Forside Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>

 

 

Handsal – håndsalg – mit ord er min ære er min lov

 

Harald Blåtand (Haraldur konungur, Haraldur Gormsson, regent ca. 958-986) havde i forbindelse med sin overtagelse af magten indgået en pagt med Hákon jarl (Hákon Sigurðarson, c. 937 – 995) fra de norske landskaber, om gensidigt forsvar fra en udefrakommende trussel. I år 962 e.Kr. etablerede Kejser Otto den Store (Ótta keisari, Ótta hinn rauði) ”Det Hellige Tysk-Romerske Rige” (Saxlandi og Peitulöndum = Poitou-landene = landskaberne omkring byen Poitiers, det centrale, vestlige Frankrig), og fra dette tidspunkt truer han med kors- og erobringstog mod det genskabte Danmark. Denne eksistentielle trussel udløser forsvarspagten, der forhandles endeligt på plads år 973-974 e.Kr., jvf. Jómsvíkinga saga (kap. 6):

Og eftir þetta, þá voru menn sendir þegar í mót öllu liði jarls, að þangað skyldi koma á eina stefnu, og eigu þeir að þessu hannsöl og binda fastmælum sín í milli,

Og efter dette, da vore mænd sendt melding om straks-møde af hele jarlens lid, at de skulle komme til et stævne, og hvorpå de indgik bindende aftale med handsal,

Min oversættelse til nudansk. Den endelige aftale var fuld hærstyrke fra de norske landskaber mod skattefrihed fremover.

 

Der er næppe meget der viser den forne sæd og vor verdensforståelse bedre end hvorledes vi indgik og indgår handel gennem håndslag (”handslen” på oldengelsk). Det er derfor vi i sproget "købslår" ("kaupslaga" eller "kaupmanga" (købpranger)) med hinanden. Under købsforhandlingerne giver handelsparterne, "kaupmaðr" (købmanden) og "kaupunautr" ("købsstaldbroder", hvor "nautr" er fra "nautn" (nydelse, benyttelse, brug) og derfor betegner varens retmæssige ejer), pristilbud frem og tilbage ved at slå med håndslag i den anden parts åbne håndflade.

Den ved lov gyldige handel ”Håndsalg” (”handsal” på oldnordisk og oldengelsk) findes tre steder i verden: Normandiet, Jylland og Yorkshire 1.

1 I dialekten i Yorkshire bruges ”Handsel” eller ”Haudsel”. Samme er gældende på olddansk. Gulaþingslög (kap. 36., Um leigufe. oc lánfe): ”... handsellt fe... i hond selia...”

 

”En god Handsel Nytaarsmorgen giver en god Handel hele Aaret igiennem” 1

1 J. M. Thiele: Danmarks Folkesagn (1860, 3. Deel, s. 34, nr. 147: I Huus og Hiem, Held og Vanheld)

 

Her skal vi komme ihu at Nytårsmorgen er den 6. januar.

Det er alene Ver Asir/Danir-folket der har denne verdensforståelse og ideen er ekstrem simpel, men samtidigt altafgørende for hvorledes vi som stamme fungerer, og har kunnet fungere uden behov for ord i skrift, papir eller pen.

Jeg – du - vi har alle har kun én ting at beskytte og det er vor ære ("eir" oldnordisk, "ar" oldengelsk, "eris" etruskisk i navneform). Denne kan aldrig krænkes, af os eller andre. Hånd og mund skal følges ad. Derfor er mit ord min lov og kan aldrig brydes. Alle der tilhører Ver Asir/Danir -folket forstår og er enige i dette 1. Det følger fra denne hjørnesten, at mit ord og mit håndslag ved indgåelse af handel er alt hvad der kræves for at en handel er gyldig. Dette er hvad vi kalder "kaupskapr" (køb[mands]skab) og "kaupskil" (købegenskab), som vi skal opfatte som "retskaffenhed, pålidelighed i handel".

1 Æres-begrebet, dets betydning, og nødvendigheden af aldrig at tabe sin ære, fremgår klart af straffen for desertering i oprindelig lovgivning. I dansk ”Militær Straffelov” (§ 25) er det i dag stort set straffrit at svigte sine landsmænd ved rømning eller fraværelse uden orlov (6 måneders fængsel i fredstid, 10 år i krigstid). Kong Aethelred (Ethelred, Adalsråd, Regent ca. år 968-1016 e.Kr.) viser i sine domme fra Enham (Lov nr. xxxv), hvad straffen for desertering oprindeligt er:

Xxxv. And gif hwá of fyrde butan leáfe gewende · þe cyning sylf on sí · plihte his áre : ·

35. Og givet hvem (der tager sig) fra færden foruden begunstigelse (hertil at have) vundet  · hvor kongen selv er med · (for)pligter sin ære : ·

Min oversættelse til nudansk. Det oldengelske ”fyrd, fierd”, der modsvares af det oldnordiske ”ferð”, og derfor det nudanske "færd", har oprindeligt underforståelsen "krigsfærd". Det oldengelske ”plihte” skal oprindeligt opfattes som ”udsætter for fare”.
Kilde: Benjamin Thorpe (1782-1870): Ancient Laws and Institutes of England, (1840, s. 138).

Vi kan fra ovennævnte lov se, at desertering medfører personens ”tab af ære”, i oprindelig tanke den hårdeste straf tænkelig.

Knud I. Den Store (1016-1035) ændrer i sine lovkoder givet i Winchester år 1020 e.Kr. (Lov II Knud, Law II Cnut, Lov nr. 77) straffen for desertering, hvad enten under skibsfærd eller landfærd (sý hit on scipfyrde (,) sý hit on landfyrde), til:

...þolige ealles ðæs ðe hé áge and his ágenes feores;

...tåle (tab af) alt det som han ejer og hans eget liv;

Min oversættelse til nudansk.
Kilde: Carole Hough: Legal and Documentary Writings (Phillp Pulsiano & Elaine Treharne: A Companion to Anglo-Saxon Literature, 2001, s. 182)

I første halvdel af 1000-tallet e.Kr. har den oprindelige forståelse af ”ære” tilsyneladende tabt kraften, og må nu erstattes af dødsstraf og tab af al ejendom. Da Kong Knud næppe skærper straffen for desertering, kan vi modsat slutte, at "tab af ære" i oprindelig tanke blev anset som en dødsstraf, der medførte slægtens udstødelse fra sin fribårne æt (Jarl eller Karl), og dermed formentlig udslettelse.

 

År 1294 e.Kr. er loven udformet således gældende for København:

”Kjøber nogen noget ved Haandgiven (Handsal), maa han hæve Handlen samme Dag, naar han giver Sælgeren 2 Ører, men har han haft det kjøbte Natten over, kan Kjøbet ikke gaa tilbage. Men har han kjøbt noget, som han først har set, og drukket Lidkjøb, staar Handlen ved Kraft”1.

1 Se Oluf Nielsen: Kjøbenhavns Diplomatarium (1838-1896, Bind I. s.33-59) biskop Joh. Krags Stadsret for København dateret 29. januar 1294, nr. 102

 

Som man stadig gør på Hjallerup Marked giver man håndslag på f.eks. en hest købt 1. Hesten er købt ”som set” og har køber og sælger derefter drukket ”Lidkjøb”, dvs. ”tillid til købets indgåelse”, står handlen ved magt.

1 eller grisemarkedet og levekvægsmarkedet på Varde Markedsplads.

 

År 1443 e.Kr. er loven stort set uændret:

”Item hwilken man, som køber nogheer thing, oc fæster vp met hand, honum ær louet wether at sighe then samme dagh, oc bøthe vppa two øre penninge; holder han oc then thing, han hauer køpt, natten ouer, tha scall han betale swo dyrt, som han then thing fore køpt hauer”1.

1 Se Oluf Nielsen: Kjøbenhavns Diplomatarium (1838-1896, Bind I. s.164-179) Christoffer af Bayerns Stadsret for København dateret 14. oktober 1443, nr. 17

 

I Skotland kaldes den først mandag i det nye år for ”Handsel Monday” og er dagen hvor arbejdsgiver giver gaver til arbejdstager.

”Peder Syvs kjernefulde Ordsprog” (1807, Fortalen: LI:32):

"Det er Eden som skal sælge Varene"

Af afsige en ”falsk ed” kalder vi ”mened” fra ”meineiðr”  (oldnordisk) og ”manad” (oldengelsk) fra ”men/mein/man” (skade, smerte, forbrydelse) + ed 1.
 
1 Ludvig Holberg har en lang udredning af ”ed” og ”Meen-Eederie” i ”Naturens og folke-rettens kundskab (1. bog: CAP. X., Om Eeders Afleggelse) fra 1716 (1. udgave) til 1751 (5. udgave).

 

Christian V.'s Danske Lov (Femte Bog: Om Adkomst, Gods og Gield, I. Capitel: Om Contracter og Forpligter), givet ved forordning 15. april 1683 viderefører den urnordiske aftalelov således:

”1. Een hver er pligtig at efterkomme hvis [= hvad] hand med Mund, Haand og Segl, lovet og indgaaet haver”.

Denne lov er stadig gældende, og forudsættes i den nuværende Aftaleloven, hvorfor sætningen ikke er gentaget i loven.

 

 

Menneskesalg og handelspris

 

En særlig form for Handsal er ”Mansal” (oldnordisk) eller ”menneskesalg”, dvs. handel med krigsfanger og trælle. Personen der skal handles kaldes ”mansalsmaðr” eller ”menneskesalgsmanden” (opfattes tvekønnet).

Handelsprisen på en træl mener jeg fremgår af Kong Ine til Wessex’s love fra år 688-695 e.Kr., hvor prisen er opgivet som trællens "wergeld":


Wergeld

Waliser gruppe

60 skilling

Walisisk træl (ðeowne, lov nr. 23)
Waliser uden land (lov nr. 32)

50 skilling

Somme walisiske trælle
 (somhwelcne, lov nr. 23)

For den fulde liste se "Bilag A: Rig Veda , Rígsþula og Manu Smriti".



Guldskillingen er gældende møntfod fra år 385-670 e.Kr., hvor den erstattes af sølvpenge, gældende til år 755 e.Kr. I afsnittet "Seolfor pening, silfr peningr, sølvpenge – Sceat" (underafsnit "Møntvægt – silfrmetinn") har jeg fremstillet en omregningsliste mellem afregningsenheder gældende i De Gamle Kongeriger i Skandinavien, samt De Nye Kongeriger i Britannien, i tidsrummet år 385-1066 e.Kr.

Vore faktiske sølvpenge udstedt år 670-755 e.kr. vejer 1.2-1.26 gram. Vi kan se fra en guldskilling udstedt år 587-670 e.Kr. på den frankiske handelsplads Wic/Vic Pontio (Broen ved Vigen) ved Etaples, 27 km syd for Boulogne, at denne mønt vejer vejer 1.41 gram (se afsnittet "Gold scilling, gull skillingr, guldskilling").

En walisisk træl bør derfor have en handelspris på 70-85 gram guld, afhængig af trællens fortræffeligheder 1.

1 I 1750'erne købtes en mandsslave på Guineakysten for 96 rigsdaler (Christiansborg priscourant) og solgtes på torvet i Charlotte Amalie, St. Thomas for 3-400 rigsdaler. En slavinde med 3-4 børn indbragte op mod 800 rigsdaler. Tabsprocenten under transporten var på dette tidspunkt ca. 16%, hvortil kom driftsudgifter til skib og besætning, samt kost til slaverne under transporten. Se Per Eilstrup & Nils Eric Boesgaard: Fjernt fra Danmark (1974, s.86, 92).

 

Til sammenligning mener Michael McCormick: Origins of the European Economy - Communication and Commerce AD 300-900 (2001, Costs and profit margins, s. 754; tabel 25.1 The comparative cost of a human being: Carolingian Europe, Byzantium, and the Caliphate, s. 756), at en slave i det sydlige Europa blev handlet til 50 gram guld i 900 tallet e.Kr., og 150 gram guld i det muslimske kalifat.

I afsnittet "Seolfor pening, silfr peningr, sølvpenge – Sceat" (underafsnit "Købekraften i 6-700 tallet e.Kr.") viser jeg at en træl med værdi 50-60 skilling har en modværdi af 50-60 stykker kvæg eller 200-240 får; en enorm købekraft.

Laxdæla Saga (12. kafli Leiðangur) giver os en beretning om en faktisk handel med trælle. Samtiden er medens Haakon den Gode (Hákon Aðalsteinsfóstri) var konge ca. år 930-960 e.Kr. (se kap. 12), nærmere bestemt ca. år 936-941 e.Kr.

Den islandske Höskuldi Dala-Kollssyni var hirdmand (hirðmaður) for Haakon den Gode (Hákon Aðalsteinsfóstri), og boede skiftevis sit hjem i Laksedal (Laxárdal) på Island, og ved kongens hof i Norge. Som var nedfældet ved lov skulle den danske, den norske og Svea-folkets konge træffes hver tredje sommer på Brännö (Bræn(dings)ø) ved indsejlingen til Göteborg, hvor man forhandlende udenrigspolitiske søgsmål på plads for at holde freden. ”Trekonger-stævnet” var en enorm sammenkomst fra hele Skandinavien, og stævnet havde naturligvis en dertil hørende markedsplads, kaldet ”kaupstefnu” (købestævne). Markedspladsen var fyldt med mennesker (allfjölmennur) og der var stor skæmten, drikken,  (sports)leg og al slags glæde (Þar var skemmtan mikil, drykkjur og leikar og alls kyns gleði).

Siddende i et pragtfuldt telt (tjald eitt skrautlegt) på markedspladsen træffer Höskuldur købmanden og slavehandleren Gilli hinn gerski (Gille fra Garðaríki). På sit hoved bærer han en hat fra Garðaríki (hafði gerskan hatt á höfði). Gille hinn gerski var den rigeste (auðgastan) købmand i købmandslauget (kaupmannalögum) 1.

1 Det oldnordiske ”gerski” fra tillægsordet ”gerzkr”, dvs. fra Garðar, underforstået fra Garðaríki. Det har tydeligvis været usædvanligt, og derfor et kendemærke, at han bar en hat fra Garðaríki, som vi sikkert må opfatte som en stor pelshue. Såvel navnet Gille, som det at købmand og køber fører en normal samtale, viser os at sproget i Garðaríki i 900 tallet e.Kr. var oldnordisk.

Vi kan fra det oldnordiske ”kaupmannalögum”, direkte ”købmandslovene” (flertalsform), men opfattet som ”købmandslauget”, se hvorfor de fællesskaber håndværkerne sammensluttes i, lidt forvirrende, skrives ”lag, lav, laug”. Det olddanske ord er ”lagh”, fra ”lag, lah-” (oldnordisk, oldengelsk; samlet flertalsform), igen fra ”lag, lagu (oldnordisk, oldengelsk; entalsform). Det nuværende ”laug” er en fonetisk udtale af ”love” i flertal. Købmandslauget er derfor grundlagt på et tidspunkt vel før år 935-948 e.Kr.

 

Höskuldur segir að hann vill kaupa ambátt nokkura "ef þú hefir að selja."

...

Höskuldur sá að um þvera búðina var fortjald. Þá lyfti Gilli tjaldinu og sá Höskuldur að tólf konur sátu fyrir innan tjaldið. Þá mælti Gilli að Höskuldur skyldi þangað ganga og líta á ef hann vildi nokkura kaupa af þessum konum. Höskuldur gerir svo.

Þær sátu allar saman um þvera búðina. Höskuldur hyggur að vandlega að konum þessum. Hann sá að kona sat út við tjaldskörina. Sú var illa klædd. Höskuldi leist konan fríð sýnum ef nokkuð mátti á sjá.

Þá mælti Höskuldur: "Hversu dýr skal sjá kona ef eg vil kaupa?"

Gilli svarar: "Þú skalt reiða fyrir hana þrjár merkur silfurs."

"Svo virði eg," segir Höskuldur, "sem þú munir þessa ambátt gera heldur dýrlagða því að þetta er þriggja verð."

Þá svarar Gilli: "Rétt segir þú það að eg met hana dýrra en aðrar. Kjós nú einhverja af þessum ellefu og gjalt þar fyrir mörk silfurs en þessi sé eftir í minni eign."

Þá segir Höskuldur: "Lát fram reisluna og sjáum hvað vegi sjóður sá er eg hefi hér."

Gilli gerir svo. Reiða nú silfrið og voru það þrjár merkur vegnar.

Síðan gekk Höskuldur heim til búðar sinnar. Það sama kveld rekkti Höskuldur hjá henni.

Höskuldur sagde at han ville købe en trælkvinde et sted ”hvis du har at sælge”.

Höskuldur så at på tværs af boden var et forhæng. Da løftede Gille teltforhænget og Höskuldur så tolv koner siddende inde i teltet. Da mælte Gille at Höskuldur var skyldig der at gange og tage i øjesyn hvorvidt han på dette sted ville købe en af disse koner. Höskuldur gjorde så.

De sad alle sammen på tværs af boden. Höskuldur efterså omhyggeligt disse koner. Han så en kone der sad ude ved telt-skørten. Hun var ilde klædt. Höskuldur læste konen køn for syn, ifald man nogensinde måtte det se.

Da mælte Höskuldur: "Hvor dyr skal den kone være ifald jeg vil købe?”

Gille svarer: ”Du skal (ud)rede for hende tre mark sølv”.

”så vurderer jeg”, sagde Höskuldur, ”at du bevirker (at) denne trælkvinde gøres for dyr, for at dette er tre (gange hendes) værd”.

Da svarer Gille: ”Ret siger du det, at jeg med hende dyrere er end (med) andre. Udvælg nu enhver af de elleve og gæld da for mark sølv, end denne efterlad i min besiddelse”.

(salgsargumentet virkede og han køber naturligvis den dyreste træl; om et øjeblik vil vi høre hvorfor).

Da siger Höskuldur: ”Lad frem De Oprejste [dvs. vægtskålene] og se hvad vejer pungen som jeg haver her”.

Gille gjorde så.  (Ud)redede nu sølvet og var da tre mark (af)vejet.

...

Siden gik Höskuldur hjem til sin bod. Den samme kvæld sov Höskuldur med hende.

Min oversættelse til nudansk.

Det oldnordiske ”fríð” fra ”fríða”, her i betydningen ”forskønne”. Fra hvad følger efter kan vi kun opfatte ordvalget som at kvinden fremstår beskidt og ilde klædt, men underneden er ganske køn. Det oldnordiske ”reisluna” mener jeg må være fra ”reisn, reist” (oprejst) og en kenning for vægten med dens vægtskåle. Det andet brugte ord i samme kapitel, ”vogina”, må være en gradbøjning af ”vega”, her forstået som ”veje noget med vægt”, dvs. ”vægten”.

 

Höskuldur indgår endelig handel ved at ”sláum kaupi” (slå køb), dvs. giver håndslag på handlen.

I Gróttasöngr (Forord, Ældre Edda) hører vi den filosofiske beretning om Kong Frode’s køb af to store og stærke trælkvinder (ambáttir) med heiterne Fenja og Menja.

1 trælkvinde ca. år 936-941 e.Kr. koster derfor 1 mark sølv.

At den ovenfor beskrevne trælkvinde koster 3 mark sølv skyldes at hun var den 15-årige prinsesse Melkorka, datter af Mýrkjartan (oldirsk ”Muircheartach” eller ”Søkriger”), jvf. Laxdæla Saga (13. kafli Útkoma Höskuldar). Fra irske slægtsregistre ser det ud til at Mýrkjartan (Muircheartach) er identisk med Muirchertach, mac Néill Glúnduibh, der ca. år 936-941 e.Kr. var konge af Cenél Eóghain, det nordvestlige Ulster.

Holmgangsloven muliggjorde at hver af Holmgangsmændene, før Holmgangen fandt sted, kunne frikøbe sig (mod tab af liv?) ifald man tabte Holmgangen. Dette kaldtes ”Hólmlausn” (Holmløsen) og var fastsagt til samme takst, 3 mark sølv, i netop samme tidsrum Prisen på en træl er derfor identisk til personens wergeld (se "Bilag R: Witherlogh – Vederloven").

