Forside Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>

Bygningskunst

 

Thorkild Ramskou skrev i 1981 ”Vikingerne som ingeniører”. Mange af de følgende oplysninger er hentet herfra.

Matematik har i høj grad også indflydelse på evnen til og muligheden for at kunne konstruere bygningsværker korrekt. Vi vil i det følgende se lidt nærmere på hvorledes Danevirke, broerne og fæstningsværkerne blev gjort for at se om der her gemmer sig en henvisning til hvorvidt vi havde kendskab til tallet nul og positionssystemet.

En "Overbygmester" kaldes en "Höfuðsmiðr" (Hovedsmed).

 

Danevirke

 

Danevirke (Danavirki, Danæwirkö): Egetræerne brugt til Hovedvolden og Nordvolden blev fældet år 737 e.Kr. Disse volde er 7 km lange, krævede 3.600 egestolper á 3½-4 m’s længde til støtte for alle de vandrette planker, der skulle holde voldens jordmasser på plads. Den ene meter af stolperne blev gravet ned i jorden, 2 meter svarer til voldens højde, og den sidste længde blev brugt til et brystværn for forsvarerne. I den nu udtørrede Danevirke sø byggede man en dæmning over et i samtiden moseområde. For at tilse at den opfyldte jord ikke forsvandt ned i mosen, der var uden fast grund, byggede man og nedsænkede helt utroligt geniale ”sænkekasser” der var sat sammen med en ”knudetømring” og som herefter blev fyldt op med sandblandet jord. Hvor højtudviklet disse sænkekasser er kan vi bl.a. se ved at alle blokhuse i Norden og Amerika stadig bygges med ”knudetømring” samt at den gamle lillebæltsbro også hviler på”sænkekasser”.

 

  

Billedet til venstre viser Nordvolden hvor man har bygget et panel af skrå planker, der hviler i indhak af tømmerstokke, der er forankret i voldfylden. Billedet til højre viser en ”sænkekasse” på 6 x 4 x 1 m. Man aner brugen af ”knudetømring” til at holde sammen på kassen. Kilde: Thorkild Ramskou’s ”Vikingerne som ingeniører” (s. 21 & 22).

 

Kovirke, formentligt bygget ca. år 800 e.Kr. var 6.5 km lang, krævede 3.500 lodrette palisadestolper på hver 4 m’s længde, 7.000 skråstolper på ca. 2-3 m’s længde til at holde de lodrette stolper på plads og 2.000 egestammer til voldfrontens plankebelægning.

 

 

Rekonstruktion af Kovirke.
Kilde: Thorkild Ramskou’s ”Vikingerne som ingeniører” (s. 27).

 

At have forståelse for sænkekasser, placeringen og størrelsen af disse, at kunne bygge 2 x 7 km forsvarsværk og dimensionere dette korrekt kræver stor forståelse for bl.a. matematik.

Det er beregnet at måleenheden for Hovedvolden i år 737 e.Kr. var 1 fod (30,95 cm) og for Kovirke ligeledes 1 fod (32,29 cm). Som man vil bemærke, også nedenfor, er 1 fod ikke altid ens. Dette har en helt naturlig forklaring, nemlig at 1 fod var lig fodstørrelsen på byggemesteren. Det har sikkert været 1 fod med sko (ankelstøvler) på. 1 fod på ca. 30 cm svarer til ca. størrelse 45 eller en person på 2 meter. Ingen skal længere sige at vore forfædre i 700 tallet var mindre end i dag for det passer ganske enkelt ikke.

Som hovedregel udgør et menneske’s fod ca. 15 % af højden. Derfor antages følgende sammenhæng at være gældende:

(Fodens Længde / 15) x 100 = Personens Højde.

Forholdet er stort set, men ikke helt, ens for mænd og kvinder da unge mænds knogler vokser 2 år længere end kvinders. Venstre fod’s længde giver større nøjagtighed i resultatet end gør højde fod. 1

1 Se Jitender Kumar Jakhar, Vijay Pal, P.K. Paliwal: Estimation of Height from Measurements of Foot Length in Haryana Region (Journal of Indian Academy of Forensic Medicine, 2010:32-3, s. 231-233, ISSN 0971-0973).

 

Det er først ved Christian d. V's forordning af 1. maj 1683 på baggrund af Ole Rømer’s (1644-1710) arbejde med at finde en fælles enhed, at 1 alen = 2 fod (og vi ved at 1 fod = 31,407 cm).

 

Falster's Virke

 

 

 chap31-1-12.jpg

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

chap31-1-11.jpg 

 

chap31-1-10.jpg 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 chap31-1-9.jpg

Falster’s Virke.

De øverste 3 billeder viser Virket fra nordøst mod sydvest i 3 uddrag. Hovedbilledet gengiver Falster. Ovenpå satellitbilledet af syd-Falster er gengivet vandstanden på syd-Falster onsdag 13. november 1872 da stormfloden ramte. Dette vandstandsbillede giver formentlig et aldeles godt billede af det sydlige Falster som det tog sig ud i 5-700 talllet e.Kr. hvor Falster’s Virke kan tænkes at være bygget.
Billedkilde: Google Earth 4. januar 2008. Lokalhistoriske Arkiver i Sydøstdanmark: Stormflod dræbte 80 mennesker på Lolland-Falster. L. Both’s Danmarkskort fra 1873 med uddrag af det sydlige Falster. Tegningen af "Stubben" (Stubbekøbing) år 1000 e.Kr. er fra Bjørn Nielsen's artikel "Stubbekøbing" i udgivelsen "Jul på Falster" (2005, s.39-41). Tak til Søren Knudsen for at udvise nyfigenhed om emnet og med lys og lygte lede efter jordvold og gravvold for Syd-virket.

 

Alle kender til Danevirke. Færre er opmærksom på det virke, formentligt fra samme tidsrum som Danevirke 1, der udgør rigets forsvar mod angreb fra syd på øen Falster. I dag kan vi se et 1300 meter langt voldanlæg, i daglig tale ”Virket”, ved Tingsted Å i Hannenov Skov, nord for Nykøbing. Som jeg viser på billedet ovenfor kan vi fra et satellitbillede ganske nøjagtigt genskabe det samlede virke, der gik tværs over Falster fra Nykøbing til Stubbekøbing (før disse byer blev til).

1 Niels Jørgen Hauberg fandt i 1937 en 500 gram tung "hring gyldenne" (Den Gyldne Ring) - den hellige halsring "Brósinga mene" (oldengelsk), der er Hariwalda-mærket og, med sværd og hjelm, udgør den symbolske ret til at herske og pligten til at forsvare land og æt. Fundstedet var på en mark i Borremosen, Hannenov ved Tingsted på nordsiden af Falster's Virke. Halsringen ser ud til at været givet til Moder Jord som en bod - en bod om at Falster's Virke måtte beskytte landskabet mod alle fjender. Halsringen er tilvirket i 400 tallet e.Kr. og er gjort i vor oprindelige kunststil, Stil I. Dateringen svarer ganske nøje til tiden for de første bosætninger af Falster og Sydsjælland. Man kunne forestille sig at halsringen er givet i bod til Jord som det første spadestik i bygningen af Falster's Virke. Lokalkongen, hvis halsring dette var, må været blevet dræbt under enten landvindingen eller forsvaret af Falster. Det er hans efterkommere der boder halsringen til Jord. Hejrede Virke ved Maribo, der udgør forsvaret af Lolland, er dateret til år 430-640 e.Kr. (se Karen Løkkegaard Poulsen: Hejrede Vold – et anlæg i skandinavisk jernalderforskning, Arkæologisk Forum, Nr. 1, November 1999, s. 13).

