Guldskilling og Sølvpenge - vægt i guld og sølv

Det synes at være den almindelige forståelse at der ikke blevet slået mønt i Danmark før Hedeby i år 808 e.Kr. Dette år bliver købmændene, under Kong Godfred, tvangsforflyttet fra Vendernes (slavernes) handelscenter Reric (Empores/Emporium), muligvis Lübeck/Lybæk, til Sliastorp/Hedeby i Sønderjylland.

Vi kan fra se fra såvel skriftlige kilder, som arkæologi, at dette ikke er en gengivelse af sandheden.

Vi kalder det at ”slå, udhamre” mønt for ”slátta” (oldnordisk).

I ”Bilag R: Witherlogh – Vederloven” viser jeg vor tidligst kendte lovgivning. Her berettes at den fastsatte takst for Holmløsen er på 3 Mark sølv. Jeg har vurderet at denne lov kan være indført år 670-693 e.Kr.

Hvor der fastsættes en pris skal der foreligge en enhed der kan afregne denne pris. Dette kunne muligvis forklares med at prisen for Holmløsen var en bogholderienhed der ikke var bakket op med mønter i cirkulation, men alene skulle benyttes til at vise den vægt i sølv der måtte afregnes parterne imellem.

Widsith-digtet fra 600 tallet (sætning 103-105) viser os at møntenheden ”scilling” var gangbar betalingsmiddel i tidsrummet år 360-450 e.Kr. dvs. før udvandringen til de nye kongeriger i Britannien fra år 449 e.Kr.:

”ðonne wit Scilling         sciran reorde
for uncrum sigedryhtne         song ahofan,
hlude bi hearpan         hleoþor swinsade,”

Som jeg oversætter til:

”det var med Scilling (navnet på harpen) med skingrende stemme
til gode for min høje drot i høj(lydt) sang
larmende var harpen lydende melodisk.”

Harpen hedder ”Scilling” fordi det er den mønt der indtjenes som betaling.

Da det er det samme stamme, Ver Asir/Danir -folket, der i dette tidsrum bebor det nuværende Danmark/Norge/Upland/Skåne (de gamle kongeriger) og de nye kongeriger i Britannien, med ens sprog, ens økonomi, ens forståelse af Vergeld/Mandsbod og ens vilkår for handel, har handlen i begge landområder foregået på samme vis.

Vi kan tage argumentationen et skridt videre. Widsith-digtet finder sted før Anglernes udvandring fra Anglen, Slesvig til Øst-Anglen år 497 e.Kr. Det er derfor muligt at møntenheden ”scilling” alene findes i Anglen, Slesvig og endnu ikke er ankommet til Øst-Anglen med folkevandringerne dertil. Vi har over 1.000 guldskillinger/gyldne tavler fra Danmark/Skåne/Norge/Upland dateret til år 385-670 e.Kr. I de nye kongeriger i Britannien har vi alene 5 guldskillinger, alle slået under Kong Eadbald, Konge af Kent år 616-640 e.Kr. Det skyldes naturligvis at stammens tyngde stadig ligger i Danmark i de tidlige år efter udvandringen, at det var forholdsvis få ætter der udvandrede, og at det tog tid at få rigtigt fodfæste i de nye landområder, hvorefter handel kunne begynde.

S.I. Bezuglov skriver i Donskaya Arkheologia Journal (vol. 1-2, 2001) i en artikel om gamle mønter fundet i Sarmatiske gravhøje ved den nedre del af Tanais-floden , at det er klart fra analysen at de kobbermønter der er fundet ikke var gangbart betalingsmiddel. Konklusionen er at de Sarmatiske folkeslag, herunder Ver Asir/Danir -folket, ikke brugte mønter som betalingsmiddel, til trods for at de havde kendskab til disse. Mønterne har derfor haft funktion som amulet.

I afsnittene ”Kong Skilur til Krimhalvøen” og ”Kongerne Asander & Aspurg - Det Bosporiske kongerige” viser jeg at vi må have haft kendskab til mønter da stødpudestaterne op til vore landområder slog mønt og at kongerne for disse riger muligvis var vore egne kongesønner.

Vi må derfor have en forventning om at Ver Asir/Danir-folket ved ankomsten til vore nuværende landområder først og fremmest har anset mønter som amuletter, og sekundært som gangbart betalingsmiddel. Fra alle sarmatiske gravfund og skriftlige kilder omkring Ver Asir/Danir-folket før ankomsten til vore nuværende landområder er det ligeledes klart, at guld var det foretrukne metal (fremfor bronze ¹ og sølv).

¹
Ole Stilborg har forklaret mig at man har fundet spor af omfattende bronzestøbning i såvel Gudme som Lundeborg. Vi har da også flere bronzegenstande med runeskrift bl.a. et spænde (Nationalmuseet nr. 11650, DR 208, Vimose, Odense. Dateret til 200-400 tallet), en dupsko (Nationalmuseet nr. 11329, DR 205, Torsbjerg, Tønder, Jylland. Dateret til år 250-300 e.Kr.), en bronzestatuette (Nationalmuseet nr. 13688, DR 198, Køng, Odense. Dateret til år 400-600 e.Kr.) og en skjoldbule (Museum Vorgesch, Kiel, DR 8, Torsbjerg, Tønder, Jylland. Dateret til år 100-150 e.Kr.). Der har derfor ikke været mangel på kobber som råvare

Tacitus år 98 e.Kr. viser os at romerne ikke havde kendskab til folkeslagene nord for Germania, til trods for at de er i Britannien. Derfor har der ikke været megen, eller nogen, direkte samhandel mellem romerriget og Ver Asir/Danir-folket på dette tidspunkt, hvor vi kun lige er ankommet og ikke har fuld kontrol med alle landskaberne.

Tacitus forklarer os også hvorfor dette er tilfældet. Præcist som USA i sin handelspolitik giver ”favorite nation status” til bestemte trejdeverdenslande for at fremskynde disse landes økonomiske vækst, dvs. en beslutning der i virkeligheden handler om udenrigspolitik, gør romerne helt det samme. Tacitus: Germania (kap. XLI / 41) skriver år 98 e.Kr.:

Et haec quidem pars Sueborum in secretiora Germaniae porrigitur:…, Hermundurorum civitas, fida Romanis; eoque solis Germanorum non in ripa commercium, sed penitus atque in splendidissima Raetiae provinciae colonia. … in Hermunduris Albis oritur, ….

Og det er herfra(,) fra Suebi folkets landskaber(,) i en afsides (del af) Germanien adskilt,…, (at) Hermundorum-borgerne bor, trofaste (mod) romerne; af den grund (,) som de eneste Germanere, handler de ikke blot langs (flodens) breder, men langt ind på samme vis i den storslåede bygd (i) provinsen Raetiae….i Hermunduri-folkets landskab udspringer Elben,….

Min oversættelse til nudansk. Suebi-folket er hos Tacitus en lang række stammer fra Østersøen’s sydlige bred til Sortehavet. Den romerske provins ”Raetia, Rhaetia” svarer nogenlunde til Schweiz (midt og østlige del), det sydlige Bayern, dele af Vorarlberg (vestlige Østrig), Tyrol og en del af Lombardiet. Elben udspringer i Krkonoše-bjergene, det nordlige Tjekkiet.

Hermunduri-folket, af Tacitus givet status af "civitas" (borgerskab, statsborgere), har derfor monopol på handlen langs Elben; omend næppe hele vejen til Nordsøen, så i hvert tilfælde et godt stykke af vejen. Nord for Elben har vi kontrol, men Ver Asir/Danir-folket var ikke på romernes ”godkendte liste” op til år 100 e.Kr., hvilket har to konsekvenser. Alle der handlede med romerne var tvunget til at modtage deres inflationshærgede og værdiløse mønter som betaling for varer solgt. Dette undgik vi heldigvis og derfor finder vi ikke store romerske møntfund i vore landområder. Dernæst er al handel foregået indirekte med Hermunduri-folket som dyrbare mellemhandlere, hvorfor romerne ikke rigtigt kender til os.

