Forside Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>

Burgunderne fra Bornholm

 

Bornholm er den Burgundiske ø (Burgundaib 1, Burgenda land 2, Borgundarhólmr 3) og folket herfra udvandrede omkring år 77 e.Kr. hvor Plinius den ældre beskriver folket. Øens indbyggere kaldes på oldengelsk "Burgendan" 2.

1 Fra det urnordiske "*Burgundairþ” eller "Burgunder-Jord". Se "Origo Gentis Langobardorvm” (600 tallet e.Kr., kap. 2).

2 Den oldengelske oversættelse af Paulus Orosius (385-420)’s værk “Historiarum adversum Paganos Libri Septem” fra ca. år 418 e.Kr. Oversættelsen kaldes “Old English Orosius” og er skrevet til Kong Alfred den Store medens han var lokalkonge af Wessex år 871-899 e.Kr. Her skrives der: "þonne Burgenda land wæs us on bæcbord, 7 þa habbaþ him sylf cyning" (Der Bornholm var os om bagbord, de har dem selv [en] konge). Det er sammenhængen mellem "land" og brugen af kongetitel, der udløser det nye stednavn "Burgenda land".

3
Þorsteins saga Víkingssonar (kap. 1.):”...Véseti settist í ey þá eða hólm, er kallaðr er Borgundarhólmr...”.
Jómsvíkinga saga (kap. 16): "Sá maður er nefndur til sögunnar er heitið hefir Véseti; hann ræður fyrir fylki því er heitir í Borgundarhólmi. Kona hans hét Hildigunnur".
Snorre: Heimskringla (Saga Ólafs Tryggvasonar, kap. 39): "Veseti í Borgundarhólmi".

Vi kan give et godt bud på hvorfra denne ellers ukendte hersker, ikke konge, over Bornholm kom fra. Runestenen fra Selebo herred, Södermanland (Sö205) begynder med følgende i Yngre Futhark, dateret til vikingetid:

"[ikialr : auk : uisti * stainulfr * þaiR * raistu * s]tain * at * karl * faþ[ur * sin *" (Ingjaldr og Véseti [og] Steinulfr, de rejste stenen for Karl, deres fader).

 

Dette bekræfter Ptolemy i år 127-148 e.Kr., hvor folket er placeret syd for Wisla (i dag Vistula) floden ved Gdansk/Danzig i Polen.
 
Burgundahólm er sammensat af ”Berg/Bergan” + ”hólm” og betyder, som i dag, ”Klippeøen”. 

Deres hovedstad var Genève i år 406 e.Kr. I år 436/7 e.Kr. bliver deres hovedbygd Worms ved Rhinen plyndret af Hunnerne. Herfra presses burgunderne sydpå igen til området omkring Dijon i Frankrig. Læseren har måske en flaske rødvin liggende fra dette folk (Bourgogne, Burgundy).  

Atlakviða hin Grœnlenzka. (vers 17, Ældre Edda) giver os muligvis Burgundernes eget navn for ”Worms ved Rhinen”, der synes at være ”rosmofiall Rínar” 1.

1 Se Grundtvig: Nordens Mytologi” (1832, Nordens Kæmpe-Aand, s. 175).

 

Sophus Bugge i ”Arkiv for nordisk filologi” (1883, 1. bind, s. 1-21) skriver:
 
”Dette Ord rosmofjöll er hidtil ikke forklaret. Fra Formens Side vilde det være tilstedeligt at opfatte rosmo som Genetiv af et til det tydske Hankjønsord rosamo svarende Hunkjønsord *rosma Rødhed, hvorefter rosmofjöll vilde betyde "Rødhedsfjelde", røde Fjelde.
  
Men uagtet der forekommer Exempler paa, at et Fjeld paa Grund af sit Farveskjær faar Navn "Rødfjeld", saa synes mig dog et Udtryk som "Rinens røde Fjelde" i det norrøne Digt lidet sandsynligt.
  
Rosomoni 1, got. *Rusmunans maatte i Oldnorsk hede *Rosmonar eller *Rosmunar, da vi i dette Sprog af samme Stamme har rosmhvalr2. Af *Rosmonar vilde regelret dannes *Rosmonfjöll. Den i Haandskriftet af Atlakviða forekommende Form rosmo kan let være opstaaet af rosmō d. e. rosmon derved, at Stregen over o er bleven overseet eller glemt”.
 

1 Jordanes skriver ”rosomonorum” i ”Getica sive De Origine Actibusque Gothorum eller ”Goternes oprindelse og dåd” (XXIV:129) fra ca. år 550 e.Kr. Samtiden er under goter-kongen Eormanríc (Jörmunrekr), der dør efter at have tabt 3 slag mod Hunnerne år 370-376 e.Kr. ”Rosomoni”-folket var ifølge Jordanes undertvunget goterne, men deres konge forbrød sig mod det gotiske overherredømme. Dette fik goter-kongen til at tage en grusom hævn ved at dræbe ”Rosomoni”-folkets Dronning Sunilda [Sunhilda] ved at spænde hende for vildheste, der herefter blev drevet i hver sin retning. Denne handling udløser et hævntogt fra hendes brødre Sarus [Sarws] og Ammius [Hamijs], for hvem det lykkes, om ikke at give Eormanríc (Jörmunrekr) sit banesår, så i hvert fald fysisk at svække ham for livstid. Derfor kalder Jordanes ”Rosomoni”-folket for ”Rosomonorum gens infida” eller ”den forræderiske Rosomoni æt”. Goterne befinder sig i samtiden i det nuværende Ukraine i deres landområde Aujom/Aujóm og trækker sig først efter nederlaget til Hunnerne tilbage til Dniestr floden i det sydvestlige Ukraine. Vi ved ikke hvor langt mod vest goterne i midten af 300 tallet e.Kr. havde overherredømme. Ifald det kan argumenteres at dette strakte sig til Worms ved Rhinen, og det mener jeg ikke vi kan udelukke, da er jeg enig med Sophus Bugge i at der er en forbindelse mellem Jordanes’ ”rosomonorum” og ”rosmofiall Rínar” fra Atlakviða hin Grœnlenzka. (vers 17, Ældre Edda). Vi kan se fra Jordanes at ”rosomoni” ikke er en samlet betegnelse for Burgunderne, men kun en æt blandt disse, hvis sæde i så fald har været det senere Worms.

2 Hvalros

 

Måske skal vi se *Rosmonar som ”Ros” + tillægsordet ”Mannaðr, mönnuð, mannat” dvs. ”mönnar” (det at være ”Mannaðr, mönnuð, mannat” eller ”manner” på nuengelsk fra normannerfransk). Da tillægsordet ”Mannaðr, mönnuð, mannat” betegner ”at besidde de egenskaber og kundskaber, som pryder en brav mand” må ”ros” da være et forstærkende udtryk til dette tillægsord. Her mener jeg vi med fordel kan hente forståelsen fra ”russ” (den gotlandske hest med betydningen ”ædel”) og at vi kaldes ”rus” i Garðaríki med betydningen ”lys i huden”?. Der er klar etymologisk sammenfald mellem “lys” og “ædel”. Jeg mener derfor at *Rosmonar som æt-betegnelse betyder ”De med ædle mannerer”, hvorfor ”rosmofiall Rínar” får betydningen ”*Rosmonar- ættens fjelde ved Rhinen”.

De burgundiske ætter er i 400 tallet e.Kr. kendt som ”Hniflungs” (Niflungs, Nebelungs), jvf. Atlakviða (vers 17-18), Ældre Edda.

En afledet æt herfra er de samtidige ”Gjúkungs”, navngivet efter personen "Gjúki"  (”af Niflunga ætt var Gjúki”, Snorre Edda, Skáldskaparmál 80). Se også de tre ”Helgakviða”, de tre ”Gudrúnarkviða”, ”Sigurþarkviðu hin Skamma” og ”Atlamál hin grænlenzku”, alle Ældre Edda.

Som alle andre samtidige konger har Hniflunga-ætten’s drotter haft status af levende guder og derfor været Odin. Spørgsmålet er om to af de heite vi har for Odin; ”Hnikarr” (Grímnismál, vers 47 og Reginsmál, vers 20, begge Ældre Edda) og ”Hnikuðr” (Grímnismál, vers 47, Ældre Edda) kan henvise til burgundiske konger?

Vi ved at den burgundiske konge fra år 411 e.Kr. til hans død i slaget ved Worms år 436/437 e.Kr. hed ”Gundahar, Gundicar”. Olympiodorus fra Thebes, Egypten (f. ca. 380) kalder ham for ”Guntiar” 1 , og alle beretninger i Ældre Edda kalder ham ”Gunnar”. Det antyder at ”Hnikarr”, som Hvide-slægtens ”Odinkarr” (Odin Den Vilde), muligvis kunne være burgundisk og sammensat af ”Hni[fl]” + ”karr”.

1 Se John Henry Freese: The Library of Photius (1920. Vol. I, s. 138)

 

Iflg. Withsith-digtet hedder Burgundernes konge år 360-450 e.Kr. Gifica, hvor endelsen ligeledes kan være "carr/karr".

Der er helt åbenlyst meget tætte forbindelser mellem Scyldinga/Skjoldunge-ætten og Hniflunga-ætten i 400 tallet e.Kr.

Burgunderne slår guldskillinger (solidi og tremisser) år 475-532 e.Kr. ud af Lugdunum (Lyon – ”LD” på mønterne), begyndende med Kong Gundobald (473-516, monogram ”GVB”). De indfører med Lex Burgundionum en møntreform for at holde guldstandarden. Kong Gundoblad’s sene mønter er efterligninger af den byzantinske Kejser Flavius Anastasius I. (regent 491-518)’s guldmønter, helt ned til brugen af ”CONOB” (Constantinopolis Obryza – rent guld fra Konstantinopel), der var ”rent guld” mærket i samtiden. Efterfølgeren Kong Sigismund (516-524) har monogram ”S” på afslutningen af indskriften på reversen.

 


 

 

Vandalerne fra Vendsyssel & Vendel

 

Det Burgundiske folk fra Bornholm delte år 406 e.Kr. Genève med Vandalerne der, efter at have været i krig med Goterne medens disse var bosat i Gothiscandza (de skandinaviske landskaber), skriver Jordanes, var udvandret fra Vendsyssel 1. Det synes ligeledes åbenlyst at Vandalerne har haft kontrol med landskabet ”Vendel” i Upland (i dag nordlige Sverige). Heri findes oprindelsen til at Vandalerne i 400 tallet e.Kr. har så stærk en flåde i Kartago, Nordafrika som tilfældet var. Se også Plinius den Ældre år 77 e.Kr. i ”Naturalis Historiae” (IV:99): ”…Vandili, quorum pars Burgodiones….”, der viser at den skandinaviske alliance mellem Vandaler og Burgunder allerede fandtes år 77 e.Kr.

1 I Valdemars Jordebog fra år 1231 e.Kr. skrives det ”Wændlesysæl”. I ”Vitæ sanctorum 68” fra 1000 tallet e.Kr. skrives det ”Wendele” i Nordjylland. Snorre (Ynglinga Saga kap. 27) kalder området for ”Vendli”. I Knytlinga Saga (kap. 32) kaldes det ”Vendilskagi” eller ”Vandalskagi”. I kap. 46 skrives ”vestr á Vendilskaga þar sem heitir Hjarrandasýsla” eller ”vesten for Vandalskagen der siden hedder Hjørringsyssel”.

 

Da Longobardernes delvise udvandring ser ud til at ske gennem hvad må have været et stort set mennesketomt Vendsyssel, og da denne delvise udvandring sker efter vor ankomst år 40-77 e.Kr., må Vandalerne været udvandret før år 77 e.Kr. Plinius den Ældre har i år 77 e.Kr. Vandalerne syd for Jylland.
 
Tacitus understøtter dette år 98 e.Kr. i ”Germania” (Kap. 40). Han forklarer her at der opstår krig mellem Longobarderne og Vandalerne medens Longobarderne var bosatte i Scoringa, der menes at være venstresiden af Elben 40 km sydvest for Hamborg. Det antyder at Vandalerne på et tidspunkt før år 98 e.Kr. allerede er på Østersøens sydlige bred. Tacitus nævner år 98 e.Kr. Vandalerne i “Germania” (Kap. 2 ) under betegnelsen ”Vandilii”.
 
