Forside Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>

Jule-nægterne og jule-haderne

 

Jule-nægterne

Der findes en lille, men højtråbende, skole i skrift og tanke der mener at vide, at vor Juleholden alene er en kristen opfindelse, opbygget fra en 12 dags Kristusmesse, og tilpasset landskaberne i Norden i 1200 tallet e.Kr. 

Argumentationen er nogenlunde som følger:

Til trods for at vi har en lang række skriftlige kilder til rådighed i alle vore landskaber, de fleste af hvilke forhåbentligt er gengivet i dette kapitel, er disse kilder under kristen indflydelse og må derfor afvises som pålidelige. Sekundært kan man ikke fra en tidlig engelsk, norsk eller islandsk kilde, der viser vor gamle jul, slutte at samme var gældende i Danmark. Desforuden er den tidligste engelske lovgivning et resultat af jysk og angelsk skik, der intet har med Danmark at gøre. Vintersolhvervsafbildningen på ”det korte” guldhorn fra 400 tallet e.Kr. er angelsk skik og de udvandrede til England. Odinsjagterne i folketroen overalt i Danmark er opfundet efter kristendommens indtog i 1200 tallet. Til trods for at landskabsklumperne Norge, Danmark og England først opfindes i 900 tallet i tanke og virkelighed, kan man ikke slutte af sæder og skikke var de samme nord for Ejder-strømmen før kristendommen tilser dette i 1200 tallet. "Julekalenderen" i form af helleristningen fra Østfold, Norge dateret til år 1000 f.Kr., visende bl.a. Vintersolhverv og Julen, er ikke entydigt fortolket. Derfor fejrede de danske ikke jul efter Vintersolhverv.

 

3-dages jul ved Midvinter i Hedmark, Nord-Trøndelag og Helgeland

 

I stedet argumenteres det at den “rigtige” jul er en 3-dages jul omkring Midvinter, dvs. ikke udløst af Vintersolhverv. I østnorsk tradition ved Solør, Hedmark, ser Midvinter ud til at falde omkring 12. januar, modsat vor egen Midvinter, der falder 2. februar. Omkring dette tidsrum holdtes en 3-dages jul 1.

1 Kilde: Hans Ellekilde: Vor Danske Jul Gennem Tiderne (1943, s.6-7).

 

Det er formentlig denne skik der er oprindelsen til Snorre's beretning i Heimskringla (Hákonar Saga Aðalsteinsfóstra, kap. 13) om Haakon den Gode (Hákon Aðalsteinsfóstri, 920-960, konge ca. 930)'s holden af en 3-dages jul omkring Midvinter, der jo ikke er det samme som Vintersolhverv:

”Hann setti það í lögum að hefja jólahald þann tíma sem kristnir menn”

”Han satte da i lov at have julehold den time som kristne mænd”

Senere berettes:

”En áður var jólahald hafið hökunótt. Það var miðsvetrarnótt og haldin þriggja nátta jól”.

”Før ham var julehold der var høgenat. Det var Midvinternat og holdt tre nætter jul”.


Min oversættelse til nudansk.
”Høgenat” er identisk til "Moders Nat" i skik, omend ikke tid,
og antyder at der blev foretaget blót, hvilket alle kilder synes enige om.

 

Der er ingen uenighed om at vi i Solør, Hedmark er vidne til en anden jul end vor egen. Som jeg vil argumentere, er tilstedeværelsen af en 3-dages jul ved en anden Midvinter end vor egen, ikke ensbetydende med at vor egen jul pist forsvinder.

Først er det vigtigt at prøve at klargøre, hvorfor vi langt mod nord har en ”tid” for Midvinter og Jul, der afviger fra vor egen ceremonielle kalender. Runen mener jeg gemmer sig netop i geografien, og nødvendigheden af at tilpasse sæder og skikke til naturen, som den forekommer i landsdelen.

Jeg har i afsnittet ”Gudinden Dísar” vist at det sennordiske Disablót finder sted under Høstfesten og Efterårsjævndøgn den 21. september. Jvf. Axel Olrik og Hans Ellekilde: Nordens Gudeverden (Bind II – Årets Ring, s.166, 1926-51) blev Disablót på et tidspunkt i Danmark afholdt 14. oktober eller 1. november afhængig af Månens fase; om den var i ny (tiltagende) eller næ (aftagende, fra det urnordiske ”niþjo” (nedgåen)). I afsnittet ”Solhjulet og den matriarkalske månekalender” viser jeg at i østnordisk skik er denne fejring flyttet til 2. februar, hvor den kaldes  ”Dísaþing, Disting”.  At man flytter så vigtig en begivenhed til tidspunktet for en lige så vigtig begivenhed, nemlig Midvinter og "Æcer Bót"-ritualet den 2. februar i vor oprindelige kalender, mener jeg må skyldes at Æcer Bót"-ritualet, med ofring af Moderkager til Moder Jord, på denne dag ikke er fysisk mulig så langt mod nord i et frossent og snedækket landskab. For at bibeholde begge højtider tilpasser man disse til naturens vilkår.

Spørgsmålet er nu om den oprindelige Jul, udløst af Vintersolhverv, kan have været udsat for en tilsvarende tilpasning til naturens vilkår?

