer
 
 

I Egils saga (kap. 73) er Egill Skallagrímsson (ca. år 910-990 e.Kr.) i Värmland og er ankommet til Þorfinns gård i Eiðaskóg (Landtunge-skoven). Þorfinns datter Helga har ligget i sygeseng i lang tid med sygdommen ”vanmáttr” (svaghed, afmægtig, kraftløs) og var blevet sindssyg (ungdomssløvsind?), som følge af en fejlagtigt gennemført runefortryllelse.
 
En bondesøn (bóndason), Helgu, havde bedt faderen Þorfinn om datterens hånd. Det blev afslået, hvorefter han havde forsøgt at vinde hendes kærlighed ved at ”rista henni manrúnar” (kap. 77, ”menneskeruner”), der skulle få hende i sindstilstanden ”forelskelse”. Fordi ungersvenden ikke fik dette gjort ret forårsagede han i stedet at hendes sygdom blev værre og hun fik meen (”meinsemi”).
 
Egil indser problemstillingen, skraber runerne af og brænder de 10 fiskeben. Herefter rejser han nye modsatrettede runer (reist rúnar), som han ligger under hendes sovepude (hægindið). Dette afhjælper pigens sygdom. Egill, der besidder den oprindelige shamaniske woðan’s egenskaber, tordner mod de der ridser runer uden behørig lærdom:

 

Skalat maðr rúnar rísta,
nema ráða vel kunni,
þat verðr mörgum manni,
es of myrkvan staf villisk;
sák á telgðu talkni
tíu launstafi 1 ristna,
þat hefr lauka lindi
langs ofrtrega fengit.

Skal mennesker runer riste,
skal de lære at tyde og kunne det vel,
 Det sker for mange mænd
at alt formørket stav vildfares;
sagskyldig at tilsnitte fiskeben
10 hemmelige staver ristet,
dette haver lukket bæltet
længe overbedrøvet fanget.

Min oversættelse til nudansk.

 Ordet ”launstafi” forekommer ingen andre steder i hverken Ældre Edda eller sagaer. Jeg mener vi skal opfatte ”laun” som i ordet ”launrád” (oldnordisk, hemmeligt råd) og ”launmál” (oldnordisk, hemmelighed, hemmelig meddelelse), og derfor som ”hemmelig stav”, hvor staven er en runestav.

 

Vi ser samme ordforståelse i f.eks. ”Mansöngr” og ”Mansöngsdrápa”, der direkte betyder ”menneskesang” og ”menneskesangsæredigt” men skal opfattes som ”kærlighedssang” og ”kærlighedssangsæredigt”.

Forståelsen for at sindstilstanden ”forelskelse” er en form for sindssygdom, hvorfor en forelsket person må have undergået en forandring af sindet, findes i alle sprog der kan føres til urnordisk. Tænk f.eks. på ”madly in love”, ”love fever”, ”love foolishness”, ”amoureux fou”, ”loco(a) de amor”, ”infatuation” (fra det latinske ”fatuus” eller ”fjollet”).

Peder Syvs Kjernefulde Ordsprog (1807, Kjærlighed og Giftermaal, s. 4, 8) siger at ”Elskovens ubegribelige Styrke antydede man med følgende lignelse”:

”Et Jomfruhaar drager stærkere end ti Par Øren”1

1 Istedenfor dette Ord Jomfruhaar har Almuen en varians lectio, som jeg – ikke hidsætter. Istedenfor Peder Syvs de ti Par Øren, har jeg hørt et Ankertov.

 

At forelskelsen er en form for galskab, der let medfører fejlagtige beslutninger, ses i disse ordsprog:

”Man skal skue en Pige i et Trug Dej og ej i Springdands”

”Then ær snarth drarven ther hompper meth”1

eller

”Den er snart drafuen som hopper selff met”1

1 ”Det siges ikke blot om Piger, som har ladet sig besvangre, men ogsaa i Tilfælde, naar Nogen undskyldes med at være bleven forført eller forsnakket til det, han selv havde hang til”. Kilde: Peder Syvs Kjernefulde Ordsprog (1807, Lyst og Attraa, s. 54).