Det igen antyder at Vandalernes udvandring har sit ophav i ankomsten af Reid-goterne (Hreð, Hraeda) ca. år 165 f.Kr. Her må Vandalerne, som er tilfældet for Kimbrerne, blive klemt, og må foretage deres udvandring fra Skandinavien ca. år 120 f.Kr.

Vendsyssel's (og Vendel's) kendte grænser må gengive Vandalernes endelige landskaber før udvandringen, og er derfor højdepunktet af disse ætters herredømme. Kan vi sige mere om hvor Vandalernes oprindelige landskab lå, og måske tilmed deres hovedbygd? Det kan vi måske derhen at landskabsnavnet "Vendsyssel" også var et stednavn for en bygd af samme navn. 1 Vi ved ikke hvor bygden "Vendsyssel" lå, men vi ved at den fandtes. Peder Hansen Resen (1625-1688): "Atlas Danicus" (1677) skriver:

"Vi har nu behandlet Aalborg, stiftets største by, lad os nu gå videre til de andre , blandt hvilke den første er Vensela, på dansk Vendsyssel, sådan som hele Vensalia, hvor den ligger, hedder, enten fordi den engang har været den førende by eller af en anden grund. I dag er det en lille flække midt inde i Vendsyssel, og der er næsten kun det bemærkelsesværdige ved den at Rye å løber gennem den...". 2

 

1 Vær her opmærksom på at Torben Nilsson: "Stentinget",  Skalk (1992:4, s.3-9) argumenterer for at Adam af Bremen: De Hamburgske Ærkebispers Historie" fra år 1070-2 e.Kr. nævner byen Vendsyssel da han beskriver, hvorledes ærkebiskop Adalbert i 1060'erne indsatte 9 biskopper i de danske landskaber, herunder "munken Magnus og Albrich til øen Vendsyssel" (Magnum monachum et Albricum in Wendilam insulam) (Bog 3:LXXVII, s. 237, på latin 3:70). Dette mener jeg ikke er sandt da der netop tilføjes "insulam" (øen) efterfølgende, fordi alt nord for Limfjorden, korrekt, blev regnet for en ø. Det er først i slutningen af 1000 tallet e.Kr. at Aggertangen lukker Limfjordens udløb i Vesterhavet. Naturen genåbner Aggertange ved stormfloden 3. februar 1825, og de første skibe begynder at sejle igennem "Aggerkanalen" fra 1831.

2 Torben Nilsson: "Stentinget",  Skalk (1992:4, s.8)

 

 chap16-3-8.jpg

Forskellige uddrag af landskabet Vendsyssel

Øverst til venstre: Udsnit fra den flamske kartograf Gerard Mercator (1512-1595)'s kort af Vendsyssel fra år 1595 e.Kr. Byen "Wensussel" ses ved den sorte pil langs Rye å. Byen er indtegnet nordvest for Hellevad og Klokkerholm.
Øverst til højre: Fra samme kort er byen "Wensussel" fremhævet farvelagt. Som byen er aftegnet med bymur og tårne er det klart at Gerard Mercator alene gengiver hvad han har hørt, ikke hvad han har set.
Nederst til venstre: Udsnit af egnen omkring landsbyen Klokkerholm og Hellevad (Det hellige Vadested), Hellevad sogn, oprindeligt Jerslev Herred mod nord til det bopladsområde Verner Brath fandt i 1989, og hvor stednavnet "Stentinget" forekommer. Området er ca. ½ km². De mange fund gjort netop her vidner om at stedet har været beboet fra ca. år 0-1100 e.Kr. med storhedstiden fra år 0-550 e.Kr. "Stentinghøj" har 5 grave fra 900-1000 tallet e.Kr, og dette menes at være et lille udsnit af mange flere grave netop her. Stednavnet "Byrhøj" menes udledt af "*Bygtharhøgh" (Bygdens høj). Spørgsmålet er nu hvilken bygd?
Nederst til højre: Faktisk billede fra samme egn fra Google Earth 21. november 2008. Her er indtegnet landsbyen Klokkerholms 8-takkede Bol-opdeling. Det er helt konsekvent i de danske landskaber, at alle bygder grundlagt i tidsrummet år 40-400 e.Kr. har en tilsvarende 8-takket bol-opdeling (se afsnittet "
Forståelsen for ”tid”"). Indtegnet øverst er landsbyerne "Hallund" og "Hellum", begge sogne og oprindeligt en del af Jerslev Herred. Hellevad kirke ligger i landsbyen Klokkerholm.
Billedkilder: Torben Nilsson: "Stentinget",  Skalk (1992:4, s.3-9), samt Google Earth 21. november 2008.

 

Der er gættet på at den oprindelige bygd "Vendsyssel" kan være enten bopladsen ved Lindholm Høje ved Nørresundby eller ovennævnte boplads ved Stentinghøj. Det mener jeg ikke er tilfældet, sidstnævnte ikke mindst fordi de arkæologiske fund ikke kan dateres tidligere end år 0, hvilket tidspunkt Vandalerne allerede er afrejst fra landskabet. Der er ingen tvivl om at stednavnene "Hallund, Hellum og Hellevad" er en del af samme oprindelige forståelse, og at alle forstavelser har betydningen "hellig", som vi samtidig skal opfatte som dyb fortid og de dødes område, set fra nutiden (se "Bilag N: Det hellige tal 9" (underafsnit "Hel er jætteland og fortiden")). Dette er sandt i alle de tilfælde vi ser denne forstavelse benyttet 1. "Hellevad" er derfor "Det hellige Vadested" til og fra det hellige område, intuitivt set i nord-sydlig retning. "Um"-endelsen oprinder altid fra "heim", jvf. også Vium, Tanum og Asum. Derfor er "Hellum" faktisk "*Hel (Helle)heim" - de hellige dødes hjem, som set af os i landnámstiden, der i dette nordlige landskab finder sted år 400-500 e.Kr. Stednavnet "Hallund" er med endestavelsen "-lund" altid landet bagved det foranliggende, her "Hellum" (*Hel (Helle)heim). Hverken "Hellum" eller "Hallund" har en 8-takket bol-opdeling, og er derfor ikke grundlagt af os.

Jeg vover derfor pelsen at Vandalernes oprindelige hjemsted er i eller omkring landsbyen "Hellum", og at dette er identisk til bygden "Vendsyssel". Det er formentlig fordi Vandalerne, og folkeslag tilbage til Stenalderen, har haft store gravsteder i og omkring "Hellum", at vi i landnámstiden grundlægger Klokkerholm syd herfra, og Jerslev nord derfra 2.

1 f.eks. Hellebæk, Helsingør, Halsted (Lolland), Hellerup (Skåne, Sjælland), Helmingham (Suffolk), Helford (Cornwall), Helleville (Basse-Normandie), Helleland (oprindeligt Rogaland fylke), Heligoland (Helgoland, Slesvig), Saint-Hélier (St Hélyi, Jersey).

2 Torben Nilsson undersøgte i 1989 "Tomt af Høj, sløjfet ca. 1865" i Hellum. Her fandtes oprindeligt en 8 x 17 m stor langdysse, der er dateret til Yngre Stenalder, dvs. år 3900-1800 f.Kr. (Arkæologiske udgravninger i Danmark, Katalog 1990, 155. Hellum, s. 46, VHM 338/1989).

 

Jeg ville gøre et forsøg på at finde Vandalernes oprindelige hjemsted ved at efterse stednavnet "Vandelsberg", lige syd for Hellum, nærmere.

 

 chap16-3-9.jpg

"Kort over en Deel af Aalborghuus og Seiglstrup Amter samt af Vendsyssel under det Kongl. Viidenskabernes Societets Direction ved rigtig Landmaaling optaget og ved trigonometriske samt astronomiske Operationer proved. Reduceret sammensat og Tegnet af P. Harboe. Aar 1791".
Billedkilde: Det Kgl. Bibliotek, Kortsamlingen (KBK 1111-0-1766/13,1-13,8), samt Google Earth 22. november 2008.

 

Når vi sammenligner vejføringen fra Hellum til Kølskegård (Kiölske Gd), kan vi se at vejen forgrener sig hvor stednavnet "Vandelsberg" forekommer (vejen deler sig i Hjallerupvej og Engsigvej). Dette punkt er nøjagtigt hvor Hellum kirke fra 1200 tallet e.Kr. står, og selvom kirken ligger lavt i egnen, er den sat på en bakketop, der falder brat til alle sider. Dette mener jeg må være Vandalernes oprindelige sæde "Vandelsberg".

Der ser ud til at have været to hovedætter blandt Vandalerne: Siling-ætten 1, der på deres vandring fra Skandinavien ca. år 100 e.Kr. gør ophold ved Oder-floden og navngiver Slesien (Silesia, Schlesien) i Polen. Det andet navn vi kender til er Hasding-ætten (Asding, Hadding).

1 Hydatii Episcopi Chronicon (XXII):”…Alanis et Wandalis Silingis, in Lusitania et Baetica sedentibus adversatur...”.

 

 

 

 chap16-3-7.gif

Kort over landskabet "Pommern" (Pomerania, Pomorania) fra det oldslaviske "po" (langs) + "more" (søen, havet) eller "langs havet, søkysten). Landskabet strakte sig fra Rygen i vest til Lauenborg i øst. Landskabet er opbygget omkring Oder-flodens udløb i Østersøen.
Billedkilde:
http://freepages.genealogy.rootsweb.ancestry.com/~ziemer/POMMERN/pommern.htm

 

Gerhard af Augsburg kalder i ”Vita sancti Uodalrici” (ca. 983-993) den polske hertug Mieszko I (c. 935–992) for ”dux Wandalorum, Misico nomine” eller ”hertug af Wandalorum, Miezko kaldet”. Det er ganske spændende, hvorledes vi skal opfatte ”Wandalorum”, da det er helt samme titel vi genfinder i den danske kongetitel, og med samme ophav.

F.eks. Christian IV (regent 1588-1648):

”Christianus Quartus, Dei Gratia, Daniæ, Norvegiæ, Vandalorum, Gothorumque Rex,
Dux (fn. *) Slesvici, Holsatiæ, Stormariæ, & Dithmarsiæ, Comes in Oldenburgh & Dellmenhorst”. 1

1 ”House of Lords Journal” (Vol. 7, 7 October 1645, Journal of the House of Lords: volume 7:1644 (1802), s. 627-628). Akkrediteringsbrev fra Kong Christian IV. til det engelske Parlament for Sir John Henderson.

 

Titlen ”Vandalorum” skal på dansk opfattes som ”(de) Venders”.

Dette er tilfældet i hvert fald fra år 1185 e.Kr., hvor Kong Knud VI. (regent 1182-1202) besejrer Hertug Bugislav og underlægger sig Pommern. Kong Knud VI.’s latinske titulering er ”Kanutus dei gracia Danorum Sclauorumque rex”.

Denne udgave er gældende frem til Kong Erik V. Klipping (regent 1259-1286), der skriver sig ”Ericus Dei gracia Danorum Sclauorumque Rex”. Da han samtidig skriver dette på olddansk ved vi at dette skal opfattes som ”Erich med Guds Naade, Dane oc Sclavis Konge”. Fra Kong Christoffer II. (regent 1319/20-1332) har vi såvel tituleringen ”Wii Christoffer med Guds naade Danmarckis och Slaues konning”, som ”Wij Chrestopher aff gudtz naade, Danmarckis och Wenndis konning”.

Vi har et brev dateret 13. maj 1402 på nedertysk (nu i Greifswald Landesarchiv), hvori nævnes en senere Bugislav (Buggheslaue) med sin broder Barnim (Barnym), samt  Kong Erik VII af Pommern (regent 1397-1436), der var deres fætter. Disse brødre er titlet ”tho…der Wende herthoghen…” (hertuger af Wenden).

Erik VII af Pommern (regent 1397-1436) gør brug af samme titel: ”Wy Erik meth gudhs nadhe Danmarks. Swerigis. Norghes Wendes oc Godes koning oc hertugh i Pomeren”, men skriver sig på latin ”Ericus dei gracia regnorum Dacie Swecie Norwegie Sclauorum Gothorumque rex et dux Pomeranie”.

Først med Kong Christian II. (regent 1513-1523) ser vi brugen af ”Vuandalorum” (Wandalorum) og at dette er identisk til ”Wendis”:

”Wii Christiernn met Gudts nade Danmarckis, Norgis, Wendis och Gottis koning, vduald koning tiill Suerige,
herthug i Slesuig, Holstenn, Stormernn och Ditmersken, greffue i Oldenborg och Delmenhors”.

