Reidgotaland - *Gutisk-Andja

Ved Ver Asir/Danir-folkets ankomst til vore nuværende landområder var landet dels bosat af eksisterende stammer, dels besat af Goterne.

”Ikkæ heet thet oc Danmarch aff førstæ, aller Dænæ ther i bothæ”.
(ikke hed det og Danmark af første, eller Daner der i boede) ¹

¹ Ottar Kalkar: Ordbog til det ældre danske sprog (1300-1700) (1881-1907, 1. bind, s.339).

Snorre Edda (Skáldskaparmál, 81. Mannaheiti) siger:

”Í þann tíma var kallat allt meginland, þat er hann átti, Reiðgotaland, en eyjar allar Eygotaland. Þat er nú kallat Danaveldi ok Svíaveldi”

”På den tid var kaldet alt fastlandet, som han besad, Reiðgotaland, og alle øerne Eygotaland. Det er nu kaldet Danevælde og Sveavælde”.

Min oversættelse til nudansk. "hann" = Odin = alle vore konger. Ordet ”átti” oversat fra ”eiga”.

Jordanes: Getica sive De Origine Actibusque Gothorum (Goternes oprindelse og dåd, Bog IV:25) forklarer ca. år 550 e.Kr., at Goterne selv kaldte landområdet nord for Ejder-strømmen, Skandinavien, for "Gothiscandza", der opfattes som ”*Gutisk-Andja” eller ”Goternes Ende”. ¹

¹  I ”Jomsvikinga Saga og Knytlinga Saga + Sagabrudstykker og fortællinger vedkommende Danmark” udgivet af Det kongelige Nordiske Oldskrifts-selskab, 1829 nævnes under det 1. Sagabrudstykke s. 370 ”Østen for Polene er Reidgoteland og dernæst Huneland, Saronia eller Germania, som nu kaldes Sarland.””Huneland” eller ”Hunnernes Land” er nævnt adskilt fra Ungareland. Polen er ca. det samme område som nudagens Polen med Vindland/Venden på den vestlige side. ”Reidgoteland” kan derfor kun være Goternes landområde Aujom/Aujóm i Ukraine, der derfor af andre ligeledes må have været benævnt Reidgoteland. Dette er en stærk argumentering for at de goter der fordrives fra Danmark er de samme goter der drager via Polen til Ukraine. Vi kender ikke dateringen af dette brudstykke men da Færøerne er nævnt må det være efter 800 tallet e.Kr.

Rökstenen, Östergötland fra 800 tallet e.Kr. har denne indskrift:

”þat sakum onart huaR fur niu altum on urþi fiaru miR hraiþkutum auk tu miR on ub sakaR”

”Der siger jeg [den] anden [,] hvo for ni aldre [siden] døden fandt med Hreiðgoterne, og døde med dem for sin brøde”

Min oversættelse til nudansk. Denne "anden" person kan være Gunnarr Gjúkason, burgunder, men hærleder af gotiske ætter (se kapitlet "Hunnerhæren mod Kong Frode I.'s danske styrker"). Vi kan se at i 800 tallet e.Kr. svarer 9 slægtled til ca. 400 år, eller en gennemsnitslevetid på ca. 40 år.

Vi ved hvem runemesteren ”uarin” (Varinn) har i tankerne når han her omtaler Hreiðgoterne ”for ni aldre siden”, som vi skal opfatte ”for ni slægtled siden”, set fra 800 tallet e.Kr. Svaret kommer i de efterfølgende runer:

” ...raiþ þiaurikR hin þurmuþi stiliR flutna strontu hraiþmaraR...”

”...rider Þjóðríkr hin Thormodige, styrer flåden [og] stranden af Hreið[goter]søen...”

Min oversættelse til nudansk.

Jeg mente oprindeligt at ”stranden af Hreið[goter]søen” måtte være den vestlige del af Østersøen og/eller Kattegat. Det kan dog ikke være sandt i Þjóðríkr hin Thormodige's samtid ca år 400-450 e.Kr. Han har frem til Frode-freden år 446 e.Kr. som "Ostrogotha" (De Skinnende Goter) sæde i Daniperstadir (Kiev), landskabet Aujóm. Der må derfor være tale om Sortehavet og/eller Den Asovske Sø (Palus Maeotis).

Rökstenen fortsætter med at kalde ”Þjóðríkr hin Thormodige” for ”skati marika” eller ”[højt]skattede Mæringa”. Vi kan nu se at "Mæringa"-ætten får sit navn fordi disse ætter havde kontrol med søen (Mær, Mar).

Jordanes: Getica sive De Origine Actibusque Gothorum (Bog XLVIII: 252) fra ca. år 550 e.Kr. skriver:

Hic enim Wandalarius, fratruelis Ermanarici et supra scripti Thorismudi consobrinus, tribus editis liberis in gente Amala gloriatus est, id est Walamir, Thiudimir, Widimir.

Denne WandalharijaR, sønnesøn af en broder til Eormanríc [død år 376 e.Kr.] og fætter til førnævnte (Þjóðríkr hin) Thormodige, bragte hæder til Amali-ætten, videreførende stammen ved at avle sønnerne Walamer, Þéodmer (og) Widemer.

Min oversættelse til nudansk.

Det oldengelske digt ”Deór” siger (sætning 19-20):

Ðéodríc áhte þrítig wintra Máeringa burg;

Theodric besad tredive vintre Mæringebog;

Min oversættelse til nudansk.

”Máeringa burg” (Mæringeborg) er byen Ravenna i det nordøstlige Italien. Goterkongen Theodric (Ðéodríc, Þeodric, år 454-526 e.Kr.) var søn af Þéodmer (Theodmer), og hans onkler var Walamer (Valamer) og Widemer (Viðemer). Derfor er Theodric (Ðéodríc) fra Mæringa-ætten. 

Theodric (Ðéodríc) er konge over det nordlige Italien år 493-526 e.Kr., herunder også Frankerne iflg. Widsith-digtet (”Þeodric weold Froncum”, sætning 24).

Tacitus år 98 e.Kr. i Germania (kap. 40) nævner et folk kaldet ”Reudigni” der boede i området omkring Slesvig-Holsten og var naboer til bl.a. Anglerne (”Anglii” hos Tacitus). Dette var formentlig et af de første landområder vi fik kontrol over.

Stednavnet ”Großer reyde” forekommer på kortet "Newe Landtcarte Von dem Hertzogthumbe Schleswieg Anno 1650" af Johannes Mejer, Husum, Angel. Det er indtegnet på østsiden af den 98 km lange flod "Trenen" (Tren, Treene), der floder fra Træsø, Angel i nord til Ejder-strømmens munding i sydvest. Stednavnet er i dag landsbyen ”St. Reide, Store Rejde” (Groß Rheide), der ligger ved Rejde Å (Rheider Au). 2 km mod øst, på landevejen mod Dannevirke, finder vi ”parvo Reyde“ (1337), der i dag er landsbyen “L. Reide, Lille Rejde“ (Klein Rheide). Landevejen Rheider Weg fører til Dannevirke.

Widsith-digtet fra 600 tallet e.Kr. nævner også Reidgoterne på oldengelsk:

”Hreð-cyninges”
(Reid kongen)

”Ic waes mid Hunum and mid Hreð-Gotum”
(Jeg var med Hunnerne og med Reid-goterne)

Denne kommentar viser at der var gotere blandt Hunnerne i 400 tallet e.Kr., hvad alle andre kilder bekræfter.

”Þonne Hraeda here”
(hvor Reiderne her)

Denne sætning sættes i sammenhæng med Vistulaskoven ved Gdansk, Polen og krig med Hunnerne og omhandler første halvdel af 400 tallet e.Kr.

I det oldengelske digt ”Elene” skrevet af Cynewulf, og dateret til tidligt i 800 tallet e.Kr., forekommer ”Huna leode ond Hreðgotan” (Hunner-folket og Hreð-goten, sætning 20), hvor de tilsammen ”woldon Romwara rice geþringan” (volder Rom-folkets rige at trænges, sætning 40). I sætning 58 forekommer ”Huna ond Hreða here...” (Hunner og Hreða hærger...). Tiden er i det 6. år af Kejser Konstantin’s regeringstid, dvs. år 312 e.Kr.

Ingen synes at vide hvad ”Hreð” var. I munken Bedes skrift ”De Temporum Ratione” nedskrevet ca. år 725 e.Kr. (kapitel 15), hvor vi har den tidligst kendte kalender, kaldes marts måned for ”Hreð-monaþ”. Det oldengelske navn "Hreð" forbindes i nuengelske oversættelser med en gudinde. I dette er jeg helt uenig. Ordet "Hreð" er identisk til det oldnordiske  "Hreða" (kiv, trætte) og "Hræòa" (rædde). I omtalen af vor gotiske fjender har betydningen derfor været "de kivende/rædselsfulde goter".

Goterne, kan vi se fra Ptolemy, er ude af Danmark (syd for Ejder-strømmen) ca. år 127-148 e.Kr. med deres tilstedeværelse ved Wisla floden i Polen. Det er muligt denne vandring er påbegyndt endnu tidligere, da Tacitus har et folk ved navn "Gothones" ved Sortehavet allerede år 98 e.Kr. De var på vej tilbage den samme vej hvorfra de var kommet, og videre til Sortehavet og Asovhavet .

