Begravelse - ligbrænding i skib

Vi har to endog meget gode beretninger om selve begravelsesritualet; Beowulfkvadet ’s afslutning (sætning 3120-3182) fra 700 tallet e.Kr. og Ibn Fadhlan’s beretning Risala fra ca. år 921 e.Kr.

Beowulfkvadet’s begravelsesberetning finder sted hos "Geatas"-folket, der er identisk til "Götarne" fra landskabet "Götaland" (og intet har at gøre med goterne). Kongen hedder Hygelác (Scyldinga-æt nr. 18, Ynglinga-æt nr. 13) og finder sted ca. år 497-521 e.Kr. Beowulfkvadet er vor egen opfattelse af en begravelse, af hvad vi fandt vigtigt og derfor hvad der skulle nedfældes for eftertiden’s lærdom.

Ibn Fadhlan’s beretning Risala fra ca. år 921 e.Kr. finder sted 400 år senere ved Volgafloden i Garðaríki , vort østlige kongerige. Denne beretning er en muslims syn på vor begravelsesskik og er derfor mere optaget af hvad han finder anderledes, underforstået barbarisk, end hvad vi fandt vigtige. Beretningen giver dog gode detaljer fra ritualet, som vi har taget for givet, og derfor ikke fundet nødvendige at nedskrive i Beowulfkvadet . Tilsammen giver begge beretninger et aldeles klart indtryk af hvorledes det gik for sig.

Høvdinge og andre frie (stor)mænd og kvinder blev brændt på bålet i et begravelsesskib. Dette begravelsesskib blev enten sendt til søs efter ildantændelse eller, hvis lagt på land, begravet i en gravhøj, der byggedes ovenpå. Det var ligbrænding og rejsen med skib der var vigtig, og som vi vil se gjaldt dette alle, rig eller fattig. Alternativt blev asken efter ligbrændingen lagt i en urne ¹ . Der var, som i dag, tilsyneladende valgfrihed afhængig af personligt ønske, og dette synes ikke at have regional spredning. Der var altid var gravgods med på rejsen til den næste verden, hvor forfædrene befinder sig.

¹Se det oldengelske digt ”Drømmen om roden” fra år 650-750 e.Kr. (sætning 66): ”beornas.....;  curfon hie ðæt of beorhtan stane”

Hávamál (vers 71, Ældre Edda) siger:

Min oversættelse til nudansk.

Risala (kap. 92) giver os et glimrende indblik i hvorfor ligbrænding var den foretrukne begravelse. At blive jordet, som skete og sker i den muslimske skik, var for os ensbetydende med at vi overgav den døde til at blive spist af insekter og orme. Det var for os ubegribeligt at man kunne udvise en sådan mangel på respekt for den døde. Ved ligbrænding kommer den døde til Valhalla/den næste verden inden for 1 time i stedet for at skulle ligge og rådne op i jorden i en menneskealder.

For at visualisere beskrivelsen, der nu følger, kan læseren fysisk begive sig til Ladby, lidt sydvest for Kerteminde ud til verdens uden sammenligning bedst bevarede gravhøj, hvori begravelsesskibet findes fuldt bevaret og udstillet. Udsigten over Kertinge Nor mod Kerteminde Fjord er fremragende og en høvding værdig.

Ladbyskibet blev fundet i 1934 sammen med 11 andre mindre grave. Høvdingen blev gravlagt ca. år 925 e.Kr. sammen med heste, hunde og andet gravgods. Billedet til venstre er taget fra toppen af gravhøjen og ser mod øst via Kertinge Nor mod Kerteminde Fjord. Billedet til højre viser skibet inde i gravhøjen, meget fornemt istandsat og betalt af A.P. Møller. Skibet er 22 m langt, førte sejl, er bygget til 32 roere og havde dragehoved i stavn. Kilder: www.kert-mus.dk/ladbyskibet/dk/main.html og www.birkerod-larsen.dk/lab-skib .htm

Vi lader Beowulfkvadet forklare os hvorledes en begravelse fandt sted og tilføjer fra Risala hvor andre detaljer står frem.

Den frie (stor)mand (m/k) dør. Risala forklarer (kapitel 87) at familien nu tilspørger de mandlige og kvindelige trælle hvem iblandt dem der vil følge den døde til den næste verden. Den der svarer ja, oftest en trælkvinde, har bekræftet dette uigenkaldeligt. Den udvalgte træl bliver herefter iklædt fine smykker og klæder (og stiger hermed symbolsk fra sin trællestand til en fri person) og deltager i det der følger nedenfor på lige fod med alle deltagerne i begravelsen.

Risala forklarer at en gammel kone vi kaldte ”Dødens Engel” forestår alle forberedelserne inklusive drabet af den udvalgte træl og syningen af ligklæderne ¹. Den gamle kone’s job lyder som et håndværk, der har krævet stor erfaring og som er gået i arv fra moder til datter.

¹ Se ”Bilag Æ: Bibelens begreber Hedning , Djævlen, Dæmoner og Engle”. Jvf. oprindelsen til begrebet ”engel” som ”budbringer til hest ” er dette symbolsk identisk til de kvindelige krigertempelpræster eller valkyrier.

Forberedelsen af den afsjælede krop til ligfærdsel kaldes "Skærsilden" (fra"skírslaeldr" (oldnordisk) og "gaskeirjan" (gotisk)), hvis sande og eneste betydning er "gøre klar/rense". Det er den katolske kristendom der omskriver denne urforståelse til "ignis purgatorius" (rensende ild), der var den straf Deres lokale kvaksalver havde fuldmagt til at tildele enhver der havde begået synd, jvf. "Brænde i Helvede/Burn in Hell". Denne vanvittige opfattelse godkendes som katolsk lære ved synoden i Lyon år 1274 e.Kr. 

Homer:Iliaden (Bog XVIII) viser os år 800 f.Kr. hvorledes "Skærsilden, Skírslaeldr" skal opfattes i tiden op til Troja's Fald år 1184 f.Kr. Achilles "gode ven" Patroclus er blevet dræbt af Hector I. (Ökuþór), og liget skal nu forberedes til begravelse (i min oversættelse til nudansk):

"Da bad Achilles sine mænd om at opstille en stor Trefod over ilden så at de kunne vaske det forstørknede blod af Patroclus. Derefter satte de en Trefod fyldt med badevand over en ren ild: De smed grene på bålet for at få det at flamme, og vandet blev varmt ved flammernes slikken omkring Trefodens mave. Da vandet i gryden var kogende vaskede de kroppen, omgav den med olie, lukkede dets sår med brandsalve der havde været gemt i 9 år. Herefter lagde de kroppen på en ligbåre og tildækkede det med linnen fra hoved til fod, og over dette lagde de et flot hvidt klæde. Derpå sad Myrmidons-folket omkring Achilles hele natten og sørgede over Patroclus".

Vi ser forståelsen for Skærsilden gengivet i Skírnismál (vers 9, Ældre Edda). Skírnir beder om at blive givet en mare (hoppe) for at rejse til Jötunheima (Jættehjem), dvs. en rejse fra nutid til fortid. Frey kvader dertil:

”Mar ec þer þann gef, er þic vm myrcqvan berr visan vafrloga”

”[en] Mare jeg dig da giver, der dig henover [den] mørke bare visende flagre-lue [bringer]”

 Min oversættelse til nudansk.

Stort set alle nudanske og nuengelske oversættelser fanger ikke, at det er Skærsilden Freyr’s hest må ride henover for at rejse fra nutid til en anden verden. Det er egentligt ganske underligt da Fjolsvinnsmál (vers 31, Ældre Edda) ganske nøje viser os dette:

Min oversættelse til nudansk.

Svaret i Fjolsvinnsmál (vers 32, Ældre Edda) er, at denne sal hedder ”Hyrr” (Den Glade, Blide, Muntre, Venlige), og er et heite for Valhalla, der befinder sig på ”brodds oddi” ([bjergtindens] yderste spids). Det er ikke muligt at rejse fra nutid til fremtid uden at rejse henover Skærsilden eller "visan vafrloga".

Med denne forståelse kan vi nu se hvorfor Skírnir, efter ankomsten til Jættehjem, siger følgende i Skírnismál (vers 18, Ældre Edda):

Min oversættelse til nudansk.

At Skírnir må ”stange over ilden” betyder, som er tilfældet med Valhalla i fremtiden, at Jættehjem i fortiden ligeledes er omgivet af en ring af ild – Skærsilden, gennem hvilken man må henover for at komme til en anden verden.

Sommersolhverv er bålafbrændingen hvor ætlingen (Balder) ofres, rejser til den næste verden i fremtiden, for at blive genfødt den 1. juledag om morgenen (se afsnittet ”Sumarsólstaða – Liða - ætlingen ofres og sommeren komme”).

Ætlingen (Balder) skal derfor, som alle dødelige, undergå en renselse gennem ”Skærsilden”. Fordi man var klar over at ”Hundestjernen” er nærmest Solen i ”Hundedagene”, og vejret altid er varmere i denne tid på den nordlige halvkugle, forbindes ”Hundedagene” og  ”Hundestjernen” med varme. Loki er symbolet på en tvetunget nidding, og derfor alt hvad der skal renses bort/brændes af som en del af Skærsilden. Derfor kaldes Hundestjernen for ”Lokabrenna” eller ”Loki (af)brænder”. I filosofi er det ikke muligt for ætlingen/Balder at blive genfødt som et nyfødt barn den 1. juledag uden hjælp fra Hundestjernen. I vor oprindelige kalender er tiden for "Hundedagene" ca. [Æftera]-Liða-monaþ, Weod-monaþ og Hærfest monaþ, måske til høsten var i lade.

Sigrdrífumál (vers 34, Ældre Edda), som vi kan datere til år 670-770 e.Kr., viser os at Skærsilden stadig er gældende i dette tidsrum, i min oversættelse til nudansk:

¹ ”Laug” er ordet der bliver til ”laugardagr” (lørdag) og har den brede betydning af ”bade, vaske, rense”. Ordet ”liðnir” er fra ”lið” (følge) og betegner derfor en våbenfør faldet i kamp. Det fremgår af vers 33 at dette må være den sande forståelse.
² fra ”þvá” (skylle, vaske, tvætte).

1. Der laves et kæmpebål/pyre

2. Der lægges skjolde, hjelme og ringbrynjer op ad bålets sider

3. Den døde lægges på toppen af bålet

Risala beretter (kap. 89) at den døde bæres rituelt til skibet (eller toppen af bålet) ¹

¹ ”Liig-færsla” (oldnordisk), ligfærdsel eller flytning af lig? Alternativt ”Líkferd” (oldnordisk) eller ligfærd. Heri ligger forklaringen på hvorfor Sleipnir, Odin ’s ganger, på Gotland og alene her og udelukkende i forbindelse med rejser mellem denne og den næste verden, er vist med 8 ben. Sleipnir har, uden undtagelse, i alle andre afbildninger kun 4 ben, som en hest nu engang har.

Lärbro-stenen, Gotland nu på Stockholms Museum. Panelet i midten viser en begravelsesceremoni undervejs og vi ser Sleipnir med 8 ben som Det Store Dyr, der skal bringe den døde på rejsen til den næste verden og beskytte ham undervejs. Kilde: Billedet er fra John Grant’s ”Viking Mythology” (s.85).

Tjängvide-stenen, Älskogs socken, på det sydlige Gotland dateret til 700 tallet. Stenen viser Odin ’s ankomst til indgangen til Hel, De Dødes Verden, på sin Hest Sleipnir, igen med 8 ben. Billedkilde: John Grant: Viking Mythology (1990, s.39).

Det er min vurdering at afbildningen på en runesten/billedsten/gravsten af Sleipnir på Gotland er en symbolsk henvisning til netop ritualet med at bære den døde, en skik vi viderefører i vor begravelser også i dag. 4 personer, hver med 2 ben, tilsammen 8 ben, bærer en kiste. På helt samme vis forklarer Risala os at den døde rituelt bliver båret op til bålet/skibet , formentlig ligeledes af 4 personer.

At eftertiden fejlagtigt forbinder Sleipnir med otte ben skyldes at Snorre beretter om dette i Snorre Edda (Gylfaginning, kap. 15) således:

”...Sleipnir er bestur, hann á Óðinn, hann hefur átta fætur...”