 

Ordet ”forelskelse” er fra ”elska” (oldnordisk), der fører til tillægsordet ”elskr” der skal opfattes som ”nærer kærlighed til, ynder, holder af”. Ordet kan føres til det indoeuropæiske ”*al” (vokse, få til at vokse, nære), som vi genfinder i det oldnordiske ”ala”. Netop ordet ”ala” i formen ”alu”, som jeg mener skal opfattes som ”Gro!”, er det mest benyttede afsluttende ord i en magisk formel (se afsnittet ”Ældre og Yngre Futhark (runer) som noder”).

Sammenknytningen mellem ”elskr” og ”ala” mener jeg skyldes den ”svulmen, vækst” vi føler i brystkassen når forelskelsen rammer os. 

Vi har det oldnordiske ord ”elskhugi” (elskugi), der skal opfattes som ”kærlighed, inderlig elsket person”. Som vi kan se er ordet sammensat af ”elskr” + ”hugi”, hvor sidstnævnte betyder ”tanke”. Hermed har vi i ordet, og filosofi, knyttet sindstilstanden og galskaben ”forelskelse” til en forandring i hjernen. Det forekommer derfor åbenlyst at der måtte være et runekast med evnen til at påvirke, begge veje, hjernen og sindet til og fra forelskelse. Det er dette runekast vi kalder ”Manrúnar” – menneske- eller forelskelses-runer.

Munken Thomas of Hales fra Hailes i Gloucestershire skrev år 1224-1272 e.Kr. sangen ”Luve ron” (Forelskelses-runen).

Umiddelbart før teksten starter, i den stærkt sen-saksiske dialekt af Middle English fra det sydvestlige England, skriver forfatteren: 

”Incipit quidam cantus quem composuit frater Thomas de Hales de ordine fratrum Minorum ad instanciam cuiusdam puelle Deo dicate”.

Som jeg oversætter til: 

”Her begynder en sang som broder Thomas de Hales fra Minoriter-ordnen skrev på opfordring af en ung kvinde viet til Deos-Gud”.

Hermed er vi advaret om at det nu er en mand der, fra et moralsk katolsk højsæde, skal forklare unge uvidende jomfruer om livets rette sti. 

Sætning 1-8 lyder:


A mayde Cristes me bit yorne
That Ich hire wurche a luve ron,
For hwan heo myhte best ileorne
To taken onother soth lefmon 1,
That treowest were of alle berne2,
And best wyte cuthe3 a freo wymmon.
Ich hire nule nowiht werne4,
Ich hire wule teche as Ic con.

En Kristus’ mø mig inderligt bød
at jeg gerne gjorde en forelskelses-rune
gennem hvilken hun måtte bedst at lære
at tage en anden sand elsker1,
der mest trofast var af alle mænd2,
og bedst vogte kunne3 en fri kvinde.
Jeg vil ikke gerne overhovedet nægte4,
Jeg gerne vil tække som jeg kan.

Min oversættelse til nudansk.


