Forside Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>

Wuffinga/Ulveunge-ætten

 

 

År (e.Kr.) - Geografi

Høvding

Kommentar

ca. 445-498

Anglen, Slesvig

Healldane/Hálfdan/Halbdeni/
Halptani/Haldanum/Dan
Healfdene (oldengelsk)

Gift med Sigrid.

Scyldinga-æt nr. 16

ca. 473-525

Anglen, Slesvig
Saxland

Hrothgar/Hroðgar/Hroaar/
Roptaty/Hroptatýr/Hroftatýr/

Han var gift med Dronning Wealtheow
(Beowulf s. 611-622)

Scyldinga-æt nr. 17

+/- 475

(baseret på at han er fætter til Rolk Krake)

Anglen, Slesvig

Hroðmund / Hrothmund

Prins af Danmark, jvf. Beowulf (sætning 1190) og fætter til Hrothwulf (Rolf Krake) da han er Hrothgars yngre søn

Se Scyldinga-æt 17 og 19

ca. 457-497

(Rædwald – 160 år)

Anglen, Slesvig

Wilhelm / Helm

(Det er næppe et tilfælde af et af de få navne Prinsen af Wales kan hedde er William)

”Ulve-hjelm”. I Widsith(29) kaldes han ”Helm" og styrer "Wulfingum” (Ulveungerne). Han nævnes sammen med bl.a. Attila som vi ved døde år 451 e.Kr. Derfor er dette en rimelig ankerdatering.

Hrothgar (Scyldinga-æt nr. 17) kaldes i Beowulf (371) for "Helm Scyldinga", som jeg tror vi skal opfatte som "Skjoldungernes hjelm/beskytter). Muligvis gives drengenavnet "Helm" af denne årsag.

Wealtheow kaldes i Beowulf "ides Helminga" (sætning 620) og "ides scyldinga" (sætning 1168, 1170). Hun er derfor datter af Helm (Wuffinga-æt, 457-497), der er Skjoldunger.

ca. 497-537

Anglen, Slesvig

Kongsgård Jelling
(Saxo bog 4)
Troldborg Ring, Vejle ?

(Rædwald – 120 år)

Udvandring fra Anglen til Øst-Anglen

Vermundus / Vermundr
Wærmund
Wermund til Angel
Wehha
Vermund hinn vitri
Vermund Den Vise

Scyldinga-æt nr. 22

Iflg. Historia Brittonum (59) ”den første der styrede over det ”East Anglian folk” i Britannien.

Se Mercia-dynastiet.

ca. 537-577

(Rædwald – 80 år)

Anglen, Slesvig
Øst-Anglen

Uffi / Uffo / Uffe / Offa / Wuffa /
Yffe / Iffa / Uffe Hin Spage

Gift med datter af Frovin, statholder i Slesvig

Scyldinga-æt nr. 23

Munken Bede
ca. år 725 e.Kr.

Widsith–digtet
(sætning 35-44)

Wuffinga-ætten begynder i Øst-Anglen, men er fortsat fra Wulfinga-ætten fra Anglen, Slesvig.

ca. 577-617

(Rædwald – 40 år)

Øst-Anglen

Tyttla / Tytla

Munken Bede ca. år 725 e.Kr.

617-625

Øst-Anglen

Rædwald / Hrædwald /
Redwald

Munken Bede
ca. år 725 e.Kr.

Datering ved arkæologi fra Sutton Hoo.

Chronicon ex chronicis (Oprindelsen til Øst-Anglernes konger) skriver at Redwald havde to sønner: Reinhere (Ragnar) der dræbes år 617 e.Kr. i slaget mod Ethelfrith, konge af Deira og Bernicia. Hans anden søn Eorpwald efterfulgte ham.

 

 

 

 

Norfolk og Suffolk, East Anglia

 

Vi kender årsagen til at Øst-Anglen er tømt for indbyggere i 400 tallet e.Kr.

År 60-61 e.Kr. gør Iceni-folket (Icenorum, på mønter ”eceni, ecen, ic.”) i Norfolk, Øst-Anglen oprør under ledelse af deres dronning Buoudicea (Boudicca, Bodil). Deres hovedbygd kan have været i omegnen af Norwich.

Tacitus: Annales (Bog 14:37) skriver år 115 e.Kr. at oprøret blev nedkæmpet, og at Buoudicea (Boudicca) begår selvmord med gift efter hun har set 80.000 af sine landsmænd dræbt, ud af en samlet hær på 120.000 iflg. Cassius Dio: Romersk Historie (62:2) år 170 e.Kr.1

Tacitus: Annales (Bog 14:31) viser os at Iceni-stammen havde lige arveret mellem dreng og pige, og derfor, som os, var en matriarkalsk stamme.

Udover Iceni-folket, boede også Trinobantes (Trinovantibus)-stammen i Øst-Anglen, deres hovedbygd værende Camulodunon (Colchester, Essex). Deres landskab strakte sig over Suffolk og Essex. Også denne stammen deltog i oprøret og blev fuldstændigt udslettet 1.

1 At der skulle have boet en befolkning på 120.000 våbenføre mænd og kvinder i Øst-Anglen og Essex år 60-61 e.Kr. er en umulighed. Det vil fremgå fra dette afsnit, hvor få af vore ætter der flytter til Øst-Anglen (og sakserne til Essex). Landet har ikke kunnet brødføde så stor en befolkning. Tallene opstår snarest som et romersk forsøg på at bortforklare, hvorfor romerne er nødsaget at erstatte 7.800 mand i sine 4 legioner i Britannien, 20-22.000 mand stor - et tabstal på 35-40%.

 

Vi kan fra Tacitus: Annales (Bog 14:38) se, at iceni-folket var agerdyrkere, da de efter oprøret får hungersnød fordi de havde været skødesløse ved ikke at få sået kornet, da alle mand var gået i leding.

Fra år 60-61 e.Kr. har Øst-Anglen og Essex været mennesketom og klar til ny landnám.

Høvding Wehha/Vermundr (Scyldinga-æt nr. 22) udvandrer fra Anglen, Slesvig år 497 e.Kr. til Øst-Anglen, England. Vi kan se at ved Høvding Rædwald’s skibsgravsætning år 617-625 e.Kr. i Sutton Hoo, der ligger i det sydøstlige Suffolk, er landområderne udvidet til det nuværende Øst-Anglen, og befolkningen er delt i 2. Den ene gruppe tager kontrol med nordkysten af Øst-Anglen og kaldes ”Det Nordlige Folk” i dag ”Norfolk”. Den anden gruppe bosætter sig langs den sydlige kyst af Øst-Anglen og kaldes ”Det Sydlige Folk” i dag ”Suffolk”.

Jeg skal her ikke undlade at nævne at DFDS’s daglige afgang fra Esbjerg mod England netop ligger til kaj i Harwich i Suffolk, East Anglia. Vi gentager derfor denne udvandring fra Danmark til England dagligt uden at de fleste tænker mere over dette.

 chap19-1-1.jpg

 

Uddrag fra Thomas Moule’s kort over Suffolk fra 1837. Suffolk (og Norfolk) bugner med endelserne –ham (hjem), -by og –toft. Nutidens ankomsthavn ”Harwich” er ligeledes et stednavn fra udvandringen til Øst-Anglen. Helt som vi ser Svanninge ved Faaborg skrevet ”Swanæwich” (Valdemars Jordebog 1231) eller ”Svane + vig” er ”Harwich” sammensat af ”Har + vig”, hvor jeg gætter på at ”Har” kommer fra det oldnordiske ”Hár” der betyder ”udmærket, fortrinlig”.

