Forside Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>

Fra Ásaland til Garðaríki

 

Jeg har tidligere vurderet dele af den nordlige Aorsi-stamme (Ver Asir/Danir) forlader deres landområder i den vestlige del af Midgård /Asien langs Tanais-floden omkring år 36 f.Kr. Stødpudestaten under Kong Skilur’s søn Palukus bortfalder år 110 f.Kr. Stødpudestaten under Kong Asander i Det Bosporiske Kongerige falder muligvis delvist bort ved hans død år 17 f.Kr. Romerriget er stadig mere agggresiv mod vore landområder, og der tages nu en uhyre vigtig og meget klog beslutning.

Snorre skriver i Ynglinga Sagaen (Heimskringla):

5. Frá Gefjun

Í þann tíma fóru Rúmverjahöfðingjar víða um heiminn og brutu undir sig allar þjóðir en margir höfðingjar flýðu fyrir þeim ófriði af sínum eignum. En fyrir því að Óðinn var forspár og fjölkunnigur.....en hann fór og díar allir með honum og mikið mannfólk. Fór hann fyrst vestur í Garðaríki og þá suður í Saxland.

Som Grundtvig oversætter til:

2. Om Odin og hans selskab

Nu var det i de Dage, da Roms høvdinger overfoer den halve Verden og satte alle Folkefærd foden på Nakken, så at mangen en høvding måtte frelse sig ved Flugten og lade Riget i Stikken. Odin , som var fremsynet og troldklog ..... udvandrede selv med alle Dierne og en talrig skare af Folket. Han gik først vester ind i Garderige, og derfra sønder på til Saxland 1 .

1 Vi kan bekræfte at Snorre taler sandt omkring Romerrigets angreb mod vort landområde.

Den romerske poet Lucan (Marcus Annaeus Lucanus, 39-65 e.Kr.): Pharsalia (bog VIII:360-367) i min oversættelse til nudansk:

”Mit livs skiftende held ihukommer,
Hvorledes jeg var sejrrig i den Østlige Verden!
Hvor stort mit navn (var) ved Maeotis’ marsken
Og hvor Tanais (floden) flyder hurtigt!! Intet andet land
har således lydt med mine sejre vundet,
Således sendt mig hjem i triumf.
Rom, anerkender du min foretagsomhed!”

Asovhavet kaldtes af romerne ”Maeotis” og marsken er området nord for Asovhavet langs Tanaisfloden . Tidsrummet er ca. år 55 f.Kr. og personen omhandler Marcus Licinius Crassus (112-53 f.Kr.)

Crassus blev udnævnt til Konsul (med Pompey) ca. år 70 f.Kr og blev givet Syrien som hans provins for 5 år i år 55 f.Kr. Han forsøgte at tage Parthia (Persien) år 53 f.Kr. men blev slået ved Carrhaee (i dag Harran, Tyrkiet) og fik ved lejligheden taget hovedet af.

Vi kan her med al tydelighed se at romerne angriber vort landområde omkring Tanaisfloden . Selv med romerske overdrivelser taget i betragtning er der ingen tvivl om at dette har givet stammen enorme problemer.

Ligeledes ved vi at Julius Caesar 2. august 47 f.Kr. er tilbage i området og vinder et slag mod Pharnaces II (63-47 f.Kr.) konge af Pontus og Bosporus (se under ”Det Bosporiske Kongerige”).

Med hensyn til forståelsen af Snorres brug af ”syd til Saxland” se Bilag E: Vinlandskortet.

Dele af Ver Asir/Danir stammen (”mikið mannfólk” dvs. ikke alle drog med) vælger nu et tog mod nord for at komme bort fra Romerrigets fjendtligheder. Snorre forklarer os at stammen drager mod Garðaríki.

 

 

 

 

Garðaríki

 

 

 chap15-1.jpg

 

Kort over Garðaríki , der eksisterer fra år 446 –1240 e.Kr.
Billedkilde: Google Earth 24.1.09

 chap15-2.jpg

 

Læseren skal være opmærksom på at min på kortet viste sejlrute over Østersøen er skematisk, og ikke en faktisk sejlrute. Vi kender til den rigtige sejlrute fra Hedeby mod øst fra Wulfstan's sørejse fra ca. år 890 e.Kr. Vi foretog kun breddegradssejladser eller land-i-sigte-sejlads på dette tidspunkt. Der er ca. 400 sømil mellem Hedeby og Truso. Med en doven vestenvind kunne man med et fuldt lastet handelsskib sejle ca. 57 sømil på 24 timer eller 2.4 knob (4.4 km/t).

Wulfstan sæde þæt he gefóre of Hæþum, þæt he være on Truso on syfan dagum 7 nihtum, þæt þæt scip wæs ealne weg yrnende under segle. Weonoþland him wæs on steorbord, 7 on bæcbord him wæs Langaland, 7 Læland, 7 Falster, 7 Scóneg; 7 þas land eall hyraþ to Denemearcan. 7 þonne Burgenda land wæs us on bæcbord, 7 þa habbaþ him sylf cyning. Þonne æfter Burgenda lande wæron ús þas land, þa synd hatene ærest Blecinga-ég, 7 Meore, 7 Eowland, 7 Gotland on bæcbord; 7 þas land hyraþ to Sweon. 7 Weonodland wæs ús ealne weg on steorbord oþ Wislemuþan. Seo Wisle is swyþe mycel ea, 7 hio toliþ Witland 7 Weonodland; 7 þæt Witland belimpeþ to Estum; 7 seo Wisle liþ út of Weonodlande, 7 liþ in Estmere; 7 se Estmere is huru fiftene mila brád. Þonne cymeþ Ilfing eastan in Estmere of þæm mere þe Truso standeþ, 7 cumaþ út samod in Estmere, Ilfing eastan of Eastlande, 7 Wisle suþan of Winodlande. 7 þonne benimþ Wisle Ilfing hire naman, 7 ligeþ of þæm mere west 7 norþ on sæ: for þy hit man hæt Wislemuþa.

Wulfstan sagde at [efter] han fór [ud] af Heden[by], da var han i Truso på syv dage og nætter, at dette skib var hele vejen under sejl. Vendland ham var på styrbord, på bagbord ham var Langeland, Lolland, Falster, Skån-ø; disse lande alle høre til Danmark. "Der Bornholm var os om bagbord, de har dem selv [en] konge. Derefter Bornholm var os de lande, der i sandhed hedder først Blekinge-ø, Møre, Øland, Gotland om bagbord. Disse lande hører til Svea-[folket]. Vendland var os hele vejen til styrbord til Visla-[flodens] munding. Visla er en svært stor å, han adskiller Witland og Vendland. Witland tilhører Esterne. Visla-[floden] leder ud af Vendland og leder ind [i] Østersøen. Østersøen er mindst 15 mil bred. Der kommer Elbing-[floden] østen[fra] ind i Østersøen fra søen hvor Truso står, kommer [de] sammen i Østersøen, Elbing-[floden] østen fra Østlandet, Visla-[floden] syden fra Vendland. Dér fratager Visla-[floden] Elbing-[floden] sit navn, lige vest for [den åbne] sø og nord fra søen: Derfor kalder man det Visla-[flodens] munding."

Den oldengelske oversættelse af Paulus Orosius (385-420)’s værk “Historiarum adversum Paganos Libri Septem” fra ca. år 418 e.Kr. Oversættelsen kaldes “Old English Orosius” og er skrevet til Kong Alfred den Store medens han var lokalkonge af Wessex år 871-899 e.Kr. Den indskudte del er bl.a. Wulfstan's rejse på Østersøen ca. år 890 e.Kr. Min oversættelse til nudansk. Her skal vi bl.a. være opmærksomme på at styrkeforholdet mellem de danske og Svea-folket har ændret sig, hvor de danske landskaber ser ud til at være uden samlet styring og vi har rod i kongerækkerne. En af de helt alvorlige konsekvenser er, at Blekinge og Gotland i slutningen af 800 tallet, modsat tiden før år 854 e.Kr. og måske frem til år 873 e.Kr., i dette korte tidsrum anses som en del af det voksende nye Svearige. Dette er et øjebliksbillede, der viser vor svaghed efter Kong Horik II. (Horich, regent 854-873)'s død år 873 e.Kr. Brugen af "Hæþum, Hæðum" er entalsform da man også skrev Ribe ("Ripa" olddansk) som "Rípum" i dialekten på Vestlandet i Norge. Det er Ohthere, der er ophavsmand til brugen af oldnordisk i den vestlandske dialekt. Hans rejse med "Hurtigruten" langs hele den norske vestkyst har givet ham dialekten han gengiver i denne beretning. Sammenlign her med "Heiðabý" (Magnúsflokkr, vers 6, skrevet om Magnús Óláfsson inn góði (1035-46/7)), samt Ethelweard (Elward)'s brug af det latiniserede "Haithaby" i hans Krønike om Angel-sakserne fra ca. år 1090 e.Kr., og William af Malmsbury (d. 1143)'s brug af det latiniserede ""Eitheisi (al. Hurtheby)". "-by"-endelsen tilføjes først når der er dannet et forsvarsværk omkring en bygd. "Hæþum, Hæðum" forekommer derfor at være den oprindelige betegnelse for området før handelspladsen er endeligt opført. Hedeby blev grundlagt år 808 e.Kr. jvf. Annales Regni Francorum (for året 808 e.Kr.) og afbrændes år 1050 e.Kr. af Harald Hårderåde/Haraldur hardrada Sigurðarson (1047-66), jvf. "Allt fóru þeir suður til Heiðabýjar, tóku kaupstaðinn og brenndu".  Se Snorre's Heimskringla (Haralds saga Sigurðarsonar, 34. Um hertilbúnað Sveins Úlfssonar). En oldengelsk "mil" var 8 furlang (furer lang, furlong, 660 fod), dvs. 5.280 fod. Da 1 Kovirke-fod = 32,29 cm, angives Østersøen her som 25.5 km bred. Dette har konsekvensen, at "Østersøen" her opfattes som den indsø i bunden af bugten fra Gdansk til Königsberg, der på kort fra 1648 kaldes "Frisches Haff". Denne indsø må derfor tillige betegne det oprindelige "Baltic Sea". Da denne indsø på litausk (og oldpreussisk?) kaldes "Aismaris, Aismares" må dette svare til "Estmere". Wulfstan's brug af "Estum" er problematisk. Ingen synes at være uenig i at han her ikke tænker på esterne, men på "de der bor i øst", vel sagtens som vi i dag bruger betegnelsen "østeuropæere". Det er foreslået, og jeg er enig heri, at dette må være De Gamle Prøjsere, forskelligt fra de senere germanske indvandrere. ”Witland” er ”Det Hvide Land”, vort navn for et landskab i De Gamle Prøjsere’s landskab ”Sambia”, hvor ætterne af samme navn hørte hjemme. Området ligger på halvøen lige nord for Königsberg, og kaldes stadig ”Samland” på kort fra 1648. Johann Reinhold Forster (1729-1798): History of the Voyages and Discoveries Made in the North (tysk original fra 1784, 1786, Book I., Chap. II., s. 21) skriver:

”The fpot on Samland…bore, fo late as in the Crufades, the name of Wittland, or Wittlandes Ort, i.e. Whiteland, now this in the Lithuanian tongue is Baltikka, from Baltos, i.e. White…”

Vær opmærksom på at "Gotland" også forekommer i Ohthere's rejse til Norden fra år 871-899 e.Kr.; i Ohthere’s beskrivelse af hvilket land der ligger på den anden side af Norgeshavet mod syd, som set fra Scirincgeshēale, det sydlige Norge. Her mener jeg det betegner Jylland og skal udtales ”*Yautland".

Kilde: Henry Sweet: Extracts from Alfred's Orosius (1885, "V. Wulfstan's Voyage", s. 17)

 

 

”Garðaríki” er sammensat af ”Garðr” + ”ríki”, hvilket betyder ”Gårdriget” eller ”Riget omsluttet af volde”.

Garðaríki opbygges som vort fyrstendømme efter slaget mod Hunnerne år 446 e.Kr. Når Snorre derfor beretter at folkevandringen bort fra vore landområder langs Tanais-floden i den vestlige del af Midgård /Asien sker via Garðaríki, så skyldes det at alle i Snorre’s samtid vidste geografisk hvor Garðaríki var. Fyrstendømmet findes ikke da folkevandringen finder sted.

Fyrstendømmet havde to hovedbygder:

Kænugarður 1  (i dag Kiev)

Hólmgarður (i dag Novgorod)

1 Helmold skriver i sin Slaverkrønike år 1163 e.Kr. at Danerne kalder byen for Kunigaard, fordi Hunnerne først har opholdt sig der. (kap. 1 s.9). Hunnerne ankommer til Europa ca. år 375 e.Kr. og år 422/424 e.Kr. begynder den østromerske Kejser Theodosius II at betale 350 pund guld årligt i tribut til Hunnerne. Fra dette tidspunkt kalder Danerne byen ”Hunnernes Gård” eller ”Kænugarður .” Goterne, efter uddrivelsen fra vort nuværende landområde, kalder år 165 e.Kr. (se Jordanes kap. 52) byen for Daniperstadir eller ”Staden ved Daniper”.”Daniper” bliver til ”Dnepr”-floden, der løber gennem Kiev.

Han skriver også at vi kaldte byen for Ostrogard eller ”Den Østlige Gård.” Dette er dog næppe korrekt da der her må være tale om Hólmgarður eller ”Gården på Holmen/Øen.” Som man kan se hedder Hólmgarður i dag "Novgorod", dvs. ”Den Nye Gård”. Den ”Gamle Gård” må derfor være Ostrogarð.

 

Örvar-Odds Saga (kap. 30) nævner de andre hovedbygder i Garðaríki (se placeringen på kortet ovenfor):

Oldnordisk navn

Navnet i dag 

 Móramar

 Murom
(langs Oka-floden, 300 km øst for Moskva,
og den østlige grænse for Garðaríki.

 Ráðstofa

 Rostov

 Súrsdal

 Suzdal

 Palteskjuborg

 Polotsk
(langs Polota-floden i det nuværende Hviderusland)

 

Jeg viser i afsnittet ”Rörik-ætten/Riurik-id - Det østlige kongerige – Garðaríki ” alle vore prinser/konger i Garðaríki 1.

1 Saga og runesten der nævner Garðaríki el. Kænugarður (Kiev) er:

Óláfs Saga Tryggvasonar (kapitel 43)
Bjarnar Saga Hítdælakappa (kapitel 4)
Yngvars Saga Viđförla (3. Sætt konunga)
Vilmunds Kvæđi fra Færøerne
Se underafsnittet "År 862 e.Kr." for fuld liste af runestenene.

 

Læseren vil i underafsnittet "År 862 e.Kr." se samtlige gengivelser af Garðaríki og eller Kænugarður (Kiev), som vi finder det ridset i Yngre Futhark. Hvor vi næsten aldrig er i tvivl om at det er Hólmgarður (Holmgård) der omtales, er vi altid i tvivl om hvorvidt runeindskriften mener Garðaríki og eller Kænugarður (Kiev). Det skyldes at stednavnet ridses forkortet som "karþum, karþa, garþum". Da Kænugarður (Kiev) er den oprindelige moderby, forekommer det mig at Garðaríki er udviklet fra Kænugarður (Kiev), og oprindeligt har betegnet "riget under kontrol fra Kænugarður (Kiev)". Afhængigt af rummet "tid" betegner dette derfor forskellige landskaber fra Hólmgarður (Holmgård) til Kænugarður (Kiev).

