Asernes Æt Verasir.dk

Phrygia - Frigg's Land

Øst for Troja lå landskabet Phrygia (græsk "Phrugiên") som et kongerige fra ca. 1200-700 f.Kr. Iflg. Homer var hovedområdet omkring floden Sangarius (i dag "Sakarya"). Hovedbygden var "Gordion" (græsk), der ligger langs den urgamle vej mellem Lydia og Babylonien netop hvor vejen krydser floden Sangarius. Byen Gordion, ophavet til begrebet "Den Gordiske Knude", ligger ca. 70 km sydvest for helligdomsstedet "Ánkyra" (græsk), der af romerne blev videreført som "Ancyra" (Ankara). Det græske "Ánkyra" har betydningen "anker, krog". Det græske ord er, over latin, kommet ind som "Ancor" (oldengelsk), men denne betegnelse afløser vort langt ældre ord "akkeri, atkeri" (oldnordisk) og "akkæræ" (olddansk). Vi skal nu erindre at det oprindelige anker var nedsænkede sten. Det er med overgangen til jernankre i 1-200 tallet e.Kr. at ordskiftet finder sted. Det oldnordiske og olddanske udsagnsord ser ud til at være "keri, köri", der betegner en "sonde", bredt betegnet "noget der er bindeled mellem to ting" (f.eks. skib og sandbund).

Iflg. Lucius Cealius Lactantius (ca. år 240-320 e.Kr.): Divinarum Institutionum Libra VII (ca. år 303-311 e.Kr., Bog I:VI) var det fra "Ánkyra" (Ankeret), at "Sibyl i Phrygia, Den Phrygiske Sibyl" (Frigg's vølve) afsagde spådomme. Det oprindelige "Ánkyra" (Ankeret) kendes, og er en stejl klippe, der rejser sig 150 meter op over en biflod til Sangarius floden. Fordi vi nu ved at den oprindelige forståelse for "Ánkyra, akkeri, akkæræ" var "nedsænkede sten", kan vi se at navngivningen af helligdomsstedet sker fordi guderne har nedsænket en enorm sten ved floden, hvorfra vølven kan videreformidle gudernes råd til de dødelige på Jord. Den oprindelige betydning af "Ánkyra, akkeri, akkæræ" er derfor "at skabe bindeled mellem to ting"; for vølven mellem de udødelige og de dødelige.

Vi kan se fra Homer: Iliaden (Bog II: 862-863) at Phrygia (Frigg's Land) er en forbundsfælle til Troja.

Hovedgudinden og vølven der blev dyrket i Phrygia var "Sibyl i Phrygia, Den Phrygiske Sibyl" (Frigg's vølve) fra proto- eller før-græsk "Siobule" (Gudernes Råd). Hendes symbol i kunst er Måne-Tyren. Jeg har i afsnittet "Begrebet Úr og bystaten Ur(im)" vist at Måne-Tyren i kunst er urokse-gudinden Hathor (*Ha-Þor). Forstavelsen "Sioi" (Guderne) kender vi som "Sif". Denne kvindelige vølve "Sif, Sibylla" har været kendt som "Hende, der giver gudernes råd; Hende, gennem hvilken guderne råder". Derfor er hun også kendt som "Gudernes Moder" (latin "matrem deum").

I Homer:Iliaden (Bog XXIV: 672-678) hører vi Achilles sige til Kong Priam, efter hans sidste søn Hektor (Ökuþór) er blevet dræbt, og efter at Kong Priam totalt ydmyget har bedt om at få liget af sin søn udleveret, i min oversættelse til nudansk:

”...Tænk på dig selv olding. Vi hører at du havde heldet med dig i tidligere tider. I landskaberne syd for Lesbos, hvor Macar regerede, og mod øst til Phrygia, til den endeløse Helle-sø [Dardanellerstrædet] ¹; i alle disse landskaber, olding, siges det at du oversteg alle mænd i velstand og børn. Men siden den tid, hvor du blev ramt af ulykke fra himlens guder [dvs. stormjordskælvene], er menneskedræbende slag omkring din by [Troja] aldrig ophørt…".

¹I mange oversættelser bruges her stednavnet "Hellespont", der er en dårlig videreførsel af det græske ord hvis betydning er "Helle-sø".

Kort over Lille-Asien og det senere sydlige Grækenland, med afmærkning af Troja og hendes forbundsfæller i tiden før Den Trojanske Krig påbegyndes ca. år 1194 f.Kr. Landskabet Phrygia (græsk "Phrugiên") er afmærket mod øst som den udvidede grænse for phrygisk indflydelse ca. år 1200 f.Kr.
Billedkilde: Google Earth 14. januar 2010.

Phrygia (græsk "Phrugiên") er, uden undtagelse, altid identisk til "frigia, frigg, frig" (oldnordisk, oldengelsk), alle fra sanskrit "priyā" (Kære (kvinde), Den der behager alle, Den kæreste).

Når kilder i Ældre Edda fremhævner at Odin er gift med Frigg, betegner dette altid den tætte alliance mellem Troja og Phrygia (Frigg's Land).

Følgende kilder i samlingen Ældre Edda nævner Frigg, hvor dette betegner landskabet Phrygia (Frigg's Land):

Völuspá (vers 51, Ældre Edda): oðiN ↔ friGiar
Vafþrúðnismál (vers 2 & 4, Ældre Edda): Oþinn ↔ Frigg
Grímnismál (Forord, Ældre Edda): Oþinn ↔ Frigg
Lokasenna (Forord, Ældre Edda): Oþinn ↔ Frigg

Snorre viderefører forståelsen fra Ældre Edda for at "Frigg" er et heite for Phrygia (Frigg's Land) i Snorre Edda (Gylfaginning, kap. 35. Frá ásynjum; kap. 49. Dauði Baldrs ins góða), samt i Skáldskaparmál (kap. 26. För Þórs til Geirröðargarða; kap. 27. Friggjarkenningar.).

Fredegarius (Fredegar): Chronicum (Bog II, 8, 3) fra ca. år 642 e.Kr. viser os at også Frankerne, udbrydere fra vor egen æt, var klar over at Frigg er et heite for Phrygia (Frigg's Land):

"Quidam dicunt quod Aeneas et Frigas duo fratres fuerint germani, e quibus Aeneas in Latio, Frigas regnaverit in Frigia". "Det siges at Aeneas og Frigas er to germanske brødre, og at Aeneas i Latium og Frigas i Frigia regerede".

Min oversættelse til nudansk.

Den frankiske overlevering er, som man kan se, fra den etruskiske udgave, overtaget og forfalsket af de senere romerske historieskrivere således, at personen Aeneas (Ásaþór hinn gamli) flygter fra Troja og i den romerske omskrivning tilskrives grundlæggelsen af bl.a. Rom. Men den frankiske udgave er alligevel ikke identisk fordi der her findes en konge ved navn "Frigas", der regerede i Frigia, som så er Phrygia (Frigg's Land). Krøniken skriver at "...Frankerne fulgte Frigas og kom til Frigia...".

Merseburg trylleformlen fra år 750-800 e.Kr. giver os De Gamle Sakser's verdensforståelse i dette tidsrum. Her nævnes på oldsaksisk "friia" (Frija). Dette betegner ikke "Frigg", men en sammensmeltning af Frigg og Freya, sket efter Troskiftet år 600-630 e.Kr. Forståelsen for "friia" (Frija) er stadig Den Jordlige Moder, men i vore nuværende landskaber (se afsnittet "Sakserne").

Trójumanna Saga, der kan føres tilbage til Ormr Snorrason’s ”Truía saga ok brutus með” (nu tabt), er fra Island og er dateret til efter år 1354 e.Kr.- før år 1400 e.Kr. Denne saga gengiver i alle andre sammenhæng ikke vor viden eller mening om Den Trojanske Krig, men omskrevne latinske røverhistorier om begivenheden fra Middelalderen. Dog, i denne saga kaldes "Phrygia" (Frigg's Land) for "Frigialand", og det skyldes formentlig, at dette stadig har været almen viden i Middelalderen, eftersom Snorre er helt indforstået med at "Frigg" er et heite for Phrygia (Frigg's land).

I Homer:Iliaden (Bog III: 184-190) siger Kong Priam, i min oversættelse til nudansk:

"Tilforn jeg fór til Phrygien [græsk "Phrugiên"], rigt på vine, og der jeg i mangfoldighed så Phrygiens beredne krigere; selv Otreus’s folk og gudelignende Mygdon, der havde lejr opslået langs breden af [floden] Sangarius [græsk "Sangarioio"]. Som deres forbundsfælle taltes jeg blandt dem på dagen da De Brystløse [græsk "amazones"] ankom, alle mænds lige [græsk "antianeirai"]....".

I Homer:Iliaden (Bog XVIII: 285-294) siger Hektor (Ökuþór) i tiden efter fjenden er ankommet til Troja’s landområde, men før det endelige slag har fundet sted, i min oversættelse til nudansk:

”Polydamas, dine ord huer mig ikke da du byder os tilbagetrækning og indespærring bag byens bolværk. Har du ikke fået nok af at være stængt inde bag murene? I år forgangne kunne alle dødelige berette om Priam’s by; om dens velstand i guld og bronze, men nu om dage er vor velstand fra vore hjem forgangen, og en stor del af vore ejendele solgt bort til Phrygia og elskelige Maeonia [græsk "Mêioniên”].¹
¹ Folketroen tilsiger at en grøn jadesten, kaldet Meonia-stenen, oprindeligt sad i Kong Arthur’s ringgrebssværd Excalibur. Denne sten havde en væsentlig rolle i den engelske borgerkrig og blev gemt væk efter ”The Gunpowder Plot” i 1605, hvorunder katolske forrædere forsøgte at dræbe Kong James I. til England/Skotland, og genindføre den katolske kristendom. Det er tilknytningen til Troja der giver denne sten så stor symbolsk værdi. At forsøget slog fejl fejres årligt 5. november i den angelske verden som Guy Fawkes Night/Bonfire Night/Fireworks Night, dvs. med et stor hedensk bavnebålsafbrænding.

Det er af denne årsag at Völuspá (vers 51, Ældre Edda) lyder:

Þa comr hlinar
harmr aNaR fram
er oðiN feR
við ulf vega |
en bani belia
biartr at surti
þa mvn friGiar
falla angan | tyr.
Da kommer Hlinar
den anden harme frem[,]
der Odin farer
ved ulvekamp,
end Den Brølendes bane
klarøjet mod Surti
da Frigg’s vilje
falde i lyst, *tiwaR[-runen]

Min oversættelse til nudansk.

Odin, Kong Priam, kæmper her som einherjar i kampformen ulvhednar (se afsnittet ”Ulvhednar og Berserkar”). Jeg har oversat ”belia” fra ”belja” (den brølende/betegnelsen på en ko). ”Den brølende” er her benyttet som et heite for kampformen berserkar, og det er modsætningen mellem kampformerne vi ser opstillet. De fleste oversættelser undlader at nævne ”tyr” da denne kun findes i Codex Regius-skriftet. Heri er jeg uenig. Runen har betydningen ”kriger” og guden ”Tyr”. Det falder helt naturligt at Frigg, som Odin’s kone og kenning for landskabet "Phrygia - Frigg's Land", skulle afsige denne rune når manden farer i krig ¹.

¹ Vi genfinder brugen af *tiwaR-runen på guldskillingen fra Austad i Nes i Flekkefjord, Vest-Agder, Norge fra år 385-670 e.Kr. (Mogens B. Mackeprang: De Nordiske Guldbrakteater, 1952, planche 12:5) med runerne ”*gebu, *tiwaR” eller ”gave [til] Tyr”. Ligeledes fra indskriften med nord-etruskiske runer ristet ca. 100 tallet f.Kr. på “Negau B"-hjelmen, hvor personen “HarigastiR” forbindes med “teiv” (Tyr) (se afsnittet “Froncum – Franken”). Endelig har vi 3 x *tiwaR-runen på guldskillingen fra år 385-670 e.Kr. fundet "nær Køge" (DR BR61) (se kapitlet "At riste lyde" under *tiwaR).

”Surti” (sort, sorte) er en kenning for fjenden. Fjendens angreb kommer fra øst og syd ind over Lille-Asien. Derfor må Odin, Kong Priam, ud og modstå angrebet. Det er derfor Lokasenna (vers 42, Ældre Edda), gentaget af Snorre i Snorre Edda (Gylfaginning, kap. 37. Freyr fekk Gerðar Gymisdóttir.) skriver at Freyr, der er Paris, er forsvarsløs uden sit sværd når Muspells Sønner, den fjendtlige alliance mod Troja, begynder at hærge i Troja.

I Lokasenna (vers 25-29, Ældre Edda) ser vi for det første i vers 29 at Freya og Frigg ikke er samme enhed, da Freya omtaler hende i tredjeperson. Snorre er enig med Lokasenna i at Freya og Frigg er forskellige enheder i tid og sted, og gengiver dette i Snorre Edda (Gylfaginning, kap. 35. Frá ásynjum):

Freyja er tignust með Frigg Freya holdes i lige så stor ære som Frigg

Min oversættelse til nudansk.

Dernæst, i Lokasenna (vers 26, Ældre Edda), kaldes Frigg for ”Fiorgyns mer” (Fjorgyns mø). Dette er en ordret afstemning med Völuspá (vers 56, Ældre Edda), hvor Moder Jord kaldes ”fiorgyn|iar” (Fjörgynjar, Giver af Liv). Völuspá (vers 36-61, Ældre Edda) omhandler netop Troja, Þrúðvangar og Ragnarok (se ”Bilag P-1: Völuspá - Vølvens Spådom”). Det er fordi ”Frigg” i Lokasenna er Phrygia (Frigg's Land), at hun i Lokasenna (vers 27, Ældre Edda) pludselig befinder sig i ”Egis ha/llom” (Ægir’s hal). Ægir er her identisk til Kong Tyndareus til Sparta, hvis landskab er omringet af Ægir's Sø (Det Ægæiske Hav, Ægæerhavet).

Der findes omtrent 240 indskrifter i hvad kaldes ”oldphrygisk”; et skriftsprog med 19 bogstaver (runer), der ser ud til at være tæt beslægtet med oldgræsk og oldetruskisk. Til sammenligning består Ældre Futhark af 24 runer, medens oldetruskisk har 23 runer.

Når skandinaviske øjne ser, er der mindst én indskrift i Phrygien alle bør have kendskab til; Areyastis-indskriften, dateret til ca. år 550-500 f.Kr. Indskriften er givet betegnelsen ”W-01” og findes nær Midas by, i oldtiden kaldet ”Midaeion, Midaeum, Midaei”, der ligger langs den øvre del af Sangarius-floden, 97 km sydvest for Phrygien’s hovedbygd Gordion, nær den nuværende by Eskisehir, Tyrkiet.

Indskriften forekommer som en del af et hov viet til gudinden og vølven ”Sibyl i Phrygia, Den Phrygiske Sibyl" (Frigg's vølve). Gudehovet er hugget ud af et klippefremspring og viser endegavlen af et klassisk hus; et underhus (bindingsværk) og et overhus (tagværk). Indskrifterne findes langs den højre støttesøjle i underhuset, langs den bærende tværlagte bjælke i taget, på hver side af tagets hældning og på klippen ovenfor.

Hylden i midten af endegavlen er hvor gudeafbildningen af ”Sibyl i Phrygia, Den Phrygiske Sibyl" (Frigg's vølve) blev sat. Bemærk at tagets afsluttende brædder er udformet som to beskyttende drager, som vi også ser i stavkirker nord for Ejder-strømmen, og opgaven er den samme; at beskytte skibet (midtrummet), helligdommens indre. En af konsekvenserne af denne forståelse er at tagværket, og måske hele bygningen, skal opfattes som værende udført i træ, ikke i sten som vi ser i græske templer. Se afsnittet ”Hearg, Vé og Stavkirker”.
Billedkilde: Alexander Lubotsky: The Old Phrygian Areyastis-inscription (1988, Kadmos 27,1, s. 9-26); www.etonet.org.tr

Claude Brixhe & Michel Lejeune: Corpus d'inscriptions paléo-phrygiennes (1984, s. 38 ff.) mener at indskriften skal læses som følger:

Linie W-01 a1 (runerne rejst fra venstre mod højre):

VREKUN : TEDATOY : YOSTUTUT(EY)A?MNOY : AKENANOGAVOS AEY

Linie W-01 a2 (runerne rejst fra højre mod venstre):

MATERAN : AREYASTIN

Linie W-01 a3 (runerne rejst fra højre mod venstre):

BONOK : AKENANOGAVOS

Ovenfor gudehovet er rejst to linjer i selve klippen.

Linie W-01 b1 (runerne rejst fra venstre mod højre):

YOSESAIT : MATEREY : EVETEKSETEY : OVEVIN : ONOMAN : DAYET : LA

Linie W-01 b2 (runerne rejst fra højre mod venstre):

KEDOKEY : VENAVTUN : AVTAY : MATEREY

Der synes at være enighed om at de to sidste staver i Linie W-01 b1, ”LA”, skal føres sammen med de begyndende staver i Linie W-01 b2, ”KEDOKEY”, og derfor læses ”LAKEDOKEY”.

I den højre støttesøjle i underhuset er rejst to linjer.

Linie W-01 c1 (runerne rejst fra højre mod venstre, oppefra og ned):

ATANIYEN : KURYANEYON : TA

Linie W-01 c2 (runerne rejst fra højre mod venstre):

NEGERTOY

Der synes at være enighed om at de to sidste staver i Linie W-01 C1, ”TA”, skal føres sammen med de begyndende staver i Linie W-01 c2, ”NEGERTOY”, og derfor læses ”TANEGERTOY”.

Det første vi kan sige er at der er så store usikkerheder forbundet med forståelsen af oldphrygisk, at ingen kan siges at have blot en nogenlunde forståelse for hvorledes vi skal fortolke de rejste staver (runer), endsige i hvilken rækkefølge ordene skal læses. Jeg har ovenfor med pile gengivet, med erfaring overført fra runeindskrifter i Ældre Futhark, hvorledes jeg mener stavene er rejst.

Vi må erindre at oldgræsk ikke har en stav (rune) for lydværdien ”f”, hvorfor vi må kunne antage at lydværdi ”v, w” måske på oldphrygisk (og oldgræsk) har dækket over tre lydværdier; f, v og w. Oldetruskisk havde lydværdien gemt i runen ”hf”, hvor tegnet visuelt er tæt på ”*fehu, Feo, Feoh”-runen fra Ældre Futhark. Denne antagelse forekommer rimelig, ikke mindst fordi oldphrygisk kun har 19 runer mod 24 i Ældre Futhark og 23 i oldetruskisk. Derfor må flere lydværdier være gemt i visse oldphrygiske runer.

