Stammen – thingstyret og samme sæder

En af de væsentligste træk ved samfundets opbygning var at stammen i høj grad var selvregulerende, hvilket kun er muligt i homogene samfund, her forstået som et folkeslag der følger samme sæder og skikke.

Dette er vel nok den mest åbenlyse forskel på Norden/England (og hendes døtre) og resten af verden også i dag. Vi bruger udtrykket ”folket reviderer sig selv” når vi skal forsøge at forklare andre kulturer, fra Ejder-strømmen sydpå, hvordan vore samfund fungerer.

Wergeld-konceptet er omdrejningspunktet i Beowulf-kvadet, og eksisterer fordi hævn og ære tilså loves overholdelse og opretholdelse. Hjørnestenene om at æren for enhver pris måtte opretholdes, og derfor skikke og love overholdes, og ifald dette ikke skete, at hævnen måtte tages for at dette system kunne videreføres, er utroligt vigtige at forstå.

Lov og orden var baseret på Thing-systemet, som formentligt altid har været til, da det har været en væsentlig del af stammens opbygning. Thinget havde lovgivnings- og juridisk magt. Enhver fri mand (m/k), dvs. bonde og gårdejer, havde ret og pligt til at give møde. Undtaget var kun de der varetog deres gårde alene (”einvirki”), og derfor ikke kunne forlade husdyrene eller marken. Kvinder og handicappede havde adgang til Thinget ¹.

¹ Se Vilhjálmur Finsen: Grágás – Islændernes Lovbog i Fristatens Tid (Konungsbók, 1852, 1. del, text 1, 89. vm mala til bunað, s. 159). Om adgang til thinget, se Hávamál (vers 61, 62, Ældre Edda) og Sigrdrífumál (vers 24, Ældre Edda). Bemærk hvorledes thingsystemet i ord virker på Island i dag. Islands afgrundsdybe økonomiske problemer i 2008 medførte nationaliseringen af Glitnir Bank (tidl. ”Íslandsbanki hf”) 29. september 2008, hvorved forøges den offentlige islandske statsgæld med op til US$ 37 milliarder (bankens Samlede Aktiver er på Iskr. 3,460 milliarder pr. 30.6.08 og med en tabt egenkapital) Med Islands to andre store banker Landsbanki Íslands (endeligt privatiseret januar 2003, Samlede Aktiver Iskr. 3,970 milliarder /US$ 38 milliarder pr. 30.6.08) og Kaupþing banki hf (Samlede Aktiver Iskr. 6,604 milliarder /US$ 63 milliarder pr. 30.6.08) muligvis på vej ind i lignende stormvejr, er landet, med kun 304.000 indbyggere eller hvad der bor i Aarhus, naturligvis helt ude af stand til at møde sine forpligtelser; selv med en eksisterende kassekredit i de andre nordiske nationalbanker (jvf ”Memorandum of Understanding on financial crisis management” underskrevet 11.6.2003). Det fik den islandske nationalbankdirektør Davíð Oddsson fra Seðlabanka Íslands til at foreslå overfor den islandske regering og bankråd (ríkisstjórn og bankaráði), at der burde formes et ”þjóðstjórn” eller ”folkestyre” – det vi på nudansk ville kalde ”en national samlingsregering” (gengivet på forsiden af Fréttablaðið (nyhedsbladet) torsdag 2. oktober 2008). Dagen efter, fredag den 3. oktober 2008, faldt årets første sne i Reykjavík. Sidste gang Island dannede et ”þjóðstjórn” (folkestyre), hvor man tilsidesætter den eksisterende magtbalance klanerne imellem (i dag politiske partier imellem), og danner et ”folkets styre”, var 17. april 1939. På dette tidspunkt havde Island hjemmestyre under Kongeriget Danmark, og havde netop oplevet Tyskland besætte Sudetenland 1.-10. oktober 1938, og resten af Tjekkoslovakiet i marts 1939. Man vidste nu med sikkerhed hvad var undervejs.

Strabo: Geographika (Bog 9.1.20) skriver år 7 f.Kr. – 18 e.Kr om bystaten Athen's styreform:

”...Tidligere blev athenerne styret af konger (græsk ”ebasileuonto”); efterfølgende ændredes styreformen til et demokrati (græsk ”dêmokratian”); herefter var tyranner (græsk ”turannôn”) deres herrer, som Pisistratus og hans sønner;…”

Pisistratus (græsk ”Peisistratou”) bliver ca. år 560 f.Kr. ”turannôn” af Athen. Det græske demokrati genindføres af Cleisthenes år 508-507 f.Kr. Demokratiet ophørte da Athen indlemmes i Romerriget år 146 f.Kr. Den oprindelige styreform i tiden før år 560 f.Kr. var et kongedømme. I græsk forståelse af "dêmokratian" (dermos (folket) + kratos (styrke, magt)) blev "folket" defineret som voksne mænd, der havde udstået deres militære træning som ephebes (aldersgruppen 16-20 år). Alene disse havde stemmeret og -pligt. Slaver, udlændinge (samt avl med disse), kvinder og børn var ikke en del af "folket". 

Læseren skal her være opmærksom på at vort kongedømme (cyneðóm) ikke var, er eller bør være et monarki, hvis betydning på græsk, "monarkhia", er "Enevælde, Enevoldsmagt". 12-mandsrådet (Rigsrådet), vor ældste styreform, er årsagen til dette. Her er Drotten den 13., tallet for udødelighed, i et råd af rigsråder. Grundtvig har en glimrende beskrivelse af dette i flyvebladet ”Danskeren” (nr. 30, 11.10.1848, s. 465-474), hvor han i bemærkninger til den forestående 1849-Grundlov gør tykt grin med det i samtiden nyskabte politisk korrekte begreb "Det constitutionelle Monarchi med Demokratisk Grundlag". Som han skriver: "...i hele Ramsen .....er der kun to smaa fattige Danske Ord".

Det fremmede "Monarki" - Enevælden - indføres år 1660 e.Kr., i lodret strid med hvad et kongedømme var, er og bør være. Det er fordi vi bevæger os fra det fremmede monarki mod vort oprindelige kongedømme, at 1849 Grundloven får følgende ordlyd: "§ 1. Regjeringsformen er indskrænket-monarkisk. Kongemagten er arvelig". I 1953 Grundloven er dette helt ubegribeligt ikke tilpasset, og man fastholder en negativ ordlyd i stedet for bare at skrive "kongedømme".

Beowulf-kvadet (sætning 3076-3078) i omtalen af den nyligt afdøde Beowulf, her gengivet i kenningen ”ánes willan” (på grund af viljen af én). Beowulf havde selv videregivet ledelsen af ætten ”wægmunding” (Wægmund's klan) til Wígláf, (sætning 2813-2814).

Min oversættelse til nudansk. Ordvalget ”wraéc ádréogan” ([skibs]vrag drøje) er en kenning for ”store ulykker”, da ordet også på olddansk kun forekommer i omtalen af skibsvrag eller hvaler der strander på kysten, og dermed går tabt.

Som vi hører var Beowulf, som ”þéoden” (leder af folket) i 50 vintre (fíftig wintra), det vi kender som ”Enevælder, Enevældshøvding”; jvf. ”anwaldan” i Beowulf-kvadet (sætning 1272) og "Einvaldshöfðing" (Ynglingasaga kap. 40). For dette bliver han i Beowulf-kvadet hårdt kritiseret, og anklagen er vidtrækkende da det er dårlige beslutninger fra denne styreform af Götarne, der er ophavet til alle ulykkerne for Götar-ætterne.