Fra ”Sögubrot af nokkrum fornkonungum í Dana ok Svíaveldi” (kap. 3) kan vi se at Karelien (Karelen, Karealia), her kaldet ”Karjálabotna” (dvs. ”Karjála” + ”botn” ) ikke var at regne for en del af Garðaríki.

Vi ved hvorledes man sejlede fra Østersøen over Garðaríki til Miklagård. ”Pověst Vremennykh Lět” (”Kyiv Rus krønikerne”, ”Nestor krøniken”, ”Den Primære Russsiske Krønike” (Primary Russian Chronicle)), skrevet år 1116 e.Kr., siger i min oversættelse til nudansk:

”Da polakkerne boede i bakkerne ved Kiev, da var det ruten langs Dnipro (Dnepr)-floden mellem væringerne og grækerne [i Miklagård]. Også fra den øvre Dnipro (Dnepr) kunne man rejse på floden Lovota til Ilmen søen og derefter til den store sø Nevo (Ladoga), som forbinder til Østersøen. Herfra kunne man sejle til Rom, og derfra, via Konstantinopel (Miklagård), til Sortehavet og Dnipro (Dnepr), som flyder ind i Sortehavet”. 1

1 Skibene skulle trækkes over land ("hyra scypu ofer land" oldengelsk, se "Old English Orosius" fra år 871-899 e.Kr.), eller omlades, på strækningen mellem Lovota (Lovat)-floden og Dnepr-floden. Samlet skulle skibene trækkes over land mere end 250 km på en rejse fra Østersøen til Sortehavet. Dette gav anledning til en langt bedre løsning. Se afsnittet "Slæden". Der fandtes en anden vej. Skibene blev trukket fra Lovota (Lovat)-floden til Polotsk, hvorigennem løber den vestlige del af Dvina-floden. Herfra sejlede man vesterud, hvis på vej mod syd, og fangede Kasplya-floden styrbords mod syd. Hvor denne flod ophørte (udsprang) trak man skibene til Dnepr-floden.

 

 

 chap15-7.jpg

Kort over det nordlige Garðaríki med vore oprindelige stednavne tilføjet. For at få samtidsbilledet ret er det bedst at fremhæve stednavnet "Ingermannland" (Ingenmandsland), der ser ud til oprindeligt at betegne det enorme landskab mellem Narve (Narva), Wierland (Estland) i vest, over Pskov (Pp•skov·, Pleskau) der ikke opstår før efter år 862 e.Kr.,  til Hólmgarður (Ostrogarð) i syd, og til Ladoga (Nevo) søen i nord. Som var tilfældet nord for Limfjorden, var dette område uden for lands lov og ret. Denne forståelse har stor betydning for hvorfor vi er nødsaget at grundlægge de bygder vi gør. Den Finske Bugt kalder vi oprindeligt ”Karjálabotna” (Karelen Bunden), hvor "Botn" er ordet der bruges når vi i ord skal gengive "bunden af en fjord". Landskabet nord for "botn" (bunden) er Karelien (Karelen, Karealia) - en anden stamme med hvem vi synes at stå os godt. Örvar-Odds Saga (kap. 30) kalder landskabet for "Kirjálalandi". Sejlende ind ad Neva-floden (St. Petersborg grundlægges ikke før så sent som 1703 som afløser til den svenske fæstning "Nyen, Nyenskans, Nevanlinna" fra 1611, der afløste Torgils Knutsson's fæstning Landskrone (Landskrona) fra 1299), kommer vi ind i den enorme sø Ladoga (Nevo). Flodnavnet "Neva" forekommer ikke at være hverken finsk eller estisk, og kan da oprinde fra "nefi, nefa, nivi, nevo" (oldnordisk, oldfrisisk, olddansk, oldsaksisk), der har betydningen "nevø, mindre slægtning", og måske er en henvisning til at netop denne flod er den mindste af alle de floder vi skal igennem før vort endemål. Herefter kan vi nu beslutte om vi skal ned til Hólmgarður (Ostrogarð) i syd, eller længere mod øst til f.eks. Suzdal. Skal vi til Hólmgarður (Ostrogarð) må vi først have tilladelse til dette fra Jarlen af Aldeigja (*Aldauga), der hersker fra borgen Aldeigjuborg. Vi ved fra Snorre’s Heimskringla (Ólafs saga helga, 93. Brugðið sætt við Noregskonung) at Ingigerðr (Anna), datter af Kong Olaf Skötkonung gives hele landskabet i Morgengave før hun indvilger i at tage Jarizleifr, tronarving til Garðaríki, til sin ægtemand år 1014-15 e.Kr. Jarl Ragnvald Ulfsson (Rögnvaldur jarl Úlfsson) er landeværner over landskabet. Men som navnet antyder; "Aldeigja" (*Aldauga) "Aldeigjuborg", som jeg tror er en lokal nordisk dialekt for "Oldenborg", er borgen i 1000 tallet allerede anset som en meget gammel borg, der derfor må have været anlagt her siden vi grundlægger Garðaríki år 446 e.Kr. Strategisk er det umuligt at have forbindelse mellem de gamle kongeriger og Hólmgarður (Ostrogarð) uden at have kontrol over indsejlingen til (udmundingen af) Volkhov floden, der tager navn efter "Folket's Hov" - vort oprindelige gudehov på holmen midt i Hólmgarður (Ostrogarð). Var rejsens endemål Suzdal ved Volga-floden, hvilket først bliver rigtigt muligt efter år 862 e.Kr., da rejste man 10 km længere mod øst fra Volkhov-flodens munding langs kysten, og sejlede ind af Sias-floden (Syas, Säsjoki, Sääsjoki). Baseret på arkæologi ser det ud til at først fra ca. år 700-930 e.Kr. bliver der åbnet op for denne vej ved opførelsen af "Álaborg" (Áluborg), der menes identisk til det nuværende stednavn i området "Gorodishche" (direkte "gorod" (gård) + endestavelsen "-ishche" (stad)) . Vort oprindelige navn for borgen er åbenlyst identisk til ”Aleburgh, Alburgh” (Valdemars Jordebog) eller "Aalborg" ved Limfjorden. "Aleburgh" ved Jyllands nordlige grænse var kongsgård og købstad, og "Álaborg" (Áluborg) i Garðaríki har sikkert haft samme rang og rettigheder. Derfor har såvel "Álaborg" (Áluborg), som ”Aleburgh, Alburgh” betydningen "Vandrende-borgen, Vandrende-befæstningen" fra det oldnordiske "áll" (smal vandrende) + "borg, burg".
Billedkilde: Google Earth 16. september 2008.

 

 

 

 

 

År 862 e.Kr.

 

Værket ”Pověst Vremennykh Lět” (”Kyiv Rus krønikerne”, ”Nestor krøniken”, ”Den Primære Russsiske Krønike” (Primary Russian Chronicle)) skrevet år 1116 e.Kr. af munken Nestor fra klosteret Theodosia uden for Kænugarður (Kiev), og/eller af Sil’vestr fra St. Michael klosteret i Vydubychi, også uden for Kænugarður (Kiev), omhandler tiden år 850-1110 e.Kr.

For året 862 e.Kr. (år 6370 i den samtidige russisk-ortodoske kalenderberegning)  hører vi at væringerne ankommer og overtager, efter anmodning, tronen i Garðaríki med Riurik som gårdskonge. Dette er udløberen af at man i Garðaríki, som man gjorde det hjemme i "de gamle kongeriger", ikke havde automatisk mandlig arvefølge af en kongelig familie, men valgte konge på tinge blandt til de ældste, dvs. gårdrigets lokale stormænd. Efter at have aftalt arvefølgen, der skulle gå til fyrst/prins Suzdal, vælger sidstnævnte ikke at have sæde i Kænugarður (Kiev), der var det traditionelle, men at blive i sit fyrstendømme ved Volgafloden mod nordøst. Det skaber så stor harme i Kænugarður (Kiev), at en hær må sættes ind for at få kontrol med “moder”-byen. Det ender derfor med at man henvender sig til væringerne for at få ro og orden genoprettet.

Gårdskongen Riurik kaldes også "Rurik, Rorich, Rorik, Roric, Hroerek, Rourich, Rörik af Jylland". Han tager sæde i Hólmgarður (Novgorod), i krøniken skrevet "Рюрик, в Новгороде" (Riurik (Ryurik), v Novgorode). Hans mellemste broder, Sineus, tager sæde i Beloozero, i krøniken skrevet "Синеус, — на Белоозере" (Sineus, - na Beloozere), medens den yngste broder, Truvor, tager kontrol over Izborsk, i krøniken skrevet "Трувор, — в зборске" (Truvor, - v zborske).

I afsnittet "Fresna Cynne – Den frisiske slægt" argumenterer jeg for at Riurik (Rorik, ca. år 815-873 e.Kr.) er søn af Hemming Halfdansson (d. 17. juni 837). Hans onkel var Harald-Klak Halfdansson (ca. 785-852). Riurik (Rorik) er derfor Jarl æt fra Jylland. Han er uden odel, og det er han fordi hans æt tabte kampen om kongedømmet over de danske landskaber. Han er derfor landløs og må søge lykken udenlands. 8 år efter faderens død år 837 e.Kr. under et vikingetog til de frisiske landskaber i Walcheren og Dorestad, træder sønnen i faderens sko. I en alder af 25-30 år gammel anfalder Riurik (Rorik) Dorestad år 845 e.Kr. Dette gentager sig år 846 e.Kr. og år 850 e.Kr. bliver han lensgreve over Dorestad under Kejser Lothar (795, regent 817-855). Han varetager grevskabet på vegne sin onkel Harald-Klak. 

Da Kong Haarik (Horik I., regent 813-854) dør år 854 e.Kr., forsøger Riurik (Rorik) år 855 e.Kr., med Harald-Klak's søn Godfred (ca. 820-856), at tage den danske trone. Dette mislykkedes.

År 857 e.Kr. må han forlade Dorestad og han gives af Kong Horik II. (Horich, regent 854-873) dele af Sønderjylland ”mellem vandet og Ejderen".

År 859 e.Kr. genoptages vikingetogene, men nu mod stammerne langs den østlige del af Østersøen, herunder Kurland (se nedenfor).

”Vita Anskarii auctore Rimberto” eller ”Ansgars liv og levned skrevet af Rimberto” (kap. XIX) fra ca. år 865 e.Kr. giver os en beretning om vor opkrævning af lydskat på Østersøens østlige bred. På opfordring af Svearigets Kong Anud Uppsale (Anoundus) var vi ca. år 850-851 e.Kr. draget til Birka (og Sigtuna) for at sætte ham på tronstolen i stedet for broderen. Efter at have modtaget en noget sølle Danegeld på 200 Troy pund sølv for ikke at plyndre Birka og Sigtuna, valgte vi i stedet at angribe en (os ukendt) by, der tilhørte slaverne. Vi sejlede direkte dertil fra Birka, og fik byttet med hjem. Jeg mener ikke der her kan være tvivl om at dette anfald sker på Østersøens østlige bred.

År 852 e.Kr. hedder kongen af Sveariget Olef (Olaf I.). I (kap. XXX) gentager Svea-folket ca. år 854 e.Kr. vor togt mod Kurland fordi de ”ønskede at opnå et omdømme at kunne hvad de danske ikke havde formået, og fordi [Svea]-folket tidligere havde været underkastet dem (de danske)”. De starter med at angribe kongeriget Seeburg 1 med 7.000 våbenføre mænd. Herefter belejrer de byen Aputra2, der havde 15.000 bevæbnede forsvarere. Det ender med at Svea-folket som bytte modtager det valrov Aputra’s indbyggere havde taget fra de danske året tidligere, dvs. ca. år 853 e.Kr. hvor vi så igen må have været på togt dertil. Desforuden genindførtes den lydskat, der tidligere var blevet aflagt til Svea-folket.

1 Søborg, Seleburg, Grobiņa, Grobin ude ved kysten det vestlige Letland (11 km øst for den nuværende by Liepaja). Arkæologiske undersøgelser i 1929-30 har vist at byen var under vor kontrol år 650-800 e.Kr. ”Vor” skal her opfattes som gotlændere, der ikke var en del af Sveariget. Er byen derfor under en fremmed stammes kontrol år 854 e.Kr. er den naturligvis et oplagt mål for angreb. Sejladsen dertil er en ren breddegradssejlads fra Öland eller Gotlands sydspids.

2 Apulia, i dag Apuolė, 40 km syd for Søborg i det nordvestlige Litauen (8 km sydøst for byen Skuodas). I samtiden er det hovedbygden for Kurland. Der er her fundet en fornborg fra år 200-300 e.Kr. med samtidige grave. Handelspladsen er først kommet til i slutningen af 600 tallet e.Kr., og der er gotlandsk indflydelse fra slutningen af 700 tallet e.Kr.

 

Riurik (Rorik) har derfor ikke gjort andet end at videreføre en i samtiden gammel sædvane om at opkræve lydskat, eller plyndre, velhavende stammer og handelspladser på Østersøens østlige bred. Han har gjort dette i benhård konkurrence med Svea-folkets lokalkonger.

År 862 e.Kr. kommer han med sine brødre til Garðaríki. Han har uden for tvist indbudt sig selv for bedre at kunne opkræve den lydskat han ser ud til at have som sin hovedindtægt. I puslespillet om politisk og økonomisk magt over Garðaríki, er der ingen tvivl om at han har haft godkendelse fra Kong Horik II. (Horich, regent 854-873). Dette skal opfattes som et modtræk mod Sveariget konge år 852-4 e.Kr. Olef (Olaf I.). Som jeg viser i afsnittet "Rörik-ætten/Riurik-id - Det østlige kongerige – Garðaríki" var der også tradition for at man hentede en hersker fra Friesland. Den frisiske Radbard var gårdskonge i Garðaríki ca. år 697-719 e.Kr.

Det er her værd at fremhæve at i Shakespeare's "Hamlet" og Saxo's "Amlet" i Gesta Danorum (Bog 3 og 4), hvor Amlet er barnebarn til Rorik, der er konge af Danmark. 1

1 At Rorik er konge af de danske landskaber kan sluttes fordi Svear-folket (Sueones), med ætterne fra Kurland (Curetes), forberedte sig på angreb på de danske (Daniam), og nægtede at betale den lydskat de i samtiden var påtvunget. Som modsvar "kaldte Rorik fædrelandet under våben" (Roricus contractam in arma patriam), hvor "patriam" henviser til "Daniam". Amlet er barnebarn til Kong Rorik fordi Rorik lader datteren Gerut (Geruthae, Gerutham) gifte sig med Rorik's landeværner for Jylland Hor-Vendel (Horwendillus), jvf. "in Iutiae praesidium surrogantur", og de avler Amlet (Amlethum, Amlethus). Shakespeare kalder Hamlet's moder for "Queen Gertrude" (Akt 1, Scene 2) Andre henvisninger til Rorik er "Roricus, Roricum, Rorici, Rorice, Rorico". Se Saxo: Gesta Danorum (bog 3.5.1-3.5.6, 3.6.1, 3.6.4). At Saxo i Gesta Danorum beskriver hvorledes ætterne fra Kurland (Curetes) skulle betale lydskat til Rorik er bemærkelsesværdigt identisk til hvorledes ”Pověst Vremennykh Lět” gengiver dette for året 859 e.Kr.:

Gamle Kirke-Slavoniske alfabet
(cyrilliske bogstaver) 

Gamle Kirke-Slavoniske alfabet
(latinske bogstaver) 

nudansk

"В год 6367 (859).

Варяги из заморья взимали дань с чуди, и со словен, и с мери, и с кривичей. ..."

"V god 6367 (859).