1lefmon” skrives også ”leovemon, leveman” og oprinder fra ”lief man” eller ”elsker, lover” (”lufu” oldengelsk, ”liaf” oldfrisisk, ”liufs” gotisk). Brugen af ”soth” er den oldsaksiske dialekt for ”soð” (oldengelsk) eller ”sand”. Tænk et kort overblik over hvor provokerende sætningen er: En ungmø, der tilsyneladende har viet sit liv til den kristne Deos-Gud, beder om at få gjort en forelskelses-rune så at hun kan tage sig endnu en, ikke den første, rigtig elsker.
2 ”berne” fra ”bern” eller ”en mand”. Ordet må oprindeligt komme fra ”barn” eller ”et barn”, hvorfor ”berne” er flertalsbetegnelsen ”børn”.
3 ”best wyte” eller ”bedst vogte”, der her skal opfattes som ”tage vare på, værne om”. Ordet ”cuthe” fra ”cuth” (se sætning 104) fra ”kunnen, cunnen, conne” eller ”kunne”.
4 ”nule” skrives også ”nul, nulle, nelle” eller ”nul” i betydningen ”vil ikke”. Udsagnsordet ”nowith” er sammensat af ”ne + owith”, i dag ”nought” eller ”ingenting” Fordi sætningen har en dobbelt-nægtende, der ikke flyder vel på nudansk, benytter jeg i stedet ordet ”overhovedet”. Ordet ”werne” er fra ”wyrnan, warnian” (oldengelsk) og ”varna” (oldnordisk), i dag ”warn”, og skal opfattes som ”forbyde, forhindre, nægte”.
 

 

Susanna Greer Fein1 skriver i ”Love Rune” (Moral Love Songs and Laments, 1998) at vi skal opfatte ”a luve ron” som ”en hemmelig kærlighedsbesked” (secret love message), dvs. med ”rune” i ordets oprindelige betydning af ”hemmelighed”. Heri er jeg helt uenig.

1 PhD Harvard 1985. Professor of English and Coordinator of the Ancient, Medieval, and Renaissance Minor at Kent State University, Ohio.

 

Hun drager sin fortolkning fra brugen af ”derne runes” i digtet ”The Life of Saint Katherine” (”Incipit vita sancte Katerine virginis”; fra 1200 tallet e.Kr. på Middle English), som hun mener skal opfattes som ”skjulte hemmeligheder” (hidden secrets), der igen er en forkert fortolkning.

Desværre har nuengelsk tabt den sproglige klare adskillelse mellem tilstanden ”forelskelse” og tilstanden ”kærlighed”, som vi ser i ”fall in love” (at blive forelsket) og ”love” (kærlighed). Har man samtidigt ikke forståelse for begrebet ”manrúnar”, da bliver ”a luve ron” nemt opfattet vrang.

Det samme er gældende for ”derne runes”. Ordet ”derne” er fra det oldengelske ”deorc”, der har betydningen ”mørk, dyster, trist”. Susanna Greer Fein opfatter ”derne runes” som det nuengelske ”dark secrets” eller ”mørke/skjulte hemmeligheder”. Egils saga (kap. 73) viser os med brugen af ”myrkvan staf” eller ”formørket stav” at den korrekte opfattelse af ”derne runes” er ”formørkede runer”, som vi skal opfatte som "runeforbandelser".

The Ancren Riwle (Ancrene Wisse) eller ”Forankrene regler” er endnu et værk med formanende læresætninger til unge kvinder om hvorledes de skal leve og opføre sig som viet til Deos-Gud. Værket er fra ca. år 1200 e.Kr. og skrevet på Middle English.

J. Morton’s udgave ”The Ancren Riwle” (1853, s. 96, linie 4) lyder:

”Godes derne runes and his derne domes”

I Robert Hasenfratz’s udgave ”Ancrene Wisse” (2000, 2. del, the fif wittes (de fem sanser), sætning 552-553) lyder samme sætning:

”Godes dearne runes ant his derve domes” 

Sætningen er opbygget den klassiske ”gode med det onde”-stil, hvor ”alle de i himlen søger i Deos-Gud alle ting” (Alle theo in heovene seoth i Godd alle thing)....men så må vedkommende også forstå at (understonde ther):

”Deos-Guds formørkede runer og hans formørkede domme” 

og opfatte dette som Deos-Guds forbandelser og fordømmelser.

Jeg mener derfor ”a luve ron” er identisk til ”manrúnar”.

