Telt, Strå og Spån – vore oprindelige tage

Bent Hansen har fra Kina givet en yderst vigtig tanke omkring en mulig oprindelse til hvorfor vi byggede og bygger vore tage som vi gør. Denne ide har jeg tilladt mig at arbejde videre med.

Arkitekt Nik. Hyllestad forklarer i artiklen ”Underhus og overhus” i Foreningen Straatag’s månedsblad (8, 2004 s. 18-19) at vor huskonstruktion i store træk er udtænkt som et underhus (bindingsværk) hvorpå hviler et overhus (tagværk). Derfor hører man ofte udtrykket ”et hus skal have ny over” som et ældgammelt udtryk for at taget skal udskiftes.

Der var og er tre måder hvorpå vi gør vore tage; enten tækker vi vore tage med strå (”strá-þekja” (oldnordisk) hvor ”þekja” betyder ”tække, dække, tag, lægge tag på” eller vi tækker vore tage med spån (”spán” (oldnordisk) i betydningen ”lille stykke, splint, spå, flis”) og kalder det et ”spánþak/ spánþaktr” eller ”spåntag”. Den tredje, og formentlig vor oprindelige og ældste måde at lave bopæl og tag på, var teltet og teltdugen ¹.

¹ Der findes faktisk en fjerde vis; et "trèþak" (trætag, brædetag), men jeg mener ikke denne tagform blev benyttet til boligen.

At ”høvle” kaldtes ”renna spán af trè” eller direkte ”rende spån af træ” og når vi kløvede de egespån der blev benyttet sagde vi ”spánbrjóta” eller ”spånbryde” dvs. ”brække i små stykker”.

Alle ordene i forbindelse med vore tage findes identisk på oldengelsk, jvf. ”þeccan” (at dække), ”þæc” (tag, tække), hvor det nuengelske efternavn Thatcher, jvf. Baroness Thatcher, minder os om at dette var og er et urgammelt og højt anset håndværk. Tækkemesteren har oprindeligt forestået såvel arbejdet med strå som med spån.

De oldnordiske og oldengelske ord ”þekja/þeccan” oprinder fra det indoeuropæiske ord ”*tog-/ *teg-” der har helt samme betydning ”at dække". At dette ord er så gammelt som stammen selv burde ikke overraske os da vi uden tag over hovedet i vintermånederne ville dø, og dette har været tilfældet tilbage til begyndelsen.

Vi ved med stor sikkerhed i hvilken størrelse et spån blevet kløvet. Det nuengelske og oldengelske ord ”span” betød oprindeligt ”afstanden mellem tommelfingeren og lillefingeren på en udstrakt hånd”. Prøv at gøre det og bredden på et ”spån” kommer frem. Ordet har på oldengelsk også betydningen ”at forbinde” hvilket naturligvis er nøjagtigt hvad ”spån” gør.

At ordene for vore tage er ens på oldnordisk og oldengelsk indikerer at teknikken var fuldt udviklet før udvandringen til de nye kongeriger i Britannien efter år 446 e.Kr. og formentlig også var det før vor ankomst til vor nuværende landområder.

Lad os forsøge at efterse hvad vi ved i skrift om vore oprindelige tage.

Teltet

Lektor Flemming Skude fra Kunstakademiets Arkitektskoles Bibliotek har gjort mig opmærksom på vigtigheden af teltets stærkt undervurderede funktion som hus og senere tagdækningsopgave.

Et telt kaldes på oldnordisk ”tjald” og på oldengelsk ”geteld” ¹. Det nuværende ord på engelsk ”tent” er fra det normannerfranske ”tente”, hvis latinske oprindelse betød ”flytteligt ly af skind eller dug udstrakt over pæle”. Begge ord har formentlig samme indoeuropæiske oprindelse fra ”*ten-” der betegner ”huder udstrakt over en træramme”, og heri har vi formentlig det absolut oprindelige form for telt vi gjorde.

¹ ”Ðǽr he geslóh his geteld” eller ”der han opslog hans telt”.

Vi har tre arkæologiske fund af telte; fra Oseberg skibsgraven (ca. år 800-835 e.Kr.) og fra Gokstad skibet (år 850-900 e.Kr.):

Gengivelse af telt og teltramme fra Gokstadskibet, der fremstilles i dag.
Kilde: www.tentsmiths.com/period-tents-viking.html

Teltet gengivet med de oldnordiske udtryk der beskriver de enkelte dele af teltet.

Vi har en lidt anderledes version af samme telt fra visuelle gengivelser der dog aldrig er blevet fundet gennem arkæologi.

Visuel gengivelse fra Utrecht Psalter, Salme 119, folio 71 verso,
dateret til ca. år 820 e.Kr. og gjort i Reims.

Visuel gengivelse fra Harley Psalter, Salme 26 (XXVI),
dateret til ca. år 1020-1130 e.Kr. og gjort i Christ Church, Canterbury, England.

Den engelske abbede Ælfric fra Eynsham (ca. 955- ca. 1010)’s ”the Old English Illustrated Hexateuch”, Canterbury (British Library, MS, Cotton Claudius B. iv.) fra år 1000-1050 e.Kr. er en oldengelsk gengivelse af de første 6 bøger fra Det Gamle Testamente. Værket indeholder over 400 afbildninger i farver. Beretningen hér omhandler Lot og Abraham, jvf. 1. Mosebog 12, og deres teltlejr. Teltet gengivet viser os hvorledes et telt i England, flot og farvestrålende, tog sig ud år 1000-1050 e.Kr.
Kilde: British Library

Selve A-ramme konstruktionen, som alle vil genkende fra nudagens telte, er vor absolut ældste huskonstruktion. Begge udgaver af konstruktionen har uden tvivl eksisteret i alle vore landområder. Vi kan ikke sige det med sikkerhed, men min gæt er, som vi senere vil se med stavkirkerne i Norge, at udgaven med de fire beskyttende dragehoveder der med ryggen til beskytter det indre af teltet mod onde ånder, er den ”dyre” udgave.

Som et hestefolk uden fast bopæl, og derfor med krav om et enkelt, flytbart hus var og forbliver A-ramme teltet det mest geniale og gennemtænkte design vore forfædre kunne udtænke. Etymologien antyder at teltet, der i virkeligheden er ét stort tag, tjaldstag, blev gjort af huder.

Herodot (ca. år 484-425 f.Kr) forklarer os (Bog 4:73) om Skythernes sæder og siger:

”På en træramme af tre stænger, der mødes på toppen, udspænder de stykker af uldklæde, værende påpasselig at enderne sidder så tæt sammen som muligt, og inde i dette telt....”

Vi ved ikke specifikt hvilken stamme under den generelle betegnelse af ”skythere” Herodot her omtaler. Det nævnte ”mini-wigwam” telt er ikke et telt der fungerer som hus, men et telt der rejses for at lave et omsluttet rum, hvori hamp kan brændes af til høvdingens store fornøjelse.

Strabo beretter år 7 f.Kr. (Bog 11:2:1):

”....den første (del) er beboet, i området mod nord og søen, af skythiske nomade og vognbeboere, og syd for disse, af sarmaterne, disse også værende skythere, og af Aorsi og Siraci, der udstrækker sig mod syd så langt som til Kaukasus-bjergene, nogle værende nomader og andre telt-beboere og agerdyrkere”.

Jeg har argumenteret for at vi er den nordlige Aorsi -stamme, Ver Asir/Danir -folket, og her hører vi at teltet knyttes til vor stamme.

Tilførslen af uld til teltet følger fuldstændigt evolutionen af sejl til langskibene, og må derfor være sket på et tidspunkt før udvandringen til de nye kongeriger i Britannien fra år 446 e.Kr. fremefter. Råsejl til langskibene har krævet fast bopæl og konstruktion af en skaftevæv eller opstadsvæv. I 1000 tallet e.Kr. havde vi tre vævetyper; einskept, tuskept og priskept. På Færøerne kunne man gøre råsejl i udbrudt længde på 9 alen (5 meter) og fra udgravninger fra Gården Under Sandet på Grønland kunne grønlænderne, og derfor ligeledes os, fremstille råsejl på 20 alen (11 meter) i ubrudt længde ¹.

¹ Årsberetning 2000 fra Vikingeskibsmuseet

Selve ordet ”sejl” fra det oldnordiske og oldengelske ”segl” kan oprinde fra det indoeuropæiske ord ”*sek-” eller ”at skære” i betydningen ”at skære et stykke klæde”.

Fra funktionen som vort oprindelige hus har teltet, efter ankomsten til vore nuværende landområder med fast bopæl, haft stor betydning. Under alle former for tog, det være sig købmandstog, juletog og vikingstog har teltet været vort flytbare hus. Vi kan gennem ordet ”landtjald” eller ”landtelt” se at teltet tillige var med under langfart på skibene. Købmandsboderne på handelspladserne var formentlig ligeledes telte, som de stadig er på markedspladser. Det normannerfranske ord ”tabernacle” fra det latinske ”tabernaculum” betyder ligeledes ”telt” men her i forståelsen af en helligdom. Fra visuelle afbildninger kan vi se at teltet var en flytbar kristen kirke, og vi må derfor have en formodning om at vore oprindelige gudshuse/kirkja også kan have været et telt, specielt under en rejse eller vandring.

Selv efter vi begynder at bygge huse i træ og sten har tjaldstag, telttaget, uden tvivl været benyttet som tag i form af sejldug spændt ud over en spærkonstruktion. Dette er ikke anderledes end den lærredsdug vi stadig benytter enten inden vi får taget gjort færdigt eller hvis taget ikke længere er tæt. Det er enkelt, det er hurtigt, det er billigere i forhold til strå og spån, og det virker.

At stammen derfor i dag, fra Danmark via England og Amerika til Australien, er fanatiske teltfolk og af alle kendt som ”campingfolket” eller ”campers” har uden tvivl dybe rødder i vor kulturelt nedarvede rejsetrang fra folkevandringerne og vikingstog (fredelige eller ej). Teltet (eller campingvognen) er stadig det bedste hus og tag når frihed og rejsetrang begge skal opretholdes. Det oldengelske ord ”camp” betød ”kamp” og først i år 1543 e.Kr. får det betydningen ”at slå lejr”.