Denne antagelse medfører at hvad jeg mener er indskriftens begyndende ord; ”VREKUN” (W-01) faktisk kan være, eller har skullet udtales, ”Frekun, Frekyn”. Dette kan vel være en henvisning til Phrygien eller phrygierne, og derfor samme grundord som ”friGiar” i Völuspá (vers 51, Ældre Edda), samt ”Frigia” i Fredegarius (Fredegar): Chronicum (Bog II, 8, 3). Det efterfølgende ord ”TEDATOY” (W-01) menes at være et udsagnsord med betydningen ”har gjort” (fecit), måske med henvisning til gudehovets oprettelse.

Ordene ”MATERAN (W-01 a2) og ”MATEREY” (W-01 b1, W-01 b2) er alle enige i må betyde ”moder” i gradbøjninger heraf, og at ”moderen” er et heite for ”Sibyl i Phrygia, Den Phrygiske Sibyl" (Frigg's vølve).

Dragen Nidhug & Fenrisulven

Dragen Nidhug

Det er ekstremt vigtigt at fremhæve, at dragen i oprindelig tanke er stammens store beskytter. Kunst er visuel tanke, og dragen ses derfor som beskytter på langskibe, gudehov (stavkirker), vore haller/sale, telte, runesten, kolbearmringe, krigsfaner, vejrfaner, sengestolper, tronstole og mønter. Det er derfor Fáfnismál (Ældre Edda) forklarer os, at Sigurð må dræbe dragen Fáfnir, der er vor stam-æt Skilfinga-ættens beskyttende drage, hvilket drab udløser at Völsunga-ætten (Frankerne) kan bryde fri gennem udvandring (se afsnittet "Froncum - Franken").

Uden denne grundforståelse fejlfortolkes alle vore kilder omkring "Níðhöggr" (Nidhug). Hvad ”Nidhug” (Den der nedhugger ætten) gør er at opsluge, og dermed fjerne for altid, de der rammes. Forstavelsen i "Níðhöggr" mener jeg må være fra "Níðr" (søn, efterkommer, æt, slægtning).

Når stammens største beskytter er dragen, og stammen udfordres af kræfter, hvis styrke langt overgår vor formåen til modværge, da må disse kræfter antage form af en endnu større, og endnu mere ondskabsfuld, drage. Dette er Nidhug, og de kræfter Nidhug besidder er Naturlovenes uovervindelige kræfter fra Jordens indre.

Homer: Iliaden forklarer mange steder at det er jordskælv før Den Trojanske Krig, der muliggør krigen og fjendens sejr. Homer: Iliaden (Bog XX:55-64) siger om Poseidon, der netop er beskrevet som ”Jordskælvets Herre”, jvf. Homer: Iliaden (Bog XX:30), i min oversættelse til nudansk:

”; og fra neden var Poseidon ophavet til skælven på den hele Jord, og bjergenes stejle kamme. Alle rødder på Ida (bjerget), stedet med mangfoldige kilder, rystede, og trojanernes by, og Akhaioi-alliancens skibe. Grebet af skræk i verden forneden var Aidōneus, Skyggernes Herre, og i frygt han sprang fra sin trone, højlydt skrigende, for det tilfælde at Jorden foroven blive kløvet af Poseidon, Jordskælvets Herre, og hans hjemsted blive gjort synligt for dødelige og udødelige-”

Poseidon er normalt "Herre af Søen". men er i ovennævnte beretning udnævnt til "Jordskælvets Herre". Dette antyder at jordskælvet kommer fra søen, og rammer fastlandet som en flodbølge. Derfor er denne beretning identisk til Hymiskviða (vers 24, Ældre Edda) ¹.

¹Grækerne kaldte guden Poseidon, romerne ham Neptun. Homer omtaler også jordskælv i Odyssey (Bog III). Efter Troja’s fald er Odysseus på vej tilbage til Ithaca. Han stopper undervejs hos Kong Alcinous til Phaecian-folket (en del af fjendens alliance mod Troja). Folket her giver gaver og skibseskorte til Odysseus på sidste del af rejsen tilbage til Ithaca. Neptun (Poseidon), Herre af jordskælv, straffer Phaecian-folket ved at sænke skibet på tilbagerejsen og begrave deres by under et bjerg.

Guden ”Aidōneus, Skyggernes Herre” kaldes også ”Aidi, Aidao, Aidos, Aideō, Aidēs, Aidēn”, jvf. Homer: Iliaden (Bog I:3; V:646; V:654; VII: 129; VII: 330; VIII:16; VIII: 367; IX: 158; IX: 312; IX: 569; XI: 445; XV: 188; XXII: 52; XXII: 213; XXII: 362; XXII: 389; XXII: 425; XXII: 482; XXIII: 19; XXIII: 71; XXIII: 74; XXIII; 76; XXIII: 103; XXIII: 244; XXIV: 593). Denne person, og dette sted, er identisk til hvad senere betegnes Hades (Hadēs), hos Saxo: Gesta Danorum ”Hading" (Hadingus). Hos Homer, og i oprindelig tanke, betegner det dels ”Skyggernes Herre”, men også et dømme i den nedre verden under jordens overflade. Mange oversætter Homer’s brug af det oldgræske ”dōma” til ”hus”. Det mener jeg ikke er den oprindelige betydning hos Homer, hvor vi må tilskrive det en bredere betydning af ”dømme”, dvs. hus og landskab. Se brugen i ”domon Aidos” (Bog VII: 129) eller ”Aidos’s dømme”; ”ein Aidao domoisi (Bog XXII: 19) eller ”i Aidao’s dømme”; ”Aidos dō.” (Bog XXIII: 74) eller ”Aidos’ dømme” og ”Aidao domoisi” (Bog XXIII: 103) eller ”Aidao’s dømme”. I tanke er forståelsen identisk til Valhalla med sejrstun.

Nidhug er derfor identisk til Homer's "Jordskælvets Herre". Dragen i søen nævnes i Beowulf-kvadet (sætning 1426) som "saédracan" (sødragen).

Følgende kilder i samlingen Ældre Edda nævner "Nidhug" eller "ormen", hvor dette betegner (storm)jordskælv fra Jordens indre:

Völuspá (vers 37, 38, 47, 62, Ældre Edda): orma; niþ | ha/Gr (Níðhöggr); ormr; niþha/Gr (Níðhöggr)
Grímnismál (vers 32, 34, 35, Ældre Edda): Níþha/ggvi (Níðhöggr); ormar; Níðha/ggr (Níðhöggr)
Hymiskviða (vers 22, 23, 24, Ældre Edda): Orms; som kenningen "umgjörð neðanallra landa" (Omgører (fra) neden (af) alle lande); orm; som kenningen "fiskr" (fisken)
Lokasenna (Afslutning, Ældre Edda): kenningen "dra/p eitriþ a Loca" (dryppede edderen på Loki)

Snorre viderefører forståelsen fra Ældre Edda for at "Nidhug" er en kenning for (storm)jordskælv i Snorre Edda (Gylfaginning, kap. 15. Frá askinum, Urðarbrunni ok nornum; kap. 47. Skilnaðr Þórs ok Útgarða-Loka; 51. Frá ragnarökum), samt i Skáldskaparmál (kap. 73. Öxn, ormar, sauðir, svín), hvor Snorre fremhæver ”Níðhöggr” og ”naðr” som et heite for dragen: ”Þessi eru orma heiti: dreki, Fáfnir, Jörmungandr, naðr, Níðhöggr,…”.

Nafnaþulur (Sverð, vers 40-51) giver os en lang liste af sværd heite (sverða heiti). I vers 48 nævnes ”níðhöggr” som et heite for sværdet. ”Nafnaþulur” findes i Snorre Edda, men menes at være en senere tilføjelse og derfor ikke Snorre’s virke, hvorfor værket ikke tilskrives ham.

Grímnismál (vers 32, Ældre Edda) siger:

Ratatoscr heitir ikorni,
er renna scal
at asci Yggdrasils:
arnar orð
hann scal ofan bera
oc segia Níþha/ggvi niþr
Ratatosk hedder egernet,
der rende skal
på asken Yggdrasill:
ørnens ord
han skal oven[fra] bære
og sige Nidhug [for]neden

Min oversættelse til nudansk.
Bemærk at arvefjendskabet mellem vor beskyttende drage og fjendens ørn
er ordret gengivet af Aristoteles i ”Dyrenes Historie” (Bog IX) skrevet ca. år 350 f.Kr.
Se afsnittet ”Dragen – oprindelsen”.

Völuspá (vers 62, Ældre Edda) afsluttes med dette vers:

62.
Þar komr iN dimmi
dreki flivgandi
naþr fraN neþan
fra | niþa fiollom.
beR ser ifioþrom
flygr va/ll yfir
niþha/Gr | nai
nv mvn hon seyqvaz.
68.
Der kom den dimre
drage flyvende,
spydspidsen fra neden
fra Nederfjeldene;
bærer sig i fjerene
- flyver sletten over –
Nidhuggede lig.
Nú må hun indsynkes.

Min oversættelse til nudansk.
Jeg mener vi må opfatte ”niða” som den nudanske førstestavelse ”neder-” (”niðarr” oldnordisk).

Stedet "Niðafjöllum" skal ses sammen med ”Niðavöllum” (Völuspá, vers 37, Ældre Edda), der gentages i nærværende vers som ”flýgr völl yfir” (flyver sletten over). Vi erindrer at Völuspá (vers 36-62, Ældre Edda) omhandler Den Trojanske Krig. Stedet "Niðavöllum" er derfor Idasletten i den sydlige eller "Nedre" del af Þrúðvangar, som set fra Troja mod nord.

Jeg mener at ”naðr” må oprinde fra ”naddr” (spids, spydspids), hvilket ord i kenninger betegner ”kriger”. Derfor bliver ”naðr” en kenning for ”drage, orm” og forekommer som så i mange tilfælde.

Jeg er absolut uenig i, at vølvens afsluttende sætning ”Nú man hon sökkvask” (Nú må hun indsynkes) er en henvisning til vor beskyttende drage Nidhug (herfra opstår alle fejlfortolkningerne). Brugen af hunkøn (hon, hún), sammenholdt med at disse vers ender beretningen om, og med vort endelig tab af, Troja og Þrúðvangar i hvad er Ragnarok, gør at ”hun” er en henvisning til Moder Jord. I dette tilfælde er "hun" Troja og hendes omkringliggende landskab. Derom mener jeg ikke der bør være nogen uenighed.

I ”Bilag J: Hariwalda mærke fordelt på landskab” (underafsnit ”Gudernes geografi i Grímnismál (kap II:4-16)”) argumenterer jeg for at ”Sökkvabekr” (Sa/cqvabeccr, Den indsunkede bæk?) i Grímnismál (vers 7, Ældre Edda) er en henvisning til Sognefjorden, Norge. Jeg føler mig overbevist om at tanken i den afsluttende sætning i Völuspá, og den afsluttende del af beretningen om vort tab af Troja må være sket med skjalden havende for sit indre øje Sognefjordens enorme størrelse.

Som vi siger efter noget dårligt er sket, og vi skal videre med livet, at "a lot of water has flowed under the bridge”, dvs. strøm, rensende vand og rummet ”tid” har bragt os videre fra den skete dårligdom, på helt samme vis mener jeg vi skal opfatte ”Nú man hon sökkvask” (Nú må hun indsynkes). Sket er sket – vi har tabt Troja og hendes landskab, nu må vi se at komme videre. Lad vandmasserne opsluge Troja og hendes landskab endeligt. Ordvalget må være valgt fordi vi er blevet forklaret at kysten omkring Troja blev ramt af en flodbølge (tsunami). Vølven beder flodbølgen om at gøre arbejdet færdigt her og nu.

Lokasenna (Afslutning, Ældre Edda) forklarer os:

Enn meþan dra/p eitriþ a Loca.
Þa kiptiz hann sva hart viþ,
at þaðan af scalf iorþ a/ll:
þat ero nv callaþir landscialptar.

End medens dryppede edderen på Loki.
da rykkedes han så hårdt (der)ved,
at af den grund skælvede jorden al:
Dette er nu kaldet landskælv.

Min oversættelse til nudansk.
Edderen (giften) kommer fra en "eitrorm" (edderorm, giftslange). "Landscialptar" (landskælv) er identisk til "jordskælv".

Erindringen om disse jordskælv, opnået ved at drikke den rene mjød ud af Regin’s hellige edsring’s brønd (brunni Baugregins), er os givet i Sólarljóð (vers 56):

Norðan sá ek ríða
Niðja sonu,
ok váru sjau saman;
hornum fullum
drukku þeir hinn hreina mjöð
ór brunni Baugregins.
Norden[fra) så jeg ride
Nedre sønner,
og var syv [til]sammen;
hornene fulde
drak de hin rene mjød
ud af Baugregins brønd.

Min oversættelse til nudansk.

"Nydhøgg nagar" (Nidhug gnaver) – her af verdenstræet Yggdrasill’s rødder. Visuelt skal vi derfor forestille os at dragen, jordskælvet, kommer fra Jordens indre, hvor der er bælgmørkt. Dette er Snorre’s fortolkning af Ædre Edda, som han gengiver i Snorre Edda (Gylfaginning, kap. 15.): ”…en Níðhöggur gnagar neðan rótina”. Det lille dyr over dragens hale ligner en fisk, dvs. jordskælvet opstår fra havet (søen), som alle kilder er enige i.
Billedkilde: Ólafur Brynjúlfsson: Gudeskrift m. bl.a. Ældre Edda (Edda Sæmundr) & Snorre Edda (1760). Det Kgl Bibliotek, Håndskriftsafdelingen. Katalog ”Ny kgl. S. 1867 4º”; beskrivelsen findes i Kr. Kålund: Katalog over de oldnorsk-islandske Håndskrifter i Det store kongelige Bibliotek og i Universitetsbiblioteket (1900, s. 251-3).

Thor's fisketur i "Tani" (Daner)-folkets og etruskernes erindring.

"Thor's fisketur" kender vi i skriftlige kilde fra Hymiskviða (vers 20-21, Ældre Edda). Men fordi tiden er under Den Trojanske Krig, og såvel bronzealder "Tani" (Daner)-folket, som etruskerne deltager i samme krig, og har en identisk erindring, findes "Thor's fisketur" gengivet i kunst hos begge. Også det estiske folkedigt "Tordengudens søn" (Ukkosenjumalan poika) har samme beretning. Det er fordi ormen (dragen) er et stormjordskælv at Thor aldrig får dræbt denne.

Til venstre: Helleristning fra Ödsmål, Kville Socken, Bohuslen dateret til ca. år 1000 f.Kr. (bildnr. 32511943053, Raä nr. 151). Jeg mener vi her ser Thor (Ökuþór), i den oprindelige forståelse som ”Søn-af-Tordenguden", i kamp mod "tyre-manden fra søen”. Se afsnittet "Bystaten Assur". Dette er bronzealderens erindring set gennem "Tani" (Daner)-folket, sejrherren fra Troja.

Til højre: Etruskisk kunst har en identisk beretning til "Thor's fisketur", hvor Thor (Ökuþór)’s modstykke i etruskisk tanke kaldes ”Easun, Eiasun, Heasun, Heiasun” (hos grækerne ”Jason”). Hvor ”Easun, Eiasun, Heasun, Heiasun” har jætten Chiron, har Thor (Ökuþór) jætten Hymir. Hvor Thor (Ökuþór) har to gedebukke kaldet Tanngnjóstur og Tanngrisnir, jagter og vinder ”Easun, Eiasun, Heasun, Heiasun” Det Forgyldte Gedebukkeskind, der indebærer retten til at herske. Pindar (ca. 522-443 f.Kr.) nævner Det Forgyldte Gedebukkeskind i ”Pythian Odes” (4.160-2, 4.230-1) fra ca. år 462 f.Kr., og det er tilsyneladende forgyldt i kanten. Som er tilfældet for Thor (Ökuþór)'s to gedebukke, er Det Forgyldte Gedebukkeskind udødeligt, da skindet har heitet "Det Udødelige Dækken" (Pythian Odes, 4.230). Se kapitlet ”Íðrótt, taefl og leikr” for uddybning af sagnet om ”Easun, Eiasun, Heasun, Heiasun”.

I bronzespejlets nederste halvdel ser vi ”HEIASVN" (Heiasun) rejst med etruskiske runer. Den unge nøgne, langhårede, og derfor fribårne, prins og tronarving er i færd med at forsøge at dræbe dragen med sværd. Dragen befinder sig i Jordens indre fordi den også her skal opfattes som en kenning for stormjordskælv. Det er fordi at Heiasun ikke formår at dræbe dragen, dvs. trojanerne ikke kan forhindre stormjordskælvene, at handlingen i spejlets øvre del kan finde sted.

I bronzespejlets øverste halvdel, på Jord, ser vi fra højre mod venstre: CLVÞVMVSÞA (Cluþumusþa, Cluthumustha), der kendes på andre etruskiske indskrifter som "Clutmsta", og modsvares af det græske navn "Clytemnestra". Hun er ved at blive dræbt af "VRVSÞE" (Urusþe, Urusthe), der modsvares af det græske navn "Orestes". Til venstre ser vi "NAÞVM" (Naþum, Nathum). Denne person burde modsvares af det græske navn "Pylades", men det forekommer mig at personen kan være en dæmon, der på græsk kaldes "Erinýs, Erinýes" (ental, flertal - De Galsindede). Det gør dog at enheden i så fald er en kvinde, og at denne kvindelige dæmon findes gengivet fordi der her begås Moderdrab. Er denne tankegang ret da er "NAÞVM" (Naþum, Nathum) knyttet til det etruskiske ord "natinusna, natunusnai" (mp68: 407) med betydningen "dæmon", og til det etruskiske ord "natis" (az96) med betydningen "kløgtig, seerske". På oldnordisk har vi tillægsordet "natinn" (flittig og omhyggelig i sin gerning).

Begivenheden vi er vidne til er beskrevet i Aeschylus (525-456 f.Kr.): Oresteia (1. Del: Agamemnon; 2. Del: Drikoffer-bærerne) fra år 458 f.Kr. Tiden er efter Troja's Fald ca. år 1184 f.Kr. Kassandra [græsk "Kassandrên", etruskisk "Caśntra"], datter af Kong Priam til Troja er blevet taget krigsfange og gjort til træl, ejet af Agamemnon. Skuespillet finder sted på halvøen Argos, hvorover Agamemnon hersker, og hvortil han vender sejrrig hjem. Hans kone Cluþumusþa (Cluthumustha, Clytemnestra), i rasen over at han bringer den underskønne trojanske prinsesse med hjem som valrov, dræber Agamemnon. Sønnen Urusþe (Urusthe, Orestes) tager hævn ved at dræbe moderen. Pylades er fosterbroderen der hjælper til med hævnmordet. De to slanger Naþum (Nathum) holder i sine hænder er en henvisning til, at Cluþumusþa (Cluthumustha, Clytemnestra) havde en ond drøm, hvori hun fødte og brødfødte en slange. Slangen er en kenning for sønnen Urusþe (Urusthe, Orestes), og de holdes højt for at vise at spådommen fra moderens onde drøm nu går i opfyldelse.