Hvad ungmøen derfor gør er at hun beder ”ich”, dvs. munken Thomas of Hales, om at ridse en ”luve ron” (manrúnar) og dermed fortrylle endnu en mand til tilstanden ”forelskelse”. Som den tro tjener af Deos-Gud munken naturligvis er tiltræder han straks opgaven, men vender forelskelses-runen mod Deos-Gud, hvorved ungmøen, mod sin vilje!, bliver viet til denne. Dette er sangens morale, men sangens opbygning virker kun ifald der kan ridses runer med en fortryllende virkning.

Forståelsen for, og brugen af, ”Manrúnar” forsvinder ikke med ankomsten af kristendommen, endsige efter Reformationen.

Folkevisen ”Ridder Stigs runer og bryllup”, muligvis som folkevisen ”Ridder Stigs fald”, fra ca. år 1580, lyder således (vers 5-7):

”Det er syv Aar siden jeg Runer nam,
I Aften skal jeg dem prøve, om de due kan

Med højren Haand da skænker han Vin,
Med den venstre da kaster han Runen sin.

Han Kasted Runen til liden Kirsten,
Hun sprang under Frøken Regisses Skind”.

Ridder Stig forsøger at kaste en runestav eller 3 enkeltruner? til Kirsten, der er Karl æt. Hun hamskifter dog til en ligestillet adelsfrøken fra Jarl æt under navnet Regisse. Denne ligestillede adelsfrøken bliver ramt af runestaven eller runestaverne, hvilket sætter hende i den tilstand vi kalder ”forelskelse”. I sin nu sindsforvirrede tilstand bryder hun gældende sæd, hvorfor Ridder Stig må gifte sig med hende så at hun ikke bliver æreløs.
 
En af de spændende konsekvenser af at runekast, som forbandelse og fortryllelse, benyttes  i den sene Middelalder og efter Reformationen er at forståelsen af runer stadig være almindeligt kendt. Det antyder Ole Worm’s værk ”Fasti Danici” (1626) med hans beskrivelse af 3 runekalendere og brugen af Yngre Futhark.
 
Folkevisen ”Ridder Stigs runer og bryllup” er ophavsvisen til Henrik Hertz (1797/8-1870) og hans tragedie ”Svend Dyrings Huus” (1837):

(1. Akt, s. 179)
 
Ivar

(synger). Hr. Peder kasted' Runer over Spange,
Som Helleliden over skulde gange.
 
(1. Akt, s. 180)
 
Svend Dyring.

Nei, nei!
Det er Visen om Hr. Peder, der lokked' Hellelille
Ved at kaste Runer paa hendes Vei.
 
 
(2. Akt., 5. scene, s. 203)
 
Stig

I kan ei forstaae,
Om jeg ogsaa forklarer ... I vil ikke formaae ...
Og dog - jeg vil skrifte min Synd! Gud give,
Naar I har hørt mig ud, at I vil tilgive!
- - Jeg sad iaften ved Gildet skraaes for Eder
Og Ragnhild ved Bordet. Da faldt det mig ind,
Hvad Ivar havde sjunget nys om Hr. Peder,
Der bøiede med Runer Hellelilles Sind.
(Med et mørkt Udtryk). Kjender I de skrevne Runers Magt?
 
(2. Akt., 5. scene, s. 203)
 
Stig.

Saa tag Jer iagt!
Viid, at en Svend med Runer kan lokke
Til Elskov, og den strengeste Villie rokke.
Viid, har han daaret med Runer en Qvinde,
Da har hun ham evigt og altid i Sinde.
 
(2. Akt., 5. scene, s. 204)
 
 
Stig.