For de læsere der evt. stadig skulle have lidt tvivl om hvorfra udvandrerne til Øst-Anglen kom, hvilket sprog de talte, hvilke guder de fulgte og hvilken regeringsform de fulgte, har jeg nedenfor taget en meget lille del af de mange stednavne fra Norfolk og fremhævet disse. Der findes stort set ikke et stednavn i Norfolk, der ikke kan sættes direkte tilbage til Ver Asir/Danir -folkets gamle landområder.

 chap19-1-2.jpg

 

Thomas Moule’s kort over Norfolk fra 1830.

 

Ved at sammenholde hvad jeg tror er de ældste stednavne i Suffolk og Norfolk fremstår et ganske klart billede af hvilket landområde den første bølge af udvandrere tog kontrol med da Høvding Wehha ankommer år 497 e.Kr. med bosætterne.

chap19-1-3.jpg 

 

Thomas Moule’s kort over Norfolk fra 1830 og Suffolk fra 1837 sat sammen.
Ved brug at stednavnene med ”wold” (skov) samt stednavnene hvori indgår ordet ”alde” (gammel) kan vi danne os et godt overblik over det oprindelige område for bosætterne fra Anglen, Slesvig. Endelig, men ikke mindst, giver Bede os to oprindelige stednavne i hans værk "Historia Ecclesiastica Gentis Anglorum" (H.E.) fra år 731 e.Kr.

 chap19-1-4.jpg

 

Hector Boeck og K. Jungsted’s ”Oversigtskort over Sönderjylland” (1943)

”Angul” eller ”Angel” som det tog sig ud ved udvandringen til Øst-Anglen år 497 e.Kr. De oprindelige stednavne med ”ing”-endelsen fra år 0-200 e.Kr. er vist. Tingstedet var ved Strukstrup, der stadig i 1400 tallet fungerede som så. Danevirke bliver først påbegyndt i slutningen af 700 tallet e.Kr. Det er Ejder-strømmen eller Slien eller begge der navngiver Anglerne
. Landområdet er ca. 50 km i diameter.

Det mulige oprindelige Øst-Anglen er ekstremt spændende. Vi bemærker stednavnet ”Wymondham” (Wymond’s hjem), som jeg mener kan være den oprindelige og første kongsgård tilhørende Wermund til Angel (Scyldinga-æt nr. 22, ca. 497-537). Ligeledes ”Helmingham”, som vi fra Beowulfkvadet (sætning 620) kan se kunne være Wilhelm/Helm’s kongsgård (Skjoldunge og Wuffinga-æt, 457-497). Vi ser også at personen Attle har været en stormand med et kæmpelandområde fra Attleburgh til Attlebridge.

Bede’s stednavn ”Cnobheresburg” findes også i De Gamle Saksers landskab som ”Eresburg, Heresburg”. Det må betyde at ”here” er fra ”heor, haírus, hiörr” (oldengelsk, gotisk, oldnordisk) med betydningen ”sværd”, dvs. samlet ”Sværdborg”. Byen Sværdborg ligger også i Hamersheret (Hammer Herred) på syd-Sjælland. Stednavnet forekommer i Jylland som ”Herborg” og ”Herborg bæk”(Hereborg Bek) i Bølling Herred, Ringkøbing Amt.

Jeg har tidligere beskrevet at de 7 ældste stednavne i Anglen, Slesvig fra år 0-200 e.Kr. alle har endelsen ”ing”. Ikke overraskende finder vi samme stednavnsendelse i det oprindelige Øst-Anglen med stednavne som ”East Harting, West Harting og Larting”. Endvidere har vi i Anglen, Slesvig Havetoft sogn, og som vi kan se går ”toft” endelsen igen i det oprindelige Øst-Anglen med ”Lowes toft”. Anglen, Slesvig har en diameter på ca. 50 km og dette er identisk til diameteren på det oprindelige Øst-Anglen. Dette indikerer at det kan være alle fra Anglen, Slesvig der udvandrer. Jeg tror også vi kan sige, grundet det begrænsede landområde, at den udvandring der finder sted ikke er en masseflugt fra Danmark, men i virkeligheden ganske få familier. Udvandringen var formentligt ikke meget anderledes end de udvandringer vi så fra Norden til Amerika i 1800-1900 tallet. Skulle jeg give et gæt, baseret på herredsinddellingen i det senere Norfolk og Suffolk, ville jeg sige ca 7 familier, hvert med ét langskib med 30 mand (familie og tjenestefolk) eller omkring 200 mennesker.

 

Ylfinga (Wilfingum, Wuffinga)-ætten's Landnámsmønt?

 

chap19-1-5.jpg 

Guldskillingen fra Undley Common, Suffolk - Ylfinga (Wilfingum, Wuffinga)-ætten's Landnámsmønt?
Billedkilde: The British Museum

 

Ovennævnte guldskilling, dateret år 385-670 e.Kr., formentlig meget tæt på år 497 e.Kr. hvor Ylfinga (Wilfingum, Wuffinga)-ætten udvandrer fra Anglen, Sønderjylland til Øst-Anglen, Britannien, blev fundet i 1981 på Undley Common sydvest for Lakenheath (Lakingahethe), Suffolk, Øst-Anglen (IK 374).

Guldskillingen er, så vidt jeg kan se, et af de absolut vigtigste klenodier vi har overhovedet. Guldskillingen skal ses i direkte sammenhæng med Guldhornene fra Gallehus ved Møgeltønder, Sønderjylland, dateret til 400 tallet e.Kr. Ved at sammenholde såvel den 8-takkede Moder Jord stjerne på guldskillingen med samme på "det korte" guldhorn, samt runerne rejst i Ældre Futhark på guldskillingen og begge guldhorn, er det enten samme smed eller samme familie der har smedet begge mesterværker.

Hvor Galstedspændet fra Galsted, Agerskov sogn, Nørre Rangstrup Herred, Haderslev, dateret til ca. år 500 e.Kr. og måske Guldhornene, ofres til Moder Jord forinden udvandringen fra landskabet der strakte sig fra Jelling til Ejder-strømmen, da tyder afbildningen og de rejste runer på guldskillingen fra Undley, Suffolk på at dette kan være en landnámsmønt.

Mønten henter sit kunstneriske tema fra mønter slået af Kejser Konstantin I. (Flavius Valerius Aurelius Constantinus, 285-337 e.Kr.) i årene 330-335 e.Kr. i forbindelse med opbygningen af Konstantinopel (Miklagård). Denne mønt skal i kenning vise at Konstantinopel er den retmæssige arving til Rom, der er i forfald i dette tidsrum. Derfor skrives der "VRBS ROMA" (Urbs Roma) på mønten, og derfor vises hunulven der giver mælk til tvillinger, jvf. Rom's skabelsesmyte om hunulven Lupa, der brødføder Romulus og Remus.

At vi i Øst-Anglen ca. år 497 e.Kr. har fuldt styr på Roms' skabelsesmyte kan vi sagtens forklare, jvf. mit afsnit "Legion IX Hispania og Legion VI Victrix, Britannien – de sarmatiske ryttere der forsvandt". At Ylfinga (Wilfingum, Wuffinga)-ætten er Ulven, og i glorværdighed skal sidestilles med Scyldinga (Skjoldunge)-ætten, viser jeg i afsnittet "Hunnerhæren mod Kong Frode I.'s danske styrker". Derfor er det i kunst helt genialt åbenlyst hvorfor hunulven, Ylfinga (Wilfingum, Wuffinga)-ættens moder, giver mælk til Ylfinga (Wilfingum, Wuffinga)-ættens ætlinger, stammens arving og sparring.

I afsnittet "Seolfor pening, silfr peningr, sølvpenge - Sceat" viser jeg at ætterne fra Anglen viderefører Hunulv-kenningen på sølvpenge slået i Øst-Anglen under Æthelberht, konge til Øst-Anglen ca. år 779 e.Kr., samt under Kong Offa II. til Mercia år 794-6 e.Kr.