Oresteia: Drikoffer-bærerne (sætning 1152-1157):

Orestes
Min fader's wyrd har varslet om dig.
Varslet tilsiger at du skal dø.
Clytaemnestra
Desværre for mig!
Du er slangen jeg bar og brødfødte.
Orestes
Ja. Spådommen om ondskab i din drøm er sand.
Du dræbte manden du ej skulle have dræbt, og nu
vil du lide hvad ingen burde nogensinde se.
[Orestes skubber Clytaemnestra ind gennem kongsgårdens døre. Pylades går med dem. Dørene lukkes bag dem]

Bronzespejlet (ES 238) blev fundet i den etruskiske by Veia (i dag Parco di Veio, Rom), er dateret til 300 tallet f.Kr. og findes på Antiquarium, Berlin. "Heiasun, Jason”, i forsøget på at blive drager-dræber, kendes også fra afbildninger på græske mønter.

Den overlevende kongesøn fra den trojanske konge-æt er ”Aeneas, Eine" (oldgræsk, etruskisk). Det etrukiske ”e” er derfor det oldgræske ”a”. Det antyder at oldgræsk oprindeligt har udtalt ”Easun, Eiasun, Heasun, Heiasun” som ”*Asun, *Ason”, senere "Iason" til latin "Jason". Derfor kan det vel være at ”Easun, Eiasun, Heasun, Heiasun” skal opfattes som ”Asen, En af Aserne”, og at ordet skal sidestilles med ”Asura” i Rig Veda (se afsnittet ”Ver Asir/Ase-folket - frie mænd under Asa-guderne”).
Billedkilder: Vitlycke museum, Tanumshede, Bohuslen; Larissa Bonfante: The Etruscan Language (2002, s. 158).

chap12-1-14jpg

Thor's fisketur i "Tani" (Daner)-folkets og "os"-folkets erindring.

Til venstre: Helleristning fra Kyrkoryk, Tanum Socken, Bohuslen dateret til ca. år 1000 f.Kr. (bildnr. 31223123039, Raä nr. 223). I den hér viste afbildning har vi ligeledes en visuel gengivelse af Hymiskviða (vers 20-21, Ældre Edda). Jætten midtskibs er Hymir, der i Hymiskviða (vers 20, Ældre Edda) beskrives som ”Abers ætling” (át rvn apa/áttrunn apa). At personen i midten af skibet er en jætte ses ved sammenligning med Det Nye Menneske, Thor (Ökuþór), vist til venstre. I afsnittet "Jætterne fra Cerne Abbas & Litsleby" viser jeg at jætter på helleristninger er vist med deres læg ekstremt muskuløse. Det mener jeg er en vigtig kunstnerisk detalje i forståelsen af hvorledes jætter så ud.
Til højre: Rune- og billedstenen fra 1000 tallet e.Kr. ved Altuna Kyrka, Uppland (u1161) er rektangulær i udformning. Nederst på den smalle ende ser vi ovenævnte afbildning af Thor med løftet hammer. Thor sidder med sit højre ben ud over rælingen på båden så han bedre kan komme til at give ormen, stormjordskælvet, et gok i nødden. Bemærk hvorledes Nidhug, stormjordskælvet, som Fenrisulven, stormjordskælvets ødelæggelser, er gengivet som kommende nedefra - fra Jordens indre.

DNA viser at bronzealder "Tani" (Daner)-folket er i "os"-folket (Ase-folket). Begge ætter deltager på hver sin side i Den Trojanske Krig. Derfor kan vi ikke sige, hvis erindring vi her ser gengivet i 1000 tallet e.Kr. At erindringen er identisk øger dramatisk sandhedsværdien af erindringen om, at trojanerne forgæves kæmpede mod stormjordskælvene før og under Den Trojanske Krig.
Billedkilde: Vitlycke museum, Tanumshede, Bohuslen.

Dragen Nidhug - Poseidon - "Herre af Søen" & "Jordskælvets Herre"

Nr.1-3: Tre eksempler på sølv 1/8 Shekel møntet i Gebal (græsk "Byblos"), Fønikien under Kong Azbaal (Uzzibaal) ca. år 365-350 f.Kr. Ø: 26,5 mm, vægt 13.187 gram. Øverst et langskib med styreåre til bagbord! Som besætning ses tre bevæbnede hopliter (fra græsk "hoplitēs" = skjoldholder); en kenning for et krigsskib. Langskibet har et løvehoved i stavnen. Det føniske mærke "Ayin Zayin" (AZ) ses under styreåren. På hebraisk ville vi forstå "Ayin Zayin" som "Øje + Sværd", dvs. Sværdets Øje. Således er det formentlig også tiltænkt på fønisk, og vi må opfatte ordene sammen med krigsskibet og de stirrende øjne fra løvehovedet. På reversen, ikke gengivet her, står på fønisk "Azbaal, konge af Gebal".

Nr. 4: To eksempler på sølv 1/8 Shekel møntet i Gebal (græsk "Byblos"), Fønikien under Kong Adramelek ca. år 400-330 f.Kr. Ø: 12 mm, vægt 0,8 gram. Øverst et langskib med styreåre til styrbord: Som besætning to bevæbnede hopliter; en kenning for et krigsskib. Langskibet har et løvehoved i stavnen. På reversen, ikke gengivet her, står på fønisk "Adramalek".

Fælles for alle mønter er at vi under skib og afmærkede bølger ser Nidhug, aka. Poseidon som "Herre af Søen" og "Jordskælvets Herre". I møntkredse omtales dragen ofte som en "hippocamp", fra det græske "hippokampos" (søhest). Der er intet historisk belæg for at det er hvad vi skal opfatte.

Gebal (Byblos) var en velhavende fønisk bystat under Den Trojanske Krig, og byen nævnes i Zakarias' Bog (9:2) og Josuabogen (13:5), begge Det Gamle Testamente, som "Hamat". Allerede på Kong Ahirom's stenkiste fra ca. år 1000 f.Kr. fra Gebal, ser vi to personer, konge og tronarving, afbildet med to siddende løver ved deres side. Løvemærket er derfor en kenning for kongens krigsskib, der er "Sværdets Øje". Som et søfarende folk har fønikerne fastholdt oprindelig tanke fra Bronzealderen længe efter den er forsvundet andetsteds fra.

Sammenlign den føniske gengivelse af Nidhug fra 4-300 tallet f.Kr. med den stort set identiske skythiske gengivelse af Nidhug fra 300 tallet f.Kr. på de forgyldte plader fra pilekoggeret og sværdskeden fra Kongegraven i Chertomlyk, Ukraine. Se afsnittet "Stridsvogn og gedebuk ".

Fenrisulven

Hvor dragen Nidhug er en kenning for selve jordskælvet, kendes de gabende, forvredne kløfter et jordskælv efterlader på Jordens overflade i vort indre billedsprog som "kjöft úlfsins" (ulvens kæft). Herfra opstår i tanke kampene mod Fenrisulven, der er vor kenning for menneskets kamp mod de ødelæggelser jordskælv forårsager. Ordet "Fenrir, Fenris" har betydningen "Den fra Fensmarken". Navngivningen skyldes at de ødelæggelser et jordskælv forårsager, minder om de forrevne, hullede og ujævne enge vi finder i en fensmark eller marsk.

Nidhugs virke og Fenrisulvens kæft.

En vej i Watsonville, der ligger ved kysten syd for San Francisco-bugten, Californien efter jordskælvet i San Francisco 1989. Fenrisulvens hoved er aftegnet fra samme på Ledberg-stenen, Östergötland (Ög 181) - se nedenfor.
Billedkilde: Grundbilledet fra http://channel.nationalgeographic.com

Det er det ubrydelige slægtskab mellem jordskælv og ødelæggelser der gør at Hymiskviða (vers 23, Ældre Edda) kalder dragen (ormen, Nidhug) for "úlfs hnitbróður" (ulvens (sammen)nitte(de) broder).

Vi har mindst 5 afbildninger af Fenrisulven i tidlig kunst:

Guldskillingen fra Trollhättan, Väne Herred, Västergötland dateret til år 385-670 e.Kr. (SHM 1164)
Guldskillingen fra "det Holsteenske i Nærheden af Hamburg", dateret til år 385-670 e.Kr.
"Gosforth Cross" på kirkegården ved Gosforth Kirke, Cumbria, dateret til ca. år 940 e.Kr.
"Thorwalds kors" ved Kirk Andreas på Isle of Man fra 900 tallet e.Kr.
Ledberg-stenen, Östergötland (Ög 181), dateret til ca. år 1000 e.Kr.

Alle afbildningerne gengiver beretningerne fra Ældre Edda, og det centrale motiv i kunsten er netop "kjöft úlfsins" (ulvens kæft), der skal vise jordskælvskløfterne, som de tog sig ud i Troja i vor erindring. Derfor gengives ulven visuelt som kommende nedefra og op når den bider.

Til venstre: Den ekstremt sjældne guldskilling med dobbeltsidet afbildning fra Trollhättan, Väne Herred, Västergötland dateret til år 385-670 e.Kr. Fenrisulven, der er afbildet helt anderledes end samtidens afbildninger af Den danske Hund, har godt fat i Tyr’s venstre! hånd. I kunst ser det ud til at Fenrisulven gengives med længere mundtøj end Den danske Hund. Afbildningen af Tyr er ligeledes helt og fuldstændigt anderledes end samtidens afbildninger af konger, og han er vist nøgen bortset fra et skørt om livet. Tyr forekommer her gengivet i den oprindelige forståelse som den Hedenske Høje, og ikke i den senere opfattelse som sejrs- og krigsgud. I højre hånd holder han hvad ligner et kødben, men uden tvivl er den af dværgene gjorte lænke (fjötur) ”Gleipnir”, der bruges til at lænke Fenrisulven. Heitet "Gleipnir" må være fra det oldnordiske "gleypa" (sluge), dvs "Den der Sluger", hvilket er nøjagtigt den vis en ulv og hund æder på. Det er ingen tilfældighed at Fenrisulven har fat i venstre hånd, men hvorfor ved vi ikke, udover at det muligvis skyldes at Tyr skal bruge sin stærkeste arm for at få Fenrisulven lænket med Gleipnir.
Billedkilde: Statens Historiska museum, Stockholm (SHM 1164)

I midten: Guldskilling dateret til år 385-670 e.Kr. Fra Inventar-protokollen fra 1824 oplyses det at den ”formodes at være funden i det Holsteenske i Nærheden af Hamburg, hvor den er kjøbt….da Fundangivelsen: ”Hamburg-Egnen” kun beror paa en Formodning fra Oldsagscommissionens Side og ikke paa Oplysninger fra Sælgeren, maa Proveniensen siges at være meget usikker”. På denne afbildning har Fenrisulven godt fat i Tyr’s højre hånd, der er sværdhånden. Derfor er det egentlig krigerens reservevåben ”scramasax, skrámasax” (oldengelsk/ oldnordisk, en-ægget lang kniv), Tyr holder løftet i venstre hånd, selvom det er afbildet som et sværd med hjalte og pommel. Under den bevæbnede løftede hånd ser vi et firbenet dyr, en anden ulv, som Tyr netop har dræbt.

Til højre: Guldskilling fra Skrydstrup, Gram Herred, Sønderjylland (DR BR6, IK166), dateret til år 385-670 e.Kr. Guldskillingen er smedet som en Gylden Tavle og var i to stykker da den blev fundet i en mergelgrav i 1841. De to sammensnoede orme er identiske til samme orme gengivet blandt de 24 ”figurer” fra Ole Worms tegning fra 1641 af ”Det Lange/Store” guldhorn fra Møgeltønder i Sønderjylland, dateret til 400 tallet e.Kr. Jeg mener at ormene gengiver ”Ing”-runen i Ældre Futhark, og skal opfattes som ”Freyr”, der er Den Hedenske Høje indtil troskiftet år 600-630 e.Kr. Se afsnittet "Ældre og Yngre Futhark (runer) som noder". Det Store Dyr, her Kronhjorten, er gengivet med gevir, hvilket også er tilfældet på Sommersolhvervsafbildningen på 1. række af ”det korte” guldhorn tegnet af arkivar, kammerråd Jochum Paulli (1690-1759) 1734. Fra ”Danmarks Folk – I skildringer af danske videnskabsmænd” (1901, s. 221-222). I Ældre Futhark er rejst runerne "laukaR alu", hvor sidstnævnte er det urnordiske ord "alu" (Gro!); det mest benyttede afsluttende ord i en magisk formel. I afsnittet "LaukaR-runens beskyttelse af søens folk" argumenterer jeg for at runen ”laukaR” fra Ældre Futhark stavet fuldt ud er en beskyttende rune for ejermanden mod uheld under tog til søs. Det er den beskyttede virkning der skal "alu" (Gro!). Også på denne afbildning er Fenrisulven gengivet med ekstremt langt mundtøj, hvortil er tilføjet blottede og bidende tænder. Denne Gyldne Tavle skal i tanke og kunst ses sammen med Guldhornene.

Kilde: Mogens B. Mackeprang: De Nordiske Guldbrakteater (1952, s. 135, 179, planche 5:11; 5:14).

Til venstre: ved Kirk Andreas på Isle of Man rejstes "Thorwalds kors" (Thorwald's Cross Slab) i 900 tallet e.Kr. Vi ser afbildet en mand der kigger mod læseren. Han holder et spyd i sin højre hånd, og på hans højre skulder sidder en stor fugl. Nedenfor er en ulv i færd med at sluge personens højre ben medens personen med sin venstre arm forsøger at holde ulven borte. Dette er, ikke overraskende, fortolket som Odin med Hugin eller Munin, der angribes af Fenrisulven. Kom ihu at spådommene siger om den lænkede Fenrisulv, at den skal være Odins bane (”þótt svá segi spárnar, at hann myni verða at bana Óðni"), jvf. Snorre Edda (Gylfaginning, kap. 34. Frá börnum Loka ok bundinn Fenrisúlfr).
I midten: Samme afbildning som på "Thorwalds kors", her på Ledberg-stenen fra gravhøjen Ledbergskulle, Östergötland (Ög 181), dateret til ca. år 1000 e.Kr. Fenrisulven har fat i Odin's venstre fod.
Til højre: På kirkegården ved Gosforth Kirke, Gosforth, Cumbria stod flere enorme billedstene af rød sandsten rejst ca. år 940 e.Kr. I dag findes kun én af disse 4½ m. høje sten tilbage. Denne kaldes "Gosforth Cross". Billedstenen er i tanke Yggdrasill, hvilket fremgår af udskæringerne af blade nederst på stenen. Nederst på den sydvendte side af stenen finder vi et billede af en rytter til hest med et spyd i højre hånd. Dette er kongen, og dermed Odin, på vej til slag, billedsprog for Slaget ved Troja år 1184 f.Kr., jvf. Snorre Edda (Gylfaginning, kap. 51. Frá ragnarökum): ”Ríðr fyrstr Óðinn með gullhjálminn ok fagra brynju ok geir sinn, er Gungnir heitir. Stefnir hann móti Fenrisúlf”. Nedenfor ser vi muligvis den lænkede Fenrisulv, repræsenterede de ødelæggelser jordskælvene forårsagede på Troja, som man forestillede sig ulven ca. år 940 e.Kr.
Billedkilde: John Grant: Viking Mythology (1990, s.70-71)

Følgende kilder i samlingen Ældre Edda nævner "Fenrisulven" eller "ulven, ulvene", hvor dette betegner de ødelæggelser jordskælv forårsager:

Völuspá (vers 38, 39, 44, 51, 53, 55, Ældre Edda): morð vargar; vagr; Fenris; varga/ld; ulf; ulf; kenningen "megi Hveðrungs" (Den Brølendes Mage)
Vafþrúðnismál (vers 47, 53, Ældre Edda): Fenrir; Vlfr
Grímnismál (vers 39, Ældre Edda): kenningen "Hroþvitnis" (Hróðnitnir) eller "Den Hædersvittige"
Hymiskviða (vers 23, Ældre Edda): úlfs
Lokasenna (Forord, vers 10, 38, 39, 41, 58, Ældre Edda): Fenrisvlfr; vlfs; Fenrir; kenningen "hroþrs-vitniss" (Hróðnitnir) eller "Den Hædersvittige"; vlfgi; vlf; vlfinn
Hyndluljóð (vers 40, 44, Ældre Edda): vlf; vlfui
Helgakviða Hundingsbana hin fyrri (vers 40, Ældre Edda) : fenrisvlfa

Snorre viderefører forståelsen fra Ældre Edda for, at "Fenrisulven" er en kenning for de ødelæggelser jordskælv forårsager, i Snorre Edda (Gylfaginning, 25. Frá Tý.; 34. Frá börnum Loka ok bundinn Fenrisúlfr.; 38. Frá vist Einherja ok Óðins.; 49. Dauði Baldrs ins góða.; 51. Frá ragnarökum; 52. Vistarverur eftir ragnarökr.; 53. Hverir lifa af ragnarökr.), samt i Skáldskaparmál (16. Týskenningar.; 18. Víðarskenningar.; 23. Lokakenningar.; 71. Úlfs heiti, bjarnar ok hjartar.).

Snorre skriver i Snorre Edda (Skáldskaparmál, 23. Lokakenningar): "föður Vánargands, þat er Fenrisúlfr", hvorfor "Vánargands" (Den Erfarne Kæp), underforstået ”til at slå os med", som ødelæggelser fra jordskælv forårsager, er en kenning for Fenrisulven. Jeg kan dog ikke se fra hvilken oprindelig kilde Snorre henter denne betegnelse.

Fra Snorre; Heimskringla ved vi at Eyvindr Finsson skáldaspillir (d. ca. år 990 e.Kr.) nævner “Fenrisulfr” i Hákonarmál (vers 20).

Fenrisulven i lænken "Gleipnir" 100 tallet f.Kr.

