Forside Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>

Den indoeuropæiske vugge

 

Det synes at være den traditionelle forståelse at der fra istidens afslutning ca. år 6000 f.Kr. befinder sig indoeuropæiske folkeslag på den nordlige halvkugle. Vore vidnesbyrd er utallige; Skaldyngen/køkken-møddingen fra Ertebølle ved Limfjorden (5400-3900 f.Kr.), Sten/Langdysser i Danmark (3900-3300 f.Kr.), Jættestuer i Danmark (3300-2800 f.Kr.), Stonehenge, Salisbury Plain (påbegyndt 2800 f.Kr. med de nuværende sten rejst 1900-1650 f.Kr.), Helleristninger i Norden, Solvognen fra Trundholm, Odsherred, Sjælland dateret til 1350 f.Kr., Helleristninger hele vejen fra stepperne i Kasakhstan til det centrale Mongoliet, og Rig Veda /Ŗgveda i det nordlige Indien, muligvis dateret så tidligt som år 1700 f.Kr.

Vi har et utal af langt ældre bopladser i Skåne og Halland, herunder ”Skatmossen” i Åsby nord for Varberg, Halland dateret til 11-10000 f.Kr. Disse bopladser har været i kanten af samtidens indlandsis før tilbagetrækningen begynder, og er Det Gamle Menneskes bosteder, jætter i vor og alle oprindelige folkeslags erindring.

 

 chap10-1.jpg
 

Den indoeuropæiske vugge

Kort visende hvor kinesiske arkæologer i 1978 udgravede 3 døde mennesker i den sydlige udkant af den nu ugæstfri Taklamakan ørken, Xinjiang provinsen, nuværende Kina. Vi kender disse personer som bl.a. Cherchen (Charchan) Manden og - Kvinden.  I den nordøstlige del af Taklamakan ørkenen, fra byen Korla mod øst, fandtes den nu udtørrede saltvandssø Lop Nor (Lop Nur), og den indoeuropæiske by Kroran, (Loulan). Jeg argumenterer i afsnittet "Salt, Fersk og Nor vand" for, at brugen af "Nor" i stednavnene i Skandinavien og i "Den indoeuropæiske vugge", det oprindelige Midgård, alle steder betegner "stillestående salt vand ", og er navngivet af samme indoeuropæiske ætter. Endelig viser kortet gravstedet "Small River Cemetery No. 5" (Gravstedet ved den lille flod nr. 5). På denne nu udtørrende flodbred, i dag midt i en ørken, er udgravet 200 indoeuropæere, der blev gravlagt ca. år 1970 f.Kr., herunder kvinden kendt som "Skønheden fra Kroran (Loulan)". Stedet blev først genopdaget af den svenske arkæolog Folke Bergman (1902-1946) i 1934, siden glemt, og igen genopdaget 2003-5.
Billedkilde: Grundbilledet fra New York Times (Nicholas Wade: A Host of Mummies, a Forest of Secrets, 16.03.2010)

 

 

 chap10-2.jpg 

Cherchen (Charchan) Manden fra Zaghunluq gravstedet nær byen Cherchen (Qarqan), Qiemo (且末, Ch'ieh-mo) Herred, Xinjiang provinsen, nuværende Kina fra år 1000 f.Kr - Julemanden fra Midgård.
Billedkilde: Jeffrey Newbury. Offentliggjort i Discover Magazine, vol. 15, 4. april 1994.

 

Cherchen (Charchan) Manden, er dateret til år 1000 f.Kr. Han er 2 meter høj, Han har røde klæder på og knæhøje dyreskindsstøvler med røde sokker. Hans skæg og mørkeblonde hår er klart tydelig. Hans tinding har et påmalet rødt motiv af solen (en hyrdestav-lignende rund ikke- lukket cirkel med stråler som vi kalder "Hlaut-teinn"). Han blev fundet med en ske blandt sine personlige ejendele. Hans hænder er dækket med sorte tatoveringer. I 1995 blev denne mand DNA-testet, og resultatet viste at han genetisk kan forbindes med svenskere, finner, etruskere (tuscanere, Italien), korsicanere (Italien) og sardinere (Italien). Zaghunluq gravstedet består af flere end 800 grave, af hvilken færre end 100 er blevet undersøgt (2010).