1 mark sølv svarer i begyndelsen af 1400 tallet til 233 gram rent sølv. Det er vanskeligt at afgøre hvorvidt denne omregningskurs er uændret gældende i 900 tallet e.Kr. af flere årsager:

            • Overbefolkningen i Europa i 900 tallet e.Kr. har forårsaget et dramatisk prisfald på trælle i takt med at der var rigeligt med forsyninger til handelspladserne, som vi netop har hørt berettet. Efterser vi trælleprisen målt gram guld ser det ud til at der skete et prisfald på 40% fra år 755 e.Kr. til 900 tallet e.Kr. (fra 85 gram guld til 50 gram guld). 
            • Det forekommer også rimeligt at forholdet mellem guldskillinger og sølvpenge kan have ændret sig. Det oprindelige forhold mellem guldskilling og sølvpenge var 1 guldskilling = 25 sølvpenge frem til år 755 e.Kr. Kr. Kolding: Grundrids af vort skattevæsens historie (Jydsk Dagblad ca. 1930) skriver at i 1200 tallet e.Kr. skulle en gård i Jylland, vurderet til 3 mark guld, betale 1 mark sølv i skat. Da 1 mark guld = 8 mark sølv var ejendomsskatten derfor 4 %. Forholdet mellem guld og sølv har derfor ændret sig fra 1:25 til 1:8; en massiv opskrivning af sølvværdien ift. guld i 1200 tallet e.Kr.
            • Inflation taler for at 1 mark sølv i 900 tallet e.Kr. har haft en væsenlig højere kurs målt i gram rent sølv. end er tilfældet i begyndelsen af 1400 tallet, dvs. færre gram rent sølv til 1 mark sølv. I "Bilag R: Witherlogh - Vederloven" viser jeg at Kong Knud I Den Store år 1016 e.Kr. idømmes betaling af wergeld for drab i fuldskab af en af sine hirdmænd. Wergeld for en fribåren var år 1016 e.Kr. 40 mark sølv. Jeg har ovenfor vist at Holmløsen, der også betegner wergeld, ca. år 930-960 e.Kr. var 3 mark sølv. Vi har derfor en tilstand af massiv inflation fra sidste halvdel af 900 tallet fremefter. Sølvpenge møntet i Jórvik (York) under Anlaf Guthfrithsson (939-941) vejer 1.26 gram.

 

Vi har endnu en beretning om en faktisk handel med trælle i tidsrummet ca. år 975-981 e.Kr. Eiríks bjóðaskalla’s datter Ástríðr, der var gift med Kong Tryggvi Ólafsson, måtte efter hans fald år 963 e.Kr. tage flugten for ikke at blive dræbt da hun var gravid med, og senere fødte, tronarvingen, den senere Kong Olav Tryggvason (ca. 963-1000). Dronning Ástríð’s broder Sigurðr havde længe været (i krigstjeneste) hos Kong Valdemar I. (regent 972-1015) i Hólmgarður. Derfor rejser hun, ca. år 975 e.Kr. til Hólmgarður. Undervejs bliver de angrebet af estiske vikinger under ledelse af en mand ved navn Klerkon (i dag ”Kekkonen”?). Olav skilles fra sin moder og sælges af Klerkon til trældom hos personen Reas (i dag kvindenavnet ”Raija, Reija”?), hvis kone hed Rekon (i dag ”Riikka”?) og deres søn Rekoni (nuestisk ”Raiko, Reiko”).

Snorre: Heimskringla (Ólafs Saga Tryggvasonar, kap. 5. Frá Sigurði Eiríkssyni):

Sigurðr hét bróðir Ástríðar, son Eiríks bjóðaskalla; hann hafði þá lengi verit af landi á brott austr í Garðaríki með Valdimar konungi; hafði Sigurðr þar metnað mikinn. Fýsir Ástríði at fara þannug til Sigurðar, bróður síns; fékk Hákon gamli henni gott föruneyti ok öll góð föng; fór hon með kaupmönnum nökkurum. Þá hafði hon verit 2 vetr með Hákoni gamla. Ólafr var þá þrevetr. En er þau héldu austr í haf, þá kómu at þeim víkingar, þat váru Eistr, hertóku þeir bæði menn ok fé, en drápu suma, en sumum skiptu þeir með sér til ánauðar. Þar skildist Ólafr við móður sína, ok tók við honum Klerkon, eistneskr maðr, ok þeim Þórólfi ok Þorgilsi. Klerkon þótti Þórólfr gamall til þræls, þótti ok ekki forverk í honum ok drap hann, en hafði sveinana með sér ok seldi þeim manni, er Klerkr hét, ok tók fyrir hafr einn vel góðan. Hinn þriði maðr keypti Ólaf ok gaf fyrir vesl gott eða slagning; sá hét Reas, kona hans hét Rekon, en son þeirra Rekoni. Þar var Ólafr lengi ok vel haldinn, ok unni búandi honum mikit. Ólafr var 6 vetr á Eistlandi í þessarri útlegð.

Sigurðr hed Ástríð’s broder, søn af Eiríks bjóðaskalla; han havde da længe været borte fra landet, øster i Garðaríki hos Kong Valdemar; havde Sigurðr dér stor vurdering [= høj anseelse]. Ástríð var tilskyndet at fare did til Sigurðr, sin broder; skaffede Hákon (den) Gamle hende godt følgeskab og alt godt forråd; fór hun med nogle købmænd. Da havde hun været 2 vintre med Hákon (den) Gamle, Olav var da tre-vintre. End da de holdt øster i havet, da kom mod dem vikinger, der var estere. De tog med hærgen både mænd og fæ, end dræbte somme, end somme tog de med sig med skib i trældom. Der skiltes Olav fra sin moder, og Klerkon, en estisk mand, tog ham med sig, og også Þórólfr og Þorgils. Klerkon tænkte Þórólfr (for) gammel til træl, tænkte og ikke arbejdsduelighed i ham og dræbte ham, end havde (unger)svendene med sig og solgte dem til en mand, der Klerkr kaldtes, og tog for (det) en vel god (gede)buk. En tredje mand købte Olav og gav for (det) en god kappe uden ærmer eller (et) Slag; han kaldtes Reas, hans kone kaldtes Rekon, end sønnen deres (for) Rekoni. Dér var Olav længe og vel holdt [= godt behandlet], og meget afholdt var han af bonden. Olav var 6 vintre i Estland i denne landsforvisning.


Min oversættelse til nudansk. Bemærk her at ordet for ”trældom” er det oldnordiske ”ánauðar” fra ”ánauð” (undertrykkelse, trældom, svære pålæg eller skatter, lidelser). Som træl er man i ”ánauðar-ok” (trældomsåg).

 

Vi skal her være opmærksom på at mange drager en fejlagtig tidsmæssig konklusion fra Snorre: Heimskringla (Ólafs Saga Tryggvasonar, kap. 1., 5. og 6.). Tronarvingen Olav fødes umiddelbart efter Kong Tryggvi Ólafsson’s fald år 963 e.Kr. Samtidig hører vi at barnet Olav er tre vintre gammel (Ólafr var þá þrevetr) da de havde boet 2 år hos Hákon den Gamle. Fordi sætningen der følger forklarer os at Dronning Ástríðr herfra drager til Hólmgarður går de fleste ud fra at dette derfor finder sted år 966-67 e.Kr. Det kan vi ikke slutte fra det skrevne, og det strider også mod at Kong Valdemar I.  først er regent fra år 972 e.Kr. Da overgangen fra spæd til barn sker når barnet er 7 vintre gammelt ville Olav, da han sælges i trældom, ikke være blevet skilt fra sin moder, med mindre han var over 7 vintre gammelAntager vi derfor at Dronning Ástríðr talte sandt omkring faderskabet til Olav, og at hun i ekstrem fare for liv må bekræfte dette, da er Olav i trældom fra han er 7-14 år gammel til han er 13-20 år gammel i tiden år 970/978-976/982 e.Kr. Da Kong Valdemar I. samtidig skal have været konge i Hólmgarður et stykke tid fra år 972 e.Kr. må tiden være ca. år 975 e.Kr., men før år 977 e.Kr. hvor Kong Valdemar I. søger i landflygtighed hos Jarl Hákon Sigurðsson af Hlaðir.

Det fremgår af Snorre: Heimskringla (Ólafs Saga Tryggvasonar, kap. 6. Frelstr Ólafr af Eistlandi) at Olav’s kongebyrd ikke er kendt da han handles i trældom, jvf. ”ok lét ekki uppvíst um ætt Ólafs” (og lod ikke åbenbart om Olav’s æt). Vi kan derfor sige at Olav og Þorgils handles som et par skandinaviske drenge af Karl æt i alderen 7-14 år gammel, jvf. også ordvalget "sveinana" (ungersvendene). Prisen de handles for er "hafr einn vel góðan" (en vel god (gede)buk). Senere handles Olav videre for en pris af "vesl gott eða slagning" (en god kappe uden ærmer eller (et) Slag).

I afsnittet "Seolfor pening, silfr peningr, sølvpenge – Sceat" (underafsnit "Købekraften i 6-700 tallet e.Kr.") viser jeg at en træl, der år 688-695 e.Kr. havde en handelsværdi på 50-60 guldskilling, i købekraft svarede til 50-60 stykker kvæg; 200-240 får eller 250-300 væddere. Nu hører vi at to skandinaviske ungersvende i alderen 7-14 år gammel, dvs. ikke fuldt arbejdsdygtige, nu kun kan indbringe 1 enkelt vædder. Dette understøtter formodningen om et dramatisk prisfald på trælle i takt med overbefolkningen i Europa i 900 tallet e.Kr. Det må herfra kunne sluttes at handlen med trælle med tiden forsvinder fra handelspladserne fordi udbudet af mennesker langt overstiger efterspørgslen. Menneskets værdi (som handelsvare) forringes til stort set værdiløshed. Hvorfor betale for noget man kan få leveret gratis?

Helmold von Bosau: Chronica Sclavorum et Venedorum (Bog II:13) skriver i Bog 2 i sin Slavekrønike fra ca. år 1172 e.Kr., at efter Kong Valdemar I. Den Store havde erobret vendernes borg Arkona på Rygen år 1168 eller 1169 e.Kr. kunne følgende opleves i Mecklenborg (Michelenburg, Mikelenburg), der lå i abroditernes landskab, den nordligste af de slaviske stammer. ”Den store borg” lå i den nuværende landsby Dorf Mecklenburg, 7 km syd for bunden af Wismar-bugten:

”Audivi a referentibus, quod Mikelenburg die fori de captivate Danorum septingente numerate sint anime, omnes venales, si suffecissent emptores”. 

”Jeg har selv ladet mig fortælle, at man på torvedagen i Mikelenburg har kunnet tælle ikke mindre end syv hundrede levende danske fanger, der alle var tilfals, hvis det ikke havde skortet på købere”. 

Fra Bog I:94 kan vi se at markedet i Plön (Plune, Wagerland), mellem de slaviske Wagri (Wagiri) og sakserne, blev afholdt om søndagen, til stor fortrydelse for kirken fordi ingen da gad gå i kirke!

 

Da Kong Valdemar I.’s søn Christoffer (1150-1173) er med på det efterfølgende hævntogt, og da sidstnævnte blev udnævnt til høvedsmand i Slesvig år 1167 e.Kr., er tidsrummet derfor ca. år 1169-1171 e.Kr. Her er efterspørgslen efter trælle på det frie marked, med andre ord, ikke længere til stede.

Præsten i Blovstrød Joachim Junge (1760-1823): Den nordsiellandske Landalmues Character, Skikke, Meeninger og Sprog (1798, s. 79) skriver om den danske (nordsjællandske) bonde:

”et Ord, et Haandslag stadfæstet med gammel Ærlighed, det er hos ham et kraftigere Beviis end de meest stemplede Forskrivninger,…".

Videre skriver samme præst 1 i ordbogsdelen om den nordsjællandske dialekt at "Handel, Handtering, d.e. Forretning". Derfor betegner det at "handlæ, handla, handlian" (olddansk, oldnordisk, oldengelsk) eller "handle" oprindeligt "en aftale indgået med hånden". Og man afslår naturligvis aldrig en god handel.

1 Joachim Junge (1760-1823): Den nordsiellandske Landalmues Character, Skikke, Meeninger og Sprog (1798, s. 383)

 

 

 chap 21-2-4.jpg

Guldsmykke fra Kul Oba Kurgan-graven, Krimhalvøen dateret til 300 tallet f.Kr. Graven ligger 6 km inde i landet fra byen Panticapæum, der på dette tidspunkt er en ny græsk koloni og senere bliver en del af det Bosporiske Kongerige. Smykket viser formentligt to skythere der drikker Lidkjøb efter indgået aftale, pagt eller handel, gennem håndslag. Det ser lidt besværligt ud som de sidder der. Det skyldes at de drikker af hornet med spidsen vendt opad. Normalt skal spidsen vende nedad for at undgå at man spilder hele indholdet ud over sig selv. Derfor er de to herrer så forsigtige. Tak til Anders og Dorrit Hansen, Vancouver, BC, Canada for kildehenvisning. Billedkilde: Barry Cunliffe: The Oxford Illustrated Prehistory of Europe (1994)

 

 

 

Den hellige kop og barnedåb

 

Dåbsgaven - den hellige kop

 

Herodot forklarer os år 484-425 f.Kr (Bog 4:5), at Skythernes oprindelse skyldes 4 ting, der faldt fra skyerne: En gylden plov, et gyldent åg, en gylden krigsøkse og en gylden kop . Dette er en helt grundliggende indoeuropæisk forståelse.

Vi kan se at koppen havde en særlig betydning, og at denne blev anset som hellig.

 

Hellig Kop fra en sarmatisk grav dateret til det 1. århunderede e.Kr. (Khokhlach gravstedet nær Novocherkassk ved den nedre del af Tanafloden ). Har formentlig tilhørt en dronning af Aorsi -stammen (Ver Asir/Danir ). H 7.5 cm, diameter 9.2 cm i massivt guld. Denne samatiske kop har et håndtag udformet som en ung elg af yderst høj kvalitet. Dyreafbildningen er typisk sarmatisk og hovedet på dyret skulle altid være mod koppens kant for at beskytte dens indhold mod onde ånder.
Billedkilde: Hermitage museet, St. Petersborg.

 

En Hellig Kop fra Hoby-gravfundet, Lolland dateret til år 0-100 e.Kr. Hoby-graven blev udgravet i 1920 tæt på den oprindelige bygd. Den midaldrende mand her begravet var høvding og graven indeholdt den uden sammenligning rigeste grav fra dette tidsrum inklusive 3 Hellige Kopper, hvoraf den ene er vist her. Identisk til den sarmatiske hellige kop ser vi dyrehovedet på koppens hank vende mod koppens kant for at beskytte dens indhold mod onde ånder.
Billedkilde: Jørgen Jensen: Danmarks Oldtid (2003, Ældre Jernalder, 3. bind, s. 314).

 

Billedet ovenfor viser Kong Gorms hellige kop (gravlagt år 958 e.Kr.) fra storhøjene i Jelling.
Koppen blev fundet i højens gravkammer og er gjort af sølv. Ikke overraskende et af Nationalmuseets klenodier.

 

Netop den hellige kop, der giver Odin guddommelig inspiration, og som alle drikker af, finder vi gengivet helt identisk i Narts sagaerne fra Ossete folkene i Kaukasus bjergene. Her kaldes Narternes magiske kop for "Wacamongæ" (Ordviser), og fra denne kop drak alle Narterne. Se ”Bilag D: Narts sagaerne”. Se tillige afsnittet "Drage-mønter" om Den Hellige Kop fra Asien/Midgård.

Dåbsgaven gives af personen der navngiver den nyfødte. Helgakviða Hjörvarðssonar (vers 7, Ældre Edda) siger:
 

Helgi kvað:

"Hvat lætr þú fylgja
Helga nafni,
brúðr bjartlituð,
alls þú bjóða ræðr?"

Helge kvad:

"Hvad lader du følge
Helge-navnet,
oplyste brud,
helt som du bød tale?"

Min oversættelse til nudansk.

 

Helge tiltaler en af ni valkyrier. I afsnittet "Gudinden Dísar" viser jeg at valkyrier er et sennordisk ord der på sennordisk skal betegne dísar (ides), der er kvindelige magter/ånder; fortidens udødelige kvindelige skjoldmøer. Derfor bruges kenningen "brud" (brúðr) i omtalen af disse. Brugen af "ræðr" (tale, omtale) skyldes at det er en valkyrie (dísar) der har navngivet Helge. Hun er hellig og vi har derfor udtrykket "helgar ræður" (hellige taler, åndelige taler). Af det efterfølgende vers 8 kan vi se at dåbsgaven er et sværd der findes på "Sigarsholmi" (Sigersholm), dvs. ved Sigar (Sighere)'s kongsgård i Sigersted, 5 km vest for Ringsted, Sjælland. Sværdet er i sig selv en kenning for fortidens styrke og visdom. Dette er derfor hvad dåbsgaven bør symbolisere. Den hellige kop og dens indhold af mjød videregiver fortidens udødelige visdom til nutidens dødelige.

Dåbsgaven er videreført uændret i Danmark, på Færøerne og Grønland, i Norge, Sverige og på Island. Her gives i dåbsgave en hellig kop, der ofte medfølges af en ske og en gaffel, symboliserende de værktøj der muligggør at den nyfødte senere ved egen kraft kan brødføde sig selv. I Finland gives kun en ske i dåbsgave.

 

Dåben

 

Ful oft þæt gegongeð,…       
þætte wer ond wif in woruld cennað        
bearn mid gebyrdum ond mid bleom gyrwað,        
tennaþ ond tætaþ, oþþæt seo tid cymeð,        
gegæð gearrimum, þæt þa geongan leomu,        
liffæstan leoþu, geloden weorþað.        
Fergað swa ond feþað fæder ond modor,        
giefað ond gierwaþ.     
Fuld ofte det ganger, …
at mand og kone i verden slægter
barn med (sin) byrd og (det) med farver omgør,
tænder og tæser, og når den tid er kommet,
(som) årene går, at da ganger lemmerne,
(det) livsglade (slægt)led, vokset er.
Går da og på fødderne hjælpes at stå, fader og moder,
giver og forbereder.

Fra det oldengelske digt ”Menneskehedens skabelse” (Fates of Mortals, The Fortunes of Men, sætning 1-8), der findes i Exeter Book fra 900 tallet e.Kr., i min oversættelse til nudansk. Bemærk her brugen af "wer" (folk, folket), der i samspillet med "wif" (viv) gives betydningen "mand". Det oldengelske ”tennaþ” (tænder) skal her opfattes som at barnets forældre, som en del af dets dannelse, tilskynder det til en given opførsel. Det oldengelske ”tætaþ” mener jeg må være identisk til det oldnordiske ”tæta”, der i begrebet ”tæta ull” (tæse, tæsse, tjæsse, tjæse, tese uld) betegner uldarbejde, dvs. man sidder møjsommeligt og plukker indfiltret uld fra hinanden. Ordet ”tætaþ” er derfor en kenning for det opslidende virke kaldet børneopdragelse. Det oldengelske ”liffæstan” betyder direkte ”livsfæstede”, dvs. fyldt med liv, hvorfor jeg bruger ordet ”livsglade”. Det oldengelske ”leoþu” er identisk til det oldnordiske ”liðr” (led, leder). I nærværende sammenhæng mener jeg vi må opfatte ordet som ”slægtled”, jf. brugen af ”cennað” (slægter) tidligere. Jeg har udeladt den indskudte kristne tilføjelse "mid godes meahtum" (med guds magt). Det oldengelske "godes" er ejefald (ental). I flertalsform staves det i ejefald "goda". Sætningen forekommer indskudt senere, men gudeforståelsen kan også være ændret fra flertal til ental.