Genskabelse af et oprindeligt telt fra Oseberg og Gokstad i Norstead ved L’Anse aux Meadows, Newfoundland. Bemærk at de fire dragehoveder har ryggen til det indre rum i teltet, og at der er fire drager fordi hver drage repræsenterer et hjørne i teltet.
Dragens funktion er at beskytte mod onde ånder.

Som jeg forklarer i kapitlet ”Dværge” betyder retningen ”øst” oprindeligt ”daggry”, og er en henvisning til hvorfra solen stiger op og daggry begynder. Alle urfolk, herunder os, byder daggry velkommen som Solrød (Solens rod), og Rig Veda (bog 7:LXXVIT) forklarer os hvorledes vi anskuer Daggry:

”Hun skinnede lyst som en ungdommelig kvinde,
vækkende til bevægelse hvert levende væsen”

(for mere herom, se afsnittet ”Den Jordlige Moder - Moder Jord”).

Derfor vender døråbningen i en ”Tepee” (fra ”thipi” eller ”bolig”) altid mod øst, således at personen vil byde daggry velkommen, når denne træder fra teltets indre mørke ud i lyset.

Det mongolske runde telt ”Ger” gjorde det samme indtil 1200 tallet e.Kr., jvf. Becky Kemery: Yurts – Living in the Round (2006). Samme er gældende for en Kazak’s Yurt , jvf. Ronald G. Knapp: China’s Old Dwellings (2000, s. 314).

Vi har, så vidt jeg kan se, ingen kilder der viser os at også vore telte oprindeligt havde døråbningen mod øst. Det skyldes sikkert at alle har taget dette for givet, og jeg mener klart vi med rimelighed kan antage at dette er tilfældet.

Strå og spån

Forsamlingshuset Heorot  & kongsgården Hleiðargarð

Der er, så vidt jeg kan se, et par forudsætninger man skal være enige i for at kunne godtage argumenteringen for hvor vi mener Heorot findes.

Skjoldungernes hjemstavn er Sjælland, og her afholdes Kongevalgkampen. Den decentrale nationalstat "land Dena" (Dane land, Danernes land) styres herfra.

Ved Kongevalg på Sjælland vælges Fridlev's 7-årige søn Frode I. (Frið-Fróði) til konge år 400-446 e.Kr.

Helgakviða Hundingsbana hin fyrri (vers 56, Ældre Edda) forklarer os at Kong Frode I. har sin kongsgård i Ringsted, jvf. "Högna dóttur ok Hringstaða, sigrs ok landa" i omtalen af hvad Buðlunga-ætten kan vinde ved en sejr over de danske styrker. Jvf. Skjoldungasaga har Frotho (Frode I.) sin kongsgård i Lejre. Snorre: Heimskringla (Ynglinga Saga, kap. 11) skriver at "Frið-Fróði"'s kongsgård lå i "Hleiðru" (Lejre).

Widsith-digtet og Beowulf-kvadet knytter begge den verdensberømte mjødhal Heorot til Kong Hroðgar (Scyldinga/Skjoldunge-æt nr. 17, ca. 473-525 e.Kr.) og hans dronning Wealtheow. Vi må derfor kunne slutte at Heorot, og måske kongsgården i Gl. Lejre, endnu ikke er opført i sin mest prægtige form i Kong Frode I.'s regeringstid et slægtled tidligere ca. år 400-446 e.Kr.

Fra Lejrekrøniken (Chronicon Lethrense, kap. I), fra ca. år 1170 e.Kr. kan vi se at "land Dena" (Dane land, Danernes land) i 400 tallet e.Kr. er sammensat af "Juciam, Feoniam, Scaniam et Withesleth" (Jylland, Fyn, Skåne og *Vedesled = *Vedeslev?), hvor sidstnævnte betegner "Sialand, Møn, Falster, Laland". Med Lev-endelsen er landskabsnavnet "Withesleth" (*Vedesled = *Vedeslev?) udviklet med et nav på Sjælland, formentlig med halvøen Veddelev (Vedelöf (1670), Vedelev (1863), Veddelöv (1764)), Sømme Herred ud til Roskilde Fjord som ophav, og med tingsted i Ringsted.

Vær her også opmærksom på hvad forekommer at være den urnordiske opdeling af Sjælland i tre syssel; Westre-Susle (Vestersyssel), Myadle-Susle (Medelsyssel), og Østræsyslæ (Østersyssel). Opdelingen er i nord-syd gående retning, hvilket formentlig viser hvorledes der blev gjort gradvist landnám af øen fra Fyn i vest, og Skåne i øst.

Lovkoden kendt som "Witherlogh" (Vederloven) må være udtænkt som loven gældende for "Withesleth" (*Vedesled = *Vedeslev?). Hvis, som jeg mener, "Withesleth" (*Vedesled = *Vedeslev?) skal opfattes som "Skovled, Skovlev", da må "Witherlogh" (Vederloven) skulle opfattes som "Skovloven".

I 400-600 tallet e.Kr. er kongemagten derfor med et nav på Sjælland, og er ikke længere Himlingøje på Stevns, men i egnen fra Ringsted til Roskilde Fjord.

Beowulf-kvadet (sætning 74-78) lyder:

Min oversættelse til nudansk. "gefrægn" = "refrain, refræn" (omkvæd), med forståelsen "ofte gentaget i sang". "gebannan" fra "bann, banna, bannan" (oldnordisk, oldengelsk, oldfrisisk, oldsaksisk), alle med betydningen "befalet, forbud, forbydes". "maégþe" er underforstået "mægenes Deniga", der direkte betyder "de danske landsmænd", men opfattes som "de danske styrker", jvf. Beowulf-kvadet (sætning 155). "middangeard" (midgård) betegner altid "den kendte verden" i rummet nutiden. "frætwan, frætwe" bruges stort set altid i omtalen af visuel skønhed, og udsagnsordet "*frætwian, frætwan" opfattes som "at udsmykke", underforstået "i dekorative sammenhængende mønstre". Læseren kan ved at efterse træudskæringerne på Osebergslæderne og Osebergvognen danne sig et knivskarpt indtryk af det træskærerarbejde i verdensklasse udsagnsordet "*frætwian, frætwan" dækker over. Ordet bruges på nuengelsk i formen "fret, fretful, fretwork".

"Him" (ham) er Kong Hróðgár (Scyldinga-æt nr. 17, ca. 473-525), jvf. sætning 64. "gelomp" fra udsagnsordet "gelimpan", igen fra "limpan, lempæ (oldengelsk, olddansk), jvf. f.eks. "lempe, lemfældig, ulempe". Ordets olddanske betydning er "listig fremgangsmåde". "æðr, aédre, -āðara, athræ" (oldnordisk, oldengelsk, oldsaksisk, olddansk), alle med betydningen "muskel, sene, åre". "ealgearo, ealgearu" (algjort) = færdigt.

Brugen af "healærna maést" er en helt særlig skibskenning for mjødhallen, og det skyldes at hallen er "skibet". "healærna maést" betyder direkte "hallernes mast", men "maést" er som tillægsord et superlativ af "micel, mikill" (oldengelsk, oldnordisk) eller "store", hvorfor ordet i superlativ form må opfattes som "største", dvs. den største mjødhal i den kendte verden på dette tidspunkt.

Bemærk at det er "scóp" (scopen), der er harpespillende jvf. Beowulf-kvadet (sætning 89-91), dvs. Kong Hróðgár's hofpoet, der tilstås æren at navngive mjødhallen. "Heorot, Heort" (oldengelsk), eller "Hjörtr, Hjartar, Hiorter" (oldnordisk, gammeldansk), betegner den fuldvoksne 3-5 årige hanhjort, der i urnordisk tanke er Det Behornede Dyr.

Sammenlign med den identiske navngivning af klosteret ”Heruteu” (Hart/Hjort ø), som Kong Oswy’s datter Elfieda år 655 e.Kr. bliver indsat i da hun knappest er 1 år gammel! (se Bede/Bedae i ”Historia Ecclesiastica Gentis Anglorum” (Bog III:XXIV)). I dag kaldes samme sted Hartlepool og findes i det nordøstlige England i landskabet Durham, oprindeligt Bermicia.
  

Heorot blev opført ca. år 450 e.Kr. Hallen afbrændes under et angreb ca. år 494 e.Kr., men var allerede tidligere blevet angrebet jvf. Widsith-digtet (sætning 49). Roskilde (Hróiskelda) grundlægges på et tidspunkt i 500 tallet e.Kr. af Kong Rokill (Roe, Ro, Rex, Rørik, Roricum, Hræreki slaunguanbauga, Scyldinga-æt nr. 20). Lejre's Fald og Heorot's afbrænding udløser formentlig udflytningen fra Gl. Lejre til Roskilde.

Beowulf-kvadet (sætning 81-83) lyder:

Min oversættelse til nudansk. "hlífade" fra "hlifian" (at tårne sig op, at knejse). Endestavelsen "gap, géap" (oldnordisk, oldengelsk) betyder direkte "gap, gapet". Da ordet her er et beskrivende tillægsord af Heorot's fysiske udformning, og da ordet må skulle beskrive salens bredde og længde, dvs. omfanget, må vi i vort indre billedsprog se for os hornets åbning. Langhuset har med andre ord haft en oval form. "heaðowylma" fra "heaðowylm" er sammensat af "heaðo" (krig(s)) +  "wælm, wylm", identisk til "welling, wælling, vellingr" (olddansk, gammeldansk, oldnordisk), i dag vælling.

Vi kan se fra ordet "vælling"'s mange forståelser på dansk at vi i vort indre billedsprog ser for os et fast materiale (jord, træ) blandet i en vædske (vand), der efterlader et indtryk af noget der nu er opblødt, beskidt, vådt, sammenblandet; ødelagt. Når jeg derfor vælger ordet "krigsvælling" bør vi opfatte dette som "krigsødelagt". Ordet "bád" fra "bádian" (pant, panteret, udlæg, fyldestgørelse af pant). Samlet må vi opfatte "heaðowylma bád" (krigsvælling's udlæg) som et et poetisk/juridisk udtryk for at når krigsudgydelser påbegyndes, da vil ødelæggelser følge i kølvandet herpå.

"láðan, hladan" er identisk til "hlaða, lathæ" (oldnordisk, olddansk), i dag "lade", der betegner en (lade)bygning eller opbevaringssted. "líges" er fra tillægsordet "lígen" (flammer).