Jeg er helt sikker på at vi stærkt undervurderer vore forfædres evner som kyndige i finans. Romerske Denarer bliver under kejser Nero (år 54-68 e.Kr.) i år 63 e.Kr. stærkt inflationshærgede, hvilket kan ses på at den første Denar blev udmøntet år 211 f.Kr. med en vægt på 4,5 gram rent sølv. Under kejser Nero’s regeringstid blev sølvindholdet formindsket fra 3.98 gram til 3.41 gram rent sølv. I slutningen af 100 tallet e.Kr. var kun halvdelen af møntens samlede vægt rent sølv og prægningen af Denarer slutter ca. år 250 e.Kr. For os, der hverken var underlagt Rom eller betalte lydskat til Romerriget, og derfor ikke har været tvunget at modtage Denarer, har den romerske mønt derfor kunne prisfastsættes i et frit marked, og vurderingen var, fuldt korrekt, at den var værdiløs. Det var der mange andre folkeslag der også forstod.

Tacitus: Germania (kap. V / 5) skriver år 98 e.Kr. at de germanske folkeslag, der støder op til den romerske grænse, foretrækker guld og sølv som afregningsmønt i forbindelse med samhandel, men at:

Interiores simplicius et antiquius permutatione mercium utuntur. Pecuniam probant veterem et diu notam, serratos bigatosque...

De der bor i det indre [dvs midt- og nord-Europa] er mere simple og anvender tidligere tiders byttehandel (af varer). Pengene de godkender er de gamle og i lang tid mærket (med indskrift), slået (med) billedet af et tospand (af heste foran en stridsvogn)...

Min oversættelse til nudansk.

At Tacitus gør brug af ”simplicius” (simple), underforstået ”tilbagestående og ukloge”, er en uovertruffen selvhøjtidelighed, der dækker over et dygtigt købmandskab af modparten. De gamle mønter med afbildningen af et tospand er nemlig mønterne udstedt før Nero’s devaluering år 63 e.Kr., der derfor har et langt højere sølvindhold, og derfor langt større værdi målt i vægt-i-sølv. Romersk statsgaranti havde absolut ingen værdi uden for romerrigets grænser; hverken i Germania Magna eller andre steder.

Denarius i sølv, slået år 91 f.Kr. af D. Junius Silanus. ca. 4 g, 16 mm.
Udover at personen af fra "Junia" ætten (gens) ved vi intet om personen.

Til venstre Roma med hjelm, til højre Victory i stridsvogn med et tospand (kaldet "bigatus"). Indskriften lyder: D SILANVS ROMA. Der findes en udgave af mønten hvor Roma med hjelm er erstattet af en "barbar" med fuldskæg. Måske er dette en del af hvorfor netop denne mønt var særlig efterspurgt. Ikke overraskende er der fundet flere at netop denne mønttype i Danmark, jvf. Sir Mortimer Wheeler: Rome Beyond the Imperial Frontriers (1954, planche 11B), hvor der vises to af disse mønter. Billedet af disse mønter er formentlig hentet fra Hans Christian Broholm: Danmark og Romerriget (1952). Et andet eksempel er "Ginderupskatten" - de 24 romerske sølvmønter (Denarer) og 1 romersk guldmønt (aureus) fundet i landsbyen Ginderup, Thy, Nordjylland. Af det samlede fund på 25 mønter var 16 Denarer fra romerriget som Republik (år 509-27 f.Kr.), dvs. ikke-devaluerede Denarer. Den yngeste mønt var slået i Kejser Vespasians (regerings)tid år 74 e.Kr. Dette er ganske enkelt så tæt på Tacitus år 98 e.Kr. som vi overhovedet kan komme. Hvor mange af denne mønttype findes der mon nord for Ejder-strømmen?

Ptolemy har år 127-148 e.Kr. langt bedre styr på geografien nord for Elben:

”Øst for den kimbriske halvø (Jylland) ligger 4 småøer der hedder Scandia, 3 af hvilke er små, den miderste ligger på 41,30,58 (Ptolemys koordinater), den største er længere øst og tæt på mundingen af Vistula floden (Wisla floden i Polen)”.

År 127-148 e.Kr. er situationen derfor anderledes og kendskabet til vore landområder i Rom indikerer øget, og muligvis direkte, samhandel med Ver Asir/Danir-folket.

Fra en statistisk analyse af arkæologiske forekomster af importerede romerske varer i Danmark fordelt på tid kan vi se at dette netop er hvad der sker. Der er stort set ingen importerede romerske varer op til ca. år 30-40 e.Kr. I tidsrummet ca. år 40-70 e.Kr. stiger dette markant på Fyn, og eksploderer fra slutningen af 100 tallet til år 200 e.Kr.¹

¹ Jørgen Jensen: Danmarks Oldtid, Ældre Jernalder, s.345-7.

Cassius Dio: Romersk Historie (67:3, 67:15) år 200-230 e.Kr. viser os at der ca. år 173 e.Kr. livligt udstedes og fornægtes handelstilladelser i forbindelse med fredsaftaler. Quadi(-folket), der ønskede at indgå en fredsaftale med romerne blev tilstået dette, men ”retten til at besøge handelspladser blev dem ikke tilstået…” af en række strategiske årsager. Omvendt Marcomanni(-folket), ligeledes i forbindelse med overholdelse af en indgået fredsaftale, blev givet opholdstilladelse inden for 38-40 stadia ¹ fra Donau-floden. ”Han [Kejser Marcus Aurelius] fastslog de handelspladser og de dage der måtte handles blandt dem (for disse havde til dette tidspunkt ikke været fastlagt)…”.

¹ Da 1 stadium = 185m, svarer 38-40 stadia til 7-7.5 km.

Jeg vover den påstand at ovennævnte arkæologiske statistik over romerske importvarer er en yderst vigtig bevisbyrde for at vor ankomst til Fyn ligger i tidsrummet mellem år 40-70 e.Kr. og at vi har kontrol med vore nuværende landområder ikke senere end år 200 e.Kr., som alle andre indikatorer tillige peger på.¹

¹ Jeg har tidligere forklaret at Sønderjylland, Fyn, Vestsjælland, Skåne, Halland, Blekinge, Sør-Trøndelag og Rogaland er under kontrol ikke senere end år 200 e.Kr. og at Jylland, resten af Sjælland, Hordaland, Telemark, Upland følger i år 200-400 e.Kr.

Drage-mønter

Inden vi gennemgår mønter fra vore nuværende landområder vil jeg gerne give et bud på mønter, eller nok mere korrekt amuletter med en værdi som betalingsmiddel, der kan være vore første møntudstedelser fra tiden hvor vi befinder os i Asien/Midgård.
 
Vi har blandt de tidligste genstande, der anses som muligvis havende været gangbar mønt, de mærkværdige ”Drage-mønter” (kaldes også ”Bridge Money” på nuengelsk).

Chou Dynastiet (1122-770 f.Kr.), 12.4 cm lang. Identisk kunst på begge sider. To beskyttende drager. Er det  ”*ehwaR” runen (fysisk ”M”) fra Ældre Futhark vi her ser afbildet i midten? Da ”*ehwaR” runen betyder "hest" er det hesten de to drager beskytter. Den viste afbildning er ikke enestående, men samtidigt findes andre lignende afbildninger på denne mønttype. Min private samling. En tilsvarende amulet blev solgt på Baldwin’s Auctions Nr. 40, tirsdag 3. maj 2005 (s. 101, 103).
 
 
Vi ser “ehwaR”-runen benyttet (med ansuR-runen) på stenamuletten fra Utgard, dateret til ca. år 450 e.Kr., og på guldskillingen/den gyldne tavle fra Lekkende Gods, Præstø, Sjælland (DR Br46), dateret til år 385-670 e.Kr. Begge steder må ”ehwaR”-runen havde samme beskyttende virkning, som tilfældet må være på Drage-mønten ovenfor.

 
Chou Dynastiet (1122-770 f.Kr.), 92 mm. To beskyttende drager. Intet hul i midten, hvad nogle af disse mønter har. Baldwin’s Auctions Nr. 40, tirsdag 3. maj 2005 (s. 101, 103). Nederst et eksempel på den bronzeform der blev benyttet til at lave Drage-mønten. Formen er 93 mm lang og 58 mm bred. Fordi de to drager intet beskytter på selve amuletten/mønten, tjener dragerne alene det formål at beskytte ejermanden. Fra min private samling.