 

”Nordboernes hedenske Daab, hvorved det nyfødte Barn, med Vands overøsning, gaves Navn, forekommer allerede i Odins Runesang 1, hvori han (eller vel snarere hans Præst i Gudens navn) lover den, som af ham faaer denne Velgjerning, Held i standende Strid. Af ... Droplaugarsone Saga 2 seer man at den, som saaledes døbte et Barn, havde siden visse Pligter at opfylde mod det” (Grønlands Historiske Mindesmærker (1838, 1. bind s.589-90).

1 Den Hedenske Høje’s 18 Runesange (Hávamál vers 146-163, Ældre Edda), til tider kaldet ”Odin’s runesang” lyder i vers 158:

Þat kann ek it þrettánda:
ef ek skal þegn ungan 1
verpa vatni á,
mun-at hann falla,
þótt hann í folk2 komi:
hnígr-a sá halr fyr hjörum3.

 Da kan jeg den trettende:
Ifald jeg skal thegn-ungen 1
varpe vand på,
aldrig han falde,
når han i Fólk2 kommer:
Ej segner Herren for sværdet3.

Min oversættelse til nudansk.


1 Thegnen er en del af livgarden. Det er absolut den højeste ære at have titlen Thegn (“þegn” på oldengelsk i Beowulf). Beowulf kaldes såvel ”þéoden” (leder af folket), som ”þegn” (sætning 2719). Hans arvtager Wígláf kaldes ”magoþegnmódig” eller ”modige unge thegn” (sætning 2757).
2 ”krigsfolk i slagorden”
3 "hjörum" antager jeg er fra ”hjara/hjarri”, der egentlig betyder ”dørhængsel". Vi skal derfor visuelt se et kileformet stykke jern, hvorved vi ser at ordet må være et heite for sværdet.

2 Droplaugarsona Saga/The Saga of Droplaug's Sons. Se kap. 5 om Þórður fra Geirólfseyri’s forpligtelser i forbindelse med at han ”fæddi” Helge Asbjørnsøn’s barn. Ordet ”fæddi” (fadder) må vi her opfatte i den oprindelige betydning som ”dåbsvidne”.

 

At Odins 13. runesang er "barnedåbssangen" skyldes at tallet 13. er lig udødelighed - det højeste ønske vi kan give hver nyfødt.

Det er her værd at bemærke at i kristen teologi er dåbshandlingen oprindeligt en voksendåb, som Baptismen har fastholdt. Teologien hentes fra Johannes-evangeliet (3:4-5), hvor der er tale om en ”tveskabelse” eller ”født på ny” af et ”gammelt menneske”.

Vor nuværende barnedåb er derfor 100% en oprindelig sæd, der overtages og omskrives meget sent i kristendommen ved gennemførelsen af Reformationen. Vi ser et eksempel på voksendåben af Jesus-figuren i Mattæus-evangeliet (kap. 3:11-16). Både herfra og i f.eks. Lukas-evangeliet (3:3) ser det ud til at den kristne dåb oprindeligt var udtænkt som et konverteringsværktøj fra hedenskab til kristendom1. Wulfila bruger i 300 tallet e.Kr. ordet ”daupein” (Lukas-evangeliet 3:3) eller ”dyppen” (nudansk), ”dyppan” (oldengelsk) som betegnelse for voksendåben.

1 Rolandskvadet fra år 1098 e.Kr. giver i sætning 3975-3987 et glimrende eksempel på dels en voksendåb, dels at dette var et konverteringsværktøj.

 

Det er værd at tilføje at kristendommens ”Konfirmation” (Confirmation) er efterdønningerne af den oprindelige voksendåb. Det kan vi se fordi Konfirmationen i den romersk-katolske, angliske og ortodokse kirke er et ”sakramente”. Dette fjernes ved Reformationen fra det protestantiske ritual, hvorfor vi ikke kender til dette 1.

Skånske Arvebog (XLIII) fra år 1200-28 e.Kr. siger: ”Thet skal man wida at inkte barn. Ther hethit dør æy ærwær” eller ”Det skal man vide at intet barn der hedensk dør ej arver”. Ærkebiskop Anders Sunesen (d. år 1228 e.Kr.) skriver i sin kommentar til loven at ”den som aldrig er blevet genfødt ved dåbens sakramente er som om han aldrig var født, og kan ikke tage arv”.

Voksendåben er derfor det tidspunkt hvor man modtager ”sakramente”, og det sker bl.a. ved Konfirmationen. Vi ved fra samtidens landskabslove at overgangen fra barn til voksen i samtiden sker når personen har en alder af 15 vintre. Dette passer derfor også til tidspunktet for Konfirmationen.

1 Rent faktisk skal vi helt frem til Forordning af 13. januar 1736 før Konfirmationen som ritual genindføres ved lov i Kongeriget Danmark. Sønderjylland havde lovgivet om samme allerede ved Kongelig Resolution af 9. marts 1733. Da man ved Reformationen fjerner "sakramente"-delen, erstatter man ritualet med en indoktrinering af kristen lærdom, datidens kristendomskundskab. Den forhadte Pietisme's ankomst til Danmark under Kong Christian VI. (regent 1730-1746) gør at man tager dette tilbageskridt mod ortodoks kristendom. Konfirmationen er ikke en oprindelig dansk skik, og dette er årsagen til at unge danske ikke har nogen form for tilknytning til Konfirmationen. Det har vi aldrig haft, og vil aldrig få.

 

Præsten i Blovstrød Joachim Junge (1760-1823): Af Den nordsiellandske Landalmues Character, Skikke, Meeninger og sprog (1798, s. 257) skriver følgende:

”Nr. 682 …Spinderokken maa staa stille i det Huus, baade ”hvor der findes et saakaldet Hedninge-Barn (udøbt Barn) ”og et Liig”. 1

1 J. M. Thiele: Danmarks Folkesagn (1860, 3. Deel, s. 171, nr. 682: Om Døden). Parantesen er fra J.M. Thiele. Begrebet "Hedningebarn" var derfor almindeligt kendt i slutningen af 1700 tallet som et barn der endnu ikke var døbt af kristendommen, men ganske sikkert var blevet det efter oprindelig skik.

 

Lov-koderne for Northumberlands Præsteskab (Law of the Northumbrian Priests) fra ca. år 1020-1023 e.Kr., viser os måske hvorledes man gradvist løste problemet med den kristne voksendåb, baptismen, og den oprindelige hedenske barnedåb. Lov nr. 10 siger:

Æghwile cílð sí we lærað gefulloð binnon nigon nihton · be wíte ·vi· ór. y gif hæðen cílð binnon ·ix· nihton þurh gímeliste forfáren sí · bétan for Goðe buton worlð-wíte · y gif hit ofer nigan niht gewurðe · bétan for Goðe · y gilðe ·xii· ór. for þare heorðe þe he wæs hæðen swa lange: ·Hvert eneste barn om hvem vi lærer (,) fuldviet forinden ni nætter · vær vidende (om skyld for) 6 øre og givet hedensk barn forinden 9 nætter til himlen forfarer sig · bøde for (Deos)-Gud (,) dog uden (den almene) verdens viden (om skyld) · og givet det over ni nætter bliver · bøde for (Deos)-Gud · og gælde 12 øre for den (svige og) smerte at det var hedensk så længe: ·

Min oversættelse til nudansk. Benjamin Thorpe (1782-1870): Ancient Laws and Institutes of England, (1840, s. 292).

 

Det kritiske ord i disse sætninger er det oldengelske ”gefulloð” fra ”fulwian”. Dette begreb opfattes på sen oldengelsk som det rite der knytter det nyfødte barn til kristendommen. På sent oldengelsk tales der derfor om ”fullwona bearn” når dette rite har fundet sted. Direkte kan vi se at ”fulwian” må være sammensat af det oldengelske ”fullian” (fuld), samt det urnordiske ”vé, ví, wa” (vie), hvorfor vi faktisk skal opfatte ordet som ”fuldviet” (se f.eks. brugen af ”wígweorþunga” i Beowulf-kvadet, sætning 176). De nuengelske oversættelser gør flittigt brug af ”baptized” i oversættelsen af ”fulwian, gefulloð”. Dette er absolut vrang fordi baptismen, voksendåben, er netop dette, og ingen teologi findes i 1000 tallet e.Kr. til at overføre dette til nyfødte børn. Præsteskabet forsøger derfor, efter det nybårne barn allerede er døbt med vands overøsen, og navngivet i den oprindelige hjemmedåb, efterfølgende at ”fuldvie” barnet til kristendommen. Dette er nøjagtigt hvad også sker med giftermål-ritualet. Dette er årsagen til at præsteskabet har hele 9 dage til at få barnet "fuldviet" til kristendommen, medens det nybårne barn i den oprindelige hjemmedåb allerede døbes og navngives dagen efter det bæres fri.

Jvf. Bede/Bedae i ”Historia Ecclesiastica Gentis Anglorum” (Bog IV:XIII), voksendøber biskop Wilfred år 681 e.Kr. hærlederne og de dygtigste krigere i Syd-saksernes hær med Kong Ethelwalch’s velsignelse. Efterfølgende overtager præsterne Eappa, Padda, Burghelm og Eadda opgaven og voksendøber resten af de 7.000 familier, der år 681 e.Kr. fandtes i Sussex.

Bede/Bedae skriver i ”Historia Ecclesiastica Gentis Anglorum” (Bog IV:XII) at år 689 e.Kr. bliver Caedwalla, konge af Vest-sakserne i 2 år, voksendøbt som 30-årig iført hvidt klæde i Rom. Han er dødssyg og dør umiddelbart efter den 20. april år 689 e.Kr. Bede skriver direkte at voksendåben er en konvertering da han i Caedwalla’s gravskrift siger ”...konverteret, ændrede sit givne hedenske navn...” (til Peter).

 

chap21-2-21.jpg  chap21-2-13.jpg

Kong Harald Blåtand’s voksen- og konverteringsdåb i en tønde ca. år 965 e.Kr. Fra samlingen af forgyldte kobberplader fundet 1870 i Tamdrup kirke ved Horsens (nu Nationalmuseet). Pladerne er dateret til begyndelsen af 1200 tallet e.Kr. Den her viste skitse er tegnet efter originalen af J. Kraglund. Mon vandet var koldt eller varmt?
Billedkilder: John Grant: Viking Mythology (1990, s. 7) & Skalk (2005:1, s.18-19)

 

Se afsnittet "Endrborinn – eft ácenned – født igen – tve-skabt af tanker", og hvilke overvejelser det giver til Anders Sunesen’s bemærkninger til Skånske Arvebog (XLIII) fra år 1200-28 e.Kr., der siger: ”Thet skal man wida at inkte barn. Ther hethit dør æy ærwær” eller ”Det skal man vide at intet barn der hedensk dør ej arver”.

Den oprindelige dåb kalder vi for "skírn" (dåb); dagen hvor det finder sted for "skírnardagr" (dåbsdag); selve handlingen at navngive og helliggøre med vands overøsen kalder vi for "skírnembætti", direkte "dåbsembede", men opfattes som "dåbsforrette"; "giveren" af barnets navn, morfader eller højeste æt-rang, der forestår dåben, kaldes for "skírifaðir" (dåbsfader); det kar hvorfra dåbsvandet (skírnvatn) tages til dåben kaldes for "skírnfat" (dåbsfad).

Ordet "skírn" (dåb) er udviklet fra ordet "skírr, scir, skeirs, skiri, skire" (oldnordisk, oldengelsk, gotisk, oldsaksisk, oldfrisisk), nudansk "skær", med betydningen "klar, ren, uskyldig". Derfor kaldes et af stammen anerkendt spædbarn for "skírborinn", direkte "båret rent", men opfattet som "båret ægte, ægtefødt". Ordet, og dåbshandlingen, skal derfor ses i tæt tilknytning til begrebet "skærsilden" fra "skírslaeldr, gaskeirjan" (oldnordisk, gotisk), hvis sande og eneste betydning er "gøre klar/rense". Sidstnævnte handling betegner forberedelsen af den afsjælede krop til ligfærdsel, og vi ser nu hvorledes vore sæder, genialt gennemtænkt, klargører og renser mennesket ved livets begyndelse og livets afslutning; livets ring er fuldendt. 

Præsten i Blovstrød Joachim Junge (1760-1823): Den nordsiellandske Landalmues Character, Skikke, Meeninger og Sprog (1798, s. 413) forklarer at i nordsjællandsk dialekt forekommer ”at vederdøbe, d.e. give Øgenavn”.

Forstavelsen "veder-" er identisk til samme i "Witherlogh, Viðrlög" (olddansk, oldnordisk) eller "Straffelove" (flertal). På oldnordisk bruges ordet "viðkenning" som den vis man betegner en person eller hans navn på efter et vist forhold, dvs. et heite, kaldenavn eller øgenavn. Derfor mener jeg vi må opfatte "vederdåb, vederdøbe" som "tildåb, tildøbe", og at ordet må skulle forstås ud fra et kendskab til at det er en hændelse der finder sted efter den oprindelige barnedåb med vands overøsning og navngivning, modsat senere givne ”heite”.

Andre kilder der viser den oprindelige dåb med vandoverøsning er: 

Rígsþula (vers 7 , Ældre Edda):


 

Ioð ól Edda,
iosu vatni,
horfi svartan,
hetu Þræl.


”iosu vatni” (øste vandet) på Trælle æt.

Rígsþula (vers 21, Ældre Edda):


 

Ioð ol Amma,
iosu vatni,
kolluðu Karl,...

”iousu vatni” (øste vandet) på Karl æt.

Hrólfs Saga Gautrekssonar
(kap. 2):


 

"Ok eigi miklu síðar getr Gautrekr barn við konu sinni. Þat var sveinbarn ok var færðr konungi. Hann lætr þann svein ausa vatni ok gefa nafn, ok skal hann Ketill heita".
 

”færðr” (fadder) + ”lætr þann svein ausa vatni ok gefa nafn” (lod da [unger]svenden øse vandet og give navn”.

Haralds saga hins hárfagra
(kap. 40, Heimskringla):


 

"Sigurðr jarl jós sveininn vatni ok kallaði Hákon eptir feðr sínum, Hákoni Hlaðajarli".

Sigurd Jarl, der ikke er den biologiske fader,  øste vand over og opkaldte ungersvenden efter sin fader.

Haralds saga hins hárfagra
(kap. 45, Heimskringla):


 

"Eiríkr ok Gunnhildr áttu son, er Haraldr konungr jós vatni ok gaf nafn sitt, sagði svá, at sá skyldi konungr vera eptir Eirík, föður sinn."

Her overøser Kong Harald, der er den biologiske farfader (se kap. 44), sit barnebarn og navngiver det.

Saga Hákonar góða
(kap. 12, Heimskringla):


 

"Hina fyrstu jólanótt ól Bergljót, kona Sigurðar jarls, sveinbarn; eptir um daginn jós Hákon konungr svein þann vatni ok gaf nafn sitt;"

Sigurd Jarl’s kone Bergljót nedkommer den 1. julenat, dvs. 24. december efter mørkets frembrud, med en dreng. Allerede dagen efter, den 2. juledag eller 25. december, overøser Kong Hákon barnet med vand og navngiver det.

Örvar-Odds saga (kap. 19):


 

"Var þat þá tiltekja þeira, at þeir fengu eina gýgi undan forsi stórum, galdra fulla ok gerninga, ok lögðu í sæng hjá Háreki konungi, ok við henni átti hann son; sá var vatni ausinn ok nafn gefit ok kallaðr Ögmundr".

Kong Hárek får en søn med en jættekvinde (gýgi). Vand overøses og barnet navngives Egmund.

Ragnars sögu loðbrókar (kap. 7):


 

"En Kráka kennir sér sóttar ok verðr léttari ok elr sveinbarn, ok var sveinninn vatni ausinn ok nafn gefit ok kallaðr Ívarr. En sá sveinn var beinlauss ok sem brjósk væri þar, sem bein skyldu vera".

Her har vi noget så sjældent som beretningen om et svært handicappet spædbarn, Ivar den Benløse, (Ívarr beinlauss, ca. 794-872 e.Kr.), der ikke blot får lov at leve som Ragnar Loðbrók’s søn, men overøses med vand og navngives. Det er enkelt at se hvorledes denne afvigelse fra vanlig sæd opstår. Drengen er ”uden brusk” (sem brjósk) og er derfor lammet fra hofte nedefter. Det har man ikke kunne opdage ved fødslen. At Ivar’s kaldenavn skal opfattes som en lammelse af begge ben, og ikke som en kenning, forklares vi i Ragnars sögu loðbrókar (kap.12. Fall Eysteins konungs): ”Ívarr mælti við sína burðarmenn, at þeir skyldu bera hann á móti…” (Ivar mælte til sine bæremænd, at de var skyldig at bære ham til mødet…)  1

 Jómsvíkinga saga (kap. 1):

 
 

"lét síðan sveininn vatni ausa og nafn gefa og kallaði Knút"

Min oversættelse til nudansk:

”lod siden drengen (over)øse med vand og navngivet og kaldte (ham) Knud”

Jarl Arnfinnur havde Saxland i len på vegne Karl den Store (Charlemagne, 742-814). Tidsrummet må være efter massemordet på De Gamle Sakser år 782 e.Kr. af Karl den Store. Arnfinn fik, ved blodskam, en dreng med sin søster Fríða. Dette drengebarn blev som nyfødt sat ud i skoven på det sted der kaldes ”Myrkviður”  (Mørkeskoven). Drengebarnet (sveinbarn) bliver fundet af Kong Gorm (Gormur konungur)’s hird og bragt frem for kongen. Kongen ”lod siden drengen (over)øse med vand og navngivet og kaldte (ham) Knud”.
Begrebet "myrkvið" (Mørkeskoven) dækker over mange "mørke og uigennemtrængelige skove" nord og syd for Ejder-strømmen, herunder også Schwarzwald, Baden-Württemberg og de store skove øst for Daniperstadir (Kiev). Vi kan ikke nærmere stedbestemme nærværende Mørkeskov. Jeg mistænker dette er et sted syd for Ejder-strømmen, da Danmark ellers ville være nævnt.

Denne Knud godtages på tinge som kong Gorm's retmæssige arving, over hvilket landskab ved vi ikke; igen næppe nord for Ejder-strømmen. Knud opfostrede "Sigurðr ormr í auga” (Sigurd Orm-i-øje), en søn af Ragnar Loðbrók (se Þáttr af Ragnars sonum”, kap. 3), og derfor skjoldunge-æt, hvorfor denne navngiver sin egen søn efter fosterfaderen, og kaldte ham Hörða-Knút (Hardegon, Hardeknud, Knud 1., regent ca. 917-936). Sidstnævnte fik sønnen Gorm den Gamle (Gormur hinn gamli, ca. år 908-958 e.Kr.).

Bárðarsaga Snæfellsáss (kap. 1):


 

"Sá sveinn var vatni ausinn og nafn gefið og Bárður kallaður"

Min oversættelse til nudansk:

”Herefter blev drengen (over)øset med vand og navngivet og Bárður kaldet ” 

Olav Tryggesøns
(Olav Tryggvason) Saga,
(kap. 1., Heimskringla)

 

”…Ástríðr gékk með barni Tryggva konungs; hon lét flytja sik út í vatn eitt ok leyndist þar í hólma nökkurum, ok fáir menn með henni. Þar fœddi hon barn, þat var sveinn, en er hann var vatni ausinn, þá var hann kallaðr Ólafr eptir föðurföður sínum…”

Eiríks bjóðaskalla’s datter Ástríðr, der var gift med Kong Tryggvi Ólafsson, måtte efter hans fald år 963 e.Kr. flygte med kun sit løsøre for at undgå at blive dræbt. Hun var nemlig gravid med Kong Tryggvi’s barn og bar derfor tronarvingen. Han fødes ca. år 963-4 e.Kr., og som vi kan se får han ”vatni ausinn” (vandet øset) og navngives Olav (regent 995-1000) efter sin farfader Olaf Haraldsson (d. 934), der var søn af Kong Harald Hårfager (Haraldur hinn hárfagri,  858-933). At drengen her gives farfaderens navn skyldes at en lige linie til Kong Harald Hårfager gav den juridiske ret til at herske i de nye norske landskaber. Dronning Ástríð’s mand, Kong Tryggvi Ólafsson, var netop blevet dræbt af Haraldr gráfeldr (Gråfeld), der som søn af Erik Blodøkse var barnebarn af Kong Harald Hårfager. Dronning Ástríð gør derfor med navngivningen krav på Norges trone på vegne sin nyfødte søn. Derfor må hun og barnet dræbes, og derfor må hun flygte.