Cherhen (Charchan) Kvinden er fundet samme sted, og dateret til år 1.000 f.Kr. Hun er 1.96 meter høj! Hun har høje støvler på, og bærer røde uldklæder.

 

chap10-2.jpg 

Cherchen (Charchan) Kvinden, dateret til år 1.000 f.Kr. Bemærk hendes lysblonde tre-fletning af håret på hendes venstre skulder (højre set fra læseren). Ligeledes hendes næsten umuligt lange ”klaver”-fingre. Billedet taget af Bent Hansen, Kina med digital kamera fra en fransk produceret udsendelse vist på Pearl Channel (kinesisk TV-kanal) i december 2004.

 

Samme sted blev fundet et spædbarn, 3-4 måneder gammelt, pakket ind i farverige tæpper. Små blå sten var placeret i hans øjehuller, antydende at barnet havde blå øjne.

De ældste personer udgravet fra dette område er dateret til år 2000 f.Kr.

Disse personer er det ufravigelige vidnesbyrd om at Asien fra mindst år 2000 f.Kr. er indoeuropæisk landområde.

I ”Bilag Z: Det oprindelige år nul og betydning” viser jeg hvorledes vi oprindeligt opfattede år nul og dets betydning for menneskets evolution fra jætte til moderne menneske år 6676 f.Kr.

Fra denne indoeuropæiske vugge synes omkring år 2000-1800 f.Kr. at ske folkevandringer mod syd ind i Mesopotamien af årsager vi ikke er klar over. Et af de eneste vidnesbyrd vi har er, som vi vil høre, det indoeuropæiske hestefolk Kassiterne (Kassu), der begynder at angribe Babylonien under Kong Samsu-iluna (1749-1712 f.Kr.).

”Fundamentals of Physical Geography” (Earth’s Climatic History, kap. 7) skriver:

”Fra år 3000-2000 f.Kr. sker en afkøling (af klimaet). Denne afkøling forårsager et stort fald i middelvandstanden og fremkomsten af mange øer (Bahamas) og kystområder der stadig er oven vande i dag. En kort opvarmning finder sted mellem år 2000-1500 f.Kr. efterfulgt igen af koldere forhold”.

Det tyder da på at et koldere klima har tvunget de indoeuropæiske stammer til at søge mod syd i kampen for at overleve. Mod syd har for disse stammer været ensbetydende med Mesopotamien.

Efterser vi hvad der sker i det nordlige Indien i samtiden kan vi måske drage slutninger fra dette. Rig Veda (Bog VII:95.2) skriver at Saraswati-floden i det nordlige Indien ”er den største flod der findes, løbende fra bjergene (giri) til søen/havet (samudra)”. Floden udsprang i Himalaya nord for Delhi og løb gennem Den indiske Ørken til Den Arabiske Sø.

Arkæologer mener at Saraswati-floden stoppede med at løbe helt til søen ca. år 1924-1900 f.Kr. og at den endeligt forsvandt ca. år 1226 e.Kr.1  Dette gør dels at ovennævnte bemærkning fra Rig Veda oprinder fra før dette tidspunkt, men viser også at der år 1924-1900 f.Kr. indtræffer en katastrofal begivenhed, der må have forårsaget totalt forfald af alle samfund afhængige af vandtilførsel fra floden. Forskere mener at det er denne begivenhed der får ”De Vediske folk”, dvs. alle de indoeuropæiske folkeslag for hvem Rig Veda er deres grundlærdom, til at rejse mod vest og mod syd. Dette har åbenbart inkluderet os. Vor stamme er ikke dannet på dette tidspunkt, men findes formentlig kun i form at ætter.

 1 Se M. H. Panhwar’s tale 9.12.1979 på National Museum, Karachi (Sindh Archieves, Government of Sindh).

 

Gravstedet "Small River Cemetery No. 5" (Gravstedet ved den lille flod nr. 5), i den nordøstlige del af den nu ugæstfri Taklamakan ørken ligger i dag midt i en ørken, men ved en udtørret flodbred. De 200 indoeuropæere, gravlagt ca. år 1970 f.Kr., er alle gravlagt nøjagtigt som i vor egen oprindelige gravskik, hvor rejsen med båd er det altafgørende. De afrejste er lagt i både, der er lagt med bunden i vejret. Det bekræfter for os at der år 1970 f.Kr. har været vand i floden, og at floden for disse indoeuropæere har haft afgørende betydning for deres virke, og derfor findes i deres gravskikke.