 

Virkets placering på midt-Falster er nøglen til en lang række forståelser omkring Falster. I Valdemars Jordebog, under ”Den Store Falsterliste” (før år 1231 e.Kr.) kan vi se at Petær Falster, bestyrer af kongsgården i Gedesby (Getæsbu, Getæsby), har store uopdyrkede jorde. Dette er højst usædvanligt og her løb ”utæmmede heste” (De equis indomitis) rundt 1.  Bøtø Nor gjorde i 1200 tallet e.Kr., at kun en smal tange på syd-Falsters vestlige side var oven vande, stort set helt op til Idestrup (Jdringsthorp) og Sildestrup (Sildæsthorp), hvorfor man benyttede arealet til græsgange for vildheste.

1 Svend Aakjær: Kong Valdemars Jordebog (1926-45, 1. bind: text, hæfte 2, s. 16, 41, 106, 131).

 

Selve ”Bøtø” er ikke nævnt nogen steds i Valdemars Jordebog. Det har formentlig betydningen at denne ø, mellem noret og Østersøen, var en tidevandsø, der helt frem til 1200 tallet e.Kr. kun var oven vande ved lavvande. Øen har derfor ikke været belagt med græs, og har derfor ikke kunne sættes i skatskyld. Mange århundredes tilsanding har hævet Bøtø oven vande i 1800 tallet, og gjort de tre oprindelige øer; Langø (nord), Bøtø (midt) og Bøtø Fang (syd), til én ø koblet på fastlandet .

Ordet ”Bøt” er formentlig samme stavelse som i det olddanske ”Bøtvod, Bøttevod”, der betegner et ”ålefiskegarn”. 

Det er værd at holde fast i at netop fordi Bøtø ikke findes i 1200 tallet e.Kr. som en græsbevokset ø, er navngivningen af øen i historisk sammenhæng ny, og skal findes ikke senere end fra olddansk. Udover indvandringen til Amager af 184 hollændere år 1516-21 e.Kr., ankom 11 hollændere også til Bøtø år 1552 e.Kr., hvor de modtog livbrev på øen mod at levere "rødder og løg" til slottet i Nykøbing. Det var helt samme ret og pligt som blev givet på Amager. Fordi øen i samtiden er ny, er den ejerløs, og tilfalder derfor Kronen, som så kan udstede livbrev 1. Det antyder at Bøtø ikke er blevet græsbevokset længe før 1500 tallet da den ellers ikke havde været ejerløs.

1 Arkæolog og museumsinspektør Anna-Elisabeth Jensen, Guldborgsund Museum

 

Det fører da til overvejelsen om ordet ”Bøt”  i ”Bøtø” og ”Bøtvod, Bøttevod” kan være fra det olddanske (og oldnordiske) ”botn”. På oldengelsk ”botm, bodan” og oldfrisisk ”boden” har dette ord oprindeligt betydningen ”grund, jord, laveste del”. Vi ser ordet benyttet i stednavnene "Bundslette" i bunden af ”Thurø Bund”, Svendborg, og bl.a. i det fladvand kaldet ”Greifswalder Bodden”, som vi finder syd for Rygen mod det europæiske fastland. Vandet her kan bedst betegnes brakvand, og som enhver jorddrot på Bøtø vil vide, er det grundvand (*bøtwatn?) vi finder på Bøtø i 90 cms dybde ildelugtende brakvand, aldeles uegnet til træers næring eller menneskelig drikke (og årsagen til at vore trærødder ikke går i dybden, men udbreder sig på langs).

Følger vi denne forståelse igennem da betyder det at det olddanske ”Bøtvod, Bøttevod”, som betegnelse for ”ålefiskegarn”, faktisk betyder ”bundgarn”. Og en ålerose sidder jo netop på bunden af søen med forfang.

Jeg er derfor enig med Anna-Elisabeth Jensen i at ”Bøt” skal opfattes som ”bund”, hvorfor ”Bøtø” er ”øen i bunden”.

Beslutningen om at lade markjorde forblive uopdyrket kan kun forstås når vi ved at ”Falster’s Virke” blev lagt nord herfor. Alt syd for Virket blev ikke forsvaret, hvorfor det ikke var forsvarligt at investere i jordens dyrkning. Som vi vil se mener jeg vi må opfatte alt syd for Syd-virket som forsvarsløst. Hoved-virket’s placering på midt-Falster forklarer også hvorfor Falster blev opdelt i 2 herreder; Sundreheret (Søndre herred) og Nørreheret (Nørre Herred). Skellet må have været ”Faster’s Virke”, hvad også fremgår klart af Valdemars Jordebog.
 
Fra ”Faster’s Virke” kan vi forstå hvorfor Falster's bavnehøje ligger hvor de gør: Bavnehøj (44 m) ved Nørre Vedby, det nordvestlige Falster, og bavnehøjen (19 m) syd for Blæsebjerg i en bronzealderhøjgruppe, nordøstlige Falster. Der er herfra muligvis en undervarsling i form af en ”warte” (bavn) på Borreknold (Næsgård Nor). For at få varslet videre til kongsgården i Gedesby finder vi "Bavnehøj" (18 m) sydvest for Skelby (Skiælby). 
 
Der blev i 1993 foretaget ”Prøvegravning af formodet forsvarsvold fra Guldborgsund til Bøtø Nors nordlige ende ved Fugletungerne. Ingen spor af volden inden for kabeltracéet, men voldgraven var bevaret i en bredde af 4,70 m og en dybde af 1,05. Der blev ikke fundet rester af palisadeværk eller andet daterbart materiale” 1.

1 Kulturarvstyrelsen: Arkæologiske udgravninger i Danmark (Katalog 1993, nr. 149, 153). Prøvegravningen, der på kort markeres ”SB50”, blev foretaget i forbindelse med nedgravningen af KONTEK-kablet, der er det 170 km lange landkabel, der fører jævnstrøm mellem Østdanmark og Tyskland (fra Bjæverskov til Bentwisch, øst for Rostock). Kablet blev nedgravet på Falster i 1993, og i denne forbindelse blev der foretaget en prøvegravning på det sted hvor man mente en gammel vold og voldgrav kunne være.

 

 

 chap31-1-10.jpg

Den Gamle Voldgrav nord for Fugletungerne.
Billedkilde: Google Earth 4. januar 2008.

 

Ved at gengive syd-Falster med vandstanden da stormfloden ramte 1872 træder det med al tydelighed frem at forsvaret af Falster må have haft et første-forsvarsværk nord for Marrebæk (Marbæc, Marbæch).
 