Først må vi afgrænse geografien lidt nærmere. Solør (Sóleyjar) er et landskab i Hedmark Fylke, Norge. Det grænser mod det nuværende Sverige mod øst. Snorre skriver i Ynglinga saga (42. Frá Ólafi trételgju) 1, at det var Solve den Gamle, der ryddede skoven i Solør i begyndelsen af 400 tallet e.Kr. omkring Grue og Hof. Dette er understøttet af arkæologi.

1 Sætningen er kryptisk formuleret: ”…Hálfdan [gulltannar] var sonur Sölva Sölvarssonar Sölvasonar hins gamla er fyrstur ruddi Sóleyjar.” eller ”Halfdan [guldtand] var søn [af] Solve Solve’s søn (,) [søn af] Solve’s søn hin Gamle(,) der først ryddede Solør.”.

Tidsrum:
Hálfdan hvítbeinn (Ynglinga æt nr. 25, ca. 525-550), søn af
Sölveig (Sölva), ca. år 500 e.Kr.,  datter af
Hálfdan gulltannar (Halfdan Guldtand) ca. år 475-500 e.Kr., søn af
Sölva Sölvarssonar (Solve Solvesøn), ca. år 450-475 e.Kr. søn af
Sölvasonar hins gamla (Solve Solvesøn hin Gamle), ca. år 425-450 e.Kr.

 

Afrundingsfejl taget i betragtning er det ikke desto mindre i fuld overensstemmelse med folkevandringens udvikling, at der gøres landnám i Solør og Hedmark fra ca. år 400 e.Kr. fremefter. Man kunne herefter overveje om den første Sölvi ikke er identisk til søkongen Solve, søn af Høgne fra Njardø (Sölvi hét sækonungur, sonur Högna í Njarðey). ”Njardø” (Njarðey ) menes at være identisk til ”Nærøyi” uden for Namdalen, det nordlige Trøndelag.

Jvf. Ynglinga saga (31. Dauði Sölva konungs) havde Solve et rige i Jylland og drog med sin hær (lid) mod Sveariget (Hann átti ríki á Jótlandi. Hann hélt liði sínu til Svíþjóðar). Kongen over det herred der hed Lófund, var Eysteinn (Eysteins hins harðráða), jvf. ”Þá var Eysteinn konungur á veislu í héraði því er Lófund heitir”.

Det menes at ”Lófund Herat” er identisk til enten ”Laghunda hundari” i Fjardrundaland, Uppland. Her lå en gammel kongsgård kaldet ”Laghundsberg” (i dag ”Landsberga”). Alternativt kan det være ”Färentuna härad”, Uppland, der bestod af øerne i Mälaren, nemlig Lovö, Ekerö, Munsö, Adelsö, Björkö, Färingsö (Svartsjölandet).

Søkongen Solve besejrer Svea-folkets konge Eysteinn og lader sig herefter på Sigtuna (Sejrstunet) udråbe til konge af Svea-vældet (Svíaveldi).

Dels forekommer det aldeles rimeligt, at ifald stamfaderen Solve har formået at tage kontrol med Uppland i 400 tallet e.Kr., at han således oppebærer retten til, og muligheden for, at udbrede sig herfra, i dette tilfælde til Solør, Hedmark Fylke.

Endnu mere interessant er at en vikingesøn fra det nordlige Trøndelag er stor jorddrot i Jylland. Dette er en af årsagerne til at vi mener, at den endelige kontrol med Jylland ca. år 400 e.Kr., fra Ribe til Limfjorden, sker med hjælp af styrker fra de norske landskaber. Det jyske landskab er krigsbytte fra de slag, der endeligt gjorde Jylland til en del af vort samlede rige under Kong Skjold (Scyldinga-æt nr. 13, ca. ca. 385-425).

I forståelsen af sæderne i Solør kan vi nu se at disse må oprinde fra sæderne i Nord-Trøndelag. Det må derfor have været de gamle ”trønderske” (nordlandske) sæder, der havde en 3-dages jul omkring Midvinter i januar.

Spørgsmålet er så hvorvidt det nordlige Trøndelag er under vor kontrol i 400 tallet e.Kr.?

Fra afsnittene ”ErilaR – Eruli – Eorl – Jarl” og ”Broderlisten år 0-200 e.Kr. og år 200-400 e.Kr.” kan vi sige at i hvert fald Sør-Trøndelag er det, men vi kan ikke sige at landskabet Nord-Trøndelag var det, endsige den nordlige del af Nord-Trøndelag, hvor Namdalen ligger. Jeg mener derfor vi som udgangspunkt må antage at dette landskab er under kontrol af en anden stamme end ”os”, hvorfor muligheden for andre sæder og skikke end vore, herunder en anden ceremoniel kalender, pludselig bliver en mulighed.

Det oldnordiske ord for ”Namdalen” er ”Naumudalr”, hvor førstestavelsen er ejefald for elven ”Nauma” (i dag ”Namsen”), der floder igennem dalen. Oprindelsen til elvens navn er ukendt, og dette igen antyder at vi her har at gøre med en oprindelig nordbo-stamme, hvor navnene Sölva, Sölvi og Högni er kongenavne.

Lad os nu høre hvorledes man opfattede vinterhalvåret i disse nordlige landskaber. Landskabet ”Helgeland” (oldnordisk ”Hálogalandi”) ligger i Nordland Fylke, nord for 65° nordlig bredde, og grænser op til Nord-Trøndelags nordlige grænse ved netop Namdalen (Naumudalr).