Dragebæltespænde fundet i Norfolk, England fra 14-1500 tallet e.Kr.  Spændet blev båret af krigere. Der sad en ring omkring dragernes hals (mærkerne herfra kan ses) der sad fast på læderremmen. Som er tilfældet på dragemønten fundet i Kina er dragernes opgave at beskytte ejermanden. Min private samling.

Ifald vi kan trække en lige linie tilbage fra slutningen af 1000 tallet e.Kr. gennem år 385-670 e.Kr. til år 306-221 f.Kr. da antyder det at symbolerne på hver side af ”*ehwaR” runen er beskyttende drager, hvis formål er at beskytte hesten, stammens absolutte livsnerve.
 
Drage-mønterne dateres generelt til Zhou/Chou Dynastiet (1122-770 f.kr.), men mange møntforskere mener nu at de bør anses som værende gangbar mønt i staterne Ba og Shu i tidsrummet år 306-221 f.Kr. Med brugen af en bronze-form til at slå mønterne er jeg enig i en datering af mønterne til tidsrummet år 306-221 f.Kr.
 
Kongen af Zhou Dynastiet dræbes af ”barbarer” år 771 f.Kr. der fra dette tidspunkt overtager kontrollen med landområdet, og flytter hovedbygden til Luoyi (i dag Luogang). ”Barbarer” er i kinesisk sammenhæng en henvisning til enten os eller Hunnerne.
 
Staterne ”Ba” og ”Shu” (også kaldet ”Ba-Shu”, senere ”Shu”), i dag landområdet i Sichuan provinsen i det sydvestlige Kina falder under kontrol af Qin-folket ca. år 316 f.Kr. ¹ Jeg har i afsnittet ”Qin-folket – Cyn eller slægten” argumenteret for at Qin-folket ikke blot er ”barbarer”, men er os.
 
¹  Se Bin Yang: Military Campaigns against Yunnam: A Global Analysis
(Asia Research Institute, Working Paper Series No. 30, National University of Singapore, September 2004). Bin Yang skriver at de har kontrol med begge stater i slutningen af 300 tallet f.Kr.
  

Kinesisk møntprægning er meget gammel og vi har utallige forskellige vis dette blev gjort på. Der er stadig stor usikkerhed omkring dels tidsrummet for møntudstedelserne, hvem der udstedte mønterne, og hvor de blev udstedt.
 

Kilde: Jacques Gernet: La Chine ancienne/Ancient China from the beginnings to the Empire (London, 1968, s. 107-108)

Alle disse møntudstedelser er tydeligt kinesiske med kunsthåndværk, der kun kan være kinesisk.

Som det fremgår af ”Drage-mønterne” er disse ikke typisk kinesisk håndværkskunst, men ligner vor egen vis at udføre kunst på. Der er ingen kinesiske skrifttegn på Drage-mønterne, hvilke andre samtidige møntudstedelser i de fleste tilfælde har. Kan dette være vor tidligste form for gangbar mønt fra år 306-221 f.Kr.? I afsnittet ”Seolfor pening, silfr peningr, sølvpenge – Sceat” viser jeg at vi i tidsrummet år 670-755 e.Kr. udsteder sølvpenge med mange beskyttende drager. Se tillige afsnittene ”Sarmatisk smedekunst i vore landområder”, ”Stavkirker” og ”Dragemærket”.

Hernæst kan vises en yderst mærkværdig Spade-penge.  

Spade-penge fra år 476-221 f.Kr.  45 mm høj, 26 mm bred omkring midten.
Er i udformning lig de Spade-penge, der ofte omtales som ”Square Foot Spade”
(Ref. Wang XXI/7, Jen-940, Hua (1998, s. 39), Coole 1096 og 4632-33).
Min private møntsamling.

   
Som man kan se er der på Spade-pengen en afbildning af en trekant. Dette skrifttegn fortolkes som kinesisk med forståelsen ”kung” og oversættes til ”hertug”. Jeg er ganske sikker på at den sande forståelse for den afbildede trekant er ”kung”, men at vi skal forstå dette som ”Qin” og identisk til ”Kiun-mi” med betydningen ”kongen, mig” og forstået som ”slægten” ¹.
 
¹ Trekanten med betydningen ”Kung” findes ligeledes på de tidligste mønter med rundt hul i midten, der er meget sjældne og formentlig kun blev slået over en meget kort periode. Det er muligt at de runde mønter med trekanten ”Kung” blev indført ca. år 300 f.Kr., men blev erstattet af den viste Spade-penge med samme mærke. Kilde: Calgary Coin & Antique Gallery: Chinese Cast Coins, Ancient Chinese Coinage 700 TC to 255 BC.
 

I afsnittet ”Qin-folket – Cyn eller slægten” viser jeg at ”Kiun-mi” formentlig oprinder fra det oldengelske/oldnordiske ”cyn-me/kyn-mik” og betyder ”konge”. Titlen bliver  senere til kyn-ugr/ungr” (oldnordisk) eller ”cyn-ing” (oldengelsk).
 
I vor egen kunst og verdensforståelse er den opvendte trekant Δ altid et symbol på Gud og de tre rødder, ét i hver verden, hvorfra Verdenstræet opstiger. De tre rødder har deres rod i fortiden, nutiden og fremtiden (se ”Bilag N: Det hellige tal 9”). Gud er i samtiden Kongen. Denne forståelse genfindes også i semitisk forståelse med ”Davidstjernen” – den sekstakkede stjerne, hvor den opadvendte lyse trekant betegner frigørelse til det åndelige plan, og den nedadvendende mørke trekant åndens fald. Også kristendommen ”låner” trekanten efter opfindelsen af treenigheden maj-august år 325 e.Kr. og dermed som et symbol på den nyopfundne Deos-Gud. Kristendommen henter formentlig forståelsen fra det nordlige Indien, hvor Rig Veda og de senere gotiske veda har en identisk forståelse til vor egen. Den fysiske afbildning ses i ”yantra” afbildningerne, der bruges til at hjælpe øjnene fokusere på et enkelt punkt, og dermed som et hjælpemiddel under koncentrationsøvelser. De gamle grækere tager deres Delta-symbol "D", fysisk Δ, fra det føniske alfabet hvor "D" kaldes "daleth" og fysisk er samme trekant. Da fønikerne var en sammenslutning af en kananæisk stamme og et tilrejsende "vandfolk" (fra Norden?), er det  føniske daleth en del af den semitiske sprogstamme, hvorfra vort eget sprog selv udvikledes.
 
Vi har mange afbildninger af trekanten som ættens mærke (se senere). I 800 tallet e.Kr. ser vi samme forståelse gengivet i ”valknútr” (oldnordisk) og ”walknot” (oldengelsk) eller ”valknuden”. Forståelsen er ”de kæmpendes knude” eller ”Odin’s knude”.

Osebergskibet er nok den bedst bevarede skibsgravsætning af en kvinde/Dronning der kendes. Skibet er bygget år 815-820 e.Kr. Kvinden døde år 834 e.Kr. og lå i et gravkammer bygget i agterenden af skibet. Skibet blev fundet i 1904 på gården Slagen i Vestfold syd for Oslo. Blandt hendes mange gravgaver er en utrolig fin seng med to beskyttende drager på sengestolperne ved hovedet af sengen. På dragernes hals er afbilledet de tre trekanter eller ”Valknuden”, her symboliserende at en Dronning er begravet. Skibet er udstillet på Vikingskipshuset, Bygøy, Oslo. Billedkilde: David M. Wilson & Ole Klindt-Jensen: Viking Art (1966).

Hammers runestenen i Lärbro, Gotland dateret til 7-800 tallet e.Kr. dvs. før den katolske kristendom ankommer. Tredje stribe fra oven viser en offerscene og yderst til venstre ses Verdenstræet Yggdrasill, hvor Odin har hængt sig som ofring til sig selv. Billedet ovenfor til venstre viser et nærbillede af netop denne ofring og umiddelbart til højre for Odin ses Valknuden. Billedkilde: D. Ashliman: Stone Monument Legends (1998-2002) eller Else Roesdahl: Vikingernes verden (s. 176).

