Bystaterne Assur og Ur(im)

At benytte Bibelen som historiebog er fyldt med risici fordi vi kun vanskeligt kan adskille røverhistorierne fra mulige korrekte historie oplysninger. Jeg gør nu det spring at jeg antager at stammen ”Ver Asir” eller Ase-folket er identisk til den stamme der i Bibelen kaldes ”Aser/Assur”. Wulfila skriver på gotisk ca. år 350 e.Kr. ”us kunja Aseris” i Lukas-evangeliet 2:36. Det gotiske "kunja" er fra "kuni" der modsvares af "cyn” (oldengelsk) og ”kyn” (oldnordisk), alle med betydningen "slægt". Vi kan derfor oversætte sætningen til "af Asers slægt".

"Bilag C: Referencer til Aser og Assur i Bibelen" har en liste med de væsentligste oplysninger om stammen i Bibelen .

Joshuabogen 19:24-31 fortæller os hvor deres land var:

”Asers område.

Det femte lod faldt for aseriternes stamme efter deres slægter (24)
Deres landemærke var: Helkat, Hali, Beten, Aksjaf. (25)
Alammelek, Am’ad og Misj’al; derpåberører grænsen Karmel mod vest og Sjihor-Libnat. (26)
Drejer såøstpå til Bet-Dagon og berører Zebulon og dalen ved Jifta-El mod nord; derpå går den til Bet-Emek og Ne’iel og fortsætter nordpå til Kabul(27)
Abdon, Rehob, Hammon og Kana indtil den store stad Zidon; (28)
Så drejer grænsen mod Rama og til den befæstede by Tyrus; derpå drejer grænsen mod Hosa og ender ved havet; desuden Mahalab, Akzib. (29)
Akko, Afek, Rehob; tilsammen to og tyve byer med landsbyer. (30)
Det er aseriternes stammes område efter deres slægter, nævnte byer med landsbyer. (31)”

Nedenfor følger et kort optegnet på baggrund af Joshuabogen, og som findes i alle udgaver af Bibelen.

For sammenligning med tidligere kort brug Karmel bjerget syd for Haifa som reference. Ase-folket s mulige landområde er så midt i jætteland som man overhovedet kan komme. Derfor kalder Ase-folket langt senere i deres historie Judæa for Jötunheima eller ”Det Forjættede Land”.

En præst har forklaret mig at beskrivelsen om fordeling af land til Ase-folket som beskrevet i Joshuabogen finder sted omkring år 1230 f.Kr.

Som det fremgår af Bilag B så kaldes Jakob og Zilphas søn for Aser. Sprogforskere mener at dette navn oprinder fra et gudelignende element hos Amoriter- og det gamle Akkadiske folk, der havde en mandlig og kvindelig version, Ashar og Asherah.

Bystaten Assur

Aser-folket , 53.400 mennesker over 20 år siger Bibelen , kom til deres nye land fra byen og provinsen Assur lidt nordøst derfra. Assur blev grundlagt omkring 2250 f.Kr. Man ved dette i skrift fra lovkodekset fra den 6. babylonske konge Khammurabi (staves også Hammurabi)(1792-1750 f.Kr.), hvor Assur bliver kaldt A-usar(ki), med ”ki” betydende landområde, dvs. at det ikke kun var en bystat. Lovkodekset, der indeholder 282 love, blev fundet i 1909, og findes på Louvre-museet i Paris. I forordet til kodekset står ”som gav tilbage til byen Assur dens beskyttende gud”. Hvis vi kigger på indholdet af lovkodekset kan vi se hvad samtiden fandt vigtigt. Der er 68 afsnit omkring familielove, 50 om fast ejendom, og 7 omhandlende kvindelige tempelpræsters rettigheder.

Kort over Mesopotamien, gjort på baggrund af et kort fra Oriental Institute, University of Chicago. Byerne er ikke samtidige og spænder over et stort tidsrum. Som overssigtskort giver det dog læseren et visuelt værktøj. Bystaten Assur (35° N 30 min.) er under stor trussel for at blive oversvømmet af ønsket om at bygge Makhul dæmningen 128 km syd for Mosul. Det opdæmmede vand vil oversvømme ca. 32 km mod syd, herunder Assur. Dette projekt, nu overtaget og under kontrol af Kurderne, bør kunne tilpasses så kurderne får deres vandresource uden at ødelægge vor urby.

Herodot (ca. år 484-425 f.Kr) forklarer os (Bog 4:7) om hvorledes skytherne forklarer deres oprindelse:

”..de tilføjer at tidsrummet fra Targitaus, deres første konge, til Darius’ overgang til Hellespont for at angribe dem, er kun 1.000 år....”

Darius I. angreb Hellespont ca. år 516 f.Kr. som det første skridt i sin kampagne mod Skytherne. Vi ved ikke hvilken stamme Herodot her henviser til under den generelle betegnelse af Skytherne. Det må dog være en mulighed at det kan have været en generel forståelse blandt mange af stammerne under den generelle betegnelse af Skythere at deres oprindelse var nogenlunde ens. Mit gæt er at vi var én af disse stammer. Det giver os da et indtryk af at stammen dannes ca. år 1516 f.Kr. Vi ved at de første konger af Assur "boede i telte", og derfor er et nomade-folk der er rejst dertil fra et andet sted. ¹

¹ Jørgen Læssø (Jorgen Laessoe): People Of Ancient Assyria (1963).

Det er i denne sammenhæng utroligt spændende at Geoffrey of Monmouth i hans værk ”History of the Kings of Britain” fra ca. år 1151 e.Kr. som den første nedskriver Saksernes historie fra begyndelsen. Geoffrey nævner stammens begyndelse som ca. 1100 f.Kr. Sakserne er Syd-danere.

Jordanes (Bog VI:47) skriver om goternes oprindelse at goterkongen Tanausis (ca. 1323-1290 f.Kr.) var i krig med egypterne og deres konge Sesostris (I., 1973-1928 f.Kr.) ved floden Phasis (i dag floden Rioni, syd for Kaukasusbjergene) og drev egypterne tilbage til Nilen. Der er uoverensstemmelse i sammenføringen af disse to konger dateringsmæssigt, hvor manglen på præcision sikkert kan tilføjes goterkongen. Goternes stammedannelse ser derfor ud til at være bemærkelsesværdigt samtidigt med vor egen, men helt anderledes i oprindelse.