Beowulf-kvadet (sætning 2608) i omtalen af hvilke rettigheder Beowulf, som ”þéoden” (leder) af Götar-ætterne, videregav til Wígláf, da sidstnævnte udnævnes til ”þéod”; rettigheder Wígláf’s fader Weohstan selv havde ejet:

folcrihta gehwylc    swá his fæder áhte•

folkerettigheder hver en, som hans fader havde ejet•

Min oversættelse til nudansk.

I urnordisk tanke er “folcrihta” (folkerettigheder) eller ”rettigheder over folket i ledelsen af samme”, rettigheder tilstået af folket til drotten ved valg på tinge. Det er også klart fra Beowulf-kvadet at dette valg ikke altid medførte brugen af 12-mandsrådet. Beowulf kritiseres i meget stærke vendinger for at have været ”anwaldan” (enevælder). Forståelsen for “folcrihta” (folkerettigheder) skal ses sideløbende med ”Londrihtes” (landrettigheder), som alle ”boldágendra” (bol-ejere) havde over odelsjorden, jvf. Beowulf-kvadet (sætning 2886, 3112). Det er denne sidestillling af landet og folket der ses videreført i Tokammersystemet (the Two-House system, Bicameral system) med Landstinget (Lagtinget) og Folketinget (Odelstinget), der tilsammen udgjorde rigets ledelse i Rigsdagen (Stortinget).

I virkeligheden opløses det sande kongedømme allerede med kristendommens ankomst i midten af 1100 tallet. Grundtvig: Det Danske Fiir-kløver eller Danskheden partisk betragtet (1836, Kongen og Folket, s. 14-20) er enig i dette, og forklarer hvorledes og hvornår det skete:

"...At Troen [den kristne] blev en tvungen Sag, hvorved de Danske leed et betydeligt Skaar saavel i deres Samvittigheds som i deres Nærings-Frihed...men hvor Geistlighed og Adel er saagodtsom Alt, der er dog Konge og Folk saagodtsom Intet, og der er Fæderne-Land og Moders-Maal med alt Folkeligt i Skiærs-Ilden [Middel-Alderen, veed Man jo nok, var "Skiærsilds-Tiden"]. Danmark er tillige saa vidunderlig historisk et Rige, at Man ordenlig kan angive Aars-Tallet, da Folke-Munden gik i Bag-Laas med en Stamihak, thi det var aabenbar 1147, da Sælandsfaren Ole Stam kun forgiæves med gammel Bande stræbde at hindre Folke-Stemmens Selv-Modsigelse og Konge-Magtens Deling *). Hvordan de derpaa følgende "Borger-Krige" for en Tid afbrødes under Kong Volmer og hans Sønner, og hvor godt Stil-Standen benyttedes til at ødelægge de Slaviske Røver-Reder søndenfor Øster-Søen, der truede Danmark med Undergang, det lærer Danmarks Krønike; men dermed slutter den ogsaa, et sikkert Tegn om ikke paa Folke-Død i strængeste Forstand, saa dog paa en Afmagt og Dvale, der ligner den, og maatte, uden stærke Læge-Midler, ende sig dermed.

Naar Folket er forstummet og Kongen staaer med budne Hænder, da har det fri Konge-Rige ingen Historie meer, og de, der dele Byttet, seer det helst begravet i Mørke, hvordan de bær dem ad, saa det er intet Under, vi ved saa lidt om, hvordan Adel og Geistlighed saagodtsom opslugde hele den fri Bonde-Stand, saa den tabde sig blandt sine Trælle. Her, som allevegne, tog Præsterne Sjælen og Herremændene Kroppen, medens de trættedes om: enten Jorden skulde betragtes som en Sjæle-Gave eller som Sagekald og Rette-Bod ¹;..."

*Saxos Danmarks Krønike III.130. Suhms Danmarks Historie VI. 1.
¹ "Ved Sagekald forstaaed de Straffe-Bøder, som Lehnsmændene og Adelen havde Ret til at Fordre af Bonden, naar han havde forbrudt sig. Der gaves ogsaa Sagekald med Ret og Hals og Haand". Se Mathias Georg Peter Repholz: Beskrivelse over Baroniet Stampenborg (1820, note 8). En "Rette-Bod" (oldnordisk "réttarbót") betegner oprindeligt en forbedring af ens retsstilling ved ny (kongelig) lov eller forordning. Ordet bruges også om en pålagt håndfæstning, f.eks. givet af et rigsråd til kongen, og det er således Grundtvig gør brug af ordet.

Orla Lehmann (1810-1870) deltog 30. januar 1841, 31 år gammel, i et møde i Nykøbing Falster med en gruppe falsterske bønder, der havde valgt J. C. Drewsen til Østifternes stænderforsamling. Her afsagde Orla Lehmann hvad efterfølgende blev kendt som ”Falstertalen, Tale paa Falster”. Det kostede ham 3 måneders fængsel at sige bl.a. dette om Enevælden:

”En saadan Vildfarelse er det, naar der her blev sagt, "at de suveræne Konger have gjort meget for Bønderne og forsvaret dem mod de Mægtige". Det er en Vildfarelse, som Landets Historie modbeviser. Den lærer os vistnok, at Enevoldsmagten gjorde en Ende paa Adelsvælden….. Spørg Historien, og den vil svare Dem, at over Bønderne beholdt Adelen sin gamle Magt, ja at den fik ligesom til Trøst en hel Del nye Rettigheder, saa at Bønderne vedblev at være Trælle, og at deres Kaar stedse blev værre og værre. Og foruden vor egen Adel kom der hele Hærskarer af tydske Baroner og Landstrygere ind i Landet, som bleve mægtige Herrer - baade Ministre og Amtmænd og Herremænd - som handlede helt ilde med Bonden. Endelig lærer Historien, at det Trældomsaag, som hidtil kun havde hvilet paa Øerne, ved Stavnsbaandets Ind­førelse nu ogsaa blev lagt paa de hidtil frie jydske Bønder. Alt dette gjorde de suveræne Konger. Den, som tror, at Revolutionen af 1660 har været til Bøndernes Fordel, har taget storligen fejl; thi aldrig har det Tryk, hvorunder de sukkede, været saa haardt og saa almindeligt, som efter den Tid. En ussel og forkuet Slægt, opvoxet i Urenlighed og Vankundighed i elendige Jordhytter, arbejdende under Ridefogdens Pidsk for strænge, ofte fremmede Herrer, som fraadsede i Hovmod og Overdaadighed - det er det sørge­lige Billede, Historien giver af den danske Bondestand un­der Enevoldskongerne, lige fra Suverænitetens Indførelse og indtil Slutningen af det forrige Aarhundrede”.

De nærmere omstændigheder omkring Kongevalget på Sjælland beskrives i Gesta Danorum, og viser os knivskarpt hvorledes Kongevalget bør finde sted:

Defuncto Erico, ambiguum plebis de regno suffragium fuit. [2] Quippe Kanutus in Iutia, Sueno apud syalandiam, Magni alter, alter superioris Erici filius, ingenti ambitu regnum petebant. [3] Siquidem hunc paterna, illum avita merita venerabilem faciebant. [4] Suenone itaque Sialandensium suffragia ambiente ac plerisque petitionem eius favorabiliter accipientibus, Olavus cognomine Balbus, prisci moris aemulatione permotus, cunctos, qui regium ei nomen tribuerent, ipsumque, si reciperet, exsecratus, adduci se posse negabat, ut in hanc vocem inconsulta patriae maiestate procurreret aut regium honorem privato praeter publicum regni consensum deferret. [5] Siquidem electionis locum Sialandiam esse, ius vero penes popularis arbitrii communitatem consistere memorabat. [6] Haesitantibus cunctis atque a sententia aliquantulum cedentibus, Steno quidam, spreto veterum ritu, Suenonem occultis se promissis aggressum regio primus nomine censuit maioremque contionis partem ad similem vocis ausum induxit. [7] Itaque sententiam eius prosecutum vulgus, quod arbitrio suo paulo ante permittere verebatur, pari mox suffragio comprobabat.