Saa hør! Min Fortælling er ikke forbi.
- Disse Runer har jeg lært af en oplandsk Frue
For syv Aar siden, men aldrig dem forsøgt,
Halvveis af Vantro, halvveis af Frygt.
Iaften var jeg varm af Viin og af Mjød -
Regisse! I var saa faur og saa Sød!
Saae jeg paa Eder, rødmed' I som et Blod -
Da tænkte jeg: hun er mig visselig god!
Hun er kun saa bly, hun er kun saa stille,
Turde hun tale, saa gjerne hun vilde;
Den hemmelige Skrift skal give hende Mod!
- Da greb jeg et Æble, skjar deri med min Kniv
Runer, der vækked' Elskov til Liv,
Runer, der kunde tvinge det unge
Hjerte, og løse mildt Eders Tunge,
Give mig al min Kjærlighed igjen.
Jeg kastede det hemmeligt til Eder hen
En Stund, før vi op fra Bordet brød;
Men –
 
(2. Akt., 5. scene, s. 207)
 
 
Stig.

O, I veed ikke, hvad hemmelig Magt
I denne Leg med Runer blev lagt!
Den dunkle, den nforklarlige Skrift,
Naar blot derpaa fatder Eders Øie,
Formaaer Eders Villie som Box at bøie,
Vækker Begjær og slumrende Drift.
Ind i Eders Tanker, Eders Blod sig lister
Hvert Bogstav-Tegn som en hemmelig Frister –

 

I Henrik Hertz tragedie findes folkevisen ”Hr. Peder kasted runer over spange” (den synges i 1. Akt). Med Melodi af Henrik Rung, blev folkevisen, og troligen tekstens indhold, vældig populær1
 
Melodien blev ”afsjunget ved Deres kongelige Høiheder Prinds Christians og Prindsesse Caroline Amalies Møde paa Gisselfeldt den 30. August 1839” og er ligeledes melodien til ”Du skønne land med dal og bakker fagre”.

 

Det fremgår af tragedien at ”Hr. Peder kasted' Runer over Spange”, hvor ”Spange” er ”den gyldne Spangebro1 ” mellem Europa og Asien på tværs af Bospurus-strædet (se afsnittet ”Kongerne Asander & Aspurg - Det Bosporiske kongerige”).
 
Ordet ”spangabrynja” (oldnordisk) eller ”skælbrynje”, hvor skellene oprindeligt er hestehove og brynjen båret af vore kvindelige krigere (se afsnittet ”Díar pataldr – amazoner – skjoldmøer - kvindelige krigere”), forekommer i ”Grænlendinga þáttr” (kap. 5): ”Síðan var fram borin spangabrynja ein forn”. I ”Sverres saga” om Kong Sverre Sigurdsson (1177-1202) forekommer ordet to gange: ”han hadde spangebrynje som ikke var spent ordentlig sammen foran” (kap. 33) og ”det var en stor, sterk mann i spangebrynje” (kap. 154). Ordet ”spang” staves på oldnordisk også ”spöng” og betegner ”som holder noget sammen”, dvs. som det oldengelske ”spannen”, i dag ”span”.

 

Henrik Hertz har derfor helt og aldeles forstået at runernes formål er at slå en sindstilstandsbro mellem Lille Helle og Hr. Peder. Det nye hos Henrik Hertz, som vi ikke kender fra ældre kilder, er at ”Manrúnar” kan ridses i æbler og overføres, som vi ser Snehvide blive fortryllet i dvale ved det magiske æble hos Brødrene Grimm (1812) og Alexander Pushkin (1833). Der kan, uden undtagelse, kun ridses en enkelt rune pr. stav, hvorfor samme må være tilfældet for æbler. Da vi kun hører et enkelt æble omtalt, og det ser ud til at der muligvis skal ridses mere end én rune ved brug af ”Manrúnar”, tror jeg denne tilføjelse er en urigtig sammenblanding af en anden forståelse af æblets betydning som ungdommens og frugtbarhedens frugt.