"...Sleipnir er den bedste, han tilhører Odin, han haver otte fødder..."

Min oversættelse til nudansk.

Snorre er naturligvis fuldt klar over i hvilken sammenhæng han i filosofi kan give kongens hest 8 fødder. Det er derfor han begynder sætningen, der efterfølges af ovennævnte beskrivelse af Sleipnir med 8 fødder, med disse ord:

"...Þriðja rót asksins stendur á himni..."

"...Tredje rod (af) asken står i himlen..."

Min oversættelse til nudansk.

Med andre ord; Snorre viser os direkte at han knytter Sleipnir's otte fødder til "himlen", der altid er rummet "fremtiden" i den næste verden. Hesten der har bragt Odin (kongen) til den næste verden, hvor den har otte fødder, må nødvendigvis i tanke og ritual, have otte fødder da rejsen påbegyndes med begravelsen på Jord i rummet "nutiden".

At vi skal opfatte de 8 ben som ”bærer af den døde” kan vi f.eks. se fra shamanen Tubyaku Kosterkin (1921-1989), den sidste store shaman fra Nganasan-folket. Hans to hjælpeånder var et hun- og et han-rensdyr. Han-hjorten, kaldet "Hotarie", var hans hovedhjælpeånd. Den havde 8 ben. Hans shamaniske krone har De 7 Vise gengivet i selve kronen. Det er derfor forfædrenes visdom shamanen modtager og søger, og denne visdom bæres til ham med hjælp fra den 8-benede han-hjort. Se ”Bilag O: Trylleformlen 7-9-13 + 3 x banken på træ” for afbildning af den shamaniske krone ¹.

¹ Kilde: Aado Lintrop: Tubyaku Kosterkin (1921-1989), Estonian Literary Museum, Department of Folkloristics (Eesti Kirjandusmuuseumi Etnomusikoloogia Osakond) i Tartu, Estland.

Som Grundtvig gør opmærksom på i "Nordens Mythologi (1832, s. 359), er den 8-benede Sleipnir i tanke "Åndens Ganger", hvor den afdøde's ånd og sjæl, ved hestens gangen, rejser til Jord og videre til den næste verden i fremtiden. Symbolet på "Moder Jord" er altid den 8-takkede stjerne (se afsnittet "Den Jordlige Moder - Moder Jord"). Derfor skal det i tanke, og gengivet i virkelighed, være 8 ben der ganger under begravelsen. Det kunne sagtens være 6 personer, dvs. 12 ben, men i filosofi holder dette ikke. Derfor er skikken opbygget som den er. Som Grundtvig ligeledes fremhæver er det af helt samme årsag at Völuspá (Ældre Edda), der jo netop omhandler Vølven og dennes evne til at rejse mellem rummene, oprindeligt blevet skrevet i verseform (stanza) med 8 linier (áttandi, oktav, octet). Hver af hestens hove er derfor i skjaldekunst en versefod. Se "Bilag P-1: Völuspá - Vølvens Spådom". 

Úlfr Uggason gør i Húsdrápa (vers 10) fra 900 tallet e.Kr. brug af ordet ”hafsleipni” (Hav-Sleipnir) som en korrekt kenning for langskibet. I alle andre kenninger, hvor langskibet kaldes variationer over en hest, der rider på bølgen blå, er der tale om en normal hest. Det er klart samme helt normale hest Úlfr Uggason har i tankerne da han gør brug er ordet ”hafsleipni”. For andre kenninger for langskibet, se afsnittet ”Drageskibet fra Miðgarð”.

Ej heller Sigrdrífumál (vers 15, Ældre Edda) antyder andet end en normal hest med brugen af ”a Sleipnis tonnum” (på Sleipnir’s tænder), som et sted hvor der kan rejses ”Hugrúnar” (Hu-runer, jvf. Hugin, eller Tanke-runer).

Forhåbentlig vil forklaringen omkring Sleipnir nu være forstået.

Risala forklarer os at den døde først bliver iført sine ligklæder (”Líkblæja” (oldnordisk)) på den 10. dag (se nedenfor). Den døde får øl/mjød, frugt og et strengetøj (dvs. harpe eller fiðla/fiol), brød, kød og løg med sig i graven. Dette efterfølges af hans hund , hans våben ved sin side, 2 heste, en hane og en høne, hvorefter trælpigen dræbes og følger sin Herre.

Rig Veda (Bog 1:CXVII) viser at såvel mjød som de 10 dage altid har været forbundet med vort begravelsesritual:

1. Aśvins, jer præster af ælde byder jer komme for at opmuntre jer med drik af mjød af Soma......

2. Den stridsvogn af jeres, hurtigere end tanker, O Aśvins, der trukket af tapre gangere kommer til folket,

6..... da fra hoven af din stærke hest i regnede hundrede krukker honning til folket.
12. ..... Da, som en kande fyldt med guld, O Aśvins, på den tiende dag i opløftede de begravede? 

4. Ildsætning af bålet

Risala (kapitel 91) beretter at det er den dødes nærmeste slægtning der antænder bålet ved, i nøgen tilstand, at gå baglæns med en fakkel hen mod bålet. Herefter kommer resten af deltagerne til med antændingstræ så ilden tager fat.

At bålantænderen er nøgen skal formentligt ses i lyset af Hávamál (vers 49, Ældre Edda):

Voðir mínar gaf eg velli að tveim trémönnum. Rekkar það þóttust er þeir rift höfðu: Neis er nökkvinn halur

To træmænd stod på en slette. På dem hængte jeg mine klæder. Omsvøbt i lærred så de ud som om de var af en god familie: Nøgen var jeg ingenting

Min oversættelse til nudansk.

Den døde er netop blevet iført meget fine ligklæder, og jo finere klæder des højere hans stand. Hvad bålantænderen gør ved at antænde bålet i nøgen tilstand er at anerkende den dødes høje stand og at han selv er ingenting i forhold til den døde. Dette er slægtningens højeste anerkendelse af den døde og med til at sikre den dødes eftermæle.

5. Sørgesange

Medens det brænder synger en kvinde, med håret bundet op (er specifikt nævnt og derfor sikkert en del af ritualet), en sørgesang ("song sorgcearig").

6. Gravhøjen rejses

Herefter bygges en gravhøj på 10 dage (og den kaldes ganske interessant en "højborg" hvilket nok er hvad en gravhøj symbolsk skal vise).
 
Risala bekræfter at den døde lå i 10 dage. (kapitel 87). Videre berettes det at den dødes ejendele (sikkert ikke det samme som ejendom) deles i 3; ⅓ til familien, ⅓ til betaling for hans ligklæder og ⅓ til at betale for gravfesten, herunder gravøllet. Der festes nu i 10 dage med sang og strengeleg.

7. Højsætningen

Den døde sættes nu i gravhøjen og bliver hermed en "højmand". Vi kan se at dette i lovgivning er et defineret begreb i arveret, jvf. Skånske Lov: "foræ þy at høghæ man ma æi aruæ" (for da at højmand må ej arve). Denne forståelse findes i lov helt frem til 1600-tallet med domsformlen for tyverisager, hvorefter Tyven dømtes "til Galge og Gren, til Høj og hedensk Jord". (se afsnittet "Endrborinn – eft ácenned – født igen – tve-skabt af tanker").

Herefter lægges den dødes skat i gravkammeret til "Jordens holden" ("eorðan healdan"). Netop denne bemærkning får mig til at tænke på om en del af eller måske hele skatten, der jo kun er en del af gravgodset, er en gave til Moder Jord og ikke en gave som den døde skal bruge i den næste verden.

8. Domsafsigelsen

Herefter rider 12 slægtninge rundt om gravhøjen på deres heste medens de klager hans bortgang og fremhæver hans bedrifter og hans navn. Dette er en nøjagtig udførelse i virkeligheden af Hávamál (vers 76 og 77, Ældre Edda). Bemærk her at vi har 12 slægtninge, hvorfor den afdøde er nr. 13 = Odin = udødelig.

Det er det vi i dag, med brugen af det græske ord, kalder en "nekrolog", dvs. et mindeord om den afdøde. På sennordisk ser vi ofte domsafsigelsen sat i sten i Yngre Futhark, hvor de der rejste stenen afsiger dom over den afdøde ved brug af superlativer.

Da Attila dør år 454 e.Kr. (i fuldskab af næseblod!) ser vi ordret den helt samme begravelsesskik. Jordanes skriver ca. år 550 e.Kr. i ”Getica sive De Origine Actibusque Gothorum (Goternes oprindelse og dåd, Bog XLIX):

”Nam de tota gente Hunnorum lectissimi equites in eo loco, quo erat positus, in modum circensium cursibus1 ambientes, facta ejus cantu funereo tali ordine referebant”

”Gjorde fra hele den hunniske stamme de udvalgte ryttere på det sted hvor han lå, omkring dette en galoperende1 ring, syngende højt om hans gerninger i begravelsessædvane med en besked som sådan:”

Min oversættelse til nudansk. 

¹ ”cursibus” er fra ”curso” (løber hid og did), dvs. rytterne rider omkring den afdøde ikke i skridt, men i enten trav eller galop, formentlig sidstnævnte.

Fra Risala (kapitel 86-87) ved vi hvorledes syge, fattige og lovbrydere blev begravet. En fri men fattig mand (m/k), der døde af sygdom, fik gjort en lille båd og blev brændt (den lille båd er sikkert oprindelse til vor nuværende kiste).
 
En ufri mand (m/k)/træl, der døde af sygdom, blev efterladt og spist af hunde og rovfugle. En lovbryder blev hængt fra et højt træ, og blev hængende der, til skræk og varsel, indtil hans kropsdele faldt fra hinanden, hvorefter naturens rengøringshold har klaret resten.
 
Rolandskvadet (sætning 1751) fra år 1098 e.Kr. forklarer på oldfransk frygten for at blive efterladt på slagmarken og blive ædt af ådselædere:

”N'en mangerunt ne lu ne porc ne chen”

“Ej skal vi ædes af ulv eller svin eller hund”

Min oversættelse til nudansk.

I Homer:Iliaden (Bog XXIV: 501-508) er det nøjagtigt samme bekymring Kong Priam I. har. Da han ankommer til Achillles' lejr og skibe for, mod betaling af en enorm løsesum, at få sin sidste søn Hector I. (Ökuþór) udleveret til begravelse, ved han at Hector I. (Ökuþór) blev dræbt 12 dage tidligere i en holmgang af Achilles (i min oversættelse til nudansk):

"Gamle gudelignende Priam sagde da til Hermes: Hvis du, sandeligen, står i Achilles' tjeneste, søn af Peleus, fortæl mig da den hele sandhed - er min søn stadig ved skibene, eller har Achilles allerede skåret hans krop lem fra lem, og kastet ham til hundenes æden?

Hermes, Vejviseren, dræber af Argus, svarede: Olding, fugle og hunde har endnu ikke fået ham som føde...."

9. Rejsen med båd

”The Last Voyage” el. ”The Burial of the Viking”. Malet af Sir Frank Bernard Dicksee (1853-1928) i 1911. 186.4 x 305.5 cm olie på lærred. Sóttdaudr/Pyre gravsætning i et begravelsesskib. Snekken er afbildet som et Drageskib. Dette dramatiske og store maleri er en endog yderst korrekt afbildning af en gravsætning i skib i 8-900 tallet e.Kr.
Hænger på Manchester Art Gallery. Kilde: www.manchestergalleries.org 

Vi ved hvorfor rejsen med båd var og er vigtig. Forståelsen fremkommer ved at efterse den etymologiske oprindelse til ordet ”sjæl”.
 
Ordet ”sjæl” eller ”sawol” (oldengelsk) og ”sala” (oldnordisk) betød oprindeligt ”åndelig og følelsesmæssig del af et menneske, besjælet tilstand” men urbetydningen var ”kommende fra eller hørende til søen/havet/vandet”. Rejsen med båd er derfor den dødes sidste rejse til den næste verden der ligger i søen/havet. Dette forklarer ligeledes oprindelsen til de begravelser hvor langskibet blev stukket i brand og sendt til søs. Denne urforståelse er identisk til den græske verdensforståelse om bådrejsen til dødsriget. Hvorfor den ligbrændte krop til sendes til søs forklares nedenfor.
 