Da Erik [Erik III Lam, Spage, regent 1137-1146] var død, kunde Folk ikke blive enige om, hvem de skulde vælge til Konge, thi Knud Magnussøn [Knud 3. Magnussøn (1128-1157)] søgte ivrig Valg i Jylland og Svend Erikssøn [Svend 3. Grathe (1127-1157)] paa Sjælland, og hin var yndet for sin Bedstefaders [Kong Niels, regent 1104-1134] , denne for sin Faders Fortjenester [Erik II Emmune (1090-1137)]. Medens Svend nu bejlede til Sjællændernes Stemmer og de fleste af dem ogsaa var villige til at stemme paa ham, var der en Mand ved Navn Olaf med Tilnavnet Stam, som ivrig holdt paa, hvad der fra gammel Tid af var Skik, og lyste Forbandelse over hver den, der gav Svend Konge-navn, og over ham selv med, i Fald han tog imod det, thi han kunde ikke gaa ind paa, sagde han, at man i den Sag foregreb hele Rigets Myndighed, eller at man tildelte en Mand kongelig Værdighed, uden at hele Rigets Almue højtidelig havde givet sit Minde dertil. Valget plejede ganske vist at foregaa paa Sjælland, men det var hele Folkets Ret i Fællesskab at vælge Konge, sagde han. Nu blev alle betænkelige og begyndte at falde fra deres tidligere Mening, men en Mand ved Navn Sten satte sig ud over gammel Sæd, og efter hemmelig at have overtalt Svend ved store Løfter var han Førstemand til at hilse ham med Kongenavnet og fik største Delen af Tingmændene til at vove det samme, saa at Almuen nu blev lige saa ivrig til at gaa over til den Mening, som den før havde været bange for af egen Drift at vedkjende sig den.

Svend 3. Grathe's Kongevalg på Sjælland omfattede Sjælland og Skåne, medens Knud 3. Magnussøn's Kongevalg i Jylland omfattede Jylland og Fyn. Vi ved ikke endeligt om Kongevalget fandt sted år 1146 eller 1147 e.Kr. At det oprindelige kongedømme foreskriver at det samlede folk skal forestå Kongevalget er dog ubestrideligt.

"Olavus cognomine Balbus" oversættes her til "Olaf med Tilnavnet Stam". Grundtvig oversætter samme til "Ole Stam". Det latinske tillægsord "balbus" har betydningen "stammende", fra "stemma, stamerian" (oldnordisk, oldengelsk). Som kaldenavn (heite) må vi skulle opfatte dette som "den stammende", dvs. "Olaf den stammende".

Kilder: Saxo: Gesta Danorum (Bog 14.3.1 på latin). Den nudanske oversættelse fra Fr. Winkel Horn: Saxo Grammaticus – Danmarks Krønike (1911, 2. Del, XIV. Bog, s. 100).

"Ole Stam lyser forbandelse"

Illustreret af Gudmund Hentze (1875-1948). Saxo beskriver kongevalgene på Isøre Thing, der ser ud til at kunne være omkring Maarbjerg (28 m) på sydspidsen syd for landsbyen Nakke (Nakebye) ved indsejlingen til Isefjord (Iisefiord, Isenfiord). Kortet Adamo Gottlobo Moltke: Septentrionalem SIAELANDIAE Partem Tabul..(1764) viser på sydspidsen stednavnet "Kingholm" (Kongeholmen). Isøre Havn må have ligget i læ i Hovvig (Hov Vig) ret vest for thingstedet; øst for Ighedsodde (på andre kort kaldet Ringholm (Resens Atlas Danicus 1677) og Ringholmene).

Kongevalget af Götar-sønnen Hæðcyn (Höðr), der i Saxo: Gesta Danorum skrives "Høtherus". Dette er ikke en kongevalgkamp fordi valget finder sted efter drabet på Rolf Krake år 494 e.Kr., og før lillebroderen Hygelác bliver konge og senere dræbt år 521 e.Kr.: [4] Inde Sialandiae portum Isoram ingenti classis numero occupat, imminentis fortunae beneficio usurus. [5] Ubi rex ab occurrente sibi Danorum populo constitutus (på latin, Bog 3.3.1) eller "Derpaa drog han [Hød] til Sjælland med en stor Flaade for at benytte sig af den Gunst, Lykken i Øjeblikket bød ham, og bemægtigede sig Havnen Isøre; her mødte den danske Almue ham og kaarede ham til Konge". Se afsnittet "Götar-sønnerne Hygelác, Herebeald og Hæðcyn – sagnet om Balder og Höðr".

Vi har thingstævnet med Jernbyrd ca. år 960 e.Kr. mellem Kong Harald Blåtand og klerken Poppo: [3] Hic, Danorum contione publice apud portum, cui glaciei frequentia agnomen peperit, (på latin, Bog 10.11.3) eller "På dette sted, Danerne afholdte et offentligt stævne ved havnen, hvis hyppige is (forekomst) kaldenavnet skabte,". Alle nudanske oversættelser opfatter havnen som Isøre, og det er sikkert sandt. Læseren skal dog være opmærksom på at det skriver Saxo faktisk ikke. Saxo skriver også at det omhandler sønnen Svend Tveskæg. Dette er beviseligt vrang. Se "Bilag R: Witherlogh – Vederloven".

Kongevalgkampen år 1074 e.Kr. mellem Kong Svend II Estridsøn (regent 1047-1074)'s frillesønner Harald III Hén, regent 1074-1080 (Haraldi) og Knud II. den Hellige, regent 1080-86 (Kanuti): Igitur Ysoram habendi delectus gratia convenitur (på latin, Bog 11.10.2) eller "saa holdt man da Ting ved Isøre for at afgjøre, hvem man vilde vælge".

Kongevalgkampen år 1104 e.Kr. mellem Kong Svend II Estridsøn (regent 1047-1074)'s frillesønner Niels og Ubbe/Ulf (Nicolaum Ubbonemque): Cunctis ergo Isoram coeuntibus (på latin, Bog 12.8.2) eller "Der blev nu holdt almindeligt Landsting ved Isøre". Ubbe gives kronen som den ældste, men vælger at overlade tronen til sin yngre broder Niels.

Derfor forestiller vi os Ole Stam (Olaf den stammende) stående på Isøre-stenen år 1146 eller 1147 e.Kr., og stensikkert føre sin sag på tinge.
Billedkilde: N.F.S. Grundtvig: Danmarks Riges Krönike (1818-1823. 1855 udgaven fra 1924, Bog 10: 29).

I ”Vita Anskarii auctore Rimberto” eller ”Ansgars liv og levned skrevet af Rimberto”  (kap. XXVI) fra ca. år 865 e.Kr., hører vi at Ansgar år 852 e.Kr. ankommer til Birka efter 20 dages sejlads fra Hedeby (tidsrummet er i Kong Horik I.’s regeringstid 813-854). Svea-folkets konge i samtiden er Olef (Olaf I.) og han siger til Ansgar:

”Tidligere, sagde han, har her været gejstlige der blev bortdrevet af folkets vilje og ej på kongens ordre. Derfor står det ikke i min magt, og ej vover jeg, at godkende formålet med dit ærinde førend jeg har ført samråd med vore guder ved lodkastning, og førend jeg har rådført mig med folkets vilje om denne sag” ¹. 