Jordanes skriver om Goterne at de kom til Gutisk-Andja (Reidgotaland - et eller flere landskaber nord for Ejder-strømmen) under Kong Berig (Baírika = Bjørn + råder), og at de forlod området igen under Kong Filimer, der var den femte konge siden Berig. Med andre ord, Goterne var i Reidgotaland i 250-300 år. Goternes vandring sydpå tager dem, via Gdansk, igennem Ukraine hvor de er år 165 e.Kr. og til Asovhavet omkring år 255 e.Kr. Fra Ptolemys geografiske beskrivelse kan vi se, at Goterne er på vej ud år 127-148 e.Kr. Goterne er derfor vandret til Skandinavien omkring år 173-102 f.Kr.

Da jeg mener der er fuld sammenhæng mellem den 2. gotiske vandring over Hindu Kush til Kushan riget ca. 165-128 f.Kr. år og uddrivelsen herfra af det gotiske folk som kineserne kalder ”Sae” og inderne ”Sakya”, og som vi ved er samme gotiske stamme, tror jeg at det gotiske rige i Skandinavien varede fra ca. år 165 f.Kr. til ca. år 98 e.Kr.

Pytheas (ca. 380-310 f.Kr.) var en græsk købmand, der ca. år 325 f.Kr. begav sig på en sørejse fra den græske koloni Massilia (Marseille, Frankrig) op langs kysten til det nordlige Europa, herunder Skandinavien. Hans rejsebeskrivelser kaldte han “På havet”. Disse er gået tabt, men er citeret i brudstykker fra flere historieskrivere. Plinius forklarer os år 77 e.Kr. i ”Naturalis Historiae”(Bog XXXVII:35):

”Pytheas Guionibus, Germaniae genti, accoli aestuarium oceani Metuonidis nomine spatio stadiorum sex milium; ab hoc diei navigatione abesse insulam Abalum; illo per ver fluctibus advehi et esse concreti maris purgamentum; incolas pro ligno ad ignem uti eo proximisque Teutonis vendere”.

"Pytheas siger, at Gutonerne (var. Guioner), en Stamme i Germanien, bor ved en Flod-og-Ebbestrand (aestuarium) på Oceankysten ved Navn Mentonomon [deres landskab strækkende sig 6.000 stadia;] … En dags Sejlads derfra ligger Øen Abalos. Didhen drives (Ravet) ved Vårtid av Bølgerne, og det er en fast Udsondring fra Havet. Indbyggerne bruger det som Ildebrændsel og sælger det til sine Grander Teutonerne".

Oversættelse til nudansk af Gudmund Schütte: Teutoner og Thy.

Jeg har i afsnittet ”Fióni, kimbrerne og omkring” (underafsnit ”Kimbrerne”) argumenteret for at øen Abalos må være Helgoland. Vi må dog også henvise til H. P. Steensby: Pytheas fra Massilia og Jyllands Vestkyst (1917, Geografisk Tidsksrift, Bind 24, 1918). Det fulgtes op af F.K. Erlang: Er Ringkjøbing Danmarks ældste og fornemste By? (1922). Her argumenteres for at Pytheas med vandudløbet kaldet  ”Metuonidis” (Mentonomon) mener Ringkjøbing Fjord, og med "Raunonia" mener "Rænnom" i "Rænnom køpingh" (1300 tallet), i dag Ringkjøbing, hvor findes stadig stednavnet Rindum (oprindeligt "Rænnum"). Herfra argumenteres det at øen Abalos bør være det sydvestlige Thy omkring Agger, der har såvel rav som tørv. ¹

¹ Kilde: Ringkjøbing Aarbog 1966-67 (Er Ringkjøbing Danmarks Ældste By) og Plinius: Naturalis Historiae (Bog IV:XIII:94; XXXVII:XI:35). Tak til Knud A. K. Nielsen, Thorsø, Grenaa for henvisningen juli 2011.

Da 1 stadium = 185m, svarer 6.000 stadia til 1.100 km!, og dette skal være det samlede landskab for den stamme der år 325 f.Kr. kaldes ”guioner”, der opfattes som ”gutoner” eller goterne.

Vi må tage landskabsstørrelsen med et gran salt, men det er næppe forkert at antage at goterne år 325 f.Kr. ligger med kontrol af landskaberne på Østersøens sydlige bred, fra Vesterhavet til Ukraine (dengang Skythien), og afventer muligheden for at kunne angribe mod nord ind i kimbrernes område. Dette angreb ser ud til at begynde ca. år 165 f.Kr. og er fuldendt med kimbrernes udvandring fra Skandinavien ca. år 120 f.Kr.

Under afsnittet ”Kushan Riget og Buddha” har jeg vist at det er Wu-sun-folket (Ver Asir/Danir) der ca. år 165-128 f.Kr. fremtvinger den 2. gotiske folkevandring nedover Hindu Kush til Kushan riget. Jeg har argumenteret for at Wu-sun-folket er os. Vi fremtvinger ligeledes den gotiske folkevandring fra vore nuværende landområder ikke senere end år 98 e.Kr.

Eggja Runehelle/Eggjumstenen fra gården Eggja i Sogndal i Sogn, Norge lå på en mandsgrav. Den 200 runer lange runeskrift i Ældre Futhark er dateret til 600 tallet e.Kr. og har bl.a. følgende indskrift:

”....huwaRobkamharasahialatgotna....”

Der kan læses som:

”.... HuæaR of kam hæráss á hi á land gotna?….”

Som jeg oversætter til:

”(Som) hvo/hvem ankom Asehæren hid til goternes land?” ¹

¹
”huwaR” = ”hvo” (gammeldansk), who (nuengelsk) som forespørgende.
”ob kam” = ankom.
”harisa” = ”hari” (hær/hærger) + ”sa” (sammentrækning af ”áss” i betydningen af ”gud/guderne/gudefolket”.

Der er usikkerhed om hvorvidt vi skal forstå ”Harisa” som ”gudernes hær”, ”gudens (Odin ´s) hær” eller ”Ver Asir/Danir -folket’s hær”. Så vidt jeg kan se er alle fortolkninger sande og vi taler om det samme, nemlig en henvisning til vor egen stamme.

Vi ved desværre ikke hvad begrebet ”goterne” oprindeligt betyder, og i hvilket omfang det har ændret betydning de seneste 3.000 år. Intuitivt tror jeg at betegnelsen ”goter” har været en overordnet betegnelse for mange stammer, der måske har haft et eller andet tilfælles, som set udefra af andre stammegrupperinger. På et eller andet tidspunkt har denne overordnede betegnelse knyttet sig til en specifik gruppe af ætter, som så for eftertiden blev set som goter. Med disse ætter har vi absolut intet tilfælles i sæder, hvad historien giver os utallige eksempler på. Grundordet ser ud til at være ”*got, gut”, jvf. ”Guionibus” hos Pytheas år 325 f.kr. og Plinius ”gutones”. Måske betegner det oprindeligt alle ætter, der anså sig selv som ”gudefolk” – dvs. de udødelige forfædrene guder’s dødelige repræsentanter i rummet nutiden. Vi er absolut et af disse folk. Er denne fortolkning af ”*got, gut” sand, kan dette i arilds tid have været fællesnævneren for en gruppering af indoeuropæiske stammer.

Anicius Manlius Severinus Boethius (ca. år 475-524 e.Kr.) var konsul i Rom under goter-kongen Theodric/Ðéodríc (år 454-526 e.Kr.). Hans værker bliver oversat til oldengelsk under Alfred Den Store, og vi har et skrift fra ca. år 950 e.Kr. (British Library MS Cotton Otho A vi.) med følgende sætninger (Meter 1:1-3):

Min oversættelse til nudansk.

Vi kan ikke fra denne sætning se om dette er en henvisning til goternes første folkevandring fra Skythien til Norden, eller om dette er en henvisning til deres senere folkevandring efter de år 370-376 e.Kr. blev slået af Hunnerne i 3. slag (Jordanes bog XLVIII), hvorefter de trækker sig tilbage til Dniestr floden i det sydvestlige Ukraine, der ligger i Skythien. De plyndrer Rom under Alaric (konge 395-410). Han nævnes efter ovennævnte sætninger med Rædgod (Radagaisus), der blev dræbt år 406 e.Kr. Alaric (Alaricus) i sin samtid befinder sig i Bulgarien, der ikke synes at være en del af Skythien. Det er brugen af ”wæs geara iu” eller ”år forgangen” set fra Boethius’ samtid ca. år 475-524 e.Kr. der er spændende. Vi kan sidestille sætningen med ”ár um borna” eller ”år forgået” (Völuspá, vers 2, Ældre Edda), der betegner en fortid langt fra samtiden. En tidsforskel på kun 130 år tilbage i tiden fra ca. år 500 e.Kr. ville næppe udløse en sådan sætning. Derfor kan beretningen om goternes folkevandring ud af Skythien være en henvisning til den oprindelige folkevandring.