Det ser ud til at Assur betaler lydskat til Ur under det 3. Ur-dynasti idet Assur's konge Zariqum ("Sar" eller "beskytter?) anerkender dette til Amar-Sin, den 3. konge af  det 3. Ur-dynasti (ca. 1998-1989 f.Kr.). Det har den ekstremt store betydning at vi naturligvis kender til bystaten Ur - se senere. ¹

Der kommer en fremmed magthaver til Assur med Shamshi-Adad, der regerer 1748-1716 f.Kr. ¹

¹ Jørgen Læssø (Jorgen Laessoe): People Of Ancient Assyria (1963).

Der er normalt kun én årsag til at nye stammer dannes. Det er efterdønningerne af krig og indførsel af nye skikke, sæder og guder uforenelige med hvorledes gruppen, der danner en ny stamme, ønsker at leve. Sker der noget udover det sædvanlige i Mesopotamien i tidsrummet omkring år 1516 f.Kr.? Det er præcist hvad der gør.

I perioden år 1749-1595 f.Kr. forfalder det Babylonske rige. Under Kong Samsu-iluna (1749-1712 f.Kr.) begynder Kassiterne (Kassu) at angribe Babylonien, og Sølandene (kystområdet ved den persiske golf) bryder væk fra det Babylonske rige. Under Kong Abi-ešuh (1711-1684 f.Kr.) og Kong Ammi-ditana (1683-1647 f.Kr.) angriber Kassiterne igen Babylon men blev drevet bort. Kong Ammi-Saduqa (1646-1626 f.Kr.) gennemførte reformer i Mesopotamien, eftergav gæld og løslod gældsslaver. Kong Samsu-ditana (1625-1595 f.Kr.) herskede i relativ fred i 30 år, men i år 1595 f.Kr. angreb Hittiternes konge Mursilis I. Mesopotamien, og Babylon blev plyndret og ødelagt. Hittiterne forblev ikke i landområdet da Mursilis I. havde politiske problemer på hjemmefronten i Hattusas og ender op med at blive snigmyrdet i et coup d’etat. De babylonske kongers kontrol med Mesopotamien var dog gået tabt. Fra år 1595 f.Kr. hersker der derfor totalt kaos i Mesopotamien og de gamle fjender, Kassiterne, udnytter dette ved at tage kontrol med landområdet. Mit gæt er at det er denne magtovertagelse af Kassiterne, der fører til dannelsen af en række nye stammer, herunder måske vor egen for at kunne forsvare vore sæder og skikke og vort landområde omkring bystaten Assur .

Vi har meget få vidnesbyrd om hvem Kassiterne var ¹  . Det er blevet foreslået at de muligvis kom fra landområdet Luristan i det vestlige Iran, dvs. en folkevandring fra nord. Vi ved at hesten var hellig for denne stamme og at det muligvis er dette folk der indfører hesten til Mesopotamien, og derfor til os! ² Hvad er interessant i forhold til hvorfor nye stammer muligvis opstår er at vi ved at Kassiterne blev anset for barbarer nogle af de eksisterende folkeslag. Brugen af ”barbar” har altid haft den underliggende betydning ”væsentligt anderledes end vi er” for de der bruger udtrykket. Vi ved også at de forsøger en radikal ændring af Mesopotamien. De omdøber Babylon til Karanduniash og bygger fra grunden en helt ny hovedbygd 150 km nord for Babylon/Karanduniash, som de kalder Dar Kurizgalu/Durkurigalzu (i dag ”Aqa Quf” 30 km vest for Bagdad). De bliver til sidst drevet bort af Assyrerne.

¹ Ptolemy kalder dem ”Kossaeans”, grækerne ”Kissians” og Herodot ”Susians” (Bog 5:49-52).
² Denne konklusion afhænger af hvorvidt dyrerne der trækker de 4-hjulede stridsvogne på Standarden fra Ur dateret til 2600-2400 f.Kr. er heste eller ej. Det synes ikke er være den generelle forståelse. Jeg har dog vanskeligt ved at se at det ikke skulle være heste.

En af konsekvenserne af alle urolighederne, og stammens dannelse, er at vi nu skifter til at betale lydskat til den egyptiske pharaoh Thothmes (Þoþmes) III (1504-1450 f.Kr.). Vi ved dette fra egypterne selv, der skriver at "kongen af Assur betaler lydskat". Det sker som følge af Thothmes's militære anstrengelser, hvor han i sit 13. regeringsår underligger sig store dele af Mesopotamien, herunder bystaten Assur.

Vi ved at regenten i Assur ca. år 1393-1384 f.Kr. kalder sig "Assur-nadin-ahhe" eller "vice-konge af Assur". Det antyder igen en lenshyldning til en tredjepart, formentlig stadig egypterne. Fra inskriptioner i akkadisk dialekt fundet i Assur ved vi at der i 1200/1100 tallet f.Kr. sker aktivt hesteopdræt, tilridning, tæmning og hestespandstræning (til stridsvogne formodentligt). ¹

¹ Jørgen Læssø (Jorgen Laessoe): People Of Ancient Assyria (1963).

Men hvem var Jarl æt omkring samtidens egyptiske herskere? Egyptologer har længe vidst dette. Vi andre derimod står, så vidt jeg kan se, overfor en fuldstændig omfortolkning af hvem de tidligste egyptiske herskere i virkeligheden var.

Til venstre: Det ekstremt velbevarede ansigt fra adelsmanden Yuya (Iouiya) dateret til ca. år 1386-1349 f.Kr. under Amenhotep III. i det 18. Dynasti. Han er den eneste i egyptisk historie der bar titlen ”Højtærede fader til Pharaoh”. Hans gravplads er i Kongernes Dal (KV46), hvor han fik lov at hvile uforstyrret med sin kone til februar 1905. Den australske læge Dr. G.(rafton) E.(lliot) Smith (1871-1937) beskrev Yuya som en mand i 60’erne da han døde. Hans hårfarve var gulblond i farve, et resultat af hårfarvning fra hans samtidige helt hvide hår. Hvad balsamøren her har gjort er at genskabe Yuya’s naturlige hårfarve til det efterliv som egyptisk filosofi fandt vigtigt. Yuya er derfor en lyshåret indoeuropæer i Kongernes Dal ca. år 1386-1349 f.Kr.
Til højre: Yuya giftede sig med Tjuyu (Thuyu), der var af kongelig byrd. Deres datter blev Dronning Tiye og hun var gift med Pharaoh Neb-Maat-Re Amenhotep III. til Egypten (dette fremgår ordret fra en eksisterende skarabæ, hvor giftermålet lyses). Dr. G. E. Smith skriver at hun var en ældre dame da hun døde og havde tabt en stor del af sit hår. Derfor igen er hendes gulblonde hår resultatet af hårfarvning. Men igen er hårfarvningen til lysblond en tilbageførsel til hvorledes Tjuvy tog sig ud i sin ungdom, et liv hun nu skulle leve igen. Kvinden Tjuvy er derfor en lyshåret indoeuropæer i Kongernes Dal ca. år 1386-1349 f.Kr.