S. Müller, Nationalmuseets Danske Afdeling (Danmarks Oldtid, Sognebeskrivelsen) indberetter 1880:
 
”Over denne Lod og endnu mod Øst indtil Nord har der strakt sig en Vold, som mindedes paa nogle Stedet at have haft Mandshøide, foran hvilken der mod Syd løb en Grav. Nu synes kun en svag Høining”1.
 
1  www.dkconline.dk (Fund og Fortidsminder).

 

 

 chap31-1-17.jpg

Søren Knudsen's forslag til Syd-virkets udforming; samlet bredde 10 m med voldgraven 2.5 m dyb. Den udgravede jord har skabt en jordvold på ca. 2 m. Sagnet forklarer os at voldgraven var så bred ”at der sagtens kunne sejle et skib med 48 tønder korn i den”. Rummålet 1 Tønde Korn = 139,20 liter, hvorfor 48 Tønder Korn = 6.682 liter eller ca. 6.240 kg. Da vi har et særskilt ord for vendernes snekke, "Vindasnekkjur", antyder det at vendernes snekke var lidt anderledes end vor egen. Fra de to skibe fra 800 tallet e.Kr. fundet ved Ralswich, Rygen ser det ud til at vendernes skibe er gjort efter vor bådbyggerskik. Vi ved at der i Vendersnekken 11. august 1135 e.Kr. under anfaldet på stapelstaden Konungahella var 44 mand og 2 heste (Heimskringla: Magnus Den Blinde og Harald Gille’s Saga, kap. 10). 44 mand x 80 kg (3.500 kg) + 2 heste (1.000 kg), i alt 4.500 kg. Det antyder at folkesagnet henviser til Knarr-skibet eller Busse-skibet, der var store og mere sødygtige fragt- og transportskibe, der i hvert fald i 1200 tallet har flere master og sejl. Selv så store skibe har, fladbundende som de var, ikke stukket mere end 1 m i dybde, og har derfor kunne sejle på voldgraven med mindre der blev spærret af med plove og harver (træstang med pigge) ved indsejlingen til voldgraven. Tegnet 17. januar 2008 til dette afsnit og benyttet med forlov.

 

”Denne Lod” er på marken lige syd for Højagergaard, vest for Gedser Landevej, lige over for afkørslen til Marielyst Strandvej (punktet betegnes på kort ”SB11”).
 
Hr. S. Müller står derfor med ryggen til Væggerløse og kigger mod syd. På sin venstre hånd, mod øst, indtil Noret (”nord” må være fejl for ”nor”) lå i gamle dage fra 1880 en jordvold i mandshøjde, foran hvilken der mod syd løb en voldgrav (vist ovenfor).

 

 chap31-1-11.jpg

Uddrag fra kort udgivet af Videnskabernes Selskab (1776). Nærbilledet viser Væggerløse (Veigerlöse), Radbjerg (Raabierre) og Højet (Höyget). Den røde trekant er punktet ”Denne Lod”. Bemærk at der er rester af tydeligvis et stort skovområde, ligesom vi ser en langbro fra fastlandet til Bøtø. Bemærk også at der med stiplede linier er vist en ældre vej i landskabet, der allerede i 1776 er erstattet af den nuværende vejføring med Gedser Landevej.

 

 

Da ingen af vore store virke er begået uden brug af sund fornuft må vi efterse hvorfor der bygges en jordvold lige syd for Væggerløse på tværs, og en voldgrav  tværs over det sydlige Falster lige nord for ”Fugletungerne”. Vi finder voldgraven i en nordvestlig-sydøstlig retning 400 m syd for Marielyst Strandvej, overfor Skovby Tværvej, på marken nord for Brænderisvej 16 og syd for Brænderisvej 22, begge Højet, 4873 Væggerløse.
 
For at kunne tilnærme os samtiden visuelt, gør jeg brug af et kort fra 1863, der er så fint optegnet at vi kan se samtidens vådområder, hvorledes markerne er pløjet, samt hvor Bøtø Nor gik til netop her. Vi er hjulpet på vej af stednavnet ”Spang” (ser ud til at være lige bag ved gartneriet på Marielyst Strandvej), fra ”spong” (oldnordisk), der betegner ”smal, let bro, bestaaende af enkelt bræt ell. planke, over et smalt vandløb (en bæk), en smal grøft olgn.; gangbræt;”. Ligeledes må ”tungerne” i ”Fugletungerne” være fra det oldnordiske ”túngeiri” (tun + gjærde), der betegner ”yderkanten af en Hjemmemark”, hvor ”Hjemmemarken” oprindeligt blev kaldt et ”tún”. Vi er derfor ved vandkanten, og vi har her tydeligvis det oprindelige fuglereservat i landskabet.

 

 

 chap31-1-12.jpg

Billedkilde: Kortet er målt 1863, rettet i marken 1883 og tegnet 1884. Kort og Matrikelstyrelsen.

 

En voldgrav har behov for tilførsel af vand uden hvilken den ingen virkning har. Sund fornuft tilsiger at bygge gravvolden på det smalleste  og laveste sted i landskabet, og på et sted der giver forsvarerne bagved højde mod den angribende fjende (fra syd). Alle der har kørt på det sydlige Falster ved at vi ved ankomsten til Væggerløse skal op af en forholdsvis lang bakke, og at Væggerløse er områdets højeste punkt. Intuitivt er det derfor her forsvaret skal finde sted.

Den eneste farbare vej mod nord, efter Marrebæk er blevet krydset, er fremhævet med gul farve ovenfor.  Jeg mener den oprindelige gamle landevej lå øst for Radbjergvej og vest for Gedser Landevej, og udgik fra højdepunktet ”Radbjerg”.
 
Det siges at broen over voldgraven blev kaldt ”Ligbro” efter antallet af dræbte vendere. 1
 
1 Lokalhistoriske Arkiver i Sydøstdanmark: Heidi Pfeffer: Vendernes hærgen på Falster. Jeg har ikke været i stand til at finde frem til hvor stor Marrebæk var oprindeligt. Der sker en udgravning af Marrebæk Kanal i 1860-61 af  "Interessentskabet Bøtø Nors udtørring".

 

Dette giver én mulig placering af ”Ligbroen” ved Marrebæk. Jeg mener dog ikke dette er det rette sted.

Med vor historiske viden kigger vi nu på et par nutidige satellitkort.

 

 chap31-1-13.jpg

Vi kigger fra syd mod nord – fra Marrebæk til Væggerløse.
Billedkilde: Google Earth 9. januar 2008.

 

Vi kan nu se at Marrebæk, 1½ km syd for ”Højet” og ”Radbjerg” er en indbygget del af det samlede Syd-virke. Broen over Marrebæk er den første forhindring fjenden må overkomme – broen er strategisk ekstremt vigtig da den køber tid til omrokering af tropper. Men strategien virker kun hvis fjenden er overbevist om at alle andre veje mod nord af afskåret. Derfor indtegner vi nu mit bud på hvor jeg ville lave den del af voldgraven vi endnu ikke har fundet. Her er topografien med vådområder i 1800 tallet, samt den vis markerne pløjes på, vigtige da de nemt kan været opstået som en tilpasning til et tidligere virke.
 