Skjoldungasaga ¹ bekræfter at Heorot ødelægges. Det er Hjörvard (Hjorvard, Hjörvarður), Konge af Øland (Hervardum etiam regem in Eylandia), der ankommer til Sjælland med sin flåde, løbende ind i en havn "nær ved Lejre" (in portu ab Lethra) i nattens mørke. Da portene til Lejre åbnes så lydkongen kunne afregne sin årlige skat, strømmer hele Hjörvard's hær ind fra skibene, og kampen i Lejre bryder ud ved morgengry. Først ved nattens frembrud er Rolf Krake nedkæmpet med næsten hele sin hird.

¹ Axel Olrik's ”Skjoldungesaga i Arngrim Jonssons udtog” (Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie, s. 92, s. 118-119, 1894).

Widsith-digtet (sætning 45-49) ca. år 450-494 e.Kr.:
 

Hroþwulf ond Hroðgar heoldon lengest sibbe ætsomne suhtorfædran, siþþan hy forwræcon wicinga cynn ond Ingeldes ord forbigdan, forheowan æt Heorote  Heaðobeardna þrym

Rolf (Krake) og Hroðgar (er)holdte længst, slægtskab (og) æt-samme, onkel (og) brodersøn, siden de slog tilbage vikinge-slægten og Ingeld, spyd bønfalden, nedslagtet i Heorot (af) krigsbardernes kraft.

Min oversættelse til nudansk.

Widsith-digtet (sætning 45-47) forklarer os at "Hroþwulf ond Hroðgar" (Rolf Krake og Hroðgar) er samtidige ca. år 450-494 e.Kr., og "suhtorfædran" (onkel og brodersøn). Derfor kan der kun være tale om Heorot. Beowulf-kvadet (sætning 1016-1018) bekræfter dette:

Hrólfs saga kraka ok kappa hans (kap. XXIII) lyder:

Hrólfr konungr setti þar höfuðstað sinn, sem Hleiðargarðr heitir. Þat er í Danmörk ok er mikil borg ok sterk, ok meiri rausn ok hoffrakt var þar en nokkurs staðar ok í öllu því, sem til stórlætis kom eða nokkurr hafði spurn af.

Kong Rolf satte der hovedstaden sin, som Lejregård hedder. Det er i Danmark, og er (en) stor og stærk (befæstet) borg, og større herlighed og hofpragt var der end nogen (andre) steder, og i alle (henseender var) den mere gæstfri end nogen havde fået underretning om (andetsteds fra).

Min oversættelse til nudansk.

Også Bjarkemål forklarer os at Rolf Krake dræbes i Lejre, jvf. "Rolv nedlægges. Lejre tages.... men Hjalte tog en brand at sætte ild på Lejreborg...". ¹

¹ Se Axel Olrik: Bjarkemål (gengivet efter Sakse, 1886, s.6, 11). Læseren er naturligvis opmærksom på at Bjarkemål er Axel Olrik's forsøg på at genskabe et nu tabt digt fra den latinske gengivelse vi kender til fra Saxo: Gesta Danorum, samt ”Hrólfs Saga Kraka ok Kappa Hans” (Rolv Krakes saga).

Saxo skriver efter sin gengivelse af Bjarkemål at "Disse Taler har jeg særlig af den Grund gjengivet paa Vers, at et dansk Kvad af samme Indhold endnu lever i Mindet hos mange, der er fortrolige med Oldtidens Tildragelser" (Hanc maxime exhortationum seriem idcirco metrica ratione compegerim, quod earundem sententiarum intellectus Danici cuiusdam carminis compendio digestus a compluribus antiquitatis peritis memoriter usurpatur), jvf. Saxo: Gesta Danorum (Bog 2.8.1.1 på latin); Fr. Winkel Horn: Saxo Grammaticus – Danmarks Krønike (1911, 1. del, Bog II: 59).

Snorre: Heimskringla (Ólafs saga helga, kap. 208. Frá Þormóði Kolbrúnarskáld) forklarer os at "Þormóður settist upp og kvað hátt mjög svo að heyrði um allan herinn. Hann kvað Bjarkamál hin fornu"; eller at "Bjarkamál hin fornu" (Det gamle Bjarkemål) blev digtet af Þormóði Kolbrúnarskáld (Tormod Kolbrunarskald) om morgenen før Slaget på Stiklestad den 29. juli år 1030 e.Kr.

Fordi Saxo kender til, og gengiver Bjarkemål, findes samme beretning i Saxo: Gesta Danorum (Bog 2.7.1-2.8.2 på latin); Fr. Winkel Horn: Saxo Grammaticus – Danmarks Krønike (1911, 1. del, Bog II: 55-59), hvor Hjartvar (Hiarwarthum) ankommer til Lejre (Lethram):

quod oppidum a Rolvone constructum eximiisque regni opibus illustratum ceteris confinium provinciarum urbibus regiae fundationis et sedis auctoritate praestabat.

som Rolv havde bygget og smykket med kongelig Pragt, saa at den baade som grundlagt af Kongen og som Kongesæde langt overgik de andre Byer i de tilgrænsende Landsdele.

Endelig siger Sven Aggesøn: Brevis historia regum Dacie (Kortfattet historie om Danernes konger) fra ca. år 1185 e.Kr. helt det samme:

Huic in regno successit filius Rolf Kraki, patria uirtute pollens, occisus in Lethra; que tunc famosissima regis extitit curia, nunc autem Roskildensi uicina ciuitati inter abiectissima ferme uix colitur oppida.

Ham efterfulgte i Regeringen hans Søn Rolf Krake, der ejede samme kraftige Manddom som sin Fader; han blev dræbt i Lejre, der paa hin Tid var den navnkundigste Kongsgaard, medens det nu, nær som det ligger ved Roskilde By, næsten hører til de mest ringeagtede Smaabyer og knap nok har Beboere.

M.Cl. Gertz: Scriptores Minores Historiæ Danicæ (1917-18, Vol. I, Svenonis Aggonis Filii: Brevis Historia Regvm Dacie, Cap. I., s.97). Nudansk oversættelse af Paul Læssøe Müller (1944).

Når vi sammenholder alle kilderne ser det ud til at det er Kong Hróðgár (Scyldinga-æt nr. 17, ca. 473-525) der er bygherre, men at det er Hroþwulf (Rolf Krake) der er bygmester.

Hvordan så Heorot ud? Vi har følgende beskrivelser af mjødhallen og forsamlingshuset:

• Beowulf-kvadet (sætning 76): "frætwan" (udsmykkede) - dvs. langhuset havde træudskæringer i dekorative sammenhængende mønstre.
• Beowulf-kvadet (sætning 82): "héah ond horngéap" (høj og horngap(sformet) - dvs. langhuset havde en oval form.
• Beowulf-kvadet (sætning 167): "sincfage sel" (den synfagre sal) - dvs. vi visuelt har et fagert syn når vi kigger rundt i den store sal. Det må betyde at spåntaget har skinnet som guld indvendigt (og udvendigt?).
• Beowulf-kvadet (sætning 307-8): "oþ þæt hý sæltimbred geatolíc ond goldfáh" (til de den tømrede sal, prægtig og guld-gjort,) - dvs. langhuset er tømret i træ, og belagt med guld.
• Beowulf-kvadet (sætning 773-775): ”ac hé þæs fæste wæs, innan ond útan, írenbendum, searoþoncum besmiþod·” (som han [=Heorot] således (be)fæstet var, inden(i) og uden(på), (med) jernbånd, kunstfærdigt smedet). Beowulf-kvadet (sætning 998-999): ”írenbendum fæst, heorras tóhlidene·” ((med) jernbånd be(fæstet), hængsler brudt op) – dvs. langhuset gør i tilsyneladende stor udstrækning brug af jern som byggemateriale. Vi må her tænke på dørhængsler, og måske brugen af jernanker til forbinding af bjælkelag i Overhuset og træværk i Underhuset; og det uanset om Heorot blev opført som en ”Højremskonstruktion” med bindebjælke og hanebånd; en ”Sulekonstruktion” med en vandret liggende tagbjælke, der understøttes af en søjle i hver ende, kaldet ”sule”; eller som ”Knudetømring” (blokhus, timmarhus); eller med ”Stavvægge” (væggene i Underhuset er lodrette stave); eller med ”Bulvægge” (væggene i Underhuset er stablet vandret i en fals af lodrette bjælker).
• Beowulf-kvadet (sætning 780): ”bánfág” (ben-fagert) i beskrivelsen af hvad der pryder Heorot’s indre. Der er ingen enighed om hvorledes vi skal fortolke hvad ”ben” er. Det kan enten være gevir, kronen, fra en eller flere kronhjorte [= Heorot], som enhver jægerstue fra arilds tid har fremvist jægerens trofæ. Alternativt kan det være slagne fjenders ophængte knogler; også jægerens, nu krigerens, trofæ. Vi hører i Beowulf-kvadet (sætning 834-836), at Beowulf efter at have dræbt Grendel i Heorot ”hond álegde, earm ond eaxle” (hånden lagde, (med) arm og (skulder)aksel) op ”under géapne hróf.” (Under (det) gabende tag), dvs. den slagne fjendes sværdhånd, afhugget ved skulderen, blev lagt op under tagets hvælving, formentlig på et spær. Mit bud er at ordvalget ”bánfág” (ben-fagert) skal fange at begge prydgenstande var at skue i Heorot’s indre.
• Beowulf-kvadet (sætning 926-927): ”geseah stéapne hróf, golde fáhne ond Grendles hond--:” (efterså (det) høje tag, gyldent gjort, og Grendel’s hånd --:) - dvs. langhusets tag er belagt med guld indvendigt. Dette bekræftes i Beowulf-kvadet (sætning 994): ”goldfág scinon” (gylden-fagert skinnende).
• Beowulf-kvadet (sætning 995): "web æfter wágum" (væv efter væggen) - dvs. at væggene var prydet med vægtæpper.
• Beowulf-kvadet (sætning 1662-63): "þæt ic on wáge geseah wlitig hangian ealdsweord éacen" (Da jeg på væggen så, smukt hængende, det gamle sværd fremhævet) - dvs. at våbentøjet hang på væggene.
• Beowulf-kvadet (sætning 486, 492, 1013): ”eal bencþelu” (alle bænkene); ”benc gerýmed” ((en) bænk (blev) rømmet); ”tó bence” (til bænken) - dvs. langhuset havde en lang række bænke. Fra sætning 1012-13 kan vi se at flere mænd kunne sidde på bænken samtidigt. Med andre ord, nøjagtigt som vi i dag fremstiller en bænk. Beowulf-kvadet (sætning 1239-40) lyder: ”bencþelu beredon· hit geondbraéded wearð, beddum ond bolstrum·” (bænkene (blev) fjernet · dér udbredt blev, bet og bolster·). En ”bed” (oldengelsk, olddansk) betegner ”en lille halv Seng, som Bonden kalder en Bet”, jvf. præsten i Blovstrød Joachim Junge (1760-1823): Den nordsiellandske Landalmues Character, Skikke, Meeninger og Sprog (1798, s. 32). ”Bólstr, bolster, bulstær” (oldnordisk, oldengelsk, olddansk), i dag ”bolster”, er den samlende betegnelse for dyne og pude - dvs. at bænkene var ikke naglet fast, men løse, og at disse blev stillet ud til siden så gulvet kunne bruges som sengeleje for natten. Beowulf-kvadet (sætning 1236): ”Hróþgár gewát tó hofe sínum” ((Kong) Hroðgar fortrak (sig) til hoffet [=kongsgården] sin) viser os at kongen andetsteds i nærheden havde sin kongsgård! Dette viser os at mjødhallen Heorot var et forsamlingshus, og at kongsgården lå andetsteds og må være identisk med Hleiðargarð (Lejregård).
• Beowulf-kvadet (sætning 1035-37): "eahta méaras faétedhléore on flet téön in under eoderas· þára ánum stód" (otte marer
  udstyret med hovedtøj på gulvet blev trukket; nede på jorden hvor en af dem stod) - dvs. langhuset er stort nok til at 8 heste kan rummes i langhusets midte. Langhuset har jordgulv.
• Beowulf-kvadet (sætning 1087): héahsetl (højsæde) – ikke i omtalen af Heorot, men om en ny mjødhal der skal betales og rejses af Friserne til de danske (Dene) og jyderne (eotena) som krigsskadeerstatning efter det verdensberømte træf i Finnsburgh, Friesland år 446 e.Kr. - dvs. langhuset havde naturligvis et højsæde, en tronstol til kongen. Tronstolen kan ses afbildet på en, oprindeligt forgyldt, 2 cm høj sølvfigur fundet 2. september 2009, tæt på den store nyudgravede Lejrehal, Gl. Lejre, dateret til sidste halvdel af 700 tallet e.Kr. (efter 755, før 834).
• Beowulf-kvadet (sætning 320): "Stræt wæs stanfah" (strædet var sten-gjort) - dvs. at vejen førende op til Heorot var brolagt med sten.