Ikke overraskende findes Valknuden også på vore mønter. Møntforskere kalder Valknuden det ganske forfærdelige navn ”triquetra/triqueta”, der er kristendommens senere latinske navn for samme. Vi kender til sølvpenge med Valknuden slået af kongerne i Northumberland/Northumbria: Eadberht (737-758), Alcred/Alhred (765-774), Ælfwald I. (778/9-788) og Æthelred I. (774-778/9, 790-796), ligesom såvel Knud I. Den Store (1016-1035), som hans søn Hardeknud (1035-1042), slår mønter i Roskilde med Valknuden ¹. Ligeledes mønter Harald Hårderåde/Haraldur hardrada Sigurðarson (1047-66) Valknuden (kaldet ”treenighedstypen”) i Hamar eller Nidaros/Trondheim.
 
¹ Se Kr. Erslev: Roskildes Ældste Mønter (Studier til dansk mønthistorie, 1875) og Georg Galster: Roskilde Mønter (Københavns Amt, 1929, s.409-438).

Der ser ud til at trekanten som symbol kan spores tilbage til alle ætter på den nordlige halvkugle og i Mesopotamien (efterse pyramidernes udformning), og med den samme forståelse. Derfor kan vi ikke sige om den viste trekant på Spade-pengen er kinesisk eller indoeuropæisk. At kineserne selv fortolker trekanten som ”kung”, formentlig ”kongen” i forståelsen ”slægten”, viser derimod tydeligt at der enten i samtiden år 316-300 f.Kr er, eller før dette tidspunkt har været, et folkeslag i området, hvis øverste leder har været ”konge”. Dette kunne være Ver Asir/Danir-folket.
 
Da den opadvendte trekant betegner ”Gud”, og da ordet ”Ás” (oldnordisk) ligeledes betegner ”Gud”, hvor ”Ás” betegner Ver Asir/Danir-folket, er den opadvendte trekant Δ stammens grundmærke.
 
 
Med vor viden om Den hellige Kop, Den Hvide Hest, de to beskyttende drager, Valknuden og “Spade-penge” kan vi nu vise hovedafbildningen fra et silkemaleri fundet ved Mawangdui (uden for Changsha i Hunan provinsen). Gravfundene blev genopdaget i 1972 og er dateret til ca. år 168 f.Kr. Det menes at graven er Markisen af Dai (med navnet Zin Hui), hans kone og søn. Mange af gravfundene er nu udstillet på Hunan Provincial Museum. Igen har Bent Hansen henvist mig til silkemaleriet.

Der ser ud til at trekanten som symbol kan spores tilbage til alle ætter på den nordlige halvkugle og i Mesopotamien (efterse pyramidernes udformning), og med den samme forståelse. Derfor kan vi ikke sige om den viste trekant på Spade-pengen er kinesisk eller indoeuropæisk. At kineserne selv fortolker trekanten som ”kung”, formentlig ”kongen” i forståelsen ”slægten”, viser derimod tydeligt at der enten i samtiden år 316-300 f.Kr er, eller før dette tidspunkt har været, et folkeslag i området, hvis øverste leder har været ”konge”. Dette kunne være Ver Asir/Danir-folket. Da den opadvendte trekant betegner ”Gud”, og da ordet ”Ás” (oldnordisk) ligeledes betegner ”Gud”, hvor ”Ás” betegner Ver Asir/Danir-folket, er den opadvendte trekant stammens grundmærke.  Med vor viden om Den hellige Kop, Den Hvide Hest, de to beskyttende drager, Valknuden og “Spade-penge” kan vi nu vise hovedafbildningen fra et silkemaleri fundet ved Mawangdui (uden for Changsha i Hunan provinsen). Gravfundene blev genopdaget i 1972 og er dateret til ca. år 168 f.Kr. Det menes at graven er Markisen af Dai (med navnet Zin Hui), hans kone og søn. Mange af gravfundene er nu udstillet på Hunan Provincial Museum. Igen har Bent Hansen henvist mig til silkemaleriet.

Silkemaleriet fra gravfundene i MaWangDui i Hunan provinsen. Maleriet kan ses i sin helhed i Bai Shouyi: An Outline of Chinese History. Jeg har trukket en sort streg omkring de vigtigste afbildninger for at læseren klart visuelt kan følge forklaringerne nedenfor.
 
 

Kunstneren der har udført dette arbejde er kineser, og personen har gjort dette til sin ligeledes kinesiske herre, der må formodes at være familien begravet i MaWangDui. Hvad kunstneren beretter er en saga af ufatteligt vigtigt omfang. Øverst i midten ser vi den kinesiske hersker omringet af Midgårdsormen. En afbildning af Midgårdsormen er altid en afbildning af ondskab. Den kinesiske hersker er derfor omringet af fjenden, og fjenden bor i Midgård. Midgård er hjemstedet for indoeuropæiske nomadestammer, inklusive Ver Asir/Danir-folket.
 
Vi ser en klar afbildning af symbolet på Månen og Solen på hver side af Midgårdsormen, igen en klar tilkendegivelse af at fjenden er indoeuropæiske stammer. Inde i Solen er en afbildning af ravnen, Hugin eller Munin. Der er kun én stamme for hvem ravnen har så stor betydning, og det er Ver Asir/Danir-folket. At ravnen er vist inde i Solen er en henvisning til en delvis solformørkelse, og varsler stor ulykke da solens varmestråler ikke rammer Moder Jord og derfor skaber hungersnød.
 
Nedenfor har vi de to beskyttende drager, som læseren nu er klar over altid, uden undtagelse, er vore to beskyttende drager. Hvad dragerne beskytter er enheden i midten af maleriet. Denne enhed består af Den Hellige Kop øverst, hvori er aftegnet en Valknude. Den Hellige Kop står på et alter. Dette alter er identisk til de ”Spade-penge” vi i samtiden mønter. Vi kan nu se at hvad vi troede var ”Spade-mønter” i virkeligheden er ”holderen af Den Hellige Kop”.

På hver side af Den Hellige Kop og dens holder, mellem de to beskyttende drager, har vi to hvide heste med krigere. Den Hvide Hest og krigerne (uden stigbøjler) vender ryggen til Den Hellige Kop fordi de forsvarer denne. Den Hvide Hest med prikker bliver i kalkmalerier i Danmark til Knapstrupper-hesten. Bemærk den helt specielle vis kunstneren har gjort hest, drager og krigere hvide på. Han har malet den hvide farve således at det ser ud til at hest, kriger og drage er klædt på med hvidt. Dette er igen en klar hentydning til at fjenden er indoeuropæiske stammer.
 
Endelig bemærker vi at dragen til venstre (for læseren) holder en ung kvinde som fange. Vi kan se at den unge kvinde er bagbundet, hvilket forklarer at hun holdes som gidsel af fjenden. Dette er en ordret gengivelsen af folkesagnet om prinsessen der holdes som gidsel i tårnet af en omfavnende drage. Som gidsel er den kinesiske prinsesse klædt i vore simple kvindelige klæder, og ikke samtidens kinesiske dragter. Da det er Ver Asir/Danir-folkets beskyttende drage, der holder denne kinesiske prinsesse som gidsel, forklarer kunstneren os at hans herre befinder sig i en noget vanskelig situation. Endelig nederst ser vi den kinesiske herskers kone og søn, der gemmer sig for fjenden, dvs. os, og er beskyttet af deres egne beskyttende hjælpeånder, måske leoparder.

Hariwalda – Hærvælder – heraldik – mærke

Den opadvendte trekant som et symbol på Gud og Drotten (kongen/dronningen) er i virkeligheden et fuldt udviklet mærke for stammens øverste leder og de ætter han/hun råder over. Det falder naturligt at det har været nødvendigt at have styr på hvem der har udstedt mønt, og hvor denne er udstedt. Dette er i højeste grad også tilfældet for Ver Asir/Danir-folket, der ligeledes har skulle kunnet holde mandtal på mange tusinder af heste, og til hvem disse hørte. I kapitlet ”Brugen af tal - tal-kraft & rim-kraft” viser jeg at vi formentlig udvikler 20-talssystemet til at holde mandtal på hestene ved at slå en streg i bøgestaven (bogstav) for hvert 20. dyr i marken. Den rette ejermand til dyrene, for os heste, skete ved brugen af brændemærke, der sammen med mønter er den tidligste form for heraldik vi kender.
 