Variati (varyati) iz zamorbia (zamorbya) vzimali daib s chudi, i co sloven, i s meri, i s krivichey. ..."

"År 6367 (859).

Væringerne fra hinsides [Øster]søen opkrævede lydskat fra Chudi-[folket], Slaverne, Meri-[folket] og Krivichey-[folket]..."

Min oversættelse til nudansk. Vi ved at "чуди" (chudi) på oldslavisk bl.a. er ætterne i landskaberne på Østersøens østlige bred, herunder Kurland. "мери" (Meri)-folket menes at have været en finsk-ugrisk stamme. De boede i Rostov mellem Modvins- og Veps-stammerne. Jordanes kalder dem ca. år 550 e.Kr. for "Merens". "кривичей" (Krivichey)-folket er en slavisk stamme, der boede langs Dvina-, Dnepr- og Volga-floderne, herunder de nuværende byer Polotsk (Dvina-floden, Belarus) og Smolensk (Dnepr-floden, 350 km sydvest for Moskva). Det antyder at Rorik allerede år 859 e.Kr., fra sin flådebase i Sønderjylland, har sejlet til den østlige del af Østersøen, og her har fortsat de vikingetog han tidligere foretog til Friesland.

For så vidt angår Hamlet, eller ”The Revenge of Hamlett, Prince of Denmarke” som var originaltitlen da manuskriptet blev indlagt til copyright 26. juli 1602, synes mange ikke at forstå at det er Saxo ’s Gesta Danorum der er oprindelsen til Shakespeares Hamlet. Hamlet blev skrevet omkring år 1597, men menes at have eksisteret i et tidligere skuespil fra år 1589 skrevet af Shakespeare og Marlowe, hvilket manuskript idag ikke eksisterer. Det er velkendt at Shakespeare havde en søn ved navn Hamnet, der døde som 11-årig i år 1596. Mange skriver at Shakespeares søn er oprindelsen til titlen på skuespillet. Hamnet og hans tvillingesøster, Judith, var navngivet efter Hamnet og Judith Sadler, der var livslange venner af Shakespeare. Som tak navngav Hamnet og Judith Sadler deres egen søn William i år 1598.

 

”Pověst Vremennykh Lět” (for året 864) forklarer os at brødrene Truvor og Sineus dør efter kun to år i år 864 e.Kr. Jeg mener ikke der kan herske megen usikkerhed om at de er blevet dræbt i forbindelse med deres inddrivelse af lydskat fra forskellige stammer i Garðaríki, mange af hvilken vi har kendskab til. Udover at Riurik (Rorik) nævnes som blivende enekonge er alle kilder i øst herefter tavse. Da "Annales Xantenes" (for året 873 e.Kr.) nævner "Ruorich", og gør det for sidste gang, mener jeg vi kan slutte herfra, at Riurik (Rorik) må have forladt Garðaríki år 870-2 e.Kr. for herefter at vende tilbage til sit landskab i Sønderjylland mellem ”mellem vandet og Ejderen". Dette landskab blev ham tilstået af Kong Horik II. (Horich, regent 854-873), og da denne konge dør år 873 e.Kr., hvorefter vi intet mere hører om Riurik (Rorik), kan vi gisne os til at han i en alder af 55-58 år gammel må være blevet dræbt og frataget sin odel af den efterfølgende lokalkonge. De danske og norske landskaber er i så stor opløsning netop i dette tidsrum, at vi ikke aner hvem der var konge. Det betyder normalt at der har været borgerkrig mellem en lang række tronpåkrævere.

Fordi slavisk-russisk og svensk nationalisme gør sig ekstreme anstrengelser i forsøget på at foretage en grotesk omskrivning af hvad og hvem "Rus"-folket var, med slutmålet værende ophavsretten til land, fortid og historiens gengivelse, har jeg valgt at gengive ordret fra krøniken, hvad der berettes om "Rus"-folket:

 

Gamle Kirke-Slavoniske alfabet
(cyrilliske bogstaver) 

Gamle Kirke-Slavoniske alfabet
(latinske bogstaver) 

 nudansk

"В год 6370 (862).

... И пошли за море к варягам, к руси. Те варяги назывались русью, как другие называются шведы, а иные норманны и англы, а еще иные готландцы, — вот так и эти. ... И от тех варягов позвалась Русская земля."

"V god 6370 (862).

... I posh za more k variatam (viryatam), k rusi. Te variati (varyati) nazyvalisb rusiu (rusyu), kak drugie nazyvaiutsia shvedy, a inye normanny i angly, a eshche inye gotlandtsy, -vot tak i eti. ... I ot tekh variagov (varyagov) pozvalas- russkaia (russkaya) zemlia (zemlya)."

"År 6370 (862).

...De drog oversøisk til væringerne, til Rus-[folket]. Disse væringer kaldte vi Rus, som nogen kaldes svear, og andre nordmænd og angler, og andre igen gotlændere, - således hed de. ... Fra disse væringer antog Rus-[folkets] landskab sit navn."

Fra værket ”Pověst Vremennykh Lět” (”Kyiv Rus krønikerne”, ”Nestor krøniken”, ”Den Primære Russsiske Krønike” (Primary Russian Chronicle)) skrevet år 1116 e.Kr. Min oversættelse til nudansk og omskrivning fra cyrilliske bogstave til latinske samme.

 

Laxdæla Saga (kap. 73), skrevet ca. år 1245 e.Kr., giver os en aldeles glimrende beskrivelse af den islandske ungersvend Bolli Bollason, født ca. år 1006 e.Kr., der i tiden under norskekongen Olaf II Haraldsson (Regent 1015-1028) drager til Miklagaard og bliver optaget i Væringe-garden. ”Vi har ikke hørt frasagn at nogen mand fra nord (norðmaður) har været i krigstjeneste hos Gårdskongen før Bolli Bollason". Laxdæla Saga forklarer os dels hvad en væring var, hvordan man kom til Miklagaard, og hvorfor, men samtidig også at Bolli Bollason, ca. år 1020-28 e.Kr., er den første fra landskaberne Norge og Island, der drager dertil. Det er af denne årsag at "норманны" (normanny), der her ikke længere skal opfattes som det oprindelige "Mænd fra Nord", men som "nordmænd" fra de norske og islandske landskaber, da krøniken er skrevet år 1116 e.Kr., ikke opfattes som "væringer" og derfor "Rus".

I afsnittet "Sværddans" viser jeg at der beviseligt er "væringer" i den byzantinske hær allerede under Kejser Justinian I. (482/3-565 e.Kr.). Videre i afsnittet "Med væringer i Miklagarð år 1103 e.Kr." ved vi hvorfra disse væringer kom. Alle væringer er oprindeligt fra vore landskaber, dvs. det nuværende Danmark, Skåne, Halland, Blekinge og Friesland. Det er derfor krøniken ligeledes udskiller stammegrupperingerne "svear" (шведы, shvedy), "angler" (англы, angly) og "gotlændere" (готландцы, gotlandtsy). År 862 e.Kr. er dette skarpt defineret. Man kan undre sig over hvorfor krøniken ikke skriver Danmark og Friesland, men falder tilbage til brugen af "væringer" (Варяг, Variat (Varyat)), og hvorfor disse samlet kaldes "Rus" (русью, rusiu).

Den norske skjald Bragi inn gamli (Brage Boddesson, Brage den gamle) nævner i Ragnarsdrápa (vers 13) ”Danmarkar” i sin beretning om Gefion og Sølund. I afsnittet "Gefion og Sølund" viser jeg hvorfor jeg daterer dette digt til år 850-865 e.Kr., hvilket gør det til den ældste benævelse af Danmark som nogenlunde de landskaber vi forbinder med riget. I år 862 e.Kr. er der ganske enkelt ikke noget der hedder "Danmark" eller "Friesland", som vi i dag opfatter dette (forskelligt fra hvad oldtiden gjorde). Derfor kan krøniken ikke henvise til dette, men må løseligt kalde ætterne fra disse landskaber "væringer", som man allerede kendte til som begreb i Garðaríki.

Kom ihu at forståelsen for "væring", og derfor "Rus", har ændret sig allerede 3 slægtled senere da Bolli Bollason rejser fra Island og bliver væring.

Ordet ”Rus” menes at stamme fra det indo-europæiske ord ”Ruksa”, der betyder ”lys i huden”. Som krøniken udtrykker dette; "Disse væringer kaldte vi Rus" (Те варяги назывались русью, Te variati (varyati) nazyvalisb rusiu (rusyu)) kan vi kun opfatte dette som at livgarden i Miklagård bestod af flere folkeslag end bare os. Dette viser jeg i afsnittet "Sværddans" er sandt. Derfor har befolkningen i Garðaríki, når den skulle omtale "os" blandt alle væringer, kaldt "os" for "Rus" eller "de lyshudede".

Og netop fordi begrebet "Rus" for den slaviske befolkning i Garðaríki ikke er en henvisning til en stamme, men en "farvekortsbetegnelse", har vi brudstykket fra "Annales Bertiniani" fra år 839 e.Kr. Denne frankiske krønike fra St. Bertin klostret omhandler årene 830-882 e.Kr.

Charlemagne’s søn Ludvig den Fromme (le Débonnaire) er regent år 781-840 e.Kr. Harald Klak taber borgerkrigen mod Haarik/Horik år 825 e.Kr. og flygtede til Kejser Ludvig den Fromme. Her konverterer han år 826 e.Kr. til kristendommen. Kongen af Miklagarð, den byzantinske Kejser Theophilos (regent 829-842), sender under sommeren år 839 e.Kr. sendebud sin kejser-modpart i vest Ludvig den Fromme, og de modtages i hans hovedsæde i Ingelheim.

Misit etiam cum eis quosdam, qui se, id est, gentem suam Rhos vocari dicebant, quos rex illorum chacanus vocabulo....Quorum adventus causam imperator diligentius investigans, comperit, eos esse gentis sveonum:...  Med dem fulgte nogen, som sagde sig at tilhøre et folk kaldet Rhos, hvis konge til det formål chacanus kaldte... Dette følges ankomst undersøgte kejseren nøje, erfarende, at disse folk var svear:...

Fra krøniken "Annales Bertiniani". Min oversættelse til nudansk. Der er stort skænderi om hvorledes vi skal opfatte "chacanus". Er det titlen "Khan" eller er det et mandsnavn som f.eks. "Haakon"? Mit bud er at det er en hærleder titel i væringegarden i Miklagård. I afsnittet "Sværddans" viser jeg at allerede år 543 e.Kr. er der væringer i Byzans under ledelse af den armenske general Narses. Dette må være en militær titel.

 

Ikke overraskende konkluderer svensk nationalisme derfor at "Rhos" må være "Svear"-folket. Men så enkel er samtiden ikke. Frankernes absolutte fjende mod nord i samtiden er "os", dvs. de nuværende danske landskaber, Skåne, Halland, Blekinge og Friesland. Frankerriget har helt og fuldt styr på hvad der foregår ved dets nordlige grænse, og som vi netop har hørt, giver de asyl og jord til vore fjender, jvf. Harald Klak år 826 e.Kr. De lejetropper, der tilkendegiver sig som "Rhos", og fra "Svea"-folket, bliver tilbageholdt af Kejser Ludvig den Fromme fordi han mistænker dem for at være vore spioner med fjendtligt hensigt. De blev sat for en domstol, hvor der skulle falde en pålidelig afgørelse om deres troskab 1. Fordi "Götarne" fra landskabet "Götaland", der oprindeligt er en del af "os", og derfor begrebet "væringer", er blevet sammensmeltet med Sveariget (det sker på et ukendt tidspunkt efter 600 tallet e.Kr., anerkendes ca. år 1000 e.Kr.), kan Ludvig den Fromme ikke vide om han har med fjende eller frænde at gøre. Og vi kan ej heller slutte videre end dette. Alle har år 839 e.Kr. været klar over at Svear-folket var Frankernes frænde, ikke mindst fordi begge var vor fjende 2. Udsagnet fra lejetropperne kan være sandt, såvel som falsk, da alle har været klar over hvad der skulle siges til frankerne for at opnå frit lejde. Det er netop det der er Ludvig den Fromme's hovedpine.

1 "...exploratores potius regni illius nostrique, quam amicitiæ petitores ratus, penes se eousque retinendos iudicavit, quoad veraciter invenici posset, utrum fideliter en nec ne pervenerint."
2 Sjørup-stenen, Malmøhus len, Skåne (DR 279), dateret til slutningen af 900 tallet e.Kr. siger om Ásbjôrn (o[s]biurn) at "han fly ikke ved Uppsala, men dræbte medens han våben havde" (saR flu aki a[t] ubsal(u)m an ua maþ an uabn a(f)þi). Hällestad 1-stenen, Malmøhus len, Skåne (DR 295), dateret til slutningen af 900 tallet e.Kr., siger om Tóka Gorms søn (tuka kurms sun) at "han fly ikke ved Uppsala" (saR flu aigi at ubsalum). Det må være samme slag begge deltager i. Saxo: Gesta Danorum (Bog 3.5.1) fremhæver at Svear-folket i 800 tallet e.Kr. betalte lydskat til de danske og at vi, som disse runesten bekræfter, førte våben imod Svear-folket. ”Vita Anskarii auctore Rimberto” eller ”Ansgars liv og levned skrevet af Rimberto”  (kap. XIX) fra ca. år 865 e.Kr. beretter for os at Kong Anud Uppsale (Anoundus) ca. år 850-851 e.Kr. var blevet fordrevet fra Sveariget, og havde søgt tilflugt hos os. Han lovede os Birka som Danegeld for at hjælpe ham tilbage på tronen i Sveariget, og vi sendte 21 skibe undervejs. Kong Anud Uppsale havde selv 11 skibe. Den regerende konge var broderen Björn på Håga (Haugi, Björn II, Rex Bern), og vi kan se at brødrene er samkonger allerede år 829 e.Kr., hvor Ansgar drager til Birka. Aftalen bliver dog at Birka betaler 200 Troy pund sølv for fred. ”Vita Anskarii auctore Rimberto” (kap. XXX) gentager at Svear-folket på et tidspunkt før år 854 e.Kr. havde været underkastet lydskat af de danske.

 

At jeg ikke mener vi fra beretningen fra år 839 e.Kr. kan endeligt slutte at skandinaver, der kalder sig "Rhos", nødvendigvis er "Svear", betyder ikke, at der ikke var folk fra Sveariget i Garðaríki. Dels kan vi se fra Sædinge-stenen, Maribo, Lolland (DR 217), dateret til slutningen af 900 tallet e.Kr., at vi kender dem som bl.a. "sundrsvía"(sutrsuia). Dels viser følgende indskrifter fra runesten at dette er tilfældet:

 

Runesten fra Sveariget
ca. år 1000-1100 e.Kr.

 datering e.Kr.

 Hvem var i Garðaríki eller Østerled?

Kyrkstigen, Ed stenen,
Uppland
(U112)

Sent 1000 tallet
(kristen ordlyd)

Ragnvald var i Grækenland som "liðs forungi" (lidens lede-efterfølger = thegn).
(... rahnualtr huar a griklanti uas lis forunki ...). Han var derfor væring i Miklagård.

Lissby stenen,
Uppland
(U153)

Sent 1000 tallet
(kristent kors afbildet)

Brødrene Halfdan (hlftan) og Gunnarr (kunar) fik deres endeligt i øst.
(þaiR antaþus aust)

Lissby stenen,
Uppland
(U154)

 1000 tallet

Geirbjôrn ((k)aiRbiarn) og en nu ukendt broder døde i øst.
(a(u)s...)