 

Den sjællandske landevej

Beowulf-kvadet (sætning 840): ”geond wídwega”s (fra veje vidt) i omtalen af hvorledes ætterne på Sjælland, og videre?, samles i Heorot, Gl. Lejre – dvs. Sjælland må have haft et vejnet på tværs af Sjælland, hvor heste har kunnet færdes. Denne hærvej eller landevej forbi Heorot, Gl. Lejre mener jeg må være den vej der løber fra Lejre forbi det oprindelige Skjoldnæs ved Valsølille Sø, hvor jeg argumenterer for at den sjællandske odelsbonde Hoc’s kongsgård i 400 tallet e.Kr. kan være den nuværende Skjoldenæsholm lige syd for Højbjerg, Valsølille sogn, Ringsted Herred.

Beowulf-kvadet (sætning 864-867): "Hwílum heaþorófe hléapan léton on geflit faran fealwe méaras ðaér him foldwegas fægere þúhton cystum cúðe" (Iblandt De Krigskendte løbe lod, i (kappe)strid fare, tilredet marer, der hvor jordvejene fagre tyktes, (og) vidste de var egnet).

Beowulf-kvadet (sætning 916-917): ”Hwílum flítende fealwe strǽte, méarum mǽton.” (Iblandt (havende) (kappe)strid (på) tilredet stræde, marerne målte [=sammenlignede]).

Vi kan nu se at den sjællandske landevej i 500 tallet e.Kr. er en ”foldweg” (jordvej), hvilket forklarer hvorfor det fremhæves at vejen op til Heorot er "Stræt wæs stanfah" (strædet var sten-gjort).Vi kan også se at kun på særlige stræk var jordvejen ”fæger” (fager), dvs. i god stand. Hovedparten uden for bygderne har sikkert blot været hjulspor.

Fra Knýtlinga Saga (kap. 115)’s beskrivelse af flugten 9. august 1157 e.Kr. fra ”blodgildet” i Roskilde, kan vi udlede at samtidens landevej i øst-vestlig retning var:

Ramsø (Ramsømagle/Ramsølille) → Buetorp (Borup) → Freysmose (ukendt, men et sted mellem Fjenneslev og Skippinge) → Vikingevad (et sted i Skippinge Herred ¹) → breddegradssejlads over "sundit" (sundet = Kattegat) til "Jóluhólma" (Juleholmen = Juelsminde), Jylland.

¹ Det oprindelige Skippinge Herred (Skippingsheret, Skyppingsheret, Skipingshæret) bestod kun af Hørv, Vallekilde, Følleslev og Særslev sogne, jvf. Roskildebispens Jordebog. Herredet er navngivet efter landsbyen Skippinge (Skypinge, Skyppinghæ), og er udskibningsstedet fra Sjælland mod vest. Se Svend Aakjær: Kong Valdemars Jordebog (1926-43, 2. bind: Kommentar, Hæfte 1, s.153-154). Vær opmærksom på at Lammefjorden oprindeligt gik helt ind til Svinninge Vejle, lige øst for Skippinge, samt at Lammefjorden også oprindeligt var forbundet med Nekelsø-bugten mod vest. Skippinge ligger derfor strategisk som et knudepunkt med adgang til åbent farvand mod øst og vest.

I 4-500 tallet e.Kr. har den tværgående landevej på Sjælland måske været:

Roskilde Fjord (bunden af) → Heorot, Gl. Lejre → Skjoldnæs (Skjoldenæsholm, Valsølille Sø) → Hringstaða (Ringsted) → Freysmose (mellem Fjenneslev og Skippinge) → Vikingevad (et sted i Skippinge Herred) → breddegradssejlads over Sundet til Juelsminde, Jylland.

Den modsatte retning, hvorved Skåne forbandtes med Fyn og Jylland, var vandvejen fra øst mod vest: Landør (Landskrone), Skåne → Hven, Øresund → fiskerlejet Sletten (Havn) mellem Nivå og Humlebæk → Mølle Å (Jægersborg Hegn og Erimitagen) → Bagsværd Sø → Mølle Å → Furesø → Farum Sø → Græse Å → Bastrup Sø → Græse Å → Burresø → Græse Å → Roskilde Fjord.

Withesleth & Witherlogh (Vedesled og Vederlov)
- lands lov og ret langs den sjællandske land- og vandvej i 4-500 tallet e.Kr.

Den tidligst kendte lovgivning i de danske landskaber er "Witherlogh" (Vederloven), der oprindeligt betegner lovene gældende for landskabet "Withesleth" (*Vedesled = *Vedeslev?).

Fra Lejrekrøniken (Chronicon Lethrense, kap. I), fra ca. år 1170 e.Kr. kan vi se at "land Dena" (Dane land, Danernes land) i 400 tallet e.Kr. er sammensat af "Juciam, Feoniam, Scaniam et Withesleth" (Jylland, Fyn, Skåne og *Vedesled = *Vedeslev?), hvor sidstnævnte betegner "Sialand, Møn, Falster, Laland". Med Lev-endelsen er landskabsnavnet "Withesleth" (*Vedesled = *Vedeslev?) udviklet med et nav på Sjælland, formentlig med halvøen Veddelev (Vedelöf (1670), Vedelev (1863), Veddelöv (1764)), Sømme Herred ud til Roskilde Fjord som ophav, og med tingsted i Ringsted. Vær her også opmærksom på hvad forekommer at være den urnordiske opdeling af Sjælland i tre syssel; Westre-Susle (Vestersyssel), Myadle-Susle (Medelsyssel), og Østræsyslæ (Østersyssel). Opdelingen er i nord-syd gående retning, hvilket formentlig viser hvorledes der blev gjort gradvist landnám af øen fra Fyn i vest, og Skåne i øst.

Hvis, som jeg mener, "Withesleth" (*Vedesled = *Vedeslev?) skal opfattes som "Skovled, Skovlev", da må "Witherlogh" (Vederloven) skulle opfattes som "Skovloven". Hermed kan vi nu se at Kong Knud's Skovlov fra år 1031 e.Kr., gældende for de engelske landskaber og kaldet "Incipiunt constitutiones Canuti regis de foresta", tager udgangspunkt i allerede eksisterende dansk lovgivning.

Withesleth & Witherlogh (Vedesled og Vederlov) er derfor i sit ophav "Skovloven" gældende for et skovbeklædt Sjælland. Loven har kun haft virkning hvor ætterne havde bopæl og loven kunne opretholdes. Det fører derfor til antagelsen at loven alene kan opretholdes ifald den udøvende magt, fra Heorot, kan komme frem med den nødvendige udøvelse af magten. Dette igen påkræver land- og vandveje. Derfor, og dette er min forudsætning, bør stednavne der tilkendegiver "skov" i den urnordiske form vise os hvor landevejen var i 4-500 tallet e.Kr.

Den urnordiske form af "skov" forekommer på bue-fibulaen fra Himlingøje (DR EM85;128B), dateret til ca. år 200 e.Kr. med følgende indskrift: ”widuhudaR” eller "widuhundaR" (n-d binderune) eller “Jeg, jægeren fra skoven”. Den urnordiske staveform "widu" kendes i formen "weedh, widh, weth, viðr, widu, wudu" (olddansk, oldnordisk, oldengelsk), i dag "ved, wood" (nudansk, nuengelsk). Jeg har derfor på kortet indsat alle stednavne på Sjælland, hvori indgår stavelsen "ved". Sjælland er afgrænset ved Tryggevælde Å, en landegrænse i 4-500 tallet e.Kr., og vest for bunden af Roskilde Fjord, dvs. Westre-Susle (Vestersyssel) og Myadle-Susle (Medelsyssel). Som jeg viser på kortet mener jeg Østræsyslæ (Østersyssel) havde en vandvej som hovedfærdselsåre.