Jordanes nævner i ”Getica sive De Origine Actibusque Gothorum eller ”Goternes oprindelse og dåd” (bog XIV:82) "Wisigothae" (Wisi-gutans), der ikke betyder ”Vest-goterne”, men ”De Vise Goter”, og "Ostrogotha" (Austra-gutans), der ikke betyder ”Øst-goterne”, men ”De Skinnende Goter”.
 
Ligeledes nævner Jordanes (bog III:22-23) ”Vagoth”, ”Gautigot” (Gauthi-got) og ”Ostrogothae” i sin opremsning af stammer i Skandinavien.
 
Det forekommer ligetil at ”Gauti” (Gauthi) burde være ”Götar”, der på oldengelsk i Beowulf-kvadet skrives ”Géata” (ental) og ”Géatas” (flertal). Men dette forudsætter at ”got” ikke skal opfattes som ”goth” (goter), i hvilket fald det er i absolut strid med sæder og æt. Götar-ætterne er ”os”, ikke de gotiske ætter.  Af denne årsag har Odin heitene ”Gautr”, ”Gauti”, ”Aldagautr” og ”Aldingautr” for netop at vise at Götar-ætternes konger er ”os” (en af Aserne).
 
Jeg mener det er derfor Jordanes helt bevidst skriver ”Gautigot” og ikke, som han gør alle andre steder i omtalen af goterne, ”goth”. Jordanes er sig klart bevist om at Götar og Goter skal holdes adskilt.
 
Claudius Ptolemy (år 127-148 e.Kr., bog II.II.XI:16) kalder Götar-ætterne for ”goutai”, der i hans samtid findes i Skandinavien, modsat ”gythones” (goterne), der er fordrevet sydover og findes omkring Vistula-floden i Polen.
 
Jordanes samtidige Procopius er år 550 e.Kr. i ”De Bello Gothico” (VI: XV) helt enig og skriver ”Gautoi” i omtalen af Götar-ætterne.
 
Det er sprogligt blevet argumenteret at ”Vagoth” skulle betegne indbyggerne på Gotland ¹. Dette forekommer i overensstemmelse med det danske modersmål, hvor vi i Middelalderen kalder en person fra Gulland (Gotland) en ”guter, goter”. Vor betegnelse for ”Gotland” som ”Gulland” mener jeg er fra det urnordiske ”golaidam" (longobardisk dialekt for Gotland), som jeg tror er et andet, og tidligere, ord end ”Gotland”.

¹ I hvilket fald "Va" kan være fra "Vágr" (vig, liden bugt). Personerne herfra er derfor "Vágar-goth[i]" (Vig-goter).

Under en af disse hovedgrupperinger af goterne har vi den gotiske æt ”Tyrfing”. Kort tid efter år 291 e.Kr. skriver Mamertinus i ”Panegyricus genethliacus Maximiano Augusto dicto dictus” (17:1): ”Tervingi pars alia Gothorum” eller ”Terfing[-folket][,] kaldenavn for en del af goterne”.
 
At denne gotiske æt har haft bopæl i, og er blevet fordrevet fra, vore landskaber ved vi fordi deres sværd ”Tyrfing” nævnes i Hyndluljóð (vers 23, Ældre Edda), Hervararkviða/ Vaki, Angantýr! (vers III:1,6,7,10,19). For mere om dette se afsnittet ”De hellige sværd” (underafsnit ”Tyrfing  – Tyrfing-goternes sværd”).

Kort over goternes folkevandringer. Goterne gentager Kelternes/Kimbrernes identiske folkevandringer, og vi gentager senere goternes folkevandringer. Iflg. Jordanes vandrer den samlede gotiske stamme (bortset fra de der har kontrol med Kushan riget) mod Skandinavien. Ovid nævner dog goter i byen Tomis år 9 e.Kr. Ligeledes drager de sammen bort igen og tilbage mod Sortehavet. Først efter nederlaget til Hunnerne ca. år 376 e.Kr. splittes stammen og Wisi-gutans drager via nord-Italien til Catalonia (Goter + Alan). Austra-goterne ender formentlig delvist op i Litauen. Mange af goterne bliver en del af Hunner-hæren, hvor fællessproget er gotisk.

Midgårdsormen Jörmungandr – Danernes arvefjende Goterne

Vi ved at ”Dragen” blev kaldt for enten ”dreki” eller ”örmr/ormr”. Ligeledes ved vi at den fjende vi frygter mest, og som vi konstant, ved Thor’s store indsats, er på vagt overfor, er ”Jörmumgandr" og "Miðgarðsormr” (Midgårdsormen).

Den mulige etymologiske oprindelse af vor Midgårdsorm under navnet ”Jörmungandr" (oldnordisk) skal ikke forveksles med den mytologiske oprindelse til dragen/ormen/slangen som symbolet på ”fjenden” og ”ondskab”, herunder (storm)jordskælv, der er af langt ældre dato.

Vi har bl.a. to kennings for ”Jörmungandr”; ”Men storðar” (Jordens halskæde) og ”Stirðþinull storðar” (Jordens spændetrøje/stive klæde) (Úlfr Uggason: Húsdrápa, vers 4,5 fra ca. år 985 e.Kr.).

For videre læsning om ”Jörmungandr” se Hymiskviða, Ragnarsdrápa (800 tallet), Húsdrápa, Ölvir hnúfa (800 tallet), Gamli gnævaðarskáld (900 tallet), Eysteinn Valdason (ca. år 1000), Völuspá (Ældre Edda) og Gylfaginning (Snorre Edda).

Ingen synes at kunne forklare præcist hvad ”Jörmungandr” betyder.

Ordet er fortolket som værende en betegnelse for noget kæmpestort, og vi kan gennem kennings se at ordet forbindes med forståelsen af Midgårdsormen. Ingen forklarer dog tilfredsstillende ordets oprindelse.

Sidste halvdel af ”Jörmungandr”, ordet ”gandr” betyder ”kæp, stav”.

Vi har uddrevet Goterne fra vore nuværende landområder senest år 200 e.Kr. (de er på vej ud er på vej ud af Danmark ca. år 98-148 e.Kr). Goterne vandrede tilbage til vort gamle landområde og hovedbygd som de kalder ”Aujom ” (ved vandlandet) med hovedbygden ”Daniperstadir” (Kiev).

Goternes konge i sidste halvdel af 300 tallet e.Kr. hed “Jörmunrekr, Eormanríc” (oldnordisk, oldengelsk). Latinske kilder kalder ham afledninger af “Ermanric”. Han dør år 376 e.Kr. I kong Jörmunrekr’s samtid er Danerne og Goterne derfor ganske sikkert arvefjender, og vi ser dette gengivet i det oldengelske digt ”Deór/Deor” fra 5-600 tallet e.Kr. (sætning 21-26):

Min oversættelse til nudansk. At Eormanric er en ”grim” konge skal her ikke forstås som om han er fysisk grim, men i den oprindelige betydning af ”brutal”.

“Jörmunrekr, Eormanríc” er sammensat af “Jörmun/Eorman” + “ríc”.

Ordet ”Eorman” og derfor ”Jörmun” må være knyttet til det oldengelske ord for Moder Jord, ”Erce”. Sidste halvdel af ordet ”ríc” er i samtiden en hel normal endelse på høvdinger’s navne i betydningen ”den der råder over”.

Af andre samtidige høvdinger kan nævnes Vandalernes høvding ”Geiseric/Gaisa-reik/Geir-rig”(428-477) (Spyd-Råder) og Jyderne/ Halfdanernes høvding ”Oisc/Oeric” (488-512) der styrede jyderne efter ankomsten til Kent. Sønnesønnen var Høvding ”Eormenric” (regent 540-560). Ligeledes Vestsaksernes konge der hed ”Cynric” (den der råder over slægten) (d. 560) og styrede fra Wessex. Endelig styredes Kongedømmet Bemicia af Kong ”Æthelric” (568-572).

Den samlede betydning af “Jörmunrekr, Eormanríc” kan derfor være ”Den der råder over Jorden”, underforstået ”Verdens Hersker”.

Da goterne er vor arvefjende, og derfor vort symbol på såvel fjenden og ondskab under Kong Jörmunrekr, må det være en mulighed at der opstår et heite for Midgårdsormen som en henvisning til goternes konge Jörmunrekr. Det kunne f.eks. være “Jörmungandr” med betydningen ”Jörmun’s kæp/stav”, underforstået at goterne slår os med kæppen og derfor er både arvefjenden og ondskaben selv.

Herfra videreudvikles forståelsen af denne livsfarlige fjende til en generel betegnelse for alle de fjender og al den ondskab vi har og vil få, og hvad vi må gøre for at håndtere dette.

Den helt generelle dobbeltrolle som Ormen/Dragen har dels som vor beskytter, dels et uhyre vi frygter og symbolet på ondskab og fjenden, genfindes hos mange andre folkeslag. Udover grækernes ”Ouroboros” har picterne deres sø-orm/drage, i dag bedre kendt som ”Nessie” fra Loch Ness.