Kilder: William Max Miller: The Eban Royal Mummy Project. http://anubis4_2000.tripod.com/mummypages1/introduction.htm ; Raffaela Moresi: Jeder zweite Schweizer hat die ”Pharao-DNA” (www.20min.ch, 28.7.2011), og ”Danske mænd deler dna med Tutankhamon” (Jyllandsposten, 1.8.2011).

Det Gamle Testamente (Dommerbogen 1:31-32) forklarer os, at Aser-folket havde svært ved at få fuld kontrol over deres nye landområde i 1230 f.Kr. Der var en 7-årig Assyrisk magtovertagelse fra Kassiterne i 1200 tallet f.Kr., hvor det dog lykkedes Kassiterne at generobre tronen. Vi kan ikke vide det, men mit gæt er at dette tvinger Ase-folket til at folkevandre ind i Lille-Asien, hvor de en kort periode har kontrol med Troja og bystaten Assus (se kapitlet ”Troja, Þrúðvangar og Ragnarok”).

Aser- og Dan-folkene blev anset som ”ha goyim” (hebraisk), der bliver oversat til ”ethnikos” (græsk), og igen til ”gentilis” (sen-latinsk), med forståelsen (fremmed, hedning, ikke-jødisk). I Ase-folkets tilfælde sker det som følge af deres dyrkning af Asa-guderne. I Kong Herodes system (dør 4 f.Kr.) havde begge folk samme status som kvinder ¹.

¹ Barbara Thiering: Jesus The Man (1992, s. 357)

Bystaten Assur ligger nord for hvor Lille/Nedre Zab-floden floder ind i Tigrisfloden i det nordlige Irak (nu Qal'at Scherqat, Irakisk Kurdistan). Byen blev genopdaget i 1821 og man har en rimelig forståelse af hvorledes byen så ud. Der var en 4 km lang mur omkring byen. Inden for byens mure var der 34 templer og 3 paladser. Man har dateret en voldgrav omkring byen til 1270 f.Kr. så her må byen have haft styrke. Der var 3 porte i bymuren: Ase-porten, Tigris-porten og solguds-porten. Der var en kaj ved Tigrisfloden. Byen lå strategisk ved handelsvejen fra ”madkammeret” i halvmånedalen via Tigrisfloden, og har derfor været konstant udsat for angreb.

Kort of byen Assur. Vi ser Tigris-floden slynge sig øverst. Underneden muren der omspandt byen mod land. 
Billedkilde: Kortet gjort fra håndtegning i artiklen "Assur - Eine altorientalische Grossstadt in Mesopotamien",
 Ruprecht-Karls-Universität Heidelberg: Assyriologie

Til venstre: Byen Assur set fra Tigris-floden.
Til højre: Fra byen Assur udkig mod øst, hvor Tigris-floden slår et venstresving omkring byen.
Billedkilde: Artiklen "Assur - Eine altorientalische Grossstadt in Mesopotamien",
 Ruprecht-Karls-Universität Heidelberg: Assyriologie

Grundmuren til en storhal i byen Assur.
Billedkilde: Artiklen "Assur - Eine altorientalische Grossstadt in Mesopotamien",
 Ruprecht-Karls-Universität Heidelberg: Assyriologie

Fordi Aser-folket både tilbeder deres guder Aserne og kalder sig Aser-folket ved vi ikke om byen er opkaldt efter guderne eller folket? Vi ved at guderne blev kaldt ”Assur”, ”Asur” og ”Ash-ur”. Man ved også at titlen ”Ashir” blev givet til lederne af Aser-folket (”sur” betyder ”Leder/Gud /Konge”. Det må være det samme ”sar” og ”syr” som sarmaterne/sauromatae benytter i kilder fra 400 tallet f.Kr.

Man ved at Aser-folket allerede på dette tidspunkt har tempelpræster, og mit gæt er, baseret på Lukas-evangeliet 2:36, hvor en profetinde ved navn Anna nævnes blandt Aser-folket, at disse tempelpræster også har været kvinder. Dette synes fuldt ud bekræftet af Khammurabis lovkodeks.

Vi ved at fra ca. år 800 f.Kr. benyttes bogstaverne ”An-sar” til beskrivelsen af guden Assur . Vi husker i denne forbindelse at As-runen ”AnsuR” bruges i helt samme forbindelse til at beskrive guderne Aesir. Professor Dr. Stefan M. Maul fra Institut for Assyriologi på universitetet i Heidelberg har dog forklaret mig, at han ikke mener at der er en forbindelse mellem den fysiske skriftform uden dog at tage stilling til om der kan være en historisk forbindelse.

Vi ved at gudinden der skabte menneskeheden hed ”Mama, Mami og Ama,” og det må vist siges også at være sandt i dag.

Det er vigtigt at fastslå at jeg ikke fastholder at vore forfædre var Assyrer. Der sker tilsyneladende et magtskifte ca. år 1307 f.Kr. i hvad kaldes The Middle Syrian Period (1307-950 f.Kr.). Fra dette tidspunkt er det Assyrerne der hersker.  

Vor stammes linie følger måske Kong Arik-den-ili (ca.1319-1307 f.Kr.), der må se Assur besat af en stamme fra Taurus-bjergene. Det kan være ætterne omkring denne kongelige linie der drager videre mod Troja. Det kunne være spændende om vi kunne forbinde Kong Arik-den-ili ("Eiríkr-den-ili" eller "Altrådende Herre"?) med stamfaderen til Folkene fra Troja, Kong Erichthonius (Eiríkr-Þor/Altrådende Thor). Begge er dateret til ca. år 1300 f.Kr.