Aftegning af relief på en etruskisk urne dateret til 100 tallet f.Kr. Fenrisulven, på etruskisk "calu" (se Tarquinia: II; 5820, TLE 173), bryder op igennem en brønd. Tyr, manden med højbåren kappe og skæg stående nr. 3 fra venstre, boder med sin venstre hånd for af afbøde Fenrisulvens (jordskælvets) ødelæggelser. Fenrisulven er lænket med lænken "Gleipnir", og en ungersvend, nr. 4 fra venstre, trækker så hårdt han formår det i modsat retning for at holde Fenrisulven tilbage. Fenrisulven ligger an til angreb på en ungersvend, nr. 1 fra venstre. To højbårne mænd, nr. 2 og nr. 3 fra højre, står klar med sværd i højre hånd og runde skjolde i forsvarsposition mod venstre skulder.

Kilde: Nancy Thomson de Grummond: Etruscan Myth, Sacred History, And Legend (2006, s. 13 (afbildning I.11), s. 56 (afbildning IV.4). Urnen findes på Museo Archeologico Nazionale, Firenze. Tegning af Heinrich Bruun (1822-1894) og Gustav Körte (1852-1917): I rilievi delle urne etrusche (1839-1867, 3.9.4). Se også bronzefiguren af en langhåret myndehund fra 200 tallet f.Kr. fundet i Cortona, nær Firenze (nu på Museo Archeologico Nazionale, Firenze). Myndehunden, der har halen mellem benene, i kunst og virkelighed symbolet på "frygt", har følgende etruskiske runer rejst, fra højre mod venstre: "ALTMVLAC : M", der læses "ś: caluśtla" (ET Co 4,10).

Fenrisulven i lænken "Gleipnir" ca. år 725-700 f.Kr.

Så vidt jeg kan bedømme finder vi på den etruskiske bronzeurne fra Bisenzio (necropoli dell' Olmo Bello, tomba 22), dateret til ca. år 725-700 f.Kr., den tidligst kendte afbildning af Fenrisulven i lænken "Gleipnir". Dette tidsrum kaldes ofte "cultura di Villanova, il periodo villanoviano, Villanovan", og er det eneste tidsrum i etruskernes landskab Etruria, hvor vi får indsigt i hvem etruskerne faktisk var. Fra 600 tallet f.Kr. fremefter er der indflydelse fra de i samtiden nye græske bystater. Der er en lige, ubrudt linje i kunst, tanke og erindring fra den etruskiske urne dateret til 100 tallet f.Kr. til urnen fra 700 tallet f.Kr. Med tilknytningen til urnordisk erindring giver kunsten på urnen fra Bisenzio et af de skarpeste indblik i Bronzealderen i Skandinavien.

Lad os begynde med at fremhæve låget på urnen, der gengiver én erindring fra dyb fortid. Fenrisulven, på etruskisk "calu" (se Tarquinia: II; 5820, TLE 173), er lænket ved halsen med lænken "Gleipnir", helt identisk til hvorledes dette er gengivet på den etruskiske urne fra 100 tallet f.Kr. På begge urner har vi 7 mænd omkring Fenrisulven. Tallet 7 betegner, som hos os, De Syv Vise og er en kenning for etruskerne som stamme. Se "Bilag O: Trylleformlen 7-9-13 + 3 x banken på træ". På Bisenzio-urnen er de 7 mænd opstillet i en hellig ring omkring Fenrisulven, som vi erindrer er en kenning for de ødelæggelser jordskælv forårsager. De 7 mænd er nøgne, og gennemfører med rejst mandslem og løftede arme en dans omkring Fenrisulven. Afbildninger af krigerætten med rejst mandslem går igen på ufatteligt mange helleristninger fra Bronzealderen i Skandinavien, og kunsten forsøger visuelt at beskrive viriliteten i krigerætten, og den iver med hvilken den bekæmper Fenrisulven. Fra helleristningerne i Skandinavien kan vi have en formodning om at der i de 7 mænds løftede arme har været spyd og sværd. I hvert fald to af krigerne bærer stadig tværlagte våben i dansen. Mændene har en form for hovedbeklædning på, men er det en hue eller en hjelm?

På urnens "skulder", afgrænset af to hanke, har vi ligeledes 7 mænd gengivet. Vi ser krigere med det runde skjold, der i samtidens kunst i den kendte verden ser ud til at skulle være en betegelse for bl.a. bronzealder "Tani" (Daner)-folket, men også etruskerne. Se bl.a. afsnittene "Vandfolket “Danu/Denen/Denyen” fra egyptiske indskrifter" og "Skib og Trojaborg (labyrint)". Den særligt fremtrædende kunst er naturligvis "plovmanden", og enhver med indsigt i skandinavisk historie vil straks tænke på sagnet om Gefion og Sølund. I afsnittet "Gefion og Sølund" viser jeg at etruskerne har et helt identisk sagn til vort eget, og at den her gengivne person i oldtiden kaldes den "Tyrhenske plovmand" (Tyrrhenus arator). Som vi har "Gefion og Sølund" som landnáms-sagn har etruskerne det tilsvarende "Tage og Viterbo"-sagn. Jeg forestiller mig at afbildningerne på urnens "skulder" er et rituelt optog gengivende landnámssagnet af Viterbo med den "Tyrhenske plovmand" pløjende Viterbo, understøttet af den etruskiske krigeræt bag plovmanden. Bemærk hvor bredpandet oksen er. Vi kan se fra faktiske hoveder fra tamkvæg fra Bondestenalderen (nu på Zoologisk Museum), at tamkvæget nedstammede fra uroksen, og var udpræget bredpandet. Homer: Odyssey (Bog XII: 263) beskriver kvæget på Thrinakiēn (Thrinakia) som ”kvæg med bred pande” [græsk ”boes eurumetōpoi”]. Se afsnittet "Odysseus’ og Menelaos’ lange hjemrejser fra Den Trojanske Krig".

Billedkilder: Gianni Dagli Orti (Corbis); The University of Oklahoma; Archaeology and Art Images http://www.archart.us/ (aetruschiVE16). Bronzeurnen kan ses på Museo Archeologico Nazionale di Villa Giulia (Museo Nazionale Etrusco).

Men hvorfor er det netop Tyr der må kæmpe mod Fenrisulven?

I afsnittet ”Hunden i arilds tid” argumenterer jeg for, at årsagen til at det er en jætte der tæmmer Fenrisulven, skyldes at Det Nye Menneske altid har været klar over at Det Gamle Menneske, jætter, tæmmede Gråulven. Videnskaben er enig heri.

Men Tyr er jo langtfra den eneste jætte, og valget kunne være faldet på en hvilken som helst jætte for at vise tæmningen af Gråulven af Det Gamle Menneske.

I afsnittet ”Tyr – guden og tyren” argumenterer jeg for at guden Tyr er Den Hedenske Høje for bronzealder ”Tani”(Daner)-folket.

Hymiskviða (vers 7 & 8, Ældre Edda) knytter Tyr i æt til Sparta. Fra Homer: Iliaden (Bog I:25; 33-55) kan vi se at Agamemnon, søn af Atreus (Atreïdêi Agamemnoni) er fra Danaoi [”Tani” (Daner)-folket]. Da Agememnon er broder til Menelaus kan vi sige at Menelaus er fra Danaoi [”Tani” (Daner)-folket]. Da Menelaus ved giftermål er konge af Sparta under Den Trojanske Krig, knyttes Tyr til Sparta i Ældre Edda.

Skírnismál (vers 14, Ældre Edda) forklarer os, at Sparta rammes af stormjordskjælv inden Helen (Gerður) bruderøves. Fra Homer: Iliaden (Bog XXIV: 764-766) kan vi se at bruderovet finder sted 10 år før Den Trojanske Krig bryder ud. Sparta rammes derfor af stormjordskælv på et tidspunkt før år 2004 f.Kr.:

Gerðr qvaþ:

Hvat er þat hlym hlymia,
er ec heyri nv til
ossom ra/nnom i?
iorþ bifaz,
enn allir fyr
scialfa garðar Gymis.

Gerd kvad:

Hvad er denne larmernes larm,
som jeg nu hører her
i vore huse?
Jorden bæver,
og overalt
skjælver Gymirs gårdrige".

Min oversættelse til nudansk.

Da Fenrisulven er en kenning for de ødelæggelser et stormjordskælv forårsager, og vi kan se at Sparta rammes af stormjordskælv, kan det derfor ikke være andet end Tyr, som den Hedenske Høje for Sparta’s konge Menelaus, der må kæmpe mod Fenrisulven.

Gymir og Sif – Sparta's konge og Frigg’s vølve

Gymir

Personen, og jætten, ”Gymir” i Ældre Edda, videreført af Snorre, er identisk til Kong Tyndareaus til Sparta.

Forinden vi giver et bud på hvorledes vi skal opfatte heitet ”Gymir”, skal vi vide at Sparta’s havneby på oldgræsk hed ”Gýtheion”, der måske skal udtales ”Yithion” (fonetisk ”Jidion”), dvs. med samme grammatiske udtale af ”g” som ”y” (i dag ”j”), som vi ser på oldengelsk.

Havnebyen lå 40 km syd for Sparta (Byen), og kaldes i dag på nugræsk for ”Gytheio”. Dens beliggenhed valgtes dels som følge af naturhavnen ved havet, dels fordi floden “Gythius” munder ud i havet netop her.

Det oldgræske ”Gýtheion” menes at være en dialektform af det oldgræske ”Gaia” (Gæa, Gea), hvis oprindelige betydning er “Jord”, hvorfra gudinden af samme navn opstår med forståelsen “Moder Jord”. Endestavelsen er flertalsformen “theon” (guder). ”Gýtheion” betyder derfor ”Jorden givet af guderne”.

Herfra udleder jeg, at det oldnordiske ”Gymir” må være hankøn af ”gyma”, som Nafnaþulur (vers 87) nævner som et heite for ”Jörð” (Jord).

Derfor har forstavelsen i ”Gymir” en identisk forståelse til forstavelsen af Sparta’s havneby ”Gýtheion”. Den poetiske betegnelse ”gumi” (mand) må være udviklet fra samme indoeuropæiske ord. Jeg opfatter derfor heitet ”Gymir” som ”Mand af Jorden”, her Sparta’s landskab, og heitet er udvalgt med fuldt kendskab til stednavnet på Sparta’s havneby.

I Lokasenna (vers 58, Ældre Edda), i tidsrummet under Den Trojanske Krig, kalder Loki Thor (Hektor) for ”Iarðar bvrr” (Jarðar burr) eller ”Jordens søn, Jordens første-fødte”.

Det er helt genialt gennemtænkt at Ældre Edda sætter to ”mænd af jorden” op mod hinanden i Den Trojanske Krig, for det er intet mindre end hvad krigen omhandler.

Valget af heitet ”Gymir” skal også ses sammen med at Ældre Edda kender til vølvene ”gýgr, gýgjar” (ental, flertal), der havde deres virke ved søen ”Γυγαίη” (Gugaie) eller ”Gygaiernes sø, Gygjarnes sø”, i dag kaldet ”Marmara Gölü, Gölmarmara”, Lille-Asien.

Det er samme forstavelse i begge ord, og begge opfattes som ”Jord”.

Følgende kilder i samlingen Ældre Edda nævner "Gymir" eller ”Ægir”, hvor dette betegner Kong Tyndareaus til Sparta:

Skírnismál (vers 6, mellem vers 10 & 11, Ældre Edda): Gymis; Gymiss; Gymis; Gymiss
Hymiskviða (vers 7 & 39, Ældre Edda): Ægis (er fejlskrevet ”Egill” i et af manuskripterne); Ægis
Lokasenna (Forord, vers 3, 4, 10, 14, 16, 18, 27, 42, 65, Ældre Edda): ”Egir, er a/dro nafni het Gýmir”; Egir; Egiss; Egis; Egis; Egis; Egis; Egis; Egis; Gymis; Egir
Hyndluljóð (vers 30, Ældre Edda): Gymis
Helgakviða Hundingsbana hin fyrri (vers 29, Ældre Edda): Egis

Snorre viderefører forståelsen fra Ældre Edda for, at "Gymir" eller ”Ægir” betegner Kong Tyndareaus til Sparta i Snorre Edda (Gylfaginning, kap. 37. Freyr fekk Gerðar Gymisdóttir.), samt i Skáldskaparmál (33. Sjávarkenningar).

Homer: Iliaden (Bog III: 199; Bog III:418; Bog III:426) og Homer: Odyssey (Bog IV:184; Bog IV: 219; Bog XXIII:218) skriver alle at Helen’s fader er det oldgræske ”Dios” (Zeus), dvs. givet af den forfædrende gud.

Homer: Odyssey (Bog XI:298-301) forklarer os, i min oversættelse til nudansk:

”Og jeg så Lede [græsk ”Lêdên”), Tyndareus [græsk ”Tundareou”]’s viv, der bar to sønner, stolt af hjerte, Castor [græsk ”Kastora”], tæmmeren af heste, og bokseren Pollux [græsk ”Poludeukea”]”.

Homer:Iliaden (Bog III:260-263), hvor Gerður (Helen) taler, i min oversættelse til nudansk:

”Men jeg ser ikke to af mændenes ledere, Castor, tæmmer af heste, og Pollux, den fine bokser – de er begge mine brødre, båret af min moder, som er jeg.”

Fra disse to sætninger kan vi slutte at ”Helenê” (Helen)’s moder derfor må være Lede [Lêdên).

Ved at sammenholde Homer: Iliaden (Bog III: 444) med Homer: Iliaden (Bog XXIV:764-766) kan vi se at ”Lakedaemon” (Sparta's Land) er ”Helenê” (Helen)’s hjemland.

Uden undtagelse knytter alle senere kilder, og indskrifter, Tyndareus (Tundareou) til ”Lakedaemon” (Sparta's Land). Vi har dog, så vidt jeg kan se, ikke ét eneste sted hos Homer, hvorfra vi kan endeligt sige at Tyndareus (Tundareou) er den faktiske konge af Sparta. Dette er noget eftertiden antager, hvilket ikke nødvendigvis er vrang, men skriger efter en forklaring på hvorfor Homer, der åbenlyst har helt styr på dette, ikke skriver det.

De to spartanske brødre Castor og Pollux kaldes på spartanske indskrifter tilsammen ”Tindaridai, Tyndaridai, Tundaridai”. Der er ingen tvivl om at dette begreb er knyttet til grundlæggeren af Sparta, og ordet blev brugt som et krigsråb af spartanerne.

Jeg kan dog ikke overskue hvorvidt sagnkongen Tyndareus (Tundareou) til Sparta er skabt efterfølgende i 800 tallet f.Kr. til at forklare begrebet, eller om begrebet er udviklet fra kongen.

Denne forståelse fører til at Tyndareus (Tundareou) til Sparta anses som stedfader til ”Helenê” (Helen). Det er vigtigt at læseren her er åben for, at brugen af ordet ”stedfader” kan opfattes som værende enten en filosofisk tilknytning til Sparta’s grundlægger, eller et faktisk biologisk faderskab. Vi ved det ikke.

Det er fordi ”Gymir” er identisk til Kong Tyndareaus til Sparta at Snorre i Snorre Edda (Skáldskaparmál, 33. Sjávarkenningar) skriver:

Ok sem kvað Refr:

87.
Færir björn, þar er bára
brestr, undinna festa
oft í Ægis kjafta
úrsvöl Gymis völva.

Hér er sagt, at allt er eitt Ægir ok Hlér ok Gymir.

Og som kvad Refr:

87.
Fører Bjørn, der hvor
bølgen brister, (hurtigt) vundet fæste,
ofte i Ægirs kæft;
urkilden (for) Gymir’s vølve.

Hér er sagt, at alt er ét: Ægir, og Hlér og Gymir.

Min oversættelse til nudansk.

Skjalden ”Refr” er identisk med Hofgarða-Refr Gestsson (1000 tallet e.Kr.). Hvad de mange mærkværdige oversættelser til nuengelsk og nudansk gør sig forestillinger om i deres fortolkninger af disse sætninger, skal jeg ikke gøre mig klog på. I afsnittet ”Fra Ægir’s Dør til Ægir’s Sø” viser jeg hvorfor vi har Ægir både i stednavnet på Ejder-strømmen, og i navnet på Det Ægæiske Hav (Ægæerhavet); på oldengelsk "Egisca sæ/Egeum". Det oldnordiske ”undinna” er en gradbøjning af ”vinda” (som man f.eks. ”vinder” garn). Det oldnordiske ”undinna festa” ((hurtigt) vundet fæste), er surfbølgen, den vandrette malstrøm, der med ufattelige kræfter vinder (omdrejer) alt og alle. Heitet ”Ægis kjafta” (Ægirs kæft) er havets dyb, der er urkilden for vølven. Som Snorre ved fra vor egen oprindelige tanke om vor tilbagevenden til søen (se afsnittet ”Gudinden Dísar”), men måske også fra græsk og spartansk tanke forklaret os af Hesiod: Værker og dage (sætning 125-201) – se afsnittet ”Julenisserne – Nis Gårdbo, Jólasveinar og alfer” (underafsnit ”Gårdboen og vætter i de græske bystater og Sparta”), hentes den forfædrende visdom herfra. Vølvens egenskab til at drømmerejse hertil er hvad der tænkes på. For at sætningen skal give endelig mening må det oldnordiske ”björn” (bjørn) derfor være en kenning for et ”skib”. Det får vi bekræftet i Snorre Edda (Skáldskaparmál, 64. Skipskenningar): ”Hér er skip kallat björn rasta”.

”Hlér” er ”Læsø”, der ikke er relevant i det jeg forsøger at vise her. For mere herom, se afsnittet ” - Tani’s oprindelige betydning”.
Fordi Den Peloponnesiske Halvø, hvor Sparta ligger, er omringet af Ægir’s Sø (Det Ægæiske Hav, Ægæerhavet), er jeg derfor helt uenig i at begrebet ”Gymir”, som et heite for Ægir, og som et heite for Kong Tyndareaus til Sparta, er to forskellige ting. Det er absolut én og samme sag, som også påpeget i Lokasenna (Forord, Ældre Edda) nedenfor.

Bemærk i denne forbindelse at stednavnet "Ægir" også gemmer sig i navnet på øen "Egina" (Aegina), 27 km ude i bugten syd for Athen. Det er over denne ø at faderen til Achilles, Kong Peleus herskede. Under Den Trojanske Krig har farvandet "Ægir's Sø" derfor strakt sig hele vejen til og med Sparta, hvorfor Gymir = Ægir = Kong Tyndareaus til Sparta.

Spørgsmålet er nu hvem Snorre tænker på med heitet ”Gymis völva” (Gymir’s vølve). Det forekommer mig at Hymiskviða (vers 8, Ældre Edda) muligvis nævner hende:

Mögr fann ömmu
mjök leiða sér,
hafði höfða
hundruð níu.
En önnur gekk
algullin fram,
brúnhvít, bera
bjórveig syni.