Det nordlige skotland kaldes fra ca. år 297 e.Kr. Pictland, og fra begyndelsen af 500 tallet e.Kr. har picterne kongsård ved Loch Ness. Adomnan, 9. abbot ved klostret på øen Iona fra år 679-704 e.Kr. skrev ca. år 690 e.Kr. ”Vita Sancti Columbae” om en irsk munk der forsøgte at gøre picterne kristne. Tilskrevet til år 565 e.Kr. skriver munken følgende:

”Også en anden gang, da den velsignede herre (Columbae) var et antal dage i picternes land, var han nødsaget at krydse floden Nes (Ness). Da han kom til dens bred så han en fattig mand blive begravet af andre indbyggere; og begraverne sagde at, medens han var ude at svømme for ikke længe siden, var han blevet taget og voldsomt forbidt af et vandbæst....”

Der findes andre sø–orme/drager hos kelterne; i Loch Morar (Skotland), Lough Ree (Irland, under navnet ”peista/piast”), Lough Fedda (Irland) og Lough Nahooin (Irland).

Venderne havde deres Lindorm (vist på 2 speciedaler udstedt under Frederik III.). Ordet ”Lindorm” er et sent ord sammensat af to oldnordiske ord med samme betydning; ”linnr” (slange/drage) + ”ormr” (slange/drage). Det oprindelige ord var ”linnr” fra det indoeuropæiske ”*lento-s” (bøjelig).

Jvf. Midgårdormen finder vi også sø-ormen/dragen i vore egne landområder; Lagerfljót-søen (Island, under navnet ”Skrimsl”, ”Lagerfljótsskrímslið” eller ”skræmsel/skræmslet”), Sudal-søen (Norge) og Storsjö (Sverige, under navnet ”Necker”).

Som vi måtte forvente kan vi følge folkevandringen tilbage og finde sø-ormen/dragen i vort østlige kongerige Garðaríki i Brosno-søen, 80 km nordvest for Moskva og syd for Hólmgarður (i dag Novgorod). Her beretter lokale sagn at sø–ormen/dragen beskyttede Hólmgarður mod et fjendtlig angreb fra en Tartar-mongolsk hær i 700 tallet e.Kr. Da angrebshæren gjorde stop ved Brosno-søen for at hvile og drikke vand kom sø-ormen op fra søen og spiste heste og mænd, hvorved Hólmgarður blev reddet. Det berettes også at væringerne engang ville skjule en stjålen skat på en sandbanke i søen. Før dette kunne ske kom sø–ormen/dragen op af søen og spiste sandbanken, hvorved denne plan ikke kunne gennemføres.

Videre tilbage i folkevandringen i Midgård /Asien, hvorfra oprinder begrebet ”Midgårdormen”, finder vi beretningen om en sø–orm/drage i Khaly-søen i det sydøstlige Sibirien i republikken ”Sakha” (Yakutia). Stednavnet ”Sakha” er identisk med ”goterne”. ¹

¹ Se også afsnittet ”Den røde fluesvamp og juledekoration”.

Endelig ved Altai-bjergene i Xinjian/Xinjiang provinsen i Kina, den indoeuropæiske vugge, finder vi en sø-orm/drage i Hanas-søen.¹ Området ligger i den østlige del af det område der kaldtes Turkistan, og er i dag muslimsk. Derfor er søens navn ”Hanas” formentlig det arabiske ord ”Hanas^un” eller ”slange/orme-dyr” (som modsvares af det hebraiske ”na:Ha:sh” eller ”slange”. Vort oprindelige navn for søen må derfor ligeledes have været en henvisning til ”dragen/ormen”.

¹ Se kapitlet ”Den indoeuropæiske vugge”.

(Longo)Bardernes udvandring

Saxo beskriver Longobardernes udvandring fra Danmark til Lombardiet. Som vi vil se benytter han som sin kilde den longobardiske digter, munk og historieskriver Paulus Diaconus/Paul Warnefried. Vi vil også se at Jordanes i år 550 e.Kr. behandler Longobarderne og at sidstnævnte i år 568/9 e.Kr. får kontrol med Lombardiet ¹. Tacitus nævner Longobarderne nord for Rhinen, men syd for Anglernes område år 98 e.Kr. Longobarderne er derfor udvandret fra Danmark/Vestjylland ² før år 98 e.Kr. og det er i dette tidsrum Saxo’s beretning finder sted. Som vanligt ved Saxo skal vi pille røverhistorien ud og nok alene have lid til at der var hungersnød i landet, at Longobarderne blev anset som Dannemænd og Dannekvinder, og at Longobarderne blev tvunget i landflygtighed.

¹  I ”Jomsvikinga Saga og Knytlinga Saga + Sagabrudstykker og fortællinger vedkommende Danmark” udgivet af Det kongelige Nordiske Oldskrifts-selskab, 1829 nævnes under det 1. Sagabrudstykke s. 370 ”Til Italien grænser Langbardeland.” Vi kender ikke dateringen af dette brudstykke men da Færøerne er nævnt må det være efter 800 tallet e.Kr.
² Mit gæt er at Langobardernes landområde var Åbo syssel langs med Gudenåen, der oprindeligt hed ”Ahbarth/Ahbarð-syssel” samt ”Barwith/Barwið-syssel” i og omkring Kongeåen. Begge steder er fundet et spænde (fuldstændigt lig vor nuværende sikkerhedsnål), der med stor sikkerhed alene forbindes med Barderne. Den romersker poet Lucan (39-65 e.Kr.) omtaler i ”Pharsalia” alene stammen som ”Barderne.” Det er derfor muligt at ordet ”Longo” (lange) er et senere tilnavn. Barderne kaldtes ”Langbarðar” på oldnordisk og ”Langbeardas” (flertal) samt ”Heaðobeardan” (hvor ”heaðo” = "krig") på oldengelsk.

Saxo forklarer at der var hungersnød i landet som følge af mangel på regn (bog 7:18). Høvding Snie følger den forne sæd for ”svor nu Kongen, ved sine Guder og Rigets bedste” (bog 7:17). Herefter bliver det foreslået på Thinge at ”man skulde slaa alle Børn og gamle Folk saa vel som krøblinger ihjel og ingen lade leve, uden hvem der havde kræfter til at bære vaaben eller dyrke Jorden. Almuen gav dette Bifald”. Dette forslag bliver ændret således at der skal kastes lod (lodtrækkes) ”om hvem der skulde udvandre af Fædernelandet, dog saa, at naar Lodden traf gamle og svage, de unge og stærke da traadte af Kjærlighed i deres Sted, bar den Byrde, som var hine for tung, og gik frivillig i Landflygtighed!”

Saxo: Gesta Danorum (Bog 7 hos Grundtvig, latin Bog 8:13.2):

”Den trufne Skare drog til Bleking [latin "Blekingiam"] først og saa, Moringien [latin "Moringiam"] forbi, til Gulland (latin "Gutlandiam", Gotland), hvor de ogsaa, efter Povel Varnefreds Vidnesbyrd ¹, fik af Gudinden Frigg [latin "Frig", dvs. Moder Jord] det Longo-barde-Navn, deres Afkom siden som et Folk har baaret. Fra Gulland sejlede de endelig til Rygen [latin "Rugiam"]  ² , kværsatte der deres Skibe og drog saa landvejs gjennem mange Riger og Lande, levede af Sværdet og udgjød Strømme af Blod, indtil de opslog deres Bopæl i Italien og gave der Landet Navn efter sig.

¹ Paulus Diaconus/Paul Warnefried år 721-799 e.Kr. Longobardisk digter, benedictinermunk og historieskriver, der skrev ”Historia gentis Langobardorum”.
² Og navngiver bygden ”Barð”, i dag Stadt Barth-Vineta?

”Dog, havde man nys for mange Folk i Dannemark, da fik man nu snart for faa;”
(bog 7:22-25)

Paulus Diaconus/Paul Warnefried skriver i ”Historia gentis Langobardorum” (I:7-9) at Longobarderne forlod Skandinavien under ledelse af Ibor og Aion med deres moder Gambara. Dette gentager Saxo ved at kalde Ibor og Aion for ”ungersvendene” (bog 7:21) og moderen for ”Gambara eller Gambaruk” (bog 7:21). Her er det mærkværdigt at Saxo henviser til Paulus Diaconus/Paul Warnefried som sin kilde til dele af sin beretning om Longobardernes folkevandring fra Danmark, men at han ikke kan gengive navnene Ibor og Aion eller skrive modernes navn korrekt. Det må betyde at Saxo ikke har en kopi Paulus Diaconus/Paul Warnefried’s værk hos sig medens han skriver Gesta Danorum i år 1200/1201 e.Kr., men at han har hørt om dette fra andenhånd. Vi kan også tydeligt se at Saxo har andre oplysninger om Longobarderne end har Paulus Diaconus/Paul Warnefried. Det betyder at Saxo har sit eget sagn om Longobarderne og at han bruger Paulus Diaconus/Paul Warnefried til at understøtte sagnet.