 Laxdæla Saga
(8. kafli Upphaf Hrúts Herjólfssonar)

 
Þau Herjólfur og Þorgerður höfðu eigi lengi ásamt verið áður þeim varð sonar auðið. Sá sveinn var vatni ausinn og nafn gefið og var kallaður Hrútur. 

Som jeg oversætter til:

"Dog Herjólfur og Þorgerður havde ikke længe tilsammen været før de fik en søn. Denne dremg fik vands øsen og navn givet, og blev kaldt Hrútur".

Tiden er år 923 e.Kr. og Þorgerður er som enke flyttet fra Island til Norge, hvor hun har størstedelen af sin æt. Her giver hun håndslag på ægteskab med ”landmanden” (lendur maður) Herjólfur, omegnens mest velhavende, om ikke kønneste mand.

 

1 Hávamál (vers 71, Ældre Edda):

Haltur ríður hrossi,
hjörð rekur handarvanur,
daufur vegur og dugir.
Blindur er betri
en brenndur sé:
Nýtur manngi nás.

Den halte rider hesten,
den håndløse røgter hjorden,
den døve er dygtig som kriger.
At være blind er bedre
end at brænde på bålet:
Der er intet de døde kan gøre. 

Når vi her taler om handicap-grænsen for lysning til liv ved barnedåben, mener jeg vi bør opfatte svære handicap som defekter der gør at mennesket ikke ved egen kraft kan opretholde livet. Det er netop dét der gør Ivar den Benløse helt speciel. Hans handicap var under normale omstændigheder for alvorligt, og det er vel kun i kraft af hans egenskab som prins, med den økonomiske formåen det giver, at han overhovedet opnår at blive voksen.

Ara fróða Þorgilssyni/Ari Þorgilsson’s “Íslendingabók” fra ca. år 1130 e.Kr. har følgende bemærkning:

”...En of barna útburþ scylldo standa en forno lög oc of hrossakiötz át..” 1

Som jeg oversætter til:

”...og om barnets udsætning skulle stå i den forne lov og om hestekød (at) æde...”

1 I Finnur Jónsson’s oversættelse til nudansk fra 1930. ”Útburþ” eller ”útburðr” (udbåret) er de udøbte børn, der blev sat uden for huset og ind i skoven for at dø. Et dødt barn, der blev begravet på uindviede steder kaldes ”útburði”.

 

At vi lyser et nybåret barn som anerkendt til at leve eller ej, på helt samme vis som man gjorde det i bl.a. Sparta og Athen, er en hjørnesten i oprindelig tanke om hvad "liv" er, og kan udledes nøjagtigt fra vor tidligste lovgivning om Wergeld (mandsbod). Tanken er udløst som en afspejling af virkeligheden med mange børn og ekstrem børnedødelighed på 2 ud af 3 børn, dvs. kun hvert 3. barn blev voksen og fik selv børn.

Vi skal derfor ikke opfatte det at blive "útburðr” (udbåret), som kristne historieskrivere gerne ynder at gøre det, som at kun absolut perfekte nyfødte fik lov at leve. Det er helt at misforstå tanken bad beslutningen. Leif Häggström har forklaret mig at der på en gravlagt mand i Ottenby på Öland, dateret til år 0-400 e.Kr., kan ses en ”missbildning på en kota” (fejlbygning på en knogle), hvilket må have bevirket at personen var skæv i kroppen, og derfor har haft en haltene gang, jvf. Hávamál (vers 71, Ældre Edda). Se tidskriftet ”Urminne” (7:2008). Det vides ikke om han er gravlagt i indviet jord. Et andet eksempel er, igen iflg. arkæolog Leif Häggström, en kvinde højlagt i Småland. Hun har sammenvoksede ”ryggkotor” (ryghvirvler). Dette kan være ”Spondylose”, der er en aldersbetinget degenerativ lidelse i rygsøjlen. I så fald kan dette ikke bruges som vidnesbyrd for grænsen for ”útburðr” (udbåret).

Plutarch (ca. år 45-125 e.Kr.): Lycurgus Liv: 16:1-2) skriver om nyfødte børn i Sparta, i min oversættelse til nudansk (fra Sarah B. Pomeroy: Spartan Women, 2002, s.34-35):

”Efter hver eneste barn var båret fri, var det ej faderens lod om barnet skulle leve; han tog den nyfødte til et sted kaldet Lesche, hvor stammens ældste havde taget sæde og dér undersøgte spædbarnet, og var det velbygget og sundt, blev faderen beordret at opfostre det, og det blev givet et af de nitusinde lod af land; men var det ilde båret, deformt og usundt, blev det sendt til det såkaldte ”Apothetae”, en kløft-lignende sted ved foden af Taugetos bjerget, tænkende at enhver nybåret, der ikke af naturen var sundt og stærkt, ikke var til gavn for hverken sig selv eller stammen. Derfor plejede kvinderne at bade deres nyfødte, ikke med vand men med vin, hvorved de efterprøvede spædbarnets egenskaber. For det siges at spædbørn med epilepsi, og på anden vis syge nyfødte, kastes i krampetrækninger af den rene vin og taber deres førlighed, medens sunde spædbørn gøres hårdføre af det, og med tilbøjelighed til et stærkt helbred”.

Bjergkæden Taugetos (Taugetus, Taygetus, Taigetus) ligger på den Peloponnesiske halvø i Sparta’s landområde. Det græske ord ”Apothetae” betyder ”Opbevaringssted, Stedet hvor der efterlades”. Det græske ord "Lesche" (λέσχη) betegner "råd, rådslagningsted", dvs. det lokale tingsted.

Her er det vigtigt at mane en sejlivet skrøne i jorden, uden for tvist opbygget af en forudindtaget kristen selvhøjtidelighed om dens humanistiske overlegenhed. Vi har absolut ingen kilder overhovedet, der nævner andet end ovennævnte omkring hvad spartanerne efterfølgende gjorde med de spædbørn, der ikke blev lyst værdig til overlevelse. Vi kan herfra alene slutte at disse børn blev ”útburðr” (udbåret).

Det er først i det græske opslagsværk "Suda" (Souda) fra 900 tallet e.Kr. at vi hører, at lovbrydere blev kastet i en kløft eller et dybt fangehul kaldet ”kaiadas, keadas, kaietas”, der lå et helt andet sted ved landsbyen Trypi, 8 km vest-nordvest for Sparta. Man gjorde det samme i Athen. Der absolut ingen beretninger overhovedet om at man kastede uønskede spædbørn ud fra en klippe. Dette er en fuldstændig vrangforestilling.

Plutarch omtaler flere gange forståelsen for at et barn eller en søn var ”ikke-værdig” (se Plutarch: Moralia: Lacaenarum Apophthegmata (Sagt af Sparta's kvinder), 241.1, 241.2, 241.8, 241.16) i Sarah B. Pomeroy: Spartan Women, 2002, s. 59-60)

 

 

Bemærk her at vor oprindelige barnedåb er gældende lige for alle; Jarl -, Karl - og Trælle æt modtager alle vands overøsen og navngives. Det er der en meget god grund til. Stammens sociale tre-deling er to-vejs trappetrin. Fordi man bæres til Trælle-æt betyder ikke at man dør som samme og omvendt. 
 
I ”Bilag A: Rig Veda , Rígsþula og Manu Smriti” under ”Trælle-æt” viser jeg at vi, modsat det romerske/germaner-katolske ”slave/serf/servus”, ikke har fastlåst nedarvet trældom. I vor filosofiske urformel, fortid + nutid = fremtid, afhænger dette af nutiden. Derfor skal alle børn modtage den stærkeste Hamingja 1, alt andet lige morfaderens navn, og helliggøres ved vands overøsen.
 
1 For mere om forståelsen for ”Hamingja” se "Bilag Æ: Bibelens begreber Hedning , Djævlen, Dæmoner og Engle”.

 

Vi kan udvide forståelsen af vor barnedåb, med vands overøsen og navngivning, til at barnet ikke blot lyses værdigt til at leve overfor de dødelige på Jord, men at det i samme stund ”signes til guderne”, dvs. forfædrene i Himlen. Hyndluljóð (vers 28, Ældre Edda) viser os at dette sker for Kong Harald Hildetand (Scyldinga-æt nr. 27, ca. 710-770/2):

Haralldr hillditaunn
borinn Hræreki slaunguanbauga,
sonr var hann Audar,
Audr diupudga 1
Ifuars dottir,
enn Radbardr var
Randués fadir;
þeir voru gumnar
godum signadir2;
allt er þat ætt þin,
Ottar heimski!

Harald Hildetand
båret [efter] Rørik Ringslynger,
søn var han [af] Aud,
Aud den Dybtænkende 1
Ivars datter,
end Radbard var
Randvers fader;
De var mennesker
[til] guderne signet2;
alt er dette ætten din,
Ottar hemske!

 Min oversættelse til nudansk.

1 findes identisk som ”Auðr in djúpúðga” i ”Sögubrot af nokkrum fornkonungum í Dana ok Svíaveldi” (kap. 2). Fra tillægsordet ”djúpúðigr”.
 
2 Ordet ”gumnar” findes kun i flertal, og i poetisk sammenhæng, med betydningen ”mænd, folk, mennesker”. De nudanske og nuengelske oversættelser er ikke gode, jvf. ”de var til aser indviede” og  ”They were heroes to the gods devoted” eller ”were given to the gods these goodly men”. Guderne er ikke alene Ase-slægten, og ”signet” har en helt anden betydning end ”devoted”.

 

Brugen af ordene ”þeir voru gumnar godum signadir” eller ”De var mennesker [til] guderne signet” gengiver det nøjagtige ordvalg i hvorledes den nyfødte ”vies, gøres hellig overfor” forfædrene. Ved at Harald Hildetand og den frisiske hertugsøn Randver er til ”godum signadir” (guderne signet) følger formentlig retten og pligten til at opfostre barnet efter forfædrenes sædvane.

Sikkert fordi den kristne "dyppen" oprindeligt er en voksendåb ind til Reformationen, kikser den kristne teologi i historieomskrivningen, og i den teologiske verdensopfattelse er alle børn nu født syndige. Dåbsritualet fokuserede derfor på uddrivelse af djævlen.

Således lød Luthers dåbsritual i år 1526 e.Kr.:

”Far ud, du urene ånd, og giv plads for den Helligånd!”

For at der ikke skulle være nogen tvivl om dette gentog man senere i ritualet dæmonuddrivelsen med følgende sætning:

”Jeg besværger dig, du urene ånd, i Faderens (korstegnelse) og Sønnens (korstegnelse) og den Helligånds (korstegnelse) navn at fare ud og vige bort fra denne Jesu Kristi tjener N.!”

Og De tror at denne sindsforvirrede tankegang er af gammel dato? I Den Danske Folkekirkes dåbsritual fra år 1895 lød det således:

”Af natur er vi alle vredens børn,” og at vi ”er undfanget og født i synd”.

Først i 1912-ritualet bliver talen om barnet født i synd tonet ned, men det er stadig syndigt, og barnet får skænket sine synders forladelse (lyt efter hvad præsten faktisk siger).

Sammenlign den katolske (og Folkekirkens) dåb med djæveluddrivelse og syndsforladelse med vor egen dåbsceremoni, der omhandlende et ønske om at give det nyfødte barn ”Held i standende Strid” eller "Hamingja".

Egils Saga (kap. 50) viser os hvorledes man midlertidigt holdt den religiøse fred mellem kristne og hedninger blandt landsmænd. Kong Aðalstein til England (”Æðelstān” oldengelsk, ”Athelstan” nuengelsk) var konge af England år 924-939 e.Kr. Han manglede altid lejesoldater, hvorfor Egill Skallagrímsson (ca. år 910-990 e.Kr.) og hans broder Þórólfur bød sig om frilanser.

Kong Aðalstein var tilsyneladende en meget kristen mand (var vel kristinn) og havde derfor tilnavnet ”hin trofaste” (hinn trúfasti). Egill og Þórólfur følger den forne sæd, som de fleste andre i samtiden. Kongen er derfor nødsaget at have et ”værktøj” til kunne gradbøje de katolske dogmer, herunder om ikke at måtte omgås hedninger.

Dette klarede man ved at kongen bad Egill og Þórólfur om at lade sig ”primsigne” ("prímsignast" oldnordisk, "prima signati" latin) for det var den store sæd (mikill siður) både for købmænd og de [krigs]folk der gik med kristne [krigs]folk. De mænd der var ”primsignet” (prímsignaðir) havde fuld omgang (samneyti) med kristne mænd og hedninge (heiðna), og bibeholdt den tro der var i deres sindelag (en höfðu það að átrúnaði, er þeim var skapfelldast).

Ritualet ”primsigne” bestod i at man lod sig ”foreløbigt døbe” (kom ihu at den kristne dåb er en voksendåb og et konverteringsværktøj ind til Reformationen). Det skete i praksis ved at man blev ”mærket” med korsets tegn, dvs. en præst har slået korsets tegn foran ansigtet på den fribårne. Dette ritual redder den kristnes dogmer og giver ingen mening for den hedenske mand; alle er [lige]glade.

”Vita Anskarii auctore Rimberto” eller ”Ansgars liv og levned skrevet af Rimberto”  (kap. XXIV) fra ca. år 865 e.Kr. forklarer nøjagtigt det samme i Kong Horik I. (Horic)’s regeringstid år 813-854 e.Kr. i Sliaswic (Hedeby):”...for de blev af egen vilje signet med korset for at blive catechumens 1, således at de havde adgang til kirken og kunne være tilstede under hellige handlinger; men de havde udskudt baptismen da de vurderede at det var til deres fordel at afvente baptismen til afslutningen på deres liv...”.

1 fra latin “catechumenus” – et veldefineret katolsk begreb, der vel bedst kan beskrives som kristen-på-prøvetid.

 

Knæsætning

 

Begrebet ”at knæsætte” (knèsetja)  en ”knæsat” (knesetningr), hvorved lyses personens ”knèrunnr” (oldnordisk) og ”cneow-rim/cneowres” (oldengelsk) eller ”slægtskab, ætled”, kender vi tre eksempler på:
 
 

Haralds saga hins hárfagra
(kap. 21, Heimskringla)


 

"Börn Haralds konungs váru þar hver uppfædd, sem móðerni áttu. Guthormr hertogi hafði vatni ausit hinn elzta son Haralds konungs ok gaf nafn sitt. Hann  knésetti þann svein ok fóstraði ok hafði með sér í Vík austr; fæddist hann þar upp með Guthormi hertoga".

”Kong Haralds børn var da hver opfostret, hvor mødrene ættede. Hertug Guthorm [til Viken og Upland] havde vandet øset over hine ældste søn af Kong Harald og gav [ham] sit navn. Han knæsatte denne [unger]svend og fostrede [ham] og havde [ham] med sig østerud til [Oslo] Víken; opfødtes han der med Hertug Guthorm".

Saga Hákonar góða
(kap. 10, Heimskringla)


 

"Haraldr konungr Gormsson réð þá fyrir Danmörku ..........en hann tók til fóstrs Harald Eiríksson ok knésetti hann; fœddist hann upp í hirð Danakonungs".

Vi ser her at Kong Harald Blåtand, af militærstrategiske årsager i striden mellem det nyskabte Danmark og Norge, tager en søn af Kong Erik [til Jylland?], knæsætter ham, og opfoster ham i sin personlige hird.

Min oversættelse til nudansk.


 

Det tredje eksempel er fra Beowulf-kvadet (sætning 2425-2433 forkortet): 

 

  Bíowulf maþelade...:

ic wæs syfanwintre
þá mec sinca baldor
fréawine folca
æt mínum fæder genam·
héold mec ond hæfde Hréðel cyning·
geaf mé sinc ond symbel·
sibbe gemunde·
næs ic him tó life láðra ówihte...

  Beowulf mælte…:

Jeg var 7 vintre
da mig højtskattede Balder
stor-ven [af] folket
tog mig fra min fader’s æt·
Holdte mig og havde Hreðel konge·
Gav mig velstand og sumbl·
Slægtskabet mindedes·
ej var jeg ham i liv[,] mindre om muligt...

 

Oversættelsen til nudansk er min. Ordet ”sinc” benyttes alene i digte og har betydningen ”skat, guld, sølv”, som jeg her opfatter generelt som ”velstand”. ”Sinca” og ”sinc” er samme ord. ”Fréawine” er også navnet på statholderen af Slesvig ”Freóvin/Frovin”, der dræbes af Kong Aðils/Eadgils (Ynglinga-æt nr. 19, ca. 473-525) og forårsager udvandringen af sønnen, med Uffe Hin Spage, til Wessex ca. år 497 e.Kr. Jeg tror ikke, men er her lidt usikker, at vi skal tænke” på ”Fréawine” som statholderen, men skal oversætte ordets betydning. Jeg mener at Balder her nævnes fordi Beowulf, gennem knæsætning og adoption, genfødes hos en ny æt, som gør ætlingen Balder. Beowulf siger selv senere at han kom fra ”Wægmund’s klan” (wægmunding), der er en anden æt end den der ledes af Kong Hreðel (se sætning 2809-14). ”Sibbe” har jeg oversat fra ”sibbe” (oldengelsk) og ”sibja” (gotisk), der oprindeligt ser ud til at svare nogenlunde til ”æt/slægt”, og ikke som i dag ”siblings” (søskende).

 

Som vi kan se fra Beowulf-kvadet bliver Beowulf knæsat af Kong Hreðel da han er 7 vintre gammel. Tidspunktet er ikke tilfældigt da denne alder er overgangen fra spædbarn til barn. Det sker fordi Beowulf's fader var gift med Kong Hreðel's eneste datter, jvf. Beowulf-kvadet (sætning 372-375).

En ”knæsætning” har derfor intet med den oprindelige dåb at gøre, men benyttes alene om fosterbørn, der ved en knæsætning, der efterfølger den oprindelige dåb, lyses til slægten. En ”knæsætning” er derfor identisk til det vi i dag kalder ”adoption” (fra det latinske ”adoptare” eller ”vælge for en selv”).

Det oldnordiske "fóstraði" fra "fóstr, fóstra" (opfostring, opfostre), der udføres af en "fóstrfaðir, fóstrmoðir" over for en "fóstrsonr, fóstrsystir", kendes som et defineret juridisk begreb i Kong Ine til Wessex's love (Ines Domas, Lov nr. 63) fra år 688-695 e.Kr., hvor omtales på oldengelsk "his cild-ferstran" (hans barn's opfostrer). Det er vigtig at forstå at det at "opfostre" et barn i lov er en anden handling end at "knæsætte" et barn. Et fosterbarn lyses ikke til slægten, og kunne være et gidsel man havde for at sikre en indgået fred, som det kunne være en træl-unge der fik lov at vokse op sammen med ens egne børn, kaldet en "fóstrman".
 
Var man blevet ”knæsat” betød tilsyneladende ikke at man ikke kunne aflyses fra slægten igen. Det kaldes at blive ”knèskot” eller ”knæ[ud]skudt”.

”Norges Gamle Love indtil 1387” (i:49)1 siger:

”nú verôr knóskot í erfðum, þá skal sá hafa er nánari er

eller

”nu være knæ[ud]skudt i arven, da skal så have hvad andre er”

1 Cleasby/Vigfusson (1874, s. 346)

 

 

Hvilken forbrydelse der skulle til for at blive erklæret arveløs eller ”knóskot” er uklart.