”Konúngs skuggsjó” (”kongens skygge” eller ”kongespejlet”, kap. VII) fra ca. år 1250 e.Kr., der er en afløser til Hávamál som lærdom for ungdommen, gengiver sæder og skikke, som de fandtes i og omkring bygderne Vágum og Andarnes, Hálogalandi i samtiden.

Þat veiztu, at hér er um vetrinn með oss lítill dagr ok lítill sólargangr, svá at sól hefir eigi meira gang en at hon veltisk um eina ætt, ok þar at einu svá, sem allgott er sólar megin; en í mörgum stöðum er þat, at hana má eigi sjá mikinn hlut vetrarins, allrahelzt á Hálogalandi, er vér höfum eigi at eins fréttir til haft, heldr opt ok iðuliga sét með augum várum ok reynt. Þvíat þat vitu vér til víss, at ífrá því er inngengr quarta Idus Novembris ok til þess er kemr quarta Idus Januarii, þá verðr aldrigi svá ljóss dagr i Vágum norðr eða um Andarnes á Hálogalandi, at eigi sé stjörnur sýnar á himni jafnvel um miðjan dag sem um miðja nótt. En þóat síðan taki svá dagr at lýsa, at eigi megi stjörnur sjá, þá er þat þó í flestum stöðum þeim, sem nú ræddu vér um, at eigi má sól sjá alt til decima Kal. Februarii. En því næst tekr dagr svá skjótt at togna ok sólargangr at vaxa, at þann tíma er inngengr octava Idus Aprilis þá sezk eigi dagr fyrr en inngengr [quinta decima Kal. Octobris, ok er öll sú stund, er þar er á millum alt einn dagr, svá at aldrigi sezk dagr á allri þeirri stundu…”

Dette ved du, at hér er om vinteren med os [kun] lidt dag og lidt solgang, så at solen haver ikke mere gang end at hun vender om én retning, og det endda [kun] så, [når] som algod er solen stor; end i mange steder er det, at hun ikke viser sig meget under vinteren, allerhelst i Helgeland, hvorom vi have ikke blot hørt nyheder, [men] også ofte og hyppigt set med øjnene vore og erfaret. Thi at det ved vi til vis[hed], at i fra det er indgangen [til] 10. november og til det er kommen 10. januar, da bliver aldrig så lys dag i Våg mod nord eller ved Andarnes i Helgeland, at ikke sig stjernerne syner på himlen jævnt vel [hen]over middag som ved midnat. End da siden tager så dagene at lysne [sig], at ikke mange stjerner ses, da er det så de fleste steder, som nu rådede vi om, at ikke kunne solen ses alt til 23. januar. End herefter næst fangede dagene hurtigt at forlænges og solgangen at vokse, at den time er indgangen 6. april da sætter ikke dagene sig før end indgangen 17. september, og er al den stund, at de er i den mellem[liggende tid] alt én dag, så at aldrig sætter dagene sig på noget tidspunkt…”

Min oversættelse til nudansk.
Vágum (i dag ”Våg”, 68° nordlig bredde) og Andarnes (69° nordlig bredde) er stednavne i Lofoten øgruppen. ”Idus” for november var den 13. dag. ”quarta Idus Novembris” er derfor 4 dage før den 13. dag i november eller 10. november. Den originale tekst skriver ”decima Kal. Februarii”. Den nuengelske oversættelse skriver dette som ”23. januar”. Det skyldes at vi skal opfatte den latinske formulering som ”10 dage før kalendermåneden for februar”. Ordet ”sezk” (seðz) = sætter sig, fra det oldnordiske ”setja”. I afsnittet ”
Forståelsen for ”tid”” viser jeg at tidsbegreberne ”miðjan dag” og ”miðja nótt” er klart opfattet som kl. 12 og 24 henholdsvis.
Kilde: Speculum regale. Konungs-skuggsjá. Konge-speilet (1848, s. 16-17).

 

Som vi har hørt faderen forklare sin søn i ”Konúngs skuggsjó” (”kongens skygge” eller ”kongespejlet”) giver Vintersolhverv, som vi kan se- og opfatte-, og derfor fejre det i det sydlige Norge, Danmark, Skåne og England, ingen mening i Nord-Trøndelag, Helgeland (og Hedmark). Julen er en fejring af Solens vending mod lysere tidere. Det kræver derfor at vi oplever at lysere tider er undervejs. Det fremgår direkte af teksten, at Solhverv så højt mod nord først opfattes som værende ankommet 10. januar, hvorefter julen bør følge som en fejring. Dette mener jeg er oprindelsen til at vi har en beskrivelse af en 3-dages jul omkring 12. januar. At man samtidig har opfattet dette som ”Midvinter”, dvs. skellet mellem mørkere og lysere tider, hvor vi opfatter vor ”Midvinter” som ”midten af vinteren målt i antal dage”, forekommer rimeligt i et landskab, hvor lyset helt forsvinder fra dagen.

Tilknytningen til Vintersolhverv må stadig have været der. Mit gæt er at man i disse nordlige landskaber har valgt at holde sin jul omkring og efter den første Nymåne efter Vintersolhverv (Midvinterny – 1. Nytænding efter Vintersolhverv – Nytårsny/Nykongen). Fra Nymåne til Fuldmåne vil lysstyrken af Månen være tiltagende, og derfor symbolsk vise solens tilbagevenden, som man på denne tid stadig ikke rigtig kan opfatte så langt mod nord. 