Området har tydeligvis været tæt bevokset med skov af forsvarsmæssige årsager. Bygden Marrebæk er opbygget nøjagtigt i den 8-takkede Moder Jord opdeling, som vi ser overalt i den tidligste bol-opdeling (dette er sandt fra Bolderslev i Sønderjylland til Lundby, Nordfalster og for Væggerløse, lige nord derfra). Derfor er markerne akavet opdelt nord for Marbæk – disse marker er nye og ikke en del af en gennemtænkt plan for bosætning.
 
I forsvarsteknik er det klart at ideen her er at presse den angribende fjende ind i ”the killing zone”, der er på landevejen mellem ”Højet” og ”Radbjerg”. Broen over Marrebæk tvinger fjenden ind i en snæver kolonne, dvs. uden mulighed for at danne en fylking. Skovene på hver side af landevejen danner en tragt for den angribende fjende så den ingen anden udvej har end at fortsætte fremad mod næste forhindring.

 

 

 chap31-1-14.jpg

Væggerløse ovenfra set fra vest mod øst. Et fantastisk eksempel på den oprindelige 8-takkede bol-opdeling. Bygden staves oprindeligt i Valdemars Jordebog ”Wygærlef”, dvs. ”Ví, Væ, Voe, Vé, Wy, Wi” + ”Gerlev” eller ”Vigerslev”. Dette er vort oprindelige navn for denne bygd og er ikke en fejlskrivning. Den oprindelige stavelse erstattes senere af ”Wikærløsæ”, hvornår ved vi ikke, men måske i 1000 tallet e.Kr. da venderne trænger ind i Søndre Herred. Der ser ud til at være forvirring om stednavnet i Valdemers Jordeborg fra år 1241 e.Kr., hvorfor navneskiftet er sket ikke længe før dette tidspunkt. ”Løsæ”-endelsen mener jeg er identisk til samme i gården Jarløsæ, som vi genfinder i ”Jerlitze Marken” (Jerlitzevej), der ligger lige ved Væggerløse Kirke. ”Løsæ” er derfor ”litze” og den slaviske endestavelse ”lici”. "Løse"-endelsen er et uafklaret sprogligt problem i modersmålet. Stavelsen er meget gammel og det slaviske "lici" er måske bare det modsvarende ord til "løse". Det er argumenteret at ordet oprinder fra det urnodiske "*laus-" (skrånende) og derfor videreføres på oldnordisk som "laut" (lille dal, mark, jord". Dette kan godt passe til Væggerløse. Modsat et Hearg, der var en privat helligdom, er et ”Ví” altid en offentlig helligdom der bygges ved en hovedfærdselsåre til alle gennemrejsendes brug. Væggerløse Kirke ligger i dag hvor der oprindeligt lå et ”Ví” og Væggerløse’s rigtige navn betyder ”Viet i Gerlev”. Derfor er Væggerløse Kirke det absolutte nav i såvel den 8-takkede Bol-opdeling, som hovedfærdselsåren gennem bygden. Vi kan fra pløjelinierne se hvor voldgraven og jordvolden gik. Den sande ”Ligbro” ligger med andre ord syd for Højagergaard (Gedser Landevej 32, 4873 Væggerløse. Matr.nr. 11a). Billedkilde: Google Earth 9. januar 2008. Se Svend Aakjær: Kong Valdemars Jordebog (1926-45, 2. bind: Kommentar, hæfte 2, s. 313).

 

I overvejelsen omkring hvor den oprindelige landevej gik, og dette er nøglen til forståelsen, er den 8-takkede bol-opdeling af Væggerløse vigtig. Den genialle tanke i vor oprindelige bol-opdeling er at lave hovedfærselsårer gennem bygden 1, til og fra det omkringliggende landskab. Hver bygd havde normalt en adelsvej og for at finde denne må vi forstå hvad næste hovedbygd var fra Væggerløse i 400 tallet e.Kr. Mod syd var det bygden syd for Marbæk; mod nord var det Idestrup (Jdringsthorp), der har haft en vigtig helligdom. Fra denne forståelse kan vi genskabe den oprindelige udfaldsvej mod Marbæk, der ikke kan være andre steder end ved Højagergård. Dette udelukker derfor et andet muligt udfaldssted – den vandrette bol-linie der fører vejen øst for Gedser landevej til Højet. Vi kan fra markernes opdeling se at der må have været et hjulspor direkte fra Højet til Væggerløse øst for den nuværende Gedser Landevej, og derfor et andet muligt punkt for ”Ligbroen”. I oprindelig bol-opdeling mener jeg dog ikke dette er er den oprindelige landevej.

1 Gulaþingslög (kap. 90., Vm þioðgotu): ”... Nu scal þioðgata væra sva breið. at maðr skal sitia a heste soðrlaðom...” eller "...Nu skal folkegaden være så bred, at mænd skal [kunne] sidde i heste-sadlerne..."

 

Der er også 2 mulige linieføringer af jordvold og –grav fra Brænderisvej i øst i lige linie vest mod Guldborgsund. Her er det igen den oprindelige bol-opdeling af Væggerløse, der afgører tvivlen. Ved at fremhæve bol-opdelingen i den nøjagtige ring fremstår de samlende bol tydeligt, og voldanlægget skal være syd herfra. Dette udelukker derfor en ellers ganske rimelig linieføring lige syd for Højagergård, hvor markskellet viser der kunne være en linieføring. Den linieføring jeg ender op med at vise synes også at passe med det laveste punkt i topografien, og derfor hvor de største vådområder er på kortet målt 1863 (se ovenfor).

Efter ”Ligbroen” på landevejen mod Marbæk er der to mulige vejføringer; over Højet eller Radbjerg. Mit bud er at der har været hjulspor fra begge steder til Ligbroen. Højet og Radbjerg er koblet sammen af en tværvej (Radbjerg Tværvej). Jeg mener at landvejen sydpå var fra Radbjerg.

 

 

 chap31-1-15.jpg

Væggerløse som ravnene ser det fra nord mod syd. Her kan vi se hvor ufatteligt gennemtænkt Syd-virket var med maksimal udnyttelse af naturen for størst mulig forsvarsstyrke. Hvert Herat skulle levere 120 våbenføre mænd og kvinder. Det er hvad Falster Søndre Herred kunne mønstre når det gjaldt. Det har sikkert været nok til at holde skansen fordi fjenden blev tvunget ind i kamp på et af os valgt sted – ved Ligbroen syd for Væggerløse.
Billedkilde: Google Earth 9. januar 2008

 

Vi mangler stadig at give en fornuftig forklaring til hvor Radbjerg kaldes netop dette. Stednavnet ”Radbjerg” nævnes i Valdemars Jordebog som ”Rabærgh”1 . Det staves ”Raabierre” på kortet fra Videnskabernes Selskab (1776) og ”Rabjerg” på kortet fra 1863. Er ”Ra” falsterisk dialekt for ”Rað” (råd) eller er der noget vi ikke fanger her? Stednavnet ”Rathwet” (Råd + et eller andet, i 1604 "Raadt", i 1688 "Røed øde Bye") forekommer i Valdemars Jordebog og er identificeret som ”Rodemark” syd for Stubbekøbing. Hvad nu hvis Radbjerg rent faktisk var ”Rabærgh” og sammensat af det oldnordiske ”Rá”, der oprindeligt betegner en ”stang” i almindelighed, jvf. f.eks. skibsrå. Kan stednavnet være en ledetråd til et palisadeværk? Vi kender allerede til 9 andre ”Raabjærg, Råbjerg” i vore stednavne. Alternativt finder vi i Hallandslisten i Valdemars Jordebog "Rabæc" (i dag "Råbäck") 1, der er en skel-bæk. Betyder det at vi skal opfatte "Rabærgh” som "skel-bjerg"? Og er det Syd-virket der er skellet, og derfor ophavet til stednavnet?