Mit bud er at vi finder denne forbindelse ved at efterse hvad "søn-af-Tordenguden" hedder i samtiden, og at han overhovedet findes og dyrkes i bl.a. Assur. Han kendes i sin tidligste form som det sumeriske navn Ningirsu" ("Herre af (landskabet) Girsu", med konens navn "Bau"), og senere som "Ninurta" (konens navn "Gula"). Det er den samme enhed. Vi ved fra cuneiform tavler at hans egenskaber er "regn, frugtbarhed, torden, krig og sydvinden" ¹ , dvs. alle Ase-og Vane-slægtens kundskaber. Da han bl.a. er tordengud, må hans fader ligeledes være samme. Faderens navn er "Enlil", der er den øverste vindgud.

"Søn-af-Tordenguden" må føre slag mod en enheden "Imdugud/Anzu" (Sumerisk/Akkadisk) der visuelt afbildes som en drage/grif og i cuneiform tavlerne beskrives som "tyre-manden fra søen"¹. Dette slag skyldes at "Imdugud/Anzu" uden forlov har taget "Tavlen om hvad vil komme" fra Tordenguden, og hans fader, Enlil. Nøjagtigt som "Ódinn var forspár" dvs. vore konger skulle have visdom om hvad vil komme som en del af retten til at herske, skulle Enlil have "Tavlen om hvad vil komme". "Søn-af-Tordenguden" vinder da også "visdomstavlen" tilbage. Jeg viser i Litteraturlisten under det estiske nationaldigt "Kalevipoeg" at det estiske folkedigt "Tordengudens søn" gengiver Thor med samme egenskaber, der igen vises i Þrymskviða (Tryms-kvadet) og Hymiskviða (Hymir-kvadet), begge Ældre Edda. Beretningen vi netop har hørt om; kampen mellem "Søn-af-Tordenguden" og "Imdugud/Anzu" er den oprindelige beretning om "Thors fisketur" i Hymiskviða (Hymir-kvadet).

 ¹  "Sydvinden" må være "vinden fra syd" dvs. Solens varmestråler. Se Stephanie Dalley: Myths from Mesopotamia:Creation, The Flood, Gilgamesh and others (1991).

Se tillige "Bilag Ø: Forne sange" hvor Þrymskviða gengives i folkevisen "Tord af Hafsgaard og Tosse-Grefve".

Øverst: "Søn-af-Tordenguden" i slag mod "Imdugud/Anzu" i drage/grif afbildning. Thor's kamp mod Midgårdsormen. Tegningen fra Wikipedia.
Nederst: Afbildningen fra "Serpentinite Cylinder Seal" dateret til 2300-2200 f.Kr (H:3.9 cm, Diameter: 2.7 cm). Akkadisk fra Mesopotamien. Afbildningen kan vise en af "Søn-af-Tordenguden" tilfangetaget Anzu bragt foran Kongen. Anzu er her ganske vigtigt vist som en faktisk person. Hans dragt er vist næsten som en fugledragt, og kan være en henvisning til grif-afbildningen vi ser i andre afbildninger. Da kongen, som Thor er det i sin oprindelige form, er den øverste vindgud, kan det også vise kongens vrede i en stormfuld tale mod Anzu, hvorfor hans dragt blafrer bagud. Bemærk den 8-takkede Moder Jord stjerne foran kongens ansigt, som vi genfinder på Guldhornene. Afbildningen fra The British Museum, Room 56, Early Mesopotamia.

De i Danmark og England kendte begreber ”Torden og Lynild” og ”Thunder and Lightning” (fra det oldengelske ”Thunor und Lihting”), og vor almene forståelse for at det er Thor der sender lynild til os, kan vi hurtig se at Thor må sende denne lynild af sted med samtidens hovedvåben år 2000-1000 f.Kr. - buen.
 
Når derfor "Søn-af-Tordenguden" eller Thor fører  kamp mod Midgårdsormen med bue og pil, da kender vi den bue der på himlen afsender lynild (og regn) under netop dette navn; ”renboga” (oldengelsk), ”regnbogi” (oldnordisk), ”pit'kiz kor” (tordenbue – livonisk), ”vikerkaar” (tordenbue – estisk) og ”Ukon kaari” (Ukko’s bue, finsk og karelisk, hvor ”Ukko” er den ældste Thor vi kender, nemlig ”ÖkuÞór”). Derfor kalder vi Thor’s bue for regnbuen. Denne forståelse er, som man kan se, fuldt udviklet 2300-2200 f.Kr.

Det er her værd at knytte et par tanker til hvad "Imdugud/Anzu"' faktisk gør mod kongen. Ved at tage "Tavlen om hvad vil komme" har "Imdugud/Anzu" filosofisk taget kontrol over forfædrenes visdom, uden hvilken ingen konge, ingen brødføder, ingen overhovedet kan klare sig vel i nutiden. Der er ikke langt fra "Anzu" til runen "*ansuR, Aesc", hvis betydning er "Gud" i forståelsen "ånden fra forfædrene". Det kan derfor filosofisk vise sig at "Imdugud/Anzu" i virkeligheden tager forfædrenes visdom tilbage, måske som følge af fejl begået af kongen, som sønnen så må udrede. "Anzu" på akkadisk betyder "An" (sky) + "zu" (sur?=hersker), og bliver til skyguden "Assur”, ”Asur” og ”Ash-ur” eller Thor i sin oprindelige form. Den filosofiske kamp vi ser afbildet og får berettet er stammens uendelige kivsmål om fortolkning af vore sæder, om vi gør det ret og vel.

Det er sikkert derfor at Tyr i Hymiskviða (vers 5, Ældre Edda) forklarer at hans jættefader ¹ Hymir bor østen for Élivágar, der er urvandet sprunget fra urkilden Hvergelmir. Som jeg viser i afsnittet ”LaukaR-runens beskyttelse af søens folk” er det alene fra vandet vi henter visdom fra forfædrene. Derfor ligger Hvergelmir da også i Niflheim, der ligger i det sydlige Jætteland/Det Forjættede Land på sydøstkysten af Jordan (se ”Bilag N: Det hellige tal 9).

 ¹  At Hymir er en jætte og i vers 20 ”Abers ætling” (át rvn apa/áttrunn apa) gør naturligvis at Tyr er det samme. Jeg forklarer i Litteraturlisten under ”Kalevipoeg” (Kalev’s søn) at den eneste årsag til at Hymir, og Tyr, er jætter er for at vise at begge er ældre end Thor.