 Tid

 1. Nymåne
efter Vintersolhverv

 1. Fuldmåne
efter Vintersolhverv

1999

 17. januar

 2. januar

2000

 6. januar

 21. januar

2001

24. januar

9. januar

2002

13. januar

28. januar

2003

2. januar

18. januar

2004

21. januar

7. januar

2005

10. januar

25. januar

2006

29. januar

14. januar

2007

 19. januar

 3. januar

2008

8. januar

22. januar

2009

 26. januar

 11. januar

Julens indhold i disse landskaber er helt speciel, og er gengivet i detaljer i afsnittet ”Sol-monaþ – moderkager – fastelavnsboller”.

Som vi ser i afsnittet ”Julebukken og julelegen "Nu' det jul igen"” har den tidlige kristendom en 12 dages kristusmesse som vi ser den beskrevet i Miklagaard (Byzans) år 950 e.Kr. Vor jul er en 13 dages jul (12+1) – et tal der falder kristendommen lidt svært nøjagtigt fordi tallet er helligt for os og mange andre oprindelige folkeslag.

I afsnittet ”Sumarsólstaða – Liða - ætlingen ofres og sommeren komme” har jeg vist hvorledes kristendommen opfinder sin teologi for at kunne tilpasse sig højtider der allerede findes, og som derfor kan videreføres uændret, men i en ny teologisk begrebsverden.

Man opfinder af fri fantasi en røverhistorie om at Jesus skulle være født den 25. december selvom alle synes klar over at han rent faktisk blev født i marts, år 7 f.Kr. Vi ved hvornår og hvordan den romersk-katolske kristendom opfandt tidspunktet for Jesus fødselsdag. Det sker så sent som ca. år 523 e.Kr. Her blev munken Dionysius Exiguus, hvis øgenavn var ”Lille Denis / Denis the Little”, bedt om at indføre i praksis de opfundne røverhistorier fra den 1. synode maj-august år 325 e.Kr. (også kaldet ”Alexandrine reglerne”).

Herefter opfinder man af fri fantasi en røverhistorie om at Jesus delte året med Johannes Døberen. Sidstnævnte var også kendt som ”den hellige Hans”. For at få matematikken til at passe med Vinter- og Sommersolhverv forklarede man, at Jesus var født 6 dage før 1. januar, dvs. 25. december, og derfor måtte Johannes være født 6 dage før 1. juli. Efter lidt hovedregning finder man ud af at Sankt Hans dag herefter er den 24. juni, og at man derfor fejrer Sankt Hans aften den 23. juni om aftenen 1. Man havde hermed gennemført en perfekt omskrivning af historien. Og dog – ved Vintersolhverv kiksede den i vort sprog fordi man ikke fik udryddet (Lille)-juleaften, der afslører svindlen og knytter Julen til Vintersolhverv. Den kristne tanke var at fjerne tilknytningen mellem Vinter- og Sommer-solhverv som udløser af den efterfølgende højtid.

1 Kalendarium in the Copenhagen Psalter” (håndskrift KB Ms.Thott 143 4°, Det Kongelige Bibliotek) er en meget tidlig engelsk-katolsk kalender, måske fra Northumbria ca. år 1170 e.Kr. Her skrives ud for 24. juni ”Nativitas Sancti Iohannis Baptiste.     Solsticium”.

 

Kristen teologi omskriver som udgangspunkt ikke vor gamle jul, men en højtid der blev fejret i Romerriget under betegnelsen “Saturnalia”. Den endelige udgave af Det Nye Testamente er dog under ekstrem gotisk indflydelse, og vi kan se fra Wulfila’s kalender fra ca. år 350 e.Kr., med brugen af ”fruma Jiuleis” (den første jule(s))  som betegnelse for nogenlunde November måned, at man allerede her tilpasser sig nordisk tanke da goterne har samme højtid der skal omskrives. 

Dette giver mening fordi den romerske Saturnalia fest synes at begynde den 17. december og blev afsluttet den 25. december. Der er ingen enighed om hvorvidt den kristne baglænsberegning af Jesus-figurens fødselsdag fastlægges til den 25. december fordi denne dag i den Julianske kalender er identisk til Vintersolhverv, eller om det skyldes den højtid der afløser Saturnalia, kaldet ”Sol Invictus” (Sol Vender) dvs. Vintersolhverv, der naturligvis også falder 25. december i den julianske kalender. Det er under alle omstændigheder solens genfødsel kristendommen ønsker sig kontrol over og ”New Catholic Encyclopedia” (1967, ”Christmas”) skriver at de fleste kristne teologer i dag anerkender Dr. H. Usener’s forslag at ”Kristus’ fødsel blev givet dagen for Vintersolhverv fordi … hedninge der tilbad Mithra fejrede ”Dies Natalis Solis Invicti”. Dette giver mening fordi hele Jesus-figurens mytologi i Det Nye Testamente er opbygget bl.a. som en kopiering af den persiske gud Mithra.

Den tidligst kendte kristne højtid er ”quadragesima Epiphaniae” (fyrretyvende bekræftelse), der finder sted 14. februar 1.