Et af vore vigtigste gravfelter er Slusegård i Pedersker, Bornholm. Gravene dækker tidsrummet ca. år 100 f.Kr.-400 e.Kr. og omhandler derfor såvel Burgunderne, før de udvandrer år 0-100 e.Kr., og os. Langt de fleste grave er brandgrave, og indeholder også jordfæstegrave i træ- eller stenkiste. Ca. 45 af gravene er bådgrave og disse erstattede træ– og stenkisten. Vi kan derfor formode at Burgunderne benyttede træ– og stenkiste medens vi benyttede båden.
 

Bådgrav, Slusegård, Pedersker, Bornholm dateret til før år 400 e.Kr.
Vi aner omridset af båden set fra stavnen.
Billedkilde: Jørgen Jensen: Danmarks Oldtid (2003, Ældre Jernalder, 3. bind, s. 320)

Lille båd, lidt over et spån i længde, fundet i Gudsø Vig, et lavvandsområde på nordsiden af Kolding Fjord, Østjylland. Stedet var en naturhavn med nedgravede sejlspærringer ved indsejlingen til vigen. Stednavnet ”Gudsø” gør det nærliggende at tænke sig at den dødes sidste bådrejse på søen til forfædrene (guderne) i fremtiden er så urnordisk som det overhovedet lader sig gøre. Den lille båd er dateret til år 5-4000 f.Kr. og har måske fungeret som budbringer (af bod eller ofring) mellem de dødelige og de udødelige.
Billedkilde: Billedet taget på Nationalmuseet juli 2008.

Den identiske gravskik i Troja og Beowulf-kvadet

Vi har nu gennemgået vor oprindelige gravskik i Beowulf-kvadet (sætning 3120-3182). Jeg har i kapitlet "Troja, Þrúðvangar og Ragnarok" vist at vi er trojanerne, den tabende side i Den Trojanske Krig, der ender med Troja's Fald ca. år 1184 f.Kr. Gravskikkene har givet været nogenlunde ens for alle indoeuropæiske folkeslag i 1200 tallet f.Kr. Det gør det dog ikke mindre spændende at se den direkte forbindelse fra Troja til Beowulf-kvadet.

I Homer:Iliaden (Bog XXIV: 660-670, 776-824) hører vi Kong Priam forklare Achillles, efter hans sidste søn Hektor (Ökuþór) er blevet dræbt af Achilles i en holmgang, og efter at Kong Priam, totalt ydmyget og mod betaling af en enorm løsesum, har fået liget udleveret (i min oversættelse til nudansk):

”Ifald du mig tilstår at give Herren Hektor en fuld begravelse, da er der, Achilles, som en særlig tilstået gunst, en ting du kan gøre for mig. Du ved at vi er indespærret i vor by [Troja]. Det er en lang vej til bjergene for at hente træ. Desforuden er trojanerne nu frygtsomme. Vi skal sørge over Hektor i ni dage i vort hjem. På den tiende dag skal vi have hans begravelse. På denne dag skal der være en sammenkomst for folket. På den elvte, skal vi gøre hans gravhøj. På den tolvte, om nødvendigt, skal vi starte krigsførelse...Da henvendte gamle Priam sig til folket: Trojanere, I må bringe træ til byen....i ni dage bragte de træ [tilbage til Troja fra bjergene], en enorm mængde. Ved Daggry den tiende [dag], bragte de frem den brave Hector, og tårevædet lagde de hans krop på pyrens top. De antændte bålet. Da rosenrøde Daggry var kommen, samlede de sig omkring Hektor's glorværdige pyre. Med alle samlet slukkede de pyrens ulmende rester med funklende vin, hver eneste del berørt af ildens styrke. Hans brødre og staldbrødre opsamlede Hektor's ask-hvide knogler, medens de over ham sørgede - tunge tårer løb ned af deres kinder - og satte dem i en gylden urne, svøbt i et blødt blåligrødt (blodrødt) klæde. Hurtigt satte de urnen ned i en fladbundet grav, tildækkende den med store sten sat tæt sammen. Herefter rejste de hastigt gravhøjen, med vagter til alle sider, skulle velbevæbnede krigere fra fjenden angribe før det frie lejde var udløben. Da gravhøjen var rejst, vendte de hjem og samledes til en storslået fest, som skik tilsagde, i Priam's hus, kongen givet af Zeus. Og på denne vis begravede de Hektor, tæmmer af heste".

Fiskeren og Bonden
 
Bonden: Hvor døde din fader?
Fiskeren: På havet.
Bonden: Hvor din farfader?
Fiskeren: Også på havet.
Bonden: Frygter du da ikke også at omkomme, hver gang du stiger i din båd? –
 
Fiskeren: Hvor døde din fader?
Bonden: I sin seng.
Fiskeren: Hvor din farfader?
Bonden: Også i sengen.
Fiskeren: Er du da ikke bange for at dø, hver aften du lægger dig i din seng?
 

Peder Syvs Kjernfulde Ordsprog (1807, s. 82)
Gengivet i Vølse (nr. 38, December 2006, s.43)

Valhal i Himmelen på den andenside

Vi ved nøjagtigt hvor de afrejste forfædre fysisk befinder sig i rummet ”fremtiden”. De befinder sig i ”himmelen” eller ”heofon” (oldengelsk) og ”himinn” (oldnordisk), med den oprindelige betydning ”sky”, dvs. i skyerne ¹.
 
¹ Se ”Bilag N: Det hellige tal 9”.
 

Hvilke betegnelser har vi for rummet “fremtiden” eller ”den næste verden”?
 
Den første tanke falder på Valhalla, fra det oldnordiske “Valhöll”, sammensat af “Val” (oldnordisk) og “wæl” (oldengelsk) eller ”De slagne’s hal”, hvor de der er ”valfall” (falden i kamp) kommer til.
 
Fjolsvinnsmál (vers 32, Ældre Edda) giver os et heite for Valhalla; ”Hyrr” (Den Glade, Blide, Muntre, Venlige), der befinder sig på ”brodds oddi” ([bjergtindens] yderste spids).
 
Det er Grímnismál (kap II:8, Ældre Edda) der ligger til grund for vort billede af Valhalla:
 

Såvel H.G. Möller, som Thøger Larsen oversætter ”vapnda/þa vera” til ”de i Kampen slagne Kæmper” og ”de våbenslagne døde mænd”. Det står der ikke og deres oversættelse er en fortolkningskonklusion, som jeg mener er usand. De ”væbnede” befinder sig her i Valhal, der er i fremtiden. De ”væbnede” er døde i nutiden, men levende i fremtiden. Henvisningen til ”Valhallo” i vers 23 (med 540 døre) er,  så vidt jeg kan se, en henvisning til Troja der, set fra samtiden, er i fortiden og ikke fremtiden. Ordet ”kýss” er oversat fra ”kjósa” (vælge, foretrække, kåre, udvælge). Ordene ”Hroftur rögna” forekommer i Hávamál (vers 142, Ældre Edda). Dette behandles i kapitlet ”At riste lyde”, hvor jeg vurderer at det skal opfattes som "råbende magter".

”Hroptz” forekommer i Lokasenna (vers 45, Ældre Edda), hvor Beyggvir (Bygvir, Den der opbygger en helligdom) kvæder:

Min oversættelse til nudansk. 

¹ fra tillægsordet ”bráðr” (hurtig, hastig, pludselig). Ordet ”bráðráðinn” (snarrådig) viser hvilken fortolkning vi skal ligge i ordet.
² Ordet ”mágr, megir” ser ud til at betegne en gennem giftermål  tilkommen mandlig person. Kom i hu at i vore sæder forbliver kvinden altid i egen slægt, modsat stort set alle andre stammer. Det er derfor manden, der kommer til en ny slægt. Mandfolkene i kvindens slægt vil derfor betegne svigersønnen som en ”mágr”. Samme betegnelse vil svigersønnen give sin svigerfader. Jeg mener at ordet er det samme som "maki" (oldnordisk) og "gemacca" (oldengelsk) eller "sidestykke, ligemand, ægtefælle", i dag "mage".

Med vort kendskab til Grímnismál (vers 8, Ældre Edda) og  Hávamál (vers 142, Ældre Edda) mener jeg at ”Hroptz megir” (Hroptz’s mager) er den matriarkalske stammes forfædres mandlige slagne, der i godt selskab med hinanden har fundet lykken i Valhal. Lokasenna (vers 45, Ældre Edda) gengiver ordret samme forståelse som det oldengelske runedigt for peorð (p) (se senere).

Vi kan spørge os selv hvorledes Bygvir kan se at forfædrene har fundet lykken i hinandens selskab i Valhal i fremtiden? Svaret findes i Lokasenna (Forordet, Ældre Edda), hvor Bygvir og Beyla beskrives som ”þionvstomenn Freys” eller ”Freyr’s tjenestemænd”. Som tjenestemænd af Den Hedenske Høje, der er Freyr indtil troskiftet år 600-630 e.Kr. må vi have en forventning om at disse tjenere, gennem deres nærværelse til Freyr, kan kigge Freyr over skuldrene, og derfor have indsigt i de tre rum; fortid, nutid og fremtid. Læseren skal her være opmærksom på, at Freyr i Lokasenna er identisk til Paris, og en beskrivelse af bruderovet af ”Gerður” (Helen), der fører til Den Trojanske Krig.
 
Brugen af ”Hroptz” giver os endnu et heite for Valhal, som gengivet i Völuspá (vers 62, Ældre Edda):

Min oversættelse til nudansk.

”Hroptz sigtóptir” eller ”Hroptz’s sejrstofter” er et heite, ikke for selve langhuset Valhal, men for jordene hvorpå Valhal er bygget, jvf. brugen af ”toft” fra ”topt” (oldnordisk) og ”toft” (oldengelsk).
 
Det er denne forståelse for Valhal, som værende bygget til de afrejste forfædres sjæle på sejrstofterne i fremtiden, der gør at Snorre i Ynglinga Saga (Heimskringla,  5. Frá Gefjun) skriver:

”Óðinn tók sér bústað við Löginn þar sem nú eru kallaðar fornu Sigtúnir og gerði þar mikið hof og blót eftir siðvenju Ásanna. Hann eignaðist þar lönd svo vítt sem hann lét heita Sigtúnir. Hann gaf bústaði hofgoðunum”.

”Odin tog sig bostad ved søen der nu er kaldet forne-Sejrstun [Gamle Sigtuna] og gjorde der stort hov og blót efter Asernes sædvane. Han tilegnede sig der land så vidt[,] som han lod kalde Sejrstunet. Han gav [der] hov-goderne bostad”.

Min oversættelse til nudansk.

Kongen er Odin, en levende gud i rummet nutiden. Som forfædrenes levende æt har Drotten ikke blot en Mjødhal, men denne er bygget på et sejrstun. Gamle Sigtuna (Fornsigtuna, Sithun, Sign(h)ildsberg, Signesberg) ligger 4 km vest for det nuværende Sigtuna ved Mälaren, Sverige¹.

¹ Grundtvig er inde på helt samme tanker i ”Nordens Mythologi” (1832, Odin, Hæner og Löder, s.302-3).

At Balder bor i rummet fremtiden, efter at være bleven slagen (den her omtalte del af Völuspá er i tiden efter vort tab af Troja) må i filosofi altid være sandt. Han ofres i rummet nutiden under Sommersolhverv, rejser til Vintersolhverv i fremtiden for at blive genfødt den 1. juledag om morgenen (24. december).
 
Eyvindr Finsson skáldaspillir (d. ca. år 990 e.Kr.) nævner “Valhöll” i  Hákonarmál (vers 1):

”...at kjósa of konunga,
hverr Yngva ættar
skyldi með Óðni fara
ok í Valhöll vesa” ¹

¹ Bemærk her at kongen har tilnavnet Odin.

Atlakviða (vers 2 og 14, Ældre Edda) nævner ”vín í valhöllu” eller ”vin i Valhalla”, der her henviser til Gunnar og Attila’s kongsgårde i nutiden.
 
I ”Þul Hjálms” forekommer  bl.a. følgende heite for Hroptr: ”Valhrímnir” og ”hallhrímnir”, der må henvise til Valhal.
 
Det er blevet foreslået at Beowulf (sætning 1199) nævner Valhalla ved brugen af heitet ”herebyrhtan byrig” (hær-byrdet borg) fordi ”Hama” (Heimdall) bringer ”Brósinga mene” (”Brísinga men” på oldnordisk, Freya’s halsring) tilbage hertil. Det mener jeg ikke er en sand forståelse.
 