Ordet “heraldik” udvikles fra det urnordiske “hariwalda” (“hærvælder” eller “den der leder hæren”), der var enten kongen eller andre stormænd og medlemmer af 12-mandsrådet. Ordet kommer til Lombardiet og Frankien med folkevandringerne fra vore landskaber.

Vi har et eksempel på brugen af ”Hariwalda” i den tidligste longobardiske lovkode, der kendes som ”Edictum Rothari” (Edictus Rothari, Edictum Rotharis, Edictus Langobardorum) og udstedes af Kong Rothari år 643 e.Kr. ¹ Loven blev  vedtaget af longobardernes thing, kaldet ”gairethinx” (spyd (hær) + thing)². I Prologen’s kongeliste forekommer denne konge af Longobarderne:

”Sextusdecimus Hariwald, ex genere caupus”

eller

”16. [kong] Hariwald, fra Herre³ byrd”

¹ Salmonsens Konversationsleksikon (1915-30, 2. Udgave, Bind VI. s. 716) skriver:
”Edictus Langobardorum ell. Edictus Rothari (lat.) kaldes en af Langobarderkongen Rothari 643 udstedt omfangsrig Lov, indeholdende den ældste Optegnelse af den gl. langobardiske Ret. Ediktet, der udvidedes ved Love
af Rothari’s Efterfølgere, navnlig Grimoald og Liutprand, høre til de vigtigste Mindesmærker over oldgermansk Ret og blev i 11. Aarh. i Forening med senere Lovgivning Udgangspunktet for den livlige litterære Virksomhed, der udgik fra Retsskolen i Pavia. Mellem Ediktet og den gl. danske Ret er der paavist mærkelige Overensstemmelser, men hvorledes dette Slægtskab skal forklares, er uvist. (L i 11.: K j er, Edictus Rothari, Studier vedrørende Longobardernes  Nationalitet« [1898]; Samme, »Dansk og langobardisk Arveret« [1901]. - Ediktet er udg. af Bluhme i Monumenta Germaniæ, Leges IV)”.
 
Afsnittet ”(Longo)Bardernes udvandring” skulle gerne hjælpe med forståelsen for hvorfor dansk og longobardisk ret oprindeligt er den samme. Det er samme stamme med samme sæder der er ophavet til begge.
 
Fredegarius (Fredegar) (Bog IV:49) fra 600 tallet e.Kr. kalder ham ”Charoaldum ducem”. ”Origo Gentis Langobardorvm” (kap. 6) fra 600 tallet e.Kr. kalder ham “Aroal, Ariovald”. ”Historia gentis Langobardorum” (kap. IV :41) fra år 721-799 e.Kr. skriver ”Arioald”.

² Derfor er ordet for ”krig” på italiensk, spansk og portugisisk ”guerra” og på fransk ”guerre”. Vi ser den helt samme udvikling fra gotisk ”gais” (spyd) til ”gaisu” (krig).
 
³ Ordet ”Caupus” er klart af urnordisk oprindelse og findes som ”tæppere caupus” (oldengelsk) (”Herre af tapperiet” – ”krovært” på godt dansk, ”tavern keeper” på nuengelsk) og som ”wínbrytta caupo” (”Herre af vinprovianten” – ”vinsælger” på godt dansk). Som vi kan se har ”caupo” (oldengelsk) oprindeligt betydningen ”Herre” og det er let at se hvorledes ordet udvides gennem ”kaup” (oldnordisk) til at betegne en ”købmand”, der ligeledes er herre over sine varer.

Kong Hariwald (Hærvælder) regerede år 625-636 e.Kr.

Et andet eksempel er den gotiske konge fra Vandal-ætten, der i Jordanes gotiske slægtsregister kaldes ”Wandalaharius” (Vandal + hærger/Harry). Se ”Getica sive De Origine Actibusque Gothorum” (XIV:80).

Ligeledes er personen Hariuha (DR BR61, fundet nær Køge, dateret til år 385-670 e.Kr.) en "Hariwalda" fra Uha-ætten på Sjælland, som personen *HariwulfaR (DR 357, DR 358, DR 359, Blekinge, ca. år 0-200 e.Kr.) er "Hariwalda" for WulfaR-ætten i Blekinge.

I Widsith-digtet (sætning 26) hedder det at "weold...Ytum Gefwulf", dvs. Gefwulf vælder jyderne. Gefwulf har derfor været Hariwalda af de jyske ætter. For de jyske ætter i Kent kan vi se at Æðelberht/Ethelbert (d. 616) bliver Bretwalda, jvf. Bede’s ”Historia Ecclesiastica Gentis Anglorum” (Bog II:V) fra ca. år 731 e.Kr.

Peder Laales Danske Ordsprog siger:

Nr. 1017  Ee wil waaldh sijn wiliæ haffwæ.
(altid vil vælder sin vilje have)

I afsnittet “Ver Asir/Ase-folket - frie mænd under Asa-guderne” viser jeg at Eggja Runehelle/Eggjumstenen fra gården Eggja i Sogndal i Sogn, Norge dateret til 600 tallet e.Kr. indeholder ordet ”harisa” der oversættes til enten ”gudernes hær”, ”gudens (Odin´s) hær” eller ”Ver Asir/Danir-folket’s hær”. Vi kan dog se at ”hariwald” (hærvælder) og ”harisa” (Ver Asir/Danir-folkets hær) betegner det samme. Fra ”Hariwalda” udvikles den nye betegnelse ”Bretwalda” for de nye kongeriger i Britannien.
 
De tidligeste former for heraldik vi kender til på den nordlige halvkugle i Asien/Midgård kaldes af mange for ”tamga”. Dette ord er ikke vort eget, men findes i området fra 1000 tallet e.Kr. fremefter, og kommer ind i russisk som ”tamozhnia” (told). Ordet ”tamga” hedder på moderne mongolsk ”tamaga” hvorfor ordet sikkert er fra disse folkeslag.

Det fremgår af Upplandslagen (for Uppland og Gästrikland) fra ca år 1296 e.Kr. (kap. XXVII) at vort navn på disse mærker er "bolsmærki" (bolsmærker), og netop den nævnte lovgivning har en udtømmende gennemgang af hvorledes bolsmærker skal opfattes, og stridigheder løses. 

Nedenfor følger en række eksempler på personlige ”mærker” eller ”tamga”.

Som fremgår ovenfor blev hestens højre flanke mærket. I "Bilag U-0: Oprindelige hundebud & hundegårde" viser jeg at vor store jagthund, Den danske Hund, helt op til og med Frederik IV (1699-1730), blev brændemærket med kongens navn og chiffer på det ene lår.
 
Selve mærkets opbygning er ingen tilfældighed. Et mærke har kun virkning i fald ikke blot mærkets ejer og nærmeste omgangskreds kan tyde mærket, men påkræver at hele landskabets beboere er klar over hvert enkelt mærkes betydning. Problemet er at vi i dag ikke er dygtige nok til at kunne fortolke mærkerne.
 
Ifald vi kan benytte mongolernes grundbrug af deres tamga som rettesnor, kan opbygningen af vore mærker tage sig ud således ¹:
 

1. Hver æt har et grundmærke, der oprindeligt har haft en beskyttende magisk virkning, og derfor sikkert en forbindelse til Ældre Futhark og udviklingen af disse. De tre åbenlyse symboler fra de viste mærker ovenfor er den runde og hellige ring Ο (symbolet på Solen), den opadvendte trekant Δ (symbolet på Gud/Kongen), samt halvcirklen ( (symbolet på (halv)Månen).
   
2. Fra disse grundmærker tilføres herefter yderligere mærker ud fra grundmærket, der tilkendegiver fra hvilken æt ejeren nedstammer. Dette kan være en spejlvending af grundmærket, streger/bjælker tilføjet etc. En tilføjelse oven for grundmærket antyder højere rang end hvis tilføjelsen er nedenfor.
   