Der lå et helligsted kaldet ”capella de Løghe” i Løve Herred, formentlig beliggende på Kappelsbjerg syd for byen Løve (Løghæ). I Dronning Margrethe I.’s regeringstid 1387-1412 tilhørte hovedgården i Løve en fru Rud, jvf. Ruds Vedby. Dette helligsted kan have været et "weoh, wy, ví, vé" langs adelsvejen på Sjælland. Se Svend Aakjær: Kong Valdemars Jordebog (1926-43, 2. bind: Kommentar, Hæfte 1, s.204).

Et andet helligsted langs den sjællandske landevej må have været Vigersted (Wiærstædhe), måske gældende for landevejen gennem Ringsted Herred (Ringstathaheret), der var en del af det oprindelige Myadle-Susle (Medelsyssel). Helligstedet må være lagt netop her fordi der var et vadested ved Fjællebro (Fielebroe, plankebro).

I store træk var den oprindelige landevej muligvis Hovedvej 225 (Skippinge til Antvorskov) + Hovedvej 1 (Korsør til Ringsted) + småvejene fra Ringsted til Skjoldenæsholm og videre til Heorot og Gl. Lejre.

Vi kan i skrift og arkæologi vise at Himlingøje (Himinvanga = Himmelvang) var knyttet til den sjællandske kongemagt omkring Sigersted (Sigarsvelli, Sigarsvöllu, Sigarsholmi), Ringsted og Højbjerg (Høkæbiærgh), Valsølille sogn, Ringsted Herred, jvf. f.eks. Helgakviða Hundingsbana hin fyrri (vers 8, Ældre Edda) og Himlingøje-kopperne fra 2-300 tallet e.Kr.

Helgakviða Hundingsbana hin fyrri (vers 8, Ældre Edda) afgrænser Sjælland i 400 tallet e.Kr. med sætningen "Hringstaði, Sólfjöll, Snæfjöll ok Sigarsvöllu, Hringstöð, Hátún ok Himinvanga (Ringsted, Solfjeld, Snefjeld og Sigarsletten; Ringsted, Højtun og Himmelvang). Jeg antager at stednavnet "Sólfjöll" (Solfjeld) er "Solbjærg" (Solbjerg sogn), Logaheret (Løve Herred), Sjælland, og at "Snæfjöll" (Snefjeld) må være Sneslev (by og sogn), 7 km syd for Ringsted, Ringsted Herred. Derfor må vejføringen til Himlingøje have været forbi Sneslev.

Dronning Margrethe I. havde år 1396 e.Kr. indført, at der skulle være en Kgl. Privilegeret Kro hver fjerde mil., dvs. for hver 30 km, men med det håbløse vejnet i sen-Middelalderen var det helt utilstrækkeligt. Derfor ser vi Christian II.’s forordning fra år 1522 e.Kr. der bestemte, sammen med vejbestemmelserne i Landsretten fra år 1521 e.Kr., at der skulle være en Kgl. Privilegeret Kro for hver anden mil, dvs. for hver 15 km. På Sjælland var det samlede antal i 1521 fastsat til 29 kroer. Den ældste kro langs ”alfarvej”, fra ”alfare Vei”, dvs. ”alles færdselsvej” på Sjælland er Bromølle Kro. Kroen og jorden testamenteres 8. juni 1198 under navnet Nævitzbro af Absalon, dvs. den sjællandske Hvide-slægt. Kroen er derfor ældre end dette år.

Bromølle Kro er lagt stort set midtvejs på strækningen Skippinge-Antvorskov; 16 km til kysten i Skippinge Herred, og 25 km til Antvorskov. Fra forståelsen af det oldnordiske "rasta" (den strækning efter hvilken man gør holdt), der betegner ca. til 1 mil (1 norsk mil var 11.295 km og 1 dansk mil var 7.532 km), og med viden om at en hest red ca. 4.8 km i timen, antyder det at vi oprindeligt gjort holdt (rasta) efter hver to timers ridt. Da al transport af sikkerhedshensyn foregår i dagslys, ser det ud til at Bromølle kro er lagt således at man kan nå sit rejsemål på 1 dagsrejse. Det svarer bemærkelsesværdigt til Dronning Margrethe I.'s lovgivning fra år 1396, der derfor må være en videreførsel af en langt ældre forståelse for vejnettet på bl.a. Sjælland. Den næste kro på strækningen må have været omkring Tuelsø, måske hvor Krebshuset i 1719 bliver Kgl. Priviligeret Kro. Herefter må der have været en kro, hvor Kong Christian VI. i 1735 udsteder Kgl. Privilegium til Overdrevskroen ved Ortved på den urnordiske landevej mod Skjoldenæsholm. Kroen kendes fra 1600 tallet.

Bemærk i øvrigt hvorledes Isøre (Isörensis, Isora, Iisore), hvor kongevalgkamp og stadfæstelse på skjoldungernes thing fandt sted allerede i 400 tallet e.Kr., af sikkerhedshensyn er lagt helt bevidst uden for sejlspærringerne til skjoldungernes sjællandske hjerte omkring Heorot, Ringsted og Sigersted. En kongevalgkamp var vitterligt dette, og uoverensstemmelser kunne medføre broderstrid.

Billedkilde: Wikipedia 25.09.12

Billedet ovenfor viser måske Heorot. Efter 10 års søgen fandt arkæologer fra Roskilde Museum mjødhallen i 2004. Hallen er ca. 48 meter lang og 7 meter bred. Væggene er lerklinet eller pudsede. Stolpehullerne er 1.3 m dybe og hallen ligger på en bakketop og har der kunnet ses vidt og bredt. Udover små afklip af guld og glasstykker fra smykker, samt skår af drikkeglas er der fundet en 3 meter høj, 16 m i diameter, dynge af kogesten. Hvad formålet med denne dynge har været er endnu ikke forstået. Heorot ligger tæt på hvor de senere haller blev lagt, og tæt på Lejregård’s hovedhus, fra mindst 1100 tallet, der blev til Ledreborg Slot.
Kilde: Pressemelding fra Roskilde Museum den 22. september 2004.

Stemningsbillede fra Heorot, Gl. Lejre som fortolket af filminstruktøren Sturla Gunnarsson i  Bjólfskviða (Beowulf & Grendel) fra 2005. Dette simple jpeg billede fremstår næsten som et fotografisk guldalder maleri.
Billedkilde: www.beowulfandgrendel.com

Priscus fra Panium var en græskskrivende romersk statsborger fra det Østlige romerrige, der blev sendt på en diplomatisk rejse til Attila. Fra hans rapport fra 447-450 e.Kr. ved vi lidt om Attila’s kongsgård omkring Budapest. Kongsgården ligger på et højdedrag og beskrives som gjort af udskårne træplanker omringet af et stokværk, designet ikke for forsvar, men for udseende. Gården har også tårne. Attila’s hærchef’s hus er det næstmest storslåede, også omkredset af et stokværk, men uden tårne.

Vi får at vide at der ingen træ er eller sten er i kongsgårdens område, og alt derfor er importeret. Inden for stokværket i Attila’s kongsgård var der utallige huse, nogle gjort af smukt udskårne planker/borde, andre uden udskæringer, alle fastgjorte omkring træpæle og til en normal højde over jorden. Husene har derfor sikkert været ét stokværk højt.

Der er ingen tvivl om at det spåntag der har ligget på Attila’s store sal år 447-450 e.Kr. ikke har været forgyldt. Den meget fuldstændige beretning fra Priscus fra Panium ville have nævnt dette. Dette er også i overensstemmelse med andre oplysninger om Attila, der specifikt er nævnt som ikke drikkende fra en gylden kop , som alle gæsterne har, og som ikke havende guld og ædelstene på sin hest , hvad ellers var normen.

Det der gør sammenligningen af Attila’s sal og Kong Hrothgar/Hroðgar spændende er at vi i år 446 e.Kr. slår Hunnerne i et kæmpeslag under hvilket Attila’s broder Bleda bliver dræbt. Attila er på tidspunktet for denne beretning, som hans modpart i Danevældet, en af den kendte verdens mægtigste mænd, og en kæmpetrussel for begge romerrigerne. Han har derfor haft råd til det bedste, men vælger at have en lavere taktisk profil overfor sine undersåtter.

Øjehullet - øjedøren - lyrehullet - lysindfaldet i langhuset

De oprindelige vinduer på gårdene var småsprossede torammede vinduer med 2 ruder i hver ramme. Ruderne var ”buede ruder”, hvilket giver et syn gennem ruden, der svarer til at kigge gennem bunden af et drikkeglas. At ruderne er buede skyldes at man fremstillede dem ved at hælde det smeltede glas ud på en plade, som man laver pandekager. Herved bliver glasset tykkere på midten, og man opnår en rude med virkning som en konveks linse, der samler lysstrålerne i Brændpunktet. Museumsinspektør Mikkel Venborg Pedersen, Frilandsmuseet forklarer i "Siden Saxo" (nr. 3, 23.,2006, s.43) at man først i 15-1600 tallet flytter ildstedet fra den oprindelige plads midt på gulvet hen til en af skillevæggene, hvor der laves en skorsten. Det gør at man nu kan lukke det åbne taghul (lyrehullet ¹), hvorved man taber lysindfald fra oven. Derfor begynder man i stedet at sætte vinduer i ydervæggen.

¹ Fra ”ljor” (olddansk), ”ljóri” (oldnordisk, vindue), ”leoht” (oldengelsk, lysende) ”lur" (shetlandsk, lysning) fra det indoeuropæiske ”*leuk” (lys, lyse).

Denne forklaring er kun en halv sandhed fordi vi kan vise at der fandtes vinduer i langhusene inden glasruder blev opfundet. Det ved vi fra ”Konúngs skuggsjó” (”kongens skygge” eller ”kongespejlet”, kap. XIX) fra ca. år 1154-1200 e.Kr. Faderen er i færd med at beskrive Nordlyset på Grønland til sin søn, og forklarer hvilken virkning Nordlyset havde inden for i stuehuset på Grønland: 

Min oversættelse til nudansk. Vi må fra denne sætning kunne forestille os at det oprindelige langhus har været bælragende mørkt, og at man, uden for ildens lyskilde i rummets midte, ikke kunne genkende hinanden. Kilde: Speculum regale. Konungs-skuggsjá. Konge-speilet (1848, s. 18, 46-47).