Paulus Diaconus/Paul Warnefried forklarer også at kun 1/3 af stammen udvandrede fra Skandinavien. Tacitus bekræfter år 98 e.Kr. dette i ”Germania” (40). Han forklarer videre at der opstår krig mellem Longobarderne og Vandalerne medens Longobarderne var bosatte i Scoringa ¹ . Denne krig finder med andre ord sted omkring år 98 e.Kr. hvor Tacitus har forklaret os placeringen af Longobarderne. Vandalernes høvdinger i samtiden hed Ambri og Assi, og begge stammer dyrkede Odin /Wotan, som de kaldte Godan. Endelig skriver han at Gambara besøgte Godan’s kone Frea. Vi kan her se at Saxo benytter navnet Frigg. Det synes derfor at Freya og Frigg er identiske og at begge er en betegnelse for Moder Jord . Jeg tror ikke vi skal fortolke navnene Ibor og Aion (Longobardtvillingerne) og Ambri og Assi (Vandaltvillingerne) som mere end mytologiske helte lig Romulus og Remus (Romerne), Alrik og Erick (Sauvi folket), Castor og Pollux (Spartanerne), Asvins (Rig Veda), Raos og Raptos (Vandalerne) og Freyr og Freya (Ver Asir/Danir-folket).

¹ Betyder ”landet ved bredden”. Bluhme mener at dette er Bardengau/Bardowick (Bardernes teltplads) på venstresiden af Elben 40 km sydvest for Hamborg. Hammerstein mener at stedet er identisk med Shieringen ved Bleckede i samme område.

Ifald Saxo og Paulus Diaconus/Paul Warnefried beretter sandheden for os, og det er Ver Asir/Danir-folket der sender 1/3 af Longobarderne i landflygtighed før år 98 e.Kr. så følger det at vi på dette tidspunkt er ankommet til vort nuværende landområde.

Adam af Bremen (bog 2:XXI) beskriver år 1070-2 e.Kr. ”Slaverland”, der i samtiden adskiller Danerne og Germanerne. Her skriver han fejlagtigt:

”Slaverland, det største Landskab i Tyskland, bebos af Winulerne, som fordums kaldtes Wandalerne.”

I noterne til denne oversættelse skriver Carsten Henrichsen at navnet ”Winulerne” er det gamle navn for Langobarderne , dvs. sikkert hvad Longobarderne oprindeligt kaldte sig selv. Senere har andre fundet deres lange skæg et bedre kendetegn og navngivet dem derefter. Vandalerne og Longobarderne er selvsagt to helt forskellige stammer, hvad Adam af Bremen ikke forstår.

Longobardernes udvandring fra Danmark er gengivet i folkevisen "De Longobarders Udgang aff Danmark" (Se Peder Syv/Anders Sørensen Wedel: 200 Viser om konger, kemper og andre (1691, 1695, 1787, s.26-31).

Et af de mere interessante forsøg på historieforfalskning er præsten Niels Pedersen (1522-1579)'s Gullandsrim. At dette rim afskrives af alle historieskrivere skyldes at rimet giver sig ud for at være af langt ældre dato end det vitterligt er. "Gullandsrimet" er formentlig skrevet af Niels Pedersen ca. år 1550 e.Kr. medens han var præst i Visby (fra 1547 til 1556).

Peder Syv/Anders Sørensen Wedel gengiver rimet i "Hundredvisebog" (1591). Claus Cristoffersen Lyschander (1558-1623) gengiver rimet i "De danske Kongers Slectebog" (1622). Rimet optages i Hans Nielssøn Strelow: Cronica Guthilandorum. Den Guthilandiske Cronica (Kiøbinghaffn, 1633). Holberg benytter det i "Dannemarks Riges Historie, I." (1732). Først i 1746 viser Hans Gram hvorledes det blev til.

Problemstillingen er ikke i første omgang rimets indhold, men at vore historieskrivere finder rimet olddansk, hvilket er usandt. Peder Syv skriver i "200 Viser om konger, kemper og andre" (1691, 1695, 1787, s.26): "...Udi Besynderlighed bær her om Vidnesbyrd den gamle Gudlandske Krønike, skrevet paa gamle Rim, iblandt andre med disse Ord:"

"Ebbe og Aage de Hellede saa fro,
Siden de for Hunger af Skaane drog,
Da steddes de nest vorum gute Gutland,
Med gamle og ungum Qvindum og Man,
Derum Snekkum vorrum balskierdum Sti,
Og hundum Mandum inden hverum de.
De Nevnde sig Vimlende ¹ jag sege kand,
Efter Ebbe som kom af Vendelbo Land
Med en Aage var einum Gøding Køner,
Dog de varm baadum einum Muter Søner.

Item, følger iblandt andet fremdeles:

So lodum de fik Longumbarder kaldum,
Panonien befridde de ok met allum,
Ok togum saa ind om Vallandum dernest,
Der timedes dennem Lukkum allum best.
Hed er vel skrevet, hed er vel spurt.
Hvad de haver siden mandelikum giort.
Ok men siden de inden Vallandum kom,
Hed er vel kind allum Verldum om"

 ¹ "Vimlende" skrives "Vinnilender" hos Claus Cristoffersen Lyschander, hvilket er korrekt. 

Nu ved læseren at rimet er fra ca. 1550. Det blev skrevet for at modvirke den aggressive historieforfalskning fra stockholmske historieskrivere om den historiske ret til Gotland, gjort i bedste germanske stil. Alene af den grund fortjener rimet at blive bragt for dagen igen. Efterser vi nøje, hvor rimet er på kant med sandheden er det ved at give de to Longobard-brødre pæredanske navne fra Middelalderen, Ebbe og Aage. Navnene er en videreførsel af Saxo: Gesta Danorum (Bog 8:13.1), hvor Longobard-brødrene også kaldes "Aggone atque Ebbone".

Adam af Bremen viser os at det var almindeligt antaget at Longobarderne havde en eller anden form for æt-tilknytning til Vendsyssel. Dette er den politiske vinkel i rimet, hvis formål er at knytte Gulland til resten af Danmark. Tag navnene bort og resten er en genfortælling af hvad vi ved, og uden tvivl, hvad man mente på Gulland.

I folkevisen er de to brødres moder Gambaruk ligeledes gengivet som fra Jylland og "var de Vendelboers Ære" (vers 6-7). I folkevisen sætter de sejl fra Skagen (fra Skafven lagde den første ud, for Skaane lode de Seylet falde, vers 14). Folkevisen må være under indflydelse fra rimet, men indeholder al den viden vi ved andetsteds fra. Ingen har søgt at kalde folkevisen falsk, hvad den klart ej heller er.

Hvad kan være sket er at mange af Vandalerne udvandrer fra Vendsyssel før år 77 e.Kr. (se afsnittet "Vandalerne fra Vendsyssel & Vendel"). Da Longobarderne er under enormt pres fra Ver Asir/Danir-folket der år 40-77 e.Kr. har taget kontrol over hele Sønderjylland, drager Longobarderne til det nu stort set mennesketomme Vendsyssel.

Som med alle andre folkevandringer i samme periode taler vi ikke om mere en ti snekker, proppet til randen (vers 18). Der står at der var 1.000 mand, men dette er fysisk umuligt da snekken i samtiden ikke kan holde mere en max. 40 mand, snarere 15-20 mand. Det samlede antal er derfor ikke mere end 2-400 mennesker. 

Efter Ebbe og Aage, navne vi ser bort fra, bliver Hamunder Aagsøn/Hagelmunder konge medens de er bosat i Ryland i nogle år (Rygen, vers 24). Der er ingen tvivl om at Hamuner/Hagelmunder er det urnordiske "Hámundr". Kong Hámundr hentes fra Grípisspá (Ældre Edda), der begynder således:

"Sigmundr Völsungsson var konungr á Frakklandi. Sinfjötli var elztr sona, annarr Helgi, Þriði Hámundr".

Frakkland er under Longobardernes udvandring sikkert landskabet omkring Frankfurt ved Oder-floden, ikke det sydlige Frankfurt ved Main-floden. Snorre har forklaret os i fortalen til Snorre Edda at vi sætter en kongesøn som landeværner for dette område:

"Odins tredje Søn hed Seggi, hans Søn Verir; deres efterkommere raadede over det,
som nu kaldes Frakkland, og er derfra den Æt kommen, som hedder Vålsunger".

Hámundr er derfor vor egen æt, og det er folkevisen klar over. Om Hámundr tager kontrol over de udvandrende Longobarder skal jeg ikke gøre mig klog på. At man har ment dette med rette er uden for tvist.

Cassius Dio: Romersk Historie (67:1) år 200-230 e.Kr. skriver:

”seks tusinde Langobarder og Obii krydsede Ister [Donau-floden]”.

Tidsrummet er under Kejser Marcus Aurelius (regent 161-180 e.Kr.) og før år 173 e.Kr. Ca. år 167 e.Kr. krydser Longobarderne derfor Donau-floden, og vandrer ind i Moesia, hvorfra romerne i denne omgang slår dem tilbage. Nu ved vi hvor stammen befinder sig.