Rig Veda (bog 4:XIX:1-9 Indra) ¹ viser at Indra, udover at være ildgud, ligeledes er tordenguden, der fører kamp mod Midgårdsormen (i min oversættelse til nudansk):

”Dig, sandelig, O Torden-herskende Indra... Dragen udstrakt mod de 7 lavtliggende floder, hvor ingen samleled var, du splittede med din torden...Den blinde tydeligt så, da han greb ormen, rejste sig, brød rystelsen: hans led igen forenet...”

¹ Se tillige Rig Veda (bog 8:XXIV:11 Indra)

Ifald Kong Arik-den-ili ("Eiríkr-den-ili") er identisk til den øverste vindgud "Enlil" har vi genskabt den absolut tidligste "søn-af-Tordenguden", der for vor stamme kan være stamfaderen til Folkene fra Troja, Kong Erichthonius/Eiríkr-Þor/Altrådende Thor eller "Erik-Thor" blandt venner.

Begrebet Úr og bystaten Ur(im)

En af de måske vigtigste begivender for en nybagt familie og det nyfødte barn i den forne sæd var at ethvert barn skulle have bestemt sin ”Ørlög”.

”Ørlög” er lovene om hvorledes tingene vil blive, også kaldet ”wyrd” (oldengelsk), ”Urðr” (oldnordisk) eller ”skæbnen” af de 3 norner:

• Urðr (det som er, skæbnen, fortiden)
• Verðandi (det der passer, nødvendigheden, nutiden)
• Skuld (det som skal/måtte blive, fremtiden)

Se "Bilag N: Det hellige tal 9" for yderligere uddybning af dette.

Fra Nornagests þáttr (FlateyjarbókI,láfs saga Tryggvasonar) hører vi:

“fóru þá um land völur, er kallaðar váru spákonur , ok spáðu mönnum ørlög, því buðu margir menn þeim heim ok gerðu þeim veizlur ok gáfu þeim góða gripi at skilnaði”.

Som jeg oversætter til:

“fór da omkring landet völur, som kaldtes spåkoner, og spåede menneskene [om deres] Urlove, hvorfor mangen mand bød dem hjem og gav dem gode gaver når de skildtes/gik.”

Senere hører vi at disse spåkoner er ”norner.” Snorre forklarer os i Snorre Edda at norner kom til hvert eneste hjem med et nyfødt barn for at skabe dets fremtid.

”Ørlög” er sammensat af ”Úr” (det oprindelige, tidligste, jvf. örgamall eller urgammelt) + lög (love i flertal)). Begrebet ”Úr” eksisterer såvel på oldnordisk som på oldengelsk og er derfor fra før udvandringen til England år 446 e.Kr. og før nogen form for indflydelse fra den katolske kristendom. Ordet er heldigvis stadig fuldt levende på såvel de nordiske sprog som på engelsk med fuldt samme betydning som den oprindelige.

Vi kan se at ”Úr” betyder ”det oprindelige, det tidligste” og er derfor ordet der benyttes om det absolut første stammen kender til og erindrer.

Byen Ur, i antikken kaldt Urim, ligger vest for Basra, Irak i bunden af den Persiske Gulf, syd for Euphrates floden, der oprindeligt flød forbi byens mure (se kortet). Byen blev grundlagt ca. 4000 f.Kr. Før 2800 f.Kr. var byen en af de mest velhavende bystater i Mesopotamien og havde 3 dynastier gennem tiderne. Det første dynasti regerede ca. 2670 f.Kr. og den første konge af det tredje dynasti 2113-2095 f.Kr. Byen blev brændt af omkring 2000 f.Kr., genopbygget, og bliver en del af Babylonien. Efter den sidste babylonske konge Nabonidus (regent 556-539 f.Kr.) var borte kom byen under kontrol af Persien og byens forfald begyndte. Ved 300 tallet f.Kr. var byen glemt og Strabo nævner ikke byen år 7 f.Kr. i Geographika” (bog 11).

Bibelen omtaler i Det Gamle Testamente byen:

Tara tog sin søn Abram, sin sønnesøn Lot, Harans søn, og sin sønnekone Saraj, hans søn Abrams hustru, og førte dem fra Ur-Kasdim ¹ for at begive sig til Kana’ans land; men da de kom til Karan, slog de sig ned der. (1. mosebog 11:31)

¹ Den Danske Bibel benytter det hebraiske ord uden at forklare betydningen af dette. Ordet der bruges oversættes på engelsk til ”Ur of the Chaldees” eller ”Kaldæernes’ Ur.” Kaldæerne ankom til Ur ca. år 900 f.Kr. Den hebraiske betydning af ”Kaldæer” er ”stjernetyder.” Sætningen beretter at byen var udgangspunktet for udvandringen af Abraham’s familie mod vest til Palestina omkring 1900 f.Kr. At Ur i Det Gamle Testamente kaldes for ”Kaldæernes’ Ur” viser at sagnet om Abraham er mindst 1000 år yngre end hvornår denne begivenhed skulle have fundet sted. Selve sætningen menes først at være nedskrevet i 1000-1100 tallet e.Kr. og samhørigheden mellem Abraham og Ur er derfor næppe sandfærdig.

Ruinerne af Ur blev ikke genfundet før år 1854-55 af den britiske konsul J. E. Taylor, hvorefter udgravningerne begyndte således at vi idag har et ganske godt kendskab til byen.

Ur var en helligdomsbystat for måneguden Nanna (sumererne) og Sin (babylonerne). Nedenfor vises prologen til indskriptionen på Den Sorte Obelisk, hvor hele gudeverdenen forklares.

Ur har været kendt af alle folkeslag i Mesopotamien og Babylonien som en helligdomsbystat. Dette gælder også for os.

Det kan ikke være en tilfældighed at begrebet ”Úr” som en betegnelse for ”det oprindelige, det tidligste” som stammen erindrer, dvs. hvorfra vi kom, er identisk til helligdomsbystaten Ur. Tænk også på ordet ”ursprung” der på svensk stadig betyder ”oprindelse” eller direkte ”sprunget fra Ur.”