1 William M. Green: The Lupercalia in the Fifth Century (Classical Philology, Vol. 26, No. 1, Jan. 1931, s. 60‑69)

 

I den romersk-katolske matematiske opbygning af højtider er dette tidspunkt beregnet som: ”Epiphania domini” (6. januar) + 40 dage =  ”quadragesima Epiphaniae”. Denne højtid er ikke er identisk til den romerske fejring ”Lupercalia” (Ulvefesten), der overlevede helt frem til slutningen af 400 tallet e.Kr., og først afskaffes med Pave Gelasius I. (pave 492-496) brev til den romerske senator Andromachus, kaldet ”Adversus Andromachum contra lupercalia”.

”Quadragesima Epiphaniae” afviger fra oprindelige skikke i det vestlige Europa. Denne højtid blev aldrig fejret i det hedenske Romerrige eller i Norden. Da der ikke var en oprindelig fejring der skulle erstattes, finder vi ej heller denne fejring i ”Kalendarium in the Copenhagen Psalter” fra år 1170 e.Kr. 

Det vil med andre ord sige at den absolut oprindelige fejring for de tidlige kristne er ”Epiphania domini”, der falder 6. januar.

”Kalendarium in the Copenhagen Psalter” (håndskrift KB Ms.Thott 143 4°, Det Kongelige Bibliotek) er en meget tidlig engelsk-katolsk kalender, måske fra Northumbria ca. år 1170 e.Kr. Denne er klart blevet benyttet i Danmark. Den romersk-katolske kalender, som benyttet i Danmark i det absolut tidligst mulige tidspunkt i begyndelsen af 1200 tallet e.Kr., ser således ud i tiden omkring vor gamle jul:
 

21.12.

Sancte Thome apostoli.

Solsticium. [Solhverv]

22.12


 

Dies egiptiacus.

23.12


 


 

24.12

Vigilia.


 

25.12

NATIVITAS DOMINI NOSTRI IHESU XPI Anastasie virginis.


 

26.12

Sancti Stephani prothomartiris.


 

27.12

Sancti Iohannis evangeliste.


 

28.12

Sanctorum Innocentum.


 

29.12


 


 

30.12


 

Finit .v. embolismus.

31.12

Sancti Silvestri pape.

Finit .i. embolismus


 

Nox habet horas .xviii. Dies.vi.
[Nat haver 18 timer. Dag 6]


 


 

IANUARIUS habet dies .xxxi. et lunam .xxx.


 

01.01

Circumcisio domini

Dies egiptiacus.

02.01

Octave Sancti Stephani

Finit .iiii.embolismus.

03.01

Octave Sancti Iohannis


 

04.01

Octave Sanctorum Innocentium.


 

05.01


 


 

06.01

Epiphania domini1


 

1 ”Epiphania domini” kan oversættes nogenlunde til ”Tilsynekomst og/eller Bekræftelse af Herren”, hvor ”Herren” er Jesus-figuren. Denne dag kommer senere til at hedde Helligtrekongers dag (Three Kings Day). Som jeg viste i afsnittet ”Yggdrasill, Mímameiðr & Hróðrbaðm – verdens- og juletræet” sker det ikke før tidsrummet år 1370-1563 e.Kr.

 

”Epiphania domini”, der falder 6. januar, skal med andre ord opfattes som ”Tilsynekomst og/eller Bekræftelse af Herren”. Lad os genopfriske at Jesus-figurens fødselsdag i Øst-kirken fejres 7. januar, og i den armenske kirke 6. januar.

Det forekommer ligetil at den oprindelige betydning af ”Epiphania domini” er ”Jesus tilsynekomst”, dvs. hans årlige genfødsel. Da dette er den tidligst kendte kristne fejring kan vi se at tilføjelsen af ”NATIVITAS DOMINI NOSTRI IHESU XPI” den 25. december er en senere og nyskabt opfindelse, hvis formål alene er at overtage Vintersolhverv 1

1 Som netop påpeget i ”New Catholic Encyclopedia” (1967, ”Christmas”).

 

Den russisk ortodokse kirke overtager og viderefører Øst-kirkens traditioner som fastholdt i Byzans. Gårdkongen i Miklagaard (Miklagarð), den byzantinske kejser Konstantin Porphyrogennetos (Regent 912-959 e.Kr.) skrev ca. år 950 e.Kr. værket ”De Ceremoniis aulae Byzantinae”. Her gør han rede for de sæder og skikke der er gældende ved det byzantinske hof.
 
I kap. I:83 skriver han:

”Sager som er at iagttage ved 19-offers- eller 19-bordsfesten under hvilken den såkaldte gotiske leg fejres.

På 9. dagen i dodekaemeros eller de 12 dage, som følger næst efter Kristi fødselsfest...”

Vi kan med stor sikkerhed sige at når håndskriftet skriver ”Kristi fødselsfest” så menes der 7. januar. De 12 dage der følger bringer os frem til 19. januar, der i Øst-kirken stadig fejres som Jesus-figurens voksendåb.  Dette er den oprindelige kristne 12-dages fest, der absolut intet har at gøre med julen. Det er dagen 19. januar der gør at den oprindelige 12-dages fest i Byzans samlet kaldes ”19-offers- eller 19-bordsfesten”.

At Jesus-figuren i oprindelig kristen tanke voksendøbes den 19. januar kræver en ekstra overvejelse da Mattæus-evangeliet (kap. 3:11-16) forklarer os at Jesus-figuren bliver voksendøbt af Johannes Døber. Netop disse sætninger har vi ikke i Wulfila’s gotiske bibel da kapitel tre er forsvundet. Derfor kan vi ikke endeligt sige om dette oprindeligt var en del af kristen teologi eller er opfundet senere.