Widsith-digtet, vel nok vor mest pålidelige kilde fra 600 tallet e.Kr., der omhandler tiden år 360-450 e.Kr., siger om hvem der leder hvem i Europa i samtiden:

”Sceafa Longbeardum”

Det har taget mig 5 år (til 2007) at indse vigtigheden af denne sætning. Det var først med forståelsen for at i longobardisk tanke er ”Agilmund, Ægelmund” (ca. år 375-400 e.Kr.) at regne for den første konge af Longobarderne. Vi vil fra den longobardiske kongeliste se at Kong ”Agilmund, Ægelmund” er tredje søn af Sigmundr Völsungsson, og derfor fra Skilfinga-ætten. Denne afklaring forklarer hvorfor Widsith-digtet gør Kong Sceafa til leder af Longobarderne. I Widsith-digtets samtid har Longobarderne endnu ikke brudt med Skilfinga-ætten. Dette sker først efterfølgende, og sideløbende,  med dannelsen af Skjoldunge-ætten. Fra Widsith-digtet og de longobardiske kilder fra 600 tallet e.Kr. kan vi datere Kong Sceafa til ca. år 360-375 e.Kr. (se afsnittet ”Skilfinga/Skjælveunge-ætten”).

I år 478 e.Kr. har ErilaR-ætterne et kongerige i Moravia og undertvinger Longobarderne lydskat. Derfor befinder Longobarderne sig i det tilknyttede landskab til Moravia; mit bud er i det østlige Bayern omkring München. De vinder år 494 e.Kr. et afgørende slag mod ErilaR-ætterne, hvorover Rolf Krake er konge (Se afsnittet "ErilaR - Eruli -Eorl - Jarl"). 

"De Longobarders Udgang aff Danmark" (vers 27):

"Met Herulers Hob hulde de en Strid,
Monne dennem saa mandeligen tuinge:
Met Gepiders Hær gjorde de oc saa,
Baade Bytte oc Seyr de finge".

”Historia gentis Langobardorum” (kap. 20) forklarer os at Longobarderne efter sejren år 494 e.Kr. vandrer ind i Rugiland (Nieder-Österreich- venstresiden af Donau-floden mellem Linz og Wien). Herfra drager de dog hurtigt videre til de åbne marker, som de kalder ”feld”. Her bor de bor i 3 år. fra år 494-497 e.Kr. Ordet ”feld” er det selvsamme ord på oldengelsk og har netop oprindeligt betydningen ”slette, åbent land” (i topografi det modsatte af skovrigt land, woodland). Det antyder at Longobardernes modersmål er urnordisk. Da slagmarken som oftest var på en ”feld” (”felt” på nudansk) betegner ”feld” (gammeldansk) netop en slagmark, hvorover en ”feltherre” (hærleder) råder.

I Einhard (Eginhard, Einhart)’s Krønike (ca. 775-840 e.Kr.) skriver munken for året 796 e.Kr.:

”Efter at have fordrevet Hunnerne længere end floden Theiss, ødelagde Pippin fuldstændigt kongsgården som dette folk kaldte Ringen og Langobarderne Feld”.

Floden ”Theiss” er svarer til ”Tisia” (latin) og ”Tisza” (ungarsk). ”Feld” er derfor landskabet mellem Tisza-floden og Donau-floden i Ungarn (øst og sydøst for Budapest).

Herefter drager de mod vest til Panonien (ca. trekanten Wien/Nieder-Österreich, Bratislava/Slovakiet og Gyor/Ungarn, som romerne taber kontrol over i 300 tallet e.Kr., vers 26).

Vi kan se at Den Gudlandske Krønike herefter nævner at der gøres tog mod Valland. Dette bekræftes ordret i Hárbarðsljóð ("Harbard og Tor", Ældre Edda) hvor Hárbarð i vers 26 forklarer at han var på tog i Valland, der betegner området omkring Bretagne og det vestlige Frankrig. Navnet "Hárbarð" er Longobarderne i den oprindelige oldengelske udtale ”Heaðobeardan” (krigsbarderne). Hans navn er Hildólfr. I afsnittet "Estland - *Aðalsýsla & Eysýsla" gennemgår jeg dette digt videre og vurderer at samtiden er år 446-550 e.Kr. Det ser ud til at dette tog finder sted ca. år 540-550 e.Kr.

Kong Audoin's søn, Albuinus/Alboin (regent ca. år 563/5-571 e.Kr.)  ¹ vinder ca. år 568 e.Kr. et slag mod Gepider-stammen (vers 27-28). Gepider-stammens konge Cunimund dræbes og hans datter, Rosemunda (vers 31) tages som krigsbytte og tvangsgiftes med Kong Albuinus. Gregory af Tours: Historiae Francorum eller ”Frankernes Historie” (Bog 4:41) fra år 539-594 e.Kr. skriver at "Albin", Longobardenes konge, før dette tidspunkt var gift med "Chlotsinda"(Chlodosindis, Closinda, Chlotsuinda), datter af Kong Clothar I. (Clothachar, Chlotharius, Clothar, Clotaire, Hlothar, 497-561), Frankernes konge.

 ¹ "Albuinus" eller "Alboin" betyder "Hvide". Vi skal her erindre at den sjællandske stormands-æt er "Hviderne".

Til venstre: En af to Gyldne Tavler fundet 1885 i en kvindegrav dateret til ca. år 500-550 e.Kr. i byen Bezenye, i dag det nordlige Ungarn, ved grænsen til Østrig og Slovakiet. De to forgyldte sølvspænder lå oven på hinanden under ligets knæ mellem skinnebenknoglerne. De to Gyldne Tavler er ens, fremstillet i samme smedje af samme håndværker. På bagsiden er de Gyldne Tavler er indskrift i Ældre Futhark med følgende runer rejst:

1: GODAHID [W]UNJA (læseretning venstre mod højre)
2: ÂRSIPODA SEGUN (læseretning venstre mod højre)

Der er til indskrift nr. 2 tilføjet et "›" før "*ansuR"-runen, der fortolkes som værende en ikke-skandinavisk circumfleks, hvorfor det latinske "A" skrives "Â". Er man uenig i denne fortolkning må tegnet være en "*kauna"-rune (k), hvorfor indskriften med latinske bogstaver skal lyde "KA". Også tegnet "b", der er ukendt i Ældre Futhark, fortolkes som en "*perþu"-rune (p). "*sowilu"-runen forekommer rejst med 2 og 3 ”tænder”, hvilket er højst usædvanligt. Jeg har vist at i de nuværende danske landskaber er flertallet af de ældste "*sowilu-runer" rejst med 3 eller flere ”tænder”.

Den første indskrift består af kvindenavnet "Godahild" + "*wynju"-runen (lykke, fryd) i flertalsform = Godahild's lykke

Den anden indskrift består af kvindenavnet "Ârsipoda" + "segun" (velsigne) = Arsiboða (vel)signer

Til højre: Gylden Tavle (17.6 x 9.5 cm), efter sigende gjort i midt-Italien ca. år 600 e.Kr. Angives hos The Metropolitan Museum of Art at være longobardisk smedearbejde i forgyldt sølv.

Der er bl.a. to Danske Hunde afbildet på alle tre Gyldne Tavler: Kunsten er urnordisk, dvs. Nydamstilen/Stil I, tidsmæssigt gældende fra ankomsten til vore nuværende landområder til sidste halvdel af 500 tallet. Runerne er Ældre Futhark; skriften alene vi, Goterne og Longobarderne gjorde brug af. Sammenholder vi de tre identiske Gyldne Tavler, og med viden om at der forekommer en "dialekt" i Ældre Futhark, er spørgsmålet om de rejste runer er longobardiske.

I mit "Bilag AE: Longobardernes modersmål og ordliste" viser jeg at i longobardisk dialekt (omlyd og brydninger), sammenholdt med oldnordisk, oldengelsk og olddansk, ændres b → p. Dermed kan vi vise at endestavelsen i "Ârsipoda" er en longobardisk dialektform af endestavelsen på de oldnordiske kvindenavne "Angrboða, Aurboða", jvf. Snorre i Snorre Edda (Gylfaginning (kap. 34) og Hyndluljóð (vers 40, Ældre Edda). Det er derfor longobardisk dialekt der fremtvinger opfindelsen af en "b"-rune, der skal udtales som et "p".

Hvor er longobarderne i samtiden?

Vi kan se at efter sejren år 494 e.Kr. vandrer longobarderne ind i Rugiland (Nieder-Österreich- venstresiden af Donau-floden mellem Linz og Wien) og videre til det landskab de selv kalder "feld", landskabet mellem Tisza-floden og Donau-floden i Ungarn (øst og sydøst for Budapest). Herefter drager de mod vest til Panonien (ca. trekanten Wien/Nieder-Österreich, Bratislava/Slovakiet og Gyor/Ungarn). Landsbyen Bezenye, hvor De Gyldne Tavler blev fundet, ligger nøjagtigt i hvad i 500 tallet e.Kr. blev kaldt Panonien, der i samtiden er under longobardisk kontrol under ledelse af først Kong Wacho (regent 510-532), senere Audoin på vegne barnekongen Waltari (regent 532-539).

Er longobarderne i samtiden ariansk kristne?