Dronning Wealtheow, gift med Kong Hroðgar (Scyldinga-æt nr. 17, ca. 473-525) nævnes umiddelbart efter samme sted (sætning 1215). Henvisningen er derfor til kongsgården i Gl. Lejre kaldet ”Heorot”. Der er dog næppe tvivl om at fribårne skulle have hverken mere eller mindre i den næste verden, hvorfor samtidsbilledet af den gyldne sal i Heorot sagtens kan være overført til forståelsen for Valhalla.
 
Der ligger, så vidt jeg kan se, ikke en krigerisk ”voldelig død eller ingenting”-holding i opfattelsen af at alene de der er faldet i kamp får bænkeplads i den store hal i fremtiden.
 
Der ligger til gengæld et krav om at når man først er anerkendt som en ligestillet fribåren, er man med ombord på langskibet ved ebbe og flod, og yder sit bedste til hver en tid. Derfor skal opfattelsen af ”Valhal” ses i tilknytning til Hávamál (vers 16, Ældre Edda):

”En kujon tror at han vil leve for altid, hvis han gemmer sig i slag.
Men han vil ikke få fred på sine gamle dage”.

Det synes klart at ”Valhal” er langt ældre end begreberne "Paradis" og "firdaus" (arabisk), som det opfattes i Det Nye Testamente og Koranen.
 
Rig Veda (Bog 10:XIV – Yama) forklarer os i begravelsesritualet:
 

”Yama” er i Rig Veda ”den første døde” og derfor i filosofi identisk til ”Ymir” (se afsnittet ”Urjætten Ymir – Aurgelmir – Leirbrimir”). Læseren vil straks genkende ikke blot de to sorte hunde, der vogter indgangen til De Dødes Verden, men at det er Valhalla, hvor forfædrene har fundet lykken i hinandens selskab.

Homer: Odyssey (Bog IV: 561-569) har en beskrivelse af Valhalla, identisk til beskrivelsen i Rig Veda, og som den kommer til os i Ældre Edda. Samtalen finder sted mellem ”den gamle mand fra søen” (sætning 450) med ”vølvens evner” (sætning 461) og Menelaos, ved giftermål konge af Sparta og fra Danaoi-folket, som jeg mener er identisk til Bronzealder ”Tani” (Daner)-folket, i min oversættelse til nudansk:

”Hvad angår dig, Menelaos, værdsat af Zeus [græsk ”diotrephes”], er det ej gudsgivet [græsk ”thesphaton esti”] at du skulle dø på heste-græssende Argos [modsat broderen Agamemnon], men til det Elusiske tun [græsk ”Ēlusion”] ved Jordens grænse vil de udødelige [guder] dig bringe, hvor Rhadamanthus med det gyldne hår med rødbrunligt skær [græsk ”xanthos”] har sit hjemsted, og hvor livet er det bedste menneskene kan ønske sig. Ingen snestorm findes dér, eller vinterstorm, eller regnstorm; men altid tilser Oceanet [græsk ”Ōkeanos”, dvs havet] at der blæser en vestenvind [græsk ”zephuroio”], svalende for menneskeheden;”.

Det før-græske ”Ēlusion” (latin ”Elysium”) er ikke etymologisk forstået. Det er foreslået at ordet er knyttet til det græske ”enelysion, enelysios” (lynild), hvorved stedet gives ild og varme; en forudsætning for tilstedeværelsen af lykken, jvf. Hávamál (vers 68, Ældre Edda).

Homer: Odyssey (Bog XXIV: 11-14) giver os et yderligere indblik i hvorledes den næste verden visuelt blev opfattet, i min oversættelse til nudansk:

”Forbi Oceanet’s strømme de fór; og den hvid-blændende klippe [græsk "Leukada petrēn"]; forbi Solens [indgangs]porte [græsk ”Ēelioio pulas”] og Drømmeland [græsk ”dēmon oneirōn”]”: Straks de ankom til Kongespydet’s tun [græsk ”asphodelon leimōna”], hvor opholder sig (de afrejste) sjæle [græsk ”psukhē”], i skikkelse mænd hvis virke er fuldendt” [græsk ”eidōla kamontōn”]”.

Først skal læseren være klar over at i Bronzealderen opfattes den kendte verden (rummet "nutiden") som værende omringet af vand, i øvrigt i overensstemmelse med virkeligheden i menneskehedens barndom. Det følger herfra, at en rejse fra rummet "nutiden" til den næste verden i rummet "fremtiden" må indebære en rejse (med båd) over vand. Begrebet "Oceanet" er betegelsen for det vand der løber i ring omkring den kendte verden. I umiddelbar tilknytning til "Drømmeland" finder vi Valhalla, der her gives heitet "Kongespydet's tun". Også hos Homer er alle kongespyd gjort af asketræ med en påsat bronzespids. Hvor kongens askespyd findes er kongens tun. Dette er Valhalla, hvor forfædrenes afrejste sjæle befinder sig.

Jeg mistænker, at fordi bronzealdertanken knytter "den hvide klippe ved havet" med indgangen til den næste verden, har vi her en ekstrem vigtig forståelse for betydningen af f.eks. Stevns Klint, Møns Klint, Bulbjerg Klint (ved Hanstholm) og White Cliffs of Dover i Bronzealderen. Tænk f.eks. på Hvidklint på næsset Helnæs, øst for Faaborg, Fyn. Forstavelsen "Hel-" i Helnæs, fra ”Hel, Helle, Halja” (oldnordisk, oldengelsk, gotisk), betegner altid jætteland i rummet fortiden (se afsnittet Bilag N: Det hellige tal 9”, underafsnit ”Hel er jætteland og fortiden”). 
 
”Edens Have” i 1. Mosebog (2:10-14) fra Det Gamle Testamente betegner oprindeligt et faktisk landområde der ligger "ude mod øst" (2:8). Semitisk og vor egen filosofi er absolut identisk i at det er herfra at 4 floder udgår. Vi kalder dette område ”Auðhumla". Disse floder er igen oprindeligt faktiske floder, der først senere bliver filosofiske mælkeveje på Moder Jord. Problemet er at vi ikke 100% ved hvilke floder der er tale om, hvorfor vi ikke helt kan stedbestemme hvor ”Edens Have” var på Moder Jord¹.  For mere om dette se afsnittet ”Hvorfor uddøde jætter?”.
 
¹ Se afsnittet ”Begrebet Úr og bystaten Ur(im)” for videre behandling af dette. 

Det er vigtigt at påpege at jeg ikke mener at det vi kalder ”ginnungagab” er ”Edens Have”, der omhandler et helt andet tid og sted.

Min vurdering er at ”ginnungagab” i dag, i tid og sted, er to lag af forståelser:

1. Tomrummet i tiden hvor Jord, Måne og Sol skabes, dvs. iflg. videnskaben
tiden for ca. 4.55 milliarder år siden.

Rig Veda (X:129) behandler denne opfattelse af ”ginnungagab”.

2. Stedet mellem isen mod nord og varmen mod syd ved istidens afslutning på den nordlige halvkugle ca. 7000-6000 f.Kr. Mit bud er at denne fortolkning af ”ginnungagab” geografisk svarer til Sibirien og Mongoliet, syd for hvilken den indoeuropæiske vandring påbegyndes.
Dette geografiske område syd for ”ginnungagab” mener jeg er ”Edens Have” og Richard of Haldingham's kort "Terrarum Orbis Tabulam" fra ca. år 1285 e.Kr. synes at vise at det også blev opfattet som sådan oprindeligt.

Gylfaginning (kapitel IV (danske udgave), kapitel 5 (islandsk udgave)) mener jeg beskriver denne forståelse, hvor  ”Edens Have” eller  ”Auðhumla” ligger i den ”sydlige del” af ”ginnungagab”:

”Ginnungis Gab fyldtes i egnen, som vendte mod nord, med tunge og svære masser is og rim, indeni var der rusk og slud, men den sydlige del af Ginnungis Gab blev let af mødet med de gnister og gløder, som fløj fra Muspellshjem”.

Muspellshjem” mener jeg er identisk til ”Musri” eller det nordlige Syrien og den nordlige del af den arabiske halvø.
 
Dette behandles videre i ”Bilag Z: Det oprindelige år nul og betydning”.

Rig Veda (Bog 10:XIV – Yama) viser os i begravelsesritualet samme oprindelige forståelse som Det Gamle Testamente i den visuelle beskrivelse af “fremtiden” eller "den næste verden":

”...2. Yama, den første der fandt for os et sted at sætte bopæl: Denne græsgang kan aldrig kan tages fra os.......7. Gå fremad, Gå fremad af de ældgamle stier hvorpå alle vore forfædre har vandret før os...9....Yama skænk ham et hvilested prydet med dage og stråler af lys og vande (floder)...".
 
”Edens Have” betegnes fra ca. år 1175 e.Kr. også ”paradis” via normannerfransk fra sen-latinsk ”paradisus”, oprindeligt fra før-græsk Avesta-persisk ”pairidaeza” (indhegnet område, park).

Rolandskvadet (sætning 1135) fra år 1098 e.Kr. skriver det kristne ”paradis” som ”pareïs” (oldfransk). Sætning 1855 viser den nærmere forståelse for hvad der sker når en kriger dør i nutiden:

Tutes voz anmes otreit il pareïs!” 1

”Alle jeres sjæle/sind gives til paradis!”1

Min oversættelse til nudansk.

¹ Ordet “anmes” bliver til “âme” (nufransk). Ordet oversættes til ”sjæl”, men det er åbenlyst ikke ordets oprindelige betydning, og ordet må være identisk til det latinske tillægsord ”amens” (afsindig). ”Sind” er klart ikke samme enhed som ”sjæl”, men om der her alligevel menes ”sjæl”, dvs. frankerne har aflagt deres eget identiske ord til vor ”sjæl”, er vanskeligt at sige. Den nuengelske oversættelse mener at ”otreit” betyder ”redeem” (indløses), der i så fald forudsætter at den kristne Deos-gud sidder som dommer og tager beslutningen. Dette passer som fod i en hose med kristen teologi, men er i strid med ordet i forbindelse med den old- og normanner-franske ”Dés nus otreit” eller ”Deos os giver”. Misforståelsen sker fordi oversætteren ikke indser at alle brave krigere naturligvis kommer videre. Derfor er der netop her ikke behov for ”si priet Deu que pareïs li dunget” (sætning 2016) eller ”at bede Deos om i paradis at lade ind”.

Ganske interessant skrives det oprindelige ”Edens Have” i 1. Mosebog (2 & 3) som det hebraiske ord på 5 bogstaver, der fonetisk udtales "Gan Edén" (fra sumerisk "E.DIN"). I Prædikernes Bog (2:5), Højsangen (4:13) og Nehemias' Bog (2:8) i Det Gamle Testamente, samt i Talmud, bruges det hebraiske ord på 4 bogstaver, der fonetisk udtales "PaRDes, Pardês, PRDS" (fra Avesta-persisk "pairidaeza"). Det forskellige ordvalg skyldes at førstnævnte er det urhistoriske landområde for Det Nye Menneske efter vandfloderne fra år 7-5600 f.Kr. Sidstnævnte er "samtidige" skove, parker, abildgårde og grønne græsmarker. Jeg tror oprindeligt at begge ord har samme betydning, og at "PaRDes, Pardês, PRDS" er identisk til det oldnordiske ”partr” (part, lod, del), der er fra indoeuropæisk ”*per-” (lod) kommer til Mellemøsten via Hittitisk som ”parshiya”. Hos os, og alle andre, bruges dette ord oprindeligt i betegnelsen for et fysisk landskab.

Det er først fra Lukas-evangeliet (23:43), at omskrivningen af ”Edens Have” fra et faktisk landområde i dyb fortid til ”Himlen” i rummet "fremtiden" finder sted (og Islam kopierer forståelsen herfra). Den danske bibel benytter her ordet ”paradis”.

Absolut spændende kalder Wulfila i 300 tallet e.Kr. på gotisk oprindeligt det kristne paradis for ”wagg” i Paulus’ andet brev til korinterne (12:4).
 