Kaldæerne tager, som vi har hørt, kontrol med Ur ca. år 900 f.Kr. Det kaldæiske ord for ”et barn” er ordet ”Nor.” Mit gæt er at begrebet ”norner” stammer fra dette sted og dette tidsrum.

Byen Ur forsvinder ud af historien i 300 tallet f.Kr. og begrebet kan derfor ikke være importeret fra andre sprog, andre religioner eller andre skikke.

I skrift er runen ”*uruR, Ur” fra Ældre Futhark vort vidnesbyrd om hvor gammelt begrebet ”Ur” er:

*uruR, Ur
(urokse, okse)

Jeg viser i kapitlet ”At Riste Lyde” at denne rune arkæologisk findes med denne lydværdi år 450-300 f.Kr. og formentlig langt tidligere.

Den oprindelige forståelse for uroksen kan ses fra hvorledes Snorre i Gylfaginning benytter begrebet ”Auðumbla/Auðumla/Auðhumbla/ Auðhumla” som betegnelse for urkoen fra hvis yver flyder 4 strømme af mælk (”...þar varð af kýr sú er Auðhumla hét, en fjórar mjólkár runnu ór spenum hennar, ok fœddi hún Ymi....”)
 

Uroksen Auðhumla, gengivet som Deres lokale ko, på hårdt arbejde.
"Auðhumla" er skrevet "Audumbla" med Yngre Futhark i teksten ovenfor koen.
Billedkilde: Ólafur Brynjúlfsson: Gudeskrift m. bl.a. Ældre Edda (Edda Sæmundr) & Snorre Edda (1760). Det Kgl Bibliotek, Håndskriftsafdelingen. Katalog ”Ny kgl. S. 1867 4º”; beskrivelsen findes i Kr. Kålund: Katalog over de oldnorsk-islandske Håndskrifter i Det store kongelige Bibliotek og i Universitetsbiblioteket (1900, s. 251-3). http://base.kb.dk/pls/hsk_web/hsk_vis.forside?p_hs_loebenr=4&p_navtype=rel&p_lang=dan

Thomas Ballard of Ledbury's kopi fra 1800 tallet, på opdrag af The Royal Geographical Society, af Richard of Haldingham's "Terrarum Orbis Tabulam" gjort i Hereford, England ca. år 1285 e.Kr. Dette Verdenskort (Mappamundi) er ekstremt vigtigt og ikke blot som følge af de geografiske detaljer. Vi genfinder her den absolutte grundide bag den katolske kristendom; Jerusalem er verdens navle med monopol på, og den eneste kilde til, sandheden. Det følger heraf i klassisk falsk kristen teologi at Solen må dreje om Jorden til trods for at alle oprindelige filosofier ved at det modsatte er sandt. Derfor bliver Galileo (1564-1642) i 1630 stillet for inkvisitionen i Rom for at foreslå at Jorden drejede om Solen. Dette var undergravende virksomhed og kætteri. Den hedenske dyrkning af Daggry (den opadgående sol/den jordlige moder) er endnu ikke forsvundet ud af forståelsen. Derfor er Edens Have vist i retning Øst (og er identisk til vor Auðhumbla selvom kortet ikke helt viser dette). Den vidunderlige afbildning af uroksens yver i Asien viser utvetydigt at det i 1200 tallet e.Kr. i alle vore landområder stadig var fuldt forstået at vort ophav er fra den nordlige halvkugle i Asien. Der synes i denne opfattelse at gemme sig en grundviden der ikke kan komme fra en dogmatisk kristendom, men må være af langt ældre dato. Troja er kun kendt fra sagn i 1285, men man vidste at den skulle ligge i Lille-Asien fra Homer og senere historieskrivere. Da kortet er gjort i Hereford, England har vi en spændende afbildning af Grand Danois-hunden i nedre højre hjørne. Billedkilde: The Finnish IT Center for Science (www.csc.fi).

Den filosofiske oprindelse til koen er igen fra Mesopotamien og skal sidestilles med den egyptiske urokse-gudinde Hathor (Ha-Þor), der på egyptisk skal forstås som den egyptiske gudinde ”Horus’ hus”, men som for os forekommer endog meget bekendt. 
 

 Afbildning af urokse-gudinden Hathor (Ha-Þor) fra Luxor Museum, Egypten.
Vi ser fra Det Gamle Testamente i 2. Mosebog (kap. 32:2-6) at de semitiske ætter ligeledes har urokse-gudinden som deres hovedgud. De støber i guld en gudeafbildning af en tyrekalv og sætter den på et alter. "Den Gyldne Tyrekalv/Guldkalven" er den visuelle afbildning af urokse-gudinden.  For os er den visuelle afbildning runen ”*uruR, Ur” (urokse, okse) fra Ældre Futhark, der jo viser tyrens stangende horn, hvorfor det oprindelige "u" vender hornene nedad. Billedkilde: Wikipedia
 
 

Hathor er i sin oprindelige skikkelse den jordlige udgave af galaksen Mælkevejen, fra hvilken flød livets mælk til Moder Jords skabelse. Hathor blev dyrket fra mindst 2700 f.Kr. Visuelt på nathimlen er Hathor Mælkevejen, der danner en ring omkring skyguden Horus, hos os Thor. Hathor er oprindeligt datter af Ra, hos os Tad Ekam (Den Ene) eller ”Det Store Brag”.
 
De oprindelige ord vi benytter til at beskrive ”Mælkevejen” er de meget sandfærdige ”Īringes weġ” (oldengelsk) og ”Mjólkhringr” (oldnordisk) eller ”Ringenes Vej/Mælkeringen).

Da Horus ligeledes blev anset som søn af Ra, dvs. helt identisk til vor egen ”Tordengudens søn”, blev Hathor også beskrevet som værende Horus’ kone. Dette giver da Hathor betegnelsen Den jordlige moder, Frigg, Freya, Gefion eller helt samme stilling som alle vore Dronninger har til og med Beowulf-kvadet i Gl. Lejre i 500 tallet e.Kr.