¹ Brugen af ”tidligere” henviser til biskop Gauthert (Gauzbert, Gozbert, Gosbert, Goibrecht), iflg. Adam af Bremen (XIV) nevø til biskop Ebo, og Nithard, broder til præsten Frimbert der rejste med Ansgar under hans 2. rejse til Svea-folket. Disse blev på et tidspunkt efter år 831 e.Kr. sendt tilbage til Svea-folket (se kap. XIV), hvor de blev modtaget af Kong Björn på Håga (Haugi, Björn II, Rex Bern). I kap. XVII. forklares det at Gautbert fordrives med niddingsord, og Nithard dræbes af folket. Min oversættelse til nudansk sker fra nuengelsk. Else Roesdahl gengiver i ”Vikingernes Verden” (1989, s. 82) samme linier som: ”Thi det er skik der til lands, at ethvert offentligt anliggende mere afhænger af folkets enstemmige vilje end af kongens magt”. Professor Roesdahl har forklaret mig at denne oversættelse er hentet fra P.A. Fenger: Ansgars Levned (København, 1910). Meningen er den samme, men uden adgang til den latinske original er det vanskeligt at sige hvilken oversættelse der er mest rigtig.

Kongen og dronningen regerer på vegne folket, men uden folkets vilje regerer drotten ej.

Kong Alfred den Store var lokalkonge af Wessex år 871-899 e.Kr. Den gyldne retsgrundsætning for vore love, der afspejler vor vis at tænke og leve på, lyder som så i Kong Alfred’s Domme (overskrift 1. afsnit):

”Be ðon þæt mon ne scyle oþrum deman buton swa he wille, þæt him mon deme”

som jeg oversætter til:

”Bi da at man ej skal andre dømme uden som han ville at ham man dømme” ¹

¹ På nudansk: ”Døm andre som man selv ønsker at blive dømt” og på nuengelsk: ”That a man ought not judge another except as he would want himself to be judged”. Det Nye Testamente har samme retsgrundsætning i Mattæus-Evangeliet (7:12) og Lukas-Evangeliet 6:31). Wulfila gengiver disse som så år 350 e.Kr.:

”...taujaina izwis mans, swa jah jus taujaiþ im:...”
(...at menneskene skal gøre mod jer, det samme skal I gøre mod dem;)
”jah swaswe wileid ei taujaina izwis mans, jah jus taujaid im samaleiko”
(Gør mod andre mennesker sådan, som I vil, at de skal gøre mod jer!)

Det er Wulfila’s brug af “taujaina, taujaiþ, taujaid” jeg finder spændende. Vi kender ordet som det urnordiske ”tawido” fra runeindskriften på ”det korte” guldhorn: ”ekhlewagastiR : holtijaR : horna : tawido”, der med en datering til 400 tallet e.Kr. er absolut samtidig med Wulfila. Det antyder at ordet oprinder fra ”*taujan” (at gøre), hvor ”fahido” på urnordisk må oprinde fra ”*faihijan” (at gøre). Måske betyder det at vi skal opfatte ”tawido”, og derfor “taujaina, taujaiþ, taujaid”, som ”behandle, behandlede”.

Det er samme retsforståelse, der i mere malende vendinger kommer til udtryk i Jyske Lov (fortalen) fra år 1241 e.Kr:

”Logh skaal wærr ærlie ræt. tholligh. æfthar landæns wanæ. quærnligh. oc rystlih. oc opænbar sua at allæ mæn mughæ witæ oc undærstand hwat logh sæghær og wær æi gørt æth skriuæn for ænnæn manz særlih wild...”

eller:

”Lov skal være ærlig ret, tålelig, efter landets [sæd]vane, kværnelig og rystelig, og åbenbar så at alle mennesker må vide og forstå hvad loven siger og være ej gjort eller skreven for anden mands særlige vilje...”¹

¹ ”Loven skal være ærlig og retfærdig, taalelig, efter Landets Sædvane, passende og nyttig, saa at alle kan vide og forstaa, hvad loven siger. Loven skal ikke gøres eller skrives til nogen Mands særlige Fordel...”. Se Erik Kroman & Stig Iuul: Skaanske Lov og Jyske Lov (1968, s.101).

I forståelsen af den oprindelige lovgivning før den katolske kristendom får indflydelse er det vigtigt at have overblik over en række forhold.

Grágás (grågåsen) lovgivningen på Island kendes fra flere håndskrifter, Konungsbók (år 1260 e.Kr.), Staðarhólsbók (år 1280 e.Kr.) og Skálholtsbók (1400 tallet). Jónsbók lovgivningen er fra år 1281 e.Kr. og nedskrevet af Jón Einarsson.

Gulathing (Gulaþingslög, Gulating)  lovgivningen (for Vestlandet) kendes fra Codex Rantzovianus (efter Greve Otto Rantzau der ejede håndskriftet) fra år 1250 e.Kr. Kilderne til Frostathing’s lov (for Trøndelag og Trondheim), Eidsifjathing’s lov (for Østlandet), Borgarthing’s lov (omkring Oslofjorden) og Bjarkeyjar rettr (for Birka Thing ) er ligeledes fra 1200 tallet e.Kr.

Den først lov vi kender til i skrift på Island var Úlfljót's lov og vi ved at han rejser til Norge i 3 år for at nedskrive Gulathing lovgivningen med henblik på at indføre denne på Island. Det er Úlfljót's lov der fører til oprettelsen af Alþingi år 930 e.Kr. Derfor har Gulathinget eksisteret i Norge før dette tidspunkt.

Witherlogh (Vederloven) nedskrives af Sven Aggesøn ca. år 1180 e.Kr. og Saxo giver lidt hjælp hertil i Gesta Danorum fra år 1200/1201 e.Kr. Jeg viser i gennemgangen af Vederloven (se ”Bilag R: Witherlogh – Vederloven”) at dele af disse love muligvis oprinder fra vor tidligste gårdsret og at ihvertfald Holmgangsloven kan være indført umiddelbart før eller under Høvding Agentyr/ Ogendus/Angantyr/Hangatyr (ca. 714-725 e.Kr.).

Håndskrift B74 (nu det Kgl. Bibliotek i Stockholm) siger:
 
”Thenni ræt var sattær a thæn løghardag næst war æftir sancte iacobs mæssu a siwtanda vintri waldemars konings oc ærchipiscob æschil hafthi fæm vintær oc thrætivgv varit ærchibiscop ofnæ scane".
 
eller
 
”Denne ret var sat på den lørdag næst var efter sankt Jakobs messe den 7. vinter [af] Kong Valdemars og ærkebiskop Eskild havde 5 vintre og 30 været ærkebiskop over Skåne”. ^1
 
 
1 Kilde: P.G. Thorsen: Skånske Lov og Eskils skånske Kirkelov tilligemed Andreæ Sunonis lex Scaniæ prouincialis, Skånske Arvebog og det tilbageværende af Knud den 6.’s og Valdemar den 2.’s Lovgivning vedkommende skånske Lov (1853, Håndskrift nr. B74, Det Kgl. Bibliotek,  Stockholm, s.265).

Dette håndskrift kan dateres til år 1164-68 e.Kr. og bevidner en nedsat ret, der er bakket op af lovgivning.