Vi er usikre på om Dronning Theodelinda (ca. 570-628) ca. år 588 e.Kr. omvender sin husbond Kong Authari og Longobarderne fra hedenskab eller arianisme til romersk-katolsk kristendom, eller måske begge dele. Munken Jonas: Columban’s Liv fra 600 tallet e.Kr. (kap. 59) skriver at Columban (Columba) rejste fra Gaul til Longobardernes landskab, hvor han blev modtaget af Kong Agilulf (Regent 590-616). Her gives han asyl og gav sig til "at fremhæve kætternes fejl, dvs. den arianske troløshed, som han ønskede at bortskære og tilintetgøre med ætsen fra skrifternes kniv...". Tidsrummet kan nøjagtigt bestemmes til "da Theudebert (II.) var blevet besejret af (broderen) Theuderic (II.)". Dette sker endeligt efter Slagene ved Toul og Tolbiac år 612 e.Kr. Vi kan derfor sige at år 612 e.Kr. er arianisme måske nok fjernet fra den longobardiske konge-æt, men resten af Longobarderne er stadig følgere af arianisme. Vi kan sikkert også slutte at Frankerne år 612 e.Kr. ligeledes er følgere af arianisme, hvilket sikkert er hvad driver Columban (Columba) i eksil.

Fra den tidligste longobardiske lovkode ”Edictum Rothari” (lov nr. 363), udstedt af Kong Rothari år 643 e.Kr. kan vi yderligere se at kristendom og hedenskab lever side om side i Lombardiet år 643 e.Kr.

Professor Ludvig Frands Adalbert Wimmer (1839-1920) argumenterer i 1894 for at brugen af "segun viser, at indskriften er kristelig ('herren velsigne dig)". Han argumenterer således fordi det oldhøjtyske "segan" (segun, segen) gengiver det latinske "benedictio" (velsignelse). "Da oldht. segan jo særlig bruges om korsets tegn og den ved dette tegn udtalte velsignelse" slutter han derfor at det må være en kristen runeindskrift. Det skal her tilføjes at han daterede spændet til ca. år 700 e.Kr., hvilket jeg mener beviseligt må være vrang. Men dele af longobarderne kan godt have været ariansk-kristne år 500-550 e.Kr.

Den longobardiske form "segun" kendes som "signa, segn, seginon, segan" (oldnordisk, oldengelsk, oldsaksisk, oldhøjtysk), alle fra latinsk "signum" (tegn), der i kristen rite underforståes som "(at slå) korstegn, at korse sig". Men Hyndluljóð (vers 28, Ældre Edda) viser os med "godum signadir" ([til] guderne signet), der opfattes som "viet til, indviet", at ordet har en ældre før-kristen betydning. Derfor mener jeg ikke vi kan slutte, som flere tilsyneladende vælger at gøre i etymologiske ordbøger, hvorvidt ordvalget "segun" indikerer hedenskab eller ariansk-kristen tro.

Tilbage er kun overvejelsen om hvorfor vi har to Gyldne Tavler, det urnordiske ID-kort, med to forskellige navne, lagt i en kvindegrav med kun ét lig. Brugen af to forskellige ord; "[W]UNJA" og "SEGUN" med stort set samme sproglige opgave; at tilstå bæreren af Den Gyldne Tavle held og lykke, mener jeg må føre til den logiske konsekvens, at vi har to forskellige afsendere af smykkerne. Derfor, til trods for at det er samme guldsmed der har fremstillet begge Gyldne Tavler, har afsenderne været to forskellige personer. Det igen må betyde at kvinderne Godahild og Arsiboða er afsenderne, og at modtageren er deres nærmeste veninde (slægt, rang, venskab). Kvinden der bar de to Gyldne Tavler er os derfor ukendt, men har været af endog allerhøjeste æt-rang hos longobarderne.

Kilder: Ludv. F. A. Wimmer: De Tyske Runemindesmærker (Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie, Runespænderne fra Bezenye, s. 23-46, 1894); The Metropolitan Museum of Art (Gallery 301), New York.

Mit gæt er at Barderne år 568 e.Kr. i deres sejrsrus drager ud af Panonien, Ungarn ned gennem Illyrien (ca. Kroatien/Albanien), der var romernes foretrukne ”asylområde”, hvor immigranter blev givet opholdstilladelse og land for at undgå flygtninge i selve romerriget.

Fra dette område drager ”Bardei”-folket over Adriaterhavet og grundlægger bystaten Bardulos/Bardali/Barduli ¹, i dag byen Barletta på sydøstkysten af Italien, hvor ”hælen” begynder.

¹ I ”Nella Geografia dell’Anonimo Ravennate” (600 tallet e.Kr.) skrives ”Barduli”. På kortet ”Tabula Peutingeriana” (ca. år 1200 e.Kr.) skrives ”Bardulos”.

Vi ved med sikkerhed at normannerne fra 1100 tallet e.Kr. gør byen Bardulos til en meget vigtig handelsplads og borgen findes stadig i byen. Det er helt utvetydigt klart fra folkevisen "De Longobarders Udgang aff Danmark" at man i Danmark/Norge/Normandiet anså Longobarderne som landsmænd. Folkevisen ender således i omtalen af Lombardiet:

Vers 38.
Landet bærer Navn paa denne dag,
og saa til Verdsens Ende:
Den Danske Adel og Ridderskab,
lader sig endnu der kiende.
De maa faa vel i Danmark.

Longobarderne magter at foretage en invasion nordpå til Lombardiet år 569 e.Kr. Her laver de kongsgård i staden Paphie ("Pavia" i Lombardiet) 3 år efter de havde det første slag mod romerske styrker/lejetropper (vers 28), dvs. år 569-571 e.Kr.

Leþinga-ætten
 

Efter udbrudet fra Skilfinga-ætten har Longobarderne naturligvis også deres dynastiske konge-æt, der tager navn fra en faktisk konge, her Kong Leþuc (Lethuc) – der på nudansk er efternavnet ”Leth”, og på italiensk kaldes ”Letingi”.
 
”Origo Gentis Langobardorvm” (600 tallet e.Kr., kap. 2):
 
”Et moverunt se exhinde langobardi, et venerunt in golaidam, et postea possiderunt aldonus anthaib et bainaib seu et burgundaib; et dicitur, quia fecerunt sibi regem nomine agilmund, filium agioni, ex genere gugingus. Et post ipsum regnavit laiamicho ex genere gugingus. Et post ipsum regnavit lethuc, et dicitur, quia regnasset annos plus minus quadraginta. Et post ipsum regnavit aldihoc, filius lethuc. Et post ipsum regnavit godehoc”.
 
Som jeg oversætter til:
 
”Og Langobarderne satte sig bevægelse, og ankom til Gulland, og efter dette havde kontrol med Gamle Anþ-Jord og Baninga-Jord eller og Burgunder-Jord ¹; og det siges at de udnævnte sig en konge ved navn Agilmund, søn af Aggi, af Gjúkunga-æt ². Og efter ham regerede Laiamicho af Gjúkunga-æt. Og efter ham regerede Leþuc, og siges det, at han regerede i +/- 40 år. Og efter ham regerede Aldihoc, søn af Leþuc. Og efter ham regerede Godehoc”.

¹ Jeg mener ikke der kan være tvivl om at ”aldonus anthaib” og ”bainaib” og ”burgundaib” er urnordiske ord dårligt oversat til latin. Fra ordet ”burgundaib” kan vi se at ”aib” må være ”airþ” (gotisk), ”eorþ” (oldengelsk) eller ”jord”. Overgangen fra ”þ” til ”b” kan ses i det old-germanske ”eiba”, der betegner et ”Kanton”. Ordet ”aldonus” findes ikke på latin og er fra ”ald, eald” (oldengelsk) og ”old” (oldnordisk). Brugen af ”old” skal her opfattes som hvor de nævnte stammers hjemland var, men nu ikke længere er da de er bortrejst. Den lige sejlads fra Gulland til Østersøens sydlige bred, den eneste folkevandringsvej i samtiden, tager Longobarderne via Bornholm, hvorfor ”Burgunder-Jord” må være her. Det følger af denne forståelse at ”anthaib” (anþ-Jord) må have tilhørt stammen “Antes, Antae” (Procopius: ”De Bello Gothico” (Den Gotiske Krig, III: XIV) og Jordanes : ”Getica sive De Origine Actibusque Gothorum” (V:34-35). Jordanes gør ”Antes”-folket til slavisk og i år 550 e.Kr. befinder de sig ved Sortehavet fra Dnestr til Dniepr-floden, dvs. i Dacia. Dette folk må være vandret mod syd fra Østersøens sydlige bred før Longobarderne selv udvandrer fra Danmark. Da Jordanes skriver at Antes-folkets oprindelige kaldenavn var ”Wenedarum” eller ”Vendere”, kan vi nøjagtigt se hvor vi befinder os – i de landskaber vi senere kalder for ”Venden”. Videre må ”bainaib” (Baninga-Jord) være Baninga-folkets landskab der, jvf. Widsith-digtet (sætning 19, “Becca Baningum”), havde Becca som konge. Da Widsith-digtet er en absolut pålidelig kilde fra 600 tallet e.Kr., der omhandler tiden år 360-450 e.Kr., kan vi herfra se at Baninga-folkets landskab skal være i nærheden af hvor Hunnerne (under Attila), Goterne (under Eormanric) og Burgunderne (under Gifica) befinder sig. Hunnerne er i og omkring Budapest år 446-454 e.Kr., Goterne bor i Aujóm/Daniperstadir (Ukraine) år 370-376 e.Kr. og Burgunderne har Geneve år 406 e.Kr. og Worms år 436/7 e.Kr. Landskabet lå derfor inden for Bayern, Østrig, Slovakiet og Tjekkiet. I afsnittet ”Ældre og Yngre Futhark (runer) som noder” viser jeg at navnet ”Becca” forekommer ridset i Ældre Futhark på en bronzespand i en jydsk? kvindelig krigergrav på Isle of Wight dateret til år 520-570 e.Kr. ”Becca” er et kaldenavn for prins Þeodberht, søn af goterkongen Theodric/Ðéodríc (år 454-526 e.Kr.) der, med frisernes hjælp, dræber Kong Hugleik/Hygelac (Scyldinga-æt nr. 18, 475-521), jvf. Beowulf (sætning 1202-5, 2355-59) og Gregory af Tour’s ”Historiae Francorum” (kap. III.3).
² Dvs. fra Gunnarr Gjúkason's burgundiske æt. Drengenavnet “agioni” må være fra “agi, AgæiRR, Agge, Aggi, Aghi” (terror, spydspids, ærefrygt). Tænk f.eks. på Sven Aggesøn.