Veda-stenen,
Uppland
(U209)

900-1000 tallet

Þorstein (þurtsain, Torsten) avlede (velstand) i Garðaríki el. Kænugarður (Kiev) 
(... aflaþi austr i karþum ...).

Vallentuna Kyrka stenen,
Uppland
(U214)

 ca. 1100
(kristent kors afbildet)

Ingibjôrg's mand gik ned med sit Knarr-skib i Holmshavet.
(... han troknaþi a holms hafi skreþ knar hans i kaf...)

Er "Holmshavet" farvandet undervejs til Holmgård eller omkring Bornholm?
Knarr-skibet
og busse-skibet var store og sødygtige fragt- og transportskibe.

Torsåker stenen,
Uppland
(U283)

Sent 1000 tallet
(kristen ordlyd)

Gísmundr (kismuntaR)'s søn døde i øst.
(austr)

Ängby- og Frösunda-stenene,
Uppland
(U346 + U356)

 Sent 1000 tallet (kristen ordlyd + kristent kors afbildet)

Bjørn faldt i Wierland (Wyrland),
esternes oprindelige landskab i det nordlige Estland.
(... biurn ... hon fil a uirlanti ..., ... biurno ... hon ' fil a urlati ...)

Skepptuna Kyrka,
Uppland
(U358)

Sent 1000 tallet
(kristen ordlyd + kristent kors afbildet)

Folkbjôrn (fulkbiarn) fik sit endeligt blandt grækerne.
(... saR itaþis uk miþ krkum ...)

Gådersta stenen,
Uppland
(U366)

 1000 tallet

En os nu ubekendt person døde på Østervejen.
(tauþr i austruih-)

Ubby stenen,
Uppland
(U 504)

Sent 1000 tallet
(kristen ordlyd)

 Ásgaut drog bl.a. til Østerled.
(... askut ... saR uas uistr uk ustr ...)

Söderby-Karls stenen,
Uppland
(U582)

 900-1000 tallet

 Ótrygg (utrik) blev dræbt i Finland (... tribin o finlonti ...).

Läddersta stenen,
Uppland
(U636)

 Sent 1000 tallet
(kristent kors afbildet)

Arnfast fór øst til Garðaríki el. Kænugarður (Kiev).
(... arfast ... hn fur ausR i karþa ...)

Sjusta stenen,
Uppland
(U687)

ca. 1150
(kristen ordlyd + kristent kors afbildet)

Spjallboða (sbialbuþa) døde i St. Olavskirken i Holmgård.
(... an uaR tauþr i hulmkarþi i olafs kriki...)

Olaf Haraldsson (Óláfr Haraldsson) (år 995-1030 e.Kr.), også kaldet Olaf den Hellige/Olav II., er ophavsmanden til de mange Sankt Olavskirker. Han helgenkåres år 1031 e.Kr. I Danmark er Skt. Ols Rundkirke (Skt. Olav), Bornholm fra ca. år 1150 e.Kr., som er også Skt. Olai kirke i Hjørring. Helsingør Domkirke er også givet til Skt. Olai (den nuværende kirke fra 1559, den oprindelige fra 1200 tallet e.Kr.).

Ulunda stenen,
Uppland
(U792)

 Sent 1000 tallet
 (kristent kors afbildet)

Haursi ? (mursa) avlede (velstand) udi Grækenland.
(... aflaþi uti| |i kri[k]um ...)

Samme runemester Balli (bali) som Sö92, Sö198 (kristent kors afbildet),  Sö200 (kristent kors afbildet) og Sö207 (kristen ordlyd + kristent kors afbildet).

Norby stenen,
Uppland
(U898)

1000 tallet

Ingimundr (ikimunt) blev dræbt i øst.
(han uaR trebin hustr)

Fjuckby stenen,
Uppland
(U1016)

 1000 tallet

Áki (aki) var styrmand (kaptajn) på et Knarr-skib. Han sejlede på græske havne.
(... sturþ(i) -(n)ari kuam hn krik hafnir ...)

Knarr-skibet og busse-skibet var store og sødygtige fragt- og transportskibe.

Lövsta stenen,
Uppland
(U1087)

Sent 1000 tallet
(kristent kors afbildet)

Ótrygg (utirik) døde i Grækenland.
(... onar uarþ tauþr i girkium ...)

Stora Rytterns stenen,
Västmanland
(Vs1)

ca. 1050
(kristent kors afbildet)

 Slagvé (slakua) mødte sit endeligt i øst i "karusm".

Jeg tror ikke på at runerne er rejst fejl, og er enig i at dette må være landskabet "Khwarezm, Khorezm, Khoresm" på den sydøstlige bred af Aral-søen, det nuværende Uzbekistan. Under muslimsk kontrol fra 600 tallet e.Kr. dannes der i landskabet et kejserdømme i 1000 tallet e.Kr. Sejladsen dertil menes at have fundet sted år 1035-1041 e.Kr.

Jädra-stenen,
Västmanland
(Vs FV1988;36)

Sent 1000 tallet
(kristent kors afbildet)

Grímmund (kri(m)ut) farede i Østerled.
(austarla)

Kälvesten-stenen,
Östergötland
(Ög8)

 800 tallet

Eyvind (auint) faldt i øst (austr). 

Den ældste indskrift fra dette landskab.

Skjorstad stenen,
Östergötland
(Ög30)

 Sent 1000 tallet
(kristent kors afbildet)

Ingvar (Ikuar) døde i øst (austr : tauþr). 

Högby-stenen,
Östergötland
(Ög81)

 1000 tallet

Assur udånede blandt grækerne i øst (ca. år 1010).
(... asur ... iaR eataþis austr i krikum, aitaþis asur austr i krikum ...)

Halfdan blev dræbt i Holm.
(... uarþ o hulmi halftan tribin ...). Er "Holm" Holmgård eller Bornholm?

Harstad Kyrkogård stenen,
Östergötland
(Ög94)


900-1000 tallet

 Oddlaug fra Haddestad døde blandt grækerne.
(... u-auk : iaR : buki| |i : haþistaþum ... taþr : i : ki[(r)]k[(i)(u)(m))

Hassla By stenen,
Västergötland
(Vg135)

 900-1000 tallet

 Ásmund(?) (nosmu) blev dræbt østerud (o tustitki).

Frugården stenen,
Västergötland
(Vg181)

 Sent 1000 tallet
(kristent kors afbildet)

Ólaf (ulaf) blev dræbt i Estland.
(... hn uarþ trbin i estlatum ...)

Smula Kyrkogård stenen,
Västergötland
(Vg184)

Sent 1000 tallet
(kristent kors afbildet)

Brødrene Ásbjôrn (esburn) og Juli (iula) døde i krigstjeneste i Østerled.
(... þiR urþu tuþiR i lþi ustr).
Brødrene har derfor været væringer i enten Garðaríki eller Miklagård.

Dalum Kyrkogård stenen,
Västergötland
(Vg197)

Sent 1000 tallet
(kristent kors afbildet)

Tóki (tuki)'s broder døde i Østerled.
(... en anar au(s)tr)

Gårdby Kyrkogård stenen,
Öland
(ÖI58 el. 28)

ca. 1125-50
(kristent kors afbildet)

Halvboren (halfburin) har sit sæde i Garðaríki el. Kænugarður (Kiev).
(... sitr karþum ...).

Norskekongen Sigurd I. Magnusson (Jorsalfare, Sigurðr Jórsalafari, regent 1103-1130) drager på erobrings- og korstog! mod Småland år 1123 e.Kr. Vi kan derfor være sikre på at Småland, og derfor Gotland og Öland, ikke er kristne år 1123 e.Kr. Da runestenen har et kristent kors afbildet, må denne derfor dateres til ca. 1125-50 e.Kr.

Skåäng stenen,
Södermanland
(Sö33)

Sent 1000 tallet
(2 kristne kors afbildet)

 Gulleif (kulaif) fik sit endeligt i øst ved thinget. 
(austr at þikum)

Tjuvstigen stenen,
Södermanland
(Sö34)

Sent 1000 tallet
(kristent kors afbildet)

Brødrene Þorkell (þurkil) og Styrbjôrn (sturbiarn) fik deres endeligt på Østervejen.
(austruiki)

Husby kyrkogård stenen,
Södermanland
(Sö92)

 Sent 1000 tallet

En os nu ubekendt broder virkede i øst (austr).

Samme runemester Balli (bali) som Sö198 (kristent kors afbildet), Sö200 (kristent kors afbildet) og Sö207 (kristen ordlyd + kristent kors afbildet) og U792 (kristent kors afbildet).

Bönestad stenen,
Södermanland
(Sö121)

900-1000 tallet

SumuR døde øst i Tune.
(austR i tuna)

Fagerlöt stenen,
Södermanland
(Sö126)

 900-1000 tallet

Áskell (eskil), der af sin æt gives det fornemme heite "folksgrimmr" (fulkskrimR) eller "Folkets Grime", drog i slag på Østervejen. (trauh orustu i austru(i)hi)

Kom ihu at Odin/kongen kaldes "Grimnir" (Grimen/Den Tilmaskede).

Hagstugan stenen,
Södermanland
(Sö130)

1000 tallet 

En mand med heitet "Dómara" (tumara) eller "dommeren", 
faldt i Garðaríki el. Kænugarður (Kiev)
((k)(þ))

Innberga stenen,
Södermanland
(Sö148)

 1000 tallet 

Farulf fik sit endeligt øst i Garðaríki el. Kænugarður (Kiev).
(antaþ austr i kaþ(u)(m))

Esta stenen,
Södermanland
(Sö171)

Sent 1000 tallet
(kristent kors afbildet)

Skeiðens Vise, dvs. skeið-skibets kaptajn, Sigvið (sihuiþ) faldt i Holmgård.
(han fial i hul(m)karþi skaiþaR uisi)

Mervalla stenen,
Södermanland
(Sö198)

 Sent 1000 tallet
(kristent kors afbildet)

Svein (suen) sejlede ofte dyrbart Knarr-skib rundt om Dómisnes til Semgallen.
(... h[n] uft siklt til simk(a)(l)(a) t(u)ru[m] knari um tumisnis)

Landskabet Semgallen var fra Riga-bugten mod syd, dvs. Letland og dele af Litauen. Domesnæs (Dómisnes) er den nordlige spids af Kurland. Knarr-skibet og busse-skibet var store og sødygtige fragt- og transportskibe. Samme runemester Balli (bali) som Sö92, Sö200 (kristent kors afbildet) og Sö207 (kristen ordlyd + kristent kors afbildet) og U792 (kristent kors afbildet).

Aska stenen,
Södermanland
(Sö216)

 1000 tallet

En os nu ubekendt person fik sit endeligt i øst.
(austr)

Ved Järnavägen stenen,
Södermanland
(Sö308)

1000 tallet 

Ingifast ((i)kifast) og en nu ubekendt broder var i Østerled.
(-iR ua(R)u huastr)

Turingestenen,
Turinge Kyrka Södermanland
(Sö338)

Sent 1000 tallet
(kristent kors afbildet)

Þorstein (þourstain, Torsten) faldt i Garðaríki el. Kænugarður (Kiev) (garþum)
som "liðs forungi" (lis furugi, lidens lede-efterfølger = thegn). Han var derfor væring i Garðaríki.

Listen ovenfor skulle gerne være en udtømmende gengivelse af samtlige runesten fra landskaberne Det gamle Svearige (Uppland + Västmanland), Södermanland, Götaland og Öland med en indskrift visende, at en eller flere nævnte personer har haft sin færd i Garðaríki eller Østerled. På et tidspunkt efter 600 tallet, anerkendes ca. år 1000 e.Kr. sker der en forening af disse landskaber, og de handler, mere eller mindre, som ét. Øen Gotland og Öland var ikke oprindeligt en del af Sveariget, men er kommet det under Wulfstan's sørejse fra ca. år 890 e.Kr. Det bliver senere en del af Östergötland, som Snorre skriver var et andet bispedømme. Overherredømmet over Östergötland bestemmer derfor samme over Gotland og Öland. Det er en underdrivelse at sige at det kunne man ikke blive enig om mellem Sveariget og Danmark. Fra Snorre's beskrivelse af Sveariget 1 kan vi slutte at i 1200 tallet har Sveariget og Östergötland samme overherre, selvom det først er med Kristofers Landslag fra år 1442 e.Kr. 2 vi får fastslået at kongeriget Sverige består af "Svea och Göta riken". Vi erindrer her at netop derfor indtog Kong Valdemar Atterdag år 1361 e.Kr. Gulland (Gotland), der derfor ikke kom med i denne, nu svenske, fusion.

Fra runesten i de dansk-norske landskaber nævner Kolind-stenen, Jylland (DR108) fra ca. år 1000 e.Kr. at Tófa (tufa) døde i Østerled (tuþr ustr). På Sønder Kirkeby-stenen, Maribo, Lolland (DR 220), fra slutningen af 900 tallet e.Kr., dør Ásgeirr (Osgar, Asger, Esger) eller Ásgautr (osk[u]...) måske på Gotland (ku...).  På fuglie 1-stenen, Malmøhus len, Skåne (DR 259), dateret til 1000/1100 tallet e.Kr. med kristen ordlyd, dør Auða (auþ[a]) på Gotland (kutlati). På Alstad-stenen, Oppland (N62), dateret til ca. år 1030-60 e.Kr. med kristen ordlyd, døde Þórald (þoral) på Vitaholm (uitahol(m)(i)) mellem Ustaulm (slavisk "Ustja") og Garðar (u()taulms auk karþa), hvor Vitaholm er "Vitičev" - en bavnebålsholm nær Kiev. "Garðar" (karþa) skal derfor her, og måske andre steder, opfattes som "Kænugarður" (Kiev), der var moderbyen i Garðaríki.

Fra Gotland nævner Ardre Kyrka-stenen (G114), dateret til sent 1000 tallet e.Kr. med kristen ordlyd, en nu ukendt mand, der var i Garðar (karþum). Hallfrede-stenen (G220), dateret til sent 1000 tallet e.Kr. beretter om Oddgeir ([O]tkaiR), der døde i Holmgård (hulmka-). Pilgårds-stenen (G280), dateret til 900 tallet e.Kr., beretter om brødrene Hróðvísl (ruþuisl), Eysteinn (austain) og Emundr (imuar), der med Hrafn (raf-) og Vífill (uifil) besejlede Dnepr-floden. Af alle steder med vandfald og rivende strømfald var det farligste punkt "Nenasytets, άειφόρ", som vi kalder "aifur" (tillægsordet "Æfr" = hidsig, rasende?). Stedet ligger på på den venstre (østlige) bred af Dnepr-floden ved Bilaevaya Balka, mellem bygderne Vasil'evka og Mar'evka i Sinel'ikov området, Dnepropetrovsk Oblast, Ukraine. Den nærmeste større by er Zaporizhzhya (Zaporizjzja, Zaporizhzhia), og der blev i 1928 bygget et vandkraftværk på stedet! Da de ankom til Rufstain (ru[f]staini, "rúgr, rúfr" + sten, rug-sten, måske identisk til det slaviske "Rvanyj Kamin" (den sønderslåede sten) ved Nenasytets), blev Hrafn dræbt.