Et andet af de oldnordiske ord for ”vindue” er ”skjár”. Det bestod af en træramme, udover hvilken man spændte en gennemsigtig blære eller hinde. Intet mindre end genialt. Nordlyset kaldte grønlænderne for ”norðlós, eða hafgerðingar” (nordlys, eller havgærder), jvf. kap. VIII. Man skulle næsten mene at det oldnordiske ”skjár” er udviklet fra ”skarð, sceard” (oldnordisk, oldengelsk) eller ”skår”, og at vi derfor skal forestille os et vindue udformet som vi ser et rektangulært skydeskår. Herfra kan ordet ”lysskær” (oldnordisk ”skær”) være opstået.

Endnu et andet ord for ”vindue” er netop dette ord (”window” på nuengelsk fra ca. år 1225 e.Kr., ”windughæ” olddansk). Begge ord er fra det oldnordiske ”vindauga” (vindøje, vindens øje), og forklarer hvor gennemtrækket kom fra. Dette ord erstatter to oldengelske ord; ”eagþyrl” (eágh-þyrl, øjehul) og “eagduru” (øjedør) – begge kenninger for det åbne taghul (lyrehullet).

Sammenholder vi beskrivelsen af langhuset på Grønland med ordskiftet ca. år 1225 e.Kr. i England, kan vi med nogenlunde sikkerhed sige at de første vinduer kommer i ydervæggen på langhuset i begyndelsen af 1200 tallet e.Kr. Se også "Bilag Z: Det oprindelige år nul og betydning".

Jeg har påbegyndt dette afsnit med at beskrive faktiske høvdingers kongsgårde inden vi tager fat på mytologien. Dette er gjort for at overbevise læseren om at det der nu følger, nedskrevet i en mytologisk sammenhæng, og omhandlende Asa-guderne, er baseret på faktiske kongsgårde som man har erindret dem og set dem.

Grímnismál (vers 8, Ældre Edda) forklarer os at i Glaðsheimr findes Valhalla, der lyser ”som ét stykke guld” (þars en gullbiarta). Her er Valhalla fremskrevet til rummet fremtiden som set, måske i Heorot, Gl. Lejre, i nutiden. Men det er samtidig en urgammel videreførsel af det langhus, hvori de forfædrende guder opholder sig (på tinden af Ida-bjerget). Homer: Iliaden (Bog IV:1-4), siger i min oversættelse til nudansk:

"siddende ved siden af Zeus [græsk "Zêni"] holdt guderne råd på det forgyldte gulv....og med deres gyldne kopper svor de hinanden en ed medens de overså Trojanernes by".

Den frisiske gud Forseti har, jvf. Grímnismál (vers 15, Ældre Edda), ”Glitnir”, ”hvis (stolpe)støtter er gyldne og taget tækket af sølv”.

I Grímnismál (vers 23 og 24, Ældre Edda) hører vi at salen "Bilskirnir (Bilscirni)", der er identisk til bystaten Troja, og i dennes fremskrivning i rummet fremtiden i den næste verden, Valhalla, er 540 døre og gulve (Fimm hvndrvþ dvra oc vm fiorom togom….. Fimm hvndrvþ golfa oc vm fiorom togom). Grímnismál (vers 6, Ældre Edda) og Snorre i Gylfaginning (kap. 17, Snorre Edda) at ”Valaskjálf” (Det skælvendes slagne), et heite for Asgård (Troja), var tækket med sølv

Völuspá (vers 64, Ældre Edda):

"Sal sér hon standa, sólo fegra,
gulli ÞacÞan á Gimle;"

Som jeg oversætter til:

"Sal ser hun stå, solen fager,
gyldent tækket på Gimle;"

Vi kan fra disse beretninger kun slutte at kongsgården har haft et forgyldt spåntag eller måske et tag gjort af forgyldt kobber. Jeg viser senere hvorledes dette tag muligvis har taget sig ud.

I denne forbindelse tror jeg det er vigtig at skelne mellem hvorledes helligdomshuset/kirkjan fik gjort tag og hvorledes resten var gjort (kongsgården er basalt set bare en bedre udgave af et normalt hus).

Der følger andre forskrifter og ritualer med hvad angår et helligt sted, og disse er typisk dybt forankret i en tid ingen længere kan erindre.

Dette kan måske ligeledes groft gøres ved at sige at spåntag formentligt alene har været brugt til kongsgården og kirkjan medens stråtaget har været benyttet på alle andre huse.

Det næste hovedtræk, som vi stadig genfinder i måden vi tækker stråtag på er at forsyningen af materialer lokalt har haft indflydelse på hvorledes det færdige tag blev gjort; Friesland og op langs vestkysten af Jylland har haft mangel på egetræer til at lave ryttere/kragetræer og derfor har tang været benyttet til at dække ryggen/mønningen. Modsat har Sjælland/Skåne haft store skovområder og her har egetræsryttere, der stadig kløves som vi gjorde det i 400 tallet e.Kr. vundet indpas. Ligeledes har stråtaget varieret mellem brug af siv, der har fundets i store mængder f.eks. omkring Ringkjøbing Fjord og Præstø Fjord, og andre former for strå og græs afhængigt af hvad der var til rådighed.

Der har, igen som i dag, været en klar og simpel afvejning af omkostning i tid og materialer mod den benyttelse til hvilken taget blev bygget.

Genskabt hus på Trelleborg fra år 980 e.Kr.. Dimensionerne på huset er jeg enig i og disse er godt dokumenteret ved arkæologi. Jeg er til gengæld helt uenig i at ”sømandshjemmene” på Trelleborg, hvor hvert hus har skuldet huse en besætning til et langskib, har haft spåntag. Spåntag er ekstremt tidskrævende og meget kostbare tage at gøre. Et sådant tag har man ikke lavet i en militærlejr, der skulle huse ledingsflåden. Husene på Trelleborg og de 4 andre ringborge fra samme tidsperiode har alle haft en eller anden form for strå – eller telt-tag. Flot er taget dog og spåntagets udformning er meget spændende. Bemærk her ”svalegangen” omkring midthuset. Lektor Flemming Skude fra Kunstakademiets Arkitektskoles Bibliotek har gjort mig opmærksom på at denne svalegang er forkert gjort. Stolpehullerne til svalegangen var skrå og har derfor holdt skråtstillede støttestolper, og ikke en svalegang. Billedet taget med Bent Hansen på Trelleborg 26. juli 2004.

Selve udformningen af taget kaldes ofte ”Valm” (med moderne gradbøjninger af ”hel” eller ”halv”). Dette ord, som ingen tømrer- eller tækkemester kan forklare, er yderst spændende, og oprinder fra ”hválfa” (oldnordisk) i betydningen ”danne med hvælving”. Det oldnordiske ord har en anden betydning, ”at lægge noget hult således, at bunden vender op”.

Vi husker vor oprindelige filosofi med at vore huse skal ses som et underhus (bindingsværk), hvorpå hviler et overhus (tagværk). Ved en lille smule brug af vor fantasi og nedennævnte billeder kan vi se at ”overhuset” eller ”tagværket” som udformning ikke er andet end et klinkbygget langskib lagt oven på en træramme med bunden i vejret. Det er formentligt på denne vis vore huse udviklede sig da bopælen blev fast. Langskibene blev trukket på land, vendt med bunden i vejret oven på en simpel tømmerkonstruktion, og huset var bygget. Er skibet tæt så er taget tæt. Der er derfor at vi kalder midtrummet i en kirke ”skibet”.

Det er af samme årsag vi ser Þjóðólfr ór Hvini (Tjodolv fra Kvine): Ynglingatal (vers 24), dateret til ca. år 900 e.Kr., gøre brug af ”hus"-kenningen ”timbrfastr toptar nǫkkvi” (tømmerfaste tomte-fartøj), dvs. at det tømmerbyggede hus i tanke er et skib sat på en grund.

Modellen af Trelleborg-huset fra museumshallen på Trelleborg.
Billedet taget med Bent Hansen på Trelleborg 26. juli 2004.

Øverst til venstre: Mønt slået i Hedeby ca. år 870-900 e.Kr. Det første vi bemærker er de to beskyttende drager, der antyder at vi her ser gengivet et gudehov/hearg, hvor dragernes opgave er at beskytte det hellige midtrum. Vi ser fremfor os langhuset fra endesiden og gavlen. Der er helt tydeligt aftegnet et underhus (bindingsværk), hvori er isat en dør. Ovenpå underhuset hviler et overhus (tagværk) med støttestolper til underhuset på skrå. Overhuset er helt klart formet som bunden af et skib – derfor kaldes midtrummet af vort helligsted ”skibet”. Tusinde tak til Jørn Olav Løset, Volda, Møre og Romsdal, Norge for henvisningen til denne ufatteligt vigtige mønt.

Øverst, nr. 2 fra venstre: Langhuset i det øverste panel på Tjängvide-stenen, Älskogs socken, Gotland dateret til 700 tallet e.kr. Vi ser langhuset fra endesiden og gavlen. Afbildningen er identisk til Hedebymønten bortset fra to ting: Der er ingen beskyttende drager, hvilket i kunst betyder at der ikke er tale om en hedensk kirke (hearg), men om et langhus, her Valhal. Dernæst mangler de skråtstillede støttestolper til Underhuset.

Øverst, nr. 2 fra højre: Langhuset i det øverste panel på billedstenen Ardre VIII, Gotland dateret til 700 tallet e.Kr. Vi ser langhuset fra endesiden og gavlen. Billedstenens kunstneriske opbygning er identisk til Tjängvide-stenen, og det er samme type langhus, her Valhal, vi ser gengivet.

I nederste panel har vi igen et langhus set fra endesiden og gavlen, men nu med 2 voksne personer og et dyr (vildsvin eller kvæg) gengivet inde i langhuset. Det ser ud til at langhuset har et stengulv. Billedstenen findes nu på Statens historiska museum, Stockholm.

Øverst til højre: Sparlösa-stenen, Västergötland (Vg 119) kan dateres til før år 670 e.Kr. da den gengivne rytter på stenens D-side ikke er sadlet op med stigbøjler. Bygningen en kenning for Bilskirnir (Bilscirni), der betegner Troja og kongsgården bag bystatens bolværk. Det forekommer at hvad vi ser er Troja's byport(e) og ydermuren på hver sin side. Det viste "vindue med tremmer" må være den ydre byport's glughul. Den runde ring på den ydre byport kan være en edsring og derfor en kenning for "hellig", underforstået Troja. En anden mulighed er, at ringen kan tilkendegive en Trojaborg eller ringborg, og derfor være Troja's byplan.