Søn(nen) [Tyr] fandt bedstemoder(,)
meget ledes han (ved hende),
havde hoveder
nihundrede.
En anden gik
algylden frem,
(øjen)bryn hvide, bærende
bjór-drik (til) sønnen.

Min oversættelse til nudansk.

Hymiskviða (vers 7, Ældre Edda) har forklaret os, at vi til ”Ægis kvómu” (Ægir ankom), dvs. vi befinder os hos hos Kong Tyndareaus til Sparta.

At Tyr, af ”os”, knyttes i æt til Sparta er ekstremt interessant. Årsagen hertil skyldes, at den trojanske tronarving Gerður (Helen) ved giftermål bringer Menelaos, der har gyldent hår med rødbrunligt skær, ind som konge af Sparta. Menelaos er konge under Den Trojanske Krig. Fra Homer: Iliaden (Bog I:25; 33-55) kan vi se at Agamemnon, søn af Atreus (Atreïdêi Agamemnoni) er fra Danaoi [”Tani” (Daner)-folket]. Da Agememnon er broder til Menelaos kan vi sige at Menelaos er fra Danaoi [”Tani” (Daner)-folket]. Den Hedenske Høje for bronzealder "Tani" (Daner)-folket er Tyr!

Det er normalt kongsgårdens fremmeste kvinde der byder den hellige Vær Hilset-kop til gæsten. Derfor må den algyldne (lyshårede) kvinde med de hvide øjenbryn være Kong Tyndareaus til Sparta’s viv, Dronningen til Sparta. Men er hun også vølve?

Snorre skriver i Snorre Edda (Gylfaginning, kap. 37):

”Gymir hét maður en kona hans Aurboða. Hún var bergrisaættar” ”Gymir hedder manden, end konen hans Aurboða. Hun var (ud af) bergrisi-æt”.

Min oversættelse til nudansk.

Som man kan se i det islandske våbenskjold, hvor ”bergrisi” er afbildet helt identisk til jættesønnerne i det danske, opfattes ”bergrisi” som en jætte. Såvel Gymir som konen Aurboða er jætter, og dette gøres for at sætte tidsrummet til dyb fortid og Den Trojanske krig. Spørgsmålet er nu hvorledes vi skal fortolke heitet ”Aurboða”.

Med vor viden på nuværende tidspunkt kan vi sige, at Dronningen til Sparta er identisk til Aurboða, der er identisk til ”den lyshårede kvinde med de hvide øjenbryn”.

Hymiskviða (vers 14, Ældre Edda) giver Thor heitet ”gýgjar grœti” (gyge begræder), hvilken vølve jeg har vist i Ældre Edda er knyttet til Sparta, og heitet ”Gymir” for Kong Tyndareaus til Sparta.

Snorre i Snorre Edda (Gylfaginning (kap. 34), i beskrivelsen af ”Tyndareus’s Ed”, forklarer os at ”Angrboða hét gýgr í Jötunheimum” (Angrboða hed gygen i Jættehjem). Snorre skriver dette fordi Hyndluljóð (vers 40, Ældre Edda) siger: "Ol vlf Loki vid Angrbodu" (avlede ulven (gjorde) Loki ved Angrboða).

Mit bud er derfor at ”Gymis völva” (Gymir’s vølve) er identisk til vølvene ”gýgr, gýgjar”, som Snorre også giver heitet ”Angrboða”.

Vi kan nu se at Snorre giver Dronningen til Sparta heitet ”Aurboða” (Hende der boder til Jorden) ¹, og vølven (gygen) til Sparta heitet ”Angrboða” (Hender der boder plage)¹. Dette er to heite nøje udvalgt for at vise en gensidig tilknytning.

¹ Forstavelsen er fra de oldnordiske ord "Aur" (Jord), "Aurr" (ler, sand). Da jern kommer af jord udvikles "aurfalr" (jernspids) og "aurskór" (hestesko). ”Aurboða” (Hende der boder til Jorden) er en kenning for "Den Jordlige Moder", der altid er landskabets dronning. Forstavelsen "Angr" mener jeg må være fra "Angra" med forståelsen "plage, gøre fortræd", hvorfor heitet opnår forståelsen "Hende der boder plage", underforstået på "os" i Troja. Endestavelsen "boða" er i begge tilfælde fra "boð" (bod).

Kong Tyndareaus til Sparta’s viv, og moderen til Gerður (Helen), kendes også som så ”Lede” [Lêdên), jvf. Homer: Odyssey (Bog XI:298-301).

Den kristne historieskriver Lucius Cealius Lactantius (ca. år 240-320 e.Kr.): Divinarum Institutionum Libra VII (ca. år 303-311 e.Kr., Bog I:XXI) skriver, i min oversættelse til nudansk:

”For det er skikken at gennemføre navneændring på de døde der ophæves til udødelige guder, at ingen, så vidt jeg forstår det, opfatter dem som dødelige. Således blev Romulus efter sin død til Quirinus, og Lede til Nemesis,…”

Dronning ”Lede” (Lêdên) til Sparta er med andre ord som udødelig gudinde identisk til gudinden Nemesis, der også kendes som ”Rhamnousia, Rhamnusia”.

Hendes helligdom, det tidligste fra 500 tallet f.Kr. i spartansk byggestil, kan ses på den 28 m høje bakketop ”Rhamnous”, 12 km nordøst for Marathon, med strålende udsigt ud over Ægir’s Sø (Ægæerhavet, Det Ægæiske Hav).

Hermed når vi frem til hvorfor Ægir’s kone af Snorre i Snorre Edda (Skáldskaparmál, 33. Sjávarkenningar) også kaldes ”Rán”, jvf. ”verr Ránar, faðir Ægisdætra” (Ran’s mand, fader (til) Ægirsdøtrene).

”Rán” (Hende der Raner) er helt identisk til hvorledes Nemesis i græsk tanke opfattes som ”den der tager (hævn)". Hun forekommer i Ældre Edda i følgende kilder:

Reginsmál (Forord, Ældre Edda): Ranar
Helgakviða Hjörvarðssonar (vers 18, Ældre Edda): Rán
Helgakviða Hundingsbana hin fyrri (vers 30, Ældre Edda): Rán

Jeg mener ikke der kan drages tvivl om, at begivenhederne omhandlende Rán i Ældre Edda ikke finder sted under Den Trojanske Krig, men er sat et andet sted, og i et langt senere tidsrum. Det er netop derfor der gøres brug af heitet ”Rán”, der i tid er lang tid efter den dødelige dronning til Sparta.

At gøre brug af heitet ”Rán” forudsætter dog en fuld forståelse for at dette er heitet for Dronningen af Sparta ”Lede” (Lêdên) under Den Trojanske Krig. At dette må være sandt, og forstået, ser vi bl.a. fra Helgakviða Hjörvarðssonar (mellem vers 11 & 12, 16, 17, Ældre Edda). Her er jættekvinden ”Hrimgerþr” identisk til Gerður (Helen), prinsesse til Sparta; moderen ”Rán” identisk til Dronningen af Sparta ”Lede” (Lêdên); og jætte-faderen ”Hati” identisk Kong Tyndareaus til Sparta. Bugten til Sparta’s havneby ”Gýtheion” kaldes ”Hatafirþi” (hadefjord).

Helgakviða Hundingsbana hin fyrri (vers 29, Ældre Edda) nævner ”Egis dottir”, der naturligvis er identisk til Gerður (Helen), og hun bruges her i en sammenhæng der forudsætter kendskab til Freyr (Paris) bruderov af Gerður (Helen), og de konsekvenser det fik for Troja.

Helgakviða Hundingsbana hin fyrri (vers 38 & 39, Ældre Edda) er en kort genberetning af Troja’s Fald, og bruges som et sammenligneligt tilbageblik til en lignende situation i nutiden, her 400 tallet e.Kr. nord for Ejder-strømmen.

At Snorre i Snorre Edda (Skáldskaparmál, 33. Sjávarkenningar) skriver at Gymir og Ægir er én og samme sag skyldes dels at Snorre ved at Gymir er den spartanske konge, dels at Lokasenna (Forord, Ældre Edda) forklarer os det:

Egir, er a/dro nafni het Gýmir, hann hafði bvit asom a/l, þa er hann hafði fengit ketil inn micla, sem nv er sagt. Til þeirrar veizlo com Oþinn oc Frigg kona hans. Þorr com eigi, þviat hann var i a/strvegi. Sif var þar kona Þórs. Ægir, der med et andet navn hed Gýmir, han havde budt aserne øl, da han havde fået tag i den store kedel, som nu er sagt. Til denne fest kom Odin og Frigg, hans kone. Thor kom ikke, thi at han var i Østervej. Sif var dér Thor’s kone.

Min oversættelse til nudansk.

Hvad betyder ”bvit”? Er det ”bauð” (budt) fra ”bjóða” (byde), eller fra ”brugga” (brygge)? Jeg har valgt førstnævnte ord.

Til at starte med må vi være opmærksomme på at ovennævnte Forord fra Lokasenna er gentaget identisk, omend med anden ordlyd, i Hymiskviða (vers 1, Ælde Edda). Aserne kaldes her ”valtívar”(valguder)¹, deres øldrikken beskrives som ”svmbl samir” (sumblsamir, sumbl-hæder, drikkegilde), og Ægir’s store kedel beskrives som ”ægisa/rkost” (Ægisórkost, Ægir’s forråd). Hymiskviða (vers 3, Ælde Edda) forklarer os at det omhandler øl, og at denne skal føres (færa) frem i noget der kan holde øl til alle, dvs. her underforstået en stor kedel, der nævnes som netop ”ketil… rastar djúpan” i Hymiskviða (vers 5, Ælde Edda). Den der skal føre den store kedel med øl frem er ”Sifiar ver” (Sifjar ver, Sif’s mand) ². Hymiskviða (Ældre Edda) som helhed er en stærkt udvidet beretning ovennævnte sætninger fra Lokasenna, og begge må ses som ét samlet hele. Grímnismál (vers 45, Ældre Edda) nævner samme begivenhed.

¹ ”valtívar” er rent faktisk flertal af ”Tyr”, og betegner ”forfædrene”. Se samme brug i Grímnismál (vers 5, Ældre Edda). Forklares videre i afsnittet ”Tyr – guden og tyren”.
² Vær her særligt opmærksom på at ”ver” (oldnordisk), modsvaret af ”wer” (oldengelsk), skal opfattes som ”mand eller mandfolk”. På oldengelsk har ordet "wer" (folk, folket) i samspillet med "wif" (viv) betydningen "mand", forstået som ”gift mand”. Dette forekommer ekstremt sjældent på oldnordisk, og jeg mener det må vægte tungt i dateringen af Hymiskviða, som jeg tror kan være ældre end 1000 tallet e.Kr. Fra Lokasenna kan vi se at ”Sifjar ver” (Sif’s mand) er en kenning for Thor. Ved afslutningen af dette afsnit vil læseren se at det rent faktisk er en kenning for Hector I. (Ökuþór), den ældste Thor vi kender, tronarving til Troja. Kenningen ”Sifjar ver” (Sif’s mand) ses også i Hymiskviða (vers 15, 34, Ælde Edda).

Lokasenna (Ældre Edda) er til tider uhyre vanskeligt at forstå ret, fordi der i dette digt, gemmer sig viden vi ikke længere besidder, og som i mange tilfælde er en nødvendig underforstået påkrævet forhåndsviden. Uden nogen kendt undtagelse i Ældre Edda angiver brugen af ”Frigg” altid ”Phrygia” (Frigg's Land), landskabet øst for Troja, og tidsrummet er omkring Slaget ved Troja ca. år 1184 f.Kr. Når Thor derfor er i ”austrvegi” (Østervej), er han på besøg i landskabet ”Phrygia”.

Sif

Følgende kilder i samlingen Ældre Edda nævner "Sif”, hvor dette betegner ”Sibyl i Phrygia, Den Phrygiske Sibyl” (Frigg’s vølve):

Hárbarðsljóð (vers 48, Ældre Edda): Sif
Hymiskviða (vers 3, 15, 34, Ælde Edda); som kenning for Thor; ”Sifiar ver” (Sifjar ver); Sifjar verr; Sifjar verr
Lokasenna (Forord, vers 16, mellem vers 52 & 53, Ældre Edda): Sif; ”barna sifiar” - iflg. Snorre Edda (Gylfaginning, 31. Frá Ulli.) i hvert fald en kenning for guden ”ullr, wuldor”, der kendes fra indskriften fra Thorsbjerg Mose, Sønder Brarup, Det sydlige Angel (DR 7), dateret til år 200-250 e.Kr. som ” owlþuþewaR” (Ullr’s Tjener); Sif
Hyndluljóð (vers 42, Ældre Edda): Sif sifiadann (Sif sifjaðann)
Þrymskviða (vers 24, Ældre Edda): som kenning for Thor; Sifjar verr

Snorre viderefører forståelsen fra Ældre Edda for, at "Sif” betegner ”Sibyl i Phrygia, Den Phrygiske Sibyl” (Frigg’s vølve) i Snorre Edda (Gylfaginning, Indledning; 31. Frá Ulli.), samt i Skáldskaparmál (11. Þórskenningar.; 21. Ullarkenningar.; 29. Sifjarkenningar.; 32. Jarðarkenningar; 41. Æsir þágu veizlu at Ægis.).

Vi kan forklare hvorfor Thor’s kone, i Hárbarðsljóð, Lokasenna og Hymiskviða, kaldes Sif.

Snorre forstod også dette. Efter at han netop har forklaret om opholdet i Troja, viser han os sammenhængen i Snorre Edda (Indledningen), hvor han har gjort Thor til Odin (Odin til Thor, kongen), i min oversættelse til nudansk:

”..Efter dette rejste han (Odin , dvs. Kongen) vidt og bredt udforskende alle verdens egne og alene overkommende alle berserkar og jætter og en kæmpe drage og mange vilde bæster. I den nordlige del af verden traf han og giftede sig med en seerske kaldet Sibyl, som vi kalder Sif...”

Snorre forstod at Lokasenna og Hymiskviða omhandler Slaget ved Troja, og at ”Phrygia” er ”Frigg's Land”, hvorfor brugen af ”Frigg” altid er en kenning for ”Phrygia”. Derfor forstod Snorre ligeledes at ”Sif” er en anden betegnelse for ”Sibyl”. Men fordi vi fra Varro, gennem Lactantius, kan se (se senere), at det græske ”Sibylla” er udviklet fra proto- eller før-græsk ”Siobule”, hvor forstavelsen er ”Sioi” (flertalsform) med betydningen ”Guderne”, kan vi nu se at ”Sif” og ”Sioi” må være samme ord, særligt når vi faktisk udtaler ”Sif” som ”Sio”, og altså har betydningen ”Guderne”. Det helt utroligt spændende ved denne indsigt er, at det er Lokasenna og Hymiskviða der giver os denne viden, ikke Snorre.

Snorre i Snorre Edda (Skáldskaparmál, 29. Sifjarkenningar.):

Hvernig skal kenna Sif? Svá, at kalla hana konu Þórs, móður Ullar, it hárfagra goð, elja Járnsöxu, móður Þrúðar. Hvorledes skal (gen)kendes Sif? Således, at kalde hende Thor’s kone, Ullr’s moder, den hårfagre gud, Jernsakse-der-deler-ægtemand, Þrúð’s moder.

Min oversættelse til nudansk.

Snorre tilføjer ”móður Þrúðar” (Þrúð’s moder) som en kenning for Sif, hvorfor han i Snorre Edda (Skáldskaparmál, 11. Þórskenningar.) naturligvis må have en kenning for Thor som ”faðir … Þrúðar” (Þrúð’s fader).

Den norske skjald Bragi inn gamli (Brage Boddesson, Brage den gamle) nævner i Ragnarsdrápa (vers 1 og 9) fra år 850-865 e.Kr.; ”Þrúðar skalk” eller ”Þrúðar þjófs”, samt ”bœti-Þrúðr”.

Eilífr Goðrúnarson's "Þórsdrápa" (Thors sangen, vers 16: 5-8), skrevet ca. år 1.000 e.Kr. nævner ”þramoðnis þrvðar” (þrámóðnir Þrúðar).

Karlevi-stenen, Øland (ÖL 1) fra 900 tallet e.Kr. er rejst som minde efter ”si(b)(a) kuþa” (Sibbe den Gode), og han har følgende heite på stenen: ”þruþar : traukr :” (Þrúðar draugr, Þrúð’s genganger). Dette heite skal sidestilles med ”drauga dróttinn” (Gengangernes Drot); et heite givet til Odin i Snorre: Heimskringla (Ynglinga Saga, kap. 7. Frá íþróttum Óðins.).

Ikke alle synes at være opmærksom på, at fordi Þrúðr er barn af Thor og Sif, der samlet, uden undtagelse, altid omhandler tiden i Troja, og Sibbe den Gode gives heitet ”Þrúðar draugr” (Þrúð’s genganger), så mener ætten til Sibben den Gode sig nedstammet fra Troja. Vi behøver her ikke at tage stilling til om vi er enige i dette eller ej, men kan blot konstatere at det er hvad denne æt stensikkert mener.

Vi kan tage forståelsen fra Karlevi-stenen et skridt videre. Det oldnordiske ”Sif” er tæt knyttet til ”sibbe, sib, sibja, sibbia, sibbe" (oldengelsk, oldengelsk Lancashire/skotsk, gotisk, oldsaksisk, oldfrisisk) – alle med forståelsen ”nær slægtning”, oprindeligt underforstået ”til Sif”. Ordet forekommer som ”sibæðelingas” (nære slægtninge) i Beowulf-kvadet (sætning 2708), hvor begrebet omfatter Wiglaf og Beowulf, og er en kenning for ”ússes cynnes Waégmundinga” (vor slægt wægmundingerne), som nævnt i Beowulf-kvadet (sætning 2813-2814). Se afsnittet ”Eotenum, ytum, *eutii – jyderne”. I dag bruges ordet på nuengelsk i formen ”sibling” (fra oldengelsk samme) med samme forståelse.

Det betyder, med andre ord, at ”si(b)(a) kuþa” (Sibbe den Gode) i sig selv er navngivet ”sibba”, husk at to ens runer aldrig rejses ved siden af hinanden, for at vise ”nært slægtskab til Sif”, og dermed nedstamning fra Troja.

Grímnismál (vers 36, Ældre Edda), hvor vi befinder os i afslutningen på Slaget ved Troja år 1184 f.Kr., forklarer os, at blandt de der bærer horn fyldt med øl til de einherjar (de der hærger ene), der skal forsvare Troja til sidste mand, kaldes en af disse for ”Þrvðr” (Þrúðr). Allerede i Grímnismál (vers 4, Ældre Edda) er vi blevet oplyst følgende:

Land er heilact,
er ec liggia se
asom oc alfom ner;
enn i Þrvðheimi
scal Þórr vera,
vnz vm rivfaz regin.