At lyse en person, der ikke er af samme blod, ind i ætten ved ”knæsætning”, og den vis det gøres på, skal ses som en udvidelse af hvorledes man lyser til anerkendelse personer af samme blod ved "ættleiða, ættleiðing", direkte "æt-lede, lede til ætten", som vi skal opfatte som at en person (ættleiðingr) lyses ind i slægten. Gulathing (Gulaþingslög, Gulatingslovene) lovgivningen (for Vestlandet), givet år 1040/41 e.Kr. behandler hvorledes man lyser anerkendte afkom til arv ved "ættleiða, ættleiðing" (kap. 58 , Um ættleðing).

Begrebet synes alene at omhandle børn af blodet, hvor personen der ”leder i ætten” er den biologiske fader til børnene. Det synes ligeledes klart at loven alene omhandler børn af blodet, hvor moder og fader er gift, jvf. den ed den biologiske fader skal afsige: ”… oc til allz rettar sva sem moðer hans væri mundi keypt…” (… og til alle de rettigheder så som moderen hans være gave købt…). Begrebet ”mundi keypt” er ”Morgengaven” (se afsnittet ”At tage til ægte med vielse og brudeløb (bryllup)”, underafsnit ”Morgengaven – fra manden til kvinden”), der er den købesum manden må afgive til kvinden med fuld råde- og arveret til sidstnævnte, for at mandens bejleri kan antages af kvinden. Jeg mener derfor ikke at denne ceremoni omfatter børn udenfor ægteskab, og en anerkendelse af disse.

Der er en ekstrem vigtig forståelse gemt i denne lov derhen at der ikke gives automatisk arveret til børn født inden for ægteskab. Ophøjelsen til fuld arveret skal lyses, og sker kun ifald faderen ønsker det, jvf. også at faderen kun skal rådslage sig med sine anerkendte sønner ”ef hann vill” (hvis han vil).

I lov har lysningen af biologiske børn konsekvensen at de gøres fuldt arveberettiget (er arve er nestr). Ceremonien er heldigvis detaljeret beskrevet og indebærer at der, omkring det hellige tal 3 (fortid, nutid og fremtid):

          • brygges øl af høj kvalitet, 3 gange soldet (sorteret og findelt) til bygsold og forstandigt udmålt  (þriggia sallda ól horzcra (fra ”horskr”) mæla), og
          • slagtes en 3-årig okse.

Fra oksens højre forben fremstilles af skindet en sko, der er omdrejningspunktet i ritualet. Skoen sættes hvor det passer bedst (”setia við skapter”, hvor jeg mener ”skapter” må være tillægsordet ”skapþekkr”). Herefter stiger først op i skoen ”manden der leder i æt”, dvs. faderen; derefter sønnen der skal ”ætledes”; herefter den gældende arving og herefter frænderne som vidner. Faderen stiger nu igen op i skoen og edsafsiger følgende:

”Jeg leder denne mand til godset som jeg gav ham, og til gæld og til gave og til sess (plads) og til sæde, og til bod og til bauge (velstand), og til alle de rettigheder så som moderen hans være gave købt”.

Det samlede ritual er mere fyldestgørende. 1

1 Um ættleðing.
58 Nu ma maðr böta rað sunar sins ef hann vill. oc leiða hann i ætt. ef sa iatter er arve er nestr. Nu ef hann a sunu þa er moðer er mundi keypt. þo at einn se fulltiða ef sa iatter. þa iatter hann firi alla þa er i umegð ero. oc sva firi alla þa er ualner ero. Sa scal oðrle iatta er oðal a með þeim. þa scal hann gera þriggia sallda ól horzcra mæla. oc hogga við oxa þritiðung. oc fla af fit af fremra föte högra megin. oc gera af sco oc setia við skapter. Sa scal fyst i sko stiga er mann leiðir i ætt. en þa hinn sialfr er i ætt er leiddr. en þa hinn er arve iatte. en þa hinn er oðrlom iatte. en þa þeir frendr. Engi ma geva arf undan oðrom. velakaup scal at vettoge hava. Engi scal oðrom arfsvic veita. Nu scal stiga faðer i sco. ef hann leiðir sun sinn i ætt. Oc sunr hans sa er fulltiða er. Nu er þat ættleiðing at fullu. Nu er  sunr eigi til. þa scal sa stiga i sco er hanom iatter. arve. En þa scal sa stiga i sco er hanom iatter orðle. Nu scal hann sva mæla. at ec leiði þenna mann til fiar þess er ec gef hanom. oc til giallz oc til giavar. oc til sess oc til sætes. oc til bota oc til bauga. oc til allz rettar sva sem moðer hans væri mundi keypt. Nu ma leiða broðer oc systir broðor i ætt við sic. oc faður broðer broðor sun. Nu scal sva leiða hornong oc risung i ætt við sic sem sun þyborenn. Sva megu fleiri frendr i ætt leiða. oc til arfs gera sem nu hevi ec talt. ef sa iatter er arve er neste. þann mann ma oc leiða i ætt. ef faðer gefr frælsi fyrr en hann have netr .xv. hinar helgu. þa scolo þeir aller iatta er i erfðum ero við hann. Nu scal hann þat hava allt er hann er til leddr. meðan þeir liva er i sko stigu við hann. þa scal hann taca siðan þeir ero dauðir bæðe arf oc oðal. Nu scal maðr lysa ættleiðing sinni a hverium .xx. vetrum til hann tecr arf. þa scal arfr bera hanom vitni um alldr. oc um æve siðan.


 

 

 

 

 chap21-2-23.jpg

 Til venstre: Historieskriverens egen Hellige Kop givet under dåbsceremonien 6. maj 1962.
Bemærk solens skinnen i koppens spejl.
Til højre: Hellig Kop (5 cm høj) givet til vor søn ved dåben 26. november 2000. Odin's 13. runesang, dåbssangen (se ovenfor), er ridset på oldnordisk, efterfulgt af navnet givet, og tidspunktet for navngivning og vands overøsning.

 

"Ilt er barndømi at kasta"
(Føroyska málnevndin, Tórshavn)

 

 

 

 

Skål, skåltaler og skålningsceremonier

 

Hávamál har hele 6 læresætninger om indtagelse af alkohol (nr. 11-14, 17, 19), og er helt klar på at det er en uskik ikke at drikke med måde.

Man havde generelt tre årlige ceremonier hvor indtagelse af alkohol, mest øl brygget på byg, og Mjød brygget på honning, fandt sted. Det var efter høst ved Dísablót om efteråret, ved Vinter- og Sommersolhverv.

Af begivenhedsceremonier havde vi;

  • Begravelsesceremonien, hvor man drak gravöl (gravøl). Prøv at finde denne ceremoni i andre kulturer, og prøv at forklare denne urskik til folk uden for Norden selv i dag.
  • Dåbsceremonien, hvor man drak Barnöl (barneøl),
  • Rejsegilde. Når tagkonstruktionen på et hus eller en lade var lagt, da fejredes dette med ”Taklagsöl” (taglagt-øl).

    Som ved alle vore ursæder er afholdelsen af et Rejsegilde/Taklagsöl strengt rituelt. Befinder man sig derfor i rollen som Bygherre gælder følgende:

    Når murene er færdige, bjælkelaget lagt, og spærfagene rejst, bekoster Bygherre et Rejsegilde og byder til Taklagsöl. Givningen af øl kendes også i den sene Middelalder på øst-dansk som ”Rejsetønden”, ”som Tømmermændene fik i Følge gammel Sædvane” 1. Den af Bygherre beskikkede Håndværksmester er ansvarlig for, og skal bekoste, at kranse rejses på det nybyggede. Den ældste skik synes at være den vest- og syddanske skik, hvor kransene ophænges lodret modsat øst-dansk skik, hvor 3 kranse hænger vandret på stang. Det vigtige ved kransen er at håndværkeren ved en ring helliggør huset og dermed sit virke overfor Bygherre og hus. Derfor ser vi i Vest- og Sønderjylland at de indbudte kvindelige gæster og børn stadig binder kransene, og at hvert håndværkersjak, dvs. pr. enhed, møder med sin krans. De mange kranse hænges i række under vandret lægte hævet over tagryggen. Dannebrog skal flagre øverst. Blæser kransene ned er det et sikkert varsel for at håndværket ikke er gjort efter bedste skik, og derfor ikke vil holde som lovet.
     
    1 Reinhold Frederik Severin Mejborg: Borgerlige huse særlig Kjøbenhavns Professor-residentzer 1540-1630 (1881, kap. IV ”arbejdsfolk”). En ”Rejsetønde” bestod af ”1 Tønde dobbelt Øl”. Oluf Nielsen: Kjøbenhavn i Aarene 1660-1699 (1889, bog IV, kap. III) skriver at Københavns Kæmnerregnskab for 1678 skriver ”i lige Maade Tømmermændenes Svende og Folk deres ordinære Rejsetønde Øl 4 Rdl. 4 Sk.” i forbindelse med opførelsen af et 2-stokværk Arresthus.

 

Ligeledes som i dag, havde man Sammenskudsgilder kaldet ”skytningr”, der varede i 2-3 nætter (se Víga-Glúms Saga, kap. 21) 1.

 

1 Radsted Skraa, Lolland læst på Radsted Birrcketinng 18. marts 1635, gældende for alle Radsted og Krungerup (Krenkerup) Mænd, siger:

"Nr. 30 Derfom Nogen i faadan deres Ølforfamling, være fig hvo det være kan, Bonde, Giæst, Tieneftedreng eller Søn, truer eller undfiger Nogen med Ord eller Gierning, da fkal gives til Straf 2 Mark, fom han fkal udlægge, der famme Giæst haver indbudet".

En videreførsel af Hávamál (vers 32, Ældre Edda). Se C. Molbech: Historisk Tidsskrift (1844, vol. 5, s. 548-558, By-Skraa for Radsted i Lolland, 1635).

Og så husk lige vedtægten i Østrup Skraa dateret år 1598 e.Kr.:

142. Ingen Gyldbroder maa gaa till gildis med Træfko,
wid ij Skil. till wide.
142. Ingen gildebroder må gå til gilde med træsko,
ved 2. skilling til wide.

Se C. Molbech: Historisk Tidsskrift (1840, Bind 1., række 1, s. 417 – 466, Øftrup By-Lov og Gildefkik 1598). Ordet ”wide, wiide” er den bøde der falder efter skraaen (s. 441, note 2). Ordet findes stadig i jysk dialekt.

 

Den ældste vis at drikke øl på var at der blev stillet en gryde eller et kar i midten, hvori øl var blevet opvarmet. Herfra tog man selv sin øl, eller tjenestefolket (en "ölselja" eller "øl(over)rækker") på ens vegne, ved at hente øllet med en "öleysill" (øl-øse) og hælde det over i drikketøjet. Var det mjød, satte man det i et "mjaðarbytta", "mjöddrekka" eller "mjödker", alle forstået som "mjødkar".

Drikkeskålene var meget varierede. Den mest simple var udformet som et kræmmerhus og lavet af birke- eller rønnebark. Det drikketøj vi i dag mest forbinder med datidens krus er dyrehornet, udviklet som en bærbar drikkeskål for en rytter i sadlen og jæger til fods ("horna" på "det korte" guldhorn fra 400 tallet e.Kr. Se afsnittet "Vindtøj"). Der blev også benyttet trækrus med kopperringe og birkebarkskrus gjort tæt med bej/harpiks. Et trækrus med håndtag gjort af ét stykke træ, og senere fremstillet af sølv eller tin, kendes på nordsamisk som "guksi" og fornsvensk som "kausa, kosa" (nusvensk "kåsa"). Det tilsvarende ord på oldnordisk er måske "ölgögn" (direkte "øl-gavn", og en betegnelse for et almindeligt redskab til at drikke øl med). De velhavende havde et afkølet krus, der gik under heitet ”hrímcalci” (Rimkalkede).

Den første servering havde stor ceremoniel betydning, og vi har mange eksempler fra sagaerne på at denne skulle serveres af højbårne kvinder, dvs. fra øverste æt eller værtinden. Ritualet kaldes "friðowebbe" eller "fredvæver".

 

chap21-2-1 

Lille gravfund i sølv fra 1000 tallet e.Kr. i det nuværende Sverige.
Den højbårne værtinde byder velkommen, som hun gør det i dag.
Billedkilde: John Grant: Viking Mythology (1990, s. 91).

 

 

Beowulfkvadet (sætning 611-622) forklarer hvorledes dette foregik på kongsgården Heorot i Lejre ca. år 473-525 e.Kr:

"Éode Wealhþéow forð
cwén Hróðgáres cynna gemyndig
grétte goldhroden guman on healle
ond þá fréolíc wíf ful gesealde
aérest Éast-Dena éþelwearde
bæd hine blíðne æt þaére béorþege
léodum léofne· hé on lust geþeah
symbel ond seleful sigeróf kyning·
ymb-éode þá ides Helminga
duguþe ond geogoþe daél aéghwylcne·
sincfato sealde..."

”Wealtheow kom fort
Hrothgar’s 1 Dronning slægtens myndighed
bød velkommen (selv) guldrandet (til) krigerne i hallen
og da den Freyalige viv gav ud fyldte koppe
først til Øst-Daneren odelens værge
bad ham være blid ved øldrikningen
taknemmlig til sit folk han lystede med glæde
sumbel og salefuld sejrrige konge
så gik hun blandt dem Dísar Helmunge
(gav til) gamle og unge én del til hver
den hellige kop...”

Min oversættelse til nudansk.

1 Hrothgar/Hroaar, ca. år 473-525 e.Kr. Søn af Halfdan. Scyldinga/skjoldunge-æt nr. 17 og Øst-Daner , dvs. fra Fyn/Sjælland/Skåne.

 

At servere den første øl var et højt begæret privilegium, og selve ceremonien gennemførtes for at sætte rangordenen i selskabet. Kongen og Dronningen først og så fremdeles. At den ceremonielle kop cirkulerer rundt blandt alle deltagere i selskabet skal sammentømre fælleskabet, og dermed freden, blandt de tilstedeværende.

Lokasenna (vers 53 & 54, Ældre Edda) siger:

Þa gecc Sif fram oc byrladi Loca i hrimcalci mioþ oc melti:

“Heill ver þv nv, Loci!
oc tac viþ hrímcalci
fvllom forns miaðar!
heldr þv hana eina
latir meþ asa sonom
vammala/som vera”.

Da gik Sif frem og skænkede Loki i rimkalket mjød og mælte:

”Hilset være du nu, Loki!
og tag vidt [den] Rimkalkede
fyldt [med den] forne mjød!
Hold du hende ene
lad med ase-sønner
bekymringsløs være”.

Hann toc viþ horni oc dracc af:

”Eín þv verir,
ef þv sva verir,
va/r oc gra/m 1 at veri;
einn ec veít,
sva at ec uita þicciomc,
hór oc af Hlorriða,
oc var þat sa 2 inn levisi Loci.”

 Han tog ved hornet og drak [der]af:

”Én du være,
hvis du så være,
var og vred 1 at være;
én jeg ved,
så at jeg vide tykkes,
hore og af Hlorriða,
og var da så 2 hin snu Loki".

Min oversættelse til nudansk.

1 Jeg opfatter her ”gra/m” som fra ”gramr/gramir” (oldnordisk) eller ”vred, fortørnet”, jvf. sværdet af samme navn. Det ser ud til at mange vælger at normalisere ordet til ”gröm” (irriteret). Det mener jeg undervurderer Sif’s hu.

2 Ordet ”levisi”, eller ”lævísi” på normaliseret oldislandsk, er fra ”lævís”, der som tillægsord betyder ”snedig, udspekuleret, listig, snu, kløgtig”. Jeg hár forstået at vi skal opfatte Loki’s niddingsdåd i et dunkelt skær, og derfor med forståelsen ”lumsk”, men da det er Loki selv der taler må vi forvente, som niddinger alle dage har gjort det, at deres selvhøjtidelighed når uanede højder, at de ingen skyldfølelse besidder, og derfor aldrig ser sig selv som forbryderen. Derfor må vi gengive Loki i det lys han ser sig selv, og først derefter tage stilling til hans virke. Vi bør ligeledes erindre at årsagen til at ordet ”lævís” er valgt som det beskrivende tillægsord for Loki's virke er, at for at køre om hjørner med "os" (uddødelige asa-guder og dødelige befolkning), kræver det faktisk at niddingen er endog ganske snu.

Brugen af ”Hlorriða” som en kenning for Thor 1, genfinder vi i Hymiskviða (vers 4, 16, 27, 29, 37, Ældre Edda). Og netop i Hymiskviða (vers 37, Ældre Edda) kaldes Loki det helt identiske ”inn levisi Loci” efter at han har forårsaget at en af Thor’s to bukke har brækket benet. Ordet ”Hlorriða” er sammesat af ”hló” (oldnordisk) fra “hlæja” eller “lo, le” + "riða” eller ”Den leende rytter, Rytteren der Lo”.

1 Snorre Edda (Skáldskaparmál, 29. Sifjarkenningar): ”Hvernig skal kenna Sif? Svá, at kalla hana konu Þórs, móður Ullar, it hárfagra goð, elja Járnsöxu, móður Þrúðar”.

Snorre har fanget brugen af ordet ”lævís” som beskrivende tillægsord om Loki, og viderefører det i Snorre Edda (Skáldskaparmál, 43. Af smíðum Ívaldasona ok Sindra dvergs), hvor Loki klipper håret af Sif: ”Loki Laufeyjarson hafði þat gert til lævísi at klippa hár allt af Sif”.

 

Loki’s svar kræver at læseren er opmærksom på brugen af ”heill” og dets vigtige betydning. Sif giver her Loki en ”*hagalaR/Hagall”-rune. Jeg mener dog ikke vi skal opfatte ”heill” som en kenning for ”*hagalaR/Hagall”-runen, som beskytter eller forbander, da dette vil påkræve at Sif enten giver 3 på hinanden følgende runer eller rejser runen ved at stave den fuldt ud. I Sigrdrífumál (vers 11,  Ældre Edda) oversætter jeg ”heill” til ”held”. I nærværende vers mener jeg vi må sidestille ”heill, hæl, hál” (oldnordisk, oldengelsk), ikke med ”godt varsel og lykke” som i andre sammenhænge, men som vi hører det i Beowulf-kvadet (sætning 405, 407, 455):

”Béowulf maðelode...
Wæs þú, Hróðgár, hál...
Gaéð á wyrd swá hío scel.”

”Beowulf mælte...
Vær du, Hróðgár, hel...
Går da wyrden som hun skal.”

Min oversættelse til nudansk.

 

Beowulf's indledende hilsen til Kong Hróðgár; ”Wæs þú...hál”, også skrevet ”wæs hál” (oldengelsk) og ”ves heill” (oldnordisk), og på Middle English trukket sammen til ”wassail”, er den oprindelige hilsen. Ordet ”hál” er fra ”hálig, heilagr, hailags, hellig” (oldengelsk, oldnordisk, gotisk, nudansk), og har oprindeligt betydningen ”hel, sund, i godt helbred, på et helligt sikkert sted”. I dag ville vi sige ”vær hilset”.

Sif, som den højbårne kvinde og værtinde, optræder her som "friðowebbe" eller "fredvæver". Helt i strid med hvad hun faktisk mener om Loki, er hun som ”cynna gemyndig” (slægtens myndighed) forpligtet at byde Loki Fredvæverens diplomati. Sif hilser Loki velkommen, ønsker ham i godt helbred og tilbyder ham et helligt sikkert sted. Det er fra denne grundforståelse at vi nu kan se hvilken sand nidding Loki er.

Når Loki svarer Sif med ”Eín þv verir” (Én du være) så hentyder Loki til at Sif netop har budt ham velkommen med ”Heill”, med den forståelse jeg har beskrevet. Loki’s niddingsdåd er så grov at han svarer hende ved at sige at hun på samme vis ville være hilset af Loki, hvis ikke det lige var fordi hun var en hore. Loki’s påstand om utroskab er den værste fornærmelse man kan give en gift kvinde og er, som niddinger ynder, helt uden bevisførelse. Hans udtalelser ville i dag klart falde under Straffelovens afgræsning af injurier (§ 267). Det er tydeligt at påstanden er usand, men skaden er sket og Sif’s ære uigenkaldeligt krænket 1.