Antager vi Jesus-figurens voksendåb er en del af oprindelig kristen tanke da kan vi se at den 19. januar er dagen hvor Jesus-figuren voksendøbes. Det gør at den oprindelige betydning af ”Epiphania domini” ganske rigtigt er ”Jesus tilsynekomst”, og skal opfattes som hans årlige genfødsel. Men set fra Det Nye Testamente er 7. januar den dag hvor den voksne Jesus-figur ankommer til Judæas ørken, hvor Johannes Døber står og prædikerer for konvertering (Mattæus-evangeliet (kap. 3:1-2). Renselsen med vand er den symbolske årlige genfødsel. Johannes-evangeliet (3:4-5) viser os dette ved at tale om en ”tveskabelse” eller ”født på ny” af et ”gammelt menneske”1

1 for urnordisk tanke om dette se behandlingen af ”Skærsilden” i afsnittet ”Begravelse – ligbrænding i skib”.

 

Da Johannes Døber tilsyneladende har venteværelset fyldt op med konvertitter fra Jerusalem, hele Judæa og omegnen om Jordan, har renseriet sikkert taget tid og er i matematisk teologi gjort til en 12 dages hændelse fordi Jesus-figurens mytologi er kopieret fra bl.a. den vediske og senere persiske Mithra (”Mitra, mitrāvaru” i Rig Veda, Bog 1:XXXV:1 Savitar), der havde 12 disciple, der igen for alle urfolk fra Mesopotamien synes at symbolisere det solbaserede år’s 12 måneder. De 12 dage ser derfor ud til at skulle vise en symbolsk renselse af den forurening hver af de 12 forgange måneder har forårsaget.1

1 For den urnordiske videreførelse af dette i 12-mandsrådet se ”Bilag R: Witherlogh – Vederloven” (underafsnit ”12-mandsrådet”).

 

En af de pudsige konsekvenser af at den kristne 12-dages renselsesfest har sit ophav i hvert af årets 12 måneder er at det forudsætter at ”året” opfattes som af 12 måneders længde. Rig Veda (Bog 7:CIII:9) gengiver dette, ligesom vi ved at den egyptiske solbaserede kalender ca. år 1000 f.Kr. bestod af 12 måneder med hver 30 dage + 5 ekstra højtidsdage ved slutningen af hvert år. I romersk kalenderberegning ændres det først under den anden romerske konge Numa Pompilius (år 715-673 f.Kr.), der tilføjer februar og januar til den oprindelige 10 måneders kalender. 12-dages fejringen er også den ældste fejring i Veda og kaldes "Agnicayana"-fejringen (ati-rātrá agní-cayana).

Værket ”Ormulum” består af 20.000 verselinier af kristen læretekst, og er skrevet i en dialekt af Middle English fra East Midland i Augustiner klostret i Bourne, det sydlige Lincolnshire, der blev grundlagt år 1138 e.Kr. Forfatteren er personen ”Orrm, Ormin” (dvs. det oldnordiske og danske mandsnavn ”Orm”), hvorfra bogen tager sit navn, jvf. ”Þiss boc iss nemmnedd. orrmulum; Forr þi þatt orrm itt wrohhte” (Denne bog er navngivet Ormulum; fordi at Orm den skrev). Værket er ikke fra senere end ca. år 1180 e.Kr.

Ormulum (Secundum Matheum XIX, sætning 11060-11067) siger:

I clepe itt her þe twellfte dagg
Affterr þatt ge itt nemmnenn;
Forr itt iss þe þrittennde dagg
Fra Joldagg, nohhte te twellfte.
Giff þatt mann takeþþ þatt Joldagg
Fra dagg to dagg to tellenn,
Þa beoþ þatt te þrittennde dagg
Þatt ge þe twellfte nemmnenn;

Jeg byder det her den tolvte dag
Efter dette er den navngivet;
For det er den trettende dag
Fra Juledag, ikke den tolvte.
Giv at man tager da Juledag
Fra dag til dag at tælle,
Da bliver da den trettende dag
At denne den tolvte er navngivet;

Robert Meadows White: The Ormulum (1852, Vol. II, s. 29). Min oversættelse til nudansk.

 

Den halvfonetiske vis ordene er skrevet på af Orm er gjort med flid, og er systematisk således at personen der læser værket højt afsiger tidligt Middle English, som det blev udtalt i 1100 tallet. Værket er derfor at høj værdi for forståelsen af udviklingen af det engelske sprog. Indholdet af værket er mindre spændende, hvorfor kun de få linier med hvorledes Orm tilpasser kristen teologi til vor oprindelige 12 + 1 dags jul er gengivet her.

Problemet for kristendommen da den ankommer til England (og senere Skandinavien) er, at vor oprindelige Jul er en 13 dages fest udløst af Vintersolhverv.

Da den oprindelige Kristmesse (Kristi fødselsfest) er en 12-dages renselsesfest, der finder sted 6-18. januar (Vest, armenske) eller 7-19. januar (Øst), skal kristen teologi derfor tilpasses til vor jul, men således at det ikke er Vintersolhverv, der udløser festen.