3. Grundmærket selv går i arv inden for ætten og fortsættes uændret af arvingen (søn eller datter).
   

¹ C.H. Waddington: Horse Brands of the Mongolians: A System of Signs in a Nomadic Culture (American Ethnologist, 1974, Vol. 1, Issue 3, s. 471-488).
 

Denne grundforståelse har været åbenlys for enhver, og er grundliggende hvorledes heraldik stadig udtænkes. Fra disse grundoplysninger omkring opbygningen af mærker kan vi se at der er tæt tilknytning i æt mellem kongerne fra Det Bosporiske kongerige (Kong Pharzoius (50-100 e.Kr.) og Kong Ininthimeus (234-238 e.Kr.)), og mærket fra det nuværende Sverige dateret til år 800-1000 e.Kr. Alle har halvcirklen (symbolet på (halv)Månen) som grundmærke. Se senere guldskillingen fra Roskilde.
 
Ligeledes kan vi se at der er tæt tilknytning i æt mellem Kong Sauromates II (174-210 e.Kr.), Kong Thothorses (278-308 e.Kr.) og guldskillingen/brakteaten fra Esrom, Nordsjælland. Alle har den runde og hellige ring Ο (symbolet på Solen) som grundmærke. Som jeg tror vor oprindelige heraldik er udtænkt er ætten fra Nordsjælland i rang tættere på stamfaderen til ætten da kun tilføjelser oven for grundmærket findes.
 
Völuspá (vers 61) siger:
 

Min oversættelse til nudansk.
Jeg har oversat ”þærs” fra ”þæri” der svarer til ”skammrif”, direkte ”korte ribben” med betydningen ”brystet”.
Jeg er ikke enig i Thøger Larsen’s oversættelse af samme.

Det er mit bud at de i Völuspá (vers 61) omtalte ”gyldne tavler” er identiske til de tusinder af hængesmykker/ guldskillinger vi kender fra Danmark/Skåne/Norge/Upland, alle dateret til perioden ca. år 385-670 e.Kr.. Det er fra dette vers åbenlyst at de ”gyldne tavler” er symbolet på den enkelte æt, hvorfor ættens mærke må have været afbildet herpå. Der er også fuld sammenhæng mellem udstedelsen af guldskillinger med mærke og de ”gyldne tavler”.

I afsnittet ”Aorsi folket” viser jeg at Strabo i Geographika (år 7 f.Kr. – 18 e.Kr., bog 11:5:8) gentager dette ved at skrive at Aorsi folket (Ver Asir/Danir) ”... som en følge af deres velstand, kunne de bære gyldne smykker”. Det ser derfor ud til at overgangen fra bronze til guld er sket før år 7 f.Kr.

Det fremgår af Atharva Veda fra ca. år 1000 f.Kr., hvorfor Gyldne Tavler har så stor betydning i vore sæder (Bog II:XIX:26):

Min oversættelse til nudansk.

¹ Ordet der benyttes på sanskrit er ”varuna”. Ordet er identisk til ”varna” (oldnordisk) og ”warnian” (oldengelsk), begge med betydningen ”at advare/at tage til følge/udstyret af naturen”. jvf. ordsproget ”engum er alls varnat” eller ”således er alle udstyret (af naturen)”. Se også ”Bilag Å: Rig Veda , bog 6: LXXV – krigsvåben”, hvor ”varuna” benyttes i forståelsen ”naturen”. Ikke overraskende ekstrapolerer menneskeheden samfundsopbygningen blandt de dødelige, kongedømmet, til samme for naturen. Derfor formes forståelsen for at naturen må have en konge, en dukkefører, hvorved opstår i filosofi tanken om en Kong Varuna, der gives egenskaber svarende til de dødeliges gude-konger. For den oprindelige forståelse af Kong Varuna, se f.eks. Manu Smriti (kap IX:245), hvor han er ”domsafsiger” og "kongernes konge"; Rig Veda (Bog 1:XXV. Varuna:7-9), hvor han helt enkelt er et spejlbillede af en dødelige konge, og Rig Veda (8: XLI. Varuna), hvor han besidder shamanens egenskaber, kender til, og er overholder af, menneskehedens sæder og love.

² ”Brahmanaspati” eller ”Brihaspati” (bønne + herre). Han anses som den øverst ansvarlige for bønner og ofringer og er derfor forbundet med tempelpræsterne Brahman. Jeg mener han nævnes her som en kenning for ”bøn og ofring”. Se også ”Bilag Å: Rig Veda , bog 6: LXXV – krigsvåben”.

³ Indra er ild- og tordenguden, og nævnes her som en kenning for den livgivende ild, varme og lys, jvf. også Hávamál (vers 68, Ældre Edda) og arneilden ”vísum vafrloga” (den visende flagre-lue) i Fjolsvinnsmál (vers 31, Ældre Edda). Forståelsen skal ses sammen med ildritualet ”Agnihotra” (Atharva Veda, Bog 6: XCVII). Vrtra/Vritra” er en drage og dræbes af Indra’s lynild i Rig Veda (bog I:32:9). Se afsnittet " - Tani’s oprindelige betydning”. Det er derfor Indra’s egenskab som ”bringer af lynild” vi skal tænke på.

Sammenlagt har vi derfor at guldets tilstedeværelse for mennesket er betinget af naturlovene, bønner og ofringer hertil, samt ild og varme fra sol og lynild, og at disse tilsammen er en kilde og forudsætning for livets opretholdelse. At skinnende guld stråler og ej forgår, og at mennesket derfor forbinder dette med udødelighed og et langt liv, forekommer ganske rimeligt.

Vær her særligt opmærksom på at ”Aesir, Aser” i Rig Veda kaldes ”Asura” (”Ahura” på Avesta-persisk), og blandt de der tildeles rollen som ”Ase” i Rig Veda’s gudeverden er ”Agni”, ”Varuna” og ”Vritra” (se afsnittet ”Ver Asir/Ase-folket - frie mænd under Asa-guderne”.

Sammenlign med Rig Veda (bog 9: LXI: ”....finder af heste, tilfør os heste og velstand i æt og guld”.

Kilde: Maurice Bloomfield: Hymns of the Atharva Veda (1897, II. Prayers for long life and health (âyushyâni), XIX, 26. Gold as an amulet for long life).

 
Guldskillingen fra Tjurkö, Blekinge ¹ viser med sin indskrift i Ældre Futhark at vi havde et yderligere navn for guldskillinger/gyldne tavler:

 ”wurte runoR an walhakurne. heldaR kunimundiu”

Som jeg oversætter til:

”gjorde runer på walhakurne. Holder slægtsbeskytter” 

¹ Statens Historiska Museum, Stockholm (DRBr75). Forståelsen af ”heldaR kunimundiu” er at den der bærer guldskillingen/den gyldne tavle er slægtens beskytter, dvs. dens øverste leder. Vi ser ordet ”heldar” benyttet i sætningen ”halda hendi yfir...” (holde hånden over...).
 

Det urnordiske ”walhakurne” oversættes normalt til ”de fremmedes guld”. Vi genfinder ordet i det gotiske landområde ved Sortehavet ”Wallachia” fra år 275 e.Kr. Ordet er vor betegnelse for de oprindelige Briter i Wales, som vi kaldte ”Wealas” og indskriften antyder hvorfra guldet til denne mønt kom. Det er min vurdering af “walhakurne” helt nøjagtigt er en henvisning til den walisiske stamme, hvis landområde var Cornwall, England. Landskabsnavnet “Cornwall” kendes på oldengelsk som “Cornwalas” (fra år 891 e.Kr.) og “Cornubia” (fra år 705 e.Kr.) og er vor udtalelse af det keltiske “kernou” (horn), der henviser til den halvø landskabet Cornwall er¹.
 
¹ Angel-saksiske krønike skriver for året 495 e.Kr.:

”Her cuomon twegen aldormen on Bretene, Cerdic (&) Cynric his sunu,
mid .v. scipum in þone stede þe is gecueden Cerdicesora
(&) þy ilcan dæge gefuhtun wiþ Walum”.

Som jeg oversætter til:

”Her kom to oldermænd til Britannien, Cerdic (&) Cynric hans søn,
med 5 skibe i det sted der er kaldet Cerdic’s åre
(&) da samme dag fægtede/ kæmpede med waliserne”. 