Loki’s påstand om Sif kan ikke forsvares ved at i Hárbarzljóð (vers 48, Ældre Edda) fremføres samme anklage om Sif til Thor: ”Hárbarðr kvað: "Sif á hó heima,…”” eller ”Hárbarðr kvad:” Sif har en hore[karl] hjemme, …”.  I afsnittet ”Estland - *Aðalsýsla & Eysýsla” viser jeg hvorfor jeg mener at ”Hárbarðr” er høvdingen og Goden Hildólfr, der i dette digt optræder som en Loki.

1 Snorre digter videre på Loki’s krænkelse af Sif i Snorre Edda (Skáldskaparmál, 43. Af smíðum Ívaldasona ok Sindra dvergs). Snorre lader Loki klippe Sif’s gyldne hår af. Sif’s gyldne hår er en kenning for ”guld”, jvf. Snorre Edda (Skáldskaparmál, 40. Gullskenningar): ”Hvernig skal kenna gull? … haddr Sifjar…”.

Når Loki derfor klipper alt håret af Sif stjæler han hendes guld. Vi erindrer at kvinder oprindeligt bliver tilstillet en Morgengave når de tager sig en ægtemand, og at de har fuld rådighed - og arveret over denne. I Snorres udgave gives Loki dog muligheden for bod ved at få lavet noget nyt hår, dvs. finde samme mængde guld og levere det tilbage. Her er Loki så doven at han overlader udredningen af sin forbrydelse til dværgene.

 

 

 chap21-2-21.jpg

Den kvindelige styrke (cwénlic þéaw) som "friðowebbe, freoðuwebbe" (fredvæver) og ”cynna gemyndig” (slægtens myndighed)

Oseberg-vognen, formentlig fremstillet før år 800 e.Kr., vidner om at den gravlagte kvinde blev opfattet som Moder Jord (Den Jordlige Moder).

Ovennævnte afbildning fra Oseberg-vognen gengiver:

Fra venstre:  En gift kvinde med det lange hår sat i en knude bagtil. Hun bærer måske et pandebånd over ørerne. Hun er iklædt en bluse med korte ærmer og en nederdel. Hun bærer et smykke på brystet og en ganske stor kæde om halsen.

Hendes højre arm er bøjet og hånden sat i højre hofte – en kenning for bestemthed og at kvinden derfor er ”cynna gemyndig” (slægtens myndighed), jvf. Beowulfkvadet (sætning 611-622). Hendes venstre arm er løftet, og hendes venstre hånd har godt fat i sværdhånden på manden foran hende. Hun er i færd med at afbryde et væbnet kivsmål mellem to mænd – en kenning for at kvinden er "friðowebbe, freoðuwebbe" (fredvæver), jvf. Beowulfkvadet (sætning 1942).

Dette er netop den højbårne kvinde’s ”cwénlic þéaw” (kvindelige styrke, dronningeagtige sæt og vis) i oprindelig tanke, jvf. Beowulfkvadet (sætning 1940). Den gravlagte kvinde fra Oseberg tilskrives disse egenskaber, og er derfor som den danske Dronning Wealtheow ”friðusibb folca” (folket’s fredssøsken), jvf Beowulfkvadet (sætning 2017) 1.

1 Den nudanske flertalsform "søskende" er i denne sammenhæng vrang, og er i sig selv skabt fra entalsformen "syskin, systkin" (olddansk, oldnordisk) med betydningen "en af flere søskende". Flertalsformen på olddansk og oldnordisk fremkommer med endestavelsen "i", dvs. syskini.

 

I midten: En med sværd bevæbnet mand holder fast i grimen på en angribende hest med sin venstre hånd. Han gør det tydeligvis for at holde den rette afstand mellem den angribende rytter og sig, således at det sværdhug han har i tankerne kan ramme som tilsigtet.

Til højre: En angribende rytter rider ind fra højre side med løftet højre arm for at aflevere en spydig hilsen, eller sværdhug, til den med sværd bevæbnede mand. Rytteren er vist uden stigbøjler, hvilket i tid gør afbildningen til før 700 tallet e.Kr. Afbildningen af hest og rytter forekommer i kunst er være samtidig med afbildningerne på vore guldskillinger møntet år 385-670 e.Kr.

Billedkilde: Billedet taget 2. august 2011 i Vikingskipshuset på Bygdøy, Oslo.

 

Vi genfinder samme sæd i den ældgamle vise ”Frue Grimild og helt Hogen” 1 :

VII. Den første Vise om Frue Grimild og helt Hogen.

Vers 1.
Det var stolte Frue Grimild,
hun lader Miøden blande:
hun biuder til sig de Raske Ridder
af alle fremmede Lande.

I vers 25 bydes Grimild’s brødre ind i borgen Hammer:

 

Vers 26.
Ville i gaa i Stuen,
og drikke Miød og Viin,
en Silke–Seng om I vil sove,
og tvende Jomfruer mine.

Vers 28.
Her sidde I alle mine Mænd,
drikke baade Miød og Viin:
Hvo vil Helled Hogen slaae,
all kierste Broder min.

1 Saxo nævner i Gesta Danorum visen i omtalen af Knud Lavard. Her synges som varsel til Knud den velkendte sang om Krimhild’s hævn på sin æt. Visen er et vandresagn, der er tilpasset hvert enkelt stamme og landskab. I visen ovenfor er scenen sat på øen Hven. Her fandtes oprindeligt fire borge; Nørborg, Sønderborg, Tarlshøy og Hammer. Der findes 3 viser om hende. Vers 13 viser at Snekken (Snecke) stadig er i brug. Oprindelsen af visen er derfor meget gammel og hedensk i sin urform.
Kilde: Peder Syv/Anders Sørensen Wedel: 200 Viser om konger, kemper og andre (1691, 1695, 1787, s.51)

 

chap21-2-22.jpg 

ek unwodR (jeg Den U-vadende [= Den Rolige])

Urnordisk runeskrift på sølvsmykke, Gårdløsa, Smedstorps sogn, Skåne. Dateret til år 200-300 e.Kr. (DK Sk 41, DR EM 85; 128 A), og fundet i en kvindegrav. Endestavelsen "-wodR" forekommer også i Beowulf-kvadet (sætning 915) i omtalen af Hygelac’s død ved frankisk hånd år 521 e.Kr.: ”hine fyren onwód” (ham volden tog i sin magt). Her antages ”onwód” at være fra ”*on-wadan” (at vade ind, underforstået ”og tage kontrol med”). Ordet ”vaða, vóð, woð” (oldnordisk, oldengelsk) betyder direkte ”vade igennem/over”, og er tidspunktet hvor vølven i sin drømmerejse mentalt bevæger sig fra rummet nutiden til rummet fremtiden.

I urnordisk runegrammatik ser vi brugen af ”*algiR, Eolh”-runen som afsluttende rune i i urnordiske personnavne (AisgRh, DagaR, HarabanaR, HarkilaR, RaunijaR, WagagastiR, WaliR, WulþuþewaR etc.), samt i titler tilstået dødelige personer (ErilaR, LandawarijaR, *StainawarijaR, LaguþewaR, BidawarijaR, WodinR). Vi ser dette f.eks. på guldskillingerne fra Väsby (DR BR 66) og Eskatorp (DR BR 74), dateret til år 385-670 e.Kr., hvor forekommer den afsluttende ordlyd: "ek erilaR" (jeg Jarlen).

Den urnordiske indskrift indridset i Strängnäs runestenen, Södermanland, dateret til ca. år 500 e.Kr. eller tidligere, lyder ”-rilaR: wodinR:”, hvorved "erilaR” (Jarl æt) knyttes til ”wodinR” (Odin, Óðinn, Vodin, Woden, Wodan, Woðan, Wotan, Wuotan).

Vi ved fra Hávamál (vers 139, Ældre Edda), at ”woð”, tidspunktet hvor man vader over, visuelt skal ses som ”rasende”. Derfor, med tilføjelsen af "u-, un-" til samme ord, burde den modsatte forståelse fremkomme. Herved opnår vi at titlen "unwodR" visuelt kan opfattes som "den urasende", hvorfor "ek unwodR" kunne fortolkes som "jeg Den Rolige". Følger vi forståelsen fra Beowulf-kvadet (sætning 915), må vi direkte skulle oversætte "unwodR" til "den u-vadende", underforstået en person der ikke begiver sig ud på en drømmerejse, og derfor ikke bliver visuelt rasende. Også i dette tilfælde forekommer fortolkningen "jeg Den Rolige" rimelig.

Er denne tankegang ret da antyder ordlyden; at runerne er rejst på et brystsmykke; at dette blev fundet i en kvindegrav dateret til år 200-300 e.Kr., at den højlagte kvinde er en højbåren kvinde, der var "friðowebbe" (fredvæver) på egnen i Skåne.

 

 

Når den hellige kop er givet til personen med den højeste rang i selskabet kan følgende afsiges (Sigrdrífumál, vers 5, Ældre Edda):

Biór fori ec þer,
brynþings apaldr!
magni blandinn
oc megintíri;
fvllr er hann lioþa
oc licnstafa,
godra galdra
oc gamanrvna

 Bjór-øl farer jeg dig,
Det Skarpsindige Thing’s æbletræ!
styrke iblandet
og megen tirren;
fuld er han [af digte-]lyd
og velgørende staver,
gode galdrer
og gammende runer

Min oversættelse til nudansk. Brugen af ”Biór” oversættes næsten altid til ”øl”, men det mener jeg ikke er rigtigt da dette ord er er ”øl, ealu” (oldnordisk, oldengelsk). Det oldnordiske "biór" er identisk til det oldengelske "beor", i dag "beer", hvis oprindelse er omstridt. Én etymologisk forklaring er at dette ord oprinder fra kornsorten "barr, bere" (oldnordisk, oldengelsk), i dag "byg, barley". Bjór-øl kan derfor betegne en bryg på byg modsat "øl, ealu", hvis indoeuropæiske oprindelse synes at være forståelsen "bitter". Forskellen synes at være at malten (spirret byg) i "øl, ealu" ikke ristes eller brændes over et bål for at tørres. Derfor bruges ordene "pale ale" (bleg øl) og "bitter" om samme slags øl i Britannien. Apaldr = æbletræ = frugten = ophavet til at thinget er skarpsindigt. Et meget fornemt tillægsord. Man fornemmer at skjalden ved brugen af disse fine ord har modtaget en ekstra guldskilling i indtjening, hvilket naturligvis er derfor skjalden her gør sig ekstra umage for at opfinde smigrende tillægsord (se evt. Widsith-digtet sætning 135-139 for spillemandens indtjeningsformel). Jeg tror vi kan sige at den bjór-øl der her er brygget er ekstrem stærk, hvorfor den fremprovokerer en hurtig fuldskab og derfor skaberevne af sang og digtekunst. I det oldengelske digt ”Menneskets begavelser” (The Gifts of Men, sætning 74-75), der findes i Exeter Book fra 900 tallet e.Kr., hører vi at en ølbrygger kaldes en ”beorhyrde” (øl-hyrde, bjór-hyrde).

 

Præcis som vi gør det i dag, og ingen andre folkeslag gør det på samme dybt rituelle vis, skulle der holdes skåltaler uden ende. Min personlige rekord er 14 skåltaler under en middag. Andre har uden tvivl langt bedre historier.

Snorre beretter i Heimskringla (Hákonar Saga Aðalsteinsfóstra, kap. 14 el. 16. Frá blótum) om Haakon den Gode (Hákon Aðalsteinsfóstri, 920-960, konge ca. 930).

Vi befinder os på Sigurd Jarls gård Laden nordøst for Trondheim, Trøndelagen. Jarlerne fra Lade-gården (Hlaðajarl) er meget magtfulde fylkeskonger, som den kristne Haakon den Gode ikke kan trodse uden at lade livet. Jarlerne havde landskabets største gudehov og Sigurd var den største blótmand (hinn mesti blótmaður).

Sigurd hælder nu blót-gilde øllet op. Alle bønder skulle jvf. sæden møde frem til hovet når der var blót-gilde. Det var den gamle sæd (forn siðr) under et blót og den efterfølgende fest (veizla), at man efter at have ofret al slags kvæg og heste (allskonar smali ok svá hross), satte kødet til at syde i kedlen over ilden:

”En sá er gerði veizluna ok höfðingi var, þá skyldi hann signa fullit ok allan blótmatinn. Skyldi fyrst Óðins full, skyldi þat drekka til sigrs ok ríkis konungi sínum, en síðan Njarðar full ok Freys full til árs ok friðar. Þá var mörgum mönnum títt at drekka þarnæst Braga full. Menn drukku ok full frænda sinna, þeirra er göfgir höfðu verit, ok váru þat minni kölluð…”.

Som jeg oversætter til:

”Den som gjorde festen og høvding var, da skyldte han signe fuldt og alt blótmaden. Skyldte først Odin’s Fuld 1, skyldte da at drikke til sejr og sin rigskonge, end siden Njarðar Fuld og Freyr’s Fuld til árs ok friðar 2. Da var mange mennesker tit at drikke dernæst Braga Fuld 3. Mændene drak og Fuld frænderne sine, der tilbedt havde været, og var da Mindet kaldet…4”.

1 Læseren har sikkert gættet at brugen af ”Fuld” (full) betegner ”et fyldt horn”. Betegnelsen ”at være fuld” er en direkte konsekvens og sproglig udvikling herfra.
2 Som vi skal opfatte som ”frugtbart og smukt”. Se afsnittet ”Vintersolhverv – Moders Nat – (Lille)-Juleaften - Freys Leik”. For ”Njarðar Fuld” se afsnittet ”Den Jordlige Moder – Moder Jord”.
3 Læseren skal her være særligt opmærksom på at ”braga” (oldnordisk) betyder ”lyse, flamme, blusse, glimte”. Den hellige kop eller skål er fyldt med øl eller mjød. Deltagerne sidder samlet omkring den åbne ild i mørket. Øllet eller mjøden vil i flammernes skær ”lyse, flamme, blusse, glimte”. Skålen ”Braga Fulde” (Braga full) er en hilsen til de dødelige samlet omkring bålet. Dette er den skål vi også kender som ”wassail”. Denne forståelse er vigtig for at forstå den efterfølgende skål i rækkefølgen.
4 Ordet ”göfgir” fra ”göfgan” (tilbedelse) er ekstremt vigtigt at forstå. Som tillægsord kender vi ordet som ”göfugr” (oldnordisk), ”gifig” (oldengelsk) og ”gabeigs” (gotisk), sidstnævnte jvf. Wulfila’s oversættelse af Lukas-Evangeliet 18:23:

”…was auk gabeigs filu” eller direkte ”…var og rig meget”, der på nudansk skrives ”…thi han var meget rig”.

På oldengelsk som ”gifig” har ordet ligeledes betydningen ”rig, velhavende”. Det er naturligvis netop det at en dødelig person er velhavende og rig, i såvel ejendom som visdom, der gør at samme person som udødelig tilbedes fordi man havde set op til personen medens han/hun levede. Først en skål til de dødelige og herefter en skål til de udødelige forfædres og venners afrejste sjæle kaldet ”Minni full” (Mindet Fuld). En absolut værdig afslutningen på drikke-ritualet.

 

Når vi dybt rituelt skåler til hinanden ved at løfte koppen mod den vi hilser, samtidigt med at vi holde øjenkontakt, og aldrig sænker den løftede kop før de hilsende begge har drukket deres skål, så kan vi forklare dette ritual ganske nøje.

Geoffrey of Monmouth forklarer lidt før år 1151 e.Kr. i Historia Regum Britanniae (History of the Kings of Britain/Historien om kongerne af Britannien, kap. 113) at Hengest’s datter Ronwen (Ronuuen, Ronwein, Rowen) under et gilde hos Hengest efter ankomsten til Kent, har opgaven som "friðowebbe" eller "fredvæver". Æresgæsten er ”Uortigernus” (”Wyrtgeorne”, kaldes på nuengelsk ”Vortigern”), som Angel-saksiske krønike for år 449 e.Kr. angiver som ”Konge af Britterne” (se afsnittet ”Kongedømmerne i Britannien (udover Øst-Anglen)”).

Prinsesse Ronwen træder fra et tilstødende rum ind i selve salen med en gylden hellig kop, hun går frem til Kong Wyrtgeorne og siger på sig eget sprog, dvs. på jysk: ”Washeil, Lauerd king” (”*wæs hál hlafweard cyning” på oldengelsk) eller ”Vær hilset Lavard konge”!

Kong Wyrtgeorne, der taler keltisk, beder oversætteren om at forklare hvad den unge kvinde sagde. ”Hun tiltalte dig Brødværge konge (Lord King)… og gjorde dig ære ved at skåle til dit helbred…hvad du skal gøre nu er at svare ”drincheil” (drik hilsen)". Det gjorde Kong Wyrtgeorne og bad herefter Prinsesse Ronwen om at drikke fra den gyldne kop tiltænkt Kong Wyrtgeorne. Først herefter drak Kong Wyrtgeorne fra samme kop.

Bemærk her hvorledes Kong Wyrtgeorne, og ritualet, er med til at forøge den gæstende konges personlige sikkerhed mod forgiftning ved at Prinsesse Ronwen har rollen som Hof- og Mund-Vinskænk.

Snorre viser os i Snorre Edda (Gylfaginning kap 46. Frá íþróttum Þórs ok félaga hans.) at denne sikkerhedsforanstaltning findes og kaldes ”skutilsveinn” (fra ”skutill, scutel” (oldnordisk, oldengelsk), som vi skal opfatte som ”disk-, tallerken-, bord-svend”. Betegnelsen ”bordsvend (bordsven), bordpige” kendes fra Sønderjylland. Det er helt bevist at denne opgave her ophæves til en kvinde, og tilmed en prinsesse. Der gives intet højere pant for en fremmed konges sikkerhed ved gæstebud end dette.

I Valdemars Jordebog fra år 1231 e.Kr. under ”Vinternatholdslisten” omhandlende ”Hr. Kongens Vintergæsteri” er optegnet tjenestefolkene, herunder ”Stor- og Lille-Mundskænken” (Pincerne maiori et minori), der oppebærer ½ Mark sølv. De nævnte mundskænk er nævnt særskilt fra ”Diskæswenæ et dukæ swenæ” (diskesvende og dugesvende) 1.

1 Se Svend Aakjær: Kong Valdemars Jordebog (1926-43, 1. bind: Text, Hæfte 2, s. 33, 123).

 

“Ab illo ergo die usque in hodiernum diem remansit consuetudo illa in Britannia inter conuiuantes et potantes ut per “Wasseil” et “Drincheil” se inuicem salutarent”.

Som jeg oversætter til:

”Fra denne dag derfor til den dag i dag forbliver det sædvane i Britannien ved sammenkomster, og de drikkende da gennem ”Wasseil” og ”Drincheil” sig gensidigt hilser”.

Da denne sædvane indføres af en jysk prinsesse, og derfor kan antages medtaget fra de gamle kongeriger i Danmark/Norge/Skåne, er dette vor oprindelige skålhilsen til hinanden.

Wace fra Jersey gentager år 1155 e.Kr. i værket ”Roman de Brut” (Brutus rimkrønike, sætning 6965) samme forståelse på normannerfransk (han må have kopieret dette fra Historia Regum Britanniae):

”Custume est, sire, en lur pais, Quant ami beivent entre amis, Que cil dit ”Wesheil” qui deit beivre, E ”Drincheheil” ki deit receivre”.

Som jeg oversætter til :

”Sædvanen er, Herre, i deres land, når ven drikker med ven, at man siger ”Wesheil” som drik byder, og ”Dricheheil” som drik modtager”.

Wace fra Jersey gentager samme ca. år 1174 e.Kr. i værket ”Roman de Rou” (Rollo’s rimkrønike, sætning 7331) på normanner-fransk. Han beskriver de drikkeord der afsiges i den engelske lejr aftenen før Slaget ved Hastings fredag den 13. oktober år 1066 e.Kr.:

La nuit avant, ço oï conter,
furent Engleiz forment haitiez,
mult riant e mult enveisiez ;
tote nuit mangièrent e burent,
unkes la nuit el lit ne jurent.
Mult les veissiez démener,
treper e saillir e chanter ;
Bublie, crient, e Weissel,
e Laticome, e Drincheheil,
Drinc hindrewart e Drintome,
Drinc helf e Drinc tome”.