Hagbardshøj, Sigersted

Ifølge Grípisspá (Ældre Edda) er Hámundr den tredje søn af Sigmundr Völsungsson, dvs. fra Völsunga-ætten da denne bryder ud fra Skilfinga-ætten og bliver til Frankerne (se afsnittet ”Froncum – Franken”).

”Hámundr” (staves også ”Hámundi/Hamund/Haamund”) fik bl.a. sønnerne Hagbarðr (staves også ”Hábarð/Hagbarðr/Hagbard/ Habor/Havbor/Hafburd/Haghbarth/Haghbardh”) og Haki/Hake (Ynglinga-æt nr. 14). 

I afsnittet ”De hellige sværd” viser jeg hvorfor jeg mener at halvbroderen Sigurð (samme fader)’s samtid er ca. år 350-450 e.Kr.

Jeg har vist at folkevisen "De Longobarders Udgang aff Danmark" forklarer os at Hamunder Aagsøn/Hagelmunder bliver konge over (Longo)Barderne medens de er bosat i Ryland i nogle år (Rygen, vers 24). (Longo). I den videre vandring mod syd til Lombardiet rejser sikkert ikke alle med. At han navngiver sin søn ”Hagbarðr/Hábarð” antyder stærkt at det er over (Longo)Barderne denne æt vælder.

Ifald ”Hámundr” har bopæl på Rygen er der ingen tvivl om at sønnerne derfor er søfarende, som venderne langt senere bliver fra samme sted. Derfor har Snorre i Snorre Edda (”Sækonunga heiti”) begge sønner med som heite for ”Søkonger” (Hagbarðr, Haki). Kongsgården ligger, hvor to af sønnerne senere bliver dræbt, i "Hamund's Vig" (qui sinus Hamundi dicitur, Bog 7:7.5). Dette sted skal sikkert findes i en af de utallige "wiek" vi finder på Rygen.

Saxo behandler sagnet om Hagbarðr og Signe/Signy i Gesta Danorum (Bog VII). Faderen kaldes ”Hamundi” og sønnerne ”Hagbarthum” (Hagbarðr), ”Helwin”, ”Hamundum” og Hake Hamundsøn (Hako Hamundi filius) (Bog 7:7.1 og 7:8.1).

Signe er kongedatter af Kong Sigar, hvis samtid er begyndelsen af 400 tallet e.kr., og som nævnes i Widsith-digtet (sætning 28): 

”Sigehere lengest    Sædenum weold”

Som jeg oversætter til:

”Sigehere længst   Sødanerne vældede”.

Den lille bygd Sigersted ligger 5 km vest for Ringsted.

Handlingen mellem Hagbarðr og Signe gengives i folkevisen ”Havbor og Signelil” (se ”Bilag Ø: Forne sange”).

Saxo forklarer om den sidste stund af Hagbarðr og Signe’s liv at ”blev Hagbard ført op paa den Høj, som siden har baaret Navn efter ham, for at hænges dèr”. Samtidigt har Signe bedt sine terner om at stikke ild i hendes jomfrubur (Bog 7:7.14-15).

Saxo afslutninger denne del af beretningen med at sige:

”..den Dag i Dag ved Vidnesbyrd paa selve Stedet, thi baade har Hagbard ved sin Død givet det Navn, og ikke langt fra Sigars By er der et Sted, hvor en Høj rager lidt op over Sletten og ved sin Jorddynge viser, at der har været et gammel Bosted. En Mand har ogsaa fortalt Absalon, at han havde set en Bjælke, der var fundet der paa Stedet, og som en Bonde havde stødt paa med sit Plovjærn, da han pløjede Jorden” ¹.

¹ Fr. Winkel Horn’s oversættelse (1911, s.284-5).

B. S. Ingemann: Valdemar Seier (1826, 1, 9-80) gengiver helt nøjagtigt i sit eventyr, fortalt gennem Saxo, hvorledes beretningen om Hagbarðr og Signe blev fortalt som en del af alles lærdom:  

”Da de siden kom til Sigersted, og Carl hørte, at her var Stedet, hvor Historien med hans kjære Hagbarth og Signe havde tildraget sig, da blev Drengen saa bevæget, at han græd, og forlangte, at Saxo skulde vise ham Træet, hvorpaa Hagbarts Kappe havde hængt og Stedet, hvor Signes Jomfrubuur havde staaet i Flammer. En Kilde vistes kun endnu, som kaldtes Signes Kilde, og Carl maatte nøies med de uvisse Formodninger, det gamle Sagn syntes at stadfæste. Paa Veien til Ringsted lod han nu Saxo have Ro, for selv at fortælle Kjøresvenden Historien om Hagbarth og Signe”.

Adam Öhlenschläger skrev om samme beretning i  sørgespillet ”Hagbarth og Signe” (1815). 
 
 
 
 
 
 

Kort over Sigersted med Hagbardshøj i nedre venstre hjørne beliggende på adressen Sigerstedvej 80, 4100 Ringsted. Til højre Hagbardshøj, der aldrig er udgravet, men menes at være fra Bronzealderen (1800 - 500 f.Kr).
Billedkilder:
http://www.ringsted-herred.dk/sigerstedkort.htm og www.visitdenmark.com
 

Folkesagnet fortæller at Hagbarðr efter at være blevet hængt på Hagbardshøj blev begravet i ”Hagehøj”. Dette må være Haki/Hake’s gravhøj. Det eneste sted i Danmark vi har en gravhøj ved navn ”Hagehøj” er i Hage By, Hammer sogn, Vrads Herred, ca. 25 km vest for Horsens. Den runde gravhøj blev udgravet af Nationalmuseet 1894 (journalnr. 151/94) og kendes i 1877 tillige som "Gaardhøj" og "Hage".

Faderens navn ”Hámundr” kan være blevet forvansket til ”Hammer” og klods op af byen, og gravhøjen, Hage findes byen Hammer. Det antyder enten at dette er familiens oprindelige hjemegn eller at faderen har gjort dette sted til sin hjemstavn med sæde i Hammergård.

Vi kan se at hævntogtet over Hagbarðr kommer fra vest da flåden samles i byen Hærvig (Herwig, Bog 7:8.2) og hæren landsættes "i den by Esbern byggede", dvs. Kalundborg som Esbern Snare opbygger fra år 1170 e.Kr. (oppidum ab Hesberno constructum, Bog 7:8.2). Herefter frem mod Sigersted til fods i fylking, og i flåden ved brug af Susåen (Susam, Bog 7:8.2).

Det kan skyldes at broderen Haki, og endnu en staldbroder kaldet Hake Den Hugprude (Haco cognomine Fastuosus, Bog 7:8.4), kommer fra Irland (Hiberniensibus, Bog 7:8.1), via Jylland, til Kalundborg’s omegn, eller at de kommer fra sædet i Hage og Hammer, Jylland.

Efter hævntogtet kommer modhævntogtet af Kong Sigar/Sigehere’s overlevende søn Sivald. Efter to dages slag er såvel Sivald som Hake Den Hugprude døde medens Hake Hamundssøn, Hagbarðr’s broder, overlever og flygter til Skotland.

Herefter skriver Saxo:

”Da Søfolkene ved Daggry saa’ deres Stalbrødres Lig, opkastede de for at jorde Høvdingen en anselig Høj, som endnu i vore Dage er navnkundig og kaldes Hakes Gravhøj” (Bog 7:8.6).

Vi kan derfor ikke afgøre om ”Hagehøj” eller ”Hakes Gravhøj” er Hake Hamundssøn, Hagbarðr’s broder, eller Hake Den Hugprude. Der må dog være en god mulighed for at det er her Hagbarðr højlægges.

Hagehøj er markeret med den røde prik.
Billedkilde: Fund og Fortidsminder: www.dkconline.dk