Landet er helligt,
som det ligger sig
aser og alfer nær;
end i Þruðheimr
skal Thor være,
indtil ombrydes Regin.

Min oversættelse til nudansk. Regin er her de forfædrende guder i Troja’s råd. Den afsluttende sætning ”vnz vm rivfaz regin” bruges identisk i Lokasenna (vers 41, Ældre Edda), Vafþrúðnismál (vers 52, Ældre Edda) og Sigrdrífumál (vers 19, Ældre Edda). Vi må opfatte dette som en standardformulering, der i kvad er en kenning for "Troja’s Fald".

Fra Beowulfkvadet (sætning 611-622), og Lokasenna (vers 53 & 54, Ældre Edda), med sidstnævnte findende netop sted i Troja med Sif skænkende mjød, kan vi nu se, at ”Þrvðr” (Þrúðr) må være en kvinde, og derfor en datter til Thor og Sif. Kvindenavnet er på nudansk ”Trude”.

Opremsningen af en række kvindenavne i Grímnismál (vers 36, Ældre Edda), når vi nu ved at dette omhandler optakten til det sidste og afgørende slag og Troja’s Fald, er kenninger for de landskaber og krigere, hvis folkeslag var forbundsfæller med Troja i Den Trojanske Krig. Völuspá (vers 44, Ældre Edda) gør delvist brug af uddrag af samme ”liste” af forbundsfæller. I Völuspá bruges ”listen” i beskrivelsen af den broderstrid der bryder ud blandt Troja’s forbundsfæller efter stormjordskælvene har ramt, og som muliggør at fjenden igangsætter Den Trojanske Krig. Snorre gør i Snorre Edda (Gylfaginning, kap. 51) opmærksom på denne liste i Völuspá (vers 44), Ældre Edda.

Homer: Iliaden (Bog II:815-875) har en identisk opstilling af Troja og hendes forbundsfæller. I Iliaden forekommer 16 enheder fra 12 forskellige folkeslag. Men samtidig er det foreslået, og jeg er enig heri, at det Trojanske Forbund i Iliaden gengiver samtiden før Den Trojanske Krig begynder; måske endda før Sparta under Kong Tyndareus påtvinges indfrielse af "Tyndareus's Ed" efter Freyr (Paris)’s rov af Gerður (Helen).

Hverken Kong Priam til Troja eller Paris (Freyr) nævnes som en del af det Trojanske Forbund i Homer: Iliaden (Bog II:815-875). Det antyder stærkt at medlemmerne af det nævnte forbund er ældre end Kong Priam’s samtid, eller i hvert tilfælde ikke gengiver de faktiske forbundsfæller mod afslutningen af Den Trojanske Krig år 1184 f.Kr.

Det er bemærkelsesværdigt at vi blandt Troja’s forbundsfæller ikke hører etruskerne omtalt. Vergil (Virgil, år 70-19 f.Kr.): Aeneid (Bog X: 153, 290, Bog XI: 727, 746) beretter at Kong Tarchon’s etruskiske hærstyrke støder til den trojanske hær. Dette ser ud til at ske medens Den Trojanske Krig er undervejs, hvorfor Homer ikke omtaler etruskerne som en del af den oprindelige sammenslutning.

Hornbærerne med øl i Grímnismál (vers 36, Ældre Edda) er:

		Kenning for:
1.	Hrist	”Hrist” er fra ”Hrista” (ryste). Som navn på kvinden ”Hende der ryster [fjenden]”; som navn på hærstyrken ”De der ryster [fjenden]”.
2.	Mist	”Mist” er fra ”Mistr” (tåge, dunkelhed i luften). Som navn på kvinden ”Hende fra det tågede [landskab]; som navn på hærstyrken ”De fra det tågede [landskab]. Man knytter næsten udelukkende et ophav i et tåget område med høj beliggenhed i bjergrige egne. Homer: Iliaden har én hærstyrke, der kendestegnes som kommende fra et bjergrigt område: Homer: Iliaden (Bog II:866-869), i min oversættelse til nudansk: ”Og Nastes var leder af Carian-[folket], med det fremmede tungesmål, der var landholder af Miletus og Phthires bjerget, tæt bevokset med løv og Maeander-[floden]’s strømme, og Mycale-[bjergene]’s stejle tinder”. Sproget der henvises til er det nu uddøde indoeuropæiske sprog "luvisk" (luwian, luvian). Folket ankommer i 1200 tallet f.Kr. til området, der ligger på fastlandet i Lille-Asien, lige øst for øen Samos. Fordi folket var forbundsfælle med Troja blev havnebyen og bystaten Miletus ødelagt efter Troja’s Fald ca. år 1184 f.Kr. Med Phthires bjerget tænkes der formentlig på bjerget i baglandet til Miletus, der senere af grækerne kaldes Latmos (Latmus).
3.	Sceggia/ld (Skeggiöld, Skeggöld, Skeggjöld). ”sceGa/ld” i Völuspá (vers 44), Ældre Edda; ”skeggjöld” i Gylfaginning (kap. 51).	”Skeggiöld, Skeggöld, Skeggjöld” er sammensat af ”skegg” (jernpigge, noget der rager frem) + ”öld” (mennesker). Som kenning for en hærstyrke må vi opfatte ordet som ”De bevæbnet med jernpigge”. Antager vi at ”jernpigge” er en form for spyd, da nævner Homer: Iliaden to hærstyrker, der kendestegnes ved brugen af spyd: Homer: Iliaden (Bog II:840), i min oversættelse til nudansk: ”Og Hippothous var leder af Pelasgian-folkets ætter, der hærgede med spydet”. Herodot: Histories (Bog I:57) forklarer os, at det før-græske Pelasgian-folk boede langs Hellesponticum ("Helle-sø", Dardanellerstrædet). Homer: Iliaden (Bog II:846), i min oversættelse til nudansk: ”Og Euphemus var hærfører for de Kikononiske [græsk ”Kikonôn”] spydmænd”. Denne stamme havde sin hovedbygd Ismara (Ismarus) ved foden af Ismara-bjerget, på Trakiens sydkyst i bunden af Ægir’s Sø (Ægæerhavet, Det Ægæiske Hav), nuværende Grækenland. Se nr. 10 nedenfor, der også beskriver en hærstyrke bevæbnet med spyd.
4.	Sca/gvl (Skögul). ”scalm a/ld” i Völuspá (vers 44), Ældre Edda; ”skálmöld” i Gylfaginning (kap. 51).	”Sca/gvl” (Skögul) forekommer som forstavelse i ”Skögultönn” (udstående tand), dvs. noget der befinder sig udenfor/væk fra noget andet. Jeg opfatter derfor ”Skögul” som ”Det der befinder sig udenfor”. Ordet skrives som ”scalm a/ld” i Völuspá (vers 44, Ældre Edda); ”skálmöld” i Gylfaginning (kap. 51). Jeg tror forskellen må oprinde fra afskrivningsfejl i de tekster vi har til rådighed i dag. Homer: Iliaden bruger samme ord i beskrivelsen af fire hærstyrker. Homer: Iliaden (Bog II:849), i min oversættelse til nudansk: ”Men Pyraechmes var leder af Paeonian (græsk ”Paionas”]-folket, med bøjede buer, (der kom) langvejs fra, ud af Amydon, hvor floder Axius-floden”. Denne hærstyrke kommer derfor ned fra hvad senere bliver Makedonien. Homer: Iliaden (Bog II:856), i min oversættelse til nudansk: ”Men af Halizones-[folket] var Odius og Epistrophus hærførere, (og de kom) langvejs fra Alybe [græsk ”Alubês”], hvorfra sølv oprinder”. Strabo kalder landskabet for ”Chalybes” og på hittitisk har ”Khalywa” betydningen ”Hittiternes Land”. Der er ingen enighed om den geografiske beliggenhed af dette landskab. Homer: Iliaden (Bog II:862-863), som jeg dog har sat under nr. 5 (se nedenfor). Homer: Iliaden (Bog II:875), i min oversættelse til nudansk: ”Og Sarpedon og uforlignelige Claucus var hærledere af Lycian-folket (der kom) langvejs fra ud af Lycia [græsk ”Lukiês”]”. Dette landskab ligger på sydkysten af Lille-Asien, og er fastlandet nordøst for Rhodos”. Det er ikke muligt at afgøre hvilke styrker der her tænkes på.
5.	Hildr (Hildi)	”Hildr” (Hildi), i dag kvindenavnet Hilda, er også forstavelsen, i formen ”Hildi-, Hild-” i en række navne på begge køn. Navnet skal ses sammen med Freyr's guldbørstede "Hildesvin" (krigssvin); "gullinbusti Hilldisuine", jvf. Hyndluljóð (vers 7), Ældre Edda, der er en kenning for stridsvognen. Da mandsnavnet forekommer som HildvígR (krigskæmper), må vi opfatte navnet som superlativt ”kriger”, underforstået ”en god kriger”. Som hærstyrke må vi opfatte dette som en hær af gode krigere. Homer: Iliaden (Bog II:862-863), i min oversættelse til nudansk: ”Og Phorcys [græsk ”Phorkus”] og gudelignende Ascanius [græsk ”Askanios”] var leder af Askernitterne [græsk ”Askaniês”] (der kom) langsvejs fra, fra Askanien [græsk ”Askaniês], og var ivrige efter at kæmpe i slagets gang”. Homer: Iliaden (Bog XIII:792) nævner også ”Askanion” fra ”Askaniês”. Hærføreren ”Ascanius” (Askanios, Askanion) er søn af Aeneas (Ásaþór hinn gamli), der har kontrol over landskabet nordøst for Troja. Engelske oversættelser erstatter folkenavnet ”Askaniês” med ”Phrygierne”, og antager derfor at de kom ud af Phrygien (Frigg’s Land). Det kan jeg ikke se er vrang, men omvendt kan jeg ikke fra Iliaden se, hvorledes man kan nå til dette resultat. Det oldgræske ”Askaniês”, der vel rettelig betyder ”Askanios’ mænd”, bør på nudansk oversættes til ”Askanitterne”. Mon ikke det oldgræske ”Askanios, Askanion” i virkeligheden er det urnordiske ”AisgRh” (DR 8) fra Thorsbjerg Mose, i dag ”Ásgeirr, Osgar, Asger, Oskar”.
6.	Þrvðr (Þrúði)	Þrúðvangr, Þrúðvangar (Den Trofaste Vang, De Trofaste Vange), Þrúðheimr (Det Trofaste Hjemsted) - Troja’s landskab. Homer: Iliaden (Bog II:825-826), i min oversættelse til nudansk: ”selv Trojanerne [græsk ”Trôes”], disse blev ledet af Pandarus, den glorværdige søn af Lycaon”. Ikke alle er opmærksom på at Pandarus [græsk ”Pandaros”] faktisk er Trojanernes hærfører og fremmeste bueskytte. Hans farfader er Kong Priam til Troja. Det er ham der i Homer: Iliaden (Bog IV:85-190) sårer Menelaus, Gerður (Helen)’s første mand, med et pileskud. Homer: Iliaden (Bog IV: 105-111), i omtalen af den bue Trojanernes hærfører Pandarus (Pandaros) har, i min oversættelse til nudansk: ”Han tog straks frem sin pudsede bue gjort af den vilde Ibex’s horn, som han selv for en stund havde slået under brystet da den kom frem fra en klippe, han liggende i skjul for et bagholdsangreb, og havde ramt det i brystet, så at det faldt bagover i en klippekløft. Fra dets hoved opnåede hornene en længde på seksten span; disse hornsmeden havde sammensat…” Den Ibex der her tænkes på kan kun være vildgeden ”Capra aegagrus”, og efterser man dens enorme bøjede horn, kan man straks se hvorledes buen blev gjort i Troja i tiden omkring år 1184 f.Kr. Vi kalder på oldnordisk denne bue for ”hornbogar” (hornbue).
7.	Hla/cc (Hlökk)	”Hla/cc” (Hlökk). Jeg tror ordet er en gradbøjning af det oldnordiske ”Hlakka” (frydende skrig), og samtidigt også det beskrivende ord for ørnens skrig. Vi må derfor opfatte dette som krigshylet. Ordet er valgt fordi kenningen omhandler en kvinde og et moder jord-landskab. Det er samme krigshyl, i et lavere toneleje, vi forbinder med kampformen Berserkar (se nedenfor om ordet ”Göll”). I ejefaldsformen må betydningen derfor være ”krigshyleren, De krigshylende”.
8.	Herfiotur (Herfiötur, Herfjötur)	”Herfiotur” (Herfiötur, Herfjötur) mener jeg er sammensat af ”herr, here” (oldnordisk, oldengelsk) eller ”hær” og ”fjöturr” (lænker), dvs. ”Hærlænkeren, De der forårsager at fjendens hær lænkes”, underforstået ”og derfor ikke kan undvige eller flygte”. Der tilskrives her vølvens egenskaber til disse hærskyrker og dette landskab. Homer: Iliaden (Bog II:858-859), i min oversættelse til nudansk: ”Og hærførerne fra Mysien var Chromis og spåmanden Ennomus; ikke desto mindre lykkedes det ham ikke med sine spådomme at forhindre en sort fremtid”.
9.	Ga/ll (Göll)	”Ga/ll” (Göll) har betydningen ”klang, gennemtrængende lyd”, jf. f.eks. ”nágöll”. Modsat ”Hlökk, Hlakka”, der betegner et skrig i et højt toneleje, ser det ud til at ”Göll” betegner en gennemtrængende lyd i et lavt toneleje. I ejefaldsformen må betydningen derfor være ”Den buldrende, De buldrende”.
10	Geira/nvl (Geirölul, Geirönul, Geirrönul, Geirömul, Geirölul)	”Geira/nvl” (Geirölul, Geirönul, Geirrönul, Geirömul, Geirölul) tror jeg er sammensat af ”geiri” (kiledannet stykke af noget) + ”múli” (direkte ”mule”, men opfattet i ordets betydning af ”fremstående afsats på et bjerg”). Samlet opnår ordet betydningen ”Den kileformede klippe, De kileformede klipper”, dvs. i samtiden måske bronzespydspidser hårde som klipper. Jvf. Nr. 3 har vi to hærstyrker, der kendestegnes ved brugen af spyd: Homer: Iliaden (Bog II:840) og Homer: Iliaden (Bog II:846).
11.	Randgriþ (Randgríð)	”Randgriþ” (Randgríð) er sammensat af ”rand, rönd” (direkte ”(skjold)rand”, men et heite for ”skjold”, samt ”gríð” (heftig, hidsig). Mandsnavnet ”Randwulf, Randólfr”, hvis direkte betydning er “skjoldulv”, skal opfattes som kenningen “den der jager skjoldet”, dvs. “sværdet, spydet, stikvåbenet”. På samme vis mener jeg at ”Randgriþ” (Randgríð) direkte betyder ”skjoldhidsig”, men skal opfattes som ”den der er hidsig mod skjoldet”, dvs. en kenning for en ekstrem aggressiv person eller hærstyrke, formentlig underforstået at personen/hærstyrken er fuldtro (”fulltrúi”) mod Troja. Der er, så vidt jeg kan se to mulige hærstyrker der kan opfylde kenningens krav: Homer: Iliaden (Bog II:823-824), i min oversættelse til nudansk: ”med ham var Antenor’s to sønner; Achelochus og Acamas, højt uddannet i krigsførelse”. Homer: Iliaden (Bog II:844), i min oversættelse til nudansk: ”Men de fra Trakien var under ledelse af Acamas og Peirous, krigeren”.
12.	Raþgriþ (Ráðgríð)	”Raþgriþ” (Ráðgríð) er sammensat af ”Ráð” (råd), samt ”gríð” (heftig, hidsig). ”Raþgriþ” (Ráðgríð) betyder derfor direkte ”rådhidsig”, men skal opfattes som ”den der er hidsig mod rådet”, dvs. en kenning for en ekstrem aggressiv person; en enevælder (egenrådig) som beskrevet i Hávamál (vers 22 og 64), Ældre Edda.
13.	Reginleif	”regin, rögn, ragna” som i ”Ragnarok”, der netop omhandler Troja’s fald, skal opfattes som ”Magterne, de udødelige forfædre” + Leifa (efterlade). Da størstedelen af stammen er bortrejst fra Troja da det endelige slag finder sted, er ”Reginleif” (Magternes efterladte, de udødelige forfædres efterladte) en kenning for de einherjar der kæmper til sidste mand.

Vi kan se med det samlede tal 13, der altid betegner udødelighed, at antallet af kenninger (landskaber) er valgt for at vise netop udødeligheden for landskabernes einherjar, uanset det endelig udfald med Troja’s Fald.

Grímnismál (vers 36, Ældre Edda) og Homer: Iliaden (Bog II:815-875) er i tanke den samme opstilling af Troja og hendes forbundsfæller. Hvor Homer: Iliaden gengiver de faktiske forbundsfæller før Den Trojanske Krig, gør Grímnismál (Ældre Edda) dette i filosofi og kenninger mod afslutningen af Den Trojanske Krig. Tanken er at valget af kenninger skal viderebringe forståelsen for, at mange folkeslag gjorde deres yderste i forsvaret af Troja, til trods for at det i sidste ende var forgæves. Jeg er ikke overbevist om at Grímnismál (Ældre Edda) kender til Homer: Iliaden til trods for at jeg har forsøgt at vise sammenligneligheden.

Kvinden og datteren – den jordlige moder Þrúðr er derfor identisk til Þrúðvangar – Troja’s landskab. Vi skal også hele tiden holde os for at brugen af heite og kenning er til for at fremprovokere modtagerens indre billedsprog; dette er hovedformålet med de valgte kenninger for Troja og hendes forbundsfæller.

Vi ved ikke hvad ”Þrúðr” betyder, men det urnordiske ord kan have været ”*þrúþió-, *þrúþi-”, som vi måske skal opfatte som ”kraft, styrke”.

Homer skriver i Iliaden ”Trojanere” som "Trôessin". Mit bud på forståelsen til hvad ”Trojaner” betyder, mener jeg kan ses gennem finsk-ugrisk.

De estiske ord ”truudus” (troskab), ”truu” (trofast), ”truudusvanne” (edstroskab) føres videre til oldnordisk ”trú” (forsikring), gotisk ”triggwa” (overenskomst) og oldengelsk ”treow” (troskab, sandhed). Den overordnede forståelse er hele vejen igennem ”fast, stolende på”, hvorfor jeg mener at ”Trojanere” skal opfattes som ”De Trofaste”, underforstået ”De Edsvorne”.