Natten før, har jeg ladet mig fortælle,
de gale engelske havde,
megen latter og megen lyst;
hele natten de åd og drak,
altid i natten de sengen forsvor.
Meget vågeblussene rasede,
rastløse og førende sig frem og syngende;
Bublie, skrigende, og Vær hilset,
og Lad-det-komme, og Drik hilsen,
Drik baglæns og Drik-til-mig,
Drik [det] halve og Drik tom”. 

Min oversættelse til nudansk.

Ordet ”Bublie” må være fra ”bubber” (oldengelsk), der i slang betegner en drikkeskål, samt en person der er god til at drikke. Som et udråb må det være drikkeskålen vi skal tænke på. De drikkende beder med udråbet ”bublie” tjenestefolkene om straks at komme med en skål øl eller mjød. Sir James Ramsay mener i ”Foundations of England (1898, Volume II) at “bublie” skal opfattes som “rejoice” (glæde). Det forekommer mig mere en fortolkningsoversættelse end hvad ordet faktisk betyder.
Ordet ”Laticome” lyder som ”let it come” (lad det komme), trukket sammen på Middle English, og er et råb fra de drikkende til tjenestefolkene om at nu må der gerne fyldes op i det tømte drikkehorn.
Ordet ”hindrewart” er Middle English og sammensat af ” hindrian” (oldengelsk) +  ”weard” (oldengelsk), der giver forstavelsen retning, hvorfor ordet betyder ”baglæns”. Udtrykket ”Drinc hindrewart” betyder derfor ”Drik baglæns”.
Ordet ” drintome” er igen en sammentrækning på Middle English af ”Drink to me” (Drik til mig).

 

Det fremgår klart fra Wace fra Jersey’s værker, der blev gjort på opdrag af og til Kong Henry II til England ca. år 1160-69 e.Kr., at dette ikke var gældende skik i Frankrig. Omtalen af ”deres land” (lur pais) i omtalen af England til Kong Henry II. skyldes, at denne konge var fransk og kom fra Plantagenet dynastiet. Han har ingen anelse haft om vore sæder og skikke og kunne sikkert ikke et eneste ord på Middle English.

William Shakespeare lader Vær Hilset (wassail)-ritualet være gældende ved det danske hof i “The Revenge of Hamlett, Prince of Denmarke” (Hamlet, 1602). Klokken har lige rundet 12 formiddag, hvorefter trompeterne lyder og kanonskud affyres.

Horatio, der symboliserer kristendommen i skuespillet, og formentlig er en gengivelse af den danske teolog og digter Jon Jacobsen Venusinus (-1608), siger (1:4:5-12):

Horatio:

…..

What does this mean, my lord?

Hamlet:

The king doth wake to-night and takes his rouse,
Keeps wassail, and the swaggering up-spring reels;
And, as he drains his draughts of Rhenish down,
The kettle-drum and trumpet thus bray out
The triumph of his pledge.

Som vi kan se lader Shakespeare her Kongen af Danmark drikke sin Vær Hilset-drik (wassail) i form af Rhinsk vin (Rhenish), og det er i 1500 tallet e.Kr. tydeligvis en begivenhed der finder sted om eftermiddagen. Se ”Bilag M: Hólmgeirr Godfredsøn - Holger Danske” (underafsnit ” ”The Revenge of Hamlett, Prince of Denmarke” (Hamlet)”.

Den hellige kop der brugtes til Vær Hilset-ritualet kendes stadig i Yorkshire i 1800 tallet som ”vessel-cup”, og blev bragt rundt af børnene fra sted til sted under julen 1.

1 Rev. M.C.F. Morris, Vicar of Newton-on-Ouse, Yorkshire: Yorkshire Folk-Talk (1892, Chapter XI. Customs and Superstitions).

 

Indholdet af Vær Hilset-koppen er samtidens Glögg. Se ”Bilag S: Bagværk”.

Man havde også, som vi hørte ovenfor fra Beowulfkvadet, en speciel ceremoni kaldet "Sumbl, Samburðaröl" (oldnordisk) og "Symbel" (oldengelsk), der betegner en ”øl- og/eller mjød-forsamling”. Disse strakte sig over ganske mange timer, da man udover den indledende ritual-del, havde tilrejsende famlie og gæster som æresgæster. Der skulle derfor pralles af bedrifter, fortælles historier, og synges sange. Det var på denne vis at viden blev bragt videre fra sted til sted, og fra slægt til slægt. Tacitus i år 98 e.Kr. bekræfter dette ved at sige at ”drikkegilder, der varer hele dagen og hele natten regnes ikke for skamfuldt”.

Hymiskviða (vers 2, Ældre Edda) forklarer ritualet:

”Þú scalt ásom opt sumbl gora.” 1

Som jeg oversætter til:

”Du skal ofte gøre sumbl for Aserne .”

 

1 "Þu s..lt aso. opt sv.bl gora" (Codex Regius), "Þv sc.lt asv. opt sv.bl gæfa" (AM 748 I 4º)

 

Lokásenná (vers 8, Ældre Edda)  forklarer det på bedste vis i min danske oversættelse:

”Stole og pladser for dem ved Sumbel
Aserne aldrig valgte
for Aserne ved hvorledes
man har et herligt drikkegilde”

 

 

 chap 21-2-2

Tjängvide-stenen, Älskogs socken, på det sydlige Gotland dateret til 700 tallet.
Igen ser vi den højbårne værtinde byde velkommen.
Billedkilde: John Grant: Viking Mythology (1990, s. 39)

 

Bemærk hvorledes hornets spids peger mod jorden. Bl.a. Anders og Dorrit Hansen, Vancouver, BC, Canada har gjort mig opmærksom på at dette er runen til hvorledes man drikker fra et horn. Drikker man fra hornet med spidsen vendende opad vælter hornets indhold ud af hornet, og klæderne bliver gennemblødt.

I forbindelse med afklaringen af den seneste DNA-forskning, der viser forbindelsen mellem Osseterne og os (se ”Bilag L: DNA – to stalbrødres vidnesbyrd og Helligdoms Ed”) modtog jeg fra en god ven denne dejlige historie, der finder sted foråret 1968 i Syd Ossetien, en del af det nuværende Georgien.

"......Jeg blev udvalgt til at deltage i en delegationsrejse til Sovjetunionen. Vi var blandt andet i Kaukasus, hvor vi blev meget hjerteligt modtaget i et vinkollektiv i georgisk Ossetien. Vi deltog i en uforglemmelig middag i vinkollektivet. Kun mænd deltog. Kvinderne vartede op.
 
Da vi ankom var bordet dækket. Mændene sad allerede festklædte omkring bordet og studerede os indgående, da vi trådte ind. Kvinderne stod smilende foran køkkendøren. Bordet var dækket med flotte broderede duge og flere forskellige glas foran hver stol. På bordet var også placeret 3 drikkehorn af forskellige størrelse. Så vidt jeg husker, var de prydet med sølvbeslag. Det ene var meget stort.
 
De forklarede os, at det var skik i dette land, at der udnævntes en ”Tamada” 1  til at lede middagen. En slags ”bordets ubestridte leder”, noget i retning af den engelske ”Toastmaster”, men med større beføjelser. Den lokale sognerådsformand, eller hvad han nu var, var blevet udvalgt.
 
1  Ordet ”Tamada” er identisk i Ossetien, Georgien, Azerbajdjan og Kirgisien/Kirgistan ("taamáta"). Ordet er sammensat af ”tam” (alle, enhver) og ”ata” (fader) eller ”alles fader, alfaderen”. Denne titel skal åbenlyst symbolisere en levende gud. Mit bud er at vi genfinder ordet i det oldnordiske ”Tamda” fra ”temja” (tæmme) med betydningen ”Den der tæmmer (langbordet)”. I Rig Veda (bog 8:24.10) har Indra et heite "nRtama" (mest heltagtige), der er forbundet til det ossetiske "Nart" (mand, helt). Se "Bilag D: Narts sagaerne".

 

Han havde til sin rådighed de tre horn. Et horn blev fyldt med vin og overdraget en festdeltager efter ”tamada'ens” valg. Den udvalgte skulle så med det fyldte horn i hånden holde en tale for eksempel til kvindernes pris, en tale for ungdommen eller fremtiden eller sådan noget og derefter tømme hornet. Jo mere seriøse vi var, jo større horn. Vi gjorde vores allerbedste for at leve op til forventningerne. En efter en stod vi op med hornet i hånden. Jeg slap med det mellemste horn. En af deltagerne tog mig ned i vinmarken for at lære mig at stikke en finger i halsen for at holde længere.
 
Tamada'en kunne også bede en deltager om at synge en sang. Det gik ikke så godt. Som du ved, er vi danskere ret kulturløse hvad musik og dans angår.
 
Det er ikke så enkelt at drikke af horn. Man må være varsom med ikke at løfte spidsen af hornet for højt. Derved stiger det hydrostatiske tryk omkring åbningen og det hele løber ud over skjorten. Det er noget man må lære. Det var i det store og hele en uforglemmelig aften for alle deltagerne, tror jeg. Blot ville jeg ønske, at jeg havde været noget ældre, så jeg bedre kunne bidrage og leve op til forventningerne......
 
Det forekommer mig at det gik bedst, når vi holdt hornet vandret. Så blev luft og væske udvekslet på noget nær samme måde som i en flaske eller i et glas".

Hvad min ven her har beskrevet er en ordret gengivelse af en Sumbl, ikke en rekonstruktion, men en fuldt levende nutidig videreførelse. Vore egne drikkelag omkring langbordet er ej heller langt fra det oprindelige.

Husk det nu! Spidsen af hornet skal pege mod Moder Jord når der drikkes fra hornet. Det er fra Moder Jord vi, gennem hornet,  henter forfædrenes ånd. Ånden skal op gennem hornets spids og ind i os gennem munden.

 

 

 chap 21-2-3

Dronningen som Taflbrik gjort af hvalrostand ca. år 1135-1150 e.Kr. Fundet på Isle of Lewis, den nordligste af øerne på Hebriderne, der faldt under kontrol fra Norge. Bemærk hvorledes Dronningen holder hornet. Hun vil naturligt løfte hornet med spidsen nedad når hun om et øjeblik drikker sine sorger bort. Billedkilde: National Museum of Scotland og The British Museum (The Lewis Chessmen).

 

 

 

 

En skål fra en hovedskal

 

Skulle man undre sig over hvorfor vi på dansk/norsk/svensk siger ”skål!” og på færøsk/islandsk ”skál” når vi hæver koppen, så er dette en urskik der har været til siden stammen blev grundlagt.

Det vides såvel i skrift som fra arkæologi, at de indoeuropæsike folkeslag i Asien, og blandt Sarmaterne omkring Asovhavet , dvs. Ver Asir/Danir -folket, havde en ceremoni hvorunder man tog hovedskallen af en nedslagtet fjende, og lavede en kop af hovedskallen. Denne ceremoni, der kaldes hovedskalsceremonien (skull cupping ceremony) var udbredt blandt mange folkeslag.

Herodot (år 484-425 f.Kr) forklarer os i detaljer hvorledes dette gik for sig hos Skytherne, med hvem vi havde mange skikke tilfælles (Histories, bog 4:65):

”De har en speciel måde at behandle de faktiske hovedskaller på – ikke med dem alle, men kun dem fra deres værste fjender: De saver bort delen under øjenbrynene, og efter at have fjernet indmaden trækker de en kohud omkring ydersiden. Ifald en mand er fattig er han tilfreds med dette, men en rig mand går videre og lader indersiden af skallen forgylde. I begge tilfælde bruges skallen herefter til at drikke fra. De behandler skallene fra deres landsmænd på samme vis, i tilfælde hvor kivsmål har fundet sted og en mand er blevet dræbt under høvdingens tilstedeværelse. Når vigtige gæster kommer til, gives disse skaller rundt og værten beretter historien for dem: Hvordan de engang var hans slægtninge og angreb ham, og hvordan han vandt over dem. – alt dette som bevis for mod”.

En (hoved)skal på oldnordisk hedder ”skalli” og på oldengelsk ”sciell, scill, scel, scealu”. Hvad vi alle derfor gjorde var at fylde (hoved)skallen med øl eller mjød, hvorefter vi løftede hovedskalskoppen og sagde: ”Skál!” eller ”(til) skallen!”. Som det eneste folkeslag i verden viderefører vi denne skik i uændret form i dag, selvom de færreste formentligt er klar over hvorfor vi siger ”skål!.”

At ordet er ens på oldnordisk og oldengelsk betyder naturligvis at denne skik er fra før udvandringen til de nye kongeriger i Britannien efter år 446 e.Kr. Den nuværende betegnelse hos familien i England ”cheers!” blevet ikke indført før 1919 og stammer fra det normannerfranske ord ”chere” eller ”ansigtet”, der blev bragt over af Hertug William år 1066 e.Kr. Alle englændere er yderst kyndige i brugen af ”Skål!”, specielt ifald man bruger et par minutter på at forklare baggrunden for ordet.

 

 

Illustreret Videnskab nr. 5/2003 der hentede oplysningen om den fundne hovedskal fra Syktyvkar, Komi Institute of Language, Literature and History, The Ural Department, Russian Academy of Sciences fra en artikel skrevet af Igor Orestovich Vaskul, Ph.D. den 25. oktober 2002. Hovedskallen blev fundet i en af 7 grave fra området omkring Kamaflodområdet ved Ural-bjergene og er dateret til det 1. århundrede e.Kr. Dette område er Finno-Urgic og derfor fra Lazyges folkets område, der var en del af Sarmaternes område. Der er også fundet andre Sarmatiske gravgenstande. Fjendens kraft blev samlet i hans kranie, og man kunne derfor tilegne sig kraften ved at drikke af en kop lavet af kraniet.

 

Han-krønikerne indeholder et skrift kaldet ”Noter omkring De Vestlige Regioner” 1, der følger med Ban Gu’s værk ”Han shu”, Han-dynastiets officielle historiebog skrevet i jianwu tiden (25-55 e.Kr.)

1 A: Wylie: Journal of the Anthropological Institute of Great Britain and Ireland, Vols. III (1874, s. 401-452), V (1876, s. 41-80), X (1881, s. 20-73, og  XI (1882, s. 83-115).

 

 

Skriftet omtaler folket ”Ta Yue-she” (”Massagetae” hos Herodot), direkte ”Måne-folket”, som jeg mener er en gotisk stamme. I afsnittet ”Kushan Riget og Buddha” viser jeg et kort der forklarer hvor stammen i samtiden befinder sig. I kapitlet ”Ásaland/Miðgarð – østlige del” viser jeg stammeopdelingerne fordelt på kilder.

I tiden 170-163 f.Kr. er Hunnerne et enormt problem for alle folkeslag i det østlige Asien. Kinesiske historieskrivere kalder dem  ”Xiongnu/ Hsiung-nu”.

Hunnerkongen Maou-tun (kinesisk udtale) dør i 10. måned år 174 f.Kr. Hans søn Ke-yuh (kinesisk udtale) overtager tronen og tager titlen, der på kinesisk oversættes til ”Laou-shang” (Ærværdige Høje) Shen-yu (der også synes at være en titel).

I min oversættelse til nudansk:

”Om Ta Yue-she [Måne-folket – goterne]
 
...oprindeligt boede de mellem Dunhaung og Ke-lien, da [Hunnerkongen] Maou-tun Shen-yu [år 209-174 f.Kr.] angreb og underkastede dem. [Hunnerkongen og sønnen] Laou-shang Shen-yu [år 173-160 f.Kr.] dræbte kongen af Yue-she, og omgjorde hans hjerneskal til et drikkekar...”.

 

I Völundarkviða (vers 24,34-35 Ældre Edda) dræber høvdingen og smeden Wélund/Völund ca. år 446-451 e.Kr. to kongesønner, kløver hovedskallen af dem, forsølver skallen og laver hellige koppe (se ”Bilag G: Wélund – helligt land, høvding og gud”).

Longobardernes Kong Albuinus/Alboin ("Hvide", regent ca. år 563/5-571 e.Kr.) vinder ca. år 568 e.Kr. et slag mod Gepider-stammen. Gepider-stammens konge Cunimund dræbes og hans datter, Rosemunda tages som krigsbytte og tvangsgiftes med Kong Albuinus. Paulus Diaconus/Paul Warnefried (år 721-799 e.Kr.) skriver i ”Historia gentis Langobardorum” (I:27) helt nøjagtigt hvad Longobardkongen gør med Kong Cunimund:

"In eo proelio Alboin Cunimundum occidit, caputque illius sublatum, ad bibendum ex eo poculum fecit.
Quod genus poculi apud eos «scala» dicitur, lingua vero Latina patera vocitatur".

Som jeg oversætter til:

"I dette slag Alboin Cunimund dræbte, hovedet til det formål løftede, [og] til drikkelse en drikkeskål gjorde.
Denne form for drikkeskål de blandt sig "scala" udtaler, på sand latin "patera" kaldes".

Med andre ord; "skalli, sciell, scill, scel, scealu" (oldnordisk, oldengelsk) hedder i longobardisk dialekt nøjagtigt det samme, nemlig "scala" - ”Skál!” eller ”(til) skallen!”. Det latinske "patera" betegner en "flad skål eller tallerken, som anvendtes ved ofringer".

Ragnar Loðbrók har i midten af 800 tallet e.Kr. en helt klar mening om dette i Krákumál/Ragnars sögu loðbrókar (vers 25):

Hjoggum vér með hjörvi.
Hitt lœgir mik jafnan,
at Baldrs föður bekki
búna veitk at sumblum.
Drekkum bjór af bragði
ór bjúgviðum hausa.
Sýtira drengr við dauða
dýrs at Fjölnis húsum.
Eigi kømk með æðru
orð til Viðris hallar.

Hugger folket med sværd.
Hit ligger mig jævnt,
ved Balders fortrædne fødder
bugner vidt ved sumbler
Drikker bjór-øl til Brage
ud af skålformet hjerneskal.
Sørger drenge ved døden
dyrtid i Fjölnir's huse
ikke kom jeg med frygtens
ord til Vejrets haller.

Min oversættelse til nudansk. Den politiske korrektheds tjenere, af hvilke der er mange, men heldigvis færre, har forsøgt at oversætte "bjúgviðum hausa" med "buede kar/curved bowl". Det ved vi godt er løgn og latin. Det vidste Olau Worm også i 1636 i hans værk "Wormii Litteratura Runica", hvor Mágnus Ólafsson oversatte sætningen fra oldnordisk til latin med "ex craniis eorum quos ceciderunt" eller "tidligere kranier af dem som de havde dræbt". Også på Færøerne har man holdt sig til sandheden i folkevisen "Vi hugge med kåre", hvor samme vers lyder "af hjerneskal godt øl vi tylle" (tak til Gudrun Victoria for denne oplysning). Visen om Regnar Lodbrok findes i Peder Syv's værk "Et Hundrede udvalde Danske Viser, om allehaande mærkelige Krigs-Bedrivt og anden selsom Eventyr, som sig her udi Riget ved gamle Kæmper, navnkundige Konger, og ellers fornemme Personer begivet haver, af Arilds Tid til denne nærværende Dag" (1695). Peder Syv havde bygget sin samling fra Anders Sørensen Wedels samling, der udkom 1591. Der findes 3 viser: "Kong Regner Lodbrogs første Viise" (s.397), "Kong Regners Anden Viise" (s.398) og "Kong Regners Tredie Vise" (s.402, identisk til udgaven på Færøerne). Vers 25 lyder:"Vi hugge med Kaarde, Vi ville en spare Af hierneskal Godt øll at tylle Og halsen at skylle, I Odins sal. En frejdig ej græder, Imod den død, Men mere sig glæder, han er ham fød". Det er her værd at henvise til Víga-Glúms Saga (kap.6), hvor den store bersærker (berserkur mikill), her mere forstået som en ”psykopatisk slagsbroder”, kaldes Björn ”járnhaus” (jernskalle). Her benyttes ligeledes ordet ”haus” i betydningen ”hovedskal, hjerneskal”. Tiden er medens Haakon den Gode/Hákon Aðalsteinsfóstri var konge, dvs. ca. år 930-960 e.Kr. Brugen af ”Fjölnis” kræver her en underforståelse at alle er klar over at ”Fjölnir” (Fjölner, Fjolner eller Fjolne) er en af vore gamle konger over Ynglinga-ætten (nr. 2, ca. år 400-446 e.Kr.). Han nævnes i bl.a. Grottasöngr, Ynglinga Saga kap. 11 og  Ynglingatal vers 1. ”Fjölnis” forekommer også i Snorre Edda (Skáldskaparmál, 41. Æsir þágu veizlu at Ægis) hvor Snorre henviser til Bragi inn gamli Boddason (Brage Boddesson, Brage den gamle). Da samme skjald, aktiv i 1.havldel af 800 tallet e.Kr., er skjald til bl.a. Ragnar Lodbrok, og ophavsmand til Ragnarsdrápa, kan vi se at brugen af ”Fjölnis” begge steder kun kan oprinde fra Bragi inn gamli Boddason. "Dýrs at Fjölnis húsum" betyder med andre ord, at der er hungersnød i riget.