”Christiernus, Dei gratiâ, Daciæ, Sueciæ, Norvegiæ, Vuandalorum 1, Gothorumque Rex,
Dux Slesvicensis, Holsatiæ, Stormariæ & Ditmarsiæ, Comes in Oldenborch & Delmenhorst”.

1 Genindførslen af udtrykket ”Wandalorum” (uu=w) skyldes helt uden for tvist den ekstreme historieomskrivning, der foregår bl.a. i det nyskabte Sverige i samtiden (og som gentages at det nyskabte Tyske Rige i 1800 tallet). Vort eget spæde forsøg på at modsvare dette ses f.eks. i præsten Niels Pedersen (1522-1579)'s Gullandsrim fra ca. år 1550 e.Kr. (se afsnittet ”(Longo)Bardernes udvandring”). Her skal den svenske Kong Gustav I. Vasa (regent 1523-1560) dels oppuste sin drøm om et Stor-Sverige ved at knytte folket til en glorværdig gotisk krigeræt, dels forsøge at overtage Danmarks plads som det nordlige Europas rette herskere. Derfor begynder Kong Gustav I. Vasa, tyvstjålet fra Kong Christian II. som han kalder ”Kristian Tyran”, ca. fra år 1540 e.Kr. at titulere sig selv ”Sveriges, Göthes och Wendes Konung”, som han på latin lader skrive ”rex Suecorum, Gothorum Vandalorumque”.

 

De danske konger gør brug af titlen til og med Kong Frederik 9. (1899-1972).

Jeg mener sammenkoblingen af landskabet ”Wandalorum, Vandalorum” med ”Wendes” skyldes Vandalernes folkevandring. De udvandrer fra Skandinavien via Oder-floden, og derfor igennem det landskab der, beliggende omkring Oder-flodens udløb i Østersøen, først fra 1000 tallet e.Kr. kendes som Pommern (”Zemuzil dux Bomeranorum” fra år 1046 e.Kr.).

Cassius Dio skriver ca. år 170 e.Kr. at ”Astingi”, under ledelse af deres herskere Raüs og Raptor (kap. 72:12) 1, vandrede ind i landskabet Dacia med hele stammen i tiden under Kejser Marcus Aurelius (regent 161-180 e.Kr.). Landskabet Dacia, der senere bliver den latinske betegnelse for de danske landskaber, betegner her nogenlunde landskabet svarende til det gotiske fyrstendømme Wallachia i det nuværende Rumænien ud mod Sortehavet. De bliver tilstået land og penge for fred af Romerriget.

1 De filosofiske arving og sparring-navne, Vandaltvillingerne, er Ambri og Assi. Dette kan derfor vel være faktiske kongenavne.

 

Flavius Vopiscus fra Syracuse' Vopiscus (ca. 285-337 e.Kr. under Kejser Konstantin) omtaler Vandalerne i “Probus’s liv” (XVIII), hvor Kejser Probus (regent 276-282 e.Kr.) må i kamp med bl.a. Vandalerne med hvem han forsøgte at indgå fred mod tilståelse af land.

Jordanes skriver år 550 e.Kr. i ”Getica sive De Origine Actibusque Gothorum” (XXII:113) om Vandal-ætten (Wandalicam), som han kalder ”Hasdingorum”. Deres konge i samtiden hedder ”Wisimar” (vis + mare/hoppe). De bor i tidsrummet under Kejser Konstantin (285-337 e.Kr.) i det nuværende Ungarn 1.

1 Det er også nødvendigt at nævne at der i Jordanes gotiske slægtsregister forekommer kongenavnet ”Wandalaharius, Wandalarius” (*WandalharijaR). Se ”Getica sive De Origine Actibusque Gothorum” (XIV:80). Jordanes: Getica sive De Origine Actibusque Gothorum (Bog XLVIII: 252):

Hic enim Wandalarius, fratruelis Ermanarici et supra scripti Thorismudi consobrinus, tribus editis liberis in gente Amala gloriatus est, id est Walamir, Thiudimir, Widimir.Denne WandalharijaR, sønnesøn af en broder til Eormanríc [død år 376 e.Kr.] og fætter til førnævnte (Þjóðríkr hin) Thormodige, bragte hæder til Amali-ætten, videreførende stammen ved at avle sønnerne Walamir, Thiudimir (og) Widimir.

Min oversættelse til nudansk.

 

Snorre skriver i Skáldskaparmál (eddubrot, Snorre Edda) om den hest hvorpå red Vandalernes fribårne fra Hadding-ætten:

”…en Skævaði skati Haddingja…”

Som jeg oversætter til:

”…end Skræveren [den højt-]skattede [fra] Hadding-ætten…”1

1 Snorre’s gengivelser er brudstykker fra hvad har været visen ”Kálfsvísa” og tidsrummet for begivenhederne er ca. år 473-575 e.Kr. Ordet er fra ”skævaðr, skævuðr” der i omtalen af en hest betegner ”Den der Skræver, Skræveren”.

 

Særligt navnet ”Hadding” (*Hazdingoz) fremstår i mange af vore kilder som et urgammelt kongenavn, men er formentligt oprindeligt et æt-navn.

F.eks. Raums søn Hadding, der var konge i Hadding-dalen (Haddindale, Hallingdalen), nordlige og nordøstlige del af Buskerud fylke, samt Telemarken, begge Norge. Hele 5 konger gives Hadding æt-navnet, hvoraf sidstnævnte er Helgi Haddingjaskati 1. Samme konge forekommer i Helgakviða Hundingsbana önnur (Ældre Edda), og viser at mandsnavnet Helge er et kongenavn fra den vandalske Hadding-æt.

Der nævnes 2 Hadding i Hervarar saga. Saxo har en søn af Kong Gram og Signe ved navn Haddingus (Bog 1:82). Saxo’s Hading (Hadding) er gjort samtidigt med Svipdag (Hædcyn, Höðr, Óðr, Óður, ca. år 497-521 e.Kr.).

1 Se Frá fornjóti ok hans ættmönnum (Hversu Noregr byggðist, kap. 2): ”Haddingr, sonr Rauma, átti Haddingjadal ok Þelamörk. Hans sonr var Haddingr, faðir Haddings, föður Högna ins rauða. Eptir hann tóku ríki Haddingjar þrír, ok var hverr þeira eptir annan. Helgi Haddingjaskati var með einum þeira”.

 

Jeg sidder tilbage med den stærke fornemmelse at alle kilder omhandler de samme 5 konger fra den vandalske Hasding (Hadding)-æt, der må være forblevet bosat i Norge, og har været kendt og agtet af alle som en vandal-æt.

Mandsnavnet "Hasding"(Hadding) er knyttet til det oldnordiske ”haddr” (hår der skal kæmmes, dvs. langt  (kvinde)hår), og viser at kongeætten, og sikket alle fribårne, som alle vore visuelle afbildninger på guldskillinger møntet år 385-670 e.Kr. viser, bar langt hår. Modsat gjaldt for trælle-æt, der altid havde kort hår da man skulle kunne se den jernring der blev båret om halsen. Sammenlign denne forståelse med Vandalnavnet ”Wisimar” (vis + mare/hoppe), og vi kan nu se hvorfor endestavelsen i navnet er en ”mare/hoppe” og ikke en hingst, som vi ser hos de jyske ætter 1.

1 Ordet genfindes ligeledes fra det oldengelske ”hadswæpe”, der skal opfattes som ”brudepige”, men direkte betyder ”hårkæmmer”. Det urnordiske ord for ”hår” ser derfor ud til at være ”*hazdaz”.

Herodot (år 484-425 f.Kr.): Histories (Bog 1:82) forklarer os at ca. år 560-547 f.Kr. havde Sparta en strid med nabolandskabet Argos, begge den Peloponnesiske halvø, om byen Thureēs (Thyrea) i landskabet Arcadia (Arkadia) på grænsen mellem Sparta og Argos. Byen hørte under Argos, men var blevet afskåret og besat af spartanske tropper. Det udløser en krigserklæring og de to hære enes om at afgøre striden ved en tvekamp mellem 300 specialstyrker fra hver side. Begge sider mente sig sejrrige i tvekampen, men Sparta endte med sejren og indlemmende byen i sit landområde indtil byen blev givet tilbage til Argos år 338 f.Kr.:

”Fra denne dag [Sparta’s sejr] Argeioi-folket [fra Argos], der førhen havde haft skikken at have langt hår, kronragede deres hoveder og lovgav et forbud der bandlyste at lade håret gro langt, og at ingen kvinder måtte bære gyldne smykker til [byen] Thureas var generobret. Spartanerne [direkte Lakedaimonioi (-folket) fra Lakedaimon = Sparta’s landområde] gennemførte den modsatte lov; at de nu skulle lade deres hovedhår gro langt, hvad de ikke før havde gjort.”

 

 

 

 chap16-3-6.jpg

"Vandal Landowner - The adoption of Roman dress - short tunic, cloak, and sandals - reflects the way the Germanic tribes accepted Roman lifestyles. Likewise both the mosaic art form and the man's stylized appearance show the Germans' assimilation of Roman influences. (Notice that the rider has a saddle but not stirrups.) (Source: Courtesy of the Trustees of the British Museum). Vandalerne er absolut ikke Germanere, ej heller i den generiske form i hvilken ordet benyttes på engelsk. Årsagen til at vi ikke finder stigbøjlen er at hestene på dette tidspunkt endnu ikke har et stangmål der nødvendiggør "en stige". Der er to vigtige ting ved hesten; dels dens meget kort hals, noget vi ikke finder på heste nord for Ejder-floden i samtiden. Det antyder stærkt at denne hest er en Andaluser (Andalusian). Dernæst hestens brændemærke på dens højre bagben (for mere om dette se afsnittet "Hariwalda - Hærvælder - heraldik - mærke"). Denne mosaik er vandalsk kunst dateret til år 450-525 e.Kr. Afbildningen viser en vandalsk rytter på vej væk fra sin herregård, opført i bindingsværk, i Kartago. Hvorfor romersk mode vinder indpas vil fremgå af beskrivelsen af de vandalske konger i Kartago nedenfor.
Billedkilde: Utah State University, Department of History, Mark Damen.

 

 

 chap16-3-11.jpg

En vandalsk rytter år 450-525 e.Kr. Hestens brændemærke er identisk til mærket vist ovenfor, og kan være oprindelsen til det mærke, der i heraldikken navngives "Cross Fleury" (Cross Flory, Kors med Blomster, Blomstrende Kors). Bemærk at Andaluser hesten er opsadlet med såvel brystgjord, som rumperem, udover hovedgjorden. Det antyder at vandalerne har gjort brug af lanser og lange spyd som en del af deres udrustning. Den røde kjortel bekræfter for os at vi her ser Jarl æt afbildet. Mosaikken forekommer at være fra Borj Jedid, landskabet Africa Proconsularis (i dag det nordlige Tunesien). Er der en læser der genkender afbildningen, og ved hvor mosaikken befinder sig?
Billedkilde: Guido M. Berndt  & Roland Steinacher: Das reich der vandalen und seine (vor-)geschichten (2008, bogomslaget)

 

 

 

 chap16-3-10.jpg

En vandalsk jæger år 450-525 e.Kr. (”the Hunter”, ”le chasseur barbare”) i mosaik fra Borj Jedid, landskabet Africa Proconsularis (i dag det nordlige Tunesien). Mosaikken findes nu på British Museum. At jægeren ubevæbnet kan indfange hjorten ved at rebe et reb, kræver stor erfaring (oldnordisk "reipa" et "reip, raip, rap" (oldnordisk, gotisk, oldengelsk). Det at snare en snare (snara) forekommer yngre, og findes ikke på oldengelsk.  På olddansk i Laalands Vilkaar fra år 1446 e.Kr. siger Artikel 6: "Jtem skal engen man i Lalandh jeghe til rep" (item skal ingen mand i Laaland jage til reb). I "Fynske Vedtægt" fra år 1473 e.Kr. hedder det "iæyghæ raa met reeb" (jage rå med reb). I dag bruger vi mest betegnelsen "lasso". Hjortens ansigtsudtryk antyder at det havde den ikke helt regnet med at jægeren formåede at gøre. Her er jægeren vist i hvad formentlig er den oprindelige vandalske klædedragt med kjortel og bukser.
Billedkilde: A.H. Merrills: Romans and Berbers – New Perspectives on Late Antique North Africa (2004, bogomslaget).