1 Svend Aakjær: Kong Valdemars Jordebog (1926-45, 1. bind: text, hæfte 2, s. 46, 2. bind: Kommentar, hæfte 1, s. 278).

 

Jeg har vist at man stadig kan se den østlige del af Sydvirket ved Brænderisvej mellem nr. 16 og 22. Er det også muligt at finde den vestlige del af Sydvirket? – Det mener jeg det er.

 

 chap31-1-17.jpg

 

 

 chap31-1-16.jpg

Billedkilde: Google Earth 10. januar 2008

 

 

Kommende fra Væggerløse ud af Gedser Landevej tages frakørslen på højre hånd af Radbjergvej.  Ca. 300 m længere fremme svinger Radbjergvej til venstre (mod syd) – dette mener jeg er punktet hvor ”Ligbroen” stod over voldgraven. 

I stedet for at følge Radbjergvej mod syd går man lige frem mod Guldborgsund (markjordene er Matr.nr. 10A og 15A Væggerløse). Ca. 100 m længere fremme ses to aflange markeringer i marken. Dette mener jeg er voldgraven. På grund af jernbaneskinnerne, som man selvfølgelig aldrig må krydse, vender man herefter tilbage og kører frem til Vesterrisvej, hvorved man krydser jernbanen. Fra Vesterrisvej nr. 2 går man ca. 200  m frem, på hjulsporet ved siden af jernbaneskinnerne. Herefter knækker hjulsporet 45º til venstre ned til Guldborgsund. Dette mener jeg er afslutningen på Sydvirket, og er i dag markskellet mellem Matr.nr. 9b Radbjerg og Matr.nr. 10d Væggerløse.

Syd-virket, som jeg mener det kan være, fordeles således på matr.nr.:

 

 

Fra vest mod øst

 

 

 

 

 

 

  Guldborgsund

 

Sydvirkets nordside 

 Matr.nr. 10d Væggerløse

Samme lodsejer som Matr.nr. 10A og 15A,
dvs. Gedser Landevej 36, 4873 Væggerløse

Sydvirkets sydside

 Matr.nr. 9b Radbjerg

Heraf 2000 m2 Fredskov. Lodsejer ukendt

Sydvirkets nord- og sydside

 Matr.nr. 10A Væggerløse

 Gedser Landevej 36, 4873 Væggerløse 1

Sydvirkets nord- og sydside

 Matr.nr. 15A Væggerløse

 Gedser Landevej 36, 4873 Væggerløse1

 

 

 

 

 Gedser Landevej

 

Sydvirkets nord- og sydside

 Matr. nr. 7A Væggerløse

 Brænderisgård,
Gedser Landevej 35, 4873 Væggerløse

 

 

 

 

 Brænderisvej

 

 Sydvirkets nord- og sydside

 Matr. nr. 41d Væggerløse

Brænderisvej 22, 4873 Væggerløse

 Sydvirkets nord- og sydside

 Matr. nr. 41e Væggerløse

 Brænderisvej 22A, 4873 Væggerløse


1 Fra Gedser Landevej 37 mod syd skifter matrikuleringen til Matr.nr. 13, Højet

 

Bemærk at alle Matr.nr. nord for hvor jeg mener Syd-virket kan være, alle er én udmatrikulering fra Væggerløse. Ifald Matr.nr. udstykningen afspejler en urgammel forståelse fra bosætningstiden, og det mener jeg den gør, så kan vi se at også Matr.nr. fordelingen understøtter at Syd-virket må fysisk ligge hvor jeg mener det gør, eller længere mod syd. Men den sydlige placering af ligeledes afgrænset af udmatrikuleringen fordi denne umiddelbart syd for mit forslag til Syd-virket skifter til en udmatrikulering fra Radbjerg, respektivt Højet. Dette skel i matrikulering antyder, så vidt jeg kan se, at ”noget” har adskilt dette i tanke og derfor virkelighed. Jeg mener det kan være Syd-virket.

Vi bemærker at i den østlige del af Syd-virket forekommer stednavnet "Brænderisvej", og i den vestlige del af virket stednavnet "Vesterrisvej". Begge steder er det foran virket, dvs. syd for. Jeg mener vi her må opfatte det således at der foran Syd-virket helt bevidst har været holdt et ris-krat, dvs. mindre skov, hvor man i fredstid har indsamlet tynde grene til brændsel, i Middelalderen kaldet "ris" jvf. f.eks. "kosteris". Brugen af "brænde", fra det oldnordiske "brenna", betegner normalt i stednavne "afbrændt skovjord", i dette tilfælde "afbrændt riskrat".

 

 

 chap31-1-20.jpg

Til venstre: Uddrag fra kort udgivet af Videnskabernes Selskab (1776). Nærbilledet viser Væggerløse (Veigerlöse), Radbjerg (Raabierre) og Højet (Höyget) – se tidligere.
Til højre: Uddrag fra kortet ”CARTA Der INSUL FALSTER Anno 1692 gemessen von Christof Hoffmann". Dette er et af de ældste Falsterkort i Det Kongelige Biblioteks kortsamling. Adjunkt, dr. phil. Bo Fritzbøger Afdeling for Historie, Saxo-Instituttet, Københavns Universitet behandler dette kort indgående i en glimrende artikel kaldet ”Christof Hoffmanns Kort over Falster 1692” (Årsskrift 1989, Lokalhistorisk Arkiv, Nørre Alslev Kommune, s. 45-55). Bo Fritzbøger skriver (s. 49): ”Højdeforskelle i terrænet er markeret ved skraveringer (tydeligst på konceptkortet), og også disse er generelt pålidelige. Eksempelvis de sydvest-nordøst-gående højdedrag ved Væggerløse-Stovby...” (se ovenfor).

Sammenligner vi nu de to viste kort fra henholdsvis 1692 og 1776 kan vi se at hvad på kortet fra 1776 er vist som et skovområde gående tværs over Falster lige nord for Radbjerg (Raabierre, Rabierg) og Højet (Höyget), er gengivet helt identisk på kortet fra 1692 med det tværgående riskrat?, der helt bevist går på tværs af Falster. Dette riskrat må være menneskeskabt i denne form og kan vise forkanten til det oprindelige Syd-virke. Som en sidebemærkning forekommer det fra åbningen i riskrattet, at den oprindelige landevej gik igennem Radbjerg, men at den allerede i 1692 er fuldt erstattet af en linieføring fra Højet. Det fremgår ligeledes helt uden for tvist at Marrebæk ("Marebec" i 1692) er fuldt gennemgående fra Guldborgsund til Bøtø Nor. Vi har derfor her den ekstremt sjældne forekomst af en saltvandsbæk, og heri findes formentlig ophavet til brugen af "Mar" som det urnordiske ord for "hav", underforstået at der her flyder saltvand. Vi kan se på kortet at Marrebæk nord for Marbæk Skov svinger mod nord ud i Guldborg sund i sit oprindelige (omvendte) løb. Det antyder, som kortet fra 1863 stadig viser os, at hele området nord for Marbæk Skov til riskrattet nord for Radbjerg og Højet har været et engareal med sumpet saltvand, og kun vanskeligt farbart. Ideelt til forsvarsopgaver.
Billedkilde: Årsskrift 1989, Lokalhistorisk Arkiv, Nørre Alslev Kommune, s. 48), samt Det Kongelige Biblioteks Kortsamling. Tusinde tak til Annie Lenschau-Teglers for hjælp til brug af det elektroniske arkiv.