H. C. Andersen henviser til Henrik Hertz, som han kalder ”Digteren”, og hans tragedie ”Svend Dyrings Huus” i eventyret ”Kun en spillemand” (1837):

”Middelalderens Gamle ridsede heroppe i Norden Elskovsruner i et Æble, og den, i hvis Skjød Æblet faldt, grebes af en hæftig Kjærlighed; men der kan ridses Runer i meer end i et Æble: paa Panden, i Smilet om Munden og om Øiet kan Runerne staae, siger Digteren”.

Ikke overraskende viser videnskaben  os at vor oprindelige filosofi er absolut sandfærdig i forståelsen af ”forelskelse”, der et en hel anden størrelse end ”kærlighed”, hvad specielt mange unge ikke er nok opmærksom på.

1
Donatella Marazziti, HS. Akiskal, A. Rossi, GB. Cassano: Alteration of the serotonin transporter in romantic love (Psychol Med, May 1999; 29(3):741-5)
Donatella Marazziti, D. Canale: Hormonal changes when falling in love (Psychoneuroendocrilogy,  2004; 29(7): 931-6).

Undersøgelserne er foretaget under Dipartmento di Psichiatria, Neurobiologia, Farmacologia e Biotecnologie, University of Pisa, Italien.

 

Lad os starte med at gengive forskerholdets grundtanke (i min oversættelse til nudansk fra nuengelsk):

”Lighederne mellem en overvurderet idé, så som typisk ses i mennesker i den tidlige fase af et kærlighedsforhold, og besættelse, gav os anledning til at undersøge hvorvidt ændringer i de to tilstande muligvis undergår fælles forandringer...”

”Forelskelse” og ”kærlighed” finder sted forskellige steder i hjernen. Tilstanden ”forelskelse” finder den i den grå masse1 , hvor også depression, paranoia og selvmordstrang har hjemme.
 
I VTA-området (ventral tegmental area), der ligger nederst i hjernen,  og i nucleus caudatus, der ligger i midten.

 

I ”forelskelses”-området af den grå masse finder vi også ”motivation, belønning og drivkraft”,  og her er hvor ”Manrúnar” har skullet ramme. Det er disse egenskaber der forklarer hvorfor en person i tilstanden ”forelskelse” er besat af at få tag på den udkårne, og hvorfor ugengældt forelskelse kan føre til selvmord.

De to steder i den grå masse, hvor tilstanden ”forelskelse” har hjemme, er samtidigt de steder der skaber stofferne dopamin (intens lykkefølelse) og serotonin (humør-regulator). Desto mere serotonin vi har i os, desto gladere er vi.

Tilstanden ”forelskelse” opdeles i 3 stadier1 :  

      1. lyst- eller begær styres af hormonerne testosteron og østrogen.
      2. tiltrækning eller besættelsen styres af neurologiske transmittere i hjernen + dopamin, norephedrin og serotonin.
      3. etablering af forhold  styres af oxytocin og vasopressin.


 

The Economist: The science of love – I get a kick out of you (12. februar 2004).
Helen Fischer, researcher ved Rutgers University, New Jersey: Why We Love: The Nature and Chemistry of Romantic Love (2004)

 

Det forekommer mig at ifald ”Manrúnar” har en virkning da må det være at provokere modtageren af runerne til en øget produktion af dopamin, norephedrin og serotonin. Hvordan runemagerne bar sig ad med dette afventer vi stadig en god forklaring på. 

Helen Fischer argumenterer for at ”tiltrækning eller besættelses”- stadiet i tilstanden ”forelskelse” har store ligheder med sindstilstanden ”obsessive compulsive disorder” (OCD); en psykiatrisk lidelse med tilbagevendende tvangstanker og / eller tvangshandlinger, der kan behandles, dvs. manuelt påvirkes. Det antyder, som brugen af  ”Manrúnar” foreskriver, at tilstanden ”forelskelse” kan påvirkes af en tredjepart. Helen Fisher skriver at f.eks. Prozac kan få ”serotonin” til at blive længere i den grå masse og derfor fortrænge tilstanden ”forelskelse”.