Runerne er rejst i Ældre Futhark, og læses udvendigt fra højre mod venstre således:

"*gebu (Geofu) - *ansuR (Aesc) binderune gentaget 3 gange, *mannaR (Mann), *ansuR (Aesc), *gebu (Geofu), *ansuR (Aesc),
*mannaR (Mann), *ehwaR (Eoh), *dagaR (Daeg), *uruR (Ur)"

eller

"gagaga maga medu"

Vi ser på denne guldskilling begyndelsen til de 33 angelsaksiske runer, som jeg også mener bør benyttes i tydningen af runerne, de 24 "figurer", på "Det Lange/Store" guldhorn.

Det må regnes for sikkert at de begyndende 3 binderuner "gagaga" er samme binderuner rejst på spydskaftet fra Kragehul, Odense, dateret til år 350-550 e.Kr. (DR 196):

chap19-1-6.jpg 

"*gebu (Geofu) - *ansuR (Aesc)" binderune gentaget 3 gange,
læst fra venstre mod højre, på spydskaftet fra Kragehul, Odense (DR 196)

 

At runeformlen vitterligt er sammensat af en "*gebu (Geofu) - *ansuR (Aesc)" binderune gentaget 3 gange gør at vi må afvise fortolkninger af Undley-runerne som gengivende lydværdien "gagoga". Denne fortolkning opstår fordi kvistene på den mellemste "*ansuR (Aesc)" binderune knækker opad, hvad de to andre sæt af kviste ikke gør. Vi taler om samme rune, og befinder os i en overgangsform i runernes brug fra hvad vi ser på Sjælland og i Jylland med Ældre Futhark's 24 runer, til hvad vi ser i Anglen i 700 tallet e.Kr. med 33 angelsaksiske runer. I oprindelig tanke er gentagelsen af samme ord, eller lydværdi stavet i en (binde)rune, et udtryk for at samme ord (lydværdi) skal galdres i rummene fortid, nutid og fremtid. Sker dette ikke er den afsagte galdren uden virkning, og vil derfor ikke forekomme.

Jeg viser i afsnittet "Ældre og Yngre Futhark (runer) som noder" (underafsnit "Det lange/store guldhorns rune (hemmelighed)") at vi i runerne, de 24 "figurer", på "Det Lange/Store" guldhorn beviseligt ser hvad i dag kaldes angelsaksiske runer benyttet. Der er på dette guldhorn også 4 runer, faktisk 2 binderuner, gengivende "*ansuR (Aesc)"-runen hvor kvistene knækker. Derfor ender argumenteringen for dels at Undley-runerne er det tidligst kendte eksempel på angelsaksiske runer, dels at binderunerne er forskellige, op med at blive et utilsigtet eksempel på engelsk ø-mentalitet, hvor det europæiske fastland er "over there", og ophavet fra de (hedenske) danske er "the Dark Ages"; et falsk mørke af selvvalgt uvidenhed. Ganske spændende er runeindskriften på "det korte" guldhorn rejst udelukkende ved brug af Ældre Futhark's 24 runer. Det er nok snarere Guldhornene der kan siges at være det tidligste tegn på en dialektudvikling i runers brug.

Hvad jeg derimod er helt enig i er at sønderjysk dialekt fremtvinger en ændret lydværdi af "gagaga" til "gágágá" (gægægæ) i hvad kaldes "Anglo-Frisian brightening". Derfor er det også korrekt at gengive runeindskriften som:

"gágágá mága médu" (gægægæ mæga medu)

Forståelsen af de to efterfølgende ord "mága médu" (mæga medu) forekommer i Beowulf-kvadet (sætning 247), hvor vi finder ordvalget "mága gemédu" (landsmænds belønning). Den danske konges samlede styrker kaldes i Beowulf-kvadet (sætning 155) for "mægenes Deniga", direkte "de danske landsmænd", men opfattet som "de danske styrker".

Ordet "mága" (mæga) er identisk til det oldnordiske "mágr, megir", nudansk "mage". Det opfattes senere som en gennem giftermål tilkommen mandlig person, men ser oprindeligt ud til at være det udvalgte ord for landsmand (landsmænd). Bengt Odenstedt: The Runic Inscription on the Undley Bracteate (Studia Neophilologica, 2000, Vol. 72, Issue 2, s. 113-120) har argumenteret for at "mága" (mæga) er entalsform og datid, dvs. "landsmands belønning", hvorfor guldskillingen vel nærmest opnår at være et tildelt hæderstegn. Det fremgår helt uden for tvist at guldskillingen er fremstillet som en guldskilling først, hvorefter den er omsmedet til et hængesmykke. Hængslet til lædersnoren sidder skævt for ikke at utydeliggøre de rejste runer. Denne fortolkning mener jeg derfor ikke vi kan afvise som en mulighed. I Beowulf-kvadet (sætning 407-8) siger Beowulf om sig selv: "Ic eom Higeláces maég" (jeg er [Kong] Hygelac's landsmand).

Ordet "médu" (medu) er fra "meord, meorð, meard, med, meed, mede, meda, mizdo" (oldengelsk, oldfrisisk, oldsaksisk, gotisk) eller "belønning". Ordet er identisk til "með" (oldnordisk), og derfor "mæth" (olddansk), i dag "med". Den oldengelske forestilling om "det der følger med" mener jeg har overlevet på nudansk i ordet "medgift" (direkte "med gave"), der omfatter fast ejendom (herunder odelsjord), løsøre og penge.

Ingen er uenige i at formlen "gagaga" (gágágá, gægægæ) må være en magisk formel, gentaget 3 gange for at blive hørt i rummene fortid, nutid og fremtid. Hvad formlen betyder er der dog ingen enighed om. Mit eget bud er at vi kan forstå formlen ved at forstå følgende sproglige sammenhæng:

"ge" (oldengelsk fra Anglen, "já" oldnordisk) → udtales "ye-" → der bliver til "yes" (ja)".

Se afsnittet "Eotenum, ytum, *eutii - jyderne" for flere eksempler på denne vigtige sammenhæng i dialektudtale.

Min fortolkning bliver derfor:

"Ja! Ja! Ja! Landsmænds belønning"
(Yes! Yes! Yes! Countrymen's reward)

Sejrsråbet Ja! er en udråben af sejr. Ylfinga (Wilfingum, Wuffinga)-ætten har med ofringen af denne guldskilling til Moder Jord, jvf. den 8-takkede Moder Jord stjerne på guldskillingen, som vi må opfatte som "Erce, Erce, Erce, eorþan modor!", gjort landnám af Øst-Anglen. Kenningen "mága médu" (mæga medu) eller "Landsmænds belønning" er en henvisning til det landnám netop afsluttet da mønten jordes. Fundstedet ved Undley Common nær Lakenheath er fysisk i det ekstremt nordvestlige Suffolk på grænsen til Norfolk.

 

 chap19-1-7.jpg

Thomas Moule’s kort over Norfolk fra 1830. I kortets nederste venstre hjørne er fremhævet den vestlige del af grænseskellet mellem Suffolk og Norfolk. Her finder vi stednavnet "Lakenheath", skrevet "Lakingahethe, Lakingaheda" i Little Domesday Book fra år 1086 e.Kr., ved Hockwold (Hocwella, Højskov). Undley Common ligger 3 km sydvest for Lakenheath i Suffolk på den anden side af grænseskellet, der var Brandon River (også kaldet "Little Ouse" eller "Brand Creek"). Stednavnet "Undley" skrives "Lundale" i Little Domesday Book (folio 382) og "Undelai" i Inquisitio Eliensis (s. 154), og ligger i Lackford Hundred. Little Domesday Book tilføjer til stednavnet "Kirke uden land", hvorfor stedet må have haft en kirke til trods for at der kun boede "3 bordars and 4 serfs; 5 bordars and 4 serfs", dvs. 3-4 husmænd og 4 slaver i bygden. Dette antyder at stedet har været et oprindeligt helligsted; formentlig helt til Bronzealderen, da fund fra dette tidsrum også er gjort i området.