Homer: Iliaden (Bog VI: 263-276), hvor Hektor (Ökuþór) svarer sin moder, i min oversættelse til nudansk:

”Bring mig ej honning-krydret vin, kære moder, om du ej vil mig svække, og jeg forglemmer min styrke og mit mod; hvad mere er, med urene hænder har jeg ærefrygt at hælde en ofring af flammende vin til Zeus [græsk ”Dii”]; ej heller er det visdom at et menneske tilbeder Cronos’ søn [heite for ”tid”], Herre af Mørke Skyer, alt svinet til med blod og skidt. Nej, du skal gå til templet givet til Athene, frembringer af rigt udbytte, med brændte ofringer, når du har samlet older-kvinderne; og den dragt der for dig er den fineste og mest storslået i din hal, og som står dit hjerte nærmest, den skal du ligge på knæene af den lyshårede Athene og sværge til hende at du vil ofre i hendes tempel 12 fine kvier der har ej mærket pigkæppen, at hun [Athene] vil have medlidenhed med Troja og Troja’s kvinder og deres småbørn;”.

Vi kan fra egyptisk filosofi se at ægteskab mellem broder og søster ikke var forbudt, og ikke blevet regnet for blodskam. Horus og Hathor er ikke blot mand og kone, men broder og søster. Dette er absolut utvetydigt og uigenkaldeligt i strid med vore sæder, og er måske årsagen til at Snorre i Ynglinga saga fremhæver dette:

Min oversættelse til nudansk. Ordet ”frændsemi” betyder direkte ”samme frænde”, men i betydningen ”slægtskab”. Det oprindelige ord for ”blodskam” er ”frændsemis-spell” eller ”samme frænde spild/beskadigelse”. Fra det oprindelige ord kan vi se at det altid har været forstået, at det er den genetiske misavl der er forbudets ophav.

 
Udover at mælk er livgivende for alle pattedyr, herunder alle der læser dette, er Mælkevejen filosofisk i egyptisk forståelse ”himlens vandvej”. Dette igen er en praktisk omskrivning af samme forståelse da Nilen hvert år overrisler markerne og skaber afgrøder, eller ej, og skaber hungersnød.
 
 

Mælkevejen med 4 store spiralarme, 4 livgivende patter fra koens yver!, der menes at starte fra galaksens midte. Det var først i 1980’erne at astronomer fik mistanke om at Mælkevejen er opbygget af 4 store spiralarme, i stedet for bare én normal spiral. Dette blev først endeligt bekræftet i 2005 med Spitzer Space Telescope. Det ser dog ud til at indoeeuropæisk filosofi allerede havde fuld forståelse for dette, som Snorre gengiver i Gylfaginning. Navnet ”Mælkevejen” har været kendt af alle urfolk fra Mesopotamien som sådan fordi den hvide ”mælkeflod” er synlig fra Moder Jord (og består af stjerner og andet materiale). Billedkilde: R. Hurt (SSC), JPL-Caltech, Nasa. Wikipedia
 
 

Som man kan forstå er det derfor den hellige ko er vel forvaret i Indien. Den oprindelige forståelse hentes i Rig Veda (Bog X: LXXXVII. Agni: 16):

”Den der påsmører sig med kød af kvæg, med kød af heste og med menneskekroppe,
der stjæler mælkekøers mælk, O Agni, halshug dem med al din magt”.
 

Som man kan se sker der mildest talt en grotesk omskrivning af Rig Veda i de senere Veda der gør at koen i Indien bliver hellig. Det er ligeledes vigtigt at sammenholde brugen af koens blod i blót, som vi hører i urnordisk forståelse, med at Rig Veda bandlyser misbrug af kød og misbrug af drægtige køer. Herom er vi alle sikkert ganske enige.

Vi ved faktisk at forbudet mod at spise kvæg i Indien ikke er indført i tiden år 235-325 e.Kr. Fundet af Sir Aurel Stein, fortrinsvist i Tarim ved Niya, kongeriget Jingjue (kinesiske krøniker) i Taklamakan ørkenen har vi en række trætavler skrevet på Kharosthi, en dialekt af det nordindiske Prakit sprog. En af trætavlerne lyder ¹:

”Skal overbringes til Cozbo Tamjaka.
Hans majestæt Kongen skriver, han beordrer Cozbo Tamjaka følgende:

Lyipeya klager nu over at hærmænd fra Saca tog bort to af hans køer. Én ko sendte de tilbage, én spiste de. Denne trætte må nøje undersøges af Dem personligt og en beslutning tages i henhold til lov; er sagen ikke klar dér, må de bringes her i varetægt”.

I kapitlet ”Ásaland/Miðgarð – østlige del” og afsnittet ”Odin og Den Levende Buddha”  viser jeg at den gotiske Sakya/Sacae-stamme, med tronarvingen Den Første Levende Buddha, rejser ned fra sletterne i Asien over Hindu Kush til Nord-indien år 563-412 f.Kr.
 
Når derfor to hærmænd fra den ledende Saca-stamme i det nordlige Indien røver to køer og æder den ene, har de formentlig gjort det fordi de var sultne, og fordi ingen forskrift forbad dem at gøre det.
 

¹ Se T. Burrow: A Translation of the Kharosthi Documents from Chinese Turkestan (1940, Translation 1). Min oversættelse fra nuengelsk til nudansk.

Peder Laales Danske Ordsprog (nedskrevet i 1300 tallet) siger:

Nr. 1105 Wee ær koen then dag hwn scal løbæ fore spijwdh.
(Vé er koen den dag hun skal løbe for spyd)
(dvs. koen er hellig)

Victor Rydberg (1828-1895) viser allerede denne sammenhæng i ”Undersökningar i germanisk mythologi I-II” (1886 & 1889).

Det er af denne årsag at Saxo begynder Gesta Danorum med disse ord:

"Danmarks krønike begynder med Humbles Sønner"

Det er ligeledes derfor at Jordanes ("Hulmul" Bog XIV:79) regner goterne nedstammet fra "Hamal".

Endelig er det derfor vi navngiver Humber-floden i de nye kongeriger i Britannien, "Hymbre" (oldengelsk), som "Humber/Hymbre".

"Humble/Hamal/Humber/Hymbre" er alle en henvisning til uroksen Auðhumbla. ¹  

¹ Gudmund Schütte er enig heri i "Vor mytiske kongerække" (1917, Studier fra Sprog- og Oldtidsforskning, Nr. 105, s.11)

Endelig har vi folkesagn knyttet til Hummelovre (Hummelore), ved Ringsted, hvortil en Kong Humble er knyttet (Kammerherre og Kongelig Historiographus Peter Frederik Suhm’s Critiske Historie af Danmark 1774-81), samt Kong Humbles gravplads på familien Pihl’s markjorde på Tre Høje 3, øst for Humble Kirke, Humble sogn på syd-Langeland. Gravstedet er rent faktisk en langdysse fra sten-eller bronzealder, der visuelt kan ses som tre bæresten oven på hvilken ligger en dæksten. Begge steder har sikkert haft lokalkonger, der kunne deres filosofiske oprindelse.