1 Se Snorre's Heimskringla (Ólafs saga helga, kap 77. Frá landsdeild í Svíþjóð og lögum): "...Svíaveldi liggur í mörgum hlutum. Einn hlutur er Vestra-Gautland og Vermaland og Markir og það er þar liggur til og er það svo mikið ríki að undir þeim biskupi er þar er yfir eru ellefu hundruð kirkna. Annar hlutur lands er Eystra-Gautland. Þar er annar biskupdómur. Þar fylgir nú Gotland og Eyland og er það allt saman miklu meira biskupsveldi..."
2 "Kristofer" er Christoffer III. af Bayern (regent Danmark, Norge, Sverige 1440-1448). Han giver en Stadsret [for København] af 14. oktober 1443

 

Det er absolut helt konsekvent, at vi skal helt frem til sent i 1000 tallet e.Kr. før vi ser ætterne fra det nye Svearige - Det gamle Svearige (Uppland + Västmanland), Södermanland, Götaland og Öland, begive sig i Østerled. Det gør de til gengæld med fuldt styrke fra dette tidspunkt, og de er ikke sene til at prale om deres bedrifter. Vi har ikke mindre end ca. 2.850 runesten med indskrift fra det nye Svearige 1, og langt de fleste indskrifter er sennordiske fra 1000 tallet e.Kr. fremefter. Det er ikke helt ufortjent at denne bølge af "nye" runesten kaldes "skryt-sten" (pralesten). Det er langt fra kun Jarlebanke og hans æt, der rejser ca. 34 runesten i Uppland for at hylle sig selv. Jarlebanke bekendtgør sent i 1000 tallet e.Kr., i al beskedenhed, at han ejer hele Tæby og bygger bro (ati tabu ala, U164). Årsagen til at disse selvhøjtidelige pralebønder i levende live begynder at råbe højt for eftertidens anskuelse kan, så vidt jeg kan se, føres til to beslutninger vi foretager ca. år 986-1000 e.Kr.

1
Uppland: ca. 1450 indskrifter
Västmanland: ca. 40 indskrifter
Södermanland: ca. 450 indskrifter
Östergötland: ca. 430 indskrifter
Västergötland: ca. 300 indskrifter
Öland: ca. 180 indskrifter

 

 

På en lille holm, ved Göta älvens udløb i Kattegat, hvis oprindelige navn er ”Danæ holmbær” (Danaholmen) (senere ”Danmarks lilja”, ”Lilla Danemark” eller ”Lillia”), sætter alle stormænd nord for Ejder-strømmen ca. år 1050 e.Kr. hinanden stævne for at bekræfte en vigtig udenrigspolitisk beslutning taget tidligere. Iflg. Västgötalagen fra 1200 tallet e.Kr. (15 Þættæ ær conongs bolkær), er det her Kong Svend (Tveskæg eller Estridsøn) og Emund (Æmunðær slemæ), konge af Sveariget år 1050-60? e.Kr., aftaler at sætte 6 grænsesten, hvorved Skåne, Halland og Blekinge anerkendes som tilhørende det i samtiden nyskabte Danmark. Men det er formentlig samtidig også en anerkendelse den modsatte vej; at Götaland nu er en del af det nye Svearige. Vi kan ikke se dette i skrift, men det fremstår klart fra de handlinger der følger, at vi udenrigspolitisk overlader Garðaríki, politisk og i handel, til det nye Svearige.

Det nye Svearige ridser vi i slutningen af 900 tallet e.Kr. i Yngre Futhark som "Svíþjóðu"(suoþiauþu), jvf. Tirsted-stenen, Maribo, Lolland (DR216), og år 1050-1100 e.Kr. som "Svíþjóðu" (suiþiuþu) på Simris 1-stenen, Kristianstads len, Skåne (DR 344).

I afsnittet "Rörik-ætten/Riurik-id - Det østlige kongerige – Garðaríki" (se under "Eymundr fýsti i Hólmgarður 1015-1036") argumenterer jeg for at "Æmunðær slemæ” (wæstrægötlanz lagh), konge af Sveariget 1050-60? e.Kr., i virkeligheden er den samme "Eymundr" fra Garðaríki, der er fyrste (fýsti) i Hólmgarður år 1015-1036 e.Kr. Eymundr og Ingigerðr (Anna), datter af Kong Olaf Skötkonung (Óláfr konungr, Óláfr svenski, Óláfs sænska, Olawær skotkonongær, regent 995-1022), er halvsøskende i 2. led med samme farfader. Efter Ingigerðr (Anna) er blevet gift med Jarizleifr til Garðaríki, drog Eymundr også dertil og bliver, som gårdskonge i Hólmgarður, givet alt sit land og ejendom i Sveariget tilbage efter år 1015 e.Kr., men før Kong Olaf Skötkonung dør år 1022 e.Kr.

Kong Eiríkr inn sigrsæli lader sig skille fra Sigríði ina stórráðu efter de har fået sønnen, den senere Kong Olaf Skötkonung. Herefter gifter hun sig med Svend Tveskæg (regent 986-1014), der er Kong Svend's 2. ægteskab. Dette må være sket før Slaget ved Svold år 1000 e.Kr., hvor hendes søn Kong Olaf Skötkonung er i alliance med Kong Svend. Kong Olaf Skötkonung er derfor Svend Tveskæg's adopterede søn da Svend dør år 1014 e.Kr.

Den usikkerhed vi har i dateringen af hvornår de 6 grænsestene sættes, og af hvem, kan hermed muligvis forklares. Mit bud er at det, som Västgötalagen siger med "sven tiuguskiæg i dan mark", ganske rigtigt er Svend Tveskæg (regent 986-1014), der indgår aftale med Svearigets konge. Jeg gætter på at Kong Svend har givet håndslag på dette som en del af alliancen til Slaget ved Svold år 1000 e.Kr., og at håndslaget er med sin adopterede søn Kong Olaf Skötkonung. Selve stævnet på ”Danæ holmbær” (Danaholmen) er derfor, igen som Västgötalagen siger, med Emund (Æmunðær slemæ), der er vendt hjem til Sveariget fra Garðaríki og er konge år 1050-60? e.Kr. Men hans modpart ved stævnet er Kong Svend II Estridsøn (regent 1047-1074). Dette stævne mener jeg må have fundet sted ca. år 1050 e.Kr., og før Slaget ved Hastings år 1066 e.Kr.1

1 O. S. Rydberg mener i ”"Sverges traktater med främmande magter" (1877-1934, Bind I, s.45) at det er et træf mellem Kong Svend Estridsøn (regent 1047-1074), da denne er samtidig med Emund Slemme (Den Gamle), og at tiden er ca. år 1050-56 e.Kr. Kay Nielsen: Danmarks Konger og Dronninger (1998, s. 22) skriver at det finder sted ca. år 1070 e.Kr.

 

Hvad Kong Svend Tveskæg gør er at han, ved sin tiltrædelse som konge år 986 e.Kr., foretager en indenrigspolitisk beslutning om at "de gamle kongeriger" - Danmark, Skåne, Norge og England, skal bestå. Alt hvad Kong Svend foretager sig i hele sin regeringstid bærer vidne om dette.

        • Den første opkrævning af Danegeld ("geald ærest gafol" på oldengelsk) fra England efter "The Battle of Maldon”, hvor vi anfalder Byrhtnoð, Jarl af Essex år 991 e.Kr. Der betales 10.000 Troy pund (.x. ðusend punda, 3.729 kg) sølv.
        • Han ("Swegen") opkræver Danegeld ("geald feos" på oldengelsk) fra England efter belejringen af London ("Lundenbyrig", Lundeborg) år 994 e.Kr. med 94 skibe. Der betales 16.000 Troy pund (.xvi. ðusend punda, 5.966 kg) sølv. Han er i alliance med norske-kongen Óláfr Tryggvason ("Anlaf", Olav Trygvason, regent 995-1000 e.Kr.). Ælfhead, biskop til Winchester (se nedenfor) er med i forhandlingerne.
        • Han genindlemmer de norske landskaber efter Slaget ved Svold år 1000 e.Kr.
        • Der hentes stort udbytte fra vikingetogt til England år 1001 e.Kr. (micle herehuðe to scipon brohton).
        • Der opkræves Danegeld ("gafol gyldan" på oldengelsk) fra England år 1002 e.Kr. på 24.000 Troy pund (.xxiiii. þusend punda, 8.950 kg) sølv. 
        • Der gennemføres massemord på alle dansk-norske ætter i England 13. november år 1002 e.Kr. på ordre af Kong Æthelred II (978-1016). Her dræbes, ikke tilfældigt, Kong Svend's i England bosiddende søster Gunhild, hendes mand Pallig og deres børn. Dette udløser retfærdige hævntogt mod land og særligt kirken, der havde udpeget de ikke-kristne ætter og derfor bar skyld i "Danemordet".
        • Der opkræves Danegeld ("gafol" på oldengelsk) fra England år 1007 e.Kr. på 36.000 Troy pund (.xxxvi. þusend punda, 13.400 kg) sølv for 2 års fred.
        • Der opkræves Danegeld ("gafol" oldengelsk) fra England år 1012 e.Kr. på 48.000 Troy pund (ehta feowertig þusend punda, 17.900 kg) sølv efter plyndringen af Canterbury og drabet på ærkebiskop til Canterbury Ælfhead (Alphege, Alfege, 954-1012) 19. april år 1012 e.Kr. 1
        • år 1013 e.Kr. er "de gamle kongeriger" igen samlet.

 

1 Vi har en nøjagtig beskrivelse af hævnmordet på ærkebiskop Ælfhead i Angelsaksiske krønike for året 1012 e.Kr. (manuskript C). Det finder sted den første søndag aften (Sunnaæfen) efter Påske 19. april år 1012 e.Kr.:

”...genamon þa ðone bisceop, læddon hine to hiora hustinge … hine þær ða bysmorlice acwylmdon, oftorfedon mid banum 7 mid hryþera heafdum, 7 sloh hine ða an hiora mid anre æxe yre on þæt heafod, þæt mid þam dynte he nyþer asah, 7 his halige blod on þa eorðan feol…”

”...tog de da biskoppen, [og] ledte ham til deres husthing 1 … [og] ham dér da skammeligt dræbte[; de] overdængede [ham] med ben & med behornede [okse]hoveder 2 & da slog en af dem ham med en jernøkse i hovedet, [hvorved] han med slaget sank ned, & hans hellige blod på jorden faldt…”

Min oversættelse til nudansk.

1 ”hustinge” eller ”husthing” må vi her opfatte som hærens hovedsæde, dvs. huset hvor Kong Svend Tvetskæg har sæde og afholder thing. Runeindskriften på Haddeby-stenen (DR3) forklarer os at Kong Svend satte stenen, og at hans "heimþekka" (himþiga) eller "hjemme-behager", i dag hofmarskal, hed Skarða (skarþa). Han fór vest (til England med Kong Svend?), men døde i Hedeby (hiþabu). Titlen "himþiki, himþaki" forekommer også på de samtidige Torup-stenen, Nordjylland (DR154), Sjørind-stenen, Nordjylland (DR155), Hällestad 2-stenen, Malmøhus len, Skåne (DR296) og Hällestad 3-stenen, Malmøhus len, Skåne (DR297).

2 Vi kan fra Vederloven se at det at overdænge med ben er vor vis at gengive total foragt for en person (se ”Bilag R: Witherlogh – Vederloven”, underafsnit ”Trodsig anmasselse”). Det er netop Svend Tveskæg’s brug af Vederloven vi hører gengivet. At vi kaster behornede oksehoveder på præsten er et blótoffer, der må forventes at være den værste fornærmelse for en romersk-katolsk præst.

 

Svend Tveskæg's næstældste søn, Knud I Den Store (konge af England år 1016, konge af Danmark/Skåne/ Norge år 1018) bliver konge af England år 1016 e.Kr. Han har videreført faderens alliance med den adopterede søn Kong Olaf Skötkonung. Kong Knud og Kong Olaf må klart have strategisk planlagt at hele vort rige skal omfatte fra Garðaríki til og med England, men med den her beskrevne fordelingsnøgle mellem det nye Svearige og "de gamle kongeriger".

Longobarden Liutprand (ca. 922-972) blev sendt år 949 e.Kr. sendt til Miklagård under Kejser Konstantin VII Porphyrogenitus (regent 913-959), som gesandt for herskeren af de italienske landskaber Berengar II (før 913-966). Hans beretning herfra kaldes "Antapodosis" og her skriver han at "Rus-[folket] som vi af navn kalder Mænd fra Nord" (Rusios quos alio nos nomine Nordmannos appellamus) og "Rus-[folet] som vi er i stand til alle steder at kalde Mænd fra Nord" (Rusios, nos vero a positione loci nominamus Nordmannos).

I samtidens beretninger fra det sydlige Europa skal vi ikke opfatte "Nordmannos" som "nordmænd" fra de norske landskaber, men som det generelle "Mænd fra Nord", dvs. nord for Ejder-strømmen.

Henimod slutningen af 1000 tallet e.Kr. svinder vor indflydelse over hele Garðaríki ind. "Ulfberht"-sværdets udvikling er et glimrende eksempel på dette. Som vi kan se fra kongerækken i Garðaríki i afsnittet "Rörik-ætten/Riurik-id - Det østlige kongerige – Garðaríki", er det nu særligt Sveariget og Gotland, der udøver indflydelse på den nordlige del af af Garðaríki i handelsbyen Hólmgarður (Novgorod). 1

1 Se Robert Michell & Nevill Forbes: The Chronicle of Novgorod 1016-1471 (1914, Forordet,xxii). Novgorod-krøniken bruger stadig betegnelsen "væringer" om lejetropperne, 1.000 mand stærk, i Hólmgarður (Novgorod) år 1016 e.Kr. Brugen af "Rus" i tilknytning til "væringer" er fraværende, og vi ser kun brugen af "Russhaya Zemlya" (Rus-folkets landskab) for året 1068 (6576 i den samtidige russisk-ortodoske kalenderberegning).

 

 

 

År 988 e.Kr.

Fra Statutten af Sankt Prins Volodimir:

”Jeg prins Vasilii, også kaldet Volodimir (Valdemar I., regent 972-1015), søn af Sviatoslav (regent 963-972) sønnesøn af Igor (Ingvar, regent 912/3-945) og prinsesse Olga (Helga, Dronning år 945-963) modtog baptisme (dvs. voksendåb) fra den græske kejser og fra Photius (år 820-897) 1 , Patriarken af Konstantinopel, og jeg modtog den første biskop for Kænugarður (Kiev), Leon, som gav baptisme til hele Rus-[folkets] land 2 ”.

1 Jeg er klar over at Photius har været død i næsten 100 år i år 988 e.Kr., og jeg kan ikke forklare hvorfor han er nævnt.

2 Vær her opmærksom på at "Rus-[folkets] land" (Rus' land) intet har at gøre med det senere "Rusland" (russisk "Россия" - Rossiya), der skabes i den sene Middelalder under Ivan III. (den Store, regent 1462-1505). Det senere "Rusland" gennemfører en helt bevidst omskrivning af historien for fejlagtigt at retfærdiggøre at Rusland er den retsmæssige arvtager til Garðaríki, hvormed i slavisk tanke gives en urret til at herske over over de til Rusland stødende folkeslag.

Herfra begynder nedturen. Ved at underkaste sig Byzans kom man under græsk-ortodoks kulturel indflydelse herfra. Dette, sammen med borgerkrig, skiftende handelsruter og angreb fra Mongolerne/ Tatarerne, ender med det endelige fald i år 1240 e.Kr.

Efter vi har skabt Garðaríki år 446 e.Kr. med to hovedbygder; Kænugarður (i dag Kiev) – moderbyen, og Hólmgarður, oprindeligt, ”Ostrogard” eller ”Den Østlige Gård”  (i dag Novgorod), sættes vore egne landskaber i det nuværende Estland, ”Eysýsla” (Ø Syssel) og fastlandet ”*Aðalsýsla” (Adel Syssel), i len fra Garðaríki, juridisk direkte til Hólmgarður. Dette er helt identisk til hvorledes samme sker senere med de nordatlantiske øer, der sættes i len fra Norge.