I år 519 e.Kr. tager Cerdic og Cynric kontrol over Wessex (Westsexana) med hovedbygd i Cerdicesford (idag Charford, Wessex). Hverken Cerdic eller Cynric er fra de ætter der kaldes Vest-sakser. I så fald kan mønten måske dateres til ca. år 495-519 e.Kr.

Vi kan fra ovennævnte hængesmykker/gyldne tavler/guldskillinger se at vedhænget nedenfor er to beskyttende drager, hvis opgave er at beskytte de tre rødder af Verdenstræet (de rødlige halv-ædelstene). På smykket i midten har vi den nedadvendte trekant V. Denne trekant er gjort som nr. 3 fordi den tredje rod i Verdenstræet er Himmelen, hvor forfædrene, dvs. kvindens æt, befinder sig. Trekanten repræsenterer derfor kvindens æt (for den fulde forståelse af dette se ”Bilag N: Det hellige tal 9”). Jvf. min vurdering af vor tidlige heraldik’s opbygning er den nedadvendte trekant et spejlbillede af den opadvendte trekant. Dette antyder at denne højbårne kvinde er af Ver Asir/Danir-folkets konge-æt, dvs. skjoldunge- ætten, men ikke har været tronarving.
 
I afsnittet ”“Ver Asir/Ase-folket - frie mænd under Asa-guderne” har jeg vist at vi i Kong Valdemars Jordebog i år 1231 e.Kr. har to herreder hvori ”Ás” indgår:

Skåne

Asboheret syndræ
(i dag Södra Åsbo Herred, Helsingborg Len)

Fyn

Asumheret
(i dag Aasum/Åsum ved Odense)

Det bør derfor være her vi finder gravlagte eller ofrede guldskillinger/gyldne tavler med stammens grundmærke fra ankomsten år 40-70 e.Kr. til udvandringerne til de nye kongeriger i Britannien begynder fra år 449 e.Kr.. Byen Årslev ligger da også kun 10 km syd for Aasum/Åsum, men i det tilstødende Vindinge Herred.

Herredsopdelingen fra Svendborg og Odense Amt 1921.
Kilde: www.dis-danmark.dk

Vindinge Herred (”Winnyngheret” i Valdemars Jordebog) er opkaldt efter bygden af samme navn ude ved Storebælt. Herredstinget ligger i 1686 samme sted som Nyborg  Byting. Mit bud er at det oprindelige ting har ligget i ”Herrested”, dels som følge af navnet, dels fordi den geografiske placering er midt i herredet, hvor rådet må være trådt sammen til vinter- og sommerting ¹.
 
¹ Se Svend Aakjær: Kong Valdemars Jordebog (1926-43, 2. bind: Kommentar, hæfte 1, s. 104).
 

Det antyder da at mærket for Vindinge Herred kan have været den nedadvendte trekant V. Landskabsnavnet og navnet på bygden ”Winnyng” kan oprinde fra det oldengelske ”winnan”, hvis oprindelige betydning er ”kæmpe for”, men som landskabsnavn har betydningen ”det (over)vundne”.
 
Landskabsnavnet skal uden tvivl ses i sammenhæng med floden ”Wensum” vest for Attlebridge (Attle’s bro) og nord for Easthaugh (Østhøj) i Norfolk, Øst-Anglen. I afsnittet ”Norfolk og Suffolk, East Anglia” viser jeg at stedet var en del af det oprindelige Øst-Anglen fra år 497 e.Kr. Der er fundet en række andre genstande fra samme marker der antyder at stedet har været et gravsted i en periode over ca. 400 år fra bosættelsestiden fremefter.
 
Ligeledes har bygden ”Winsum” nord for Gronningen i det nordlige Friesland samme oprindelse. Bygden ligger i landskabet ”Baarderadeel”, navngivet efter bygden Baard (se afsnittet ”Handelspladsen Barda - Barð/Barða”). I det tilstødende landskab ”Franekeradeel” (Frankernes Del) er der i bygden Hitsum fundet en guldskiling/gylden tavle dateret til år 385-670 e.Kr. identisk til de fundne i Danmark/Skåne/ Norge/Upland (vist ovenfor).
 
Ordet ”Winsum/Wensum” (Middle English) oprinder fra ”wynsum” (oldengelsk) og roden ”wynn”, i dag brugt gennem ordet ”winsome”. Igen har ordet betydningen ”det overvundne”. Denne sproglighed giver os måske en ledetråd om at kontrollen med øst-Fyn/Vestsjælland, den videre udvandring til Øst-Anglen, og Frisernes vandring fra Lille Friesland ved Anglen til det nuværende Friesland, sker inden for en ganske kort periode.

Jeg har i afsnittet ”Lundeborg, Fyn og Lundenbyrg (London), Britannien” argumenteret for at landvindingen og derfor navngivningen af Sjælland (Sølund) sker fra Fyn. Det ser derfor ud til at denne landvinding sker fra Asumheret mod øst via Winnyngheret.

Guldskilling omsmedet til Gylden Tavle fra fundet ved Aars (Års),
vest for Rold Skov i det nordlige Jylland syd for Limfjorden. Der er fundet to guldskatte i Aars. Ovennævnte Gyldne Tavle er fra Husmand Søren Henrik Larsen's Hedelod vest for Aars. Denne guldskat bestod af 15 guldskillinger (8 med ens stempel, 3 med ens stempel, 1 med "LaukaR" rejst i Ældre Futhark (DR BR 29) og 1 med "alu" rejst i Ældre Futhark (DR BR 28)). Den anden guldskat fra Aars, fra Husejer Peder Christian Jensen's marker, består af 5 mønter (3 guldskillinger og 2 romerske mønter af Valentinian III (425-55)) + 3 guldringe.
Mogens B. Mackeprang: De Nordiske Guldbrakteater (1952, s. 123-124, planche 6:17). Gaimster 1998:39, 40).

 
Vist ved to pile ser vi den opadvendte trekant Δ, skjoldunge-ættens grundmærke. Vi bemærker at der fra trekanten til højre fra bunden udgår et yderligere mærke. Jvf. min vurdering af hvorledes vi opbyggede vore oprindelige mærker antyder dette at mærket er fra en søn af konge-ætten, men ikke er tronarvingen. Tilstedeværelsen af dette mærke i det nordlige Jylland antyder, som historien også viser, at det nordlige Jylland er under kontrol da denne guldskilling blev møntet år 385-670 e.Kr. ¹.
 
¹  ”Aars” nævnes ikke som et herred i Valdemars Jordebog, hvilket det dog er i 1345 jvf ”Aars Herred”. Det udtales ”oos”. Svend Aakjær: Kong Valdemars Jordebog (1926-43, 2. bind: Kommentar, hæfte 1).

I ”Bilag J: Hariwalda mærke fordelt på landskab” giver jeg et bud på en række af ætternes mærke på baggrund af en gennemgang af de dengang fundne guldskilling/gyldne tavler i Mogens B. Mackeprang’s ”De nordiske Guldbrakteater” (doktorafhandling, Aarhus Universitet, torsdag 19. juni 1952).
 
 

Kæden med de Gyldne Tavler
 

Da holderen af de Gyldne Tavler er slægtsbeskytter, har Odin/Drotten visuelt skulle gøre dette klart for alle i den vis han/hun har båret de Gyldne Tavler på. Det første vi skal være opmærksom på er at ordet ”Gullnar töflor” (Völuspá, vers 61, Ældre Edda) kun forekommer i flertal. Det antyder stærkt at mere en én gylden tavle/guldskilling blev båret som en del af de Gyldne Tavler.
 
Skalk’s redaktør Christian Adamsen giver formentlig løsningen til denne gåde i Skalk (2006:3, s 18-19):

Opsætning af guldskillingerne fra Aulum, Midtjylland dateret til år 385-670 e.Kr. med de genstande med hvilken de blev fundet (se Skalk 2006:2).
Billedkilde: Kjeld Hansen, Herning Museum (Skalk 2006:2, s. 7 og 2006:3, s.18-19)

Resultatet ligner mistænkeligt hvad vi i dag opfatter som en Borgmesterkæde, og det er næppe en tilfældighed. Udover at The Lord Mayor of London har retten til at bære den gyldne kæde, der kaldes ”Collar of SS” og består af 28 S-formede gyldne ”mærker” (beskyttende drager?), så betegner den gyldne kæde i heraldik at personen der bærer kæden er en ridende adelsmand ¹, dvs. Hariwalda (Hærvælder).
 