Det gotiske ”wagg” må være identisk til ”vagga” (oldnordisk), ”vugge” (dansk) og ”wagga” (oldsvensk, svinge) og det oldengelske ”wagian” (svinge frem og tilbage). Ordet kan derfor næppe betegne De Dødes Verden, men formentligt den shamaniske tilstand ”woð”, hvor personen mentalt ”svæver/vugger i søen” i en tilstand af himmelsk velvære. Vi ved ikke hvad, hvis overhovedet, Wulfila kaldte det sted der i Lukas-evangeliet (23:43) skrives ”paradis”.
 
Beowulf-kvadet (sætning 2451) viser os at vi bl.a. kaldte rummet ”fremtid” for ”ellorsíð” eller ”andenside” ¹.

¹ Se afsnittet ”Visdom fra fortiden – Shamanens håndværk”.

Beowulf-kvadet (sætning 187-188) skriver:

”æfter déaðdæge drihten sécean ond tó fæder fæþmum freoðo wilnian”

”Efter dødsdagen drotten søgte og til fædrene favn freden vil”

Min oversættelse til nudansk.

De nuengelske oversættelser overser det ekstremt vigtige i ordene ”ond tó fæder fæþmum” ved at oversætte det fejlagtigt til ”and in his Father’s arms”. Filosofisk ankommer man efter dødsdagen til sin faders favn i rummet ”fremtiden”. Dette kan her alene forstås som [for]-”fædrene” da den biologiske fader meget vel stadig kan være levende i sit jordeliv i ”nutiden”.
 
Hvorfor vi har skabt et billede af Den Store Hal i Himmelen i fremtiden for de afrejste forfædre, kan direkte forklares af vor ”søgen efter lykken” i nutiden (se afsnittet ”Hestesko og lykke”).

Peder Laales Danske Ordsprog siger:

Nr. 1025 Bædræ ær godh lycke æn høw byrdh
(”Bedre er god lykke end høj byrd”)

Peorð-runen er en rune der fremskaffer noget godt. For kvinder er det runen der benyttes til at hjælpe med en fødsel. For mænd er det runen der er med til at skaffe livets lykke.
 

Min oversættelse til nudansk.

”Sumbl” er en øl- eller mjødforsamling. ”Wlancum” oversat fra tillægsordet ”wlanc” (stolt, modig, humørfyldt). ”Middum” oversat fra tillægsordet ”midd” (midten). ”Wigan” oversat fra den oprindelige forståelse ”wic” (en rejsende på tog i telt), der ganske rigtigt bliver til ”viking”, men ikke bør oversættes til kriger. Det er langt oftere en handelsrejsende eller bare tilrejsende gæst. ”ætsomme” (æt + sammen) har forståelsen af landsmændene er samlet. Se videre om dette emne i afsnittet ”Runers forbandelse”.

Da livet i nutiden er ”søgen efter lykken”, og denne bl.a. findes i hinandens samvær i Den Store Hal/Sal, er det givet at de afrejste forfædre ”finder lykken” i Den Store Hal/Sal i fremtiden. Fremtiden skabes som et spejlbillede af nutiden, den eneste mulighed vi har for at give et bud på hvad skal komme i den næste verden. Ringen sluttes ved at Rig Veda (Bog 10:XIV – Yama) netop viser ”de storsindede forfædre hvor de er glade i selskab med Yama (den første døde)”. Derfor ligger Valhal i landskabet Gladhjem (Glaðsheimr).

Vi kan derfor sige at de afrejste forfædre i den næste verden opnår ”Friðsæll” (fredsæl) eller ”lykkelig ved Freden, som nyder stadig Fred” og ”Sigrsæll” (sejrsæl, sejrrig). Tænk f.eks. på Svea-folkets Kong Eiríkr inn sigrsæli (Erik Segersäll, regent 970-995).

Gróttasöngr (vers 5, Ældre Edda) viser hvor hvorledes Kong Frode I. (scyldinga-æt nr. 15, ca. år 400-446 e.Kr.)’s lykke kan beskrives. Vi erindrer her at Kong Frode, i tanke beskrevet ved Menja og Fenja’s kværnen, maler freden og de gyldne tider til alle vore landskaber i hvad af eftertiden kaldes ”Frode-freden” (se afsnittet ”Frode-freden år 446 e.Kr.”):

Min oversættelse til nudansk.

¹ Bemærk her at kenningen for kværnen der maler er ”feginslúðri” eller ”glædens sludren”. Det er nøjagtigt den samme gengivelse af lykken i hinandens selskab vi finder i det oldengelske runedigt for peorð (p). Ingen vil formentlig være uenig i at dette også i dag er det vi i dag kalder at hygge sig i hinandens selskab.

Ovenfor ses øverste del af vølvestaven fundet i en kvindelig brandgrav i Klinta, Köpings socken på Øland. Dette er en af 4 stave fundet i det nuværende Sverige, hvor 2 er fundet i Norge (Os og Oseberg). Alle stavene fundet i Sverige er gjort af jern med udskæringerne i bronze, hvad også er tilfældet for ”Klintastaven”. I hjørnerne har oprindeligt stået 4 dyr med hovederne vendt mod husets tag. Fra dette kan vi slutte at de fire dyr ikke er de beskyttende drager, der ville være vist med ryggen til huset som beskyttere. Vi kan ligeledes slutte at det viste hus ikke er hverken en hearg eller en oprindelig stavkirke. De fire store dyr er i filosofi Det Store Dyr, der altid skal rejse med shamanen (vølven) under rejsen mellem verdener. De fire dyrs hoveder er vendt mod huset fordi dyrene kender vejen dertil. Fra langhusets tag kan vi se at taget er tækket med spån. Brugen af spån gør at vi her ser langhuset af en kongsgård. At langhusets tag stadig viser os krumningen fra langskibets køl, som vi ser på ”hog-back” gravstenene fra det nordlige England og sydlige Skotland, alle dansk/norsk virke fra midten af 900 tallet e.Kr., gør at vølvestaven ikke kan dateres senere end dette tidspunkt. Brandgravene i Klinta er da også dateret til 900 tallet e.Kr. Da vølven skal hente sin visdom fra forfædrene, der befinder sig i fremtiden, er det viste langhus forfædrenes hal i fremtiden. Hvad læseren derfor ser er den visuelle gengivelse af Valhal (se afsnittet ”Strå og spån”). Porten til de udødelige forfædres mjødhal er stor og ses tydeligt i midten af langsiden på huset. For mere om vølven se ”Bilag P: Hávamál, Peder Laales Danske Ordsprog & Völuspá”.
Billedkilde: Statens Historiska Museum, Stockholm (Inventarienr: 25840:59:3:36). Grundoplysninger fra Gunnar Anderson: Klintastaven – en riktig trollstav (mars, 2007).

Iflg. Grímnismál (vers 22, Ældre Edda) er et heite for døren til Valhal ordet ”Valgrind” (Valgærdet). Døren er udformet som et gærde og befinder sig i rummet nutiden. Som ordsprogene tilsiger er det over dette gærde man skal springe, med engle og senere valkyrjers hjælp, for at rejse videre til rummet fremtiden i Himmelen, hvor Valhal er. Denne forståelse giver os et helt klart indblik i de slagmarker hvorpå stod de fleste slag, som så udløser rejsen til den næste verden:

Min oversættelse til nudansk.
Fordi ordet for ”nøgle”  ikke er ens på oldnordisk og oldengelsk tyder på at såvel den fysiske nøgle, som den senere symbolske betydning af nøglen er udviklet efter år 446 e.Kr. og den første udvandring til de nye kongeriger i Britannien. At kun få ved hvordan man låser døren Valgrind op, må vi opfatte som en kenning for at kun få ved hvis tur det er til at rejse videre til den næste verden. At døren Valgrind er gjort til hunkøn må tilskrives at det er engle, senere valkyrjer, der valfarter! gennem døren som behovet nu er.

Valhal-urne

To eksempler på de fantastisk fine etruskiske urner, hvoraf der findes mange forskellige udgaver. Urnerne har typisk følgende mål: H: 25 cm, B: 29 cm, L: 29 cm, dateres til 8-700 tallet f.Kr., og er lavet af  ler i impasto- eller terracotta- stil. Dette tidsrum kaldes ofte "cultura di Villanova, il periodo villanoviano, Villanovan", og er det eneste tidsrum i etruskernes landskab Etruria, hvor vi får indsigt i hvem etruskerne faktisk var. Fra 600 tallet f.Kr. fremefter er der indflydelse fra de i samtiden nye græske bystater, og bl.a. byggeskikken ændres til sten, hvad urnerne fra samtiden også gengiver. Vi ved fra andre urner fra etruskernes landskaber at dette ikke er et tempel, men et langhus. Var læseren ikke lige blevet forklaret at dette var etruskisk håndværk, kunne disse langhuse meget nemt være gjort i det nordlige Europa, herunder Skandinavien, nord for Ejder-strømmen. Hvis, som jeg tror, der er tæt sammenknytning mellem bronzealder "Tani" (Daner)-folket og etruskerne i tiden 1300-900 f.Kr., kan disse urner let gengive skandinavisk byggeskik fra 8-700 tallet f.Kr. Hvorledes dette fælles ophav muligvis findes viser jeg i kapitlet "Daner - Danir - - Vandfolket" (afsnittet "Skib og Trojaborg (labyrint)"). Et stråtækt langhus er ikke en oprindelig byggeskik til et subtropisk område. Her er sten langt bedre, og er da også den foretrukne byggeskik i alle kulturerne omkring etruskerne. Etruskerne overgår selv til samme byggeskik formentlig netop af denne årsag. Tagværkets krumning er helt identisk til skandinavisk byggeskik, som er de ovale/ellipse-formede langsider (sammenlign her med afbildningen ovenfor, samt langhusene fra Trelleborg, Slagelse som gengivet i afsnittet "Danevirke" (underafsnit "Trelleborg, Slagelse"). En mulig tilpasning til en langt varmere geografisk beliggenhed end Skandinavien forekommer mig at være udluftningshullet på endegavlen i begge ender. Dette er der klart ikke behov for længere mod nord, medens det sydpå sikrer gennemtræk. Langhusets dør er placeret nøjagtigt som vor byggeskik tilsiger - som "rummets rummelige mund". Bemærk at husets ryttere (kragetræer) føres helt til tagudhænget, Dette er identisk til hvorledes man tækkede i Bien (Byen), Odensholm, Estland (se afsnittet "Strå og spån"). På Odensholm er vejrliget ekstremt hårdt og vindfyldt, uden megen læ. Det antyder, så vidt jeg kan se, at etruskernes ophav i det absolut nordlige Europa vel kan være fra et hårdt og vindfyldt kystlandskab, der nødvendiggør denne særlige form for tækning for at taget skal kunne holde.

Bemærk ligeledes at på begge urner er på tagets mønning til venstre gengivet solhjulet vist med fødder, dvs. solen ganger, som vi her må opfatte som rummet "tid" i den afdødes rejse fra rummet "nutid" til rummet "fremtid". I "Bilag R: Witherlogh - Vederloven" (underafsnit "12-mandsrådet") viser jeg at tallet 13 i oprindelig tanke er lig udødelighed. Spørgsmålet er nu om det samme er gældende i etruskisk tanke. Der er på den øverste urnes ydervægge afbildet 5 mennesker (3 stregmænd på langsiden, 2 på den ene ende). To af stregmændene holder hånd, hvorfor vi må opfatte dette som enten et ægtepar (mand og kvinde) eller måske søn og datter af den afdøde. Den ene vis vi kan fortolke dette på er at antage at langhusets dør er "rummets rummelige mund", hvorfor døren retteligt burde være sat i midten af langsiden. Vi kan derfor vælge at fortolke antallet af stregmænd som samlet 12 (4 på hver langside og 2 på hver ende) der, som 12-mandsrådet, omringer den 13. person. Og den 13. person er den afdødes aske, der hermed er udødeliggjort. I kunst kan denne fortolkning sagtens forsvares hvis etruskerne, som os, har haft 13 som tallet for udødelighed. Alle har forstået denne sammenhæng, hvorfor det ikke er nødvendigt at gennemføre den fuldt ud i kunst.