Jeg mener derfor at det urnordiske ”*þrúþió-, *þrúþi-” er identisk med det estiske ”truudus” (troskab), hvorfor jeg mener at det er mere nøjagtigt at opfatte ”Þrúðr” som ”Den Trofaste”.

”Sif” i Lokasenna (Ældre Edda) og Hymiskviða (Ældre Edda) mener jeg er identisk til ”Sibyl i Phrygia, Den Phrygiske Sibyl” (Frigg’s vølve). Der er oprindeligt kun én ”Sibyl, Sif”, som Plutarch (ca. år 45-125 e.Kr.): Moralia (Bog V: De Pythiae Oraculis: 6) skriver, med en henvisning til Heraclitus (Heraclides Ponticus, ca. år 390-310 f.Kr.), i min oversættelse til nudansk:

”Medens Vølven (Sibyl) med sine vilde ansigtsudtryk, som Heraclitus siger, udgyder eftertænksomme og alvorlige sætninger, hverken krydret eller fyldt med vellugt, viderefører i tusinde år sin stemme med nåde tilstået af hendes indre guddommeligheds talen”.

Heraclitus (Heraclides Ponticus) voksede op boede i byen Heraclea Pontica ved Sorthehavskysten, klods op af hvad var ”Phrygia - Frigg's Land”, Lille-Asien.

Aristophanes (ca. år 446-386 f.Kr.): Fred (ca. år 421 f.Kr., sætning 1095,1116) omtaler ligeledes kun ”Vølven” (Sibyl) i ental, som gør Platon (år 427-347 f.Kr.): Phaedrus (ca. år 370 f.Kr., kap. 244b).

Med den romerske gudeinflatering, gennem overtagelser og omskrivninger, kan kan vi se fra den kristne historieskriver Lucius Cealius Lactantius (ca. år 240-320 e.Kr.): Divinarum Institutionum Libra VII (ca. år 303-311 e.Kr., Bog I:VI), at der i 200 tallet e.Kr. nu findes 10 forskellige “Sibyllarum” (latin). Lactantius henviser til et nu tabt værk af Marcus Terentius Varro (116-27 f.Kr.) og skriver, i min oversættelse til nudansk:

”Marcus Varro….siger at De Sibyllinske Bøger ikke opstod fra kun én Sibyl, men at de var tilsammen kaldet De Sibyllinske fordi alle vølverne af De Gamle blev kaldt Sibyl; enten fra navnet på præstinden på Delphi, eller fordi de udtalte sig om gudernes råd. I den æoliske dialekt kaldte de guder for ”Sioi”, ikke ”Theoi”; for ”råd” brugte de ordet ”bule”, ikke ”boule”; derfor fik Sibyl sit navn gennem Siobule. Men han siger at der var ti Sibyller,…”

Herefter gengiver Lactantius, formodentlig som fremstillet af Varro, hvilke Sibyl der er tale om, og hvilken kilde der nævner dem:

1.	Persernes Sibyl	nævnt af Nicanor (ca. 350-300 f.Kr.).
2.	Libyernes Sibyl	nævnt af Euripides (ca. 480-406 f.Kr.) ”in Lamiae prologo” (i fortalen af Lamia).
3.	Delphi oraklets Sibyl	nævnt af Chrysippus (ca. år 280-207 f.Kr.).
4.	Kimbrernes Sibyl i Italien	nævnt af Gnaeus Naevius (ca. 270-201 f.Kr.): Bellum Punicum (De Puniske Krige) og Lucius Calpurnius Piso Frugi (Konsul år 133 f.Kr.): Annales.
5.	Sibyl fra Erythrae	nævnt Apollodorus fra Erythrae.
6.	Sibyl på Samos	nævnt af Eratosthenes fra Cyrene (år 276-194 f.Kr.)
7.	Sibyl fra Cumae	nævnt af Vergil/Virgil (70-19 f.Kr.): Aeneid (VI: 10)
8.	Sibyl i Hellesponticum (dvs. ”Helle-sø”)	nævnt af Heraclides Ponticus, (ca. år 390-310 f.Kr.).
9.	Sibyl i Phrygia	…”der gav orakelsvar ved Ancyra [Ankara]”.
10.	Sibyl i Tibur	…”ved breden af floden Anio”.

Min oversættelse til nudansk.

Den ”æoliske dialekt” er en endog meget gammel form for græsk, der blev talt i landskabet Boeotia (midten af det nuværende Grækenland), på Lesbos ved Lille-Asiens kyst, og andre yderliggende græske kolonier. I 400 tallet f.Kr. anses dialekten for barbarisk i Athen og de andre bystater, hvorfor dialekten må anses som en form for proto- eller før-græsk. Dette kan derfor vel være et vidnesbyrd om de dialekter der tales omkring Lille-Asien under Den Trojanske Krig år 1184 f.Kr. At det græske ”Sibylla” er udviklet fra proto- eller før-græsk ”Siobule”, og at dette skal opfattes som ”Gudernes Råd”, der er vølvens hovedvirke, forekommer sandt. Den kvindelige vølve har derfor været kendt som ”Hende, der giver gudernes råd, Hende, gennem hvilken guderne råder”. Det er foreslået at ”siós” (ental) er en lakonisk (spartansk), ikke æolisk, dialektform, og at den æoliske form af ”boule” var ”bólla” – ikke ”bule”, som Lactantius, og Varro?, foreslår. Jeg mener ikke disse overvejelser ændrer ved etymologien.

Byen Erythrae (Erythrai, senere kaldet Litri) lå 22 nordøst for den nuværende by Çeşme, syd for Troja’s landskab Þrúðvangar, Lille-Asien. Byen var en af de 12 græske bystater der opstår efter Troja’s Fald år 1184 f.Kr. Da landskabet under Den Trojanske Krig var forbundsfælle med Troja er der næppe tvivl om at den ”Den Trojanske Sibyl”’s spådomme har været gældende for også dette område. Efter Den Trojanske Krig har de nye græske bosættere overtaget hvad allerede var, og skabt deres egen vølve. ”Den Trojanske Sibyl” er udviklet fra ”Sibyl i Phrygia, Den Phrygiske Sibyl” (Frigg’s vølve).

Homer: Iliaden (Bog X:435-575) beretter om Diomedes og Odysseus’ drab på Kong Rhesus (Rhesos, Regenten) fra Trakien, og det efterfølgende hestetyveri. Kong Rhesus var gift med Argantona (Argantone), der boede i Kysos skove.

Sibyl på øen Samos, syd for Chios, havde byen Erythrae (Erythrai, senere kaldet Litri) som sin store konkurrent. Der må være tale om en senere fælles udvikling af lokale Sibyl begge steder.

Vi skal her erindre at Kimbrerne tager kontrol med ”Phrygia” (Frigg's Land) år 696/695-676/674 f.Kr. (se afsnittet ”Fióni, kimbrerne og omkring” (underafsnit ”Kimbrerne”). Derfor er den kimbriske Sibyl også udviklet fra ”Sibyl i Phrygia, Den Phrygiske Sibyl” (Frigg’s vølve).

I Romerrigets samtid var den mest kendte vølve ”Sibyl fra Cumae”, der nævnes af Vergil/Virgil (70-19 f.Kr.): Aeneid (Bog VI:10) og ”Eclogues” (fra ca. år 37 f.Kr.). Bystaten Cumae var en græsk koloni lige uden for Napoli, og bosætterne herfra grundlagde i 700 tallet f.Kr. netop en ”Ny By”, som de kaldte ”Neapolis” (i dag Napoli). Romerne havde 3 bøger (ud af 9 oprindeligt, dvs. 1 bog for hver af de 9 verdener) med ”Sibyl fra Cumae”’s forudsigelser, i Rom. Disse brændte år 83 f.Kr. Det næste sæt af bøger brændte år 405 e.Kr.

Lactantius, formodentlig som fremstillet af Varro, nævner at ”Sibyl fra Cumae” kom til romerne under den etruskiske konge Lucius Tarquinius Priscus (Tarquin I./Den Ældre, år 616-579 f.Kr.), den femte romerske konge. Vergil (Virgil, år 70-19 f.Kr.): Aeneid ( Bog X: 153, 290, Bog XI: 727, 746) viser os at etruskerne under Tarchon, hersker af etruskerne, er i alliance med kong Priam’s barnebarn Aeneas (Ásaþór hinn gamli), konge af ætten fra Dardania, der naturligvis er forbundsfælle med Troja i Slaget ved Troja år 1184 f.Kr.

Vergil skriver (bog X), i min oversættelse til nudansk:

"...Han søgte den Tyrhenske lejr, og Tarchon's telt...Tarchon, uden tøven, aftalen underskrev, og til Troja's hird etruskerne stødte...". Derfor er den etruskiske Sibyl enten overtaget fra de græske bosættere i Cumae, der kom fra den græske ø Euboea, eller hun er udviklet fra ”Den Trojanske Sibyl”, der er udviklet fra ”Sibyl i Phrygia, Den Phrygiske Sibyl” (Frigg’s vølve).

”Sibyl i Hellesponticum” (dvs. ”Helle-sø”) kaldes i dag også ”Den Trojanske Sibyl” fordi Lactantius, formodentlig som fremstillet af Varro, nævner at hun blev ”født i Troja’s landområde i byen Marpessus, omtrent ved byen Gergithus; og Heraclides [ Ponticus, ca. år 390-310 f.Kr.] skriver at hun levede i samme tidsrum som Solon og Cyrus;”.

Herodot (år 484-425 f.Kr): Histories (Bog I:30-90) forklarer os om Solon (år 638-558 f.Kr.), en af bystaten Athen’s Syv Vise Mænd (7 vismænd), og Perserkongen Cyrus den Store (590/576-530 f.Kr.).

Herodot: Histories (Bog I:57) forklarer os, at på Solon’s tid bor det før-græske Pelasgian-folk langs Hellesponticum ("Helle-sø", Dardanellerstrædet). Dette er vigtigt fordi allerede Homer: Iliaden (Bog II:840-845, Bog X: 428-429) år 800 f.Kr. viser os at Pelasgian (græsk ”Pelasgôn, Pelasgoi”)-folket boede samme sted under Den Trojanske Krig ca. år 1184 f.Kr., og var en forbundsfælle til Troja. Derfor kan vi også kalde ”Sibyl i Hellesponticum” for ”Den Trojanske Sibyl”, og kan slutte at denne er udviklet fra ”Sibyl i Phrygia, Den Phrygiske Sibyl” (Frigg’s vølve).

Det må være den samme vølve, der nævnes af Homer: Iliaden (Bog II:829-834) i hans opremsning af samtlige hærstyrker og forbundsfæller med Troja, i min oversættelse til nudansk:

”Og de der højsatte Adrasteia [Den Uundgåelige; kvindelig vølve] og Apaesus’ land, og havde kontrol med Pityeia [Lampsakos, trakisk for ”skat” (pitye)] og Tereia’s stejle høj, de blev ledet af Adrastus og Araphius…”.

De to sidstnævnte var sønner ”af Merops fra [bystaten lige nord for Troja] Percote, der mere end alle andre mennesker havde spådomsevner..”.

Byen Pityeia (senere på græsk kaldet Lampsakos, i dag Lapseki) ligger på den østlige side af ”Hellesponticum” (”Helle-sø”) i Þrúðvangar – Troja’s landskab. Allerede på Strabo’s tid var det usikkert hvor ”Tereia’s Høj” lå.

Strabo: Geographika (Bog 13:17) skriver år 7 f.Kr. – 18 e.kr., i min oversættelse til nudansk:

”…andre mener det er 40 stadier [7.4 km] fra Lampsakos, hvor der findes et helligt tempel til Gudernes Moder, der kaldes Tereia”.

Som vi vil se er ”Sibyl i Phrygia, Den Phrygiske Sibyl” identisk med ”Gudernes Moder”.

Pausanias (115-180 e.Kr.): Beskrivelse af Grækenland (Bog 10.12.1:IV) skriver, i min oversættelse til nudansk:

”Selv i dag findes der på det trojanske Ida ruiner af byen Marpessus med omtrent 60 indbyggere…”.

Den trojanske ”Gergithus, Gergis, Gergetha” kan formentlig knyttes til stednavnet ”Gargarus”, der iflg. Homer er toppen af Ida-bjerget, som vi kender gennem stednavnet ”Iðavelli” i Völuspá (vers 60, Ældre Edda).

Homer: Iliaden (Bog XIII: 48), i min oversættelse til nudansk:

”Til Ida [græsk ”Idên”] han fór, stedet med mangfoldige kilder, moderen af vilde dyr, selv til Gargarus [græsk ”Gargaron”].

Homer: Iliaden (Bog XIV: 292) ), i min oversættelse til nudansk:

”…til øverste Gargarus [græsk ”Gargaron”], tinden af højtragende Ida [græsk ”Idês”] …”

Homer: Iliaden (Bog XIV: 352) ), i min oversættelse til nudansk:

”…på øverste Gargarus [græsk ”Gargarôi”]…”

Homer: Iliaden (Bog XV: 152) ), i min oversættelse til nudansk:

De ankom til Ida [græsk ”Idên”] med de mangfoldige kilder, moderen af vilde dyr, og fandt her……i højsædet på øverste Gargarus [græsk ”Gargarôi”].

Vi kan nu se at ”Gergithus, Gergis, Gergetha, Gargaron, Gargarôi” ikke er en by, men et sted – bjergtinden -, og at dette skal opfattes identisk til forstavelsen ”Hlið-” i begrebet Hliðskjálf”, som vi opfatter som ”skovbevokset/græsbevokset fjeldskråning/bjergside”. Hvor 12-mandsrådet og kongen har hjemsted i Troja i rummet ”nutiden”, har det forfædrende 12-mandsråd og konge i rummet ”fremtiden”, højsæde på ”Gergithus, Gergis, Gergetha, Gargaron, Gargarôi”. Se afsnittet ”Kongen som Odin – Odin som konge i Gl. Lejre” (underafsnit ”Hliðskjálf - hverken tronstol eller sal, men et hjemsted og Troja”).

Stednavnet ”Gergithus, Gergis, Gergetha, Gargaron, Gargarôi” er før-græsk og uforklaret. Jeg mener vi med fordel kan nævne, at Longobardernes thing blev kaldt ”gairethinx”, jvf. den longobardiske lovkode ”Edictum Rothari”, udstedt af Kong Rothari år 643 e.Kr. Det oprindelige thing i Halland kaldes "Getinge" (Götar(nes) thing?), der måske har samme ophav som "Getingheret" (Ginding herred), Vestjylland. En anden mulighed for "Getinge" er et ophav fra "Geirr + Þing" (Spydthing). Vi ser f.eks. at "Giæthningheret", Det Nordlige Friesland/Lille Friesland også kaldes "Gerthing, Geting, Getthing", i dag Garding herred (se også afsnittet ”Eotenum, ytum, *eutii – jyderne”). Forstavelsen ”Ger-, Gar-” må være den samme, og i begge tilfælde er det knyttet til vort øverste rådgivende råd. Det forekommer nærliggende at endestavelsen ”-githus, -gis, -getha, -garon, -garôi” kan være ”garð” på proto-nordisk, der på indo-persisk ”garh” har betydningen ”befæstet gård” (se afsnittet ” Terras Ascade - Asgårds Lande”).

På oldnordisk er ”tindr” (tinde, spids) et heite for ”spyd”, som ”naðr, naddr” (spids, spydspids) i kenninger betegner ”kriger”.

Også navnet på bjerget, Ida, er før-græsk og uforstået. Vi kan se at stednavnet på græsk i Homer: Iliaden skrives ”Idên, Idês”.

Den oprindelige ”Sibyl i Phrygia, Den Phrygiske Sibyl” (Frigg’s vølve) kaldes af romerne også ”Den Idaenske Moder” [latin ”mater Idaea”], og hun anses i Phrygisk tanke for ”Gudernes Moder” [latin ”matrem deum”].

Titus Livius (Livy) (59 f.Kr.-17 e.Kr.): Ab Urbe Condita Libri (Bog XXIX:10:4, Bog XXIX:11:8), i min oversættelse til nudansk:

”…med opdagelsen af en spådom i De Sibyllenske Bøger [latin ”libris Sibyllinis”]….den lød således: ”Når en hær af fremmede bringer krig til Italien, kan denne hær bortdrives fra Italien og besejres hvis Den Idaenske Moder [latin ”mater Idaea”] bringes fra Pessinus til Rom…”....og førte dem til Pessinus i Phrygien [latin ”Phrygiam”], hvor de lagde deres hænder på en hellig sten, som de indfødte sagde var Gudernes Moder [latin ”matrem deum”]; dette blev de budt at bringe melding om til Rom….”

Titus Livius (Livy) (59 f.Kr.- 17 e.Kr.): Ab Urbe Condita Libri (Bog XXIX:14) gentager begrebet ”Den Idaenske Moder” (latin ”matre Idaea”).

Ovid (43 f.Kr.-17 e.Kr.): Fasti (Bog IV:247-348) gentager nøjagtigt samme forståelse, som gør en række andre tidlige kilder.

Homer: Iliaden (Bog VI:400-403) skriver, i min oversættelse til nudansk:

"Denne spinkle dreng, kun spæd, den højtelskede søn af Hektor [græsk "Hektôr"], bar lighed til en lysende stjerne. Ham Hektor ville kalde Skamander [græsk "Skamandrion"], men andre mænd Astyanax [græsk "Astuanakt"], for kun Hektor var værner af Troja [græsk "Ilion"]".

Det af faderen givne navn "Skamandrion" er udledt fra floden "Skamandron, Skamandros" (Homer: Iliaden, Bog XX:73-74; Bog XXI:125-139), der floder fra Ida-bjerget ud i Helle-sø (Dardanellerstrædet) rundt om, og nord for Troja.

Homer: Iliaden (Bog XX:73-74) forklarer os, i min oversættelse til nudansk:

"Den store, stærkt hvirvelstrømmende flod, af [udødelige] guder kaldet Xanthon, og [dødelige] mænd kaldet Skamandron".

At Hektor (Ökuþór) navngiver sin søn efter den flod der udspringer fra det hellige bjerg Ida, hvor forfædrene sidder på bjergtinden og rådgiver vølven, er at give drengen den bedste Hamingja mulig.