 

Vi ved også hvorfor Anglerne vælger at udvandre. Det eneste folkesagn Anglerne bringer med sig fra Anglen til Øst-Anglen er sagnet om Uffe Hin Spage (”Wuffa”, Wuffinga-ætten’s navngiver, Scyldinga-æt nr. 23, ca. år 537-577 e.Kr.). To stammer angriber Anglerne og Uffe Hin Spage, Vermund’s søn (”Wehha”, ca. år 497-537 e.Kr.) slår angrebet tilbage med glans. 1  Folkesagnet kommer ind i nationaldigtningen i Sønderjylland/Danmark i 900 tallet e.Kr. Gudmund Schütte forklarer at ”Endnu i Mandsminde var Uffe-sagnet det kæreste Fortælleæmne ved Konernes Gilde i den mellemslesvigske landsby Ellund”. Mundheldet "Dær klang Skræp!" oprinder fra Uffe Hin Spage sagnet 2.

1 Se Gudmund Schütte: Sønderjylland kalder (2. udgave s.29, 3. udgave s. 45) hvor vises Andreas Lorenzens optegnelse på folkemålet og tegninger af en engelsk kunstner fra 1300 tallet. Alternativt Gudmund Schütte: Sønderjyske Rigssagn (1948, s.8-24)
2 ”Skrep/Skræp” er faderen Kong Vermund’s sværd som Uffe modtager til brug ved Holmgangen (Saxo , Bog 4 ”Vermund og Uffe”). Fuldstændigt identisk til sarmaternes skikke, og legenden om Kong Arthur, trækker Kong Vermund sværdet Skrep op af jorden og giver til sin søn, som symbol på krig og at Uffe nu er tronens arvtager. Se nedenfor. I dialekten fra Angel lyder det så: Da Vermund haj hør, te Uffe haj brugt Skræp, soj hån: "Dæ vår Skræp, dær klang. Von ær æt mæ Uffe?" Å da Folk, dær vår ve ham, soj te ham: "Æ Tysker ær dø", høkker Vermund ledt frå æ Vand".

Beowulf kvadet fra 700 tallet e.Kr. (sætning 1960-3) beretter:

”.... Forðám Offa wæs
geofum ond gúðum    gárcéne man
wíde geweorðod·    wísdóme héold
éðel sínne....”

Som jeg oversætter til:

”....Forn da Uffe var
gaver og guder, spydglade mand
vidt beordet/omtalt, (med) visdom holdt
Odel(sjord) sin....1

1 Michael Alexander (1973) oversætter ”gúðum” til det nuengelske ”war” eller ”krig”. Dette finder jeg desværre er helt ukorrekt. Grundtvig oversætter samme sætninger i fri stil, men har ej heller ordet ”gúðum” i forståelse af ”krig” (Bjowulfs Drape, 1820, 14. sang, s. 174).

Iflg. folkesagnet giver Uffe Hin Spage/Wuffa Anglen, Slesvig til sønnen Dan (Scyldinga-æt nr. 24, Ynglinga-æt nr. 8) og Anglen bibeholdes som Ver Asir/Danir -folkets landområde. Det er denne begivenhed Saxo omtaler i Gesta Danorum således:

”Dannemarks Krønike begynder med Humbles Sønner: Dan og Angel, som baade var de første navnkundige Høvdinger i Riget....”

Saxo kender derfor, som vi vil se, til sagnet om Uffe Hin Spage år 1200 e.Kr. men vælger her at nedskrive dette mytologisk for at eftertiden skal forstå at Danerne og Anglerne er samme stamme.

Widsith-digtet fra 600 tallet e.Kr., dvs. kort tid efter begivenhederne finder sted, gengiver sagnet om Uffe Hin Spage således (sætning 35-44):

Old engelsk

Nu dansk1

Offa weold Ongle, Alewih Denum;
se wæs þara manna modgast ealra,
no hwæþre he ofer Offan eorlscype fremede,
ac Offa geslog ærest monna,
cnihtwesende, cynerica mæst.
Nænig efeneald him eorlscype maran
on orette. Ane sweorde 
merce gemærde wið Myrgingum
bi Fifeldore; heoldon forð siþþan
Engle ond Swæfe, swa hit Offa geslog.

Uffe vældede Anglen, Alewih Danerne;
som var den mand modigst af alle,
ikke var han over Uffe ædeldåd fremmest,
for Uffe slog ærende mændene,
knægtvæsen (dvs. ung), kongeriget mest (dvs. det største).
Ingen jævnaldrene ham ædeldåd mere
mod uret. Ene sværd
mærkede mærket mod Myrgingerne
ved Fifeldor; holdte fort siden
Anglerne og Swæfe, der dit Uffe slog.

1 Jeg har i min nudanske oversættelse valgt at undlade brugen af poetisk verseform og har i stedet valgt at benytte ordet på nudansk der modsvarer det oldengelske ord. Det gør at den nudanske oversættelse ikke ”flyder” vel, men gør det muligt for læseren selv at læse originalen på oldengelsk. Samtidigt fremkommer de faktiske ord der er nedskrevet i digtet, og dermed den korrekte historiske forståelse af det skrevne. Sidstnævnte er gået tabt i de nuengelske oversættelser.

Gudmund Schütte’s oversættelse i ”Oldsagn om Godtjod. Bidrag til etnisk kildeforskningsmetode med særligt henblik på folke-stamsagn. Kbh. 1907.” lyder således:

”Offa styred Angel, Alevih daner.
han var modigst blandt mændene alle;
dog han over Offa ej ædeldåd fremmede,
men Offa overvandt, yngst blandt mændene,
som ung knægt et kongerige stort.
Ingen jævnaldrende ædeldåd større
i orlogsfærden ene virked.
Han mærked grænsen mod myrjingerne
ved Fifeldor; for fremtiden overholdt
angler og svaber, hvad Offa slog fast”.

Det første vi bemærker er at Offa/Uffe styrer Anglen – ikke Anglerne , hvor Alewih styrer Danerne . Denne sætning er formuleret således fordi Anglerne er Vest-Danerne. Det næste vi kan se er at fjenden for Anglerne er Myrginga-stammen og at slaget fandt sted ved Fifeldor, der lå ved Ejder flodens munding1. Hernæst kan vi se at det Offa/Uffe’s ene sværd der afgør slaget. Dette indikerer en rituel afgørelse gennem en Holmgang. Dette er netop hvad Saxo forklarer os sker i bog 4 ”Vermund og Uffe”. Fjenden har netop truet Uffe’s fader Vermund, der er gammel og blind, med krig. Uffe giver fjendens udsendte følgende bud at bringe til deres konge i Grundtvigs aldeles udmærkede oversættelse:

”Rejs I kun hjem, sagde nu Uffe til Gesandterne, og hilse jeres Konge, at han gjorde Regning uden Vært, da han spidsede sin Næse paa et Rige, der har endnu baade Styrmænd ved Roret og Folk paa Herre-Skansen, som fattes hverken Kjækhed, Kraft eller Visdom! For Resten maa han vide, at Kongen af Dannemark ikke er sønneløs, men har en retmæssig Arving, som her tilbyder sig at gaa i Kreds med eders Konge-søn, og det selvanden, saa han maa tage med af sine Landsmænd, den bedste Kæmpe, han kan finde”.