 

 

Fra ca. år 406 e.Kr. i Genève drager Vandalerne år 406-7 e.Kr. i søgen efter land mod syd til Galicia (Gallaecia – Gallien), samt til (V)Andalusien i Spanien 1. Herfra videre i år 429 e.Kr. til Nordafrika, hvor de år 439 e.Kr. indtager Kartago 2. Det danske og engelske ord ”vandal og vandalisme” kommer fra romerrigets mening om dette folk efter Vandalernes plyndring af Rom i år 455 e.Kr.

1 Ludvig Holberg: Introduction til de fornemste Europæiske Rigers Historier (1711, Bind I., s. 211): ”Vandaler, som gafve Nafn til det Landskab Vandalitia, nu Andalusia”.

2 Vi ved ikke meget om Vandalernes kunst, udover deres mønter slået i Kartago, og Siling-ættens gravgods af hellige (sølv)kopper fra Sakrau (Wroclaw Zakrzów),  Øvre Slesien ( i dag Polen) og fra Nitra, Nedre Slesien (i dag Slovakiet) fra 2-300 tallet e.Kr. Huset i Kartago der kaldes ”the House of the Greek Charioteers”, grundet billedgengivelsen i mosaikken på husets gulve, blev bygget år 400-425 e.Kr., dvs. umiddelbart før Vandalernes ankomst dertil. Husets gulve blev genanlagt flere gange under Vandalernes regeringsperiode, ca. år 450-500 e.Kr., og igen tidligt i 500 tallet e.Kr. Disse mosaikgulve er Vandalsk kunst, af høj håndværksmæssig kvalitet, og skulle følge en linie af geometrisk kunst, der allerede fandtes i Kartago. Jeg har ikke endnu kunnet finde afbildninger af disse gulve, og modtager med glæde billeder fra læsere der har set disse gulve. Se Professor John H. Humphrey, field director of the Michigan excavations: Vandal and Byzantine Carthage: Some New Archaeological Evidence (1980, s.106-7) i J.G. Pedley: New Light on ancient Carthage.

 

Gregory af Tours: Historiae Francorum eller ”Frankernes Historie” (Bog 2:2) fra år 539-594 e.Kr. skriver at på et tidspunkt efter biskop (Sankt) Eustochius's død år 460 e.Kr. ankommer (en del af) Vandalerne til Galicia (Gallaecia – Gallien).

Procopius behandler ca. år 550 e.Kr. Vandalerne i ”History of the wars” (Bog III:III-VII). Han skriver at Vandalerne i slutningen af 300 tallet/begyndelsen af 400 tallet e.Kr. befinder sig i omegnen af Den Asovske Sø (Maeotis). Herfra drager de ind i Germanien og videre mod syd. Deres hertug, dvs. ikke konge, er i samtiden “Codigisclus Vandalos ducit” (i den latinske oversættelse fra den græske original) eller ”Godigisclo, Godigiscli, Godigisel” (sammenlign med ”asugisalas” rejst i Ældre Futhark på et spydskaft fundet i Kragehul, Odense og dateret til år 350-550 e.Kr. (DR 196)).

At Vandalerne, som de frisiske ætter og Longobarderne, ikke har en konge i 300 tallet e.Kr. skyldes at de endnu ikke har brudt med Skilfinga-ætten, hvorfra de var udvandret. Helt det samme gør Longobarderne (se afsnittet ”(Longo)Bardernes udvandring”).

Procopius bekræfter at de under Hertug Codigisclus (Godigisclo, Godigisel) drager ind i Galicia og indgår en fredsaftale med Kejser Honorius (384-423) før år 421 e.Kr.

De fleste synes at mene at det er ca. år 406-407 e.Kr. at dele af Vandalerne drager ind i Galicia (Gallaecia – Gallien). Gregory af Tours må tage fejl med sin datering til år 460 e.Kr. da fredsaftalen med Kejser Honorius må være indgået før hans død år 423 e.Kr. Det kan være at Gregory af Tours henviser til en efterfølgende indvandring efter landskabet er blevet sikret til Vandalerne, da han som kilde er tidsmæssigt for tæt på begivenhederne til at tage så meget fejl i tid.

Vi ved ikke hvornår Hertug Codigisclus (Godigisclo, Godigisel) dør, men vi kan fra Procopius se at det sker medens de romerske generaler Bonifacius (d. 432) og Flavius Aëtius (d. 454) er i live. Vi kan derfor fastsætte Hertug Codigisclus (Godigisclo, Godigisel)’s regeringstid til ca. år 406-428 e.Kr.

Procopius skriver ”History of the wars” (Bog III:III-VII) i min oversættelse til nudansk:

”Der døde Codigisclus og kongemagten var faldet til hans sønner, Gontharis, der var båret til ham fra hans ægte viv, og Gaiseric (Gizericus), der var uægte. Men den førstnævnte var stadig et barn og besad ikke et videre kraftfuldt sind, medens Gaiseric var vel trænet i krigsførelse, og den mest kløgtige af alle mænd”.

Gregory af Tours omtaler Vandalernes konge som Gunderic 1, som jeg mener vi må regne som Hasding-ætten’s konge i Galicia, og identisk til "Gontharis".

1 Det er netop fordi Vandalernes leder har rang af "Hertug" til og med Codigisclus (Godigisclo, Godigisel), at Isidor af Seville/Isidorus Hispalensis (år 560-636 e.Kr.)’s værk "Historia Gothorum, Wandalorum, Sueborum" kalder "Gundericus" den første Vandal-konge i Hispania. Ophævelsen fra Hertug til Konge kan derfor nøjagtigt tilskrives tilståelsen af land med fred fra Kejser Honorius før år 421 e.Kr. 

 

Gregory af Tours skriver at Vandalernes afrejse herfra skyldes en krig med Suebi ”dvs. Alamanni”-folket om overherredømmet over Galicia. Alamanni-folket var fulgt med Vandalerne (fra Germanien?) ind i Galicia.

Som er tilfældet med krigen mellem os og Myrginga-folket syd for Ejder-strømmen, hvor Uffe Hin Spage må gå i holmgang ved ”kuningskamp” i Angel kort tid før år 497 e.Kr., spares krigerne hos Vandalerne og Alamanni-folket ved at der gennemføres en holmgang, der afgører slaget. Alamanni-folket fulgte de tabende Vandaler hele vejen til Tangier (Tánger). Stednavnet må være vandal-nordisk fra ”Þang, Tengja, Tang, Getingan, Tangæ” (oldnordisk, oldengelsk, olddansk), som vi skal opfatte som ”forbinder, (land)tange”. En helt nøjagtig beskrivelse af landskabet.

Gregory af Tours skriver at da Gunderic dør overtages hans kongetrone af Kong Thrasamund (Þrassamund), regent 496-523 e.Kr. Da Kong Geiseric regnes som regent år 428-477 e.Kr. må vi fastsætte Gunderic (Gontharis)'s regeringstid i Galicia til ca. år 428-478 e.Kr. Kong Geiseric må allerede være død da Gunderic dør da kongetronen ellers var tilfaldet ham, og ikke hans efterfølger Kong Thrasamund (Þrassamund).

Det afslører for os at holmgangen om Galicia mellem Vandalerne og Alamanni-folket ca. år 478 e.Kr. istandsættes fordi den nye konge Thrasamund (Þrassamund) allerede fysisk er i Kartago med sine tropper da Gunderic dør. Holmgangen, som Vandalerne taber, har derfor været symbolsk, og har medført en uddrivelse af de tilbageblevne Vandaler til Kartago.

Gregory af Tours: Historiae Francorum eller ”Frankernes Historie” (Bog 2:19) fra år 539-594 e.Kr. skriver at Odoacer (”ErilaR”-kongen Odoacer, 435-493/4 e.Kr., se afsnittet ”ErilaR – Eruli – Eorl – Jarl”) indgik et forbund med Frankernes konge Childeric I. (regent 457-482), og at de sammen undertvang Alamanni-folket, der havde invaderet det nordlige Italien. Denne krigsførelse må finde sted efter Odoacer (Oðin(af)kárr, Odin den Vilde, Odinkarr) har fjernet den sidste kejser fra det vestlige romerrige, Romulus Augustus, fra magten år 476 e.Kr. Det antyder stærkt at det er nederlaget til ”ErilaR”-kongen Odoacer og Franker-kongen Childeric I. år 476-78 e.Kr., der udløser Alamanni-folkets flugt fra det nordlige Italien, og deres invasion af Galicia og opgøret med Vandalerne 1.

1 Gregory af Tours skriver (Bog 2:19), at ”i den 9. måned af dette år var der et jordskælv”. Steven Soter skriver i ”Archaeological evidence of earthquakes in the area of Helike, Archaia, Greece from the Early Bronze Age to Late Antiquity” (2002), at en romersk bygning i det nuværende Eliki, Grækenland blev ødelagt af et jordskælv i 400 tallet e.Kr. Samme jordskælv ser også ud til at ramme den græsk-romerske by Sagalassos, Lille-Asien i slutningen af 400 tallet e.Kr., jvf. Marc Waelkens i ”Archaelogical Research at and Around Sagalassos in 2003 (ANMED 2004-2). Ophavet til dette, og de resterende?, jordskælv synes at være “the Cnidus Fault”, der også i 400 tallet e.Kr. ødelægger den græsk-romerske by Cnidus, det sydvestlige Lille-Asien jvf. Erhan Altunel, Iain S. Stewart, Aykut Barka & Luigi Piccardi: ”Earthquake Faulting at Ancient Cnidus, SW Turkey” (Turkish Journal of Earth Sciences, 12, 2003, s. 137-151). Arkæologien kan kun sige at det fandt sted i 400 tallet e.Kr. medens skriftlige kilder sætter tidspunktet til år 459 e.Kr. Også byen Antioch, nær den nuværende Antakya, Lille-Asien blev ramt af et jordskælv år 526 e.Kr. Byen omdøbes af Kejser Justinian I. i hans regeringstid 527-565 e.Kr. til ”Theopolis” (Deos-Gud’s stad) i forbindelse med hans genopbygning af byen.

 

Sevilla (Seville) i det sydlige landskab (V)Andalusien kaldes under romersk kontrol for “Hispalis”, og var hovedstaden for den romerske provins (Hispania) Baetica. Siling-ætten tager kontrol med provinsen kort tid efter år 406 e.Kr., men taber allerede år 416-18 e.Kr. landskabet til Visigoterne, hvorefter de må vandre videre. Hasding-ætten sidder i samtiden, som vi har hørt, i den nordvestlige Atlanterhavsprovins Galicia (Gallaecia – Gallien).

Vi har i Hydatii Episcopi Chronicon (XXII), der omhandler tidsrummet år 379-469 e.Kr. og blev skrevet ca. år 470 e.Kr., navnet på endnu en tidlig hersker af de vandalske ætter. Den indskudte sætning lyder:

”Fredibalum, regem gentis Wandalorum, sine ullo certamine ingeniose captum ad imperatorem Honorium destinat.”

Som jeg oversætter til:

“Freðibeald, regerende slægt [fra] Vandalerne, uden nogen form for afgjort fribårenhed fanget til Kejser Honorius’s afgørelse.”

Fordi der umiddelbart før denne sætninger omtales ”wandalis silingis, in Lusitania et Baetica”, går de fleste udfra at Hertug Fredibal (*Freðibeald) må være leder af Siling-ætten. Hvorvidt dette er sandt afhænger helt at Hertug Fredibal (*Freðibeald)’s regeringstidspunkt. Vi kan se at han ikke er konge. Tidsrummet er derfor før den første Vandal-konge Gunderic (Gontharis)'s regeringstid i Galicia til ca. år 428-478 e.Kr. Det gør da Hertug Fredibal (*Freðibeald) samtidig med Hertug Codigisclus (Godigisclo, Godigisel)’s regeringstid til ca. år 406-428 e.Kr., og da sidstnævntes efterfølgere er Hasding-ætten’s konge i Galicia, er jeg helt enig i at Hertug Fredibal (*Freðibeald) er leder af Siling-ætten i (Hispania) Baetica eller ”(V)andalusien” ca. år 406-416/18 e.Kr. Det passer da fint med at Hertug Fredibal (*Freðibeald) bliver taget krigsfange år 416-18 e.Kr. og overgivet som gave af Visigoterne til Kejser Honorius i hans regeringstid år 393-423 e.Kr. Navnet på Visigoternes konge i samtiden gives os i den efterfølgende sætning i Hydatii Episcopi Chronicon (XXIII): "... Wallia, rex Gothorum". Visigoternes Kong Wallia (Valia, Vália, Walia) er konge år 415-419 e.Kr., og er "romani nominis" (romernes udnævnte) i (Hispania) Baetica.