 

Det forekommer rimeligt at overveje hvorfor arkæologer ikke for længst har fundet det oprindelige Syd-virke, fået fredet det og gjort til Falster’s største turistattraktion, hvilket er hvad dette virke bør være.
 
Udover at de store virke på Falster og Lolland ikke har haft forskernes store interesse før sent i det 20. århundrede, skal svaret formentlig findes i to kort, der har sendt arkæologer på den forkerte skattejagt.

 chap31-1-18.jpg

Ovenfor gengives udsnit af Udskiftningskort over Væggerløse Byes Jorder fra 1809 (den lysegule farve). Dette udsnit af lagt oven i et udsnit af et Generalstabskort fra 1905. Den skarpøjede læser bemærker at Udskiftningskortet fra 1809 er tegnet med syd opad, hvorfor jeg gengiver udsnittet på hovedet. På dette kort forekommer betegnelsen ”Fortifications Værk” og en fuld optrukken linie. Nøjagtigt på Gedser Landevej lige syd for krydset, hvor vejen svinger mod Marielyst Strandvej står på kortet skrevet ”Svensk Liigbro”. På Generalstabskortet fra 1905 forekommer med store bogstaver ”Den gamle Vold”, der er indtegnet med stiplet linie lige syd for Marielyst Strandvej, fra Gedser Landvej i vest, svingende i en svag bue mod syd til lige før Brænderisvej.
Billedkilder: Arkæolog og museumsinspektør Anna-Elisabeth Jensen, Guldborgsund Museum

 

Vi tager nu oplysningerne om den geografiske placering af ”Fortifications Værk”, ”Svensk Liigbro” og ”Den gamle Vold” og indsætter disse i et satellitbillede.

 

chap31-1-19.jpg 

”Fortifications Værk”, ”Svensk Liigbro” og ”Den gamle Vold” vist med grøn optrukken linie. Nedenfor er vist hvor jeg mener det oprindelige Syd-virke ligger. Jeg har tidligere argumenteret for at det oprindelige Syd-virke ikke kan ligge højere i landskabet mod Væggerløse, dels af topografiske årsager, dels som følge af den oprindelige 8-takkede bol-opdeling af Væggerløse. Derfor er det en umulighed at det voldanlæg gengivet på kortene fra 1809 og 1905 er det oprindelige Syd-virke. Endvidere er stednavnet ”Svensk Liigbro” lagt på Gedser Landevej, der ikke er den oprindelige adelsvej, som jeg tidligere har vist. Vi kan se på kortet fra Videnskabernes Selskab (1776) at Gedser Landevej er hovedvejen i 1776, men også at der er en ældre vej. Dette kan forklare hvorfor der til ”ligbro” er tilføjet ”svensk”. Dette antyder dels at der er tale om en senere arvtager til en oprindelig (vendisk) ligbro, dels at dette nordligere forsvarsværk er langt yngre og måske skal forstås samtidig med Svenske-krigene fra tiden efter ”Det Stockholmske Blodbad” 8. november 1520 e.Kr. Arkæolog og museumsinspektør Anna-Elisabeth Jensen, Guldborgsund Museum nævner i ”Fra fortid til fremtid” (s. 57) at ”volden iflg. en tradition, som allerede er optegnet i 1600-tallet, være anlagt af Falsters bønder i 1427, under kong Erik af Pommerns kampe med Hansestæderne”. Det er mit bud at dette senere forsvarsværk alene har været en vold, og ikke en voldgrav med vold. Endnu vigtigere kan vi se at den med held foretaget prøvegravning ”SB50” i 1993, der bekræftede at der netop her ligger en voldgrav (markeret med den røde trekant), sagtens kan være en del af min foreslåede linieføring af den oprindelige vold og voldgrav.
Billedkilde: Google Earth 19. januar 2008.

 

Det vilde være mit gæt at Falster's oprindelige Syd-virke er opgivet op til Vendertogene år 1158 e.Kr. og flyttet til hovedvirket Falster’s Virke. Alle de vendiske stednavne syd for Falster’s Virke, og fund af vendiske genstande fra 1000 talllet e.Kr., understøtter dette. At Syd-virket må opgives, og dermed forsvaret af Søndre Herred, mener jeg kun kan skyldes at naturens bolværk ikke længere holder. I det øjeblik Bøtø kommer oven vande ved lavvande er Syd-virket ikke længere brugbart, da fjenden så bare vil ride uden om virket. "Vippelinien" synes at gå gennem Grønsund, hvorfor syd-Falster burde undergå en sænkning på omkring 2 m pr. årtusinde. Det modsatte synes dog at være sket, hvorfor kan jeg ikke forklare, og dette igen udløser en tilsanding og skabelsen af Bøtø Nor, der gør at Syd-virket må opgives.

Hovedvirket, Falster’s Virke, har været bag hvilken hele øens forsvar blev samlet enten hvis Syd-virket blev gennembrudt, eller angrebet kom fra vandsiden.
 
Dette er årsagen til at Tingsted (Thingstathæ) blev lagt hvor det ligger i dag. Det ligger i midten af det oprindelige Falster, men bagved og beskyttet af Falster’s Virke. I fredstid har Tingsted derfor virket som samlingssted for Nørre og Søndre Herred, som vi ser alle andre steder.
 
At Syd-virket skal ses i samme tidsrum som Falster's Virke kan argumenteres fordi vi syd for Falster's Virke finder en række "lev"-stednavne; Falkerslev (Fulcarslef), Horbelev (Horbærlef), Særslev (Særslef), Alslev (Alslef), Ulslev (Vleslef) og Ørslev (Øslef, Hezislef)). Disse markjorde syd for Falster's Virke må derfor have været en del af den oprindelige bosætning i 400 tallet e.Kr. Det er sikkert derfor at den sydligste del af syd-Falster, tangen kaldet "Ghezøre" (1326) eller "Gedser", i lov er eget Birk med eget Birketing.
 
I afsnittet ”Vendertogene år 1158-1185 e.Kr.” viser jeg at Saxo (bog 10:115)  forklarer os at ”Falster’s Virke” stadig blev benyttet nogle år tidligere, før år 1157 e.Kr.:
 
”Kun Falster og Laaland undgik saa temmelig Ødelæggelsen [af Venderne], skjøndt paa forskjellig Maade; thi Lollikerne kjøbte Sørøverne [Venderne] fra sig med en aarlig Afgift; Falstringerne derimod, hvis Antal dog var mindre, lod haant om at skatte til Vikingerne [Venderne], og vilde de ikke holde Styr med det gode, da maatte de med det onde. Det sædvanlige Middel, man ellers greb til imod Sørøverne, var: ikke at forsvare sig med Vaaben og Volde, men at spærre Indløbene med Bolværk og Bomme”.
 