Orm viser os at det er på denne vis vi skal opfatte ovennævnte læretekst. Han har umiddelbart forinden oplyst følgende (sætning 11045-11047):

Annd guw birrþ witenn witerrlig
Þatt Jesu Crist wass fullhtnedd
Rihht o þatt dagg uppo þe ger
Þatt twellfte dagg iss nemmnedd; 

Og du bør vide vitterlig
At Jesu Krist blev døbt
Netop på den dag hvorpå de gør
at tolvte dag er navngivet;

Kom i hu at den oldengelske forstavelse ”ge-” udtales ”ye-”, hvorfor ”guw” udtales ”yuw” eller ”du”.
Min oversættelse til nudansk.

 

Da Julen for os udløses af Vintersolhverv, er Juleaften (= Lille-juleaften) aftenen før den 1. Juledag, og den 1. Juledag (= Juledag) er den 24. december. Da Kristmessen flyttes for at overtage vor Jul, alene med det formål at fjerne tilknytningen til Vintersolhverv, er den matematiske beregning en baglænsberegning, hvor Kristmessedag (Christmas Day) gøres til den 25. december. Men da vi tæller vor 13 dages jul ved en beregning fremad fra Juledag den 24. december, må kristen teologi gradbøjes således at man fortsat tæller som vi altid har gjort. Man tæller bare fra den 25. december i stedet for, hvorefter man kalder den 13. dag for den 12. dag. Det er denne instruks der gives i læreteksten ovenfor, og resultatet bliver som følger:

 

 

 Oprindelig tælling af juledagene

 Kristen (om)tælling af juledagene

 

20-23. dec.

Vintersolhverv

Moders Nat
(Modra-niht)

Skammdegi
(de korte dage)
&
(lille)-Juleaften

 
 

24. dec.

(1.) Juledag
&
(1.) Juleaften

 Juleaftensdag

25. dec.

 2. Juledag

 Juledag (Christmas Day)

26. dec.

 3. Juledag

 2. Juledag (Boxing-day, kendes først fra 1849)

27. dec.

 4. Juledag

 3. Juledag

28. dec.

 5. Juledag

 4. Juledag

 29. dec.

 6. Juledag

 5. Juledag

 30. dec.

 7. Juledag

 6. Juledag

 31. dec.

 8. Juledag

 7. Juledag

 1. jan.

 9. Juledag

 8. Juledag

 2. jan.

 10. Juledag

 9. Juledag

 3. jan.

 11. Juledag

 10. Juledag

 4. jan.

 12. Juledag

 11. Juledag

 5. jan.

 13. Juledag

Nytårsaften

Rumle-aften

 12. Juledag (Twelfth Day, Twelfth Night)

”Twelfth Night” er også er navnet på Shakespeare’s komedie fra år 1600-1601 e.Kr.,
der finder sted på dette tidspunkt. Tænk her på julesangen ”Twelve Days of Christmas”.

Vær opmærksom på at mange engelsksprogede hjemmesider fejlagtigt kalder den 6. januar,
dvs. "Epiphania domini", for "Twelfth Day". Det skyldes dels at kristendommen omtæller den
oprindelige jul, dels at tallet 13 aldrig må forekomme i kristen tanke, modsat hos os.
Rent sprogligt bør 6. januar på engelsk kaldes enten "Thirteenth Day" eller "Twelfth Night Day", men det virker ikke helt ret. Derfor afkortes dette, forkert, til "Twelfth Day".

 6. jan.

 Nyt ceremonielt år

Nytårsmorgen

Helligtrekongers dag (Three Kings Day) fra år 1370-1563 e.Kr.

 

Denne gennemgang vil uden tvivl kun formå at opildne ”jule-nægterne” til yderligere dåd. Andre vil måske kunne se at den oprindelige kristne 12-dages fest finder sted 6-18. januar (Vest, armenske) eller 7-19. januar (Øst), og i oprindelig kristen teologi er en årlig renselsesfest, der ikke er udløst af Vintersolhverv. Vor gamle jul derimod er udløst af Vintersolhverv og varer 12+1 dag.

 

Heap on more wood! – the wind is chill;
But let it whistle as it will,
We’ll keep our Christmas merry still.
Each age has deem’d the new-born year
The fittest time for festal cheer:
Even, heathen yet, the savage Dane
At Iol more deep the mead did drain;
High on the beach his galleys drew,
And feasted all his pirate crew;
Then in his low and pine-built hall
Where shields and axes deck’d the wall
They gorged upon the half-dress’d steer;
Caroused in seas of sable beer;
While round, in brutal jest, were thrown
The half-gnaw’d rib, and marrow-bone:
Or listen’d all, in grim delight,
While Scalds yell’d out the joys of fight.
Then forth, in frenzy, would they hie,
While wildly loose their red locks fly,
And dancing round the blazing pile,
They make such barbarous mirth the while,
As best might to the mind recall
The boisterous joys of Odin’s hall.

Sir Walter Scott (1771-1832):
Marmion (1808, Introduction to Canto Sixth, To Richard Heber Esq., Mertoun-House, Christmas)

 

 

Jule-haderne


Ikke altid de samme som ”jule-nægterne” finder vi ”jule-haderne”.
 
Netop fordi vor gamle jul er vor største højtid, og altid har været det, formår denne tid i hvert menneske’s sind (hugin) at forstørre mindet (mugin) om det nu forgangne ceremonielle år. Det er for langt de fleste en glædelig oplevelse; året samles op i vore tanker, sættes på hylden, og vi ser frem til et forestående godt nyt år. For en stor gruppe af mennesker falder årets, og måske livets, uafklarede problemstillinger i juletiden sammen som en dårligt bygget brændestak, og julen bliver pludselig en uoverkommelig trist affære. 