Den indoeuropæiske by Kroran (Krorania), der kendes fra kinesiske krøniker fra ca. år 130 f.Kr. som "Loulan", og omdøbes til "ShanShan" år 77 f.Kr., forlades år 330 e.Kr. på grund af vandmangel. Rummet "tid" indeholder derfor altid store klimaforandringer, bestemt af naturlovene.

I afsnittet ”Válmíki: Rámáyan” giver jeg et bud på at ”saraswati” faktisk betyder ”de kongelige/lyshåredes vatn/flod”, og en række historiske antydninger af at netop denne flod synes at være nulpunktet for alle indoeuropæiske folkevandringer og udvikling.

Et andet eksempel på dramatisk klimaforandring til det værre er de mangfoldige helleristninger af jagtscener med alskens byttedyr fra landskabet Damaidi, Beishan bjergene, Weining, Ningxia provinsen i det nordvestlige Kina. Ordet ”Damaidi” betyder ”kornmarker” og bevidner at den nuværende ørken i tidernes morgen har været et frugtbart område. Da vi blandt disse helleristninger har hesten afbildet tæmmet, er helleristningerne næppe ældre end 4000 f.Kr. Det kan være klimaforandringerne år 3000-2000 f.Kr. der tvinger de (indoeuropæiske) nomade-stammer fra dette landskab til at søge mod syd.

Er det mon en tilfældighed at vi kalder det at riste på en flad sten/jævn klippe for at ”helleriste” eller "hellar" (oldnordisk) fra ”hella” (oldnordisk), og at de største helleristningsfund i Asien er koncentreret på ”Helanshan” (Helan bjergene) i Ningxia provinsen i det nordvestlige Kina? Mon ikke ”helan” er identisk til ”hella” og betyder ”flad sten/jævn klippe”. Dette afslører formentlig samtidigt hvilke befolkningsgrupper der har befundet sig i området. Vi finder mere end 1000 helleristninger i Helankou passet ("kou" betyder "pas"). Ordet "hellir" (ental) og "hellar" (flertal) betegner på oldnordisk "fjeldhule, klippehule, grotte", hvorfor vi måske kan føre brugen af ordet tilbage til Det Gamle Menneske og deres helleristninger gjort i klippehuler og grotter.

 

 

Kvinde der danser. Helleristning fra Kangjiashimenzi, Xinjiang, nordvestlige Kina. Identiske helleristninger findes fra det centrale Mongoliet i øst, det sydlige Sibirien, det centrale Asien, Kazakhstan, Kyrgryzstan, Det Indre Mongoliet og Xinjiang, Vestlige Kina. Dateret til 2000-1000 f.Kr. Jeg har fremhævet kvindens profil med en sort streg så læseren klart kan se profilen. Kilde: Jeannine Davis-Kimball: Indo-European Studies Bulletin (Vol. 7, Issue 2, May/June 19)

 

 

 

 

 

 

 

 chap10-8.jpg

 

 

Indholdsfortegnelse
<< ForrigeNæste >>
 
Søgeværktøj
Fra Grímnismál (vers 32, Ældre Edda) ved vi at vor ven fra skov og have, det rødbrune egern Ratatoscr (sammensat af de oldengelske ord "ræt" + "tusc" med betydningen "Gnavertand"), er god til at frembringe svar på alt mellem himmel og jord. Nedenfor til højre fra billedet af Ratatoscr, fra Ólafur Brynjúlfsson: Gudeskrift m. bl.a. Ældre Edda (Edda Sæmundr) & Snorre Edda (1760), findes Google's søgeværktøj, der er tilpasset til at søge efter svar fra Asernes æt. Ifald søgeværktøjet ikke kan ses, højreklik på musen og genopfrisk (opdater) siden.
© Verasir.dk Asernes Æt • af Flemming Rickfors • E-mailHosting • En del af Fynhistorie.dk