”Falster’s Virke” er et bolværk, hvor man har gjort brug af naturens forsvarsmidler med mose (Lidstrup Lyng (Borremosen) og Langemosen) og å (Tingsted og Fribrødre), samt voldanlæg, hvor naturens bolværk ikke var tilstrækkeligt. Derfor har man kun skulle kontrollere de ganske få vadesteder fra syd mod nord; et på vestsiden fra Gedesby og det andet fra øst-siden ved Stubbekøbing.

Det er politisk korrekt i dag at tale om hvor godt falstringe og vendere kom overens, og det er sandt at vi finder hele 33 vendiske (slaviske) stednavne på Falster og Lolland. 20 af disse stednavne er på Falster, men kun 4 af disse (Gorkehøj, Lanke, Gorkerne, Gaarkes Høye) forekommer nord for Falster’s Virke helt ude ved kysten. Stednavnene ”Gorkerne” og ”Gaarkes Høye” forekommer på markerne syd for Byskov (ved Guldborgsundtunnelen) medens ”Gorkehøj” og ”Lanke” forekommer på markerne mellem Storstrømsbroen og Farøbroen. Stednavnet ”gorke”, fra det slaviske ”gorka”, betegner en ”forhøjning i landskabet”1.

1 Jens Olsen, Næstved Museum

 

Vi har ingen chance for at sige dette endegyldigt, men billedet der træder frem er at vi ikke oprindeligt finder fremmede stednavne nord for Falster’s Virke. Det er næppe tilfældigt at "Fjendestrupvej", navngivet efter "Fjendstrup By", Maglebrænde sogn, der ikke nævnes i Valdemars Jordebog, men først kendes som "Fienstorp" ca. år 1400 e.Kr., ligger syd for Falster's Virke.

I stednavnet ”Fribrødre  Å” er ”fribrødre” en omskrivning af det slaviske ord ”Pri-bode, Pribrodje” (ved vadestedet) 1. Selve vadestedet kaldes ”Porrebro” 2, antyder slavisk indflydelse og er, som jeg har optegnet, grænseskellet. Skibsværftet 2 km syd for Fribrødre-åens munding viser tegn på slavisk skibsbygningsteknik i 1000 tallet e.Kr.
 
1 Arkæolog og museumsinspektør Anna-Elisabeth Jensen, Guldborgsund Museum.
2 Stubbekøbings købstadsrettigheder fra 1354. ”Porrebro” må være identisk til ”Østerbro”. Ordet "Porre" kunne være fra "pore" (fin åbning) og/eller "pors" (oldnordisk) - et ord der synes at være af slavisk oprindelse. Det serbiske ord for ”vadested” er ”brod” medens ordet for ”ved, over” er det serbiske ord ”pri”.

 

Det betyder ikke at enkelte slaviske stormænd, vendekåber?, ikke lemmes ind fra 900 tallet e.Kr. fremefter. Storbønderne og brødrene Gnemer og Kietillus nævnes i Den Store Falsterliste, og disse må være sønner af Gnemer Ketilssøn, der af Saxo kaldes ”Gnemer Falstring”, og som må formodes at være ca. 35 år under det 1. vendertog år 1158 e.Kr. Drengenavnet ”Gnemær, Gnemer” er fra det slaviske ”Gnemovir". Først fra dette sene tidspunkt mener jeg vi ser slaviske stednavne udbrede sig nord for Falster’s Virke. At det sker skyldes at den vendiske trussel nu er ovre; fjenden er for altid nedkæmpet og de overlevende kan få lov at leve i fred.

 

 

 

Ravning-broen, Vejle Ådal

 

 

Den græsbelagte eng viser Ravning-broen i hele sin længde. Broen er bygget på befaling af Harald Blåtand omkring Ådalen ved Ravning Enge på det bredeste sted. Denne bro afløste tidligere broer over Ådalen, der har været til mindst siden vor ankomst til landet. Billedet taget juli 2004.

 

Broen var 800 m lang, bygget på et i samtiden blødt, sumpet tærræn. Alle 330 brofag er ens, med fire 3½-4½ m lange bærende stolper i hvert brofag, flankeret af to mindre skråtstillede stolper. De skrå og lodrette stolper mødte hinanden 1,25 m over den daværende moseflade. Der blev brugt ialt 1350 bærende stolper/egetræer og 660 skråstolper. Egetræerne benyttet til broen blev fældet år 979 e.Kr.

Måleenheden var 1 fod (30 cm). Afstandene mellem de bærende stolper er konstant (5 fod), stolpernes tværmål er konstant og det samme gælder afstanden mellem de enkelte brofag (8 fod). De enkelte brofags bredde er 15 fod. Broens bæreevne var mindst 5 tons.

Der er fundet landmålerstokke efterladt op til de bærende stolper gjort af hasselgren.

De bærende stolper er ”adhæsionspæle” dvs. de blev anbragt lodret hvorefter de ved deres egen vægt sank ned indtil moseunderlagets modpres stoppede dem. Samme teknik anvendes stadig i dag ved brokonstruktion over ”bundløse” strækninger.

 

 

Trelleborg, Slagelse

 

Borgen er bygget ca. år 980 e.Kr. efter en nøje fastlagt plan med 4 porte, et i hvert verdenshjørne, forbundet med to gader inde i borgen, der krydser hinanden i centrum af den cirkel der udgør den omliggende vold.

Det menes at nord blev fastlagt ved at plante en kæp i jorden i borgens centrum. Herefter målte man kæppens skygge, og hvor den var kortest havde man nord. I Trelleborg har den nordlige port en afvigelse på 4º hvilket kan tyde på at borgen er anlagt enten tidligt forår eller sent efterår, hvor skyggerne er så lange at det er vanskeligt af afgøre hvor den korteste er (Fyrkat afviger kun 2º).

Ved hjælp af plangeometri kunne herefter oprejses den vinkelrette linie/gade på den nord-sydgående gade/linie. De to gader skærer hinanden nøjagtigt i en vinkel på 90º.

Måleenheden var 1 fod (29,5 cm).

 

 

Kilde: Thorkild Ramskou’s ”Vikingerne som ingeniører” (s. 59).

Herefter skulle landmåleren fastlægge storakserne for de ovale/ellipse-formede huse inden i selve borgen. De er anlagt parallelt med ringborgens hovedakser i en afstand af henholdsvis 24 og 148 fod. Borgen har derfor 4 kvadranter med hver 4 ellipse-formede huse i den indre borg. Alle er gjort fuldstændigt ens.

For at kunne bygge huset må landmåleren have haft kendskab til at ”en elipse er det geometriske sted for de punkter, hvis afstande fra 2 faste punkter (brændpunkterne) har en given sum 2a”.

 

 

a = den halve storakse
b = den halve lilleakse
A: (-a , 0) og A1: (a , 0) kaldes ellipsens toppunkter.