Erik den Røde (950-1003) har helt den samme bekymring om at hans julefest på Brattahlíð, Eystribygð (Julianehåb) ikke lever op til de forventninger han, og alle andre, har til julen. Han siger til den på Grønland nyankomme Thorfinn Karlsevne i tidsrummet år 1000-1003 e.Kr. (Eiríks saga rauða, kap. 7. Þorfinnr karlsefni fær Guðríðar):

”...at þér hafið engi jól verri haft en þessi...”

som jeg oversætter til:

”... at de haver ingen jul værre haft end denne...”

Thorfinn Karlsevne løser Erik den Rødes problem, der er opstået fordi jagten og høsten svigtede, ved at tilbyde ham medbragt ”malt og korn” (malt ok korn), dvs. til brygning af juleøl og bagning af julebrød.

Ensomheden viser sig i vore tanker ved juletid, måske sagnet af familie og venner, eller den tvungne sammenkomst med familiens sorte får – druk, vold, skældsord – en uoverskuelig masse af dårligdomme stikker hovedet frem ved juletid. 

Med falske forhåbninger om at den hellige forbrugs-ko er velforvaret, så længe vi bare omringer os med materiel velstand og kostbare gaver, oppebærer vi en forventning om at disse ved magi kan bringe os den lykke vi søger.

”Håb er ofte løgner” siger Hávamál (vers 40, Ældre Edda), og gør os i vers 68 opmærksom på at ”Følgende ting er at regne for det bedste: Ild, synet af solen, godt helbred og gaven til at beholde det, samt et liv der undgår ulykker”.

Alt hvad jeg her har nævnt er virkeligheden for mange, der kræver handling af den enkelte for at blive løst. Julen er kun en højtid i vore tanker, intet andet. Det er ikke julen der skal lægges for had, for julen har intet med de uløste problemer at gøre. Som med al opfattelse af magi, og julen er magisk, er dette en menneskeskabt virkelighed i vore tanker; man får ud af julen hvad man putter ind i julen – hverken mere eller mindre.

Julen er ætlingens og solens årlige genfødsel, og julen er bedst hvis skabt omkring børn. Jeg ved af egen erfaring hvor enormt tomrummet i juletiden er i tidsrummet fra man er flyttet hjemmefra til man selv har stiftet egen familie. Der er jo heldigvis intet til hinder for at selv gamle mænd kan blive børn på ny, og heri finder vi en af julens største hemmeligheder.

Hvad alle julehadere derfor skal gøre er, som alle andre, at lade være med at lade julen være drivkraften. I skal være kraften for julen.

For ikke at formindske julens kraft må vi også kunne stille krav om at julen holdes i den dertil afsatte 12+ 1 dags juletid. Fordi vi elsker julen er vi i færd med at udvande julen ved at påbegynde forberedelserne til denne før vore sæder tilsiger at dette bør ske.

Lad mig derfor afslutte med en henvendelse til Danmarks Handelsstandsforeninger, Dansk Erhverv som vort handelskammer, samt alle de næringsdrivende og deres brancheforenigner.

”[Ærra]-Geol-monaþ”, ”Fruma Jiuleis” eller ”Før-jul-måned” begynder 15. november. Dette bør være skæringstidspunktet, der visuelt udløser forberedelserne til julen hos jer alle. Før dette tidspunkt vil vi ikke se eller høre noget om julen.

En simpel stikprøve på hvornår byens juletræ tændes viser at det åbenbart er muligt for os at samordne dette ganske nøje.

 

Tidspunkt hvor juletræet tændes i 2007

Hvor

Lørdag 24. november

Flakhaven, Odense
Stændertorvet, Roskilde

Torsdag 29. november

Lellinge
Høje-Taastrup
Rådhusplassen, Oslo

Fredag 30. november

Torvet, Stubbekøbing
Hjultorvet, Viborg
Lille Torv, Svendborg

Lørdag 1. december

Ørestad

Søndag 2. december

Aarhus City
Rådhuspladsen, København
Rådhuspladsen, Aarhus
Kronborg, Aalborg
Austurvöllur torv, Reykjavík
Rádhústorg, Akureyri
Nuuk (Godthåb) &
Qaqortoq (Julianehåb), Grønland,
hvor det i december kun er lyst 4 timer i døgnet

Torsdag 6. december

Trafalgar Square, London

 

Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>
 
Søgeværktøj
Fra Grímnismál (vers 32, Ældre Edda) ved vi at vor ven fra skov og have, det rødbrune egern Ratatoscr (sammensat af de oldengelske ord "ræt" + "tusc" med betydningen "Gnavertand"), er god til at frembringe svar på alt mellem himmel og jord. Nedenfor til højre fra billedet af Ratatoscr, fra Ólafur Brynjúlfsson: Gudeskrift m. bl.a. Ældre Edda (Edda Sæmundr) & Snorre Edda (1760), findes Google's søgeværktøj, der er tilpasset til at søge efter svar fra Asernes æt. Ifald søgeværktøjet ikke kan ses, højreklik på musen og genopfrisk (opdater) siden.
© Verasir.dk Asernes Æt • af Flemming Rickfors • E-mailHosting • En del af Fynhistorie.dk