¹ Se ”Notes & Queries, No. 43, Saturday, August 24, 1850”: ”The Collar of SS. is found in great variety of {195} shapes, and at what precise time it became an ensign of equestrian nobility no one can tell. Collars were worn at least so far back as the days of Livy (i.e. the commencement of the Christian era); for he recounts that Manlius having pulled off the collar of a Gaul, took the name of "Torquatus", and afterwards always wore the collar. Such being the case, there is no room for doubting that this ensign formed one of the ornaments of knighthood from the period of that dignity's earliest introduction into England”.

Völuspá (vers 61, Ældre Edda) har allerede har vist os at vi bar dette mærke længe før Ældre Edda blev nedfældet i 800 tallet e.Kr. Har vi andre kilder, der kan bekræfte dette?
 
Titus Livius (Livy) (59 f.Kr.- 17 e.Kr.) skrev den anerkendte udgave af romersk historie, 142 bind, i sin samtid. Et af de meget få brudstykker vi har tilbage kaldes ”Periochae”.

Titus Livius beskriver her Titus Manlius ”Torquatus”, Hærfører i Den Romerske Republik, Konsul 235 f.Kr., Diktator 208 f.Kr. Som faderen Marcus Manlius havde gjort det, førte sønnen krig mod Gallerne fra Gaul på et tidspunkt hvor Romerriget endnu ikke var oppe i fulde omdrejninger, hvorfor det var Gallerne der var en stor trussel for Rom. Den galliske hær lå i feltlejr nær broen over Anio-floden uden for Rom. Den romerske hær stod på den anden side af broen. Hver dag gik en kæmpe galler frem til broen og råbte de værste fornærmelser samtiden kendte til mod romerne. Dette synes, også hos os, at være den standard provokation, der skulle udløse en opfordring til Tvekamp eller Holmgang, hvorved slagets afgørelse kunne finde sted uden at starte en faktisk krig.

I Bog 7 skriver han:

”361 VC
T. Manlius adulescens, qui patrem a tribunicia vexatione vindicaverat, contra Gallum provocantem aliquem ex militibus Romanis in singulare certamen descendit eique occiso torquem aureum detraxit, quem ipse postea tulit, et ex eo Torquatus vocatus est”.

Som jeg oversætter til:

”361 VC
 
Den unge T[itus] Manlius, som beskyttede sin fader fra Tribunalens plageånd, stod overfor Gallerne der lod udæske hvilken som helst romersk hærmand til Enekamp[,]  havende dræbt sin modstander aftog han en snoet halskæde af guld, som han selv efterfølgende bar, og derfor herefter Torquatus kaldet er”.

Som vi ser bærer den galliske kæmpe, klart en konge og/eller hærleder, en ”snoet halskæde af guld” (torquem aueum). Dette finder sted i 200 tallet f.Kr. Vi kan se at romerne ikke har haft samme skik da kaldenavnet ”Torquatus” ellers ikke ville være interessant for Titus Manlius.

Fra skriftet ”The Black Book of Carmarthen” skrevet på walisisk ca. år 1250 e.Kr. har vi bl.a. et digt ”Yr Afallennau” (”The Apple-tree”), hvor tiltales et æbletræ (”Afallennau” på keltisk). Digtet omhandler en række slag hvor kelterne, forgæves, kæmper mod os og de saksiske ætter i syd-England, senere mod Normannerne. I vers V. hedder det i min oversættelse til nudansk:

”...Dog ved Arderydd (Arthuret) jeg bar en gylden halskæde...”

I dette digt sættes der en forbindelse mellem at lede hæren i slag og det at bære en gylden halskæde. Det antyder at også kelterne har haft forståelsen for Hariwalda – De Gyldne Tavler. Kærnen af slagene finder sted i 8-900 talllet e.Kr.

Netop Slaget ved Arderydd blev udkæmpet ca. år 573 e.Kr. nord for Carlisle, Wales mellem Rhydderch Hael (fra Areclut (Dumbarton, vestlige Skotland)) og Gwenddolau. En borgerkrig mellem to keltiske konger. Kong Gwenddolau bliver dræbt og resten flygter ind i de Caledoniske skove, dvs. til Skotland.

Vi har flere fine eksempler på den kimbriske halsring. Den kimbriske "Grønjæger, The Green Man, Herne the Hunter, Cernunnos" sidder med en guldhalsring i sin højre hånd på Gundestrupkedlen (Inderplade nr. 1). En identisk halsguldring sidder omkring kvindens hals på Rynkebykedlen. Endeligt har vi fysisk et pragteksemplar fundet i Dronninglund i Vendsyssel. Guldhalsringe af samme slags er fundet i Gotland, Ukraine og ved Sortehavskysten ¹.

¹ Kilde: Jørgen Jensen: Danmarks Oldtid (2003, s. 208, 224)

Guldskilling/Gylden tavle fundet i Maglemose, Præstø. Dateret til år 385-670 e.Kr. Stærkt forstyrrende kan vi ikke tyde hele indskriften i Ældre Futhark, endsige forstå hvad der er ridset. Vi kan dog se at omringet af en lykkebringende hestesko/hestehov (se afsnittene ”Hearg, Vé og Stavkirker” og ”Hestesko og lykke”) har vi den gyldne Hariwalda-kæde. Vi kan fra alle vore arkæologiske fund se at disse Gyldne Tavler findes i mange udformninger med forskellige antal guldskillinger omgjort til Gyldne Tavler. I visse tilfælde synes der kun at være få særligt gjorde Gyldne Tavler.
Billedkilde: Mogens B. Mackeprang: De Nordiske Guldbrakteater (1952, planche 4:4, 20:18)

I Beowulf-kvadet har Beowulf som ”þéoden” (leder af folket) og ”þegn” (sætning 2719) et Hariwalda-mærke. Dødeligt såret overlader Beowulf nu ledelsen af sin æt ”wægmunding” eller ”Wægmund’s klan” til arvingen Wígláf. Vi ved at Wígláf, som sin fader Weohstan (Wéoxstánes sunu), er såvel en ”wægmunding”, som fra ”léod Scylfinga” (Scylfing-folket) (sætning 2602-8). Denne æt er derfor fra Skilfinga/ Skjælveunge-ætten, der er Ver Asir/Danir-folkets stam-æt (Se kapitlet ”Ver Asir/Danir-folkets ”kønne unger”).
 
Beowulf gør nu følgende (sætning 2809-14):

Min oversættelse til nudansk.

Vi ser her meget klart fremstillet, at den gyldne halsring er Hariwalda-mærket, der sammen med det hellige sværd, og andet krigstøj, udgør den symbolske ret til at herske og pligten at forsvare og beskytte ætten.

Endelig nævner Beowulf (sætning 1208) ”eorclanstánas”, der er et heite for den halsring som Hama (Heimdall/Heimir) fik tag i, og som også kaldes ”Brósinga mene” (oldengelsk, sætning 1199). Samme kendes som Freya’s halsring ”Brísinga men” på oldnordisk ¹.

¹ ”men Brisinga” i Þrymskviða (vers 13,15 & 19. Ældre Edda), som Snorre gentager i Gylfaginning (kap. 35, Snorre Edda).

I Beowulf er det en henvisning til den selvsamme halsring som Kong Hygelác (Scyldinga-æt nr. 18 og Ynglinga-æt nr. 13, ca. 497-521 e.Kr.) bar da han blev dræbt af Frankerne år 521 e.Kr. (Beowulf 1202-5, 2355-59, Gregory af Tour’s ”Historiae Francorum” (kap. III.3)). Måske er det herfra den senere oldnordiske beretning stammer.

"Eorclanstánas” er identisk til ”jarknasteinn” (oldnordisk) med betydningen “ædelsten, brilliant”, og “airknis” (gotisk) med betydningen “god, hellig”, ultimativt fra kaldeiske “jarkán” (gul ædelsten).