Vi kan se dette stadig er tilfældet ca. år 975-981 e.Kr., jvf. Heimskringla (Olav Tryggesøns (Olav Tryggvason) Saga, kap. 5 & 6). Eiríks bjóðaskalla’s datter Ástríðr, der var gift med Kong Tryggvi Ólafsson, måtte efter hans fald år 963 e.Kr. tage flugten for ikke at blive dræbt da hun var gravid med, og senere fødte, tronarvingen, den senere Kong Olav Tryggvason (ca. 963-1000). Dronning Ástríð’s broder Sigurðr havde længe været (i krigstjeneste) hos  Kong Valdemar I. (regent 972-1015) i Hólmgarður. Derfor rejser hun, ca. år 975 e.Kr. til Hólmgarður. Undervejs bliver de angrebet af estiske vikinger under ledelse af en mand ved navn Klerkon (i dag ”Kekkonen”?). Olav skilles fra sin moder og sælges af Klerkon til trældom hos personen Reas (i dag kvindenavnet ”Raija, Reija”?), hvis kone hed Rekon (i dag ”Riikka”?) og deres søn Rekoni (nuestisk ”Raiko, Reiko”). Olav var træl i 6 vintre, hvorefter skete følgende:

”Sigurðr Eiríksson kom til Eistlands í sendiferð Valdimars konungs af Hólmgarði, ok skyldi hann heimta þar í landi skatta konungs”

Som jeg oversætter til:

”Sigurd Erikssøn kom til Estland i sendefærd [udsendt af] Kong Valdemar af Holmgård og skyldte han [at] hente der i landet kongens skat”

Det estiske folk har i 900 tallet e.Kr. taget fuld kontrol med hvad i dag er det nuværende Estland. Da Garðaríki falder sammen år 1240 e.Kr. har vi sikret fortsættelsen af dette urgamle system med de tiltag vi i dag fejrer med Valdemarsdag (15. juni 1219).

Vi skal her være opmærksom på at mange drager en fejlagtig tidsmæssig konklusion fra Snorre: Heimskringla (Ólafs Saga Tryggvasonar, kap. 1., 5. og 6.). Tronarvingen Olav fødes umiddelbart efter Kong Tryggvi Ólafsson’s fald år 963 e.Kr. Samtidig hører vi at barnet Olav er tre vintre gammel (Ólafr var þá þrevetr) da de havde boet 2 år hos Hákon den Gamle. Fordi sætningen der følger forklarer os at Dronning Ástríðr herfra drager til Hólmgarður går de fleste ud fra at dette derfor finder sted år 966-67 e.Kr. Det kan vi ikke slutte fra det skrevne, og det strider også mod at Kong Valdemar I.  først er regent fra år 972 e.Kr. Da overgangen fra spæd til barn sker når barnet er 7 vintre gammelt ville Olav, da han sælges i trældom, ikke være blevet skilt fra sin moder, med mindre han var over 7 vintre gammelAntager vi derfor at Dronning Ástríðr talte sandt omkring faderskabet til Olav, og at hun i ekstrem fare for liv må bekræfte dette, da er Olav i trældom fra han er 7-14 år gammel til han er 13-20 år gammel i tiden år 970/978-976/982 e.Kr. Da Kong Valdemar I. samtidig skal have været konge i Hólmgarður et stykke tid fra år 972 e.Kr. må tiden være ca. år 975 e.Kr., men før år 977 e.Kr. hvor Kong Valdemar I. søger i landflygtighed hos Jarl Hákon Sigurðsson af Hlaðir.

 

 

Ver Asir/Danir stammen folkevandrer derfor gennem Garðaríki mod Østersøens østlige bred. Her finder stammen plads i Estland.

 

 

 

 

Estland - *Aðalsýsla & Eysýsla

 

 

 

 

 

Kort over Estland hvorpå er indsat stednavne hvori ”Odin ” og ”Ver Asir” (Ase-folket) indgår samt Saxby, Engla By, Narve, Ormsø , Dagø og Runø. Samtidigt er indsat de oprindelige landskaber for det nordlige Estland som det fremgår af ”Herrschaftslpläne des Papsttums im Ostbaltikum 1230/31” (Die Estlandliste des Liber Census Daniae (1.bind, s. 105). De tre landskaber der tilfalder Danmark år 1219 e.Kr. er Reval, Harrien og Wierland.

 

Snorre forklarer os at efter afgangen fra Garðaríki underligger Odin sig et stort kongerige i Saxland og sætter sine sønner som landeværnere. Odin fortsætter selv nordpå og bosætter sig på en ø der hedder Fyn, og hvis hovedbygd kaldes Odense.

Folkevandringen fra Garðaríki til Saxland fandt sandsynligvis sted via, og fra en base i, det nordlige Estland . Her spiller forståelsen for den lille ø Odinshólm – Odins ø, i dag kendt som Odensholm , en stor rolle. Dette emne er behandlet i ”Bilag F: Odensholm , Estland og legenden om Odin”.

Alle landskaberne findes før vor ankomst år 1219 e.Kr. og er derfor af langt ældre dato. Da Danmark ikke har kontrol med mere end de 3 nordlige landskaber er det helt uden for tvist af landskabsnavnene på de øvrige landskaber ikke er under indflydelse fra Volmerslaget år 1219 e.Kr. Hvad vi nu kan se er yderst spændende.

Det første vi bemærker er landskabet ”Rotelewich”. Brugen af ”wich”-endelsen i den angelske dialekt for ”vig”, der bliver til oldengelsk, indikerer at dette landskabsnavn er fra før Anglernes udvandring år 497 e.Kr. 1  Vi kan se at landskabsnavnet betyder ”Rotel’s Vig” og kan være en henvisning til hele Rigabugten. Er det muligt at ”wich”-endelsen er ældre end ”vig”-endelsen, og at dette landskabsnavn derfor oprinder fra før vor ankomst til vore nuværende landområder, dvs. er fra før ca. år 40 e.Kr.? Engla By ligger i landskabet Reval og ved navngivningen af Anglernes By har dette landskab ikke tilhørt Anglerne . Måske har landskabet Rotel’s Vig været Anglernes landområde fra år 446 e.Kr.

1 Den lille Estlandsliste i Valdemars Jordebog kalder området ”Wiek”.

 

Bemærk her også øen Dagø (i dag Hiiumaa) syd for Odensholm (Odin’s ø) og Ormsø (i dag Vormsi). Snorre forklarer os i Ynglinga Saga (kap. 18) og Saxo i Bog 5 at Dag/Dagur ”Den Vise/Spaka” (Ynglinga æt nr. 9, ca. år 445-498 e.Kr.) bliver givet Estland efter sejren over Hunnerne år 446 e.Kr. Vi kan se fra runestenen fra Valdres, Oppland at Dag lever i 300 tallet e.Kr. (se senere). Dag var søn af Kong Hálfdan (Scyldinga-æt nr. 16). Der må være en god mulighed for at Dagø er navngivet efter Dag Spaka. Dette kan betyde at vi måske kender navnene på to af Dag’s stormænd i samtiden, nemlig Rotel og Orm.

Landskabet ”Wegele” kommer af det oldnordiske ”Veggr” i betydningen ”kile” (jvf. fortolkningen i Die Estlandliste des Liber Census Daniae, 1.bind, s. 104) og forklarer hvorledes dette landskab ”kiler” sig mellem de omliggende landskaber og søen Peipus.

Landskabet ”Møge” kommer af det oldnordiske ”Møgr/Magr” der, som i dag, betyder ”mager”. Dette må være en henvisning til landskabets ringe størrelse.

Landskabet ”Alempos” er formentligt forbundet med den preussisk-katolske Sortbrødre-orden der også kaldtes ”Alenboys” og var aktive i 1200 tallet i området (se Die Estlandliste des Liber Census Daniae (1.bind, s. 108-9).

Landskabet ”Reval” kender man ikke oprindelsen til iflg. Peeter Päll, Eesti Keele Instituut. Der synes at være enighed om en forbindelse til stednavnet “Rebala” en lille bygd nær Tallinn, der måske oprinder fra “reba/rebu” eller “okker” + den klassiske “la”-endelse i Estland /Finland. Da Anglernes By (Engleby) findes i landskabet Reval er dette landskab en del af esternes oprindelige landområder. Örvar-Odds Saga (kap. 30) kalder landskabet for "Refalandi".

Landskabet ”Harrien/Harriaen” (i dag ”Harjumaa”) kender man ikke oprindelsen til. Landskabet er klart grænseområdet mellem esternes oprindelige landområder og vore. Antager vi at det estiske ”Harju” giver os et spor da vil man bemærke senere under afsnittet ”Broderlisten år 0-200 e.Kr. og år 200-400 e.Kr.” at personen ”Harja” findes på en runesten fra Vimose, Odense dateret til år 150-200 e.Kr. Mit gæt er denne stormand er navngiver til dette landskab. Ligeledes er et af Odin ’s heite ”Herja” (den der hærger), og da Høvdingen er Gud og derfor Odin, er der her fuldt sammenfald.

Landskabet ”Wierland/Wyrland” kender man ikke oprindelsen til og der er ingen enighed om hvad dette stednavn betyder. Jeg er dog ikke i tvivl om at dette landskab er sammensat af ”Wer” + ”Land” dvs. ”Folkets Land” og er en henvisning til esternes oprindelige landområde fra deres egen ankomst til deres nuværende landområder før år 98 e.Kr. Örvar-Odds Saga (kap. 30) kalder landskabet for "Vírlandi".

Byen Narva (nuestisk) hed oprindeligt ”Narve” og lå i landskabet Wierland som den østlige bygd med floden af samme navn som grænsemærke. Byen ”Narvik” i det nordlige Norge hed oprindeligt ”Njarðvik” (Moder Jord ’s vig). Derfor må ”Narve” være sammensat af ”Njarð” + ”Vé” og betyde ”Njord ’s helligdom” (Moder Jord’s helligdom). ”Vé”-endelsen er oldnordisk og fra før år 988 e.Kr. hvor f.eks. Odense allerede har undergået en evolution fra ”Vé” til ”Ví .”

Landskabet ”Norumegunde/Normegunde” menes sammensat af ”nurm” (estisk for ”mark/græsgang”) + ”kund” (estisk for ”område”). Som følge af de to landskaber nord derfor ”Wegele” (Veggr) og ”Møge” (Møgr/Magr), som jeg tror har tilhørt os, er mit gæt at landskabet ”Norumgunde” ligeledes har været vore græsenge.

Landskabet ”Jerwen” kender man ikke oprindelsen til. Man gætter på at det oprinder af det estiske ord for ”sø””järv” selvom der ikke er nogle store søer i landskabet. Et alternativ kunne evt. være at ordet er sammesat af ”Jörd” + ”Vé” eller ”Jörd Vé” og der henviser til et landskab gjort helligt, evt. neutralt grænseområde mellem esternes og vore landområder, til begges benyttelse.

Den store ø "Øsel" er alle enige om er det oldnordiske stednavn ”Eysýsla” eller “Ø Syssel”. Brennu-Njáls Saga (kap. 119) fra ca. år 1280 e.Kr. viser os at vi i oprindelig tanke kalder landskaberne på Estland’s fastland for ”Aðalsýslu” 1 eller ”Adel Syssel”. Ordet ”Aðal” har som forstavelse betydningen ”hoved-”, men afløser et endnu ældre ord ”óðal”, der er runen ”*oþila, Otael (Ethel)”, hvis betydning er ”arv, ejendom”. Ved at anskue landskabet i vandet som ”Eysýsla” (Ø Syssel), og fastlandet som ”*Aðalsýsla” eller ”Adel Syssel”, ser vi dels at navngivningen formentlig er sket fra øst mod vest i folkevandringstiden, men også at ”*Aðalsýsla” i vor tanke regnes for slægtens arv og ejendom, og formentlig betegner landskaberne bortset fra esternes hjemland ”Wierland, Wyrland” (Wer Land). Som jeg viser i "Bilag G: Wélund - helligt land, høvding og gud" skal læseren dog være opmærksom på at det oprindelige navn for Øsel synes at være "Soome saar" (direkte "Samernes Ø", men opfattes i vor tunge som "De finskes Ø"). Det antyder at de samiske (finske) ætter tidligere har haft kontrol med Øsel. Det er sandsynligt at de samiske (finske) ætter forbliver boende på øen, og stadig findes der i 4-600 tallet e.Kr.

"...Þaðan fór hann [Þorkell hákur] austur í Aðalsýslu..."

 

De to sydlige landskaber Ugaunien/Ugandi og Vylande/Vilande er meget vanskelige at afgrænse præcist geografisk.

Martti Veldi fra Universitetet i Tartu forklarer i artiklen ”Roads and Communications in South-Eastern Estonia and Connections with Old Rus (800-1200 AD)” at landskabet Ugandi er uklart. Man mener at det havde ca. 3000 plovlande (dvs. hvor meget land der kunne ploves med én plov) med to hovedbygder, Otepää (Odin ’s hoved) og Tartu. Jeg har derfor indtegnet landskabet omkring de to hovedbygder.

Grænsen for Vylande/Vilande (i dag Viljandimaa) vides heller ikke præcist, og her har jeg derfor valgt at følge den nuværende grænse således at den senere borg Fellinn/Felin ligger nogenlunde i midten af landskabet. Hvorvidt landskabet faktisk gik helt til vestkysten af det sydlige Estland vides ikke. Vi ved at i år 1234 e.Kr. omtaltes den lokal præst som ”Hartwicus de Velyn”. Derfor tror jeg at den oprindelige betydning af Vylande/Vilande” er sammensat af ”Vé” + ”lund” og derfor betyder ”Helligdommens/Det Hellige Land/område” og igen er af urnordisk oprindelse. Örvar-Odds Saga (kap. 30) kalder landskabet for "Vitlandi". Stednavnet er naturligvis identisk til smeden ”Velent” i Thiðrekssaga, ”Weland” (oldengelsk) og ”Wayland” (nuengelsk) i Beowulfkvadet (sætning 455), ”Wélund” i Deor-digtet (sætning 1) samt ”Völund” i Völundarkviða,Edda Sæmundar (Poetiske Edda). Vi genfinder også stednavnet i det oprindelige Øst-Anglen efter ankomsten år 497 e.Kr. som ”Wayland”. Dette emne er behandlet i ”Bilag G: Wélund – helligt land, høvding og gud”.

Landskabet ”Ugaunien/Ugandi” kender man ikke oprindelsen til. Det eneste man er enige om er at det lettiske navn for Estland ”Igaunija” oprinder fra navnet på dette landskab. Da landskabet er et grænseområde for såvel vort som esternes landområder kan dette være navnet på et ukendt folk der boede her, eller et lettisk navn betegnende hele landområdet nord for letternes eget område.

Martti Veldi forklarer ligeledes i sin artikel at der formentlig ikke var byggede hovedveje, som f.eks. Hærvejen i Jylland, i Estland op til 800 tallet e.Kr. Der var dog spor og vi kan fra disse se nogenlunde hvorledes en evt. folkevandring formentlig har fundet sted. Hovedindfaldsvejen til det nordlige Estland fra Øst og Sydøst skete via Pskov (nuværende sydvestlige Rusland ved grænsen til det sydøstlige Estland) 1 . Herfra gik der en hovedvej til Odenpää/Otepää (Odin ’s Hoved) og Tartu og videre nordpå (Odenpää/Otepää var ligeledes forbundet mod syd til Riga-bugtens munding og Gallernes område Sem Gallen).