 

Ligninger for en ellipse:

  • Med midtpunkt i (0,0):

 

  

+

=

1

 

  
  • Med midtpunkt i (x1, y1):

(x - x1)²

 

(y - y1)²

  

———

+

———

=

1

 

  
  • y² = (1 - e²)(a² - x²).

  • Konstantligningen:
    

 

p

1

-

=

=

 
    

 

2a

Areal: A = π (pi) • a • b (hvor a = halve storakse og b = halve lilleakse)

(Kilde: B. Østergaard Pedersen ”Matematisk Leksikon”).

π (pi) er kendt i Romerriget via Arkimedes (287-212 f.Kr.) og forståelsen af denne enhed kan derfor ikke benyttes som bevisbyrde da vor forståelse kan være kommet hertil fra Romerriget. Dette er dog ikke ensbetydende med at forståelsen er kommet til Norden via Romerriget da enheden ligeledes er kendt af Arybhata I (år 476-550 e.Kr.) i Nordindien. Jeg vurderer at vi har medbragt forståelsen af π (pi) under folkevandringen.

Hvert hus lå 12 fod fra brændpunkterne, huslængden var 100 fod, største bredde 28 fod og gavlbredden 16 fod.

Volden og voldgraven er fastlagt med samme stramme og helt utrolige forståelse for geometri.

Voldens inderside har en radius på 234 fod. Voldbredden er 60 fod, bermen (et vandret stykke) er 20 fod bred. Voldgravens bredde er 60 fod, det samme som selve volden.

I forborgen ligger ialt 15 huse, hver 90 fod lange. 13 af de sydligste (vist på billedet ovenfor) har en vest- og nordvest gavl der ligger på en cirkel med centrum i borgmidten og med en radius, der er det dobbelte af borgens indre diameter, dvs. 2 x 234 fod = 468 fod. Hus nr. 7 af de 13 huse, dvs. det huset i midten, ligger på diagonalen for den syd østlige kvadrant. Der er mange, mange videre geometriske sammenhæng der alle er ens, planlagt og derfor fuldt forstået.

Trelleborg (og de andre 4 borganlæg Fyrkat, Nonnebakken, Aggersborg og Trelleborg, Skåne) er nok den mest geometriske fuldkomne konstruktion vi kender til i dag fra denne periode. Opmålingen i marken har kunnet gøres ved ganske simple redskaber af snor og pæle, men forudsætter en fuldstændig forståelse for geometri på højde med den vi kender til i dag. Kun en afgangseksamen fra ingeniørstudiet eller et matematisk studie vil give den viden der skulle til for at kunne planlægge Trelleborg.

Det interessante ved denne fuldkomne geometriske forståelse er at det ikke kræver forståelse for tallet nul, hverken som en værdi i sin egen ret eller som en markering af plads med værdien ”ingenting,” for at kunne beregne sig frem til Trelleborgs udseende.

 

 

Troldborg Ring, Vejle Ådal – Vermundr ’s ringborg ?

 

Det er i denne forbindelse værd at bemærke at hverken borgen’s udseende (arkitekturen) eller virke (ingeniørarbejdet) er nyudviklet i år 980 e.Kr. Spredt over hele det nuværende Danmark findes flere ring- og halvkreds-borge fra jernalderen, alle med en markant beliggenhed i forbindelse med åer. Fra samme tidsrum kendes flere, indtil 12 km lange voldanlæg med tilhørende voldgrav, afskærende større landområder, omkring Vejle Ådal f.eks. Margrethediget og Trældiget. I nogle østjyske fjorde er der også fundet samtidige sejlafspærringer, hvor man med pæle har afspærret en hel fjord. (gengivet fra mærke opsat ved Ravning-broen’s lille museumshus).

 

 

Troldborg Ring

På den nærmeste bakketop nord for Ravning-broen ligger en Ringborg, Troldborg Ring, hævet 70 m over Ådalen på et bakkefremspring med et meget brat fald ned mod engen. Borgen er omgivet af en vold, og mod landsiden er der tillige en voldgrav.

Ingen anden dansk oldtidsborg har en tilsvarende dramatisk beliggenhed. Inden borgen blev opført, har der været foretaget en meget stor afbrænding på stedet. Hvad årsagen har været til dette kæmpebål, vides ikke. Borgen er opført år 100-200 e.Kr. og har været benyttet ind til 400 tallet e.Kr.

(Gengivet fra mærke opsat ved Ravning-broen’s lille museumshus).

 

Troldborg Ring er med dens datering til 100-200 tallet e.Kr. dvs. umiddelbart efter vor ankomst til vore nuværende landområder formentlig en af de første ringborge vi opførte til landets forsvar og kan være et afgørende bevis for at kontrollen med dette område af Jylland finder sted tidligere end vi i dag regner for nogenlunde sikkert, omkring 400 tallet e.Kr. Ringborgene fra slutningen af 900 tallet e.Kr. er ganske enkelt bare en videreførelse af en viden og kunnen vi allerede havde og bragte med os under folkevandringen. Det synes også bemærkelsesværdigt at forskere har konstateret at borgen ophører med at blive brugt i 400 tallet e.Kr., hvilket nøjagtigt svarer til hvornår Uffe Hin Spage leder udvandringen til de nye kongeriger i Britannien.

Forstavelsen ”trold-” må være en forvanskning af ”tral, tralle” (stænger, gitterværk, tremmeværk), hvilket ligeledes må være oprindelsen på forstavelsen ”trel-” i Trelleborg. Forstavelsen kendes på olddansk som ”tral(le)-, trælverck”. Denne forståelse gør at vi må knytte ”Troldborg” (*Tral(le)borg) til den samtidige forsvarsvold "Trældiget" i Andst, lige syd for borgen.

Se afsnittet ”Válmíki: Rámáyan”, hvor det synes at vor ringborg allerede er fuldt udviklet i 200 tallet f.Kr.

Saxo skriver i Bog 4. at Kong Vermundr styrer Anglen fra kongsgården i Jelling indtil sønnen Uffe Hin Spage udvandrer år 497 e.Kr. Kong Vermundr er stamfader til såvel Wuffinga-ætten i Øst-Anglen, som Mercia-dynastiet.

Der må være en god mulighed for at Troldborg Ring kan have været Kong Vermundr’s ringborg, og at det er udvandringen til de nye kongeriger der gør at borgen efterlades.

 

 

 

Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>
 
Søgeværktøj
Fra Grímnismál (vers 32, Ældre Edda) ved vi at vor ven fra skov og have, det rødbrune egern Ratatoscr (sammensat af de oldengelske ord "ræt" + "tusc" med betydningen "Gnavertand"), er god til at frembringe svar på alt mellem himmel og jord. Nedenfor til højre fra billedet af Ratatoscr, fra Ólafur Brynjúlfsson: Gudeskrift m. bl.a. Ældre Edda (Edda Sæmundr) & Snorre Edda (1760), findes Google's søgeværktøj, der er tilpasset til at søge efter svar fra Asernes æt. Ifald søgeværktøjet ikke kan ses, højreklik på musen og genopfrisk (opdater) siden.
© Verasir.dk Asernes Æt • af Flemming Rickfors • E-mailHosting • En del af Fynhistorie.dk