Nederst til venstre: Fra nederste panel på den 3 meter høje Bildsten från Hunninge, Klinte sn; nu udstillet på ”Gotlands Fornsal” på Länsmuseet på Gotland, Visby. Stenen er dateret til 700 tallet e.Kr. Fraværet af stigbøjler må dog gøre at billedstenen skal dateres til før år 670 e.Kr.

I øverste venstre hjørne af det nederste panel står Gunnarr Gjúkason’s broder Högni’s kone Kostbera. Kong Atli (Hunnerkongen Attila) havde sendt sendebud til Gunnarr Gjúkason. Kong Atli’s sendebud Vingi havde ændret runerne i budet, rejst af søsteren Guðrún (Atli’s kone), således at Vingi nu fremstår med en (falsk) indbydelse for Gunnarr til at besøge Hunnerkongen for at overtage hans rige. Högni’s kone Kostbera har læst runerne og kan se at Guðrún ikke har rejst runerne i den form de er videregivet til Gunnarr. Hun advarer sin mand Högni, der påtænker at rejse med sin broder Gunnarr til Atli (Attila)’s kongsgård, at Högni’s brødre Gutþormr og Gunnarr vil blive angrebet i Gunnarr’s hjem. Hun giver varsel om ankomsten af en ørn (kenning for angrebet), der vil forårsage megen blodsudgydelse i hjemmet. Högni forsvarer dette med at der ofte slagtes okser i hjemmet, og at dette er årsagen til blodsudgydelsen, dvs. i forbindelse med blót.

Til højre, og gengivet ovenfor, ser vi det indre af Gunnarr Gjúkason’s langhus. Vi ser fjenden ankomme med spændt bue til langhusets hoveddør. Inde i huset ser vi Gutþormr og Gunnarr forsvare sig med spændte buer, og en okse afventende slagtning. Se Völsunga saga (kap. 33-34).

Billedkilde: P. Hauberg: Myntforhold og Udmyntninger i Danmark indtil 1146 (København, 1900). Hauberg henfører fejlagtigt mønten til Lund; Wikipedia; Arne Emil Christensen, Anne Stine Ingstad, Bjørn Myhre: Oseberg-Dronningens Grav: Vår arkeologiske nasjonalskatt i nytt lys (1992, Textilene i Osebergskipet, s. 176-208).

Det bedste sted i Danmark at se et med egetræ klinkbygget skib trukket på land og benyttet som et fortræffeligt tag, er at besøge Fiskeriets Hus i Hvide Sande.

Andreas Jensen's "Havskib" fra 1850, der senere blev ombygget og brugt til at fragte hø fra Tipperne ved Ringkjøbing Fjord, trukket af Andreas Jensen's kutter Frigga. Efter at have udtjent sit virke til vands blev skibet genfødt som tag på et stort skur til lands. Dette skete på et tidspunkt før 1946, hvor skibet blev opmålt af Christian Nielsen fra Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg. Havskibet er 10,17 m langt og 3,19 m bredt, og kom til Hvide Sande i 1991.
Kilde: Tak til Fiskeriets Hus, Hvide Sande for tilsendelse af brochuren Olav Martinsen og Per Mikkelsen: Havskibe på Klitten (1994, s. 3-6).

Billedet viser indersiden af  Havskibet, dvs. indersiden af taget. Skrogets bundstokke, spanter og oplængere (korte spanter), der afstiver egetræsbordene, bliver nu pludselig til spærhoved, skunkstolpe og hanebånd, hvortil man ganske enkelt tilføjer et antal spærfod. 
Dette er grundtanken og -formen af vore tage, hvorfra al senere evolution finder sted.
Billedkilde: Taget af Thomas Wiltrup og benyttet med forlov.

På selveste Lindisfarne ø i Northumberland, lidt øst for slotsruinen der fik besøg år 793 e.Kr., står i dag et slot fra 1500 tallet e.Kr. Det gennemgik et omfattende vedligeholdelsesarbejde af Sir Edwin Lutyens først i 1900 tallet. Til skur gjorde Sir Lutyens brug af skrogene fra fiskekuttere brugt til sildefangst, men taget ud af kommission (”herring busses”). Skibenes træskrog er skåret tværs over, vendt om og er klar til brug så snart endegavlen er færdigtømmeret. I oktober 2005 brændte 2 af de 3 skure ned ved ildspåsættelse. Det tredje og ældste fra 1800 tallet e.Kr. overlevede branden. De blev erstattet med nye i marts 2006 og alle tre bådhuse er nu fint restaureret. Bådskurerne er fredet under den engelske National Trust.
Billedkilde: Google Earth (30.4.2008)

Andre tilsvarende, og langt mere nedslidte, men måske mere originale, bådskure på Lindisfarne strand og bugt. Det er klinker-konstruktionen der giver den særlige tagryg. Det eneste der mangler er at langskibets skrog havde en svag hvelving på langs. Som man kan se er skibsskrogene fra disse ”herring busses” enorme. Flertalsformen ”busses” er identisk til det danske ”busse”, begge fra det oldnordiske ”bύssa/bύssu-skip”, der betegner det største langskib, der kunne have kunne have 147 mand + heste ombord (se afsnittet ”Skibstyper år 800-1300 e.Kr.”). Bådskurerne var tilsyneladende forbilledet for den spanske arkitekt Enric Miralle da han skulle tegne den nye bygning, der i dag er det skotske parlament (Scotish Parliament Building ”Holyrood”) i Edinburgh. Måske læseren kan se noget jeg ikke kan.
Billedkilde: www.freefoto.com. Billederne taget af Ian Britton (22.5 og 30.7.2001)

Jeg viser senere i afsnittet om vor begravelsesskikke ”Begravelse – ligbrænding i skib ” at det bl.a. var rejsen med båd til den næste verden der var vigtig, uanset om man var fattig eller rig. Fra Risala (kapitel 86-87) ved vi at en fri men fattig mand (m/k), der døde af sygdom, fik gjort en lille båd og blev brændt. Jeg gætter på at denne lille båd er oprindelsen til vor nuværende kiste.

Et af vore vigtigste gravfelter er Slusegård i Pedersker, Bornholm. Gravene dækker tidsrummet ca. år 100 f.Kr.-400 e.Kr. og omhandler derfor såvel Burgunderne, før de udvandrer år 0-100 e.Kr., og os. Langt de fleste grave er brandgrave, og indeholder også jordfæstegrave i træ- eller stenkiste. Ca. 45 af gravene er bådgrave og disse erstattede træ – og stenkisten. Vi kan derfor formode at Burgunderne benyttede træ– og stenkiste medens vi benyttede båden.

Bådgrav, Slusegård, Pedersker, Bornholm. Vi aner omridset af båden set fra stavnen.
Kilde: Billedet fra Jørgen Jensen:Danmarks Oldtid, 3. bind, s. 320.

Den døde blev enten lagt ind i båden eller neden under båden. I sidstnævnte tilfælde var båden kølvendt og dannede en hvælving over den døde. Ved forståelsen af at vore oprindelige tage er langskibe trukket på land og kølvendt kan vi nu se at båden også under rejsen til den næste verden havde dobbeltfunktion som transportmiddel, i form af skib , og som tag/hus for den døde.

Lektor Flemming Skude fra Kunstakademiets Arkitektskoles Bibliotek har forklaret mig en meget vigtig sammenhæng, som nu virker åbenlys. Udviklingen, metode og redskaber benyttet til bygning af skibe følger nøje samme for huse. Det er samme mand der kløver spån til et tag som kløver borde til langskibet. Jeg har tidligere vist at langskibets herkomst er fra Kina, og at Snorre i Gylfaginning bekræfter dette ved at sige at Freyr ’s skib Skíðblaðnir blev bygget af dværge, der her skal forstås som kinesere.

Det følger derfor at ifald vore tage i virkeligheden er et langskib lagt på land med bunden i vejret er det ligeledes dværgene, dvs. kineserne, der har givet os det nuværende udseende på vore tage. Det skriver Snorre i Gylfaginning ved at give en af dværgene navnet ”Þekkur” som vi nu ved betyder ”den der tækker”.

2 eksempler på de såkaldte ”hog-back” gravsten fundet i det nordlige England og sydlige Skotland alle dateret til en 50-års periode i midten af 900 tallet e.Kr. Gravstenene er dansk/norske og navnet ”hog-back”, der ikke er det korrekte navn for disse runestene/gravstene/billedstene, får navnet som følge af den krumryggede tagryg. Som man kan se ovenfor, og på alle de fundne billedsten af denne type, viser stenene et hus (under- og overhus) og krumryggen er et visuelt bevis på at overhuset var et langskib lagt på land med bunden i vejret. På mange af stenene er det ligeledes klart at taget er tækket med spån, jvf. billedet til højre ovenfor. Det er i høj grad disse billedsten der har givet arkæologer, ingeniører og arkitekter formodningen om hvorledes vore huse blev gjort. Billedstenene ovenfor er fra Gosforth Kirke, Gosforth, Cumbria. De to billeder viser de samme to sten fra forskellig vinkel. Stenen til højre i billedet til venstre (identisk til stenen til venstre i billedet til højre) kaldes ”warrior’s tomb” da den har afbildning af krigere på siden. Den anden sten kaldes ”saint’s tomb” (her er Jesus figuren ganske interessant vist identisk til Jellingestenen, dvs. uden kors). Kilde: Billederne taget af Jane Hawkins.

Kopi udstillet på Nationalmuseet af Cammin-skrinet, der gik tabt under 2. Verdenskrig. Kunsten er syd-skandinavisk og dateret til år 1000 e.Kr. Skrinet blev muligvis røvet af venderne under anfaldet på Konungahella 11. august 1135 e.Kr. Det har derfor befundet sig i det vendiske område Pommern (i dag Polen) siden da. Bemærk de 4 udadvendte drager i hvert hjørne af hallen. Det antyder at vi her ser en oprindelig hedensk stavkirke, hvorfor skrinet senere blev overtaget af kristendommen; af kirken i Konungahella og Johannes Døber-domkirken (Katedra Sw.Jana Chrzciciela). Der er opbygget en kopi af hallen på Fyrkat, Hobro (se afsnittet “Ridehæren – rytteri”).