En anden vis at fortolke de 5 stregmænd på er at anskue dem som en beskyttende hird for den afdødes aske. Jeg viser i afsnittet "Skib og Trojaborg (labyrint)" at vi har en nøjagtig beskrivelse af den etruskiske Kong Lars Porsena's gravsted fra ca. år 500 f.Kr. Hans gravsted er opbygget firkantet i sten, og omkring dette firkantede gravsted var en ufrigørlig labyrint, hvis opgave er at holde fjenden borte, eller fange ham i en dødsfælde inde i Trojaborgen (labyrinten). Det forekommer en rimelig antagelse at flere af urnens firkantede motiver må symbolisere et gravsted omgivet af en Trojaborg (labyrint). Samme motiver ses også på den nederste urne. De 5 stregmænd kunne derfor opfattes som den afdødes dødelige efterkommere, der vogter og beskytter indgangen til Trojaborgen (labyrinten). Den rektangulære afbildning på langsiden modsat hovedindgangen opfatter jeg som langhusets langbord. De 9 tegn i midten af langbordet kan være det hellige tal 9, og derfor de 9 verdener den afdøde nu gennemrejser inden han eller hun ankommer til sit endemål i fremtiden. 

Den øverste urne findes i den permanente udstilling på Museo Archeologico di Firenze (Urna a capanna, da Poggio Selciatello, Tarquinia (VT) - VIII sec. a.C.).

Det etruskiske ord for det latinske ”urna” (lerkrukke) er ”murs, murS” (ental) og ”murs-l" (flertal). Ordet er fra det etruskiske udsagnsord ”mur-, mur-ce” (at forblive, at hvile), og må klart være tæt knyttet til ”múrr” (oldnordisk) og "müür" (estisk), begge med betydningen "mur", hvor det at omgive noget med en mur på oldnordisk kaldes ”múra”. Således skal en urne gøres.
Kilde: Ministero per i Beni e le Attività Culturali Soprintendenza Archeologica della Toscana, Sezione Didattica, Il rituale funerario (D 3-1, s. 1)

4 andre eksempler på etruskiske Valhal-urner fra 8-600 tallet f.Kr.

Øverst til venstre: Urne fra 8-700 tallet f.Kr., der findes på Museo Civico Archeologico “Isidoro Falchi”, landsbyen Vetulonia, i den sydlige del af etruskernes hovedlandskab Tuscany (Toscana), Italien - urna cineraria a capanna da Poggio Belvedere (www.parcodeglietruschi.it)
Øverst til højre: En lidt senere udgave fra 600 tallet f.Kr., der findes på Museo Archeologico di Massa Marittima, landsbyen Massa Marittima, i den sydlige del af etruskernes hovedlandskab Tuscany (Toscana), Italien (http://www.massamarittimamusei.it/archeologico/casa.htm )
Nederst til venstre: Urne fra 8-700 tallet f.Kr. fra Necropoli vulcenti, der findes på Museo Archeologico Nazionale di Vulci, den etruskiske landsby Vulci (Velch) på den højre bred af Fiora-floden, 16 km fra havet i kystprovinsen Viterbo, der fra syd støder op mod såvel Tuscany (Toscana), som Umbria, Italien. Urnen er gjort i ler i impasto-stil, efterlignende bronze.
Nederst til højre: Urne i bronze fra 8-700 tallet f.Kr. fra Osteria Necropolis, nord for den etruskiske landsby Vulci (Velch). Den findes på Museo Archeologico Nazionale di Villa Giulia (Museo Nazionale Etrusco), Rom, Italien. Dette har været den dyre udgave, og vi aner at de lange ryttere til tagudhænget (kragetræer), særligt over udluftningshullet på endegavlen, tager form af beskyttende udadvendte drager. Dette genkender vi fra vore egne langhuse, stavkirker og telte.

Hytteurne - Husurne

Valhal-urner kendes også som "hytteurner, husurner", og er fundet tilsvarende fra Yngre Bronzealder periode IV & V (1100-900 f.Kr.; 900-700 f.Kr.) flere steder i Skandinavien; fra Gotland, over Mönsterås socken, Småland til Skåne og Hørhøj, Rørbæk sogn, Gislum Herred ved Aalborg (Mus.nr. B12770). Husurnen fra "Kungshögen" (Raä 1, SHM 8742) på næsset ved Stora Hammar, i bugten ved Skanør, Skåne (ovenfor) fra ca. år 800 f.Kr. viser tegn på bindingsværk i underhuset. Det åbne taghul er "lyrehullet", der i kenninger kendes som "eagþyrl” (eágh-þyrl, øjehul) og “eagduru” (øjedør). Det fælles ophav i gravskikken mellem Bronzealder "Tani" (Daner)-folket og etruskerne er forstået, men bringer etruskerne gravskikken med fra deres oprindelige landskaber omkring Østersøen?
Kilder: Jul. Schiøtt: Danmarks Folk (1901, ”Nordens Oldtid”, s.148); Andreas Oldeberg: Några Gotländska Husurnor (1958); Oskar Montelius: Minen från vår forntid (1917, s. 1415-1418); Jørgen Jensen: Danmarks Oldtid (2002, Bronzealder, s. 352)

Ulvhednar og Berserkar

Hvilken forståelse lå til grund for, og hvorledes var det muligt for krigerne at kæmpe i Berserkergang?
 
Vi har tidligere vist at Kongen, med gudestatus som Odin, i rollen som shaman (vølve) skulle rejse til den næste verden for at hente visdom fra forfædrene, uden hvilken det ikke var, og er, muligt at forudsige fremtiden. Vi har også vist at rejsen mellem denne verden og den næste verden alene kunne foretages ved hamskifte, hvorunder sjælen frigøres. Vi har også vist at dette hamskifte alene var til et dyr, f.eks. en fugl, en ulv eller en bjørn.
 
Der fandtes to kampformer; ”ulvhednar” (ulveskindskapper) og ”berserkar” (bjørneserker). 
 
Forståelsen i oprindelig tanke er ganske ligetil. Krigeren havde mentalt forberedt sig på at det forestående slag ville medføre en rejse fra denne til den næste verden. Dette er en absolut positiv livsopfattelse for i den næste verden er vore forfædre og dem ser vi alle frem til at træffe. Er krigeren så heldig at han dør i slag så ved han at han vil blive bragt til Valhalla fra Valpladsen. Igen en opløftende tanke. Dernæst må det være en mulighed at i det mindste kampformen ”Berserkar” var en ekstremt udviklet shamanisk forståelse for hvorledes den voldelige del af Handlingshjernen/reptilhjernen kunne fremkaldes til brug i slag. Det er muligvis tillige tilfældet for kampformen ”ulvhednar” som er beskrevet i afsnittet ”Werwulf/Verulfr”.
 
Hvad krigeren derfor gør, og skal gøre for at kunne foretage rejsen til den næste verden, er at han foretager hamskifte. Han/hun bliver Bjørnen, han/hun bliver Ulven og er nu klar til at rejse. Der er overhovedet ingen tvivl om at Den Røde Fluesvamp i større eller mindre grad har været benyttet til at hjælpe krigeren med at foretage det mentale hamskifte til en ulv eller en bjørn. Nogen har ikke fundet det nødvendigt medens andre har.
 
Derfor siger Beowulf-kvadet (sætning 1895) følgende i forståelsen "krigere":

"scaþan scírhame" eller "skadende skærham"

Ordet "scír" har betydningen "blænder, ægte, fuldstændig" og vi skal sikkert her opfatte at krigerne har fuldt ud foretaget hamskiftet og er ulvhednar eller berserkar.
 
I ”Bilag Å: Rig Veda, bog 6: LXXV – krigsvåben” viser jeg at dette er beskrevet i Rig Veda.
 
Ingen synes at have forklaret forskellen på de to kampformer ”ulvhednar” (ulveskindskapper) og ”berserkar” (bjørneserker).
 
I Þórbjörn hornklofi's Hrafnsmál, også kaldet ”Haraldskvæði” (vers 8) fra år 900 e.Kr. er Harald Hårfager’s krigere fra Vestfold såvel ”ulvhednar” som ”berserkar”.

I ”The Battle of Maldon”, hvor vi anfalder Byrhtnoð, Jarl af Essex år 991 e.Kr., kaldes Danerne for ”waelwulfas” eller ”slagter-ulve” (sætning 96).
 
De fleste har set hvorledes bjørnen og ulven forbereder et angreb gennem dokumentarprogrammer om dyrene. Bjørnen rejser sig på bagbenene, løfter forpoterne og brøler som optakten til et angreb. En ulv angriber altid som en del af en organiseret flok og i tavshed. Samtidig forbinder vi alle ulven med ulvehylet som markering og signal af landområde, med den mest markante symbolik under en fuldmåne.
 
Völsunga saga kap. V omtaler en kvinde der angriber i ulveham ”kom þar ylgur ein úr skógi”. I Kap. VIII. Hvor Sigmund og sønnen Sinfjofli forbereder hævnen mod Kong Siggeir fra Gotland hører vi at de er på plyndringstogt i skoven for at skaffe resourcer til at kunne gennemføre hævnen. De møder her to mænd i et hus og om disse mænd siges det:

”Þeir höfðu orðið fyrir ósköpum því að úlfahamir hengu í húsinu yfir þeim. Hið tíunda hvert dægur máttu þeir komast úr hömunum. Þeir voru konungasynir. Þeir Sigmundur fóru í hamina og máttu eigi úr komast og fylgdi sú náttúra sem áður var. Létu og vargsröddu. Þeir skildu báðir röddina.   Nú leggjast þeir og á merkur og fer sína leið hvor þeirra. Þeir gera þann mála með sér að þeir skuli til hætta þótt sjö menn séu en eigi framar, en sá láta úlfsrödd er fyrir ófriði yrði”.

”Disse var tryllebundet og ulvehammet hang over dem i huset. Hver 10. dag kom de ud af hammene. De var kongesønner. Herefter fór Sigmund i hammet og måtte ej komme ud deraf og fulgte så naturen som allerede var. De hylede som ulve. De vidste begge (betydningen af) hylet.   Nu lå de i området og hver gik sin vej. De gjorde et mål/aftalt ord mellem sig at de skulle angribe 7 mænd men ikke flere, den som lod gøre  ulveråbet han fører ordet”.

Min oversættelse til nudansk.  

Mit gæt er derfor at angrebsformen ”ulvhednar” (ulveskindskapper) er små grupper af krigere der angriber i fuldt organiseret flok med overraskelsesmomentet som centralt i deres taktik, og som har ulvehylet som deres fælles signal. Disse enheder svarer til vore nuværende specialstyrker SAS, Delta Force, Jægerkorpset, Frømandskorpset etc.
 
Bue-fibulaen fra Himlingøje (DR EM85;128B), dateret til ca. år 200 e.Kr., har følgende urnordiske indskrift:

”widuhudaR” eller "widuhundaR" (n-d binderune)

Det er af Moltke fortolket som:

”(ek) widu hundaR”

I afsnittet ”Kynologi, fagudtryk og stjernebillede” (underafsnit ”Kær hund har mange navne”) viser jeg at ordet for ”hund” er udviklet fra fra det oldengelske og urnordiske ord for ”at jagte vildt” eller ”huntian” (idag ”hunt”). I ”Bilag G: Wélund – helligt land, høvding og gud” viser jeg at vi i landskabet Vylande/Vilande, Estland finder stednavnet "Huntaugu mäed", der oversættes til ”bakkerne ved Hundens hul”. Da ”jægeren” er ”ulven” mener jeg derfor at vi bør opfatte ”(ek) widu hundaR” som:

“Jeg, jægeren fra skoven”

hvor "jægeren fra skoven" (widu hundaR) er en kenning for ulven. Ejeren af denne bue-fibula forbinder derfor sig selv med ulven og kæmper derfor i kampformen ulvhednar.

Bue-fibulaen fra Himlingøje (DR EM85;128B), dateret til ca. år 200 e.Kr., set fra siden.

 
”Berserkar” (bjørneserker) er krigere, der i fylking/slagorden, kæmper individuelt mod fjenden, og hvor overraskelsesmomentet ikke er en del af angrebet. Det er derfor vi hører Berserkar beskrevet som stående samlet bidende i deres skjolde og råbe niddingsord efter fjenden.
 
Snorre skriver i indledningen til Ynglinga Saga (Heimskringla) i Grundtvig’s oversættelse:
 
“Odin kunde også en anden kunst, som var et artigt krigspuds, thi han kunde tage både Syn og Hørelse og Dristighed fra sine Fjender og forgjøre deres Våben, så de bed ikke mer, end de så; men hans egne kæmper gjorde han hårde og stærke som Tyre og Bjørne, så de skyede hverken Ild eller Sværd, slængte Brynjen, bed i Skjoldet, foer frem som sultne Ulve og gale hunde, med Mord og Mandslæt, og det er hvad man kalder Bersærke-Gang”. 