1 Den anden stamme er Kong Atisle fra Sverige, der startede krig mod Frovin, statholderen af Slesvig, jvf. Saxo Bog 4 ”Vermund og Uffe”. Kong Atisle er identisk til Kong Aðils/Eadgils (Ynglinga-æt nr. 19, ca. 473-525). Frovin’s søn udvandrer herefter sammen med Uffe Hin Spage til Wessex ca. år 497 e.Kr.

”Da nu den bestemte Tid kom, forføjede man sig til Kamp-Pladsen, som var en Holm i Ejder-Strømmen, hvor man ikke kunde komme uden at sejle...”

Vætterne er os gunstige og Uffe vinder Holmgangen mod de to modstandere.

Vi er så heldige at vi faktisk ved hvor Uffe's holmgang finder sted. Widsith-digtet har forklaret os at stedet var kendt som "Fifeldor" (Den gale/tossede/slemme dør). I den sønderjyske krønike "Rydårbogen" (det angelske kloster Ryd's årbog) fra 1200 tallet e.Kr. har Uffe tilnavnet "Starke", ikke "Spage/Spaka", og valpladsen for holmgangen kaldes "kuningskamp". Dette sted ved vi ligger ved Ejder-strømmen lige syd for det senere Rendsborg. Samme krønike giver os tillige oprindelsen til vort brug af Tyskland som betegnelse for romernes Germanien. Her beskrives kongesønnen fra Myrginga-stammen som kommende fra "Thydes land". Vor oprindelige betegnelse for Tyskland eller "Thydes(k)land" har derfor været ætten fra Anglens betegnelse for Myrginga-stammens landområde syd for Ejder-strømmen, måske landskabet mellem Weser-floden og Elben.

Det er konflikten mellem os og Myrginga-stammen der er oprindelsen til hele Widsith-digtet. Derfor skrives digtet således at fortælleren af handlingen er en spillemand fra Myrginga-stammen, der vandrer rundt. Det har i samtiden den store betydning at han, dvs. Myrginga-stammen, har tabt deres landområde efter Uffe's holmgang. Widsith-digtet forklarer os i sætning 23 at Myrginga-stammens konge i samtiden hedder Meaca.

Som vi vil se senere er det netop kendetegnende fra overleveringerne om de første udvandrere til Britannien at de ankommer fåtalligt til hver deres landområder. Dette indikerer stærkt at det var en fredelig udvandring og ikke en militær invasion med nødvendig krigsførelse for at få kontrol. Kystområderne langs Britanniens østkyst må have været relativt mennesketomme efter romernes afgang fra Britannien år 441 e.Kr.

Et andet spændende fænomen er den helt specielle tilstedeværelse af stednavne hvori endelsen ”Hoo/Hoe” indgår i Øst-Anglen, jvf. Sutton Hoo (Suffolk) og landsbyen Hoo/Hoe (2 miles nordøst for East Dereham, Norfolk). Vi kan fra stavemåden se næsten på prikken hvorfra det stednavn oprinder. I det centrale Holsten 1 finder vi bygden Itzehoe/Itzeho/Itsehoe, der så sent som 1835 var hvor stænderforsamlingen for Holsten trådte sammen. ”Itsehoe” er ganske sikkert en sammentrækning af ”I + sted + høj” hvor ”Isted” genfindes i Anglen, Slesvig og betegner ”stedet med det hellige træ” jvf. ”Eihwaz”-runen . Takstræet, et helligt træ, hed på olddansk ”I” og ”Ide”, jvf. også Idestrup, Nordfalster.

1 Holsten er vor betegnelse for den oprindelige stamme ”Holsaten” eller ”De der bor i skovene”, oprindeligt området fra floden Store til Eydore/Ejder-floden. Floden Store (Den Store Flod) navngiver så Stormarn (Den Store Mark/Marsk).

Den helt specielle dialekt med at kalde en ”Høj” for ”Hoo/Hoe” synes at være en kystdialekt og vi kan følge dialekten helt til det centrale Holland med byerne ”Osterhoue” (i dag Oosterhout, Noord-Brabrant provinsen i Holland ved Rhinens munding) og ”Ulvenhout” der ligger klods op af. 1

1 Som eksempel på den oprindelige staveform har vi Biskop Henrik af Osnabrück, greve af Holstens genbrev dateret 13. september år 1404 e.Kr. i dialekten fra området:

”Vortmer hebbe wy delet den anderen druddendeel in twe deel alzo dat wy scolen hebben vor vnse deel de stad Itzeho den hoff tu dem Osterhoue dat slot tu Tryttowe de stad tu Otheslo vnde dat land tu Stormeren....”

Ordet ”høj” hed på oldengelsk ”heh” (Angelsk), ”heah” (Vest-Saksisk) og ”har” og ”haugr” på oldnordisk.

 

 

 

New England – Det Nye Anglernes Land

I et lidt større historisk perspektiv, hvor vi har set hvor dybt det at folkevandre mod vest ligger i stammen, er det umuligt at se bort fra hvad der sker i år 1630 e.Kr. Søren Knudsen har gjort mig opmærksom på David Hackett Fischer’s ”Albion’s Seed” (1989, s. 13-68) der i detaljer beskriver den 2. bosættelse af Amerika (efter Grønlændernes 1. udvandring år 1000 e.Kr.).

I år 1630 e.Kr. sejler 17 skibe fra England mod Massachusetts for at bosætte landet. Disse bosættere var helt uden for hvad vi normalt forbinder med udvandring, dengang og i dag. Det var middelklassen der udvandrede, det var hele familier der udvandrede, det var hele bygder der udvandrede og udvandrerne var ikke fattige. Bosætterne kaldes ofte puritanere for deres calvinistiske religiøse overbevisninger, men dette er i høj grad at misforstå hvad der i virkeligheden foregår. Den fuldstændigt dominerende del af udvandrerne i år 1630 e.Kr. og i hele perioden år 1629-43 e.Kr. kom fra East Anglia/Øst-Anglen samt de tilstødende herreder.

England - Anglernes Land – det England som Anglerne havde grundlagt, og som de nu ønskede at genskabe. Derfor gives det nye landområde i Amerika navnet New England – Det Nye Anglernes Land. De første 4 counties i New England fik navnene Suffolk, Essex, Norfolk og Middlesex. 3 ud af de 4 navne er fra Øst-Anglen. 57% af alle byer grundlagt i Massachusetts før 1660 fik navne taget fra hjemstedet i East Anglia.

Øst-Anglen var i samtiden helt anderledes fra resten af England som følge af dens historie med udvandring af Anglerne fra Anglen og andre Danere1. Øst-Anglen havde derfor, som også har kendetegnet de gamle kongeriger i Danmark/Norge/Skåne, det største antal af ”freemen” dvs. frie mænd af alle områder i England. Det var også fra dette område at langt de fleste oprør mod den katolske centralmagt i London opstod. Fuldstændigt identisk til hvad vi finder i Danmark/Norge i år 1536 e.Kr. havde Martin Luther større indflydelse her end andre steder i England. 82% af de der blev brændt på bålet under den katolske Queen Mary, som straf for deres protestantiske tro, kom fra de 9 østlige herreder (counties) af England.

1 David Hackett Fischer’s ”Albion’s Seed” (1989, s. 44)

Med vor bedre forståelse for dels de mange folkevandringer Ver Asir/Danir -folket altid har foretaget, dels udvandringen til de nye kongeriger i Britannien, herunder specielt Anglernes vandring, står det klart at den udvandring Anglerne foretager til Amerika kommer fordi der i den Angelske kultur har ligget en dyb forståelse for folkevandring. For at kunne bevare sine skikke og tro i et samtidens England præget af uro og katolske uskikke, og med en borgerkrig under opsejling, er udvandring til nye landområder, som Wuffinga-ætten altid har gjort det, løsningen der vælges. At de vælger en hård protestantisk fællesnævner som deres ledestjerne er kun et skalkeskjul for, som det var i Danmark og Norge, at kunne vende tilbage til de skikke man allerede havde og vidste ville tjene stammen bedst. Amerika i dag er det direkte udkom af Wuffinga-ætten og derfor alle Daners sæder og skikke.