“Duru sceal on healle, rum recedes muð”
(Døren skal [være] i hallen, [som] rummets rummelige mund)

Maxims II (sætning 36-37)

Ovenfor ses øverste del af vølvestaven fundet i en kvindelig brandgrav i Klinta, Köpings socken på Øland. Dette er en af 4 stave fundet i det nuværende Sverige, hvor 2 er fundet i Norge (Os og Oseberg). Alle stavene fundet i Sverige er gjort af jern med udskæringerne i bronze, hvad også er tilfældet for ”Klintastaven”. I hjørnerne har oprindeligt stået 4 dyr med hovederne vendt mod husets tag. Fra dette kan vi slutte at de fire dyr ikke er de beskyttende drager, der ville være vist med ryggen til huset som beskyttere. Vi kan ligeledes slutte at det viste hus ikke er hverken en hearg eller en oprindelig stavkirke. De fire store dyr er i filosofi Det Store Dyr, der altid skal rejse med shamanen (vølven) under rejsen mellem verdener. De fire dyrs hoveder er vendt mod huset fordi dyrene kender vejen dertil. Fra langhusets tag kan vi se at taget er tækket med spån. Brugen af spån gør at vi her ser langhuset af en kongsgård. At langhusets tag stadig viser os krumningen fra langskibets køl, som vi ser på ”hog-back” gravstenene fra det nordlige England og sydlige Skotland, alle dansk/norsk virke fra midten af 900 tallet e.Kr., gør at vølvestaven ikke kan dateres senere end dette tidspunkt. Brandgravene i Klinta er da også dateret til 900 tallet e.Kr. Da vølven skal hente sin visdom fra forfædrene, der befinder sig i fremtiden, er det viste langhus forfædrenes hal i fremtiden. Hvad læseren derfor ser er den visuelle gengivelse af Valhal. Porten til de udødelige forfædres mjødhal er stor og ses tydeligt i midten af langsiden på huset. For mere om vølven se ”Bilag P-1: Völuspá - Vølvens Spådom”. For mere om Valhal Se afsnittet ”Begravelse - ligbrænding i skib” (underafsnit ”Valhal i Himmelen på den andenside”).
Billedkilde: Statens Historiska Museum, Stockholm (Inventarienr: 25840:59:3:36). Grundoplysninger fra Gunnar Anderson: Klintastaven – en riktig trollstav (mars, 2007).

Valhal-urne

To eksempler på de fantastisk fine etruskiske urner, hvoraf der findes mange forskellige udgaver. Urnerne har typisk følgende mål: H: 25 cm, B: 29 cm, L: 29 cm, dateres til 8-700 tallet f.Kr., og er lavet af  ler i impasto- eller terracotta- stil. Dette tidsrum kaldes ofte "cultura di Villanova, il periodo villanoviano, Villanovan", og er det eneste tidsrum i etruskernes landskab Etruria, hvor vi får indsigt i hvem etruskerne faktisk var. Fra 600 tallet f.Kr. fremefter er der indflydelse fra de i samtiden nye græske bystater, og bl.a. byggeskikken ændres til sten, hvad urnerne fra samtiden også gengiver. Vi ved fra andre urner fra etruskernes landskaber at dette ikke er et tempel, men et langhus. Var læseren ikke lige blevet forklaret at dette var etruskisk håndværk, kunne disse langhuse meget nemt være gjort i det nordlige Europa, herunder Skandinavien, nord for Ejder-strømmen. Hvis, som jeg tror, der er tæt sammenknytning mellem bronzealder "Tani" (Daner)-folket og etruskerne i tiden 1300-900 f.Kr., kan disse urner let gengive skandinavisk byggeskik fra 8-700 tallet f.Kr. Hvorledes dette fælles ophav muligvis findes viser jeg i kapitlet "Daner - Danir - - Vandfolket" (afsnittet "Skib og Trojaborg (labyrint)"). Et stråtækt langhus er ikke en oprindelig byggeskik til et subtropisk område. Her er sten langt bedre, og er da også den foretrukne byggeskik i alle kulturerne omkring etruskerne. Etruskerne overgår selv til samme byggeskik formentlig netop af denne årsag. Tagværkets krumning er helt identisk til skandinavisk byggeskik, som er de ovale/ellipse-formede langsider (sammenlign her med afbildningen ovenfor, samt langhusene fra Trelleborg, Slagelse som gengivet i afsnittet "Danevirke" (underafsnit "Trelleborg, Slagelse"). En mulig tilpasning til en langt varmere geografisk beliggenhed end Skandinavien forekommer mig at være udluftningshullet på endegavlen i begge ender. Dette er der klart ikke behov for længere mod nord, medens det sydpå sikrer gennemtræk. Langhusets dør er placeret nøjagtigt som vor byggeskik tilsiger - som "rummets rummelige mund". Bemærk at husets ryttere (kragetræer) føres helt til tagudhænget, Dette er identisk til hvorledes man tækkede i Bien (Byen), Odensholm, Estland (se billedet nedenfor). På Odensholm er vejrliget ekstremt hårdt og vindfyldt, uden megen læ. Det antyder, så vidt jeg kan se, at etruskernes ophav i det absolut nordlige Europa vel kan være fra et hårdt og vindfyldt kystlandskab, der nødvendiggør denne særlige form for tækning for at taget skal kunne holde.

Bemærk ligeledes at på begge urner er på tagets mønning til venstre gengivet solhjulet vist med fødder, dvs. solen ganger, som vi her må opfatte som rummet "tid" i den afdødes rejse fra rummet "nutid" til rummet "fremtid". I "Bilag R: Witherlogh - Vederloven" (underafsnit "12-mandsrådet") viser jeg at tallet 13 i oprindelig tanke er lig udødelighed. Spørgsmålet er nu om det samme er gældende i etruskisk tanke. Der er på den øverste urnes ydervægge afbildet 5 mennesker (3 stregmænd på langsiden, 2 på den ene ende). To af stregmændene holder hånd, hvorfor vi må opfatte dette som enten et ægtepar (mand og kvinde) eller måske søn og datter af den afdøde. Den ene vis vi kan fortolke dette på er at antage at langhusets dør er "rummets rummelige mund", hvorfor døren retteligt burde være sat i midten af langsiden. Vi kan derfor vælge at fortolke antallet af stregmænd som samlet 12 (4 på hver langside og 2 på hver ende) der, som 12-mandsrådet, omringer den 13. person. Og den 13. person er den afdødes aske, der hermed er udødeliggjort. I kunst kan denne fortolkning sagtens forsvares hvis etruskerne, som os, har haft 13 som tallet for udødelighed. Alle har forstået denne sammenhæng, hvorfor det ikke er nødvendigt at gennemføre den fuldt ud i kunst.

En anden vis at fortolke de 5 stregmænd på er at anskue dem som en beskyttende hird for den afdødes aske. Jeg viser i afsnittet "Skib og Trojaborg (labyrint)" at vi har en nøjagtig beskrivelse af den etruskiske Kong Lars Porsena's gravsted fra ca. år 500 f.Kr. Hans gravsted er opbygget firkantet i sten, og omkring dette firkantede gravsted var en ufrigørlig labyrint, hvis opgave er at holde fjenden borte, eller fange ham i en dødsfælde inde i Trojaborgen (labyrinten). Det forekommer en rimelig antagelse at flere af urnens firkantede motiver må symbolisere et gravsted omgivet af en Trojaborg (labyrint). Samme motiver ses også på den nederste urne. De 5 stregmænd kunne derfor opfattes som den afdødes dødelige efterkommere, der vogter og beskytter indgangen til Trojaborgen (labyrinten). Den rektangulære afbildning på langsiden modsat hovedindgangen opfatter jeg som langhusets langbord. De 9 tegn i midten af langbordet kan være det hellige tal 9, og derfor de 9 verdener den afdøde nu gennemrejser inden han eller hun ankommer til sit endemål i fremtiden. 

Den øverste urne findes i den permanente udstilling i "sala di Vetulonia" på Museo Archeologico di Firenze (Urna a capanna, da Poggio Selciatello, Tarquinia (VT) - VIII sec. a.C.).

Det etruskiske ord for det latinske ”urna” (lerkrukke) er ”murs, murS” (ental) og ”murs-l" (flertal). Ordet er fra det etruskiske udsagnsord ”mur-, mur-ce” (at forblive, at hvile), og må klart være tæt knyttet til ”múrr” (oldnordisk) og "müür" (estisk), begge med betydningen "mur", hvor det at omgive noget med en mur på oldnordisk kaldes ”múra”. Således skal en urne gøres.
Kilde: Ministero per i Beni e le Attività Culturali Soprintendenza Archeologica della Toscana, Sezione Didattica, Il rituale funerario (D 3-1, s. 1)

Billede taget i 1940 af Bien (Byen), Odensholm, Estland.
Billedkilde: Eesti Rahva Muuseum, Tartu.

I den 150 ha. store park på herregården Hollufgård, Aasum (Åsum) Herred, Fyn findes Danmarks eneste genopbyggede bronzealderhus.
Bronzealderens huse undergår en ændring fra Ældre til Yngre Bronzealder, måske som følge af folkevandring bort fra Skandinavien. Den nye type i Yngre Bronzealder var en mere spinkel hustype. Ydervæggen var gjort af tynde, tætstillede stolper og væggene bestod af en lerklinet fletværkskonstruktion. Der var to rækker af indre tagbærende stolper. Husets længde var 18-23 m, jvf. f.eks. huset fra Bjerg, Vestjylland der er 33 m lang og ca. 8 m bred. Det ovenfor viste hus er genopbygget på baggrund af stolpehuller fra bronzealderhuset fra Allerup, Aasum (Åsum) Herred, Fyn. Det genopbyggede hus er samtidigt med de etruskiske Valhal-urner og langhuset er helt og aldeles identisk. Da genopbygningen af langhuset er sket på baggrund af stolpehuller, er det ikke muligt at sige om Valhal-urnerne har givet tanken til hvorledes under-og overhuset skulle bygges.
Billedkilde: Odense Bys Museer.

Evolutionen af vore huse og tage er derfor en sammenkogning af teltets A-ramme og langskibets krumryggede køl- og borde.