 

 

 chap21-2-22.jpg

8,6 cm bred del af en hovedskal fra Ribe, Jylland (DR EM85;151B) dateret til 700 tallet e.Kr. Første del af runeindskriften siger som følger (Indskriften starter nederst i højre hjørne på hovedet, sæt fra læseren. Herefter snor den sig mod venstre og op):

”ulfuR Auk uþin Auk HutiuR '
HiAlb buris ’ uiþR þAiMA uiArki...”

Som kan oversættes til:

”Ulfúrr (Ulven) og Othin (Óðinn) og Hátýr (dyreskindet)
hjælper Buris (Boris) ved dette virke...”

Min vurdering er at ”Ulfúrr” er Wuffinga-ættens ulvehund, dvs. Grand Danois hunden, hvis shamaniske opgave er som hjælpeånd. ”Othin” skal opfattes som shamanen Woðan. I så fald kan “Hátýr” have betydningen ”dyreskind” og være Det Behornede Dyr, der altid er nødvendig for at gennemføre rejsen mellem verdener (Moltke skriver bare ”Hydyr”. "Há" (oldnordisk) = skind. "Hætera, hæteru" (oldengelsk) = klæder i flertal. "Hatyr" (oldengelsk) = klædet). Hele runeindskriften er en trylleformel til at beskytte ejeren Buris (Boris) mod febersygdom. At trylleformlen er indridset på en hovedskal, hvortil ordet ”uiArki” (virke) henviser, kan alene have betydningen at den beskyttende ”kraft” kommer fra hovedskallen. Jeg mener ikke ”uiArki” (virke) er en henvisning til ”smerte/værk”. Der er 3 beskyttere af samme årsag til at det kræver 3 beskyttende (og forbandede) runer. Skål!
Billedkilde: Else Roesdahl: Vikingernes verden (1987, s. 60)

 

I afsnittet "Knáttleikr – det hårde boldspil" viser jeg at det er jagten på hovedskaller der er oprindelsen til alle vore boldspil.

I ”Litteraturliste” under ”The Battle of Maldon” kan vi se at modparten i slaget den 10. august år 991 e.Kr., Jarl Byrhtnoð (Byrhtnoth, Beorhtnoth), ealdorman af Essex, blev gravlagt hovedløs efter slaget. Ikke nok med at han ”tabte” hovedet – det blev formentlig også bragt med hjem på et af de sølvfade vi tog som valrov. Historien melder intet om hvorvidt Byrhtnoð's hovedskal blev benyttet til boldspil.

Jætten Mimir (mindet/erindringen), fra det indoeuropæiske ”*men-/*mon-“ – "at tænke"?,  er ufatteligt godt kendt af alle selvom han kun nævnes i ganske få tilfælde. Fra Völuspá (vers 29, Ældre Edda) ved vi at Mimir vogter over brønden med visdom fra fortiden. Denne brønd findes altid under verdenstræet. I Fjolsvinnsmál (vers 21, 25, Ældre Edda) har vi et andet navn for verdenstræet, nemlig ”Mímameiðr” (Mimir’s træ) og ”meiðs kvistum Míma” (Mimir træets' kviste) – Mindet og visdommens træ.

Vi ser ud til at opfatte Mimir som jætte, men det er kun en antagelse. I Grímnismál (kap. VII:50, Ældre Edda) forbindes ”Sökkmímis” (Sænkede Mimir) med ”aldna jötun” (older-jætte). ”Sökkmímis” skal, lig ”Sökkvabekr”  i Grímnismál (kap II:7, Ældre Edda), opfattes som ”underjordisk”. Saxo i Gesta Danorum (bog 3,2:5-6) kalder skovtrolden, der vogter over sværd og ejer Draupnir's ring, for "miningo". En "skovtrold" er en jætte og "mimingo" er en latinisering af "Mímingur" (mimingus). Vi kan i det mindste sige at Mimir, som vi alle gør, nedstammer fra jætter. Han symboliserer vor ur-erindring, og en visdom uden hvilken vi som stamme, og som ligestillede fribårne, går til grunde.

At vi alle kan ihukomme Mimir skyldes naturligvis at han i Sigrdrífumál (vers 14, Ældre Edda) er beskrevet således:
 

”...þa melti Mims ha/fvþ
froþlict iþ fyrsta orð
oc sagdi sanna stafi”.

”..da mælte Mimir’s hoved
kyndigt de første ord
og sagde sande staver”. 1

1 Min oversættelse til nudansk

 

I Vafþrúðnismál (vers 45, Ældre Edda) kaldes Mimir for ”Hoddmimis” (Guld-Mimir), dels som en tilkendegivelse af ”den højest værdsatte", dels som et heite for Månen. Med andre ord, stammens ur-erindring og højeste visdom, er blomstringssignalet for alt liv og vor overlevelse. Ikke overraskende knyttes de to visuelle symboler på styrke, visdom og kraft, edsringen og sværdet, også til Mimir. Vi har sværdnavnene "Mim-mungr" og "Mimung", samt edsringen "Hring-Mimir".

Snorre digter videre på denne forståelse i Ynglinga-saga (Heimskringla, 4. Ófriður við Vani).

Peter Frederik Suhm (1728-1798): Om Odin og den hedniske Gudelære og Gudstieneste udi Norden (1772, Første Bog: Om Odin, Første Kapitel: Om Odin som en Gud, § XVIII, s. 67) skriver:

"Om denne Mimer taler Saxo uden Tvil under Navn af den Satyro Mimring, som ved List blev besnæret af Kong Hother, og maatte give ham et Sværd, det eeneste hvormed Ballder kunde saares".

Saxo: Gesta Danorum (Bog 3.2.5) skriver faktisk "... Hunc a Mimingo silvarum Satyro possideri ...", som Dr. Fr. Winkel Horn (1911, 1. Del, III Bog, s. 67) oversætter til "...det tilhørte en skovtrold ved Navn Miming...". Skovtrolden er en jætte, dvs. rummet dyb fortid og derfor netop Jætten Mimir (mindet/erindringen). Saxo ser ikke ud til at fange kenningen, men bringer os til alt held sagnet.

Årsagen til at vor ur-erindring, og visdom, er gengivet som et menneskehoved skyldes vor helt klare, og sande, forståelse for at menneskets ”kraft” findes i hovedskallen.

Asbjørn Prude blev dræbt af risen Bruse i Dollsteinhola, der ligger på Sandsøya/Dollsøy i Sande Kommune, Norge. Asbjørns fosterbroder Orm Torolvson drager fra Island til Sandsøya/Dollsøy for at hævne drabet. Visen kan beskrives som Asbjørns dødskvad til moderen hjemme i Danmark.

Asbjørn Prudes Vise. 1

O Moder min Svanhvide,
Som boer i Danmarks land;
Det skaltu fra mig vide,
Din søn døer nu paa stand.
Hans haar du ej i sommer
Faaer byrsted eller kæmt!
Han aldrig til dig kommer,
thi sverdet har ham klemt.

Vers 2

Det var alt andet hiemme,
Da mellem Skaal og vegg vi sade;
Skibet fremme Sig lod ved vind og dregg.
Af Hordeland vi fare, Saa drukke miød og øll med snak.
I røver-snare Jeg er og vikingbøl.

1 Kilde: Peder Syv/Anders Sørensen Wedel: 200 Viser om konger, kemper og andre (1691, 1695, 1787, s.411-412).

 

 

 chap14-1-1.jpg

 chap14-1-2.jpg

 chap14-1-3.jpg

Mønter slået for Kong Sauromates I. (93-123 e.Kr.) til Det Bosporiske Kongerige. Jeg argumenterer i afsnittet ” Kongerne Asander & Aspurg - Det Bosporiske kongerige” for at dette rige, under Kongerne Asander og Aspurg, er vor stødpudestat mod Romerriget mod syd. Dette ophører år 38 e.Kr., hvor romerne tager direkte kontrol med landområdet, og vi tager foden på nakken mod nord. Det er dog stadig vor egen æt, der ser ud til at sidde på tronen igen under Kong Sauromates. Med sit kaldenavn ”sauromatou” ønsker han at vise den direkte linie til Asander og Aspurg. Derfor viser nogle af hans mønter, herunder bl.a. ovennævnte, de fineste eksempler på vore oprindelige filosofi. Jeg har ikke set dette gjort så gennemført på andre mønter, herunder vore guldskillinger slået år 385-670 e.Kr.

Kong Sauromates I. slår mønt under Kejser Trajan (98-117 e.Kr.) og  Hadrian (117-138 e.Kr.) og vi ser mønter med afbildning af disse kejsere, gjort for at vise underdanighed. At Kong Sauromates I. ligeledes slår mønt uden at vise nogen romersk kejser i mønten antyder stærkt at han har haft en stor grad af uafhængighed fra Rom. At han har haft denne uafhængighed må skyldes at han er i stand til at kontrollere truslen fra stepperne mod nord. Derfor har vi en afbildning af en ”fjende” bagbundet og på knæ uden for byporten til Det Bosporiske Kongerige. Vi ved ikke hvem disse ”fjender” var, men mange af vore egne landsmænd befinder sig i området indtil Goterne og Hunnerne ankommer. Indskriften siger, som hans forgængeres mønt, ”ΒΑCΙΛΕOC CAVROMATOV” (Kong Sauromatou) (8 gm, D:2.6 cm, ref. Anokhin 461). Bogstaverne "MH": M(40) + H(8) = 48 nummia = 1 sestertius.

Øverst: Byporten til Det Bosporiske Kongerige. Inden for hersker Kong Sauromates og er derfor velsignet af visdom fra de 3 verdener (fortid, nutid og fremtid). Udenfor er ”fjenden” bagbundet og i knæfald. Afbildningen af Thor afgivende lynild mod fjenden findes identisk på sølvpenge slået i vore landområder år 670-755 e.Kr. (se afsnittet ”Lodtrækning og ulykkesvarsel mod Birka”).

Nederst: Hele møntens forside er vort runde skjold med skjoldbukkelen vist i midten. Stridsøkse, det hellige sværd, askespydet som symbol på Yggdrasill, hestehovedet som symbolet på  *ehwaR-runen og at hesten er hellig, tronstolen og krone, og ikke mindst jætten Mimir’s hoved afbildet på kongens scepter. Fra Mimir’s hoved (mindet/erindringen), og fjendens hovedskal, modtager kongen den visdom og styrke fra forfædrene der gør at han, på vegne stammen, kan tage gode beslutninger i nutiden for en bedre fremtid. Afbildningen af kongens hovedbeklædning, ”en fjer i hatten”, er identisk til hvorledes vi ser goternes konger afbildet i det nordlige Indien i samtiden (se afsnittet ”Kushan Riget og Buddha”). Tronstolen kaldes ”faldastoll” (oldnordisk), ”faldastol” (oldengelsk, Mercia), "faldestoed" (oldfransk, Rolandskvadet sætning 609), “falþastols” (gotisk) eller “foldestol” med den oprindelige betydning “højsæde, trone”. De nuværende navne “kurulstol” (fra “curule”) og “munkestol” er importeret via latin og fra kristendommen.

Min private møntsamling.

 

 

 

 

 chap21-2-20.jpg

Aftegning af et etruskisk bronzespejl (specchio in bronzo) dateret til 300 tallet f.Kr. Findes på Museo Archeologico Nazionale di Napoli. Det etruskiske modsvar til Thor, som de kaldte "Tinia, Tins" holder lynild i venstre hånd og sit scepter, på toppen af hvilken sidder en fugl med udstrakte vinger, i sin højre. Dette er Fader Sky og kongen (til højre for fuglen mod kongens hoved, står i etruskiske runer, fra højre mod venstre: "Tinia"). Tinia (Tins) ser ned på et nyfødt barn der bæres fri bag hans lår. Det nybårne barn er ikke navngivet, men må være "Fufluns", der er det etruskiske modsvar til "ætlingen" (Balder). I etruskisk tanke er "Fufluns" søn af Moder Jord, kaldet "Semla". Det etruskiske "fufluna, pupluna" bliver til det latinske "populônia", hvorfor "fufluns" bliver til det latinske "populus" (folket) - dette er netop hvad ætlingen (Balder) også symboliserer i vor tanke. Spædbarnet modtages af fødselsgudinden "Thalana, Thalna" (Den der forårsager blomstring). Hendes navn, til venstre for fuglen, står i etruskiske runer, fra højre mod venstre: "Thalna", medens "Aplu, Apulu" ser til fra venstre side (bag hans hoved står i etruskiske runer, fra højre mod venstre: "APULN"). Grækerne kalder ham "Apollo", og vi ved ikke hvem der kopierer fra hvem i dette tilfælde. "Aplu, Apulu"'s opgave er her klart at være beskytter for den nybårede ætling "Fufluns", hvorfor vi måske kan tilskrive ham egenskaber vi kender fra den græske Apollo, som Hamingja af godt helbred og megen visdom. Helt til højre løfter guden "Ma[]n" en øse (lerflaske) for at tilføje salve. Er dette "Man, Mani", der i etruskisk tanke er "de dødes gode ånder"? Foran hans hoved står i etruskiske runer, fra højre mod venstre: "Ma[]n". Overseende det hele øverst er den etruskiske ”Mimir”, gengivet chokerende nutidigt. Han skal, sammenholdt med de andre ansigter, opfattes som en ”vildmand”, og vi kan sagtens sammenholde dette med de tilsvarende skjoldunge-vildmænd i vort eget våbenskjold. Begge er jætter fra dyb fortid. Ud af ”Mimir”’s mund ser vi to ”talerør”, gennem hvilken visdommen fra ”Mimir” floder til guderne i fremtiden, og videre til de dødelige i nutiden. Etruskerne kalder tilsyneladende “vildmanden” for “Fipeke” og hans hårmanke skal simulere løvens samme. I etruskisk tanke er løven et symbol på solen, og løve-solen suger vand fra Jord og lader det flode til de dødelige igen. Herved opnår den etruskiske ”Fipeke” at repræsentere visdom fra dyb fortid, der som solen regner vand og visdom til de dødelige – ”folket”, her vist gennem den nybårede ætling (se Robert Brown: The Unicorn, a Mythological Investigation (1881, Section XII, The Lion and the Unicorn, The Solar Lion, s. 79)). Jeg har ikke kunne bekræfte at det rigtige etruskiske navn faktisk er "Fipeke".  Mit bud er at det skal vise ophavsmanden til al etruskisk visdom, kaldet "Tages" (Tage). Se afsnittet "Gefion og Sølund".
Billedkilde: Nancy Thomson de Grummond: Etruscan Myth, Sacred History, And Legend (2006, s. 63)

 

 

At den afhuggede hovedskal stadig har ”kraft” i Kong Frederik I.’s regeringstid år 1523-1533 e.Kr. ser vi nedenfor i omtalen af hvorledes man kan afhjælpe ”faldende sot” (epilepsi, også kaldet ”faldende syge, falling sickness”):

"Raad mod faldende Soet” 1

”I en gammel Opskrift (”Ex veteri manuscripto”) skal der haves et ”Raad mod faldende Soet”, hvilket tillægges Kong Frederik den Første og findes aftrykt i Chr . B. Tullins Samlede Skrifte. II. Pag. 123, saaledes lydende:

”Man skal tage Hovedpanden af en Karl, som enten har været hængt eller steilet2 , og skal kiødet være slet afraadnet af Hovedpanden, medens den haver været i Veiret, enten i Galgen eller paa Steilet; hug samme Pande tværtover, digt ovenfor Øinene, og læg samme øverste Part paa en Ryst og sæt den paa en sagte Ild, og lad hende saa sagtelig steges, indtil der kommer meget guult Fidt igiennem hende; vend den saa om paa den anden, og lad den ligesom før sagtelig steges, til Fidtet gaaer ind igien og hun bliver tør og mørstegt; stød hende saa og tag trende Pion Korn3, og stød dem ogsaa smaa; tag siden et Quintin4 af samme Pandes Pulver og de stødte Pion Korn og kom det i to eller tre Skeefulde Lavendelvand og rør det vel omkring, og giv den Syge to eller tre Morgener fastendes eller imod Sygdommen vil komme, og skal den Syge vare sig, at han ikke gaaer over nogen onde, eller farlige Broer, stiger eller kryber høit op, hvoraf han kunde snarlig forfærdes eller forskrækkes.
 
Dette Raad haver hiulpet mange, - ja og de som vel ypperlige have været. Herhos maa agtes, at naar Væderens Tegn er, da skal dette Raad ikke bruges, og man ikke da skal give Syge deraf”.
 
1 Se J. M. Thiele: Danmarks Folkesagn (1860, 3. Deel, s. 116, nr. 503). Thiele henviser til nordmanden raadmand Christian B.[raumann] Tullin (1728-65). Hans ”Samlede Skrifter” udkom i 3 bind 1770-73.
 
2 Stejle” betegner oprindeligt de i jorden nedrammede stænger, pæle, hvorimellem fiskegarn ophænges til tørring, og fisk vindtørres til tørfisk.  Herfra udvikles henrettelsesredskabet ”hjul og stejle”. Først radbrækkes personen ved at få sine lemmer knust, normalt ved at disse flettes ind i egerne på hjulet. Dette gøres enten i medens personen er i live (”levende legges paa Steile”) eller efter personen er på anden vis dræbt med ”Naade-Stød”. Herefter enten er eller bliver den afdødes legeme spændt fast på hjulet, der anbringes vandret på stejlen (den i jorden nedrammede pæl).
 
3 ”Pion korn” eller ”pæon korn” er planten ”bonderose, pæonrose, pinserose” (pæonia officinalis).
 
4 Indtil Lov 19/2 1861 en i Danmark gældende vægtenhed: 1/4 lod ( 1/128 pund). 1 Kvintin = 3,91 gram.


 

 

 

 

Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>
 
Søgeværktøj
Fra Grímnismál (vers 32, Ældre Edda) ved vi at vor ven fra skov og have, det rødbrune egern Ratatoscr (sammensat af de oldengelske ord "ræt" + "tusc" med betydningen "Gnavertand"), er god til at frembringe svar på alt mellem himmel og jord. Nedenfor til højre fra billedet af Ratatoscr, fra Ólafur Brynjúlfsson: Gudeskrift m. bl.a. Ældre Edda (Edda Sæmundr) & Snorre Edda (1760), findes Google's søgeværktøj, der er tilpasset til at søge efter svar fra Asernes æt. Ifald søgeværktøjet ikke kan ses, højreklik på musen og genopfrisk (opdater) siden.
© Verasir.dk Asernes Æt • af Flemming Rickfors • E-mailHosting • En del af Fynhistorie.dk