Sletten i Troja's bagland mod øst, væk fra kysten; afgrænset af Simoentos (Simois)-floden mod nord og Skamandros (Scamander)-floden mod syd er Vigrid-sletten (kampsletten?), der strækker sig 100 rasta hver vej ¹. Her stod det afgørende slag jvf. Vafþrúðnismál (vers 18, Ældre Edda): "Vigriþr heitir vollr"; Snorre Edda (Gylfaginning, kap. 51): "þann völl er Vígríður heitir", og Homer: Iliaden. Vafþrúðnismál (vers 41, Ældre Edda) skriver at "allir einheriar Oðins tvnom i" (alle einherjar skal i Odin's tun), hvor "Oðins tvnom" (Odin's tun) er en kenning for Vigrid-sletten.

¹ Ordet ”rasta” oprinder fra ”röst, rastar, ræste, reste, rasta” (oldnordisk, oldengelsk, gotisk). Den oprindelige betydning, set fra en hesteryg, betegner ”den strækning efter hvilken man gør holdt” jvf. det nuværende ”rasteplads”. Jvf. Oldnordisk Ordbog (1863) svarer enheden ca. til 1 mil. En norsk mil var 11.295 km og en dansk mil var 7.532 km. Da en hest red ca. 4.8 km i timen antyder det at vi oprindeligt gjort holdt (rasta) efter hver to timers ridt. 100 rasta er da 75-113 km. Skamandros (Scamander)-floden er ca. 70 km i længde fra udspringet ved Ida-bjerget til dens udløb i Helle-sø (Dardaneller-strædet). Sammenlign med Christian II.’s forordning fra år 1522 e.Kr. der bestemte, sammen med vejbestemmelserne i Landsretten fra år 1521 e.Kr., at der skulle være en Kgl. Privilegeret Kro for hver anden mil, dvs. for hver 15 km. Det er fordi man kraftigt forbedrer vejnettet, at man nu kan fordoble afstanden mellem hver ”rasta” fra ca. 1 mil til 2 mil. Dronning Margrethe I. havde ellers år 1396 e.Kr. indført, at der skulle være en Kgl. Privilegeret Kro hver fjerde mil., dvs. for hver 30 km, men med det håbløse vejnet i sen-Middelalderen var det helt utilstrækkeligt.

Homer: Iliaden (Bog II:459-469), i min oversættelse til nudansk:

”Og som de mange stammer af bevingede fugle, vilde gæs og traner eller langhalsede svaner på Asiens [græsk ”Asiô”] mjød ved Caystrius [græsk ”Kaüstriou”]’s strømme, flyver hid og did, glorværdig i deres vinges styrke, og med høje (krigs)råb sig fremad begiver, og mjøden gav genlyd; dog de mange stammer væltede frem fra skibe og hytter ud på sletten ved Scamander [græsk ”Skamandriôi”], og jorden gav forunderlig genlyd under mænd og hestes trampen. De tog opstilling i Scamander (-flodens) flydende mjød, utallige, som er bladene og blomster på deres årstid”.

Vær her opmærksom på at den romerske ridehær var opdelt i 11 ”ala, alae” (vinge, vinger). Det forekommer tænkeligt at romerne har arvet denne militære opdeling fra et af folkeslagene på den sejrende side i Slaget ved Troja. Under alle omstændigheder er ”vinges styrke” en kenning for styrken af en fylking. ”Mjød” er en kenning for ”fersk, livgivende flodvand”.

Homer: Iliaden (Bog VI:1-4), i min oversættelse til nudansk:

"Således var den frygtede strid mellem Trojanerne og fjenden [græsk "Achaiôn"] overladt til sig selv; slagets gang svingede først til den ene side, siden til den anden over sletten, som de sigtede med deres bronze-belagte spyd mod hinanden mellem Simois [græsk "Simoentos"] og Xanthus' [græsk "Xanthoio"] strømme".

Homer: Iliaden (Bog XXIII:446-464), i min oversættelse til nudansk:

”Men fra deres samlingssted stirrede fjenden på hestene, der fløj af sted gennem slettens støv. Og den første der så dem var Idomeneus, hærfører af de fra Kreta, for han befandt sig uden for lejren på den højestliggende udkigspost, og da han hørte stemmen fra ham der råbte, til trods for den store afstand, vidste han det; …er jeg ene om at se hestene, eller gør i de også? Andre er de, synes det mig, der nu fører an, og andre er stridsvognsføreren der synes; og hopperne vil lide skade der langt borte på sletten, derfor at de førte an på vejen dertil. I sandhed så jeg dem stryge forbi vendepunktet, men nu er de ingensteds at se, til trods for at mine øjne stirrer overalt ud over den trojanske slette [græsk ”Trôïkon”].

Aristoteles: Dyrenes Historie (Bog III:12) skrevet ca. år 350 f.Kr. forklarer os flodens etymologiske ophav, i min oversættelse til nudansk:

"Scamander-floden har omdømme at den gør lam gyldne [lyshårede], og af denne årsag, siges det, kalder Homer floden for "Den Gyldne [(op)lysende] Flod".

Homer: Iliaden (Bog II:459-469) beskriver Scamander-flodens vand som ”mjød”. Homer: Iliaden (Bog XX:73-74) forklarer os at Scamander-floden blandt de udødelige kaldes ”Xanthon”. Det oldgræske ”Xanthon”, der også bruges til beskrivelse af hårfarve, betyder ”gyldent rødbrunligt”, der netop er farven på ”mjød”.

Skamandros (Scamander)-floden kaldes i dag Karamenderes-floden, og Simoentos (Simois)-floden for Dumrek-floden. Vær opmærksom på at da Troy I og II blev bygget i tidsrummet år 3000-2250 f.Kr., lå bystaten ude ved kysten i bunden af en bugt. Da Troy VII blev bygget, tidsrummet omkring Den Trojanske Krig, var den oprindelige bugt blevet fyldt op med naturlige aflejringer fra Skamandros- og Simoentos-floderne, og lå ca. 3 km indlands. Derfor er fjenden nødsaget at sejle op ad Skamandros- og Simoentos-floderne for at kunne belejre og omringe Troja. Begge floder udmunder i Helle-sø (Dardaneller-strædet).

Troja's kystlinje under Den Trojanske Krig med Skamandros (Scamander)-floden og Simoentos (Simois)-floden i forhold hertil.

Nr. 1: Det oprindelige kort udarbejdet af I. Kayan, E. Öner, L. Uncu, B. Hocaoglu, S. Vardar: Geoarchaeological interpretations of the "Troian Bay" (Natural Science in Archaeology, Springer Series, 2003, s. 379-401)
Nr. 2: Det oprindelige kort udarbejdet af J. C. Kraft, I. Kayan, H. Brückner, G. Rapp: Sedimentary facies patterns and the interpretation of paleogeographies of ancient Troia (Natural Science in Archaeology, Springer Series, 2003, s. 361-377)

Vi ser Troja's kystlinje ca. år 1250 f.Kr., dvs. som vi må forvente den så ud under Den Trojanske Krig år 1194-1184 f.Kr. Ligeledes fremhævet er det sted, hvor Strabo mener at fjendens flådebase og feltlejr lå; vest for Troja på den anden side af den i samtiden indskrænkede bugt omkring Troja.

Strabo: Geographika (7 f.Kr.-18 e.Kr., bog 13.1.36) havde også læst Homer: Iliaden og Homer: Odyssey, og gjorde sig også overvejelser omkring Troja's topografi og geografi under Den Trojanske Krig. Han skriver, i min oversættelse til nudansk:

"..hvis trojanerne, da muren [omkring fjendens flådebase] var bygget, kunne belejre og gennembryde denne for så at anfalde selve flådebasen og skibene, men ej formåede at belejre flådebasen før muren blev bygget selv den kun lå i kort afstand [fra Troja]; for den findes nær Sigeium, og Scamander [floden] har sit udløb nær stedet, med en afstand på kun 20 stadier [3.7 km] fra Ilium [Troja]. Men antager vi at Fjenden [Achaean]'s Havn, som den nu kaldes, er flådebasen, da taler han [Homer] om et sted endnu tættere på, kun ca. 12 stadier [2.2 km] fra byen [Troja], selv ifald man tager sletten ved havet i betragtning, da hele denne slette af aflejringer fra floderne - jeg taler her om sletten ved havet foran byen [Troja]; således at, ifald afstanden mellem havet og byen er nu 12 stadier, da kan den ikke have været mere end halvt så lang på den tid [dvs. 6 stadier, 1.1 km]...".

Bemærk ligeledes bugten mod syd, Besik Bugten, og hvorledes kystlinjen år 1250 f.Kr. viser en naturhavn, der i dag er fyldt op. Denne havn er ekstrem vigtig, da der var her alle skibe lagde til medens de afventede gunstige vindforhold til at kunne sejle igennem Helle-sø (Dardaneller-strædet). Det er herfra Troja opkræver sin "Øresundstold". Den dominerende vind i området er Nordenvind, og skibene kunne ikke sejle imod vinden, hvorfor de måtte afvente en ændring i vindens retning.
Kilde: Mathias Handl, Armin Schriever, Andreas Vött, Helmut Brückner: Holocene delta progradation in the eastern Mediterranean - case studies in their historical context (La revue Méditerranée, ISSN 1760-8538, 2005, s. 95-106, 3. Case study 2: Karamenderes (Scamander) delta plain (Turkey), Fig. 3 Scenarios of the progradation of the Karamenderes (Scamander) and Dümrek (Simois) deltas in space and time)

Kan flodnavnet "Skamandros" være sammensat af hvad bliver de to oldnordiske ord "Skammr" (bryst) + "drós" (pige, kvinde), og derfor betyder "Kvindens Bryst"?

Det oldnordiske "skammr" forekommer som forstavelse i "skammrif, skammrifja" i betydningen "bryst" for menneske og kreatur. Samtidigt ved vi at Ida-bjerget er kendt af alle som "stedet med mangfoldige kilder". Vi ved også "Sibyl i Phrygia, Den Phrygiske Sibyl" (Frigg's vølve, Sif) kaldes "Den Idaenske Moder" (mater Idaea) og at hun anses som "Gudernes Moder" (matrem deum). Vi ved også, at i oprindelig tanke er Mælkevejen "himlens vandvej", medens floder med livgivende ferskvand er Jordens mælkeveje. Tænk ikke længere end på de 4 strømme af mælk der flyder fra urkoen Auðumbla's yver. "Kvinden" i flodnavnet "Skamandros" (Kvindens bryst) er derfor "Den Idaenske Moder", der dagligt har leveret ferskvand og visdom til Troja. Det er også derfor flodens vand gives heitet ”mjød” jvf. Homer: Iliaden (Bog II:459-469). I oprindelig nordisk tanke flyder forfædrenes visdom ind i mjøden, og fra drikkehornet, ind i os.

Jeg har vist at den kvindelige vølve ”Sif, Sibylla” har været kendt som ”Hende, der giver gudernes råd; Hende, gennem hvilken guderne råder”, hvorfor hun nødvendigvis må være ”Gudernes Moder”. Vi kan nu se at vølven ”Sif, Sibylla” er uigenkaldeligt knyttet til bjerget ”Ida” (”Idên, Idês”), og det er hun naturligvis fordi den forfædrende visdom befinder sig på bjerget tinde ¹.

¹ Og mon ikke det er af helt samme årsag at den egyptiske prins Moses (Tuth-mosis, f. 1534 fKr.) også henter sin visdom fra toppen af bjerget, jvf. Det Gamle Testamente (2. Mosebog: 19:3, 19:20, 5. Mosebog: 5:5).

I afsnittet ”Gudinden Dísar” forklarer jeg at det oldnordiske ”dísar” findes på oldengelsk som ”ides”. I såvel oprindelig nordisk tanke, som i veda, betegner begrebet oprindeligt en kvindelig gudinde, og bredt forstået ”kvindelige magter/ ånder”. Begrebet er også begge steder knyttet til vand, og det er ”tågedisen” (Mosekonebryg), der giver os navnet på ”dísar, ides”. Det er, så vidt jeg kan se, netop af denne årsag at Homer: Iliaden flere gange tilføjer ”med de mangfoldige kilder” i sin beskrivelse af Ida-bjerget. Det er netop for dette bjerget har været kendt, og hvorfor det bliver udvalgt som forfædrendes hjem i himlen.

Derfor skriver Homer: Iliaden (Bog II:820), i min oversættelse til nudansk:

”undfanget blandt Ida [græsk ”Idês”]’s [frugtbarheds]sporer, en gudinde liggende med en dødelig mand…”.

Vær opmærksom på, at Völuspá (vers 42, Ældre Edda) gør brug af betegnelsen ”gygiar” (gýgjar), i andre kvad i formen ”gýgi”, som vi i Völuspá må opfatte som ”en mægtig og kraftfuld kvinde”, dvs. vølven, i andre sammenhæng generisk som ”jættekvinde”, dvs. en kvinde fra dyb fortid. I Völuspá (vers 42, Ældre Edda) befinder vi os i Den Trojanske Krig. Snorre fanger tydeligevis brugen af dette ord og er enig heri. Det viser han i Snorre Edda (Gylfaginning, kap. 49. Dauði Baldrs ins góða.):

Þá var sent í Jötunheima eftir gýgi þeiri, er Hyrrokkin hét Da blev der i Jættehjem sendt efter gygien der, der Hyrrokkin hed

Min oversættelse til nudansk.

Jættehjem betegner altid rummet ”dyb fortid”, og tiden er sat under Den Trojanske Krig ved søens bred.

Homer: Iliaden (Bog II: 865) omtaler en hellig sø ved navn ”Gugaiê” (Gygaea). Vi kan se at søen skal befinde sig landskabet ”Mêionas” (Maeonia), hvilket folk var i forbundsfæller til Troja.

Herodot (år 484-425 f.Kr.): Histories (Bog 1:93:5) skriver at søen findes nær ved Alyattes enorme gravsted, der stadig fandtes i Herodot’s samtid. Herodot kalder ligeledes søen for det græske ”Γυγαίη” (Gugaie), hvilket forekommer at være flertalsform, der sidestilles med ”gygiar” (gýgjar), hvor entalsformen er ”gýgr”. Vi skal derfor opfatte det oldgræske stednavn som ”Gygaiernes sø, Gygjarnes sø”.

Dette forklarer hvorfor vi har den oldnordiske betegnelse ”margýgr” (søgyge, havgyge), som vi opfatter som ”havfrue” (havet og søens Freya). Fordi Kong Alyattes til Lydia (år 619-560 f.Kr.) presser kimbrerne endeligt ud af ”Phrygia - Frigg's Land” og Lille-Asien, kan vi ikke endeligt sige, hvorvidt det er os, kimbrerne eller begge, der bringer forståelsen for de vølviske ”gygiar” (gýgjar) nord for Ejder-strømmen.

Kong Alyattes gravhøj blev udgravet i 1854 og findes nord for Sardis (i dag ”Salihli Sart Harabeleri”), mellem ”Gugaiê” (Gygaea) søen (i dag kaldet ”Marmara Gölü, Gölmarmara”) og floden Hermos (i dag ”Gediz”). Såvel Herodot: Histories (Bog 1:93:5), som den faktiske udgravning i 1854, forklarer, at på gravhøjens top stod, og står, fem stensøjler formet som et kønslem. Der er absolut ingen tvivl om at de oprindelige ”gygiar” (gýgjar) er landskabets modsvar til Freya.

At ”Sibyl i Tibur” knyttes til ”breden af floden Anio” skyldes at floden Anio (i dag Aniene) udspringer i landskabet Latium i midten af Italien. Herfra flyder floden sydvest for så at udmunde i Tiber-floden ved Rom. Byen Tibur, i dag Tivoli, 30 km fra Rom, er en etruskisk by, hvorfor ”Sibyl i Tibur” er etruskisk. Templet (Varro kalder det ”Albunea”) ligger ved det berømte vandfald i Tivoli (Tibur). Der er et fælles ophav til ”Sibyl fra Cumae”, der også knyttes til etruskerne i 600 tallet f.Kr.

Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>

Søgeværktøj

Fra Grímnismál (vers 32, Ældre Edda) ved vi at vor ven fra skov og have, det rødbrune egern Ratatoscr (sammensat af de oldengelske ord "ræt" + "tusc" med betydningen "Gnavertand"), er god til at frembringe svar på alt mellem himmel og jord. Nedenfor til højre fra billedet af Ratatoscr, fra Ólafur Brynjúlfsson: Gudeskrift m. bl.a. Ældre Edda (Edda Sæmundr) & Snorre Edda (1760), findes Google's søgeværktøj, der er tilpasset til at søge efter svar fra Asernes æt. Ifald søgeværktøjet ikke kan ses, højreklik på musen og genopfrisk (opdater) siden.

Phrygia - Frigg's Land

Þa comr hlinar harmr aNaR fram er oðiN feR við ulf vega | en bani belia biartr at surti þa mvn friGiar falla angan | tyr.Da kommer Hlinarden anden harme frem[,]der Odin farerved ulvekamp,end Den Brølendes baneklarøjet mod Surtida Frigg’s viljefalde i lyst, *tiwaR[-runen]

Dragen Nidhug & Fenrisulven

Dragen Nidhug

Ratatoscr heitir ikorni, er renna scal at asci Yggdrasils: arnar orð hann scal ofan bera oc segia Níþha/ggvi niþrRatatosk hedder egernet,der rende skalpå asken Yggdrasill:ørnens ordhan skal oven[fra] bæreog sige Nidhug [for]neden

Norðan sá ek ríða Niðja sonu, ok váru sjau saman; hornum fullum drukku þeir hinn hreina mjöð ór brunni Baugregins.Norden[fra) så jeg rideNedre sønner,og var syv [til]sammen;hornene fuldedrak de hin rene mjødud af Baugregins brønd.

Fenrisulven

Gymir og Sif – Sparta's konge og Frigg’s vølve

Gymir

Sif

Þa comr hlinar
harmr aNaR fram
er oðiN feR
við ulf vega |
en bani belia
biartr at surti
þa mvn friGiar
falla angan | tyr.
Da kommer Hlinar
den anden harme frem[,]
der Odin farer
ved ulvekamp,
end Den Brølendes bane
klarøjet mod Surti
da Frigg’s vilje
falde i lyst, *tiwaR[-runen]

Ratatoscr heitir ikorni,
er renna scal
at asci Yggdrasils:
arnar orð
hann scal ofan bera
oc segia Níþha/ggvi niþr
Ratatosk hedder egernet,
der rende skal
på asken Yggdrasill:
ørnens ord
han skal oven[fra] bære
og sige Nidhug [for]neden

Norðan sá ek ríða
Niðja sonu,
ok váru sjau saman;
hornum fullum
drukku þeir hinn hreina mjöð
ór brunni Baugregins.
Norden[fra) så jeg ride
Nedre sønner,
og var syv [til]sammen;
hornene fulde
drak de hin rene mjød
ud af Baugregins brønd.