At tilstanden ”forelskelse” er en kortvarig galskab er alle med en smule erfaring klar over. De fleste undersøgelser synes at mene at tilstanden ”forelskelse” forsvinder efter 12-24 måneder 1.

1 Enzo Emanuele, Pierluigi Politi, Marika Bianchi, Piercarlo Minoretti, Marco Bertona, Diego Geroldi, alle fra University of Pavia: ”Raised plasma nerve growth factor levels associated with early-stage romantic love” (Psychoneuroendocrinology, Vol. 31, April 2006, s. 288-294). Hovedkonklusionen er at ”Levels of a chemical messenger called nerve growth factor (NGF) increased with romantic intensity. After one to two years, NGF levels had reduced to normal”.

 

At galskaben ”forelskelse” aftager har man selvklart altid været klar over. For at mindske muligheden for at begå uoverskuelige fejltagelser har man indført skikken med ”handfasting, handfestning” (oldengelsk, oldnordisk eller ”håndfæste”) og ”trolovning” (”trúlofa” oldnordisk og ”bi-treowðe” oldengelsk eller ”helt tro”), hvor man giver håndslag på hinanden for et givet tidsrum.  For unge i den giftemodne alder holdes dette tidsrum mindst 1 år (se f.eks. handfasting ved festen i Lughnasadh, Irland). Vi kan nu se hvorfor trolovningstiden1 er en glimrende skik at bibeholde for alle involverede parter.

1 Der er to ord på sanskrit for denne skik: ”Vagdana” (direkte ”ordgivning”) og ”nishchitartha” (direkte ”aftale om formål”).

 

Völsunga saga (kap. 24) viser os brugen af en ring i forbindelse med trolovning:

”Sigurðr svarar: "....ok þess sver ek við guðin, at ek skal þik eiga eða enga konu ella."
Hún mælti slíkt. Sigurðr þakkar henni þessi ummæli ok gaf henni gullhring, ok svorðu nú eiða af nýju...”.

Som jeg oversætter til:

”Sigurd svarede: ”.... og dette sværger jeg ved guderne, at jeg skal dig have til ægte eller ingen kone ellers”.
Hun mælte slig. Sigurd takkede hende [for] denne ytring og gav hende [en] guldring, og svor nu ed påny...” 

Senere (kap. 27) hører vi:

”Hann tók þá af henni hringinn Andvaranaut, er hann gaf henni, en fekk henni nú annan hring af Fáfnis arfi”.

Som jeg oversætter til:

”Han tog da af hende ringen Andvaranaut, som han gav hende, end fik hun nu [en] anden ring af Fáfnirs arv”.

At Trolovningsringen er af guld, og ikke sølv, betyder at denne sæd er fra før guldskillinger afskaffes med møntreformen år 670 e.Kr. Guldringens navn ”Andvaranaut” eller ”[dværgen] Andvari’s Nød” er yderligere beskrevet i Reginsmál (vers 1-5, Ældre Edda) og Skáldskaparmál (kap. 46. Af otrgjöldum, Snorre Edda).

 


 

Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>
 
Søgeværktøj
Fra Grímnismál (vers 32, Ældre Edda) ved vi at vor ven fra skov og have, det rødbrune egern Ratatoscr (sammensat af de oldengelske ord "ræt" + "tusc" med betydningen "Gnavertand"), er god til at frembringe svar på alt mellem himmel og jord. Nedenfor til højre fra billedet af Ratatoscr, fra Ólafur Brynjúlfsson: Gudeskrift m. bl.a. Ældre Edda (Edda Sæmundr) & Snorre Edda (1760), findes Google's søgeværktøj, der er tilpasset til at søge efter svar fra Asernes æt. Ifald søgeværktøjet ikke kan ses, højreklik på musen og genopfrisk (opdater) siden.
© Verasir.dk Asernes Æt • af Flemming Rickfors • E-mailHosting • En del af Fynhistorie.dk