Kong Knud/Canute I. den Store (regent England 1016, regent Danmark 1018-1035) udsteder ca. år 1031 e.Kr. en ny Skovlov gældende for landskaberne i ”Angliae” (England). Loven er skrevet på latin og kaldes ”Incipiunt constitutiones Canuti regis de foresta”. Kap. 1 siger:

1. "Sint tam deinceps quatuor ex liberalioribus hominibus, qui habent saluas suas debitas consuetudines (quos Angli Pegened appellant) in qualibet regni mei prouincia constituti, ad iustitiam distribuendam, vna cum poena merita & materijs forrestae cuncto populo meo, tam Anglis quàm Danis per totum regnum meum Angliae, quos quatuor primarios forestae appellandos censemus. 

Som jeg oversætter til:

”Fra fribårne mænd er det i høj grad utvivlsomt at vor trivsel skyldes vore forne sæder (som Angler Pegened ¹ kalder) i hvorledes tilrettelægges ledelsen af mine landskaber, med retvis fordeling, med straf som fortjent og indeholde min befolknings samlede skov, ligeså Anglerne som Danerne i hele mit rige Anglen (England), for hvem fremragende skove henvender sig til skøn”. 

¹ Det er usikkert hvad ”Pegened” betyder. Ordet ”peg” kendes først på nuengelsk fra 1440, men tidligere fra hollandsk/frisisk som ”pegge” og ”pegel” hvor det har betydningen ”lille knob benyttet som mærke”. Ordet må være en lokal dialekt fra Sønderjylland og Lille-Friesland. Det kan være samme ord der kendes på nudansk som ”pege” (norsk ”peke/peika”) hvis oldengelske sidestykke er ”pician” (vise til med en spids genstand).Forståelsen er dog klar; fortiden viser vejen for nutiden, hvorfra skabes fremtiden med den her givne lov.

Hvorledes Kong Knud opfatter den forne sæd i lovgivningen viser han i kap. 33:

33. "Quòdsi casu inauspicato huiusmodi canes rabidi fiant & vbiq; vagantur, negligentia dominorum, redduntur illiciti, & emendetur regi pro illicitis, &c. Quòdsi intra septa forestae reperiantur, talis exquiratur herus, & emendet secundum pretium hominis mediocris, quòd secundum legem Werinorum. 1. Churingorum, est ducentorum solidorum. 

Som jeg oversætter til:

”For så vidt angår uvarslede løbetrænede hunde vilde ses og overalt; strejfer omkring, forsømt af deres herre, tilbagegives til højestbydende, og tilrettes fejlfri før auktionen. For så vidt angår inden for 7 skove forefindes, sådanne udsøgte herrer, og tilpasset efter rimelig mandsbetaling, forsåvidt som efter lovene Werinorum. 1. Churingorum er 200 sølvpenge” .

Lovene "Werinorum. 1. Churingorum"  er en henvisning til ”Lex Angliorum et Werinorum hoc est Thuringorum” – et urgammelt lovregelsæt der må hidrøre fra ankomsttiden. Der må have været lovfællesskab mellem de ætter der boede i Anglen (Jelling til Ejder-strømmen) og nabo-folket "Wernum, Werin, Varinnae, Varini".

Plinius den Ældre: "Naturalis Historiae" (IV:99) skriver år 77 e.Kr. "Varinnae" og mener stammen befinder sig et eller andet sted omkring Sønderjylland. Tacitus: "Germania" (Bog I: 40) skriver år 98 e.Kr. "et Anglii et Varini et Eudoses" (og Angler og Varin og Jyder). Mit bud er at denne stamme frem til år 446 e.Kr. har sin hjemstavn omkring Varnæs, Åbenrå Fjord og muligvis Als.

Kong Knud ønsker her at vise en videreførelse af siðr, der klart øger lovens retfærdighed og antagelse. Jeg er helt uenig at denne lovgivning kun kan føres til Kirkerådet i Aachen år 802-3 e.Kr. Hvad vi ser er ganske enkelt den samme lov benyttet i et andet landskab, uden tvivl fordi det er her, i den nordlige del af delstaten Thüringen, de overlevende ætter af "Wernum, Varinnae, Varini"-folket bor fra ca. år 550 e.Kr., jvf. Procopius: ”De Bello Gothico” (VI: XV). Ifald ”Lex Angliorum et Werinorum hoc est Thuringorum” ikke kunne føres tilbage til Anglen, Sønderjylland før udvandringen år 497 e.Kr., ville Kong Knud ville aldrig have benyttet den, og Anglerne aldrig accepteret den.

Denne videreførsel af retspraksis, givet af forfædrene og derfor uantastelig, ser vi allerede Kong Alfred gøre i forordet til sin lovtekst (Kong Alfred’s Domme). Kong Alfred den Store var lokalkonge af Wessex år 871-899 e.Kr. Det får særlig betydning hos Kong Alfred da hans lovkoder indledes med en lang smøre fra mosebøgerne i Det Gamle Testamente, herunder den tidligst kendte udgave af de 10 bud på modersmålet ¹, hvor han varsler indførslen af den for os fremmede mosaisk lov. 

¹ Som en sidebemærkning hertil skal læseren bide godt mærke i den oprindelige udgave af 2. Mosebog (20:3): ”Ne lufa ðu oþre fremde godas ofer me” eller ”Ej elsker du andre fremmede guder over mig”, dvs. oprindeligt en ariansk kristen accept af at flere guder findes, blot at Deos-gud skal være den øverste gud. Dette er en hel anderledes tanke end den nuværende udgave; ”Du må ikke have andre guder end mig”. Måske endnu vigtigere er det at 2. Mosebog (20:4), at man ikke må gøre noget udskåret billede af guden, ikke findes. Det gik nemlig ikke an i samtiden, da man sandelig viste guderne i træ og sten, en tradition fortsat i Øst-kirken. Se f.eks. ”Vita Anskarii auctore Rimberto” eller ”Ansgars liv og levned skrevet af Rimberto”  (kap. XX) fra ca. år 865 e.Kr. Tidsrummet er omkring den frankiske Kejser Ludvig (Ludovic) den Fromme (le Débonnaire)’s død 20. juni år 840 e.Kr. (se kap. XXI) i Svea-riget, hvor der omtales en af samtidens meget få kristne kvinder Frideburg: ”..det blev ofte foreslået hende, når hun var i en vanskelig situation, at hun skulle, som var deres skik, blote til afbildninger ......hun erklærede at det intet formål tjente at søge hjælp fra dumme og døve afbildninger...”. Vi kalder gudeafbildningen for "skurðgoð" ([ud]skåret gud) og gudstjenesten for "skurðgoðablót". Ganske interessant forklares det i samme kapitel, at der i samtiden år 840-851 e.Kr.  ”er her så få fattige” i Birka og Upsala, at hendes datter Catla (Cathle) må rejse til Dorestad (Dorstadt) for at fordele hendes arv blandt de fattige. Det antyder at vort velfærdssamfund ikke er af ny dato. Kvindenavnet ”Katla” modsvares af mandsnavnet ”Ketill, kell”. Se Þórgrímr Kötluson’s moder i Landnámabók (kap. 46). Den keltiske udgave er ”Kaðlín” (Kathleen). Se Göngu-Hrólfr (Rollo)’s datter i Landnámabók (kap. 32).