Et klassisk eksempel på kampformen "berserkar" gemmer sig i ordet ”orrahríð” - sammensat af ”orri” (i daglig tale ”hidsig og larmende trætte”) + ”hríð” (noget som for en tid fremtræder på en voldsom måde, en uafbrudt anstrengelse uden hvile).

Snorre anvender ordet i Heimskringla (Haralds saga Sigurðarsonar: 93. Upphaf Orrahríðar) til at sammenfatte afslutningen af Slaget ved Stamford Bridge år 1066 e.Kr.:

”Eysteinn orri kom í því bili frá skipum með því liði er honum fylgdi. Voru þeir albrynjaðir. Fékk Eysteinn þá merki Haralds konungs Landeyðuna. Varð nú orusta hið þriðja sinn og var sú hin snarpasta. Féllu þá mjôg enskir menn og var við sjálft að þeir mundu flýja. Sú orusta var kôlluð orrahríð”.

”Eysteinn Den Hidsige kom på samme tid fra skibene med de krigsfolk der fulgte ham. De var alle fuldt rustet. Da fik Eysteinn Kong Haralds mærke Landeyðan. Der stødtes nu sammen for tredje gang og det var et kæmpeslag. Mange engelske mænd faldt og de var tæt på at flygte. Dette sammenstød blev kaldt ”uafbrudt hidsighed” (orrahríð).

 
Min oversættelse til nudansk. Fordi hærlederen hedder Eysteinn orri, kan vi også opfatte dette som ”Eysteinn orri’s uafbrudte hidsighed”.

Ordet ”orri” er også samtidigt det oldnordiske navn for ”Urfuglen, Urhanen, Orrfugl” (Tetrao tetrix), der sikkert har fået sit navn fra sin hidsige og larmende adfærd under parringsdansen, hvor hannen hopper rundt og hvæser.

Fra Völuspá (vers 51, Ældre Edda):
 

Min oversættelse til nudansk. Odin/kongen kæmper her i kampformen ulvhednar. Jeg har oversat ”belia” fra ”belja” (den brølende/betegnelsen på en ko). ”Den brølende” er her benyttet som et heite for kampformen berserkar, og det er modsætningen mellem kampformerne vi ser opstillet. 
 

Brugen af ”ulvhednar” (ulveskindskapper) er knyttet til os helt tilbage til tiden ved Troja. Euripides (ca. 480-406 f.Kr.): Rhesus (sætning 145-220) er et skuespil, der tager udgangspunkt i Homer: Iliaden (Bog X:435-575), hvor vi hører om Diomedes og Odysseus’ drab på Kong Rhesus (Rhesos, Regenten) fra Trakien, og det efterfølgende hestetyveri. Tiden er under Den Trojanske Krig tæt på Troja’s Fald ca. år 1184 f.Kr.

Trojanerne, under hærføreren Hector I. (Ökuþór), tronarving til Troja, ønsker at sende en spion til fjenden for at udforske tingenes tilstand (i min oversættelse til nudansk):

Det fremgår klart fra ovenstående gengivelse, at brugen af ”ulvhednar” (ulveskindskapper), udover at være et mentalt hamskifte, ligeledes er tæt knyttet til brugen af ”Sjónhverfing” (synsbedrag, blændværk). Se afsnittet ”Runebomme, binderune-tegn, sjónhverfing og ægishjálmr” (underafsnit ”Sjónhverfing”).

Euripides: Rhesus er stort set ordret videreført fra Homer: Iliaden (Bog X:332-335) fra år 800 f.Kr., der har Dolon (græsk Dolôn) i samme situation, med følgende ordlyd, i min oversættelse til nudansk:

"Straks derefter smed han [Dolan] en krum bue over sine skuldre, og derudover iklædte sig skindet fra en grå ulv; på sit hoved satte han en hat gjort af fritte skind, tog fat om et skarpt spyd, og vandrede fra sin vært fort mod skibene; alligevel blev det ej hans lod at vende tilbage fra skibene med tidender til Hector".

Ulvekobbel fra Boreal Forest, Canada. Der er ca. 10 fritlevende ulvekobbel tilbage i Skandinavien; 2 i Norge, 2 i området Norge/Sverige og 6 i Sverige, ialt ca. 100 ulve. Fra ulve lærer vi kampformen ”ulvhednar”. Kilde: Billedet fra Turtlewebs.com.

Det vel nok bedste sted i Norden at se ulve og bjørne er Skandinavisk Dyrepark i Kolind, Djursland. Her findes 47 ulve i en 1,5 hektar stor Ulvepark samt bjørne i en 2,5 hektar stor Bjørnepark.
 
 

Ulven hyler i Skandinavisk Dyrepark i Kolind. Fra ulven lærer vi signalet ”vargsröddu” eller ”ulvehylet” (”rödd” =”røst”), også ”úlfaþytr” eller “ulvetuden”.
Kilde: Billedet fra Skandinavisk Dyrepark, Djursland
 
 
 
 
 

Til venstre: To meget aktive (brun) bjørneunger i Skandinavisk Dyrepark kæmper (stadig kun for sjov). Ordet "bjørn" ("bjorn, beorn" oldnordisk, oldengelsk) er udviklet fra farven "brun", hvorfor "bjørn" oprindeligt betyder "den brune". I Norge, Sverige og Finland findes idag mellem 1200 og 1500 individer af den europæiske brune bjørn i det fri. Selvom den brune bjørn er forsvundet fra det sydlige Danmark har vi heldigvis stadig Isbjørnen, der oprindeligt kaldes "Hvidbjørn"  ("Hvítbjörn, Hvítabjorn" oldnordisk, "Huidebiørn" gammeldansk) på øst- og vestkysten af Grønland. Fra bjørnen lærer vi kampformen ”Berserkar”. Kilde: Billederne er fra  Skandinavisk Dyrepark, Djursland og Polar Bears International

Werwulf/Verulfr

I forbindelse med Wuffinga/Ulveunge-ætten og afbildningen af de to ulvehunde på Kong (H)rædwald’s pengebælte fra år 625 e.Kr., hvor ulvehundene er Hjælpeånder der skal hjælpe Kongen, som Odin og Shaman, med at finde vejen til den næste verden, kan vi nu forklare et i dag fuldstændigt misforstået begreb.
 
Vi ved nu at Kong (H)rædwald som Odin og Shaman skal foretage hamskifte for at foretage rejsen. Det hamskifte der foretages er her til en ulv (”úlfahamir” i  Völsunga saga, kap. VIII) og dette begreb kender vi som ”Werewolf/Varulv”. Kampformen ”ulvhednar” er identisk til begrebet ”varulv”.
 
"Werewulf/Werwulf" (oldengelsk), "Verulfr" (oldnordisk) og "Le warou/warwou" (dansk i Normandiet)  betyder ”Folk + ulv” eller ”folkeulv, ulvemenneske”. Hamskiftet af Odin som Shaman til et ”ulvemenneske” er netop den centrale transformation/frigørelse af sjælen, der er nødvendig for at kunne foretage den livsnødvendige rejse til den næste verden.
 
Hvor gammel denne forståelse er viser Herodot (år 484-425 f.Kr) os (Histories, bog 4:105):
 
”Der er en nutidig beretning blandt Skytherne og Grækerne i Skythien at én gang om året forvandler Neurian-folket sig til ulve i nogle få dage, og forvandler sig herefter tilbage til mænd igen”.
 
Herodot behandler her begrebet Varulv i legendeform, men alle forskere synes enige om at ovennævnte beretning er om Varulven. Vi er naturligvis på dette tidspunkt i området, men den korrekte forståelse af Varulven har været benyttet af mange folkeslag, herunder det folkeslag der kaldtes Neuria.
 
Danerne kaldes i ”The Battle of Maldon”, hvor vi i anfaldet mod Byrhtnoð, Jarl af Essex år 991 e.Kr. er fjenden, for ”waelwulfas” eller ”slagter-ulve” (sætning 96). I Þórbjörn hornklofi's Hrafnsmál, også kaldet ”Haraldskvæði” (vers 8) fra år 900 e.Kr. er Harald Hårfager’s krigere fra Vestfold ”ulvhednar” (ulveskindskapper, fra ”hèðinn”) og ”berserkar” (bjørneserker).
 
Som med stort set alt andet er det først med den katolske kristendom ca. år 1000 e.Kr. at Werwulf/Verulfr forbindes med Djævelen, og da Djævelen i Bibelen jo netop er os er dette faktuelt korrekt. Al digtning af fri fantasi og andre vrangforestillinger om Varulven oprinder herfra.
 
”Naar en Pige ved Midnat udspænder mellem fire kieppe den Hinde, i hvilken Føllet er, naar det kastes, og derpaa nøgen kryber derigiennem, da vil hun kunne føde Børn uden Smerte. Men alle de Drenge, hun føder, blive Vaerulve, og alle de Piger, blive Marer. Dog har Vaerulven om Dagen en menneskelig Skikkelse, skiøndt han er derved vel kiendelig, at Øienhaarene ere sammengroede over Næsen, og faaer han paa en vis Tid om Natten Skikkelse af en Hund paa tre Been. Først da, naar et andet Menneske siger en saadan Vaerulv, at han er en Vaerulv, eller skielder ham derfor, bliver han fri”. ^1
 
1 J. M. Thiele: Danmarks Folkesagn (1843, 2. Deel, s. 279: Vaerulven)

Peorð-runen benyttes til at hjælpe kvinder med en fødsel, og hinden fra en hellig mare’s fødsel kan hjælpe mod smerte. Mit bud er at der i denne forståelse gemmer sig en urgammel sæd. Det er alene ordet ”men” der gør hvad følger negativt-ladet. Den negative ladning er alene en sen kristen omskrivning af oprindelig filosofi. 

Jeg viser i kapitlet ”Hesten – det store hellige dyr” at folketroen i 1300 tallet e.Kr. i såvel Norden, som på de britiske øer, tilsagde at ”mare” var en ond kvindelig ånd. Men denne forståelse er en omskrivning af de kvindelige krigerinder til hest, der ganske rigtigt har været frygtindgydende kæmper, og derfor onde ånder for fjenden.

Samme gør sig gældende for Varulv. At en ung mand kan gennemgå et hamskifte til kampformen ”ulvhednar” og blive til en ”ulvemand" er oprindeligt det højeste en moder kan ønske sig for sin søn.

Når derfor den vordende moder gennemfører et ritual hvorunder hun ”vader” (woð) gennem hinden skal vi opfatte at menneske-moderen foretager et hamskifte og bliver til heste-moderen. Hesten er hellig og giver kvinden den kraft der skal til for at udstå de smerter en fødsel indebærer. Det er derfor hinden kaldes en "Seiersskiorte" eller en "Seierssærk" (se J.M. Thiele: Danmarks Folkesagn, 1860, 3. Deel, s. 84, nr. 387).

At vi kan genkende et menneske i kampformen ”ulvhednar” på de sammengroede øjenbryn er nøjagtigt det visuelle billede vi alle har i vort indre øje af jætter, og er uden tvivl hovedårsagen til at de fleste mænd i dag gør sig stor umage for at fjerne hår, der gør at øjenbrynene gror sammen. Gøres dette ikke er vi "dyriske" eller "varulve". At kampformen gengives som "en hund på 3 ben" viser hvorledes angrebsformen er; et menneske krybende på knæ, med venstre hånd støttende på jorden (dvs. 3 ben) og højre hånd løftet frit med våben.

 
I Bill Watterson’s streg har Calvin/Steen naturligvis fuld forståelse for oprindelsen til Varulven, men er dog lidt præget af den katolske kirke’s omskrivning af historien gennem hans søgen efter et menneskeoffer.
Kilde: Bill Watterson, Steen & Stoffer 1 – Smil, Vi er på! 1985-89. 

Krigsråb - krigsskrig - hær-råb

Fra arilds tid har mennesket gjort brug af råb og skrig i forbindelse med angreb; i krig, som under jagt, samt i de sportsgrene der træner hertil.