 

Udpluk af de 4 oprindelige counties i New England år 1630-35. Stednavnene er angivet med deres oprindelsessted i England. Som man kan se angiver disse klart hvorfra bosætterne kom og har ingen forbindelse til den helt bevidste beslutning af navngive de fire første herreder Norfolk, Suffok, Middlesex og Essex.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ynglinga/Freyunge-ætten

Nr.

År (e.Kr.) - Geografi

Høvding

Kommentar

01

 ca. 100-200

Yngvifrey/EngwinaR (Engvins)

Ynglinga Saga kap. 11
Skjoldungasaga

Se ”EngwinaR” (Engvins) på runeindskriften fra Årstad gård i Sokndal, Rogaland. Dateret til folkevandringstiden.

I afsnittet ”Froncum – Franken” viser jeg at romerske kilder først beretter om Völsunga-ætten’s afgang fra vore landskaber år 241 e.Kr. Reginsmál (vers 14, Ældre Edda) viser at Sigurð’s drab af Regin og Fafnir (= Völsunga-ætten’s udbrud) finder sted i Yngvi’s samtid eller tæt derpå. Ankomsttiden er ca. år 40-77 e.Kr. Derfor fastsættes Yngvi til ca. år 100-200 e.Kr.

02

ca. 400-446

Hovedbygd:
Upsal,
10 x 120 land

(Uppsalir, Tíundalandi)

Fjölnir/Fjölnis/Fjölner/
Fjolner/Fjolne/Fiolni

Ynglinga Saga kap. 11, Ynglingatal vers 1

Snorre beretter at Fjölnir var høvding på samme tid som
Frið-Fróði var i Hleiðru/ Lejre . Derfor er samme tidsrum benyttet her.

Nævnes også i Krákumál/Ragnars sögu loðbrókar (vers 25), Historia Norwegiæ (Froyr vero genuit Fiolni, qui in dolio medonis dimersus est, cujus filius Swegthir) og Íslendingabók (iii Freyr. iiii Fjölnir. sá er dó at Friðfróða. v Svegðir). Som vi kan se er Den Hedenske Høje Frey.

03

Hovedbygd:
Upsal,
10 x 120 land 

Swegde/Sveigði/Svegðir

Ynglinga Saga kap. 12, Ynglingatal vers 2

04

Mytologi/sagn

Vanlande/
Valanda

Ynglinga Saga kap. 12, Ynglingatal vers 4

05

Hovedbygd:
Upsal,
10 x 120 land

Visbur/Vísbur

Ynglinga Saga kap. 14, Ynglingatal vers 6

06

Hovedbygd:
Upsal,
10 x 120 land

Domald/Dómaldi/Dómalda

Ynglinga Saga kap. 15, Ynglingatal vers 8

07

Hovedbygd:
Upsal,
10 x 120 land

Domar/Dómar/Dómarr

Ynglinga Saga kap. 16, Ynglingatal vers 10

08

ca. 450-500

Hovedbygd:
Upsal,
10 x120 land

Dygve/Dyggvi/Dyggva

Ynglinga-ætten begynder.

Titlen ”Konge” indføres.

Ynglinga Saga kap. 17, Ynglingatal vers 12

Dygve’s moder var Drott, en datter af Kong Danp, Rig’s søn. Se Scyldinga-æt nr. 24. Rig var den første der antog titlen ”Konge” i Danernes tungesmål.

Dygve er den første fra sit dynasti der kalder sig Konge.

Hver medlem af ætten kaldes Yngve eller Yngunge og tilsammen Ynglingar.

Dygve’s moder Drott var søster til Kong Dan hins mikilláta (Den Storladne) (se Scyldinga-æt nr. 24)

Se Ynglinga-æt nr. 12 og 15 nedenfor.

09

ca. 445-498

Hovedbygd:
Upsal,
10 x 120 land

Dag/Dagur/Dagar/Dagr

gift. m. Þoru

Ynglinga Saga kap. 18, Ynglingatal vers 14

Med tilnavnet ”Den Vise/ Spaka”

Han drager til Reiðgotaland (Goternes landområde nord for Sortehavet) og bliver dræbt på Gotland.

Nævnes af Saxo i Bog 5, hvor han gives Estland efter Slaget mod Hunnerne. Nævnes tillige i Hyndluljóð (vers 18) og Skáldskaparmál (kap. 62), hvor Dag er en af Kong Hálfdan’s sønner (se Nr. 16 i Scyldinga-ætten).

Se Dagö på vestkysten af Estland .

Se ”Dagar” på Einang runestenen, Valdres, Slidrefjorden, Oppland
dateret til 300 tallet e.Kr.)

10

Hovedbygd:

Upsal,
10 x 120 land

Agne/Agni/Agna

Ynglinga Saga kap. 19, Ynglingatal vers 16

11

600 tallet

Hovedbygd:
Upsal,
10 x 120 land

Alric/Alrekur/Alrekr &
Erik/Eiríkur/Eireki

Ynglinga Saga kap. 20, Ynglingatal vers 18

Begge sønner af Agne/Agni og deles om kongemagten.

Sammenkobler vi beretningen om Gestumblindi fra Saxo og Hervarar Saga kan vi se at Alric er samtidig med Kong Frode. Mit bud er at det er Frode Den Gamle (Scyldinga-æt nr. 25) da Angantyr's fader Arngrim
ægter en af Frode's døtre efter at have dræbt Skalk Skaaning, der igen er samtidig med Alrek og Gestumblindi, jvf. Saxo.
Angantyr kan ankerdateres.

12

Hovedbygd:
Upsal,
10 x 120 land

Yngve/Yngvi/Yngva &
Alf/Álfur/Alfr

Ynglinga Saga kap. 21, Ynglingatal vers 20

Sønner af Alric/Alrekur og deles om kongemagten.

13

ca. 475-521

Hovedbygd:
Upsal,
10 x 120 land

Hugleik/Hugleikur
Hugleik/Hygelac/Hygelae/
Hugletus/Chlochilaicus)

Gift m. Hygd,
der var datter af Haereth

Ynglinga Saga kap. 22

Fra Beowulf. Konge af Geaterne = Ynglinga-ætten. Kong Hreðel (farfaderen?)'s arving ("Hreðles eafora, Beowulf 2358). Søn af Kong Alf/Álfur. Nefa Swertinges (Beowulf 1203), dvs. Swerting er enten hans morfader eller onkel.
 
Høvding af såvel Scyldinga- som Ynglinga-ætten.

Se Scyldinga-ætten nr. 18

Beowulf (1208) nævner ”eorclanstánas”, der er et heite for den halsring som Hama (Heimdall/Heimir) fik tag i, og som også kaldes ”Brósinga mene” (oldengelsk). Samme kendes som Freya’s halsring ”Brísinga men” på oldnordisk.
 
I Beowulf er det en henvisning til den halsring som Higelác (Hygelac) bar da han blev dræbt af Frankerne år 521 e.Kr. (Beowulf 1202-5, 2355-59, Gregory af Tour’s ”Historiae Francorum” (kap. III.3)). Måske er det herfra den senere oldnordiske beretning stammer.