Efter ankomsten til Kartago år 439 e.Kr. 1 begynder Vandalerne, både Hasding- og Siling-ætten, at slå mønter under Kong Geiseric (Gaisa-reik, Geir-rig, 428-477) indtil deres sidste konge Gelimer (530-534 e.Kr.) taber alt og bliver forvist til Galicia, landskabet hans forfædre blev tilstået af Kejser Honorius 113 år tidligere. Da vi må formode at Alamanni-folket stadig har sæde i, og kontrol over, Galicia, er der sikkert alene tale om at han gives en herregård med tilstødende jorde, og ikke noget arveligt landskab.

1 Årstallet år 439 e.Kr. antages som indtagelsestidspunktet for Kartago fordi det katolske værk “Liber genealogus” udgives i Kartago år 438 e.Kr. og beskriver Vandalernes samtidige konge Geiseric som deres absolutte fjende. Vandalerne er i samtiden Arian-kristne, og må derfor år 438 e.Kr. være i omegnen omkring Kartago. Gregory af Tours: Historiae Francorum eller ”Frankernes Historie” (Bog 2:2-3) fra år 539-594 e.Kr. skriver at Kong Thrasamund forfulgte de kristne, og ..forsøgte at voksendøbe til...den arianske sekt". Procopius behandler ca. år 550 e.Kr. Vandalerne i ”History of the wars” (Bog III:III-VII). Han har fra Vandalerne selv fået berettet at de krydser Vandalernes Sø (Middelhavet) ved Gades (i dag Cadíz) og først gør forsøg på at indtage byen Hippo Regius (i dag Bôner, Bona, Annaba, Algeriet). Det lykkedes ikke. Først derefter bliver Kartago udvalgt som mål.

 

chap16-3-3.jpg 

Sølvmønt slået under Geiseric, Vandalernes konge (428-477). Der er gengivet to forskellige mønter. Mønten er en efterligning af de mønter Kejser Honorius (384-423) lod slå i Ravenna, nord-Italien, og busten gengiver Honorius, ikke Geiseric. Til trods for at Honorius døde allerede år 423 e.Kr. vedblev Vandalerne at slå mønt i hans ære. Det skyldes at Kejser Honorius før år 421 e.Kr. tilstår Vandalerne fred og landskabet Galicia, der samtidig ophæver Vandalernes hersker fra Hertug til Konge. Mønten er slået i Kartago, Nordafrika, 14-16 mm diameter, 1.5g. Omkring Honorius’ buste står: [DN]HON[ORI]VSPFAV[G] eller "Dominus Noster (Vor Herre) Honorius Pius Felix (Trofaste Frugtbare) Augustus (hans kejsernavn)".. Reversen viser ”Roma” siddende med ”Victoria” på globus-æblet (vi aner Victoria’s engle-vinger). Omkring kvinden ”Roma” står: VRBS ROMA (Byen Rom).


Jordannes år 550 e.Kr. i ”Getica sive De Origine Actibusque Gothorum” (kap XXXIII:167) kalder Vandalernes konge for ”Gaisaricus rex Wandalorum” eller ”Gaisa-reik/Geir-rig” eller ”Spyd-Råder/Herre” på oldnordisk/oldengelsk og gotisk.
 
Det menes at Burgunderne først begynder at slå mønter under Kong Gundobald (år 473-516 e.Kr.). Hunnerne slog så vidt vides ikke mønter, men fik rigeligt tilført årligt fra Byzans. Visigoterne synes ikke at slå mønt før de ankommer til Spanien under Kong Sisebut (år 612-621 e.Kr.).

 

Kong Geiseric’s søn Huneric blev år 455 e.Kr. gift med Eudocia, datter af Kejser Valentinian III (425-455) og Licinia Fudoxia. Huneric og Eudocia avlede den senere vandal-konge Hilderic (523-530). Huneric er konge af Vandalerne år 477-484 e.Kr., hvorefter tronen overtages af Kong Gunthamund (Gunþamund). 

 

 chap16-3-4.jpg

Kong Gunthamund (Gunþamund), regent 484-496 e.Kr., afbildet i buste. Mønten er lidt slidt, men kongen stirrer mod højre set fra læseren. Omkring Gunthamund’s buste står: DNXG[VNTHA] eller "Dominus Noster (Vor Herre) Rex (kong) Guntha", hvorfor vi sikkert kan regne med at kongen har kaldt sig selv ”Gunþa” (fra urnordisk ”*gunþi-” (krig, slag). Navnet er tæt knyttet til ”Gunnarr, Gunner”). Reversen viser de latinske bogstaver ”DN” eller ”500 Numia”, der er møntens pålydende. Da positionssystemet ikke er forstået af romerne, hvorfor bogstaver som talværdi kan læses fra højre eller venstre, tilføjes en bjælke ovenfor, der afgører at vi i dette tilfælde kun kan læse ”DN”, samt at vi ikke skal misforstå "DN" som bogstaver og derfor titlen "Dominus Noster". Dette kendes også fra vore egne gengivelser af runer som talværdi, og må være en egenskab der alene kan tilskrives Vandalerne, da dette ikke er forstået af romerne. Denne viden har Vandalerne haft med ”hjemmefra”. Mønten er slået i Kartago, Nordafrika.

 

Kong Gunthamund efterfølges af Kong Thrasamund (Þrassamund).

 chap16-3.jpg
 
 
Kong Thrasamund (Þrassamund), regent 496-523 e.Kr., afbildet i buste. Mønten er lidt slidt, men kongen stirrer mod højre set fra læseren. Omkring Thrasamund’s buste står: [DNRX]THRSA[MV]ND eller ”Dominus Noster (Vor Herre) Rex (Kong) Thrasamund”. Forstavelsen ”Thrasa” er identisk til det oldnordiske mandsnavn ”Þrassi” + den velkendte endestavelse ”-mund”. Reversen viser de latinske bogstaver ”DN” eller ”500 Numia”, der er møntens pålydende. Da positionssystemet ikke er forstået af romerne, hvorfor bogstaver som talværdi kan læses fra højre eller venstre, tilføjes en bjælke ovenfor, der afgører at vi i dette tilfælde kun kan læse ”DN”, samt at vi ikke skal misforstå "DN" som bogstaver og derfor titlen "Dominus Noster". Der er her tilføjet en ekstra sikkerhedsforanstaltning i form af to arme nedenfor, der viser at vi læser fra venstre mod højre. Så har pengehandlerne også fattet hvad der foregår. Mønten er slået i Kartago, Nordafrika.

 

 

 chap16-3-6.jpg

Kong Geiseric’s barnebarn og Kong Huneric’s søn er Kong Hilderic, Vandalernes konge år 523-530 e.Kr. Han er gengivet som buste stirrende mod højre fra læseren. Mønterne er nu inflateret til kun bronze fra sølv, men er stadig slået i Kartago, Nordafrika. Det er Hilderic’s fætter Gelimer (530-534), der fjerner ham fra tronstolen. Dette igen giver det Øst-romerske rige i Byzans det juridske grundlag for krigsførelsen, der fører til Vandalernes endelige nederlag. Mønten fremstår tarvelig i udformning og med brugen af bronze i stedet for sølv. Noget er tydeligvis gået galt i det Vandalske kongerige, og økonomien er under pres.

 

Det er i denne forbindelse yderst interessant at vort oprindelige navn for Middelhavet (fra latin ”medius”) var ”Wendel-sæ” (oldengelsk) 1 og ”Wendelsé” (oldnordisk) eller ”Vandalernes Sø”. Dette navn er kendt af os før udvandringen til England år 446 e.Kr. og viser at vor geografiske verdensforståelse var langt bedre end vi i dag gør os det klart. Skagen blev, som vi har hørt, kaldt ”Vendilskagi/Vandilskagi” (oldnordisk) eller ”Vandalernes ”skagi” (kap, næs)”.

1 Stednavnet forekommer som "Wendelsæ" i det oldengelske digt ”Elene” (sætning 232) fra tidligt i 800 tallet e.Kr.

 

Det må være Vandalerne, der år 429 e.Kr. navngiver Gibraltarstrædet "Norva Sund" (Det Lille Sund).

Beowulfkvadet nævner (sætning 348-9) personen Wulfgar der er Thegn for Kong Hrotgar (Scyldinga-æt nr. 17, ca. 473-525) i kongsgården Heorot i Lejre:

”þæt wæs Wendla leod”

Som Grundtvig oversætter til:

”En Vendelboe var han”

Grundtvig laver derfor i sin oversættelse af Beowulfkvadet til Bjowulfs Drape en direkte forbindelse mellem Vandaler og Vendelboer, som jeg er helt enig i (5. sang, s. 33). Vandalerne er dog på dette tidspunkt udvandret fra Vendsyssel og kan være den del af Vandalerne, der forblev bosat på Østersøens sydlige bred, senere kendt som Venderne fra "Venden" (Vendernes Land, Vindland (AM764 4to), Windland (Adam af Bremen)) 1. Dette behandles videre i afsnittet ”Dannebrog”. Widsith-digtet (sætning 59) fra 600 tallet e.Kr. har på Østersøens sydlige bred bl.a. stammen ”Wenlum” eller "Vandalerne".

 

1 Vær her særligt opmærksom på at i Adam af Bremen's samtid år 1070-2 e.Kr. er der sket en sammenblanding af de nordiske ætter og mangfoldige slaviske samme på Østersøens sydlige bred. Vi behøver bare at tænke på Harald Blåtand og Palnatoke/Toke fra Julin's grundlæggelse af Jomsborg på Wolin, Polen i sidste halvdel af 900 tallet e.Kr. Derfor skriver Adam af Bremen (bog 2:XXI, latinske udgave 2:18):

"Sclavania igitur, amplissima Germaniae provintia, a Winulis incolitur, qui olim dicti sunt Wandali"
(Slaverland, det største Landskab i Tyskland, bebos af Winulerne, som fordums kaldtes Wandalerne)

Paulus Diaconus/Paul Warnefried (år 721-799 e.Kr.): Historia gentis Langobardorum” (I:1:5):

”...et Winilorum, hoc est Langobardorum, gens...”
(...og Winuler-ætten, der er Langobarderne,...)

 

Jordanes: Getica sive De Origine Actibusque Gothorum (Bog 3:23) skriver ca. år 550 e.Kr.:

"... Vinoviloth; Suetidi, cogniti in hac gente..." 
(...Vinoviloth; Svea-[folket], kendt som udgået fra denne slægt...)

Vi har nu tre verdensberømte, og meget gamle stammer, hvis ophav tilskrives at være fra "Winulis, Winilorum, Vinoviloth", om hvem vi intet ved; endsige hvorvidt det overhovedet er en stamme eller en religiøs gruppering, som vi f.eks. kaldes "ingwines" (venner af Freyr).

Problemet med at anskue, "Winulis, Winilorum, Vinoviloth" som en oprindelig stamme er, at hverken Pomponius Mela, Plinius den Ældre, Tacitus eller Claudius Ptolemy nævner en stamme med dette navn. Det forekommer rimeligt at "*Winuli, *Winilo, *Vinoviloþ" må være knyttet til den sagnomspundne by "Vineta" (i dag Stadt Barth, vest for Stralsund, syd for Rygen). Jvf. Albert Heintze og P. Cascorbi: Die deutschen Familienamen - Geschichtlich, geographisch, spraclich (1908) kan navnene, "Winibald", "Winfried", "Winiprecht", "Winimar", "Winirich" føres til "Winilo", og i dag efternavnet "Weinel, Weindl". I en eller en anden form må "*Winuli, *Winilo, *Vinoviloþ" være knyttet til det oldnordiske og oldengelske "vinr, wine" (ven), der på urnordisk er "-winiR", og forekommer som "alawin" (guldskillingen fra Skodborg dateret til år 385-670 e.Kr.). Her er "alawin" (Al-ven) et heite for Freyr. Det forekommer mig at stavelsen også indgår i det oprindelige navn for Bergen, hvilket var "Björgvin", hvilket stednavn jeg ligeledes mener betyder "Den hjælpende Ven" som en henvisning til Den Hedenske Høje Freyr.