Råb og skrig er en del af våbentøjet. Det undertrykker frygt, øger modet og samler tankerne, og er derfor en vigtig del i evnen til at komme helskindet igennem udfordringen. Krigsråb øger også dumdristigheden, en uheldig bivirkning, og manglen på krigsråb eller skrig - tavsheden - kan have en frygtindgydende virkning netop fordi menneskets hjerne er fuldt klar over krigsråbets virkning. Eftersom dyreriget gør brug af helt samme teknik må krigsråbet, som berserkergang, og disse er tæt knyttet, være handlingshjernen eller ”reptilhjernen” i fuld flor.

Derfor forekommer det mildest talt mærkværdigt hvor lidt vi faktisk ved om vore krigsråb, og hvilke ord der blev brugt. Det i sig selv mener jeg antyder at der ikke har været nogen formel for ordbrug. Det er ikke ordene der er vigtige, kun brugen af krigsråbet, formentlig oprindeligt krigsskriget. Derfor har ordvalget ændret sig fra egn til egn, som det har ændret sig over tid. Netop denne forståelse gør, at vor søgen efter viden om hvilke ord der brugtes er umættelig fordi vi, ifald vi har kendskab til ordvalget, opnår den dybeste indsigt i menneskets tanke i tid og sted.

Homer: Iliaden (Bog II:562-564), i opremsningen af fjendes hærstyrke, i min oversættelse til nudansk:

”og fjendens [græsk ”Akhaiōn”] ungersvende der herskede over Aegina [græsk ”Aiginan”] og Masēta, de var under ledelse af Diomēdēs, ferm til krigsråbet [græsk ”boēn agathos” – (til) krigsråbet ferm]".

Homer: Iliaden (Bog II:459-469), i min oversættelse til nudansk:

”Og som de mange stammer af bevingede fugle, vilde gæs og traner eller langhalsede svaner på Asiens [græsk ”Asiô”] mjød ved Caystrius [græsk ”Kaüstriou”]’s strømme, flyver hid og did, glorværdig i deres vinges styrke, og med høje (krigs)råb sig fremad begiver, og mjøden gav genlyd; dog de mange stammer væltede frem fra skibe og hytter ud på sletten ved Scamander [græsk ”Skamandriôi”], og jorden gav forunderlig genlyd under mænd og hestes trampen. De tog opstilling i Scamander (-flodens) flydende mjød, utallige, som er bladene og blomster på deres årstid”.

Vær her opmærksom på at den romerske ridehær var opdelt i 11 ”ala, alae” (vinge, vinger). Det forekommer tænkeligt at romerne har arvet denne militære opdeling fra et af folkeslagene på den sejrende side i Slaget ved Troja. Under alle omstændigheder er ”vinges styrke” en kenning for styrken af en fylking. ”Mjød” er en kenning for ”fersk, livgivende flodvand”.

Homer: Iliaden (Bog III:1-2), efter at have opremset det trojanske forbund, i min oversættelse til nudansk:

”Nu da de alle var kaldt til samling, mangfoldige (hær)lid med deres hærførere, da gik trojanerne højlydt [græsk ”klaggē”] frem og med et skrig som [trane]fugle,…”

Det oprindelige navn på fuglearten "Trane" er "Cran, Krano" (oldengelsk, oldsaksisk), der findes identisk på oldgræsk med "Geranōn" (flertalsform), jvf. Homer: Iliaden (Bog II:460). Ordet antages derfor at være fra det indoeuropæiske "*ger-" (skrige hæst), og et lydord for fuglens skrig. Traneparrets duetskrig kan i Danmark høres i april måned som et 2- eller 3-tonet hæst skrig.

Hør Traneskrig

Klik ovenfor og hør Tranens skrig. Lydoptagelsen er foretaget af Hans P. Kristoffersen© ved Hornborgasjön, Västergötland, hvor 13-14.000 Traner træder sammen til Tranedans i marts og april. Læseren kan forsøge at fremprovokere det indre billedsprog ved at se for sig hundredvis af krigere samlet i fylking, og afgivende et krigsråb umiddelbart for angrebet sættes i sving. Vi kommer næppe tættere på i forståelsen for hvorledes dette lød under Den Trojanske Krig.

Spartanerne råbte ”Tindaridai, Tyndaridai, Tundaridai”. Begrebet er knyttet til grundlæggeren af Sparta, Kong Tyndareaus til Sparta - i Ældre Edda gengivet under heitet "Gymir" eller "Ægir". Vi ved ikke, hvorvidt sagnkongen Tyndareus (Tundareou) til Sparta er skabt efterfølgende i 800 tallet f.Kr. til at forklare begrebet, eller om begrebet er udviklet fra kongen.

Her er hvad Tacitus år 98 e.Kr. skriver i ”Germania” (kap. 8) om vore skikke:

Memoriae proditur quasdam acies inclinatas iam et labantes a feminis restitutas constantia precum...... Inesse quin etiam sanctum aliquid et providum putant, nec aut consilia earum aspernantur aut responsa neglegunt”.

”Ihukommelsen fremkalder at når [hærenes] slagorden er ved at svækkes og vakler da genskaber kvinder standhaftigheden ved krigsråb..... ja endog at de [kvinderne] til en vis grad er hellige og forudseende som guder, ej afviser de deres råd eller ser bort fra deres svar”.

Min oversættelse til nudansk.

Tacitus skriver år 98 e.Kr. i "Germania" (kap. 3) om "Nationale krigssange", i min oversættelse til nudansk:

"De siger at Hercules også engang besøgte dem; og når de går i slag, da synger de om ham som den største af alle helte. De har også deres sange, som, gennem fremsigelsen (”baritus” kalder de det ¹ ) øger deres mod, og fra noden varsler de om udkommet af den forestående konflikt. For som deres vers lyder, indgyder de eller giver alarm. Det er ikke så meget en udtalt lyd, som et almindeligt krigsråb. De forsøger for det meste en hård node og et forvirret råb, puttende skjoldene til deres munde, således at, med genlyd, vokser det til en fuldere og dybere lyd”.

¹ Er sikkert en latinsk oversættelse af ”berkja” (oldnordisk) og ”beorcan” (oldengelsk), i dag ”bark” (engelsk) der alle betyder ”hundegøen” i betydningen ”højt råb” om mennesker.

Beowulf-kvadet (sætning 2550-2554), hvor "han" er Beowulf, i min oversættelse til nudansk:

Lét ðá of bréostum ðá hé gebolgen wæs Weder-Géata léod word út faran· stearcheort styrmde·  stefn in becóm heaðotorht hlynnan under hárne stán· hete wæs onhréred·  hordweard oncníow mannes reorde·

Lod da fra brystet, da han gal og bælget var, Weder-Göta (mand)folk, ord ud fare· Stærk-hjertet (fremad)stormede· Stemmen sig bekom, (med) krigs-udstråling (og) råbende, under (den) højsatte sten· Hadet var oprørt· Skattens Værge genkendte menneskets stemme·

Det oldengelske "gebolgen" fra "belgan, belg" (bælge, bælg), som vi dagligt gør brug af i ordet "blæsebælg". Ordet ser oprindeligt ud til at betegne "oppustet skindsæk" og derfor i omtalen af en person "en oppustet person", dvs. en ekstremt gal person. Det oldengelske "heaðotorht" er sammensat af "heaðo-" (krigs-) og tillægsordet "-torht", som vi ser det i f.eks. "Heaðobeardan” (krigsbarderne). Det oldengelske "hlynnan" fra "hlynian, hlyn" (skrige, råbe, afgive lyd), jvf. f.eks. "Hearpan hlyn" (Harpens lyd).

Kenningen "under hárne stán" har direkte betydningen "under (den) højsatte sten". Det oldengelske "hárne" fra "har, hárr" (oldengelsk, oldnordisk) har betydningen "grå, højt anset, gamle", og er derfor tæt knyttet til det oldnordiske "hár" (bl.a. høj, ophøjet, højtidelig). Den mandlige plageånd Grendel truer i Beowulf-kvadet kongsgården Heorot. Grendel's nærmeste slægtninge (se sætning 1391; 1425-26) befinder sig ligeledes under "hárne stán" (sætning 1415). Samme forståelse er gældende i Beowulf-kvadet (sætning 887, 2744). Dragen er vor store beskytter. Jordskælv, en uoverkommelig fjende, gives derfor kenningen "Dragen", i beretninger om Den Trojanske Krig under heitet "Nidhug". Dragen, som den uoverkommelige fjende, befinder sig derfor altid i Jordens Indre, hvor den må bekæmpes. Vore udødelige forfædre er ligeledes skibshøjsat i gravhøje, oven på hvilken blev sat en bautasten i form af en runesten og/eller en billedsten. Det er derfor Wígláf, da han af Beowulf bliver bedt om at hente dragens skat "under hárne stán" (sætning 2744), faktisk henter denne fra "under beorges hróf" (sætning 2755) eller "under gravhøjens tag". Kenningen "under hárne stán" (under (den) højsatte sten) er derfor en kenning for det indre af en gravhøj. 

Det oldengelske "onhréred" fra "on-hréran", igen fra "hréran, hræra, hrorian" (oldengelsk, oldnordisk, oldsaksisk), i dag "røre". Det oldengelske "hordweard” (den der værger over skatten, Skattens Værge) er en kenning for "Dragen", igen en kenning for jordskælv, den uoverkommelige fjende fra Jordens Indre. Det oldengelske "reorde" fra "reord" (tale, tunge, stemme) og derfor knyttet til "rædan, redan, raða, reda" (OE (vestsaksisk), OE (Angelsk), oldnordisk, oldfrisisk), i dag "råd", hvis oprindelige betydning er (forklare, råd(give), råde, læse).

Beowulf-kvadet (sætning 2550-2554) giver os vel nok den skarpeste indsigt i brugen af krigsråb og hvilken tilstand mennesket befinder sig i, eller antages at befinde sig i, ved brugen af krigsråbet.

Den oprindelige betegnelse for "et krigsråb" er det oldnordiske "æpa (œpa) heróp"; direkte "udstøde hær-råb", men opfattet som "udstøde krigsråb, krigsskrig".

Grímnismál (vers 36, Ældre Edda) nævner en række hornbærere med øl, der alle er givet kennings-navne i forbindelse med Den Trojanske Krig. To af disse er betegnelse for krigsråbet:

"Hla/cc” (Hlökk)

Jeg tror ordet er en gradbøjning af det oldnordiske ”Hlakka” (frydende skrig), og samtidigt også det beskrivende ord for ørnens skrig. Vi må derfor opfatte dette som krigshylet. Ordet er valgt fordi kenningen omhandler en kvinde og et moder jord-landskab. Det er samme krigshyl, i et lavere toneleje, vi forbinder med kampformen Berserkar (se nedenfor om ordet ”Göll”). I ejefaldsformen må betydningen derfor være ”krigshyleren, De krigshylende”.

”Ga/ll” (Göll)

har betydningen ”klang, gennemtrængende lyd”, jf. f.eks. ”nágöll”. Modsat ”Hlökk, Hlakka”, der betegner et skrig i et højt toneleje, ser det ud til at ”Göll” betegner en gennemtrængende lyd i et lavt toneleje. I ejefaldsformen må betydningen derfor være ”Den buldrende, De buldrende”.

På Middle English kan vi se fra John Wycliffe (ca. 1325-1384)'s oversættelse af Det Gamle Testamente (Josua-bogen 6:5-10) fra ca. år 1395 e.Kr., at det oldnordiske "æpa (œpa) heróp" (udstøde hær-råb) sidestilles med "crie, cry, crye" (skrig) fra "crien". Dette normanner-franske ord erstattede bl.a. følgende oldengelske ord:

Der synes at være en klar etymologisk sammenhæng i forståelsen for at en gal mand er gal, og at vi i vort indre billedsprog opfatter dette som at han råber højlydt; sikkert oprindeligt krigsråbet.

Det er foreslået at krigsråbet for normannerne under slaget ved Hastings år 1066 e.Kr. var det normanner-franske ”ot amage!”, der skal opfattes som ”at gøre nogen ondt”.

I Rolandskvadet (La Chanson de Rolant) fra år 1098 e.Kr. er Karl Den Store (Charlemagne)’s sværd navngivet det oldfranske "Joiuse" (Glædesfuld) efter samtidens krigsråb ”Monjoie!" (sætning 2509) eller ”my joy - min glæde”.