Derfor må Kong Alfred retfærdiggøre sin ”glidende retspraksis” ved at understrege at hans lovkoder er nye, men ikke desto mindre en videreførsel af de gamle. Det gør han således:

”Ic ða ælfred cyning þas togædere gegaderode awritan het, monege þara þe ure foregengan heoldon, ða ðe me licodon; manege þara þe me ne licodon ic awearp mid minra witena geðeahte, on oðre wisan bebead to healdanne. Forðam ic ne dorste geðristlæcan þara minra awuht fela on gewrit settan, forðam me wæs uncuð, hwæt þæs ðam lician wolde ðe æfter us wæren. Ac ða ðe ic gemette awðer oððe on Ines dæge, mines mæges, oððe on Offan Mercna cyninges oððe on æþelbryhtes, þe ærest fulluhte onfeng on Angelcynne, þa ðe me ryhtoste ðuhton, ic þa heron gegaderode, þa oðre forlet. Ic ða ælfred Westseaxna cyning eallum minnum witum, þas geeowde, hie ða cwædon, þæt him þæt licode eallum to healdanne.”

Som jeg oversætter til:

”Jeg da(,) Alfred konge(,) samlede sammen det skrevne, mange af hvilken vore forgængere erholdte, som jeg godt kunne lide; mange som jeg ej kunne lide jeg omstødte med mine vismænds forståelse, på anden vis bød dem [opret]holdt. For da jeg ej tørstede dristeligen ingenting af mit eget at nedfælde i skrift, for da mig var uopdragen, hvad de kunne lide (,) de [som] efter os være. Men da det jeg fandt enten i Ine (til Wessex, 688-726)’s dage, min mage, eller hos Offa (II. 757-796) (,) Mersernes konge (,) eller hos Æðelberht (til Kent, 560-616), der først modtog omvendelse i Anglernes konge[dømme] (England)¹, der var mig rettest duelig, jeg da heri samlede, de andre forlod. Jeg da(,) Alfred Vestsaksernes konge(,) alle min vismænd disse gav, de da kvad, at de dem lidede alle at [er]holde.” 
 
 
¹ Bede skriver at han er den først der dør som kristen i England. Sønnen, Eadbald, vender år 616 e.Kr. tilbage til den forne sæd, og overtager faderens viv.

Laxdaela Saga (kap. V-VII) forklarer at kvinden Unnur år 895 e.Kr. i sit langskib rejser fra Færøerne (Færeyjum) til Vikrarskeid i det sydlige Island. Hun drager med 20 mandfolk ud for at finde sin broder Helgi. Næste forår tager hun så meget land som hun vil. Så bygger hun hus, og betaler af egen lomme en fest for Thorgerd da hun bliver gift. Hun deler også ud af sit land til mænd ligesom hun frigiver en mand, der hidtil havde været træl (þræll).

Brennu-Njál’s Saga (kap. 2) beretter for os at Unnur deltager på Althinget:

”Það var einu hverju sinni að þeir bræður riðu til alþingis, Höskuldur og Hrútur. Þar var fjölmenni mikið..........Höskuldur svaraði: "Hér eru nú höfðingjar margir á þingi og er gott um að velja ......... Kona heitir Unnur og er dóttir Marðar gígju, hins vitrasta manns, og er hann hér á þingi og svo dóttir hans ..."

”Det skete engang at brødrene Höskuldur og Hrútur red til Althinget. Der var mange folk (tilstede).......Höskuldur svarede: ”Her er nu mange høvdinger på tinge og der er mange at vælge fra [han leder efter en brud]....... Konen hedder Unnur og er datter af Marðar gígju, den mest vise mand, og han er her på thinget og så hans datter...”

Min oversættelse til nudansk.

Kvinder var derfor jordbesiddere, friholdere og ”bændr” (bønder, flertal af bonde).

Med denne forståelse lader vi nu Grágás-lovgigningen forklare os hvem der kan, og skal, deltage på tinge, jvf. Vilhjálmur Finsen: Grágás – Islændernes Lovbog i Fristatens Tid (Konungsbók, 1852, 1. del, text 1, 89. vm mala til bunað, s. 160):

Min oversættelse til nudansk. "hept" oversat fra "hepta" (holdt i tømme, binde bånd om forbenene).

Adam af Bremen: Gesta Hammaburgensis (Bog 2:LXII, s. 125) år 1070-2 e.kr., om en hændelse der finder sted ca. år 1020 e.Kr.:

"Rygtet siger, at der paa samme Tid kom en Angler ved Navn Wolfred til Sverige, drevet af Kærlighed til Gud, og prædikede Guds Ord med stor Fortrøstning for Hedningerne. Da han ved sin Prædiken havde omvendt mange til den kristne Tro, begyndte han at bandlyse Folkets Afgud ved navn Thor, som stod paa Hedningernes Ting, og samtidig greb han en Økse og huggede Billedet i Stykker. Som Følge af dette Vovestykke blev han straks ramt af Tusind Saar, og hans Sjæl steg op til Himlen, værdig til Martyriets Laurbær. Barbarerne sønderrev hans Lig og sænkede det efter mange Forhaanelser ned i en Sump."

I fodnoten til dette afsnit står:

“Thor var jo Tingets særlige Værnegud: da Ugeinddelingen indførtes, blev Torsdag Tingdag.”

Overalt nord for Ejder-strømmen, og i Lombardiet, finder vi thing i vore landskaber, og der findes ikke et herred eller syssel der ikke har et eller flere thing. De mest kendte er:

Der var, som i dag med vor kommunale styreform, herunder Hjemmestyrelovene for Færøerne og Grønland under Grundloven, en udbredt grad af decentraliseret styreform, hvor lokale herredsting tingede sig frem til mange ”ting”.

Þórsnes - Thornæs Thing

Kortet til venstre over Island viser hvor vi finder Helgafell (Det Hellige Bjerg) på Þórsnes (Thor’s næs), og Þórólf Mostrarskegg’s gård "Hofstöðum, Hofstaðir" (hofstaden, hofsted). Øverst til højre Helgafell (73 m) og nederst til højre Þórsnes.

Þórsnesínga-Saga og Eyrbyggja-Saga (Thorsnæsboernes Saga og Øreboernes Saga) eller tilsammen forkortet Eyrbyggja forklarer os at Þórólf Mostrarskegg (Thorolf) udvandrer fra øen Moster/Mostr i Hordaland, Norge år 884 e.Kr. fordi han ønsker at forblive tro mod Thor og ikke lade sig kue under den katolske kristendom ¹.

”Landstrækningen mellem Vigrefjord (Vigrafjarðar) og Hofsvaag (Hofsvogs) kaldte Thorolf Thorsnæs (Þórsnes) (s.544). Midt på dette næs står et bjerg, Helgabjerg. Der på næsset, lod han al rettergang holde, og satte der et et herredsthing”.

Tinget bliver efter et lokalt kivsmål ca. år 930 e.Kr. flyttet til et andet sted på næsset og ”Da Thord Geller indrettede Fjerdings-thinge (fjórðúngaÞíng), gjorde han det samme Thing til et saadant for Vestfjordene; dertil maae alle den Fjerdings indbyggere søge. Der paa Thinget skulde man anlægge den Domkreds, hvori de, som burde ofres, bleve dømt dertil. I den kreds staaer Thors Steen, hvorpaa de Offredes Rygge bleve brudte tversover (brotnir um), og endnu seer man Blodfarven paa den klippe. Der var da det ypperste Helligdomssted…… (s. 565)

”Af dette ældgamle, skjønt ikke længe brugte, Thingsteds Steensætninger m.m. sees endnu (efter en Beretning fra Pastor Gisle Olafsen til Commissionen for Oldsagers Opbevaring i Danmark af 7de Aug. 1817) forskjellige Levninger paa Gaarden Hofstades Grund og Næssets sydvestlige Kant, skjønt meget forstyrrede af Søgang” (s. 578-79).