Fordi der fra 800 tallet e.Kr. fremefter er sket en æt-opblanding af nordiske ætter og slaver på Østersøens sydlige bred, blander Adam af Bremen ofte "Winuli" sammen med "sclavi". Dette brødføder til stadighed en slavisk nationalisme om disse stammers ophav i hvad tilsyneladende kaldes "den nordiske skole". Man skal holde tungen lige i munden for ikke at forveksle dette med nazi-teorierne fra Thule-selskabet. Det folk der mener sig nedstammet fra Venderne, og ønsker at blive kaldt ”Wenden” på tysk i dag, bor i Nedre Łužica (”Niederlausitz” på tysk), der spreder sig over delstaterne Brandenburg (sydøstlige del) og Sachsen (østlige del). Sproget Venderne taler har mange ligheder til polsk og der findes kun 10-20.000 tilbage der kan tale sproget. Folket blev af andre, inklusive os, i sen vikingetid kaldt Venderne, men kaldte sig selv ”serb” (”sorb” på tysk).

Widsith-digtet fra 600 tallet e.Kr. har på Østersøens sydlige bred bl.a. stammerne ”Wenlum” (sætning 59, Vandalerne) og ”Winedum” (sætning 60, Venderne). Ptolemy (år 127-148 e.Kr.) nævner i bog 3:5, omhandlende hans geografiske beskrivelse af ”det europæiske sarmatien”, der iflg. ham selv strakte sig fra Tanais-floden (Don-floden) i øst til Vistula-floden i vest, og mod nord til ”det sarmatiske ocean”, der kun kan være Øestersøens østlige del. Her nævner han stammen ”Venedae”, som jeg kun mener vi kan opfatte som ”venderne”. Da der ikke er slaviske stammer på Østersøens sydlige bred år 127-148 e.Kr. kan det kun betyde, at der oprindeligt i omtalen af ”Winedum, Venedae” (Venderne) er tale om en for os i dag ukendt stamme, der navngiver landskabet, som så igen videreføres af andre senere stammer. I dansk tanke under de 22 Vendertog vi foretager i tidsrummet år 1158-1185 e.Kr., er ”Venden” geografisk koncentreret mod Rygen og bagland med Pommern som det mest østlige landskab, og det østlige Holsten som det mest vestlige punkt. Absolut uden tvivl er ”vendere” for os i dette tidsrum alene en mærkning af de forskellige slaviske stammer, der i samtiden har kontrol med landskaberne. Adam af Bremen (bog 2:XXI) beretter om de slaviske stammer år 1070-2 e.Kr. Men dette er ikke den oprindelige betydning, endsige stamme.

Bl.a. den svenske historiker Johannes Messenius (1579-1636): Scondia Illustrata (- 1624, bind 10) overvejede om de oprindelige ”Winedum, Venedae” (Vendere) kunne have en tilknytning til finnerne, som han tænker sig værende ”*Vendi boreales” (nordlige vender), forskellen værende en V-umlaut. Hans forslag er kontroversielt, men måske ikke helt så ved siden af som man ved første tanke skulle mene. Vi kalder ætterne i det vi nu kalder Finland for "finnas" (oldengelsk) og "finnr" (oldnordisk). Det ved man, så vidt jeg ved, ikke helt oprindelsen til. En tanke er at ordet er knyttet til "fen, fenn" eller ”vådlandsområde/marskland”, og det lyder jo helt rimeligt omend jeg ikke er tilfreds med den sproglige knytning mellem ordene. Men samtidigt er det også klart at ”finnas, finnr” i vort modersmål er en generisk overordnet betegnelse, som vi gradbøjer yderligere for at tale specifikt om særlige ætter.

Det ser vi i Widsith-digtet fra 600 tallet e.Kr. Her omtaler vi ”Scridefinnum” (sætning 79, Skride-finnerne) højt mod nord, og som en anden stamme ”Finnum” (sætning, 76, Finnerne). I Widsith (sætning 20) hører vi at kongen af ”Finnum” hedder ”Cælic” (Cælic Finnum) 1. Saxo forklarer os i Gesta Danorum (Bog 9.4.23-9.4.24 på latin,) i hans beretning om Ragnar Lodbrog, hvorfor vi kalder de nordligste finner for ”Scridefinnum”:

1 Det oldengelske ”cælic” forekommer på oldsaksisk som ”kelik” og sidestilles med det latinske ”lalic-em”. I dag det nuengelske ”chalice” fra oldfranske samme eller ”bægeret”. I navneform kan det have betydet ”Den der holder (den hellige) kop”.

 

"...flyede han til Matul, Kongen i Finmarken. Stolende paa dennes Bueskytters udmærkede Dygtighed fortrædigede han ustraffet Ragnars Hær, der overvintrede i Bjarmeland. Finnerne plejer nemlig at løbe hurtig paa glatte Træskinner og farer af Sted til hvilken Side de vil, saa man holder for, at de er i Stand til efter Behag at nærme eller fjærne sig; saa snart de nemlig har gjort Fjenden Fortræd, flyver de bort med samme Hastighed, som de kom med, de er ikke længere om at trække sig tilbage end om at rykke frem. Deres Behændighed saa vel som den Dygtighed, hvormed de forstaar at bruge deres Skier, gjør dem derfor udmærket skikkede baade til at angribe og til at flygte”. 1

1 Dr. Fr. Winkel Horn (1911, 2. Del, IX Bog, s. 365).

 

I den latinske original er herskeren af Finmarken ikke konge, men hertug (Matullum Finmarchiae ducem), hvilket har betydningen at disse ætter har været underlagt andre stammer, f.eks. de sydlige finner eller “Finnum”. Meget forvirrende, måske fordi Saxo netop forklarer deres kendemærke som skiløbere, kalder han disse ættter for “finni” på latin (bog 9.4.24:1). De nordlige “finni” eller ”Scridefinnum” kan kun være de ætter vi i dag kalder ”Saami”-finner.

Vi ved at Ptolemy (år 127-148 e.Kr.) i bog 3:5 nævner ikke blot ”Venedae”-[folket], men også ”Finni”-[folket] på Østersøens sydlige bred. På dette tidspunkt skelnes der i alle tilfælde mellem ”Venedae” og ”Finni”. Omvendt, er det jo helt muligt at kimbrerne, der kom hertil før vi gjorde, i 500 tallet f.Kr. faktisk kan være ophavet til forståelsen. Her kunne ordet f.eks. tage sit ophav i det keltiske "fionn" (hvid), der beskrives således:

"white, Irish fionn, Old Irish find, Welsh gwyn, Cornish guyn, Breton gwenn, Gaulish vindo-, *vindo-, a nasalised form of root vid, veid, see, as in fios. Cf. Servian vidny/, clear".  1

1 Alexander MacBain: An Etymological Dictionary of the Gaelic Language (1982).

 

Her er klart en sprolig mulighed for overgangen mellem "fionn" og "vindo". I 900 tallet e.Kr. ved vi fra irske krøniker at de danske bl.a. kaldes ”Dubh Gennti, Dubh-Gaill”, der direkte oversættes til ”Sorte Ætter, Sorte Udlændinge”. De norske derimod kaldes bl.a. ”Finn-Gaill, Finn-Genti”, der direkte oversættes til ”Hvide Udlændinge, Hvide Ætter” 1.

1 De danske kaldes også ”Dibearccai” (fredløse), Pagánaigh (hedninge), ”Danair” og ”Danmarcaigh”, ligesom de norske kaldes ”Nortmannai” og ”Lochlannaigh”.

 

Mange har uden tvivl undret sig over hvorfor der gøres farveforskel på de danske og norske set med kristen-keltiske øjne i 900 tallet e.Kr. Det er åbenlyst ikke fordi de danske er mere ”solbrændte” end de norske. Svaret findes i hvorledes keltisk, og derfor kristen?, tanke opdeler alt i sort og hvidt – godt og ondt – frænde og fjende.

På helt samme vis som en irer i dag vil kalde en protestant i Irland (og ikke mindst Nordirland) for ”Black Protestant” 1, hvormed normalt menes den hårde kerne i ”Royal Black Institution” og ”Orange Order”, og derfor for en katolsk irer ”fjenden”, således mener jeg at brugen af ”sort” (Dubh) og ”hvid” (Finn) skal opfattes som fjende og frænde. I afsnittet "Cyningtaefl eller Hneftafl – det strategiske brætspil" viser jeg at denne forståelse går igen i Cyningstaefl (Hneftafl) og overføres til Skak-spillets farvning af brikkerne som sorte og hvide spillere.

1 I republikanske kredse af næstekærlige katolikker omtales protestanter i Nordirland gerne som ”prods”, ”Orangies” og ”black bastards”.

 

For de kristne keltere har de danske derfor været fjenden. Det ved vi er sandt for Ragnar Loðbrók invaderede det nordlige Irland i år 832 e.Kr. og grundlagde Dublin (Dyflin) -”De sortes (bugt)” i år 841 e.Kr. De norske derimod har tydeligvis været frænden.

Det forekommer derfor ikke helt urimeligt at antage at kimbrerne kan have beskrevet sine frænder og fjender med brugen af ”finn” og ”dubh”. Måske er det keltisk (kimbriske) begreb "fionn, vindo" (hvid) oprindeligt en betegnelse for alle de stammer med hvem kelterne (kimbrerne) var på venlig fod.

 

 

I ”Wessobrunner Gebet” fra ca. år 790 e.Kr. findes der en række ordforklaringer til den teologiske tekst. Her omtales landskabet Panonien langs Donau-floden, hvor Vandalerne, skrevet ”uuandoli”, skulle have boet:

”Pannonia sic nominatur illa terra meridie danobia. et uuandoli habent hoc” (fol. 61v).

Videre hører vi om hvem der har boet her; Slaver (sclauus), Hunner og Vender (huni et uuinida)……Vandalske Hunner (Uuandali huni) og Vandaler (et citta. Auh uuandoli) (fol. 62r).

Landskabet Panonien (Pannonien) er beskrevet i afsnittet ”(Longo)Bardernes udvandring”. Longobarderne tager kontrol med landskabet Panonien (ca. trekanten Wien/Nieder-Österreich, Bratislava/Slovakiet og Gyor/Ungarn) ca. år 539-563/5 e.Kr., og forlader det igen år 568 e.Kr.

Fredegarius (Fredegar) skriver i sin krønike (Bog IV:10) fra 600 tallet e.Kr. (omhandlende Frankerne fra midten af 500 tallet til ca. år 641 e.Kr.):

”En hændelse. På den tid drog Hunnerne fra Panonien og tog mange hårde slag med Frankerne i Lorraine, men Dronning Brunhilda og hendes børnebørn tilså at de vendte tilbage til eget land ved at give dem pengegaver (folket der kaldtes Hunner kaldes nu slaver og det land der kaldtes Panonien kaldes nu Slavonien)”.

Hunnerne tager kontrol med Panonien efter år 568 e.Kr., og det må være fra Fredegarius (Fredegar) at ”Wessobrunner Gebet” henter sin viden. Geografisk befinder vi os langt borte fra det landskab vi anser som ”Venden”, men når vi ser på tiden op til Vandalernes folkevandring ca. år 406-407 e.Kr.  må vi samtidigt også tilstå, at der sagtens kan have været Vandalske ætter der, som mange andre folkeslag, lod sig optage i den løse hunniske sammenslutning medens Attila var konge af Hun-riget år 446-454 e.Kr. Det forekommer en mulighed, at der i ”Wessobrunner Gebet” sker en sidestilling af Vandaler (Uuandali) med Vender (uuinida), men bemærk at ”slaver” (sclauus) er skarpt adskilt som stammebegreb.

Manuskriptet ”Glossarium (Glossae) Salomonis” fra St.Gallen klostret i Schweiz er en latinsk etymologisk ordbog indsamlet fra slutningen af 700 tallet til 900 tallet e.Kr. Heri hedder det at ”UUandalus id est uuinid” (Vandalerne derfor er venderne).

Det synes at være identisk til hvorledes vi opfatter det i nordisk tanke.