”Eorclanstánas” er identisk til ”jarknasteinn” (oldnordisk) med betydningen “ædelsten, brilliant”, og “airknis” (gotisk) med betydningen “god, hellig”, ultimativt fra kaldeiske “jarkán” (gul ædelsten).

14

ca. 350-450

Hovedbygd:
Upsal,
10 x 120 land

Skotland

Hake/Haki

&

Hagbarð/Hábarð/Hagbard/
Habor/Havbor/Hafburd/
Haghbarth/Haghbardh

Ynglinga Saga kap. 22 (Hake/Haki)
Ynglingatal vers 23 (Hagbarð)
Widsith-digtet (sætning 21): "Hagena Holmrygum" (Hagena Holm-Rygerne, dvs. fra holmen Rygen)

Ikke fra Ynglinga-ætten. Kommer ind udefra og tager kontrol.

Ifølge Grípisspá (Ældre Edda) er Hámundr den tredje søn af Sigmundr Völsungsson, dvs. fra Völsunga-ætten da denne bryder ud fra Scyldinga/Skjoldunge-ætten og bliver til Frankerne (se afsnittet ”Froncum – Franken”). Han havde bl.a. sønnerne "Haki/Hake" og "Hagbarð". Samtiden er år 350-450 e.Kr. Se afsnittet "(Longo)Bardernes udvandring" (underafsnit "Hagbardshøj, Sigersted") for fuld forklaring.

15

ca. 450-500

Hovedbygd:
Upsal,
10 x 120 land

Jorund/Jörundur/
Jörundr/
Jomundus

Ynglinga Saga kap. 24, Ynglingatal vers 22

Søn af Yngve/Yngvi (se Nr. 12) der er identisk til
Dygve/Dyggvi
(Ynglinga-æt nr. 8)

Jvf. Skjoldungasaga var Jomundus konge af Sverige.

Hans datter blev gift med Frode (Scyldinga-æt nr. 15)

16

Hovedbygd:
Upsal,
10 x 120 land

On/Aun/Ane/Áni

Ynglinga Saga kap. 25, Ynglingatal vers 24

Med tilnavnet ”Den Gamle/hins gamla”

17

Hovedbygd:
Upsal,
10 x 120 land

Egil/Egill/Agli

Ynglinga Saga kap. 26, Ynglingatal vers 27

18

ca. 478-532

Hovedbygd:
Upsal,
10 x 120 land

Ottar/Óttar/
Óttarr/
Okthere/
Ottar Vendelkråka

Ynglinga Saga kap. 27, Ynglingatal vers 29

Han var ikke på god fod med Kong Frode/Fróða (fra Scyldinga-ætten)

Denne Frode kan være Frothi hin Frøkni (Scyldinga-æt nr. 21).
Som følge af dateringen af nr. 19 er tidsrummet er da tidligt i 500 tallet e.Kr.

Okthere er fra Beowulf .

Hans gravhøj kaldes Ottarshogen.

19

ca. 473-525

Hovedbygd:
Upsal,
10 x 120 land

Adils/Aðils/Eadgils/Athislus

Dronning Yrsa Helgadóttir
Ursula

Ynglinga Saga kap. 28 + 29, Ynglingatal vers 31

Kong Halfdan/Hálfdan’s søn Helge/Helgi var konge i Lejre på denne tid. Se Nr. 17 i Scyldinga-ætten.

jvf. ”Hrólfs Saga Kraka ok Kappa Hans” blev Drottning Ólöf af Saxland og Helgi Hálfdanarson gift og får datteren Yrsa Helgadóttir, der bliver Dronning ved giftermål med Kong Aðils.

"Eadgils" fra Beowulf. "Athislus" fra Gesta Danorum

Dræber statholderen af Slesvig Freóvin/Frovin. Han er derfor ophavsmand til statholderens søn's udvandring til Wessex ca. 497 e.Kr. Derfor kan "Eadgilse" i Widsith-digtet (90-96) give spillemanden fra Myrginga-folket, mod hvem Uffe kæmper, "mines fæder eþel" (min faders odel).

Hans gravhøj findes i Gl. Uppsala som "Adils Høj/Thor's Høj/Västra Högen. Han blev gravlagt på et bjørneskind med 2 hunde.

20

ca. 525

Hovedbygd:
Upsal,
10 x 120 land

Eystein/Eysteinn

Ynglinga Saga kap. 30, Ynglingatal vers 33

Rolk Krake fra Lejre faldt medens Eystein var Konge.

21

ca.550-600

Hovedbygd:
Uppsal,
10 x 120 land

Yngvar/Yngvari

Ynglinga Saga kap. 32, Ynglingatal vers 35

Hans datter Inga gift med Kong Frode (Scyldinga-æt nr. 25)

22

ca. 450-550

Hovedbygd:
Upsal,
10 x 120 land

Onund / Önundur/
Önundr
Braut-Önundur /
Brautönundr

Dræbes enten på Himmelbjerget (Himinfjöllum) eller Den Jyske Hede (Himinheiðr/Himinherthy-Himlens Hede) af broderen Sigvard jvf. Ynglingatal vers 37, Ynglinga Saga (kap. 33 +34) og Historia Norwegiae.
Snorre: Heimskringla (Ólafs saga helga, kap. 137. Frá bygging Jamtalands).

Jarl Önundr fra Sparbu i Trondheim. Hans søn Ketill Jamti er landnámsmand af Jämtland. Ketil's sønnesøn var Thor Helsinger (Thoriam Longum, Thor Lange, Þórir helsingur), landnámsmand af den vestlige del af Hälsingland.

23

ca. 450-500

Hovedbygd:
Upsal,
10 x 120 land

Ingjald/Ingjaldur/
Ingeld/Hinieldus

Gift med Freawaru, datter af Kong Hroðgar (Scyldinga-æt nr. 17 )

Gift med Gauthildr, datter af Kong Algauta

Ynglinga-ætten taber magten.

Ynglinga Saga kap. 36 + 41, Ynglingatal vers 39

Bar tilnavnet ”illráða” (Den Ilderådende). Ingjald (Ingeld) er den sidste konge fra Ynglinga-ætten, der taber magten i hans regeringstid.

Ynglinga Saga (kap. 37) forklarer os at en Kong Hjorvard/Hjörvarður kommer til Upsal. Jvf. Skjoldungasaga er Hjorvard konge af Øland. Denne Konge kaldes ”Ylfing” (Ylfingur var kallaður) og er derfor knyttet til Wuffinga-ætten; Kong Wuffa/Uffe Hin Spage (ca. 537-577).

Jvf. Skjoldungasaga er Ingjald broder til Halfdan (Scyldinga-æt nr. 16).

Jvf. "Sögubrut af nokkrum fornkonungum í Dana ok Svíaveldi" (1. Frá Óláfi konungi trételgju) var "Ingjalds konungs illráða af Svíaríki" gift med "Gauthildr, dóttir Algauta konungs".

Saxo: Gesta Danorum (Bog 7.10.6.1 på latin); Fr. Winkel Horn: Saxo Grammaticus - Danmarks Krønike (1911, 1. del, Bog VII: 297) skriver: "Imidlertid døde Svenskernes Konge Alver og efterlod sig Sønnerne Olaf, Yngve og Ingild" (Interea rex Sueonum Alverus decedit, Olavo, Ingone et Ingeldo filiis relictis). Han kaldes "Ingelli" i Saxo: Gesta Danorum (Bog 2.6.9.1 på latin) og "Ingellus" i Saxo: Gesta Danorum (Bog 6.6.1.1 på latin).

Jvf. Beowulf-kvadet (sætning 2022, 2025, 2064) giftes Freawaru med "Frode's søn" (suna Fródan), der er identisk med Ingeld (Ingelde). Også Saxo: Gesta Danorum (Bog 6.6.1.1 på latin) skriver "Frothoni filius Ingellus" (Frode's søn Ingeld).