¹ Kilde: Grønlands Historiske Mindesmærker (1838, 1. bind, s.537-579)

12-mandsrådet

12-mandsrådet samlet på tinge

Marcus Aurelius' Søjle (Columna Centenaria Divorum Marci et Faustinae) blev færdiggjort ca. år 193 e.Kr., og er opbygget efter Trajan's Søjle i Rom, færdiggjort år 113 e.Kr. Sejrssøjlen fejrer Kejser Marcus Aurelius (regent 161-180 e.Kr.)'s krigførelse i årene år 172-173 e.Kr. (nedre del) og år 174-175 e.Kr. (øvre del). I år 175 e.Kr. nedkæmpede han et sarmatisk angreb i landskabet mellem Tisza-floden og Donau-floden i Ungarn (øst og sydøst for Budapest). For mere herom se afsnittet "Legion IX Hispania og Legion VI Victrix, Britannien – de sarmatiske ryttere der forsvandt". De 116 relief-scener er afbildet i tegneserieform nedefra-op og har, som en af de sidste afbildninger øverst, en gengivelse af et sarmatisk 12-Mandsråd samlet på thingstævne. Jeg argumenterer for at det vel kan være sarmatiske ætter fra det militære nederlag år 175 e.Kr., der ender op nord for Ejder-strømmen i Skandinavien, hvorfor der er en rimelighed mulighed at vort eget 12-Mandsråd var samlet på tinge (þing, gairethinx) år 175 e.Kr. på helt samme vis som gengivet ovenfor. Den falske varebetegnelse "Germanische Ratsversammlung" fra slutningen af 1800 tallet er netop dette, og den engelske oversættelse til "German council of war, German war council" er intet uden grotesk misvisende.

Det sarmatiske Rigsråd ovenfor består af 13 personer, dvs. 12-mandsrådet + drotten (titlen "konge" er endnu ikke i brug). Da drotten, som den 13. og afgørende stemme, altid sidder for, og i midten, burde det være den stående person øverst til højre (for læseren) der er drotten. Stregtegningen under den faktiske relief-scene til højre er desværre en upræcis gengivelse. Til venstre for denne har jeg sammensat de to fotografier af den faktiske reliefscene til ét billede. Samtidigt ser vi tre heste trukket frem på thinget. Det minder i høj grad om samme hændelse i kongsgården Heorot i Gl. Lejre i første halvdel af 500 tallet e.Kr., der jo også var et "folcstede" (folke(samlings)stedet) , jvf. Beowulf-kvadet (sætning 76). Under en samling hører vi i Beowulf-kvadet (sætning 1035-37):

"eahta méaras faétedhléore on flet téön in under eoderas· þára ánum stód"

"8 marer udstyret med hovedtøj på gulvet blev trukket; nede på jorden hvor en af dem stod"

Min oversættelse til nudansk.

Vi kan ikke vide om Rigsrådet ovenfor ser nytæmmede heste an, hvad et hestefolk altid vil have interesse i, eller om dette er en del af et rite, som forklaret i Beowulf-kvadet, eller begge. Måske er forklaringen den samme som vi hører i Grágás-lovgivningen; at man til thinget må "taca hross sítt a áe fangi hept" (bringe [på thinget] sin hest holdt i tømme).

Bemærk klædedragten; kjortel, broge (benklæder) og kappe. Dette er identisk til de samtidige Thorsbjerg Mose-klæder; fundet i Sønder Brarup i det sydlige Angel og dateret til 1-200 tallet e.Kr. Beklædningen kan ses i afsnittet "Legion IX Hispania og Legion VI Victrix, Britannien – de sarmatiske ryttere der forsvandt". 

Kilder: Eugen Adolf Hermann Petersen: Die Marcus-Säule auf Piazza Colonna in Rom (1896, Tafel 122, scene CXII og CXIII); Emanuel Müller-Baden: Bibliothek des allgemeinen und praktischen Wissens (1904, bind 2).

Brugen af 12 domsmænd, i Beowulf-kvadet (sætning 1096-98) kaldet ”weotena” (direkte "De vidende, De med forstand, De med åndfuldhed), er den ældste styreform vi kender til hos Ver Asir/Danir-folket.

I Beowulf-kvadet (sætning 172) hører vi Kong Hroðgar (Scyldinga-æt nr. 17, ca. år 473-525 e.Kr)’s 12-mandsråd træde sammmen i Heorot Gl. Lejre under betegnelsen ”ríce tó rúne” (Rigets Råd, Rigsrådet).

Zhang, Qian skriver år 126-115 f.Kr. i ”Shiji”, at Aa-sun-folket (skrevet "Wu-sun") har Hærchef (kongen) + 12 mænd i stammens råd.

Snorre Edda (Skáldskaparmál, kap.1):

Min oversættelse til nudansk.

Odin er allerede i gildesalen og er uden undtagelse, som konge og gud, altid nr. 13.
 
Kong Frode I. (Scyldinga-æt nr. 15, ca. år 400-446 e.Kr.) blev som barnekonge overset af et Rigsråd af 12, jvf. Saxo: Gesta Danorum (Bog 5.1.1).
 
I ”Hrólfs Saga Kraka ok Kappa Hans”, nedskrevet i 1300 tallet, omhandlende Kong Rolf Krake (Scyldinga-æt nr. 19, før år 494 e.Kr.), har Rolf Krake 12 mænd i sit råd. Det er samme ”tolv udvalgte kæmper” der i Skjoldungesaga rider med Kong Rolf til Kong Adils, Upsal (se afsnittet ”Ridehæren – rytteri”).

Det er af helt samme årsag at Bede/Bedae forklarer os i ”Historia Ecclesiastica Gentis Anglorum” (Bog III:I) at Kong Etheifrid (Æthelfrith, Elfric) til landskabet Deira, og fra konge-ætten i landskabet Bernicia, havde to til Skotterne og Picterne landsforviste sønner; Eanfrid (Eanfrith, 590-634) og  Osric, medens Edwin var konge af Deira (regent ca. år 616-633 e.Kr.). Da Kong Edwin til Deira dør år 633 e.Kr. vender sønnerne tilbage og den ældste af dem, Eanfrid (Eanfrith), blev konge af Bernicia år 633 e.Kr. og den yngste, Osric, konge af Deira. Såvel Eanfrid (Eanfrith) som Osric jager kristendommen på porten og vender tilbage til den forne sæd. Allerede året efter i år 634 e.Kr. bliver begge sønner dræbt af den keltiske Kong Cadwallon ap Cadfan (Cadwalla) til landskabet Gwynedd. Først dræbes Osric, hvorefter Bede skriver, i min oversættelse til nudansk: ”... samme ende fik Eanfrid, der på ilde råd drog til ham med kun 12 udvalgte krigere for at slutte fred”. 

I afsnittet ”Begravelse – ligbrænding i skib” beskriver jeg vort begravelsesritual fra Beowulfkvadet (sætning 3120-3182) fra 700 tallet e.Kr. Herfra kan vi se at 12 slægtninge rider rundt om gravhøjen på deres heste medens de klager hans bortgang og fremhæver hans bedrifter og hans navn. Antallet er igen 12 + 1 således at den afdøde er nr. 13, er Odin, er udødelig.