1 Pskov blev oprindeligt skrevet ”Пльсковъ” eller ”Pp•skov·” der blev germaniseret til ”Pleskau”. Byens oprindelse kendes ikke, men var en del af Garðaríki . Omtales første gang år 903 e.Kr. hvor Ingvar Helgisson (regent 912/3-945) bliver gift her med Dronning Helga. Deres kongsgård lå i Kænugarður (Kiev). Som det fremgår af kortet må byen opstå som følge af at Truvor ligger sit sæde i den nærliggende Izborsk år 862 e.Kr. netop for at kontrollere vandvejen.

 

Endelig ser vi nederst på kortet landskabet ”Sem Gallen”. Mange forskere ikke synes at knytte forstavelsen "Sem-" det oldnordiske ord ”sem”, der i stedforhold betyder ”hvor”. Landskabet ”Sem Gallen” betyder derfor ”Hvor Gallerne er”. Dette er helt i overensstemmelse med den latviske betegnelse "zeme" (land), hvor stednavnet "Sem Gallen" så har betydningen "Gallernes Land". Arkæologiske undersøgelser i Letland og Litauen viser at Gallernes landområde var væsentligt større mod syd ind i Litauen og toppede år 0-300 e.Kr. År 4-800 e.Kr. bliver Gallernes område mindre, dog stadig med adgang til Riga-bugten. År 800-1200 e.Kr. er deres landområde yderligere skrumpet ind.

Vi ser ”Sem Gallen” skrevet i Yngre Futhark på Mervalla-stenen, Södermanland (Sö 338) som "simkala", hvortil Svein ofte sejlede dyrbart Knarr-skib, rundt om Domesnæs (Dómisnes), den nordlige spids af Kurland.

Nedenfor vises hvorledes ”Sem Gallen” tog sig ud år 0-300 e.Kr.

 

 chap15-4.jpg

”Sem Gallen” eller ”Hvor Gallerne er” år 0-300 e.Kr. Landområdet er skabt på baggrund af arkæologiske undersøgelser om udstrækningen af gallernes kulturminder som beskrevet af Virginija Ramanauskaitė-Ostašenkovienė i ”ŽIEMGALA  2002/2, ISSN 1392-3781” og Ilona Vaškevičiūtė’s artikel ”The Semigallian cultural area”. Den nordlige grænse var Riga-bugten med en del af kystområdet. Den vestlige grænse var floderne Ežerupis (Litauen) and Vadakstis (nordvestlige Litauen). Den østlige grænse var højresiden af Dauguva-floden (på romerske kort ”Fliuvius Sellanus” dvs. ”Selenernes flod”) og inkluderede hele det landområde, der senere kaldes Selenland. Den sydlige grænse var floden Mūša (Litauen).

 

Der er flere årsager til at Gallernes tilstedeværelse på østkysten af Østersøen er spændende. Dels kan vi ved udelukkelsesmetoden se hvor vi ikke var da Gallerne i folkevandringstiden omkring år 0 har kontrol med området fra og syd for Riga-bugten. Det kan meget vel være derfor at vi tager kontrol med området nord derfor. Det næste interessante er at vi finder ”rester” af Gallere netop her. Gallerne udvandrer fra Krim-halvøen år 6-500 f.Kr. til Jylland/Den Kimbriske Halvø, Britannien, og Gallien/Gallicia. Som i de fleste folkevandringer ser det ud til at ikke alle drager med hele vejen, og at nogle forbliver i det landområde vi kender som ”Sem Gallen”. Da såvel vi, som Goterne før os, følger Kimbrerne/Gallerne i deres meget tidligere folkevandring ser det ud til at folkevandringsruten fra området omkring Sortehavet/Asovhavet mod det nordlige Europa foregik via østkysten af Østersøen. Dette understøtter stærkt at vor egen folkevandring, som alle tegn tyder på, er foregået ad samme vej. Endelig bemærker vi at de to ”Odin ” stednavne i Letland netop ligger uden for det oprindelige ”Sem Gallen”, og derfor må vise at vort landområde under folkevandringen kan have inkluderet disse landområder.

Udover ”Odin ”-stednavnene finder jeg stednavnet ”Vireši” yderst interessant 1. Denne lille bygd ligger i Viresu pagast (sogn), Aluksnes/Alūksne2  Rajons (amt) i det nordligste Letland, og inden for det område jeg mener var vort oprindelige landområde. Floden der løber igennem området kaldes ”Vizla”, og dette ord må have samme oprindelse som floden Vistula/Wisla/Visla i Polen. Det må være en mulighed at ”Vireši” oprinder fra ”Ver Asir” (oldnordisk) og ”Wer Ése” (oldengelsk) eller ”Asefolket”.

1 Andre stavemåder er Viriešsi, Vīriši, Viriessi, Vireshi, Virisi og Viresi.
2  Forbundet med det oldnordiske ”álykt” (endelig bestemmelse, kendelse, dom)? Bygden Aluksnes nævnes første gang i Pskov Krønikerne I og II fra år 1285 e.Kr. som ”Alyst”.

 

Øen midt i Riga-bugten, Runø (i dag Ruhnu), der tilhører Estland , er naturligvis ikke navngivet af de svenske bosættere vi ved ankom til øen i 1300 tallet. Dette stednavn er fra mindst tidsrummet omkring udvandringen til de nye kongeriger i Britannien fra år 446 e.Kr. og skal sidestilles med den tilsvarende ø i Surrey, England ”Runieg” (oldengelsk) hvis betydning var ”rådets ø”. Det var på denne ø at Magna Charta (Det Store Dokument) blev underskrevet 15. juni år 1215 e.Kr. Runø, Estland har derfor, som også den strategiske placering i Riga-bugten bekræfter, været et sted hvor stammen afholdt råd, formentlig på samme vis som Samsø var ”Samlingsøen” for vore nuværende landområder under Kong Angantyr/Hangatyr (Scyldinga-æt nr. 26, ca. 714-725 e.Kr.).

 

 Runoe 1798_2.jpg

Kort over Runø fra 1798 med enkelte stednavne.
Øen er 11.4 km² og ligger 37 km fra nærmeste fastland.
Derfor har øen altid været den mest isolerede af alle de nordiske øer ud for Estlands kyst,
hvad gør den nordiske dialekt på øen yderst spændende.


 

Runø gengives i Hárbarðsljóð (“Harbard og Tor”) fra Ældre Edda/Poetiske Edda, som jeg vurderer omhandler tidsrummet omkring år 446-550 e.Kr.
 
Thor farer ud af østerveje (Þórr fór òr austrvegi). Vi skal her forstå ”austrvegi” som lig ”Garðaríki”, dvs. Thor rejser mod vest. At Thor kommer fra Garðaríki har betydningen at vi i samtiden har kontrol med landområdet da Thor ellers ikke ville komme herfra. Iflg. vers 29 er det "Svarangs sønner" (Svárangs synir) der ser ud til at styre Garðaríki. "Svarangs sønner" kan være identiske til de to landeværnere nævnt af Saxo i Gesta Danorum, der efter Frode-freden år 446 e.Kr. bliver givet Garðaríki. Olmer får Ostrogarð/Hólmgarður (Novgorod) og Ønef får Kænugarður (Kiev).
 
I vers 8 kan vi direkte se at vi befinder os i Rigabugten. Det er Hildolf (Hildólfr) der ejer færgebåden, og han bor i Rådsøsundet (Ráðseyiarsundi).
 
”Sundet” er det vand der løber mellem Estlands fastland og øerne Odensholm, Ormsey (Ormsø), Dagey (Dagø),  Eysýsla (Ø Syssel), senere Øsel, og ender op i Runø.
 
I vers 56 omtales ”Verland” der er identisk til landskabet ”Wierland/Wyrland”.
 
Jvf. vers 2 skal Thor repræsentere Karl æt (Hverr er sá karl karla er kallar um váginn).
 
Jvf. vers 1 ser det ganske rigtigt umiddelbart ud til at færgemanden er Odin (Hverr er sá sveinn sveina er stendr fyr sundit handan?), hvis ”svendenes svend” skal symbolisere Jarl æt. At jeg ikke er overbevist om dette skyldes formuleringen af vers 9, hvor Thor er Odins søn. Jeg er klar over at tegneserieudgaven viser at Odin har forklædt sig, men en søn vil altid genkende sin fader.
 
Fra vers 10 hedder færgemanden nu  ”Hárbarðr”, som vi ved faktisk hed Hildólfr, og han omtaler i vers 10 og i vers 56 Odin som en tredjeperson. Det kan være for at holde sin identitet skjult, men det er jeg overhovedet ikke sikker på er en rigtig forståelse.
 
Vers 40 viser at ”Hárbarðr” ihvertfald er kriger i første række. Han forklarer at han i hæren førte ”gunnfana” eller ”krigsfanen”. Krigsfanen, der formentlig er et Dragemærke, blev altid ført af thegnen der år 1000 e.Kr. har titlen ”Dragons lance” eller oprindeligt ”Dragens lanse”.
 
Odin, som symbol på kongen, fører aldrig sin egen krigsfane. Som konge, der leder fra fronten, er denne opgave altid af praktiske årsager givet til en af kongens stærkeste livvagter, der altid er fra Jarl æt (i de få undtagelser hvor det ikke var tilfældet gengives det altid i sagaerne, bl.a. hos Saxo, fordi det er usædvanligt).
 
Vi kan dog se at ”Hárbarðr” er høvding for i vers 42 tilbyder han i bod en håndring (Bæta skal þér þat þámunda baugi). Men her er Thøger Larsen ikke præcis nok for en ”baug” er mere end bare end håndring, det er den hellige edsring, hvorpå man sværgede ”baugeiðr” (Baug-eden).
 
”Hárbarðr” er derfor høvding og Gode og han er en faktisk levende person Hildólfr, der er blevet givet denne edsring ”af de gamle mænd, hvis huse er de højeste hjem” (vers 44). De gamle mænd, forfædrene, sidder i Valhallen, hvorunder også Odin har sæde, men der iblandt finder vi ikke Hárbarðr/Hildólfr.
 
I vers 26 forklarer Hárbarðr/Hildólfr at han var på tog i "Valland", der betegner området omkring Bretagne og det vestlige Frankrig.

Gregory af Tours skriver i ”Historia Francorum” (bog III:3):

”Danerne plyndrede kysten af Theodoric’s kongerige”. 


 

Theodric (454-526) sendte sin søn, prins Þeodberht, i slag mod Kong Hygelác (Scyldinga-æt nr. 18, år 497-521), der havde angrebet Metz. Beowulfkvadet (sætning 1198-1208, 2355-59) forklarer os at Kong Hygelác falder i Friesland under et tog hertil.

I afsnittet "(Longo)Bardernes udvandring" viser jeg at at Den Gudlandske Krønike, skrevet ca. år 1550 e.Kr., gentager at der gøres tog mod Valland.  Navnet "Hárbarð" er Longobarderne i den oprindelige oldengelske udtale ”Heaðobeardan” (krigsbarderne). Fra Longobardernes folkevandringer ser det ser ud til at dette tog finder sted ca. år 540-550 e.Kr.


Vers 24 viser os at Odin forbindes med jarl æt, og vers 2 Thor med Karl æt. Derfor mener jeg ikke at vers 1, hvor Hárbarðr/færgemanden/ Hildólfr, kaldes ”svendenes svend” forbinder ham med Odin. En ungersvend findes i såvel Jarl som Karl æt. Denne sætning forklarer os at den faktiske person Hárbarðr/Hildólfr er den bedste af alle de gode krigere og derfor værdig til at være høvding og Gode.
 
Jeg tror at Hárbarðr/Hildólfr er navnet på den høvding der har kontrol med adgangen til Runø, og derfor høvding over et af de estiske landskaber omkring øen. Hárbarðr/Hildólfr må have kontrol over enten den nordlige tip vest for Riga ud mod Rigabugten eller området syd for landskabet ”Vilande/Vylande”.
 
Da Thor symboliserer Karl æt, dvs. de havbønder/krigere der i virkeligheden kæmpede under ledelse af Jarl æt, viser at de krigsfanger vi tog blev gjort til trælle. At ordet ”kun” er tilføjet i sætningen (en þórr á þræla kyn) tror jeg er en henvisning til at det, krigsfanger til trods, var en langt større ære at dø på valpladsen og komme videre til valhallen.

Det synes at være en klassisk opbygning af et læredigt hvor ”enheden” om hvilken historien er bygget op skifter navn/betydning, og at det er dette skift der er indlæringen. Et andet eksempel er den oldengelske kenning fra Exeter Book (Riddle 80), hvor svaret er ”horn”. Skiftet sker i vers 10 fra Hildólfr til ”Hárbarðr” (”Den brede skygge” eller ”Den langskæggede”?). Fejlfortolkningen til Odin som den sennordiske Valfader sker sikkert fordi en ”hat med skygge” hedder ”barða-hattr”.

Med forståelsen for at ”den anden side” er vort hellige rådslagsningssted/tingsted Runø, og vi ved at Thor, som symbolet på forfædrene, altid er Tingets værnegud, og at han fornægtes adgang til tinget, kan vi se at Høvdingen Hildólfr tør trodse selv forfædrenes sæder og skikke. Samtidig ved hans kontrol af hvem der har adgang til tinget har Hildólfr kontrol over alle beslutningerne og udgiver sig derfor for stammens konge, hvilket giver ham status af Gud. Derfor får han heitet ”Hárbarðr”. Dette er en klar og utvetydig lærestreg om at ”Hovmod Står For Fald”1 . Antyder det mulige tidsrum af digtet at vi taber kontrol over området ca. år 550 e.Kr.?

 Vi kan fra Wulfila's gotiske Bibel se at "hovmod" skal forstås som "hauhhairtei" (gotisk) eller "højhjertet" der er identisk til det nudanske "stolthed". Ordsproget "hovmod går forud for fald, overmod forud for snublen" er fra Ordsprogenes Bog 16:18 fra Det Gamle Testamente. Denne bog er gået tabt i Wulfilas udgave, men ordet genfindes hos Wulfila i Markus-Evangeliet 7:22. Peder Syv (1189) har "hovmod står for fald, spot og skade følger den". 
 

Med alle de usikkerheder forbundet hermed, kan vi nu genskabe et kort, der viser landområderne ca. år 40 e.Kr.

 

 

Rekonstrueret kort over Esternes oprindelige landområde, vort (Ver Asir/Danir -folket ) landområde og gallerne/kelternes oprindelige landområde ca. år 40 e.Kr. Navngivningen af Esterne (folket mod øst) er vort navn for esterne. Selv kaldte esterne sig for ”Maarahvas” eller ”landsbrugsfolket” helt op til begyndelsen af 1800 tallet, hvor ordet ”eestlased” eller ”estere” kommer ind i den nationale selvforståelse. I takt med at vi udvandrer og tager kontrol med vore nuværende landområder ca. år 40-70 e.Kr. udvider esterne deres landområde ved overtagelsen af vore.

I Litteraturlisten under Kalevipoeg (Kalev’s søn) viser jeg at fra det estiske nationaldigt ser det ud til at esterne kommer ind til Estland via en folkevandring vest fra området omkring Karelien, ind i det sydlige Finland, drager syd over den finske bugt og laver deres første boplads omkring Viru. Landskabet Viru ligger i dag som Viru-Ida Amt/Ida-Virumaa i det nordøstlige Estland omkring Narve, og er den østlige del af Wierland/Wyrland/Verland.