 

Jvf. Widsith-digtet (sætning 45-49) bliver Ingeld (Ingeldes) dræbt i kongsgården Heorot, Gl. Lejre af Krigsbarderne medens Rolf Krake og Hroðgar levede, dvs. ca. år 450-494 e.Kr. Dette er gentaget i Beowulf-kvadet (sætning 2032-2068) og i Saxo: Gesta Danorum (Bog II, VI, VII).

Munken Alcuin skriver i et brev år 797 e.Kr. til biskop Speratus til Lindisfarne: ”Quid enim Hinieldus cum Christo?” eller ”Hvad har Ingeld med Kristus at gøre?” Vi kan derfor slutte at Ingeld har haft status af Gud . I Langfethgatal kaldes han ”Ingialdr Starkadar fostri”. Derfor kaldes kongen i Ynglingatal (39) for "goðkynning" (gudkonge).

24

ca. 550-600

Hovedbygd:
Skåne
"Danaveldi"
(fra Skåne til Bohuslen, landskaber i Norge)
1/5 England
Austurríki(Estland og Garðaríki)

Ivar/Ívar

Ynglinga Saga kap. 41

Med tilnavnet ”Vidfavne, víðfaðmi”. Jvf. Skjoldungasaga var Ivar Vidfavne Skånekonge, der samler sig et rige og underlagde sig alle Danernes landområder (Danaveldi), inkl. 1/5 af England og landene i øst (Austurríki), dvs. Estland og Garðaríki.

”Sögubrot af nokkrum fornkonungum í Dana ok Svíaveldi” (kap. 3) nævner bl.a. ”Guðröðr” eller ”Gudrød”, der jvf. Heimskringla (kap. 39) var lokalkonge i Skåne. Ivar Vidfavne arver Skåne efter Gudrøds død. Det sker fordi Gudrød var Ivar Vidfavnes farbroder (Heimskringla, kap. 40).

Hans datter Aud blev gift med Rolf Krake (Scyldinga-æt nr. 19). Jvf. Hyndluljóð (vers 28) er hun moder til Harald Hildetand (Scyldinga-æt nr. 27). Med den sidste frie hersker af Friesland Raðbarðr (680-719) fik Aud sønnen Randver, der er fader til Sigurd Ring.

Det helt rimelige spørgsmål er hvorfor Ivar Vidfavne ikke findes i slægtsregistrene for Scyldinga-ætten, hvad han rettelig burde hvis han underlagde sig ”Daneveldi”?

Løsningen opstår, så vidt jeg kan se, i forståelsen af hvad "Danaveldi" er for en størrelse i Ivar Vidfavne's samtid, ca. 550-600 e.Kr. (samtiden må være efter begivenhederne i Beowulf-kvadet i 500 tallet e.Kr.). I dette tidsrum er alt nord for Ejder-strømmen, bortset fra det gamle Svearige (Uppland + Västmanland,) at regne for "Daneveldi", herunder de nye kongeriger i Britannien. Jylland er ikke under fuld kontrol i Beowulf-kvadets samtid i 500 tallet e.Kr., men er det nogenlunde op til Viborg (Limfjorden) år 600-650 e.Kr.

Jeg mener derfor sagtens det kan forsvares at Ivar Vidfavne kan kalde sig hersker af "Danaveldi", selvom han ikke nødvendigvis har haft kontrol med Sjælland, Fyn eller hele Jylland. Dette kan samtidig forklare hvorfor han ikke dukker op i de normale slægtsregistre, der afspejler Scyldinga-ætten (Skjoldungerne).

Mit bud er at Ivar Vidfavne har været en meget dygtig skånsk lokalkonge, der forstod at udvide sit rige betragteligt. Hans historiske problem kan have været at han ikke kunne vise æt-tilknytning til hverken Scyldinga-æt eller dennes afledede, Ynglinga-ætten. Derfor falder han mellem to stole da de senere kongeregistre skal lappes sammen. Det forsøger han at råde bod på ved at få datteren Aud gift ind i konge-ætterne. Det lykkedes som bekendt.

Dette kan samtidigt forklare hvorfor Ynglingatal (vers 41), efter Kong Ingjald (se ovenfor), har Kong Áleifs, søn af Ingjald. Snorre i Ynglingasaga (kap. 47) gør ham til en lokal Heratkonge i Vermaland (Värmland) under navnet Ólafi Trételgju (Olaf Træhugger/Skovhugger). Igen de norske landskaber har, som de danske, mange lokale konger, og også i disse slægtsregistre falder Ivar Vidfavne udenfor, formentlig fordi han ikke havde den rette æt-tilknytning.

Drengenavnet "Ivar" (Ívar) kendes på olddansk som "Iwar", og oprinder enten fra "*Ihu-harjaR" eller fra "*IwaR, Yr (Eoh)", jvf. runen af samme navn. Drengenavnet skal derfor, så vidt jeg kan se, opfattes som "træ, takstræ, I, Ide, Idegran", som en fornem kenning for "bueskytte", da buen blev gjort af dette hellige træ. Som beskyttende rune har runen muligvis haft betydningen "forsvarer", og de to forståelser går hånd i hånd (se afsnittet "Runers forbandelse").

Vi bør derfor være særligt opmærksomme på runer fra Skåne fra 5-600 tallet e.Kr., på sten eller guldskillinger, der indeholder brugen af "*IwaR, Yr (Eoh)"-runen. Dette kan muligvis være en henvisning til en samtidig konge.

25

ca. 525-550

Raumaríki &
Vestfold, dvs. dele af Norge.

Halfdan/Hálfdan/Halfdanar

Nyt dynasti begyndes.

Gift med Driva, datter til Rolf Krake

Ynglinga Saga kap. 44, Ynglingatal vers 43

Med tilnavnet ”Hvitbein/ Hvítbeinn”.

Jvf. Skjoldungasaga var hans tilnavn ”Hvitsærk”. Hans beskrives som ”stridsmand af svensk byrd”.

Saxo nævner ”Halfdan Bjerggram” i 7. bog. Hans efternavn tyder på at han var regionalkonge over et bjergrigt område. Er han identisk til Halfdan Hvitbein?

Se Scyldinga-æt nr. 19

Eysteins hins harðráða var samtidig konge af Upland og Hedemark.

26

ca. 450-550

Raumaríki &
Vestfold, dvs. dele af Norge

Eysteinn /
Øjstein /
Eysteini konungi illráða
Eysteins hins harðráða

Identisk til Ynglinga-æt nr. 20?

Ynglinga Saga kap. 46, Ynglingatal vers 44
Skjoldungasaga
Snorre: Heimskringla (Ólafs saga helga, kap. 137. Frá bygging Jamtalands)

Med tilnavnet ”illráða” (Den Ilderådende), formentlig som følge af brandbeskatningen af befolkningen.

 

 

 

Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>
 
Søgeværktøj
Fra Grímnismál (vers 32, Ældre Edda) ved vi at vor ven fra skov og have, det rødbrune egern Ratatoscr (sammensat af de oldengelske ord "ræt" + "tusc" med betydningen "Gnavertand"), er god til at frembringe svar på alt mellem himmel og jord. Nedenfor til højre fra billedet af Ratatoscr, fra Ólafur Brynjúlfsson: Gudeskrift m. bl.a. Ældre Edda (Edda Sæmundr) & Snorre Edda (1760), findes Google's søgeværktøj, der er tilpasset til at søge efter svar fra Asernes æt. Ifald søgeværktøjet ikke kan ses, højreklik på musen og genopfrisk (opdater) siden.
© Verasir.dk Asernes Æt • af Flemming Rickfors • E-mailHosting • En del af Fynhistorie.dk