Vi genfinder æt-tilknytningen til Vandalerne i mandsnavnet ”Aurvandil” (oldnordisk, Skáldskaparmál/Snorre Edda) og “Éarendel” (oldengelsk, digt) og “Auriwandalo” (longobardisk dialekt, en prins til Lombardiet).

Sidst, men ikke mindst, nævner Saxo (bog 2:149-154, 3. bog Fra Rolfs til Fenges død, Rorik Hor-vendel og Fenge) den jyske prins ”Amlet/Amleth/Amlothi/Amloði” fra 600 tallet e.Kr. fra Virring sogn syd for Randers.

Amleth’s fader hedder ”Hor-Vendel” (Horwendillus) og hans farfader hedder ”Ger-vendel” (Gerwendillus). ”Hor-Vendel” og ”Ger-Vendel” (Spyd + Vandal) er landeværner af Jylland (Iutorum praefectus).

”Vandil/wandalo/wendil”-endelsen viser alle tilknytningen til Vandal-ætten, der derfor endnu må findes i Nørre Jylland i slutningen af 500 tallet e.Kr./begyndelsen af 600 tallet e.Kr. (se ”Bilag M: Hólmgeirr Godfredsøn - Holger Danske”).

 

 

 

 

 

 

Froncum - Franken


 
Grípisspá (Ældre Edda) begynder således:

"Sigmundr Völsungsson var konungr á Frakklandi. Sinfjötli var elztr sona, annarr Helgi, Þriði Hámundr".
 

”Frakkland” er sikkert landskabet omkring Frankfurt ved Oder-floden, ikke det sydlige Frankfurt ved Main-floden (“Franconofurd”), der først opnår styrke under Charlemange/Karl Den Store fra år 794 e.Kr.
 
Snorre har forklaret os i fortalen til Snorre Edda at vi sætter en kongesøn som landeværner for dette område:

"Odins tredje Søn hed Seggi, hans Søn Verir; deres efterkommere raadede over det, som nu kaldes Frakkland,
og er derfra den Æt kommen, som hedder Vålsunger".
 

Grípisspá (Ældre Edda) fortsætter:

”...Sigmundr konungr dvalðisk lengi í Danmörk í ríki Borghildar 1 , síðan er hann fekk hennar. Fór Sigmundr þá suðr í Frakkland til þess ríkis, er hann átti þar. Þá fekk hann Hjördísar, dóttur Eylima konungs. Þeira son var Sigurðr...”.
 
Som jeg oversætter til:
 
”Kong Sigmund dvælede længe i Danmark i Borghild’s rige 1, siden da han fik hende [til ægte]. Fór Sigmund da syd [ind] i Frakkland til dette rige, hvor han slog sig ned. Da fik han Hjördísar, Eylima-kongens datter. Deres søn var Sigurd...”
 
 
1  ”ríki Borghildar”  er Borghild's sjællandske odelsjord som nævnt i Helgakviða Hundingsbana hin fyrri (vers 8, Ældre Edda), dvs. Ringsted og Sigersted.
 

 

I Fáfnismál (vers 4, 25, Ældre Edda) er Sigurð beskrevet som en søn af  Sigmund fra Völsunga-ætten. Han bliver af sin fader givet ættens hellige sværd Gram. I vers 44 kan vi se at dette hellige sværd skal symbolisere at Völsunga-ætten nu er endeligt udbrudt fra Skilfinga-ætten (se afsnittet ”De hellige sværd”).

Völsunga-ætten er som navn mærkværdigt. Navnet oprinder fra Völsa (Vølse) eller ”afskåret hestelem”. Måske skal vi opfatte at Høvding Völsung, som resten af stammen i samtiden, dyrkede Freyr som "Den Hedenske Høje". I Völsunga Saga fra 1200 tallet e.Kr. får vi dog snarere indtryk af at det er en henvisning til Völsung’s størrelse da han bæres fri: ”...Það var sveinbarn og sá sveinn var mikill vexti þá er hann kom til sem von var að...” (kap II.) eller Völsung var meget stor af vækst.

Vi ved ikke om Frankerne har taget navn efter deres lanse ”Franca” (oldengelsk) og deres kasteøske ”Francisca”, eller omvendt. At være ”frank” (ærlig) eller tale ”frankly” (frit) er en henvisning til Frankerne efter de bliver tilstået store dele af Gallia Belgica år 355-358 e.Kr af Kejser Julian. Herefter er Frankerne de eneste fribårne i landskaberne.

År 241 e.Kr. er første romerske henvisning Frankerne. Det er umiddelbart før dette tidsrum de bryder med Skilfinga-ætten, og drager mod syd fra Østersøens bred. Det sker nøjagtigt samtidigt med at vi har fået samlet kontrol over de første landskaber ca. år 200 e.Kr. (Sønderjylland (Slesvig og Holsten), Fyn, Vest-Sjælland, Skåne, Halland, Blekinge, Sør-Trøndelag og Rogaland). 

I afsnittene ”Gold scilling, gull skillingr, guldskilling” og ”Lodtrækning og ulykkesvarsel mod Birka” viser jeg at Frankernes konge-æt, og i handelsplads-sammenhæng, på guldskillinger møntet år 587-670 e.Kr. stadig anser sig som nedstammet fra Skjoldunge-ætten.

Frankerne er, som de fleste andre stammer i samtiden, stærkt omstrejfende i søgen efter landskaber der kan tages med magt, brødeføde befolkningen, og forsvares. Som vi altid har gjort slår de sig sammen med andre ætter og stammer og opnår større styrke. Dette ser ud til at ske tidligt med et folk kaldet Salii (”De der bor ved Salten Vand” eller ”De fra Salland”, et landskab i det østlige Holland, syd for Friesland) og vi kender dem derfor i samtiden som Salii Franker.
 
At det formentlig kun er konge-ætten der er fra Skilfinga-ætten, bæres ud af at i 400 tallet består Franker-føderationen af stammerne, salii, sugambri, chamavi, tencteri, chattuarii, bructeri, usipetes, ampsivarii og chatti.
 
Frankerne undergår overraskende mange delinger og gendannelser i de kritiske år 2-400 tallet e.Kr., hvor de ikke kan finde fodfæste.
 
Alt dette roderi gør at Frankerne, modsat os, har et gabende hul i forståelsen for ”stammens vé og vel”; i romerretten på latin ”res publica” (offentligt forehavende, statstyrelsen) og hos etruskerne "mex thuta" (stammens folk). 
 
Modsat os, kan fæ hos Frankerne kun arves til mandlig side og hele riget anses som privat ejendom, hvilket er en lodret modsætning til hvorledes vor livsopfattelse og love er. Disse modsætninger er den filosofiske oprindelse, dengang og i dag, til de stridigheder der opstår mellem os og Frankerne fra 500 tallet e.Kr. fremefter. Her spiller Clovis I.’s konvertering til ortodoks katolsk kristendom år 493 e.Kr. en afgørende rolle for Frankernes senere adfærd.
 
År 258 e.Kr. angriber de Gaul og indtager byen Tarragona, Catalonien. Her bliver de til år 260 e.Kr.
 
År 277 e.Kr. angriber de sammen med Burgunderne og Vandalerne Gaul. De bliver slået og Frankerne må søge ly nord for Elben, hvilket vil sige de vender tilbage til Sønderjylland. Det antyder stærkt at de er under hertugdømme fra Skjoldunge-ætten.
 
År 288 e.Kr. begynder de på vikingstog mod kysterne i Belgien og Gaul. De drager ud sammen med Jyderne, Sakserne, Anglerne og Varni-folket, dvs. hele stor-stammen starter allerede her på sommertogter. Dette er hovedårsagen til at vi allerede langt før udvandringen til Britannien fra år 448 e.Kr. fremefter kender Europa som vor egen bukselomme.

År 312 e.Kr. I det oldengelske digt ”Elene” skrevet af Cynewulf, og dateret til tidligt i 800 tallet e.Kr., forekommer ”Francan ond Hugas” (Franken og Húga-[folket], sætning 21), hvor de med Hunner-folket og Hreð-goten, dog ikke sammen, ”woldon Romwara rice geþringan” (volder Rom-folkets rige at trænges, sætning 40). Tiden er i det 6. år af Kejser Konstantin’s regeringstid, dvs. år 312 e.Kr.

Det er klart at ”Húga”-stammen er i alliance med Frankerne, og vi ser også at Kong Hygelac (Scyldinga-æt nr. 18, 475-521) kæmper mod dem i Friesland år 521 e.Kr., hvor han må lade livet, jvf. Beowulf-kvadet (sætning 2914): ”heard wið Húgas    syððan Higelác cwóm”.
 
Beowulf-kvadet (sætning 2501-2) giver os et enkelt navn på en kriger fra ”Húga”-stammen: ”Dæghrefne wearð tó handbonan, Húga cempan·” eller ”Dæghrefn værgede1 til håndbenet, Húga kæmpen·”.

1 det modsatte værende at ”afværge” dvs. Dæghrefne angriber med hænderne alene.

 

 

Navnet ”Dæghrefne” er et urnordisk navn. Mere mener jeg ikke vi kan sige med sikkerhed.

År 388 e.Kr. Gregory af Tours i "Frankernes Historie" (Bog 2:9) fra år 594 e.Kr. henviser til den romerske historieskriver Sulpicius Alexander, hvis værk er ukendt.
 
Gregory citerer Sulpicius Alexander for at sige følgende om de tidligste herskere af Frankerne, som romerne kendte til:

”På den tid farede Frankerne ind i Germanien under Genobaud, Marcomer og Sunno, deres hertuger, og da de gennembrød forsvarsmuren nedslagtede de de fleste af folkene og lagde øde specielt alle frugtbare jorde, og rejste frygt selv i Køln”. 


Der er flere ekstremt vigtige oplysninger fra disse linier. Det første vi skal forstå er at dette er en romersk beretning. Når Sulpicius Alexander derfor henviser til ”forsvarsmuren” ved vi at Frankerne kommer ned fra nord for Germania Magna, eller fra landområder under vor kontrol. Germania Magna var nominelt under romernes kontrol og blev regnet for “forsvarsmuren” mod fjenderne fra nord. Den nordlige grænse for Germania Magna var Elben, nord for hvilken vi har kontrol. (se afsnittet ”Den falske sandhed om Germanerne”).
 
”Tiden” er ”da Maximus, med alt håb om imperium tabt, forbliver i Aquileia”. Vi ved at den spansk-keltiske Kejser Magnus Maximus (regent 383-388) tabte borgerkrigen ved Slaget ved Save år 388 e.Kr. Han overgav sig og blev henrettet i Aquileia 28. august år 388 e.Kr.

Derfor henviser Sulpicius Alexander til Køln, der i samtiden, under navnet ”Colonia Claudia Ara Agrippinensium”, er hovedbygd for Germania Inferior, hvorover romerne har faktisk kontrol. Frankerne bryder med andre ord ind i Germania Magna fra vore landområder, men ikke helt til Rhinen og Germania Inferior.

Den næste vigtige oplysning er at deres herskere; Genobaud, Marcomer og Sunno er ”hertuger”, dvs. nøjagtig den titel Snorre selv giver dem som ”landeværner”, ikke konge.
 
Jeg viser i afsnittet ”(Longo)Bardernes udvandring” at Longobarderne tager landskabet Panonien i besiddelse efter år 494 e.Kr.
 
Gregory skriver selv at Frankernes angreb på Germanien kom herfra år 388 e.Kr. Det gør at vi nu kan se hvorfor Longobarderne drager til Panonien. Det er mennesketomt fra år 388 e.Kr.
 
Spørgsmålet er om ikke sammenknytningen til Skilfinga- og/eller Skjoldunge-ættens landeværner af Frakkland skal findes gennem Longobarderne?

Longobarderne kaldes i Beowulf-kvadet for ”Heaðobeardan” (krigsbarderne), og i Hárbarðsljóð ("Harbard og Tor", Ældre Edda) for ”Hárbarð”.


Kilder 1  tidligere end, og ukendt af, Gregory af Tours forklarer os at:
 

  • Genebaud/Gennobaudes I. er regent over Ripuarian (River/Flod)-folket år 287/8 e.Kr.,
  • Asaric/Ascaric og Merogais/Regaise regerer over Ripurian-folket, angriber Gaul (omkring Trier) og bliver smidt for løverne i Trier år 306 e.Kr. af Kejser Constantinus (306-337 e.Kr.)
  • Genebaud II., Marcomer og Sunnon er hertuger (regales) af Frankerne år 388 e.Kr.