Hvilke vandveje/floder er da de 4 strømme af mælk, der muliggør liv i indoeuropæisk filosofi?

Når vi tænker på oldtidens tidligste befolkninger fremhæves ofte Yangtze-floden, Kina (det oprindelige navn for hele floden var "Jiang", senere "Cháng Jiang"), Indus-floden og Euphrates-floden. Her er vi dog nødsaget at tænke på hvor vi har befundet os i folkevandringssammenhæng da filosofien udvikles, måske 2000-1500 f.Kr.

1. Mosebog (2:10-14) gengiver ordret samme filosofiske forståelse om 4 floder, der her berettes som løbende fra Edens Have der, som hos os, ligger "ude mod øst" (2:8). Med kendskab til folkevandringerne kan det ikke overraske at hebraisk filosofi her er identisk til vor egen. Begge stamme-grupperinger befinder sig samme sted i samme tidsrum. "Edens Have" i oprindelig hebraisk filosofi er identisk til "Auðhumla". Vær her opmærksom på at i 1. Mosebog (2 & 3) bruges det hebraiske ord på 5 bogstaver, der fonetisk udtales "Gan Edén" (fra sumerisk "E.DIN"), medens der i  Prædikernes Bog (2:5), Højsangen (4:13) og Nehemias' Bog (2:8) i Det Gamle Testamente, samt i Talmud, bruges det hebraiske ord på 4 bogstaver, der fonetisk udtales "PaRDes, Pardês, PRDS" (fra Avesta-persisk "pairidaeza"). Det forskellige ordvalg skyldes at førstnævnte er det urhistoriske landområde for Det Nye Menneske efter vandfloderne fra år 7-5600 f.Kr. Sidstnævnte er "samtidige" skove, parker, abildgårde og grønne græsmarker. Floderne der løber fra "Edens Have" er:

• "Pisjon" (2:11). Der er ingen enighed om hvilken flod der måtte være tale om. Enten Nilen, Indus eller Ganges er foreslået, men ingen passer til resten af beskrivelsen.
• "Gihon" (2:13). Det hebraiske ord er "Gichôn" der kan betyde "den der strømmer". Der er ingen enighed om hvilken flod det måtte være. Sammenholdt med vor filosofi lyder det ganske enkelt som Ganges-floden.
• "Hiddekel" (2:14) = hebraisk for Tigris-floden, Mesopotamien ("tigras" (oldengelsk, flertal), "tigris" (græsk)) med betydningen "tiger". Oprindelsen, herunder den oprindelige betydning af ordet er ukendt. Måske Avesta gotisk "tigri/tigra" (pil, skarp, spids).
• "Frat" (2:14) = Euphrates-floden, Mesopotamien ("Eufrate" (oldengelsk), "Purattu" (akkadisk), Avesta gotisk "huperethuua" (god at krydse)).

Rig Veda har ligeledes samme forståelse:

"..dette er dåden mest værdig af al ære, det mest oprigtige under af Vidunder-Skaberen,
at, nær hvor himlen ender, lod han 4 floder flyde fyldt med bølger der bar ned fersk vand".
(Bog 1:LXII, Indra:6)

"Tyr, kaster af det fire-randet... mælke-køer lod løbe fra det strømmende yver.....
floderne hurtigt begyndte af flode".
(Bog 4:XXII. Indra:2-6)

Mit bud er at følgende floder er de 4 oprindelige floder i vor filosofi:

• Saraswati-floden (nordlige Indien, den helligste flod for alle indoeuropæiske folkeslag. "Det kongelige/De lyshåredes vand"?)
• Ganges-floden (nordlige Indien, igen en hellig flod. Oprindeligt "Ganga" eller "Den der ganger/flyder")
• Euphrates-floden, Mesopotamien (helligdomsbyen Ur ligger her)
• Tigris-floden, Mesopotamien (vor bystat Assur ligger her)

Som man kan se på kortet ovenfor er Nilen "Moder Jords Mælkevej" for egypterne, men synes ikke at være i vor filosofi. Det skyldes sikkert at vore folkevandringer ikke gav os tilknytning til denne flod.

Standarden fra Ur

Standarden fra Ur dateret til 2600-2400 f.Kr. Fundet i en af de største kongegrave i Ur ved den højre skulder fra en mand. H: 21.59 cm, L: 49.53 cm. Leonard Woolley, der udgravede kongegraven, mente at denne kasse kunne være sat på toppen af et spyd og båret som en standard/mærke. Det ved man imidlertid ikke om er sandt. Findes på The British Museum, London. Kilde: www.thebritishmuseum.ac.uk

Der er to paneler på boksen fra Ur, der ofte kaldes ”krig” og ”fred”. Efterser man panelerne bliver det hurtigt klart hvorfor dette er tilfældet.

Panelerne fra Standarden fra Ur dateret til 2600-2400 f.Kr. Kilde: www.thebritishmuseum.ac.uk

Det øverste panel ”krigspanelet” viser en sumerisk hær med 4-hjulet stridsvogn trukket af 2 heste, nedslagtede fjender under dyrene, fodfolk med kapper og spyd, fjenden der dræbes med økser og andre der fremstilles nøgne foran kongen, der holder et spyd.

Den nederste panel ”fredspanelet” viser dyr, fisk og andre varer bragt ind i følge til et stort festmåltid. Personer der sidder ned og drikker medens en musiker spiller lyre.

Den Hellige Kop fra Ur dateret til 2600-2400 f.Kr. Fundet i Dronningen’s Grav som èn af fire drikkekar ved siden af mennesker ofret som samtidig gave. Der fandtes intet guld i Mesopotamien så dette er importeret, men smedekunsten menes at være lokal. Hankens udformning må skulle symbolisere et dyrehorn fra Det Behornede Dyr. Forståelsen af at ånden kan vandre gennem hornet til mennesket på jorden, som vi viderefører ritualerne efter ankomsten til Fyn ved brug af den behornede vikingehjelm, var derfor forstået allerede på dette tidspunkt. Kilde: www.thebritishmuseum.ac.uk