¹  Vi har her samme problemstilling som i Angel-saksiske krønike for året 477 e.Kr., hvor forekommer navnet “Ælle”. Jeg argumenterer for at dette i Angel-saksiske krønike er en kvinde og identisk til Dronning Ealhhild. At det er et kvindenavn i de nye kongeriger i Britannien skyldes at det er et adeligt kvindenavn i Danmark. Netop i Slaget ved Bravalla er vore kilder absolut enige om at kvindelige skjoldmøer i stor målestok kæmper med Kong Harald Hildetand (se ”Kongedømmerne i Britannien (udover Øst-Anglen)”).

Navnene efterfølges af kongens egen æt, der derfor ikke blev optaget som en del af kongens ”sveitar” (2 x "sveet, sveit"), jvf. ”[Der næst aff Kong Haralds egen Slect]” ¹.

¹ Axel Olrik: ”Bråvallakvadets kæmperække” (Arkiv for nordisk filologi, 6. bind, 1894, s. 283-284)

I Knud den VI.’s forordning ¹ (regent 1182-1202) skrives samme råd ”Tulfftereth” (direkte ”tolvte-råd” men i betydningen ”12-mandsrådet”). Det tilsvarende ord på oldnordisk er ”Tólfræðr, Tólfrætt” (som består af 12, 12-råd).
 
¹ Kilde: P.G. Thorsen: Skånske Lov og Eskils skånske Kirkelov tilligemed Andreæ Sunonis lex Scaniæ prouincialis, Skånske Arvebog og det tilbageværende af Knud den 6.’s og Valdemar den 2.’s Lovgivning vedkommende skånske Lov (1853, s.242)

Det er derfor Skånske Lov fra år 1200-28 e.Kr. siger:

”Tolf hors gøræ stoþ¹”
 
(12 heste gør en stod (flok))

¹ oversat fra ”stóð” (oldnordisk) eller ”hingst med sine hopper”. Kilde: P.G. Thorsen: Skånske Lov og Eskils skånske Kirkelov tilligemed Andreæ Sunonis lex Scaniæ prouincialis, Skånske Arvebog og det tilbageværende af Knud den 6.’s og Valdemar den 2.’s Lovgivning vedkommende skånske Lov (1853, Skånske Lov, Straffelov, s.52).

Igen, den 13. hest er altid kongens (Odin)'s hest.

Vi ser denne skik videreført til langt op i Middelalderen.

"Penge tale mere end 12 Ting-Mænd"

(Peder Syvs Kjernefulde Ordsprog, 1807, s.94)

Jvf. Oluf Nielsen: Kjøbenhavns Diplomatarium (1838-1896) bliver der 16. marts 1496 udnævnt 12 Danermænd (”Dacie consiliariis” på latin) til at Thingsvidne i det evindelige slagsmål mellem Roskildebispen og Kongen om hvem der ejede Københavns Slot. Fra samme kilde hører vi at Frederik I. 28 November 1526 beslutter at der skal være 4 borgemestre og 12 rådmænd (tholff raadmend) for København.

Christian IV. som person nr. 13 for enden af langbordet, omkring hvilket sidder 12-Mandsrådet (Rigsrådet) i deres egenskab af Retterting (svarer til vore dages Højesteret. Under dette ting var Landstinget (Viborg, Odense og Ringsted), under hvilken var Herreds- og Byting). Bag kongen bliver den foreliggende sag fremført. Den anklagede med juridisk bistand, samt klager med juridisk bistand, står afventede i forgrunden. Det forekommer noget overraskende at klager og anklagede må bære våben i kongens nærvær. Det har været en ekstrem sikkerhedsrisiko for livgarden, hvorfor vi med absolut sikkerhed kan sige at de våbenførende parter begge er af adelstand. Christian IV. har gældende lov (landskabslovene fra 1200 tallet), og sagens akter, liggende foran sig. I de år Christian IV. var myndig, fra år 1596-1648 e.Kr,, deltog han i ca. 2500 domme eller næsten 2/3 af alle sager behandlet af Rettertinget. Christian IV. overtog Forsædet (Forseti, person nr. 13) for Rettertinget allerede som 12-årig år 1589 e.Kr. og overså (med den afgørende 13. stemme) hele 249 sager, 90% af alle domsafsigelser, frem til han blev myndig år 1596 e.Kr. Dertil skal tilføjes at Kongen ligeledes var person nr. 13 for det norske 12-mandsråd, og flere gange drog til Norge for at indtage Forsædet for Rettertinget. Intet mindre end imponerende. Christian IV. viderefører her Odin's virke som konge og de udødelige forfædres repræsentant blandt de dødelige. Alt hvad der er sket er at de udødelige forfædre nu er blevet erstattet af en importeret Deos-gud, som Christian IV. nu i stedet for er den dødelige repræsentant for. Er man i tvivl om dette kan man ved lejlighed efterse indskriften på Rundetaarn fra 1642, der siger, fra oven ned: "DOCTRINAMET• - (fysisk tværlagt sværd) - DIRIGE - HWHJ (hebraisk skrift dvs. JHWH = YHWH = Yahweh = Jahve, der intet har at gøre med Deos-gud, men opfattes som sådan ved Reformationen) - IN - (fysisk rødt hjerte) - (fysisk guldkrone) - C4". Rebussen kan omskrives til: "Den rette lære! - Retfærd (,) led Deos-gud (,) til hjertet af Kong Christian 4."
Billedkilde: Ditlev Tamm: Retfærdighedens vogter, Skalk (1992:5, s.18-26)

Det er ligeledes derfor Julen varer 12+1 dag, og hvorfor Odins 13. runesang  (Hávamál vers 158, Ældre Edda), er "barnedåbssangen". Tallet 13. er lig udødelighed - det højeste ønske vi kan give hver nyfødt.

12-mandsrådet er videreført i ”Tolvmandsforeningerne”, de store jordbesidderes forening. Den ældste er stiftet i 1890. Hos friserne, og i resten af Sønderjylland, er en ”tolvmand” en person der deltog i styrelsen af visse sønderjydske sognes anliggender, senere mere i Sognerådsanliggender. Hos friserne havde deres ”Tolvmandskollegium” også dømmende magt i herredet.

Den Gyldne Tavle og 12-mandsrådet

Den Gyldne Tavle fra Maglemose ved Gummersmark, Præstø Amt, Sjælland, dateret til år 385-670 e.Kr. Hariwalda-mærket har en filosofisk opbygning der følger tanken om at ”Monghe becke oc smaa gøre een stoor å” (Peder Laales Danske Ordsprog, nr. 38).

Omringet af to fugle; i samtiden normalt ravnen Hugin rådgivende det højre øre, samt enten samme ravn gentaget eller måske en ørn, afsiger 12-mandsrådet dom til kongen (Odin), hvis beslutning derfor er den bedst mulige. Herfra flyder ”Skuld” (hvad skal komme) mod ravnens styrevinger, og videre til den afledede Skjoldunge-æt's Hariwalda-mærke. Der er tre sæt beskyttende hjælpeånder; 2 kobbel af Den danske Hund og 2 beskyttende drager. Kong Rædwald’s kongehjelm fra Sutton Hoo viser os at vi skal opfatte den enkelte ravn som Kongens dødsmaske, dvs. dyrebilledet af kongen (Odin) selv (se afsnittet ”Odin, Høvding Rædwald & Sutton Hoo”). Det har i filosofi, gengivet i kunst, siðr og lov, den vigtige konsekvens at Ravnen (kongen, Odin) er ættens (Hariwalda-mærket)'s værner. Derfor er ravnens næb gjort i midten af Hariwalda-mærket - den nedadvendte trekant.

Billedkilde: Mogens B. Mackeprang: De Nordiske Guldbrakteater (1952, s. 114-115 og 141, plade 22:1 og 25:1).