 1 Christian Settepani : The Ancestors of Charlemagne: Addenda (1990, s. 6)
 
 

Der er ingen uenighed om at Ripuarian (River/Flod)-folket er en del af Franker-føderationen fra 400 tallet e.Kr. Navnene “Genebaud” og “Ripurian” er latinske oversættelser, der næppe er gjort helt præcist. Navnet “Genebaud” kan let være en antydning af at denne hertug/landeværner er en “beard” (oldengelsk)/”barð” (oldnordisk) eller Barde-æt.
 
Ligeledes kan ”Ripurian” 1 oprindeligt være en latinsk oversættelse af ”Tani” ifald historieskriven har været klar over at ”Tani” betyder ”vand/flod”-folket. Denne oprindelige opfattelse skal ikke forveksles med Lex Ripuaria/Ribuaria (Ripuaria-loven) fra 700 tallet e.Kr., der klart henviser til Frankerne boende ved Frankurt langs Main-floden.
 
1 Fra det vest-latinske ”riparia” der her har betydningen ”flodbred, flod, kystbred”, dvs. ordet er benyttet til også at beskrive folk ude ved kysten.

 

Ptolemy oversætter år 127-148 e.Kr. formentlig ”Tani” til ”Dauciones”, men denne latinske oversættelse viser ingen forståelse for hvad ordet betyder. De romerske historieskrivere kan også, hvad var deres opgave, holde ætterne adskilt geografisk ved brugen af forskellige navne på latin.
 
Herskernavnet “Asaric” eller rigtigt “Ásaríc” (Asa-guderne + råder) er uden for nogen tvivl en person fra vor egen æt. Det uanset om navnet er ditamatisk eller ej.
 
"Marcomer" er ikke et navn der forekommer os bekendt. Det skyldes at denne hertug var leder at de to stammer ampsivarii og chatti, og derfor er kommet ind udefra.
 
Endelig er det værd at bemærke navnesammenfaldet mellem frankiske og sønderjyske navne i samtiden. "Arbogast" (Flavius Arbogastes) ( - d.6.9.394 e.Kr.) var søn af Flavius Bauto (her er Barde-æt navnet muligvis igen). Faderen var Magister Militum (Leder af Hæren) under Kejser Valentin II. Faderen dør år 385 e.Kr. og sønnen Arbogast overtager jobbet efter den spansk-keltiske Kejser Magnus Maximus var blevet henrettet i Aquileia 28. august år 388 e.Kr. Alle er enige om af Arbogast er Franker. Sammenlign dette med navnene "WagagastiR" (runesten Nydam Engmose, Sønderborg, dateret til år 300-350 e.Kr. + økseskaft), "HlewagastiR" fra Det Korte Guldhorn fra Gallehus ved Møgeltønder, Sønderjylland, dateret til 400 tallet e.Kr. og "ÁsgastiR" ("asugasdiR", Myklebostad runesten i Vistdal, Møre og Romsdal, dateret til ca. år 400 e.Kr.). Der er ingen tvivl om at "Arbogast" har kaldt sig selv "ArbogastiR" og at han kan være Franker af Barde-æt1
 
1 For fuldkommenhedens skyld skal nævnes navnet "Harigastiteiva///il", der forekommer med nord-etruskiske runer ristet ca. 100 tallet f.Kr. på en hjelm (Negau "B") fundet med 27 andre i 1811. Alle hjelmene blev fundet i Negau (nuværende Zenjak), Slovenien og er af etrustisk type fra ca. år 400 f.Kr. Hjelmene blev gravlagt ca. år 50 f.Kr. Der er åbenlys forbindelse mellem de etrustiske ætter og Sønderjylland. Hvordan dette hænger sammen i folkevandringer er helt uafklaret. Mit bud på fortolkningen af "Harigastiteiva///il" er "Harigasti(R) *tiwaR[-runen] [Legio] VIII il[lyricum]". *tiwaR-runen benyttes identisk i Völuspá (vers 51, Ældre Edda) og i inskriptionen på guldskillingen fra Austad i Nes i Flekkefjord, Vest-Agder, Norge fra år 385-670 e.Kr. med "*gebu, *tiwaR" eller "gave [til] Tyr". Vor ven HarigastiR var med andre ord kriger i en legion med base i Illyrien, der bl.a. var Slovenien. Der findes ingen Legion III Illyricum, hvilket mange skriver i deres fortolkning. Vi har Legion III Augusta i Afrika år 30 f.Kr., som vi har Legion III Gallica i Syrien og Legion III Cyrenaica i Egypten i samme tidsrum. Hvis den sidste rune, i dag fortolket som ”A”, hvilket jeg mener er tvivlsomt, kan fortolkes som enten ”X” eller ”V” (mit bud) da har vi Legion XIII Gemina og Legion VIII Augusta i Illyrien år 30 f.Kr.

 

Det forekommer mig at når ArbogastiR, Ásaríc og Genebaud overfor sine omgivelser kalder sig "Fronc" har det alene betydningen "fri og ærlig", dvs. en fribåren. Deres æt er oprindeligt en anden.
 
Deres konge år 417 e.Kr. er Faramond/Pharamond. Under Kong Chlodio (427-447) har Frankerne hovedbygd i Dispargum (Duisburg) og tager
hele landskabet til Cameracum (Cambrai, Somme).

Da Frankerne er underlagt Det Vestlige Romerrige som ”foederati” (dvs. ”romersk lydstat uden statsborgerskab”) stiller de op mod Attila’s angreb år 451 e.Kr.
 
Herefter har vi de mystiske Merovigner-konger fra sagnkongen Meroveus hos Fredegarius’ ”Chronicum” (XXVI., XXIX, XXXVIII, XLII)1. Han efterfølges af Childeric I. (regent 457-482), hvis gravsted kendes. Han efterfølges af Clovis I. (Chlodowech, Chlodwig, Louis, Ludwig; 465-511). Landskabet omkring Paris tilfalder Frankerne år 486 e.Kr. Clovis I. konverterer til kristendommen efter giftermålet med Burgunder-prinsessen Clothilde år 493 e.Kr.
 
1 Denne mytologiske konge staves også “Merowig, Merovich, Merwich, Merovius”. Navnet er sikkert sammensat af “Mer” (“mere, marr” oldengelsk/oldnordisk) +  “víg” (oldnordisk) eller “sø + kamp”, og som mandsnavn “kæmperen fra søen”. Sammenlign f.eks. med ”Wig, Wigg, Vig”, der leder udvandringen år 497 e.Kr. til Wessex. Det kvindelige sidestykke til mandsnavnet er ”merewif” (oldengelsk) eller ”viven fra søen”, der ca. år 1386 e.Kr. bliver til ”mermayde”, i dag ”mermaid” eller "[den lille] havfrue". Beowulf-kvadet (sætning 2921) kalder dem på oldengelsk ”Merewíoingas”
 
Alle makedonske og romerske konger og kejsere skulle kunne vise nedstamning fra den sejrende side i Slaget ved Troja for at kunne kræve tronen. I slutningen af 400 tallet e.Kr. skal de frankiske ætter, specielt efter giftermålet med Burgunder-prinsessen Clothilde år 493 e.Kr., kunne vise nedstamning til Jesus-figuren, der stadig anses for Gud, for at kunne tage kontrol med det politiske værktøj, den katolske kristendom. Ved at opfinde skabelsesmyten om "kæmperen-fra-søen", en oprindelig filosofi identisk til vor egen, der i kristen teologi via ”fisken” kan omfortolkes som en kenning for Jesus-figuren, kan frankiske herskere mene sig selv som værende en levende ”søn af Gud” eller ”efterkommere af Jesus-figuren”. Det har Michael Baigent, Richard Leigh og Henry Lincoln digtet dygtigt videre på i ”The Holy Blood and the Holy Grail” (1982).

 

Det frankiske thing kaldes ”mallobergo”, jvf. den frankiske lovkode ”Lex Salica” (legem salega) givet af Clovis I. (465-511) fra ca. 507-511 e.Kr. for sit folk ”barbarum Salico, franco ” (de saliske barbarer, frankerne) jvf. Lov nr. XIV: 2 og XLI:1. ”Lex Salica” (XLVI) lyder:

... aut ante regem aut in mallo publico legitimo hoc est in mallobergo ante teoda aut thunginum ... eller frem for kongen eller lovligt mundligt kundgjort, der er [=kan ske] på Malberg frem for folket eller (frem for) Den Tunge [= odelsbonden] 

Min oversættelse til nudansk. Forstavelsen “mallo” mener jeg må være frankisk dialekt af “mæla, mælan, maðelian, maþljan, mælæ” (oldnordisk, oldengelsk, gotisk, olddansk) eller “mæle, tale”. Endestavelsen “berg” kendes i formen "berg, beorg, baírga(hei)" (oldnordisk, oldengelsk, gotisk), alle med betydningen ”klippe”. Det frankiske thing betyder derfor ”taleklippen”, og må opfattes helt identisk til klippen ved Þingvellirsletten uden for Reykjavik.

Det frankiske ”teoda” kendes i formen ”þióð, þéod, thiod” (oldnordisk, oldengelsk, oldsaksisk), bl.a. med betydningen ”folket, stammen”.

Det frankiske ”thunginum, thunginus” findes tilsvarende og samtidigt i longobardisk dialekt som Angargathungi (Edictum Rothari, nr. 14, 48, 74), som jeg oversætter til ”Græsmarkstung, jorddrot”. Den urnordiske og frankiske dialekt kaldes sommetider for “Malbergse glossen” fordi Loven henviser til stednavnet “mallobergo”.

 

Fra ”Lex Salica” (XLVII) har vi sætningen “Rachineburgii in mallobergo” (*Ragina-burgja ved Malberg), hvor mit bud er at Rachineburgii (*Ragina-burgja) er identisk med borgere i Regensburg (Reginesburg år 832 e.Kr.), nuværende Bayern. Her har den frankiske Agilofing-æt kontrol fra ca. år 550 e.Kr., og byen var sædet for hele Bayern. Her mener jeg det frankiske thing ”mallobergo” (mælebjerget, malborg, malberg) lå fra begyndelsen af 500 tallet e.Kr.

Forstavelsen "Rachine-" i Rachineburgii (*Ragina-burgja), der også forekommer som "Raginburgii" (Lex Salica, LV), må sidestilles med det samtidige "ragina" (Regin) i den urnordiske indskrift i Ældre Futhark "raginakundo" (Regin-nedstammet) på Noleby-stenen, Västergötland (Vg 63), fra ca. år 450 e.Kr. En Rachineburgii (*Ragina-burgja) er derfor en "rådsborger, rådmand", hvoraf der i frankisk lov krævedes 7 for at thinget var beslutningsdygtigt. Dette findes identisk i Jyske Lov (Bog 1:38): "Minnæ en siu men mughe ei thing halde" (Mindre end 7 mænd må ej thing holde).

I Widsith-digtet (sætning 24) hører vi at “þeodric weold Froncum” eller “þeodric/Theuderic vælder Franken”, og det gør han ca. år 511-534 e.Kr. 
 
Vi ved at Frankerne udsteder guldskillinger år 500-675 e.Kr. i Wic/Vic Pontio (Broen ved Vigen) ved Etaples, 27 km syd for Boulogne. Dette synes at være Frankernes hovedhandelsplads i dette tidsrum. 

 


 

 chap16-3-6.jpg

 

 

 

 

 

 

Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>
 
Søgeværktøj
Fra Grímnismál (vers 32, Ældre Edda) ved vi at vor ven fra skov og have, det rødbrune egern Ratatoscr (sammensat af de oldengelske ord "ræt" + "tusc" med betydningen "Gnavertand"), er god til at frembringe svar på alt mellem himmel og jord. Nedenfor til højre fra billedet af Ratatoscr, fra Ólafur Brynjúlfsson: Gudeskrift m. bl.a. Ældre Edda (Edda Sæmundr) & Snorre Edda (1760), findes Google's søgeværktøj, der er tilpasset til at søge efter svar fra Asernes æt. Ifald søgeværktøjet ikke kan ses, højreklik på musen og genopfrisk (opdater) siden.
© Verasir.dk Asernes Æt • af Flemming Rickfors • E-mailHosting • En del af Fynhistorie.dk