Tacitus skriver i ”Germania” (kap. 45) år 98 e.Kr. følgende i min oversættelse:

”Vender vi os derfor til den højre kyst af Den Suebiske Sø1 finder vi det skyldende mod Aestii folkets land, der har samme skikke og mode som Suebi folket2 men med et sprog mere lig det britiske3. De tilbeder Moder Jord og bærer som emblem for denne kult en ting fra et vildsvin, som bruges i stedet for våben eller beskyttelse fra mennesker og giver tilbederen en form for sikkerhed selv blandt hans fjender4. De bruger sjældent våben af jern, men ofte køller. De dyrker korn og andre afgrøder med en udholdenhed usædvanlig blandt de ugidelige Germanere. De plyndrer også havet. De er det eneste folk der samler rav – glaesum er deres ord for det – på lavt vand og selv på stranden. Som sande barbarer har de aldrig spurgt eller fundet ud af hvad det er eller hvordan det bliver til. Igennem en lang periode lå det uforstyrret hen som ethvert andet skrald fra havet, indtil romersk luksus gjorde det eftertragtet. De har ikke selv noget brug for det. De indsamler det råt, giver det videre i ubearbejdede klumper, og bliver forbavset over den pris det giver”.


1 Mare Suevicum, som vi kalder Estmere, Eystra Salt, Austurweg, i dag Østersøen.
2 Hos Tacitus en lang række stammer fra Østersøen’s sydlige bred til Sortehavet.
3 Tacitus skriver før den 1. udvandring til de nye kongeriger i Britannien fra år 499 e.Kr. fremefter. ”Briterne” er derfor kelterne og sproghenvisningen er til keltisk.
4 Her ser vi at esterne og De Gamle Prøjsere i vor filosofi er at regne for Vane-slægt. De bærer vildsvinetanden, symbolet på Ottar den Unge's gyldenbørstede ”Hildisvíni” (slag-svin), og måske specielt Frey’s gyldenbørstede “Slíðrugtanni” (Enorme vildtand), som beskyttende amulet.

 

 Hyndluljóð
(vers 7, Ældre Edda)

 Skáldskaparmál
(14. Freyskenningar, Snorre Edda)

 Freyia qvaþ:

Dulin ertu, Hyndla!
draums ætlig þer,
er þu kuedr ver minn
i valsinni,
þar er gaulltr gloar
gullinbusti
Hilldisuine,
er mer hagir giordu
duergar tueir,
Dainn ok Nabbi.

Hann er eigandi Skíðblaðnis ok
galtar þess, er Gullinbursti heitir,
svá sem hér er sagt:...
 
 
Svá segir Úlfr Uggason:
 
63.
Ríðr á börg til borgar
böðfróðr sonar Óðins
Freyr ok folkum stýrir
fyrstr inum gulli byrsta.
Hann heitir ok Slíðrugtanni.

 
 
Dværgen ”Dainn” nævnes blandt vore dværghåndværkere i Hauksbók-udgaven af Völuspá (vers 11, Ældre Edda), men ikke i Codex Regius-udgaven.
 
Snorre opfinder ikke selv Frey’s vildsvin, men gentager fra den meget kloge islandske skjald Úlfr Uggason, der var aktiv i slutningen af 900 tallet e.Kr., og bl.a. skrev Húsdrápa
.
 
 
 
 
 
 
 chap15-6.jpg

 
 
Vildsvinetand eller “Slíðrugtanni” (Grumme Rugtand) fundet i en kvindelig krigertempelpræst’s grav i Pokrovka området i Rusland nord for det Kaspiske Hav, og omkring Tanais-floden (Don -floden), dvs. i vore græsenge. Vildsvinetanden, 6 inches/15.2 cm lang, blev båret i en læderrem omkring hoften, og vi ser det dertil borede hul i midten. Den kvindelige kriger havde en læderpose, med en pilespids i, hængende omkring halsen.
Billedkilde: Jeannine Davis-Kimball: Warrior Women (s.58, 2002)


 
 

 

Indbyggertal år 40 e.Kr. i vore landskaber

 

Alle synes enige i at Tacitus' ”Aestii” skal opfattes som "de der bor i øst", og derfor kan være alt fra De Gamle Prøjsere omkring Truso til esterne længere mod nord, begge langs Østersøens østlige bred. Esterne selv kaldte sig ”maarahvas” eller ”landbrugsfolket” helt op til begyndelsen af 1800 tallet, hvor ordet ”eestlased” eller ”estere” kommer ind i den nationale selvforståelse.

Vi kan se at der har været plads til en fredelig folkevandring gennem de landskaber der i dag udgør Estland, hvilket har været nødvendig ifald kvinder, børn, titusinder af heste, kvæg og alt indboet var med. At der muligvis har været fællesjord viser hvor tæt vort forhold til esterne altid har været.

Det spændende herefter er at forsøge at gennemtænke hvor mange mennesker der år 40 e.Kr. befinder sig i de to landområder under esternes og vor kontrol, det nuværende Estland, og derfor hvor mange der ankommer til vore nuværende landområder. Vi har ingen idé om hvor mange dette var, og mange mener at det måske kun var ganske få krigerslægter der drog afsted mod vore nuværende landområder.

Til beregning af dette har jeg benyttet grundmaterialet fra P. Engelhardt’s bog ”Danerne fra fødsel til dåb” (1980, s. 14-15, 193-198). Vi gør nu følgende antagelser:

  • 2/3 af landarealet af ernæringsbrugbart
  • 1 fribonde og familie har rådet over 100 hektar (1 km²)
  • Halvdelen af befolkningen var børn under 14 år og børnedødeligheden var 2 ud af 3 børn, dvs. kun hvert 3. barn blev voksen og fik selv børn.
  • Ca. år 0 menes der at have boet 1.000 personer på Fyn (3.485 km²). Fyn har derfor indeholdt 2.300 ernærings-km² eller 2.3 km² pr. person og har haft masser af plads for yderligere indvandring.
  • Ca. år 500 e.Kr. menes der at have boet 2 personer pr. ernærings-km² i Slesvig og Holsten området. Det samlede landområde var ca. 25.000 km², hvoraf ca. 5.000 km² er forsvundet i havet (vadehavet) med ca. 60% ernæringsbrugbart eller 15.000 km². Det samlede antal indbyggere har derfor været ca. 30.000 personer.
  • Befolkningen (uden ind- og udvandring) fordobles pr. 200 år.

Vi ved fra Snorre ’s beretning om Gefion og Sølund (Sjælland) at det land hun bliver givet er 1 dags pløjeland/plovland, dvs. hvor meget der kan pløjes på én dag (Se afsnittet "Gefion og Sølund"). Forsøg i Lejre viser at det ikke overraskende svarer til 1 hektar (1 stærk mand, 2 okser, ledt af 2 personer (kvinder og børn), en træplov og ridsning af marken på langs og tværs).

Baseret på de 191 herreder i Valdemars Jordebog fra år 1231 e.Kr., og med 120 gårde i hvert herred og 7 frie personer og 4 trælle pr. gård, giver dette 252.000 beskæftiget med agerbrug. Hertil skal regnes 40.000 krigere og håndværkere (husk at Valdemar I. Den Store helt skandaløst ikke kunne mønstre mere end 11.700 mand fra Danmark/Skåne til det 1. Vendertog foråret 1158 e.Kr.). Lad os derfor antage at Danmark/Skåne har ca. 300.000 indbyggere år 1231 e.Kr. Som vi kan se nedenfor sætter andre forskere dette tal væsentligt højere 1.

1 Hvorfor der antages at være 120 gårde i hvert herred se ”Litteraturlisten” under ”Valdemars Jordebog”. En anden vis at efterse rimeligheden af forudsætningerne på er ved at se befolkningstætheden omkring Gamle Upsala, hvor et af de vigtigste gudehov stod, hvorfor vi kan formode at befolkningstætheden har været størst. Landskabet her kaldes ”Tíundalandi” eller ”10 x 120 familier/krigere land”. Landskabet består med andre ord at 10 ”hundred/herat”, hver med 120 familier/gårde. Antager vi igen 11 personer pr. gård har Tíundalandi en samlet befolkning på ikke mere end 13.200 personer. I 800 tallet e.Kr. antages at det geografiske område ”Tíundalandi” er fra Norrtälje ved den Botniske Bugt til Mälaren søen, dvs. nogenlunde det nuværende område Uppsala Län og Norrtälje Kommun.
 

Årstal (e.Kr.)

Uppsala Län
Befolkning/areal
(antal pr. km²)

Norrtälje Kommun
Befolkning/areal
(antal pr. km²)


Samlet befolkning

2005

294.415/6989
(41.8)

54.366/2010
(27)

348.781/8.999
(39)

ca. 800


 


 

5.449

 
Som vi kan se fra en simpel tilbageregning fra det nuværende befolkningstal for området til ca. år 800 e.Kr. burde befolkningen havde været ca. 5.449 personer, hvor landskabsnavnet tilsiger ca. 13.200 personer. Det antyder at jeg muligvis underdriver datidens befolkning i mine beregninger. Omvendt viser jeg i afsnittet ”Lodtrækning og ulykkesvarsel mod Birka” at landskabets handelsplads Birka/Birca, i dag Björkö i Mälaren-søen, forsvinder som handelsplads og flyttes til Sigtuna ca. år 970 e.Kr. Det har betydet en stærk affolkning af området, og dette vil gøre det beregnede tal mindre end samtiden var.

Med et samlet areal på 8.999 km² er 5.999 km² af landarealet ernæringsbrugbart. Jvf. landskabsnavnets indbyggertal på 13.200 bor der derfor 2.2 personer pr. ernærings-km², hvilket svarer nøje til antallet i Slesvig og Holsten ca år 500 e.Kr. Det antyder at de forudsætninger jeg benytter er holdbare.

 

Svend Aakjær giver følgende bud på indbyggertal og antallet af gårde år 1231 e.Kr. i Valdemars Jordebog (1926-43, 1. bind, Text, hæfte 1, s. 243-245):

 

 pr. Valdemars Jordebog år 1231

 Gårdtal

 Folketal

 Sjælland-Møn

 16.522

 99.132

 Falster

 1.486

 8.916

 Lolland

 3.085

 18.510

 Fyn

 7.410

 44.460

 Nørrejylland

 46.112

 276.672

 Sønderjylland

 5.009

 30.054

 Bornholm

 691

 4.116

 

 =90.315

 =481.890

Slesvig, Skåne, Halland, Blekinge

 16.351

 98.106

Købstadsbefolkning

 

 65.000

 

=106.666

 =644.996

 

Professor Aksel Erhard Christensen (1906-1981) ansætter "det samlede Riges Gaardtal" til 165.000 (se også "Danmarks befolkning og bebyggelse i Middelaldren, Nordisk kultur 2, 1938).

Norge menes ca. år 1200 e.Kr. at have haft 300.000 indbyggere. Estlands befolkning år 2000 var ca. 1.4 millioner.

 

Årstal (e.Kr.)

Danmark/Skåne

Norge/Upland

Estland

England + Skotland 

Sveariget 

ca. år 15-1600 1

 1.400.000

 600.000

 

  5.000.000 + 800.000

 900.000

ca. år 1200

300.000

300.000

87.500

 

 

ca. år 40

10.000

10.000

2.000

 

 

1 Billedkilde: Troels Frederik Troels-Lund (1840-1921): Dagligt Liv i Norden i det sekstende Aarhundrede (4. udgave, 1914-15, I Bog: Land og Folk, s. 108-109, Folk). Den opmærksomme læser kan alene fra befolkningstallet i 15-1600 tallet se, hvorfor Kongeriget Danmark-Norge stadig er en europæisk stormagt, og i virkeligheden stadigt nogenlunde sidestillet med England, der ikke er forenet med Skotland i samtiden.

 

Præsten i Blovstrød Joachim Junge (1760-1823): Den nordsiellandske Landalmues Character, Skikke, Meeninger og Sprog (1798, s. 45-49) giver en række statistiske oplysninger om befolkningsvækst og -dødelighed i Danmark og Skandinavien i årene 1740-1797.

Det overraskende ved en simpel regressionsanalyse er hvor få mennesker vi taler om. For Ver Asir/Danir-folket er vi ligeledes nødt til at tage i betragtning at vi uddriver goterne, men dele af den eksisterende befolkning forbliver i vort landområde, bl.a. Longobarder, Stevnsboere, Kimbrer, Vandaler, Jyder og Thyboere. Vi har klart været militært langt overlegne, og har måske udgjort 50% af den samlede befolkning ved ankomsten. Lad os derfor antage at Ver Asir/Danir-folket består af 10.000 personer ved ankomsten 1.

1
Sammenhold de beregnede 10.000 personer, der befinder sig i vore landområder i Estland år 40 e.Kr. og ankommer til vore nuværende landområder, med hvad Zhang, Qian beretter år 115 f.Kr. og Strabo ca. år 7 f.Kr. Hos begge historieskrivere synes kriger-ætten at være 188.000-200.000 mand stor med en samlet befolkning på 630.000 personer. Vi kan heraf se at kun 2% af den oprindelige stamme-gruppering, eller meget få kriger-slægter, synes at foretage vandringen mod vore nuværende landområder. Hvor blev resten af?

 

Af de 10.000 personer har 50% været børn under 14 år, dvs. fribønder, krigere, håndværkere og trælle har udgjort 5.000 personer. Antager vi at trælle, som i 1200 tallet udgjorde 30% af den samlede befolkning, i år 40 e.Kr. udgør 3.000 personer, er antallet af fribønder, krigere og håndværkere nu nede på 2.000 personer. Krigerstanden, mænd og kvinder, har derfor sikkert ikke oversteget 1.000 personer og 12-mandsrådet har formentligt været de 12 krigerslægter, der tager kontrol med vore nuværende landområder, anført af Høvding Skelfir/Scef/Shef, grundlægger af Skilfinga-ætten.

Martti Veldi fra Universitetet i Tartu forklarer i artiklen ”Roads and Communications in South-Eastern Estonia and Connections with Old Rus (800-1200 AD)” at landskabet Ugandi havde ca. 3000 plovlande (dvs. hvor meget land der kunne ploves med én plov). Dette landskab svarer i størrelse til det landområde, Wierland og Reval, jeg mener er esternes oprindelige landområde. Da en simpel regressionsanalyse viser at der år 40 e.Kr. er ca. 2.000 estere kan vi se at esternes landområde har kunnet brødføde befolkningen. Da esterne overtager vort landområde efter vi er folkevandret videre, har esterne kunnet forblive og har aldrig har haft behov for selv at folkevandre.

Sammenholder vi nu det beregnede folketal med de landskaber jeg mener er vort oprindelige landområde i det nuværende Estland, kan vi se at det måske lige netop har kunnet brødføde 10.000 personer for en kort periode. Presset for at skaffe yderligere land har dog haft høj prioritet i 12-mandsrådet, og en militær ekspansion er umiddelbar nødvendig inden for 1 eller 2 slægtled. Derfor folkevandrer vi videre mod Sønderjylland og Fyn.

 

 

 

 

Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>
 
Søgeværktøj
Fra Grímnismál (vers 32, Ældre Edda) ved vi at vor ven fra skov og have, det rødbrune egern Ratatoscr (sammensat af de oldengelske ord "ræt" + "tusc" med betydningen "Gnavertand"), er god til at frembringe svar på alt mellem himmel og jord. Nedenfor til højre fra billedet af Ratatoscr, fra Ólafur Brynjúlfsson: Gudeskrift m. bl.a. Ældre Edda (Edda Sæmundr) & Snorre Edda (1760), findes Google's søgeværktøj, der er tilpasset til at søge efter svar fra Asernes æt. Ifald søgeværktøjet ikke kan ses, højreklik på musen og genopfrisk (opdater) siden.
© Verasir.dk Asernes Æt • af Flemming Rickfors • E-mailHosting • En del af Fynhistorie.dk